Norges Kongerække på Vers (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 10

Norges Kongerække på Vers
forfattet af Sæmund Frode

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1835

1.
I Skjalde, som rigtig
Rime ville,
Pligt opfordrer
Folk at glæde,
Allerhelst om
De ere nu
Færre end de
Før have været.

2.
Først bør man fjærnes
Fra sit Maal,
Men det naae
Nær før man slutter;
Disse Ord
Ved dette Kvad
Agtet jeg har
At efterligne.

3.
Først jeg vil,
Hvis Folk lytte,
Denne Sang
Saa begynde:
Snild i Hu
Halfdan Svarte
Tapper Arving
Efterlod.

4.
Kappelysten tog
Kongenavnet
Harald snart
Den Haarfagre,
Da Halfdan
Druknet var,
Falden under
Iis i Vandet.

5.
Og han er
I høj nedlagt,
Paa det stridbare
Ringerige,
Men barnung
Halfdans Søn
Fik ærgjerrig
Fædres Arv.

6.
Ej han det ene
Eje vilde
Hvad af Forfædre
Faaet han havde;
Saa mægtig var
Sognboers Konning
Og gjerrig mod
De Gavmilde (1).

7.
At hele Landet
Mellem Elven
Og Finmarken
Kongen ejed;
Han opnaade
For Norrige
Først af alle
Ene at raade.

8.
Drotten, som gjæv
Gaver uddeelte,
Havde mange
Voxne Børn;
Derfor enhver
Skjoldungs Slægt
Regnes til Harald
Den Haarfagre (2).

9.
Raskest Fyrste
Raadte Vintre
Tre og halvfjerds
For sit Land,
Indtil Asa-Lokes
Eneste Datter (3)
Kom for at rane
Konningens Liv.

10.
Da blev en høj
Efter Harald kastet,
Ret anseelig
Paa Rogaland;
Den Hærførers,
Halfdans Søns,
Navn bestandig
Leve skal.

11.
Erik Blodøxe
Kongenavnet
Brat modtog
Som Boende (4) vilde;
Erik i alt
En og fire
Vintre hersked
Vaabenbehændig.

12.
Indtil vennesæl
Fra Vesten kom
Adalsteins
Eneste Fostre (5),
Og Hakon
Den halve Arv
Heel af sin Broder
Begjerede.

13
Men Erik
Maatte flygte,
Hævnelysten,
Med hans Sønner;
Aldrig haardsindet
Hersers Nedtrykker
Atter siden
Kom til Landet.

14
Kappelysten
Kongedømmet
Hakon ene
Havde en Stund;
Han ærekjær,
I alt, Landet
Sex og tyve
Vintre styred.

15.
Konningen holdt
Slag paa Fitje
Mod Eriks
Arvinger (6);
Han der blev
I Haanden skudt
Ved paa Flugt
Fjenden at jage.

16.
Dette lidet
Saar jeg troer
Døden bragde
Bravest Fyrste;
Siden der
Hvor han døde
Efter Hakon
Helde (7) kaldes.

17.
Men i Høj
Hadelandets
Mænd (8) paa Sæheim
Kongen lagde;
Da forlode
Haralds Arving
Krigere vakkre
Liv berøvet.

18.
Da har jeg hørt,
At Harald tog
Uaarsæl (9)
Jord og Rige;
Graafeld raadte,
Gunhilds Søn,
Vintre ni
For Norrige.

19.
Indtil Gormssøn
Og Guld-Harald
Lod deres Navne
Til Lig blive;
Kongen blev
Sønder ved Hals,
Liv berøvet
I Limfjorden.

20.
Haardsindet tog,
Efter Haralds Fald,
Hakon Jarl
Mod Hars (10) Kone;
Tre og tredive
Vintre denne
Fyrste besad
Thunds (11) Veninde.

21.
Eriks Faders
Endeligt
I Guldalen
Godt ej blev,
Da Trællen Kark
Med Kniv i Haanden
Hovedet
Af Hakon skar.

22.
De, som ved Love
Landet styred,
Den Bedstes Raad
Neppe savned,
Da de nordpaa
I Norrige
Kristen Mand
Til Konge toge.

23.
Og Olaf
Tryggves Arving
Tog hjelperig
Mod Land og Folk;
I faa Vintre
Han fem Lande
Kristnet har,
Menneskers Ven.

24.
Olaf Riget
Har besiddet
Længer ej
End fem Vintre,
Indtil Erik
Med Overmagt
Kongen til
Kamp udfordred.

25.
Inden med alle
Ormen blev ryddet
Stod det Slag
Haardt og længe;
Hvor Olaf faldt
Folket haver
Svolders Vaag
Siden kaldet.

26.
Erik Jarl
Med Ære raadte
Vintre tolv
For Yggs Kvinde,
Før af Landet
Vest over Havet
Ædlingen drog,
Som Venner begaved.

27.
Da blev Eriks
Drøbel skaaren,
Før han til Rom
Rejse skulde,
Og Blodløb
Ledte til Døden
Den vise Jarl
Vest paa blandt Engler (12).

28.
Da hans Lande
Og Løsøre
Svend og Hakon
Til sig toge;
Kun to Vintre
Taltes, hvori
Eriks Arv
De Jarler havde.

29.
Indtil i Land
Med liden Hær
Kongelig Mand
Kom fra Vesten,
Og Olaf
Jarlen mødte
I Saudungs-
Sundets Midte.

30.
Hakon da nødtes
Kongen at sværge
Ed paa det,
Som Olaf begjerte,
At Folkets anfører
Forlade skulde
Odeler egne,
Til hans Alders Slutning.

31. Olaf bød
Øst paa for Næsse
Jarlen Svend
Heftig Træfning;
Med faa Folk
Flygted af Landet
Hakons Søn,
Sejer berøvet.

32.
Hæderrig
Rige og Godser
Olaf fik
Ene, hin digre (13);
Harald den Grønskes
Herlige Søn
Styred femten Vintre
Klippe-Landet.

33.
Med stor Iver.
Mægtig Knud
Gav lyst Guld
Mange Bønder;
For Lensmænd det
Lidt han spared,
For at egen Drot
Forraade de skulde.

34.
Da mod Kongen
Krigsfolk samled
Vel ætbaarne
Kalf og Thorer;
Thrøndernes Fyrste
Fældet blev
Hvor Stiklestad
Stedet nævnes.

35.
Da det erfartes,
At Ædlingen
Krist, som hellig,
Kjær var bleven;
Midt i Krists
Kirke stander
Helligt Skrin
Over Haralds Arving.

36.
Da herskede Svend,
Søn af Alfiva,
I sex Vintre,
Over Landet,
Indtil Knuds Søn
Fra Kongedømmet
Venneløs
Nødtes at flygte.

37.
Ypperlig kom
Østen fra Garde
Konning Olafs
Eneste Søn;
Magnus fik
Megen Vælde
Og sin hele
Odelsjord.

38.
Magnus den Gode,
Mennesker nyttig,
Var, uden Tvivl,
Tolv Vintre Konge;
Indtil i Sygdom
Sognboers Herre
Ypperligst Mand,
Mistede Livet.

39.
Af hver Mand
Højlig savnet
Førtes han did
Hvor Faderen hviler;
I Krists Kirke
Kongelig Mand
Blev nordpaa
I Norge jordet.

40.
Nu har jeg talt
Ti Land-Drotter,
Af dem enhver
Fra Harald nedstammer;
Saa deres Alder
Anførte jeg
Som den vise
Sæmund beretted.

41.
Dog af den Sag,
Som drøfte jeg agter,
End er meget
Meer tilbage;
Nu skal derfore
Forklares om ,
Den Kongeæt,
Som end er i Live.

42.
Det er mig sagt
At Sigurd Rise
Haralds Søn
Fordum kaldtes;
Halfdan var
Rises Arving,
Men Sigurd Syr
Søn af Halfdan.

43.
Da fik en Søn
Sigurd og Asta,
Haralds Navn
Ham blev givet,
Meget viis
Den Drot behersked
Det vide Land
Vintre tyve.

44. Indtil Krigstog
Kongen gjorde
Til England,
Med Overmod;
Vestpaa fælded
I Vaabentorden
Engelske Mænd
Olafs Broder

45.
Fredsommelig tog
Mod Faders Arv
Og aarsæl
Olaf Kyrre (14);
Den Konge raadte
For Klippelandet
Fulde syv
Og tyve Vintre

46.
Alt for snart kom
Udslukkende Livet
Megen Sygdom paa
Magnus's Fader
Og den Ædling
Jordet blev
I Krists Kirke
I Kjøbingen (15).

47.
Men Olaf
Den stille sig
Rask og gavmild
Søn efterlod;
Magnus raadte
For Yggs Kvinde
Efter Folks Tal,
I ti Vintre

48.
Magnus Barfod,
Som jeg hørte,
Havde mange Børn,
Højt anseete,
Den daadsnare
Fyrstes sønner
Vare ej færre
End fem Konger.

49.
Den maalsnilde (16)
Magnus drog
Til Irland
Ung, at hærge;
Ypperlig
Eysteins Fader
Der i Fægtning
Fældet blev.

50.
Det er sagt,
At siden raadte
Folkekonger
Tre for Landet;
Det har jeg hørt
At have næppe
Vakrere Brødre
Været paa Jorden.

51.
Olaf maatte
Ung, den gode,
Først, vel berømt,
Livet miste;
Maatte den
Magnus's Søn
Kun stakket Tid
Folk beholde.

52.
Mest gjorde vist
Hvad gavnligt var
Indenlands
Konning Eystein,
Til Hjerteværk
Den raske Fyrste
Altfor hastig
Døden bragde.

53.
Begge ere de
Brødre lagte
Nordpaa i Landet
Paa Nidelvens Bred,
Der staaer højt
I Hovedkirke
Over Altret
Olafs Skriin.

54.
Men Sigurd
Siden leved
Allerlængst
Af de Brødre;
Han som af Landet
Ud til Jorsal
Navnkundigst Tog
Har foretaget.

55.
Ypperlig
Sigurd raadte
Tyve og syv
Vintre for Riget,
Indtil folkdræbende
Helsot skilte
Ved sit Liv
Mørers hersker.

56.
Østerpaa
I Oslo Bye
Lagt er i Kiste
Kongens Lig,
Frisk groer Jorden
Over Fyrstens Been
I Hallvards
Høje Kirke.

57.
Efter bedaget
Sigurd leved
Søn og Datter
Sødskende tvende;
Dølernes Konnings
Datter skal
Siden her
Nævnet vorde.

58.
Nu det snart
Paa Helding er
Med at erindre
Afdøde Fyrster;
Sigurds Søn
Kaldtes Magnus
Hævnelysten, men
Harald Broder.

59.
De meget uroligt
Rige havde,
Nærbeslægtede,
I Norrige;
Alt gik værre
End være skulde,
Mange undgjaldt det
Mellem dem.

60.
Indtil Magnus
Mistede baade,
Uden Hæder,
Hilsen og Sejer;
Det veed enhver,
At Harald Gille
Var sex hele
Vintre Konge.

61.
Indtil paa hans
Levedage
Uhæderlig
Ende gjordes;
Han er i Krists
Kirke jordet,
I Bergens By,
Broder til Konger.

62.
Som jeg har spurgt
Sognboers Konnings
Sønner Landet
Siden værged;
Eystein var
Inges Broder,
Til Angreb snar,
Men Sigurd den anden.

63.
Som bekjendt
Deres Rige
Ikke længe
Stod i Fred,
Thi de Brødre,
Som brøde Eder,
Banespyd
Bar mod hinanden.

64.
Ei sagesløst
De Sigurd havde,
Tapper Mand,
Liv berøvet;
Ham i Jorden
Hos sin Fader,
I Bergens By
Beredtes Hvile.

65.
Eystein blev
I Øst af Fjorden (17)
Af Inges Flok
Skilt ved Livet,
Nu er den Ædling
Bedækket af Jord
Og afsjælet
Østpaa ved Fors.

66.
Inges Rige
Stod urokket
Atten Vintre
Og andre syv,
Indtil Hakon
Af Hær ledsaget
Østpaa i Vigen
Inge fældte.

67.
Den kampdjærve
Konning i Oslo
Tilhylles af Jord
I Hovedkirken,
Men Hakon kun
Maatte raade
For Land og Folk
En liden Stund.

68.
Thi den skjæve
Erling havde
En væn Søn
Og velbaaren,
Efter Inges Fald
Folket gav
Kristines Søn
Kongenavnet.

69.
Paa Møre, i Nord,
Magnus da
Hæderbegjerlig
Hakon fældte;
Vennesæl Drot
Med viet Muld
I Romsdalen
Blev tildækket.

70.
Dristig i Krig
Kristines Søn
Var i sytten
Vintre Konning,
Indtil ypperlig
Østpaa i Sogn
Sverre fælded
Tapper Drot.

71.
Nu er kampdjærve
Magnus's Lig
Lagt i Grav,
Under Templet
I Bergen, hvor
Beslaget med Guld
Sunneves Skriin
Sees at glimre.

72.
Vel det nu sees,
At Sverre raader,
Udbredende Skræk,
Ene for Riget,
Heelt, som det
Havde ejet,
Halfdans Søns,
Haralds Slægt.

73.
Dog skal jeg end
Noget mere
Om Barfods
Børn fortælle, —
Hans, den Ædlings,
Som aldrig for
Ild eller Jern
Frygtet havde.

74.
Denne Konges
Datter Thora
Med en ædel
Mand var gift,
Hun især,
Som Jon fødte
Var sønnesæl (18),
Søster til Konger.

75.
Kongens Datter
Kom retskaffen
Til det efter Isen
Opkaldte Land,
Ædelsindet
I god Tid,
Allerhelst
For Islands Folk.


76.
Thi avlet blev
I Ægteskab
Eneste Søn
Af Søster til Konger,
Ædelhjertet
Menneskers Ven,
Som af alle
Mænd berømmes.

77.
Der er og vist,
At oprigtig
Jon størst Hæder
Stedse skal
Vinde, hvor
Hædersmænd
Sager mellem
Sig afgjøre.

78.
Nu med Kongens
Frænde tør
Ingen, nok saa kraftig,
Kæmpe trætte;
Rig paa Lykke,
Som rimeligt er,
Vorder vennesæl
Skattes Uddeler.

79.
For gavmild
Og uden Svig
Ansaaes Hans Fader
Af fleste Mænd;
Under Himlen
Lopt ej vidste
Sin Uven
Født at være.

80.
Men Sæmund
Sigfussøn
Viisdom bevidst
Var sig stedse,
Fader til Lopt,
Og Folk han tyktes
Ypperst i
Alt at være.

81.
Oddeboers
Hele Slægt
Knyttes med Pryd
Til Kongers Stamme
Ved Kong Magnus's
Dattersøn
Som meer end daglig
Ved Daad gavner.

82.
Før jeg nævned
Næsten tredive
Højbaarne Mænd
Og af Hæder rige;
Uden al Tvivl
Alle de Konger
Til Jons Slægt
Regnes kunne.

83.
Nu beder jeg Krist,
At Kongers Ven
Faaer det alt ,
Han ønske sig,
Givet til Held,
Af Gud selv,
Al sin Alder
Og sig fryde!

---

Noter:

1) Eller: de som uddele Rigdom (Fyrster eller Rigmænd).
2) Saaledes vise Stamtavlerne endnu at det nærværende danske Kongehuus (og flere) nedstamme fra Harald Haarfager.
3) Hel, Dødens Gudinde.
4) Landets bosatte Indbyggere.
5) Fostersøn.
6) Sønner.
7) Flad Klippe (Hákonarhella).
8) eller blot Hølder (rige Odelsbønder eller Adelsmænd).
9) ikke heldig med gode Aar i Landet.
10) D.e. Odins. Jorden kaldes hans hustru.
11) Ligeledes (dvs som note 10).
12) Englændere (Engler, Ænglar).
13) Eller Tykke.
14) Den stille.
15) Staden Nideros eller Throndhjem.
16) Veltalende.
17) Folden eller Foldefjorden.
18) Lykkelig ved en en eller flere ypperlige Sønner.