Bergens gamle Bylov - Kjöbe-Balken

Velg språk	Norrönt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færöysk
Denne teksten finnes på fölgende språk ►

Bergens gamle Bylov

Kjöbe-Balken

1. Her begynder Kjöbebalken, og handles i förste Kapitel, om Mand tager Andens Gods, om han end har Gjeldskrav paa ham,

2. Om der findes Falsk i Kjöbet.

3. Hvorledes der skal forfares med Handel, som ophæves, og hvad Falsk er.

4. Hvilken Handel Enhver retteligen maa slutte.

5. Om brugelig Ting.

6. Allevegne hvor Mænd slutte Handler, skulle de haandfæste Kjöbet.

7. Om vitterlig Gjeld, og Alt som er vidnesfast.

8. Om det at Mand gaaer i Gjeldsborgen for Nogen.

9. Om Sag, hvori man skydes tilvidne, og om man end ikke bliver skudt tilvidne.

10. Naar der skal blæses til Möde.

11. Om tvende Mænd eie en Ting i Fælledsskab.

12. Om Laan, som er Mand gjort.

13. Om Mand stiller Anden Pant for hvilket som helst Eiemon.

14. Om Arbeidsfolk i Herredet.

15. Om Fiskesalg i Kjöbstœderne.

16. Om at fordre Borgen til Stævne.

17. Om Mand æsker Borgen af Anden.

18. Om Mand tager Andens Eiemon uden Tilladelse (ulaant).

19. Om Mænd doble eller kaste Terninger.

20. Om Borgen, og al anden Mandefred.

Her begynder Kjöbe-Balken

KAPIT. 1.

Det er dernæst, at Ingen af os skal tage Gods fra den Anden, og at vi ei skulle tage Noget med Urette, thi hver Mand er værdig at nyde Dom for sin Eiendom; men den, som tager fra Anden, skal bringe det tilbage, og böde den fuld Ret, fra hvem han tog; men vil denne ikke give Slip derpaa, da kræve han sit Gods, og tillægge den Anden Ran; oplader hiin da ikke det Gods han tog, da er han brödig en halv Mark Sölv, og giöre den Fyldest, hvem han tog fra, saaledes som forhen er meldt, og söge siden Sit efter Loven.

Ingen skal giöre Indförsel hos Andre indenbyes, eller giöre Hjemsögning hos dem i deres Huse, og ei tage nogen Mands Gods uden efter lovligt Sögsmaal, og det hverken Lehnsmand, Sysselmand eller Byfoged, ei heller Andre. Men den som hjemsöger Nogen voldeligen, eller gjör Indförsel anderledes, end efter lovlig Dom paa Mödet, er brödig otte örtuger og tretten Mærker Sölv til Kongen, og hver den som hjelper ham en Mark Sölv, og erstatte siden Huusbonden hans Gods, og give den fuld Ret, som Godset eiede. Men ville de ikke böde saaledes som nu er sagt, da römme vor Konges Lande, eller og raade Kongen derfor.

Enhver Sag skal man dömme efter Beviisligheder og Vidner. Saa er det, at om Nogen förer eet Vidne, da er det som om intet var fört, men to ere som ti, dersom man ei maa Befrygte at Modvidner ville fremstaae. De Vidner, som der ikke maa föres Modvidner imod, ere: Kautions-Vidner og Forfalds-Vidner, der opfordres til at fremstaae, samt de Vidner, som Mand förer om Mænds Uenighed i Forsamlinger 5 Beslægtede i fjerde Leed gjennem Slægtskab eller Svogerskab maae ei vidne for nogen Mand, saaledes som det siges i det andet Kapitel af Kjöbebalken i Landsloven.

KAPIT. 2. Om der findes Falsk i Kjöb

Nu skulle alle de Kjöb staae ved Magt, som maae holdes, og ere haandfæstede, saasnart Saadanne handle sammen, der selv raade for deres Handel, med mindre Mand sælger uhjemlet eller med Falsk; saadan Handel skal gaae ind igjen, og Kjöberen erholde Betalingen tilbage.

Ingen blandt os skal sælge til Anden med Svig eller Bedrageri, men den som giör sig skyldig i Falsk være brödig otte örtuger og tretten Mærker Sölv, med mindre det anslaaes höiere efter Loven. End vidste han ikke at der var Falsk i, da forholdes som sagt er i tiende Kapitel.

KAPIT. 3. Hvorledes der skal forfares med Handel, som ophæves, og hvad Falsk er

Nu skulle alle de haandfæstede Handlinger staae ved Magt, der efter Loven maae holdes. Det maa ei holdes, om Mand sælger det til Nogen, som han forhen har solgt til en Anden, som det siges i Landslovens trettende Kapitel.

Men om han ei vil faae ham Værdien for det Solgte, da kræve denne Borgen af ham, og möde Begge for Lagmanden, hvor Sælgeren maa före sine Vidner om at han lovligen overlod ham det Solgte, og fordre sin Betaling; vil hiin ikke betale, da tillægge han ham Ran, lade ham stille Borgen, og söge ham siden efter Loven.

Nu handler Nogen med fredlös Mand, da forholdes dermed som Landsloven bestemmer i foranförte Kapitel. — End sælger Mand Guld eller brændt Sölv, da forholdes dermed efter tiende Kapitel (i Landsl.)

KAPIT. 4. Hvilken Handel Enhver retteligen maa slutte

Det er nu dernæst, at vi Bergensmænd meget maae leve ved Handel. I vor By skulle alle frie og fuldvoxne Mænd raade deres Handel, saavel Quinder som Karle, undtagen at Quinder ei maae kjöbe Huse eller Jorder uden deres Mand eller lovlige Arving tillader det. Al vor Handel skal være hjemlet, og Ingen sælge Andres Eiendom, med mindre Eieren under Vidner giver Fuldmagt dertil, og er da hans Indsigelse derimod siden ugyldig.

Nu skulle nævnes alle de Eiemon, som der skal være Hjemmelsmand for: om Mand kjöber af Anden beboeligt (hævt) Huus eller færdigt Skib, öxe paa Skaft eller Spyd, færdigt Sværd med Skede til, alle tilskaarne Klæder, færdige Kjedler, og alle de Vaaben som ere færdige, alle (..) Heste og tæmmede Öxne, og alle brugelige Ting. — Allevegne, hvor Mænd bytte Eiemon eller Huse, skal der handles i Overværelse af tvende eller flere Vidner, med Hjemmelsmænd og Haandtag. Nu angrer den Ene eller den Anden sit Kjöb, da skal den, som vil have Handelen staaende, værge sig med Lov og Dom, og indskyde Sagen under Lagmandens Kjendelse; være da den brödig fire Mærker Sölv, som ei holder sig Lagmandens Kjendelse efterrettelig; thi den skal ingen Mand rygge, med mindre Kongen selv finder Andet rettere (at være), saasom han er överste Dommer.

KAPIT. 5. Om brugelig Ting

Nu om Mand kjöber brugelig Ting af Anden med opgivet Hjemmelsmand til den, og der fremstaaer en Trediemand og siger den Ting at være stjaalen fra sig, men den som kjöbte opgiver sin Hjemmelsmand og forlanger Dom derfor og Lagmands Kjendelse — da, naar de komme der, og han faaer Hjemmelsmand for sig, saa er han sageslös; men stiller han ikke Hjemmel, da skal Sagsögeren fremlede tvende skjellige Vidner, tage Bogen i Haand og skyde til Gud, at det Eiemon, som denne Mand siger at være sit, eier han, om han (ellers) skal være uranet, samt at dette Eiemon hverken betalte, gav eller solgte han, og ei heller hans Fuldmægtig, og aflægge herpaa fuld Eed; siden tage den sit Eiemon, som förte Vidner derpaa. Men hiin, som kjöbte og ei fik Hjemmelsmand, böde Tyvssag for Saameget, som Tingen er værdt, eller vinde med Settareed og udnævnte Mænds Eedssagn, at han ei stjal den Ting, og være da siden sageslös. Faaer han siden Hjemmelsmand, om det end er bagefter, da svare Hiin ham Sit igjen og böde til Kongen efter Loven, eller og skaffe Hjemmelsmand for sig. — Al Vare, ny og gammel, enten det saa er Vaaben eller Klæde, Lærret eller anden Vare, eller hvilket som helst det er, da skal det Alt forhandles ved Gadekjöb, enten det saa er större Handel eller mindre. For Gadekjöb og nye eller gamle Varer er ingen Mand pligtig at skaffe Hjemmel. End om Mand kjöber Klæde, eller Lærret, eller Vadmel, og alt Saadant, hvori der findes Falsk; da svare den, som solgte det, saaledes derfor, som forhen er sagt, med mindre han ikke vidste at der var Falsk i, og han har Settareed for sig; siden skaffe Hver sin Hjemmelsmand tilstede, indtil Sagen kommer til Oplysning (Provemaal), og svare da den for Falsk, som efter Loven skal svare dertil.

Alle de Vilkaar, som Mænd fastsætte i Giftermaalssager, og ligesaa naar Mænd kjöbe Eiendomme eller Huse som det hedder i ellefte Kapitel (i Landsl.)

KAPIT. 6. Alle vegne, hvor Mænd slutte Handeler, skulle de stadfæste Kjöbet med Haandslag

Allevegne hvor Mænd handle, med hinanden skulle de bekræfte Handelen med Haandslag. Sælger Mand siden (det samme Gods) til Anden, da böde han halv Mark Sölv, og beholde den sit Kjöb, som först handlede med ham. Handler Mand med Anden og har ikke Penge hos sig, og gaaer hjem efter Kjöbesummen for at betale ham samme, og denne imidlertid har solgt bort naar han kommer tilbage, da skal den som (först) kjöbte tage tvende bosiddende Mænd med sig og forlange sit Kjöb af ham, og (om han ei faaer det) sigte ham for Ran. Men vedbliver denne (sin Vægring), da kræve Borgen af ham til Stævne og til lovlig Kjendelse. Tilkjender Lagmanden ham hans Kjöb, da söge han det som vitterlig Gjeld, og den som solgte er brödíg en halv Mark Sölv; men kan den Anden ikke levere ham det Kjöbte, eller andet jævngodt (istedet), da böde han Kjöberen en veiet Öre af Marken af det Kjöbtes Værdi, og selv da en Öre, om det end var ringere Kjöb, og være de da forligte. Nu er Kjöb sluttet med Haandtag, men der er ingen Vidner derpaa, da benægte Sælgeren det med sin Eed, eller og blive Kjöbet staaende. End om den som kjöber er vidende om, at en Anden allerede för har kjöbt det, da være brödig en Mark Sölv til Kongen af hver Marks Kjöb. — Der skal være en Sagsöger ved enhver Sag — Ingen skal give Sag paa en Andens Gods. — End har Mand Noget tilgode hos anden Mand, hvad enten det er meget eller lidet, og den som har at svare dertil ei benægter det, da fordre Borgen af ham til Stævne og Lagmands Kjendelse; og har han Vidner paa Gjelden, eller benægter han den, eller tilkjender Lagmanden ham den: da söge Eieren den som vitterlig Gjeld; men fragaaer han Gjelden, og der ei er Vidner paa den, da værge han for sig med lovlig Eed. Nu er den död, som havde Gjeld at betale, men den lever, som har at kræve den; da forholdes dermed som bestemt er i sjette Kapitel (i Landsl.)

KAPIT. 7. Om vitterlig Gjeld og alt det, som er vidnesfast

Det er vitterlig Gjeld, som er vidnesfast, og som Mænd give hinanden Haand paa i Vidners Paasyn, og skal det være sex Mænd paa hver Side. Alt det, som Dommeren tildömmer en Mand, det er og vitterlig Gjeld. Saa og om Mand stævnes til Mödet, og Mödesmændene tildömme anden Mand Gods af ham, det er vitterlig Gjeld. Alle lovlige Retskjendelser, som retligen ere afsagte af Lagmanden, naar han dömmer en Mand til at udrede Gods til en Anden, det er vitterlig Gjeld. — Saaledes skal man söge vitterlig Gjeld, som alle andre Krav, at man tager tvende bosatte Mænd (med sig) og gaaer til den, som har at betale Kravet, og fordrer sit Gods af ham; faaer man det da, saa er det vel; men vil hiin ikke betale, da fordre Borgen af ham efter Bymænds rette Lov, og give ham Sag for at han ei vil udrede Eieren sit Gods, og sige ham hvor han skal stille sin Borgen. Men stiller han ikke Borgen, da være brödig en Mark Sölv. — Nu stiller en Mand Gjeldsborgen, og anden Mand gaaer i Borgen for ham, da skal denne indestaae for, at han skal have betalt för Messen om Morgenen, naar det ringer i Hovedkirken. Men er der da ikke betalt, da kræve sit Tilgodehavende efter Messen, enten saa Skyldneren er hjemme eller ikke; betaler han da strax, saa er det vel; men vil han da ikke betale, og ei heller nogen Anden for ham, da lyse (Sagsögeren) ham Ran paa Haand og fordre Borgen af ham til Mödet, hvad enten saa han er hjemme eller ikke. Men vil den ikke komme til Mödet, som borgede for ham, da skal den Sögende nyde sine Vidner paa, at den Anden gik i Borgen, og ligeledes ogsaa paa, at han fordrede sit Gods, tillagde ham Ran og eskede Borgen af ham til Mödet. Bevises dette tilfulde, saa er den som gik i Borgen brödig en Mark Sölv, og forlange Sagsögeren da Fölge (Folkehjelp) til Adfar til ham, og tage det Halve mere; beholde Sagsögeren sit Krav og fuld Ret, men Kongen og Bymændene hvad der er derover. Nu nægte Mödesmændene ham Tilfar (Nam), da er enhver Huusbonde brödig en Mark Sölv, som var paa Mödet, og ei vil fare med. Nu gjöre Mænd Modstand og værge sig med Odd og Egg, da ere alle de fredhellige, som söge til og ville opfylde Loven, men hine Ubodsmænd, om de falde, og deres Saar ugilde; men falde de end ikke, som sætte sig til Modværge, saa er Skyldneren dog brödig otte örtuger og tretten Mærker Sölv, og Hver af de andre sex Öre Sölv til Kongen.

