Forskjell mellom versjoner av «Det rødvinsplettede korporaleskrin»
| Linje 11: | Linje 11: | ||
| − | <big><big>'''Det rødvinsplettede korporaleskrin'''</big></big | + | <big><big>'''Det rødvinsplettede korporaleskrin'''</big></big> |
''Frá Anselmo diákn'' | ''Frá Anselmo diákn'' | ||
| Linje 28: | Linje 28: | ||
| − | Det fortælles, at der lå et munkekloster i en by ikke langt fra Mikaelskirken. Det var et rigt kloster, og der var mange munke. Abbeden var streng og meget nøje med skikkene i alt, hvad der havde med gudstjenesten at gøre. Det var sædvanen dér, at munkene fik rødvin til messesangen. Det er denne vins natur, at hvis den kommer på et klæde, da bliver klædet rødfarvet af den. Subdiakonen på stedet hed Anselmus, og han plejede at iklæde sig sit skrud, mens abbeden sang messen. Det skete engang, da diakonen gjorde kalken og vinen klar, mens korporalen<ref>En korporale er den hvide dug, hvorpå alterkalken og disken anbringes ved nadveren.</ref> lå i sit lærredsklædte skrin, at vinen blev spildt ned på korporaleskrinet, som blev farvet rød af vinen. Diakonen blev bange og frygtede abbedens vrede, såfremt denne skulle få det at vide. Han knælede derpå i bøn og bad dronning Maria om hjælp, for han vidste, at det ville blive opdaget, hvis korporaleskrinet blev vasket. Da stillebønnen<ref>Oratio secreta | + | Det fortælles, at der lå et munkekloster i en by ikke langt fra Mikaelskirken. Det var et rigt kloster, og der var mange munke. Abbeden var streng og meget nøje med skikkene i alt, hvad der havde med gudstjenesten at gøre. Det var sædvanen dér, at munkene fik rødvin til messesangen. Det er denne vins natur, at hvis den kommer på et klæde, da bliver klædet rødfarvet af den. Subdiakonen på stedet hed Anselmus, og han plejede at iklæde sig sit skrud, mens abbeden sang messen. Det skete engang, da diakonen gjorde kalken og vinen klar, mens korporalen<ref>En korporale er den hvide dug, hvorpå alterkalken og disken anbringes ved nadveren.</ref> lå i sit lærredsklædte skrin, at vinen blev spildt ned på korporaleskrinet, som blev farvet rød af vinen. Diakonen blev bange og frygtede abbedens vrede, såfremt denne skulle få det at vide. Han knælede derpå i bøn og bad dronning Maria om hjælp, for han vidste, at det ville blive opdaget, hvis korporaleskrinet blev vasket. Da stillebønnen<ref>''Oratio secreta''. En bøn, som i forbindelse med nadveren udføres med dæmpet stemme.</ref> var til ende, og diakonen sang sine bønner, så han hen på korporaleskrinet, og det var da så hvidt som sne. Han fortalte siden abbeden om dette mirakel, og alle, der hørte om det, priste Gud og den salige dronning Maria. |
Nåværende revisjon fra 11. jan. 2021 kl. 18:31
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Det rødvinsplettede korporaleskrin
Frá Anselmo diákn
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
Det fortælles, at der lå et munkekloster i en by ikke langt fra Mikaelskirken. Det var et rigt kloster, og der var mange munke. Abbeden var streng og meget nøje med skikkene i alt, hvad der havde med gudstjenesten at gøre. Det var sædvanen dér, at munkene fik rødvin til messesangen. Det er denne vins natur, at hvis den kommer på et klæde, da bliver klædet rødfarvet af den. Subdiakonen på stedet hed Anselmus, og han plejede at iklæde sig sit skrud, mens abbeden sang messen. Det skete engang, da diakonen gjorde kalken og vinen klar, mens korporalen[1] lå i sit lærredsklædte skrin, at vinen blev spildt ned på korporaleskrinet, som blev farvet rød af vinen. Diakonen blev bange og frygtede abbedens vrede, såfremt denne skulle få det at vide. Han knælede derpå i bøn og bad dronning Maria om hjælp, for han vidste, at det ville blive opdaget, hvis korporaleskrinet blev vasket. Da stillebønnen[2] var til ende, og diakonen sang sine bønner, så han hen på korporaleskrinet, og det var da så hvidt som sne. Han fortalte siden abbeden om dette mirakel, og alle, der hørte om det, priste Gud og den salige dronning Maria.
Noter:
