Forskjell mellom versjoner av «Øster-Skaftafells syssel (K.Kålund)»
| Linje 69: | Linje 69: | ||
| + | Til Hrollaug er en rig tradition knyttet. Nordvest for Bredebolstad findes nogle banker ''Hrollaugshólar'', her vises Hrollaugs høj, hvori han skal være skiblagt (ɔ skibet skal være hvælvet over ham), og hvorover man har set ild brænde <ref>I Bredebolstad land vises desuden et Helgaleiði, over en af Bredebolstadsbeboerne dræbt mand, der havde græsset sine kreaturer i deres land — »i Papylefjæld« anfører Sig. Gannarssön.<br>Under Stadarfjæld, på en plet, som benævnes ''Hvitaflöt'', skal der — fortæller man — have stået en kirke. Hvorledes det hænger sammen hermed er ikke let at afgøre. Kalvafell kirke har fra gammel tid været bygdens hovedkirke; men desuden fandtes tidligere kirke på flere andre gårde, deriblandt på Bredebolstad. At Bredebolstad oprindelig skulde have ligget et helt andet sted, nemlig hvor kirkepladsen nu påvises, tør dog næppe antages.<br>Sv. Povlssön beretter (i sin utrykte afhandling om de isl. Isbjærge, Ny kgl. saml. 1094 b. fol.), at »man taler om et kirkested, der i katolsk tid skal have været overst i den dal i Hornafjorden — ɔ Suðrsveit — , hvor Steinavötn falder ned; navnet ved man ej længer«. Han gætter på, at det i Ldn. omtalte Hof i Papýli har stået her, »da Papýli vel har indbefattet egnen mellem Steiná og Fellsá«. » Kirkestedet skal«, slutter han, »være ødelagt ved oversvømmelser«.</ref>. Omtrent ud for disse holer, en mils vej fra land, ses tre nøgne småholme eller skær Hrollaugsøer (Hrollaugseyjar); her skal Hrollaug have haft sin fiskeskåle. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Vestligere end Bredebolstad findes nu kan én gård i bygden, nemlig den under samme fjæld, noget nordvestligere, stående Reynivellir. Vest for denne, umiddelbart under Sydersvejtafjældenes vestligste pynt, fandtes indtil for få år siden endnu en gård ''Fell'', én gang måske egnens rigeste gård og i lang tid sæde for sysselmanden i Øster-Skaftafells syssel; efter denne benævntes bygden tidligere ofte '''Fellshverve''' (''Fellshverfi''). Efter at gårdens marker mere og mere var bleven ødelagte af vand fra den fremtrængende Bredemarksjøkel, lagdes den fuldstændig øde 1870 — uden at den gamle spådom opfyldtes, at den til roden spaltede klippe, hvorunder gården lå, en gang skulde tilintetgøre den ved at styrte ned over den. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Fell er den første i en række af gårde, som alle ere lagte øde af den fremtrængende jøkel, men hvis plads man endnu til dels véd at påvise. Her begynder det omtrent 15 mil lange strøg, der optager Skaftafellssyslernes midte, eller — rettere sagt — Øster-Skaftafells syssels vestligste del, hvor jøkelvulkanerne har raset på enestående vis, så at kun resterne af en enkelt bygd (Öræve) nærmest omkring Vatnajøklens højeste parti, den mod syd fremskydende Hnappafellsjøkel, står tilbage, medens ellers udstrakte sande med ovenfor liggende skridjøkler er, hvad der møder øjet. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Nærmest Sydersvejten træffer man den 5—6 mil lange ''Bredemark-sand'' (Breiðamerkrsandr). Denne sandstrækning er ganske smal og vel ikke slet så ufrugtbar som den følgende, men dog alt andet end tiltalende. Fra Vatnajøkel skyder sig her en vældig skridjøkel ned, Bredemarksjøkel (Breiðamerkrjökull), der, hvor den når længst ned mod kysten, vel knap er fjærnet 1000 al. derfra. En sådan skridjøkel (som denne og den følgende store: Skejdaråjøkel) har for den fremmede noget højst overraskende ved sig: Man ser for sig et sort, svagthvælvet højdedrag hist og her med et hvidt skær, som kunde det være resterne af bankens endnu usmæltede sne — men hele massen er netop is og sne, kun næsten skjult af grus og sand. Hvor jøklen skyder sig længst frem mod søen, styrter som gennem en kloak en snavset jøkelelv sig frem under jøkelranden og iler forgrenende sig over sandfladen ned mod kysten. Dette er den frygtede ''Jøkelså på Bredemarkssand'' (Jökulsá á Breiðamerkrsandi). Da vejen til dens udløb i havet er så kort, bliver dens støm meget rivende, og da åen tillige fører en anselig vandmasse og ofte er opfyldt med isstykker, er den landets måske farligste rindende vand. En sådan ægte jøkelelv frembyder for den uvante et uhyggeligt skue. Strømmen er sædvanlig så stærk, at vandfladen for øjet ligesom hvælver sig, og på grund af mangel på regelmæssig flodsæng løber vandet med en voldsomhed, så at åens hoppende bølger på afstand — endnu før man i øvrigt ser selve åen — viser sig som brunsorte spidser, der kan forveksles med stene. — Sædvanlig styrter Jøkelså frem fra jøklen omtrent på grænsen af sandens østligste tredjedel; men undertiden, navnlig når den har haft en af de for jøkelelve ejendommelige, voldsomme uregelmæssige vandstyrtninger (hlaup), kan den pludselig helt forandre leje og bryde frem et andet sted fra skridjøklen — sædvanlig endnu østligere. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Allerede ved en tidligere lejlighed (Markarfljót, I, 264) er det omtalt, hvorledes sådanne jøkelelve passeres. Faste vadesteder mangle, i det det rivende vand snart bortgraver grunden hist, snart opkaster banker eller rygge her. Nu gælder det om af vandets bevægelse at slutte, hvor en sådan ryg findes og da ride i kanten af den. Som følge deraf kan overgangen over en større jøkelelv medtage flere timer: snart rider man med strømmen, snart tværs igennem, så op mod strømmen, eller stundum tilbage igen; tit når man tror sagen endt, viser det sig, at man har mere end halvdelen af det vidtforgrenede vandløb tilbage. Hvad Jøkelså på Bredemarkssand angår, kan den tit blive aldeles ufarbar, og man må da se at slippe gående over jøkelranden, hvad der kaldes at passere åen »á undirvarpi«, men heste og bagage er det naturligvis meget besværligt at fø frem ad denne vej, da skridjøklen er fuld af rævner. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Vest for Jøkelså gennemfures Bredemarkssand endnu af fire andre fra jøklen kommende åer, dog alle betydelig mindre end Jøkelså; den østligste af dem, og tillige den største, er ''Bredå'' (Breiðá) der gennem en ós falder i søen, den vestligste er ''Kviå'' (Kviá). Ikke Jøkelså — som man skulde tro — , men Bredå regnes som grænseskel mellem Sydersvejten og den følgende bygd (Öræve). Mod sydvest støder Bredemarksjøklen op til den før nævnte ''Hnappafellsjøkel'' (Hnappafellsjökull, ældre Knappafellsjökull), også kaldet ''Örævajøkel'' (Öræfajökull), der skyder sig frem som Vatnajøkels sydligste pynt og tillige som bemærket er den del af samme, hvor den uhyre isdækte fjældmasse hæver sig til sin største højde — over 6000 f. — , højere end noget andet islandsk fjæld. Mod nord står Örævajøklen i forbindelse med hovedjøklen; fra dens sydøstlige hjørne mod vest og nordefter langs hele vestsiden strækker sig derimod en strimmel bebygget land — »Ørkenbygden«, som den betegnende kaldes: på islandsk ''Öræve'' (Öræfi) eller ''Örævasvejt'' (Öræfasveit). Mod nord begrænset af jøkel, mod syd af havet, er adskillelsen fra omverdenen til de to andre sider næsten lige så fuldstændig; mod øst skilles bygden fra Sydersvejten ved Bredemarkssand med Jøkelsåen, mod vest fra Vester-Skaftafells syssel ved den lige så lange, men meget bredere ''Skejdaråsand'' (Skeiðarársandr) og to farlige jøkelelve, begge udspringende fra den ovenfor den 5—6 mile lange og hen ved 4 mil brede sandstrækning liggende ''Skejdaråjøkel'' (Skeiðarárjökull). Dette er en skridjøkel, af udseende og beskaffenhed som Bredemarksjøklen, kun endnu større og mægtigere. Ligesom Bredemarksjøklen begrænser den udsigten mod nord som et uhyre, mørkt, svagthvælvet højdedrag med lidt sneskær hist og her. Fra dens sydøstlige hjørne fremvælder den store jøkelelv ''Skejdarå'' (Skeiðará), som i voldsomt løb først kastes ind mod Skaftafells-fjældet ved Örævebygdens nordvestlige hjørne og derefter i mange forgreninger søger sin vej mod syd, på mangfoldig måde skadende de få lævninger af bebyggeligt land i Örævebygden, hvorfra den optager en mængde mindre jøkelelve. Den anden fra jøklen udspringende betydelige elv (Nupsvandene) kommer fra dennes vestside og begrænser Skejdaråsanden mod vest. Selve sanden er aldeles græsløs, oversåt med større og mindre sten — omtrent som en strandbred. Af og til har Skejdaråjøklen nogle højst ejendommelige vandudtømmelser. Hele jøklen kommer i bevægelse, hæver og sænker sig gyngende, indtil isdækket under frygtelig bragen brister og en med isstykker opfyldt vandmasse styrter ud over sanden, hvor alle ujævnheder i terrænet da bortrives. — Örævajøklen, af udseende helt forskellig fra disse skridjøkler, gør i afstand et imponerende indtryk: lys og klar hviler sneen på sit stejle fjældunderlag; på nært hold får man derimod ikke et sådant indtryk af snefjældets højde, som man skulde antage. Selv udpræget højjøkel nedsender den en mængde skridjøkler, som skyder sig frem mellem næsten alle bygdens gårde eller rettere de dem beskyttende fjældpynter. Sit andet navn »Hnappafellsjøkel« skylder den to »knappe« (hnappar), fjældknuder, der rage frem fra sneen sydligst i højjøklen. De stærkt sønderrevne, aldeles vegetationsløse fjældskråninger nærmest omkring og foran jøklerne benævnes med et for disse egne ejendommeligt udtryk »skær«. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Örævabygden består nu kun af 8 store gårde — eller gårdgrupper, som flere af disse rettere må kaldes, da der her findes 3—4 bønder, hver i sin bolig. Østligst af alle er '''Kvísker''', en gård, der ligger inde på selve Bredemarkssand, beskyttet for jøklen af nogle bagved liggende højder, omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklens østligste skridjøkel støder sammen; længst mod nordvest ligger '''Skaftafell''', omtrent overfor hvor Skejdarå bryder frem fra Skejdaråjøklen. Tidligere har forholdene i den mellem de to sande indesluttede bygd, der først efter det 14de årh.'s vulkanudbrud antog sit nuværende navn, været vidt forskellige fra nutidens — om end ikke så forskellige, som man i almindelighed udmaler sig — ; men heldigvis sættes vi ved Ldn.'s angivelser, i forbindelse med forskellige bevarede kirkemåldager, samt beretninger fra tiden omkring 1700 om hvad man da endnu vidste om de her foregåede forandringer, i stand til at få, et ganske godt billede af den oprindelige tilstand. Hvad nu først den af Bredemarksandens større, vestligere del opfyldte strækning angår, viser allerede Ldn., at denne ikke på landnamstiden kan have haft sin nuværende ufrugtbarhed. I følge den nævnte kilde gav nemlig Hrollaug, der tog land fra »Vester«Horn til Kviå, Tord illuge, som havde lidt skibbrud på ''Bredåsand'' (Breiðársandr), landet mellem Kviå og Jøkelså (ɔ J. på Bredemarkssand) — en strækning, som nu kun udgør en del af Bredemarkssanden. På denne strækning kan desuden steder for flere gårde påvises, og af måldagerne ses, at dette har været en skov- og græsrig egn. Hvorvidt disse gårde har været opfattede som en særskilt bygd, benævnt ''Bredåmark'' (Breiðármörk) — således som traditionen vil - , kan ikke bestemt ses; dog fremgår det af en måldagebog, at navnet Bredåmark temlig tidlig har været i brug, som det synes om den vestlige, større del af den nuværende Bredemarkssand, muligvis dog kun om egnen nærmest Bredå. Dette navn, senere afslebet til Bredemark (Breiðamörk), er tydelig nok endnu bevaret i benævnelserne Bredemarkssand, Bredemarksjøkel m. fl. Måldagerne vise, at de herværende gårde tilligemed den nuværende Örævebygd betragtedes som et »herred«, allerede den gang (som det fremgår af Nj.) skilt fra nabobygderne ved to sande. Den vestligste af disse (Lómagnúpssandr) må være den nu Skejdaråsand benævnte sandstrækning, den østlige var Bredåsand, svarende til en del af den nuværende Bredemarkssand, så at dens vestlige begrænsning formodenlig har været Bredå; derved forklares både dens navn, og den omstændighed, at Bredå kunde blive grænseskel mod Sydersvejt, således som forholdet — som bemærket — endnu er. Jøkelså har sikkert den gang ligesom nu haft sit udspring fra en skridjøkel; men denne har utvivlsomt da ligget meget længere fra kysten, som den vel først ved Örævajøklens vulkanudbrud i det 14de årh. ret er begyndt at nærme sig; endnu ved midten af forrige årh. var den i følge E. O. (s. 785) omtrent en mil fjærnet fra kysten. Ligeledes har skridjøklen sikkert oprindelig været indskrænket til den nærmeste del omkring Jøkelsås udspring, medens egnen vest for Bredå da i det væsenlige må have været forskånet for skridjøkler. Nu er den vestlige og større del af Bredemarkssand ikke meget forskellig fra den østlige. Den er noget bredere end den østlige tredjedel, hvor den endnu tilbagestående kyststrimmel er indskrænket til nogle grusdynger (moræner) mellem jøkeranden og en fladvandssamling (lón, ós) nærmest strandbredden. Efterhånden som man kommer vest på, ser man hist og her lidt grønt land foran jøklen, et enkelt sted (vest for Kviå) endog en gård, beskyttet af nogle bagved liggende højder — det før nævnte Kvísker — , den sidste lævning af den formodede Bredemarksbygd. | ||
Revisjonen fra 25. jun. 2015 kl. 16:58
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Austr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 1300]
Lonshede (Lónsheiði, ældre: -heiðr), hvor fjældryggen er højest, danner den rette grænse mellem Sønder-Mule syssel og Øster-Skaftafells syssel, medens det derimod synes mindre fastslået, om fjældets østlige forgrening (kortets Krossanes) eller det lidt sydligere Hvalnes, også, men vistnok mindre rigtig, kaldet Øster-Horn (Austur-Horn), skal betragtes som grænseskel ud mod havet.
De to Skaftafells sysler (Øster og Vester S.) har i administrativ henseende en lignende stilling som de to Tingø sysler, der indtage en strækning af det nordøstlige Island omtrent svarende til Skaftafellssyslernes udstrækning i det sydøstlige. De er vel forenede under én sysselmand, men udgør dog, siden 1877, to sysselkommuner; i den nærmest foregående tid havde de tilsammen udgjort »Skaftafellssyssel« (Skaptafellssýsla). Men forud for denne sammensmeltning lå igen en fuldstændig adskillelse (således hele forrige årh.), hvor hvert af de to sysler havde sin sysselmand. — Skaftafellssyslerne danne på en ejendommelig måde overgangen fra Øst- til Sydlandet. I oldtiden udgjorde disse strækninger en del af Østfjordinge-fjærdingen. Da Island 1770 deltes i to amter, kom hele den gamle Østfjærding i forbindelse med Nordfjærdingen til at udgøre Nord- og Øst-amtet; men allerede 1783 henlagdes Skaftafellssyslerne til Syd- og Vest-amtet, da indbyggerne i disse sysler derved mentes at komme deres amtmand nærmere.
Også i forhold til de øvrige dele af Sønderamtet er dog Skaftafellssyslerne meget afsides beliggende og udgør vel i det hele taget den sjældnest besøgte del af landet. De uhyre jøkler, som bedække store strækninger af det sydøstlige Island og på mange steder kun lade en smal kystrand tilbage, have fra gammel tid påtrykt disse egne, som i og for sig i klimatisk henseende høre til Islands mildeste, et afskrækkende ugæstmildhedens præg: ved de frygtelige jøkelelve, de nedsende, gjort landet omtrent ufremkommeligt, og ved udbrud fra jøkelvulkanerne forvandlet store strækninger til vegetationsløse sandørkner.
Lonshede har mere karakteren af en fjældryg end en hede; den fra Starmyrardal i Alvtefjord til Skaftafells-syslerne førende vej, der ligger over denne, fører på den sydlige side af heden ned gennem en fjældskråning langs en kløftformig dal, hvorefter man befinder sig i Øster-Skaftafells syssels nordøstligste bygd Lón (Lón) eller Lonshverve (Lónshverfi), som den også findes benævnt. Lonbygden har noget besynderlig afsluttet ved sig: til siderne og bagtil begrænset af pyramide- eller kegleformige, dunkelblå, aldeles græsløse fjælde, fortil ved et langt sandrev ligesom aflukket fra det åbne hav. Landet er af naturen frugtbart og skovrigt, men jordbunden omtumlet af den vidt forgrenede, gennem bygden løbende Jøkelså (Jökulsá), den østligste af de mange »Jøkel«åer i Skaftafellssyslerne, af hvilke de fleste have deres kilde i den vældige, 150 kvadratmil store Vatna- eller Klova-jøkel (Vatnajökull, Klofajökull), der mod øst når helt hen mod Lon-bygden og i øvrigt omgærder mod nord hele Øster-Skaftafells syssel, medens den selv først i Udådehraun og tilstødende ubygder finder sin nordlige begrænsning. Om de mange elve, som jøklen giver næring, minder navnet »Vatna«-jøkel. Hver elv har sædvanlig sit udspring fra en skridjøkel, som hovedjøklen sender ned mod bygden; de således opståede mangfoldige forgreninger har skaffet jøklen dens andet navn »Klova«-jøkel. Den østligste skridjøkel, den, hvorfra »Jøkelså i Lon« kommer, ligger bygden forholdsvis fjærnt, ligesom også den herfra udspringende elv — hvorvel med jøkelelvenes sædvanlige karakter: hvidgråt vand og foranderligt leje uden faste vadesteder — langt fra i udpræget ejendommelighed kan måle sig med de vestligere, Örævebygden indesluttende, berygtede jøkelelve. Om nogen vulkan i denne del af Vatnajøkel har man heller ikke efterretning; dog beretter annalerne, at der år 1362 var ilds-udbrud tre steder i den sydlige del af landet — formodenlig alle i Vatnajøkel, som dette år havde et af sine frygteligste udbrud —, hvorved også Lonshverve led megen skade.
Den nordlige halvdel af Lón-bygden, mellem Jøkelså og Lonshede, tilhørte oprindelig landnamsmanden Tord skegge; men, ledet af sine højsædesstøtter, besluttede han selv at bosætte sig i det nuværende Kjos' syssel og solgte nu sit land til den senere som Islands første lovgiver bekendte Ulvljot. Formodenlig har Ulvljot bot på samme gård som Tord, nemlig Bæ (Bær), der ligger omtrent midt i bygden nær kysten. Oven for Bæ, nærmere fjældene (vest for den lille Karlså), ligger Hlid (Hlíð) — i følge tradition afbygget fra Bæ; imidlertid nævnes dog gården allerede i sagaen om Torsten Side-Hallssön. Af gårdene på denne side Jøkelså (nord- eller øst-siden) kan endnu mærkes præstegården Stavafell (Stafafell), under et lavt fjæld ikke langt fra åen, en gård, der flere gange nævnes i Nials saga. — Landet vest (syd) for Jøkelså besattes ligeledes af en enkelt landnamsmand; hans gård Böðvarsholt skal i følge Sig. Gunnarssön have ligget på de nu Nautholt benævnte strækninger vest for Jøkelså ude ved kysten [2].
Vest for Jøkelså begrænses bygden længst mod sydvest af forbjærget Horn, det rette Øster-Horn — i modsætning til Hornbjærget (Kap Nord) længst mod nordvest, på Strandene — , men dog stundum, til adskillelse fra Hvalnæs, benævnt Vester-Horn (Vestr-Horn), en takket fjældkam, der afslutter den mellem bygderne Lón og Hornefjord skillende ryg[3]. Den mellem Vester-Horn og det noget lavere, men ligeledes takket-kamformede Øster-Horn indesluttede bygd har sikkert nok fået navnet »Lón« af det foran kysten liggende, på et par udløb nær fra havet helt afskårne fladvand. Dog benævnes dette vand nu ikke under ét »lonet«, men skilles i Lonfjorden (Lónfjörðr) mod øst, Papafjord (Papafjörðr) mod vest, bægge med et udløb længst imod vest. Jøkelså, der udmunder omtrent ud for Lonsfjordens udløb (Bæjarós), afgiver dog sit meste vand til Papafjord, hvis udløb Papós derfor også har en temlig stærk strøm, hvorved fjordmundingen bliver tilgængelig for handelsskibe. Ved Papos, tæt under Vester-Horns fjældene, har man derfor for omtrent 15 år siden anlagt et fast handelsetablissement; indsejlingen har dog sine vanskeligheder, og varernes losning og ladning ligeledes på grund af ebbe- og flod-forholdene. I bægge fjorde drives et ejendommeligt flynderfiskeri i ebbetiden, da man vadende trækker våd i det lave vand. — I den uden for fjordenes sandrev liggende bugt findes en lav klippeholm Vigr, tilhørende Stavafell og af ikke ringe betydning for præstekaldet, navnlig på grund af det herværende æderfuglevarp.
