Øster-Skaftafells syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Austur Skaftafellssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Øster-Skaftafells syssel [1]
Austr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 1300]



Lonshede (Lónsheiði, ældre: -heiðr), hvor fjældryggen er højest, danner den rette grænse mellem Sønder-Mule syssel og Øster-Skaftafells syssel, medens det derimod synes mindre fastslået, om fjældets østlige forgrening (kortets Krossanes) eller det lidt sydligere Hvalnes, også, men vistnok mindre rigtig, kaldet Øster-Horn (Austur-Horn), skal betragtes som grænseskel ud mod havet.


De to Skaftafells sysler (Øster og Vester S.) har i administrativ henseende en lignende stilling som de to Tingø sysler, der indtage en strækning af det nordøstlige Island omtrent svarende til Skaftafellssyslernes udstrækning i det sydøstlige. De er vel forenede under én sysselmand, men udgør dog, siden 1877, to sysselkommuner; i den nærmest foregående tid havde de tilsammen udgjort »Skaftafellssyssel« (Skaptafellssýsla). Men forud for denne sammensmeltning lå igen en fuldstændig adskillelse (således hele forrige årh.), hvor hvert af de to sysler havde sin sysselmand. — Skaftafellssyslerne danne på en ejendommelig måde overgangen fra Øst- til Sydlandet. I oldtiden udgjorde disse strækninger en del af Østfjordinge-fjærdingen. Da Island 1770 deltes i to amter, kom hele den gamle Østfjærding i forbindelse med Nordfjærdingen til at udgøre Nord- og Øst-amtet; men allerede 1783 henlagdes Skaftafellssyslerne til Syd- og Vest-amtet, da indbyggerne i disse sysler derved mentes at komme deres amtmand nærmere.


Traðargilsfoss på Lónsheiði
(A. E. F. Mayer, 1836)
Også i forhold til de øvrige dele af Sønderamtet er dog Skaftafellssyslerne meget afsides beliggende og udgør vel i det hele taget den sjældnest besøgte del af landet. De uhyre jøkler, som bedække store strækninger af det sydøstlige Island og på mange steder kun lade en smal kystrand tilbage, have fra gammel tid påtrykt disse egne, som i og for sig i klimatisk henseende høre til Islands mildeste, et afskrækkende ugæstmildhedens præg: ved de frygtelige jøkelelve, de nedsende, gjort landet omtrent ufremkommeligt, og ved udbrud fra jøkelvulkanerne forvandlet store strækninger til vegetationsløse sandørkner.


Lonshede har mere karakteren af en fjældryg end en hede; den fra Starmyrardal i Alvtefjord til Skaftafells-syslerne førende vej, der ligger over denne, fører på den sydlige side af heden ned gennem en fjældskråning langs en kløftformig dal, hvorefter man befinder sig i Øster-Skaftafells syssels nordøstligste bygd Lón (Lón) eller Lonshverve (Lónshverfi), som den også findes benævnt. Lonbygden har noget besynderlig afsluttet ved sig: til siderne og bagtil begrænset af pyramide- eller kegleformige, dunkelblå, aldeles græsløse fjælde, fortil ved et langt sandrev ligesom aflukket fra det åbne hav. Landet er af naturen frugtbart og skovrigt, men jordbunden omtumlet af den vidt forgrenede, gennem bygden løbende Jøkelså (Jökulsá), den østligste af de mange »Jøkel«åer i Skaftafellssyslerne, af hvilke de fleste have deres kilde i den vældige, 150 kvadratmil store Vatna- eller Klova-jøkel (Vatnajökull, Klofajökull), der mod øst når helt hen mod Lon-bygden og i øvrigt omgærder mod nord hele Øster-Skaftafells syssel, medens den selv først i Udådehraun og tilstødende ubygder finder sin nordlige begrænsning. Om de mange elve, som jøklen giver næring, minder navnet »Vatna«-jøkel. Hver elv har sædvanlig sit udspring fra en skridjøkel, som hovedjøklen sender ned mod bygden; de således opståede mangfoldige forgreninger har skaffet jøklen dens andet navn »Klova«-jøkel. Den østligste skridjøkel, den, hvorfra »Jøkelså i Lon« kommer, ligger bygden forholdsvis fjærnt, ligesom også den herfra udspringende elv — hvorvel med jøkelelvenes sædvanlige karakter: hvidgråt vand og foranderligt leje uden faste vadesteder — langt fra i udpræget ejendommelighed kan måle sig med de vestligere, Örævebygden indesluttende, berygtede jøkelelve. Om nogen vulkan i denne del af Vatnajøkel har man heller ikke efterretning; dog beretter annalerne, at der år 1362 var ilds-udbrud tre steder i den sydlige del af landet — formodenlig alle i Vatnajøkel, som dette år havde et af sine frygteligste udbrud —, hvorved også Lonshverve led megen skade.


Gården Hlíð í Lóni
(A. E. F. Mayer, 1836)
Den nordlige halvdel af Lón-bygden, mellem Jøkelså og Lonshede, tilhørte oprindelig landnamsmanden Tord skegge; men, ledet af sine højsædesstøtter, besluttede han selv at bosætte sig i det nuværende Kjos' syssel og solgte nu sit land til den senere som Islands første lovgiver bekendte Ulvljot. Formodenlig har Ulvljot bot på samme gård som Tord, nemlig (Bær), der ligger omtrent midt i bygden nær kysten. Oven for Bæ, nærmere fjældene (vest for den lille Karlså), ligger Hlid (Hlíð) — i følge tradition afbygget fra Bæ; imidlertid nævnes dog gården allerede i sagaen om Torsten Side-Hallssön. Af gårdene på denne side Jøkelså (nord- eller øst-siden) kan endnu mærkes præstegården Stavafell (Stafafell), under et lavt fjæld ikke langt fra åen, en gård, der flere gange nævnes i Nials saga. — Landet vest (syd) for Jøkelså besattes ligeledes af en enkelt landnamsmand; hans gård Böðvarsholt skal i følge Sig. Gunnarssön have ligget på de nu Nautholt benævnte strækninger vest for Jøkelså ude ved kysten [2].


Vest for Jøkelså begrænses bygden længst mod sydvest af forbjærget Horn, det rette Øster-Horn — i modsætning til Hornbjærget (Kap Nord) længst mod nordvest, på Strandene — , men dog stundum, til adskillelse fra Hvalnæs, benævnt Vester-Horn (Vestr-Horn), en takket fjældkam, der afslutter den mellem bygderne Lón og Hornefjord skillende ryg[3]. Den mellem Vester-Horn og det noget lavere, men ligeledes takket-kamformede Øster-Horn indesluttede bygd har sikkert nok fået navnet »Lón« af det foran kysten liggende, på et par udløb nær fra havet helt afskårne fladvand. Dog benævnes dette vand nu ikke under ét »lonet«, men skilles i Lonfjorden (Lónfjörðr) mod øst, Papafjord (Papafjörðr) mod vest, bægge med et udløb længst imod vest. Jøkelså, der udmunder omtrent ud for Lonsfjordens udløb (Bæjarós), afgiver dog sit meste vand til Papafjord, hvis udløb Papós derfor også har en temlig stærk strøm, hvorved fjordmundingen bliver tilgængelig for handelsskibe. Ved Papos, tæt under Vester-Horns fjældene, har man derfor for omtrent 15 år siden anlagt et fast handelsetablissement; indsejlingen har dog sine vanskeligheder, og varernes losning og ladning ligeledes på grund af ebbe- og flod-forholdene. I bægge fjorde drives et ejendommeligt flynderfiskeri i ebbetiden, da man vadende trækker våd i det lave vand. — I den uden for fjordenes sandrev liggende bugt findes en lav klippeholm Vigr, tilhørende Stavafell og af ikke ringe betydning for præstekaldet, navnlig på grund af det herværende æderfuglevarp.


Lonbygden er ret egenlig Islands sydøst-land. Derefter antager kysten en mere afgjort vestlig retning, skønt trinvis bøjende sig mod syd, og bygderne vende alle omtrent i syd ud mod det åbne hav. — Allerede den næste bygd Hornefjorden (Hornafjörðr) vender lige i mod syd. Fra Lón-bygden adskilles denne ved sammenhængende fjælde, der navnlig henimod kysten fremtræder som en stejl, takket fjældkam, hvis yderste tinder er det alt tidligere nævnte Vester-Horn, eller som det — nu, ligesom i Ldn. — sædvanlig kaldes: Horn. Fra Lonbygdens sydvestligste gård ligger alfarvejen ad passet Almannaskarð gennem en sænkning i denne fjældkam; sænkningen når dog egenlig kun øst fra op til fjældets ryg mellem to tinder: derfra ligger en stejlt skrånende sti ned over fjældets vestside, der så vel oven for som neden for stien viser sig som en endeløs skråning af løse sten (skriða). På grund af højden og stejlheden svimler man næsten ved at se ned på det underliggende flade land; men en udsigt herfra over bygden vil dog lønne sig. Fjorden Hornefjord viser sig som et lignende, ved en sandrevle fra søen næsten helt aflukket, »lon« som det foran Lón-bygden liggende vand. Også Hornefjord falder i to dele, i det den østligste, ved et næs til dels aflukkede, bærer navnet Skardsfjord (Skarðsfjörðr — efter Almannaskarð). Men ind imod Land går Hornefjorden over i de to mægtige Hornefjordselve: Hornefjordsfljoterne (Hornafjarðarfljót) — det østre og vestre [4]. Mod øst begrænses elvene og fjorden af den såkaldte Næs-svejt (Nesjasveit), mod vest af Myrerne (Mýrar, Mýra- [eller nu sædv. Mýrna-] sveit) — Hornefjordsbygden falder nemlig i disse to hoveddele, hver med sit særlige navn; jævnlig regnes endog Myrernes nabobygd (den sydvestligere »Sydsvejt«) med til Hornefjorden. Mod vest og nord ses Myrerne begrænsede af en sammenhængende jøkelmasse, hvorfra den ene skridjøkel skyder sig ned ved siden af den anden; også nordligst i Hornefjordsbygden skyder to af disse ulykkebebudere sig frem, fra hvilke Vester- og Øster-Hornefjordsfljot har deres udspring. Længere nede i bygden adskilles de kun ved den nu næsten vegetationsløse klippeholm Skogø (Skógey), hvorefter de går over i den vestlige del af Hornefjorden — Hornefjord i mere indskrænket betydning. Hornefjordsos (Hornafjarðarós) bryder nu sandrevlen omtrent hvor Hornefjord og Skardsfjord støder sammen; tidligere skal udløbet have været langt vestligere. Her er som oftest i osen en meget stærk strøm, hvorfor bygdens fiskerbåde sædvanlig holde til øst for revlen uden for fjorden, uagtet der inde i denne i de mange render skal være mere end dybt nok. Fra somren 1880 er Hornefjordsos avtoriseret som handelssted. I den yderste del af det næs, der skyder sig frem fra Næs-svejten, skillende mellem Homefjord og Skardsfjord, findes en lille vig kaldet »Havn« (Höfn); der ses her svage spor til tomter, som menes at være rester af købmandsboder, fra en tid da handelsskibe skal have sejlet ind gennem Hornefjordsos[5]. — Nordøstligere, ved bunden af Skardsfjord, står gården »Tingnæs« (Þínganes), der ved sit navn vækker opmærksomhed; dog støttes den ved navnet vakte formodning om, at man her kunde have et gammelt tingsted for sig, hverken ved tradition eller tomter[6].


Vesturhorn
(A. E. F. Mayer, 1836)
Følger man Nesja-svejten indefter, træffer man en mils vej fra fjordmundingen, ved bredden af Østre-Fljot, præstegården Bjarnanes (Nj.), omgivet af en hel kreds af afbyggersteder (hjåleigur). Ved østre-Fljot er Bjarnanæs skilt fra den før nævnte Skogø, nu et så at sige vegetationsløst sand- og »hraun«-skær [7] — men, efter hvad sagnet vil, oprindelig en frugtbar ø med 18 gårde. I følge sysselbeskrivelsen fra forrige årh. sås endnu tomter og gamle husstenvægge. Af måldagerne (AM. 263 fol.) kan måske udledes, at her i sin tid har været et kapel. Rimeligvis har Fljoternes pludselig vekslende vandstand med stærk stigning foranlediget ved osens tilstopning, »jøkelløb« m. m. i tidens løb skadet øen meget. Om »jøkelløbene« eller den pludselige og uregelmæssige forøgelse af vandmængden, som er karakteristisk for Hornefjordsfljoterne så vel som for andre jøkelelve, fortæller Bjarnanæs-sognebeskrivelserne, at de her i bygden skal være foranledigede ved, at der i randen af jøklen oven for Øster-Fljot danner sig fire småsøer — som det synes, i det skridjøklen lukker forskellige kløfter, hvorigennem ellers rindende vand søger ned fra fjældene — ; når disse søer fyldes, sprænger vandet sin isbeholder og vælter blandet med isstykker ned mod Fljotet. Foruden ved jøkelløb og andre oversvømmelser kan Hornefjords-bygden også være skadet ved Vatnajøklens vulkanudbrud; således berette annalerne, at Hornefjorden (formodenlig dog Hornefjord i videste forstand) led megen skade ved de s. 267-68 omtalte udbrud 1362.


Ud for Bjarnanæs findes et af de to hovedvadesteder over Fljoterne. Elven, som her er meget bred, er vel uden stærk strøm, men dyb og med upålidelig, blød sandbund, ofte endog så dyb, at den kun ved ebbetid kan passeres af de hist og her svømmende heste. Oven for Bjarnanæs ligger en lille sø, mærkelig ved sit navn »Þveit« ɔ tved, et ord, der ellers synes at betyde landstykke, afgrænset mark o. d. l. Kort fra denne sø (i nordøstlig retning) findes en lille såkaldet »ølkilde«, en mineralsk kilde med svagsyrlig smag.


Fra den nordlige del af Næs-svejten udgår mod nordøst en lille dal Hovfellsdalen (Hofféllsdalr) begrænset mod vest af et stejlt fjæld Hovfellsfjældet (Hoffellsfjall). Under dette fjæld står annekskirkestedet Hovfell (Hoffell, Ldn.: Hofsfell). I følge Ldn. byggedes der på denne gård et stort hov, og om dette synes en tradition længe at have bevaret sig. Således fortæller den antkv. indb. (1817) — og det samme sagn kendes endnu — , at langt inde på Hovfellsfjældet nord for gården er der en »Goðaborg«, hvor man i hedendommen har tilbedt guderne; her findes endnu deres billeder og mange rigdomme; på afstand har mange set bygningen, ja én er endog kommen så nær, at han har kunnet skimte metaldøren, men ingen har haft mod til nærmere at undersøge sagen, da ulykke rammer dem, som således nysgerrig forgriber sig på oldtidslævningerne.


Med Hovfell er man omtrent nåt bygdens ende. Endnu en gård, Svínafell, står vest for Hovfell i randen af det fritstående Svinafellsfjæld, der er indesluttet af de to Fljoter, som oven for udspringe fra jøklerne, og af hvilke Vester-Fljot danner grænsen mellem Næs- og Myre-svejten. Her er det andet af de to hovedvadesteder over Fljoterne. Strømmen er her forholdsvis stærk, men vandmassen langt mindre og elven sjælden ufarbar [8].


Myrerne (Mýrar ɔ moserne) er, som navnet antyder, af meget fugtig beskaffenhed; navnlig langs Hornefjorden findes side enge, andre steder store sandstrækninger: bægge dele formodenlig skyldende deres oprindelse til de større og mindre jøkelelve, som gennemskære landet. Mod nord og vest er bygden omgivet af fjælde, bag hvilke dog overalt jøklen (Vatnajøkel) hæver sig, og mellem hvilke anselige skridjøkler skyde sig frem. Om dem — hvoriblandt særlig Hejnabergsjøkel (Heinabergsjökull) kan nævnes — siger sognebeskrivelsen, at de er i idelig bevægelse, man hører i dem stærke brag, og jøkelelvene overfyldes da og løbe med stor voldsomhed frem over landet. Blandt disse jøkelelve kan de fra ovennævnte skridjøkel kommende Hejnabergsvande (Heinabergsvötn, Ldn.:Heinabergsá) mærkes. Snart kaste de sig mod vest, så at de forene sig med den vest for bygden løbende jøkelå Kolgríma, snart bane de sig vej i sydøstlig retning til Hornefjord. De ved Hejnabergsvandenes ødelæggelser opståede sandstrækninger i den øvre og vestre del af bygden forekomme i Nj. under benævnelsen Hejnabergssand (Heinabergssandr). »Heinaberg« er navnet på et fjæld og en derefter benævnt gård.


Hornefjordsbeboerne som i det hele indbyggerne i Øster-Skaftafells syssel har et vist gammeldags præg, der stundum har gjort dem til skive for deres landsmænd omtrent som Molboerne hos os. De antikvariske indberetninger synes også at vidne om, at en ejendommelig troskyldighed og meget gammeldags i tænkesæt og folketro var bevaret her, i det mindste til ind i dette århundrede; således fremtræder troen på trolde, fredløse (utilegufólk) og højboere ualmindelig levende. I den antkv. indb. for Myresvejt nævnes 3 Grettestag; men med hensyn til sådanne siger rigtignok sognebeskrivelsen, at de fleste fritstående store stene tilskrives Grette. Endvidere nævnes et par »vølvegrave« (völvuleiði), og det synes, som »völva« og »álfkona« bruges i flæng. Også en »goðaborg« omtales; ved gården Borg findes nemlig en klippe (Borgarklettr), på hvilken ses rester af en kredsformig indhegning, som man vil gøre til et hov eller offerplads. — Om de i disse bygder forekommende landnamsnavne kan oplysning søges hos Sig. Gunnarssön [9].


Kálfafellsdalur
(A. E. F. Mayer, 1836)
Til Hornefjord i videste forstand regnes endnu den følgende bygd Sydersvejt (Suðrsveit). Som grænse mellem denne og Myrerne nævnes undertiden Hejnabergsvandene eller den noget vestligere, ligeledes fra Hejnabergsjøkel kommende elv Kolgríma[10]; dog findes mellem disse to bygder ingen naturlig grænse, da to af Sydersvejtens gårde ligger øst for Kolgrima og heller ikke de urolige Hejnabergsvande lade sig bruge som grænseskel. Den største del af bygden danner imidlertid et afsluttet, af fjælde og det foranliggende hav begrænset hele. Østligst i bygden løber som sagt Kolgrima. Uagtet den er en jøkelå og tilmed temlig vandrig, har den dog et forholdsvis regelmæssigt løb til havet; den bøjer mod sydvest og falder med flere andre åer ud i en af de ose eller lon, som vandløbene langs hele Sydersvejtens kyst danner. Mellem Kolgrima og Sydersvejtens østligste fjælde ligger flere gårde, deriblandt Skálafell, hvortil der i følge Sig. Gunnarssön er knyttet forskellige traditioner om den fra Nials saga bekendte Kåre Sölmundssön, der med forkærlighed synes at være mindet i Skaftafells-syslerne [11].


Fra disse fjælde løber mod syd frem mod kysten en mule, hvis højeste del kaldes Hestgerdeshnuk (Hestgerðishnúkr); det er Ldn.'s Hreggsgerdesmule (Hreggsgerðismúli). Fjældet tager navn af en nedenunder stående gård, som nu benævnes Hestgerde (Hestgerði). Navnet »Hreggsgerði«, som Ldn. har det i »Hreggsgerðismúli«, må vel sættes i forbindelse med »hregg« (uvejr). På stedet selv vil man imidlertid aflede gårdens [og fjældets] oprindelige navn af »hrekkr« (rænke); forbi gården løber nemlig en bæk af dette navn, som gør den stor skade. I Hestgerdeshnuk har Sydersvejten sin naturlige begrænsning mod øst; fjældene (de såkaldte Suðrsveitafjöll), som herfra og vest efter i sammenhæng begrænse bygden, har hidtil næsten helt holdt jøklerne borte, så at denne, der rigtignok ikke er stort mere end en kystrand med tilhørende smådale, har et fredeligere og venligere udseende end jøkelbygderne ellers. Nordvest for Hestgerde står under fjældet Borgarhøvn (Borgarhöfn), en gård, der foruden i Ldn. nævnes i Nj. (i anledning af Tangbrands rejse) [12]. Vest for Borgarhøvn under Kalvafellsfjæld (Kálfafellsfjall) står præstegården Kalvafell (Kálfafell, Nj.) eller, som den også benævnes, Kalvafellstad (Kálfafellstaðr). Mellem Borgarhøvn og Kalvafell skærer sig en lille dal Stadardal (Staðardalr) op mellem fjældene; man vil her se spor af gamle veje, og det fortælles, at Nordlændingerne i ældre tid drog over jøklen og ad denne vej ned til fiskeri i Sydersvejten. Da skal her i bygden have været en stor fiskeplads ved Halseskær (Hálsasker). Således benævnes en række skær, der i skrå retning går ud fra land omtrent ud for Hestgerdeshnuk, og som tidligere skal have dannet en god havn; her i nærheden påvises spor af de gamle fiskeskåle-tomter. Man tror snarest, at de nordlandske fiskeres besøg helt har tabt sig efter slutningen af det 16de årh., da henved 100 mænd på én dag skal være druknet ved Halse-havn [13]. Efterhånden var fiskeriet fra denne bygd næsten helt ophørt; i den senere tid er det dog igen tiltaget noget og drives navnlig fra Bjarnarhraunsvík ud for Kalvafell. Noget vest for Kalvafell åbner sig Kalvafellsdalen (Kálfafellsdalr), der adskiller Kalvafellsfjældet fra det såkaldte
Hestgerði
(A. E. F. Mayer, 1836)
Stadarfjæld (Staðarfjall) — måske benævnt efter præstegården, som har ret til skovhugst her, men tilhørende gården Bredebolstad — ; derefter følger Stejnafjæld (Steinafjall), der igjen ved en dalstrækning Stejnadal (Steinadalr) er adskilt fra Stadarfjæld. Fra Kalvafellsdal og Stejnadal kommer en del større og mindre vandløb (Steinavötn), der ved deres skiftende forening og urolige løb har tilføjet det under fjældene liggende land betydelig skade, så at nu Kalvafell ved en sandstrækning er skilt fra nabogårdene mod vest. Stejnafjæld løber frem mod kysten på lignende måde som Hestgerdeshnuk, men fortsættes i øvrigt vest efter, til det ender ved Bredemarks-jøkel. Under den længst fremskudte del af Stejnafjæld står nær kysten gården Bredebolstad (Breiðabólstaðr), bekendt af sin højættede landnamsmand, Rögnvald jarls søn Hrollaug. Ldn. fortæller, at hans højsædesstøtter drev i land i Hornefjord, og at han da, uagtet han selv var landet i omegnen af Reykjavig, drog øst på og tog land fra Horn (»Vester-Horn«) til hinsides Sydersvejten. Først boede han i selve Hornefjord, men senere solgte han alt landet nord for Hreggsgerdesmule og boede derefter på Bredebolstad. Blandt de mænd, Hrollaug solgte land til, var Ulv den vorske; Ulv flyttede senere til Pappyle (Pap(p)ýli) og boede på Bredebolstad; hans sön Torgejr boede på Hov (Hof) i Pappyle. Man har her i egnen formodet, at Ulvs bolig Bredebolstad måtte være Hrollaugs nysnævnte gård, og har i henhold hertil henlagt Pappyle til den sydvestlige del af Sydersvejt; ligeledes vil man sige, at det Bredebolstad tilhørende Stadarfjæld har været benævnet »Papylisfjall« [14]. Til bestyrkelse af denne gætning lader der sig dog næppe fremføre noget af vægt. Intet tyder på, at denne egn har båret navnet Pappyle, lige så lidt som man véd om nogen gård Hov her i egnen. Den gård Bredebolstad, hvortil Ulv flytter, kan tilmed i følge Ldn. ikke vel antages at være Hrollaugs »Bredebolstad i Fellshverve«. Rimeligst er det vistnok, at Ulv har bot på Bredebolstad i det nuværende »Síða« i Vester-Skaftafellsyssel. Her er hovedgården Kirkebæ, der, som det fremgår af Ldn., ansås for et helligt sted; her havde kristne Irer (paper) opholdt sig før Nordboerne, og her mente man, at ingen hedensk mand kunde trives: navnet Pappyle kunde således passe godt på bygden.


