Forskjell mellom versjoner av «Hansêraks Dagbog om de hedenske Østgrønlændere»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 59: Linje 59:
 
Næste Dag da vi fik vor Huusgang, som tillige skulde tjene til Kjøkken, under Tag, var det nødvendigste ved vort Huus i Orden, og vi beredte os da til, den følgende Morgen, at gaae i Konebaad nordpaa. Paa denne Tur ledsagedes vi af mange Hedninge i Kajak. En af disse, ''Alusakâq'', fortalte mig, at han ifjor Foraar havde seet en ''avangiarssik'' <ref>''avangiarssuk'' er muligvis det samme som det vestgrønlandske ''uingiarssuk'' — et mystisk Væsen, der ofte giver sig tilkjende ved en underlig Fløjten lig ''qivitut'' eller »Fjeldgængernes«, (a og u forbyttes nemlig ofte i alle Eskimodialekter ligesom ogsaa Vocal samt Stavelses Ombytning var en ganske almindelig Ting. Det vestgrønlandske Sprog har dog nu — særlig gjennem Kleinschmidts Lærebøger samt de to Seminariers Indflydelse, antaget ganske faste Former.</ref>, et lille Dyr saa stort som en Ræv — med 4 Been og Vinger som den kunde flyve med, og en ganske kort Hale; den var guul og bruunladen som en Bjørn. At see dette Dyr betød, at der snart vilde blive fanget en Bjørn, og saadan var det ogsaa gaaet dennegang. Det var ham selv, der havde faaet den. — En aldrende Mand fra ''Suvdluitseq'' <ref>''Suvdluitseq'' — »Tang (tæt i Massen uden Lufthul). I Sagnene sees ofte henvist til denne Havplante som et Redskab i overnaturligt begavede Menneskers Tjeneste. Hvorfor? Fordi denne Tangart, skjøndt et Rør af Form, dog ikke har Rørets Lufttræk og altsaa ikke kan blæses — at sige ikke af ''almindelige'' Mennesker.« ''suvdloq'' = «rørlignende Aabning« — ''itsoq'' af ''ípoq'' — »den eller det, som er ''uden''« (sin naturlige Karakteristik).</ref> sagde til mig: »Vi vidste godt at I skulde komme endskjøndt vi ingenting havde hørt derom«. Da jeg herpaa svarede, at han saa vel maatte være ''angákoq'' prøvede han først at benægte dette, men sagde saa dog tilsidst »Jo« og at han var bleven dette formedelst et Syn han engang havde havt inde i Landet, og som bestod i, at han engang ovre paa det modsatte Land af, hvor han stod, havde seet et »Uhyre« stige ud fra Klippen, med en Overkrop saa stor som vores Telt; og sort og hvidplettet. Saa havde han strax strammet Remme om sit Hoved, og lagt sig omvendt paa Brixen, og med det samme følt sig som angákoq, (istand til at kunne forudsige Begivenheder). I et Huus ved Norajik, hvor jeg talte og opskrev Folks Navne, var der 48 Personer. De Smaating, som vi forærede eller betalte Hedningene med, bortbyttede de mellem hverandre da de ellers vilde kunne faae Fortræd af dem, sagde de. ''(S. 36-37)''.
 
Næste Dag da vi fik vor Huusgang, som tillige skulde tjene til Kjøkken, under Tag, var det nødvendigste ved vort Huus i Orden, og vi beredte os da til, den følgende Morgen, at gaae i Konebaad nordpaa. Paa denne Tur ledsagedes vi af mange Hedninge i Kajak. En af disse, ''Alusakâq'', fortalte mig, at han ifjor Foraar havde seet en ''avangiarssik'' <ref>''avangiarssuk'' er muligvis det samme som det vestgrønlandske ''uingiarssuk'' — et mystisk Væsen, der ofte giver sig tilkjende ved en underlig Fløjten lig ''qivitut'' eller »Fjeldgængernes«, (a og u forbyttes nemlig ofte i alle Eskimodialekter ligesom ogsaa Vocal samt Stavelses Ombytning var en ganske almindelig Ting. Det vestgrønlandske Sprog har dog nu — særlig gjennem Kleinschmidts Lærebøger samt de to Seminariers Indflydelse, antaget ganske faste Former.</ref>, et lille Dyr saa stort som en Ræv — med 4 Been og Vinger som den kunde flyve med, og en ganske kort Hale; den var guul og bruunladen som en Bjørn. At see dette Dyr betød, at der snart vilde blive fanget en Bjørn, og saadan var det ogsaa gaaet dennegang. Det var ham selv, der havde faaet den. — En aldrende Mand fra ''Suvdluitseq'' <ref>''Suvdluitseq'' — »Tang (tæt i Massen uden Lufthul). I Sagnene sees ofte henvist til denne Havplante som et Redskab i overnaturligt begavede Menneskers Tjeneste. Hvorfor? Fordi denne Tangart, skjøndt et Rør af Form, dog ikke har Rørets Lufttræk og altsaa ikke kan blæses — at sige ikke af ''almindelige'' Mennesker.« ''suvdloq'' = «rørlignende Aabning« — ''itsoq'' af ''ípoq'' — »den eller det, som er ''uden''« (sin naturlige Karakteristik).</ref> sagde til mig: »Vi vidste godt at I skulde komme endskjøndt vi ingenting havde hørt derom«. Da jeg herpaa svarede, at han saa vel maatte være ''angákoq'' prøvede han først at benægte dette, men sagde saa dog tilsidst »Jo« og at han var bleven dette formedelst et Syn han engang havde havt inde i Landet, og som bestod i, at han engang ovre paa det modsatte Land af, hvor han stod, havde seet et »Uhyre« stige ud fra Klippen, med en Overkrop saa stor som vores Telt; og sort og hvidplettet. Saa havde han strax strammet Remme om sit Hoved, og lagt sig omvendt paa Brixen, og med det samme følt sig som angákoq, (istand til at kunne forudsige Begivenheder). I et Huus ved Norajik, hvor jeg talte og opskrev Folks Navne, var der 48 Personer. De Smaating, som vi forærede eller betalte Hedningene med, bortbyttede de mellem hverandre da de ellers vilde kunne faae Fortræd af dem, sagde de. ''(S. 36-37)''.
  
 +
 +
''Konebytningsfest''
 +
 +
Ved ''Qumarmiut'', som var det næstsidste Sted vi saae ind om inden vi satte over til os selv — var der strax En som fortalte mig, at ''Qunîtse'', deres angakok, skulde mane Aander, og at Lamperne skulde holdes sluk¬kede da der skulde være Konebytning som Skik var over hele Kysten baade hvergang det var Nymaane og efter visse Fester.
 +
 +
Her var en forfærdelig Hede af de mange Lamper og de mange Mennesker der ogsaa alle sade nøgne uden rin¬geste Undseelse derved. De toge saare venligt imod os. Næste Dag sneede det, og der var stærk Uro i Luften. ''(S. 44-45)''.
  
  

Revisjonen fra 4. okt. 2024 kl. 07:43

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Grønlænderen Hansêrak


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Udvalgte tekster fra
Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere

ført under den
»Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85


Oversat fra grønlandsk og forklaret af
Signe Rink

København
1900

Siden er under opbygning



En østgrønlandsk trommeseance

Den 9de Juli — en afskyelig Dag med Regn og Blæst, opmuntredes vi meget ved at besøge Oqaluartâq’s [1], hvor der skulde balieres[2]. Han selv skulde »mane« eller hvad det nu skulde blive for Kunster. Det var meget morsomt og underholdende for os, som aldrig før havde set eller hørt noget til disse gammeldags Hedninge-Sange, og medfølgende Dands til Trommen. Han selv sad dennegang lige ned paa Gulvet og slog Trommen medens en hel Deel Kvinder stemmede i med, hvergang han begyndte (en Strofe). Det lød besynderligt men slet ikke ubehageligt. De sagde sidenefter, at hver den, der ikke forstod sig paa denne Slags »Syngen«[3] skammer[4] sig for at røre ved Trommen. Denne var af Størrelse (Omfang) som en af vore egne bekjendte Spaanæsker fra »Handlens« Butik omme paa Vestkysten, og to Fingersbrede høj; og den var betrukken med Maveskindet af en Remme-Sæl (ugssuk).

Næste Aften gik vi atter derhen, dennegang for at høre paa Quaniaq og Ujarneq [5], der ogsaa skulde »synge«, men særlig mumerpoq (nynne uden Ord). Idet de brugte Trommen og sagte nynnede (mumlede) vred de deres Lemmer ud og ind; og ligesom igaar Oqaluartâq, ledsagedes (seconderedes) de baade af Mænd og Kvinder.

