Det norske Folks Historie bind 5 - Haralds Tog til Vendland, krigerske Virksomhed i Vesten, og Rejse i Nordiishavet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Det norske Folks Historie bind 5

Haralds Tog til Vendland, krigerske Virksomhed i Vesten, og Rejse i Nordiishavet

av Peter Andreas Munch

Mangelen paa omstændelige Beretninger om Haralds Krigsforetagender i Tiden fra 1051 til 1061 maa vel, som vi allerede ovenfor have antydet, for en stor Deel tilskrives Tidens egen Fattigdom paa Krigsbegivenheder, hvoraf man igjen kan slutte, at Krigen selv førtes uden synderlig Kraft, deels fordi man paa begge Sider var udmattet, deels fordi de kirkelige Anliggender og Forhandlinger, som vi ovenfor have skildret, optoge begge Kongers Tid, og i Aarene 1051, 1052 og 1053 fornemmelig maa have givet Sven meget at skaffe. Imidlertid kan man dog ikke vel antage, at noget Aar er gaaet hen uden at Harald har hjemsøgt Danmark, da Sagaerne og de samtidige Skaldevers udtrykkeligt berette at Harald hvert eneste Aar herjede Danmarks Kyster. Men der tales ogsaa om at han ofte kun havde faa Skibe, og dette var sandsynligviis i denne Aarrække oftest Tilfældet. Heller ikke gjaldt Toget altid Danmark selv, men man seer af Mag. Adam, at Harald ogsaa udstrakte sine Herjetog til Vendlands Kyster. Dette synes navnligt at være skeet strax efter 1053, da den vendiske Fyrste Godskalk havde egtet Sven Ulfssøns Datter, og stillet sig i det nøjeste Afhængighedsforhold af den bremiske Erkestol. Maaskee at Harald oftere gjentog disse Tog til Vendland, thi Mag. Adam siger i det mindste, at han udstrakte dem til hele det vendiske Kystland, og især er det rimeligt, at han har søgt at faa den gamle danske Besiddelse, Landskabet Jom med Borgen Jomsborg, i sin Magt. Men ingensteds ellers tales der noget nærmere derom. At Harald imidlertid heller ikke paa andre Kanter var ledig, og maaskee alene af den Grund førte den danske Krig med mindre Kraft, at han beskjeftigede sig med mere udstrakte Foretagender andensteds, erfarer man af Hentydninger i de irske og engelske Annaler, hvilke, sammenholdte med andre Beretninger, nogenledes lade os ane hans Planer, om vi just ikke erhverve nogen klar Forestilling derom.

Vi have ovenfor nævnt, hvorledes Thorfinn Jarls og Kong Macbeths Herredømme i Skotland truedes af den mægtige Sigurd Jarl i Northumberland, der tog sig ivrigt af sin Frænde Mælkolm af Cumberland, den dræbte Kong Duncans Søn. I Aaret 1054 gjorde Sigurd ogsaa virkelig et Tog til Skotland, baade til Lands og Vands, overvandt Macbeth i et blodigt Slag (27 Juli), hvor ikke færre end 3000 Skotter og, som det synes, endog en Søn af Thorfinn, ved Navn Dolgfinn, skulle være faldne. Sigurd trængte frem lige til Dundee, hvor han blev nødt til at vende tilbage ved Efterretningen om at Northumbrerne selv havde gjort Opstand imod ham og dræbt hans Søn Aasbjørn. Imidlertid havde han dog udrettet saa meget paa dette Tog, at Landskaberne Fife og Lothian vare frarevne Macbeth, og at han kunde overlade dem til Mælkolm, som deres retmæssige Herre.

Sigurd jarls død. Maleri fra 1861 av James Smetham (1821–1889) Commons.)

Kort efter (1055) døde Sigurd Jarl, og blev begraven i den af ham opbyggede, og merkeligt nok, til St. Olaf indviede Kirke i Galmanho.

Hans Efterfølger som Jarl i Northumberland blev Tostig Godwines Søn, da hans egen Søn Valthjof endnu var umyndig. Imidlertid vedvarede Krigen mellem Mælkolm og Macbeth, der blev dreven længer og længer tilbage mod Norden, og endelig mistede baade Liv og Rige ved Lumphanan i Mar (August eller September 1057). Hans Tilhængere toge hans Frænde Lulach til Konge i hans Sted; men ogsaa Lulach blev kort efter slagen og dræbt ved Esse i Strathbolgy (Marts 1058), og Mælkolm satte sig i Besiddelse af Skotland, eller i det mindste af den Deel, som Macbeth havde besiddet. At Thorfinn Jarl deeltog i denne Kamp, er i og for sig naturligt, og bliver endog aldeles vist, naar den i Slaget 1054 kaldne Dolgfinn antoges for hans Søn. At han og Macbeth ikke nu, som tidligere, ved forenede Kræfter kunde gjøre Mælkolm Modstand, maa altsaa forklares deraf, at denne ogsaa efter Sigurd Jarls Død understøttedes fra England. Det siges i det mindste af enkelte, at Sigurd Jarl foretog hiint ovenfor nævnte Tog efter Kong Edwards udtrykkelige Befaling, og da Sigurd var en af Kong Edwards troeste Tilhængere, er det derfor højst rimeligt, at han i at understøtte Mælkolm handlede efter Overlæg med Edward, og for at udføre Planer, som denne ogsaa efter hans Død forfulgte. Under disse Omstændigheder var intet rimeligere, end at Thorfinn Jarl, nu da det gjaldt at gjøre de sidste Bestræbelser for at vedligeholde Nordmændenes Herredømme i Skotland, henvendte sig til sin Lensherre Harald om Hjelp, og at denne heller ikke forsømte Lejligheden til at gjøre sit Herredømme i Vesten gjeldende. Dette forklarer altsaa, hvad vi baade af irske og engelske Annaler erfare, at en norsk Flaade, under Anførsel af Haralds Søn Magnus, og bestaaende, foruden af norske, ogsaa af orknøiske, sydrøiske og dublinske Skibe, viste sig i de skotske og engelske Farvande, for, som det paa et enkelt Sted heder, at underkaste sig Saxland, det vil sige England, eller maaskee snarere den sydlige Deel af Skotland, med Cumberland og Northumberland. Haralds Søn Magnus var paa denne Tid endnu et Barn, og altsaa kun Anfører af Navn: Aarsagen, hvorfor han har sendt ham med, kan neppe være anden, end at lade ham hylde som Konge i det Rige, som paa Toget maatte vorde erobret; men den egentlige Anfører paa Toget har upaatvivlelig været den krigserfarne Thorfinn Jarl, og blandt de norske Høvdinger, der vare med, maa man nærmest tænke paa Magnus’s egen Morbroder Eystein Orre, der tillige som en Søn af Thorberg Arnessøn var Syskendebarn til Jarlens egen Hustru Ingebjørg.

Der udrettedes dog ikke synderligt ved dette Tog, thi det er vist nok, at Mælkolm forblev i Besiddelse af den skotske Trone, og det siges desuden udtrykkeligt i de irske Annaler, at Gud var Magnus i mod i dette Foretagende. Nordmændene kom dog lige ned til Wales, hvis Konge Griffith de hjalp paa et Herjetog mod Englænderne; der tales ogsaa om, at de i Forening med Griffith hjalp den ved Harald Godwinessøns Indflydelse forjagede Jarl Ælfgar af Coventry til at gjenvinde sit Jarldømme (Myrke-Riget), hvorefter hans Landsforviisning tilbagekaldtes. Men hvad Udfald end Toget fik, saa er det dog merkeligt som den første Fiendtlighed, der øvedes, om end middelbart, mellem Kong Harald og hans tilkommende farlige Modstander Harald Godwinessøn, og som det første Forsøg, Kong Harald gjorde paa at skaffe sig fast Fod i England, hvilket han altsaa, trods den i 1048 sluttede Fred, dog ikke har slaaet af Tankerne, og hvortil vi, faa Aar efter, see ham gribe den første Lejlighed, der tilbød sig. Man kan ogsaa antage som afgjort, at Haralds Befalingsmænd, hvor uheldige de end forresten i England selv kunne have været, dog ikke have undladt at hævde hans Herredømme over Sydrøerne og Orknøerne, saa meget mere som Thorfinn Jarl nu ikke paa langt nær var saa mægtig som i tidligere Dage. Dog har Mælkolm neppe været istand til at sætte sig i Besiddelse af Katanes og de nordvestlige Dele af Skotland, førend efter Thorfinns Død, der indtraf nogle faa Aar efter det her omtalte Tog (omkring 1064); og selv da kun stykkeviis, eller Skridt for Skridt, som det nedenfor nærmere skal vises. Mælkolm egtede Thorfinns Enke Ingebjørg, sædvanligviis kaldet Jarlemoder, vistnok for derved at skaffe sig Indflydelse over Thorfinns og hendes unge Sønner, Paal og Erlend, der fulgte sin Fader i Jarldømmet, ligesom hun vel ogsaa paa sin Side fornemmelig rakte Mælkolm sin Haand for af en Fiende at gjøre ham til sine Sønners Beskytter, maaskee især mod Kong Harald selv, hvem hun, Finn Arnesøns Datter, neppe kunde være god, og hvis Lenshøjhed det laa i hendes Sønners Interesse at afkaste.

At Harald kunde foranstalte et Tog af saa stor Udstrækning, viser at han maa have haft temmelig frie Hænder med Hensyn til den danske Krig, og at han ikke har væntet sig synderlig Fare fra Kong Sven. Selv gjorde han ogsaa sandsynligviis paa denne Tid et andet Tog, der vist ikke, som Beretteren derom, Mag. Adam af Bremen, synes at tro, alene udsprang af Lyst til at gjøre geografiske Opdagelser, men som enten nærmest gjaldt Bjarmeland, eller Island, eller endelig kun havde til Hensigt at befæste hans Herredømme over Finmarken og Haalogaland, hvor ikke i flere Aar nogen Konge havde viist sig, og hvor det derfor nok kunde behøves, at han ved sin personlige Nærværelse satte sig i Respekt. Mag. Adam fortæller nemlig, at Kong Harald paa et Søtog søgte at udforske, hvor vidt Nordhavet strakte sig, men at han "paa de mørke Yderkanter foran Verdens Ende nær var med sine Skibe kommen ud i Afgrundens frygtelige Svælg, og med Nød og neppe kom uskadt tilbage". Man maa formode, at Mag. Adam har hørt og tildeels misforstaaet en Beretning om en eller anden Fare, Harald kan have bestaaet i Saltstrømmen eller Moskø-Strømmen, der i hine Dage synes at have været farligere end nu. Men da han ogsaa paa et andet Sted omtaler Haralds Opdagelsesrejse, kan det neppe betvivles, at han paa dette Søtog til sit Riges nordligste Egne ogsaa har sejlet længere mod Nord for at undersøge Farvandene. Vi have i alle Fald her et nyt Beviis paa Haralds Foretagelses-Aand.