Breiðabólstaður
(A. E. F. Mayer, 1836)
Til Hrollaug er en rig tradition knyttet. Nordvest for Bredebolstad findes nogle banker Hrollaugshólar, her vises Hrollaugs høj, hvori han skal være skiblagt (ɔ skibet skal være hvælvet over ham), og hvorover man har set ild brænde [15]. Omtrent ud for disse holer, en mils vej fra land, ses tre nøgne småholme eller skær Hrollaugsøer (Hrollaugseyjar); her skal Hrollaug have haft sin fiskeskåle.


Vestligere end Bredebolstad findes nu kan én gård i bygden, nemlig den under samme fjæld, noget nordvestligere, stående Reynivellir. Vest for denne, umiddelbart under Sydersvejtafjældenes vestligste pynt, fandtes indtil for få år siden endnu en gård Fell, én gang måske egnens rigeste gård og i lang tid sæde for sysselmanden i Øster-Skaftafells syssel; efter denne benævntes bygden tidligere ofte Fellshverve (Fellshverfi). Efter at gårdens marker mere og mere var bleven ødelagte af vand fra den fremtrængende Bredemarksjøkel, lagdes den fuldstændig øde 1870 — uden at den gamle spådom opfyldtes, at den til roden spaltede klippe, hvorunder gården lå, en gang skulde tilintetgøre den ved at styrte ned over den.


Fell er den første i en række af gårde, som alle ere lagte øde af den fremtrængende jøkel, men hvis plads man endnu til dels véd at påvise. Her begynder det omtrent 15 mil lange strøg, der optager Skaftafellssyslernes midte, eller — rettere sagt — Øster-Skaftafells syssels vestligste del, hvor jøkelvulkanerne har raset på enestående vis, så at kun resterne af en enkelt bygd (Öræve) nærmest omkring Vatnajøklens højeste parti, den mod syd fremskydende Hnappafellsjøkel, står tilbage, medens ellers udstrakte sande med ovenfor liggende skridjøkler er, hvad der møder øjet.


Nærmest Sydersvejten træffer man den 5—6 mil lange Bredemark-sand (Breiðamerkrsandr). Denne sandstrækning er ganske smal og vel ikke slet så ufrugtbar som den følgende, men dog alt andet end tiltalende. Fra Vatnajøkel skyder sig her en vældig skridjøkel ned, Bredemarksjøkel (Breiðamerkrjökull), der, hvor den når længst ned mod kysten, vel knap er fjærnet 1000 al. derfra. En sådan skridjøkel (som denne og den følgende store: Skejdaråjøkel) har for den fremmede noget højst overraskende ved sig: Man ser for sig et sort, svagthvælvet højdedrag hist og her med et hvidt skær, som kunde det være resterne af bankens endnu usmæltede sne — men hele massen er netop is og sne, kun næsten skjult af grus og sand. Hvor jøklen skyder sig længst frem mod søen, styrter som gennem en kloak en snavset jøkelelv sig frem under jøkelranden og iler forgrenende sig over sandfladen ned mod kysten. Dette er den frygtede Jøkelså på Bredemarkssand (Jökulsá á Breiðamerkrsandi). Da vejen til dens udløb i havet er så kort, bliver dens støm meget rivende, og da åen tillige fører en anselig vandmasse og ofte er opfyldt med isstykker, er den landets måske farligste rindende vand. En sådan ægte jøkelelv frembyder for den uvante et uhyggeligt skue. Strømmen er sædvanlig så stærk, at vandfladen for øjet ligesom hvælver sig, og på grund af mangel på regelmæssig flodsæng løber vandet med en voldsomhed, så at åens hoppende bølger på afstand — endnu før man i øvrigt ser selve åen — viser sig som brunsorte spidser, der kan forveksles med stene. — Sædvanlig styrter Jøkelså frem fra jøklen omtrent på grænsen af sandens østligste tredjedel; men undertiden, navnlig når den har haft en af de for jøkelelve ejendommelige, voldsomme uregelmæssige vandstyrtninger (hlaup), kan den pludselig helt forandre leje og bryde frem et andet sted fra skridjøklen — sædvanlig endnu østligere.


Allerede ved en tidligere lejlighed (Markarfljót, I, 264) er det omtalt, hvorledes sådanne jøkelelve passeres. Faste vadesteder mangle, i det det rivende vand snart bortgraver grunden hist, snart opkaster banker eller rygge her. Nu gælder det om af vandets bevægelse at slutte, hvor en sådan ryg findes og da ride i kanten af den. Som følge deraf kan overgangen over en større jøkelelv medtage flere timer: snart rider man med strømmen, snart tværs igennem, så op mod strømmen, eller stundum tilbage igen; tit når man tror sagen endt, viser det sig, at man har mere end halvdelen af det vidtforgrenede vandløb tilbage. Hvad Jøkelså på Bredemarkssand angår, kan den tit blive aldeles ufarbar, og man må da se at slippe gående over jøkelranden, hvad der kaldes at passere åen »á undirvarpi«, men heste og bagage er det naturligvis meget besværligt at fø frem ad denne vej, da skridjøklen er fuld af rævner.


Vest for Jøkelså gennemfures Bredemarkssand endnu af fire andre fra jøklen kommende åer, dog alle betydelig mindre end Jøkelså; den østligste af dem, og tillige den største, er Bredå (Breiðá) der gennem en ós falder i søen, den vestligste er Kviå (Kviá). Ikke Jøkelså — som man skulde tro — , men Bredå regnes som grænseskel mellem Sydersvejten og den følgende bygd (Öræve). Mod sydvest støder Bredemarksjøklen op til den før nævnte Hnappafellsjøkel (Hnappafellsjökull, ældre Knappafellsjökull), også kaldet Örævajøkel (Öræfajökull), der skyder sig frem som Vatnajøkels sydligste pynt og tillige som bemærket er den del af samme, hvor den uhyre isdækte fjældmasse hæver sig til sin største højde — over 6000 f. — , højere end noget andet islandsk fjæld. Mod nord står Örævajøklen i forbindelse med hovedjøklen; fra dens sydøstlige hjørne mod vest og nordefter langs hele vestsiden strækker sig derimod en strimmel bebygget land — »Ørkenbygden«, som den betegnende kaldes: på islandsk Öræve (Öræfi) eller Örævasvejt (Öræfasveit). Mod nord begrænset af jøkel, mod syd af havet, er adskillelsen fra omverdenen til de to andre sider næsten lige så fuldstændig; mod øst skilles bygden fra Sydersvejten ved Bredemarkssand med Jøkelsåen, mod vest fra Vester-Skaftafells syssel ved den lige så lange, men meget bredere Skejdaråsand (Skeiðarársandr) og to farlige jøkelelve, begge udspringende fra den ovenfor den 5—6 mile lange og hen ved 4 mil brede sandstrækning liggende Skejdaråjøkel (Skeiðarárjökull). Dette er en skridjøkel, af udseende og beskaffenhed som Bredemarksjøklen, kun endnu større og mægtigere. Ligesom Bredemarksjøklen begrænser den udsigten mod nord som et uhyre, mørkt, svagthvælvet højdedrag med lidt sneskær hist og her. Fra dens sydøstlige hjørne fremvælder den store jøkelelv Skejdarå (Skeiðará), som i voldsomt løb først kastes ind mod Skaftafells-fjældet ved Örævebygdens nordvestlige hjørne og derefter i mange forgreninger søger sin vej mod syd, på mangfoldig måde skadende de få lævninger af bebyggeligt land i Örævebygden, hvorfra den optager en mængde mindre jøkelelve. Den anden fra jøklen udspringende betydelige elv (Nupsvandene) kommer fra dennes vestside og begrænser Skejdaråsanden mod vest. Selve sanden er aldeles græsløs, oversåt med større og mindre sten — omtrent som en strandbred. Af og til har Skejdaråjøklen nogle højst ejendommelige vandudtømmelser. Hele jøklen kommer i bevægelse, hæver og sænker sig gyngende, indtil isdækket under frygtelig bragen brister og en med isstykker opfyldt vandmasse styrter ud over sanden, hvor alle ujævnheder i terrænet da bortrives. — Örævajøklen, af udseende helt forskellig fra disse skridjøkler, gør i afstand et imponerende indtryk: lys og klar hviler sneen på sit stejle fjældunderlag; på nært hold får man derimod ikke et sådant indtryk af snefjældets højde, som man skulde antage. Selv udpræget højjøkel nedsender den en mængde skridjøkler, som skyder sig frem mellem næsten alle bygdens gårde eller rettere de dem beskyttende fjældpynter. Sit andet navn »Hnappafellsjøkel« skylder den to »knappe« (hnappar), fjældknuder, der rage frem fra sneen sydligst i højjøklen. De stærkt sønderrevne, aldeles vegetationsløse fjældskråninger nærmest omkring og foran jøklerne benævnes med et for disse egne ejendommeligt udtryk »skær«.


Borgarhafnarfjall
(A. E. F. Mayer, 1836)
Örævabygden består nu kun af 8 store gårde — eller gårdgrupper, som flere af disse rettere må kaldes, da der her findes 3—4 bønder, hver i sin bolig. Østligst af alle er Kvísker, en gård, der ligger inde på selve Bredemarkssand, beskyttet for jøklen af nogle bagved liggende højder, omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklens østligste skridjøkel støder sammen; længst mod nordvest ligger Skaftafell, omtrent overfor hvor Skejdarå bryder frem fra Skejdaråjøklen. Tidligere har forholdene i den mellem de to sande indesluttede bygd, der først efter det 14de årh.'s vulkanudbrud antog sit nuværende navn, været vidt forskellige fra nutidens — om end ikke så forskellige, som man i almindelighed udmaler sig — ; men heldigvis sættes vi ved Ldn.'s angivelser, i forbindelse med forskellige bevarede kirkemåldager, samt beretninger fra tiden omkring 1700 om hvad man da endnu vidste om de her foregåede forandringer, i stand til at få, et ganske godt billede af den oprindelige tilstand. Hvad nu først den af Bredemarksandens større, vestligere del opfyldte strækning angår, viser allerede Ldn., at denne ikke på landnamstiden kan have haft sin nuværende ufrugtbarhed. I følge den nævnte kilde gav nemlig Hrollaug, der tog land fra »Vester«Horn til Kviå, Tord illuge, som havde lidt skibbrud på Bredåsand (Breiðársandr), landet mellem Kviå og Jøkelså (ɔ J. på Bredemarkssand) — en strækning, som nu kun udgør en del af Bredemarkssanden. På denne strækning kan desuden steder for flere gårde påvises, og af måldagerne ses, at dette har været en skov- og græsrig egn. Hvorvidt disse gårde har været opfattede som en særskilt bygd, benævnt Bredåmark (Breiðármörk) — således som traditionen vil - , kan ikke bestemt ses; dog fremgår det af en måldagebog, at navnet Bredåmark temlig tidlig har været i brug, som det synes om den vestlige, større del af den nuværende Bredemarkssand, muligvis dog kun om egnen nærmest Bredå. Dette navn, senere afslebet til Bredemark (Breiðamörk), er tydelig nok endnu bevaret i benævnelserne Bredemarkssand, Bredemarksjøkel m. fl. Måldagerne vise, at de herværende gårde tilligemed den nuværende Örævebygd betragtedes som et »herred«, allerede den gang (som det fremgår af Nj.) skilt fra nabobygderne ved to sande. Den vestligste af disse (Lómagnúpssandr) må være den nu Skejdaråsand benævnte sandstrækning, den østlige var Bredåsand, svarende til en del af den nuværende Bredemarkssand, så at dens vestlige begrænsning formodenlig har været Bredå; derved forklares både dens navn, og den omstændighed, at Bredå kunde blive grænseskel mod Sydersvejt, således som forholdet — som bemærket — endnu er. Jøkelså har sikkert den gang ligesom nu haft sit udspring fra en skridjøkel; men denne har utvivlsomt da ligget meget længere fra kysten, som den vel først ved Örævajøklens vulkanudbrud i det 14de årh. ret er begyndt at nærme sig; endnu ved midten af forrige årh. var den i følge E. O. (s. 785) omtrent en mil fjærnet fra kysten. Ligeledes har skridjøklen sikkert oprindelig været indskrænket til den nærmeste del omkring Jøkelsås udspring, medens egnen vest for Bredå da i det væsenlige må have været forskånet for skridjøkler. Nu er den vestlige og større del af Bredemarkssand ikke meget forskellig fra den østlige. Den er noget bredere end den østlige tredjedel, hvor den endnu tilbagestående kyststrimmel er indskrænket til nogle grusdynger (moræner) mellem jøkeranden og en fladvandssamling (lón, ós) nærmest strandbredden. Efterhånden som man kommer vest på, ser man hist og her lidt grønt land foran jøklen, et enkelt sted (vest for Kviå) endog en gård, beskyttet af nogle bagved liggende højder — det før nævnte Kvísker — , den sidste lævning af den formodede Bredemarksbygd.


