Fortællingen om Vølse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Fortællingen om Vølse

Völsa þáttr

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

1. Folkene på udnæsset indleder vølsedyrkningen

Som det fortælles i et gammelt kvad, boede en noget ældre bonde sammen med sin kone på et udnæs i det nordlige Norge — et sted, hvor der var en god havn for langskibe, men fjernt fra større bebyggelser og alfarvej. De havde to børn — en søn og en datter — som det fortælles i begyndelsen af kvadet, der indledes sådan:

En gammel karl

med konen boede

på et næs

noget herfra;

den guldets Bil

havde både født ham

en dreng og datter

— en dygtig pige.

Der var også en træl og en trælkvinde. Bonden var en klog mand, som ikke blandede sig i meget, men kællingen var noget stor på det og stod for den daglige skik og brug. Bondesønnen var kåd og fuld af sjov; han var en spøgefugl og meget overmodig. Bondedatteren var den ældste; hun var en lærenem og forstandig natur, selv om hun ikke var vokset op blandt mange folk. Bonden havde en jagthund, der hed Lærir. De forstod sig ikke på den hellige tro.

Det skete sidst på efteråret, at mandens arbejdshest døde. Den var vældigt fed, og da hedenske folk spiser hestekød, blev hesten slagtet og udnyttet, men da den blev flået, afskar trællen den i det samme det lem, som disse levende skabninger efter naturens orden har til forplantning, som andre dyr, der formerer sig sammen, og som de gamle skjalde henviser til under navnet hestens vingul. Da trællen havde skåret den af og agtede at smide den på jorden ved siden af sig, løb bondesønnen leende forbi og greb den og gik ind i stuen, hvor hans mor, hendes datter og trælkvinden sad. Han svingede med mange sjofle ord vingulen imod dem og kvad et vers:

Her I ser

af hestefar

vældigt denne

vingul skåret;

dig — trælinde! —

denne vølse

muntre skulle

mellem lårene.

Trælkvinden slog en skraldlatter op, men bondedatteren bad ham fjerne den afskyelighed. Kællingen rejste sig og gik om på den anden side og snuppede den fra ham og sagde, at hverken dette eller andet, som kunne gøre gavn, skulle de lade gå til spilde. Derefter gik hun hen og aftørrede den omhyggeligt og pakkede den ind i et hørklæde sammen med løg og andre urter, så den ikke skulle rådne, og lagde den ned i sin kiste.

Sådan gik så efteråret, og kællingen tog den hver aften op ledsaget af en remse for at dyrke den, og det kom så vidt, at hun vendte hele sin tro til den og holdt den for sin gud, og hun bragte bonden og sine børn og alle husfolkene med sig i den samme vildfarelse. Og med Fandens kraft voksede den og stivnede, så den kunne stå hos konen, hvis hun ville det. Kællingen indførte den skik, at hun hver aften bar den ind i stuen og som den første kvad et vers over den, og så fik bonden den, og derpå gik den fra den ene til den næste, til den til sidst kom til trælkvinden — og alle skulle kvæde et vers over den. Man hørte af deres omtale, hvad de hver især mente om den.

2. Da kong Olav mødte folkene på udnæsset

Det skete en gang, inden kong Olav flygtede ud af landet på grund af kong Knud, at han styrede sine skibe nordpå langs landet. Han havde hørt om dette udnæs og den vantro, som blev dyrket dér. Og da han dér — som på andre steder — ville vende folk til den rette tro, sagde han til lodsen, at denne skulle afvige fra den sædvanlige rute, og føre dem til den havn, der ligger ved det førnævnte udnæs, for der var gunstig vind. De ankom sidst på dagen til denne havn. Kongen lod skibene overdække og sagde, at de skulle overnatte på skibet, mens han selv ville gå hen til gården, og han bad Finn Arneson og Tormod Kulbrynsskjald gå med sig. De tog hver en grå kappe, som de kastede over deres tøj, og således gik de hen til gården i aftenskumringen, hvor de gik ind i stuen og satte sig på den anden bænk og fordelte pladserne, så Finn sad inderst, så kom Tormod, og yderst sad kongen. De ventede dér, til det blev mørkt, men der kom ingen ind i stuen.

Senere kom en kvinde ind med et lys, og det var bondens datter. Hun hilste på mændene og spurgte, hvad de hed, og de kaldte sig alle for Grim. Så tændte hun lys i stuen. Hun så hele tiden på gæsterne, og hun dvælede længst ved ham, der sad yderst. Da hun gjorde klar til at gå ud, fik hun munden på gled og sagde dette:

Guld jeg ser på gæsten;

gudvæv er på kappen.

Hell’re vil jeg have

herligheder end løgn.

Min konge, jeg dig kender;

kommet er du — Olav!

Da svarede den ankomne, som sad yderst: »Det siger du ikke mere om, hvis du er en klog kvinde.« De talte ikke yderligere sammen. Bondens datter gik, og lidt derefter kom bonden ind sammen med sin søn og sin træl. Bonden satte sig i højsædet og sønnen ved siden af ham, mens trællen satte sig længere ude. De morede sig over gæsternes tavshed. Snart kom der gang i huset, og der blev sat borde og mad frem. Bondedatteren satte sig oppe ved sin bror, og trælkvinden sad ved trællen. Alle Grim’erne sad som sagt sammen. Til sidst kom kællingen ind med Vølse i favnen, og hun gik hen foran bonden i højsædet. Der er ikke fortalt noget om, at hun hilste på gæsterne. Hun trak klædet af Vølse og lagde den i skødet på bonden, mens hun kvad et vers:

Styrket — Vølse! —

stiger du op

fra linets svøb

og løgets støtte.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

bonde du skal

bede til Vølse!

Bonden var ikke meget for det, men tog dog imod og kvad et vers:

Ikke skulle

om jeg råded’

her i aften

holdes ofring.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

min bondesøn

bær du Vølse!

Bondesønnen greb om Vølse og løftede den i vejret og svingede den imod sin søster, mens han kvad:

Lad nu lemmet

ligge hos bruden;

hun kan væde

vingul i aften.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

datter af bonden

din er nu Vølse!

Hun var heller ikke meget for det, men hun måtte imidlertid følge husets skikke, så hun tog noget forsigtigt ved den, men kvad dog dette vers:

Ved andre guder

og Gefion jeg sværger:

Jeg rører nødigt

det røde vedhæng.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

trælkarl hermed

tager du Vølse!

Trællen tog ved den og kvad:

Hell’re jeg brød

holdt på denne

hverdagsaften

end vølsen her

(diger og fyldig

og dertil lang).

Mørnir tag nu

mod mit offer,

men kvindetræl

klem nu Vølse!

Trælkvinden tog meget ømt imod den, trykkede den ind til sig og klappede den og kvad et vers:

Lå vi kælne

på lejet sammen,

vist jeg ikke

vared’ mig for

at drive ham i mig.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

Grim, vor gæst,

grib nu Vølse!

Finn tog da imod og holdt den. Han kvad denne vise:

Ofte lå jeg

ude ved næs;

med hurtige hænder

hejste jeg sejlet.

Mørnir tag nu

mod mit offer,

men Grim, min ven,

jeg gi’r dig Vølse!

Så gav han den til Tormod. Han tog imod den og så meget nøje efter, hvordan Vølse var skabt. Så smilte han og kvad et vers:

Set har jeg meget,

sjældent dog dette:

Et blottet lem

der bæres omkring.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

jeg overdrager

Adelgrim Vølse!

Kongen tog imod og kvad et vers:

Styrmand var jeg

og stavnbo sågar,

hele folkets

høvding jeg var.

Mørnir tag nu

mod mit offer;

du husets hund

ha’ dette skræmsel!

— og han kastede det fra sig på gulvet, hvor hunden straks snappede det. Da kællingen så dette, fór hun op. Det tog meget hårdt på hende, og hun kvad et vers:

Hvem er den mand,

ej mig bekendt,

som hunden fodrer

med helligt offer?

Løft mig over

lås og dørkarm,

blot jeg derved

bjærger offeret.

Læg det — Lærir! —

lad mig ej se det,

og æd det ikke

din usle køter.

Kongen smed sin forklædning, og han blev da genkendt. Så belærte han dem om den rette tro, og kællingen var træg til at antage troen, men bonden noget hurtigere. Med Guds kraft og Olavs ihærdighed endte det med, at de alle antog den rette tro og blev døbt af kongens hirdpræst. De holdt troen godt siden, da de nu forstod, hvem de skulle tro på, og de fik øjnene op for deres skaber og indså derved, hvor ringe og usømmeligt de havde levet til forskel fra alle andre gode mennesker.

Heraf viser det sig, at kong Olav lagde stor vægt på at ødelægge og udrydde alle uskikke og hedenskab og trolderi på tilsvarende vis i Norgesvældets yderste skovstrækninger som midt i hovedlandets herreder. Han ønskede allermest at føre så mange som muligt til den rette tro. Det er nu også blevet tydeligt, at han har gjort dette og alt andet på en måde, som Gud synes om.

— o —