Fortællingen om bjergboen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Fortællingen om bjergboen

Bergbúa þáttr

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

En bjergbo?

Fra Edderfuglefjord udgår en fjord, der hedder Dybfjorden. En mand, der hed Tord, boede ved denne fjord vesten for Hallsteinsnæs, der er opkaldt efter den Hallstein, som havde de trælle, der blev kaldt Hallsteinstrællene. Tord var dengang i sin bedste alder og manglede ikke noget. Det skete en vinter, at han ville tage til gudstjenste i forbindelse med en højtid. Han opbød en af sine huskarle til at tage med sig. Der var så lang vej til gudstjenesten, at det var mange dagsrejser, og de tog tidligt af sted.

De drog af sted til dagen gik på hæld. Så begyndte det at fyge kraftigt med sne. Tord sagde, at de var faret vild, og at han ikke ville gå i mørke, men at de kun havde tilbagelagt et kort stykke af vejen: »Jeg synes, det er for farligt, at vi skal gå oven for stejle fjeldsider i nattemørke.« De søgte efter ly og gik under et klippefremspring, hvor der ikke var sne under. De fandt dér indgangen til en klippehule, som Tord ikke kendte noget til. Dér i huleåbningen ridsede Tord et korstegn med spidsen af en stålpigstav, som han havde i hånden. Derefter gik de derind, men satte sig på to sten ved huleåbningen, for de ikke ville længere ind.

I den første tredjedel af natten havde de hørt, at noget fór indefter i hulen og så nærmere ud imod dem. Tords huskarl blev skræmt og løb ud, men Tord bad ham sidde roligt, »— og du skal bede for dig, for det er faren ved forvildelse, hvis folk løber ud om natten, at da forekommer ting anderledes, end de er.« Så slog de kors for sig og bad Gud være dem nådig, for de syntes at det larmede umådeligt inde i hulen, men de kunne ikke rigtig se i mørket. Da så de noget, som de nærmest mente var to fuldmåner eller to runde skjolde, og dér imellem en stor ... Ikke desto mindre indså de, at det var to øjne og en mund, der var bredere end det, deres medbragte lygter kunne lyse op. I det samme hørte de en højlydt og skrækindjagende kvæden med en kraftig røst. Kvadet tog til, og der blev kvædet en flokk på tolv vers, og hver gang blev slutstrofen gentaget:

1. Jættens brag og bulder bjerget snart skal vælte; det stenhårde stormly står ej meget læng’re. Højt nu gny’r den gamles gang på mørke klipper; trægt med tunge fødder træder Halmund fjeldet — træder Halmund fjeldet. 4. Klippeborge brister, bjergets hvælving skælver; fjeldes skred vil skære skår i folkeslaget. Nu skal stride storme stenens sal rasere; tungt skal floder flyde, flere mænd må gælde — flere mænd må gælde. 7. Mellem top og tinde tit jeg spredte rædsel, helst dog nord for nordpå ned i tredje-verd’nen; skæggets bærer skælver skræmt ved nordishavet, hvor med bjerges værner voldsomt jeg skal brydes — voldsomt jeg skal brydes. 10. Tor — med ham at trættes tjener intet — bringer folk i fare; jøklers fjende er nu styrtet. Urens slægt er ødet; undertvunget må jeg ned til Surt den Sortes svidende ild styrte — svidende ild styrte.

2. Højens hovedgærde hårdt nu ramler sammen; døn fra guldets dunkle deler volder flammer. Glohed aske opad inden længe sprøjter; Rungners skjoldstorm rædsomt rase skal som snefog — rase skal som snefog. 5. Vældige sten hviner; vissent knækker asken. Endnu folk sig undrer over jøklers brænden; snart dog Snelandsfolkets snak vil brat forstumme: Store varsler venter, varigt skal de kendes — varigt skal de kendes. 8. Skabt af skumringsverd’nen skal vi alle kaldes; vel vi nød af værket — vi som jorden røgter. Heftigt edder-uvejr uden tvivl mig venter, om jeg derhen drager; drøjt skal mødet larme — drøjt skal mødet larme. 11. Mellem mørke verdner myldrer jeg som snefnug. Jorden flækkes — fremad farer Tor nu atter. Brede denne bjergalfs bryn for andre synes, blot mit blik nu skælver; brydsomt må jeg fare — brydsomt må jeg fare.

3. Armgulds bærer bliver badet hedt i vandet; ud fra under lerets æbler varmt det strømmer. Slemt skal men’skers slægter slås af jordens sveddryp; folk som førhen skæmted’ føler ildens sviden. — føler ildens sviden. 6. Mørke klipper knuses, kraftfuldt rusker stormen; sten og grus fra stedet strømmer væk — man undres. Uden skånsel skyller skyers regn i natten; fjeldets væsner flokkes, førend verden slukkes — førend verden slukkes. 9. Frostens døde frænde førtes mig fra drabet; over gråskæg ørnen inden længe svæver. En jernstyrket stenbåds- stavn jeg Ørner sendte; søens plovjern særligt smukt var prydbeslagne — smukt var prydbeslagne. 12. Sjældent folk mig søgte, sad jeg ensomt hjemme midt på lavamarken; morskab bød jeg aldrig. Husk nu hel’re kvadet, hård bli’r ellers straffen. Ørners brønd er endnu ikke tømt for drikken — ikke tømt for drikken.

Denne hændelse forekom tre gange, og dette blev kvædet i hver tredjedel af natten, og de så hele tiden månerne, mens der blev kvædet, men ellers ikke. Da kvadet var tilendebragt den tredje gang, forsvandt det hele længere ind i hulen, og da de tilmed så dagslyset, skyndte de sig ud af hulen. Før de gik væk, satte Tord sin fod på korsmærket, som han havde lavet i huleåbningen. Derpå tog de af sted og kom til kirken, men da var gudstjenensten forbi. Derefter tog de hjemad og kom dertil, hvor de mente at have været om natten, men de genfandt ikke hulen, og det forekom dem underligt. Så gik de hjem. Tord kunne huske hele kvadet, men huskarlen huskede ikke et ord.

Året efter dette flyttede Tord sin gård nærmere kirken, og nøjagtig ét år efter denne hændelse døde huskarlen — Tords følgesvend, men selv levede han længe derefter, og der hændte ham ikke noget bemærkelsesværdigt igen, men den slags hører man jo også sjældent om.

— o —

Noter: