Halfreds saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Halfreds saga

Hallfreðar saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

1. Om Ottars og Åvaldes slægt og opvækst

Der var en mand, der hed Torvald og blev kaldt Skillende. Han boede på Ulvø i Hålogaland. Han havde en kone, der hed Torgerd og var datter af Halfred. Hendes bror hed Galte. Han var en magtfuld mand og boede i Sogn. Torvalds sønner hed Ottar og Torkel Sølv, og Torkel var født uden for ægetskab. Dér på øen boede desuden en mand, der hed Ingjald. Hans søn hed Åvalde. Ottar boede hos Ingjald.

Der var en stor viking ved navn Sokke, som var ond at have med at gøre. Han drog vidt omkring og hærgede og var en ven af Gunhildsønnerne, for de herskede dengang i Norge. Han kom en nat til Torvalds gård og sagde til sine folk, at der var udsigt til et godt bytte, for det var en velhavende mand, der boede dér, »— men lad os sætte ild til gården!« Og det gjorde de. Torvald gik til døren og spurgte, hvem der havde påsat branden. Sokke gav sig til kende. »Hvad bøder vi for?« siger Torvald, »— jeg mindes ikke at have gjort dig noget?« Sokke siger: »Sådan ser vi vikinger ikke på tingene; vi vil bare have dit liv og dine værdier.« »Det får I så mulighed for nu,« siger Torvald. Nu angriber vikingerne gården med ild og våben, og det ender med, at Torvald brændte inde dér med femten mand, men nogle undslap ilden. Vikingerne tog alt, hvad de kunne bære derfra.

Nogle af Sokkes mænd tog hen til Ingjalds gård og satte ild til husene. Ingjald gik til døren og bad om, at hans folk måtte gå ud, men det kunne ikke komme på tale. Ingjald gik da hen til drengene Ottar og Åvalde og sagde: »Det er formentlig ude med mig, men jeg vil gerne skaffe jer ud af flammerne, så I endnu kan have glæde af livet. Jeg lukker jer ud ad en hemmelig dør, så vil I nok evne at hævne dette, hvis I får magt til det.« Det var de villige til, svarede de, »— men som sagen står nu, synes vi ikke, at vores evner rækker.« Derefter blev de lukket ud ad en hemmelig dør, og i ly af røgen løb de ud på øen, og på grund af larmen og flammerne, og fordi de ikke var bestemt til at dø, slap de væk og hen til en bonde, som boede dér på øen. Da sagde Ottar: »Vil du sejle os til fastlandet?« Bonden genkendte dem og sejlede dem til fastlandet. De mødte en sildeskude med mænd fra Vågar nordpå. De udgav sig for at være fattige drenge og fik tjeneste dér. De sejlede, til de kom sydpå til Sognefjordens munding. Da sagde drengene, at de ville ind i fjorden dér, »— for her har vi slægtninge.« Styrmanden sagde: »Det skal ske, som I ønsker, og I er ikke værre stedt her, end dér hvor vi tog imod jer. I har tjent os godt, og I vil snart opnå mere.« Derpå skiltes de. Sent på dagen kom de til Galte — Ottars morbror — hvor de satte sig ved døren. Galte gik hen til dem og spurgte, hvem de var. Ottar fortalte ham, hvordan det hang sammen. »Det er passende, at I kommer her,« sagde Galte, »— men tag nu plads på bænken.«

De opholdt sig dér i 7 eller 8 år i gode kår, og de blev til duelige mænd. Da stod slaget på Fitjar, hvor kong Håkon faldt, og Gunhildsønnerne tog magten. En dag sagde Galte: »Jeg holder dig — Ottar! — for den fremmeste af jer fostbrødre, og jeg venter, at du får stor fremgang, men som tiderne er i Norge nu, vover jeg ikke at lade jer blive her hos mig. Nu vil jeg give jer handelsvarer, og så skal I sejle vestpå til England og prøve lykken dér.« Ottar sagde, at han ville følge Galtes råd. Galte havde solgt deres jorder og fået løsøre for dem. Nu forlader de landet — fostbrødrene Ottar og Åvalde — og tager vestpå til England og øger deres formue.

I 3 eller 4 år sejlede de omkring i England og blev meget velhavende. Derpå drog de til Orknøerne, hvor de var velansete blandt gode mænd. Ottar sagde da til Åvalde: »Jeg har lyst til at købe en Islandsfarer og begive mig derud, men jeg ville dog gerne, at vi først hævner vores fædre, inden vi tager væk for godt.« Åvalde bad ham bestemme. Derefter købte de et godt skib og skaffede sig mandskab til det, og nu sejler de til Norge og kom til Galte i Sogn og fortalte ham om deres planer. Galte siger: »Det passer fint. Sokke ligger på et skib ikke langt herfra, og om natten sover han på et loft i land. Jeg skal finde jer en mand, som har kendskab til det hele, så Sokke ikke opdager noget.«

2. Fostbrødrene tager hævn og rejser til Island

Nu gik de fra deres skib — Ottar og Åvalde — i følge med en mand, der hed Stein. De kom sent om aftenen til den gård, hvor Sokke og hans bror — Sote — sov om natten. Stein gik alene op til gården og kom snart i snak med Sokke og Sote og drak med dem om aftenen. Da de gik op på loftet for at sove, gjorde Stein tegn til Ottar og Åvalde. Sote og Sokke var i en flok på syv, og de gik op på loftet og ville trække af tøjet. Da angreb Ottar med sine mænd, og han stak straks sværdet under Sokkes brynje og i tyndtarmen på ham, og Sokke døde øjeblikkeligt. Åvalde huggede med sværdet til Sote og skar begge endebalder af ham. Derpå løb de alle ud og forsvandt i mørket. De kom frem til deres skib og stod straks til havs og fik gunstig vind, og man anså deres færd for en vældig bedrift. Gunhild erfarede det skete og sagde, at det var ærgerligt, at hun ikke selv havde set, hvem der havde dræbt og vanæret hendes venner, »— men jeg véd dog,« siger hun, »— hvem der har gjort det.«

Ottar og de andre ankom til Blandåens munding nordpå i landet, men da var alt land taget i besiddelse. Ottar købte jord på Grimstunge i Vatnsdal af en mand, der hed Einar, og gav ham skibet som betaling. Ottar byggede en gård. Åvalde boede hos Ottar den første vinter. Om foråret købte han jord ved Hnjuke i Vatnsdal. Han fik en kone, der hed Hild, som var datter af Ejvind Sørkve. Deres datter hed Kolfinna. Hun var en smuk kvinde, men meget stolt.

En mand ved navn Olav boede på Haukagil. Han var velhavende og havde en kone, der hed Torhalla og var datter af Ævar den Gamle. Deres datter hed Aldis, og hun var en gæv kvinde. Ottar friede til hende og fik hende med en stor medgift. Deres søn hed Halfred og en anden Galte. Deres datter hed Valgerd, og hun var den smukkeste kvinde. Halfred blev opfostret hos Olav på Haukagil, og han var i gode kår dér. Han blev snart stor og stærk, var mandig og noget mørklødet, havde brunt og pænt hår, men næsen var ganske styg. Han var en god skjald, men tilbøjelig til nidviser og noget omskiftelig. Han var ikke vellidt.

Torstein Ingemundson var dengang høvding i Vatnsdal. Han boede på Hov og blev anset for den største mand dér på egnen. Han var afholdt og havde lykken med sig. Hans sønner hed Ingolf og Gudbrand. Ingolf var den flotteste mand på Nordlandet. Dette blev kvædet om ham:

Efter Ingolf tragted’

alle voksne møer.

»Vi er alt for unge,«

jamred’ de små piger.

