Lausavísur (Kormak Ogmundsson)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Oversættelse:
Olaf Hansen
(1923)

Kormak Ogmundsson

Lausavísur

1.

Møen har en funke

kastet i mit bryst;

denne fod har vakt mig

elskovs søde lyst.

Disse slørgudindens

smalle fødder ville

vorde, det jeg frygter,

snare for mit snilde.

 

2.

Begge møens kinders

klare lys, hvormed

elskov tændes, brænde

ved det fældte ved;

og ved dørens tærskel

- aldrig denne lue

slukkes - jeg den rankes

ankler fik at skue.

 

3.

Under brynets klare

himmelvang udgik

som en skyløs måne

møens falkeblik:

disse stråler vil

Ringes Hlin den bolde

og mig selv utrolig

sorg og kummer volde.

 

4.

Bort fra mig har møen

ikke øjet vendt;

næppe selv han kender,

smerten hun har tændt:

véd ej selv, hvorlunde

mig hun har forvirret,

da hen under Hagbards

hals hun på mig stirred.

 

5.

Én, men kun en liden

lyde fandt hos mig

møen, der jo smiler

selv så elskelig:

håret, kvad den hulde,

- kvindekøn forsanden

skulle jeg vel kende -

krøllet er i panden.

 

6.

Svarte øjne har jeg,

når i mandeleg

fro jeg møder,

tykkes måske altfor bleg:

dog, o kvinde, stundom

hørte mø min tale,

og for fager gjaldt jeg

da i kvindesale.

 

7.

Dette Nannas milde

øje, der så skært

tindrer i sit gemme,

er trehundred værdt:

disse bløde lokker,

Freyas gyldne snarer,

mere end fem hundred

agted’ jeg i varer.

 

8.

Møen ej opvejer

Islands klippebryst,

Hunelands og Danmarks

fiskerige kyst;

hvad er Englands skove,

hvad er Irlands søer

mod den sol, som over-

stråler alle møer?

 

9.

Tag letfodet hoppe,

giv den tøjlen slap,

lad min ganger rende

over heden rap!

Jeg vil her mig heller

fryde ved Stengerdes

fagre ord, end efter

brune beder færdes.

 

10. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kvinden kom og gav mig efter at jeg havde tvættet mig, en redekam; jeg husker, at jeg havde det godt; dog var jeg den kvinde kun lidet bekendt; jeg glemmer ikke at elske hende.]

 

11.

Søde flomme Øgmunds søn

såre vil behage.

 

12.

Hvad skal du om maden

tale, dumme gæk:

Tror du, jeg vil tåle,

Narfe, kådhed fræk?

 

13. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Koens føder spurgte næsvis, hvad jeg syntes om ’kedelorme’, - jeg synes han er hjemme rødøjet (på grund af køkkenarbejde), - men jeg ved, at den sodede tølper, den smudsige filts ridder, som har gødet markerne, blev behandlet som en tævehund.]

 

14.

Ind jeg kom at søge

møen; end der står

ej i Hrungners ædle

fodblad noget skår;

skjoldet mod jeg vender

hvem der vil mig møde,

skal i Odins uvejr

for mit værge bløde.

 

15.

Bort fra salen gik hun;

i den hele gård

jeg med længsel spejder

efter hulde mår:

overalt mit øje

stirrer, for at finde

målet for min tanke

og min sjæls veninde.

 

16.

Inde mine fjender

sidder; deres sværd

hvæsser de; men mine

baner er ej der:

vil de to på marken

mod mig ene stride,

det er kun som lam, der

glubske ulv vil bide.

 

17.

Mænd i baghold sidder,

men de ej formår

mig at kunne genne

fra min sjæls attrå;

thi jo større avind

mod vort fund de bærer

desto mer jeg elske

vil min hjertenskære.

 

18.

Mænd i baghold sidder,

og med øglefærd

tror de mig at genne

fra min hjertenskær;

men før skal slanger

klyngevis mig true

førend jeg aflader

dig, min sol, at skue.

 

19.

Hvem mon du i verden

- lyse liljevand,

hvisk mig dine tanker -

vælge vil til mand?

 

20.

Se til, at din hest du kan holde,

uden at tabe dit skjold,

inden du ved det, skal nødden

hilse dit øre, du knold.

Kom aldrig mer at fortælle

- skal det dig ellers gå vel -

nogen om gilder, om syv end

holdes om dagen, du træl!

 

21.

Bort har Berse ført min brud

som mig først var lovet;

derfor nu det visselig

gælde må hans hoved.

Før da hun mig elsked’ - nu

hun af sorger slagen -

kyste jeg den smækre mø

fast hver stund på dagen.

 

22.

Nu, jeg Gautes pile

kaste må om kvinden,

og dem lade flyve

som en fjer for vinden.

 

22b.

Drøpners duglys blive

dyre nu at eje,

skal for øre trende

Thorveigs skib vi leje.

 

23.

Så farvel, da hulde

brud, jeg på dig léd,

men du gik, og skuffet

har min kærlighed.

Skibet har mig gækket,

men i morgenstunden

ravn skal mættes. Du skal

atter vorde funden.

 

24.

Lyse brud, du klager

at jeg svigtet har

mødet, men jeg sprængte

hesten, som mig bar.

Hellere måtte alle

heste gå til grunde,

end jeg skulle se dig

hen mod graven stunde.

 

25. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har skullet bringe dig, Skegge, dit ægbrustne sværd - våbnet bed ikke -; til visse blev sejren deres; men jeg var ikke skyldig i den gang (det udfald), jeg havde til at kæmpe for møen; sejr blev der ikke (mig) forundt i kampen.]

 

26. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har gået på holm for at kæmpe med Berse, kvinde; jeg ventede mig fordel deraf; men Skegges navnkundige, drabsæggende sværd brast i hånden på mig; det har mistet mange gode egenskaber.]

 

27. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Det var ikke et sværd med usvigelig æg, Skegge bragte mig til kampen, der er ingen bøjelig kraft i sværdet; (dog) bed Sköfnung Hviting itu nedenfor hjaltet; jeg har brudt et helt skår i det (nu) skårede sværd.]

 

28. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Mit sværd opnåede ikke meget i kampen, da jeg huggede det; sværdet svigtede i kampen; sværdet klang hæslig, da det mod sin vilje måtte gå ud af sin skede.]

 

29. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kvinde, i to morgner er jeg gået til et aftalt møde; nu er jeg berøvet hendes gunst; jeg antager, kvinde, at jeg vil sidde hjemme den tredje; jeg er optagen af hende.]

 

30. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Dadl mig ikke, kriger, fordi jeg var sen til at bringe dig sværdet; jeg fremfører mit vers for dig; man kan ikke modstå menneskenes skæbne, Skegge; dit sværd har været i kamp under heden.]

 

31. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg syntes jeg holdt mit blodgriske sværd (kraftig) frem i kampen, kriger, men det kunne ikke gabe med sin drabsmund mod manden; jeg tænker på hende, kvinden.]

 

32.

Aldrig, guldlads blomme,

det jeg fatte kan,

hvorfor du blev givet

til en tindræts mand:

altid, Silke-Nanna,

det mit sind oprører,

at din fader fæsted

dig så blød en fører.

 

33.

Nej, formén mig ikke;

liljevand så hvid!

(kløgt jeg har) at smede

Skidingernes nid

Nide vil jeg manden,

så at stene flyde;

nu vist Eysteins sønner

lykke slet vil nyde.

 

34.

Tåle må jeg tabet,

ej min bod er blid:

højt på skibets toppe

ligger rimen hvid.

Gid dog han, som nu er,

ak, den huldes herre,

havde det ej bedre

eller endnu værre!

 

35.

Lidet jeg, når kongen

samler hær mod hær,

frygter døden; hæder

mer end guld er værd;

og min tanke svæver,

hen i fjerne Norden;

sjælesot er mig kun

Thorkels datter vorden.

 

36.

Ni mod to er mange;

dog vi sejr vandt,

og bag deres skjolde

visse død de fandt;

medens hun, hvis ynde

aldrig jeg kan glemme,

sidder spag og syer

på sin guldsøm hjemme.

 

37.

Voven bruser, bratte

klippevæg den slår;

og ved øers strande

høje brænding går:

så hver gang jeg slumrer

søvnløst sindet vanker;

vågner jeg så vågner

hun i mine tanker.

 

38.

Tintén sidder rolig,

han er aldrig der,

hvor om mod det gælder

i en farlig færd.

I Solundarsundet

råen for os knækker,

som når træl på toften

fyrrespånen flækker.

 

39.

Tintén lidet kender

til en oprørt sø;

pløjed’ aldrig havet

for en vennemø.

Medens styrtesøer

over dækket ile,

kan han lunt i kvindens

runde arme hvile.

 

40.

Kun et brædt os skiller;

skæbnen råde må,

hvem har kunnet tænke,

så det ville gå,

var ej Skofnung skåret,

angerløst, du hulde!

vi på samme leje

begge hvile skulle.

 

41.

Lad os, væne kvinde!

mørke nætter fem

hvile her i huset,

fro i alle dem;

og hver nat, mens ravnen

flagrer vildt i tågen,

mine stille tanker

vil mig holde vågen.

 

42.

Før skal stenen svømme,

let som korn, på vand;

før skal jorden synke

med sin klippestrand;

før skal fjeldes vandring

havets dyr forfærde:

førend kvinde fødes

yndig som Stengerde.

 

43.

Tit i mine drømme

så jeg det så klart,

har jeg mig ej dåret

altfor åbenbart:

at engang omsider

dine arme skulle

- o var den tid kommen! -

favne mig, du hulde,

 

44.

Kvinde i den årle

morgenstund jeg bød

- dette var en uhelds,

dag - guldringen rød;

og den blide kvinde,

- hvem kan sligt udholde? -

bød mig med min guldring

gå til alle trolde.

 

45.

Sent fra Fljot han kommer,

havets nabo fejg,

han som mig udæsked’

til en våbenleg.

Meget guldets ejer

mangler. Han må være

havgal, og i brystet

kun en lerklump bære.

 

46.

Ej skal, thi for hende

Nu jeg æsket er,

mig til tavshed bringe

hine niddinger.

De mit kvad skal spørge,

skælve for mit snille,

til de lumskeligen

mig ved livet skille.

 

47. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg gav penge til at krigeren ikke skulle overvinde mig på holmen; kvinden slagtede (noget) disse to gange; det er nok blod af to gæsses blod; byd aldrig digteren, som er i stand til at udføre handlingen at digte, sligt.]

 

48. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: I høj grad har troldene forhekset denne kvinde, ingen skulle uforstyrret tro på en andens kone; jeg venter, at den hæse vølve ikke volder ulykke, når jeg går til den kamp? hvorfor beskylde hende derfor?]

 

49.

Atter står jeg rustet,

hulde liljevånd!

og på holmen svinger

sværd for dig i hånd;

tvende sinde har jeg

kæmpet dig til ære;

derfor må jeg dobbelt

nær din hyldest være.

 

50.

Hid til holmen gik jeg,

fro til våbenklang;

kald mig ej, o kvinde!

did den tredie gang!

Skændigt har de al min

kæmpelyst bedøvet,

og ved tryllekunster

sværdets æg mig sløvet.

 

51.

Mødig må jeg svale

mig med kappens flig;

megen møde, kvinde,

har du voldet mig.

Følg mig! Lad ham ruge

på sit guld derhjemme!

Megen sorg, Stengerde,

har jeg end at glemme.

 

52.

Næppe hjem med nødet

kommer I, før hun,

som mig fordum elsked’

i den samme stund

spørge vil: hvor er den

skære ring nu henne?

Fik han den, hin skjald,

den svarteste blandt svende?

 

53. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Krigeren lod et rustent sværd svinge over mig; lad ham rase som den elendige han er - jeg digter en vise -, til visse truede mig ikke nogen fare af den kamp; det anfald af spåkvindens mand blev til spot (for ham).]

 

54. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den gamle lede heks sløvede sværdet for mig i kampen; (derfor) lader jeg nu bagefter niddet bide krigeren; sværdet duede ikke, da jeg havde i sinde at angribe ham; den modløse usling fik i samme grad svagere hug, skønt de var ført med fuld kraft (fra min side).]

 

55.

Ringe jeg måtte bøde,

to af bedste slag,

røden guld til gengæld

for et favnetag;

aldrig end jeg hørte

- dyr er glæden - tvende

kys så meget kosted’

mænd og ungersvende.

 

56.

Vise vil jeg smede,

før vi går om bord,

og den fagre kvinde

sende afskedsord:

alle vil de hende,

livets lyse blomme,

som så tro jeg elsker,

vist for øre komme.

 

57.

Han, som med den fagre

viv mig fór forbi,

fik i hovedstjørnen

slag af rorets ski.

Vidløs Eysteins arving

nu i stavnen ligger.

Vagt dig, o Stengerde!

Styr ej så usikker!

 

58.

Dristigt ungersvenden

spændet fra mig stjal,

medens jeg med kvinden

drak i munter hal.

Vig har herligt skæfte,

stene kan den splitte

men jeg traf ej manden,

kun i mossets midte!

 

59.

Havets lede slanger

snarer om mig slog,

da vi mod den frække

vikingskare drog.

Nær jeg selv var vandret

did til Odins skare,

da jeg frelste kvinden

fra den store fare.

 

60.

Far da med din husbond!

Vend til ham din hu!

Mellem mænd at

vælge lidet mægter du.

Fejg, når fare møder,

han sig sammen krymper:

ringere du agter

mig, end denne stymper.

 

61.

Det var ej som dengang,

da jeg hjerteglad

favn mod favn i lyfting

med Stengerde sad.

Hvis ej Skrymer havde

svigtet, da det gjaldt,

skulle jeg nu drukket

øl med Odins helte.

 

62.

Højberømt for herligst

øde det mig gjaldt,

når engang for sværdet

uden sot jeg faldt.

Lad os onde vætter,

sky! De tit besnæred’

mandens sind, og bitter

hel-nød ham beskæred’.

 

63.

Ej, håndfagre kone!

så jeg her din mand,

da med blod vi rødned’

sværd på Irlands strand.

Da om mine kinder

nøgne klinger suste,

ørnen skreg, og hede

strøm for ravnen bruste.

 

64.

Djærve svende fulgte

mig; på sværdets hug

randt af dybe vunder

sårets røde dug.

Fægte kunne helte

med de brede sværde;

dog må jeg nu strådød

lide, o Stengerde!

 

65. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: (Sammenhængen umulig at bestemme): ti min venindes...gavmild - Torkel du ville.]

Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."