Myre syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myre syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Myre syssel
Mýra sýsla.
[Indbyggerantal c. 2000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Følger man Kaldedals vejens fortsættelse mod nord over den nedre del af Gejtlandet, befinder man sig snart, i det Hvitå passeres, foruden i et andet syssel også i et andet amt. Hvitåens betydning som grænseskel mellem Myre- og Borgefjords syssel er allerede tidligere nævnt, og der anførtes tillige dér, at foruden betydningen som sysselgrænse havde åen tillige en anden som grænseskel mellem Sønder- og Vesteramtet. Således har forholdet — bortset fra Stavholtsøs og Husafells særlige stilling — været siden Vestamtets oprettelse 1787; i dette år besluttedes det, at »Islands vestre fjærding« skulde have sin egen amtmand; i resolutionen er det ligefrem udsagt, at det ny oprettede Vesteramt i udstrækning faldt sammen med landets vestre fjærding. Der er også al grund til at antage, at Hvitå længe før den tid har været anset som grænseskel mellem Islands søndre og vestre fjærding. Som fjærdingsgrænse anføres den af en hel række af forfattere fra de nærmest foregående århundreder (således Egg. Olavssön, Tord Torlakssön, Arngrim Jonssön) . Går vi længere tilbage i tiden, finder vi endnu stedse Hvitå angivet som grænseskellet mellem Syd- og Vestlandet. Ldn. behandler konsekvent Hvitå som fjærdingsgrænse, og de syd for åen boende høvdinger henregnes til Sønderlandsfjærdingen . Ja allerede en fra år 1143 stammende præstefortegnelse (som Jon Sigurdssön — Dipl. isl. I, s. 184 — 85 — mener at kunne henføre til Are frode) gør ved Hvitå — som der imidlertid ikke er lejlighed til at nævne — overgangen fra »syd« til »vest« . Der lader sig overhovedet ikke påvise nogen bestemt herfra forskellig angivelse i oldskrifterne af grænsen mellem de to fjærdinger, om man end måske kan finde en antydning af en sådan. Ikke desmindre har der dog forlængst været rejst tvivl om, hvorvidt Hvitå kunde være den oprindelige fjærdingsgrænse, og endnu må spørgsmålet siges at henstå uafgjort . Dels mangler nemlig ikke vidnesbyrd om, at benævnelsen »Borgfjordinger« modsættes »Søndlændinger« (og »Borgefjord« tages altid som en fællesbenævnelse for landet på begge sider fjorden og op fra denne) eller endog ved en enkelt lejlighed ligefrem regnes til Vestlænderne, dels, og dette er vel vigtigst, lader en fjærdingsgrænse ved Hvitå sig aldeles ikke forlige med den i fristatstiden gældende fordeling af tingene mellem de forskellige fjærdinger.

Den antydning af en fra Hvitå forskellig fjærdingsgrænse mellem Syd- og Vestlandet, nemlig Botnså, som måske kan findes i et par dokumenter fra c. 1226, er allerede fremdraget ved omtalen af Kjalarnæs tingsogn (s. 69) . I Sturl. finder man næppe noget eksempel på, at en del af Borgefjorden er bleven regnet til Sydlandet, men vel flere eksempler på, at Borgefjorden og Sønderlandet modsættes hinanden; således siger i kampen på Örlygsstad en af Gissurs folk: »Det skal Borgfjordingerne få at føle, før sol går ned, at Søndlændingerne er ikke feje.« — De afgørende indsigelser mod Hvitå som oprindelig fjærdingsgrænse må dog hentes fra en betragtning af tingforholdene. År 965, som det antages, ordnedes tingvæsenet på Island således, at landet inddeltes i fire fjærdinger, hver indeholdende tre ting, med undtagelse af Nordlandet, der havde fire. Hvert af tingene, der igen omfattede tre godord, havde sit eget tingsted. Den Vestlandet omfattende fjærding bærer sædvanlig navnet Vestfjordinge-fjærding (Vestfirðinga-fjórðúngr); i Islb. (s. 17) benævnes dog også denne ligesom Søndlændingefjærdingen efter fjærdingens mest fremtrædende befolkning og kaldes Bredfjordinge fjærdingen (Breiðfirðinga fjórðúngr). Inden for den enkelte fjærdings grænser kunde enhver sige sig i ting med hvilken gode han vilde, men kun ganske undtagelsesvis og efter særlig tilladelse på lovbjærget kunde en gode tage en tingmand i en anden fjærding. Den, der flyttede bort fra fjærdingen, ansås som udtrådt af tinglaget; kun Hrutafjorden dannede en undtagelse, her kunde man flytte tværs over jorden (der dannede grænsen mellem Nord- og Vestfjærdingen) og dog vedblive at være i samme tinglag som før. De oven omtalte ting, hvis navne enkeltvis, forekomme i de forskellige sagaer, nævnes samlede (men ved en uregelmæssighed for østlandets vedkommende indsvundne til 12) i lovbøgerne fra underkastelsestiden, Hákb. og Jónsb. De til Sydlandet hørende ting viser sig tydelig at være Rangå-, Ånæs- og Kjalarnæs-ting, Vestlandet tilkommer derimod Tværå-, Torsnæs- og Torskefjords-ting. Tingene fremtræder, som tidligere nævnt (s. 69 — 70) her med territorial betydning; Tværå ting deles udtrykkelig i Jónsb. (k. 2) i to dele, en syd og en vest for Hvitå. Det er i og for sig uforklarligt, hvorledes hele Borgefjorden skulde så kort efter fristatstiden have fået navn af »Tværå ting«, hvis ikke massen af de til dette ting hørende i fristatstiden havde været omtrent ligelig fordelte syd og vest (nord) for fjorden og Hvitå, en fordeling, som efter de nys citerede bestemmelser vilde være en umulighed. Men hertil kommer, at netop dette præg af fællesskab i tinglig henseende for hele Borgefjordens vedkommende træder os i møde fra den ældste tid af. Endnu inden tingfordelingen fik sin bestemte ordning, finder vi Tingnæs som Borgefjordens fælles (og eneste) tingsted. Nogle år efter landets inddeling i fjærdinger med et bestemt antal ting og godord i hver finder vi Borgefjordens vårtingsted vest for Hvitå (i Myre syssel), men tillige besøgt af beboerne syd for åen . Og endelig senere i en lang periode er herredets fælles tingsted, hvorefter tingsognet tager navn, Tværå ting i Stavholtsø, som den gang vistnok endnu lå vest (nord) for Hvitå, men som i al fald må have ligget inden for Vestfjærdingens sydgrænse, — ikke des mindre, som vi se, besøgt så vel af beboerne syd for åen som af dem vest for denne. At besidderen af det oprindelig til Reykholtsætten knyttede Reykholtinge godord havde del i dette ting er allerede tidligere nævnt, og vi har i Sturl. påvist eksempel herpå både for Snorre Sturlassons og Torgils skardes vedkommende. At endog samtlige Vestfjordinger ved en enkelt lejlighed benyttede Tværå ting, ses af HkH. (s. 460 — og det tilsvarende sted i Sturl.), hvor der berettes, at Vestfjordingerne tilsvor kong Håkon lydighed på Tværåting, og her regnes udtrykkelig samtlige Borgfjordinger til disse.

På grundlag af så modstridende angivelser, af hvilke næppe nogen lader sig bortforklare, er det vanskeligt at opstille en fuldt tilfredsstillende forklaring. Selv om man vilde antage, at Grg.'s bestemmelse, at tingmændene skulde bo i fjærdingen, aldrig var trængt igennem, vilde dog det uforklarlige blive tilbage, at besidderne af et af Tværå tings godord fra de ældste tider ses at have bot uden for fjærdingen. Sandsynligere vilde det derfor måske være at antage, at hele Borgefjorden virkelig oprindelig hørte til Vestfjærdingen, hvis sydgrænse altså formodenlig var Botnså, men at temlig tidlig som en provinciel ejendommelighed, snarest hos befolkningen omkring Bredefjord (t. eks. Are frode, fra hvem måske alle angivelserne af Hvitå som fjærdingsgrænse kan siges at stamme) en opfattelse gjorde sig gældende, hvorefter »Vestfjordinger«, og endnu mindre »Vestfjorde«, ikke kunde bruges om hele befolkningen, eller samtlige fjorde, i Vestfjærdingen, men at Vestfjordene, f eks., selv i videste forstand umulig kunde omfatte fjorden Borgefjord og hvad der lå syd for denne, og at derfra igen forestillingen om Vestlandet — måske først efter fristatstiden bestemtere »Vestfjordingefjærdingen« — regnet fra Hvitå opkom, en betragtningsmåde, der så må antages aldrig at have fået retslig gyldighed, men som efterhånden nåede at fæstne sig i den almindelige bevidsthed, ikke mindst ved dens anvendelse i Ldn.

Måske netop udtryksmåden i Sturl. (og HkH.) kan afgive et vidnesbyrd om den usikkerked og vaklen i betegnelsen, der opstod ved, at for den almindelige bevidsthed Borgefjordsherredet som helhed ikke hørte til Vestlandet, medens det dog i tinglig henseende bestandig indbefattedes under Vestfjordingefjærdingen. Først meddeles (Sturl. gl. udg. 10 þ., 20 k.) at kong Håkon i året 1258, samtidig med at udnævne Gissur Torvaldssön til jarl overdrog ham »hele Søndlændingefjærding og Nordlændingefjærding og hele Borgefjord«; her indbefattedes altså Borgefjorden ikke i Søndlændingefjærdingen, men uden på den anden side at henføres til nogen anden fjærding, hvad der dog ikke på dette sted har noget besynderligt ved sig. Den samme tilbøjelighed til særlig at nævne denne landsdel og ligesom at holde den uden for fjærdingsinddelingen kommer imidlertid oftere igen; således viser den sig meget tydelig, navnlig på et af de to steder, hvor islændernes delvise underkastelse under den norske konge 1262 omtales. Denne nævnes i Sturl. ved to forskellige lejligheder (i noget forskellig redaktion: gl. udg. 10 þ., 11 k. og 10 þ., 26 k. — på det sidste sted i det væsenlige overensstemmende med HkH. s. 459-60). På det første mindre udførlige, og mindre nøjagtige, sted siges der, at der på altinget svores skat af hele Nordlændingefjærdingen og Søndlændingefjærdingen vest for Tjorså; der blev også svoret skat af hele Vestfjordsfjærdingen. Tolv mænd svore skat fra Nordlændingefjærdingen; tolv mænd svore også skat fra Vestfjordsfjærdingen og ligeledes fra Rangæingejgærdingen og Borgefjord. Her står Borgefjord midt mellem de to fjærdinger uden bestemt at henføres til nogen af dem, nærmest er herredet vel efter teksten knyttet til Rangæinge- (ɔ: Søndlændinge-) fjærdingen. — Af det udførligere sted, hvor enkeltheder komme til omtale og de tinglige forhold berøres, ses det derimod, at »officielt« henhørte Borgefjord til Vestfjordsfjærdingen. Dér berettes det nøjagtig, hvorledes på altinget indbyggerne fra Nordlændingefjærdingen og fra Søndlændingefjærdingen vest for Tjorså svor skat, men at Vestfjordingerne derimod havde samlet sig på Tværåting. På dette ting tilsvor Vestfjordingerne kongen lydighed; først formændene og et vist antal bønder med hver af disse; et lignende antal svor og på Borgfjordingernes vegne. — Men selv her viser det sig, at en særlig nævnelse af Borgefjorden findes nødvendig, uden videre at indbefatte den under Vestlandet faldt ikke naturligt.

Føres man, som tidligere fremstillet, over Gejtlandet ind i Myre syssel, træffer man straks hinsides Hvitå syslets øverste gård Kalmanstunge (Kalmanstúnga), meget bekendt og benyttet som eneste natteherberge på den 2 — 3 dages rejse fra Grimstunge i Hunavatns syssel til Tingvold. Gården ligger på sydsiden af en hals, der fra nordøst til sydvest strækker sig langs Hvitå. Mod sydvest ender halsen i Kalmanstungefjældet (Túngufell), mod nordøst hæver sig i denne et bredt, for oven spidst tilløbende fjæld Strut (Strútr), der med Eriksjøklen til baggrund afgiver et smukt og karakteristisk skue, der danner en fremtrædende del af udsigten fra hele den omliggende egn og bidrager sit til fuldstændig at lukke kredsen af fjælde, der omgiver denne ensomme gård, fra hvis dør blikket møder alle tre jøkler med deres mørke foranliggende fjælde, kun skilte fra gården ved det smalle forbrændte Gejtlandshraun, der strækker sig helt op under tunet. Sydsiden af Kalmanstungefjældet er næsten helt op til toppen bedækket med en særdeles smuk, tæt og frodig kratskov, hist og her desværre ødelagt ved stenskred (skrider). Kalmanstunge bærer navn efter landnamsmanden, hvis landnams vigtigste del udgjorde den tunge, der begrænses af Hvitå og Nordlingafljot; om hans gravhøj, der i følge Ldn. (s. 65) skulde findes på Evitas sydlige bred, vides nu intet; og om de fleste af de ikke få stedsnavne, der i Ldn. nævnes omkring Kalmanstunge , gælder det, at nærmere oplysning vilde være særdeles ønskelig, så meget mere som ingen sognebeskrivelse for denne egn findes. — Tæt syd under Kalmanstungefjældet, straks vest for den odde, som Gejtå og den langs Kalmanstungefjældet gennem hraunet løbende Hvitå ved deres sammenløb danner, ligger en lille landstrækning »Lille Tunge« (Litla Túnga); her vises stedet for den fordums gård Bjarnastad (Bjarnastaðir) med tilhørende kirke. Ldn. (s. 65) fortæller, at Kalmans sønnesøn Bjarne havde en strid med Gejtlandsætten om Lille Tunge, men da Bjarne havde lovet at antage kristendommen, brød Hvitå sig et andet leje, så at Bjarne kom til at eje den omstridte landstrækning ; han lod sig derefter døbe, boede på Bjarnastad i Lille Tunge og lod dér bygge en kirke. Dette gamle åleje, en bueformig dalsænkning, der begrænser dette stykke land op imod Kalmanstungefjældet , ses virkelig også tydelig, med sine afslidte klippevægge og græs- og kratgrot grund; to stedsnavne i Ldn., der angiver, hvor langt ned efter Bjarnes landvinding strakte sig, kendes derimod næppe længer. I A. M., hvor fire ødehjålejer under Kalmanstunge opregnes, nævnes som den tredje af disse »Litla Túnga«, og der omtales, at spor til kirken sås her, og at menneskeben hyppig fandtes opblæste i den fordums kirkegård. Dette hænder også endnu, og endnu ser man tomter og gærdelævninger her.

Hinsides Kalmanstungehalsen med Tungefell og Strut ligger en lang vegetationsløs lavastrøm, der har sit udspring fra den nordlige del af Langjøklen, den såkaldte Balljøkel (Balljökull), hvorfra den er løbet nord og vest om Eriksjøkel og på sin videre fremtrængen mod bygden har næsten helt fyldt den smalle dal mellem Kalmanstungehals og den vestligere Fljotstungehals; Iprbi Tungefell strækker den sig helt ned til Hvitåens bred, hvor dette mørke, golde hraun danner en skarp adskillelse mellem de kratgroede hraunstrækninger nord og syd for åen. Langs med det omtalte lange flade hraun ligger den til Nordlandet førende fjæld-(eller rettere sagt hede-) vej. Efter at have fulgt denne (fra Kalmanstunge) en mils vej i nordøstlig retning, så at man er kommen omtrent i linje med nordenden af den Strut bærende hals, ser man en sti, der fører i østlig retning ind i hraunet, og kun et kort stykke behøver man at følge denne for at komme til den i mange henseender mærkelige Surtshule (Surtshellir). Allerede dens navn er påfaldende. Surt var ildjætten, der i følge den nordiske mytologi, når Ragnarok kom, skulde ødelægge verden; som dennes bolig, eller i al fald som bolig for en jætte må man altså i oldtiden have tænkt sig hulen; og virkelig finder vi i Ldn. (s. 199), at en Islænder fra Nordlandet, der en tid lang var i besøg på en af de Surtshulen nærmest liggende gårde (hos Smidkel på Torvardsstad, hvis datter han senere ægtede), begav sig op til hulen og fremsagde der en drapa, som han havde digtet »om jætten i hulen«. Denne hule er det utvivlsomt, der sigtes til i HGrk. (s. 96), hvor der fortælles om Torgejr gyrdilskegge, der selv syvende undslap af Holmverjerne, at han flygtede til Arnarvatnshede og lagde sig i en hule på Fitjar (á Fitjum), samlede mænd om sig, og var der, indtil Borgfjordingerne angreb dem, hvorpå han flygtede til endnu fjærnere egne (Strandir).

Eggert Ólafssons tegning over Surtshellir

Dette Borgfjordingernes angreb omtaler lejlighedsvis Ldn. (s. 61) som et af de foretagender, den krigerske Torve Valbrandssön stod i spidsen for. Han tilligemed et par storbønder fra de hulen nærmest liggende gårde var på Hellisfitjar (á Hellisfitjum), da 18 Hellismænd (ɔ: Hulemænd) blev dræbte der. I spidsen for disse »Hellismænd« stod mærkeligt nok netop, som Ldn. andensteds (s. 67) meddeler, to sønner af den oven nævnte Smidkel på Torvardsstad; den ene af disse, Audun Smidkelssön, er ikke blandt de atten på Hellisfitjar dræbte, men brændes ved samme lejlighed inde på Torvardsstad. Denne begivenhed, der så sparsomt og ufuldstændig omtales i oldskrifterne , er det vistnok, der omdannet til et folkesagn har bevaret sig i traditionen indtil nutiden. I følge sagnet var det 18 skoledisciple (eller studerende, hvilket sidste udtryk giver en rettere forestilling om vedkommendes alder) fra den nordlandske bispestol Holar, som på grund af en forbrydelse tog deres tilflugt til Surtshulen, hvor de i længere tid havde deres tilhold og levede af de på de omliggende heder græssende får, indtil de tilsidst ved forræderri overraskedes sovende i Vopnalág og overmandedes. Vopnalág er en lille lavning eller dalsænkning i de oven nævnte Fitjar eller Hellisfitjar, der nu sædvanlig kaldes Fugleyrar; således benævnes nemlig nogle jævne græsgroede strækninger langs bredden af Nordlingafljot, som løber umiddelbart vest for det smalle hraun. — Indgangen til Surtshulen er det ikke let at få øje på. Er man på rette vej, ser man for sig i det flade hraun en af de sædvanlige kedelformige indsænkninger; i den ene ende af denne er en bred rævne eller åbning, hvis nedadskrånende bund er bedækket med tykt ophobede, større og mindre klippestykker; dette er indgangen, og ad denne når man ned til hulens gulv. Om nogen egenlig gåen kan der kun på de færreste steder i denne være tale; Gulvet er nemlig besat med kantede (regelmæssig firkantede) stykker lavaklipper, mellem hvilke man ved hjælp af hænder og fødder må klatre og glide, så godt det lader sig gøre. I denne første del af hulen er der dog højt under loftet og tilstrækkelig lyst, man har heller ikke gjort mange skridt her, før lyset slår en i møde fra den indre del af hulen, og det viser sig, når man er kommen længere frem, at hulens loft her på en længere strækning (10—15 fv.) er aldeles indstyrtet, til bægge sider hæver sig de lodrette vægge, så det er umuligt gennem denne åbning at komme op af hulen. Det oven omtalte sagn beretter, at Hellismændene plejede at drive de røvede fåreflokke hen til randen af åbningen her og styrte fårene ned i hulen gennem denne, hvor der da stod folk rede til at tage imod de halvdøde får og fuldstændig slagte dem. Inden for denne åbning (eller gjå, som denne og de følgende af denne slags kaldes) begynder det både i historisk henseende interessanteste og mest storartede parti af hulen. Lofbet hvælver sig 20—30 al. højt, efterhånden som man kommer længere ind svagere og svagere belyst af lyset fra gjåen. En forunderlig regelmæssighed hersker her som overalt i hulen i væggenes bygning ; hraunlagene strækker sig aldeles parallelt, skilte ved fremstaaende lave striber, der hist og her kan benyttes som trappetrin, når man vil stige op til de herværende tværhuler, og som aldeles minder om et bindemiddel mellem i lag lagte masser, der har været udsat for tryk, medens det var ved at stivne. Fra den omtalte gjå kan man langs den højre væg af den jævnt skrånende hule følge en smal vandret løbende afsats og kommer da snart til den første tværhule. Straks ved indgangen til denne hersker et fuldstændigt mørke, og vil man trænge videre frem, må man være forsynet med lys eller fakler. Først møder en lille tilfrossen sø med vand over isen, hvorover man må vade; denne fylder den rundagtige indgang, fra hvilken en dybere og smallere hule strækker sig til højre; noget inde i denne, omtrent ved midten af den højre sidevæg, ses en dynge kreaturben, til dels kløvede for marvens skyld — det første, men ingenlunde det eneste vidnesbyrd om pålideligheden af beretningerne om, at denne hule har været et tilholdssted for fredløse. Benene ligger tæt inden for en del sammenstablede stenblokke, der måske kan have dannet et ildsted, skønt ingen kul er til at se hér; i øvrigt er denne sidehules gulv bedækket med vand samt halvog helfrossen is, gjennem hvilken hist og her knogler og benstumper bemærkes. — Skrås for indgangen til den nu beskrevne tvær- eller sidehule ses lidt længere inde i hovedhulen på venstre hånd to store ved en bred pille adskilte huleåbninger midt oppe i den stejle klippevæg. Denne (hovedhulens sidevæg) falder her aldeles lodret af mod gulvet; kun på et enkelt sted kan man ved at benytte et par gunstig beliggende klippeblokke nå op til den yderste af de to huleåbninger; foran disse og uden for den mellemstående pille strækker sig en smal fremstående kant, der må have gjort det særdeles let at værge adgangen til dette parti. Ved nærmere undersøgelse viser de to åbninger sig at føre ind til én og samme tværhule, hvis yderte brede del er delt ved den omtalte pille; også her trænger kun en svag lysning ind i den allerforreste del af hulen ; vil man undersøge den nøjere, må man betjæne sig af kunstigt lys. Noget inde i hulen ses nærmest væggen til venstre hånd en på tværs i hulen stående oval stenkreds, opbygget af temlig store klippeblokke, en indgang på kredsen findes lige over for huleåbningen og en anden mindre modsat