Søfærden (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Väinämöinen
Skulptur af Johannes Takanen

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Søfærden

Trygge gamle Väinämöinen    XXXIX. 1

tog nu til Orde selv og sagde:

»Hør mig, du Smeden Ilmarinen,

lad os op til Pohjola drage

for at vinde den gode Sampo,

for det brogede Laag at syne!«

Gamle Väinö var den ene,    129

Smeden Ilmari den anden.

Bidsel lagde de paa Hesten,    143

Tøj paa sommergammel Ganger,

fremad humper de ad Vejen,

farer, to Mand høj, ad Stranden;

op fra Stranden lød en Klage,

Graad og Suk fra Baadehavnen.

Sagde gamle Väinämöinen:

»Det er en Jomfru der jamrer,     151

det er en Hønelil der klager;

lad os gaa hen og se efter!« 

Ingen Jomfru var det som jamred,    157

ingen lille Høne der klaged;

den der jamred, det var hans Snække,

Baaden var det som græd og klaged.    160

Ytred gamle Väinämöinen,

da han naaed nær til Baaden:

»Hvorfor græder tømret Snække,

hvorfor jamrer faste Fartøj?« 

Gensvar gav den tømrede Snække,     167

faste Fartøj taled og sagde:

»Snækkernes Hu staar til Havet

selv fra tjærede Rullestokke,    170

Jomfruers Hu til Mandehjemmet

selv fra højeste Faderhuse;

derfor græder jeg stakkels Skude,

klager jeg kummerfulde Snække

efter den, mig skyder fra Strande,

slipper mig ud paa vide Vande.

Sagt det blev den Stund jeg bygtes,

sunget blev det da jeg skabtes,

at et Orlogsskib man tømred,

at en Fejdebaad man bygged;    180

andre Skuder, selv usle Skuder,    185

skikkes ud i Strid og Stimmel    187

trende Sinde hver en Sommer,

bringer Penge med tilbage.

Lasten stuvet fuld af Skatte, —    190

jeg den vakkert tømrede Skude

raadner op mellem egne Spaaner,     193

tøver endnu paa Tømrepladsen;

Jordens aller usleste Orme

bygger og bor i mine Spanter,

Luftens aller fæleste Fugle

har deres Rede højt i Masten,

alle Ødemarkernes Tudser

hopper stadig omkring paa Stævnen.«    200

Sagde gamle Väinämöinen:    207-8

»Græd ej længer, tømrede Skude;

nu faar du færdes i Fejde,    211

skikkes af Sted i Strid og Stimmel!« 

Gamle Väinämöinen derpaa    275

gav sig til at nynne sagte,

sang i Skibets ene Side

unge glathaarede Knøse,

glathaarede, flintnævede,

støvleklædte, stovte Svende;    280

sang i Skibets anden Side

unge tinsmykkede Piger,

tinsmykkede, malmbæltede,

ranke Møer med gyldne Ringe.

Stadig synger Väinämöinen

Mandskab tæt paa alle Tofter,

gamle Folk ombord han kvæder;

selv han satte sig ved Roret,    291

hen i birketømret Bagstavn.

Svende satte han til Aaren,    299

lod de Piger sidde ledig,

Svendene roed, Aaren sig krummed,

dog vil Færden slet ikke fremmes.

Piger satte han til Aaren,

lod de Svende sidde ledig.

Pigerne roed. Fingre sig snoed,

dog vil Færden ikke fremmes.

Gamle løser af ved Aaren,

unge sidder sysselløse.

Gamlinger roed, Ho'derne rokked,

endnu vil Færden ikke fremmes.    310

Smeden Ilmarinen derpaa

sætter sig hen og griber Aaren,

og nu løber tømret Skude,

Skuden løber, Færden lider.

Fremad roed han, saa det rasled,    317

Bordene gav sig, Bænkene braged,

stærke Rønnetræs-aarer knaged,

Aarenies Greb, de peb som Hjærper,    320

Stavnen snadred løs som en Svane,    322

Toldene hvined op som Vildgæs.    324

Selve gamle Väinämöinen

sej led frem, saa Søen bovned,

i den røde Skudes Bagstavn,

støttet til sit stærke Styrblad;

øjnes paa hans Vej en Odde,

skimtes fjærnt en fattig Landsby.    330

Ahti, den unge, bor ved Odden,

fjærnt ved en Krog af Kaukoniemi;

Kauko græder, thi Fisk ham fattes,

Lemminkäinen, for Brød ham fattes.

Hæved han nu sin Røst og hujed,    361

skreg og skingred alt hvad han orked.

Manden mæled fra Oddens Ende,

raske Knøs over Vandet raabte:

»Hvor gaar Farten hen, I Helte?    381

Gæve Mænd, hvorhen gaar Færden?« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Op mod Nord vor Færd os fører,

op i Bølgebraad og Brænding,

over fraadedækte Kamme,

op at vi kan vinde Sampo

ud af Koberklippens Gæmme.«    389

Sagde muntre Lemminkäinen:    391

»O du gamle Väinämöinen,

tag saa mig paa Følge med jer

som den tredje Helt paa Færden!

Endnu kan for Karl jeg gælde,    397

om det skal komme til Slagsmaal,

byder over begge Næver,

bruger mine brede Skuldre.«    400

Trygge gamle Väinämöinen

tager Manden med paa Færden,

Skælmen med ombord i Skuden;

Kauko brat i Baaden iler,    405

let og smidig han sig svinger

op i Väinämöinens Snække.    408

_________________________

Trygge gamle Väinämöinen    XL. 1

sejled frem, saa Søen bovned,

bort fra den lange Oddes Ende;

een Dag gik det ad Indlandsvande,    14

anden Dag gennem Mosevande,

tredje Dag gennem Fossevande.

Og den muntre Lemminkäinen

kom i Hu et Ord fra fordum

her ved Flammefossens Hældning,

Helligstrømmens vilde Hvirvel:    20

»Stands, o Fos, din Skummen og Syden,    23

vældige Vande, stands jer Svulmen!

Fossens Datter, du Skummets Pige,

sæt dig paa Stenen, stænket af Vandet,

fat i din Favn de vilde Vover,    28

svøb om din Haand de svulmende Bølger,

at paa vort Bryst de ej skal sprøjte    31

eller stænke højt mod vort Hoved!« 

Trygge gamle Väinämöinen    83

sejled frem, saa Søen bovned,

midt imellem Skær han styred,

gennem Bølgebraad og Brænding;

ikke stødte tømret Skude,

ikke stranded Vismands Snække.

Netop da han frem er vundet,

sejlet ud paa videre Vande,    90

støder Skuden, just som den springer,

Baaden, allerbedst som den iler:

Fast sidder Heltenes Fartøj,

Baaden rokkes ej af Pletten.

Det var muntre Lemminkäinen    113

bøjed sig ned for at skue:

»Ej over Sten er Baaden strandet,     117

ikke paa Sten, ikke paa Stammer,

Baaden staar paa en Geddes Skulder,

hviler paa Vandhundens Krogben.«    120

Trygge gamle Väinämöinen    151

trækker Staalet ud af Skeden,    160

Sværdet svinger han ned i Havet,

sænker det under Skibets Side:

Sværdet bider sig fast i Fisken,    165

tager et sikkert Tag i Gællen.

Gamle Väinämöinen derpaa

hæved Gedden op af Havet,    169

Gedden brast i tvende Stykker,

ned mod Norden faldt dens Hale,

ned i Snækken smælded dens Hoved.

Nu tog Baaden til at løbe,

bort fra Stedet slap hans Snække.