Det var ikke saa sjeldent at man mødte qivítut [6] her omkring i Egnen – sagde Oqaluartâq, men han paastod at det var aldrig nogen af deres egne, der befattede sig hermed, men altid kun Fremmede (»andre Steder fra«). Ogsaa ingnerssuit [7] stødte de undertiden paa, sagde han. (S. 12-13).


Angakokkens særlige evner

Hedningene nordpaa, vare næsten alle angâkut (Aandemanere) meddelte Oqaluartâq, men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende naturligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; alligevel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angâkut«), der f. Ex.: saasandt de blot vilde det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angâkut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. (s. 17).

Her paa Stedet fik jeg forresten en heel Deel at vide om angâkut og deres Gjerninger, og en af dem, der fortalte herom, hed Ijâjâk [8] han sagde: at disse mageligt forstode, at skaffe Folk deres Sjæle igjen naar onde Mennesker eller Hexe havde berøvet dem, dem[9]. (S. 18-19).


Om ofring

Her trakterede vor Anfører hver af de 82 Hedninge med Skibsbrød, hvorover de bleve særdeles henrykte. Senere spurgte jeg dem om de saa havde kivisigpoq [10] »offret« til Puissortoq undervejs eller udsagt nogen Trylleformular? De svarede »nej«; men dette var maaske nok blot fordi at jeg engang tidligere havde sagt dem, at sligt var Narrestreger. Imidlertid spurgte en af vore egne Roersker (altsaa en Vestgrønlænder) mig selv, lige inden vi tog fat paa Overfarten, om jeg ikke var af den Mening, at det var rigtigst at kaste et eller andet i Vandet for at formilde Bræen; men hende svarede jeg bestemt: at hun blot havde at holde sig til ham, som hun i Daaben havde givet sit Løfte. (S. 20).


Traditioner når den første sæl skydes

Medens vi endnu opholdt os her (ved Nuerniagartêq [11] hændte det, at en Yngling fangede sin første Sælhund. Denne maatte da, af denne højtidelige Grund ikke flenses i fri Luft, men skulde tages ind i Teltet. Og saa blev Fangerens Haar klippet, og tilligemed Dyrets Kløer kastet i Havet[12] . (Fra nu af var Ynglingen at anse som Mand og Familieforsørger). (S. 26-27).


En angakok-fortælling

Den gamle Mand Ilinguangî som var angâkoq (= Vismand og Seer) fortalte mig noget som var hændet ham ifjor. Dette drejede sig om engang da nogle af hans Pladsfæller vare rejst væk og bleve for længe borte. Han begyndte da at ængste sig saare for deres Skæbne, sagde han, og da det igjen blev altfor længe, besluttede han sig til at benytte sig af sine hemmelige Kunster, eller »Midler« som han kaldte det. Først strammede han sit Hoved ind i stærke Sælhunderemme og lagde sig plat ned paa Brixen[13] med Ansigtet vendt mod Husets Bagvæg; og her havde han saa strax seet Væggen aabne sig, og havde med det samme faaet det at se, som ellers var usynligt, nemlig at et Par af de Udeblevne stode lyslevende og handlede i Butiken omme ved vort (før omtalte) vestgrønlandske Handelssted, Pamiagdluk. Men han bedrøvedes saare ved at han blandt disse, savnede sin egen nærmest Paarørende, som hed Qitsikajêq [14]; Og saa nær tog han sig dette, sagde han, at han strax maatte gjøre sin Kunst om igjen. Og saa, ganske rigtigt, efter at han atter havde snerret sine Baand fast om Tindingerne — faaer han Øje paa Qitsikajêq — men ved et Sted, endnu længere mod Nord, end P., nemlig ved Nanortalik; her saae han Manden staaende lænet op imod en hvid Mur ligesom de danske Huses. Hermed var han da endelig bleven bekymringsløs (beroliget) — sagde han. Sidenhen havde han dog igjen haft nogenslags Aabenbaring i Henseende til de samme Folks Hjemrejse, thi »benyttende sine Midler«, havde han denne Gang paany seet dem ifølge med nogle Fremmede sagde han; — dog uden at han havde været »tilstrækkelig formaaende« til at se: hvem disse vare. »Men nu veed jeg det« — tilføjede han — det var jo naturligvis Jer! — »Ja det er altsammen rigtigt og sandt som han siger« — bekræftede de andre Indfødte som stode omkring os; og han har gjort mange lignende Ting før ved Hjælp af sine »Midler«! (Dette her er i Modsætning til at mane eller spaae ved Hjælp af tilkaldte Aander[15] . Naar han gjorde dette saa tog han først et Stykke rundskaaret tørret Skind af Remmesælens Hud og vedblev uafladeligt at slaae paa det med Trommestokken idet han samtidig førte det raslende Skind frem og tilbage (eller i Ring) henover sit Hoved. Dette endte saa med at Trommen (Skindet) vedblivende svirrede ham om ørene af sig selv; og da fornam han det tilsidst som om hans Hoved aabnedes, og da med det samme kunde han see sine Hjælpeaander. Hermed var saa hans Hensigt naaet, forklarede han; for nu kunde han ønske eller forlange hvad det skulde være, for det blev fra nu af altsammen opfyldt; som f. Ex.; at opdage Grunden til at En var bleven syg, — eller at finde frem ad ufremkommelige Veie, og alt saadan noget! Han havde Hjælpeaander baade blandt ingnerssuit (Ildsluetroldene) og tarrajarssuit [16] (Skyggetroldene), men ogsaa blandt de »store Aander« havde han flere, der hjalp ham naar han bare paakaldte dem; og havde han blot havt sin Tromme ved Haanden nu, saa skulde han nok have skaffet Vei i Isen for os. (S. 28-30).


Om at miste sin sjæl

En gammel Mand fortalte mig, at han engang havde været sin »Sjæl«[17]1 berøvet idet en anden En ved Navn Maratsuk havde taget den og sendt den op paa Indlandet, og at han saa længe som dette stod paa, ikke havde formaaet at fange Sælhunde; men heldigvis havde da Augpalugtoq, en angákok fra deres Plads, til sidst skaffet ham Sjælen tilbage igjen saa betids at han ikke døde heelt. Men Maratsuk hadede han nu, thi deels havde han idet heletaget den stygge Vane at berøve Folk deres »Sjæle«, og saa havde han desuden dræbt sin egen Stedfader ifjor. (S. 36).


Underlige væsener

Næste Dag da vi fik vor Huusgang, som tillige skulde tjene til Kjøkken, under Tag, var det nødvendigste ved vort Huus i Orden, og vi beredte os da til, den følgende Morgen, at gaae i Konebaad nordpaa. Paa denne Tur ledsagedes vi af mange Hedninge i Kajak. En af disse, Alusakâq, fortalte mig, at han ifjor Foraar havde seet en avangiarssik [18], et lille Dyr saa stort som en Ræv — med 4 Been og Vinger som den kunde flyve med, og en ganske kort Hale; den var guul og bruunladen som en Bjørn. At see dette Dyr betød, at der snart vilde blive fanget en Bjørn, og saadan var det ogsaa gaaet dennegang. Det var ham selv, der havde faaet den. — En aldrende Mand fra Suvdluitseq [19] sagde til mig: »Vi vidste godt at I skulde komme endskjøndt vi ingenting havde hørt derom«. Da jeg herpaa svarede, at han saa vel maatte være angákoq prøvede han først at benægte dette, men sagde saa dog tilsidst »Jo« og at han var bleven dette formedelst et Syn han engang havde havt inde i Landet, og som bestod i, at han engang ovre paa det modsatte Land af, hvor han stod, havde seet et »Uhyre« stige ud fra Klippen, med en Overkrop saa stor som vores Telt; og sort og hvidplettet. Saa havde han strax strammet Remme om sit Hoved, og lagt sig omvendt paa Brixen, og med det samme følt sig som angákoq, (istand til at kunne forudsige Begivenheder). I et Huus ved Norajik, hvor jeg talte og opskrev Folks Navne, var der 48 Personer. De Smaating, som vi forærede eller betalte Hedningene med, bortbyttede de mellem hverandre da de ellers vilde kunne faae Fortræd af dem, sagde de. (S. 36-37).


Konebytningsfest

Ved Qumarmiut, som var det næstsidste Sted vi saae ind om inden vi satte over til os selv — var der strax En som fortalte mig, at Qunîtse, deres angakok, skulde mane Aander, og at Lamperne skulde holdes sluk¬kede da der skulde være Konebytning som Skik var over hele Kysten baade hvergang det var Nymaane og efter visse Fester.

Her var en forfærdelig Hede af de mange Lamper og de mange Mennesker der ogsaa alle sade nøgne uden rin¬geste Undseelse derved. De toge saare venligt imod os. Næste Dag sneede det, og der var stærk Uro i Luften. (S. 44-45).


Fodnoter

  1. ↑ Oqaluartâq — vor ny Fortæller.
  2. ↑ Baliere eller »baliare« var fordum de danske Kolonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen.
  3. ↑ Iversorneq betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange«.
  4. ↑ Udtrykket »skamme sig for at røre Trommen» skal vistnok sige: at hvis man som umoden for Haandværket eller Konsten at foredrage de religiøse Mysterier, rørte denne, vilde det hellige Instrument herved vanæres, og »Aanden« (Trommens Aand) herved fortørnes.
  5. ↑ Ujarneq (det: at lede efter noget.)
  6. ↑ qivigtut = Fjeldgængere
  7. ↑ Ingnerssuit betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Bemærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strandkanten.
  8. ↑ Ijâjâk. Mon en, der havde til Mundheld at sige »ijâh«?
  9. ↑ see App. Tarneq under »T«. I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: anernera = Aanden, tarrâ = Skyggen og ateqatâ = »Navnen«.
  10. ↑ kivisigpoq = slet og ret: sænke noget tilbunds (her underforstaaet: som Offer til Havets inue eller Beherskere.
  11. ↑ Nuerniagartêq (vestgrl. Nuerniagartóq) betyder: Stedet hvor der er nok at kaste med Fuglepil efter — altsaa rigt paa Fugle og mindre Vildt.
  12. ↑ — nemlig som Offer til Arnaquaqssâq = »den fæle gamle Kvinde« under Havet, som er Sødyrenes Opholder; eller til andre Havets Aander, hvoraf der kjendes endel forskjellige. Saaledes blandt andre den store, altid lumskt-smilende Qungussutariaq, hvem man dog ifølge den ældste Overtro, helst skulde tilbyde Rævehaler i Offer. Hans Klædning viser sydligere Egnes skjællede Havmænd.
  13. ↑ Brixen er den fortløbende brede eller dybe Bænk, som i en vis Høide fra Gulvet, beklæder hele det grønlandske Hus’s Bagvæg, med sammenhængende Udløb af smallere Bænke langs Sidevæggene, og mange Steder, ogsaa langs Vinduesvæggene. Disse sidste ere hovedsagligt bestemte for Gæster; der komme paa Visit. Brix kaldes paa grønl. igdleq.
  14. ↑ qitsikajeq = »slem til at kradse« (arrig?). En Kat kaldes derefter qitsuk.
  15. ↑ See App. under q.
  16. ↑ See App. under t.
  17. ↑ see App: under tarneq.
  18. ↑ avangiarssuk er muligvis det samme som det vestgrønlandske uingiarssuk — et mystisk Væsen, der ofte giver sig tilkjende ved en underlig Fløjten lig qivitut eller »Fjeldgængernes«, (a og u forbyttes nemlig ofte i alle Eskimodialekter ligesom ogsaa Vocal samt Stavelses Ombytning var en ganske almindelig Ting. Det vestgrønlandske Sprog har dog nu — særlig gjennem Kleinschmidts Lærebøger samt de to Seminariers Indflydelse, antaget ganske faste Former.
  19. ↑ Suvdluitseq — »Tang (tæt i Massen uden Lufthul). I Sagnene sees ofte henvist til denne Havplante som et Redskab i overnaturligt begavede Menneskers Tjeneste. Hvorfor? Fordi denne Tangart, skjøndt et Rør af Form, dog ikke har Rørets Lufttræk og altsaa ikke kan blæses — at sige ikke af almindelige Mennesker.« suvdloq = «rørlignende Aabning« — itsoq af ípoq — »den eller det, som er uden« (sin naturlige Karakteristik).



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Hansêraks_Dagbog_om_de_hedenske_Østgrønlændere&oldid=73821»