Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 4.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Fjerde Sang
Gothe-Helten Bjovulvs Landgang

Halvdans Søn i Hu saa mod,

Det var al Hans Klage,

Mægted ei at raade Bod

Paa den Landeplage;

Tiden kom, og Tiden gik,

Immer vared Sorgen,

Nattero for Trolden fik

Aldrig man i Borgen.

Stille stod Forstanden her

I den Vises Pande,

Thi uhørt var slig Ufærd

Vidt og bredt om Lande.

 

Rygtet om de bange Kaar,

Grueligt at høre,

Kom i Gothe-Kongens Gaard

Nu en Helt for Øre,

Rundet op af ædel Rod,

Voxet og derefter,

Eiende med Løvemod

Meer end Bjørnekræfter,

Det var Gothe-Helten bold,

Ei saa snart han hørte

Rygtet om den arge Trold,

Før han Tungen rørte,

Sagde: „Over Svane-Vang

Danmark vil jeg giæste;

Reder ud til Bølgegang

Snekken paa det Bedste!

Kongen med det gode Lov,

Hører jeg, har Mænd behov;

Dem man han ei savne.”

Det var Gothlands vise Mænd,

Falkesyn de aatte,

Ei fra Reisen deres Ven

Med et Ord de raadte,

De ham bød et godt Farvel:

„Far i Hast, og far med Held!

Varslerne er gode.”

Mellem Folk med Staal i Hu,

Karle udaf Vælgten,

Følgesvende femten nu

Kaared Gothe-Helten.

Snekken ud til Odden foer

Langs med Gothe-Landet,

Havde gierne Lods ombord,

Som var klog paa Vandet,

Kom til Klinten ei saa snart

Skvulpende paa Bølge,

Før den laded i en Fart

Helten og Hans Følge;

Skiønne Sager kom i Stavn

Med de Kæmper ranke,

Snekken tog med dem i Favn

Rustninger fuld blanke.

 

Skyndelig den Kæmpetrop

Gav nu los sit Fæste,

Lystede med Seil i Top

Fremmed Land at giæste;

Rask det kuled, Bølgen høi

Skummed over Stavnen,

Som en Fugl i Luften fløi

Snekken ud af Havnen,

Ud af Havn og over Strand,

Til man saae for Øie

Anden Dag i Dane-Land

Bjerg og brune Høie.

 

Endt nu var for denne Gang

Reisen over Bølge,

Brat i Land fra Borde sprang

Helten med sit Følge;

Skyndte sig da og dernæst

Snekken at fortøie,

Rysted, som de kunde bedst,

Klingre Pandsertrøie;

Glemte ikke Himlens Drot

Høit med Tak at love,

Fordi Kiølen gleed saa godt

Over salten Vove.

 

Stik det var i Dane-Land:

Inden Port og Volde

Sad en Kystbefalingsmand,

Strandvagt god at holde;

Som en Smed han passed paa,

Stod i Høielofte,

Og da Skjoldene han saae

Blinke over Toste,

Frem i Rustning ogsaa der

Raske Kæmper stride, —

Hvem der gik Hans Borg saa nær,

Det gad han nok vide.

 

Flux sig smeed da paa sin Hest

Søborg-Høvedsmanden,

Traved, som han kunde bedst,

Kom og snart til Stranden,

Svang med Klem sin Marskalkstav,

Talede og sagde:

„Hveden I kom over Hav,

Som til Lands nu lagde,

Hvad I Karle tænker paa,

Som lod Kiølen glide

Til os over Bølgen blaa,

Det gad jeg nok vide;

Thi, det være eder sagt,

Jeg, og ingen Kryster,

Sattes til at holde Vagt

Her paa Danmarks Kyster;

Vikinger, mens jeg er til

Og det kan afværge,

Her ei komme maae paa Spil,

Havne eller hærge.

Vel ei viser Eders Færd

Mindste Tegn til Feide,

Skiøndt I landede med Sværd

Uden Lov og Leide,

Saa jeg haabe vil, I gik

Buus paa Danmarks Rige,

Kun fordi I Landsens Skik

Kiendte ei saa lige.

Som jeg seer, ihvor det gaaer,

Mellem Kæmper strage

Kneisende en Høvding staaer,

Spørger om sin Mage,

Er en Helt saa klar og kiæk,

Det tør jeg nok vove,

Hvis Hans Blik og Ansigtstræk

Holde, hvad de love.

Dog, for længer op i Land

Gangen I fortsætte,

Jeg om eders Byrd og Stand

Man mig underrette.

Svarer mig, I Sømænd! da

Brat nu paa min Tale:

Hveden kom I langveis fra

Over Bølger svale?”

Frem nu stod den Høvedsmand

For sin Kæmpeskare,

Holdt ei Tunge meer for Tand,

Hørtes saa at svare:

„Gother vi, med gode Kaar,

Kæmper monne være,

Tjenende i Kongens Gaard

Higelak med Ære.

Jeg mig ved min Byrd og Stand

Skammer ingenlunde,

Thi min Fader trindt om Land

Var i Folkemunde;

Gubben nu er sovet hen,

Gik til bedre Egne,

Men dog mindes vise Mænd

Eggthjov allevegne.

 

Over Hav med Vennehu

Kom vi for det Bedste,

Agte derfor ogsaa nu

Halvdans Søn at giæste;

Modent Ærinde vi har,

Det er ei at dølge,

Hvis ei Tant for Sandt os bar

Rygtet over Bølge.

Siig os derfor, Skjoldung-Vagt,

Hvad du vel maa vide:

Er det sandt, hvad os er sagt

Om din Herres Kvide:

At til Hans og Daners Kval

I de sorte Nætter

Raser i Hans Kongesal

En af Mørkets Vætter,

Er Drabanterne for stærk,

Tager Folk af Dage,

Øver Vold og Nidingsværk

Uden Maal og Mage?

 

Er det saa, da vil og kan

Halvdans Søn jeg lære,

Som Uhyrets Overmand

Seier at hjembære;

Ja, er Mulighed deri,

Jeg det saa vil mage,

At det være skal forbi

Med den Landeplage;

Thi kan ikke ved min Daad

Han sin Harm forvinde,

Sige tør jeg, intet Raad

Mod den er at finde,

Da, saa længe Skjoldung-Borg

Skinner over Tue,

Dannemænd med Hjertesorg

Pines maae og grue.”

 

Kiækt nu svared fra sin Hest

Kystbefalingsmanden:

„Varetægt man holder bedst

Med Forstand i Panden;

Thi sin Haand og Mund man vel

Tage maa ivare,

Giøre saa paa Folk Forskiel,

Som man kan forsvare,

Eftersom jeg hører nu,

Har I Godt i Sinde,

Kommer hid med Vennehu,

Skjoldungen at finde;

Ganger da kun op i Land,

Kæmper, som I ere!

Selv jeg ride vil foran

Og Veiviser være.

Eders Skib med høien Stavn,

blankt og nylig beget,

Ligge skal saa trygt i Havn,

Som det var mit eget,

Indtil atter over Strand

Det skal eder bære,

Føre hjem til Væder-Land

Høvdingen med Ære.

Ja, gid lykkelig han maa

Kæmpedysten overstaae,

Helteværket øve!”

 

Bred og buget under Land

Snekken laae for Anker,

Spottende det smulle Vand

Med de stærke Planker.

Trynehjelmen, kunstig gjort

Og i Luer hærdet,

Hovedvagt ved Livets Port

Holdt end uforfærdet;

Tankerne hos Alle vidt

Vanked efter Evne,

Med Hinanden holdt dog Skridt

Gother paa det Jævne.

Brat nu stod for deres Blik

Borgen med Guldtinde,

Brat og paa den Syn de fik,

Der var Hrodgar inde.

Mage til den Borg i Glands

Seent man fik at skue,

Straaler fra den gik i Dands

Under Himmelbue.

 

Vogteren nu kort og godt

Lærte Gother bolde,

Først til Borg og saa til Drot

Adgang at erholde.

Derpaa dreiede sin Hest

Kystbefalingsmanden,

Sagde: „Nu mig huer bedst

Veien ned til Stranden;

Jeg Alfader da i Vold

Eder vil befale,

Skiærme eder vel Hans Skjold

i de høie Sale!

Jeg mod hver en Fiendemagt

Dag og Nat skal holde Vagt

Ved de danske Strømme.”