Sønder-Mule syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Suður-Múlasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Sønder-Mule syssel
Suðr-Múla sýsla
[Indbyggerantal c. 3500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Hvor fra Lagarfljots sydøstlige hjørne den kløftlignende Gilsådal (Gilsárdalr) strækker sig op mod syd, falder grænsen mellem Norder- og Sønder-Mule syssel. Den smalle ubeboede, af Gilså (Gilsá) gennemstrømmede dal skiller den Fljotsdalen mod øst begrænsende hals fra en tilsvarende, men længere og bredere fjældstrækning, hvis ydre og laveste del, der fra Gilså ligger mod nord langs Fljotet, bærer navnet Hallormstaðaháls. Gennem et partis Budlungavallahede (Buðlúngavallaheiði), sker overgangen til den indre del, den såkaldte Hraungard (-garðr), der står i forbindelse med udstrakte sydligere højlandsstrækninger, som under den fælles benævnelse »Hraun« når helt ind mod Vatnajøkel. Egenlige lavastrækninger skal dog ikke findes her, men kun ufrugtbare sten- og grusbanker.

Den omtalte Hallormstadahals er en ret anselig fjældryg, der mod øst begrænser Lagarfljot-søen for dennes sydlige halvdels vedkommende, altså i en længde af omtrent 1½ mil. Den lille bygd i halsens vestskråning, der således afskæres fra nabobygderne, bærer navnet Skovene (Skógar), og ikke med urette. På dette strøg, måske Fljotsdalsherredets smukkeste, finder man overalt i den jævnt skrånende hals omspredt birkekrat og småskov, undertiden med træer eller buske af henved 10 alens højde. Som midtpunktet, hvorom alt samler sig, ligger — over for Arnejdarstad — den anselige, velbygte præstegård Hallormstad (Hallormstaðr, ældre: -staðir) med tilhørende kirke: nærmest gården græsklædte liflader, til bægge sider og ned mod Fljotet birkeskov — alt omhyggelig udviklet og plejet af den samme provst Sig. Gunnarssön, der ved sine skrifter har bidraget så meget til belysning af sit fædrelands og særlig denne egns geografisk-antikvariske forhold. Hallormstad synes efterhånden at have opslugt flere af nabogårdene. Nær Gilså ligger således ud mod Fljotet et indhegnet tun med tilhørende fårehus; pladsen, der benævnes Buðlúngavellir, drives nu fra et i Gilsådalsmundingen liggende afbyggersted fra Hallormstad; tidligere skal her have ligget en gård af samme navn. Her har man tydelig nok stedet for det i sagaerne (Hrk., Drpl., Þorst. hv.) nævnte Bulungarvellir, Bolungarvöllr, Buðlungavellir, hvor der dog i følge de nævnte kilder ikke den gang synes at have været nogen bebyggelse. Nærmere Hallormstad, kun en kort spaseretur fra gården, ligger den smukke lille Atlavig (Atlavík) omgivet af en skovbevokset kedeldal, der som en svag sænkning fortsætter sig op gennem halsens lavere del; oven for vigen findes ikke få tomter og spor af et anseligt tungærde. Her mener man den i Drpl. nævnte gård Atlavig, anlagt af landnamsmanden Graut-Atle, har stået; allerede på sagaens tid var dog her kun fårehustomter. Også i Þorst. hv. nævnes gården, men siges her fejlagtig at ligge vest for søen. Af provst Sig. Gunnarssöns »Örnefni« (s. 439) ses, at der har dannet sig adskillige sagn om Atle, således at han som fredløs måtte leve i skovene her; dette passer dog ikke vel med Þorst. hv., i følge hvilken også Atles søn Tore boede her.

Fra Hallormstad fører veje over halsen til den østligere Skriddal; også i oldtiden førte flere veje over den, således som det fremgår af dens omtale både i Hrk. og Drpl., hvor den forekommer simpelt hen benævnt Háls.

Nord for Hallormstad bliver halsen bestandig lavere, og efterhånden taber også skoven sig. Endnu i skovrige omgivelser ligger to småvige, der kort nord før Hallormstad skærer sig ind, adskilte ved en lille pynt, med nogle mindre klippehøjder (kletter) til yderbegrænsning. Det er Trællevig (Þrælavík) og Ormsvig (Ormsvík). Den første kendes fra Drpl. som stedet, hvor Helge Asbjørnssöns hustru Droplaug med de hende ledsagende trælle druknede; oven for Ormsvig ligger Ormstad (Ormstaðir), nu afbyggersted fra Hallormstad, tidligere, som det fremgår af Drpl., en selvstændig gård. Gården, hvis navn udtales »Orstaðir«, er nemlig tydelig nok den i sagaen vekselvis Odd-, Orms- eller Auðstaðir benævnte gård, hvor Helge Asbjørnssön og Droplaug boede. — Fortsættes vejen nordefter, passeres snart den lille Havrså (Hafrsá); hinsides denne, noget oppe i lien, findes den efter åen benævnte gård; navnet, der forekommer i Drpl., findes her også skrevet Hafsá. Derefter har man for øje et større næs Mjovanæs (Mjófanes), der skyder sig frem i Fljotet; oven for dette ligger gården Mjovanæs, i længere tid bolig for Helge Asbjørnssön efter Droplaugs død. Nordvest for Mjovanæs ligger Gunnnlaugstad (Gunnlaug-, ældre Gunnlaugar-, staðir); her — omtr. tre fjærdingvej fra Hallormstad — regnes halsen, der nu er ganske lav, for at høre op. Antydninger af den når dog endnu en halv mils vej nord efter, og som de sidste spor i denne henseende regnes de såkaldte »halse«, nogle banker (holt), i hvis skråning præstegården Vallanæs ligger.

Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — Vellir ɔ: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård Vallanæs (Vallanes). - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs Ketilstad (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken Unulæk (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte Unalækr, sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger Høvde (Höfði), der dels med dette navn, dels under benævnelsen Öngulså (Öngulsá) forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá). Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]

Hvor mellem Hat-fjældet og Hallormstadahals lavlandet indsnævres noget, dannes overgangen fra »Voldene« til Skriddalen (Skriðdalr, ældre: Skriðudalr). Denne dal er neden til forholdsvis bred, men snart deles den ved en lang, smal, mod nord fremløbende fjældryg Mule (Múli) i to smalle dale Gejtdal (Geitdalr) og Skriddalen eller, som denne sidste også kaldes, Syddalen (Suðrdalr). Skriddalbygdens vestlige begrænsning er Hallormstadahals med dens sydlige fortsættelser, mod øst begrænses den af den anselige, fra bægge sider stærkt indskårne fjældmasse, der til helt ned mod Vatnajøkel skiller mellem østfjordene og det indenfor liggende land. Fra Gejtdal kommer Gejtdalså (Geitdalsá), fra Syddalen Muleå (Mulaá); ved deres sammenløb nedenfor den stejle Mule danne de et lavt næs, hvori gården Tingmule (Þíngmúli) står. Efter sammenløbet benævnes de forenede åer vekselvis Skriddalså (Skriðdalsá, ældre: Skriðudalsá) eller Grimså, indtil det sidste navn ude i Valla-svejten sejrer. — For den smalle Gejtdals vedkommende er kun den ydre del bebot. Mærkes kan her — vest for åen, nord for den efter dalen benævnte gård — Torvaldstad (Þorvaldstaðir); oven for denne gård ses nemlig i fjældet en sænkning, hvorfra en gang i fordums tid et fjældskred er styrtet ned, hvis spor endnu kan forfølges helt ned mod åen. Dette fjældskred antages at være det i Hrk. (s. 1) omtalte, der ramte Hallfreds gård, efter at han selv advaret ved en drøm var flyttet bort, men som dræbte et par af hans geder, som så kom til at give dalen navn. Den anden gård fra Torvaldstad i nordlig retning er Mýrar, nord for denne følger Gejrulvstad (GeiruIfstaðir); bægge disse gårde, der ligge i Skriddal, vest for åen, høre til Hallormstad sogn og tilhore Hallormstad kirke, der ejer land tværs over halsen helt til åen (Grimså eller Skriddalså). Myrar, der nævnes i Drpl., siges dér at ligge vest for Gejrdalså (Geirdalsá), hvormed kun Gejtdalså kan menes; angivelsen falder dog mindre naturlig, da Skriddalsåen allerede oven for denne gård er opstået ved foreningen af Gejtdalså og Muleå. Til Gejrulvstad må svare den gård Gejrulvsør (Geirúlfseyrr), der omtales i Drpl. (s. 13—14).

