Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderNibelungekvadet 29
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1147.
Da skiltes fra hinanden de bolde Kæmper to,
Tronjehelten Hagen og Didrik, Fyrsten tro.
Da skued over sin Skulder Burgunderkongens Mand
efter en Vaabenfælle, ham fandt han og paa Stand.1696.
1148.
Dér skued han hos Giselher Helten Folker staa:
den snilde Fedelspiller ham bad han med sig gaa,
al den Stund kan kendte hans saare vilde Mod.
Han var i alle Dyder en Ridder kæk og god.1697.
1149.
End lod de rhinske Herrer man i Kongsgaarden staa.
Ingen uden de tvende derfra man skride saa
over den store Borggaard og til en Vaaning vid.
De gæve Helte frygted ej Avind nogen Tid.1698.
1150.
Paa en Bænk de sig satte uden for Husets Mur,
vendte mod en Vaaning, Krimhilds Fruerbur.
Fra deres Legem lyste den skønne Dragt, de bar.
Hvem de var, det spurgte Enhver, de to blev var.1699.
1151.
Som var de Vilddyr, stirred mangen en hunsk Mand
paa de to stolte Helte af de Burgunders Land.
Dem saa Etzels Mage fra Vinduet, hvor hun stod:
da græmmed sig saa saare paa ny skøn Krimhilds Mod.1700.
1152.
Sin Modgang hun mindedes: hun faldt i Taarer hen.
Thi maatte svarlig undres Etzels Riddersmænd,
hvad hende havde voldet et Ubehag saa stort.
Hun mælte: „Kække Helte, det har Hagen af Tronje gjort."1701.
1153.
Da mælte de til Fruen: „Hvorlunde er det sket,
al den Stund vi nylig har glad eder set?
Ihvo der nu er skyldig, hvor kæk han end blev fød,
vil I, at Hævn vi tager, er sikker ham hans Død."1702.
1154.
„Det vilde jeg altid lønne, hvo hævned, hvad jeg led:
i hvad han kræved af mig, var jeg ham velbered.
Paa Knæ jeg eder bønfalder," mælte Kongens Viv:
„hævn mig paa Hagen, saa han mister nu sit Liv."1703.
1155.
Sig rusted saare skyndsomt da tresindstyve Mænd:
skøn Krimhild at hævne agted de sig hen
for at ihjelslaa Hagen, den Helt berømmelig,
og dertil Folker Fedler: det raadte de med Svig.1704.
1156.
Da nu hun saa sit Følge saa velrustet dér,
da mælte Dronning Krimhild til Heltene end mer:
„Tøv en Stund, I Kæmper, I skal end stille staa.
Jeg vil smykket med Krone til mine Fjender gaa.1708.
1157.
Og høre I dér min Klage, hvad mig har gjort for sand
Tronjehelten Hagen, Gunthers Tjeriestmand.
Jeg ved, han Intet nægter, dertil er han for stolt.
Saa ænser jeg og lidet, hvad ham vorder voldt."1709.
1158.
Det var den kække Fedler, hin Spillemand, han saa
den ædle Dronning Krimhild ned ad en Trappe gaa,
som førte ud af Huset. Da han blev dette var,
mælte den kække Folker til sin Stalbroder snar:1710.
1159.
„Nu se, Frænde Hagen, hvor stolt hun skrider dér,
som os med Svig har indbudt til Hunefesten her.
Aldrig med en Kongsviv saa mange Mænd jeg saa
bære Sværd i Hænde og stridslystne gaa.1711.
1160.
Ved I, Frænde Hagen, har I hos dem vakt Had?
Saa vogt desto mere, det varer jeg jer ad,
paa eders Liv og Ære. Ja, det er vist og sandt:
at de er saare vrede, det ser jeg nu grant.1712.
1161.
Der er og somme af dem saa brede over Bryst.
Den vogte sig i Tide, hvem Livet volder Lyst.
Jeg tror, de under Klædningen bærer Pansersærk:
det er ej let at sige, hvad de dermed har i Værk."1713.
1162.
Mælte dernæst Hagen, han var i Hu saa vred:
„At det paa mig er møntet, saa saare vel jeg ved,
naar disse Helte bærer de blanke Sværd i Hand.
Dog de skal aldrig hindre, at jeg genser mit Land.1714.
1163.
Nu sig mig, Frænde Folker, vil I staa mig nær,
hvis Dronning Krimhilds Kæmper vil stride med mig her?
Det lade I mig høre, saa kær jeg eder er.
Des mer skal til Gengæld jeg altid tjene jer."1715.
1164.
„For vist jeg eder bistaar," gav Folker ham til Svar.
„Om ogsaa selve Kongen med alle Mænd, han har,
traadte os her i Møde, indtil mit sidste Blod
jeg veg ej fra jer Side af Frygt blot en Fod."1716.