Lonbygden er ret egenlig Islands sydøst-land. Derefter antager kysten en mere afgjort vestlig retning, skønt trinvis bøjende sig mod syd, og bygderne vende alle omtrent i syd ud mod det åbne hav. — Allerede den næste bygd Hornefjorden (Hornafjörðr) vender lige i mod syd. Fra Lón-bygden adskilles denne ved sammenhængende fjælde, der navnlig henimod kysten fremtræder som en stejl, takket fjældkam, hvis yderste tinder er det alt tidligere nævnte Vester-Horn, eller som det — nu, ligesom i Ldn. — sædvanlig kaldes: Horn. Fra Lonbygdens sydvestligste gård ligger alfarvejen ad passet Almannaskarð gennem en sænkning i denne fjældkam; sænkningen når dog egenlig kun øst fra op til fjældets ryg mellem to tinder: derfra ligger en stejlt skrånende sti ned over fjældets vestside, der så vel oven for som neden for stien viser sig som en endeløs skråning af løse sten (skriða). På grund af højden og stejlheden svimler man næsten ved at se ned på det underliggende flade land; men en udsigt herfra over bygden vil dog lønne sig. Fjorden Hornefjord viser sig som et lignende, ved en sandrevle fra søen næsten helt aflukket, »lon« som det foran Lón-bygden liggende vand. Også Hornefjord falder i to dele, i det den østligste, ved et næs til dels aflukkede, bærer navnet Skardsfjord (Skarðsfjörðr — efter Almannaskarð). Men ind imod Land går Hornefjorden over i de to mægtige Hornefjordselve: Hornefjordsfljoterne (Hornafjarðarfljót) — det østre og vestre [4]. Mod øst begrænses elvene og fjorden af den såkaldte Næs-svejt (Nesjasveit), mod vest af Myrerne (Mýrar, Mýra- [eller nu sædv. Mýrna-] sveit) — Hornefjordsbygden falder nemlig i disse to hoveddele, hver med sit særlige navn; jævnlig regnes endog Myrernes nabobygd (den sydvestligere »Sydsvejt«) med til Hornefjorden. Mod vest og nord ses Myrerne begrænsede af en sammenhængende jøkelmasse, hvorfra den ene skridjøkel skyder sig ned ved siden af den anden; også nordligst i Hornefjordsbygden skyder to af disse ulykkebebudere sig frem, fra hvilke Vester- og Øster-Hornefjordsfljot har deres udspring. Længere nede i bygden adskilles de kun ved den nu næsten vegetationsløse klippeholm Skogø (Skógey), hvorefter de går over i den vestlige del af Hornefjorden — Hornefjord i mere indskrænket betydning. Hornefjordsos (Hornafjarðarós) bryder nu sandrevlen omtrent hvor Hornefjord og Skardsfjord støder sammen; tidligere skal udløbet have været langt vestligere. Her er som oftest i osen en meget stærk strøm, hvorfor bygdens fiskerbåde sædvanlig holde til øst for revlen uden for fjorden, uagtet der inde i denne i de mange render skal være mere end dybt nok. Fra somren 1880 er Hornefjordsos avtoriseret som handelssted. I den yderste del af det næs, der skyder sig frem fra Næs-svejten, skillende mellem Homefjord og Skardsfjord, findes en lille vig kaldet »Havn« (Höfn); der ses her svage spor til tomter, som menes at være rester af købmandsboder, fra en tid da handelsskibe skal have sejlet ind gennem Hornefjordsos[5]. — Nordøstligere, ved bunden af Skardsfjord, står gården »Tingnæs« (Þínganes), der ved sit navn vækker opmærksomhed; dog støttes den ved navnet vakte formodning om, at man her kunde have et gammelt tingsted for sig, hverken ved tradition eller tomter[6].
Følger man Nesja-svejten indefter, træffer man en mils vej fra fjordmundingen, ved bredden af Østre-Fljot, præstegården Bjarnanes (Nj.), omgivet af en hel kreds af afbyggersteder (hjåleigur). Ved østre-Fljot er Bjarnanæs skilt fra den før nævnte Skogø, nu et så at sige vegetationsløst sand- og »hraun«-skær [7] — men, efter hvad sagnet vil, oprindelig en frugtbar ø med 18 gårde. I følge sysselbeskrivelsen fra forrige årh. sås endnu tomter og gamle husstenvægge. Af måldagerne (AM. 263 fol.) kan måske udledes, at her i sin tid har været et kapel. Rimeligvis har Fljoternes pludselig vekslende vandstand med stærk stigning foranlediget ved osens tilstopning, »jøkelløb« m. m. i tidens løb skadet øen meget. Om »jøkelløbene« eller den pludselige og uregelmæssige forøgelse af vandmængden, som er karakteristisk for Hornefjordsfljoterne så vel som for andre jøkelelve, fortæller Bjarnanæs-sognebeskrivelserne, at de her i bygden skal være foranledigede ved, at der i randen af jøklen oven for Øster-Fljot danner sig fire småsøer — som det synes, i det skridjøklen lukker forskellige kløfter, hvorigennem ellers rindende vand søger ned fra fjældene — ; når disse søer fyldes, sprænger vandet sin isbeholder og vælter blandet med isstykker ned mod Fljotet. Foruden ved jøkelløb og andre oversvømmelser kan Hornefjords-bygden også være skadet ved Vatnajøklens vulkanudbrud; således berette annalerne, at Hornefjorden (formodenlig dog Hornefjord i videste forstand) led megen skade ved de s. 267-68 omtalte udbrud 1362.
Ud for Bjarnanæs findes et af de to hovedvadesteder over Fljoterne. Elven, som her er meget bred, er vel uden stærk strøm, men dyb og med upålidelig, blød sandbund, ofte endog så dyb, at den kun ved ebbetid kan passeres af de hist og her svømmende heste. Oven for Bjarnanæs ligger en lille sø, mærkelig ved sit navn »Þveit« ɔ tved, et ord, der ellers synes at betyde landstykke, afgrænset mark o. d. l. Kort fra denne sø (i nordøstlig retning) findes en lille såkaldet »ølkilde«, en mineralsk kilde med svagsyrlig smag.
Fra den nordlige del af Næs-svejten udgår mod nordøst en lille dal Hovfellsdalen (Hofféllsdalr) begrænset mod vest af et stejlt fjæld Hovfellsfjældet (Hoffellsfjall). Under dette fjæld står annekskirkestedet Hovfell (Hoffell, Ldn.: Hofsfell). I følge Ldn. byggedes der på denne gård et stort hov, og om dette synes en tradition længe at have bevaret sig. Således fortæller den antkv. indb. (1817) — og det samme sagn kendes endnu — , at langt inde på Hovfellsfjældet nord for gården er der en »Goðaborg«, hvor man i hedendommen har tilbedt guderne; her findes endnu deres billeder og mange rigdomme; på afstand har mange set bygningen, ja én er endog kommen så nær, at han har kunnet skimte metaldøren, men ingen har haft mod til nærmere at undersøge sagen, da ulykke rammer dem, som således nysgerrig forgriber sig på oldtidslævningerne.