KAPIT. 8. Om det, at Mand gaaer i Gjeldsborgen

Overalt hvor Mand, som eier Huus i vor By eller Skib paa Land, gaaer i Borgen for Nogen, da gaae han i Borgen for Saameget, som Huus eller Skib er værdt; men den ikkun i otte örtugers og tretten Mærkers Borgen, som eier saameget Gods i Huse, i Skibe eller i Lösöre, ifald det er saameget værdt, fordi at den, som gaaer i Borgen, skal svare for alt det, som Sagvolderen burde tilsvare, dersom han ei löb bort. Gjeldsborgen skal allevegne stilles, hvor Mand indestaaer for bosiddende Mænd, og der er Vidner derpaa, eller böde en Mark Sölv til Kongen, undtagen i det Tilfælde, at han gaaer i Borgen med Vidner; da skal han fölge hjem med den, som fordrede Borgen af ham. Vil han ikke det, da skal han tvinges til at gaae. Han skal sættes i Ransagningshuset, enten han saa vil eller ei, og Morgenen efter skal han ufængslet fremledes paa Mödet; eier han da saameget Gods i vor By, at det strækker til Gjeldens Betaling, og afgjör han da denne, saa er det vel; men vil han ikke hetale, da forlange Sagsögeren Adfar, og söge som forhen er sagt. - Nu kræver Mand Gjeldsborgen af Anden, men Ingen vil «indestaae for ham», og selv kan han det ei heller; da lede man den Mand under Vidner omkring trende Gaarde, og spörge om Nogen vil gaae i Borgen for ham; men vil Ingen, da tage ham hjem med sig, og sætte ham i Ransagningshuset, og söge som forhen blev bestemt. Nu fordrer Mand Borgen af den, som Intet eier, og faaer ingen Forlover til at borge for ham; da lede han ham om tre Gaarde og forlange Forlover (for ham), men faaer han ingen, da have ham hjem med sig og sætte ham sageslöst i Ransagningshuset, og begjære Hornet af Byfogden og Renderen til at blæse til Möde om Morgenen, og lede ham ubunden frem paa Mödet opfordre da der hans Frænder til at löse ham ud af den Gjeld, han har at betale; men ville de ikke löse ham ud, da skulle Mödesmændene dömme ham til at optjene Gjelden der, hvor han kan erholde Arbeide, ifald han er arbeidsför, til Betaling for den, som har Krav paa ham. Men dersom han löber bort, da er han lovlös, med mindre Mændene finde at der er Omstændigheder, der tale for större Miskund, og skikke de det saaledes, som de ville forsvare for Gud, med mindre han haver mistet sine Penge ved Ildebrand, Skibbrud eller ved andre Uheld; i dette Tilfælde gjöre han, det som Kreditor forlanger det sin Eed paa, at han vil betale ham denne Gjeld saasnart Gud giver ham Evne dertil — ifald han forresten ikke forhen har været kjendt for Uredelighed.

KAPIT. 9. Om Sag, hvori man skydes tilvidne, og om man end ikke vorder skudt tilvidne

I enhver Sag, enten Mand har hört eller seet den, og han opfordres til at være Vidne i den, eller selv om han ikke opfordres dertil, skal han, naar han af Dommeren lovligen paafordres, være pligtig at aflægge det Vidnesbyrd; men vil han ikke vidne, da skal Sagsögeren affordre ham saadant Vidnesbyrd. Vil han ikke da meer end, forhen vidne, da være brödig en Mark Sölv til Kongen. Saaledes skal han aflægge Vidnesbyrd, naar han ikke var skudt tilvidne, at han skal vedgaae sin Nærværelse og Alt hvad han der saae eller hörte; siden kjende Lagmanden eller Domsmændene paa hvor fuldkomment (fuldstændigt) det Vidne synes dem at være. — Alle Forviisnings-Sager og alle andre Sager, hvad enten de ere store eller smaae, som Kongen tilkommer Böder udi, skulle alle bringes for Mödet, dersom de ikke bilægges ved en lovlig Kjendelse hos Lagmanden. Men deri, som ikke vil underkaste sig Lagmandens Kjendelse, forlange Hornet af Byfogden og lade blæse til Möde, og före da Begge der Prov paa deres Sag; og naar Sagen er prövet og Vidnerne förte, da skulle de begjære lovlig Dom af Mödesmændene efter hvad Lovbogen forklarer og Lagmanden afsiger med saavel Sysselmandens som Byfogdens og alle Mödesmændenes Samtykke, og det, som de enes om, det skal holdes. Vorde disse ikke enige, da skal Sagen indskydes under Lagrettet; blive de da der forligte, saa er det vel; men skeer det ikke, saa henskyde Sagen under Kongen, og skal da hans Afgjörelse være dem Forlig, og drive ikke Sagen videre, fordi at der komme de fleste kyndige Mænd sammen.

KAPIT. 10. Naar der skal blæses til Möde

Der maa ikke blæses til Möde om Natten, med mindre at der kommer Ildlös paa, eller der drager fiendtlig Magt imod Byen; om Dagen kan Hver som vil blæse til Möde. Opstaaer der Ildlös, eller der drager Krigsmagt mod Byen, da löbe Enhver til, som hörer Hornet eller Klokken, eller böde en Mark Sölv til Kongen. Men til ingen andre Möder ere Mænd skyldige at indfinde sig, undtagen bosiddende Mænd, og ligeledes til bosiddende Mænds Stævne; være den brödig en Öre Sölv, som ikke begiver sig did strax han hörer Hornet. Men de ere bosiddende Mænd, der eie Gaarde, eller leie halvaarsvis eller paa tolv Maaneder, enten en heel Gaard, en halv, eller en Fjerdedeelsgaard, og som udleie til Andre med sig.

Man maa ei eske Borgen efterat der er ringet til Aftenssang, undtagen at en Mand er reisefærdig, og selv da ikke sildigere, end at han faaer Stunder til at stille Borgen. Han skal have Vidner paa at han reiste af Növendighed, dersom Byfogden mistroer ham.

Sol skal om Sommeren raade Borgens Stillelse, men Dag om Vinteren.

KAPIT. 11. Om tvende Mænd eie en Ting sammen

Alle de Ting, som Mænd eie i Fælledsskab, hvad det saa er, Ager eller Enge, Huus eller andre Ting, som kunne skiftes o.s.v. — som skrevet staaer i Kjöbebalken i Landslovbogen i det attende Kapitel.

KAPIT. 12. Om Laan, som er en Mand giort

Den skal svare til det Laante, som har det, og lade det komme lydeslöst hjem, eller svare Eieren Værdien. Vil han ikke det, da skal man söge den som vitterlig Gjeld, med mindre den, som modtog Laanet, selv gaaer tabt tilligemed det Laante; thi han kan ikke svare til Laanet i et saadant Tilfælde, hvor han ikke kunde sikkre sig selv. — Alt det er vitterlig Gjeld, som Vidner vide om.

Nu laaner Mand ud eller sælger det, som er ham laant, og forkommer det siden; da söge Eiermanden Sit hos hvem han vil: hos den som solgte, eller hos den, som kjöbte — og saaledes skal overalt forholdes der, hvor Mand sælger eller udlaaner anden Mands Eiendom.

KAPIT. 13. Om Mand stiller Anden nogetslags Pant for hvilket som helst Eiemon

Nu stiller Nogen anden Mand Pant for hvilken som helst Ting — Nu laaner Mand anden Mand sin Hest eller sit Skib — som det heder i syv og tyvende Kapitel.

Nu roe eller segle Mænd paa Mænd — saaledes som Landsloven bestemmer i dens sex og tyvende Kapitel.

KAPIT. 14. Om Arbeidsfolk i Herredet

Nu efterdi der er megen Mangel paa Arbeidsfolk i Herredet — som det heder i Landslovbogens tre og tyvende Kapitel. — Vi ville at Byfogden skal undersöge denne Sag hvert Aar, fordi vi have Mistanke om at Sysselmanden og Ombudsmanden tage Stikpenge, og at Bönderne desformedelst mangle Arbeidsfolk; Blive disse forligte om den Ting med Byfogden, saa skulle de for den Gang, naar de igjen komme hjem, være sageslöse for Kongens Ombudsmand, fordi samme Mand ei bör böde tvende Gange for samme Sag.

KAPIT. 15. Om Fiskesalg i Kjöbstæderne

Fersk Lax og anden fersk Fisk, samt Östers, skal Alt sælges af Baadene eller af Bryggerne, om man saa vil, men maa ei föres til Boder for derfra at udhökres; og skal den, som med Vidende udleier Bod dertil, og ligesaa hvo som leier den, böde hver en Öre til Kongen, og före siden ikke destomindre (Fisken) fra Boden og ud paa Bryggerne.