1165.
„Nu lønne, ædle Folker, Gud i Himlen jer.
Vil en Kamp de mig yppe, hvad mangler jeg da mer?
Saa sandt I vil mig bistaa, som I mig siger til,
saa lad dem ikkun komme, rustede som de vil."1717.
1166.
Mælte Spillemanden: „Lad os fra Bænken staa,
saa sandt hun er en Dronning, at hun forbi kan gaa.
Vi byder hende Ære: hun er en ædel Viv.
Paa samme Tid vi priser dermed vort eget Liv."1718.
1167.
„Nej", mælte Hagen, „saa sandt I har mig kær.
Saa vilde disse Helte dog tænke En og hver,
at det er Frygt, der tvang mig, om bort jeg vilde gaa.
Ingen af dem, dér kommer, skal mig fra Bænken faa.1719.
1168.
Os to sømmer det bedre, vi holder os i Mag.
Hvorfor skulde jeg ære den, der viser mig sit Nag?
Det gør jeg ingen Sinde, saa længe jeg er til.
Lad Etzels Viv mig hade saa grumt, som hun vil."1720.
1169.
Lagde den stolte Hagen over sine Ben
et Sværd saare straalende, en lys Jaspissten
fra Sværdknappen skinned, mer end Græsset grøn:
at det var Sigfreds Værge, det saa hin Dronning skøn.1721.
1170.
Da hun genkendte Sværdet, fornam hun Hjertenød.
Gyldent var dets Fæste, Skeden Guldbort rød.
Om hendes Sorg det minded, thi brød hun ud i Graad.
Derfor havde vel Hagen og gjort det velberaad.1722.
1171.
Da trak den kække Folker paa Bænken mere nær
en mægtig Fedelbue, tilfulde lig et Sværd,
stor og lang at skue, skarp den var og bred.
Dér sad de tvende Helte uden Frygt velbered.1723.
1172.
Nu tyktes sig for stolte de to kække Mænd,
til at de skulde rejse sig fra Bænken op igen,
fordi de frygted Nogen. Den ædle Krimhild gik
for deres Fod og hilste med Had i Ord og Blik.1724.
1173.
Hun mælte: "Sig mig, Hagen, hvem sendte eder Bud,
at I fik Mod at ride til Hunelandet ud,
endda I vel ihukom, hvad I har voldt af Ondt?
Havde I været kløgtig, var I bleven i Burgund."1725.
1174.
„Ti! mig sendte der Ingen Bud," mælte Hagen næst.
„Tre gæve Helte dem bød man hid til Gæst:
de hedder mine Herrer, saa er jeg deres Mand.
Jeg holdt mig sjælden hjemme, naar Kongerne red af Land."1726.
1175.
Hun mælte: „Sig end mere, hvorfor bar I jer ad,
saa altid I maa bære mit velforskyldte Had?
I ombragte Sigfred, min hjertenskære Mand:
til mine Dages Ende derfor jeg græde kan."1727.
1176.
Han mælte: „Hvortil mere? Alt nok er herom sagt.
Ja, jeg er netop Hagen, som har jer Mand ombragt,
den drabelige Sigfred. Haardt led hin Drot,
fordi Fru Krimhild krænked skøn Brynhild med sin Spot.1728.
1177.
Det skal Ingen jernægte, Dronning rig og stolt,
min Skyld er hele Skaden, som skadelig blev voldt.
Lad hævne, hvo der vil det, Kvinde eller Mand.
Jeg lyver ikke for jer: jeg voldte Ondt for sand."1729.
1178.
Hun mælte: „Hør I Kæmper, han nægter ikke mer
den Kval, han har voldt mig. Hvad derfor med ham sker,
det regner jeg for Intet, I Etzels gæve Mænd."
De stolte Hunehelte saa til hverandre hen.1730.
1179.
Var Striden bleven yppet, da var det gaaet saa,
at de to rhinske Stalbrødre Æren maatte faa,
som det tilforn var ofte af dem i Kamp forsøgt.
Hvad hine havde lovet, det aflod de af Frygt.1731.
1180.
Mælte en af Kæmperne: „Hvi ser til mig I hen?
Det, som før jeg loved, det gaar jeg fra igen:
jeg vil for Ingens Gave miste her mit Liv.
I Fordærv vil os lokke Kong Etzels skønne Viv."1732.
1181.
Mælte atter en Anden: „Jeg tænker ligesaa.
Og bød man mig end Taarne af røden Guld at faa,
med denne Fedelspiller jeg gav mig ej i Kast:
kun alt for vel jeg skued, hvor hans Blik lyste hvast.1733.
1182.
Ogsaa kender jeg Hagen alt fra hans Ungdomstid:
thi tror jeg, hvad man siger om Helten og hans Id.
I to og tyve Kampe har jeg hin Kæmpe set,
hvor saare mangen Frue er Hjertenskvide sket.1734.
1183.
Hagen og han af Spanien traadte mangen Sti,
da her i Hunelandet de stod Kong Etzel bi
i Kampe til hans Ære: det skete mangefold.
Thi bærer Hagen billigt Pris som Kæmpe bold.1735.
1184.
Endda var Hagen dengang ikkun et Barn af Aar.
De, som da var unge, hvor graat er deres Haar!
Nu er han over Skjelsaar, dog vildt Mod han har.
Saa bærer han og Balmung, han vandt ved Udaad svar."1736.
1185.
Saalunde skiltes Sagen, at Ingen af dem stred.
Thi græmmed sig i Hjertet skøn Krimhild derved.
Bort gik Huneheltene: dem tvang den haarde Nød:
de frygted, at de tvende skulde volde deres Død.1737.
1186.
Da mælte Spillemanden: „Det er for Dagen lagt,
at her vi finder Fjender, som os tilforn blev sagt.
Nu skal vi gaa til Hove, Kongerne venter os:
hvem vover da at byde vore gæve Herrer Trods?"1738.
1187.
Om een Mand alene aflader mangt af Frygt,
det vil han aldrig gøre, om ellers han har Kløgt,
naar Ven og Ven hinanden med Vennesind staar bi.
Ved Kløgt kan sig Mangen for svar Skade fri.1739.
1188.
Den gæve Bernerfyrste han førte ved sin Hand
Gunther den rige af de Burgunders Land;
Irnfred tog Gernot, med ham til Hove at gaa,
ved Siden af ung Giselher man Markgrev Rydeger saa.1742.
1189.
Hvordan de andre fulgtes til Hove to og to,
Folker og Hagen de blev hinanden tro
og skiltes i en Kamp først i deres sidste Stund.
Thi græd ædle Fruer engang af Hjertensgrund.1743.
1190.
Det rhinske Følges tusinde kække Mænd man saa
til Hove hos Kong Etzel med deres Konger gaa,
og tres Kæmper derhos gik disse Helte næst,
dem Hagen havde samlet hjemme til denne Fest.1744.
1191.
Da Skytsherren til Rhinen nu ind i Salen trén,
da var den rige Etzel ej heller mere sén;
op han sprang fra Sædet, da han ham komme saa.
Skønnere Velkomsthilsen af Drot kan Ingen faa.1746.
1192.
„Vær velkommen, Herr Gunther, Herr Gernot ligesaa,
og eders Broder Giselher. Mit Bud lod jeg gaa
af saare trofast Hjerte til jer i Worms ved Rhin.
Velkommen hele Følget i Kongsgaarden min.1747.
1193.
Os være stort velkomne I to gæve Mænd,
Folker og Hagen, for I red med herhen,
velkommen mig og Krimhild her i Huneland.
Til Rhinen hun jer sendte mangen en Sendemand."1748.
1194.
Mælte Hagen af Tronje: „Det blev mig ofte sagt.
Var jeg af mine Herrer til Huneland ej bragt,
da var til eders Ære jeg selv redet af Land."
Da tog den ædle Landsfader Gæsterne ved Hand.1749.
1195.
Han bragte dem til Sæde, dér hvor selv han sad.
Da skænked man for Gæsterne (det gjorde man fuldglad)
af rummelige Guldskaale Morat, Mjød og Vin
og bød en fager Velkomst de fremmede fra Rhin.1750.
1196.
Mælte da Kong Etzel: „Det vil jeg sige jer,
jeg kunde ingen Sinde i Verden glædes mer,
end nu I Helte kommer som Gæster til min Borg,
og har I dermed stillet min Dronnings svare Sorg.1751.
1197.
Det undrer mig dog stedse, hvad jeg har eder gjort;
mange ædle Gæster red gennem Borgens Port,
dog jer saa jeg aldrig komme til Huneland.
At jeg nu huser eder, det fryder mig for sand."1752.
1198.
Ham gensvared Rydeger, en Helt af ædelt Mod:
„Med Lyst kan dem I huse, hvis Troskab er god,
den min Frues Maage har plejet mangefold.
De bringer jer som Gæster mangen en Kæmpe bold."1753.
1199.
Burgunderne var komne en Solhverv ved Kveld
til den rige Etzels Kongsgaard. Sjælden har man vel
hørt sige om en Velkomst, som disse Helte fik.
Nu var det Tid at spise: til Bords med dem han gik.1754.
1200.
Pragtfuldere aldrig en Vært blandt Gæster sad.
Man gav dem fulde Maader af Drikke og af Mad:
alt hvad de sig ønsked, man redebont dem bød.
Underfulde Frasagn om Helteskaren lød.1755.
