Øster-Skaftafells syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Austur Skaftafellssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Øster-Skaftafells syssel
Austr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 1300]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Lonshede (Lónsheiði, ældre: -heiðr), hvor fjældryggen er højest, danner den rette grænse mellem Sønder-Mule syssel og Øster-Skaftafells syssel, medens det derimod synes mindre fastslået, om fjældets østlige forgrening (kortets Krossanes) eller det lidt sydligere Hvalnes, også, men vistnok mindre rigtig, kaldet Øster-Horn (Austur-Horn), skal betragtes som grænseskel ud mod havet.

De to Skaftafells sysler (Øster og Vester S.) har i administrativ henseende en lignende stilling som de to Tingø sysler, der indtage en strækning af det nordøstlige Island omtrent svarende til Skaftafellssyslernes udstrækning i det sydøstlige. De er vel forenede under én sysselmand, men udgør dog, siden 1877, to sysselkommuner; i den nærmest foregående tid havde de tilsammen udgjort »Skaftafellssyssel« (Skaptafellssýsla). Men forud for denne sammensmeltning lå igen en fuldstændig adskillelse (således hele forrige årh.), hvor hvert af de to sysler havde sin sysselmand. — Skaftafellssyslerne danne på en ejendommelig måde overgangen fra Øst- til Sydlandet. I oldtiden udgjorde disse strækninger en del af Østfjordinge-fjærdingen. Da Island 1770 deltes i to amter, kom hele den gamle Østfjærding i forbindelse med Nordfjærdingen til at udgøre Nord- og Øst-amtet; men allerede 1783 henlagdes Skaftafellssyslerne til Syd- og Vest-amtet, da indbyggerne i disse sysler derved mentes at komme deres amtmand nærmere.

Også i forhold til de øvrige dele af Sønderamtet er dog Skaftafellssyslerne meget afsides beliggende og udgør vel i det hele taget den sjældnest besøgte del af landet. De uhyre jøkler, som bedække store strækninger af det sydøstlige Island og på mange steder kun lade en smal kystrand tilbage, have fra gammel tid påtrykt disse egne, som i og for sig i klimatisk henseende høre til Islands mildeste, et afskrækkende ugæstmildhedens præg: ved de frygtelige jøkelelve, de nedsende, gjort landet omtrent ufremkommeligt, og ved udbrud fra jøkelvulkanerne forvandlet store strækninger til vegetationsløse sandørkner.

Lonshede har mere karakteren af en fjældryg end en hede; den fra Starmyrardal i Alvtefjord til Skaftafells-syslerne førende vej, der ligger over denne, fører på den sydlige side af heden ned gennem en fjældskråning langs en kløftformig dal, hvorefter man befinder sig i Øster-Skaftafells syssels nordøstligste bygd Lón (Lón) eller Lonshverve (Lónshverfi), som den også findes benævnt. Lonbygden har noget besynderlig afsluttet ved sig: til siderne og bagtil begrænset af pyramide- eller kegleformige, dunkelblå, aldeles græsløse fjælde, fortil ved et langt sandrev ligesom aflukket fra det åbne hav. Landet er af naturen frugtbart og skovrigt, men jordbunden omtumlet af den vidt forgrenede, gennem bygden løbende Jøkelså (Jökulsá), den østligste af de mange »Jøkel«åer i Skaftafellssyslerne, af hvilke de fleste have deres kilde i den vældige, 150 kvadratmil store Vatna- eller Klova-jøkel (Vatnajökull, Klofajökull), der mod øst når helt hen mod Lon-bygden og i øvrigt omgærder mod nord hele Øster-Skaftafells syssel, medens den selv først i Udådehraun og tilstødende ubygder finder sin nordlige begrænsning. Om de mange elve, som jøklen giver næring, minder navnet »Vatna«-jøkel. Hver elv har sædvanlig sit udspring fra en skridjøkel, som hovedjøklen sender ned mod bygden; de således opståede mangfoldige forgreninger har skaffet jøklen dens andet navn »Klova«-jøkel. Den østligste skridjøkel, den, hvorfra »Jøkelså i Lon« kommer, ligger bygden forholdsvis fjærnt, ligesom også den herfra udspringende elv — hvorvel med jøkelelvenes sædvanlige karakter: hvidgråt vand og foranderligt leje uden faste vadesteder — langt fra i udpræget ejendommelighed kan måle sig med de vestligere, Örævebygden indesluttende, berygtede jøkelelve. Om nogen vulkan i denne del af Vatnajøkel har man heller ikke efterretning; dog beretter annalerne, at der år 1362 var ilds-udbrud tre steder i den sydlige del af landet — formodenlig alle i Vatnajøkel, som dette år havde et af sine frygteligste udbrud —, hvorved også Lonshverve led megen skade.

Den nordlige halvdel af Lón-bygden, mellem Jøkelså og Lonshede, tilhørte oprindelig landnamsmanden Tord skegge; men, ledet af sine højsædesstøtter, besluttede han selv at bosætte sig i det nuværende Kjos' syssel og solgte nu sit land til den senere som Islands første lovgiver bekendte Ulvljot. Formodenlig har Ulvljot bot på samme gård som Tord, nemlig Bæ (Bær), der ligger omtrent midt i bygden nær kysten. Oven for Bæ, nærmere fjældene (vest for den lille Karlså), ligger Hlid (Hlíð) — i følge tradition afbygget fra Bæ; imidlertid nævnes dog gården allerede i sagaen om Torsten Side-Hallssön. Af gårdene på denne side Jøkelså (nord- eller øst-siden) kan endnu mærkes præstegården Stavafell (Stafafell), under et lavt fjæld ikke langt fra åen, en gård, der flere gange nævnes i Nials saga. — Landet vest (syd) for Jøkelså besattes ligeledes af en enkelt landnamsmand; hans gård Böðvarsholt skal i følge Sig. Gunnarssön have ligget på de nu Nautholt benævnte strækninger vest for Jøkelså ude ved kysten .

Vest for Jøkelså begrænses bygden længst mod sydvest af forbjærget Horn, det rette Øster-Horn — i modsætning til Hornbjærget (Kap Nord) længst mod nordvest, på Strandene — , men dog stundum, til adskillelse fra Hvalnæs, benævnt Vester-Horn (Vestr-Horn), en takket fjældkam, der afslutter den mellem bygderne Lón og Hornefjord skillende ryg. Den mellem Vester-Horn og det noget lavere, men ligeledes takket-kamformede Øster-Horn indesluttede bygd har sikkert nok fået navnet »Lón« af det foran kysten liggende, på et par udløb nær fra havet helt afskårne fladvand. Dog benævnes dette vand nu ikke under ét »lonet«, men skilles i Lonfjorden (Lónfjörðr) mod øst, Papafjord (Papafjörðr) mod vest, bægge med et udløb længst imod vest. Jøkelså, der udmunder omtrent ud for Lonsfjordens udløb (Bæjarós), afgiver dog sit meste vand til Papafjord, hvis udløb Papós derfor også har en temlig stærk strøm, hvorved fjordmundingen bliver tilgængelig for handelsskibe. Ved Papos, tæt under Vester-Horns fjældene, har man derfor for omtrent 15 år siden anlagt et fast handelsetablissement; indsejlingen har dog sine vanskeligheder, og varernes losning og ladning ligeledes på grund af ebbe- og flod-forholdene. I bægge fjorde drives et ejendommeligt flynderfiskeri i ebbetiden, da man vadende trækker våd i det lave vand. — I den uden for fjordenes sandrev liggende bugt findes en lav klippeholm Vigr, tilhørende Stavafell og af ikke ringe betydning for præstekaldet, navnlig på grund af det herværende æderfuglevarp.

Lonbygden er ret egenlig Islands sydøst-land. Derefter antager kysten en mere afgjort vestlig retning, skønt trinvis bøjende sig mod syd, og bygderne vende alle omtrent i syd ud mod det åbne hav. — Allerede den næste bygd Hornefjorden (Hornafjörðr) vender lige i mod syd. Fra Lón-bygden adskilles denne ved sammenhængende fjælde, der navnlig henimod kysten fremtræder som en stejl, takket fjældkam, hvis yderste tinder er det alt tidligere nævnte Vester-Horn, eller som det — nu, ligesom i Ldn. — sædvanlig kaldes: Horn. Fra Lonbygdens sydvestligste gård ligger alfarvejen ad passet Almannaskarð gennem en sænkning i denne fjældkam; sænkningen når dog egenlig kun øst fra op til fjældets ryg mellem to tinder: derfra ligger en stejlt skrånende sti ned over fjældets vestside, der så vel oven for som neden for stien viser sig som en endeløs skråning af løse sten (skriða). På grund af højden og stejlheden svimler man næsten ved at se ned på det underliggende flade land; men en udsigt herfra over bygden vil dog lønne sig. Fjorden Hornefjord viser sig som et lignende, ved en sandrevle fra søen næsten helt aflukket, »lon« som det foran Lón-bygden liggende vand. Også Hornefjord falder i to dele, i det den østligste, ved et næs til dels aflukkede, bærer navnet Skardsfjord (Skarðsfjörðr — efter Almannaskarð). Men ind imod Land går Hornefjorden over i de to mægtige Hornefjordselve: Hornefjordsfljoterne (Hornafjarðarfljót) — det østre og vestre . Mod øst begrænses elvene og fjorden af den såkaldte Næs-svejt (Nesjasveit), mod vest af Myrerne (Mýrar, Mýra- [eller nu sædv. Mýrna-] sveit) — Hornefjordsbygden falder nemlig i disse to hoveddele, hver med sit særlige navn; jævnlig regnes endog Myrernes nabobygd (den sydvestligere »Sydsvejt«) med til Hornefjorden. Mod vest og nord ses Myrerne begrænsede af en sammenhængende jøkelmasse, hvorfra den ene skridjøkel skyder sig ned ved siden af den anden; også nordligst i Hornefjordsbygden skyder to af disse ulykkebebudere sig frem, fra hvilke Vester- og Øster-Hornefjordsfljot har deres udspring. Længere nede i bygden adskilles de kun ved den nu næsten vegetationsløse klippeholm Skogø (Skógey), hvorefter de går over i den vestlige del af Hornefjorden — Hornefjord i mere indskrænket betydning. Hornefjordsos (Hornafjarðarós) bryder nu sandrevlen omtrent hvor Hornefjord og Skardsfjord støder sammen; tidligere skal udløbet have været langt vestligere. Her er som oftest i osen en meget stærk strøm, hvorfor bygdens fiskerbåde sædvanlig holde til øst for revlen uden for fjorden, uagtet der inde i denne i de mange render skal være mere end dybt nok. Fra somren 1880 er Hornefjordsos avtoriseret som handelssted. I den yderste del af det næs, der skyder sig frem fra Næs-svejten, skillende mellem Homefjord og Skardsfjord, findes en lille vig kaldet »Havn« (Höfn); der ses her svage spor til tomter, som menes at være rester af købmandsboder, fra en tid da handelsskibe skal have sejlet ind gennem Hornefjordsos. — Nordøstligere, ved bunden af Skardsfjord, står gården »Tingnæs« (Þínganes), der ved sit navn vækker opmærksomhed; dog støttes den ved navnet vakte formodning om, at man her kunde have et gammelt tingsted for sig, hverken ved tradition eller tomter.

Følger man Nesja-svejten indefter, træffer man en mils vej fra fjordmundingen, ved bredden af Østre-Fljot, præstegården Bjarnanes (Nj.), omgivet af en hel kreds af afbyggersteder (hjåleigur). Ved østre-Fljot er Bjarnanæs skilt fra den før nævnte Skogø, nu et så at sige vegetationsløst sand- og »hraun«-skær — men, efter hvad sagnet vil, oprindelig en frugtbar ø med 18 gårde. I følge sysselbeskrivelsen fra forrige årh. sås endnu tomter og gamle husstenvægge. Af måldagerne (AM. 263 fol.) kan måske udledes, at her i sin tid har været et kapel. Rimeligvis har Fljoternes pludselig vekslende vandstand med stærk stigning foranlediget ved osens tilstopning, »jøkelløb« m. m. i tidens løb skadet øen meget. Om »jøkelløbene« eller den pludselige og uregelmæssige forøgelse af vandmængden, som er karakteristisk for Hornefjordsfljoterne så vel som for andre jøkelelve, fortæller Bjarnanæs-sognebeskrivelserne, at de her i bygden skal være foranledigede ved, at der i randen af jøklen oven for Øster-Fljot danner sig fire småsøer — som det synes, i det skridjøklen lukker forskellige kløfter, hvorigennem ellers rindende vand søger ned fra fjældene — ; når disse søer fyldes, sprænger vandet sin isbeholder og vælter blandet med isstykker ned mod Fljotet. Foruden ved jøkelløb og andre oversvømmelser kan Hornefjords-bygden også være skadet ved Vatnajøklens vulkanudbrud; således berette annalerne, at Hornefjorden (formodenlig dog Hornefjord i videste forstand) led megen skade ved de s. 267-68 omtalte udbrud 1362.

Ud for Bjarnanæs findes et af de to hovedvadesteder over Fljoterne. Elven, som her er meget bred, er vel uden stærk strøm, men dyb og med upålidelig, blød sandbund, ofte endog så dyb, at den kun ved ebbetid kan passeres af de hist og her svømmende heste. Oven for Bjarnanæs ligger en lille sø, mærkelig ved sit navn »Þveit« ɔ tved, et ord, der ellers synes at betyde landstykke, afgrænset mark o. d. l. Kort fra denne sø (i nordøstlig retning) findes en lille såkaldet »ølkilde«, en mineralsk kilde med svagsyrlig smag.

Fra den nordlige del af Næs-svejten udgår mod nordøst en lille dal Hovfellsdalen (Hofféllsdalr) begrænset mod vest af et stejlt fjæld Hovfellsfjældet (Hoffellsfjall). Under dette fjæld står annekskirkestedet Hovfell (Hoffell, Ldn.: Hofsfell). I følge Ldn. byggedes der på denne gård et stort hov, og om dette synes en tradition længe at have bevaret sig. Således fortæller den antkv. indb. (1817) — og det samme sagn kendes endnu — , at langt inde på Hovfellsfjældet nord for gården er der en »Goðaborg«, hvor man i hedendommen har tilbedt guderne; her findes endnu deres billeder og mange rigdomme; på afstand har mange set bygningen, ja én er endog kommen så nær, at han har kunnet skimte metaldøren, men ingen har haft mod til nærmere at undersøge sagen, da ulykke rammer dem, som således nysgerrig forgriber sig på oldtidslævningerne.

Med Hovfell er man omtrent nåt bygdens ende. Endnu en gård, Svínafell, står vest for Hovfell i randen af det fritstående Svinafellsfjæld, der er indesluttet af de to Fljoter, som oven for udspringe fra jøklerne, og af hvilke Vester-Fljot danner grænsen mellem Næs- og Myre-svejten. Her er det andet af de to hovedvadesteder over Fljoterne. Strømmen er her forholdsvis stærk, men vandmassen langt mindre og elven sjælden ufarbar .

Myrerne (Mýrar ɔ moserne) er, som navnet antyder, af meget fugtig beskaffenhed; navnlig langs Hornefjorden findes side enge, andre steder store sandstrækninger: bægge dele formodenlig skyldende deres oprindelse til de større og mindre jøkelelve, som gennemskære landet. Mod nord og vest er bygden omgivet af fjælde, bag hvilke dog overalt jøklen (Vatnajøkel) hæver sig, og mellem hvilke anselige skridjøkler skyde sig frem. Om dem — hvoriblandt særlig Hejnabergsjøkel (Heinabergsjökull) kan nævnes — siger sognebeskrivelsen, at de er i idelig bevægelse, man hører i dem stærke brag, og jøkelelvene overfyldes da og løbe med stor voldsomhed frem over landet. Blandt disse jøkelelve kan de fra ovennævnte skridjøkel kommende Hejnabergsvande (Heinabergsvötn, Ldn.:Heinabergsá) mærkes. Snart kaste de sig mod vest, så at de forene sig med den vest for bygden løbende jøkelå Kolgríma, snart bane de sig vej i sydøstlig retning til Hornefjord. De ved Hejnabergsvandenes ødelæggelser opståede sandstrækninger i den øvre og vestre del af bygden forekomme i Nj. under benævnelsen Hejnabergssand (Heinabergssandr). »Heinaberg« er navnet på et fjæld og en derefter benævnt gård.

Hornefjordsbeboerne som i det hele indbyggerne i Øster-Skaftafells syssel har et vist gammeldags præg, der stundum har gjort dem til skive for deres landsmænd omtrent som Molboerne hos os. De antikvariske indberetninger synes også at vidne om, at en ejendommelig troskyldighed og meget gammeldags i tænkesæt og folketro var bevaret her, i det mindste til ind i dette århundrede; således fremtræder troen på trolde, fredløse (utilegufólk) og højboere ualmindelig levende. I den antkv. indb. for Myresvejt nævnes 3 Grettestag; men med hensyn til sådanne siger rigtignok sognebeskrivelsen, at de fleste fritstående store stene tilskrives Grette. Endvidere nævnes et par »vølvegrave« (völvuleiði), og det synes, som »völva« og »álfkona« bruges i flæng. Også en »goðaborg« omtales; ved gården Borg findes nemlig en klippe (Borgarklettr), på hvilken ses rester af en kredsformig indhegning, som man vil gøre til et hov eller offerplads. — Om de i disse bygder forekommende landnamsnavne kan oplysning søges hos Sig. Gunnarssön .

Til Hornefjord i videste forstand regnes endnu den følgende bygd Sydersvejt (Suðrsveit). Som grænse mellem denne og Myrerne nævnes undertiden Hejnabergsvandene eller den noget vestligere, ligeledes fra Hejnabergsjøkel kommende elv Kolgríma; dog findes mellem disse to bygder ingen naturlig grænse, da to af Sydersvejtens gårde ligger øst for Kolgrima og heller ikke de urolige Hejnabergsvande lade sig bruge som grænseskel. Den største del af bygden danner imidlertid et afsluttet, af fjælde og det foranliggende hav begrænset hele. Østligst i bygden løber som sagt Kolgrima. Uagtet den er en jøkelå og tilmed temlig vandrig, har den dog et forholdsvis regelmæssigt løb til havet; den bøjer mod sydvest og falder med flere andre åer ud i en af de ose eller lon, som vandløbene langs hele Sydersvejtens kyst danner. Mellem Kolgrima og Sydersvejtens østligste fjælde ligger flere gårde, deriblandt Skálafell, hvortil der i følge Sig. Gunnarssön er knyttet forskellige traditioner om den fra Nials saga bekendte Kåre Sölmundssön, der med forkærlighed synes at være mindet i Skaftafells-syslerne .

Fra disse fjælde løber mod syd frem mod kysten en mule, hvis højeste del kaldes Hestgerdeshnuk (Hestgerðishnúkr); det er Ldn.'s Hreggsgerdesmule (Hreggsgerðismúli). Fjældet tager navn af en nedenunder stående gård, som nu benævnes Hestgerde (Hestgerði). Navnet »Hreggsgerði«, som Ldn. har det i »Hreggsgerðismúli«, må vel sættes i forbindelse med »hregg« (uvejr). På stedet selv vil man imidlertid aflede gårdens [og fjældets] oprindelige navn af »hrekkr« (rænke); forbi gården løber nemlig en bæk af dette navn, som gør den stor skade. I Hestgerdeshnuk har Sydersvejten sin naturlige begrænsning mod øst; fjældene (de såkaldte Suðrsveitafjöll), som herfra og vest efter i sammenhæng begrænse bygden, har hidtil næsten helt holdt jøklerne borte, så at denne, der rigtignok ikke er stort mere end en kystrand med tilhørende smådale, har et fredeligere og venligere udseende end jøkelbygderne ellers. Nordvest for Hestgerde står under fjældet Borgarhøvn (Borgarhöfn), en gård, der foruden i Ldn. nævnes i Nj. (i anledning af Tangbrands rejse) . Vest for Borgarhøvn under Kalvafellsfjæld (Kálfafellsfjall) står præstegården Kalvafell (Kálfafell, Nj.) eller, som den også benævnes, Kalvafellstad (Kálfafellstaðr). Mellem Borgarhøvn og Kalvafell skærer sig en lille dal Stadardal (Staðardalr) op mellem fjældene; man vil her se spor af gamle veje, og det fortælles, at Nordlændingerne i ældre tid drog over jøklen og ad denne vej ned til fiskeri i Sydersvejten. Da skal her i bygden have været en stor fiskeplads ved Halseskær (Hálsasker). Således benævnes en række skær, der i skrå retning går ud fra land omtrent ud for Hestgerdeshnuk, og som tidligere skal have dannet en god havn; her i nærheden påvises spor af de gamle fiskeskåle-tomter. Man tror snarest, at de nordlandske fiskeres besøg helt har tabt sig efter slutningen af det 16de årh., da henved 100 mænd på én dag skal være druknet ved Halse-havn . Efterhånden var fiskeriet fra denne bygd næsten helt ophørt; i den senere tid er det dog igen tiltaget noget og drives navnlig fra Bjarnarhraunsvík ud for Kalvafell. Noget vest for Kalvafell åbner sig Kalvafellsdalen (Kálfafellsdalr), der adskiller Kalvafellsfjældet fra det såkaldte Stadarfjæld (Staðarfjall) — måske benævnt efter præstegården, som har ret til skovhugst her, men tilhørende gården Bredebolstad — ; derefter følger Stejnafjæld (Steinafjall), der igjen ved en dalstrækning Stejnadal (Steinadalr) er adskilt fra Stadarfjæld. Fra Kalvafellsdal og Stejnadal kommer en del større og mindre vandløb (Steinavötn), der ved deres skiftende forening og urolige løb har tilføjet det under fjældene liggende land betydelig skade, så at nu Kalvafell ved en sandstrækning er skilt fra nabogårdene mod vest. Stejnafjæld løber frem mod kysten på lignende måde som Hestgerdeshnuk, men fortsættes i øvrigt vest efter, til det ender ved Bredemarks-jøkel. Under den længst fremskudte del af Stejnafjæld står nær kysten gården Bredebolstad (Breiðabólstaðr), bekendt af sin højættede landnamsmand, Rögnvald jarls søn Hrollaug. Ldn. fortæller, at hans højsædesstøtter drev i land i Hornefjord, og at han da, uagtet han selv var landet i omegnen af Reykjavig, drog øst på og tog land fra Horn (»Vester-Horn«) til hinsides Sydersvejten. Først boede han i selve Hornefjord, men senere solgte han alt landet nord for Hreggsgerdesmule og boede derefter på Bredebolstad. Blandt de mænd, Hrollaug solgte land til, var Ulv den vorske; Ulv flyttede senere til Pappyle (Pap(p)ýli) og boede på Bredebolstad; hans sön Torgejr boede på Hov (Hof) i Pappyle. Man har her i egnen formodet, at Ulvs bolig Bredebolstad måtte være Hrollaugs nysnævnte gård, og har i henhold hertil henlagt Pappyle til den sydvestlige del af Sydersvejt; ligeledes vil man sige, at det Bredebolstad tilhørende Stadarfjæld har været benævnet »Papylisfjall« . Til bestyrkelse af denne gætning lader der sig dog næppe fremføre noget af vægt. Intet tyder på, at denne egn har båret navnet Pappyle, lige så lidt som man véd om nogen gård Hov her i egnen. Den gård Bredebolstad, hvortil Ulv flytter, kan tilmed i følge Ldn. ikke vel antages at være Hrollaugs »Bredebolstad i Fellshverve«. Rimeligst er det vistnok, at Ulv har bot på Bredebolstad i det nuværende »Síða« i Vester-Skaftafellsyssel. Her er hovedgården Kirkebæ, der, som det fremgår af Ldn., ansås for et helligt sted; her havde kristne Irer (paper) opholdt sig før Nordboerne, og her mente man, at ingen hedensk mand kunde trives: navnet Pappyle kunde således passe godt på bygden.

Se Tillæg og rettelser

---