Skirners rejse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af

Olaf Hansen

1911

Skirners rejse

Freyr, Njords Søn, havde engang sat sig i Hlidskjalf og saa ud over alle Verdener. Han saa da ogsaa ind i Jotunheim, og der fik han Øje paa en fager Mø, da hun gik fra sin Faders Sal til Fruerstuen. Dette Syn gjorde ham meget tungsindig. Freyr havde i sin Tjeneste en Ungersvend, der hed Skirner. Njord bad ham gaa hen og se at faa ud af Freyr, hvad der var i Vejen. Og Skade sagde:

1.

Staa op, Skirner!

Skynd dig hen

og se at faa talt med vor Søn!

Spørg, mod hvem

den vise Ynglings

store Vrede er vendt.

Skirner:

2.

Der vanker vist onde

Ord af jer Søn,

dersom jeg taler til ham

og spørger, mod hvem

den vise Ynglings

store Vrede er vendt.

3.

Freyr, du Gudernes

Fyrste, sig -

jeg vilde saa gerne vide,

hvi du sidder alene

i de lange, lange Sale,

Herre, Dag efter Dag.

Freyr:

4.

Det nytter ikke,

Ungersvend,

at jeg siger min Kval og Kvide.

Alfestraale skinner

hver eneste Dag,

men ej paa mine Ønsker.

Skirner:

5.

Saa højt kan vel ej

dine Ønsker gaa,

at de skal holdes skjult for mig.

Vi var unge med hinanden

i ældgamle Dage -

vi to kan tro hinanden.

Freyr:

6.

I Gymers Gaarde

gik der en Mø,

og hende har jeg kær.

Armene lyste -

Land og Hav

skinned i Skæret derfra.

7.

Saa kær hun er mig

som en Kvinde aldrig

fra ældgamle Dage en Yngling.

Men af Aser og Alfer

vil ingen taale,

at vi elsker hinanden.

Skirner:

8.

Giv mig den Ganger,

der gaar gennem Trylleilds

mørke, flakkende Flammer,

og det Sværd,

der svinger sig selv,

naar der er Jætter nær.

Freyr:

9.

Den Ganger skal du faa,

der gaar gennem Trylleilds

mørke, flakkende Flammer,

og det Sværd,

der svinger sig selv,

naar Herren, der har det, er klog.

Skirner (til Hesten):

10.

Det er mørkt ude,

men vi maa afsted

over de fugtige Fjælde.

Begge naar vi hjem,

eller begge skal falde

i den mægtige Jættes Magt.

Skirner red ned til Jotunheim til Gymers Gaarde. Der var bidske Hunde. De stod bundet henne ved Leddet i det Trægærde, der omgav Gerds Sal. Paa en Høj sad der en Hyrde. Ham red Skirner hen til og hilste ham.

Skirner:

11.

Du Hyrde, som sidder

paa Højen der

og ser til alle Sider!

Hvordan naar jeg ind

til den unge Mø

for alle de Hunde her?

Hyrden:

12.

Er din Død nær?

Er du død allerede?

*

Du faar aldrig talt

et eneste Ord

med Gymers gode Mø.

Skirner:

13.

Den, der vil frem,

gør daarligt i

at sinke sig med Klynken.

Mit Livs Ende

er alt bestemt -

jeg kan leve længe endnu.

Gerd:

14.

Lyt! Hvad er det

for en Larm, som trænger

helt herind i vort Hus?

Jorden ryster -

det runger igen

fra alle Gymers Gaarde.

En Terne:

15.

Der stod en af

herudenfor,

hans Hest gaar og græsser.

*

Gerd:

16.

Luk da op!

Byd ham ind og sæt

sød Mjød frem for ham.

Jeg frygter dog,

den fremmede Svend

skal være min Brors Bane.

(til Skirner:)

17.

Hvilken Alf

eller Asasøn

eller vis Van kan du være?

Hvorfor kom du ene

over Ildhavet

hid for at se vort Hus?

Skirner:

18.

Jeg er ingen Alf

eller Asasøn,

ej heller en vis Van.

Dog kom jeg ene

over Ildhavet

hid for at se jert Hus.

19.

Her er elleve

Æbler af pureste

Guld, som jeg giver dig, Gerd,

for at vinde din Hu,

saa du vidner, du elsker

Freyr som ingen anden.

Gerd:

20.

De elleve Æbler

faar mig aldrig til

at være en Mand til Vilje.

Han og jeg

skal ej heller bo sammen,

saalænge vi begge lever.

Skirner:

21.

Saa byder jeg dig Ringen,

som blev brændt hin Gang

med Odins unge Søn.

Der drypper af den

otte af samme

Vægt hver niende Nat.

Gerd:

22.

Jeg vil ingen Ring,

blev end den brændt

med Odins unge Søn.

Der mangler ej Guld

i Gymers Gaarde,

og jeg faar, hvad jeg vil, af min Far.

Skirner:

23.

Se, Mø, det Sværd,

svajt og runet,

som jeg holder her i min Haand.

Jeg hugger dit Hoved

fra Halsbenet,

hvis du ikke falder til Føje.

Gerd:

24.

Den er ej til,

der kan tvinge mig

til at være en Mand til Vilje.

Men jeg tror, hvis Gymer

træffer dig her,

kan det ikke gaa af uden Kamp.

Skirner:

25.

Se, Mø, det Sværd,

svajt og runet,

som jeg holder her i min Haand!

Disse Ægge

dræber den gamle

Jætte, fælder din Far.

26.

Med en Tryllevaand

skal jeg tæmme dig,

Mø, saa du føjer mig.

Du skal henleve

dit Liv, hvor Menneskens

Sønner aldrig ser dig.

27.

Paa Ørnens Tue

skal du tidligt ved Gry

sidde og se fra Verden

og sky Mad

mere end Mennesker

skyr en skinnende Snog.

28.

Gaar du ud, skal undrende

Øjne følge dig,

Hrimner stirrer stift.

Videre end Gudernes

Vogter skal du kendes

og gabe gennem et Gitter.

29.

Vrede, Foragt,

Væmmelse, Tvang

skal øge din Graad og Gru.

Sæt dig ned!

jeg vil sige dig

den saareste Sorg, du skal lide.

30.

Troldpak skal pine dig

hver Time paa Dagen,

Gerd, i Jætternes Gaarde.

Hen til en Hrimturs'

Hal skal du daglig

vakle viljeløs.

31.

Hos Tursen skal du leve

din Livsens Tid,

anden Mand faar du ej.

Du skal være som Tidslen,

der visner, klemt

øverst oppe paa Stænget.

32.

Til Skoven jeg gik,

til et skydende Træ

for at faa en Trylleten.

*

en Trylleten jeg fik.

33.

Vred er dig Odin

og Asernes bedste,

du faar en Fjende i Freyr,

du onde, onde Mø,

der har opægget

Gudernes værste Vrede.

34.

Hør mig, Jætter!

Hør, Hrimturser!

Suttungs Sønner, hør,

hvordan jeg forbyder,

ved dette forbyder

Møen at frydes hos Mænd.

35.

Hrimgrimner hedder

den Husbond, du skal faa

nedenfor Liglaagen.

Trælle skal komme

til Træets Rod

og give dig Gedevand.

36.

Jeg rister dig Turs

og tre Stave,

Vellyst, Vanvid, Vaande. -

Jeg rister dem af,

som jeg risted dem paa,

bliver der Brug derfor.

Gerd:

37.

Nej! Velkommen hid!

Tag her en Glarkalk

fuld af god, gammel Mjød!

Men aldrig er det faldet

mig ind, jeg skulde

vindes af en Vans Søn.

Skirner:

38.

Hel Besked

vil jeg høre af dig,

førend jeg rider herfra.

Naar og hvor

skal Njords kraftige

Søns Savn stilles?

Gerd:

39.

Barre hedder,

som vi begge ved,

en sollunet Lund.

Om ni Nætter

kan Njords Søn

gaa til Gerd der.

Saa red Skirner hjem. Freyr stod ude, hilste ham og spurgte, hvordan det var gaaet.

Freyr:

40.

Sig mig, Skirner,

før du sadler af

og blot gaar et Fjed frem:

Har du opnaaet noget

nede hos Jætten?

Bliver du og jeg hjulpne?

Skirner:

41.

Barre hedder,

som vi begge ved,

en sollunet Lund.

Og, Njords Søn,

om ni Nætter

kan du gaa til Gerd der.

Freyr:

42.

Lang er een Nat,

længere to,

tre faar aldrig Ende.

Ofte var en Maaned

mindre end en halv

Nat i et saadant Savn.

Anmærkninger:

Vers 4:4. Alfestraale d.e. Solen.
Vers 16:6. Gerds Broder er sandsynligvis Bele (Vølvens Spaadom Vers 37). Hans Banemand altsaa Freyr.
Vers 21:1,2. Ringen hed Draupner (”den dryppende”).
Vers 28:3. Hrimner (”Rimkæmpen”) en Jætte.
Vers 33. Verset betegnes af Finnur Jónsson som uægte.
Vers 33:2. Asernes bedste d e. Tor.
Vers 35:1. Hrimgrimner (”den med Rim bedækkende”), en Jætte.
Vers 36:1. Turs er T-Runen (der altsaa foruden sin Bogstavværdi har haft en magisk Værdi).