Med Hovfell er man omtrent nåt bygdens ende. Endnu en gård, Svínafell, står vest for Hovfell i randen af det fritstående Svinafellsfjæld, der er indesluttet af de to Fljoter, som oven for udspringe fra jøklerne, og af hvilke Vester-Fljot danner grænsen mellem Næs- og Myre-svejten. Her er det andet af de to hovedvadesteder over Fljoterne. Strømmen er her forholdsvis stærk, men vandmassen langt mindre og elven sjælden ufarbar [8].
Myrerne (Mýrar ɔ moserne) er, som navnet antyder, af meget fugtig beskaffenhed; navnlig langs Hornefjorden findes side enge, andre steder store sandstrækninger: bægge dele formodenlig skyldende deres oprindelse til de større og mindre jøkelelve, som gennemskære landet. Mod nord og vest er bygden omgivet af fjælde, bag hvilke dog overalt jøklen (Vatnajøkel) hæver sig, og mellem hvilke anselige skridjøkler skyde sig frem. Om dem — hvoriblandt særlig Hejnabergsjøkel (Heinabergsjökull) kan nævnes — siger sognebeskrivelsen, at de er i idelig bevægelse, man hører i dem stærke brag, og jøkelelvene overfyldes da og løbe med stor voldsomhed frem over landet. Blandt disse jøkelelve kan de fra ovennævnte skridjøkel kommende Hejnabergsvande (Heinabergsvötn, Ldn.:Heinabergsá) mærkes. Snart kaste de sig mod vest, så at de forene sig med den vest for bygden løbende jøkelå Kolgríma, snart bane de sig vej i sydøstlig retning til Hornefjord. De ved Hejnabergsvandenes ødelæggelser opståede sandstrækninger i den øvre og vestre del af bygden forekomme i Nj. under benævnelsen Hejnabergssand (Heinabergssandr). »Heinaberg« er navnet på et fjæld og en derefter benævnt gård.
Hornefjordsbeboerne som i det hele indbyggerne i Øster-Skaftafells syssel har et vist gammeldags præg, der stundum har gjort dem til skive for deres landsmænd omtrent som Molboerne hos os. De antikvariske indberetninger synes også at vidne om, at en ejendommelig troskyldighed og meget gammeldags i tænkesæt og folketro var bevaret her, i det mindste til ind i dette århundrede; således fremtræder troen på trolde, fredløse (utilegufólk) og højboere ualmindelig levende. I den antkv. indb. for Myresvejt nævnes 3 Grettestag; men med hensyn til sådanne siger rigtignok sognebeskrivelsen, at de fleste fritstående store stene tilskrives Grette. Endvidere nævnes et par »vølvegrave« (völvuleiði), og det synes, som »völva« og »álfkona« bruges i flæng. Også en »goðaborg« omtales; ved gården Borg findes nemlig en klippe (Borgarklettr), på hvilken ses rester af en kredsformig indhegning, som man vil gøre til et hov eller offerplads. — Om de i disse bygder forekommende landnamsnavne kan oplysning søges hos Sig. Gunnarssön [9].
Til Hornefjord i videste forstand regnes endnu den følgende bygd Sydersvejt (Suðrsveit). Som grænse mellem denne og Myrerne nævnes undertiden Hejnabergsvandene eller den noget vestligere, ligeledes fra Hejnabergsjøkel kommende elv Kolgríma[10]; dog findes mellem disse to bygder ingen naturlig grænse, da to af Sydersvejtens gårde ligger øst for Kolgrima og heller ikke de urolige Hejnabergsvande lade sig bruge som grænseskel. Den største del af bygden danner imidlertid et afsluttet, af fjælde og det foranliggende hav begrænset hele. Østligst i bygden løber som sagt Kolgrima. Uagtet den er en jøkelå og tilmed temlig vandrig, har den dog et forholdsvis regelmæssigt løb til havet; den bøjer mod sydvest og falder med flere andre åer ud i en af de ose eller lon, som vandløbene langs hele Sydersvejtens kyst danner. Mellem Kolgrima og Sydersvejtens østligste fjælde ligger flere gårde, deriblandt Skálafell, hvortil der i følge Sig. Gunnarssön er knyttet forskellige traditioner om den fra Nials saga bekendte Kåre Sölmundssön, der med forkærlighed synes at være mindet i Skaftafells-syslerne [11].
Fra disse fjælde løber mod syd frem mod kysten en mule, hvis højeste del kaldes Hestgerdeshnuk (Hestgerðishnúkr); det er Ldn.'s Hreggsgerdesmule (Hreggsgerðismúli). Fjældet tager navn af en nedenunder stående gård, som nu benævnes Hestgerde (Hestgerði). Navnet »Hreggsgerði«, som Ldn. har det i »Hreggsgerðismúli«, må vel sættes i forbindelse med »hregg« (uvejr). På stedet selv vil man imidlertid aflede gårdens [og fjældets] oprindelige navn af »hrekkr« (rænke); forbi gården løber nemlig en bæk af dette navn, som gør den stor skade. I Hestgerdeshnuk har Sydersvejten sin naturlige begrænsning mod øst; fjældene (de såkaldte Suðrsveitafjöll), som herfra og vest efter i sammenhæng begrænse bygden, har hidtil næsten helt holdt jøklerne borte, så at denne, der rigtignok ikke er stort mere end en kystrand med tilhørende smådale, har et fredeligere og venligere udseende end jøkelbygderne ellers. Nordvest for Hestgerde står under fjældet Borgarhøvn (Borgarhöfn), en gård, der foruden i Ldn. nævnes i Nj. (i anledning af Tangbrands rejse) [12]. Vest for Borgarhøvn under Kalvafellsfjæld (Kálfafellsfjall) står præstegården Kalvafell (Kálfafell, Nj.) eller, som den også benævnes, Kalvafellstad (Kálfafellstaðr). Mellem Borgarhøvn og Kalvafell skærer sig en lille dal Stadardal (Staðardalr) op mellem fjældene; man vil her se spor af gamle veje, og det fortælles, at Nordlændingerne i ældre tid drog over jøklen og ad denne vej ned til fiskeri i Sydersvejten. Da skal her i bygden have været en stor fiskeplads ved Halseskær (Hálsasker). Således benævnes en række skær, der i skrå retning går ud fra land omtrent ud for Hestgerdeshnuk, og som tidligere skal have dannet en god havn; her i nærheden påvises spor af de gamle fiskeskåle-tomter. Man tror snarest, at de nordlandske fiskeres besøg helt har tabt sig efter slutningen af det 16de årh., da henved 100 mænd på én dag skal være druknet ved Halse-havn [13]. Efterhånden var fiskeriet fra denne bygd næsten helt ophørt; i den senere tid er det dog igen tiltaget noget og drives navnlig fra Bjarnarhraunsvík ud for Kalvafell. Noget vest for Kalvafell åbner sig Kalvafellsdalen (Kálfafellsdalr), der adskiller Kalvafellsfjældet fra det såkaldte Stadarfjæld (Staðarfjall) — måske benævnt efter præstegården, som har ret til skovhugst her, men tilhørende gården Bredebolstad — ; derefter følger Stejnafjæld (Steinafjall), der igjen ved en dalstrækning Stejnadal (Steinadalr) er adskilt fra Stadarfjæld. Fra Kalvafellsdal og Stejnadal kommer en del større og mindre vandløb (Steinavötn), der ved deres skiftende forening og urolige løb har tilføjet det under fjældene liggende land betydelig skade, så at nu Kalvafell ved en sandstrækning er skilt fra nabogårdene mod vest. Stejnafjæld løber frem mod kysten på lignende måde som Hestgerdeshnuk, men fortsættes i øvrigt vest efter, til det ender ved Bredemarks-jøkel. Under den længst fremskudte del af Stejnafjæld står nær kysten gården Bredebolstad (Breiðabólstaðr), bekendt af sin højættede landnamsmand, Rögnvald jarls søn Hrollaug. Ldn. fortæller, at hans højsædesstøtter drev i land i Hornefjord, og at han da, uagtet han selv var landet i omegnen af Reykjavig, drog øst på og tog land fra Horn (»Vester-Horn«) til hinsides Sydersvejten. Først boede han i selve Hornefjord, men senere solgte han alt landet nord for Hreggsgerdesmule og boede derefter på Bredebolstad. Blandt de mænd, Hrollaug solgte land til, var Ulv den vorske; Ulv flyttede senere til Pappyle (Pap(p)ýli) og boede på Bredebolstad; hans sön Torgejr boede på Hov (Hof) i Pappyle. Man har her i egnen formodet, at Ulvs bolig Bredebolstad måtte være Hrollaugs nysnævnte gård, og har i henhold hertil henlagt Pappyle til den sydvestlige del af Sydersvejt; ligeledes vil man sige, at det Bredebolstad tilhørende Stadarfjæld har været benævnet »Papylisfjall« [14]. Til bestyrkelse af denne gætning lader der sig dog næppe fremføre noget af vægt. Intet tyder på, at denne egn har båret navnet Pappyle, lige så lidt som man véd om nogen gård Hov her i egnen. Den gård Bredebolstad, hvortil Ulv flytter, kan tilmed i følge Ldn. ikke vel antages at være Hrollaugs »Bredebolstad i Fellshverve«. Rimeligst er det vistnok, at Ulv har bot på Bredebolstad i det nuværende »Síða« i Vester-Skaftafellsyssel. Her er hovedgården Kirkebæ, der, som det fremgår af Ldn., ansås for et helligt sted; her havde kristne Irer (paper) opholdt sig før Nordboerne, og her mente man, at ingen hedensk mand kunde trives: navnet Pappyle kunde således passe godt på bygden.
Til Hrollaug er en rig tradition knyttet. Nordvest for Bredebolstad findes nogle banker Hrollaugshólar, her vises Hrollaugs høj, hvori han skal være skiblagt (ɔ skibet skal være hvælvet over ham), og hvorover man har set ild brænde [15]. Omtrent ud for disse holer, en mils vej fra land, ses tre nøgne småholme eller skær Hrollaugsøer (Hrollaugseyjar); her skal Hrollaug have haft sin fiskeskåle.
Vestligere end Bredebolstad findes nu kan én gård i bygden, nemlig den under samme fjæld, noget nordvestligere, stående Reynivellir. Vest for denne, umiddelbart under Sydersvejtafjældenes vestligste pynt, fandtes indtil for få år siden endnu en gård Fell, én gang måske egnens rigeste gård og i lang tid sæde for sysselmanden i Øster-Skaftafells syssel; efter denne benævntes bygden tidligere ofte Fellshverve (Fellshverfi). Efter at gårdens marker mere og mere var bleven ødelagte af vand fra den fremtrængende Bredemarksjøkel, lagdes den fuldstændig øde 1870 — uden at den gamle spådom opfyldtes, at den til roden spaltede klippe, hvorunder gården lå, en gang skulde tilintetgøre den ved at styrte ned over den.
Fell er den første i en række af gårde, som alle ere lagte øde af den fremtrængende jøkel, men hvis plads man endnu til dels véd at påvise. Her begynder det omtrent 15 mil lange strøg, der optager Skaftafellssyslernes midte, eller — rettere sagt — Øster-Skaftafells syssels vestligste del, hvor jøkelvulkanerne har raset på enestående vis, så at kun resterne af en enkelt bygd (Öræve) nærmest omkring Vatnajøklens højeste parti, den mod syd fremskydende Hnappafellsjøkel, står tilbage, medens ellers udstrakte sande med ovenfor liggende skridjøkler er, hvad der møder øjet.
Nærmest Sydersvejten træffer man den 5—6 mil lange Bredemark-sand (Breiðamerkrsandr). Denne sandstrækning er ganske smal og vel ikke slet så ufrugtbar som den følgende, men dog alt andet end tiltalende. Fra Vatnajøkel skyder sig her en vældig skridjøkel ned, Bredemarksjøkel (Breiðamerkrjökull), der, hvor den når længst ned mod kysten, vel knap er fjærnet 1000 al. derfra. En sådan skridjøkel (som denne og den følgende store: Skejdaråjøkel) har for den fremmede noget højst overraskende ved sig: Man ser for sig et sort, svagthvælvet højdedrag hist og her med et hvidt skær, som kunde det være resterne af bankens endnu usmæltede sne — men hele massen er netop is og sne, kun næsten skjult af grus og sand. Hvor jøklen skyder sig længst frem mod søen, styrter som gennem en kloak en snavset jøkelelv sig frem under jøkelranden og iler forgrenende sig over sandfladen ned mod kysten. Dette er den frygtede Jøkelså på Bredemarkssand (Jökulsá á Breiðamerkrsandi). Da vejen til dens udløb i havet er så kort, bliver dens støm meget rivende, og da åen tillige fører en anselig vandmasse og ofte er opfyldt med isstykker, er den landets måske farligste rindende vand. En sådan ægte jøkelelv frembyder for den uvante et uhyggeligt skue. Strømmen er sædvanlig så stærk, at vandfladen for øjet ligesom hvælver sig, og på grund af mangel på regelmæssig flodsæng løber vandet med en voldsomhed, så at åens hoppende bølger på afstand — endnu før man i øvrigt ser selve åen — viser sig som brunsorte spidser, der kan forveksles med stene. — Sædvanlig styrter Jøkelså frem fra jøklen omtrent på grænsen af sandens østligste tredjedel; men undertiden, navnlig når den har haft en af de for jøkelelve ejendommelige, voldsomme uregelmæssige vandstyrtninger (hlaup), kan den pludselig helt forandre leje og bryde frem et andet sted fra skridjøklen — sædvanlig endnu østligere.
Allerede ved en tidligere lejlighed (Markarfljót, I, 264) er det omtalt, hvorledes sådanne jøkelelve passeres. Faste vadesteder mangle, i det det rivende vand snart bortgraver grunden hist, snart opkaster banker eller rygge her. Nu gælder det om af vandets bevægelse at slutte, hvor en sådan ryg findes og da ride i kanten af den. Som følge deraf kan overgangen over en større jøkelelv medtage flere timer: snart rider man med strømmen, snart tværs igennem, så op mod strømmen, eller stundum tilbage igen; tit når man tror sagen endt, viser det sig, at man har mere end halvdelen af det vidtforgrenede vandløb tilbage. Hvad Jøkelså på Bredemarkssand angår, kan den tit blive aldeles ufarbar, og man må da se at slippe gående over jøkelranden, hvad der kaldes at passere åen »á undirvarpi«, men heste og bagage er det naturligvis meget besværligt at fø frem ad denne vej, da skridjøklen er fuld af rævner.
Vest for Jøkelså gennemfures Bredemarkssand endnu af fire andre fra jøklen kommende åer, dog alle betydelig mindre end Jøkelså; den østligste af dem, og tillige den største, er Bredå (Breiðá) der gennem en ós falder i søen, den vestligste er Kviå (Kviá). Ikke Jøkelså — som man skulde tro — , men Bredå regnes som grænseskel mellem Sydersvejten og den følgende bygd (Öræve). Mod sydvest støder Bredemarksjøklen op til den før nævnte Hnappafellsjøkel (Hnappafellsjökull, ældre Knappafellsjökull), også kaldet Örævajøkel (Öræfajökull), der skyder sig frem som Vatnajøkels sydligste pynt og tillige som bemærket er den del af samme, hvor den uhyre isdækte fjældmasse hæver sig til sin største højde — over 6000 f. — , højere end noget andet islandsk fjæld. Mod nord står Örævajøklen i forbindelse med hovedjøklen; fra dens sydøstlige hjørne mod vest og nordefter langs hele vestsiden strækker sig derimod en strimmel bebygget land — »Ørkenbygden«, som den betegnende kaldes: på islandsk Öræve (Öræfi) eller Örævasvejt (Öræfasveit). Mod nord begrænset af jøkel, mod syd af havet, er adskillelsen fra omverdenen til de to andre sider næsten lige så fuldstændig; mod øst skilles bygden fra Sydersvejten ved Bredemarkssand med Jøkelsåen, mod vest fra Vester-Skaftafells syssel ved den lige så lange, men meget bredere Skejdaråsand (Skeiðarársandr) og to farlige jøkelelve, begge udspringende fra den ovenfor den 5—6 mile lange og hen ved 4 mil brede sandstrækning liggende Skejdaråjøkel (Skeiðarárjökull). Dette er en skridjøkel, af udseende og beskaffenhed som Bredemarksjøklen, kun endnu større og mægtigere. Ligesom Bredemarksjøklen begrænser den udsigten mod nord som et uhyre, mørkt, svagthvælvet højdedrag med lidt sneskær hist og her. Fra dens sydøstlige hjørne fremvælder den store jøkelelv Skejdarå (Skeiðará), som i voldsomt løb først kastes ind mod Skaftafells-fjældet ved Örævebygdens nordvestlige hjørne og derefter i mange forgreninger søger sin vej mod syd, på mangfoldig måde skadende de få lævninger af bebyggeligt land i Örævebygden, hvorfra den optager en mængde mindre jøkelelve. Den anden fra jøklen udspringende betydelige elv (Nupsvandene) kommer fra dennes vestside og begrænser Skejdaråsanden mod vest. Selve sanden er aldeles græsløs, oversåt med større og mindre sten — omtrent som en strandbred. Af og til har Skejdaråjøklen nogle højst ejendommelige vandudtømmelser. Hele jøklen kommer i bevægelse, hæver og sænker sig gyngende, indtil isdækket under frygtelig bragen brister og en med isstykker opfyldt vandmasse styrter ud over sanden, hvor alle ujævnheder i terrænet da bortrives. — Örævajøklen, af udseende helt forskellig fra disse skridjøkler, gør i afstand et imponerende indtryk: lys og klar hviler sneen på sit stejle fjældunderlag; på nært hold får man derimod ikke et sådant indtryk af snefjældets højde, som man skulde antage. Selv udpræget højjøkel nedsender den en mængde skridjøkler, som skyder sig frem mellem næsten alle bygdens gårde eller rettere de dem beskyttende fjældpynter. Sit andet navn »Hnappafellsjøkel« skylder den to »knappe« (hnappar), fjældknuder, der rage frem fra sneen sydligst i højjøklen. De stærkt sønderrevne, aldeles vegetationsløse fjældskråninger nærmest omkring og foran jøklerne benævnes med et for disse egne ejendommeligt udtryk »skær«.
Örævabygden består nu kun af 8 store gårde — eller gårdgrupper, som flere af disse rettere må kaldes, da der her findes 3—4 bønder, hver i sin bolig. Østligst af alle er Kvísker, en gård, der ligger inde på selve Bredemarkssand, beskyttet for jøklen af nogle bagved liggende højder, omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklens østligste skridjøkel støder sammen; længst mod nordvest ligger Skaftafell, omtrent overfor hvor Skejdarå bryder frem fra Skejdaråjøklen. Tidligere har forholdene i den mellem de to sande indesluttede bygd, der først efter det 14de årh.'s vulkanudbrud antog sit nuværende navn, været vidt forskellige fra nutidens — om end ikke så forskellige, som man i almindelighed udmaler sig — ; men heldigvis sættes vi ved Ldn.'s angivelser, i forbindelse med forskellige bevarede kirkemåldager, samt beretninger fra tiden omkring 1700 om hvad man da endnu vidste om de her foregåede forandringer, i stand til at få, et ganske godt billede af den oprindelige tilstand. Hvad nu først den af Bredemarksandens større, vestligere del opfyldte strækning angår, viser allerede Ldn., at denne ikke på landnamstiden kan have haft sin nuværende ufrugtbarhed. I følge den nævnte kilde gav nemlig Hrollaug, der tog land fra »Vester«Horn til Kviå, Tord illuge, som havde lidt skibbrud på Bredåsand (Breiðársandr), landet mellem Kviå og Jøkelså (ɔ J. på Bredemarkssand) — en strækning, som nu kun udgør en del af Bredemarkssanden. På denne strækning kan desuden steder for flere gårde påvises, og af måldagerne ses, at dette har været en skov- og græsrig egn. Hvorvidt disse gårde har været opfattede som en særskilt bygd, benævnt Bredåmark (Breiðármörk) — således som traditionen vil - , kan ikke bestemt ses; dog fremgår det af en måldagebog, at navnet Bredåmark temlig tidlig har været i brug, som det synes om den vestlige, større del af den nuværende Bredemarkssand, muligvis dog kun om egnen nærmest Bredå. Dette navn, senere afslebet til Bredemark (Breiðamörk), er tydelig nok endnu bevaret i benævnelserne Bredemarkssand, Bredemarksjøkel m. fl. Måldagerne vise, at de herværende gårde tilligemed den nuværende Örævebygd betragtedes som et »herred«, allerede den gang (som det fremgår af Nj.) skilt fra nabobygderne ved to sande. Den vestligste af disse (Lómagnúpssandr) må være den nu Skejdaråsand benævnte sandstrækning, den østlige var Bredåsand, svarende til en del af den nuværende Bredemarkssand, så at dens vestlige begrænsning formodenlig har været Bredå; derved forklares både dens navn, og den omstændighed, at Bredå kunde blive grænseskel mod Sydersvejt, således som forholdet — som bemærket — endnu er. Jøkelså har sikkert den gang ligesom nu haft sit udspring fra en skridjøkel; men denne har utvivlsomt da ligget meget længere fra kysten, som den vel først ved Örævajøklens vulkanudbrud i det 14de årh. ret er begyndt at nærme sig; endnu ved midten af forrige årh. var den i følge E. O. (s. 785) omtrent en mil fjærnet fra kysten. Ligeledes har skridjøklen sikkert oprindelig været indskrænket til den nærmeste del omkring Jøkelsås udspring, medens egnen vest for Bredå da i det væsenlige må have været forskånet for skridjøkler. Nu er den vestlige og større del af Bredemarkssand ikke meget forskellig fra den østlige. Den er noget bredere end den østlige tredjedel, hvor den endnu tilbagestående kyststrimmel er indskrænket til nogle grusdynger (moræner) mellem jøkeranden og en fladvandssamling (lón, ós) nærmest strandbredden. Efterhånden som man kommer vest på, ser man hist og her lidt grønt land foran jøklen, et enkelt sted (vest for Kviå) endog en gård, beskyttet af nogle bagved liggende højder — det før nævnte Kvísker — , den sidste lævning af den formodede Bredemarksbygd.
