Halfreds Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Halfreds Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag
1871-1876


Paa Øen Ylv ved Haalogaland boede der en Mand ved Navn Torvald; han var gift med en Kvinde, der hed Torgerd Halfredsdatter; hendes Broder hed Galte; han var en mægtig Mand og boede i Sogn. Torvald havde to Sønner, Ottar og Torkel Silfre, men Torkel var uægte født. Paa den samme Ø boede der ogsaa en anden Mand ved Navn Ingjald; han havde en Søn, som hed Aavalde, og hos ham opfostredes ogsaa Ottar. Sokke hed en Viking og slem Voldsmand, som fór vidt omkring paa Hærtog; han kom en Nat til Torvalds Gaard; han sagde til sine Mænd, at der var godt Bytte at gjøre, thi Torvald var en rig Mand; »nu ville vi stikke Ild paa Gaarden«, sagde han, og saa gjorde de. Torvald gik til Døren og spurgte, hvem der raadede for Ilden, og Sokke sagde hvem han var. »Hvad undgjælde vi for?« sagde Torvald, »jeg mindes ikke, at jeg har gjort dig noget imod«. »Vi komme heller ikke for den Aarsags Skyld«, sagde Sokke, »vi komme som Vikinger og ville have dit Liv og Gods«. »Det er i Eders Vold nu«, sagde Torvald. Vikingerne angreb Gaarden med Ild og Vaaben, og Enden blev, at Torvald brændte inde med fjorten Mand, men nogle slap bort. Vikingerne tog alt det Gods, de kunde overkomme, og nogle af dem fór hen til lngjalds Gaard og stak ogsaa lid paa den. Ingjald gik til Døren og bad om de, der var derinde, maatte faa Lov til at gaa ud, men det var der ikke Tale om. Saa gik han hen til Drengene Ottar og Aavalde og sagde: »Rimeligst er det, at mit Livsmaal nu er fuldt, men jeg vilde gjerne bjerge Jer ud af Ilden, at I kunde nyde eders Skjæbne en Stund endnu. Nu vil jeg lukke Jer ud af en Løndør, og maatte I saa engang faa Magt til at hævne dette, at I kunde faa nogen Oprejsning«. De svarede, at Viljen havde de, »men vi synes ikke det ser ud til, at vi ville evne sligt, som Sagerne nu staa«. Saa blev de lukket ud af en Løndør og slap bort i Skjul af Røgen og løb ud paa Øen, og paa Grund af den stærke Ildebrand og Larmen, og fordi det ikke var saa bestemt, at de skulde dø dengang, undkom de og naaede frem til en Bonde, der boede der paa Øen. »Vil du sætte os over til Fastlandet?« spurgte Ottar. Bonden kjendte dem og satte dem over. De kom til et Sted, hvor der laa et Skib, som var ude paa Sildefiske; det var Folk nord fra Vaage, der var ombord paa det; de sagde, at de var fattige Knøse, og gav sig i Tjeneste der. De fór saa, til de kom sønderpaa til Sogn, der vilde de ind i Fjordene, sagde de, »thi vi have Frænder der«. »I maa gjøre, som I vil«, sagde Styrmanden, »I er ikke daarligere nu, end dengang vi tog imod Jer, og I vil snart vise, at I du til større Ting«. Saa skiltes de, og sent paa Dagen kom de til Ottars Morbroder Galte. De satte sig yderst i Hallen. Galte gik hen til dem og spurgte, hvem de var, og Ottar sagde det. »Vel er det da, at I ere komne«, sagde Galte, »gaar nu frem i Hallen og bænker Jer der«.

De var nu der i syv eller otte Aar og havde det godt i alle Maader og voxede op til dygtige Mænd. Da var det, at Slaget paa Fitje holdtes, hvor Kong Haakon faldt, og Gunhilds Sønner tog Riget. En Dag sagde Galte: »Det tykkes mig, Ottar, at du er den fremmeligste af Jer Fostbrødre, og venter jeg, at du vil blive en ypperlig Mand; men nu er det saadanne Tider i Norge, at jeg ikke trøster mig til at beholde Jer hos mig. Nu vil jeg give Eder nogle Varer, saa skulle I sejle vester til England og se, hvorledes det vil gaa«. Ottar sagde, at de skulde gjøre, hvad der tyktes ham bedst. Galte havde solgt deres Jordegods og faaet Løsøre derfor, og nu fór Fostbrødrene af Landet vester til England og øgede deres Gods.

I tre eller fire Aar sejlede de paa England, saa var de blevne saare rige og sejlede da til Orknøerne, hvor de vare vel ansete blandt gjæve Mænd. Engang sagde Ottar til Aavalde: »Jeg tænker paa at kjøbe mig en Islandsfarer og at sejle did op, dog vilde jeg, at vi skulde hævne vore Fædre først, førend vi bryde op med alt, hvad vi eje«. Aavalde bad ham raade, og saa kjøbte de sig et godt Skib og fik Mandskab dertil. De sejlede nu til Sogn, til Galte, og sagde ham, hvad de havde i Sinde«. »Det føjer sig heldigt«, sagde Galte, »Sokke ligger med et Skib lidt herfra; han sover i Land om Natten. Nu skal jeg skaffe Jer en Mand, der véd Rede paa det Hele, saa at Sokke Intet skal mærke«.

Ottar og Aavalde fór nu fra deres Skib i Følge med en Mand, som hed Stejn, og sent om Kvælden kom de til Gaarden, hvor Sokke og hans Broder Sote laa om Nætterne. Stejn gik alene op paa Gaarden og gav sig strax i Tale med Vikingerne; han sad og drak med dem om Kvælden, og da de gik op for at lægge sig, gav han Ottar et aftalt Tegn. Vikingerne var syv i Følge, og da de var komne op i Loftsrummet og var ved at klæde sig af, kom Ottar og hans Mænd over dem. Ottar jog strax sit Sværd i Sokke, op under Brynjen ind i Indvoldene, saa han strax fik Bane. Aavalde hug med sit Sværd til Sote og hug Bagen af ham. Derefter sprang de alle ud og bjergede sig i Mørket ombord paa deres Skib, stak strax i Søen og fik god Bør, og det tyktes Alle at have været en mandig Færd. Sokke og Sote var Gunhilds og hendes Sønners gode Venner, og da Gunhild spurgte, hvad der var sket sagde hun, at det var Skade at hun ikke havde faaet set paa dem, der havde dræbt og skamhugget hendes Venner, »men jeg véd dog nok, hvem det er, der har gjort det«, sagde hun.

Ottar og hans Mænd kom ud til Island ved Blandaos paa Nordlandet; alt Land var da optaget, og han kjøbte derfor Land paa Grimstunge i Vatnsdalen af en Mand som hed Ejnar, og gav ham sit Kjøbmandsskib i Bytte. Ottar satte nu Bo. Aavalde var hos ham den første Vinter, men om Vaaren kjøbte han Land ved Knjuk i Vatnsdalen; han giftede sig med en Datter af Øjvind Sørkve; hun hed Hild, og med hende fik han en Datter Kolfinna, som blev en fager Kvinde og meget stor paa det. Ottar bejlede til en Datter af Olav paa Haukagil ved Navn Aldis, hun var en anselig Kvinde, Ottar fik hende og meget Gods i Medgift. De fik to Sønner, Halfred og Galte, og en Datter Valgerd, som blev en saare fager Kvinde. Olav paa Haukagil fostrede Halfred, og der blev sørget vel for ham der; han blev tidlig stor og stærk og fik et mandigt Udseende; han havde mørke Bryn og brunt Haar, der klædte ham godt, men hans Næse var temmelig styg, han blev en dygtig Skjald, slem til at digte Nidviser; ogsaa var han noget ustadig af sig, og kun lidet vennesæl. Torsten Ingemundssøn var Høvding i Vatnsdalen dengang; han boede paa Hof og tyktes den største Mand der i Herrederne, var vennesæl og havde Lykken med sig. Ingolf og Gudbrand hed hans Sønner. Ingolf var den fagreste Mand der nordpaa, om ham blev der kvædet:

Alle Møer vilde
med Ingolf gange,
alle, som var voxne,
jeg Stakkel er for lille.
Jeg, sagde Kjærlingen,
vil ogsaa gaa med Ingolf,
saa længe et Par Tænder
jeg har i min Mund.

Engang var der Høstgilde paa Grimstunge, og der blev holdt Boltlege. Ingolf kom ogsaa did og mange i Følge med ham nede fra Dalen. Det var godt Vejr, og Kvinderne sad ude og saa’ paa Legen. Ingolf legede med, og saa fløj Bolten fra ham op til hvor Valgerd Ottarsdatter sad med nogle andre Kvinder. Hun tog den op og gjemte den under sin Kaabe, og sagde, at den, der havde kastet den, kunde komme og hente den. Ingolf bad da de andre lege videre og satte sig ved Siden af Valgerd og talte med hende hele Dagen. Da Legene var til Ende, fór de hjem, der ikke vare budne til at blive, men fra nu af kom Ingolf jævnlig til Grimstunge og talte med Valgerd. Saa engang gik Ottar til ham og sagde: »Det huer mig ikke, at du kommer saaledes til os. Du véd vel, at vi ikke have for Skik at finde os rolig i Skam eller Sorg, men du kan faa Pigen til Kone, om du vil«. Ingolf sagde, at han selv vilde raade for sin Gang, hvad Ottar saa end mente derom, det stod ikke anderledes til i Dalen, end at han ikke havde nødig at lade sig tvinge til noget af Nogen. Saa gik Ottar til Torsten og bad ham passe paa sin Søn, at han ikke skulde faa Vanære af ham, »thi du er en klog og god Mand«, sagde han. »Visselig gjør han dette imod min Vilje«, sagde Torsten, »og jeg lover dig, at jeg skal tale med ham derom«; og dermed skiltes de, »I have nu andet for Skik, end vi havde, da vi vare unge«, sagde Torsten til Ingolf; »du vil være Høvding, men det afholder dig ikke fra at forlokke Kvinder; hold nu op med at have din Gang hos Valgerd Ottarsdatter«. Ingolf sagde, at for hans Ords Skyld skulde det nok blive bedre, og en Tid holdt han ogsaa op med at søge did, men siden digtede han en Elskovsvise om Valgerd. Ottar blev meget vred derover, gik atter til Torsten og sagde, at nu var der tilføjet ham stor Tort, »og nu vil jeg bede dig give mig Lov til at, stævne din Søn, thi jeg har ikke Lyst til, at dette skal gaa rolig af«. «Det. er ikke synderlig raadeligt«, sagde Torsten, »men forbyde dig det vil jeg ikke«. Jøkul, Torstens Broder, som boede oppe paa Tunge i Vatnsdalen, stod hos, og han sagde: »Nu har jeg hørt det med! du skulde stævne nogen af os Frænder her i Herredet; du skal ske en Ulykke«. Torsten viste ogsaa nu sit velvillige Sind og søgte at faa Folk til at forlige dem og bød sig til at gaa i Borgen for sin Søn. Han bad Ottar om at lade sig nøje med, at han fastsatte Bøder for Elskovssangen og hvad der ellers var dem imellem; det raadede Folk Ottar til at tage imod, og det blev Enden, at Torsten skulde dømme. »Min Dom i denne Sag er snart afsagt«, sagde Torsten, »jeg vil tage Hensyn til Jer begge hvordan I saa end vil synes om det; der skal udredes et halvt Hundrede i Sølv til Ottar, men han skal sælge sine Jorder og flytte bort her fra Egnen«. Ottar sagde, at en saadan Uretfærdighed havde han ikke ventet af ham, men Torsten sagde, at han ikke havde taget mindre Hensyn til ham end til Ingolf, saadan som begges Sind var.

Ottar flyttede nu sønder til Nordaadal og satte først Bo paa Ottarsstad. Hans Søn Halfred var da næsten tyve Aar gammel. Han fattede Kjærlighed til Kolfinna Aavaldesdatter; Aavalde skjøttede kun lidet om, at det skulde blive derved og vilde have, at han skulde gifte sig med hende, men Halfred vilde ikke gifte sig. Saa fór Aavalde hen til sin Ven Maar paa Maarstad og sagde ham, hvilken vanskelig Stilling han var kommen i. »Her maa findes paa Raad«, sagde Maar, »jeg skal finde en Bejler til hende. Jeg har en god Ven, der hedder Gris Sæmingssøn; han bor paa Gejtaskard i Langadal; han har været i Miklagaard og vundet sig stor Anseelse og er en rig og vennesæl Mand; ham skal jeg tale med«. Saa sendte Maar Bud til Gris, og han kom til Maarsstad. »Jeg har udtænkt et Gifte til dig«, sagde Maar, »du skal bejle til Aavaldes Datter Kolfinna; det er et godt Gifte, der er ingen Mangel paa Gods, men jeg har hørt, at Halfred Ottarssøn jævnlig besøger hende«. Maar og Gris kom nu til Aavalde, de var i alt syv i Følge; de satte deres Spyd udenfor; Gris’ var beslaaet med Guld. De sad nu og drøftede Sagen, og Maar understøttede Gris’ Bejlen. Aavalde sagde, at det skulde komme an paa Maar, »det skal være, som du finder det bedst, jeg vil ikke afvise Jer«. I det Samme kom Halfred og hans Følgesvend til Gaarden, og da de saa’ Spydene, sagde Halfred: »Her maa være kommet Folk langvejs fra; pas du nu paa vore Heste, jeg vil gaa ind i Kvindestuen og tale med Kolfinna«. Han gjorde saa, satte sig hos hende og spurgte, hvem det var der var kommen; »vel huer de mig ikke, thi de er vel komne for at bejle til dig, og det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af«. »Lad du dem om det, der raade derfor«, sagde Kolfinna. »Jeg mærker, at du nu synes bedre om din nye Bejler end om mig«, sagde Halfred. Han satte sig nu udenfor ved Væggen til Kvindestuen med hende, saa at alle, der gik ud, kunde se dem, tog hende paa Skjødet, trykkede hende op til sig og kyssede hende tidt. Gris og de andre kom nu ud. »Hvem er det, der sidder der ved Væggen til Fruerstuen?« sagde Gris, »de lader saa bekjendte med hinanden«. Gris var surøjet og temmelig nærsynet. »Det er Halfred og min Datter Kolfinna«, sagde Aavalde. »Er det Vane hos dem?« sagde Gris. »Det hænder tidt«, sagde Aavalde, »men du faar nu gjøre Ende paa disse Vanskeligheder, nu hun er din Fæstemø«. »Det er aabenbart, at han vil yppe Klammeri med mig«, sagde Gris, »det er ikke andet end Praleri«, og saa gik Gris og hans Mænd til deres Heste. Da sagde Halfred: »Det skal du vide, Gris, at du skal have mit Fjendskab, om du holder fast ved dette Gifte«. »Du har Ingenting at sige i denne Sag, Halfred«, sagde Maar, »Aavalde raader selv for sin Datter«. Da kvad Halfred:

»Ikke jeg ænser den gamle
hedenske Uselrygs Vrede;
lad ham Trugene skylle,
bedst til sligt han sig egner.
Ikke mer han mig skræmmer
end Bindehunden, der glor paa
Gjæster, som komme til Gaarde, —
Kvad vil jeg kvæde for Kvinden«.

»Ikke bryder jeg mig om hvad du siger, Blot-Maar«, sagde Halfred. Maar sagde, at om han kvad Nidviser om ham, skulde han komme til at betale dyrt derfor. Halfred sagde, at han raadede selv for sine Ord, og kvad en anden Vise:

»De, som Skjoldormen (1) svinge,
raade Skjalden at bejle
til Aavaldes fagre Datter
— Skjalden er ræd for at bejle. —
sent mig ganger af Minde
Kolfinna, Møen den fagre,
sent faar jeg Mod til at bejle
— saa tænke Folk om hende.«

Saa red Halfred bort, og vred var han. »Lad os ride efter ham«, sagde Maar; de gjorde saa og var nu i det Hele ni, thi Aavalde gav dem to Mænd med. Olav, Halfreds Fosterfader, fattede Mistanke til Gris’ og Maars Færd; han sendte strax Bud efter Ottar, og da han kom, sagde han ham, at Halfred vist trængte til Folk. Nu er at melde om Halfred, at han og hans Følgesvend red afsted med de ni Mand efter sig. Da han saa’, at han blev forfulgt, sagde han: »Lad os nu ikke løbe længer«. De var da komne til en lille Skov, der gjorde de sig rede til at tage imod dem og brød Sten op. Gris og de andre kom nu til og gav sig til at angribe dem, men de værgede sig mandelig, men tilsidst gik det dog, som Ordet lyder, at En kan ikke staa sig imod mange, og de blev begge haandtagne og bundne. Da sagde Gris: »Der kommer nogle Mænd ridende imod os, der er ikke færre end tredive; kan hænde vi kun en stakket Stund faa Lov at glæde os ved Sejren«. Saa vendte de om og red hurtig derfra og satte over Aaen; der var en Kløft i Bakken, hvor Vejen gik, der tog de Stade, thi det Sted var vel skikket til at forsvare sig paa. Da Ottar og hans Mænd kom til Aaen, hilste Gris paa ham og spurgte, hvad han vilde. »Hvor er min Søn Halfred?« spurgte Ottar. »Han ligger bunden, men ikke dræbt, ved Skoven, hvor vi mødtes«, sagde Gris. »Uværdig have I baaret Eder ad med ham«, sagde Ottar, »vil du voldgive mig ene denne Sag?« Gris sagde, at han vilde lægge megen Vægt paa hans Ord, og paa det Vilkaar forligtes de da, og skiltes saa. Ottar red nu tilbage og fandt Halfred og hans Følgesvend og løste deres Baand. »Denne Færd har du havt liden Hæder af, Frænde«, sagde han. Halfred sagde, at han vilde ikke rose den, »men ikke bryder jeg mig om, hvorledes du dømmer i denne Sag, Fader, naar Gris blot ikke faar Kolfinna«. »Gris skal have Pigen«, sagde Ottar, »siden han stoler paa mig, men du skal fare af Landet og vinde dig større Hæder udenlands«. »Hvem kan jeg nu stole paa, naar min Fader svigter«, sagde Halfred, »men først skal det ske, at jeg byder Gris Holmgang, saa snart jeg ser ham«. Derefter red Ottar hjem, men Halfred til Haukagil. Det tyktes Olav, at det kun var gaaet maadelig, og han tænkte, at det næppe var at lide paa, at Halfred vilde holde Forliget, hans Fader havde sluttet, og saa sendte han Bud til Ottar, at det tyktes ham at se betænkeligt ud. Halfred fik nu Bud om, at hans Fader var bleven syg og bad ham komme til ham, han vilde ordne sine Sager. Da han kom, lod Ottar ham strax gribe og lægge i Lænker. »Nu faar du vælge Et af To«, sagde han, »enten du vil blive i Lænkerne eller lade mig ene raade«. »Du viser mig stadig det samme Fjendskab«, sagde Halfred, »men hellere maa du raade, end jeg skulle blive her i Lænker«. Saa blev Halfred løst. Maar holdt Gris’ og Kolfinnas Bryllup, og derefter flyttede hun til Gris paa Gejtaskard, men stor Kjærlighed bar hun ikke til ham. Olav paa Haukagil raadede ivrig sin Frænde Halfred til at fare af Landet, »jeg skal give dig Gods med«, sagde han, »saa at du kan færdes vel blandt gode Mænd«. Hans Fader raadede ham ogsaa meget til at fare udenlands; han fældede nu Dom i Sagen med Gris og dømte ham til at betale Halfred et Hundrede i Sølv, men Halfred vilde ikke tage derimod. »Jeg skjønner vel din Kjærlighed imod mig, Fader«, sagde han, »og du skal raade nu, men det aner mig, at længe vil det vare, før dette Mellemværende bliver afgjort«.

Samme Sommer fór Halfred sønder til Hvitaa, og da han kom til Skibet, kvad han:

»End vil jeg Kolfinna mindes,
bruse end Bølger om Stavnen,
rask vor Havhest nu springer,
Skjalden tænker paa Kvinden«.

Halfred sejlede til Norge og fór til Haakon Jarl hin mægtige, som da raadede for Landet, gik frem for ham og hilsede ham. Jarlen spurgte, hvem han var. Han sagde, at han var en Islænding, »men det er mit Ærinde, Herre at jeg har digtet et Kvad om Jer, og det vilde jeg, I skulde høre«. »Du ser ud til at være en dygtig og høvdinglig Mand« sagde Jarlen, »det tyder Alt paa, og visselig ville vi høre dit Kvad«. Halfred kvad da sit Digt; det var en Drapa, og han bar det vel og mandig frem. Jarlen takkede ham og gav ham en stor sølvbeslagen Øxe og gode Klæder og bød ham blive hos ham om Vinteren, og det tog Halfred imod. Om Sommeren fór Halfred til Island og kom til Land paa Sønderlandet. Han havde nu meget Gods, og i nogle Aar fór han nu paa Rejser og kom aldrig nordpaa paa Island. En Sommer, da han var kommen fra Island og laa med sine Mænd ved Agdanæs. spurgte de, at der var sket Høvdingskifte i Norge; Haakon Jarl var død og Olav Tryggvessøn kommen i hans Sted med ny Tro og Lære. Skibsfolkene bleve da enige om at gjøre det Løfte, at de vilde give Frøj store Gaver, om de fik Bør, saa de kom til Sverig, men Tor eller Odin, i Fald de kom til Island, men kom de ikke bort, skulde Kongen raade. De kom ikke bort og maatte sejle ind til Trondhjem og kom til den Havn, der hedder Flagder. Der laa mange Langskibe. Om Natten kom der en stærk Storm fra Havet, saa at Ankerne ikke kunde holde Skibene. Da sagde en af Mændene paa Langskibene: »Folkene der paa Kjøbmandsskibet er ilde stedte; de kan ikke klare sig, thi Stormen staar lige ind paa dem, hvor de ligge; lad os ro hen til dem«. De gjorde saa, tredive i alt, og da de kom hen til dem, sagde han, som sad i Stavnen: »I er ilde farne, her er mange Skjær, nu skal vi hjælpe Jer«. Det var en storvoxen Mand, der talte. »Hvad hedder du?« sagde Halfred. »Jeg hedder Ankerfrank«, sagde Manden. Medens de skiftede disse Ord, sprang Ankertovet. Manden i Stavnen sprang strax overbord og dykkede ned til Trods for Stormen og fik fat i Tovet, og Ankeret blev halet ind. Da kvad Halfred:

»Vort Anker vi kasted, men Fraaden
sprøjter omkring vor Snekke,
haardt paa Tovet det, slider. —
Hvor er vel Ankerfrank?«

Manden kvad:

»Jeg skaffed Mandskab til Tovet,
Manden i Kappen den grønne
var Mand for Ankerbojen,
Her er Ankerfrank.«

Saa roede de frem og førte Skibet hen paa en god Ankerplads. Kjøbmændene vidste ikke, hvem det var, der havde hjulpet dem, men siden fik de at vide, at det var Kongen selv. De lagde nu ind til Hlade; der var Kong Olav, og da det blev sagt ham, at de vare Hedninger og nylig komne fra Island, lod han dem kalde til sig, Da de kom, forkyndte han Troen for dem og bad dem aflægge deres gamle Hedenskab og daarlige Tro og tro paa den sande Gud, Himlens og Jordens Skaber. »Ikke vil jeg tage ved den Tro, du forkynder, Herre Konge, for Intet«, sagde Halfred. »Hvad kræver du da?« sagde Kongen. »Du faar aldrig slippe mig, hvad ondt der saa end times mig«, sagde Halfred. »Du ser ud til, at du ikke vil vige tilbage for ret meget, og at mangt vil tækkes dig vel, som huer mig ilde«, sagde Kongen. Saa gik Halfred bort og agtede at tale med Kongen senere. Kongen spurgte, hvor Islændingen var, og bød Folk gaa og hente ham, og da han atter kom for Kongen sagde han: »Tag nu ved Daaben, da skal det ske, som du ønsker. Hvad hedder du?« Han sagde at han hed Halfred. »Du er en djærv og frimodig Mand«, sagde Kongen; »tjen nu ikke længer Djævlen«. »Saa skal det være min anden Bøn, Herre, at I vil holde mig over Daaben«, sagde Halfred. »Du beder om saa meget«, sagde Kongen, »at man ingen Vegne kan komme med dig«. Da sagde Biskoppen: »Gjør hvad han beder om; jo mere du gjør til Fremme for Guds Kristendom, des mere vil Gud gjøre for din Skyld«. Saa holdt Kongen Halfred over Daaben og overgav ham derefter til sin Broder Torkel Nefja og Jostejn og lod dem oplære ham i Kristendom. Dette sander Halfred i det ene af de Kvad, han digtede om Kong Olav:

Sande jeg maa, at til Fadder
fik jeg den ypperste Høvding,
bedst af alle, som færdes
under den hvalte Himmel.

Halfred var nu en Tid hos Kongen. Han digtede et Kvad om ham og bad, om han maatte kvæde det, men Kongen vilde ikke høre det. »Du faar raade«, sagde Halfred, »men vil du ikke høre mit Kvad, slaar jeg det, du har ladet mig lære, af Tankerne. Ikke er den Kundskab, du har ladet mig lære, mere værdige en Skjald end Kvadet, jeg har lagt om dig«. »Du bør med Rette kaldes en vanskelig Skjald (2)«, sagde Kongen, »saa lad mig høre Kvadet da«. Halfred fremførte det vel; det var en Drapa, og da det var til Ende, sagde Kongen: »Det er et godt Kvad, Nu vil jeg give dig et guldindlagt Sværd; men vanskeligt vil det blive dig at passe paa det, thi der er ingen Skede til. Se nu til, at det Ingen volder Men«. Da kvad Halfred:

»Han, som raader for Riget,
rakte Visesmeden
i Løn for Kvædet, jeg gav ham,
et Sværd foruden Skede.
Prægtig er Blodormens Hjalte,
Kongegaven jeg svinger,
Konge, jeg tog imod Sværdet,
ypperlig Glavind vi eje«.

Halfred tog vel vare paa Sværdet. Han roste meget de gamle Guder og sagde, at det sømmede sig ilde, at Folk lastede dem. Engang kvad han, saa Kongen hørte derpaa:

»Fordum selv jeg bloted
til Lidskjalvs raadsnare Herre,
saare vel det mig baaded,
ustadig er Menneskets Lykke«.

»Det er en ond Vise«, sagde Kongen, »det faar du gjøre godt igjen«. Men Halfred kvad videre:

»Fordum lød Sangen i Verden
højt til Odins Ære,
Fædrenes herlige Skjaldskab
lever end i mit Minde.
Træg jeg er til at hade
Friggs den hugprude Husbond,
tjener jeg nu end Kristus,
vel huer Odin Skjalden«.

»Du har de Guder altfor kjære«, sagde Kongen, »det sømmer sig ilde for dig«. Halfred kvad:

»Gavmilde Konge, vi støde
Ravnevennen fra Lidskjalv,
kalde for Gud ham ej mere,
Løgn har som Skjaldskab han avlet«.

»Det forslaar ikke«, sagde Kongen, »du faar kvæde en Vise til Bod«. Halfred kvad:

»Lad kun Tor den ramme
og Frøj og Frøja mig hade,
Njord og hans Æt jeg ej ænser,
lad Troldene ty til Odin.
Ene til Krist jeg mig vender
og til Gud Fader om Naade,
Sønnens Vrede jeg frygter,
han hersker over Alverden«.

»Det er vel kvædet, og bedre end Ingenting«, sagde Kongen, »kvæd mere«. Halfred kvad:

»Saa er Sæd hos Drotten,
at Blot han os forbyder;
alt, hvad fordum var helligt,
byder han os at vrage.
Alle svigte nu Odin
og lade hans Ætmænd fare;
jeg fra Njord og hans Afkom
nødes at søge til Kristus.«

Der var en Oplænding ved Navn Ottar, og Kalv hed hans Broder; de var Kongens Hirdmænd, raske Mænd og vel ansete af Kongen. De fattede Avind til Halfred, thi det tyktes dem, at Kongen bar for stor Yndest for ham. En Aften, som de sad og drak, kom de svært op at trættes; Kongen var tilstede, og han gav Ottar Medhold, fordi han skjønnede, at han ikke kunde staa sig i Ordstrid mod Halfred. Siden gik han bort, og saa kom de atter i Trætte, og Enden blev, at Halfred sprang op og hug Ottar Banehug med Øxen, han havde faaet af Haakon Jarl. Kalv og de andre greb Halfred og lagde ham i Lænker, og det var Lov, at den, som fældede anden Mand i Kongens Gaard, skulde dræbes. De gik da til Kongen og sagde, at nu viste det sig, hvad Halfred var for en Mand; det var hans Agt, sagde de, at rydde hele Hirden af Vejen, og saaledes bagtalte de ham det værste de kunde, til Kongen sagde, at saa kunde de dræbe ham næste Morgen. Kalv blev glad herover, og Dagen efter førte de ham ud for at slaa ham ihjel. »Hvor er Kongen?« spurgte Halfred. »Hvad kommer det dig ved?« svarede de; »du er dømt til Døden.« »Er han død, som jeg hug til?« spurgte Halfred. De sagde, han var saa. »Er der Nogen her, som jeg har gjort vel imod«, sagde Halfred, »da lønne han mig nu derfor ved at føre mig hen, hvor Kongen er; jeg vil takke ham for mit Ophold her«. Det gik da her, som Ordet lyder, at hver har sig en Ven blandt Uvenner; der var dem, som vedgik, at Halfred havde gjort vel imod dem, og de førte ham hen til hvor Kongen og Biskoppen var. Da Halfred kom frem for dem, sagde han: »Kom nu i Hu, hvad I lovede, Herre, at I aldrig vilde slippe mig, og bryd ikke Eders Løfte til mig, og dernæst ogsaa det, at du er min Gudfader«. »Lad det nu komme ham til Gode«, sagde Sigurd Bisp. »Saa være det«, sagde Kongen og bød, at de strax skulde løse ham. Saa skete det, og det huede Kalv saare ilde.

Halfred var nu fremdeles ved Hirden og blev snart vel lidt, dog gav Kongen sig ikke saa meget af med ham som før, skjønt han udredede Bøderne for ham. En Dag gik Halfred frem for Kongen og faldt ham til Fode; Kongen saa’, at han fældede Taarer, og spurgte, hvad der gik ham saa nær til Hjerte. »Tungt hviler din Vrede paa mig«, sagde Halfred, »den vilde jeg gjerne fri mig for«. »Saa skal det være da«, sagde Kongen, »du skal fare i Sendefærd for mig efter Jul, og om du røgter dit Ærinde vel, skal jeg lade alt være glemt. Har du endnu det Sværd, jeg gav dig?« »Visselig har jeg det, Herre«, sagde Halfred, »og det har aldrig været i Skede«. »Det passer godt, at saa vanskelig en Skjald har et Vaaben, der er vanskeligt at omgaas. Kan du nu kvæde en Vise om Sværdet, hvor du nævner Sværd i hver Linie?« »Jeg skal prøve paa det, om I vil have det; alt vil jeg gjøre for at fri mig fra Eders Vrede?« »Saa kvæd da«, sagde Kongen, og Halfred kvad:

»Et er det Sværd blandt Sværde,
sværderig mig gjorde;
nu hver Svinger af Sværde
i Sværdemængde skal færdes.
Ej der vansværdet vorder,
værd er jeg trende Sværde,
gjerne jeg saa’ kun gjordet
Gjærde fagert om Sværdet«.

Kongen takkede ham og sagde, at han var saare forfaren i Skjaldskab; han gav ham en prægtig Skede, »og skulde det hænde«, sagde han, »at du kommer for Skade ikke at møde til Bords eller i Kirke engang, skal det snarere tilgives dig end Andre«. Halfred takkede Kongen.

Engang spurgte Kongen, hvor Halfred var. »Han har endnu for Skik at blote til Guderne i Løn«, sagde Kalv, »han bærer et Billede af Tor i sin Pung, gjort af Hvalrostand; du lader dig føre bag Lyset af ham, Herre; han er ikke den, han synes«. Kongen bød, at de skulde kalde Halfred for ham, at han kunde svare for sig, og da han kom, sagde han: »Er det sandt, hvad du beskyldes for, at du bloter?« »Det er ikke sandt Herre«, sagde Halfred; »nu skal vi ransage min Pung; det staar nu ikke i min Magt at komme med Udflugter, selv om jeg vilde«. Det viste sig nu, at der ikke var noget i hans Værge, der tydede paa Sligt. »Det er en Bagvaskelse, der gaar ud paa at røve mig Livet«, sagde Halfred, »ilde vil det gaa Kalv, naar jeg faar fat i ham; han har alt én Gang før bragt mig Døden nær«. »I kan ikke blive sammen«, sagde Kongen; »Kalv skal fare til sine Gaarde, og du, Halfred, skal fare i Sendefærd for mig til Oplandene til Torlejf hin Spage; han vil ikke tage ved Kristendommen, og nu skal du enten dræbe eller blinde ham. Min Lykke skal jeg give dig med, og du kan faa saa mange Mænd i Følge, som du vil«. Halfred sagde, at det var en farlig Færd, »men ligefuldt skal jeg fare, siden I vil det, men Eders Morbroder Jostejn vil jeg have med mig og hvem af mine Bænkefæller jeg vælger, saa at vi blive fire og tyve i alt«. »Gjør, som du vil«, sagde Kongen, »men jeg har før sendt Folk til Torlejf, og de har ikke kunnet faa det med ham, som jeg vilde have det«.

Halfred og hans Følge red, til de kom til en Skov kort fra Torlejfs Gaard; der stod de af Hestene paa et aabent Sted. »Her skulle I bie paa mig tre Solemærker«, sagde Halfred, »og er jeg da ikke kommen tilbage, skulle I fare hjem«. Jostejn bød sig til at følge med ham, men det vilde han ikke have. Halfred klædte sig nu som en Stavkarl og forandrede paa alle Maader sit Ydre; paa Ryggen havde han en Pose, og i den var Sværdet, han havde faaet af Kongen. Saa gik han op til Torlejfs Gaard; det var tidligt paa Dagen, da han kom. Torlejf sad paa en Høj: han hilste ham og spurgte, hvem han var. »Jeg er en fattig Mand«, sagde Halfred, »jeg kom til Kongen, og han vilde tvinge mig til at tage Troen, men jeg listede mig bort, efter at jeg først havde dræbt en af hans Mænd, og nu vil jeg bede dig om at yde mig nogen Hjælp«. Torlejf svarede ikke videre dertil, men spurgte ham ud om mangt og meget, og han svarede forstandig paa det altsammen. »Var der en Mand hos Kongen, som hed Halfred?« sagde Torlejf. »Jeg hørte Tale om ham«, sagde Halfred, »og det var sjelden for det Godes Skyld«. »Den Mand drømmer jeg stadig om«, sagde Torlejf, »dog det betyder vel Ingenting, men her kommer vel snart Kongsmænd hid; men med den Halfred har det sig saa, at jeg ikke kan blive klog paa, hvad han er for en Karl, af hvad Folk fortælle om ham, men jeg frygter, det vil vise sig, at min Lykke er vegen fra mig«. I det Samme fik han Mistanke om, hvem Stavkarlen var, og vilde rejse sig, men Halfred greb fat i ham og fik ham under sig, thi han var meget stærkere end han. De rullede ned ad Højen, og Halfred var øverst; han satte sin Hæl paa Torlejfs Øje og trykkede det ud. »Du har Kongens Lykke med dig«, sagde Torlejf, »dig har jeg længe været ræd for, men nu er det sket, som jeg frygtede. Jeg véd, at du kommer i Kongens Ærinde for at dræbe eller blinde mig, men nu vil jeg bede dig lade mig beholde det andet øje, saa vil jeg give dig en Kniv og et Bælte, begge Dele gode Klenodier; ogsaa skal jeg hjælpe dig, om det gjøres nødig, og ikke tykkes det mig urimeligt, at du vil komme til at trænge dertil«. Halfred sagde, at han ikke vilde bryde Kongens Bud saaledes, at han tog imod Gaver af ham for at lade ham beholde det andet Øje, saa vilde han hellere tage det paa sig for Intet. Torlejf takkede ham, og de skiltes; Halfred gik til sine Mænd, som blev saare glade ved at se ham igjen, men Torlejf sagde ikke noget til Nogen om hvad der var sket, førend de var langt borte. Halfred og hans Mænd red nu, til de mødte Kalv. »Nu ville vi dræbe denne onde Mand«, sagde Halfred. »Gjør ikke det«, sagde Jostejn, »lad os ikke blande Ulykke i Lykken«. »Ikke er her skiftet Ret efter Fortjeneste«, sagde Halfred; »en gjæv Mand have vi lemlæstet, men den Usling lever«, og saa greb han fat i ham og stak et Øje ud paa ham. Kalv bar sig ilde derved. »Nu viser du dig igjen som en Usling«, sagde Halfred, og saa red de videre. Da de kom til Kongen, sad han ved Tavlbordet. De hilsede ham. Kongen spurgte, hvad Tidender de kom med, og Halfred sagde, hvorledes det var gaaet med Torlejf. »Du har handlet vel«, sagde Kongen, »lad mig se Øjnene«. Halfred viste ham et øje, men det var Kalvs. »Hvor fik du det?« sagde Kongen. »Det er Torlejfs«, sagde Halfred. »Nej«, sagde Kongen, »du maa have gjort mere, end jeg bød dig«. Saa viste Halfred ham det andet øje. »Det er Torlejfs«, sagde Kongen, »men det er halvgjort Gjerning«. Halfred sagde: »Jeg har lønnet Kalv, at han stak til mig med sin Spydsod, da han førte mig hen at lide Døden«, og nu fortalte han, hvorledes det hele var gaaet, til. »Vil du nu fare til Torlejf for anden Gang?« sagde Kongen. »Nej«, sagde Halfred, »men jeg vil fare til Kalv og stikke det andet øje ud paa ham«. Kongen sagde, at det fik blive ved hvad han havde gjort. Halfred var nu atter hos Kongen i megen Anseelse.

En Gang gik Halfred for Kongen og sagde: »Jeg vilde bede om Orlov til at sejle i Kjøbmandsfærd til Øre i Sommer«. »Det vil jeg ikke nægte dig«, sagde Kongen »men det aner mig, at du ikke vil være mindre opsat paa at komme tilbage til mig, end du nu er paa at komme bort, og at du vil komme til at opleve en Del«. »Det faar nu blive som det vil«, sagde Halfred. Saa fór han bort. Han havde spurgt, at Sigvalde Jarl var en stor Høvding, did fór han og sagde til Jarlen, at han havde digtet et Kvad om ham. »Hvem er du?« spurgte Jarlen. Han sagde sit Navn. »Er du Kong Olavs Skjald?« sagde Jarlen. »Ja«, svarede Halfred, »men nu vilde jeg kvæde for dig«. »Hvorfor skulde jeg ikke tage imod, hvad der huer Kong Olav vel?« sagde Jarlen. Halfred bar sit Kvæde frem, det var en Flok (3). Jarlen takkede ham og gav ham en Guldring, som vejede en halv Mark, og bød ham blive hos ham. Halfred takkede for Tilbudet, »men nu vil jeg først til Sverig«. Jarlen sagde, at det skulde han selv raade for. Om Høsten fór Halfred til Vigen; de led Skibbrud ved Østkysten af Fjorden og mistede meget Gods. Saa fór Halfred til Kongshelle og blev der en Tid. En Dag, som han gik ude, hvor der var Kjøbetævne, kom der en Mand imod ham. De hilste hinanden, og Halfred spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Ødgisel og var kommen vesten fra England, »og Gods skorter det mig ikke paa; men er det ikke Halfred Vandraadeskjald?« Han sagde, at det var det. »Jeg har hørt at du har lidt Skibbrud og mistet dit Gods«, sagde Ødgisel; »vil du nu slaa en Handel af med mig? jeg vil give dig ti Mark Sølv, om du vil fare øster til Gøtland med mig og være hos mig i Vinter; jeg har spurgt, at dit Følgeskab vel er værd at kjøbe«. Halfred sagde, at det vilde han nok. Vejen var vanskelig at komme frem ad, og mange vendte om. Halfred og hans Rejsefælle havde fem Kløvheste og en at ride paa. Som de nu fór østerpaa gjennem Skovene, mødte de en Dag en Mand. De spurgte, hvem han var, og han svarede, at han hed Ønund og bød sig til at følge med dem, om de vilde give ham nogen Betaling derfor, »jeg er kjendt med alle Veje her«. Han var en stor og stærk Mand. Halfred var da i sin bedste Alder, men Ødgisel var temmelig tilaars. Ødgisel sagde, at han skjøttede kun lidt om hans Følgeskab, han vidste ikke, hvad han var for en Karl, men Halfred var meget ivrig for at faa ham med, og Enden blev da, at Ødgisel gik ind derpaa, han skulde have tolv øre Sølv derfor. De fór nu videre; Ønund gik foran om Dagen, og om Kvælden kom de til et Hus, der var bygget til Ly for Vejfarende. »Nu have vi tre Ting at gjøre«, sagde Halfred; »du, Ønund, skal hugge Ved og bære det hid, du har en stor Øxe, Ødgisel skal gjøre Ild paa, og jeg hente Vand«. »Saa er det bedst ikke at være knap med at hente Ved«, sagde Ønund, »her kommer mange, som have Brændsel nødig«. Halfred sagde, at det var vel talt. Saa gik Ønund. »Jeg har mere Lyst til at hente Vand«, sagde Ødgisel, »saa kan du gjøre Ild paa, Halfred«. »Saa lad det være saa«, sagde Halfred. Ødgisel gik, og Halfred gav sig nu til at tænde Ild op. Det tyktes ham, de blev længe borte, men som han nu stod og bøjede sig frem over ilden og havde kastet sit Bælte med en stor Kniv i, som Folk dengang plejede at gaa med, om Halsen, saa Kniven hang paa hans Ryg, kom Ønund ind med sin Byrde og sprang strax ind paa ham og hug til ham med begge Hænder. Øxen ramte Tollekniven, men Halfred greb ham i Benene og paakaldte Gud og sagde: »Hjælp mig nu, du hvide Krist, om du er saa mægtig, som Kong Olav siger, og lad ikke denne Mand faa Bugt med mig«. Saa rettede han sig op under ham, og Guds Hjælp og Kong Olavs Lykke var med ham; han løftede Ønund op og kastede ham ned igjen saa haardt, at han fuldt i Uvid, og Øxen fløj ud af hans Haand. Halfred havde et lille kort Sværd, og da han drog det, kom Ønund til sig selv igjen. »Har du dræbt Ødgisel?« spurgte Halfred. Ønund sagde ja, og saa jog Halfred Sværdet igjennem ham og slæbte ham ud af Hytten og lukkede godt for den; men hele Natten trængte den døde Ønund paa ved Døren og vilde ind, men Halfred holdt igjen indefra, og saaledes gik det, til det blev Dag. Om Morgenen fandt Halfred Ødgisel død ved Bækken; han tog hans Kniv og Bælte til sig og sørgede for hans Lig, som Sæd var. Han skjønnede nu, at Ønund havde været en Ildgjerningsmand, som dræbte Mennesker for at plyndre dem, og at her var nok af Gods og Varer. Han kvad:

»Sølvet det hvide gav jeg
Saarluens (4) stærke Svinger,
gav ham Sølvet til Gammen,
agted ham aldrig at svige.
Jeg mod den Ravneføder (5)
handled saa godt som jeg kunde,
men den Hjalteglans-Øder (6)
svang imod mig sin Øxe«.

Derefter red han øster over Fjældet, men fandt kun daarlig Vejen.

En Kvæld hørte han, at der blev fældet Ved i Nærheden; han red did og kom til et aabent Sted, hvor der stod en Mand og huggede Ved; han saa’ ud som en Bondemand, var rødskjægget, skelede og saa’ fæl ud. Han hilste paa Halfred, og da han spurgte, hvem han var, sagde han, at han hed Bjørn, og bød ham følge med hjem og være hans Gjæst. Halfred tog imod Tilbudet, og Bjørn var overmaade gjæstfri imod ham. De laa hver i sit Sengerum, men Halfred havde Mistanke til Bjørn og rejste sig op og stod under Sengeomhænget med draget Sværd, det, han havde faaet af Kongen; i det Samme stak Bjørn med et Spyd ind i Sengerummet efter ham, men Halfred hug ham Banehug. Konen bød Folkene staa op og gribe denne Udaadsmand; de kastede Klæder over hans Vaaben, og han blev grebet og bundet. Saa blev der sendt Bud til en Mand, som hed Ubbe og hans Broder Tore, som var Høvding der, og der blev stævnet Møde for at holde Dom over Halfred. Did kom Ubbe og Tore og hans Datter Ingebjørg, som havde været gift med Ødgisel og var en ypperlig Kvinde. De kom overens om at ofre Halfred til Guderne, men saa gik han frem for Ingebjørg, hilsede hende og sagde, at han havde nogle Klenodier, som Ødgisel sendte hende. Hun kjendtes ved dem, og han fortalte hende da, hvorledes det hele var gaaet til, og kvad:

»I, som Spydene svinge,
det skal I vide, i Kampgny
hævned jeg drabelig Kviden
— tungt er den gjæve at savne. —
Ødgisels lumske Bane
ligger med Skam nu slagen,
saalunde, bolde Kjæmper,
tog jeg Hævn for hans Udaad«.

Ingebjørg spurgte ham nøje ud, om hvorledes det var gaaet til. Han kvad:

»Vredelig svang jeg min Blodorm,
da jeg den Bolde hævned,
tungt jeg Haand paa ham lagde,
sendte den Hund i Døden.
Aldrig den Sværdsvinger tiere
lumskelig Nogen sviger,
Sejrfaders Stormlyn ham ramte,
blodig bed han i Græsset«.

»Jeg skjønner, at du taler sandt«, sagde Ingebjørg, »og du skal følge hjem med mig«. Han gjorde saa. Han var stiv i Lemmerne af Baandene, men hun sørgede for ham, saa han kom til Kræfter igjen. Tore og Ingebjørg sendte Folk ud paa Fjældet, og de fandt alt der, som Halfred havde sagt, og det var overmaade meget Gods, de hentede hjem derfra, som Ønund havde ejet. De holdt nu Halfred højt i Ære. Han fattede Kjærlighed til Ingebjørg og bejlede til hende. »Der er den Vanskelighed, at du er Kristen og fremmed her«, sagde hun, »men tal med min Fader, om du saa vil«. Han gjorde saa, og han og Tore kom vel overens. Saa fik han da Ingebjørg til Kone. Han elskede hende højt; der var megen Rigdom, og Halfred stod i stor Anseelse. Det holdt han mest paa, som Vidnesbyrd om sin Tro, at han blæste i Kors over Hornet, førend han drak, men han sang kun lidt.

Engang sagde han til Ingebjørg: »Jeg agter at fare til Kong Olav Sveakonning og bringe ham et Kvad, jeg har digtet om ham«. Hun sagde, hun tænkte, Kongen gjerne vilde høre Kvadet, og om Sommeren fór Halfred da til Sverig og kom for Kongen og hilste ham. Kongen spurgte, hvem han var. Han sagde det. »Dit Navn er vidt kjendt«, sagde Kongen, »og du har kvædet for gjæve Mænd«. »Jeg har digtet et Kvad om Eder, som jeg vilde I skulde høre«, sagde Halfred. Det vilde Kongen nok, og Halfred kvad. Kongen gav ham gode Gaver og bød ham blive hos ham, men han svarede, at han havde Hjem og Hustru i hans Skatland, og at han vilde fare did tilbage, og Kongen bød ham da fare vel. Han fór nu tilbage til sin Hustru og var hjemme i to Vintre. Men den tredie Vinter tyktes det ham en Nat, at Kong Olav kom til ham og var vred og sagde, at han kun lidet agtede paa sin Kristentro. »Kom til mig med hele dit Hus«, sagde han. Halfred stønnede højt, da han vaagnede. Ingebjørg spurgte, hvad han havde drømt. Han sagde hende det, »Men hvad mener du? Vil du følge med mig? Jeg skylder Kong Olav meget godt, og det var ogsaa det bedste, jeg kunde gjøre for dig, om jeg fik dig til at tage ved Troen«. »Rimeligt er det, at du længes did«, sagde hun, »jeg skjønner ogsaa, at den Tro maa være den bedste, og jeg vil følge med dig«. De fór da til Kong Olav med deres Søn, som hed Ødgisel og var to Aar gammel. Kongen tog godt imod Halfred, men gik dog strængt i Rette med ham og bød en Præst tage ham til Skrifte. Ingebjørg fødte nu atter en Søn, og han fik sin Faders Navn og kom til at hedde Halfred. Nu blev Ingebjørg og begge hendes Sønner døbte. Kongen sagde til Halfred: »Nu skal du gjøre Bod for Gud, fordi du saalænge har været iblandt Hedninger og veget meget af fra Troen«. Halfred sagde, at det vilde han gjerne, og digtede Opstandelses-Drapaen, som var et herligt Kvad. Den Vinter døde Ingebjørg, og det tyktes Halfred et stort Tab. Om Vaaren sagde han til Kongen, at han havde Lyst til at fare til Island. Kongen sagde, at det kunde han gjøre, som han vilde; »jeg har nu set, at du er en brav Mand, men med det Sind, du har, kan det vel hænde, du bliver saaledes stedt, at du vilde ønske du var hos mig. Disse Gaver vil jeg nu give dig, en Pelskaabe, en Ring og en Hjælm, thi uvist er det, om vi tiere ses. Giv dem ikke bort til nogen Anden; de skal følge med dig i Graven eller lægges hos dig i Kisten, i Fald du dør paa Havet«. Ringen vejede tre Øre. Det faldt Halfred tungt at skilles fra Kongen. Sin Søn Ødgisel sendte han øster til hans Morfader Torsten, og den anden. Halfred, fik han en gjæv Fosterfader til.

Saa stak han i Søen og kom ud ved Kolbejnsaa efter Tingtid. »Jeg agter mig sønder over Hederne til min Fader«, sagde han til sine Skibsfolk: »nu skulle vi fare did, tolv i Følge«. Skibet blev sat op, og de red bort og bøjede af vester til Langedal og stævnede ad Gris’ Sætere til. Der var Kolfinna og nogle andre Kvinder; der var flere Sætere, de laa i Laxaadalen imellem Langedalen og Skagefjord. Kolfinnas Faarehyrde sagde hende, at der kom tolv Mænd ridende op imod Sæterne, alle i brogede Klæder. »De kjender vel ikke Vej«, sagde hun. »Det tykkes dog saa«, sagde han. De kom nu til Sæterne; Kolfinna tog vel imod Halfred og spurgte ham om Tidender. »Jeg har kun faa Tidender at melde«, sagde Halfred, »mon jeg vil have Ro dertil: her ville vi blive i Nat«. »Du faar ride til Vinterhusene«, sagde Kolfinna, »jeg skal give dig en Vejviser med«. Han sagde at han vilde blive, hvor han var. Saa faa vi vel give Jer noget at spise, siden du vil have det saa«, sagde hun. De stod nu af Hestene, og om Kvælden, da de vare mætte sagde Halfred: »Jeg agter at blive hos Kolfinna, men I andre kan gjøre, som I vil«, og hver af dem valgte da sin Kvinde og var hos hende om Natten. Da de var komne i Seng, spurgte Halfred, hvorledes Kolfinna og Gris kom ud af det med hinanden. Hun sagde, at de kom godt ud af det. »Kan hænde det er saa«, sagde Halfred, »men anderledes, tykkes det mig, lyde de Viser, du har kvædet om Gris«. Hun sagde, at hun ingen Viser havde kvædet. »Jeg har kun været her en liden Stund, og dog har jeg hørt Viserne«. »Lad mig høre, hvad det er for Kvad, jeg faar Skyld for«. Halfred kvad nu et Par Viser, hvori han haanede Gris. Kolfinna blev vred og sagde, at han skulde skamme sig at digte saadan om Gris, og saa kvad Halfred nogle Viser til hendes Pris. Men om Natten red Faarehyrden derfra og fortalte Gris, hvorledes det stod til paa Sæterne, og han red hjemmefra med tyve Mand. Tidlig om Morgenen brød Halfred og hans Mænd op; han kvad atter til Spot for Gris og til Hæder for Kolfinna og vilde give hende Kappen, han havde faaet af Kongen, men hun vilde ikke tage imod den, og saa red de bort.

Da Gris kom til Sæterne, var Kolfinna mod i Hu. Han vilde ride efter dem; Kolfinna bad ham lade det være og sagde, at det var uvist, om det vilde blive ham til Baade, men han red alligevel efter dem; de lagde Vejen op forbi Ødulfsstad til Blanda. Halfred var da kommen midt ud i Aaen. Gris kastede et Spyd efter ham, men Halfred greb det i Luften og kastede det tilbage. Ejnar Toressøn, som fulgte med Gris, bødede for det med sin Øxe; det ramte ham i Brystet, og han fik Bane. Gris raabte til Halfred, at han flyede. Han svarede, at han ikke skulde ride længere end over Aaen og bød Gris følge efter, men Gris gjorde det ikke. Folk lagde sig nu imellem og opfordrede Halfred til at give Gris Bøder for den Tort, han havde paaført ham. Halfred spurgte, hvad han krævede. »Jeg vilde slaa mig tiltaals«, sagde Gris, »i Fald jeg fik de to Ringe, du har, Kongegaven og Jarlegaven«. »Før skal der spørges andre Tidender«, sagde Halfred, og saa red han sin Vej, sønder paa til sin Broder; der var han om Vinteren, deres Fader var da død. Om Vaaren, da han fór nordpaa igjen, kom der et Uvejr over dem; Halfred mente, at det var vakt ved Trolddom. De red ned igjennem Vatnsdalen, og da de kom til et Gjærde, der var, sprang der tyve Mænd frem imod dem; det var Maar fra Maarstad, der var kommen. Han fór strax ind paa Halfred. Halfred hug til ham, men Maar afbødede Hugget og blev ikke saaret. Saa red Halfred ud af Ledet paa Gjærdet, og dermed skiltes de.

Om Vinteren digtede Halfred Viser om Gris, og da Gris spurgte det, red han op til Moberg, hvor Hunrød boede, og bad ham om Raad imod det Fjendskab, Halfred stadig viste ham, thi han var Hunrøds Tingmand. »Det er mit Raad«, sagde Hunrød, »at du skal anlægge Sag imod Halfred og stævne ham til Hunavatnsting«. Gris gjorde saa og red om Vaaren sønder til Hreduvatn, hvor Galte og Halfred da boede, og stævnede ham for Hunavatnsting for Drabet paa Ejnar. Da han var borte, sagde Galte til Halfred: »Hvad agter du at gjøre i denne Sag?« »Jeg agter at søge Hjælp hos min Maag Torkel«, sagde Halfred. Om Vaaren red de ogsaa did tredive i Følge og tog ind paa Hof, og Halfred spurgte Torkel, hvad Hjælp han kunde vente sig af ham. Torkel sagde, at han skulde gjøre sit Bedste, i Fald der blev budt nogen Oprejsning. Da Folk kom til Tings, gik Halfred og Galte til Torkels Bod og spurgte, hvorledes det saa skulde være, »Jeg vil byde mig til at dømme i Sagen«, sagde Torkel, »hvis I begge vil have det saa, og saa skal jeg se at faa Forlig i Stand«. Da de gik ud af Boden, sprang Brand Aavaldessøn, Kolfinnas Broder, frem fra Væggen, hvor han havde lagt sig paa Lur, og hug Galte Banehug. Halfred meldte Torkel Drabet, og Torkel gik med ham til Gris’ Bod og bød ham overgive dem Drabsmanden, »ellers bryde vi Boden op« , sagde han. Da sprang Hild og Brand frem i Døren og spurgte, hvad de vilde. Torkel sagde det. »Det kan da ikke være din Mening at dræbe min Søn«, sagde Hild, »du, som jeg selv har bjerget Livet for efter Glædes Drab, da Torgils og Torvald vilde dræbe dig«. »Det var dengang«, sagde Torkel; »nu faa Kvinderne gaa ud af Boden, vi ville lede efter Manden«. Brand havde taget Kvindeklæder paa og slap ud, saa de fik ikke fat i ham. Torkel sagde, at han maatte vist være tyet til Hunrøds Bod, men Halfred sagde: »Det bæres mig for, den Hjælp, du vil yde, er ikke at lide paa; nu byder jeg Gris Holmgang«. Gris sagde, at nu bød han det, han selv burde have krævet.

Om Natten før Holmgangen skulde gaa for sig, som Halfred laa i sin Seng og sov, tyktes det ham, at Kong Olav kom hen til ham, og at han blev glad derved, men dog ogsaa ræd. »Du sover Halfred«, sagde Kongen, »men dog skal det nu være, som du var vaagen. Det er ilde, hvad du har for, at slaas med Gris for en slet Sag; han har bedet Gud give den Sejr, som har den retfærdigste Sag. Følg nu mit Raad og tag med Tak imod, at der ikke bliver noget af Holmgangen, og giv Bøder. Gaa imorgen, naar du har klædt dig paa, ud i Skoven ved Tingstedet, der, hvor Vejene mødes; der vil du se nogle Mænd komme ridende; tal med dem, saa kan det være, det vil tykkes dig, der er det, som er vigtigere end at holde Holmgang med Gris, og agt ikke paa, at han mener du er ræd«. Halfred vaagnede og laa og tænkte paa sin Drøm, og saa fortalte han den til den Mand, der var hos ham. »Ræddes du nu for Grisen?« sagde Manden: »bedre havde det da været, om du havde givet Kjøb, da han gav gode Ord; nu vil dine Uvenner sige, at du ikke tør slaas«. »Lad Enhver sige, hvad han vil«, sagde Halfred, »jeg vil lyde Kong Olavs Raad, det vil baade mig bedst«. Om Morgenen gik han ud i Skoven og saa’ nogle Mænd komme ridende imod ham i brogede Klæder. Han spurgte dem om Tidender, og de meldte, at Kong Olav var falden. Halfred blev, som han var ramt af en Sten, og gik strax tilbage til sin Bod og lagde sig til Sengs i stor Sorg. Gris’ Mænd sagde, at nu viste det sig, hvor lidt Mod der var i ham. »Nej, saa er det ikke«, sagde Gris; »jeg havde ringere Hæder af Gaardkongen end Halfred af Kong Olav, og dog tyktes det mig den tungeste Tidende, da jeg mistede min Høvding; stærk er den Kjærlighed, man bærer til sin Drot, og vel er det, at jeg ikke skal gaa imod Kongens Lykke; jeg er villig til at lade Torkel dømme os imellem nu som før«. »Saa vil jeg paatage mig Sagen og forlige Jer«, sagde Torkel, og det gik Halfred ind paa. »Det er da min Dom«, sagde Torkel, »at Ejnars og Galtes Drab skal gaa lige op imod hinanden, og ligesaa Halfreds Besøg hos Kolfinna og Gris’ Overtal, men for Viserne, han har digtet om Gris, skal Halfred give ham et godt Klenodie«. Halfred gav ham Ringen han havde faaet af Sigvalde Jarl, og dermed var Sagen bilagt.

Halfred fór nu hjem og overdrog sin Søster Valgerd at tage vare paa hans Gaard, og saa fór han af Landet, Han fór først til Orknøerne og derfra til Norge, hvor han landede i Sogn ved Vinterens Begyndelse. Han spurgte nu Tidenderne om hvorlunde Kong Olav var falden, og kvad saa sin Olavsdrapa med dette Stev:

Øde ligge nu alle
Ætlande ved Kongsdrabet;
al svinder Fryd med den faldne
Fred-byggende Søn af Tryggve.

Saa tungt, tyktes det ham, at Kong Olav var falden, at intet kunde gjøre ham glad, og han agtede sig da sønder til Danmark eller øster til Sverig. Engang lagde de ind i en Lønvig, og da Halfred spurgte, at Erik Jarl var i Land ikke langt derfra, fik han i Sinde at dræbe ham, om han end strax skulde lade Livet derfor. Men om Natten drømte han, at Kong Olav kom til ham og sagde: »Det er et ørkesløst Raad, du har for; digt hellere en Drapa om Jarlen«. Morgenen efter gik Halfred op paa den Gaard, hvor Jarlen var, og ind i Stuen, hvor han sad og drak. Halfred blev kjendt, de greb ham og førte ham for Jarlen, som vilde lade ham dræbe, fordi han havde lemlæstet Torlejf den spage; han bød sine Mænd lægge ham i Lænke, men da Lænken blev lagt paa ham, greb han fat i den og rykkede den fra ham, der holdt, den, og slog ham i Hovedet, saa han strax fik Bane. Jarlen bød nu, at, de strax skulde dræbe ham, for at han ikke skulde gjøre flere Ulykker. Da rejste en gammel Mand, som sad yderst paa Bænken, sig op, gik frem for Jarlen og bad ham skjænke ham Halfred Livet, og det var Torlejf den spage. »Sælsomt er det, at du beder om Fred for ham«, sagde Jarlen; »har du glemt, at han lemlæstede dig?« »Det vilde jeg nu. Herre«, sagde Torlejf, »at Halfred skulde have Fred«. Jarlen sagde, at det skulde være, som han vilde, og Torlejf tog Halfred i sit Følge. »Vil du, at jeg skal dømme imellem Jarlen og dig?« sagde Torlejf. Halfred sagde, at det vilde han gjerne. »Saa skal du digte et Kvad om Jarlen, og have det færdigt inden tre Nætter«. Og da der var ledet to Nætter, bar Halfred sit Kvad frem for Jarlen. Han lønnede ham vel derfor, »men jeg vil ikke have dig hos mig for Olav Tryggvessøns Skyld«, sagde han. Torlejf bød da Halfred hjem til sig; did fór han, og Torlejf viste sig imod ham som den braveste Mand. Om Sommeren fór Halfred til Island og kom til Land paa Sønderlandet. Halfred skyldte en Huskarl hos Ønund paa Mosfell en halv Mark Sølv, men da Karlen nu krævede ham, svarede han temmelig barsk, og Karlen gik da hjem og klagede over, hvor ilde han var stedt. Ravn Ønundsson sagde, at det var ikke andet, end man maatte vente, at han vilde trække det korteste Straa imod Halfred, men næste Morgen red Ravn ned til Skibet og agtede at hugge Tovene over og hindre Halfred i at komme bort. Folk lagde sig nu imellem og fik dem forligte; der blev betalt dobbelt saa meget, som der tilkom Huskarlen, og dermed var den Sag bilagt.

Halfred kunde ingen Ro faa paa sig efter Kong Olavs Død, og for det meste var han ude at rejse. Han fór til Sverig for at se til sin Søn Ødgisel og det Gods, han havde der, og saa fik han i Sinde at bosætte sig der; han var da fyrretyve Aar. Han havde sin Søn Halfred og sin Broder Torvald med sig. De havde en haard Rejse; Halfred hjalp med til at øse Skibet, saa meget som det tilkom ham, men var dog meget syg. En Dag da han gik fra Øsningen, satte han sig paa Sejlstangen, og i det Samme kom der en Styrtesø over ham og kastede ham ned i Skibet og Stangen ovenpaa ham. »Er du kommen til Skade, Broder?« sagde Torvald; de skjønnede, at det stod ilde til med ham og ledede ham agter ud i Skibet og lagde til Rette om ham. Da de spurgte, hvad han mente om, hvorledes han var faren, kvad han en Vise, hvori han sagde, at den fagre Kvinde vilde græde, naar de nu snart maatte kaste ham overbord. I det Samme saa’ de en Kvinde komme efter Skibet; hun var stor og klædt i Brynje og gik paa Bølgerne som paa Land. Halfred saa’ paa hende og skjønnede, at det var hans Fylgje. »Imellem os er alt ude«, sagde han. »Vil du du tage imod mig Torvald?« sagde hun. Han sagde nej, men Halfred den unge sagde: »Jeg vil tage imod dig«, og saa forsvandt hun. Da sagde Halfred: »Dig, min Søn, vil jeg give Kongesværdet, men mine andre Klenodier skulle I lægge i Kisten hos mig, i Fald jeg dør her paa Skibet«, og saa kvad han:

»Ej jeg ræd nu lukked Øjet,
— ung var jeg for kaad i Tungen —
søgte kun min Sjæl Flugten
sorgfri til Himmelborgen.
Grav-Gru lod ej mig bæve,
Gud kalder hver en Alder.
Hver skal dø; — ængste kun Hjertet
Helvedildens Luer vilde«.

Kort efter døde han og blev lagt i Kiste og hans Klenodier hos ham, Kappen, Hjelmen og Ringen, og saa blev Kisten skudt over Bord. Den drev i Land paa Helgeø blandt Syderøerne; Abbedens Svende fandt den, brød den op, stjal Kostbarhederne og sænkede Liget ned i en stor Mose. Men strax den næste Nat drømte Abbeden, at Kong Olav kom til ham; han var saare vred at se til og sagde, at han havde onde Svende; »de have brudt min Skjalds Skib sønder, stjaalet hans Gods og bundet en Sten om hans Hals. Faa nu Sandheden frem af dem, ellers vil det gaa Eder ilde«. Abbeden lod da Svendene gribe, og de vedgik, hvad de havde gjort, og fik saa Tilgivelse; men Halfreds Lig blev ført til Kirken og sømmelig stedt til Jorden der. Af Ringen blev der gjort en Kalk. af Kappen et Alterklæde, og Kjertestager af Hjelmen. Torvald og hans Mænd naaede Land og kom til Ottarstad, hvor de var om Vinteren. Næste Sommer fór Torvald bort igjen, men Halfred satte Bo paa Ottarstad. Han blev kaldet Vandraadeskjald ligesom sin Fader og var en anselig Mand og havde Lykken med sig; mange Mænd stamme fra ham. Her ende vi Halfreds Saga.


Noter:

1. ɔ: Sværdet.

2. ɔ: vandræðaskáld.

3. mindre anselig end en Drapa.

4. ɔ: Sværdet.

5. Krigeren, som fælder Mænd til Føde for Ravnene.

6. Hjaltets Glans ɔ: Guldet, dets Øder, Omskrivning for Manden.