Snefjældsnæs syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snefjældsnæs syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Snefjældsnæs syssel
(Snæfellsness sýsla)
[Indbyggerantal c. 3000]

(Snæfellsnes syssel er i dag lagt sammen med Hnappadals syssel)

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Snefjældsnæs (Snæfellsnes, i ældre tid også Snjófellsnes), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld Snefjældsjøklen, der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt Snjófell, medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller Næs (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd Stadarsvejten (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen Ellide (Elliði), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på Snefjældsstrand (Snæfellsströnd), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården Stadastad eller Stadarstad med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den Stad (Staðr) på Snefjældsnæs eller på Ölduryg. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. Ölduryg (Ölduhryggr), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede Torgejrsfjæidshyrna (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård Torgejrsfell (Þorgeirsfell, ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet Gardar (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden Hovgardar (Hofgarðar, Eb.); senere byggedes her to huse. Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. — Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen Búðir (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: Budenstad). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe . Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet Buðaós, men svarer til oldtidens Hraunhövn (Hraunhöfn) eller Hraunhavnaros (Hraunhafnaróss), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet Hraunhavnarå (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet Öxl sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården Hraunhövn og lidt neden for Hraunhavnarbakke (Hraunhafnarbakki), hvilken sidste utvivlsomt er den gård Bakke (Bakki) i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte Frodåhede til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt Bredevigshreppen (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende står nu gården Öxl; men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod . Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i Ásmundarleiði og en træl medgivet ham, indtil den døde til- kendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt.

Hinsides det mod syd udløbende Öxlfjæld ligger Bredevigen (Breiðavik), en smukt afrundet lille dal, begrænset af det omtalte Öxlfjæld eller Axlarhyrna, højlandet bag ved og, længst mod vest, Snefjældsjøklen med det foran liggende isolerede lille Stapafell, — grøn og frodig, med vid udsigt over søen; sit navn tager bygden efter en jævnt rundet bugt eller vig, som her skærer sig ind på halvøens sydside. — Hvor Öxlfjældet mod vest skiller sig ud fra højlandet, ses i fjældskråningen et lille stejlt skard, ikke stort andet end en kløft; dette er Egilsskarð, i følge Eb. (s. 79) benævnt efter trællen Egil, der dræbtes her, da hans forsøg på at ombringe en af de til boldleg neden for skardet forsamlede Bredvikinger, som han fra dette sit ophøjede stade havde udspejdet, var mislykket. Neden for det gennem kløften nedstyrtede stenskred strækker sig tørre græssletter, der fortsætter sig i moser, indtil disse støder til det syd for liggende Búðahraun. De omtalte græssletter, der nu kaldes Skarðsvellir, er Eb.'s Lejkskålavold (Leikskálavellir), hvor bygdens folk samlede sig til boldleg og byggede store legeskåler; stedets beskrivelse i Eb. (s. 77) er meget nøjagtig;. — Følges derefter vejen langs under fjældene mod vest, kommer man først til Tord bligs bolig Knörr (Eb. s. 71), med tilliggende jorder en af de betydeligste ejendomme i disse egne. Syd for Knör ligger neden for den vestlige del af Budahraun gården Hraunlönd. I Eb. (s. 21) fortælles, at bonden fra Frodå sendte en mand syd over heden (utvivlsomt Frodåhede) til »under Hraun«, hvor Spå-Gils boede, for at søge råd hos denne. Nu findes ingen gård Hraun her i egnen, men den oven nærnte gård Hraunland er den, der på grund af sit navn og sin beliggenhed snarest kan antages at være den i sagaen omtalte. — Vest for Knör ligger gårdene Kamb (Kambr); den fra Eb. bekendte Bjørn Bredevigskæmpe antages at have bot på Store Kamb (Lille Kamb er nu i øde). Gården står umiddelbart under fjældene ved foden af en lav derfra nedskrånende ryg. Oven for Kamb ligger et skard (Kambsskarð) op i fjældene; langs dette går en, nu sjælden benyttet vej, der forbinder denne gård med den nord for liggende gård Frodå; i det vejen fra heden farer ned gennem skardet, bøjer den af umiddelbart ned mod tunet på Store Kamb, så at fremstillingen i Eb. (s. 90), hvorledes Snorre gode ved nedridningen fra heden overrasker Bjørn arbejdende i tunet, viser sig nøjagtig svarende til forholdene her. Hedevejen kaldes i Eb. Kambshede (Kambsheiðr). — Vest for Kamb laber den lille Gravarå (Grafará); vestlig ved denne ås udløb vises to tomter, kaldet »irske« tomter, hvorfra Irerne i tidligere tid skal have handlet. — Fra nu af indsnævres kystlandet igen og højner sig umærkelig; snart falder kysten med en lodret klippeskrænt af mod søen, og fra højlandet løber nær ved hinanden flere smååer og bække ned til havet og danner alle, hvor de styrter ned fra skrænten, smukke fosser. Snefjældsjøklen viser sig som en hvælvet, noget tilbageliggende og, på grund af fremstående knuder, noget ujævn hætte, hvis neden for liggende sneløse parti går umiddelbart i ét med halvøens fjældkæde, og hvorfra en lavastrøm ses at have væltet sig ned imod syd. Foran jøklen står det mindre, nøgne, spidst-kegleformige fjæld Stapafell, og neden for dette skyder et grønligt næs sig frem, hvorpå fiskerlejet Stapen (Stapi) står. Den stejle kystskrænt ud mod havet, umiddelbart før man kommer til Stapen, — med rugende mågearter på klippehylderne — bærer navnet Sölvahamar. Denne egns landnamsmand boede først på Brenning (Brenníngr), senere på Sölvahamar, fordi han mente dér at kunne være andre mere til nytte (Ldn. s. 82 — 83). Overensstemmende hermed vises hans hustomter på Sölvahamar på begge sider af vejen. Hans første bolig Brenning skal i følge sognebeskrivelsen have ligget lidt længere nede; i A. M. nævnes Brenning i Arnarstape land som et sted, hvor gamle bygningslævninger fandtes. — Selve Stapen eller, som navnet nøjagtigere lyder, Arnarstape (Arnarstapi — efter en uden for kysten fritstående klippe) er nu kun en almindelig fiskerplads, ikke i nogen henseende forskellig fra de øvrige omkring Snefjældsjøklen; fælles for dem alle er den yderligste fattigdom og trang, bevirket ved det i de senere tider her højst usikre og, som det synes, stedse aftagende fiskeri. Oprindelig var Arnarstape en hovedgård (ÞK., BSnf.), hvoraf de forskellige fiskerhuse har udviklet sig. Efter gården bærer det betydelige kgl. jordegods i Snf. navnet »Arnarstape ombud«, i følge GhM. I, 457, fordi godsets første kgl. forvaltere havde deres bopæl her. — Tidligere dreves fra Snefjældsnæsset det måske vigtigste fiskeri på hele Island; — syd for jøklen var fisketiden især om foråret, nord for jøklen også hele vinteren igennem. For øjeblikket fører det en hensygnende tilværelse på grund af fiskestimernes forandrede retning; de mange oplandsbeboere, der fisketiden igennem plejede at indkvartere sig i fiskerlejernes gårde eller i de såkaldte verboder, er næsten aldeles ophørte at komme, og den på næsset hjemmehørende befolkning, der for en stor del udelukkende er henvist til at leve af fiskeriet, må kæmpe med idelig nød og mangel. Jævnlig ligge flere af de større gårde med tilhørende landbrug øde, da der mangler kraft til at drive dem, og da det uhyre fattigudsvar bortskræmmer så vel købere som fæstere. Også præsterne bortskræmmes ved bygdens fattigdom og de forringede indtægter, hvoraf følgen er, at oplysningen (læsning og skrivning) sørgelig forsømmes.

---