»Jeg vil også ægte

Ingolf,« sagde en kælling,

»— mens to tænder endnu

tælles i min gumme.«

Der blev holdt høstgilde på Grimstunge og spillet boldspil. Ingolf kom til spillet sammen med mange folk nede fra dalen. Vejret var godt, og kvinderne sad ude og så på spillet. Valgerd Ottarsdatter sad oppe på en skråning sammen med andre kvinder. Ingolf deltog i spillet, og bolden fløj derop. Valgerd tog bolden og gemte den under sin kappe og bad den, der havde kastet bolden, komme og lede efter den. Ingolf havde kastet den. Han bad de andre spille videre, men satte sig hos Valgerd og talte med hende hele den dag.

3. Om Ingolf og Valgerd — Ottar forlader herredet

Nu var spillet til ende, og de folk, der ikke var indbudt til gildet, tog hjem. Siden kom Ingolf ofte til Grimstunge for at tale med Valgerd. Ottar havde en samtale med Ingolf og sagde: »Jeg bryder mig ikke om, at du kommer her, og du véd nok, at vi ikke finder os i skam og skændsel. Du kan blive gift med hende, hvis du vil.« Han svarede, at han nok selv skulle bestemme, hvor han kom, uanset hvad Ottar sagde, og det forholdt sig sådan dér i dalen — sagde han — at ingen skulle tvinge ham til noget. Ottar opsøgte siden Torstein og bad ham styre sin søn, så han ikke fik skam af ham, »— for du er en klog og imødekommende mand.« Torstein siger: »Det er sandelig imod min vilje, at han gør sådan, og jeg lover dig, at jeg vil påtale det.« Og dermed skiltes de. Torstein sagde til Ingolf: »I opfører jer anderledes, end vi gjorde, da vi var unge; I skulle være høvdingeemner, men tér jer som fjolser. Nu holder du op med at besøge Ottar Bondes datter!« Ingolf lovede at forbedre sig, som faderen sagde, og indstillede til en begyndelse besøgene. Siden digtede Ingolf et elskovskvad om Valgerd. Dette gjorde Ottar meget vred. Han opsøgte igen Torstein og hævdede nu, at han var blevet stærkt vanæret: »Nu beder jeg dig tillade mig at stævne din søn, for dette kan jeg ikke sidde overhørig.« Torstein siger: »Det er ikke videre tilrådeligt, men jeg vil ikke forbyde dig det.« Da sagde Jøkul — Torsteins bror — for han var til stede dér: »Har man hørt magen? Du vil stævne os frænder her på stedet. Det bliver din ulykke!« Jøkul boede oppe på Tunge i Vatnsdal. Torstein viste igen sin velvilje og samlede folk på Hunavatnstinget og tilbød at stå inde for sin søn. Torstein bad Ottar tilstå ham at dømme i sagen om kvadet og det, som ellers var imellem dem. Folk rådede Ottar til at tage imod dette, og man enedes om, at Torstein alene skulle afgøre sagen. Derpå sagde Torstein: »Jeg skal snart afsige min kendelse. Jeg vil tilgodese begge parters hensyn. Jeg udreder et halvt hundrede i sølv til Ottar, og så skal han sælge sine jorder og forlade egnen.« Ottar sagde, at han ikke havde forventet at skulle udsættes for en sådan uretfærdighed. Torstein erklærede, at han ikke havde vist mindre hensyn til ham — begge parters sindelag taget i betragtning.

Efter dette drog Ottar sydpå i Nordreådal og boede først på Ottarsted. Hans søn — Halfred — var da nær 20 år gammel. Han rendte efter Kolfinna Åvaldesdatter, men det var Åvalde ikke meget for, og han ville give ham sin datter, men Halfred ville ikke giftes. Åvalde opsøgte sin ven Mår, der boede på Mårssted og fortalte ham om sine vanskeligheder. Han svarede: »Det er der råd for. Jeg skal få en mand til at fri til hende. Han hedder Gris og er søn af Sæming. Han er min ven og bor på Geiteskard i Langdal« — han havde været helt ude i Miklagård, hvor han havde vundet stor hæder, »— og han er en velhavende og afholdt mand.«

---

Noter: