Thor af Havsgård

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Tor af Havsgård

Gudmund Schütte:
Hjemligt hedenskab,
København, 1919

Thor af Havsgård

1. Det var Thor af Havsgård,

rider over de grønne Enge;

tabte han sin Hammer af Guld,

og borte var den så længe.

- Thor han tæmmer Fole sin i Tømme.

 

2. Det var Thor af Havsgård,

han taler til Broder sin:

“Du skalt fare til Nørrefjæld

og lyse efter Hammer min.”

 

3. Det var Lokke Lejemand,

satte sig i Fjederham:

så fløj han til Nørrefjæld

alt over det salte Vand.

 

4. Midt udi den Borgegård

der axler han sit Skind,

så ganger han i Stuen

alt for den Tossegreve ind.

 

5. “Du vær velkommen, liden Lokke!

du vær velkommen her!

hvor stander Huen i Havsgård?

og hvor stande Landen dér?”

 

6. “Vel stander Huen i Havsgård,

og vel stande Landen dér;

men Thor han haver sin Hammer mist,

fordi er jeg kommen her.”

 

7. “Ikke fanger Thor sin Hammer igen

for Guld eller gode Ord:

femten Favne og fyrretyve

der ligger han graven i Jord.

 

8. Ikke fanger Thor sin Hammer igen,

det måt du lide på,

førend jeg får Jomfru Frøjeborg

med alt det Guld, hun å.”

9. Det var Lokke Lejemand,

satte sig i Fjederham:

så fløj han tilbage igen

alt over det salte Vand.

 

10. Midt udi den Borgegård

der axler han sit Skind,

så ganger han i Stuen

for Thor sin Broder ind.

 

11. “Ikke kan du din Hammer igen

af Tossegreven få,

med mindre vi give hannem Frøjeborg

med alt det Guld, hun å.”

 

12. Det var Jomfru Frøjeborg,

hun blev i Sind så vred;

Blodet af hver en Finger sprang

og randt på Jorden ned.

 

13. Mælte det den stolte Jomfru,

hun op fra Bænken sprang:

“Ret aldrig tager jeg til Mand

den Trold så led og lang.”

 

14. “Hør du, kære Søster min!

du vær nu ikke så bråd!

hvor meget røde Guld giver du mig,

om jeg finder bedre Råd?

 

15. Tage vi Thor, vor gamle Broder,

så vel vi børste hans Hår,

føre vi hannem til Nørrefjæld

alt for så væn en Mår!”

 

16. Det var Thor af Havsgård,

lader Brudeklæder skære;

og det var Lokke Lejemand,

skulde Brudeterne være.

 

17. Førte de den unge Brud

alt i den Bryllupsgård;

det vil jeg for Sanden sige,

der var Guld ej for Legeme spart.

 

18. Så toge de den unge Brud,

satte hende på Brudebænk;

frem da gik den Tossegreve,

han bar for hende Skænk.

 

19. En Oxekrop så åd hun op,

vel tredve Svineflykke,

syv hundred Brød hendes Måltid var,

så lysted Bruden at drikke.

 

20. En Oxekrop så åd hun op,

vel tredive Svineflykke;

tolv Tønder Øl så drak hun ud,

før hun kunde Tørsten slykke.

 

21. Tossegreven på Gulvet gik,

han mon sig så ilde kære:

“Hveden er så, den unge Brud

hun vil så meget tære?”

 

22. Svared det liden Lokke,

han smiler under Skarlagenskind:

“I otte Dage fik hun ikke Mad,

så haver hun stundet til din.”

 

23. Det var gamle Tossegreve,

han glædtes ved de Ord:

“Bærer nu ind den Hammer af Guld!

bærer ham for Brudebord!”

 

24. Otte vare de Kæmper,

bare Hammeren ind på Træ ;

det vil jeg for Sanden sige,

de lagde’n over Brudens Knæ.

 

25. Det var da den unge Brud,

tog Hammeren i sin Hånd:

og det vil jeg for Sanden sige,

hun slynged ham som en Vånd.

 

26. Slog hun den Tossegreve ihjel,

den Trold så led og lang;

så vog hun alle de andre små Trolde,

at Retten måtte have sin Gang.

 

27. Det var Thor af Havsgård,

holdt med de Trolde godt Ting:

femten Trolde og fyrretyve

de lå der i en Ring.

 

28. Mælte det Lokke Lejemand,

monne sig så vel omtænke:

“Nu ville vi fare til vort eget Land,

mens Bruden er vorden Enke.”

- Thor han tæmmer Fole sin i Tømme.