Fodnoter
- ↑ Over Øster-Skaftafells syssel findes en udførlig, her benyttet, topografisk beskrivelse fra år 1746. Endvidere har Chor. isl. adskillige bemærkninger.
- ↑ Den antikv. indb. (1817) nævner et »Grettirstak« der i sognet.
- ↑ Denne adskillelse mellem et Øster- og Vester-Horn i denne egn af landet er sikkert ny og vilkårlig. Så vel sysselbeskrivelsen fra forrige årh. som Chor. isl. indskrænke navnet Horn eller Austur-Horn til dette fjæld; det i det foregående nævnte Øster-Horn kalder sysselbeskrivelsen Hvalnesfjæld. At dette er den ældre sprogbrug, synes også at fremgå af Ldn.
- ↑ Vel breder de sig stærkt, men kortet giver dog en noget vildledende forestilling om deres karakter, så vel som af flere af de op fra bygden liggende dale.
- ↑ Nj. omtaler et handelsskib i Hornefjord; men også sysselbeskrivelsen fra forrige årh. véd at berette, at her i fordums tid har været havn (skipalega), »da tyskerne besejlede landet«.
- ↑ Om den oven for næsset i Hornefjord faldende Lakså (Laxá) kan lejlighedsvis bemærkes, at laks nu ikke træffes her.
- ↑ »Hraun« ɔ nøgen klippe, men efter sognebeskr.s udtryksmåde næppe »lava«, da sligt siges ikke at forekomme i sognet.
- ↑ Arne Magnussön fortæller (i Chor. isl.), at der fra Hoffell indtil for omtrent 60 år siden (ɔ til omtrent 1640) havde været en vej over fjældene til Fljotsdalsherred; man nåede efter en stiv dagsrejse Fljotsdal; på hans tid var dog vejen spærret af jøkler. Fra Lon skulde der ligeledes have været en vej ned til Fljotsdal; ligeledes fra Alvtefjord, — men ingen af vejene benyttedes længer på grund af jøkler og elve. - Denne beretning, hvor usandsynlig den end lyder, bekræftes ved hvad der i Drpl. (s. 34) fortælles om to mænd fra Fljotsdalen, Ingjald og Torkel, at de, da det gælder om hemmelig at forberede afrejsen fra landet for en fredløs, om våren drog den øvre vej syd over jøklerne til Hornefjord, hvor der lå et handelsskib, med hvis fører Ingjald traf den fornødne aftale. — Måske har der dog herved kun været forstået en vej langs jøkelranden (som det synes), om hvilken Sig. Gunnarssön ved at berette. Han fortæller (Miðlandsöræfi), at Tingøinger og Øfjordinger i gamle dage plejede at drage på fiskeri i Hornefjord (H. i videre forstand); de drog fra Myvatn eller Mödrudal ind til jøklen, så øster på inden for Snæfellshals, syd over Kollumúlahede, over Jøkelså over Norðlendingavað (som heraf har sit navn), så til Hornefjord og vest på til Borgarhöfn (i »Sydsvejten«). Her skal stedsnavnet »Eyfirðingabúðir« minde om deres ophold. Til almindelig glæde druknede de fremmede gæster, der havde gjort sig forhadt ved slet opførsel, en gang i en nordenstorm, hvorefter disse fiskerifarter ophørte.
- ↑ Örnefni. Safn t. s. I. II.
- ↑ Heinabergsjøkel er på kortet afsat for meget i nordøst.
- ↑ Örnefni. s. 451: Oppe på fjældet er der en sø Káravatn, hvor Kåre skal have fisket, og hvor man lader ham være højlagt med skibet hvælvet over sig — en art højlægning, hvorom tradition idelig opstår, naar den formodede gravhøj ved sin form minder om et fartøj med bunden i vejret. I Kistugil gæmte han sin sølvkiste. I hullet Sleggjupollr i Kolgrima skal han have kastet sin smedehammer. — Traditionen er vel alene opstået af navnet »Káravatn«.
- ↑ I havet ud for Borgarhøvn findes et, kun ved ebbetid synligt skær Styrmissker, om hvilket der går det sagn, at det en gang har været landfast, og at en derværende hule, hvis munding man endnu mener stundum at kunne skimte, da benyttedes som fårehus fra gården.
- ↑ Sml. hvad der om de nordlandske fiskere er berettet s. 273, anm.
- ↑ Pappýli — opr. vel »Papbýli« — samt Lónsvejtens Papós og Papafjörðr, så vel som Papey (SM.) minder om »paperne«» således som Ldn. for det første og sidste af disse steders vedkommende anfører; de to andre navne forekommer ikke i sagaliteraturen.
- ↑ I Bredebolstad land vises desuden et Helgaleiði, over en af Bredebolstadsbeboerne dræbt mand, der havde græsset sine kreaturer i deres land — »i Papylefjæld« anfører Sig. Gannarssön.
Under Stadarfjæld, på en plet, som benævnes Hvitaflöt, skal der — fortæller man — have stået en kirke. Hvorledes det hænger sammen hermed er ikke let at afgøre. Kalvafell kirke har fra gammel tid været bygdens hovedkirke; men desuden fandtes tidligere kirke på flere andre gårde, deriblandt på Bredebolstad. At Bredebolstad oprindelig skulde have ligget et helt andet sted, nemlig hvor kirkepladsen nu påvises, tør dog næppe antages.
Sv. Povlssön beretter (i sin utrykte afhandling om de isl. Isbjærge, Ny kgl. saml. 1094 b. fol.), at »man taler om et kirkested, der i katolsk tid skal have været overst i den dal i Hornafjorden — ɔ Suðrsveit — , hvor Steinavötn falder ned; navnet ved man ej længer«. Han gætter på, at det i Ldn. omtalte Hof i Papýli har stået her, »da Papýli vel har indbefattet egnen mellem Steiná og Fellsá«. » Kirkestedet skal«, slutter han, »være ødelagt ved oversvømmelser«.
