Vester-Skaftafells syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vestur Skaftafellssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Vester-Skaftafells syssel
Vestr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 2500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Vester-Skaftafells syssel, der mod øst begrænses af Nupsvandene (Núpsvötn), mod vest af Jøkelså på Solhejmasand, falder i en større østlig og en mindre vestlig del — adskilte ved den øde sandstrækning Myrdalssand, som skylder den frygtelige Katla, vulkanen i Eyjafjallajøkels nordøstlige parti, sin tilblivelse. Ovenfor syslets østerdel ligger den store Vatnajøkels vestligste parti Side jøkel (Síðu-Jökull) eller Skaftå-jøkel (Skaptár-jökull), jøklen dog ikke her i nogen umiddelbar nærhed; jo længere man kommer mod vest, desto mere drager den sig tilbage fra bygden og lader efterhånden det indre højlands vide strækninger uhindret brede sig. Syslets østlige del, der til en vis grad må omtales under ét, består af Fljotshverve (Fljótshverfi), den østligste bygd, derefter Síða og Skaftåtunge (Skaptártúnga), samt de syd for disse to liggende bygder Landbrot og Meðalland. Få overgangen mellem bægge, dog nærmest knyttende sig til østerdelen, står det lille isolerede Alvtaver (Álptaver).

Fljotshverve (Ldn.), der mod øst er begrænset af Nupsvandene, mod vest af Hvervesfljot (Hverfisfljót), er mod nord ved en strækning fjældhede skilt fra Vatnajøkel; fra jøklen og fjældene kommer endnu en del åer, der sluttelig flyde sammen med Nupsvandene og Hvervesfljot, alle tilsammen har de omdannet den nærmest kysten liggende del af bygden til en øde, af vandløb gennemfuret og tildels oversvømmet sandstrækning, østligst i Fljotshverve hæver sig Lomagnup (Lómagnúpr), et prægtigt fjæld, der (med en højde af c. 2500 f.) som en vældig stræber støtter den bagved liggende fjældstrækning eller som en uhyre kile skyder sig frem fra denne. Med selve fjældets navn (eller egenlig at Lómagnúpi) benævntes i ældre tid den vest for dette stående gård Nupstad (Núpstaðr) . Så vel gård som fjæld forekommer i Nj., hvor også den efter fjældet benævnte sandstrækning Lomagnúpssand (Lómagnúpssandr) omtales. I Jonsbog optræder Lomagnupssand som skillende mellem de to dele af Skaftafellsting. Efter fjældet førte Nups vandene oprindelig navnet Lomagnupså (Lómagnúpsá). I Sturl. fortælles ved år 1201 om et løb i Lomagnupså, der gjorde den for en tid ufarbar, så at den altså også den gang har haft sin nuværende karakter af jøkelå. Jøkelelv bliver imidlertid Nupsvandene først ved det østlige tilløb Súla, medens derimod den langt nordligere udspringende hovedkilde Nupså (Nupsá) fører klart vand. Egnen, hvor Nupsvandenes kilder må søges, er i flere henseender af interesse, men næsten ukendt. Øst for Lomagnup og dens nordlige fortsættelse strækker sig op mellem fjældene en kratgrot dal (vistnok på kortet temlig unøjagtig aflagt), der ved sin fjældbegrænsning er beskyttet mod den nord og øst for liggende jøkel. Oven for dalen, i kanten af jøklen, står et dog hidtil ubesøgt fjæld Grænafjall (ɔ: Grønnefjæld), syd for hvilket en sø Nupsåvatn (Núpsárvatn), hvorfra Nupså har sit udspring, er beliggende. Nupså gennemstrømmer nu fra nord til syd dalen, hvor den modtager flere tilløb, indtil endelig ved dalens sydøstlige hjørne en skridjøkel fra Skejdaråjøklen (hvis nærmeste parti benævnes Súlujökull) strækker sig frem, hvorfra den rivende jøkelelv Súla kaster sig efter et kort løb i Nupså, der nu antager navnet Nupsvandene. — Den omtalte skov Nupstadskovene (Núpstaðarskógar) er bekendt af sine vilde (eller halvvilde) får, der her aldeles sørge for sig selv, og hvoraf kun enkelte af og til med møje indfanges. — Sula skal efter sigende have regelmæssige løb, omtrent hvert 5te— 6te år. Undertiden omtales uhyre løb i denne å, som år 1784 (samtidig med Skejdarå), da egnen omkring Skaftåjøklens vestligste del havde været skuepladsen for stærke vulkanske fremtoninger.

I følge kortet skulde søen syd for Grænafjall bære navnet Grimsvandene (Grímsvötn); herom ved dog sognebeskrivelsen intet, og henlæggelsen hertil af »Grimsvandene«, der mere synes at tilhøre sagnet end den virkelige verden, skyldes vistnok kun gætning .

I Fljotshverve stå de fleste gårde under affaldet af de græsbevoksede fjældheder, der begrænse bygden mod nord; oven for disse findes igen nogle grus- og stenstrækninger, indtil Skaftåjøklen begynder, der her er en højjøkel, men som dog nedsender flere skridjøkler. Neden for gårdene brede sig mest hraun og mørke forbrændte strækninger, indtil ud mod kysten de flere mil brede sandflader begynde. Af de fra heden (eller hederne — strækningen fører nemlig forskellige navne efter de forskellige gårde) nedstyrtende ikke få åer kan Djupå (Djúpå), nærmest vest for Nupsvandene, fremhæves som en virkelig jøkelå, om end kun af middelstørrelse. Denne fra Skaftåjøkel kommende elv kan også stundum have sine »løb«; et sådant overordenlig heftigt, fra midten af forrige århundrede — men rigtignok foranlediget ved et vulkansk udbrud i Skaftåjøklen — omtales E. O. s. 776. — I Djupå falder flere vestligere åer, indtil Brunnå (Brunná), der nu betragtes som faldende i Hvervesfljot, skønt det egenlig er denne sidste elv, der har kastet sig i Brunnå. Hvervesfljot, der har sit udspring i den vestlige kant af Skaftåjøklen og derfra i sydestlig retning tæt under jøkelranden søger ned mod bygden, blev nemlig voldsomt påvirket af det frygtelige vulkanudbrud, der 1783 fandt sted i almenningen straks sydvest for Skaftåjøklen. Af de to uhyre lavastrømme, som ved denne lejlighed væltede frem, søgte den ene sig vej gennem Hvervesfljots rende, udtørrede den for en tid aldeles og bredte sig derefter over en større strækning på grænsen mellem Fljotshverve og Síða, hvor der dog allerede til dels tidligere fandtes ældre lavalag. Da elven igen begyndte at flyde, kastede den sig noget østligere, afskar oven for bygden en fjældknude Hnúa fra den øst for liggende Bráttháls (tilsammen, som det menes, fordum benævnte Eiríksfell), og i steden for i sit nedre løb selv at søge sig en vej ud mod havet kastede den sig i Brunnå (omtrent ud for gården Hvoll). Da Hvervesfljot imidlertid er vandrigere end Brunnå, er den sidste bleven forvandlet til en biflod til fljotet.

Nupsvandene, Djupå og Hvervesfljot med deres bifloder flyder neden for bygden sammen, danner brede, grunde vandsamlinger og falder tilsidst gennem Hvalsike (Hvalsíki — fejlagtig afsat på kortet) i søen. Kun en ringere del af vandmassen falder i sydvestlig retning over sandfladerne og forener sig med Eldvatn, en å, som efter vulkanudbruddet 1783 er kommen frem fra sydkanten af det nye hraun, og som gennem Vejdeós (Veiðiós — et temlig foranderligt udløb, som ifg. sognebeskr. af 1859 i de senere år bestandig havde bevæget sig mod vest) falder i søen.

Den østligste gård i Fljotshverve, næst efter Nupstad, er Rauðaberg, der står øst for Djupå, hvor denne træder ned fra heden. Her drejer Djupå i sydvestlig retning, medens den tidligere skal have strømmet mod sydøst ned over et ældre, i denne del af bygden liggende hraun. Neden for dette vises de gamle tomter af ødegården Djupåbakke (Djupárbakki), der vistnok er den i Nj. anførte gård, hvorefter Njåls svigerdatter Astrid fra Djupåbakke benævnes. — Omtrent midt i bygden, noget vest for Djupå, står Kalvafell (Kálfafell), kirkested og — så længe Fljotshverve udgjorde et selvstændigt kald — præstegård. Gården kaldes nu ofte Kalvafell »på Síða« eller »i Fljotshverve« til adskillelse fra Kalvafellsstad i Sydersvejt, hvis egenlige navn også kun er Kalvafell. Ordet »Sida«, der, som det senere nærmere skal fremstilles, i oldtiden havde en meget omfattende betydning, har nemlig også nu foruden sin almindelige, mest indskrænkede, en mere udstrakt, i hvilken det betegner den øst for Skaftå liggende del af VSkf. (ɔ: Síða á Fljótshverfi). —

Sydvest for Kalvafell, ved Brunnå, og neden under et fremløbende hedeaffald, står gården Núpar, tidligere Gnúpar, hvorefter den berømte landnamsmand Gnupa-Bård benævntes. Om Bård fortæller Ldn., at han, der egenlig havde besat Bårdardalen i Sønder-Tingø syssel, af de milde søndenvinde sluttede sig til, at landet hinsides de store heder måtte være at foretrække. Han sendte da ved vinterens slutning folk afsted for at undersøge forholdene her, og da beretningerne lød lovende, brød han næste vår op, tømrede slæder til alle sine kreaturer og lod disse således trække hø og gods. »Han drog ad Vonarskarð«, siger Ldn., »den vej, som siden hedder Bárðargata«, besatte Fljotshverve og boede på Gnupar, hvoraf han fik navnet Gnupa-Bård. — Ved Vonarskard har man tænkt sig et mellem Vatnajøkels nordvestligste del og den frit stående Túngnafellsjökull værende pas; det må dog bemærkes, at det »Bárðargata« meget lignende navn »Bárðarskarð« er bevaret som navn på sænkningen mellem Hnuta og Brathals nordvestligst i Fljotshvervets bygdefjælde .

Angående Hvervesfljot, der 1783 så stærkt påvirkedes af vulkanudbrud, lader det sig med sikkerhed sige, at det ikke er første gang, at noget sådant har været tilfælde. Ldn. omtaler nemlig tydelig nok dette »fljott under navnet Almannafljót (ɔ: Stor-Fljot) og siger, at det, »før end det løb«, kaldtes Raftalæk (Raptalækr ɔ: Rafte-bæk; raft = stage). Det her omtalte »løb« har utvivlsomt stået i forbindelse med et vulkanudbrud i eller ved Skaftåjøklens vestlige del i den første tid efter landets bebyggelse, men enhver nærmere angivelse af tiden savnes, da annalerne desværre tie om dette udbrud.

Bygden, som Hvervesfljot danner vestgrænsen imod, er som tidligere anført Siden (Síða) i snævreste forstand. Siden er en smuk bygd; vel findes længst mod sydøst øde sandflader ud mod kysten, og højere oppe, nærmest Hvervesfljot, lavastrækninger; men hovedmængden af bygdens gårde står under det sydlige affald af græsrige bygdefjælde eller rettere en sammenhængende fjældhede, hvor adskillige smådale skære sig ind, og som endnu temlig langt mod nord, hvor den går jævnt over i højlandet sydvest for Vatnajøkel, er frugtbar. Lige så tiltalende et skue frembyder den vestligere, ved en lavastrøm — foruden ved rindende vand — fra Siden skilte Skaftåtunge, hvor højdedrag og frugtbare dalstrøg veksle. Også de nedenfor liggende bygder Landbrot og Medalland er af naturen frugtbare landskaber, om end her vulkanernes fordærvelige virkninger viser sig i langt højere grad. Store strækninger er indtagne af ældre og yngre hraun , vulkansk sand bedækker andre, og vulkanske kraterhøje findes tæt omspredte; men også her findes dog mange græsrige pletter, og selv sandstrækningerne, hvor melen (sandhavren ɔ: marhalm) vokser, er ikke ganske værdiløse. — Forholdene i disse bygder er ikke desmindre nu temlig forskellige fra de oprindelige; for alles vedkommende har vulkanske udbrud og de herved bevirkede forandringer af flodernes retning og leje til dels påtrykt egnen et andet præg. Blandt de rindende vande har især Skaftå i denne henseende spillet en rolle. Skaftå (Skaptá), der dog egenlig nu kun for sit nedre — og måske for det aller øverste — løbs vedkommende har bevaret dette navn, er en jøkelelv, der hidtil i almindelighed antoges at have udspring fælles med Hvervesfljot og Tungeå (Túngná, ofte fejlagtig: Táná — en biflod til Tjorså (R.)) i den sydvestlige del af Vatnfjøkel, som jo netop efter denne benævnes Skaftåjøkel. Sv. Povlssön (i sin afhandling om de islandske Isbiærge) fortæller herom, at en fra Nordlandet flygtende forbryder på sin vej sydpå langs vestkanten af jøklen så en stor elv styrte sig ned fra jøklen; elven delte sig kort efter i tre arme, og disse tog en sådan retning, at han skønnede her at have begyndelsen til de tre ovennævnte betydelige jøkelåer for sig. I følge Sig. Gunnarssön (Miðlands Oræfi, Norðanfari 1877) findes der omtrent midt på vestsiden af Skaftåjøklen en indbugtning, hvor de tre nævnte floder have deres kilder. I den aller nyeste tid er der i de islandske blade (og derefter i Frjettir frá Íslandi 1878 s. 15) fra Skaftafells syssel kommet meddelelser om, at Skaftå skulde have sit udspring ikke fra selve jøklen, men fra en stor sø, hvorfra elven skulde tage sit løb mod syd i en snævring mellem nogle her liggende græsrige højdedrag og jøklen; fra samme søs vesterende skulde så Tungeå udspringe. Det må dog foreløbig anses for meget usikkert; Skaftås karakter som jøkelelv viser i hvert fald tydelig nok dens nære forbindelse med Vatnajøklen.

Fra sit udspring tager Skaftå en sydvestlig retning — først over jævne sandflader, indtil den ved mundingen af en oven for Side-bygden liggende dal Ulvarsdal (Ulfarsdalr) falder i et lavaleje; kort efter bøjer den mod syd og fortsætter nu sit løb under navnet Eldvatn i den samme stivnede lavaflod, dannende grænsen mellem Siden og Skaftåtungen. Sydligst på grænsen af disse to bygder deler elven sig i flere arme, hvoraf en, der falder mod øst og danner grænsen mellem Sida og Landbrot, har beholdt navnet Skaftå. De andre arme tage i forening en sydvestlig retning, og den herved dannede anselige forgrening af Eldvatnet falder i den Skaftåtungen gennemløbende elv Túngufljót. — Den østligste, nys omtalte Eldvatnsarm, der har bevaret det oprindelige navn Skaftå, men som i virkeligheden får sit meste tilløb fra forskellige, fra Sidefjældene og Landbrotet kommende åer, bøjer efter et par miles løb under Sidefjældene, hvor dens leje også for den større vestlige dels vedkommende er lava, mod syd, i det den også danner østgrænsen for Landbrot, breder sig her over sandfladerne og søger tilsidst gennem en snæver munding (Skaptárós) udgang til havet.

Før år 1783 kendtes ikke navnet »Eldvatn« om nogen del af Skaftå, hvis løb gennem bygderne i det hele da var noget anderledes. At det var et vulkansk udbrud, som ved den lejlighed var virksomt, er der i det foregående flere gange hentydet til, og det samme lader allerede navnet Eldvatn (ɔ: Ildvand) formode, et navn, der i disse egne bruges som en art fællesbetegnelse for de ved senere lavastrømme fremkaldte eller stærkt ændrede rindende vande. Dette udbrud, det frygteligste, der kendes fra Island siden landets bebyggelse, anføres sædvanlig som udbruddet fra Skaftåvulkanen (undertiden fejlagtig: Skaftåjøklen), men bør rettere betegnes som udbruddet fra Varmådals vulkanerne

I jævn fortsættelse af den Sidebygden mod nord begrænsende fjældhede og oven for denne findes — og fandtes navnlig tidligere — græsrige avretter (fællesgræsgange) på det mellem Skaftå og Hvervesfljot indesluttede trekantede landstykke; kun længst imod nord, nærmest trianglens spids og de to elves udspring ophørte vegetationen, men grunden var dog jævn og flad. Omtrent på grænsen mellem den græsrige del af avretten og den ufrugtbare tunge mellem elvene, den såkaldte Fljotsodde (Fljótsoddi), hæve sig fjældene Lake (Laki) og Blæng(r), der ligesom danne — mod nord og syd — den øverste begrænsning for bunden af Varmådalen (Varmárdalr), som herfra strækker sig i sydvestlig retning ned gennem avretten, indtil den udmunder i den omtrent parallelt-løbende, nordligere Ulvarsdal, fra hvilken den er adskilt ved et fjældstrøg Ulvarsdalsskærene (Úlfarsdalssker), ligesom også Ulvarsdalen ved nogle højdedrag er skilt fra Skaftås nære leje. Hver af de to dale gennemstrømmedes før udbruddet — og gennemstrømmes vel også nu — af en å, af hvilke Ulvarsdalsåen kort efter at have optaget Varmådalsåen faldt ud i Skaftå.

Den 8de juni 1783 begyndte voldsomme vulkanudbrud i Varmådalen, i det der øst for Varmådalsåen på en strækning af et par mil, helt op til fjældet Lake, dannede sig en række af omtrent en snes kratere, som nu i Løbet af et par måneder udsendte frygtelige lavastrømme, der gennem Varmådalen flød ned til Ulvarsdalsmundingen og herfra igen ud i Skaftå, som for en tid aldeles udtørredes. Dens den gang dybe flodsæng fyldtes aldeles, og den ene glødende lavastrøm efter den anden væltede ned over de underliggende bygder. — Skaftå delte sig den gang, hvor de fire bygder Skaftåtunge, Side, Medalland, Landbrot støder sammen (og hvor forgreningen også nu finder sted), i tre arme, af hvilke den ene under navnet Landå (Landá) løb mod syd, og øst for gården Leiðvöllr, der endnu regnes til Landbrot, faldt i den store, mellem Medalland og Alvtaver skillende elv Kúðafljót. Den anden arm Melkvísl faldt i sydøstlig retning ned gennem Medalland, hvor den forbandt sig med en her fremvældende elv, der under sit løb antog forskellige navne. Endelig den tredje og den gang hovedarmen faldt ligesom nu langs Side-bygden på grænsen af Landbrot med udløb igennem Skaftåós. Derimod kendtes ikke den gang den nuværende vestlige forgrening af Eldvatnet.

Under udbrnddet 1783 udtørredes for en tid alle Skaftås tre arme, i det lavastrømmenes forgreninger væltede sig frem gennem deres leje. Hvor Landå og Melkvisl havde løbet, opdyngedes lavaen i sådanne masser, at disse åer med det samme forsvandt. Langs Sidebygden strømmede lavaen vel i Skaftåens leje i en længde af et par mil, men standsede så, og her søgte floden sig efterhånden omtrent sit gamle løb.

Da kraterne sydvest for Lake efter henved to måneders virksomhed begyndte at hvile, åbnede sig andre øst for Lake og Blæng, hvis lavastrømme væsenlig udgød sig mod øst og således hurtig traf på Hvervesfljotets leje, som de glødende strømme nu fulgte til ned i bygden på grænsen af Sida og Fljotshverve, hvor lavalag gentagende gange opdyngede sig til helt ud på efteråret.

Lavastrømmenes mægtighed under disse udbrud, samt hvad der af aske, glaspartikler, giftige stoffer o. s. v. regnede ned over de omliggende bygder, ødelæggelsen på kreaturer og dødeligheden over hele Island som følge af denne katastrofe er utrolig; men med hensyn hertil må henvises til de forud anførte skrifter.

Uagtet udbruddet 1783 er det eneste her, hvorom sikre efterretninger haves, er det dog næppe det første i egnene ovenfor disse bygder siden landets bebyggelse. Så vel øst som vest for Siden fandtes før udbrudet ældre lavastrækninger, ja selve navnet »Varmådal« synes at tyde på, at den underjordiske varme tidligere her har gjort sig bemærket Også Ldn. giver vink, der lade formode udbrud her i bebyggelsens aller første tid. Derimod véd kilderne intet om et udbrud »omtrent 1112«, som provst Jon Stengrimssön i sit førnævnte skrift i et anhang om ødegårde nævner; og når en annal under år 1332 nævner et ildsudbrud med askefald på Sida, er det vel rettest her at tage Sida i mere omfattende betydning, så at udbruddet kan henføres til den i det 14de årh. så urolige Orævajøkel. Hvad Ldn. angår, er allerede tidligere anført beretningen om Almannafljot (ɔ: Hvervesfljot), der, før det løb, hed Raftelæk; dette »løb« skyldes utvivlsomt et vulkan-udbrud i den sydvestlige del af Vatnajøkel. Endvidere må det i høj grad forundre, at Ldn. kalder den under Sidebygden løbende arm af Skaftå Nykomme (Nýkomi ɔ: den nys komne), hvad der næppe kan forklares anderledes end ved at antage, at denne arm efter landets bebyggelse har brudt sig sin vej; også selve navnet Landbrot om den neden for liggende egn synes bedst at kunne forklares som betegnelse for et ved vold fra hoveddelen afbrudt landstykke (skønt navnet nu i almindelighed bruges om et ved vandets undergravende magt e. d. l. forårsaget jordskred). Endnu i andre henseender frembyde Ldn.’s angivelser interesse, således som det ved bygdernes nærmere beskrivelse vil fremgå.

Sydøst for selve Siden strækker sig nøgne eller med marhalm sparsomt bevoksede sandflader ud mod kysten, indesluttede mellem Skaftås og Hvervesfljots nedre løb, hvis oversvømmelser vel væsenlig har fremkaldt dem. Denne strækning, benævnt Skjaldbreið, skal i følge sagnet oprindelig have udgjort en lille bygd på 8 gårde. Provst Jon Stengrimssön beretter herom, at traditionen lader bemældte gårde kun have haft så meget land øst for Skaftå, som var nødvendigt for deres høhøst, græsgangene derimod lå i Landbrot, vest for »Bjarnegærde« (Bjarnagarðr — et naturligt højdedrag? eller et ved mandskraft opført gammelt grænsegærde?), der strækker sig fra nord til syd i den østlige del af Landbrot, skillende mellem bygd og overdrev. Til og fra disse græsgange måtte Skjaldbredsbønderne drive samtlige kreaturer, og for at de ikke skulde gøre skade på Landbrotsgårdenes besiddelser, havde man anlagt en indhegnet vej (tröð), der nåede lige fra overdrevet hinsides Bjarnegærde til Saurbæhals (Saurbæjarháls) ved Skaftå, og hvis endnu bevarede rester tjænte folk til bekræftelse på traditionens rigtighed. Af bygdens 8 gårde påvistes under Saurbæhals rester af Saurbæ(r), der sagdes at have været kirkested ; endvidere henlagdes hertil den i den opdigtede Gunnar Keldugnupsfivls saga nævnte gård Vatnsende (-i) og en i Vm. anført gård Dálk(r), da man ingen anden plads vidste for disse .

Oven for de nævnte fugtige og sandede egne ligge lavastrækninger — efter 1783 af større omfang end før — der nå helt op under bygdefjældene længst imod øst. Disse, der her, vest for Hvervesfljot, stå som en fortsættelse af de Fljotsverve mod nord begrænsende fjældheder, tage straks — også fremdeles udgørende et sammenhængende, kun af enkelte smådale indskåret højland — på en lang strækning en sydsydvestlig retning til helt ned mod Skaftå, hvorefter de bøje mod vest til på grænsen af Skaftåtunge. Under dette fjældaffald står hovedmængden af bygdens gårde, og egenlig kun disse tilkommer med rette navnet Síða (siden, »latus«), om end naturlig også de til samme bygd hørende fjærnere liggende gårde medindbefattes herunder, — foruden at, som tidligere anført, også Fljotshverve undertiden inddrages under Síða-landskabet. — Navnet »Síða« brugt særlig eller alene om den nu således benævnte bygd er dog af yngre oprindelse. Således findes i sagalitteraturen (Ldn. Krstn. Nj. Vem.) netop den her omhandlede bygd benævnt Skogahverve (Skógahverfi ɔ: skovbygden), hvorimod »Síða« forekommer i langt mere udstrakt betydning, som et navn, der omfatter de nuværende Skaftafellssysler, og brugt i forbindelse med (eller modsætning til) »Østfjordene« betegnede Østfjærdingens ene halvdel. Et sådant navn måtte også ret naturlig frembyde sig som betegnelse for den lange, ubrudte kystrand under Vatnajøkel og det vest for liggende højland. Allerede Finn Jonssön (i sin Hist. eccl. IV, 77) har gjort opmærksom på den ældre, mere omfattende betydning af navnet Siða; dog vil han tillige lade det indbefatte den sydligste del af Sønder-Mule syssel, ti her (i Alvtefjord) boede jo den bekendte Hall, som stadig benævnes »Hall på Sida« eller »Side-Hall«. Imidlertid fremgår det ikke af kilderne, at navnet Sida har haft en udstrækning ud over Skaftafellssyslerne, hvad der også i og for sig må synes mindre rimeligt, og det bliver derfor et spørgsmål, om ikke Hall har haft sit tilnavn enten efter den familie, hvortil han hørte, eller efter et godord på Siden (i Skaftafellssyslerne). Hall nedstammer nemlig, om end på mødrene side, fra de såkaldte Side-mænd, i det han var en sönne-datter-sön af høvdingen Hrollaug, og om denne, der boede i det nuværende Fellshverve eller Sydersvejt (ØSkf.), udtrykker Islb. sig, at han boede »østerpå på Siden, på Bredebolstad« og var »Sidemændenes« stamfader. — Ldn. viser os Bredemarken (ØSkf.) henregnet til Síða, Nj. og Eb. tage ligeledes navnet i omfattende betydning; men navnlig Sturl., Bsk. og Annalerne viser os tydelig »Siða« omfattende de nuværende Skaftafellssysler og modsat »Austfirðir«. I annalerne tales oftere om skibbrud, havis o. d. l. på eller ud for Siden.

Lignende betegnelser for Østfjærdingens to hoveddele træffe vi senere hen; således faldt i det 16de og 17de årh. denne del af landet i et Østfjorde syssel og et Side syssel.

Af Side-bygdens gårde kræver en del af de under fjældaffaldet stående nærmere omtale. Om den østligste af disse, den nordøstligste gård i hele bygden, anfører sognebeskrivelsen, at omtrent 5 mil nordligere træffer man sydvestspidsen af Skaftåjøkel, en jævn skridjøkel, som snart skyder sig lidt frem, snart atter trækker sig tilbage. En halv mils vej sydligere følger nabogården, og dernæst, omtrent en halv mil vestligere, gården Foss (ældre: Fors), øst for gården skyder fjældet Fossnúp(r) sig frem, en tinde, der i Ldn. forekommer under benævnelsen Modolvsgnup (Móðólfsgnúpr). De nærmere angivelser er interessante ved, at man her utvivlsomt har stedet for den berømte Hroar Tungegodes fald, hvorom Ldn. ikke indeholder nogen angivelse, uagtet der oftere hentydes til hovedbegivenhederne i Hroars liv; derimod har Vem. lejlighedsvis nogle oplysninger om selve skuepladsen for hans sidste kamp. Hroar var en søn af den bekendte Une den danske, der — efter ved sit mislykkede forsøg på at bringe Island under Norge at have gjort sig umulig i Østfjordene — endte sit lidet hæderlige liv i Skogahverve for den mands hånd, hvis datter han havde forført og derefter ved flugt vilde unddrage sig for at ægte. Hroar tog arv efter sin morfader og har øjensynlig fået sit tilnavn efter Skaftåtunge, hvor han først boede. Siden flyttede han til Lomagnup. Tilsidst kostede en strid, hvori hans søstersønner havde indviklet sig med den på Fors hjemmehørende familie, ham livet, i det to brødre herfra i forening med flere af de omboende og deres svoger Tore overfaldt ham og søstersønnerne. Om denne Tore, der spiller en rolle i Vem., fortæller sagaen (s. 291), at han var bleven fredløs efter sin deltagelse i drabet på Hroar Tungegode i den sydlige del af landet, og tilføjer, at drabet udøvedes i den bygd, som hedder »Skagahverfi« ɔ: Skogahverve, på en plet, som efter kampen benævntes »Hróastúnga« ɔ: Hróarstúnga, som ligger mellem Fors og »Hörstaða«.

Det er mærkeligt, hvor nøjagtig denne angivelse svarer til forholdene ved gården Foss. Kort vest for gården ser man to bække styrte sig i ringe afstand fra hinanden ned fra fjældet. Under fjældet forene de sig, og det mellem dem indesluttede græsland benævnes netop Hroarstunge (Hróarstúnga). ved den over tungen førende vej vil man påvise Hroars høj (herom beretter allerede den antkv. indb. 1817). — »Hörstaðir«, som Vem. nævner, er sikkert Foss’ nabogård mod sydvest Hörgsland. Hörgsland var en af de fire gårde, som år 1652 udlagdes til hospitaler, og gården var derefter hospital for spedalske til hen mod midten af dette århundrede.

Vest for Hörgsland ligger gården Hörgsdal(r) i en lille dal, der her skærer sig ind, mod syd begrænset af en fremløbende fjældpynt, hvorunder står gården Keldu(g)núp(r), hjemstavn for helten i den opdigtede Gunnar Keldugnupsfivls saga; i nupen oven over gården påvises en Gunnarshellir (G.s hule), som sagaen ikke kender, hvorimod de i sagaen omtalte huler ikke findes, ligesom i det hele sagaens topografiske angivelser ikke anses for at udmærke sig ved pålidelighed.

Hinsides Keldugnupsfjældet åbner sig et større dalstrøg, gennemløbet af den ikke ubetydelige Gejrlandså (Geirlandsá), der falder i Skaftå, hvor denne bøjer mod syd for at søge udløb gennem Skaftåos. — Ganske nær ved Keldunup ligger Bredebolstad (Breiðabólstaðr), hvorom det i henhold til det forud anførte (se s. 312) kan fremhæves, at det altså ikke er denne gård, men Bredebolstad i Fellshverve, der i Islb. benævnes B. på Sida. Derimod har man her rimeligvis — som det i det foregående (s. 276) er fremhævet — det i Ldn. omtalte »Bredebolstad i Pappyle«, hvor Vorsa-Ulv boede, og Pappyle (Pappýli) har da formodenlig været benævnelsen på en del af den bygd., som nu kaldes Síða. Dog har navnet Pappyle enten ikke haft nogen synderlig udstrækning eller er tidlig gået af brug, da sagaernes Skogahverve som anført gennemgående svarer til det nuværende Sida. Om gården Hov i Pappyle, hvor Ulvs son Torgejr boede, så vel som stedet for de to mænds høje, er vistnok forlængst enhver erindring tabt . — I nordvestlig retning ligger længere inde, øst for Gejrlandså, Prestbakke (-i), der i lang tid har været bygdens præstegård, og hvor nu også den anselige kirke står, efter at kirkestedet er bleven forlagt hertil fra det nærliggende Kirkebæ-kloster. Øst for åen ligger endnu, længst inde i dalen, Mörtúnga (Nj. — GKgf. urigtig: Murutúnga), der på kortet fejlagtig er afsat hinsides Gejrlandså.

Vest for åen dannes dalstrøgets begrænsning af et sammenhængende, om end noget indskåret fjældaffald, i det heden her strækker sig betydelig længere mod syd, til helt ned mod Skaftå, hvor Sidefjældene således får en retning fra øst til vest. Blandt gårdene vest for Gejrlandså mærkes Gejrland (Geirland, GKgf.: Geirsland). Den oven for liggende del af heden, der benævnes Gejrlandshraun, afgiver et eksempel på, at »hraun« kan bruges ikke alene om lavastrækninger, men også, således her, om stenige klippeåse i almindelighed.

Fra Gejrlandså strækker sig mod vest til hedens fod en lav kleft »Kálfagróf«, et navn, der virkelig synes at svare til det i Ldn. forekommende »Kálfagrafir«, hvor der (s. 247—48, sml. 268) tales om Hroar Tungegodes morfader Lejdolv kappe (ɔ: kæmpe). Ldn. fortæller om Leidolv, der boede vestligst i Side-bygden (Skogahverve), at da Une første gang søgte ved flugt at unddrage sig følgerne af sit forhold til Lejdolvs datter Torun, forfulgte Lejdolv ham og tvang ham efter en kamp ved »Flángastaðir« til at vende tilbage, da han vilde, at han skulde gifte sig med Torun. Noget senere flygter den utaknemlige Une igen, men forfølges påny af Lejdolv, der indhenter ham ved »Kálfagrafir« og nu i sin vrede dræber ham og alle hans ledsagere her. Da man inde på Side-hede — hvor der tidligere skal have været en ikke ringe bebyggelse — træffer, omtrent i linje med »Kálfagróf«, stedsnavnet »Flángir« (nu brugt om et sumpigt strøg), og da der over heden ligger en vej tæt forbi »Flángir« og ned kort nord for »Kálfagróf« , er det i det mindste fristende i disse stedsnavne at se sporene af Ldn.'s oven anførte benævnelser på stederne, hvor Une indhentedes.

En halv mils vej syd for Gejrland, hvor heden bøjer mod vest, står gården Kirkebæ (Kirkjubær), almindelig kaldet »Kirkebæ kloster«, nu sæde for egnens sysselmand, indtil reformationen et benediktiner-nonnekloster. Gården ligger under den stejle hede, ved Skaftås nordlige bred, med udsigt mod syd til Landbrotets mange gamle sand- og lavahøje. Til Kirkebæ knyttede sig fra landets første bebyggelse en ejendommelig hellighed. Her bosatte sig den fra Syderøerne kommende, kristne landnamsmand Ketil, hvis efterkommere ligeledes alle bevarede den kristne tro; forud havde her bót »paper«, d. v. s. kristne Irlændere, der ved Nordmændenes ankomst fandtes hist og her i det sydlige Island, men som da straks forlod landet for ikke at have samkvem med hedningerne. Man troede, at på Kirkebæ kunde ingen hedning bo, og det fortaltes, at da efter Ketils død en af egnens folk (Hildir) vilde flytte til Kirkebæ, døde han pludselig, i det han nåede tungærdet, hvorefter han begravedes i Hildeshøj (Hildishaugr). — År 1186 oprettedes det før omtalte nonnekloster her, men rimeligvis først senere har det fået nogen betydning. Således er klosterets skæbne gennem så godt som hele det 13de årh. aldeles ubekendt; og uagtet Kirkebæ er hovedskuepladsen for et af afsnittene i Sturl, hvis begivenheder må henføres til midten af det 13de årh. (den af Gudbr. Vigfussön som en selvstændig fortælling udskilte »Svínfellinga saga«), hører man dog ikke i denne fortælling med et ord klosterets kvindelige beboere nævne. Ved midten af det 14de årh. blev en nonne i Kirkebæ kloster, for at have forskrevet sig til djævlen m. m., brændt levende. Folkesagnet fortæller om to nonner, hvoraf den ene dømtes uretfærdig til døden, den anden med rette, og påviser deres grave ovenpå » Søsterklippen « (Systrastapi). Søstrestape er en fritstående lille klippe omtrent en fjærdingvej vest for Kirkebæ; klippen skal være flad foroven, og her skal gravene kunne ses, den ene grøn både vinter og sommer, den anden aldrig. Hist. eccl. nævner Søstrestape som omflydt af Skaftå, nu ligger den nord for åen. I øvrigt minde flere navne i nærheden af Kirkebæ om klosterets beboere; på Side-hede findes et »Systravatn« , og i Landbrot hinsides åen viser man en »Sönghóll«, hvorfra munkene i Tykkebæ gav signal, når de vilde besøge nonnerne i Kirkebæ. — Ved reformationen inddroges klosterets ejendomme under kronen og er siden den tid bleven bestyrede af en kgL ombudsmand.

Kirkebæ-bygninger skal oftere være flyttede. Først stod klosteret en del nordøstligere, hvor nu mørkt, med marhalm sparsomt bevokset flyvesand breder sig; her ses endnu et firkantet stengulv (»kirkegulvet«, som det kaldes, og vel i hvert tilfælde en lævning af det gamle kloster), dannet af regelmæssig-femkantede sten, sammenføjede med cement. Stenene stammer øjensynlig fra en banke i nærheden af Fossnup, hvor man i en lille kløft (Dverghamrar kaldet) finder regelmæssige femkantede basaltsøjler, der er tværdelte ved tæt på hinanden følgende, lige så regelmæssige rævner, så at man uden stort arbejde ved overhugning af sejlerne kan skaffe sig smukke femkantede fliser. Det nævnte gulv omtales også i den antkv. indb.; men den gang (1817) vidste ingen at berette, til hvilken bygning det havde hørt. Senere, og lige til ind i dette årh. siges der, stod kloster og kirke noget sydvestligere, omtrent hvor heden bøjer mod nord; her ses endnu tydelige tomter af bægge og rester af tungærdet. Først flyttedes, i begyndelsen af dette årh., klosteret (ɔ: gården) til sin nuværende plads længere mod vest, senere kirken til Prestbakke. Angående en femkantet ligsten med runeskrift, som opgravedes i kirkegården her, kan efterses Antkv. Ann. IV, 353.

Ved Kirkebæ vil man påvise Hildes høj, dog, som det synes, nu på et andet sted end det, som den antkv. indb. nævner. (Også et Grettestag har man.) Dog er det egenlig kun for Sturlungetidens vedkommende, at traditionen er levende, og navnlig vil man påvise stedet for »Svinfellingernes« drab, hovedbegivenheden i den før nævnte »Svinfellinga saga«, der handler om en mellem storbonden Ögmund Helgessön på Kirkebæ og hans hustrus brodersønner, de unge høvdinger på Svinafell, udbrudt strid. Disse, Sæmund og Gudmund, sønner af den højt ansete Orm Jonssön, godordsmand »over Siden«, kom på grund af gensidig skinsyge i et spændt forhold til Ögmund. — Efter at Sæmund og Ögmund er bleven uenige i anledning af en forsørgelsessag, bevæger Sæmund sin yngre broder Gudmund til at forlade Ögmund, som hidtil har opfostret ham, hvorefter brødrene gør et mislykket forsøg på at overfalde Ögmund. Senere får Sæmund Ögmund erklæret fredløs på grund af hans fremfærd i forsørgelsesspørgsmålet, og medens Ögmund holder sig skjult, udfører Sæmund konfiskationsdommen ved at lægge beslag på det Ögmund tilhørende gods i Kirkebæ. Den mængde kreaturer, foruden andet gods, som ved denne lejlighed bortførtes, efter at først »stadens« (kirkens, klosterets) ejendom var undtagen og dernæst halvdelen af det tilbageværende var overladt Ögmunds hustru, er forbavsende, og er et af de flere eksempler på landhusholdningernes størrelse på Island i ældre tid, som efter landbrugets nuværende tilstand og gårdenes produktionsævne må synes næsten utrolige . Svinfellingernes farbroder abbed Brand Jonsson i Tykkebæ mægler noget efter et forlig mellem parterne, men Ögmund, der ikke kan glemme den hårde behandling, han har lidt, overfalder det følgende år (1252) kort efter påske Sæmund og Gudmund, da deres vej, på en rejse til abbed Brand, falder forbi Kirkebæ. Tidlig om morgenen går han med 12 mand ad den fra gården øst efter førende vej og lægger sig med disse i baghold i en lille dalsænkning (hvamm) kort fra vejen, hvor den fører over en vandsamling (síki — formodenlig forgrening af en å). Her bliver bægge brødrene grebne og halshugges på stedet efter at være blevne berettede af »stadens« tre præster, der straks kom til stede for at søge at frelse deres liv. — Siket, mener man, har gået op fra Skaftå, der den gang løb lidt højere oppe, tværs over sandstrækningen mellem de to klostertomter; lidt ovenfor i fjældlien skal så bagholdet have været på et sted, som nu benævnes »Bjarnartættur« — hvilket alt dog ikke ret synes at stemme med sagaens fremstilling.

Overraskende er i øvrigt i »Svínfellingasaga«, at, hvor brødrenes første mislykkede overfald på Kirkebæ berettes, omtales en å, der næppe kan være nogen anden end Skaftå, ikke med dette navn, men som Kirkbæinga-å.

Landnamsmanden på Kirkebæ var, som det vil erindres, Ketil fivlske. Østgrænsen for hans landnam var Gejrlandså. Landet mellem Almannafljot (ɔ: Hvervesfljot) og Gejrlandså var nemlig taget i besiddelse af landnamsmanden Eyvind karpe, der boede på Fors. Ketils landnam strakte sig fra Gejrlandså til Fjardarå (Fjarðará ɔ: Fjordå) oven for »Nykomme« (Nýkomi). Fjardarå er er lille å, der omtrent midtvejs mellem Kirkebæ og Eldvatnets forgreninger, nordfra, fra Side-hede, falder i Skaftå. Navnet er besynderligt, og man kunde næsten tvivle på, at det oprindelig havde lydt således; Hauksbog har nemlig formen Fjaðrá, der også nu er den sædvanlige udtale, og også i Fljotshverve findes en Fjaðrá. Navnet »Fjardará« har givet Jon Stengrimssön (anhang til 1783-vulkanens beskrivelse) anledning til den meget søgte forklaring, at der på Side-hede, hvor Fjardarå springer ud, oprindelig skulde have været en hel bygd »eller fjord« (!). »Nykomme« som navn på det vand, der ellers kendes som Skaftås hovedforgrening, er ligeledes overraskende; navnet tillader næppe anden forklaring end, at den således benævnte strøm først efter landets opdagelse har dannet sig og fra først af ikke er bleven betragtet som Skaftåens hovedløb; i Ldn. fremtræder »Nykomme« snarest som en biflod til Gejrlandså, der vistnok på landnamstiden har båret dette navn lige til sit udløb i havet.

