Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Tro

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Tro

Eskimoerne er i Besiddelse af stor aandelig Blufærdighed, og den fremmede, som kommer til dem for at sætte sig ind i deres Følelser over for det, de selv kalder for "de skjulte Ting", maa derfor tage sit Udgangspunkt i de daglige Hændelser. Og for mig var Sagdloqs Aandemaning og de Begivenheder, der knyttede sig til den, ligesom en Port, der aabnedes ind til helt nye Verdener. Jeg var fra min Barndom fuldt fortrolig med Hovedlinierne i den eskimoiske Livsopfattelse, men her befandt jeg mig for første Gang mellem Mennesker, der selv opfattede alle deres Sagn og Traditioner som religiøse Sandheder. Gennem lange Tiders Samliv med disse Polar-Eskimoer er det senere lykkedes mig at trænge saa nogenlunde ind i deres Forestillingskreds, og da det er nødvendigt for den, der ønsker fuld Forstaaelse af Sagnenes aandelige Værdi, at blive i Stand til at bedømme dem som Grundlag for al Livsanskuelse, skal jeg i korte Træk gøre Rede for deres Syn paa Verden, deres Tro om Liv og Død og deres Opfattelse af de Kræfter, der — med deres eget Udtryk — "holder Verden i Ligevægt".

De udtrykker sig selv saaledes:

"Vi tror ikke paa nogen stor og ensom Aand, der kan bestemme alt, saaledes som I. Vi forstaar os ikke alle paa de skjulte Ting, men de Mennesker, som siger, at de gør det, dem tror vi paa. Vi tror paa vore Aandemaneres Bud og Befalinger, fordi vi gerne vil leve længe, og fordi vi ikke vil udsætte os for Misfangst. Adlød vi ikke vore Aandemanere, vilde vore Fangstdyr gøre sig usynlige og vi selv vilde blive syge og dø."

Senere hen skal vi nærmere gøre Rede for de gamle Vedtægter, som Aandemanerne vaager over; paa dette Sted skal vi foreløbig kun holde os til deres Opfattelse af dem og fortsætter derfor med deres egne Forklaringer:

"Vi overholder vore Vedtægter for at holde Verden oppe, thi Naturkræfterne maa ikke krænkes. Vi overholder vore Vedtægter for at holde hverandre oppe, vi er bange for Ulykkesskæbnen. Menneskene er skrøbelige overfor Sygdom.

"Vi øver Bod, fordi de døde har stærke Safter og grænseløse Evner. Hvis vi ikke overholdt vore Vedtægter, tror vi, at store Sneskred vilde begrave os, at Snestorme vilde ødelægge os, at Havet vilde opsluge os, mens vi er ude i Kajak, og at Stormflod vilde skylle vore Huse i Søen."

Gaar man nu den, man taler med, nærmere ind paa Livet med Spørgsmaal, føler man hurtigt, at man er inde paa Emner, som de ikke selv ræsonnerer over. Selv Aandemanerne indvikler sig let i Selvmodsigelser, naar de skal udtrykke sig uden at være grebne af den Ekstase, som Udøvelsen af deres Kald uvilkaarligt bringer dem i, og man opdager til sin Forbavselse, at Forfædrenes Traditioner i og for sig slet ikke staar for dem som det eneste mulige, men blot som det eneste, de kender. Det falder dem derfor naturligt at udtrykke sig saaledes:

"Kom nogen med en bedre Livslære til os og forlangte, at vi skulde tro paa hans Ord, da vilde vi gerne gøre dette, naar vi bare indsaa, at hans Lære var bedre end vor, men da maatte han blive iblandt os og lede os til det, vi ikke kendte."

En Eskimo vil meget nødig tro, at nogen lyver, hans Godtroenhed gaar saa vidt, at han ikke mistænker nogen for Bedrag. Denne Karakterejendommelighed har altid været en Betingelse for Aandemanernes store Indflydelse, og da Missionærerne i sin Tid slog sig ned iblandt Eskimoerne, gik alle uden Indvendinger over til den nye Lære og ingen tænkte paa at betvivle Præstens Ord om, at Kristendommen var den eneste sande Religion. Denne Mangel paa Modstand, der bunder i Tillid, giver dem noget barnligt i deres Livsanskuelse, de faar derfor ikke den Dybde, som kun naas gennem Anfægtelser og Tvivl, men bevarer det naive, det næsten enfoldige, hvad enten de er Hedninger eller Kristne.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 13f. København, 1925.