KAPIT. 16. Om at eske Borgen til Stævne

Om Mand affordrer Anden Borgen til Stævne og lovlig Kjendelse for hvilken som helst Sag, da skal han agte paa, hvorvidt den Sag bör tilsvares her eller andensteds. End om han har at tilsvare i Herredet, da skaffe han Borgen for sig til at reise hjem, og tjener hans Bo saa til Sikkerhed; siden söge Sagsögeren ham efter Landsloven. — Hver Mand maa give en Anden Fuldmagt til at paatale sin Sag, om han saa vil, saavel Karlmand som Quinde; men den, som paatager sig saadant Ombud, skal saaledes forfölge Andens Paatale, som om det var hans egen, saasom man ofte ei selv kan drive sin Sag.

Nu om Nogen löber af Herredet med anden Mands Gods til vor By, og Bonden kommer efter og vil have Sit, men Hiin holder sig skjult saalænge Bonden er i Byen, saa at denne ei kan faae ham fat, hvorimod Hiin, saa snart Bonden er faret hjem, igjen kommer for Dagen; da overdrage Bonden med tvende Vidner sit Sögsmaal til hvem han vil, og söge denne da ham (den Angjeldende) som om Bonden var selv tilstede. — Ingen Kjöbstadsmand maa gjöre Herredsmændene Uskjel, ligesaa lidt som Herredsmand Kjöbstadsmændene; Enhver nyde Sit, og ei beröve den Ene den Anden Noget.

End kræver Mand Borgen af Nogen til Stævne og til Lagmands Kjendelse, og der hverken tildömmes ham Gods eller Eder, da erstatte han den, hvem han paaförte unödig Trætte, dobbelte Omkostninger, og böde en Mark Sölv til Kongen, med mindre at den, som eskede Borgenen, aflægger sin Eed paa, at han stod i den Formening, at han forfulgte en retmæssig Sag.

KAPIT. 17. Om Mand esker Borgen af Anden

Den Mand, som esker Borgen af Anden, skal sige ham hvor han skal stille sin Borgen; Parten skal da stille den der, hvor hiin bestemmer, eller böde Kongen en Mark Sölv om han ikke stiller Borgenen. Men siger han ikke den Anden, hvor han skal stille den, da er denne uden Ansvar om han end ikke stiller den Borgen. Skal Mand stille Borgen, da tage han trende bosatte Mænd med sig, men ei flere; nemlig Een, som gaaer i Borgen for ham, og To, som han skyder til Vidne paa at Borgenen bliver stillet. Fölge flere med, og gaae de for vidt med nærgaaende Tale eller gjöre Overlast, da maa den, som er udsat for dem, lyse dem Selvtægt paa Haand, og er da den, som stillede Borgen, brödig otte örtuger og tretten Mærker Sölv, og Hver af de Andre en Mark; og ligesaa skal den, som esker Borgen af Mand, böde en Mark Sölv til Kongen. Men den, som er bleven hjemsögt, skal have een Mark af de otte Mærker, enten han saa er bosat Mand eller lös og ledig Person. Vidnesbyrd om Selvtægten maae saavel bosiddende Mænd som löse og ledige Personer före ham, med mindre at den Mands Vidner, som krævede eller stillede Borgen, tör bære det Vidnesbyrd, at han forböd dem Alle at fölge sig i Gaarden, undtagen de Trende, nemlig begge hans Vidner og Forloveren; i dette Tilfælde skulle disse hans Fölgemænd ikke böde; men hver af de Andre, som selvraadigen blandede sig i deres Færd, og tilföiede ham noget Meen, böde Kongen en Mark Sölv.

Den Mand, som gaaer i Borgen for Anden, og hverken eier Huus eller Skib i Kjöbstaden, saaledes som i Loven er sagt, og dog foregiver at han eier Huus eller Skib, men eier det ikke, han erbrödig trende Mærker Sölv til Kongen. Men derved, at han stiller saadan Mand til Borgen for sig, som hverken eier Huus eller Skib, bliver den Mand, som stiller ham, jævnbrödig med den, som gaaer i Borgen, med mindre han tör vinde den Eed paa Bogen, at hiin ei sagde ham det, at han ikke eiede enten Skib eller Huus.

End har Mand at eske Borgen af Anden, da skal han have tvende bosiddende Mænd med sig, men ikke flere. Nægter bosat Mand at gaae med ham for at eske eller for at stille Borgen, da skal han opfordre ham dertil; men vil denne ei mere da end for gaae med, saa er han brödig en Mark Sölv til Kongen. Nu om Mand træffer Anden ude, og vil fordre Borgen af ham, men denne bliver ham vaer og löber, eller rider, eller roer afveien for ham, da skal han kalde saa höit paa ham, at Vidnerne kunne aflægge Vidnesbyrd paa, at hiin maatte höre ham, dersom han vilde; Denne skal da stille den (forlangte) Borgen, stiller han den ikke, da være brödig en Mark Sölv til Kongen. End om Manden löber ind i anden Mands Gaard, og lukker Gaardsporten eller Dören efter sig, da skal han kalde og bede om at lukke op; men ville Mænd det ikke, da skal han strax eske Borgen af ham, og tale saa höit, at hiin maa höre ham, dersom han vil, saaledes at hans Vidner tör bevidne, at den Anden kunde have hört det, om han havde vildet; stille hiin da den Borgen, eller böde en Mark Sölv til Kongen. Ikke behöver han at sige ham hvor han skal stille Borgenen, uden han saa vil, og er det dog ligefuldt saa lovligt som om det var sagt.

Quinde skal gaae i Borgen for Mand, ligesaa fuldt som Karlmand, dersom hun eier Huus i vor By.

KAPIT. 18. Om Mand lager anden Mands Eiemon ulaant

Tager Nogen Andens Eiemon ulaant, Hest eller Skib, hvad enten det er lidet eller stort, eller andre lignende Ting, da böde efter lovlig Dom til den, han tog fra, efter Omstændighederne; og uanseet hvilken Nödvendighed der drev den, som tog, eller hvilket Meen derved tilföiedes hiin, eller hvilken Skade den derved leed, fra hvem der blevtaget, og hvilken Mand der toges fra, — böde han Skadebod og saadan Gjengjeld, eller Avindsbod ovenikjöbet, som de idömme ham, og ligesaa til Kongedömmet, om Omstændighederne före det saa med sig. — End om Mand tager Andens Skib, da skal han udrede lige Böder for sig selv og for dem, der staae under hans Værgemaal.

KAPIT. 19. Om det at Mænd doble eller kaste Terninger

Dersom Mænd doble eller kaste Terninger om Penge, da forholdes dermed efter Landsloven

KAPIT. 20. Om Borgen, og anden vor Mandefred

Angaaende vor Mandefred, og Borgen, og alle andre Sögsmaal om Gods, da skal dermed i Et og Alt forfares efter Býmænds Lov og efter hvad Lovbogen udviser, saavidt omkring som vore Enemærker strække sig. Men deres Udstrækning er denne, at Gunnildsaa skjeller mod Norden og ind til Varden paa Fjeldet i Vapnadal, og saa sydefter norden om Breidamyren, og derfra ned i Alrekstad-Vandet; derfra ned til Karsbro, og derfra over i Strömmen, samt alt Sydnœs og Nordnœs, og Söen indenfjords saa vide öiet naaer udefter fra Odden af Nordnæs og (igjen) ind i Gunnildsaaen.

Fotnoter: