Forskjell mellom versjoner av «Hansêraks Dagbog om de hedenske Østgrønlændere»
| Linje 31: | Linje 31: | ||
Hedningene nordpaa, vare næsten alle ''angâkut'' (Aandemanere) meddelte ''Oqaluartâq'', men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende naturligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; alligevel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angâkut«), der f. Ex.: saasandt de blot ''vilde'' det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angâkut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. ''(s. 17)''. | Hedningene nordpaa, vare næsten alle ''angâkut'' (Aandemanere) meddelte ''Oqaluartâq'', men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende naturligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; alligevel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angâkut«), der f. Ex.: saasandt de blot ''vilde'' det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angâkut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. ''(s. 17)''. | ||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
Her paa Stedet fik jeg forresten en heel Deel at vide om ''angâkut'' og deres Gjerninger, og en af dem, der fortalte herom, hed ''Ijâjâk'' <ref>''Ijâjâk''. Mon en, der havde til Mundheld at sige »ijâh«?</ref> han sagde: at disse mageligt forstode, at skaffe Folk deres Sjæle igjen naar onde Mennesker eller Hexe havde berøvet dem, dem<ref>see App. ''Tarneq'' under »T«. I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: ''anernera'' = Aanden, ''tarrâ'' = Skyggen og ''ateqatâ'' = »Navnen«.</ref>. ''(S. 18-19)''. | Her paa Stedet fik jeg forresten en heel Deel at vide om ''angâkut'' og deres Gjerninger, og en af dem, der fortalte herom, hed ''Ijâjâk'' <ref>''Ijâjâk''. Mon en, der havde til Mundheld at sige »ijâh«?</ref> han sagde: at disse mageligt forstode, at skaffe Folk deres Sjæle igjen naar onde Mennesker eller Hexe havde berøvet dem, dem<ref>see App. ''Tarneq'' under »T«. I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: ''anernera'' = Aanden, ''tarrâ'' = Skyggen og ''ateqatâ'' = »Navnen«.</ref>. ''(S. 18-19)''. | ||
| Linje 41: | Linje 38: | ||
Her trakterede vor Anfører hver af de 82 Hedninge med Skibsbrød, hvorover de bleve særdeles henrykte. Senere spurgte jeg dem om de saa havde ''kivisigpoq'' <ref>''kivisigpoq'' = slet og ret: sænke noget tilbunds (her underforstaaet: som Offer til Havets ''inue'' eller Beherskere.</ref> »offret« til ''Puissortoq'' undervejs eller udsagt nogen Trylleformular? De svarede »nej«; men dette var maaske nok blot fordi at jeg engang tidligere havde sagt dem, at sligt var Narrestreger. Imidlertid spurgte en af vore egne Roersker (altsaa en Vestgrønlænder) mig selv, lige inden vi tog fat paa Overfarten, om jeg ikke var af den Mening, at det var rigtigst at kaste et eller andet i Vandet for at formilde Bræen; men hende svarede jeg bestemt: at ''hun'' blot havde at holde sig til ham, som hun i Daaben havde givet sit Løfte. ''(S. 20)''. | Her trakterede vor Anfører hver af de 82 Hedninge med Skibsbrød, hvorover de bleve særdeles henrykte. Senere spurgte jeg dem om de saa havde ''kivisigpoq'' <ref>''kivisigpoq'' = slet og ret: sænke noget tilbunds (her underforstaaet: som Offer til Havets ''inue'' eller Beherskere.</ref> »offret« til ''Puissortoq'' undervejs eller udsagt nogen Trylleformular? De svarede »nej«; men dette var maaske nok blot fordi at jeg engang tidligere havde sagt dem, at sligt var Narrestreger. Imidlertid spurgte en af vore egne Roersker (altsaa en Vestgrønlænder) mig selv, lige inden vi tog fat paa Overfarten, om jeg ikke var af den Mening, at det var rigtigst at kaste et eller andet i Vandet for at formilde Bræen; men hende svarede jeg bestemt: at ''hun'' blot havde at holde sig til ham, som hun i Daaben havde givet sit Løfte. ''(S. 20)''. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ''2. August, 1884'' | ||
| + | |||
| + | Medens vi endnu opholdt os her (ved ''Nuerniagartêq'' <ref>''Nuerniagartêq'' (vestgrl. ''Nuerniagartóq'') betyder: Stedet hvor der er nok at kaste med Fuglepil efter — altsaa rigt paa Fugle og mindre Vildt.</ref> hændte det, at en Yngling fangede sin første Sælhund. Denne maatte da, af denne højtidelige Grund ikke flenses i fri Luft, men skulde tages ind i Teltet. Og saa blev Fangerens Haar klippet, og tilligemed Dyrets Kløer kastet i Havet<ref>— nemlig som Offer til ''Arnaquaqssâq'' = »den fæle gamle Kvinde« under Havet, som er Sødyrenes Opholder; eller til andre Havets Aander, hvoraf der kjendes endel forskjellige. Saaledes blandt andre den store, altid lumskt-smilende Qungussutariaq, hvem man dog ifølge den ældste Overtro, helst skulde tilbyde Rævehaler i Offer. Hans Klædning viser sydligere Egnes skjællede Havmænd.</ref> . (Fra nu af var Ynglingen at anse som Mand og Familieforsørger). | ||
| + | |||
Revisjonen fra 3. okt. 2024 kl. 13:33
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Udvalgte tekster fra
Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere
ført under den
»Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85Siden er under opbygning
Oversat fra grønlandsk og forklaret af
Signe Rink
København
1900
9. Juli, 1884Den 9de Juli — en afskyelig Dag med Regn og Blæst, opmuntredes vi meget ved at besøge Oqaluartâq’s [1], hvor der skulde balieres[2]. Han selv skulde »mane« eller hvad det nu skulde blive for Kunster. Det var meget morsomt og underholdende for os, som aldrig før havde set eller hørt noget til disse gammeldags Hedninge-Sange, og medfølgende Dands til Trommen. Han selv sad dennegang lige ned paa Gulvet og slog Trommen medens en hel Deel Kvinder stemmede i med, hvergang han begyndte (en Strofe). Det lød besynderligt men slet ikke ubehageligt. De sagde sidenefter, at hver den, der ikke forstod sig paa denne Slags »Syngen«[3] skammer[4] sig for at røre ved Trommen. Denne var af Størrelse (Omfang) som en af vore egne bekjendte Spaanæsker fra »Handlens« Butik omme paa Vestkysten, og to Fingersbrede høj; og den var betrukken med Maveskindet af en Remme-Sæl (ugssuk).