Af de ældre beretninger, der oplyse os om ødegårdene på Bredemarkssand og i Öræve, fortjæner særlig en fra sysselmanden i Øster-Skaftafells syssel Islejv Ejnarssön stammende at fremhæves, i det han i året 1712 på Hov i Öræve lod optegne alt hvad man endnu den gang dér i egnen erindrede om de af jøkelvulkanerne ødelagte gårde [16]. Desuden kan forskellige oplysninger hentes fra en beskrivelse af Örævebygdens gårde, der findes blandt den samling for største delen egenhændige notitser af ArneMagnossön, af historisk-topografisk indhold, tilsammen udgørende en seddel-fascikel i oktavformat, der i den foregående beskrivelse af Østerlandet oftere er citeret under benævnelsen »Chorographica Islandica«, nu indført i den Arnamagnæanske samlings katalog som nr. 213, 8vo. Denne beskrivelse, der tillige meddeler et og andet om ødegårde, lokaltraditioner m. m., er vistnok noget ældre end sysselmandsbeskrivelsen og kan måske med storst rimelighed henføres til præsten Gisle Finnbogessön, der var sognepræst i Öræve gennem det 17de årh’s sidste halvdel. Hertil kommer, som tidligere fremhævet, hvad måldagerne lære os om egnen og dens ødegårde, og, naturligvis også, hvad Ldn. og den øvrige sagaliteratur yder. — Ldn. fortæller, at Tord illuge, ejeren af landet mellem Jøkelså (på Bredemarkssand) og Kviå, boede »under Fell ved Bredå«; Illuge Fellsgoði kaldes han Ldn. s. 82. Denne gård Fell svarer vistnok til ødegården Fjall, som har staaet under fjældet Breiðamerkrfjall, et græsrigt og som avret for får benyttet, men nu af jøkel helt omgivet fjæld, der står ovenfor sanden mellem Bredå og den vestligere Fjallå (-á). I måldagen for den tidligere hovedkirke i den nuværende Örævebygd (Rauðilækr), der i sin ældre skikkelse af Jon Sigurdssön henføres til år 1179, anføres det, at kirken har ret til at holde 160 beder i Fjalls land; denne gårds landområde må altså både have været stort og fortrinligt Blandt jorder, som kirken på Hov i Öræve ejer, nævner en måldage fra slutningen af 14de årh. (Michaels máldagi) Fjall med en til 9 hundreder vurderet forstrand. Spor til tomter af den af jøkel omsluttede gård havde man 12 år før sysselbeskrivelsens affattelse (ɔ endnu år 1700) kunnet se.


Steinarfjall
(A. E. F. Mayer, 1836)
Forskellig fra »Fell ved Bredå« synes den i Nj. nævnte gård Bredå (Breiðá) at have været. Da en frænde af Side-Hall boede her, har det rimeligvis været en anselig gård. Efter at den flere gange er omtalt i sagaen, berettes der ved dennes slutning, at efter Kåres udsoning med Flose og hans påfølgende ægteskab med dennes broderdatter Hildegunn boede ægteparret »først« på Bredå. På Bredå var i gammel tid en kirke. Om denne og de tilhørende besiddelser får man nærmere underretning gennem en i AM. 263, fol. opbevaret måldage. Skønt dette håndskrift, der er istandbragt af biskop Odd Ejnarssön år 1598, og hvorom nærmere kan efterses i Dipl. isl. I, 253—54, indeholder »gamle« måldager af højst forskellig alder, sædvanlig uden nogen anden betegnelse end netop ordet »gammel«, kan det dog for denne måldages vedkommende med temmelig sikkerhed siges, at den stammer fra tiden før vulkanødelæggelsen i det 14de årh., rimeligvis fra den nærmest foregående tid, og affattet samtidig med et par i håndskriftet umiddelbart efterfølgende måldager for denne egn, hvoraf »Rauðilækr« -måldagen af Jon Sigurdssön henføres til år 1340 (Sml. Dipl. isl. I, 167—69). I følge den nævnte fortegnelse ejede kirken hele gården (jorden) med de forstrande og skove, som fra gammel tid havde hørt dertil. Særlig nævnes som kirkeejendom desuden »hellir hinn eystri« (en gård?), Hola land (Hólar — en alt da ubeboet gård?), Hola forstrand, Vindås forstrand (Vindáss — en gård?)[17] og en forstrand ud for Salthövde (Salthöfði er den sydøstligste udløber fra Örævebygdens fjælde). Fremdeles hørte under kirken to kapeller. På gården skulde være en præst. Med hensyn til ejendommens betydning kan det også fremhæves, at den kirken tilhørende kreaturbesætning var ret anselig (således 6 kør), og at nabokirken (Hnappavellir) havde ret til rishugst i Bredå land. Ved det store vulkanudbrud i det 14de årh., der med størst rimelighed kan henføres til år 1362, er Bredå rimeligvis bleven forladt. At kirken her som en følge af disse naturomvæltninger i det mindste for en tid er bleven opgivet, synes at fremgå af den i slutningen af århundredet forfattede Vilchins måldage; her opføres ikke Bredå kirke, men under fortegnelsen over kirkeinventariet på Stavafell i Lon bemærkes, at to klokker fra Bredå og et kors af biskop Torarin (1363—64) overdroges den derværende kirke. — Denne gård anses for at være den samme som Bredåmark (Breiðármörk, Breiðamörk), der først efter midten af det 17de årh. lagdes øde. Fjall siges i sysselmandsbeskrivelsen at ligge vest for Bredåmark, og om Bredåmark berettes sammesteds, at den var ødelagt af jøkel, vand og grus, men tomterne sås endnu; der havde været kapel, og i dettes indgang lå en stor, flad sten — af længde, bredde og tykkelse omtrent som en almindelig ligsten — , hvidgrå af farve. Stenen, der kaldtes Kåre-stén (Kára hella), ansås for Kåre Sölmundssons ligsten, og man fortalte, at han selv havde båret den hjem før sin død. På den tid, beretningen nedskreves, sås vel ikke længer selve stenen (der mentes at ligge på Kåres grav), men man vidste at påvise stedet, hvor den var at finde [18]. Ved slutningen af forrige århundrede var alt her skjult af jøkel, med undtagelse af nogle lævninger af tunet. I den blandt Arne Magnussöns samlinger opbevarede beskrivelse af Örævebygden nævnes Bredåmark endnu som Örævesvejtens niende gård, men der siges, at gården nu ligger fuldstændig øde, med undtagelse af stedet for selve gården og nogle forfaldne småbygninger; dog sås der tillige, tomter, således en kirketomt og Kåres grav med den firkantede gravsten, som i følge meddelerens skøn næppe kunde flyttes af 8 mænd. I biskop Brynjulv Svendssöns måldagebog fra år 1641 nævnes »Breiðarmörk« blandt de under Örævebygdens sydligste kirke (Hof) liggende gårde og må antages endnu den gang bebygget.


Af traditionen om Kåres ligsten fremgår temlig tydelig, at man har opfattet Bredåmark som samme gård som Bredå, og tillige at man har tænkt sig Kåre boende her til hans død og således intet hensyn taget til Nj.'s »først«. At gården efter en tid at have ligget øde — som tilfældet rimeligvis har været efter midten af det 14de årh. — med den ny bebyggelse har kunnet skifte navn, synes heller ikke usandsynligt. Har det til den gamle gård hørende landområde alt tidligere været benævnt Bredåmark, måtte det ligge nær at benævne den nye gård, der rejste sig her, efter det omgivende land. Ja, selv om benævnelsen Bredåmark har strakt sig over hele den vestlige del af den nuværende Bredåmarkssand, kan benævnelsen ikke have noget påfaldende ved sig; måske var Bredåmark-gården den første gård, der igen rejste sig her efter ødelæggelsen, men i hvert fald har »Bredåmarkens« mest karakteristiske del sikkert ligget mod øst, nærmest Bredåen, som den tog navn efter. Så vidt vides det eneste sted, der giver nogen oplysning med hensyn til den ældre anvendelse af navnet Bredåmark, er det oftere nævnte måldagehåndskrift AM. 263, fol. Der angives her, at Skålholts kirke ud for Bredåmark ejer en forstrand af værdi 12c. og desuden 9c. i forstrand ud for Salthövde. Det synes nemlig tydeligt, at disse forstrandsstykker er en del af Bredå kirkes gamle besiddelser, blandt hvilke vi netop finde »Hola forstrand« vurderet til 12c. og en forstrand på 9c. ud for Salthövde. Tør man antage, at Hola forstrand har ligget ud for den fordums gård Holar, må denne strækning søges aller vestligst paa Bredemarksand og altså Bredåmarken under den anførte forudsætning have strakt sig lige så langt. Men, hvorledes det end hermed forholder sig: »Bredåmark« viser sig på dette sted temlig tydelig brugt for at betegne en strækning på den nuværende Bredemarkssand, der oprindelig hørte under Bredå-gården, og hvorefter altså den nye gård (Bredåmark-gården), der her rejste sig, naturlig har kunnet benævnes.


Om kapel på gården Bredåmark lader sig næppe noget oplyse; muligvis har her slet intet kapel været, men tomten af den gamle kirke fra Bredå-gårdens tid givet anledning til denne formodning.


Jökulsá á Breiðamerkurjökull
(A. E. F. Mayer, 1836)
Mellem det nu omhandlede strøg — nærmest vest for Bredåen — og Kvísker kendes ingen ødegårde. Kviskær (Kvísker), nu Bredemarkssandens eneste bebyggede gård, ligger som tidligere anført beskyttet af nogle højder omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklen går over i hinanden. Gården tager i følge Örævebeskrivelsen i Arne Magnussöns samlinger navn af to lave skær i havet ud for gården; disse benævnes rigtignok nu Tvísker, og dette navn er tilmed ved at gå over på gården, men den gang benævntes både skær og gård Kvisker. Heraf er vel igen navnet på den vest for gården løbende Kviå (Kvíá) dannet[19]. — Ldn. beretter, at Torgerd, enke efter en af den norske herse Heyjangrs-Björns sönner Asbjörn, der var død på sin rejse til Island, besatte hele Ingolvshövdehverve (Ingólfshöfðahverfi) mellem Kviå og Jøkelså (Jökulsá ɔ Skejdarå) og boede på Sandfell (en af de midterste gårde i Örævebygden). Hauksbog og Melabog oplyse nærmere, hvorledes det gik til med dette landnam, at Torgerd nemlig, da ingen kvinde måtte besætte en større strækning end den, hvorover en to års kvie kunde trækkes i løbet af en forårsdag, satte sig i bevægelse med kvien fra et fjæld i nærheden af Kviå og nåede til Jökulsfell ved Örævebygdens nordvestlige hjørne, hvoraf det altså også ses, at hele Ingolvshövdehverve, som hun derved fik som sit landnam, netop svarer til det nuværende bebyggede Öræve, Kviskær fraregnet. — Havde man kun Ldn. at støtte sig til, vilde man sikkert aflede det i navnene på gården og åen liggende kví- af »kvíga« (en kvie); er disse benævnelser derimod, som det synes, udgået fra navnet på de to småskær, har man formodenlig her med ordet »kví« (fold, indhegning) at gøre. I følge Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 450) skal der i nærheden af Kviå findes en »Kvígusteinn« (ɔ: kviestén), hvorfra man siger at Torgerd begyndte sin vandring med kvien.