denne. Det indesluttede, rum er vel omtrent 10 al. langt og bunden bedækket med fint sand eller grus, nu for største delen overtrukket med en isskorpe; den i E. O. fremsatte antagelse, hvorefter det af den ovale stenkreds indesluttede rum har været de fredløses soveplads, og at det fine sorte sand, hvormed grunden her er bedækket, har været hentet fra Nordlingafljots bredder for at benyttes som underlag for lejerne, er meget sandsynlig . Uden for stenkredsen, i hjørnet mellem denne og væggen, findes et betydeligt lag af kreaturknokler — vel 2 til 3 al. langt, et par al. bredt og et kvarter tykt — , alle marvben ere flækkede, og påfaldende er de mange store knogler her findes; det kunde have sin interesse at få afgjort af en naturkyndig, om disse skulde tilhøre okser eller heste ; i øvrigt er den forreste del af denne tværhule for største delen optaget af en af de i Surtshulen sædvanlige store dynger af sten- og klippeblokke. Længere inde er hulens gulv bedækket med en lille tilfrossen vandsamling eller sø. Hvad der mest må gøre et længere, i al fald årlangt, ophold af mennesker på dette sted usandsynligt for ikke at sige umuligt, er, foruden kølden, den store fugtighed, der hersker her, så at klangen af de fra loftet nedfaldende vanddråber idelig høres. En anden sag er det derimod, hvis de fredløse, som det synes at fremgå af Ldn., har stået i forbindelse med én af nabogårdene; i så fald kan det antages, at de i den værste tid har taget deres tilflugt hertil. I E. O. formodes vistnok med rette, at denne tværhule er den del af Surtshulen, som i Sturlunge saga kaldes »viget« ɔ: skansen; her foregik en af de mest oprørende mishandlinger af de mange, som den grundfordærvede Sturlungetid var så rig på. Sturla Sighvatssön, som dog ellers ingenlunde hørte til de værste af den tids høvdinger, førte sin frænde, Snorres uægte søn Urækja, med hvem han havde haft et forligsmøde, med sig op til Surtshulen, lod ham bringe ind i denne og op på »viget«, hvor han befalede en af sine folk at blinde og gilde ham, hvad tilsyneladende også blev udført, men som det snart viste sig kun tilsyneladende (Sturl. 1, 345). — Inden for denne tværhule begynder en meget besværlig vandring gennem det følgende parti af hovedhulen, snart over klippeblokke, snart over isflader, indtil dagslyset påny begynder at vise sig, hvorefter man kommer til den anden loftsåbning eller gjå, af samme karakter som den første, med stejle vægge, som ikke tilstede nogen opgang. — Den følgende del af hulen udgøres af et meget mørkt og trangt parti, hvor man igen for alvor får brug for sine lys eller fakler; men snævringen tiltager, så at man tilsidst kun ved at klavre eller krybe på alle fire kan skyde sig frem, og i snævringen opstår tillige et så stærkt lufttryk, at lys vanskelig bevares for at slukkes. Hvor hulen igen begynder at udvide sig, er gulvet bedækket med en tilfrossen sø, hvor vandet som sædvanlig står over isen; besøger man Surtshulen tidlig på somren, nærmer vandspejlet sig længere inde saa nær til hulens loft, at enhver videre fremtrængen ad denne vej bliver umulig ; man skimter lyset fra en tredje loftsåbning (gjå), men for at nå den må man gå hele den lange vej tilbage op af hulen, og ude i hraunet finde den omtalte tredje gjå, hvis vægge ikke er stejlere, end at man ad denne vej kan komme op af hulen og ned i denne. Den sidste del af Surtshulen, som ligger indenfor den tredje gjå, er straks fra begyndelsen bælgmørk, hulen er her snæver og langt stærkere skrånende end den foranliggende del. Det går nu bestandig ned ad, snart mellem klippeblokke, snart over små jævnere flader, oftest bedækker en isskorpe hulens bund og gør den, navnlig hvor der på grund af den stærke hældning dannes istrin eller skråninger, vanskelig at passere. I denne del af hulen findes interessante isdannelser, fra gulvet står hist og her store iskegler på flere alens højde i vejret, og langs væggene findes ligeledes uhyre istapper. Navnlig ét sted er meget karakteristisk; fra en fremstående afsats eller kant temlig højt oppe på den højre væg skyder en fuldstændig søjlerække af is sig ned mod gulvet, øverst oppe er ismassen aldeles sammenhængende, længere nede deles den i 5—6 flade søjler, der hver for sig går ned mod gulvet og forener sig med isen her; afstanden mellem hulevæggen og søjlevæggen er omtrent en alen, — at denne søjlegang, oplyst indvendig fra, for de midt i hulen stående tager sig smukt og overraskende ud, forstås let. Hulens karakter bliver herefter væsenlig den samme og frembyder bestandig de samme vanskeligheder for en videre fremtrængen; tilsidst når man en temlig højtstående varde, der næsten helt fylder den snævre hule; vardens opførelse i dens nuværende skikkelse skyldes Egg. Olavssön og Bj. Povlssön, dog fandt allerede disse rejsende ved deres besøg her spor til en sådan. Efter de oven nævnte rejsendes eksempel har senere besøgende henlagt mynter ovenpå varden; af sådanne findes nu c. 30, nogle med påtrykt segl, andre seglaftryk, på træ o. d. l., findes ligeledes henlagte her. Bag ved varden fortsættes hulen endnu et stykke, men bliver bestandig snævrere, indtil enhver videre fremtrængen umuliggøres. I E. O. angives denne hules længde til over 800 fv., højden til c. 35 fod; bredden c. 50 fod; men om en langt større udstrækning af denne går flere sagn, i følge hvilke den endog skulde strække sig tværs gennem hele Island. — Foruden denne, den berømteste af alle hulerne, indeholder dette hraun flere andre, mærkelige hver for sig både ved form og størrelse.

Da Hellismændene overraskedes i Vopnalág, siger sagnet, forsøgte de at flygte, men de fleste indhentedes og dræbtes på de efter dem benævnte steder; en af disse fredløse var Erik, efter hvem Eriksjøklen fik navn. Dette fjæld hæver sig lige over for, tilsyneladende kun i kort afstand: øverst er det bedækket med en hvælvet snehætte, under denne kommer en brat, blåsort brink, derpå stejle skrænter. Midt på en af disse sidder en lille, som en knage fremspringende, fjældknude, kaldet Eiríksgnýpa; da Erik nemlig forfulgtes, lykkedes det ham at flygte op på fjældet og svinge sig op på den nævnte fjældpynt (oven i købet med kun én fod!), hvor han var i sikkerhed for sine forfølgere.

Den omtalte til Nordlandet førende vej, der ligger langs Surtshulehraunet, fører videre mod nordøst, over en lang lav hals eller ås, Torvaldshals (Þorvaldsháls), over den fra krogen oven for Eriksjøkel og Langjøkel kommende å Nordlingafljot, og videre over hele det fra sagaerne velbekendte parti af heden, der bærer navnet Arnarvatnshede (Árnarvatnsheidi, ældre -heiðr), hvorpå vejen deler sig, så at man enten ved at holde mere i nordøst ad den længere og besværligere vej over Store Sand (Stóri Sandr) kan nå Skagefjorden, eller, ved at vælge en mere nordlig retning, over Arnarvatnshedens fortsættelse Grimstungehede (Grímstúngnaheiði) komme ned i Vatnsdalen i Hunavatns syssel. Denne som den kortere og farefriere — den kræver dog 15 timers anstrængt ridt for at tilbagelægges — vælges i almindelighed og er om somren en meget benyttet vej; og skønt navnet Grimstungehede særlig kun tilkommer den nordligste halvdel af heden, benævnes dog ofte i rejsesproget den hele strækning fra Kalmanstunge til Grimstunge (Hv.) således. — Arnarvatnsheden er ligesom de vestligere hedestrækninger, den såkaldte Tvidægra, bedækket med en utallig mængde større og mindre søer, almindelig benævnte Fiskevandene (Fiskivötn) på grund af deres rigdom på foreller; blandt disse er Arnarvatn, til hvilken skuepladsen for den fredløse Grettes ophold i denne egn i følge den almindelige mening henlægges, en af de østligste og tillige største. Vejen nord på fører tæt forbi dens sydøstlige hjørne, og herfra haves en god udsigt over søen med omgivelser. Om end mørk og trist er dog dette parti oplivende i forhold til den øvrige hede, hvis udstrakte flader består af opblæste moer (ɔ: magre, sparsomt bevoksede lyngtuestrækninger) afvekslende med små mosedrag eller lave stenede holt. Søen er omgivet af holt, der skyde en mængde små hovder og næs ud i denne, og adskillige holme findes i søen, fra hvilke fugleskrig høres. Hist og her ved bredden ses lidt grønt, en lille foss, som en af de i søen faldende åer ved sit udløb danner, bidrager også til at gøre omgivelserne livligere. Dog må et ophold året rundt i disse af regn, sne og uvejr hjemsøgte egne, der vel ligger en 1500 fod over havet, til enhver tid have været forbundet med ganske overordenlige besværligheder, om ikke have været ligefrem ugørligt. Grt. (s. 125 ffg.) fortæller om sagaens helt, at han i sin første del af sin lange fredløshedstilstand tilbragte tre år på Arnarvatnshede, her byggede han sig en skåle, »hvoraf man end ser spor« , og fik sig net og båd og levede af fiskefangst, understøttet af forskellige medhjælpere, ligeledes fredløse, der dog pønsede på ved svig at bringe ham af dage. Hvor et af disse forsøg omtales, beskrives lokaliteterne. På efterretningen om, at hans båd er ødelagt, står Grette op og går ned til søen for at svømme ud efter nettene; da Grette vil stige i land igen, agter den anden fredløse (Tore) at dræbe ham, men falder i sin egen snare. Der gik nemlig et næs frem i søen, og en vig skar sig ind på den ene side af dette; i det Tore vil hugge til Grette, lader denne sig falde baglængs ud i søen, svømmer under vandet omkring næsset og kommer således fra vigen bag på Tore. — Om de her beskrevne lokaliteter kan genfindes ved Arnarvatn, er ikke let at sige; om Grette minder stedsnavnet Gretteshøvde (Grettishöfði), en lille forholdsvis brat høvde, der skyder sig ud imod søen omtrent midt på dennes østside; lidt sydligere, adskilt derfra ved en lille vig, skyder et smalt næs sig frem. Fra søens sydside skyder et større næs sig frem; ved foden af dette, mod vest, står ved en vig af søen en større forfalden græstørvshytte; denne skal dog være af en nyere oprindelse, og har måske oprindelig tjænt til ly for de bønder, der navnlig tidligere hver sommer drog herop for at fiske; nu skal den stundum benyttes af rejsende.

