Kvadet om Hymer

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Kvadet om Hymer

1.
Engang kom Valens
Guder fra Jagt;
de fik Tørst efter Øl,
mens de tæred Byttet.
De rysted Stave,
stirred i Blod:
Ægir mangled
ikke Kedler.

2.
Bjærgboen sad
saa barneglad,
ligned meget
Miskorblindes Søn.
Trodsig saa barn
Tor i Øjet:
"Gør nu et stort
Gilde for os."

3.
Jætten vred sig
vranten og mut,
grunded paa Hævn
mod Gudeskaren -
bad Sifs Husbond
hente en Keddel:
"hvori alt det
Øl kan brygges. "

4.
De herlige Aser,
hver højhellig Magt,
vidste ej,
hvor der var en saadan,
før Tyr fik trukket
Tor til Side
og hvisket Vennen
et Venneraad:

5.
"Ude Øst for
Elivaage
bor den snu Hymer,
ved Himlens Ende.
Min kække Morfar
har et Kar hjemme,
en mægtig Keddel,
en Mil dyb."

6.
Saa gik det afsted
ved Gry - fra Asgaard
kørte de, til
de kom til Egil.
Han tog sig af
de hornprude Bukke -
de gik til Hallen,
Hymer ejed.

7.
Atter saa Tyr
sin ækle Mormor,
en nihundred-
hovedet Kvind.
Men gyldensmykt
kom en smuk Viv
lysbrynet ind
med Øl til sin Søn:

8.
"Jætteætling!
Nu vil jeg sætte
jer kække to
bag Kedlerne der.
Min Far er ofte
ildesindet
og karrig mod den,
der kommer som Gæst."

9.
En rum Tid gik,
før den raa og glubske
Jættegubbe
kom hjem fra Stranden.
Saa traadte han ind -
Tapperne klirred
i hans frosne Skæg
ved hvert Skridt, han tog.

Datteren:

10.
"Hil dig, Hymer!
Vær huld og fro!
Min Søn er kommet
for at se til dig.
Vor berømte Fjende
har fulgt ham hid,
Menneskens Ven,
Veor kaldet.

11.
Se, de sidder
ved Salens Gavl,
har søgt et Skjul;
Søjlen staar for."
Og Jætten saa -
Søjlen splintred,
den tunge Bjælke
gik i to Stykker.

12.
Otte Kedler,
hvoraf kun een,
der var haardt hamret,
holdt, faldt ned.
Saa gik de frem;
den gamle Jættes
Øjne slugte
hans Slægts Fjende.

13.
Han anede alt
ondt, da han saa
Gygernes Gru
paa Gulvet der.
Saa lod han tre
Tyre fange,
sagde, man straks
skulde sætte dem paa.

14.
Hvert Høved blev hurtig
et Hoved kortere,
alle over
Ilden de kom.
Før Sengetid
havde Sifs Mand ædt
hele to af
Hymers Øksne.

15.
Da fandt den graa
Fælle af Hrungner,
Hlorrides Maaltid
blev lovlig stort.
"Skal vi faa Mad
i Morgen Aften,
maa vi først ud
og fiske noget."

16.
Veor loved,
han vilde ro med,
naar Jætten selv
hjalp ham til Agn.
"Gaa, hvis du tør,
og tag af min Hjord,
Bjærgbodræber,
hvad Dyr du vil.

17.
Fejler jeg ikke,
langer du snart
lidt Okseagn
som ingenting.
"Skyndsomt gik
Guden til Skovs,
ud, hvor en kulsort
Okse stod.

18.
Af Tyren rev
Tursernes Fælder
de to Horns
Højvange ned.

Hymer:

"Galt var det,
du gjorde før,
men dette var
dog værre endnu."

19.
Bukkenes Herre
bød den hæslige Trold
lægge bedre ud
med Bølgens Hest,
Men Jætten sagde,
han syntes ej,
det var raadeligt
at ro for langt.

20.
Kækt halede
Hymer Hvaler,
en eller to
op ad Gangen.
Men agterude
sad Odins Søn
og lavede snildt
en Snøre til.

21.
Medende sænked
Menneskens Værn,
Ormens Bane,
Oksens Hoved .
Verdens Landes
vide Bælte,
Guderne hader,
gabed derover.

22.
Drabelig trak
den dristige Tor
den edderglinsende
Orm af Dybet,
hugg saa Fenrers
fule Fælle
i Haarets hæslige
Højfjældstind.

23.
Hrøjntrolde klaged,
Klippebunden braged,
det gyste gennem
den gamle Jord.
*

24.
Saa roed de hjem,
Jætten sørged
*
tavs han sad
og trak paa Aaren;
saa drejed han om
i en anden Retning:

25.
"Vi enes vel
om Arbejdet.
*
Vælg, om du vil
bære Hvalerne hjem
eller tøjre Bølgens
Buk ved Stranden."

26.
Da gik Hlorride frem,
greb fat i Stavnen,
løfted Havhesten op
med alt Vandet,
bar med Aarer
og Øsekar
Brændingens Galt
til Gaarden op.

27.
Jætten vilde ikke
give efter endnu,
ypped trættekært
Kiv med Tor:
Han var ikke stærk,
kunde end han ro
med Kraft, men kun
hvis han knuste hans Kalk.