Mellem Kviskær og den følgende gård Hnappavellir, der ligger et par mil længere mod sydvest, påpeges stedet for flere ødegårde. Nærmest Kviskær, »øst for Kviås gamle rende«, skal i følge sysselmandsbeskrivelsen have stået en gård Bakke (Bakki); tomter sås ikke[20]. Navnet kendes allerede fra Raudelæk-måldagen i dens ældste skikkelse, da Bakke alt den gang ejedes af kirken. Senere opføres Bakke med alle Raudelæk-kirkens øvrige besiddelser under Sandfells kirkes ejendomme; ved begyndelsen af forrige århundrede var imidlertid alt græsland gået til grunde, men forstranden ejedes af kirken og benævntes Bakka fjara. — Nærmere kysten — og vel også sydvestligere — ved et derværende lón sås i følge sysselmandsbeskrivelsen tomter, som man mente af en gård Husavig (Husavík). — Endnu en tredje ødegård Holar (Hólar) påviser man øst for Hnappavellir under nogle holer (banker); her skal have været kirke, og virkelig findes også ovenfor et fjæld Staðarfjall. Sysselmandsbeskrivelsen beretter, at der i nulevende folks minde var bleven set tomter. Denne ødegård Holar kan næppe være nogen anden gård end den ejendom af samme navn, der nævnes i flere af de gamle måldager fra før det 14de årh.s vulkanødelæggelser. Bredå ejede, som anført, Hola land og Hola fjære; kirken på Hnappavellir havde rishugst for 30 heste i Hola land, og endelig ejede Raudelæk-kirke »alle de ører, som have fulgt Holar«. Efter alt dette skulde man tro, at Holar tidlig var lagt øde, og navnlig synes traditionen om en kirke her, hvorom ellers intet vides, mistænkelig. Man fristes til at formode en forveksling, så at man her har stedet for den ældre gård Hnappavellir med tilhørende kirke (der påvises længere vest på). — Om strækningen, hvor de tre sidstnævnte gårde har stået, gælder det — ligesom til dels om Kviskærs land — , at det ikke er selve Bredemarksjøklen, der er trængt frem over deres enemærker, men derimod udløbere fra Öræve- eller Hnappafellsjøklen.


Med den følgende gård Hnappavellir, Nj’s Knappavöllr, er man endelig nået selve Örævebygden og har fuldstændig vendt Bredemarkssanden ryggen. Sit navn skylder gården de to »knappe« i jøklens sydlige del, hvorunder den står, dog skilt fra selve højjøklen ved en med skarpe stenskærver oversåt fjældryg (»skæret«)[21]. Mod syd hæver sig det tidligere nævnte lille fjæld Salthövde, der her skyder sig frem mod søen. I følge sysselmandsbeskrivelsen påvistes tomter af en gård vest for Hnappavellir, og her mente man, at Hnappavellir før Örævebygdens ødelæggelse havde stået. Fra AM. 263 fol. kendes en måldage for Hnappavold kirke (Mariu kirkia a nappavelli), rimeligvis fra 1340. Kirken ejede en fjærdedel af gården, besad en del kreaturer og et ikke ringe inventarium, samt ret til skovhugst på mange steder, hvoraf nogle allerede tidligere er nævnte. Under kirken hørte 4 gårde, og der var 3 kapeller. Ved vulkanudbruddet kort efter midten af det 14de årh. må også denne kirke være gået til grunde, ti den samme biskop, som i årene 1363—64 overdrog Stavafellskirke i Lón noget inventarium fra Bredå, tillagde (ifg. Vm.) samme kirke ikke ubetydelige ejendele fra Hnappavold kirke.


Sydvest-vest for Hnappavellir følger bygdens to sydligste gårde, stående under en fra jøklen fremskydende, lavere højde. Også her i nærheden vil sysselmandsbeskrivelsen påvise stedet for to ødegårde.


Fra denne sydligste del af Örævebygden har man mod syd udsigt til forbjærget Ingolvshövde (Ingólfshöfði), en mod søen stejlt affaldende, ind mod land nedadskrånende højde, — nu helt afkåren fra land ved Skejdaråens arme og derfra stammende fladvandsstrækninger, men af og til besøgt af egnens folk for fuglefangstens skyld. Ingolvshövde er bekendt som det sted, hvor landnamsmanden Ingolv først landede; i følge Nj. led Kåre Sölmundssön her skibbrud, hvorefter han begav sig til egnens høvding, sin gamle fjende Flose, der ædelmodig forsonede sig med ham. — Om Ingolvshövde har Arne Magnussön bestræbt sig for at samle udførlige oplysninger. Således findes blandt hans øvrige samlinger til Örævebygden en af ham selv afskreven beskrivelse af Ingolvshövde, der udtrykkelig anføres som hidrørende fra Öræve-præsten Gisle Finnbogessön. Til denne beretning henvises i Örævebeskrivelsen, hvor Ingolvshövde også udførligere omhandles (under gården Sandfell, til hvis kirke den med Saudelæk-kirkens øvrige besiddelser var gået i arv); endelig findes også sammesteds vedlagt en tegning af Ingolvshøvde. Høvden var den gang landfast, men i følge traditionen havde den tidligere været omflydt af havet. Man fortalte, at Kåre Sölmundssön havde sat sit skib op her og påviste tomten af skibsskuret (Kárahróf). Ved høvdens østside var der landingssted for fiskerfartøjer; den gang var der nemlig endnu nogen udroning fra denne egn, medens den senere fuldstændig er ophørt, her, så vel som længere vest på, til den vestligste del af VSkf. Ved høvdens vestside skulde oprindelig have været en fjord, hvor i gamle dage handelsskibe havde ligget, og man påviste endnu en klippeblok med et hul igennem, hvortil landtovet havde været bundet. Oppe på høvden var der på beskrivelsens tid (c. 1700) bygget boder (4 i tallet), hvori de med fiskeriet beskæftigede opholdt sig under fisketiden [22].


Indgangen til gården Hnappavellir.
(A. E. F. Mayer, 1836)
De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) Hov (Hof), hvor annekskirken står, derefter Sandfell, bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér[23]. — Den følgende gård Svinafell (stundom også Svínafjall) ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet Flosahellir, til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et Grettestag. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård Skaftafell (Skaptafell), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem Jökulfell (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.


I følge Svend Povlssön (de islandske Isbjærge) bestod ved slutningen af forrige århundrede en tradition om, at der i gamle dage havde ligget en vej mellem Skaftafell og Mödrudal på Fjældene (NM.) gennem Morsådal. Man mente at se dette bestyrket ved spor af en gammel vej i det Morsådalen mod nord begrænsende Miðfell, samt ved forskellige her fundne genstande; endvidere, fortalte man, havde hyrden fra Mödrudal fri sæng i Skaftafells skåle og han fra Skaftafell ligeledes i Mödrudals. Hvor utrolig det end må forekomme, at der nogensinde har været vej mellem den nordlige og sydlige del af landet, her hvor Vatnajöklen er allerbredest og mod nord grænser til vidtstrækte udørkner, bestyrkes dog traditionen om en forbindelse, mellem Mödrudal og Skaftafell i høj grad ved en måldage fra biskop Gisle Jonssöns tid (1558—87). Her anføres nemlig (Am. 261, fol. i måldagen for Mödrudal »á Fjalli«), at kirken har ret til »XII trogsödðla högg« i Skaftafellsskov. Ligeledes meddeler uddraget af jordebogen fra 1797 og følgende år, at gården Skaftafell havde græsningsret for 14 heste på Mödrudals hede i sommertiden, men som rigtignok aldrig benyttedes på grund af jøklerne[24].


Syd for jökulfell fremstyrter Skejdarå i østlig retning og har forvandlet alt land under fjældets fod til sten- og sandslette. Imellem Skaftafell og Svinafell som mellem egnens fleste andre gårde strække mindre skridjøkler sig frem; stundum nå de næsten helt ned til Skejdaråens bred: sorte og snavsede, med en banke af grus og sten foran sig, affødende en rivende lille å, som det kan volde bryderi nok at passere. Ejendommeligt er det at se, hvorledes på sådanne steder de græsklædte fjældskråninger ligge højere end skridjøklens umiddelbart til dem stødende rande.


Stígarjökull
(A. E. F. Mayer, 1836)
I følge hvad man nu vil fortælle på Skaftafell skulde gården allerførst have stået under Jökulfell inde i Morsådal. Dette skyldes dog kun traditionens uklarhed. Den gård, som tidligere stod her, hed, hvad også sysselmandsbeskrivelsen fremhæver, Jökul(s)fell; beskrivelsen beretter yderligere, at den havde stået i skråningen af det Jökulfell benævnte fjæld, på et sted, som endnu den gang kaldtes Bæjarstaðr; der havde været kirke, og man havde indtil for kort tid siden set spor til dennes og kirkegårdens tomter (ifg. Örævebeskrivelsen sås »endnu med lethed tomterne af kirkestedet«, og skoven i fjældet havde tidligere været så høj, at der herfra hentedes hustømmer). På Jökulsfell var der i følge Raudalæk-måldagen fra 1340 en halvkirke, men desuden ejede tillige Raudalæk kirke fra gammel tid (allerede nævnt 1179) en skovstrækning i fjældet her. Af Vm. ses, at biskop Gyrd (1349—60) gav 12 får og en ko fra Jökulfell til den nærmeste kirke i VSkf. Af denne overdragelse kan man vel slutte til kirkens samtidige nedlæggelse, og da overdragelsen i følge bispens levetid må have fundet sted før det sandsynlige år for den store vulkanødelæggelse (1362), kunde man måske heri finde en bestyrkelse for antagelsen af et tidligere udbrud i samme århundrede, der af nogle henføres til 1350. Efter vulkunødelæggelserne i det 15de århundrede er Jökulfell rimeligvis ikke mere bleven bebygget. Blandt de Arnamagnæanske afskrifter af islandske diplomer findes en måldage for Hov kirke, efter en måldagebog, som biskop Michael (1383—90) skal have ladet gøre. Heraf ses, at Hov kirke ejede »halvdelen af alle de forstrande, som ligge til Jökulfell«. I uddraget af jordebogen fra 1697 angives, at jorden Jökulfell er lagt under Skaftafell; i sysselmandsbeskrivelsen 1712 siges mere bestemt, at hvad der er tilbage af denne jords land, lejes fra Skaftafells gård [25]. At Skaftafell-gården fra gammel tid væsenlig har haft sin nuværende plads, derom vidner jo dens navn, og med dette forekommer den allerede i Nj., hvor gården nævnes som en ejendom, Flose havde rådighed over.


Ved Skaftafell må nødvendigvis Skaftafellsting (Skaptafellsþing) søges; men om spor af tingstedet eller dettes beliggenhed vides nu intet Skaftafellsting var et af Østlandets vårting, men nævnes i sagaerne kun i anledning af et par her forefaldende drabssager.


Disse her nævnte Örævebygdens gårde eller gårdgrupper ligger som oaser i ørkenen, beskyttede ved en fjældryg (en højde e. d. l.) mod skridjøkler og ved et eller andet gunstigt tilfælde endnu ikke ødelagte af Skejdarå eller en af bygdens mindre jøkelelve, medens alt omkring er sten- og sandslette. Skridjøkler har her vel altid været i bygden — således optræder allerede ved år 1200 Svinafellså som en jøkelå (Sturl. II, s. 115) — , og lige så længe må egnen have båret mærke af jøkelelvenes ødelæggelser; men at landet i den historiske tid er gået tilbage, følger nødvendig af de store udbrud af Örævejøklens vulkaner, som man ved har fundet sted her i det 14de og 18de århundrede. Desuden har sikkert også Skejdarå i nyere tid skadet bygden en del, efter at den — i følge Sv. Povlssön — i forrige århundrede har opgivet sit gamle leje omtrent midt på Skejdaråsand og kastet sig østligere, så at den nu løber umiddelbart ved bygden. Minder om en ældre tids gunstigere forhold er en række ødegårde, der opregnes i den oftere nævnte sysselmands-beskrivelse fra begyndelsen af forrige århundrede. Foruden Jökulfell nævnes her af ødegårde for den egenlige Örævebygds vedkommende Freysnes, Svínanes, Rauðilækr, Berjahólar, to gårde Gröf, Hreggás, Eyrarhorn, samt de to alt omtalte gårde sydligst i bygden. Alle disse gårde, tillige med flere af de tidligere nævnte, er rimeligvis blevne lagte øde i det 14de årh., da måske endog hele Öræve-Bredemarksbygden for en tid er bleven lagt øde. Om disse ødelæggelser beretter sysselmandsbeskrivelsen, at det er en almindelig og gammel tradition, at Örævebygden to gange er bleven ødelagt: En gang kom der, netop da hyrden fra Svinafell var færdig med at drive malkefårene sammen, et brag fra jøklerne, så at alle folkene forfærdedes; da kort efter et andet brag lod sig høre, flygtede hyrden op i Flosahellir. Efter et tredje brag brast jøklerne, og vand og grus styrtede ned over bygden i sådanne masser, at både folk og fæ gik til grunde hele Öræve over, undtagen den nævnte hyrde og en blisset hest, som om somren, da tingmændene fra Østfjordene drog forbi på vejen til altinget, fandtes stående sydligst i bygden på en klippeknude, som efter denne benævntes Blesaklettr. — Ved den anden ødelæggelse skulde 16—18—19 gårde på Skejdaråsand være tilintetgjorte, men deres navne kendtes ikke, og der sås intet spor til bygninger[26].


De ældre kilder skelne ikke på denne måde mellem en dobbelt ødelæggelse; samtlige ødelæggelser fra Örævejøklen henføres til det 14de årh., og skønt det ikke er klart, om der har fundet et eller flere udbrud sted, må de væsenlige ødelæggelser dog tilskrives et enkelt hovedudbrud, som med størst sandsynlighed kan henføres til år 1362.


Öræfajökull
(A. E. F. Mayer, 1836)
På tre steder i det sydlige Island — beretter den i følge Jon Sigurdssön pålideligste kilde (en annal fra slutningen af det 14de årh.; se Dipl. isl. s. 245) — var der år 1362 vulkanudbrud; hele Lilleherred, samt meget af Hornefjord og Lonshverve, i alt en strækning af 25 mil (5 »tingmannaled«) ødelagdes; hvor der før var 30 favnes dyb i havet, opstod jævne sande, med sådan voldsomhed løb Knappafellsjøkel frem i søen. To kirkesogne (kirkiu sokner), Hov og Rødelæk (at Hofi oc Rauðalæk), gik aldeles til grunde. — Denne beretning forstås måske rettest således, at i følge denne hele Örævebygden (Bredemarksgårdene indbefattede), en strækning, der her kaldes Lilleherred, ved denne lejlighed i det mindste for en tid lagdes øde, medens særlig to kirkesogne, Hov og Rødelæk, fuldstændig tilintetgjordes af den fremstyrtende jøkel. Den i slutningen af det 16de århundrede levende præst Jon Egilsson beretter, at der ved det store vulkanudbrud skal være gået 40 gårde til grunde, men desuden 8 bevarede, som på hans tid udgjorde Örævebygden. Ja en annal fra det 16de årh. lader endog den ødelagte bygd have talt 70 gårde. En ligefrem misforståelse (ved fejllæsning?) er det sikkert, når man finder angivet 6 udbrudssteder i steden for 3; samme kilde (en annal, der i sin nuværende skikkelse skyldes den nordlandske biskop Torlak Skulessön, 1628—56) lader fejlagtig Örævebygden være »i Østfjordene«, i det dette udtryk formodenlig her er brugt ensbetydende med Østfjordingefjærdingen. Denne annal — der af Jon Sigurdssön karakteriseres som utvivlsomt afskreven efter en anden ældre — beretter, hvorledes åen »Vlfarzä« brød frem over præstegården Raudelæk, Rødelæk (at Rauðalæk), og ødelagde alle bygninger, så at kun kirken stod tilbage. Rødelæk (Rauðilækr, Ljósv.) har i følge sysselmandsbeskrivelsen stået mellem Svinafell og Sandfell, ud for hvor en skridjøkel nu strækker sig frem; 30 år tidligere så man tomter dér, men nu (1712) var alt forvandlet til grusstrækninger. Da sysselmandsbeskrivelsen anfører, at der kort fra, hvor gården har stået, løber en å »Virkisá«, er det rimeligvis denne å, som i sin tid har ødelagt gården, og som ved en afskriverfejl i den før omtalte annal har fået formen »Vlfarzä« ɔ: Úlfarsá.


Rødelæk var i følge måldagernes vidnesbyrd før ødelæggelsen en rig og blomstrende gård, og den herværende kirke øjensynlig hele herredets hovedkirke, under hvilken særlig alle kirker i den vestlige del af Örævebygden hørte. Dette indlyser klart nok af de to for denne kirke bevarede måldager, af hvilke den ene, trykt i Dipl. isl. s. 248, af Jon Sigurdssön sættes til år 1179, den anden (der findes i AM. 263, fol.) af samme forfatter henføres til år 1340. Bægge stemme i det væsenlige overens, den yngre er noget udførligere, og navnlig denne er rig på stedsnavne [27]. Kirken ejede hele gårdens land og desuden gårdene Hlaðnaholt, Langanes og Bakke, — alle tre nu forlængst gåede til grunde, og kun for Bakkes vedkommende kan stedet for gården (se s. 286) påvises. Besiddelsen af Ingolvshövde måtte Rødelæk dele med bonden på Eyrarhorn. Om kirkens store græsningsret i det gårdene Holar og Fjall tilhørende land er allerede tidligere talt (— ligeså om de kirken tilhørende »ører, som havde fulgt Holar«); desuden nævner den ældre måldage kirkens ret til at have 30 heste hele året rundt i Krossholts land, samt anfører endnu en avret Kviåmyre (á Kvíár mýre). Endvidere havde kirken engstrækninger (navnlig opregner den yngre måldage en mængde sådanne »øer« og »holme«), skove (hvoraf, som nævnt, en inde i Jøkelsdal), forstrande (væsenlig, som det synes, syd for Kviå). Kirkeinventariet var, som det navnlig af den yngre måldage fremgår, overordenlig rigt, og den kirken tilhørende kreaturbestand meget stor; foruden de almindelige husdyr holdtes gæs, og der dreves korndyrkning. Kirken havde en osteafgift af alle gårde i herredet »mellem sandene«, — eller, som den ældre måldage bestemtere udtrykker sig, »i hele herredet mellem Bredåsand og Lomagnupssand«. Under Rødelæk-kirke hørte, i følge den yngre måldage, 10 gårde, kun Sandfell og Jökulfell betalte ikke de sædvanlige afgifter, da her var halvkirker; desuden fandtes 4 kapeller, hvoraf det ene dog ikke holdtes ved lige. Svarende til denne angivelse har den ældre måldage, at under Rødelæk præstekald ligger de sogne og kirketiender, som er i mellem Gravbrekka (graf brecka — ved en af de i det følgende nævnte ødegårde Gröf?) og Jøkelså (jokuls aa, sikkert Skejdarå), undtagen hvad Sandafell (ɔ Sandfell) angår. — På Rødelæk skulde være to præster, og, i følge den ældre måldage, desuden en degn.


Efter udbruddet 1362 er Rødelæk øjensynlig ikke bleven bebygget. Hvorledes gården med undtagelse af kirken blev ødelagt af en fremstyrtende å er i det foregående efter en af annalerne bleven berettet. Jon Egilssön kalder Rødelæk en ødegård i nærheden af Sandfell og beretter, at kirken herfra flyttedes til Sandfell. Angående de andre ødegårde langs vestsiden af Örævejøklen har man ikke så bestemte efterretninger, så at det i og for sig er muligt, at nogle af dem har været bebyggede også efter det 14de århundredes vulkanudbrud og først senere, ved fremtrængende skridjøkler eller andre ugunstige omstændigheder, er bleven lagte øde. Dog angiver allerede Jon Egilssön antallet af bygdens gårde kun til otte, der siges at være de efter udbruddet bevarede. Også må det erindres, at der efter det 14de århundredes vulkanudbrud ingen større omvæltning her er foregået for efter den ved begyndelsen af det 18de århundrede foretagne optegnelse af ødegårdene.


Kun enkelte af ødegårdene langs Örævejøklens vestside nævnes i ældre kilder. Blandt disse er, som før nævnt, den nordligste, Jökulfell. Den følgende gård Freysnæs (Freysnes) er derimod kun gennem den ældre jordebog og sysselmandsbeskrivelsen bekendt. I følge denne skal gården, som er mærkelig ved sit navn, der minder om det tilnavn, Floses fader Tord Freysgode førte, have stået sydøst for Skaftafell, hvor man endnu den gang så spor af tomter, og hvor navnet Freysnæs var bevaret. Uddraget af jordebogen 1697 angiver, at denne jord tillige med Jökulfell er bleven lagt under Skaftafell; efter den benævntes et til Skaftafell hørende stykke forstrand »Freysnes fjara«. — Om beliggenheden af Svinanæs (Svínanes) havdes ved begyndelsen af forrige årh. ingen erindring, men man mente at burde søge også denne gård mellem Skaftafell og Svinafell, hvor en skridjøkel antages at have begravet stedet for gården. I biskop Michaels måldage fra slutningen af 14de årh. nævnes blandt jorder, som kirken på Hov ejede, det halve Svinanæs; dog følger næppe deraf med nødvengighed, at Svinanæs som bebygget jord har overlevet det 14de årh.'s store vulkanudbrud. — Berjahólar nævnes i sysselmandsbeskrivelsen som et afbyggersted fra Sandfell, der indtil 80 år forud havde været bebygget. — Gröv (Gröf) forekommer i samme kilde som benævnelse på to gårde, af hvilke tomterne påvistes nordvest for Hov[28].


Skaftafellsjökull og Svínafellsjökull
(A. E. F. Mayer, 1836)
Den i sysselmandsbeskrivelsen næst følgende ødegård Hreggås (-ás) skal have ligget vest for den sydøst for Hov stående gård Hovsnæs (Hofsnes). Tør »Hreggás« antages at være det samme navn som det fra Bredå-måldagen nævnte »Vindás«, vilde man her have en af de fra de ældre kilder kendte gårde. — Endnu vestligere, oven for Ingolvshövde, mener man, at Eyrarhorn har stået, en gård, som allerede den ældre Rødelæks-måldage nævner. På Eyrarhorn må der have været kirke. Dog nævnes denne ikke i nogen af de bevarede måldager fra tiden før det 14de årh.'s vulkanudbrud. Derimod kendes i afskrift en forordning af biskop Magnus fra år 1480, i følge hvilken alt det, som kirken på Eyrarhorn havde ejet, land, forstrande, brugsret — det som var ufordærvet tilovers — , skulde lægges til kirken på Hov.


Mellem Hovsnæs og Hnappavellir står gården Fagerholsmyre (Fagrhólsmýri); omkring denne er det, at de to allerede forhen nævne sydligste ødegårde i den egenlige Örævebygd i følge sysselmandsbeskrivelsen må søges.


For så vidt foruden det her omtalte udbrud endnu ét har fundet sted i løbet af middelalderen, må det som berørt snarest henlægges til år 1350, hvorved da bygdens ødelæggelse skulde være indledet [29].


At det ene af udbruddene skulde have ødelagt en hel række gårde på Skejdaråsand savner al grund. Intet tyder på, at her nogen sinde har været bebyggelse. Ja denne sandstrækning nævnes jo i sagatiden, om end under et andet navn (Lómagnupssandr).


Medens man med hensyn til det 14de århundredes vulkanudbrud må lade sig nøje med annalernes kortfattede beretninger, har man derimod en udførligere meddelelse om det udbrud, der år 1727 hærgede Örævebygden. I følge denne beskrivelse, der i et dansk udtog er bevaret i Olavius' rejsebeskrivelse s. 603 ffg., fandt udbruddet sted i den øst for Sandfell liggende del af jøklen[30]. Det indlededes (d. 7de avg. 1727) med jordrystelser og en ejendommelig, op og ned gyngende bevægelse af den nærmeste del af jøkelmassen. Næste dag hørtes tre frygtelige brag, hvorefter vandet styrtede frem og en skridjøkel gled ned på det flade land. Derefter kom et vulkansk udbrud fra selve jøklen (ɔ det under højjøklen liggende fjæld). Isstykker skylledes helt ud i søen, strømme af koghedt vand ødelagde alt på deres vej, aske og sand regnede tre samfulde dage ned over den i mørke indhyllede bygd. Først i april måned næste år var dette udbrud helt standset. At alt da var i den bedrøveligste tilstand: fårebesætningeme tabte, køerne uden hø o. s. v. behøver næppe at siges; mærkeligere er, at, så vidt vides, dog ingen gård ved denne lejlighed lagdes øde. — Længe efter sås den herved fremrbragte jøkelstyrtning som en ½ mil bred og 2 mile lang ås af isstykker, klipper, pimpsten og aske (E. O. s. 783) sydøst for Sandfell. Ved slutningen af forrige århundrede omtaler Svend Povlssön her en henced ¼ mil bred ryg bestående af nøgne grushøje med enkelte duske marhalm. Oven for var to små skridjøkler, hvorfra en ødelæggende jøkelelv Kotå (Kotá) havde sit udspring. Kotå, der danner grænsen mellem Sandfell og Hov sogne, nævnes dog allerede i Örævebeskrivelsen i Arne Magnussöns »Chorographica islandica« [31].


Sammenfatter vi, hvad kilderne lære om de oprindelige forhold i Örævebygden, vil man se, at strækningen mellem Skejdaråsand (den gang: Lomagnupssand) og Bredåsand (rimeligvis strækningen mellem Bredå og Jøkelså) udgjorde et landskab (hérað), der igen, som det synes, faldt i to mindre bygder, Ingolvshövdehverve og Bredåmark. Landskabet benævntes, som det ses af annalerne. Lille herred (Litla hérað) formodenlig i modsætning til de omliggende større herreder. Ved siden af »Lille herred« forekommer, i al fald senere, også formen Mindre herred (Minna hérað). Således siges det i Gisle Jonssöns måldage, at Öræve fordum kaldtes Mindre herred. Disse herredets benævnelser måtte let friste til æventyrlige forklaringsforsøg. Således beretter Arne Magnussön i sine topografiske optegnelser, at Lille herred eller, som andre kaldte det, Mindre herred efter nogles mening skulde være benævnt således i modsætning til Fljotsdalsherred, og af en bemærkning i Dipl. isl. (indledningen til den ældre Raudalæks måldage, s. 244 ffg.) ses det, at man endog har ment, at Lille herred skulde have været benævnelsen på den egenlige Örævebygd (Ingolvshövdehverve) i modsætning til Bredemarken, der da var bleven benævnt »Store herred« (Stóra hérað) — bægge tilsammen med 80 gårde! De overdrevne forestillinger, man har gjort sig om Bredemarkens oprindelige udstrækning, fremgår noksom af Svend Povlssöns jøkelbeskrivelse, hvor det her ødelagte land anslås til 20 kvadratmil (!).


I Lille herred nævne måldagerne fra tiden før det 14de årh.’s vulkanudbrud tre hovedkirker: Bredå, Hnappavellir og Rødelæk; men desuden har der sikkert været en lignende selvstændig kirke på Hov (og muligvis endnu en på Eyrarhorn). Hov og Rødelæk nævnes i den pålideligste annal som de to sogne i Lille herred, der fuldstændig ødelagdes ved vulkanudbruddet, og ved slutningen af Gisle Jonssöns måldage anføres (som afskrevet efter et gammelt måldagehåndskrift) kirkerne på Bredå, Hnappavellir, Hov og Rødelæk som kirker i det fordums Mindre herred. At dømme efter den forud citerede Michaels måldage må kirken på Hov meget hurtig have rejst sig efter ødelæggelsen; den omstændighed, at den nogle år yngre Vilchins måldage slet ingen kirker nævner mellem Fellshverve og den østligste bygd i Vester-Skaftafells syssel — altså mellem de to sande —, beror formodenlig blot på en tilfældighed og tør ikke opfattes som tegn på, at den hele egn endnu ved slutningen af det 14de årh. lå øde, en antagelse, som heller ikke i og for sig, efter hvad vi ved andre lejligheder erfare om virkningerne af selv frygtelige udbrud, har nogen rimelighed for sig. — Da biskop Magnus ved slutningen af det 15de årh. forordner, at de kirken på Eyrarhorn tilhørende ejendomme skal lægges til Hov, har der altså enten her været endnu en femte hovedkirke i herredet; eller, hvad der vel er sandsynligere: Eyrarhorn har været en annekskirke (halvkirke) under Hov. Derimod tør man ikke, som man har været tilbøjelig til, af biskop Magnus’ forordning slutte, at kirken på Eyrarhorn efter vulkanudbruddet er bleven flyttet til Hov.


Skaftafellsjökull og Svínafellsjökull
(A. E. F. Mayer, 1836)
Mellem de nævnte kirker må herredets gårde i gejstlig henseende antages fordelte, således at man, hvis det lykkes tilnærmelsesvis at bestemme de fire hovedsognes størrelse, tillige får en omtrentlig angivelse af gårdenes antal i hele herredet. Under Bredå hørte to kapeller, altså må sognet med hjemmegården have udgjort mindst 3 gårde, men har vel snarest været noget større. — Under Hnappavalla kirke lå (foruden hjemmegården) 4 gårde med 3 kapeller, altså udgjordes sognet i det hele af 5 gårde. — Til den rige Rødelækkirke hørte 10 gårde (to halvkirker, tre kapeller), altså udgjordes sognet af 11 gårde [32]. — Lægger man hertil et Hov & Eyrarhorns sogn med c. 5 — 10 gårde, får man ud, at Lille herred efter al sandsynlighed har talt c. 25—30 gårde.


Undersøger man nu antallet af de bevarede gårdsnavne, finder man først 8 endnu beboede gårde; dertil kommer 16 ødegårde, hvis plads påvises i sysselmandsbeskrivelsen. Endvidere møder i de ældre måldager navnene på en del gårde, hvis beliggenhed ikke længer kendes. Således nævner den ældre Rødelæks måldage og Michaels måldage for Hov Krossholt, endvidere bægge Rødelæksmåldagerne Hladnaholt, Langanes og Skammstaðir, den yngre alene Steinsholt og Nes (— indirekte, gennem formerne Steinshylltingar og Nesmenn, med hvilket sidste navn dog måske snarest beboerne af Hofsnes eller Langanes er ment). Muligvis også i Hnappavallamåldagen et par gårdsnavne kan påpeges; ligeledes i Bredå-måldagen, hvor særlig navnet »Hellir hinn eystri« kan fremhæves.


Sammenlægges alle disse gårde fås et antal af godt og vel 30 gårde, hvad der ikke dårlig stemmer med den ovenstående opgørelse efter sogne. — Da næppe alle gårde er omtalte i de spredte og tilfældig bevarede efterretninger, kan man vel gå ud fra, at Lille herred har indeholdt c. 40 gårde, så at Jon Egilssöns beretning om de ved det store udbrud her ødelagte 40 gårde synes omtrent at ramme det rette [33].


Lille herred var, som det ses af kirkernes og gårdenes antal så vel som af måldagernes indhold en både velbefolket og frugtbar bygd. Frugtbarheden eller i al fald det milde klima og de deraf følgende gunstige betingelser for vegetationen er også i den følgende tid, egenlig helt ned til nutiden, vedblevet at udmærke denne egn. Arne Magnussön har efterladt sig forskellige notitser om bygdens rigdom på får i det 17de årh.; og E. O. (s. 839) anfører som en ejendommelighed for Öræve, at hønseholdet her stadig var bleven vedligeholdt (hønsene var alle meget små og sorte). — Öræve er også i andre henseender en interessant egn, da indbyggerne, ved den stærke afsondring, have noget ejendommelig gammeldags, dog ingenlunde særlig uciviliseret ved sig; — indtil for få år siden besejlingen af Papós begyndte, var Berufjord (SM.) Öræveboernes handelsplads. Størst ejendommelighed frembyder dog måske landskabet i fysisk henseende ved det overraskende eksempel man her har på en længe fortsat, stadig fremskriden af jøkelmassen, uagtet jøklerne på Island vel i det hele snarere må siges at være i tilbagegang end fremvækst. Navnlig fra forrige århundrede berette de forskellige iagttagere, hvorledes den fremskridende jøkel sås at føre græstørv, birkestammer o. d. l. med fra de under isen begravede dele af bygden.


Hvorledes Örævebygden, Øster-Skaftafells syssels vestligste bygd, mod vest begrænses af Skejdarå, er i det foregående fremstillet og flere gange berørt, ligesom også de fra Ldn. citerede angivelser har vist, at elven alt på bebyggelsestiden har været kendt, men under navnet Jøkelså. Om oprindelsen til det nuværende navn, der sættes i forbindelse med ordet »skeið« i betydningen en væverské, har man forskellige gætninger, hvorved blandt andet også hentydes til, at åen oprindelig skulde have været overmåde ringe. Dette synes dog — også i betragtning af dens oprindelige navn — ikke meget rimeligt. Om der i den historiske tid er foregået nogen større forandring med dens løb, kan også synes tvivlsomt. Rigtignok beretter Svend Povlssön (i sin jøkelbeskrivelse), at for nogle år siden (altså i sidste del af det 18de årh.) faldt elven lidt østligere end midt på Skejdaråsand i den såkaldte gamle »farvej«, medens den nu (1792—94) bryder frem fra jøklen tæt ved Jøkelfell — dannende grænsen mellem bygden og Skejdaråsand; men noget efter ytrer han, at Skejdarå alt for længe siden har afskåret Ingolvshövde fra det faste land. Desuden ses det af Örævebeskrivelsen fra c. 1700 i Arne Magnussöns Chor. isl., at Skejdaråens udspring allerede den gang fandtes omtrent samme sted som nu, da beskrivelsen siger, at Skejdaråen vælter sig frem ud for Skaftafell. Måske tør man dog antage, at dens løb over sanden tidligere har været vestligere end nu og altså også det bebyggede land i Öræve i sin tid har været bredere [34]. Skejdaråen er berygtet ikke alene for sine voldsomme uformodede »løb«, når en af de tidligere (s. 279—80) omtalte vandstyrtninger fra hele Skejdaråjøklens sydside finder sted, men også for andre, mere sædvanlige løb, bevirkede, som Sv. Povlssön vil vide, ved forudgående regnperioder, frost, eller visse fremherskende vinde. Mellem de store først omtalte vandstyrtninger skal i følge Sv. Povlssön sædvanlig gå et tidsrum af 20 år[35]. De voldsomste af disse vandstyrtninger have dog utvivlsomt stået i forbindelse med vulkanske fænomener.


Til Øster-Skaftafells syssel og særlig til Öræve må endnu den, ligeledes i det foregående beskrevne Skejdaråsand regnes. Denne vest for Skejdarå liggende sandstrækning, 5—6 mil lang og omtrent lige så bred, har sikkert fra landets bebyggelse ligget ligesom nu, og det er en øjensynlig fabel, at Skejdaråsand, som man siger, skal have været besat med en tredobbelt række af gårde, der udgjorde en del af Lille herred. Langt snarere er sandstrækningen et vidnesbyrd om en forhistorisk, større udbredelse af den ovenfor liggende jøkel. I ældre tid nævnedes strækningen Lomagnupssand (Lómagnúpssandr) efter et fjæld (og gård) vest for sanden, ligesom også de sandstrækningen mod vest begrænsende Nupsvande (Núpsvötn) benævntes Lomagnupså (Lómagnúpsá), den gang i øvrigt ligesom nu en jøkelelv. — De to elve gør rejsen mellem Vester- og Øster-Skaftafells syssel særlig vanskelig og ofte farlig. Sandstrækningen må nemlig passeres i én dagsrejse, da her intet græs findes; ofte er den ene elv lille, den anden måske ufarbar, så at man i værste tilfælde ikke har andet at gøre end at søge at passere over jøklen.


Langs kysten findes en række vandsamlinger eller små-ose (ósar), af hvilke kun én (Markós) findes afsat på kortet, men denne til gengæld gjort altfor stor.




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Over Øster-Skaftafells syssel findes en udførlig, her benyttet, topografisk beskrivelse fra år 1746. Endvidere har Chor. isl. adskillige bemærkninger.
  2. Den antikv. indb. (1817) nævner et »Grettirstak« der i sognet.
  3. Denne adskillelse mellem et Øster- og Vester-Horn i denne egn af landet er sikkert ny og vilkårlig. Så vel sysselbeskrivelsen fra forrige årh. som Chor. isl. indskrænke navnet Horn eller Austur-Horn til dette fjæld; det i det foregående nævnte Øster-Horn kalder sysselbeskrivelsen Hvalnesfjæld. At dette er den ældre sprogbrug, synes også at fremgå af Ldn.
  4. Vel breder de sig stærkt, men kortet giver dog en noget vildledende forestilling om deres karakter, så vel som af flere af de op fra bygden liggende dale.
  5. Nj. omtaler et handelsskib i Hornefjord; men også sysselbeskrivelsen fra forrige årh. véd at berette, at her i fordums tid har været havn (skipalega), »da tyskerne besejlede landet«.
  6. Om den oven for næsset i Hornefjord faldende Lakså (Laxá) kan lejlighedsvis bemærkes, at laks nu ikke træffes her.
  7. »Hraun« ɔ nøgen klippe, men efter sognebeskr.s udtryksmåde næppe »lava«, da sligt siges ikke at forekomme i sognet.
  8. Arne Magnussön fortæller (i Chor. isl.), at der fra Hoffell indtil for omtrent 60 år siden (ɔ til omtrent 1640) havde været en vej over fjældene til Fljotsdalsherred; man nåede efter en stiv dagsrejse Fljotsdal; på hans tid var dog vejen spærret af jøkler. Fra Lon skulde der ligeledes have været en vej ned til Fljotsdal; ligeledes fra Alvtefjord, — men ingen af vejene benyttedes længer på grund af jøkler og elve. - Denne beretning, hvor usandsynlig den end lyder, bekræftes ved hvad der i Drpl. (s. 34) fortælles om to mænd fra Fljotsdalen, Ingjald og Torkel, at de, da det gælder om hemmelig at forberede afrejsen fra landet for en fredløs, om våren drog den øvre vej syd over jøklerne til Hornefjord, hvor der lå et handelsskib, med hvis fører Ingjald traf den fornødne aftale. — Måske har der dog herved kun været forstået en vej langs jøkelranden (som det synes), om hvilken Sig. Gunnarssön ved at berette. Han fortæller (Miðlandsöræfi), at Tingøinger og Øfjordinger i gamle dage plejede at drage på fiskeri i Hornefjord (H. i videre forstand); de drog fra Myvatn eller Mödrudal ind til jøklen, så øster på inden for Snæfellshals, syd over Kollumúlahede, over Jøkelså over Norðlendingavað (som heraf har sit navn), så til Hornefjord og vest på til Borgarhöfn (i »Sydsvejten«). Her skal stedsnavnet »Eyfirðingabúðir« minde om deres ophold. Til almindelig glæde druknede de fremmede gæster, der havde gjort sig forhadt ved slet opførsel, en gang i en nordenstorm, hvorefter disse fiskerifarter ophørte.
  9. Örnefni. Safn t. s. I. II.
  10. Heinabergsjøkel er på kortet afsat for meget i nordøst.
  11. Örnefni. s. 451: Oppe på fjældet er der en sø Káravatn, hvor Kåre skal have fisket, og hvor man lader ham være højlagt med skibet hvælvet over sig — en art højlægning, hvorom tradition idelig opstår, naar den formodede gravhøj ved sin form minder om et fartøj med bunden i vejret. I Kistugil gæmte han sin sølvkiste. I hullet Sleggjupollr i Kolgrima skal han have kastet sin smedehammer. — Traditionen er vel alene opstået af navnet »Káravatn«.
  12. I havet ud for Borgarhøvn findes et, kun ved ebbetid synligt skær Styrmissker, om hvilket der går det sagn, at det en gang har været landfast, og at en derværende hule, hvis munding man endnu mener stundum at kunne skimte, da benyttedes som fårehus fra gården.
  13. Sml. hvad der om de nordlandske fiskere er berettet s. 273, anm.
  14. Pappýli — opr. vel »Papbýli« — samt Lónsvejtens Papós og Papafjörðr, så vel som Papey (SM.) minder om »paperne«» således som Ldn. for det første og sidste af disse steders vedkommende anfører; de to andre navne forekommer ikke i sagaliteraturen.
  15. I Bredebolstad land vises desuden et Helgaleiði, over en af Bredebolstadsbeboerne dræbt mand, der havde græsset sine kreaturer i deres land — »i Papylefjæld« anfører Sig. Gannarssön.
    Under Stadarfjæld, på en plet, som benævnes Hvitaflöt, skal der — fortæller man — have stået en kirke. Hvorledes det hænger sammen hermed er ikke let at afgøre. Kalvafell kirke har fra gammel tid været bygdens hovedkirke; men desuden fandtes tidligere kirke på flere andre gårde, deriblandt på Bredebolstad. At Bredebolstad oprindelig skulde have ligget et helt andet sted, nemlig hvor kirkepladsen nu påvises, tør dog næppe antages.
    Sv. Povlssön beretter (i sin utrykte afhandling om de isl. Isbjærge, Ny kgl. saml. 1094 b. fol.), at »man taler om et kirkested, der i katolsk tid skal have været overst i den dal i Hornafjorden — ɔ Suðrsveit — , hvor Steinavötn falder ned; navnet ved man ej længer«. Han gætter på, at det i Ldn. omtalte Hof i Papýli har stået her, »da Papýli vel har indbefattet egnen mellem Steiná og Fellsá«. » Kirkestedet skal«, slutter han, »være ødelagt ved oversvømmelser«.
  16. Ovennævnte fortegnelse, hvoraf en afskrift — i følge Jon Sigurdssön fra c. 1770 — er bevaret i Rasks samling no. 102, 8vo (Univ. bibl.), begynder med følgende erklæring: »Anno 1712 på Hov i Öræve optegnedes pladsen for de gårde (bæastaðer), som tilforn skal have været i Öræve, men være bleven ødelagte af jøkler, ild, vand og grus; dette har jeg optegnet efter de ældste folks beretning, efter hvad de har hørt af de ældste folk, og efter hvad disse sagde, at ældre folk havde fortalt dem, og således den ene den anden, og noget efter hvad jeg har set nedskrevet«. En med Rask 102, 8vo i det væsenlige stemmende afskrift er trykt i »Norðanfari« 10/4 1878. — Den nævnte beretning har tidligere været benyttet af Svend Povlssön og Jonas Hallgrimssön i deres utrykte arbejder, henholdsvis over de islandske jøkler og vulkaner. Skriftet er vel navnløst, men forfatteren velkendt. I forbindelse med dette arbejde kan nævnes et uddrag af en jordebog over Skaftafells sysler, som sysselmændene Olav og Islejv Ejnars-sönner udarbejdede i årene 1697—1709, hvori adskillige oplysninger om forholdene i Öræve -Bredemarksbygden. Bemældte uddrag befinder sig i Jon Sigurdssöns håndskriftsamling.
  17. I følge en meddelelse gennem præsten i Öræve skal Vindás-fjara ligge i Fellshverfi (Suðrsveit).
  18. Denne »ligsten« omtales også E. O. s. 841, og i følge denne kilde føltes det endnu ved midten af forrige århundrede af de forbirejsende som en pligt at rense stenen for grus og støv.
  19. Nu skelnes mellem en østre og en vestre Kviå, men bægge vest for Kviskær.
  20. I følge meddelelse gennem Örævepræsten havde Bakke ligget foran den mellem Østre og Vestre Kviå indesluttede Kambsmyre.
  21. »Sker« er en benævnelse på nøgne klipper både i Vester- og Øster-Skaftafells syssel.
  22. I æventyret om Vestfjorde-Grim (Ísl. Þóðs. I, 167—70) omtales en havn ved Ingolvshøvde.
  23. Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.
  24. Arne Magnussön har i sine topografiske optegnelser forskellige bemærkninger om den antagne ældre forbindelse mellem Örævebygden og den nordlige del af landet, hvor nu Vatnajøklen skiller. Således beretter han, at vejen mellem Mödrudal og Skaftafell skal have udgjort en dagsrejse, at bonden i Skaftafell skal have drevet en anden gård i Bårdardal (SÞ.), til hvis kirketjæneste han kunde komme tidsnok hjemme fra Skaftafell, tilmed bærende en kone paa ryggen, og endelig, at vejen endnu ved begyndelsen af det I6de årh. skal have været benyttet. Et andet sted beretter han om en lignende ældre forbindelse mellem Örævebygden og Fljotsdalsherred (NM & SM.), der ligeledes udgik fra Skaftafell.
  25. Mærkeligt er det ellers, at Orævebygden så hurtigt har begyndt at rejse sig efter ødelæggelsen, at en fortegnelse over Hof kirkes ejendomme således har kunnet optages en snes år efter vulkanudbruddet.
  26. Sysselmandsbeskrivelsen benævner hyrden Hall(ur); derimod lader Örævebeskrivelsen manden, der på denne måde reddede sig, medens jøkelløbet stod på, hedde Flose og fortæller, at Flosahellir bærer navn efter ham.
  27. Om de her forekommende stedsnavne, ligesom om de fra måldagerne for Hnappafells og Bredå kirke kendte, gælder det, at medens nogle endnu kendes, er dog de allerfleste i tidernes løb helt forglemte, og de derved betegnede steder vil vel vanskelig kunne påvises.
  28. Mellem en af de nævnte gårde Gröv og Hov er, fortæller sysselmandsbeskrivelsen, et »stenkar«, der skal have rummet 18 tønder; det benævntes »sýruker« (kar til sur valle — en på Island yndet drik), og man troede, at egnens folk tidligere havde holdt det fyldt med »syre« og da forsynet det med en overbygning, men at det senere, fordi det stundum hændte sig, at græssende får omkom ved at falde i det, var bleven fyldt, så at kun kanterne netop skimtedes. — Disse oftere genkommende fortællinger om store, i klipperne udhugne kar, som i fordums tid skal være holdt fyldte med drikke, er vel opståede ved betragtningen af »jættegryder« eller lignende naturlige indhulinger i klippemassen.
  29. Om dette udbrud så vel som om udbruddet 1362, og om den rette forståelse af annalernes indbyrdes afvigende angivelser – se Dipl. isl. I, s. 244-47.
  30. Beskrivelsen er forfattet år 1778 af den da 79årige præst Jon Torlakssön, der i sin ungdom som præst til Sandfell og Hov havde været øjevidne til begivenheden. Så vidt man af beretningen kan se, har præsten, allerede da udbruddet begyndte, bot på Hov.
    Endvidere haves om samme udbrud en lille beretning af Einar Hálfdanarson, Kirkjubæjar klaustri 1729. Skriftet, der i sprogform, stil og retskrivning er en efterligning af gamle håndskrifter, er bleven bevaret ved en tro afskrift af Jon Olavssön fra Grunnavig (i Jon Signrdssöns håndskriftsamling). En dansk oversættelse findes på det kgl. bibliotek (Thottske saml. nr. 1740, 4to).
  31. Ja endog allerede Hovs måldage har Kota-á.
  32. De to halvkirker var, som det vil erindres, Sandfell og Jøkelfell, af hvilke Sandfell allerede nævnes i den ældre Rødelæks-måldage. Jökelfell kirke er vel næppe bleven genrejst efter vulkanødelæggelsen, og i det mindste en del af kirkens ejendomme er da, som det synes, lagt til Hov. Sandfell blev derimod efter vulkanudbruddet bygdens hovedkirke, der arvede alle Rødelæks ejendomme. Jon Egilssön fortæller, at kirken på Rødelæk flyttedes til Sandfell, og i Gisle Jonssöns måldagebog indføres Rødelæksmåldagen simpelt hen som måldage for Sandfell, og derefter tilføjes udtrykkelig, »at det er den gamle måldage for Rødelæk, der for længst er gået til grunde, og i steden for hvilken Sandfell er kommen«.
  33. Når sagnet hos ham ved siden af de 40 ødelagte gårde lader 8 bevares, kan det let være en misforståelse for, at af de ødelagte 40 kun 8 påny bebyggedes.
  34. I følge beretning fra Öræve-præsten (pastor Svend Erikssön) kendes endnu stedsnavnet »Gamli farvegr« på Skejdaråsanden, som det synes om en strækning fra vest til øst nær jøklen.
  35. Sv. Povlssön anfører et lignende mellemrum for vandstyrtninger fra Jökulsá á Fjalli, der dog ikke skal indfalde samtidig med Skejdarås, men de to elve skal »løbe« vekselvis. - For Skejdaråens overordenlige løb anfører Öræve-præsten en mellemtid af 5—11 år.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.