Tor aa Hagensgård

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Tor af Havsgård

Danske folkeviser
ved Jørgen Lorenzen

Tor aa Hagensgård

Det var Tor aa Hagensgård

Og han red over den eng;

Der kast' han hen hans hammer af guld,

Og henn' var den så læng'.

I år så vinder vi Sverrig.

 

Og det var Lokk' aa Lirmand,

Satt' sig i fjederham;

Så sejled han til Norgefjæld

Over søer og salten vand.

 

Det var Lokk' aa Lirmand,

Han styred hans snejke for land;

Og det var den gode tossegrev,

(spasered sig nede ved strand.)

 

"Velkommen, Lokk' aa Lirmand!

Velkommen til vor gård!

Hvordan lever Tor aa Hagensgård?

Hvordan står landet der?"

 

"Ja, vel lever Tor aa Hagensgård,

Ja, vel står landet der;

Men vi har kast hen vor hammer af guld,

Derfor er vi kommen her."

 

"Jer hammer den er funden,

Den kan I ikke få;

For den ligger falden fire

Og fyrretyv' favn i jord.

I år så vinder vi Sverrig.

 

Jer hammer den er funden,

Den kan I ikke vind';

Før vi får jer søster,

En spejl for alle kvind'."

 

Det var Lokk' aa Lirmand,

Satt' sig i fjederham;

Så sejled han tilbag' igen

Over søer og salten vand.

 

"Vor hammer den er funden,

Den kan vi ikke få;

For den ligger falden fire

Og fyrretyv' favn' i jord.

 

Vor hammer den er funden,

Den kan vi ikke vind';

Før de får fat vor søster,

En spejl for alle de Kvind'!"

 

Det var djer gammel oldefar,

De tjente ham for ør':

"Lig' så vel kan jeg en brud nu vær',

Om I mig ellers kan før'!"

 

Det var djer gammel oldefar,

Ragt' af hans skæg og hår;

Så sejled han til Norgefjæld

For ham så væn en mår.

 

"Velkommen, Lokk' aa Lirmand!

Velkommen til vor gård!

Både først og sidst den unge brud,

Som er så væn en mår!"

I år så vinder vi Sverrig.

 

Ja tolv så vare de kæmper,

Begyndte på bruden at bænke;

Og tolv så vare de kæmper,

Begyndte for bruden at skænke.

 

Syv øksenkropp' dem åd hun op

Og nogle fede får;

Dertil syv svineflykker,

Dertil så væn en mår.

 

Ind så kom den tossegrev',

Han skint' så rød af guld:

"Hvad for en art mon hun er kommen af,

Me'n hun bliver aldrig fuld?"

 

"Ja, jeg la'r jer æde og drikke,

Det gør mig ingen godt;

Før jeg får min brudegrød,

Koget i en tolvtønd'-pott'.

 

Ja, jeg la'r jer æde og drikke,

Deraf bliver jeg ej mæt;

Før jeg får fat vor hammer af guld,

Som så læng' har været forgæt."

 

Tov så vare de kæmper,

Den hammer skuld' kast' af jord;

Og tolv så vare de kæmper,

Den hammer skuld' bær' på bord.

 

Ja, tolv så vare de kæmper,

Den hammer skuld' bær' på bord;

Men det var goden unge brud

Tog den i fingre to.

 

Ja, det var goden unge brud,

Og hun tog til at drikk';

Så drak hun af en anker bald,

Så tog hun til at hikk'.

 

Ja, det var goden unge brud,

Og hun tog til at hvipp';

Så slog hun alle de kæmper ihjel

Med hendes snæretipp'.

 

Og det var goden unge brud,

Hun lakked sig om fra bord;

Så tog hun atten fag hus med sig,

Så lakked hun hjem til Tor.

I år så vinder vi Sverrig.