Vore Stednavnes nationale Karakter

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

De danske stednavne
Johannes Steenstrup

1. Vore Stednavnes nationale Karakter

Stednavne frister til Spørgsmaal. Man vil ved et Steds Navn uvilkaarlig komme til at tænke paa: hvorfor hedder Byen saa? eller, som det ofte vil være Tilfældet, vi forstaar straks den Betydning, som den ene af Navnets Bestanddele har, og hvorfor den er gaaet ind i Navnet, medens den anden er os uklar og derfor end mere ægger os til at forsøge en Tolkning.

Men dernæst har Studiet af Stednavne en anden Interesse. Man vil gerne have at vide, hvor gammel en By eller en Gaard er, og man spørger derfor, om Navnet ved sin Art og Karakter kan oplyse noget herom. Man vil have at vide, hvilke vore ældste Navne er, og hvilke der stammer fra en senere Tid; det kunde jo ogsaa være, at en stor Del af vort Lands Bebyggelseshistorie ved en nærmere Undersøgelse vilde komme til at ligge for Dagen igennem de Oplysninger, som Navneformerne gav.

Naar der er Tale om at gøre Stednavne til Genstand for Studier, maa Undersøgelsen i væsentlig Grad dreje sig om Bebyggelser af større Omfang, om Landsbyer og om de større Gaarde. Almindelige Bøndergaarde havde i ældre Tider kun sjælden et særligt Navn, ogsaa fandtes der jo før Udflytningen i det 18de Aarhundrede langt færre enlige Gaarde end nu, og Gaarden i Landsbyen kaldtes sædvanlig kun efter Ejerens eller Fæsterens Navn og efter Byen (Hans Petersens Gaard i Ørum). Endogsaa de adelige Sædegaarde betegnedes jævnlig paa denne Maade uden at have et særligt Navn. Men dernæst vil Undersøgelsen kun sjælden kunne dreje sig om Navne paa Høje, Bakker, Marklodder og Enge, idet vi saa godt som ingensinde har Efterretninger fra ældre Tid om, hvorledes de hed i gamle Dage, med mindre da en saadan Høj eller Mark netop er kommen til at give Byen eller Gaarden Navn, eller hvis Stedet har tildraget sig Opmærksomhed ved, at en eller anden Begivenhed, en Kamp eller et andet historisk Optrin, er foregaaet der.

I Sammenligning med mange andre Lande er Tolkningen af danske Stednavne for saavidt en langt lettere Opgave, som det hele Navneforraad hos os har et ensartet Præg og en afgjort national Karakter. I de Aarhundreder, da Tyskere i saa stort et Antal trængte ind i Riget, eller da tysktalende Herrer raadede i Landet, ligesom ogsaa i senere Aarhundreder, da tysk Smag og Dannelse jævnlig gjorde sig gældende paa Danskhedens Bekostning, kunde ogsaa Stednavne af tysk Form opstaa; men mest var det dog til Herregaarde og Lyststeder, at de trængte frem, det rigtige Bondeland beholdt fuldstændigt sit danske Præg. Intetsteds finder man vel et mere slaaende Vidnesbyrd om, hvor lidt det kan lykkes at omdøbe et Lands Forraad af Stednavne, end i Sønderjylland. Her er Befolkningen i den søndre Halvdel af Landet blevet tysktalende, og enkelte Dele deraf har været det i nogle Aarhundreder, men alligevel kundgør Stednavnene — ikke spredtvis, men i samlet Mængde — lige ned til Danmarks gamle Grænse, at Landet og Befolkningen var dansk.

Hvor langt mere forviklet Forholdet kan være i andre Lande, vil man se ved til Eksempel at betragte England. Naar man vil tolke dets Stednavne, maa man have i Erindring, at her flere forskellige Folkeslag efter Haanden har sat Mærker paa Landet og rejst Bebyggelser. Mange Navne skyldes de gamle Briter og de andre keltiske Folk, som var Landets ældste Beboere. Andre Navne stammer fra den Tid, da Romerne havde bemægtiget sig Landet, men de fleste viser hen til de derefter følgende Erobrere, Angler og Sachser. Saa kom der nordiske Nybyggere, der prægede mange Egne af Landet med deres Kultur, skabte nye Bebyggelser og gav dem nordiske Navne, indtil tilsidst ogsaa de franske Normanner, om end i mindre Grad, gav Landet et nyt Forraad af Navne med Præg af et romansk Sprog. Saaledes maa den, som vil trænge ind i Forstaaelsen af disse Forhold, vide, at der er Mulighed for en Herkomst fra mange forskellige Folk og Sprog.

I Danmark er det gaaet helt anderledes. Vi har intet Vidnesbyrd om, at der i vort Land skulde være foregaaet et helt Folkeskifte, eller at nye Herrer skulde være trængte ind, have udryddet eller fordrevet den tidligere Befolkning og givet Landet et nyt nationalt Præg. Det er vel ikke tænkeligt, at vort Land skulde helt have staaet uden for de Folkebevægelser, som i Tidsrummet nærmest før Kristi Fødsel og i flere Aarhundreder derefter bragte Folkeslagene i de fleste af Europas Lande til at vandre viden om og søge nye Bopæle, og vi har ogsaa for Danmarks Vedkommende enkelte Vidnesbyrd herom, selv om disse Vandringer kun har angaaet enkelte Landsdele eller haft mindre Betydning. Men saa vidt man kan se, indeholder vore Stednavne intet herom. Der findes i Danmark mange Navne baade paa Landsbyer og Øer, paa Skove og Fjorde, som vi endnu ikke kan tyde, men der findes fra gammel Tid saa at sige intet, som har en saadan Form, at vi maa sige, at det ikke kan være dansk. End mindre samler de Navne, som endnu er uforklarede, sig til fælles Grupper eller peger i Forening i en bestemt Retning, saa at man kunde tænke sig, at et fremmed Folk havde bosat sig her i Landet.

Dog maa der jo stadig ses bort fra de frisiske Egne i det vestlige Slesvig. Friserne begyndte at indvandre til Slesvigs Vestkyst ved vor historiske Tids Begyndelse. Ligesom de havde med stor Snildhed og Ihærdighed indgærdet deres eget Hjemlands Strande ved de hollandske og østfrisiske Kyster mod Havet, saaledes havde de efterhaanden bredt sig videre og taget den samme Gerning op i Ditmarsken, paa Vesterhavsøerne og det slesvigske Fastlands Kyst, og de danske Konger havde begunstiget deres Virksomhed ved at tilstaa dem forskellige Privilegier. Paa de Omraader af Øerne og Fastlandet, som de saaledes bebyggede og vandt fra Havet, vil man finde mangfoldige frisiske Navne, men man vil ogsaa kunne iagttage, at de Danske har sat de ældste Spor og været de første Bebyggere af Landet. Paa selve Geesten, det højere, mindre frugtbare Land, til hvilket Marsken støder, ligger saaledes Byer med rent danske Navne som Schobøl [oprindelig Skovby], Hatsted [Hattastath], Arnshøft [Ørnshoued], Bredsted [Brethæstath], medens der udenfor dem langs Kysten findes Navne med -bol, der senere ændredes til -böl, -büll, og er sammensatte med et frisisk Personnavn, saaledes Hockensböl, Wobbenböl, Sterdeböl osv. I disse frisiske Egne er Endelserne -um (som i Danmark), -lum og -sum hyppige. Hvad Øerne i Vesterhavet angaar, vil man her, hvor stærkt end Stednavnene har faaet frisisk og ligeledes plattysk Præg, dog jævnlig træffe Navne af ren dansk Herkomst.