Stranda syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stranda syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Stranda syssel
(Stranda sýsla)
[Indbyggerantal c. 1700]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Stranda syssel omfatter den lange, men smalle og tyndt befolkede kyststrækning, som fra Gejrolvagnup når, i sydøstlig og sydlig retning, lige til bunden af Hrutafjord. Det udgør kun seks hrepper og er nu delt mellem fire præster. Af sognene har det nordligste, Ånæs (Árness) sogn, uden sammenligning den betydeligste udstrækning. Dette, der tillige udgør én hrepp, vil det måske være passende at betragte for sig først. For dette sogns større nordlige halvdels vedkommende er forholdene omtrent de samme som på de hidtil omtalte «Strande«; der findes her kun ganske enkelte gårde med lang afstand mellem hver og uden nogen indbyrdes forbindelse, da de mellemliggende fjælde er så at sige ufremkommelige — nord for Trekyllisvigen, siger sognebeskrivelsen, kan man selv om somren næppe komme med heste fra den ene gård til den anden. Af gårdene er Skjalda- (nu Skjaldar-)bjarnarvig (— vík) den nordligste; den ligger ved vigen af samme navn, som skærer sig ind straks østen for Gejrolvsgnup; i sognebeskrivelsen roses gårdens land overordenlig, fårene f. eks. skal her malke vidunderlig meget og længe. I Skjaldabjarnarvig bosatte sig den tidligere omtalte Skjalda-Bjørn; han var en vældig viking ved navn Hellu-Bjørn, der fik benævnelsen Skjalda-Bjørn, fordi han på sin landnamsfærd førte et aldeles skjoldbesat skib til Island, med hvilket han landede i Bjarnarfjord (— fjörðr). Bjarnarfjord er en smal, lille fjord sydøst for Skjaldabjarnarvig. Vigens østlige begrænsning udgøres af en tange, hvorpå der ligger tre banker eller høje, kaldte »Þúfur« (ɔ: tuer), i den ene af disse ligger i følge sagnet hans skib, i den anden hans gods, i den tredje han selv. — En mils vej øst for Bjarnarfjord ligger Drángar; fra denne gård ligger en vej i sydvestlig retning over østerenden af Drangajøkel ned til Skjaldfannardal på Langadalsstranden (Isf.); den skal kun kunne befares midt om somren, og benyttes som tidligere anført mest af folk fra Isefjordsdybet, når de hente drivtømmer. Om Erik den røde, Grønlands senere opdager og bebygger, og hans fader Torvald siges det, at de ved ankomsten til Island fra Norge tog land på Hornstrandene og boede på Drangar, hvorfra så Erik senere efter faderens død flyttede til Haukadal (D.). — Sydøst for gården Drangar strækker Drangafjæld, et af denne egns højeste og værste fjælde, sig frem mod søen; længst ude mod søen hæver sig i en række op fra fjældet de syv dranger, den ene bag ved den anden. Det er høje fjældtinder, der aftage i størrelse undtagen den yderste, som er megei høj; på to steder kan de mellemliggende kløfter eller pas (skörð) passeres; også længere inde fører en vej over fjældet .

Syd for Drangafjæld kommer Drángavík med en gård af samme navn; den derpå følgende Eyvindarfjord ( —fjörðr) er derimod ubebot. Syd for Evvindarfjord ligger den betydelig større Ufejgsfjord (Ú- eller Ó-feigsfjörðr); øst for denne skærer Ingolvsfjord (Íngólfsfjörðr) sig ind; hver af disse sidste to indeholde et par gårde. Disse tre fjorde bærer navn efter tre brødre, der tog land på Strandene og hver besatte sin af disse fjorde (Ldn., Grt.). Fra Ofejgsfjord ligger en vej mod vest til Isefjordssyssel .

Hvad rigdom på drivtømmer og i det hele naturforholdene angår, finder naturligvis også en gennemgående overensstemmelse særlig sted mellem Isefjords-Strandene og den nu beskrevne nordligste strækning af Ånæs sogn. Dog nævner sognebeskrivelsen drivtømmer som en vigtig indtægtskilde for sognet i det hele taget og fremhæver den dygtighed, som disse egnes beboere have i at forfærdige trækar, som afsættes vidt omkring — en kunst, som allerede E. O. roser dem for (s. 500). Også gælder det om sognet i dets helhed, at det fugtige og tågefulde vejr om somren, så snart nordenvinden hersker, er til stor skade for høhøsten; havis er vel en jævnlig gæst her, dog synes den i den senere tid (i følge sognebesk. 1852) både at være kommen sjældnere og i mindre mængde end tidligere; jo senere den kommer, desto senere går den bort — man har således eksempel på, at den først er kommen i slutningen af april og ikke været helt borte før midt i avgust.

Mod øst er Ingolvsfjord adskilt ved hoje fjældstrækninger fra de tre følgende fjorde Trekyllisvig (Trékyllisvík), Reykjarfjord (Reykjarfjörðr) og Vejdeleysa (Veiðileysa, i sagaerne stundum Veiðilausa), der skærer sig ind fra nord til syd. Øst for Ingolvsfjord gør nemlig kysten en bestemt bøjning mod syd, og beskylles tillige nu ikke længere af det fuldstændig åbne hav, men af den såkaldte Floe (Flói), den store bugt eller fjord, der ligger mellem Stranda syssel og den nordligere del af Hunavatns syssel, og som efter det forskellige strøg benævnes enten Strandafloe (—flói) eller Hunafloe (Húnaflói). Det er derfor naturligt nok, at, som det synes at fremgå af Grt. (s. 13), denne del af Strandene er bleven benævnt Syd- eller Ind-strandene i modsætning til den nordligere kyststrækning. — Ved bunden af den forholdsvis korte og brede Trekyllisvig, der mod nordvest udsender en mindre fjord, står præstegården Ånæs (Árnes) med tilhørende kirke; denne gård afgiver et glædeligt eksempel på, hvorledes omhyggelig behandling af æderfuglevarp i kort tid har kunnet forvandle et uanseligt kald til et af landets betydeligste. I følge Grt. var Ånæs bolig for Erik snare, hvis landnam strakte sig fra Ingolvsfjord til Vejdeleysa (det meste af denne fjord medindbefattet). Medens Eriks søn Flose boede her, skete det, at nogle købmænd led skibbrud i vigen; disse byggede sig af vraget et nyt skib, med hvilket de virkelig også senere stak i søen for at forlade landet; men det var naturligvis kun dårligt, og af dets brede og korte form kaldte man det Trékyllir (ɔ: træsækken), hvorefter vigen (der også oftere nævnes alene Vík) så fik navn. I den nordlige del af tunet på Ånæs ved bunden af Trekyllisvig viser man endnu tomterne af Trékyllisnaust; det har været 12 fv. langt og 3¼ fv. bredt, — her, siger man, er skibet Trekyllir blevet bygget og har haft sin plads. Ånæs ligger nord for Ånæså, der kommer fra den lille Ånæsdal, som i vestlig retning strækker sig op fra Trekyllisvigens bund. Lige over for, på åens sydlige bred, ligger gården Bæ(r), og umiddelbart øst for denne ved vigens kyst Finnbogastad (Finnbogastaðir) — alle tre gårde meget nær ved hverandre, for de to sidstes vedkommende nå tunene endog næsten sammen. Finnbogastad har navn efter Finnboge den ramme, som i følge Finnboges saga (Finnb. s. 75 flg.) tilbragte den sidste del af sit liv her som Trekyllisvigens høvding; hans stadige fjende Jökul fra Vatnsdal (Hv.) sender to gange en snigmorder for at røve hans liv, men Finnboge dræber lykkelig dem bægge. Den anden af disse, i sagaen kaldet Torbjørn Sleggfall eller Sleggja, dræber Finnboge under høhøsten på et stykke land, som den første snigmorder havde omhegnet for ham; dette omhegnede landstykke (gerði), hvor Torbjørn faldt, kaldtes derefter Sleggjufall (Finnb. s. 82). Sleggjufall er nu navnet på en ikke ubetydelig klett, der står omgivet af mosegrund et stykke vej sydøst for Finnbogastad. — Senere hen kommer Finnboge i en strid med den, i følge sagaen, østfjordske høvding Brand den raske, der med 25 mand hjemsøger ham i Trekyllisvig. Ved den lejlighed beskrives stedforholdene ved Finnboges gård: Der var ikke synderlig langt mellem fjæld og fjære, oppe lige over for gården var der tre afsatser (hjallar), og man kunde kun komme til gården fra én side: da Brand og hans folk er komne til den nederste afsats, kendes de, medens man tidligere har antaget dem for fremmede, der vilde købe tørfisk. Finnboge går nu ud og op til brekkerne, — der var en stor kløft (gil) og en kam for oven, og kun fra én side kunde man angribe; her stiller Finnboge sig med sin ledsager. Brand vender sig mod ham, men snart får Finnboge hjælp, og Brand nødes til at slutte forlig (Finnb. s. 86 ffg,). — Denne beskrivelse skal ikke kunne passe på den af de syd fra kommende nu benyttede vej, der fra bunden af Reykjarfjord fører over fjældet ned i Ånæsdalen, men skal derimod vise, at Brand har benyttet en ældre, nu aflagt vej til Trekyllisvigen, af hvilken sporene endnu på mange steder ses. Denne vej har ligget op fra den øverste del af Selådalen, der i nordvestlig retning strækker sig op fra den sydligere i Stranda syssel liggende Stengrimsfjord. Derfra har den ført bag om Trekyllishede og Reykjarfjord til sydsiden af Ånæsdalen. Ved sydsiden af denne en mils vej lange dal, lidt oven for dalens midte, findes banker eller højdedrag, som efterhånden blive lavere og nede i dalen helt tabe sig. Denne vej må Brand tænkes at have redet med sin flok; medens han var ved at passere ovennævnte banker, har man kunnet iagttage ham fra alle gårde i vigen.

Sagaen fortæller, at Finnboge lod bygge en stor kirke på sin gård, og at han selv tillige med sin kone blev begravet ved denne. Den af Finnboge byggede kirke antages imidlertid at have været på Bæ; i tunet her påvises nemlig endnu kirkegården med mange endnu kendelige grave. Det er vel derfor rimeligst at antage, at Bæ oprindelig ikke har udgjort nogen fra Finnbogasstad forskellig gård. Fra Bæ til Ånæs skal kirken være flyttet på grund af katolsk overtro. I følge E. O. (s. 494) skal Finnboge den rammes høj vises på gården Finnbogastad , hvad der jo vilde forudsætte en fra sagaens fortælling forskellig tradition; nu skal imidlertid ingen i egnen vide noget om Finnboges høj, men alle antage ham for begravet på Bæ. Ligeledes må det fremhæves, at den antkv. indb. (1817), der ellers er overordenlig omhyggelig i opregningen af høje (optæller 10 sådanne), ikke har nogen Finnboge-høj , men derimod beretter, at Finnboge den rammes grav (leiði) ses på Bæ i den der afmærkede kirkegård, så at man måske tør antage, at beretningen om hans høj er opstået ved en forveksling med det oven nævnte »lejde« . — Finnb.'s beretning om Trekyllisvigens daværende blomstrende tilstand må være meget overdreven; denne, hvori der nu ligger 7—9 gårde, skulde den gang have haft 35.

I Sturlungetiden kommer Trekyllisvigen til omtale, da Tord kakale lagde ud herfra til den store søkamp i Floen mod Kolbén unge, og efter kampen flygtede han ligeledes tilbage hertil forfulgt af Kolbén, så at han med sine folk må søge over fjældene vester på hjem, som hver kan bedst.

Mellem Trekyllisvigen og Reykjarfjorden ligger et forholdsvis stort og bredt næs Reykjanes, for den større vestlige dels vedkommende opfyldt af fjælde; øster efter bliver det lavere, dets sydøstligste pynt kaldes Gjögrstángar. De varme kilder yderst på næsset ved og i selve strandbredden, hvorefter det har navn, skal ikke være betydelige. Syd for Reykjanæs skærer sig ind mod vest den et par mile lange og forholdsvis smalle Reykjarfjord. På sydsiden af denne ligger Reykjarfjords handelssted (tidligere også kaldet Kúvíkr) med én fast købmandshandel. Fra handelsstedet, ligesom fra fjordbunden, ligger en vej op på den godt og vel tre mile brede Trekyllishede, der strækker sig op fra Reykjarfjorden i sydvest, og hvorover en efter omstændighederne god vej ligger mod syd til Stengrimsfjorden. Fra dette højland udgår mod øst et højt, smalt fjæld Kamb (Kambr), der fylder det lille næs, som skiller Reykjarfjord fra den sydligere og langt mindre Vejdeleysa. Ud mod denne fjords sydkyst løbe flere fjælde, af hvilke det østligste er Byrgisvíkrfjall, nord for hvilket gården Byrgesvig (Byrgisvík) ligger, hvorimod der i følge sognebeskr. ikke kendes nogen vig af dette navn. Syd for Byrgesvigsfjældet skærer en lille vig Kolbénsvig (Kolbeinsvík) sig ind, hvor der findes en efter denne benævnt gård. Som omtalt tilhørte største delen af de her omtalte landstrækninger syd for Ingolvsfjord landnamsmanden Erik snare; til ham kom Önund træfod for at få oplysning om, hvilke strækninger der endnu ikke var besatte her (Grt. s. 14). Erik drog med ham ind til sydgrænsen for sit landnam, Ufæra i Vejdeleysa og viste ham, hvor stort et stykke syd for dette der endnu var utaget. Ufæra er (ifg. Svb. Eyjolvssön) navnet på en fremspringende klippe på sydsiden af Vejdeleysa, der omtrent midtvejs ved fjorden går brat ud imod søen, så at man kun med besværlighed kan passere forbi. Hvad der således tilfaldt Önund var de tre vige Byrgesvig, Kolbénsvig og Kaldbaksvig (Kaldbaksvík — ligger i det følgende sogn). Men tillige gav Erik ham hele Vejdeleysa og Reykjarfjord med den tilgrænsende del af Reykjanæs, og Önund havde nu for- uden sin egenlige gård »i Kaldbak« en anden i Reykjarfjord (foruden at være fjordens navn bruges Reykjarfjörðr nu som benævnelse på en gård i fjordbunden). Man havde imidlertid forsømt at træffe aftale om drivgods, og dette medførte senere store stridigheder mellem Erik snares søn Flose og Önunds sønner. Et mordforsøg på en af disse i Reykjarjfjord mislykkes, men senere opstår der en blodig kamp imellem dem i anledning af en ved Rivskær (Rifsker) opdreven hval. Hvalen fandtes først af en af Floses undergivne, som boede på Reykjanæs; således hedder nu den østligste gård på Reykjanæssets nordside, øst for fjældet Reykjaneshyrna; Rivskær, hvis navn (ifg. Svb. Eyjolvssön) er bevaret, ligger længst ude på sydsiden af Reykjanæs, altså ved Reykjarfjordens nordlige kyst. Bonden på Gjögr (således hedder den østligste gård på sydsiden af næsset; i sognebeskr. nævnt som den fornemste plads, hvorfra håkarlefangsten drives) fik imidlertid nys om, at en hval var dreven i land, og sendte ufortøvet sine herrer, Önundssønnerne bud — og således traf bægge partier sammen ved Rivskær. Enden på stridighederne blev, at Önundssønnerne måtte afstå Reykjarfjorden og landet nord for denne, men skulde beholde Kamb.

I ældre tid synes der i følge sagaerne fra disse egne at være drevet et betydeligt fiskeri (sml. således — foruden adskillige af de, ældre forhold skildrende, kilder — også Sturl., f. eks. hvor forholdene i Ávík, som er en af gårdene i Trekyllisvig , skildres (i gl. udg. I., s. 10 ffg.); nu derimod fremhæves fåreavl, håkarlefangst og drivtømmer som afgivende de vigtigste erhvervskilder, hvorimod torsk ikke er hyppig her.

Da Erik snare drog med Önund træfod ind til Ufæra i Vejdeleysa for at vise ham, hvor han kunde tage sig land, kastede Önund øjnene på et stort sneklædt fjæld, som gik frem hinsides fjordene, og kvad en vise om den tunge skæbne at få Kaldbak(-r) til bytte for de forladte agre; dog tog han som omtalt land her — foruden Byrgesvig og Kolbénsvig Kaldbaksvig helt til Kaldbaksklejv (—kleif) og boede i Kaldbak. Kaldbak(r) er nu kun navnet på en gård, der ligger på nordsiden af Kaldbaksvig, som — noget større end Kolbénsvig — skærer sig ind syd for denne. Vigen er helt omgiven af høje stejle fjælde, hver med sit særlige navn. Kaldbak, som Önund træfod kvad om, har vel snarest været det nu Kaldbaksfjall benævnte fjæld, der siges at ligge »nordvestlig ved Kaldbaksvigen« (det vil vel sige: yderst ude ved vigens nordlige kyst). — Langs sydsiden af vigen strækker sig den for rejsende farlige fjældli Kaldbaksklejv; længst i sydøst går fjældet Kaldbakshorn frem mod søen. Vigen er ilde berygtet for sit stormfulde og ublide vejrlig, og fuldstændig snefri er de den omgivende fjælde aldrig. Fjældet Kaldbakshorn (Kallbakshorn) nævnes i Nj. (s. 66), hvor der fortælles, at da den tryllekyndige Svan fra den syd for liggende Bjarnarfjord druknede ved Vejdelausa, syntes de fiskere, som var i Kaldbak (ɔ: gården K.), at se ham gå ind i fjældet Kaldbakshorn, hvor han modtoges med glæde.

Op fra Kaldbaksvigens bund strækker sig en dal Kaldbaksdal(r). Önund træfod døde i følge Grt. i Kaldbak og ligger i Træfodshøj (Trefótshaugr); denne høj vises øverst i Kaldbaksdal. Den omtales, men temlig unøjagtig, af Jon Olavssön (Antkv. Ann. II. , s. 167—68); ved sammenligning af den antkv. indb. og bægge sognebeskrivelserne synes det at fremgå, at højen selv er temlig stor til at være menneskeværk, men at den er omgiven med en sten-indhegning (garðr). I samme dal skal findes flere andre seværdigheder, således en fordum til badning indrettet laug (med tilhugget bassin).

Syd for Kaldbaksvig ligger i række fra nord til syd fire gårde (Eyjar den nordligste), hvorefter ved Bjarnarfjorden (Bjarnarfjörðr) igen en større indskæring af kysten forårsages. Den herværende landnamsmand Bjørn var i følge Laxd. Höskulds svigerfader; Bjørns søn tar Svan, som boede på Hóll eller — som gården også efter ham kaldtes — Svanshóll i Bjarnarfjord. Navnlig i Nj. omtales Svan nærmere; han var Hallgerds morbroder og beskyttede ved trolddom den onde Tjostolv, som Halgerd havde sendt til ham, så at Usviver ikke kunde få ham i sin magt. Svanshóll er navnet på en gård, der ligger noget oven for fjordbunden. Op fra fjorden strækker sig flere dale, deriblandt en Goddal (Goðdalr); til denne knytter sig sagn om, at en gode skulde være højlagt her, og flere andre oldtidsbegravelser vil man påvise her i egnen. I Bjarnarfjord findes flere varme kilder, hvoriblandt den til badning indrettede Klúkulaug er den mærkeligste (se E. O.: Klunkelaug s. 386). — På sydsiden af fjorden ligger kirkestedet Kaldrananes (ældre: Kallaðarnes); i følge almindeligt sagn (se bægge sognebeskrivelser) skal der tidligere have ligget en gård »á Eyrum« noget nærmere fjordbunden end Kaldrananæs. Er dette rigtigt, da er det formodenlig denne, der tænkes på i den bekendte fortælling om Selkolla (Bsk. s. 604 ffg.), og udgiveren har da næppe ret i at forandre håndskriftets »á Eyrum« til »á Eyjum«.

Imellem Kaldrananæs og Stengrimsfjorden skiller et forholdsvis kort og bredt næs bestående af et lavere højland, som tilsammen kaldes »Halsene« (Hálsar); i sagaerne betragtes hele strækningen som udgørende én hals; således tales både i Laxd. og Nj. om halsen mellem Stengrimsfjorden og Bjarnarlfjorden, og i følge Nj. voldte Svans trolddom Usviver forskellige genvordigheder her, så at han nødtes til at vende om uden at kunne nå til Bjarnarfjorden og hævne sin søn Torvalds drab på Tjostolv. Over halsene ligger en alfarvej af omtrent en halv mils længde; de er for en stor del opfyldte med udstrakte mosestrøg (flóar), men derimod ikke meget bratte. I følge den antkv. indb. vises på Bjarnarfjordshals (mellem Skard i Bjarnarfjord og Stengrimsfjord) Selkollusteinn, sagaens Miklasteinn, hvor denne onde ånd først kom til syne.

Sténgrimsfjorden (Steingrimsfjörðr), der er den langt betydeligste af Stranda syssels fjorde, skærer sig syd for halsenæsset i en længde af flere mil i nordvestlig retning ind i landet. Langs fjordens nordkyst, den såkaldte Selströnd, ligger en række gårde, af hvilke måske Hafnarhólmr — her et Akranes med indhegninger — og det øst for liggende Gautshamar (bægge nær fjordmundingen) kan nævnes; mellem disse gårde vises nemlig Selkollutóptir, hvor biskop Gudmund for sidste gang manede Selkolla ned. — Så vel på Selstranden som ved Eyjar tyder i øvrigt forskellige stedsnavne og traditioner på, at egnen tidligere har været hjemsøgt af franske og spanske voldsomme og røverske sømænd.

Nær Stengrimsfjordens bund strækker en større dal, Selådalen (Selárdalr, Nj.), sig i nordvestlig retning op fra fjorden; ned mod dalmundingen her fører den nord fra kommende Trekyllishede-vej. Lidt østligere ligger gården Bassastad (Bassastaðir), hvorfra Usviver lagde op på halsen til Bjarnarfjord. — Op fra bunden af Stengrimsfjorden strækker sig en ret betydelig, jævn og grønlig dal Stadardalen, der indeholder adskillige gårde; en af de nederste er præstøgården Stad (Staðr) med tilhørende kirke; gården står på flad grund, og så langt fra fjorden, at denne netop skimtes. Det er utvivlsomt denne dal, der i Nj. (s. 52) kaldes Ljotådalen (Ljótárdalr) — Usviver rider på toget mod Svan til Stengrimsfjord og til Ljotådal og derfra til Selådal og så til Bassastad og derfra over halsen til Bjarnarfjord — , ja navnet synes endnu at være bevaret som benævnelse på den øvre del af dalen; i det mindste anfører den antkv. indb. (1818) en høj »nær Skerpingsstad i Ljotådal«, og Skerpingsstad (Skerpingsstaðir) er i følge Jh.'s jt. en ødegård, der ligger mellem præstegårdens to hjålejer længst oppe i dalen.

Til Stadardalen fører den tidligere nævnte fra Langadalsstranden (Isf.) udgåede Stengrimsfjordshede-vej; over en temlig brat skråning skyder den i vel anlagte bugtninger ned mod dalens bund, hvor de forskellige kløfter eller sænkninger i fjældheden, som den rejsende alt i nogen tid har haft for øje, samler sig til en regelmæssig dal, lidt oven for den øverste gård. Desuden fører også fra Stadardalen en vej over Kollabudahede mod syd til Torskefjorden (Bst.).

---