Næste Aften gik vi atter derhen, dennegang for at høre paa Quaniaq og Ujarneq [5], der ogsaa skulde »synge«, men særlig mumerpoq (nynne uden Ord). Idet de brugte Trommen og sagte nynnede (mumlede) vred de deres Lemmer ud og ind; og ligesom igaar Oqaluartâq, ledsagedes (seconderedes) de baade af Mænd og Kvinder.
Det var ikke saa sjeldent at man mødte qivítut [6] her omkring i Egnen – sagde Oqaluartâq, men han paastod at det var aldrig nogen af deres egne, der befattede sig hermed, men altid kun Fremmede (»andre Steder fra«). Ogsaa ingnerssuit [7] stødte de undertiden paa, sagde han. (S. 12-13).
14. Juli, 1884Hedningene nordpaa, vare næsten alle angâkut (Aandemanere) meddelte Oqaluartâq, men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende naturligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; alligevel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angâkut«), der f. Ex.: saasandt de blot vilde det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angâkut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. (s. 17).
Her paa Stedet fik jeg forresten en heel Deel at vide om angâkut og deres Gjerninger, og en af dem, der fortalte herom, hed Ijâjâk [8] han sagde: at disse mageligt forstode, at skaffe Folk deres Sjæle igjen naar onde Mennesker eller Hexe havde berøvet dem, dem[9]. (S. 18-19).
23. Juli, 1884Her trakterede vor Anfører hver af de 82 Hedninge med Skibsbrød, hvorover de bleve særdeles henrykte. Senere spurgte jeg dem om de saa havde kivisigpoq [10] »offret« til Puissortoq undervejs eller udsagt nogen Trylleformular? De svarede »nej«; men dette var maaske nok blot fordi at jeg engang tidligere havde sagt dem, at sligt var Narrestreger. Imidlertid spurgte en af vore egne Roersker (altsaa en Vestgrønlænder) mig selv, lige inden vi tog fat paa Overfarten, om jeg ikke var af den Mening, at det var rigtigst at kaste et eller andet i Vandet for at formilde Bræen; men hende svarede jeg bestemt: at hun blot havde at holde sig til ham, som hun i Daaben havde givet sit Løfte. (S. 20).
2. August, 1884Medens vi endnu opholdt os her (ved Nuerniagartêq [11] hændte det, at en Yngling fangede sin første Sælhund. Denne maatte da, af denne højtidelige Grund ikke flenses i fri Luft, men skulde tages ind i Teltet. Og saa blev Fangerens Haar klippet, og tilligemed Dyrets Kløer kastet i Havet[12] . (Fra nu af var Ynglingen at anse som Mand og Familieforsørger).
Fodnoter
- ↑ Oqaluartâq — vor ny Fortæller.
- ↑ Baliere eller »baliare« var fordum de danske Kolonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen.
- ↑ Iversorneq betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange«.
- ↑ Udtrykket »skamme sig for at røre Trommen» skal vistnok sige: at hvis man som umoden for Haandværket eller Konsten at foredrage de religiøse Mysterier, rørte denne, vilde det hellige Instrument herved vanæres, og »Aanden« (Trommens Aand) herved fortørnes.
- ↑ Ujarneq (det: at lede efter noget.)
- ↑ qivigtut = Fjeldgængere
- ↑ Ingnerssuit betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Bemærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strandkanten.
- ↑ Ijâjâk. Mon en, der havde til Mundheld at sige »ijâh«?
- ↑ see App. Tarneq under »T«. I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: anernera = Aanden, tarrâ = Skyggen og ateqatâ = »Navnen«.
- ↑ kivisigpoq = slet og ret: sænke noget tilbunds (her underforstaaet: som Offer til Havets inue eller Beherskere.
- ↑ Nuerniagartêq (vestgrl. Nuerniagartóq) betyder: Stedet hvor der er nok at kaste med Fuglepil efter — altsaa rigt paa Fugle og mindre Vildt.
- ↑ — nemlig som Offer til Arnaquaqssâq = »den fæle gamle Kvinde« under Havet, som er Sødyrenes Opholder; eller til andre Havets Aander, hvoraf der kjendes endel forskjellige. Saaledes blandt andre den store, altid lumskt-smilende Qungussutariaq, hvem man dog ifølge den ældste Overtro, helst skulde tilbyde Rævehaler i Offer. Hans Klædning viser sydligere Egnes skjællede Havmænd.
