Rangåvolde syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Rangár-Vallasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Rangåvolde syssel
Rángárvalla sýsla
[Indbyggerantal c. 5000]

Hinsides (sydøst for) Tjorså strækker sig Rangåvolde syssels vestligste del, de to anselige landskaber Holterne (Holt) og Landet (Land), eller, som man også finder dem benævnte, da de hver indeholder én hrepp, Holtamannahreppr og Landmannahreppr. For dem begge danner Ydre Rangå (Ytri Rangå) under hele sit løb den østlige (ɔ: sydøstlige) grænse. Til det øverste af disse landskaber, Landsvejten, fører alle Tjorsåvadene; dog ligger det sydligste af disse (Eyjarvað) omtrent på hreppsgrænsen, der dog kun dannes af nogle mosestrøg, i det de to landskaber i øvrigt gå umærkelig over i hinanden. — Landsvejten er til dels en smuk bygd med bølgeformige eller flade græssletter, hist og her afbrudt af en lille hraun- eller sandstrækning; men længere nord på tiltager disse, de øde strækninger få overhånd og flyvesandet ødelægger mere og mere de tidligere her ikke ubetydelige skove. Bygden selv har kun et enkelt ubetydeligt fjæld, men i nordøst hæver sig Burfell (i A.) og Hekla.

Oppe i ubygden (avretten) flere mile nord for Hekla udspringer Rangå, knap en halv fjærdingvej fra Tjorså, og samme ringe afstand vedligeholder den endnu en mils vej sydligere ud for det under Tjorsådal (i A.) omtalte Burfell. Åen kan ikke sammenlignes med de langt større vandløb Ölveså og Tjorså, men i følge J. C. Schythe vokser den på grund af særlige forhold kort efter sit udspring til en vandrighed, der ikke står meget under dens vandmængde flere mile længere nede i bygden, hvad der gør fortællingen om Hjaltes sejlads noget mindre usandsynlig. At han kunde ønske at foretrække Rangå for Tjorså kan forklares af hin ås roligere og jævnere løb og mere lige retning.

I den nærmeste egn syd for Burfell på denne side Tjorså har indtil ind i dette århundrede været betydelige skove, disse skal fordum ligeledes have bedækket den smalle strækning mellem Tjorså ved Burfell og Rangå, de såkaldte Kjøldragatunger (Kjöldragatungur, var: Kjölreka-, Kjallraka-túngur); her, fortæller nogle, skal Hjalte Skeggessön have hugget en del af tømret til sit skib; almindelig berettes, at han herover trak sit skib til Rangå, — og navnet afledes da af, at han her mistede kølen, eller man forsøger andre etymologiske gætninger (af sporet efter kølen «kjölrák»). Skibets flytning tænker man sig udført på den måde, at det over is er bleven ført over Tjorså og ligeledes på is over de ofte om vinteren oversvømmede tunger til Rangå.

Lidt nord for gården Flagbjarnarholt, lige ud for øen Ånæs ligger en langagtig (nyre- eller halvmåneformet) græsgrot bakke Tingholt (Þíngholt); den lille dal, der dannes mellem bakkens to udgående hjørner, beskyttet mod nord- og østenvinden, indeslutter en del tomter, der må betragtes som hørende til de mærkeligere oldtidslevninger, øjensynlig resterne af et gammelt tingsted. Man påviser her stedet for i alt 8 bodtomter (hvoraf 2 nu er ødelagte), alle anbragte således, at de løber ud fra bakkeskråningen og vender den anden gavlende, hvor indgangen synes at have været, ind imod dalen. De er gennemgående meget store, fra 10 — 13 fv. lange (en nu ødelagt undtagelsesvis kun 8), bredden omtrent 3 fv. Flere synes at have haft en slags udbygning eller at have været afdelte i en større og mindre afdeling. Først kommer yderst imod sydvest en stor bodtomt, der synes inderst imod bakken at have haft en mindre og snævrere; fra den flade slette neden under synes en skrå, ophøjet vej at have ført op til boden. Tæt ved siden af denne findes en cirkelrund kreds, indvendig 9 fv. i diameter; den særdeles kendelige græstørvsvæg er desuden én favn tyk; denne kreds er vistnok med rette antaget for en domring. Noget mere imod øst har ligget en større og en mindre bod, der nu begge ere ødelagte ved de for en 30 år siden her anlagte fårehuse. Lidt herfra ses største delen af en stor bodtomt, hvis inderste del nu er ødelagt af et lille der opbygget høhus. Længst imod nordøst findes endelig fire store bodtomter, hvoraf to synes at have haft en mindre indre afdeling, en tredje synes endog at være delt i tre afdelinger. — Dette hensigtsmæssige, ualmindelig vel bevarede og upåtvivlelig fra oldtiden stammende tingsted omtales ikke i nogen saga, heller ikke traditionen ved noget om, naar eller af hvem det er bleven benyttet. Fra »domringen« i Ånæs ligger det ikke meget længere borte end tingstedet ved Budafoss (A.), og Ånæs er som omtalt kun tilgængelig fra denne side. — Straks sydvest for den første bod ser man de tidligere nævnte spor af gamle ridestier, vejene til det fordums over Ånæs farende vad; nu rider man over i øen lidt højere oppe. — Fra Eyjarvad strækker hreppsgrænsen sig i sydøstlig retning ned mod Rangå; i Landsvejtens sydøstlige hjørne står gården Snjallstenshövde (Snjallsteinshöfði eller Snjallshöfði) under en lille højde tæt ved Rangå. Det er her, at Snjallsten ifølge Ldn. (s. 286) fanges og dræbes af Önund til hævn for et ved Sandhólaferja begået drab, hvad der igen drager begivenhederne i Vælugerde (A.) efter sig. Ellers er denne egn meget fattig på historisk mærkelige steder; man kan indskrænke sig til at minde om den omtrent midt i hreppen liggende gård Skard (Skarð), nærmest for at gjøre opmærksom på, at dette er de ældre kilders (Bsk.s og Sturl.s) Ydre Skard (»Skarð it ytra« eller »vestra«)» tidligere ofte forvekslet med det i den tilstødende hrepp nærmere Hekla liggende, men nu forsvundne Østre Skard. Ogsaa kan det lidt sydvestligere Store Klove (Stóri Klofi) nævnes, som bolig for den i den senere tids annaler (c. 1500) meget omtalte »Torve rike». Et meget langt gærde eller en ophøjet vej, der ligger oven for Store Klove og når næsten tværs over hreppen (omtr. ½ mil) henføres til ham som den mest bekendte mand her; rimeligvis har man her for sig en af de betydelige, ofte ligefrem forbavsende gærdelægninger fra oldtiden, der træffes på så mange steder på Island, og som må forklares som grænseskel mellem de forskellige jorder eller kommuner; ofte gætter man også på, at de har været »göngugarðar», ophøjede veje for mennesker og kreaturer. Omtrent svarende til Landmannasvejten bruger Ldn. betegnelsen de ydre Rangåvolde (Rangávellir enir ytri); en del af eller måske hele den svejt, som nu kaldes Holterne (Holt), har derimod været indbefattet under navnet Tjorsåholterne (Þjórsárholt).

Neden for Landmannahrep strækker sig som omtalt Holtamannahrepp, større end den forrige, mellem Tjorså og Rangå, helt ned til søen. Det er et ikke ufrugtbart, men fugtigt landskab bestående af mosestrøg og en mængde smådale adskilte ved mellemliggende holter, der har givet disse egne deres navn (» Holterne »). Tjorsåen danner en del af hreppens nordlige og hele dens vestlige grænse. Ved sit udløb danner den ligesom Ölveså en stor af sandrevler og grunde opfyldt bredning, der stadig udvider sig; dog synes åen nu mest tilbøjelig til at kaste sig mod den vestlige bred, i sydvest ligger også åens nuværende munding. Det er tidligere omtalt, at Tjorsåens udløb formodes fordum at have været en del østligere; dette, der er en almindelig antagelse, bekræftes, som bemærket, ved den ret, som den sydøstligste gård i Ånæs syssel har til en stump forstrand øst for åmundingen, og gør tillige beretningerne om, at Tjorsåos (Þjórsáróss) i oldtiden har været brugt som landingssted for skibe, noget sandsynligere; medens der nemlig uden for åens nuværende munding ligger skær, findes længere øst på ren sandbund.. Dette landingssted nævnes kun i Ldn. én gang, i det der fortælles, at landnamsmanden Torarin Torkelsson landede i Tjorsåos; efter det på hans skibsstavn værende tyrehoved fik åen navn. Desuden fortæller Eg. (s. 44 — 45), at landnamsmanden Ketil hæng sejlede gennem Tjorsåmundingen op i åen, Ldn. siger derimod, at han landede i Rangåos; og den forklaring, som Eg. tilføjer, at åen da løb i meget snævrere leje og var dybere end nu, viser, at forholdene i al fald på forfatterens tid (d. 13de århundrede) ikke var gunstige for skibsfarten. Endnu kan anføres, at i følge Flatb. I, 213 landede Torlejv jarleskjald i Tjorså, og i året 1342 led i følge samme annal den nordlandske biskop Orm ved sin hjemkomst til landet skibbrud ved Tjorsåsand (braut skipit við Þjórsársand).

Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1896)

I det foregående er Rangåos (Rangáróss) nævnt; nogen egen munding for Rangåerne findes imidlertid nu ikke, og i det hele har det mellem Rangåernes tidligere udløb og Tjorsåen liggende land, hreppens nederste del, undergået store forandringer, til dels i en ikke fjærn fortid. Foruden på oven nævnte sted omtales et skibs landing i Rangåos endnu en gang i Ldn. (s. 294); i følge Hungrv. (s. 66) landede ligeledes Gissur Islejvssön her ved sin hjemkomst fra udlandet umiddelbart før hans udvælgelse til biskop.

Til oplysning om Rangåernes nedre løb tjæner ogsaa følgende sted af Ldn. (s. 289), hvor der fortælles om tre søskende (Hild, Hallgejr og Ljot), at de tog land mellem Fljot (ɔ: Markarfljot) og Rangå, hele Eyjasvejt (ɔ: alle Landøerne) op til Tværå (Þverá). Nu er Tværå en stor å, egenlig kun en arm af den store jøkelelv Markarfljot, der gennemstrømmer den østlige del af syslet; i sit løb gennem den nedre del af syslet fra øst til vest danner den nordgrænsen for de flade ved søen liggende strækninger Landøerne, optager nord fra først østre (eystri) og kort derpå vestre (ytri) Rangå, hvorefter den deler sig i to arme Djupos (Djúpós) og Hôlså (Hólsá eller Hólsár farvegr ɔ: Hôlsåleje). Hovedmassen af vandet går gennem Djupôs lige mod vest til Tjorsåens bredning. Hôlsåen har en sydlig retning ned imod kysten, men dens leje ligger nu for største delen tørt; dog danner den endnu som en fortsættelse af ydre Rangå østgrænsen for Holtamannahrepp og adskiller denne fra Landøerne. Den nederste lille del af Holtamannahrepp, der begrænses af Djupos, Holså og Tjorså, er en ø, den saakaldte Tykkebæ (þykkvibær). Af biskop Finn Jonssön (Hist. eccl. IV. s. 28 ffg.) kaldes dette Tykkebæ endnu ligefrem »Th. in Holtum« til adskillelse fra »Th. in Veri«; og den etymologi som han giver af det sidste Th., at det egenlig betyder »densas habitationes«, passer også meget godt paa det her omhandlede, der optages af en stor samling gårde (kot ɔ: parceller) , af hvilke dog ingen enkelt vides at have båret navnet Tykkebæ.

De tidligere forhold her erindres dog meget vel endnu; indtil hen imod dette århundredes begyndelse kendtes Djupos ikke, nord for Tykkebæ var to ved en bæk forbundne småsøer (Bæarvatn og Fiskivatn); Tværå-Rangåernes vand førtes derimod bort gennem Holså, endnu i A. M. (1709) benævnt Rangå, ligesom selve udløbet i hovedkortet fra forrige årh. (Knoffs, 1734) findes betegnet som Rangåos. Men da indtrådte en pludselig forandring, formodenlig bevirket ved et pludseligt tilløb fra Markarfljot til Tværå; denne må oprindelig have været at betragte som en biflod til østre Rangå, men er da nu optrådt som hovedfloden, der optog begge Rangåerne i sig og brød sig en ny vej Djupos gennem begge de nævnte småsøer ud til Tjorså. Det gamle leje mistede største delen af sit tilløb, og en stor del af dette ligger nu tørt, kun i den øverste del nærmest Djupos er vandets bredde endnu betydelig; denne arm af åen benævnes siden Holsåfarvej. Navnet Holså — efter en gård Ytri Hóll på åens østre bred — har dog alt tidligere begyndt at fæste sig ved de forenede Tværå-Rangåers nederste del, et sådant eget navn for denne del af åen har paa grund af dennes vandmængde og forandrede retning (den pludselige drejning mod syd) intet påfaldende ved sig. Rangåernes udløb har vistnok været mange omvekslinger underkastet på grund af de flade foranderlige sandstrækninger, der langs denne del af landet danner kysten, ligesom tilfældet endnu er med det i Holsåens leje løbende vand. For en del år siden havde Holsåen sit udløb i sydøstlig retning ikke meget øst for Tykkebæ (ud for Grímsstaðir); dette tilstoppedes, og i nogen tid havde åen egenlig intet udløb, men bredte sig over den flade strandbred inden for kysten i Vester-Landøerne, hvor den dannede en saakaldt »gljå» (gljá — en flad stillestående vandsamling); nu har den brudt sig et nyt om end temlig ubetydeligt udløb sydøstligere, hvorimod gljåen er optørret. På de Knoffske kort fra forrige århundrede ses åen (kaldet Rangå) tæt ved kysten delende sig om en lang smal sandstrækning Rangåsand (Rángársandur) med hovedudløb »Rangåos« sydøst for Tykkebæ, hvorimod den anden arm — der vel kun har været en gljå — langt østligere har udløb fælles med en arm af Markarfljot, det saakaldte Affall.

Med undtagelse af forholdene ved disse åmundinger er der ikke meget i dette landskab, der tiltrækker sig historikerens opmærksomhed. Omtrent en mil fra Tjorsåens munding, hvor åen allerede har nåt en anselig bredde, ligger gården Sandholafærge (Sandhólaferja). Her er endnu færgested, som da Stén »hin snjalle« og Sigmund Sighvatssön kom i strid angående færgen; kampen må vel have stået på den anden åbred, de kom nemlig »utan af Eyrum«. I følge Ldn. (E. s. 284) skal Sigmunds høj imidlertid findes øst for Tjorså, om den ved man intet bestemt nu; gården Sandholafærge selv skal for have stået nærmere åen. En halv mils vej sydligere, nord for Djupos eller rettere dens vestlige bredere fortsættelse, ligger, hvor denne munder ud i Tjorså, gården Håv (Háfr, Krstn s. 21). Et par mil øst for Sandholafærge, ved Ydre Rangå ligger Ravntofte (Hrafntóptir), hvor Ketil hæng opholdt sig den første vinter efter sin ankomst til Island; navn tog stedet efter Ketils søn Ravn, den senere lovsigemand, der fødtes her. Oven for Ravntofte er en foss i Rangå; under denne findes i følge sagnet en jærnring i klippen, hvorved Ketil hæng bandt sit skib, et sagn, der i al fald viser, at man har tænkt sig Ketil landende i Rangå.

Hekla - (W.G. Collingwood, 1896)

I disse to hrepper så vel som i de fleste andre egne af dette syssel (undtagen Landøerne) findes adskillige huler (hellrar), såvel kunstige som naturlige. Man anser dem for så bekvemme til fåre- og høhuse, at man ofte hugger sig sådanne, hvor en blødere stenart findes. Øst for Landmanna og Holtamanna hrepper ligger, begrænsede af Vestre og Østre Rangå, de egenlige Rangåvolde eller Rangåvoldesvejten (Rángárvellir, Rángárvallasveit). Smallest mod syd, hvor disse åer ved deres udløb i Tværå kun er fjærnede en fjærdingvej fra hinanden, og hvor Rangåvoldene rimeligvis oprindelig har endt i en endnu regelmæssigere odde dannet ved de to åers sammenløb, før Østre Rangås biflod Tværå ved at opkaste sig til hovedåen gav forholdene her et andet udseende, — tiltager dette landskab i bredde mod nord (egl. nordøst), i det de to Rangåer spreder sig mere og mere op mod deres kilder. Den nordligste del indtages fuldstændig af Hekla og dens nærmeste omgivelser, nord for hvilke Vestre Rangå har sit udspring; den noget mindre Østre Rangå (Eystri Rangá) udspringer nærmere bygden i hraunet øst for Hekla. Hinsides dette fjæld strækker sig kun ubeboede fjældgræsgange. På Rangåvoldene træffer man ligesom i »Landet« mere eller mindre bølgeformige græssletter af og til afbrudte af sand- og grusstrækninger; men jo nærmere man kommer Hekla, desto mere tiltager det sorte vulkanske sand, hvorigennem større og mindre hraunblokke stikker frem, og kun pletvis afbrydes den øde flade af en enkelt grønsværstue eller plet med marehalm (blaðka) eller forkrøblede pile- og birkekviste. Hekla eller rettere Heklefjæld (Heklufjall ɔ: Kappefjældet), der har givet ikke alene denne egn, men en stor del af sønderlandet sin karakter, hæver sig umiddelbart oven for bygden som en stump kegle, blå med hvide sneskjolde (en sådan større sneplet, der navnlig mod vest sænker sig fra toppen ned ad fjældsiden, har sandsynligvis givet anledning til fjældets navn), synligt allerede fra næsten ethver sted i Ånæs syssel, hvad dets betydelige højde, omtrent 5000 f., gør let forståeligt. Allerede i en fjærn forhistorisk tid har det medvirket til at give sønderlandet sin nuværende skikkelse, således skyldes den lavastrækning, der viser sig paa begge Tjorsåens bredder, og som danner underlaget i hele Floen, dette fjæld. En noget yngre strøm må antages at have bedækket Rangåvoldene; også den var vistnok i sin tid fuldstændig græsklædt og på mange steder bedækket med kratskov; men de hårde nordenvinde, understøttede af senere udbruds ødelæggende virkninger, har for en stor del blottet grunden for grønsvær, og af skovene er der nu kun svage spor tilbage. Det samme gælder en tredje strøm, der til dels har dækket den sidstnævnte. Jo nærmere man kommer Heklas fod, desto mere nøgen og øde blive hraunene, der med stejle vægge hæver sig; over hinanden, så at de højeste, ufrugtbareste og yngste ligger nærmest fjældet; mindst over en strækning af en mil nærmest fjældet breder disse kun med en enkelt mosart bevoksede hraun sig, om hvilke man antager, at de er udflydte i den historiske tid.

Hekla hører til de såkaldte længdevulkaner, der ikke har noget bestemt hovedkrater, men udbruddene finder sted forskellige steder langs ad vulkanrævnens strækning, hvor der da i reglen for hvert udbrud dannes flere eller færre ny kratere, medens de tidligere til dels forsvinde. Ligeledes har mange udbrud fundet sted fra forskellige småkratere omkring fjældet.

På en fra nordøst til sydvest løbende fjældryg hæver den egenlige vulkan sig bestående af sort pimpsten, slagger og aske, der sammenholdes af de langs fjældets sider nedflydte lavastrømme, en løselig opstablet bygning, der ved de fornyede udbrud bestandig er vokset, indtil nu et af landets højeste fjælde på denne måde er opdynget. Om end måske voldsommere og mere ødelæggende udbrud har fundet sted fra andre vulkaner på Island, er det dog naturligt, at Hekla ved sin beliggenhed umiddelbart ved en frugtbar bygd og ved sine udbruds talrighed, i hvilken henseende den ubetinget indtager den første plads, i en særlig grad har tildraget sig opmærksomheden. Annalerne indeholder omstændelige beretninger om dens rasen, dens ry strakte sig vidt ud over Islands grænser, og både for folketroen her og andetsteds kom fjældet til at stå som selve de fordømtes pinested.

Hekla - (A. E. F. Mayer, 1836)

Efter en forholdsvis lang hviletid havde vulkanen som det synes sit første udbrud siden Islands bebyggelse år 1104. Siden den tid er intet århundrede gået fri for udbrud; det sidste fandt sted 1845; i alt synes vulkanen at have haft mindst 18 (eller 17?) større udbrud. Til disses særkende hører en af det tykkeste mørke ledsaget umådelig sand- og askeregn, der gentagne gange har gjort stor skade på de neden under liggende bygder og vilde have gjort det endnu mere, hvis ikke ofte vindretningen havde ført den ind over de nord for liggende fjældheder, hvorfra den så spredtes ud over det hele land, voldende misvækst og kreaturdød. Desuden berettes idelig om ledsagende jordskælv, lyn og torden og frygtelige brag fra fjældet; om udflydte lavastrømme hører man derimod ikke så meget. Nogle af de frygteligste udbrud fandt sted i det 14de århundrede. Ved udbruddet år 1300, der anses for Heklas sjette, fortælles der, at »fjældet rævnede, så at det vil kunne ses, sålænge Island er bebygget. I den opkastede ild fløj mellem hinanden store klipper som kul i en esse, og af deres sammenstød opstod så voldsomme brag, at det hørtes på nordlandet og vide andetsteds.« Den her omtalte kløvning af fældet skal man endnu kunne se spor af i fjældets sydvestlige del og forfølge helt ned til grunden. Det næste udbrud 1341 har vist nok været endnu fordærveligere ved det voldsomme sand- og askefald, der siges at have ødelagt fem hrepper; i fjældet hørte man, som om en uhyre stor sten eller klippeblok kastedes frem og tilbage, og i ilden syntes man at se fugle flyve, både små og store, med forskellige lader, og man antog, at det var sjæle.

I det derpå følgende udbrud 1389-90 er rimeligvis gårdene Eystra Skarð og Tjaldastaðir i Rangåvoldesvejt blevne ødelagte, ligesom skovene oven for Skard, vistnok af den udflydte lava, skønt det for den første gårds vedkommende måske først fuldstændig er sket under et udbrud, som skal have fundet sted ved midten af det 15de århundrede, og hvorved 18 gårde i Rangåvoldesvejt siges at være blevne ødelagte, til dels for stedse. Ved et udbrud 1510 kastedes gloende stene vidt om, så at endog en mand i Skålholt ramtes af sådanne; under et andet 1597 så man fra nogle gårde 18 ilde i fjældet alle forenende sig til ét bål; 1636 sås ilden brænde til samme tid på 13 forskellige steder i fjældet. År 1693 havde igen Hekla et af sine største udbrud, det som i reglen anses for det sekstende, fordærveligt for gårde og skove ved sit stærke aske-, sand- og pimpstensfald; fra fire forskellige steder hævede ilden sig i fjældet. Derefter hvilede vulkanen så at sige til 1766, da der fandt et stort og skadeligt udbrud sted, det eneste i det 18de århundrede. Sandfaldet, der heldigvis snart af vinden dreves i nordlig retning (hvor den imidlertid gjorde stor skade ved at fordærve græsset og foranledige kreaturdød), fik dog tid til at ødelægge fem gårde, mange birkeskove gik ud, åerne fyldtes nu som flere gange tidligere ved lignende lejligheder aldeles med pimpsten og kysten bedækkedes hermed; en lavastrøm brød frem og løb omtrent en mil i sydvestlig retning, to kratere sås at spy ild, et på fjældets top, det andet noget lavere mod sydvest.

Derefter holdt Hekla sig ualmindelig længe rolig, først 1845 fandt der igen udbrud sted, og dette hører endda til de mindst skadelige. Den udkastede aske førtes hovedsagelig i nordlig retning, en langs Heklas nordvestlige side udflydende lavastrøm voldte ingen ødelæggelse; efter udbruddets ophør fandtes langs fjældets ryg fem kratere, tre stdrre og to mindre. — Uagtet disse udbruds mængde og voldsomhed har de dog i følge deres karakter ikke været til hinder for den underliggende bygds fortsatte bebyggelse; i så henseende indskrænker ødelæggelsen sig til, at et par gårde i sin tid er blevne tilintetgjorte af de udflydende lavastrømme og nogle andre lagte i øde ved den udkastede aske. Men en gennemgående forringelse af den omliggende bygd er derimod bleven bevirket ved det gentagne voldsomme sand- og askefald, der dels straks har ødelagt græs- og skovvæksten på mange steder, dels har givet jordbunden mindre kraft til at modstå stormene og den dermed følgende opblæsning. Dog er den øvre del af Rangåvoldene endnu en forholdsvis begunstiget egn, og selv hvor landet for den mindre opmærksomme betragter ser ud som en ørken, findes ofte ypperlige græsgange for talrige fåreflokke hele året rundt.

Den her omtalte mellem Rangåerne indesluttede Rangåvoldesvejt, hvorunder formodenlig i oldtiden hele den øst for liggende lille Hvolhrepp indbefattedes, benævntes almindelig Rangåvoldene (Rangárvellir — sål. Nj. f. eks.); Ldn. kalder denne landstrækning særlig de østre Rangåvolde (Rangárvellir enir eystri, s. 295) i modsætning til den nuværende Landsvejt. Islb. benævner bygden Rangåhverve (Rángárhverfi, s. 6). Beboerne af denne egn kaldtes Rangæingar (Nj. 124, 252), et navn, der dog også synes undertiden at være brugt i mere udstrakt betydning om beboerne af det nuværende Rangåvolde syssel i det hele taget (Nj. 133). Efter Rangæingerne som de mest fremtrædende af Sønderlandets beboere benævnes undertiden hele fjærdingen Rangæinge fjærdingen (Rángæínga fjórþungr, Islb. s. 16) i steden for det sædvanlige Søndendinge-fjærding (Sunnlendínga-fjórðúngr); i samme betydning som Rangæingar er undertiden »Áverjar« (Åverjer ɔ: Åfolk) brugt (Sturl. II, 260), og at Rangåvoldesvejten også i nyere tid stundum er benævnt Åverjahrepp ses af oven nævnte beretning om ødejorder her fra begyndelsen af forrige århundrede.

Oddi á Rangárvöllum - (W.G. Collingwood, 1896)

Denne egn er tillige med de nærmeste, øst og syd for liggende landskaber hovedskuepladsen for den berømte Njåls saga, foruden at steder her nævnes i forskellige andre sagaer. Sydligst i Rangåvoldesvejten omtrent midtvejs mellem de to Rangåer og heller ikke langt fjærnet fra den syd for liggende Tværå træffer vi først gården Odde (Oddi), en stor og rig præstegård, beliggende på grønsværklædte småbakker, der udgør en del af tunet, og hvorfra man har et fuldstændigt rundskue over flade sletter til alle sider; først i baggrunden hæver sig til de tre sider fjælde. I Nj. nævnes Odde, da Gejr gode efter Gunnars drab til betryggelse for sine venner bosætter sig her en tid, og her begynder Skarphedin og Gunnars søn Högne hævnen efter Gunnar med at dræbe Gejrs søn Hroar selv anden (s. 369 ffg.). Dog først i en senere tid får Odde sin egenlige berømmelse; her fremblomstrede den bekendte høvdingeslægt Oddaverjerne. Den første mere bekendte af disse er den for sin lærdom berømte Sæmund Sigfussön den frode († 1133), hvem man uden grund har tillagt samlingen af den ældre Edda, en skikkelse, hvem folkesagnet snart bemægtigede sig. Han gøres til en stor galdremand, om hvis magt over djævlen der haves mangfoldige fortællinger (Isl. Þjóðs. I, s. 485 — 504). En gang forsøgte dog den onde at sætte sig op imod Sæmund; denne havde befalet ham at rense kostalden, men djævelen bar i steden for hele møddingen hen for indgangen til kirken, hvor Sæmund netop var ved at holde gudstjæneste; dog Sæmund tvang ham ikke alene til at bære møddingen bort igen, men endog til, til slutning, at slikke den flade sten foran kirkedøren ren med tungen, hvilket han gjorde med sådant eftertryk, at tungen efterlod spor i stenen. Stenen med den derved fremkomne fordybning vistes endnu til for kort tid siden i Odde i brolægningen foran indgangsdøren. — Sæmunds sønnesøn Jon Loftssön, Snorres fosterfader, var i sin tid den fornemste og måske også mægtigste mand på Island. Han og hans nærmeste efterfølgere spiller en stor rolle i Sturlungetiden.

To til tre mil nordligere end Odde tæt ved Rangå finder man det bekendte gamle tingsted Tingskålar (Þiugskálar). Tingskåleting nævnes oftere i Nj. (s. 201 — 556), og flere gange fremhæves, at det og det tildrog sig på Tingskåleting om høsten; dog også det, for de tre til ét tingsogn forenede godord, fælles vårting holdtes her; som vårtingssted omtales det således ved år 1200 i Sturl. (I, 202 = Bsk. s. 458). Her indtræffer undtagelsesvis det tilfælde, at vårtingsstedet optræder med et navn, der ikke står i nogen forbindelse med navnet på den tilsvarende tingkreds. »Rangæinga þingsokn« nævnes tingkredsen Dipl. isl. I, s. 319, og Rangå ting (Rangár þing) finder vi det til Rangåvolde syssel svarende herred nævnt i Hákb. og Jónsb. Dog forekommer i Bdm. (F. s. 31) Rangålejd (Rangárleið) som benævnelse på høstmødet i denne kreds, der som vi ved fandt sted på Tingskålar, og i øvrigt kan der jo ikke være nogen tvivl om, at netop navnet Rangå tingsogn har sin oprindelse af, at vårtinget holdtes ved åen Rangå (på et sted, der efter de der opførte tingboder fik navnet Tingskåler). Dette sted er måske det tingsted på Island, hvor den største mængde bodtomter har været at se; men disse oldtidslævninger har desværre i den nyere tid lidt betydelig overlast, i det den tidligere noget sydligere liggende gård Vikingslæk (Vikíngslækr), til hvis land tingstedet hørte, i begyndelsen af dette århundrede (1811) nedlagdes på grund af sandfog og en ny under navnet »Þingskálar« opbyggedes midt mellem de gamle boder. Tingstedet er en aflang bakke, tidligere kaldet »Þínghóll« , der strækker sig fra øst til vest, og på hvis sydlige skråning gården er bygget, tæt ved hvor den største bod stod — der ved den lejlighed forsvandt. De endnu tilbageværende tomter i et antal af omtrent 50 findes neden for gården i tunet eller på den nærmeste strækning uden for samme; men de forsvundne boders plads erindres endnu af beboerne, og man påviser stedet for mere end 100. Bodernes størrelse har været til dels temlig betydelig, de største 9 — 18 fv. lange, 3 fv. brede; ejendommelig for flere af tomterne er en usædvanlig højde (flere alen), navnlig af ydervæggen og sidevæggene, hvor boderne står på skrå grund. De fleste synes at have vendt bredsiden ud imod den neden for liggende græsslette, flere at have haft en mindre afdeling ved den ene ende, nogle dør på bredsiden, eller vel endog to, den ene lige over for den anden, hver på sin langvæg. Interessant vilde det være, hvis det er pålideligt, hvad Povl i Åkværn fortæller, at der i bodtomternes mindre afdeling (det formodede »ildhus«) er bleven fundet arnestene og aske.

Tinget er bleven benyttet langt ned i tiden, således kender man eksempel på her fældede dødsdomme fra midten af forrige århundrede. Fra denne senere tids retstilstand må sådanne stedsnavne skrive sig som »aftökusteinn« , en stor sten, der stod, hvor køkkenhaven nu er anlagt, men som nu anvendes som grundsten i et af husene; »Þjófapollr«, ud for tingstedet tæt ved Rangå; »aftökugil« , en kløft ved en bækskrænt nordøst for tingstedet. Både på sidstnævnte sted og i dysser omkring ved tingstedet vil man have fundet opblæste menneskeben.

Et af hovedvadene over Vestre Rangå er nu noget oven for Tingskålar ved gården Bolholt; men kort syd for tingstedet findes ved åen nogle småhøjder, Vaðhólar; her antager man, at et gammelt hovedvad har været, så meget mere, som mange gamle ridestier ses ligge ned til åen forbi tingstedet — En halvanden mil nordøst for Odde ligger Kirkebæ (Kirkjubær), ligeledes omtrent midtvejs mellem begge Rangåerne; dens nærmeste omgivelser er jævne græssletter, men nærmer man sig gården fra nordvest fra et eller andet punkt ved Vestre Rangå, f. eks. Tingskålar, finder man disse sletter på en lang strækning fra nordjøst til sydvest afbrudte af en lidt højere liggende, men aldeles flad sand-, grus- og stenslette. På Kirkebæ boede den i Nj. ofte omtalte Otkel, fra hvem Halgerd lader stjæle fødevarer; i tunet vises en svagt ophøjet, oval tomt af temlig betydeligt omfang, der udgives for at være »skemmetomten« eller det nedbrændte udeburs plads. — En mils vej længere i nordøst ligger gården Gunnarsholt, der har sit navn efter Gunnar på Hlidarendes bedstefader, i linje med den hinsides Vestre Rangå stående gård Snjallstenshövde; gården er på grund af sandflugt i den senere tid bleven flyttet noget østligere end før.

Øst for Kirkebæ støder man snart igen på udstrakte grussletter; disse så vel som de nordvest for Kirkebæ liggende tidligere omtalte har formodenlig holdt sig uforandrede fra oldtiden, da det vel er disse »sande« (sandar), som Gissur hvide og Gejr gode rider øster over til Hov (Nj. s. 366). — Følger man fra Kirkebæ af vejen over disse grussletter omtrent en halv mil i sydvestlig retning, ser man dem falde temlig pludselig af ned mod en grønklædt slette, der strækker sig til Østre Rangås bredder; her står lige for på sletten gården Store Hov (Stóra Hof), til venstre på en græsklædt højde Lille Hov (Minna Hof). Store Hov, der antages at svare til sagaernes Hov, er for en 150 år siden flyttet til sin nuværende plads på grund af sandflugt, tidligere stod gården netop på grusslettens brink, hvor vejen nu ligger forbi og hvor en varde er anbragt; her påvises stedet endnu, ligesom man også vil have fundet forskellige lævninger her af den tidligere bebyggelse. Hov grundlagdes først af den berømte landnamsmand Ketil hæng, der oprindelig tilegnede sig så godt som hele Rangåvolde syssel, nemlig alt land mellem Tjorså og Markarfljot. Hans sønnedatters søn var den fra Nj. så bekendte Valgård grå, der med sin søn Mörd boede her. Sit navn har naturligvis gården — som så mange andre på Island — af det her i sin tid opførte gudehus, der dog ikke omtales i sagaerne. I følge sagnet kaldtes den plads, der nu indtages af tunet, fordum »goða-lágar«; her påvises i bunden af en lang grønklædt sænkning eller kløft gudehusets tomt, den er oval, længden 5 fv., bredden 4½ fv.

På en besynderlig måde benyttes nu Mörds og Valgards navne som stedsnavne, i det grusbrinken, der strækker sig øst for hvor det ældre Hov har stået, kaldes »Valgarðr«, og en lille høj straks neden for (syd for) gården Lille Hov »Mørðr«; om Valgards gravhøj derimod lader sig intet bestemt oplyse. — Lille Hov må formodenlig være det »annat Hof«, hvor i følge Nj. Skamkell boede; afstanden mellem gårdene er kun ubetydelig.

Noget oven for Hov falder den nord fra kommende ikke ubetydelige bæk Stokkalæk (Stokkalækr, ældre: Stotalækr, Nj. 260) i Rangå. En mils vej højere oppe (og omtrent lige så meget østligere) ligger kort fra Rangå gården Kelder (Keldur), bekendt fra Nj. som Ingjald fra Kelders bolig; ordet »kelda« betyder på islandsk nu sump, tidligere må det have haft den i de andre nordiske sprog almindelige betydning, ti gården har øjensynlig navn af de mangfoldige kilder, som vælder frem her og danner Keldnalækr. — Gården ligger på randen af en lille grøn slette; lige over for (mod øst) hæver sig den blå Trihyrning (Trehjørning — Þríhyrníngr, navnet af de tre hjørner eller horn, hvormed denne afstumpede fjældpyramide ender) og det grønklædte Vatnsdalsfjæld, men ellers er gården omgiven af højere liggende lava- og sandsletter. Tidligere skal gården Kelder have ligget på sletten straks neden for den nuværende, hinsides bækken. — Oven for Kelder bedækker lava og flyvesand store strækninger, der før optoges af forskellige til dels historisk bekendte gårde; landet, der ser ud som en ørken, er dog af stor betydning som fåregræsgange for denne og nabogårdene.

En halv mil nordøst for Kelder ikke langt fra gården Åbæ (Árbær) lå Store Skog (Stóri Skógur) eller som den tidligere kaldtes Trodeskog (Tröllaskógr), hvor man i al fald endnu i forrige århundrede så spor af bebyggelsen og tegn til, at her vistnok i sin tid havde været kirke. — Vestligere, ligeledes oven for Kelder, var Sandgil, der først senere (omtr. 1700) er bleven lagt i øde på grund af sandflugt Hor boede Egil Kolsson, en broder til Önund i Tröllaskog, hvis fader i følge Nj. tog land mellem Stotalæk og Reyðarvatn; men nøjagtigere udtrykker vistnok Ldn. sig, der siger, at han tog land øst for Reydarvatn og Stotalæk, vest for Rangå og Trdllaskog og boede på Sandgil. Reydarvatn er nemlig en ubetydelig sø (nu er navnet overført på den nærliggende gård) kort vest for Stotalæks udspring, omtrent i linje med Kelder.

Nordvest for disse ødejorder lå Østre Skard (Skarð it eystra) eller, som det senere almindelig benævntes, Store Skard; om gården, der som anført c. 1400 ødelagdes af en lavastrøm fra Hekla, mindede senere stedsnavnet Skarðshólmar. Her boede landnamsmanden Torsten tjaldstæding; hvor han opslog tælte og plejede den syge skibsbesætning, byggedes senere en gård Tjaldastad (Tjaldastaðir), der ødelagdes samtidig med østre Skard; denne gård må rimeligvis have ligget i nærheden af Skard. Hvorledes østre Skards tilværelse senere glemtes eller gården forblandedes med Ydre Skard, er tidligere omtalt i anledning af »Krosskard« på altinget og Ydre Skard; egnens folk synes dog altid at have kendt det rette forhold; rigtig er fremstillingen i denne henseende således både i A. M. og i den antikv. indb. fra Kelde sogn (1818); bevissteder for de to gårde Skards forekomst i ældre kilder findes udførlig Dipl. isl. I, s. 351 — 54 .

Til egnen nord for Kelder knytter sig også fortællingen om en af Gunnars kampe, nemlig den ved bagholdet ved Knavaholar (Knafahólar, nu Knæfahólar) foranledigede. En fjærdingvej oven for Kelder, lige ud for Trihyrning, vises i hraun- og flyvesandsstrækningen en snes favne vest for åen dysserne af de faldne; mere end to kan ikke med bestemthed påvises. De er opførte af vandslidte fra åen hentede sten, skønt der nu er fuldt op af hraunsten rundt om, men den gang har egnen rimeligvis ikke været så opblæst som nu, Efterhånden er jorden bortblæst fra dysserne og stenene faldne fra hinanden; man har derved — i løbet af de sidste 100 år — fundet adskillige menneskeben her; navnlig i den sydligste og større af disse dysser synes flere mennesker at have været begravede. I Nj. (s. 286) fortælles, at da Gunnar så bagholdet ved Knavaholar, red han forbi og ned til Rangå i næsset, hvor der var »vígi nakkvat« (et til forsvar egnet sted). Hvis kamppladsen har været her, må der ved næsset tænkes på en flad, kort og bred tunge, der her fremkommer ved en svag krumning af åen; og en lavablok, der står ud for dysserne ved åen, kan måske særlig have begunstiget forsvaret. I øvrigt findes noget neden for dette sted en flad klippepynt »Einvígi« , der fra vest rager frem i åen; men hertil knytter sig intet sagn, og navnet er et temlig jævnlig forekommende for steder, der af naturen egne sig for enkeltmands forsvar.

Knavaholar, hvor Starkad fra Trihyrning og Egil fra Sandgil 30 tilsammen lagde sig i baghold for Gunnar , da han ledsaget af sine to brødre kom tilbage fra et besøg i Tunga (Bræðratúnga i A.), er fire kegleformige, spidst tilløbende høje, der ligger temlig langt fra åen, omtrent en halv mil nordvest for dysserne, inde i flyvesandshraunet eller egenlig hinsides den tunge af dette, der her skyder sig ned. Sagaens beskrivelse af forholdene der, at »þjar sjer eigi fyrr enn at er komit«, passer særdeles godt. Nordvest for holerne skyder sig nemlig en lav højderyg frem, hvorved de er dækkede for deres blik, der kommer uden fra; højene selv, hvoraf de østligste er de største, er noget aflange, stejle for til, den ene med en bag til stejl klippe på toppen, den anden med en aflang dalskråning bag til, — det hele dannende det fortræffeligste baghold man kunde ønske sig. Langs med højderyggen, mellem højene, og derpå ned til et af vadestederne over Rangå har vejen ligget, der i vedkommende sognebeskrivelse endnu angives som en af hovedvejene, — og ad denne har altså formodenlig Gunnar redet hurtig forbi dem og det rigtignok ikke så ganske korte stykke ned til åen (længere end sagaens ord lade formode).

Rangå nævnes hyppig i Nj., og altid må der herved forstås Østre Rangå, uden at dog denne nærmere bestemmelse nogen sinde tilføjes); forståelsen af sagaens angivelser angående denne å og vadene over den er i det hele ikke uden vanskelighed. På nogen forandring af Rangås leje hjælper det vistnok ikke at tænke, en sådan omtales rigtignok af annalerne under Heklas udbrud 1294: »Rangá féll ór farveg sínum«, men har vistnok indskrænket sig til, at åen på en strækning noget neden for Kelder (øst for gården Tunga) antog sit nuværende lavere leje i stedet for det højere, hvoraf sporene endnu ses i tungen mellem Rangå og Fiskå; og selv om nogen større mere gennemgribende forandring af åens løb havde fundet sted, kan dog dens retning aldrig have været en sådan, at Nj.s angivelser derved bliver forklarligere. Dens i det væsenlige uforandrede leje ses desuden noksom af angivelser i Ldn. og Nj. om landnam m. m.

Enkelte angivelser i Nj. frembyder ingen eller i al fald kun mere underordnede vanskeligheder. Gunnars vej over Rangå, da han forbi Knavaholar agter sig hjem, falder således meget naturlig, ti for folk fra den øvre del af Rangåvoldene ligger en af vejene over Reynefellsvad (østen for Kelder), og så mod syd mellem Vatnsdalsfjæld og Trihyrning ned til de vestligste gårde i Fljotshliden. Og heller ikke er der noget at indvende imod Floses møde med Ingjald (Nj. s. 678), da Flose fra Landøerne (Bergtorshvol) rider op til Rangå og op langs åen, hvor han da ser Ingjald ride ned langs den anden side åen; de veskler spydkast over åen, og Ingjald undgår derpå Flose ved at ride ind i skoven; skoven, som her omtales, har formodenlig været vest for åen. — Men af flere steder synes det, som om sagafortælleren forestiller sig, at Gunnars vej mellem Hlidarende, der ligger midtvejs i Fljotshliden, og endog de sydvestligste dele af syslet, har ført langs Rangå, endog temlig højt op langs denne, hvad der må i høj grad forundre, da den lige vej ligger langs Tværå — som forf. af Nj. ikke synes at kende; i al fald nævnes den uagtet given anledning ikke en eneste gang i hele sagaen — , medens den af sagaen forudsatte danner en spids vinkel.

Når Gunnar for at få lejlighed til at angribe Otkel , da denne er på tilbagevejen fra Dal hinsides Markarfljot, rider til Rangå og ned til vadet ved Hov (til Rangár ok ofan til vaðs hjá Hofi, Nj. s. 244), kan dette vel være for så vidt forståeligt, som Otkels vej naturlig måtte ligge herover; skønt det må synes underligt, at han ikke valgte et Hlidarende noget nærmere liggende sted til angrebet, men navnlig vækker dog udtrykket »ofan« betænkelighed, forudsat at det ikke kan stå blot for at betegne, at Gunnar red ned (nemlig fra det højere liggende land) til Rangå til vadet ved Hov. Men at det virkelig er sagaens mening, at Gunnar er kommen oven fra langs Rangå (og ikke neden fra, som vilde være det naturlige) til dette vadested, synes med bestemthed at fremgå af ytringen i det følgende (ved fortællingen om Gunnars spring fra hesten) om, at Gunnar og hans broder Kolskegg på hjemvejen efter kampen red »stærkt op over ørerne« — ti at det ikke går an her at tænke på ørerne langs Tværå, følger med nødvendighed af, at denne å som omtalt ingen sinde nævnes i sagaen. — Hvor vadet ved Hov den gang har været, kan ikke nøjagtig angives; det nuværende Hovsvad findes lidt oven for Lille Hov, men er af ny oprindelse, desuden findes to fordums vad her, et omtrent ud for Gamle Hov og et andet noget neden for Store Hov. Vadenes beliggenhed på denne å forandres i det hele taget hyppig, da åen snart kaster sig mere i øst, snart mere i vest, og deres antal er på grund af åens ikke betydelige størrelse mangfoldigt.

Ligeledes drager Gunnars træl Melkolv efter at have stjålet fødevarer i Kirkebæ, som dog ligger nordligere end Hov, på tilbagevejen »op med Rangå« (Nj. s. 211), og på et ridt op langs Rangå for at søge efter får finder Skamkel hans her efterladte kniv og bælte (Nj. s. 213). Endvidere ses det (Nj. s. 329 ffg.), at det forudsættes som selvfølgeligt, at Gunnars vej til og fra »øerne«, ɔ: Landøerne, lå langs Rangå. Mörd (på Hov) er den, der bliver var, at han en gang rider derned for at se til sine med høhøst beskæftigede huskarle. Hans fjender samler sig i Kirkebæ og bliver der enige om at begive sig ned til Rangå og oppebie ham der. Da Gunnar ser mændene ved åen, rider han hurtig op forbi dem til vadet for dér at sætte sig i forsvarsstilling; fjenderne følger efter, og nu kommer det til kamp, under hvilken Gunnar blandt andet gennemborer Torgejr Otkelssön med »atgejren« og slynger ham ud i Rangå, så at han driver ned til vadet og dér bliver hængende på en sten, og det sted hedder siden Torgejrsvad (ok heitir þar síðan Þorgeirsvað, Nj. s. 329 fig.). Ifg. sognebeskr. fra Kelde sogn (sml. Povl i Åkværn) ligger Torgejrsvad ubetydelig neden for Reynefellsvad og regnes nu for det dårligste af vadene over åen. Over Rangå endog en del oven for Kelder synes altså — ifg. Nj.s fremstilling — den sædvanlige vej fra Hlidarende, selv til langt sydligere punkter i syslet, at have ligget Dette er dog om ikke umuligt så i det mindste meget usandsynligt. Hvis sagaen endda i øvrigt gjorde indtrykket af ubetinget nøjagtighed hvad lokalbeskrivelser for denne egns vedkommende angår, vilde der imidlertid måske på grund af angivelsernes bestemthed være anledning til at opstille den formodning, at vejen langs Tværå indtil Fljotshlidens begyndelse, medens denne endnu var en ubetydelig å, har været vanskelig at passere på grund af fugtighed, ligesom tilfældet måtte være med vejen tværs gennem Landøerne, i hvorvel en sådan antagelse vilde være temlig utilfredsstillende. Men da Rangå desuden ved én lejlighed i sagaen omtales på en måde, der næsten med nødvendighed forudsætter endog påfaldende mangel på lokalkundskab, er det vistnok rettest også i de tidligere besynderlige angivelser vedrørende samme å kun at se tegn på sagaskriverens uklarhed angående stedforholdene i denne egn. Stedet, hvortil her hentydes, findes Nj. s. 513—21. Da Lyting fra Såmsstad (Sámsstaðir), der ligger i den vestlige del af Fljotshliden, tillige med sine brødre i nærheden af sin gård har dræbt Njåls uægte søn Höskuld, begiver de sig til skovene øst for Rangå og skjuler sig der. Da drabet samme aften erfares på Bergtorshvål, begiver Skarphedin og hans brødre sig op til Rangå og overrasker Lyting og hans brødre ved en bæk dér; Lyting slipper over åen, får fat i en hest og rider, til han når Vörsabæ (i Øster-Landøerne). Det må synes besynderligt, at brødrene vælger et skjulested så fjærnt fra deres hjem (1—2 mil), og endnu mere, at Skarphedin straks falder på at søge dem dér; ligeledes er det en ganske betydelig vej, som Lyting må ride for at komme til Vörsabæ (ɔ: Ossabæ). Skriveren, hvem membranen B. skyldes, har åbenbart været bedre kendt med egnen og har derfor forandret Rangå til Tværå; det falder nemlig ganske naturligt at lade drabsmændene skjule sig ved den tæt syd for Såmsstad liggende Tværå, ligesom også Skarphedin let måtte ledes til at søge dem her; herfra er også vejen til Ossabæ kun kort (i sydlig retning), — ved Tværå må også utvivlsomt kampen mellem dem og Njålssønnerne være foregået, men B.s frembringer har, da han foretog den i og for sig berettigede ombytning af ånavnene, overset, at der derved kun skabtes nye vanskeligheder, når ikke fremstillingen i det hele tillige omredigeredes. Hvad den på dette sted omtalte skov angår, kan mærkes, at nogen sådan findes nu hverken ved Rangå eller Tværå.

Angående Holtsvad er det allerede tidligere anført, at navnet nu er glemt, men at det utvivlsomt er det samme som det nuværende Nautavad ved Tjorså; det bemærkedes den gang tillige, at af selve angivelserne i Nj. lod sig intet nøjagtigt slutte om beliggenheden af dette vad, ja at man endog, når man vilde lægge vægt på sagaens ordlyd, snarest måtte føres til at søge det ved Østre Rangå. De to lejligheder, ved hvilke dette vad omtales i Nj., er, hvor begivenhederne s. 595—99 og 682—88 berettes. Først fortælles, at Flose på vejen til altinget fra Vörsabæ rider til Holtsvad og dér venter på Sigfussønnerne (der havde hjemme i Fljotshliden, og som kom, da de erfarede, at Flose var ved vadet) og sine andre venner; ligeledes sender han bud efter Ingjald på Kelder, og denne kommer selv femtende, men efter en samtale med Flose rider han foreløbig hjem for derfra at begive sig til tings. Også Mörd Valgardssön opsøger Flose her for med sine folk at ledsage ham til altinget.

Det andet sted, hvor vadet omtales, er da Kåre efter Njålsbranden begiver sig til Mörd og opfordrer ham til at samle folk og skaffe alle til Holtsvad (koma öllu til Holtsvaðs). Fra Mörd begiver Kåre sig til Hjalte Skeggesson i Tjorsådal, denne samler ligeledes folk og kalder alle til våben (kveðr upp almenning), med dette følge rider de nu til møde med (ɔ: forener de sig med) Mörd, som de traf ved Holtsvad, hvor han var tilstede med mange folk; herfra udgår eftersøgningen efter brandstifterne, der imidlertid bliver resultatløs, da disse har skjult sig i fjældet Trihyrning, hvorfra de ser alt. Betragter man disse angivelser nærmere, må det for det sidste steds vedkommende indrømmes, at det er noget besynderligt, at Mörd til ingen nytte skulde ride den lange vej vester på med sine folk, ligesom også eftersøgningen efter brandstifterne ad de forskellige i sagaen nævnte veje først naturlig kunde udgå fra et langt østligere punkt; en fra Tjorsåen udgående eftersøgning vilde brandstifterne vel heller ikke være i stand til med nøjagtighed at opfatte fra fjældet Trihyrning, hvor vid udsigten fra dette end er.

Hvad det første sted angår, da kunde ganske vist — antaget at sagaens ord her stod til troende — den omstændighed, at man fra Hlidarende stadig synes at have gjort en omvej for at passere Østre Rangå på et bestemt sted, tale for, at også Floses vej til altinget har ført herover, og at han her — det første sted hvor han med sikkerhed kunde antage at støde sammen med disse — har ventet efter sine tilhængere fra Fljotshliden. Her — ved det hovedvad over Østre Rangå, som den i Nj. givne fremstilling af alfarvejene lader os formode — var det også let for Ingjald og Mörd at opsøge ham, hvorimod det vilde være en påfaldende lang vej for Ingjald selv femtende at ride fra Kelder til Tjorså blot for en samtales skyld, og så oven i købet strax efter at være kommen hjem at ride samme vej tilbage (under tingridtet). Herved er dog at bemærke, at, forudsat at traditionen om Torgejrsvads beliggenhed er ægte, kan det af Gunnar og Flose benyttede vad ikke godt have været det samme; ti det vad, der fik navnet Torgejrsvad, må dog vel have været det af Gunnar stadig benyttede, hvorimod Floses vad jo benævntes Holtsvad; og antagelsen af Holtsvad umiddelbart ved et andet stærkt benyttet vad over åen må efter sagaens fremstilling anses for meget usandsynlig. Men selv bortset herfra vil Holtsvads henlæggelse til Tjorså i og for sig vise sig som den naturligste afgørelse, når man betænker, hvor usandsynlig tilværelsen af et enkelt hovedvad — og som sådant fremtræder Holtsvad — over østre Rangå er, hvor tvivlsomme de øvrige angivelser i Nj. ere, der kunde synes at styrke formodningen om et sådant (ikke at tale om, at det på disse steder omtalte vad synes at have båret navnet Torgejrsvad) , medens på den anden side tilstedeværelsen af et enkelt stærkt benyttet vad over Tjorså må anses for givet, samt at Nj.s forfatter næppe har haft nogen klar forestilling om afstandene mellem de forskellige punkter han her omtaler. Den tvivl, der kunde være tilbage om rigtigheden af denne afgørelse, må vistnok siges at være besejret, når man først har fået øje for, hvorledes vadets gamle navn endnu skjuler sig i navnet på gården og holtet Tjorsåholt ved Nautavad.

De øst forRangå nærmest liggende strækninger, Hvolhreppen og oven for dem den smalle — Rangåvolde hrepp tilhørende — tunge (Krogen) mellem Rangå og Fiskå, samt Fljotshlidens vestligste del med fjældet Trihyrning, kan i beskrivelsen ikke godt holdes ude fra hinanden, da de her nævnte steder, navnlig hvad forholdene i Nj. angår, står i nøje indbyrdes forbindelse.

Straks hinsides Rangå, ved dens udløb i Tværå, står gården Moejdarhvol (Móeiðarhváll eller -hvoll), der oprindelig har fået sit navn efter en af Ketil hængs sønners kone; Gunnars slægt, der også på fædrene side nedstammede fra Ketil hæng, synes siden at være kommen i besiddelse af i det mindste en del af gården; i følge Nj. (s. 311) agtede nemlig Kolskegg på sin moders vegne at indløse (ripta) den fjærdedel af Moejdarhvol, som var betalt Starkad under Trihyrning i sønnebod.

En halv mils vej østligere ligger ved den sydvestlige ende af det lille græsgroede Hvolsfjæld gården Storolvshvol (Stórólfshvoll), der bærer navn efter Ketil hængs søn Storolv. Fjældet er næsten for lille til et sådant navn og har da også øjensynlig oprindelig været benævnt hvol; Eg. (s. 45) siger om Storolv, at han ejede hvolen (hválinn) og Storolvsvold. I OSto. (Flatb. I, 521) siges Storolv at bo på Hvol (at Huoli), som siden kaldtes Storolvshvol. Storolvsvold (Stórólfsvöllr) eller, som den nu kaldes, Hvolsvold (Hvolsvöllr) er den græsgroede tuede slette, der oven for Moejdarhvol strækker sig vest om Hvolsfjældet langs Rangå. Om Storolv fortæller Ldn. (s. 289), at han stod i fjendtligt forhold til Duvtak, hvem hans fader havde givet »Duvtaksholt og mosen« (Dufþaksholt ok mýrina); gården Duvtaksholt ses i sydøstlig retning fra Storolvshvol i flade og sumpige omgivelser, hvorover nu en ophøjet vej (bro) fører ned til Tværå. Af en synsk mand sås deres fylgjer kæmpe indbyrdes: en aften gik en stor bjørn fra Hvol og en tyr fra Duvtaksholt, de mødtes på Storolvsvold og angreb hinanden, indtil bjørnen sejrede. »Om morgenen sås det, at der var opstået en dal, hvor de havde kæmpet, som om jorden var væltet om, og dér hedder nu Öldugröv (Öldugröf); begge var sårede.« Denne »Öldugrav«, en ejendommelig dannnelse i landskabet, der formodenlig har givet anledning til sagnet, findes endnu aldeles som af sagaen beskrevet. Den såkaldte »alda« er en ikke ubetydelig kløft eller sænkning i sletten, hvis nederste del fører en lille bæk ud i Rangå oven for Moejdarhvol, men som ellers aldeles tør med jævn stenet bund og sandstensklipper i bredderne fortsætter sig op vest for Hvolsfjæld, ud for hvis nordvestlige hjørne »Öldugröf« eller, som stedet nu i almindelighed kaldes, »Öldubotnar« dannes. Her findes i sletten en bred fordybning, omtrent som en lav grusgrav, hvorfra flere rævner udstrækker sig i forskellige retninger; den største af disse er den omtalte kløft (»alda«), der af mange, dog vist uden tilstrækkelig grund, anses for et gammelt åleje, på grund af dets skuffende lighed med et sådant; en anden af rævnerne fortsætter sig endnu noget længere nord på for derefter at tabe sig i sletten.

Storolvs søn var den stærke Orm Storolvsson, hvis bedrifter, om end kun bevarede i en meget udsmykket fortælling, dog med særlig fornøjelse erindres. Ormsvold (Ormsvöllr) er nu navnet på en lille gård syd for Storolvshvol, der for et halvt hundrede år siden er bygget på den jævne lille slette, der bar samme navn, og som i følge sagnet er bleven slettet, ved at Orm med sin le slog alle tuerne af den; dyngerne, som skal være fremkomne ved, at Orm stablede tuerne op i sådanne, ses derimod ikke, uagtet man i følge fortællingen »ser sporene af alt dette end i dag« (sér þessa alls merki enn í dag).

En mils vej nord for Storolvshvol omtrent lige over for Hov ligger tæt ved Rangå Völl (Völlr, egl. Vold ɔ: slette), ligeledes først bolig for en af Ketil hængs sønner (Helge); i følge Nj. boede Mörd gigja og hans datter Unn her.

Lidt højere oppe, hvor Fiskå falder i Rangå, ligger en høj Hestatingshol (Hestaþíngshóll), som man udpeger som stedet for Gunnars og Torgejr Starkadssöns hestekamp (Nj. 267 ffg.). Højen har rimeligvis før været rund; nu er dens nordlige halvdel bortskåren af Rangå, der tidligere har løbet tæt under højen, men for nogen tid siden har kastet sig mere mod vest, så der nu ligger en bred øre imellem; navnlig øst, men også vest under højen er en flad lille slette.

Øst for Hvolsfjældet dannes gradvis overgangen til Fljotshliden, i det denne mod vest bliver efterhånden lavere og begynder at opløse sig i bakkedrag. Den sidste gård i Hvolhrepp, før man kommer ind i Fljotshliden, er Brekke (Brekkur); »undir Brekkum« boede Herjolv, en af Ketil hængs fem sønner. Han ejede i følge Eg. (s. 45) land i Fljotshlid ind til hvor Baugs landnam begyndte og ud til Hvalslæk (Hvalslækr); dette udtryk er for så vidt unøjagtigt, som det indbefatter mere under Fljotshlid, end man almindelig forstår herved — i Ldn. siges også, at Baug »nam Fljótshlíð alla« — ; men ellers er det nøjagtigt nok; »Hvalslækr« er nemlig upåtvivlelig den lille bæk, der nu hedder »Hvolsgil«, som Løber i sydvestlig retning mellem Hvolsfjæld og en sydøst herfor liggende hals Moshvolsås, og tilsidst taber sig i mosen nordvest for Duvtaksholt Herjolvs sønnesøn var Vetrlide skjald, som Tangbrand dræbte på grund af en nidvise, han havde skrevet om ham. Forbi Brekke har fra Tværå strakt sig en ophøjet vej (gammel »bro«)« som har fortsat sig op over bakkerne bag om Hvolsfjæld i retning mod Hov — måske et minde, om, at den nærmeste strækning nord for Tværå tidligere har været uvejbar på grund af sumpe.

Udsigt fra Breiðabólstað í Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1896)

Vestligst i Fljotshliden (Fljótshlíð) på skråningen af en mindre højde, med udsigt mod syd: over en grøn slette, over Tværå og Landøernes ensformige flader, bag hvilke i klart vejr de karakteristiske Vestmanøer ses hæve sig op af havet, — ligger Bredebolstad (Breiðabólstaðr), kirkested og præstegård i et af landets anseligste kald og selv en betydelig ejendom. Her forefaldt i Sturlungetiden en kamp mellem medlemmer af Oddaverje- og Haukdæleætten, i det Loft (Povlssön) biskopssøn med en betydelig skare folk og ledsaget af flere af sine frænder fra Odde angreb Björn Torvaldssön her, der med sine folk havde forskanset sig syd for kirken — denne ligger tæt sydøst for gården — ; her faldt Björn, men de nærmeste følger af denne kamp blev dog snarere til gunst for Haukdælerne end for Oddaverjerne (Sturl. I, 246—48).

Fljotshlidens vestlige grænse synes i oldtiden at have været den samme som nu; det hedder nemlig i Ldn. (s. 285—86) om Baug, at han tog hele Fljotshlid ned forbi (ofan um) Bredebolstad, indtil Hængs landnam, der netop endte ved den bæk, som falder »uden for« Bredebolstad. Kort øst for Bredebolstad ligger i skråningen de tre gårde Såmsstad (austustu-, mið- og vestustu- Sámsstaðir) ganske tæt ved hverandre og upåtvivlelig oprindelig én jord.

Når man følger vejen op gennem det vest for Bredebolstad liggende Flókastaðagil , der antages at danne grænsen for Fljotshliden, kommer man ind på et lille bølgeformigt højland; fra øst til vest går en sænkning eller dalstrækning Rjúpubotnar, der indesluttes af forskjellige holter og højder, hvoriblandt Vatnsdalsfjæld mod nord. Imod vest åbner denne sænkning sig ud imod den foranliggende Hvolhreppsslette på to steder, dels lige imod vest, dels mod nordvest. Rjúpubotnar antages at være de i Nj. (s. 344) nævnte Gejlastovnar (Geilastofnar), hvorigennem Gunnar lægger vejen, da han fra Hlidarende begiver sig til vadet ved Hov for der at oppebie sin fjende Otkel og dennes ledsagere. Det naturligste vilde være at vælge den vestlige nedgang, hvorfra man ser Hov hinsides sletten.

Set nede fra sletten danner hele strækningen mellem Fljotshliden og Trihyrning tilsyneladende et sammenhængende højdedrag, hvoraf da den del, hvorunder Völl og den lidt nordøstligere gård Ågilsstad (Árgilsstaðir) står, er det før omtalte Ågilsstaða- eller Vatnsdalsfjæld. Nord for dette og Trihyrning løber Fiskå (Fiská) dannende den sydlige begrænsning for den lange smalle tunge Krogen (Krókr) eller som Ldn. kalder den Holmslandene. (»Hólmslönd öll« toges af Rolv rødskæg, som boede på Fors; hans søn var Torsten rødnæb, som boede der siden. Torsten var en stor blotmand, han blotede fossen, og alle lævninger skulde man kaste deri; den nat, han døde, styrtede hans utallige får i fossen. Den oven nævnte gård Fors må være den, der nu kaldes Rødnæbsstad (Rauðnefsstaðir) østligst i tungen, og fossen, Torsten ofrede til, antages overensstemmende hermed almindelig at være en foss i Fiskå tæt ved tunet paa Rødnæbsstad.

Den navnkundige kalk, som kirken i Bredebolsted fik foræret af en alfekvinde. - (W.G. Collingwood, 1897)

Midtvejs i tungen, omtrent en mils vej øst for Fiskås udløb i Rangå og lige saa langt vest for Rødnæbsstad ligger gården Reynefell (Reynifell). Når det mellem egnens beboere ofte behandlede spørgsmaal er kommet på bane, hvor gården Holt, Høskuld Njålssöns bolig, har ligget, har den almindelige mening været, at det måtte være en af de to gårde Reynefell eller Vatnsdal, navnlig fordi at alene fra disse to af egnens gårde folder den naturlige vej til Fljolshliden og en del af Landøerne forbi Såmsstad, og i Nj. (s. 509—10) fremhæves udtrykkelig, at Höskulds vej til og fra Bergtorshvol lå forbi gærdet på Såmsstad (um garð á Sámsstöðum). Uheldigvis er man i lige så stor forlegenhed med hvor Starkads gård Trihyrning (undir Þríhyrningi) har ligget, og også med hensyn til den gætter man fornemmelig på Reynefell. Ved første øjekast er den sidste hypotese unægtelig fristende, da gården ligger lige under Trihyrnings midterste tinde, kun ved et holt eller en lav højde, Reynifellsalda, og ved den lille Fiskå adskilt fra selve fjældet. Men den omstændighed, at Reynefell ligger i Rolvs landnam Holmslandene, medens derimod Starkads bedstefader Torkel bundenfod besatte et derfra forskelligt landområde — han tog land, siger Ldn. s. 285, omkring Trihyrning, og boede dér under fjældet — , taler stærkt herimod. Desuden har Reynefellsalden aldeles karakteren af et skaldet holt, så at navnet på gården Holt, så fremt denne antages at have ligget her, bliver let forklarligt. Når dertil kommer, at Holt, hvad i det følgende skal påvises, ikke vel kan antages at være Vatnsdal, er det næppe for dristigt at opstille som den sandsynligste formodning, at Reynefell er Nj.s Holt.

Med temlig sandsynlighed kan det vel antages, at Hrappstad (Hrappstaðir), hvor Tråen Sigfussön skaffede den uværdige Hrapp bolig efter at have ført ham med fra Norge (Nj. 443), har ligget på den såkaldte Hrappstadatange (Hrappstaðatángi), et græsgrot, bredt næs, der skyder sig frem i Fiskå noget øst for Reynefell, mellem denne gård og Torlejvsstad (Þorleifsstaðir). Rigtignok lever der nu ingen tradition herom, men her findes tomter og mange gamle gærder og indhegninger.

Bag om Reynefellsalda kan man passere langs Trihyrning og kommer derpå ind i den lille græsgroede Engedal (Engidalr), der adskiller Vatnsdalsfjældet fra Trihyrning. Sydøst under fjældet står gården Vatnsdal (Vatnsdalr), til alle sider omgivet af højder og holt, beliggenheden er ikke uden ejendommelig skønhed, men ensom og indelukket. Vatnsdal har man været meget tilbøjelig til at gøre til Holt. Rigtignok må fjældet, hvorunder gården står, synes for stort til en sådan benævnelse, men til gengæld forekom beliggenheden så særdeles passende. Fra Såmsstad til Vatnsdal er c. ½ times ridt, fra Vatnsdal til Reynefell c. 20 minutters; for begge disse gårde ligger som omtalt den naturlige vej forbi Såmsstad, men Vatnsdal ligger nærmest, kan på en måde betragtes som nabogården, og af fremstillingen i Nj. af Höskulds drab, hvor der (s. 513) fortælles, at fårehyrden fra Holt fandt Höskulds lig samme aften, som denne var bleven dræbt tæt ved Såmsstad, skulde man formode, at de to gårdes jorder næsten måtte støde sammen. Dog er afstanden mellem Såmsstad og Reynefell ikke større, end at Reynefellsfårehyrdens optræden i nærheden af Såmsstad meget vel lader sig forklare, uagtet hans færden dér daglig falder mindre naturlig. Men foruden at navnet Holt om Vatnsdal vanskelig lader sig forklare, kommer hertil, at man næppe kan finde noget andet sted for gården »undir Þríhyrningi« end netop Vatnsdal. Rigtignok står fjældet i nogen afstand fra gården og hinsides dalen, men på det af Torkel bundenfod tagne område er der næppe nogen anden bebyggelig plet end Vatnsdalsgårdens nærmeste omgivelser med den tilhørende engstrækning Engedal; om ødejorder her i dalen eller en tidligere bebyggelse på et andet sted her i nærheden ved man intet. At netop gården Vatnsdal har været sagaernes »under Trihyrning« bestyrkes også i høj grad ved BSnf., der fortæller (s. 11), at Torkel bundenfod tog land »omkring Trihyrning og boede der under fjældet, syd for dette (ok bjó þar undir fjallinu sunnan«). — Fra Vatnsdal fører vejen til Såmsstad i sydsydøstlig retning over højtliggende hedestrøg, hvorfra man til højre har udsigt til den indre del af Rjúpubotnar; efter at være kommen noget over halvdelen af vejen får man til højre hånd en mose, til venstre og foran et højdedrag; i fordybningen herunder — i nordlig retning fra Såmsstad — påvises stedet for Höskulds drab, der passer ganske godt til sagaens ord, at Lyting og hans brødre lurede på ham »norðr frá garði í gróf nakkvarri«, kun ligger stedet noget langt fra gårdene Såmsstad, mindst 10 minutters vej. Disse ses først noget senere, længere nede på liens skråning: forbi dem fører vejen, og derpå gennem det såkaldte Raftagil (Raptagil) tæt øst for Bredebolstad.

I det foregående er flere gange nævnt Trihyrning (Þríhyrningr), et fjæld, der fortjænte nærmere omtale, selv om det ikke spillede den rolle i Nj. som tilfældet er. Det hæver sig pyramidalsk i vejret til en højde af næsten halvtredje tusend fod og bliver endnu mere kendeligt ved, at det for oven ender med tre spidser eller horn — i det pyramidens oprindelige spids kan tænkes uregelmæssig afhugget — , hvad der har skaffet fjældet dets navn. Til dels imod nordøst, men navnlig imod sydøst og øst strækker sig neden for fjældet en ås eller hvælvet fjældryg, de såkaldte Trihyrhalse (Þríhyrningshálsar), der udgør en del af en sammenhængende fjældstrækning, der når helt øster på til Tindfjallajøkel, og under hvis sydskråning landskabet Fljotshlid ligger. Trihymingshalsene er græsgroede, men af de skove, hvorom Nj. taler, findes nu intet spor. Da Torgejr Starkadssön vil angribe Gunnar hjemme på Hlidarende, stævner han Torgejr Otkelssön til at møde sig på Trihyrningshalse; her rider de tilsammen ind i nogle skove og lægger sig til at sove, men opdages af Njåls fårehyrde og skræmmes af Njål tilbage til »under Trihyrning« (Nj. s. 317 ffg.). At de har valgt vejen oven for bygden over halsene eller fjældstrækningen har vel været for ubemærkede af alle at kunne komme bag på Gunnar; det besynderligste er, at de just skulde opdages af fårehyrden fra Torolvsfell (Þórólfsfell), da denne gård ligger en del østligere end Hlidarende; man må vel altså antage, at de har skjult sig i nærheden af denne gård for at afvente et belejligt øjeblik til overfaldet. — Trihyrningshalse nævnes også gentagne gange i anledning af Floses overfald på Bergtorshvol (Njålsbranden).

Efter Njålsbranden rider Flose med alle deltagerne i brandstiftelsen op i fældet Trihyrning — i en dal, som siden er kaldet Flosedal (Flosadalr) tilføjer den ny udg. af Nj. efter håndskriftet B. — og skjuler sig dér, medens der alle vegne søges efter dem, og herfra ser de alle folks rejser herredet over (s. 681 — 82). Denne dal, der endnu har bevaret sit navn, er en langagtig, flad, noget dyb indsænkning, der ligger mellem det østligste og vestligste horn, medens derimod det bredere nordvestlige danner en dækning for dalen ad imod Rangåvoldene; den ligger næsten vandret oven på fjældet skrånende ned mod sydøst; der skal være græs i dalen, og man skal kunne føre heste derop. Dalen har frembudt et ypperligt skjul, og et bedre udkigssted over den flade bygd til alle sider skal man næppe kunne ønske sig; fra Trihyrning ser man, siges der, ud over 18 herreder eller landskaber. — I det for en del grønklædte fjæld vises højt oppe under det midterste horn en ubetydelig indsænkning eller klippehule i den stejle fjældvæg, der kaldes Flosahellir (Flosehule); ikke langt herfra øjner man, ligeledes højt oppe, en grøn græsplet i fjældlien, benævnt Flosatorva (Flosatorfa).

Sydvest for Bredebolstad, lige ud for gården Nup (Núpr), ligger en aflang med græs og marehalm bevokset strækning Lambø (Lambey); tidligere løb Tværå snart nord, snart syd for denne; nu begrænses den kun mod syd af åen. Lambø udgives almindelig for et af de ofte forekommende gamle »tre hreppers ting«. Som tingsted synes Lambø temlig tidlig at være benyttet; således nævnes »Lambeyjarþíng« allerede i annalerne ved midten af det 14de årh. i anledning af en her fældet dødsdom, hvis eksekution havde til følge, at hirdstyreren Smed Andréssön lod ophavsmanden halshugge i Lambø; indtil det 17de årh.s udgang stod her en gård af samme navn.

Langs Fljotshliden, neden for de i denne stående gårde, løber fra øst til vest den brede og vandrige å Tværå (Þverá). Det er allerede tidligere nævnt, at denne nu hovedsagelig optræder som en arm af jøkelelven Markarfljót, der i sydvestlig retning kommer ned fra heden øst for Fljotshlid og derpå mod sydvest og syd langs Øfjældsjøklens og øfjældenes nordlige og vestlige affald søger udgang i havet. Tværå, samt Markarfljots øvrige forgreninger Affaldet og Ålarne, der brede sig over Landøerne, har derfor, ligesom i endnu højere grad Markarfljot selv, jøkelelvenes sædvanlige karakter; de tiltage i dybde og strømhastighed om somren og er i denne henseende hyppige og pludselige forandringer undergivne; der findes ingen bestemte vadesteder, men disse veksler idelig, efter som strømmen graver sig; man må derfor ride sådanne åer efter »bruddene« (brot; vælge vadestederne »eptir brotum«, d. v. s. dér hvor man af strømmens brydning ser, at vandet i det øjeblik er lavest). Dog gælder dette langt mindre om Markarfljots forgreninger og navnlig Tværå end om hovedelven selv, da det er så forskelligt, hvorvidt tilløbet fra denne til hine er stort eller ringe. Forholdene, som de nu er, kan dog, hvad Tværå angår, ikke være de oprindelige. At denne å endog til dels i løbet af dette århundrede har forandret karakter, fremgår af flere af de vedkommende sognebeskrivelser (alle fra c. 1840). Bestemtest udtrykker sognebeskrivelsen for Odde sogn sig: »Tværå, som fordum var meget smal og ubetydelig, er nu en bred færgeå (ti næsten alt vandet, som var i Markarfljot, løber nu i den), hvorved den skader alle de jorder, den når til.«

Kirken i Breiðabolstaður - (A. E. F. Mayer, 1839)

Sognebeskr. for Indhliden, som siger: »Tværå den større har meget forandret sig med hensyn til størrelse og vandrigdom, hvorved der er sket stor skade, når det såkaldte Markarfljot er faldet i den, medens den ellers ikke er så farlig«, — antyder allerede det foranderlige i Markarfljots forening med Tværå. Det samme fremgår endnu tydeligere af ordene i sognebeskr. for Bredebolstad: »Når vandløbene stiger, og når Markarfljot falder i den indre del af den (ɔ: Tværå), som ofte sker, måske mange år i træk — bliver den overmåde vandrig og hyppig ufarbar for ridende. Når intet ligger i den af Markarfljot, og når regnløs tid hersker, fører den derimod kun ringe vandmængde og kan på de fleste steder passeres.«

I sognebeskr. for Storolvshvol og Siglevig endelig — der dog i udtrykkene er mindre nøjagtig — siges det ligefrem, at Markarfljot og Tværå ikke altid er forenede: »Tværå er en meget betydelig og foranderlig strøm, dens kilder er inde på avretten mellem Fljotshlid og Øfjældsjøkel ligesom Markarfljots; disse storstrømme falde den ene i den anden eller skilles fra hinanden, eftersom de kaste sig, hæve eller sænke deres leje, og eftersom vinden blæser.«

Af fremstillingen i oven nævnte sognebeskrivelser tør man dog næppe slutte mere end, at Tværå en gang i begyndelsen af dette århundrede, måske som følge af Øfjældsjøklens udbrud 1821—22, har fået et ualmindelig rigt tilløb fra Markarfljot, hvorved dens flodsæng er bleven udvidet og i højere grad end før omdannet til at tjæne som afløb for en del af Markarfljots vand. Så vel af skriftlige angivelser som af ældre kort ses det desuden, at Tværå allerede tidligere har stået i forbindelse med Markarfljot. Sv. Povlssön anfører således i sine dagbøger (1795-97), at »nu i nogle år« har en stor del af jøkelelven Markarfljot taget sit løb gennem den langs Fljotshlidböjgden flydende Tværå (etsteds udtrykkelig nævnt Store Tværå). Og den 1841 afdøde amtmand Bjarne Thorarensen, der er født 1786, og hvis personlige kendskab til Hlidarende og egnen dér må hidrøre fra årene 1789-1803, beretter (i en beskr. af Gunnars høj ved Hlidarende, AnO 1847), at Markarfljot fra begyndelsen af det sidst forløbne (18de) årh. til dels og undertiden helt har kastet sig over de sletter, der ligge mellem Fljotshliden (fjældstrækningen Þríhyrníngshálsar) og Øfjældene og således forenet sig med Tværå.

Hvor gammel forbindelsen mellem Tværå og Markarfljot er, lader sig dog vanskelig afgøre. Det ældste kort, på hvilket man finder en forening af disse elve angivet, er det af S. Mgns. Holm 1777 tegnede; de ældre kort har de to elve fuldstændig adskilte. At dette har været det oprindelige forhold, anses i almindelighed for selvfølgeligt, og meget taler unægtelig derfor. Allerede Tværås navn tyder hen på, at den fra først af har været opfattet som en selvstændig å, og at den ikke har været noget betydeligt vandløb, viser navnets overordenlig sjældne forekomst i den ældre literatur. Tværå nævnes hverken i Nj., Bsk., eller Sturl., kort sagt næppe andetsteds end i Ldn., hvor navnet forekommer to gange. Også den omstændighed, at alle de større gårde i Fljotshliden (indtil Eyvindarmule østligst, denne indbefattet) har en del af deres land liggende syd for Tværå, kan bidrage til den formodning, at åen på landnamstiden har været langt ubetydeligere end nu.

Men påvisningen af Tværås oprindelige udspring og dens leje som selvstændig å er imidlertid forbunden med mange vanskeligheder. De to steder, hvor Tværå omtales i Ldn., siger ikke meget: S. 282 nævnes Tværå som sydgrænse for Ketil hængs besiddelser mellem østre Rangå og bækken vest for Bredebolstad; s. 289 siges der om landnamet i Landøerne, at det indbefattede landet mellem Markarfljot og Rangå, »hele øsvejten op til Tværå«; af denne sidste angivelse lader sig dog måske formode, at Tværå alt da løb langs med hele Fljotshliden fra dennes inderste (østligste) del af. Således fremstilles eller antydes allerede Tværås løb på de ældste kort, der giver oplysning om denne å. Det ældste kort, der kan anses som en art specialkort over Island, er det i Ortelii atlas indeholdte, der er tegnet af A. S. Vedel, naturligvis efter islandske meddelelser (man antager fra biskop Gudbr. Torlakssön); dette kort er dog så ufuldstændigt og unøjagtigt, at intet kan bygges på dets angivelser, hvad enkeltheder angår. Den omstændighed, at Tværå helt mangler på kortet, kan man således ikke tillægge nogen betydning, uden måske den, at åen da ikke har været så særdeles betydelig. — Det næste kort i rækken, et af biskop Theod. Thorlacius efter biskop Gudbr. Torlakssöns målinger tegnet, synes derimod forholdsvis pålideligt, også hvad enkeltheder angår. Her ses Tværå løbende langs Fljotshliden med udspring inde på avretten nordøst for denne bygd, så at dens løb først bliver sydvestligt, en tid lang omtrent parallelt med denne del af Markarfljots, derefter, i bygden, vestligt, hvor den i følge fremstillingen må tænkes at have haft retning og, væsenlig set, leje som nu. — Et sådant udspring og løb for denne å er med endnu større tydelighed angivet på de Knoffske kort (og de fra disse stammende, f. eks. kortet i E. O. og i Olavii Reise). — Utvivlsomt er der dog nogen unøjagtighed i disse korts angivelse af Tværås udspring; der lader sig nemlig næppe påvise nogen kildeflod for Tværå på bemældte avrett. I den nordøstligste del af Fljotsklidens avrett, en strækning almindelig kaldet Grønnefjæld (Grænafjall), beliggende vest for Markarfljot, findes vel en lille å Tværå, men denne — der efter at have gennemløbet en snæver dal styrter sig ned i en dyb fjældkløft for derigennem at søge ned til Markarfljot, som den forener sig med længe før denne elvs indtrædelse i bygden, medens dens løb endnu er indsnævret af et trangt klippeleje — har aldrig kunnet have nogen anden retning eller stået i nogen som helst forbindelse med den fra bygden kendte, ofte nævnte Tværå.

Neden for Tværå på avretten er en anden lille å (Gilså), der ligeledes falder og øjensynlig altid har faldet i Markarfljot; derpå kommer Torolvså, som nu vekselvis falder i sydlig retning lige ud i Markarfljot, eller mod sydvest, ud i Tværå, hvis inderste kilde den er, når intet af Fljotet falder deri. Har denne lille å virkelig været Tværås oprindelige kilde, må det højlig undre, at den optræder med et særligt navn.

Dels vanskeligheden ved at påpege Tværås oprindelige udspring, dels egnens naturbeskaffenhed, dels endelig — og det måske ikke mindst — ønsket om at finde en forklaring af Nj.s fuldstændige tavshed angående denne strøm og komme til en forståelse af flere af sagaens noget besynderlige angivelser, har imidlertid skabt en, i omegnen så at sige almindelig antaget hypotese om Tværås tidligere løb, der vel må synes meget dristig, men som dog fortjæner at kendes. I følge den skulde Tværå oprindelig først være opstået omtrent midt i Fljotshlid tæt vest for Hlidarende, hvor nu en lille å »Tværå« eller »Lille Tværå« styrter sig ned fra lien og falder i den større å af samme navn; derimod skulde de østligere i lien (hliden) værende smååer den gang have søgt sig en egen vej gennem Landøerne til havet. Dette bygger man dels på, at man mellem den »oprindelige« Tværå og strækningen øst herfor mener at kunne spore lævningerne af et tidligere vandskel, dels på, at navnet på en af de østligere åer i lien »Blejkså« (Bleiksá) — med hvilken da de øvrige af den østlige afdeling skulde have forenet sig — genfindes i Landøerne som navn på et halvudtørret åleje, ligesom også andre spor rundt om i Landøerne viser de store forandringer, som vandløbene her ere undergåede.

For at forklare forholdet med Fljotshlidens vandløb, som det viser sig i det 18de årh., antager man da, at Markarfljot længe før den tid — f. eks. i det 16de årh., som man af visse sagn mener at kunne slutte, — skulde ved at gennembryde det oven nævnte vandskel have fuldendt foreningen af Fljotshlidens østlige og vestlige vandløb; til hele den herved opståede langs Fljotshliden løbende å (egl. elvearm) måtte da navnet Tværå naturlig udstrækkes. Men senere skulde så Markarfljot igen for en tid have afbrudt den ved denne lejlighed dannede forbindelse med Tværå og have trukket sig tilbage til sit gamle leje; Tværå derimod beholdt den ved Markarfljot én gang givne udvidelse, løbende langs hele Fljotshlid, fra dennes inderste del, men kunde fra nu af kun få sit tilløb fra liens små vandløb. Således var Tværås løb i det 18de årh.; Bj. Thorarensen går endogså, i sin oven nævnte lille afhandling, ud fra, at forholdet allerede i sagatiden var således; at det i al fald ved begyndelsen af det 18de årh. længe uforandret havde været således, tør man vel slutte af den lejlighedsvise bemærkning i A. M. om Hlidarende, at gården ejer land »syd for Tværå«.

Tør man ikke følge den oven for fremstillede hypotese om »Lille Tværå» som Tværås oprindelige kilde, som navnlig Ldn.s omtale af Tværå og manglen af enhver (direkte eller indirekte) efterretning om Markarfljots gennembrud af vandskellet gør betænkelig, bliver der næppe andet tilbage end at antage, at Markarfljot allerede før landets bebyggelse har givet Tværå sin historisk kendte karakter af en langs hele Fljotshliden flydende å (eller elvearm), som optog alle de fra lien kommende smååer, uden at dog nogen af disse særlig kunde anses som dens kilde, men at Fljotet derefter i en lang periode har holdt sig borte fra Tværå, hvorved denne svandt ind til et mindre betydeligt vandløb. Således må da forholdet tænkes at være hele sagatiden igennem, og først senere er da en forbindelse mellem denne å og Markarfljot genindtrådt, hvorved Tværå efterhånden skiftede karakter, afgørende først dog ved gennembruddet af Djupos.

Når man fra Bredebolstad passerer den sædvanlige vej ind i Fljotshlid langs Tværå med lien på venstre hånd, når man efter et kort ridt 'Grjotå (Grjótá), en lille bæk (alle åerne i Fljotshliden er nemlig ualmindelig små), vest for hvilken gården af samme navn ligger lidt højere oppe, tæt ved flere andre både øst og vest for åen. På Grjotå boede den fra Nj. bekendte Tråen Sigfussön; om ham minder endnu et par stedsnavne her. Neden for tunet, sydøst for gården, hvor lien er forholdsvis lav, men ujævn og fuld af tuer, omtrent som en slags hedemose, strækker sig fra disse højere omgivelser ud i Grjotå, der her gør en bugtning, en lille græsgrot flade, der kaldes »Þráinsbugr«. Åen svarer til sit navn, dens leje og bredder er fulde af større og mindre sten og klippeblokke. Oven for gården, nord for denne, findes i tunranden spor af en gammel, omtrent firkantet, ikke stor indhegning eller omgærdet plads, der kaldes »Þráinsgerði«; den ligger temlig ophøjet. I Nj. (s. 486) fortælles, at Tråens lig efter kampen ved Markarfljot førtes til Grjotå og højlagdes dér; men om højen ved man nu intet.

Lige over for Grjotå ligger øst for åen gården Tejg (Teigr) med tilhørende kirke; i kanten af den ophøjede vej (stétt) ved indgangen til kirken findes en temlig betydelig runesten, et par alen lang, forholdsvis smal, af ret køn polygonisk form , med indskrift på de to sider.

Øst for Tejg ligger gården Heylæk (Heylækr); her skal der i tunranden findes en fladere strækning, der kaldes Akratúnga. Navnet (hvis det ellers er pålideligt og af nogen ælde) henleder tanken på det i Nj. på to steder nævnte Akratunga. Den ene gang navnet forekommer i sagaen (s. 244) siges der, at Gunnar, da han agtede sig til vadet ved Hov, red fra Hlidarende tværs over Akratunge og så til Gejlastovnar o. s. v. Denne angivelse lader sig vel forlige med beliggenheden af det nu »Akratunga« benævnte sted. Når derimod (s. 165) Halgerd fortæller Tord løsingesøn, at Brynjolv roste er »nede i Akratunge«, hvorpå Tord rider ud af tunet på Hlidarende og derpå ned i Akratunge, han og Brynjolv mødtes på vejen, og Brynjolv dræbes, — ligger det nærmest ved Akratunge at tænke sig et sted, der har ligget længere nede end Hlidarende; syd for Hlidarende gård skal Gunnar desuden have haft sine agre (akrar). Dog kunde måske også udtrykket »ned« (ofan) bruges om Heylæks beliggenhed i forhold til Hlidarende. Selve navnet Akratunge lader formode, at det har været brugt om en strækning mellem to sammenløbende åer eller bække.

Fra Tejg til Hlidarende ligger vejen over en fast, noget ophøjet grusstrækning Tejgssand (Teigssandr), det før omtalte formodede vandskel, der mod øst har nåt helt op til Hlidarende, mod vest til syd for Bredebolstad, nu på en bred strækning gennembrudt af Tværås til dels tørliggende leje. Man øjner snart Hlidarende (Hlíðarendi) beliggende midt paa den temlig høje skråning, der dog er aldeles græsgrot, ejendommelig ved mange dybe furer eller græsgroede småkløfter i tunet vest for gården, lidt vestligere løber Lille Tværå (Litla Þverá); øst for gården findes en dybere kløft, hvori en lille bæk. Lige for sig har man udsigten mod øst til den indre del af Fljotshliden, der fra Hlidarende af bestandig bliver smukkere.

Hlíðarendi í Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1897)

At Hlidarende var bolig for den fra Nj. så bekendte Gunnar Håmundssön, er allerede oftere omtalt i det foregående. Her dræbtes han efter et heltemodigt forsvar mod overmægtige fjender, og her højlagdes han (siddende). I Nj. (s. 370—72) fortælles først, hvorledes fårehyrden og en tjænestekvinde, der drev får forbi Gunnars høj, hørte Gunnar synge i højen, og dernæst om et varsel Skarphedin og Gunnars søn Högne havde, da de en aften på Hlidarende var ude og befandt sig syd for Gunnars høj: højen forekom dem nemlig åben og Gunnar havde vendt sig i højen, så mod månen og kvad en vise; derefter gik de hjem til Hlidarende.

Gunnars høj påvises på Hlidarende noget nordøst for gården temlig højt oppe i lien; man træffer her på en temlig stor naturlig høj eller bakke (hóll), hvis højeste del er grønnere og spidsere og vel kunde være menneskeværk; øverst ender højen i en varde. Højen består mest af grus og sten, dog er den græsgrot undtagen til dels mod øst. Denne samme høj er det utvivlsomt, som i Eggert Olavssöns tid udgaves fra Gunnars. I den under hans store Islandsrejse holdte dagbog anføres nemlig (Hlidarende 26/8 1756): »Den såkaldte Gunnars høj oppe på holtet nord for gården er en congestus af stene, som de middelmådige varder her ses på landet«; herefter følger en bemærkning om, at højen ikke kan ses fra bæen, hvilket dog burde være tilfældet, hvis det var Gunnars, — men noget sådant kan næppe uddrages af sagens fremstilling.

Fra højens top har man en glimrende udsigt: til begge sider, mod øst og vest, har man liens skråninger; mod øst afsluttes udsigten ved jøklerne og den syd for disse fremløbende Seljalandsmule; foran sig har man de flade Landøer med deres mange forskellige vandløb, og længst ude havet, hvoraf Vestmanøerne med deres kække takkede klippeformationer hæver sig op lige for beskueren. I følge andre sagn skal Gunnars våben være lagt under en tæt ved højen stående stor sten.

Hlidarende gjaldt tidligere for en udmærket jord og har jævnlig i flere slægtled været bebot af fornemme og velstående folk; som minde om de tider står endnu det bygningerne nærmest omgivende gærde (húsagarðr) tilbage, der er af et usædvanligt omfang: nu står bygningerne kun i dettes forreste del. Tæt østen for det omtalte »husgærde« skal, siger man, Gunnars berømte skåle, hvorfra han så heltemodig forsvarede sig i sin sidste kamp; have stået. Han viser grundvolden af den søndre langvæg med indgang tæt ved østergavlen, grundstenene består af temlig store stenblokke eller kampesten.

Øst for gården, på den for nævnte kløfts østlige bred, ses en grøn tue »Sámsreitr« (i den antikvariske indberetning fra vedkommende præst 1817 kaldet »Sámshaugr«), hvor Gunnars trofaste hund Såm (Sámr) skal være begravet Efter Nj. at dømme har agerdyrkningen i oldtiden været almindelig i Fljotshliden. Gunnar vender om fra udenlandsrejsen, hvortil han havde forpligtet sig, greben af synet af liens blege agre og slagne tun (Nj. 350), og ved en anden lejlighed (s. 237) fremstilles Gunnar i færd med at tilså sit agerland (sáðland). Disse Gunnars agre antages at have ligget på sletten neden for lien, hvor al grønsvær og muld nu er bortskyllet af Tværå; en sådan beliggenhed passer også bedst med sagaens fremstilling på sidst nævnte sted. I følge E. O. (og dagbogen) sås på sletten sønden for Hlidarende endnu ganske tydelige spor (agerfurer) af Gunnars agre.

I en langt senere tid (17de årh.) gjordes igen forsøg på agerdyrkning på Hlidarende, men da anlagdes agrene oven for gården — hvor de endnu påvises — ; dette fosøg mislykkedes, så vel som et fra det følgende årh. (18de), da et stykke af tunet indtoges til ager (E. O. s. 948). Til Gunnars højs oven for angivne beliggenhed passer godt Nj.s angivelse, at tjænestefolkene, der drev fårene forbi højen, hørte Gunnar synge i den; fårestierne fra gården og op på heden eller til græsningspladserne i lien har nemlig netop fra gammel tid ligget forbi denne høj. For Hlidarendes vedkommende — så vel som flere andre Flotshlidsgårdes — ligger dog, som tidligere nævnt, de egenlige sommergræsgange, hvor fårene haves i sæter om somren, på de syd for Tværå liggende sletter, og at disse strækninger allerede i oldtiden har tilhørt vedkommende ejendomme, kan ikke betvivles.

På disser sletter må altså det sæter antages at have ligget, hvorfra Halgerds værkstyrer Kol kom, da han dræbtes af Bergtoras huskarl Atle (s. 148—50). Derved bliver det tillige naturligt, at Gunnars fårehyrde har lejlighed til at iagttage dennes fjender, Otkel med følge, ride ned langs Markarfljot fra Dal (hinsides denne elv, øst — ɔ: syd — for Hlidarende), hvorefter han hurtig rider hjem for at meddele sin Husbond dette (s. 241—42). Hvor der i Nj. (s. 236—37) berettes om Otkel fra Kirkebæ, at han med sit følge, da han agter sig i besøg til Runolv i Dal, »stævner øst på til Markarfljot«, men at hans heste bliver ustyrlige og løber fra vejen op til FIjotshlid, hvor han kommer til at såre Gunnar, der er ved at så korn på sin ager, med den ene spore, må det vel også antages — da det vilde være en unødig omvej for Otkel at rejse øster på langs Fljotshliden — , at vejen har ligget over disse strækninger, skønt Tværå ikke med et ord omtales, uagtet denne å dog i så fald må antages at have været mellem Otkels vej og FIjotshliden eller Gunnars ager. At Nj. ikke kender tilværelsen af Tværå er imidlertid tidligere anført.

Noget øst for Hliderende kommer den lille å Merkeå (Merkiá), hvortil i følge Eg. (s. 45) Baugs landnam strakte sig; i sit løb ned over lien danner den en ganske ejendommelig foss, i det man ser åen øverst i lien, derpå forsvinder den og kommer først frem længere nede, hvor der er en stejl klippe med fire runde i en lodret linje stående huller; ud af det nederste kommer nu fossen, men når der er meget vand i den, skal den styrte ud af dem alle fire.

Fljotshlid fra Hlidarende og indefter kaldes Indhliden (Innhlíð); dette parti er, navnlig fra de noget øst for Merkeå liggende gårde Eyvindarmule (Eyviudarmúli) og Åkværn (Árkvörn), meget smukt. Lien har nu mere antaget karakteren af et fjæld, er højere og klippen træder på mange steder frem, men ellers grønklædt, og med få favnes mellemrum styrter sig skummende bække eller småfosse ned over skrænten eller gennem en af de mangfoldige kløfter, hvor endnu hist og her et lille birketræ ses at klynge sig fast, af ualmindelig størrelse og frodighed for disse egne. Udsigten til den grønklædte med de mange hvide bånd prydede li, til dens fortsættelse, det højere, brunlige og mere alvorlige Torolvsfell, derpå til Godalandsjøklen, blå med en betydelig snemængde, der begrænser udsigten mod øst, og til den sneklædte Øfjældsjøkel med violette sider og fod, der først går fra øst til vest og sammen med de oven nævnte fjælde indeslutter en frisk, grøn dal, og derpå strækker sig mod syd med den smukke top Fagrafell og den lodrette Seljalandsfoss for tilsidst at ende i Seljalandsmule, — frembyder altid, når den fornødne klarhed i luften er tilstede, et herligt syn; men dobbelt skønt er det ved solnedgang, når jøkelrødmen kaster sit skær fra fjældenes sne over hele egnen.

Noget hinsides Åkværn træffer man den lille Blejkså (Bleiksá); øst for denne ligger gården Barkarstad (Barkarstaðir).

Efterhånden som man kommer østligere i lien, indsnævres landet mellem fjældstrækningen mod nord og Øfjældsjøklen mod syd mere og mere, og i steden for græs kommer nu udelukkende en sten- og grusslette, frembragt og vedligeholdt af Markarfljot, når den i pludselig vækst kaster sig fra sit vanlige leje over mod lien. Man er her nåt til liens ende, dens østlige fortsættelse Torolvsfell (Þórólfsfell) har et langt alvorligere udseende; det er et temlig regelmæssig hvælvet fjæld, med mange kløfter og furer, med fremherskende brunlig tone og med kun sparsomt græs. Den efter fjældet benævnte gård Torolvsfell — om hvilken nu intet vides — , omtales oftere i Nj., da Njål drev denne gård sammen med Bergtorshvål, og på Torolvsfell foregår derfor flere af de i sagaen fortalte begivenheder. Torolvsfell omtales også i Ldn., hvor der (s. 280) siges om den mand, der først byggede her, at han tog land vest for Fljotet mellem to Dejldaråer (milli Deildará tveggja) — med sin søster Åsgerds samtykke (at ráði hennar) siges der besynderlig nok, uagtet hendes eget landnam var indskrænket til Markarfljots østside. — Man gætter, men uden sandsynlig grund, på, at gården Torolvsfell oprindelig har stået vest under fjældet, vest for den lille å Torolvså (Þórólfsá), der her løber ned mod Markarfljot; men at den så senere på grund af Markarfljots ødelæggelser er bleyen flyttet lidt vestligere og op i lien, hvor nu Fljotsdal (Fljótsdalr), den østligste gård i Fljotshlid, ligger. (På det formodede sted for den ældre gård vil man nemlig have fundet spor til gærdebygning.) Sandsynligere er det vistnok, at netop Torolvså er den sydligste (vestligste) af de to Dejldaråer; derved bliver netop også hele Fljotshliden tilovers for landnamsmanden Rang, der i følge Ldn. »nam Fljótshlið alla ofan um Breiðabólstað.« Den øvre (nordøstligere) Dejldarå er vel den lille Gilså, der udspringer på avretten øst for Torolvsfell og flyder ned forbi dette til fljotet. Om en anden landnamsmand, Sighvat den røde, siges det nemlig i Ldn. (s. 284), at han tog land vest for Markarfljot, Enhyrningsmörk oven for Dejldarå og boede i Bolstad. Enhyrningsmark (Einhyrníngsmörk) har åbenbart taget navn efter fjældet Enhyrning (Einhyrningr), der hæver sig nordøst for Gilså nær Markarfljot som en skæv kegle med enkelte små spirformede tinder ud til siden; endnu længere mod nord oppe i Fljotshlidsavrettens nordøstligste hjørne; ikke langt fra, hvor åen Hvitmage (Hvítmagi) adskiller denne fra den nord for liggende avrett Lauvalejte (Laufaleitir), står et andet fjæld Grønnefjæld (Grænafjall), efter hvilket selve Fljotshlidsavretten tager navn helt ned forbi Enhyrning. Stedet for Sighvats gård Bolstad (Bólstaðr) må vel rettest søges under Enhyrning; midt i Fljotshlidsavretten (det såkaldte »Grønnefjæld«) skal der nemlig ifølge A. M. i gamle dage have været en gård »Einhyrningr (undir Einhyrningi)«, af hvis tomter man endnu 50 år før den tid (1710) havde kunnet se spor; omegnen var imidlertid efterhånden bleven blottet for vegetation og ubebyggelig.

Vadested ved Markarfljót eller Krossá - (A. E. F. Mayer, 1836)

I øvrigt er det værd at lægge mærke til, at også ved omtalen af Dejldaråerne i Ldn. iagttages fuldstændig tavshed om Tværå, hvorimod de snarest synes at betragtes som tilløb til Markarfljot.

Endnu en senere forsvunden gård, nemlig Svertingsstad (Svertíngsstaðir) nævnes på dette sted (s. 284) i Ldn.; også den må utvivlsomt henlægges til avretten vest for Fljotet, måske endog højere oppe end Bolstad, til hvilken den vel har været nabogård. På Svertingsstad byggede landnamsmanden Jörund gode et stort hov og henlagde til dette en ubesat strækning øst for Fljotet.

Vest for disse to fjælde (Enhyrning og Grønnefjæld) hæver sig inde i højlandet (østligst i Trihyrningshalsene) den høje Tindfjældejøkel (Tindfjallajökull — med sorte spidser eller tinder). Vest og syd for selve fjældet Grønnefjæld løber den før nævnte Tværå på avretten: den snævre dal oven for Enhyrning og øst for Tindfjældejøkel , hvorigennem den løber, er bekendt af de talrige huler og grotter — af Sv. Povlssön omtalte under navnet »Þverárhellrar« — , hvoraf de omgivende klipper er opfyldte, hvad der gør dette sted til et søgt bedested og stadig brugt nattekvarter for de folk, der hvert efterår afsøge fjældgræsgangene.

Syd for de hidtil beskrevne landskaber af Rangåvoldesyssel strækker sig de oftere omtalte Landøer (Landeyjar) begrænsede af Markarfljot, Tværå og Holså. Det er flade strækninger, for største delen bestående af udstrakte moser, hist og her også af sparsomt bevoksede sandstrækninger eller af enkelte tørrede græsflader. Ved en fra Markarfljot udgående arm Affaldet (Affall) deles de i Øster-Landøerne og de bredere og større Vester- eller Ud-Landøer. Uagtet den fuldstændige mangel på havne drives dog fra disse egne en del fiskeri med store både, ligesom man også ad søvejen henter en del af sine livsfornødenheder fra handelsstedet på Vestmanøerne; landingsstederne forandres efter som søen bryder gennemgange, de såkaldte »led« (hlið), i sandrevene uden for; når disse gennemgange lukkes af sandet, siges der at være »leddeløst«, og da ses langt ud i søen uafbrudte brændinger, så man næppe kan ro selv i død sø — I det sydøstligste hjørne af Vester-Landøerne ligger den fra Nj. så berømte gård Bergtorsvold (Bergþórshváll eller, som den nu sædvanlig benævnes. Bergþóruhvoll), der allerede i nogen afstand viser sig for den ankommende.

Gården er beliggende på et lille højdedrag, som har givet den sit navn, og som ofte omtales i Nj. under benævnelsen »hvállinn«, der hæver sig i sletten i retning fra omtrent øst til vest. Det er bølgeformigt, i det det består af tre småbakker med sænkninger imellem; en af disse har været lavningen , hvor Tord syntes at se bukken ligge død (Nj. 173). Den nordvestligste høj er den bredeste, men måske lidt lavere end de andre, på den står husene; den midterste optages af en høindhegning. Gården ligger med udsigt mod sydvest, tæt neden for ligger på bakkeskråningen en køkkenhave; ved gravning i denne er der for nylig fundet et tykt askelag, hvori der blandt andet fandtes en del tynde plader og brudstykker af bronce, der skal have båret tydelige spor af ildens påvirkning. Ligeledes fortælles, at der tidligere ved ombygning af huse i den østlige del af gården er bleven fundet en del forbrændte græstørv. Den tredje og sydøstligste høj hedder »Floshóll«; på sletten øst for er en lille fordybning »Flosalág« , hvor brandstifterne siges af have bundet deres heste og opholdt sig, indtil de begav sig helt hen til gården. Beliggenheden passer just ikke aldeles til sagaens ord »dalr var í hválinum«, desuden er den for lille til et sådant brug (kun 4 - 5 fv.); men hvad dette sidste angår, da er man på hele sletten neden for højen uset fra gården, her var altså overalt et bekvemt sted til skjul. Sletten, der begrænses mod øst af Affaldet, er nu ikke stor.

Imellem Bergtorshvol og den nordvestligere gård Kåregærde (Káragerði) findes i tunet en sumpig lavning kaldet Kåretjørn (Káretjörn , tjörn ɔ: kær, vandsamling); her skal Kåre efter at være sluppen ud af den brændende gård have slukket ilden i sine klæder — i følge sagaen skete dette i en bæk — ; det sumpige drag fortsætter sig neden for tunet og kan vel gøre indtrykket af at have været eller vel stundum endnu at være en art bæk eller vanddrag. Her ses man næppe fra gården, i al fald ikke, når man undlader at stå oprejst.

Straks hinsides gården Kåregærde er i en jævn skråning en lille fordybning, stor nok for et par liggende mennesker; dette er Kåregrav (Káragróf), den grav, hvori Kåre (Nj. 671) en tid udhvilte sig.

Om Affaldet også i oldtiden har dannet Bergtorshvolsgårdens østlige begrænsning må synes tvivlsomt, det findes ingensteds omtalt i den ældre literatur; måske har der, hvor det nu løber, været et mindre vandløb, måske slet intet. I A. M. fortælles, at Bergtorshvol tidligere havde en indbringende drivtømmerforstrand — gården ligger nemlig ikke langt fra søen, som man hjemme fra hører og til dels ser — , nu (1709) var den derimod meget ødelagt af vand (affallið), »som overskærer kysten på skrå, så at man i de to sidste år så godt som intet gavn har haft af det opdrevne«. Heraf at slutte, at Affaldet først to år i forvejen skulde være opstået, turde synes noget dristigt, (så meget mere som A. M. ved de andre gårde, forbi hvilke Affaldet løber, slet ikke nævner dette vandløb, men kun taler om ødelæggelser dér, anrettede af flyvesand. Nu viser Affaldet, der i sydvestlig retning udgår fra Markarfljot omtrent syd for Tejg, en del vestligere end Tværås adskillelse fra samme elv, sig som en meget foranderlig flodarm; stundum er vandstanden kun ringe og det brede leje til dels tørt, men på få dage eller timer skal det aldeles kunne fyldes. En mils vej oven for Bergtorshvol, omtrent midtvejs i Vester-Landøerne og ud for den ved Affaldets østlige bred stående gård Kanastad (Kanastaðir, lidt sydvest for Voðmúlastaðir), træffer man et sted ved Affaldet, som hedder »Blejksåmunding« (Bleiksármynni); fra dette punkt kan man i nordøstlig retning forfølge et tydeligt åleje op mellem Tværå og Affaldet; med forskellige afbrydelser skal det kunne ses næsten ind til disses vinkel. I følge den tidligere (under Fljotshliden) omtalte hypotese skulde der oprindelig have været et naturligt vandskel mellem Tværå, der udgående fra Lille Tværå skulde have løbet mod vest, og Blejkså, der udgående fra åen af samme navn i Fljotshlid skulde have løbet i sydvestlig retning ad det nu udtørrede leje indtil »Bleiksármynni«, hvor Affaldet skulde have kastet sig i dens gamle leje. På adskillige andre steder i Landøerne træffer man som alt berørt spor efter fordums til dels temlig betydelige vandløb; i almindelighed kaldes de »fljót« eller »fljótsvegir« (ɔ: fljotsveje), hvad der fører tanken hen på at sætte dem i forbindelse med Markarfljot og søge deres oprindelse dér, i det man antager, at de har været tidligere forgreninger af denne urolige elv. Foruden flere sådanne (Hallgeirseyjarfljót og Krossfljót) øst for Affaldet findes en af de betydeligste vest for dette; denne, der i almindelighed benævnes »Fljotsvegr«, strækker sig i sydvestlig retning fra syd for Tværå omtrent ud for Bredebolstad oven for Berjanes forbi Fivlholt (Fíflholt), efter hvilken gård dette vandløb i al fald på en vis strækning ofte kaldes Fivlholtsfljot, ned mod søen, hvor det har sit udløb noget vestligere end Affaldet; det er at se til som en dyb bæk med høje bredder og græsskrænter og synes oprindelig at have været lejet for en betydelig strøm. Denne sidste »farvej« med flere tilhørende tager sig snarest ud som oprindelige forgreninger af Tværå.

På Fivlholt har man i følge en af Povl i Åkværn opstillet teori villet søge tingstedet for det i Nj. omtalte for Höskuld Hvidenæsgode oprettede godord. Dette er dog vistnok aldeles grundløst. På Øster-Fivlholt, hvor der endnu er tingsted (med tinghus), er intet andet, der minder om ældre tingvæsen, end tre — fire lave banker eller jordvolde i tunet, adskilte indbyrdes ved smalle mellemrum, fra 12 — 6 al. lange og et par alen høje, der kaldes »lögréttubalar« eller »lögréttugarðar«; i navnet ligger vistnok kun et minde om, at tinghuset i ældre tider (forrige årh. f. eks.) har stået her. I tunet findes et af de sædvanlige til de forrige århundreders tingsteder knyttede minder, en græstørvsdysse, hvori to tyve skal ligge.

Om Hvidenæs (Hvítanes) er vistnok ikke andet at sige, end at navnet er tabt, og man ved ikke, hvor stedet har ligget.

Øerne (eyjar), hvor Gunnar lod sine huskarle slå hø, kan ikke være andet end Landøerne, og sammenhængen viser, at de må have opholdt sig i den vestlige del af disse. Måske der den gang langs Rangåens bredder har været græsrige enge ; forandringer ved Rangåernes udløb skal have bidraget meget til at forringe græsvæksten mange steder her; andre årsager: sandfog, oversvømmelse, frost, har også gjort deres indflydelse gældende. Således anføres i A. M. angående Bergtorshvol, at medens man indtil for kort tid siden kunde holde 40 køer dér, kunde der nu kun fodres 16, og forskellen ved flere af de vestligere gårde var endnu større; ødelæggelserne dér var navnlig bevirkede ved den 30 år tidligere opståede »gljá«, i det vandet fra Rangå da gik over engene uden senere at have fundet sig noget udløb.

I Øster Landøerne, på gårdene Hallgejrsø (Hallgeirsey) og Hildesø (Hildisey), fæstede begge de brødre bo, der tilligemed deres søster Ljot besatte hele Øsvejten (Eyjasveit) ɔ: alle Landøerne, strækningen mellem Fljotet og Rangå op til Tværå. I Øster Landøerne, noget oven for disse gårde, ligger også Ossabæ (Ossabær, ældre: Vörsabær), hvor Höskuld Hvidenæsgode fæster bo med Hildegunn, efter at Njål har købt land til ham her. Den nuværende gård Ossabæ ligger omtrent 1½ mil nordøst for Bergtorshvol, øst for Affaldet; det gamle Vörsabæ lå lidt længere nede, dér er der omtrent vest for Vodmulastad en rund høj, hvorunder gården har stået; i begyndelsen af forrige århundrede lagdes denne gård øde på grund af sandfog. I Nj. (s. 57 —73) fortælles det, at Höskuld Hvidenæsgode er beskæftiget med på et indhegnet stykke jord (gerði) at så korn, da han dræbes af Njålssønnerne og Mörd Valgardssön, der har skjult sig bag gærdet her; på strækningen mellem Ossabæ og Vodmulastad lå en hjåleje Höskuldargerði, der ødelagdes 30 år før den ældre gård, og som da kun havde været 30 år bebygget. — Også her er ved betegnelsen af retningen noget besynderligt i Nj. Da Hildegunn, samme morgen drabet foregår, finder sin mand dræbt i kornmarken, kommer Mörds fårehyrde til og beretter, at Njålssønnerne — der efter drabet begav sig hjem — var dragne bort dernede fra (neðan þaðan) og havde kaldt på ham for at tillyse drabet. Hvorfor Njålssønnerne skulde gøre den omvej først at drage mod nord (neðan) er ikke let at se, hvis ikke vandløbenes daværende tilstand har foranlediget dette; og hvad Mörd Valgardssöns fårehyrde har haft at gøre i disse egne er aldeles ubegribeligt.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---