28.
Knap fik Hlorride
Kalken i Haand,
før han sprængte Sten-
støtterne om sig.
Han sad og slog
gennem Søjler med den.
Man bar den hel
for Hymer igen -

29.
til Odins skønne
elskede gav
et Venneraad,
som hun vidste hjalp.
"Slaa mod Hymers Hjærne!
Den er haardere
end alle Kalke,
forædt som han er."

30.
Bukkenes Herre
stod barsk halvt op,
samlede al
sin Asastyrke.
Den gamle Jættes
Hjælmstub holdt,
men den runde Kalk
revned derved.

Hymer:

31.
"Nu sidder jeg her
med min bedste Skat,
min Kalk, i Stumper
og Stykker for mig.
Som den gamle sagde:
Nu siger jeg ikke
som før: Mit Øl,
du er altfor hedt. -

32.
Tag Kedlen med,
hvis I mægter at bringe
Ølskuden
ud af Hallen.
"To Gange tog
Tyr i den,
men Kedlen stod
stadig som før.

33.
Modes Far
greb fat i Randen,
gennem Salens
Gulv han traadte,
svang Kedlen op
over sit Hoved -
om hans Hæl rasled
Ringene ned.

34.
De kom ikke langt,
før Odins Søn
saa sig om
for eneste Gang.
Fra en Stenørk i Øst
stormed en mange-
hovedet Hær
med Hymer forrest.

35.
I samme Nu
satte han Kedlen
*
svang den mordgriske
Mjølner frem.
Hver en Hrøjnets
Hval han dræbte.

36.
De kom ikke langt,
før den ene Buk,
Hlorride kørte,
laa som halvdød.
Skaglehesten
haltede stærkt.
Det var den lumske
Lokes Skyld.

37.
I véd alle
- ellers kan hver
gudekyndig
give Besked -
hvorledes Hrøjnboen
lovede ham
begge sine
Børn til Gengæld.

38.
Kraftstruttende kom han
med Kedlen, Hymer
nys havde ejet,
til Asernes Ting.
Men Guderne gaar
hver Giftslangedød
og drikker Øl
i Ægirs Hal.

---

Anmærkninger:

Vers 1:5. Man tog bl. a Varsler ved at trække Lod mellem Træstykker, hvorpaa der var anbragt Mærker.
Vers 1:7. Ægir, Havets Herre.
Vers 2:1. Bjærgboen d, e. Jætten.
Vers 2:4. Miskorblinde, en (ukendt) Jætte.
Vers 3:4,8. Ægir vil slippe udenom ved at sige, at ingen af hans Kedler er store nok – Tor maa skaffe en med tilstrækkeligt Rumfang.
Vers 4:5. Tyr, den gamle, germanske Himmelgud, i Eddaen, en Søn af Odin og Hymers Datter.
Vers 5. Derefter et lille Indskud : Tor: ”Tror du, vi kan faa den Vandkoger?” Tyr : Ja , Ven, hvis vi bruger List”
Vers 7:6. Den gyldensmykte Kvinde - Tyrs Moder,
Vers 11:7. Bjælken, en Tværbjælke, hvorpaa Kedlerne hang.
Vers 13:3. Gygernes (Jættekvindernes) Gru, Kenning for Tor.
Vers 15:2. Hrungners Fælle d.e. Hymer.
Vers 15:3. Hlorride, Tor.
Vers 17:1,4. Ordene er naturligvis ironisk ment.
Vers 18:2. Tursernes (Jætternes) Fælder, Kenning for Tor.
Vers 18:3,4. De to Horns Højvange, Kenning for Hovedet.
Vers 19:4. Bølgens Hest, Kenning for Baaden.
Vers 21:5,6. Verdens Landes vide Bælte, Kenning for Midgaardsormen.
Vers 22:5,6. Fenrers fule Fælle, Kenning for Midgaardsormen.
Vers 22:7,8. Haarets hæslige Højfjældstind, Kenning for Hovedet.
Vers 23:1. Hrøjntrolde d.e. Jætter.
Vers 23. To (sikkert uægte) Linier fortsætter: Derpaa sank den Fisk igen i Havet. - Snorre fortæller, at Hymer skar Snøren over. Men det synes, som om Digtets Forfatter har ment, at Tor dræber Midgaardsormen her.
Vers 25:7,8. Bølgens Buk d. e. Baaden. Havhesten og Brændingens Galt i næste Vers ligesaa.
Vers 31:6. Hjælmstub d.e. Hoved.
Vers 31:4,8. Den gamle er ikke Hymer, men en eller anden, hvis Ord han erindrer sig.
Vers 35:5,8. Hrøjnets Hval d.e. Jætte.
Vers 36:5. Skaglehesten d.e. Bukken. - Hvad Rolle Loke har spillet her, vides ikke. Sandsynligvis er her kun Tale om en ”Digtning” af Kvadets Forfatter.
Vers 37:4. Hrøjnboen d.e. Jætten, Egil. Børnene er Tjalfe og Røskva. – Fremstillingen her afviger ganske fra, hvad Snorre fortæller om Tjalfe og Røskva. Hos ham er det paa Færden til Utgardeloke, at Tor vinder dem.
Vers 38:6. Giftslangedød d.e. Vinter.