Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Myter om Qitdlarssuaq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Myter om Qitdlarssuaq

Fortalt af Panigpak

"Qitdlarssuaq, min vældige Bedstefader, den store Herre, — ja, for Inuiterne adlød ham altid, fordi de var bange for ham — naaede jeg lige akkurat at faa at se, inden han rejste bort, da jeg som Barn havde opdaget min Forstand og lært at skelne det ene Menneske fra det andet. Jeg holdt af ham, fordi han plejede at sætte mig paa sit Knæ og synge Aandeviser for mig. Hans Haar var tyndt, saaledes som de hvide Mænds. Hans store Pande var ikke dækket af Haar.

Min store Bedstefader, Aandemaneren uden Modstandere, — der var ingen, der turde, — er selv bleven et helt Sagn, som Menneskene fortæller.

Det var ovre paa den anden Side Havet, at han engang sammen med en anden gik paa Rensjagt, og paa deres Vandring løb de pludselig paa en bred Vej oppe i Fjældene. Denne Vej gav de sig til at følge, og der rejste sig en Storm, der føg med dem og blæste dem frem, saa de maatte løbe. Den brede Vej førte dem til et Hus, et stort Hus, saaledes som de hvide Mænd bygger dem. Der gik de ind. Paa Briksen derinde laa to store Kvinder og drev; den ene af dem gav sig til at tale, idet hun pegede paa den anden:

"Ja, hun der hører ikke til vor Stamme," sagde den, som talte, og da hun havde sagt dette, følte pludselig Qitdlarssuaqs Jagtfælle sig voldsomt draget hen imod den fremmede Kvinde; han sprang op til hende og lagde sig hos hende, og den fremmede Kvinde dækkede ham til med sin Dyne. Da de havde ligget lidt og de løftede Tæppet, laa han død ved hendes Side.

"Mon de nu ogsaa vil til at dræbe mig?" tænkte min Bedstefader.

"Nej," sagde pludselig den Kvinde, som først havde talt, endnu før min Bedstefader havde aabenbaret sin Tanke. "Nej, dig tør vi intet gøre; du er Ild!" Det sagde hun. Jeg ved ikke, hvad det skulde betyde. Men det var, lige som om hun saa min Bedstefaders Tanker haandgribeligt for sig, uden at han behøvede at tale. Saa tænkte han, at det vel var bedst at komme af Sted, og Kvinden vidste det, uden at han behøvede at sige det.

"Vent lidt," sagde hun og tog en stor Fjer og viftede Livsaande ind i hans døde Jagtfælle. Og han blev atter levende.

Og Kvinden lagde Mad frem for dem og sagde: "Spis, før I rejser!" Og da de havde spist, rejste de. Og straks da de befandt dem paa Vejen, rejste atter en Storm sig og førte dem med sig, saa de maatte løbe.

Da ser de et Hus og kryber derind for at hvile sig. Og som de laa der, vaagnede de ved, at mange Mennesker kom til, og de hørte dem springe over Hustaget mellem hinanden.

"Lad dit Vand hurtigt!" sagde Qitdlarssuaq til sin Ledsager, "de bryder ellers ind og myrder os." (Alle overnaturlige Væsner flygter for Urin, efter Eskimoernes Forestilling).

Og han stillede sig ud paa Gulvet, men det var ham umuligt at give en Draabe fra sig. Saa maatte Qitdlarssuaq selv springe ud paa Gulvet, og da hørte de kun Skrig af de flygtende udenfor.

Saa sov de der Natten ud og rejste næste Dag hjem.

Saaledes frelste Qitdlarssuaq sin Fælles Liv.

En anden Gang var Qitdlarssuaq paa Fangstrejse sammen med en forældreløs; det var paa Bjørnejagt. De kørte langt ud til Søs og mistede Landene af Sigte; og som de var derude, brød pludselig en Storm løs, der flængede Isen op i drivende Flager. Intet Steds laa der nogen smal Strimmel isfast med Land, og Stormen førte dem i Drift udefter mod Havet.

"Smid dig ned paa Slæden og luk Øjnene!" raabte Qitdlarssuaq til den forældreløse. "Aabner du dem blot en eneste Gang, er vi begge dødsens."

Den forældreløse smed sig paa Slæden, og hans Øjenlaag var som sammenklistrede. Og som han laa der, mærkede han med eet, at der kom Fart over Slæde og Hunde indefter mod Land, og det gik rygende. Saa blev den forældreløse nysgerrig og aabnede venstre Øjenlaag ganske lidt paa Klem. Og se, Qitdlarssuaq havde skabt sig selv om til Bjørn og travede af Sted, forfulgt af sine egne Hunde, og der, hvor han traadte, blev Havet til Is, som bar Slæde og Hunde. Med eet faldt den ene Slædemede gennem Isen, den forældreløse var nær druknet, og det kan nok være, at han skyndte sig at faa Øjnene lukket igen.

Saaledes kørte de længe frem; saa pludselig gjorde Hundene Holdt.

"Rejs dig og se dig om, sagde Qitdlarssuaq og stod nu i sin egen Skikkelse ved Siden af Slæden paa Land.

Men da Drengen saa ud over den Vej, de havde kørt, var alt skummende Sø.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 122-125. København, 1925.