Ldn.’s udtryk angående de mellem landnamene i Side, Skaftåtunge, Medalland og Landbrot skillende vande er imidlertid til dels vanskelige nok at forstå, og i hvert fald kræver vistnok teksten en rettelse. Foruden de to alt nævnte landnamsmænd Ketil fivlske og Eyvind karpe, samt to i den vestligste og nordvestligste del af den nuværende Side-bygd og et par i Skaftåtungen omtaler Ldn. i disse bygder kun landnamsmanden Eysten digre og den af ham land købende Eysten Hranessön. For Eysten digres vedkommende er fremstillingen meget uklar. Ldn. beretter først, at han: tog land »øst« for Gejrlandså til Ketil fivlskes besiddelser og boede i Gejrland; dernæst, at han: solgte sit landnam til Eysten Hranessön, der benævnte landet »Meðallönd« og bosatte sig på »Skarð« (nu forlængst en ødegård, men fordum kirkestedet i Medalland). Man tør vistnok her — hvorledes man end vil forklare sammenhængen — i Ldn.'s angivelse om Eysten digres landnam rette »øst« til vest (også Gejrland ligger jo vest for Gejrlandså), og meningen bliver da rimeligvis denne: at Eysten digre har som landnamsmand taget Medalland + Landbrot i besiddelse, men solgt disse strækninger til Eysten Hranessön og bosat sig i Gejrland, der jo egenlig hørte til Ketil fivlskes besiddelser.

Efter denne fremstilling må det betvivles, at den langs Sidebygden løbende gren af Skaftå har været til på landnams-tiden; muligvis er den netop på denne tid opstået, men har da, som nævnt, ikke straks båret Skaftå-navnet (se s. 318, sml. s. 310—11. Den nuværende »Skaftåos« synes derimod at have været Gejrlandsåens udløb. — Første gang, Skaftåos (Skaptáróss) nævnes, er i den opdigtede Gunnar Keldugnups-fivls saga (vel fra c. 1400); her tales oven i købet om havn ved Skaftåos og købmandsboder, men herpå kan næppe lægges nogen vægt. På den anden side må det bemærkes, at allerede Nj. (kap. 151) hævner Skaftås østlige forgrening, hvormed sikkert den langs Sidebygden løbende arm menes.

Vest for Kirkebæ ligger langs nordsiden af Skaftå en række gårde, hvoraf flere efter vulkanudbruddet 1783, på grund af de ødelæggelser, som den gennem Skaftåens leje flydende og først ½ mils vej vest for Kirkebæ standsende lavastrøm forårsagede, er flyttede op i hedeskråningen. Den vestligste af disse er Skål (Skál, Nj.), som står under Skålarfjæld (Skálarfjall), Side-hedens sydvestligste fjældknude, hvorunder Eldvatnets østligste — Skaftå dannende — forgrening har sit løb. Mellem Skål og nabogården mod øst falder Holtså (-á) ned fra Sidehede og danner under almindelige forhold en biflod til Skaftå; ofte, når intet af Eldvatnet falder langs Skålarfjæld, bliver imidlertid Holtså og Fjardarå ved deres forening kilden til den langs Siden flydende elv, der dog naturligvis også da bevarer navnet Skaftå. Nu er denne elv langs hele Sidestrækningen let passabel til hest; før 1783 måtte man betjæne sig af færge for at komme over den. — Skål er den vestligste gård i sognet; men under Skålarfjælds sydvestaffald findes dog endnu et par gårde, der naturligst regnes med til Sidebygden, om end hørende til et andet sogn; nærmest Skål står Å (Á), kendt fra Ldn.

Den før nævnte Holtså kunde man være tilbøjelig til at antage for den samme som Ldn.'s Drivande (Drífandi), der dannede grænsen mellem et lille, fra Fjardarå til Drivande nående, landnam og den på Å boende Lejdolv kappes besiddelser. Lejdolv »tog land øst for Skaftå til Drivande og boede på Å øst for Skaftå vest for Skål; men en anden gård havde han på Lejdolvsstad (Leiðólfsstaðir) under Lejdolvsfell (Leiðólfsfell), hvor der den gang var stærkt bebygget (mart bygða)«. I et arnamagnæansk diplom angående et mageskifte mellem klostrene Tykkebæ og Kirkebæ, år 1488, omtales imidlertid Drivande som en foss, der faldt frem fra Skålar-fjæld, så Drivande, hvis navn desuden for at anvendes om en å forudsætter, at denne har karakteren af en foss, må vel herefter søges noget vestligere, mellem Skål og Å. Lejdolvsfell er en tvedelt afstumpet fjældknude, der hæver sig i den nordvestlige del af Sidehede, ikke langt fra Eldvatnet (ɔ: Skaftå). Ved dette fjæld vil man påvise tomter af en gård; og endnu en enkelt anden ødegård i Sidehede kender man stedet for. Men noget nærmere om denne bygd vides ellers ikke, lige så lidt som om årsagerne til dens undergang og tiden for samme. — Oven for Lejdolvsfell begynder lavaen fra år 1783, der fra Varmådalen har strakt sig mod syd ind over den nordvestlige del af Sidehede, indtil den sydefter indskrænker sig til Skaftåens gamle leje med nærmeste omgivelser. Varmådalen selv, samt den nordfor liggende Ulvarsdal og i det hele højlandet øst for Skaftå helt op til denne elvs udspring er, som det vil erindres, allerede tidligere omtalt.

Se Tillæg og rettelser

---