Efter at Grette var draget bort herfra, indtoges hans plads af en anden fredløs, Grim fra Kropp i Borgefjord; i følge Laxd. (s. 250) — der regner Fiskevandene, ved hvilke han opholdt sig, til Tvidægra — har Grim sin skåle ved en stor sø, ikke langt fra en i denne udmundende bæk, ved hvis udløb Grim sidder og fisker, da han overraskes af Torkel Eyjolvssön, der opsøger ham i den hensigt at dræbe ham.

Fra Arnarvatn ser man syd for sig Eriksjøkel — langs hvilken vejen længe ligger — og bag ved og øst for denne den imod nordøst strygende øvre del af Langjøkel, den såkaldte Balljøkel, bægge herfra sete rolige blå fjældmasser, der hæver sig med hvid overflade eller hætte og hvide striber og bælter skydende ned langs siderne. Fra Balljøkel var Grettes velynder halvjætten Hallmund, og her har han i følge sagaen (s. 130) en stor hule, hvor Grette opholdt sig en tid lang, og hvorhen senere også Grim kommer. — Den oftere nævnte elv Nordlingafljot (Norðlíngafljót), der ved sit stride løb og sin ujævne bund til sine tider kan være farlig nok, udspringer nordøst for Eriksjøklen, mellem dette fjæld og Balljøkel, og falder efter et sydvestligt løb ud i Hvitå vest for Kalmanstungefjældet, i det den bringer denne landskabets hovedelv en anselig tilvækst i dens vandmængde. Vest for Nordlingafljot i dets nedre løb ligger indesluttet mellem denne elv og en ubetydelig å Fljotet (Fljótið —med art.) , et landstykke Fljótstunga kaldet med en gård af samme navn; dog dannes her ikke egenlig nogen tunge, da de to åer ikke løber sammen, men hver for sig falder ud i Hvitå. Fljotstúnge nævnes i Grt. (s. 29) som den første gård de til altinget dragende Midfjordinger (Hv.) kom til på deres rejse over Tvidægra; det passer godt med de nuværende forhold, i følge hvilke den sydligste del af den sædvanlige Nordlandsvej (Arnarvatnshedevejen) og Tvidægravejen falder sammen; i Heid. (s. 345) fremstilles forholdene anderledes, hvad senere vil blive omtalt — Hinsides den lille å Fljotet strækker sig, langs højdedragene bag ved, en smal lille dal, den såkaldte »Krog« (Krókr), der udmunder ned mod Hvitå og fortsættes af den egenlige Hvitåside langs nordsiden af denne å. Af de tre gårde i »Krogen« — hvortil dog vel sædvanlig også Fljotstunga regnes — er Torvaldsstad (Þorvaldsstadir) den nordligste, dernæst kommer Hallkelsstad (Hallkelsstaðir). Torvaldsstad er øjensynlig sagaernes Torvardsstad (Þorvardsstaðir) ; gården er allerede omtalt som Hellismændsførernes hjemstavn. Både den og Hallkelsstad nævnes tillige med de fleste andre gårde i Hvitåsiden i anledning af de begivenheder, der gå nærmest forud for og foranledige Hejdarvigene (ɔ: hedekampen).

Hvitåsiden (Hvítársiða); et fritliggende smukt landskab med vid udsigt navnlig mod øst, består kun af Sidefjældets ned mod Hvitå skrånende li; selve fjældet (Síðufjall) strækker sig som en hals mod vest, i det navnlig dennes midterste og vestlige del fremtræder som en hvælvet kompakt fjældmasse, med temlig betydelige forhold, østligst, hvor halsen endnu ikke ret har skilt sig ud fra heden, ligger i kanten af højdedraget, ligesom på grænsen af selve det udstrakte, bølgeformige højland, Gilsbakke (Gilsbakki). Gården er især bleven bekendt som bolig for den hårde og strænge Illuge den sorte og dennes søn den urolige skjald Gunnlaug ormstunge. Gilsbakke er nu præstegård; vest for gården med dens store og smukke tun ligger kirken; den nordlige del af kirkegården, hvor der dog nu på grund af jordsmonnets hårdhed ikke begraves, bærer som allerede bemærket under Reykholt navnet Sturlúngareitr. Vest for kirken ligger ned gennem hele skråningen et stort, dybt og stejlt klippegil. Ved randen af dette er »Hermundarhóll« med en klippetue, der gøres til Hermunds grav, og til gilet her knyttes sagnet om den af Hermund Illugessön skjulte skat, hvortil også Bdm. hentyder. Nedenfor gården strækker sig et smukt kratgrot hraun, der fortsættes mod øst langs Hvitåens bred; den lille højde neden for hraunet, der står tilbage nord for åen som resten af den under Hraunsås omtalte ås, hedder Gunnlaugshøvde (G — höfði); men ellers minder intet navn endsige nogen tradition om de bekendte mænd, der i oldtiden beboede denne gård.

Vest for Gilsbakke, hvor denne gård nu har et fårehus stående, har tidligere gården Höggvandastad (Höggvandastaðir) ligget. — Gilsbakkes nabogård mod vest er nu Bjarnastaðir (ikke at forveksle med den i Ldn. omtalte til Kalmanstunge hørende), og vest for denne dannes bygden i Hvitåside af otte i selve lien eller tæt under denne stående gårde, af hvilke de fire vestligste: Håvafell (Háfafell), Torgautsstad (Þorgautsstaðir), Frodastad (Fróðastaðir) og Sidemule (Síðumúli) må nævnes; ved Sidemule ender egenlig fjældet, dog fortsættes det endnu en kort tid i en lav hals, der efterhånden helt ophører. I denne, vestligere og længere tilbage end Sidemule, ligger Sidemuleveggir (Siðumúlaveggir). Ved to lejligheder omtales Hvitåsiden i Heið.; først fortælles der — s. 307 ffg., i den del af sagaen, der kun haves nedskrevet efter Jon Olavssöns hukommelse —, at Snorre gode på sit tog mod Torsten Gislessön på Bæ vælger at lægge vejen over Hvitåside, hvad der for ham, der kom fra Dala syssel, måtte være en betydelig omvej, men tillige vel skikket til at holde hans foretagende hemmeligt og vildlede hans fjender. Senere (s. 350 ffg.) bliver Hvitåsiden en tid lang hovedskuepladsen for de i sagaen fortalte begivenheder, i det Barde fra Asbjarnarnæs (Hv.) retter sit og Nordlændernes angreb på en her bosat familie, efter at han forgæves hos de i sagen nærmest indviklede Borgfjordinger har søgt at få bod for et på hans broder i udlandet begået drab. Men for at disse begivenheder ret kan forstås, bliver det nødvendigt med et par ord allerede nu at omtale de nærmest tilstødende egne. Neden for (sydvest for) Hvitåsiden og Sidefjældet ligger Stavholtstungerne (Stafholtstúngur) begrænsede af Hvitå mod sydest, den lille Gljuvrå (Gljúfrá) mod vest, og gennemstrømmede af Tværå (Þverá) og Norderå (Norðrá), hvilke vandløb tilsammen begrænse og danne de tre tunger, hvoraf denne bygd (svejt) består. Af disse åer får Tværå sit største tilløb fra Kjarråen (Kjarrá) eller som den længere nede kaldes Örnudals- (ɔ: Órnólfsdals-) å, der har sit udspring fra søerne og moserne på Tvidægra, hvorpå den i sydvestlig retning gennemstrømmer Kjarradalen (Kjarradalr), en lang smal hededal, der ligger omtrent parallel med Hvitåsiden på den anden side Sidefjældet. Kun den nederste del af dalen er bebot; her ligger syd for åen Sleggjulæk (Sleggjulækr), nær mulen, omtrent i linje med den syd for fjældet stående gård Sidemule — hvilke to gårde forenes ved en over Sidefjældshalsen liggende vej — , og Asbjarnarstad (Ásbjarnarstaðir), der bægge regnes til Stavholtstungerne; nord for åen ligger gården Örnolvsdal (Örnólfsdalr , sædvanlig Örnudalr), der regnes til den oven for Stavholtstungerne liggende bygd Tværåhlid. Ved sin udtrædelse fra Kjarradal optager Kjarrå den fra Tværåhliden kommende Lille Tværå (Litla Þverá), hvorefter den antager navnet Tværå og fortsætter under dette navn sit løb mod sydvest for, som tidligere berørt, at udmunde i Hvitå lige over for Stavholtsø. — Heið. fortæller, at da Bjarne endelig har besluttet sig til sit tog mod Borgfjordingerne, søger han tilslutning hos de omboende og får i alt 18 ledsagere, med hvilke han lægger vejen over Tvidægra, heden, der fra egnene oven for Hvitåsiden og Tværåhlid strækker sig op mod de vestligste dalstrøg (navnlig Midfjordsdalene) i Hv., men som nu sjælden befares på grund af sine mange sumpe og mosedrag, og da snarest, medens frosten endnu er i jorden. Efter at Barde og hans folk havde overnattet på heden — der i følge en i sagaen indskudt bemærkning fik sit navn heraf, i det de altså brugte to halvdøgn (dægr) til at rejse over samme, — ankom de næste dag til Kjarradal, hvor alle Sidemændene i følge sagaen havde sætere (som de dog på den tid af året, sent på høsten, havde forladt). Dette stemmer med forholdene fra en senere tid; i Kjarradal — navnet er sædvanlig indskrænket til den ubebyggede del af dalen — havde i følge A. M. adskillige gårde fra Hvitåsiden foruden flere andre (f. eks. Reykholt) hver sit sætersted; og skønt sæterne nu her som sædvanligt er nedlagte, er dog navnene bevarede, og stederne for disse påvises.

Se Tillæg og rettelser

---