Øst for Skriddalså eller — som den snart begynder at kaldes — Grimså når den Skriddal omfattende hrepp noget længere ud efter end vest for åen; grænsen mod Vallasvejten er her en fra en fjælddal kommende å Gilså (Gilsá), der i Ldn. (s. 244) nævnes som Skriddalens grænse. Blandt de mange snævre dale, der i den østlige del af Skriddalen skærer sig ind mellem fjældene, må mærkes Toru- eller, som man mener, retter Jorudalen (Þórudalr, Jórudalr), gennem hvilken vejen ligger op på den korte Tordalshede (Þórdalsheiði, ældre Þórsdalsheiðr), der afgiver den bekvemmeste forbindelse med den store øst for liggende Reyðarfjord (Rødefjord). Skriddalens øvre del (Syddalen), der ud for Torudal tager sin begyndelse, strækker sig et par mil syd efter, mod vest begrænset af »Mulen«. Oppe i dalen ligger en lille sø Skriðuvatn, nord for hvilken ses et stort fjældskred, der har fyldt hele den østlige dalskråning her med stenbunker og høje. I fjældet oven for ses ganske rigtig en stor kløft, hvorfra skredet formodenlig er kommet. Dette fjældskred har øjensynlig givet søen og da vel også dalen navn. Nærmest ligger det at antage, at det er dette skred, som Ldn. sigter til, hvor der (s. 245) om Ravnkels frelse fra et fjældskred i Skridudal fortælles det tilsvarende til hvad Hrk. fortæller om Ravnkels fader Hallfred, hvem Ldn. ikke kender. Traditionen ved dog ikke noget herom, men knytter til skredet et sagn om en biskop, der en gang bedede her, men, som advaret af en ravn, hvis røst han forstod, i rette tid flyttede sit tælt hinsides åen. Længst oppe fører fra Skriddal to veje til nabobygderne mod sydøst: mod øst fører en kort hedevej over Breddalsheden (Breiðdalsheiði, ældre: -heiðr) til Breddalens øvre del, mod syd ligger en længere (3 mil) og besværligere vej over højheden Økse (Öxi) til Berufjorden . Denne sidste vej over Øksarhede (Öxarheiðr, nu sædv. Axarheiði) forekommer Hrk. s. 11; vest for økse strækker sig det tidligere omtalte højland »hraun«, der under navnet Öxarhraun forekommer i Nj., hvor talen er om Floses rundrejse til de Østfjordske høvdinger; herover lå nemlig en vej fra Fljotsdalen til den syd for Berufjorden liggende Hamarsfjord. Om tingrejserne enten ad denne vej eller over selve Økse minder vel navnet Tingmannanup (Þíngmannanúpr), der bæres af et fjæld i højlandet sydvest for Økse. Den almindelige anskuelse er, at Øksehraunsvejen nemlig er bleven benyttet af tingmænd, der drog til »Kidjafellsting« i Fljotsdalen, et ting, der nu omfattes med forkærlighed af traditionen, skønt et således benævnt tingsted, hvis beliggenhed endda i følge sagaen er usikker, først nævnes i den yngre (længere) Droplaugarsonasaga . Rimeligere er det at antage, at navne som Tingmannanup på Økse-hraun kan skyldes de til Mule ting (Múlaþing) rejsende. Dette ting, der holdtes i Skriddalen under nordenden af fjældryggen Mule, hvor nu gården Tingmule (Þíngmúli), der ved sit navn minder om de ældre forhold, står i næsset mellem de to her sammenløbende åer, var nemlig i ældre tid et af Østfjærdingens regelmæssige ting. Medens ellers i fristatstiden hver fjærding havde tre regelmæssige vårting, synes Østfjærdingen for den længste tids vedkommende kun at have haft to. Først i de efter underkastelsen vedtagne lovbøger Jærnside og Jonsbog forekommer en fuldstændig opregning af vårtingene, der imidlertid her tages i ren territorial betydning; i følge disse omfattede Østlandet kun Mule-ting og Skaftafells-ting, Jonsbog skelner mellem Muleting nord og syd for Økse-hede. Oprindelig havde vel Vopnafjordsbygden, som det ses af Vápnf., sit eget vårting Sunnudalsting, men dette nedlagdes i følge sagaen tidlig (i følge Tímatal år 988), og senere hører man intet om, at det afløses af noget andet, lige så lidt som noget ting i selve fjordene øst og syd for Fljotdalsherredet er kendt. Fra bægge kanter synes man at have søgt til centralbygden omkring Lagarfljot. Om forholdene her få vi så at sige al vor oplysning fra det par små her hjemmehørende sagaer, og kun Droplaugarsonasaga meddeler noget nærmere om tingforholdene; men her møder til gengæld en sådan rigdom af tingstedsnavne, at forståelsen af disse tingsteders indbyrdes forhold har sine vanskeligheder. Allerede

Se Tillæg og rettelser

---