Norges kongerække

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Norges kongerække

(Nóregs konungatal)

Et hyldestdigt om den islandske stormand Jon Loftson († 1197) digtet af en anonym, samtidig skjald.

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915

---

1.

Enhver skjald,

der skønner digtning,

gør sin pligt

og glæder folk —

særligt hvis

de samme folk

er færre nu,

end de før har været.

 

2.

Man ror først

fjernt fra hvalen —

til sidst dog

søger man nærmere;

min agt er

at efterleve

disse ord

i dette lovkvad.

 

Halvdan Svarte væbner sig til strid

3.

Først vil jeg

— hvis folk lytter —

hér nævne

Halvdan Svarte;

den hu-djærve

havde dengang

en frygtløs

førstearving.

 

4.

Og Harald,

den hårfagre,

krævede snart

kongenavnet;

Halvdan lå

i laksens hal —

druknet under

et dække af is.

 

5.

Grav og høj

blev gjort til ham

på krigsramte

Ringerike;

halvt voksen

tog Halvdans søn

fuldmodigt

sin fædrene arv.

 

6.

Han fandt snart

at slægtens fædres

arvejord

var utilstrækkelig;

med magt søgte

sogningers hersker

så grisk mod

guldets delere,

 

7.

at alt land

fra Elven i syd

til Finnmark

var fyrstens eje;

først af alle

opnåede han

at have magt

i hele Norge.

 

8.

Gramen fik,

— gavmild var han —

mange børn

som modnedes vel;

kongers slægt

må siden regnes

helt til Harald

den Hårfagre.

 

9.

I syv-ti

og tre vintre

var Tunds viv

tilkendt kongen,

inden Lokes

eneste datter

stjal livet

fra storfyrsten.

 

10.

En høj blev

til Haralds minde

rejst vældigt

på Rogaland;

hermed skal

hildingens navn

— Halvdans søns —

huskes længe.

 

11.

Kongsnavnet

blev nu Eriks

— Blodøkse —

med bønders vilje;

fem vintre

fandt man Erik

— våbenvant —

som vældets leder.

 

12.

Vestfra kom

den vellidte —

Adalsteins

enefostre;

Håkon bød

sin bror give sig

halvdelen

af hele arven.

 

13.

Men Erik

— altid hævngrisk —

flygtede væk

fulgt af sønner;

hersers åg

— den hårdt rådende —

så aldrig

siden landet.

 

14.

En tid lang

blev landet styret

med handlekraft

af Håkon ene;

den ry-stærke

stod med magten

seks vintre

og siden tyve.

 

Håkon den Gode i strid på Fitjar

15.

Gramen stod

i strid på Fitjar

mod Eriks

arvtagere;

kampens træ

blev truffet i armen,

da fyrsten drev

de flygtende væk.

 

16.

Det ringe sår

— regner jeg med —

dræbte snart

den djærve høvding;

hellen dér,

hvor Håkon døde,

lyder nu

lofdungens navn.

 

17.

På Sæheim

blev siklingen lagt

i gravhøj

af gæve bønder;

her lod folk

Haralds arving

— livløs —

ligge efter.

 

18.

Jeg har hørt

at Harald vandt

magt og land,

men mager åring;

Gunhilds søn

— Gråfeld — ledte

Norges land

i ni vintre,

 

19.

før Gorms søn

og Guld-Harald

nedlagde

navnefællen;

han lod sit liv

ved Limfjorden

— den sikling —

sydpå ved Hals.

 

20.

Harald faldt,

og håndfaste

Håkon Jarl

tog Højs kone;

og Tunds viv

tilkom fyrsten

i to-ti

og tretten vintre.

 

Jarl Håkons død

21.

I Gauldal

blev en god død

ikke undt

Eriks fader,

da Kark Træl

med kniven skar

hattens plads

af Håkon Jarl.

 

22.

Hærmænds æt,

som hævdede loven,

greb da til

det gavnligste råd;

dér nordpå

i Norge gav man

kongenavn

til en kristen mand.

 

23.

Olav tog

— Tryggves arving —

mandstærkt

magten i landet;

fem lande

blev på få vintre

kristnet af

krigervennen.

 

24.

Kun i fem

Fafners skader

blev landet

ledet af Olav,

før Erik

med overmagt

bød kongen

at bruge våben.

 

25.

Sværdets storm

var strid og lang,

før Ormens folk

blev overvundet;

Dér, hvor Olav

endte sit liv,

er siden kendt

som Svolderbugten.

 

26.

Tolv vintre

stod vennesæle

Erik Jarl

for Yggs kvinde,

før fyrsten

fór fra landet

— hæderfuldt —

over havet vestpå.

 

27.

Eriks drøbel

blev overskåret

før fyrstens

færd til Roma;

blandt angler

fik jarlen vestpå

da bane

af blodtabet.

 

28.

Da hævdede

Håkon og Sven

løsøre

og land som deres;

to vintre

— fortæller folk —

var Eriks arv

i jarlernes magt.

 

29.

Fra vest kom

en konges søn

til landet

med en lille hær;

og Olav

og jarlen mødtes

siden midt

i Saudungssund.

 

30.

Her måtte

Håkon sværge

de eder,

Olav krævede,

at Strids-Balder

på stedet opgav

sin odelsjord

indtil døden.

 

31.

Olav bød

øst for Nesjar

Håkons søn

den hårdeste strid;

med få folk

flygtede Sven

— sejrsløs —

snart fra landet.

 

32.

Ene mand

stod Olav Digre,

lovprist,

med landet samlet;

Haralds søn

stod hæderfuldt

femten vintre

for fjeldlandet.

 

33.

Kraftfuldt kom

Knud den Store

med guldpenge

til gæve bønder;

lendermænd

lovede han guld

i stort mål

for at styrte fyrsten.

 

Kong Olavs fald på Stiklestad

34.

Mod kongen

lod Kalv og Tore

— ætstore —

stille en hær;

de betvang

trønders fyrste

på Stiklestad,

som stedet kaldes.

 

35.

Men helt klart

var helligkongen

en kær ven

af Kristus selv;

i Kristkirken

kender alle

et helligt skrin

med Haralds arving.

 

36.

Alfifas søn

— Svend — kom til

og holdt seks

snogens plager;

venneløs

valgte han flugt

— Knuds søn —

fra kongedømmet.

 

37.

Kong Olavs

eneste søn

— den Gode — kom

fra Gardar i øst;

Magnus vandt

magten igen

og fuld ret

til fædrelandet.

 

38.

Tolv vintre

virkede Magnus

uden svig

til alles vel;

sygdom slog

sogningers drot —

den gæve mand

mistede livet.

 

39.

Fyrstens død

var folkets sorg,

og han førtes

til faderens grav;

dér nordpå

i Norgesvældet

— i Kristkirken —

blev kongen gravlagt.

 

40.

Nu taltes

ti herskere,

som alle kom

efter Harald;

de mænds liv

har jeg meddelt her,

som det lød

fra Sæmund Frode.

41.

Tilbage står

dog størstedelen

af den sag,

jeg digter om,

og herpå

skal det handle om

den fyrsteslægt,

som fortsat lever.

 

42.

Fordum hed

— fik jeg at vide —

Haralds søn

Sigurd Hrise;

Halvdan var

Hrises arving

og Sigurd Syr

søn af Halvdan.

 

Harald i samtale med Svend Estridsøn

43.

Sigurd fik

en søn med Åsta,

og han bar

Haraldsnavnet;

han stod ene

for det store land

tyve vintre —

den vise konge,

 

44.

før fyrsten

fór med hæren

til England

i overmod;

vestpå faldt

— i våbens larm —

Olavs bror

for engelske mænd.

 

45.

Sin fars arv

tog fredselskende,

årsæle

Olav Kyrre;

kongen stod

for klippelandet

syv og tyve

samfulde vintre.

 

46.

Af svær sot

segnede kongen

— Magnus’ far —

meget tidligt;

også denne

ødling fik grav

i Kristkirken

i købstaden.

 

47.

Inden fik

Olav Kyrre

dog en gæv

og gavmild søn;

ti vintre

— talte folket —

var Yggs viv

underlagt Magnus.

 

48.

Jeg hørte

hæder tilkendt

mange børn

af Magnus Barfod;

hele fem

af hærfyrstens

sønner sås

siden som konger.

 

49.

Endnu ung

fór Øisteins far

over Irland

for at øve hærværk;

hvor flejnen fløj

faldt den snilde

Magnus da

med megen ære.

 

50.

Da blev landet

ledet — siges det —

på samme tid

af tre konger;

næppe vel

vil verden se

— har jeg hørt —

så herlige brødre.

 

51.

Gode Olav,

ung og lovsæl,

lod dengang

sit liv som den første;

kun kort tid

kunne folket

nyde godt

af gramens søn.

 

52.

Kong Øisten

lod indenlands

gøre meget

til gavn og fremgang;

snart voldte

værk i hjertet

døden for

den djærve fyrste.

 

53.

Og begge

brødre lagdes

i jord nordpå

ved Nidåens bred;

højt står dér

i hovedkirken

Olavs skrin

over alteret.

 

Kong Sigurd på vej til Jordanfloden

54.

Sigurd var

siden i live

i længst tid

af de tre brødre;

det var ham,

der hæderfuldt

rejste ud

til Jorsals land.

 

55.

Sigurd var

i seksten vintre

og elleve

øverst i landet;

da måtte

Mørefyrsten

bøje sig

for banesoten.

 

56.

Østpå blev

i Oslo by

den lofdungs lig

lagt i kisten;

jord grønnes

over gramens ben

ved Hallvards

høje kirke.

 

57.

Sigurd fik

en søn og datter —

begge var

virksomme folk;

siden skal

der siges mere

om den datter

af Dalekongen.

 

58.

Snart skal jeg

slutte denne

følge af

fyrsters endeligt.

Sigurds søn

var særlig hadsk;

Magnus hed han,

Harald en farbror.

 

59.

Splid delte

derpå magten

i Norge

blandt nære frænder;

alting blev

endog værre —

mange mænd

måtte bøde.

 

60.

Men Magnus

mistede både

— hæderløst —

helse og sejr;

nu huskes

Harald Gilles

seks vintres

vælde som konge,

 

Harald Gilles jernbyrd

61.

inden mænd

uden hæder

den lofdungs

levned endte;

ved Kristkirken

blev kongers bror

— i Bergen —

båret til graven.

 

62.

Da ledtes

landenes værn

af sønner

af sogningers gram;

kong Øistein

var Inges bror

— snar i kamp —

og Sigurds tillige.

 

63.

Ufred kom

inden længe

til det kendte

kongedømme.

Brødres ed

blev brudt med spyd;

bane blev

bragt imellem dem.

 

64.

Sagesløs

var Sigurd næppe,

da han lod

livet — den tapre;

han dvæler

dér i Bergen

det samme sted,

man stedte hans far.

 

65.

Øistein kom

øst for fjorden

af med livet

for Inges flok;

Af grusjord

blev gramen dækket

— åndeløs —

østpå ved Foss.

 

66.

Inge stod

stadigt ved magten

atten vintre

og andre syv,

før Håkon

med hærfølge

voldte hans fald

i Viken mod øst.

 

67.

I Oslo blev

den ufredsvante

jordhyllet

ved hovedkirken,

men Håkon

herskede ikke

længe over

landet og folk.

 

Magnus Erlingson krones til konge

68.

En arving

til Erling Skakke

var både brav

og båren vel;

ved Inges fald

gav folk i landet

kongenavn

til Kristins søn.

 

69.

Håkon faldt

for hæderlystne

kong Magnus

i Møre nordpå;

fyrstens lig

blev ført til Romsdal

og hyllet

af hellig jord.

 

70.

Kristins søn

— den kampdjærve —

var seks vintre

og sytten konge,

før fyrsten

faldt i kampen

mod Sverre

i Sogn østpå.

 

71.

Nu ligger

liget af Magnus

— den kampraske —

i kirken i Bergen,

og dér ses

Sunnivas skrin —

pragtfuldt gjort

og prydet med guld.

 

72.

Nu ser man,

at Sverre ene

— den kampraske —

råder i landet;

det hele,

som hørte under

Halvdans søns

— Haralds — afkom.

 

73.

Her vil jeg

vende tilbage

til de børn,

Barfod avlede —

den ødling,

som aldrig havde

udvist frygt

for ild og våben.

 

74.

Den døglings

datter var Tora;

en gæv mand

blev gift med hende.

Mest af alt

var Jons moder

sønnesæl —

den søster til fyrster.

 

75.

Hun kom til

— kongens datter —

nøkkens borgs

nævers rige

med gævt sind

i gode tider —

allermest

for islændinge.

 

76.

Og hun blev

— høvdingens søster —

efterlevet

af sin ene søn;

der lyder kun

lovord om ham

som alles ven

og ædelsindet.

 

77.

Uden tvivl

er Jon blevet

agtet mest

blandt Mists træer,

som ærlig

og altid fast,

dér hvor mænd

mødes i trætte.

 

78.

Nu vil ingen

ypperlig mand

kappes med

kongens frænde;

den gode

gulduddeler

er lykke-rig,

som rimeligt er.

 

79.

Hans far blev

af de fleste regnet

som gavmild

og ganske svigløs;

ingen skabt

under skyernes vej

blev anset

som uven af Loft.

 

80.

Og Sæmund

— Sigfussønnen —

udviste

altid snildhed;

som ypperst

i alle dele

blev Lofts far

af folk anset.

 

81.

Alle Oddes

ætmænd bærer

kendetegn

af kongeslægten;

hver en dag

skal dattersønnen

af kong Magnus

møde hæder.

 

82.

Før nævntes

nærved tredive

højbårne,

hædrede mænd;

ubestridt

er alle disse

fyrster her

frænder af Jon.

 

83.

Jeg be’r Krist,

at kongers ven

må få alt,

han ønsker nu

af Gud selv

— den glædens yndling —

og nyde held

i hele sit liv.