Forskjell mellom versjoner av «Guldbringe syssel (K.Kålund)»
(Guldbringe syssel (K.Kålund)) |
|||
| Linje 35: | Linje 35: | ||
| − | Reykjavig er vistnok temlig længe forbleven i Ingolvs familie. Ingolvs søn ''Torsten'' var indstifteren af ''Kjalarnæsting'', og dennes søn ''Torkel måne'', den mand, der ifølge sagaernes vidnesbyrd af alle i den hedenske tid var rigest på kristelige dyder og klarest forudanede kristendommen, nævnes i HGrk. som boende her. Derefter tier i lang tid alle kilder om Reykjavig. I året 1616 tilbyttede ''Kristian den fjærde'' sig den dengang temlig betydelige gård med tilhørende kirke for flere andre jorder<ref>''Magn. Ketilssöns'' Forordninger II, 265; en del af ejendommen synes dog kronen at have besiddet siden 1590 (se ''Finn. Johannæus:'' Hist. eccl. III, 35), i dette år fortrængte nemlig den kgl. befalingsmand Laurids Kruse Orm Narvessön — med hvis moder og tre brødre mageskiftet 1616 foretoges — fra en part af gården Reykjavig.</ref>. Da der i året 1752 indstiftedes et islandsk interessentskab, ''»de nye indretninger«'' kaldet, der som alt omtalt i forskellige retninger skulde ophjælpe landet, gav kongen blandt andet Reykjavig til dette, hvor der så anlagdes klædefabrikker med tilhørende uldspinderier, væverstole o. s. v. Dette anlæg kunde imidlertid ikke bestå, allerede få år efter begyndte det at hensygne, og efterhånden døde fabrikvirksomheden helt hen. — Imidlertid begyndte Reykjavig tillige at få betydning som ''købstad''; allerede fra gammel tid havde umiddelbart ved Reykjavig været et handelssted '''»Holmenshavn«'''. I det 18de århundrede stod handelshusene på en lille ø '''Effersø''' (''Effersey'', egl. ''Örfirisey'' ɔ: en ø, der ved ebbetid er i forbindelse med det faste land); der danner en del af den vestlige begrænsning af Reykjavigs havn; således nævner E. O. (s. 854) blandt øerne ved Seltjarnarnæs »''Örfarsø'', almindelig kaldet ''Effersey'', og af de farende ''Holmen''; thi her står handelshusene, og havnen er der inden for midt mellem den og Reykjavig«. Der fra flyttedes de c. 1780 til Reykjavig, der i året 1786 ved handelens frigivelse for alle danske undersåtter tillige med nogle andre handelspladser erholdt købstadsret <ref>Til handelsstedets forestående flytning fra Effersø til det faste land henvises i en toldkammerskrivelse (af 22/1 1780) til den islandske handelsdirektion — se »Lovsamling for Island« — angående de ulæmper, der befrygtes herved at ville opstå for falkevæsenet i Reylgavig. — At handelshusenes flytning allerede var begyndt året i forvejen, ses af forskellige skrivelser falkonervæsenet vedrørende, hvortil senere vil blive henvist — Om Reylgavigs ophøjelse til købstad se »Lovsamling for Island« V 301 ffg.</ref>. Imidlertid er det en almindelig tradition, der støttes ved flere meddelelser fra forrige århundrede, at handelshusene oprindelig stod på en endnu lidt vestligere liggende holm, der nu ikke er andet end et skær, som kun ved flodtid rager op af søen, og at havnen da har været vestligere end nu, mellem denne holm og det faste land; efter denne holm skulde da handelsstedet have fået sit navn, den benævntes nemlig kun '''Holm''' (''Hólmr'') eller ''Grandholm''. Jærnringene, hvorved skibene blev bundne, skal endnu kunne ses i klipperne paa skæret, vil man påstå. I Espolins årbøger findes Holm et par gange nævnt, idet der fortælles, at mænd (i årene 1619 og 1702) er druknede ved uforsigtig at begive sig ud på ''»Holms grande«''; denne ''»grande«'' er et stenrev, der straks udenfor byen strækker sig ud i fjorden og danner havnens vestlige begrænsning, idet det deler sig i to arme, hvoraf den ene, den nærmere og anseligere, løber ud til Eflfersø, den anden til det omtalte skær eller »holmen«; dette rev ser man altså har været benyttet som den næmmeste vej ud til handelsstedet<ref>At handelsstedet virkelig oprindelig har stået på bemældte lille nu næsten overskyllede holm, synes utvivlsomt efter den bestemthed, hvormed det angives i forskellige pålidelige kilder. — Således udtaler landfoged ''Skule Magnussön'' sig på følgende måde i en af ham forfattet, hidtil udtrykt, prisbelønnet ”''Beskrivelse over Gulbringe og Kjose Sysseler'' 1785, nu i landbohøjskolens bibliotek, der indeholder udførlige og værdifulde oplysninger om de pågældende dele af landet: ”I de ældste tider har handelshavnen været mellem gården ''Eyde'' og den i nord derfra liggende ø ''Akerø'', og handelshusene stået på den der liggende ''Grandholm'' (rettere ''Gammelholm''); denne havn har vel ikke været sikker i vestlig storm, desuden er den hele jordsvær bortblæst af bemældte Gammelholm, som nu ej rækker over vandskorpen uden med lavt vande". — Og i en af det kgl. søkortarkiv 1788 udgiven beretning om ''Islands kyst og havne'' ved ''P. de Løwenörn hedder det om Reykjavigs havn: ”Havnen beholder endnu navn af ''Holmens-havn'', fra den tid at handelshusene stod på nogle små holme, der ligge her, som kaldes ''Granholmene'', men da søen ofte overskyllede disse, hvilket nu dagligen sker, så bragte man dem først på Örfarsø; på denne kan og imellem i meget hårdt vejr søen stå højt, den er dog bebot af et par islandske fiskerfamilier. Både af denne årsag, og fordi det i andre henseender var bekvemmere, bleve magasinerne flyttede lige overfor på det faste land, og stedet var kaldet Rejlgavik”. Hvor tidlig denne flytning fra ”holmen” til Effersø er gået for sig, er derimod ikke så let at se. ''Arne Magnussöns jordebog'' (i det efterfølgende citeret som A. M.; for denne egns vedk. fra 1703) omtaler vel ikke ligefrem beliggenheden af handelsstedet; men af den måde, hvorpå Effersø udførlig beskrives - en ø, der nu er ubebot, men som lige til dens afståelse til ”de nye indretninger” 1752 udgjorde en ikke så ganske ubetydelig landejendom, hvor der foruden en gård stod flere dertil hørende huse (hjålejer) — uden at der med et ord nævnes den ulæmpe for beboerne, som nødvendig synes at måtte følge af et handelshus' beliggenhed der; samt når hensyn tages til den bestemthed, hvormed handelsstedet oftere umiddelbart derefter benævnes som ”Hólmr” eller ”Hólms kaupstaðr” (der påhvilede adskillige af de omkring Reykjavig liggende gårde en høafgift til falkekvæget ”síðan fálkar sigldu í Hólmi”, og beboeren af Reykjavig gård skulde ”láta bera fálkana af Víkr sandi fram i Hólms kaupstað”), — skulde man snarest formode, at handelsstedet endnu den gang stod på sit oprindelige sted. — At det oprindelige sted har været ”holmen”, bekræftes jo også allerede ved handelsstedets navn; ti medens det er let at forstå, at handelsstedet, når det først engang havde erholdt navnet ”Holmens havn", kunde hos handelsmændene og regeringen beholde dette efter at være flyttet til Effersø, er det ikke rimeligt, at det skulde have erholdt denne farveløse benævnelse — endog blandt islænderne — hvis det oprindelig havde været anlagt på Effersø. — ”Holmen” findes det allerede benævnt i Kr. IV.s oktroj angående de islandske havne 1602. — I en fortegnelse over de islandske havne frti c. 1600 (Addit 48,e. foL) findes det besynderlig nok benævnt ''”Bremer holmen”'', hvad der dog måske kan have hensyn til, at holmen oprindelig er bleven benyttet som handelsstation af de nordtyske købmænd, der før handelen monopoliseredes, hyppig besøgte Island. | + | Reykjavig er vistnok temlig længe forbleven i Ingolvs familie. Ingolvs søn ''Torsten'' var indstifteren af ''Kjalarnæsting'', og dennes søn ''Torkel måne'', den mand, der ifølge sagaernes vidnesbyrd af alle i den hedenske tid var rigest på kristelige dyder og klarest forudanede kristendommen, nævnes i HGrk. som boende her. Derefter tier i lang tid alle kilder om Reykjavig. I året 1616 tilbyttede ''Kristian den fjærde'' sig den dengang temlig betydelige gård med tilhørende kirke for flere andre jorder<ref>''Magn. Ketilssöns'' Forordninger II, 265; en del af ejendommen synes dog kronen at have besiddet siden 1590 (se ''Finn. Johannæus:'' Hist. eccl. III, 35), i dette år fortrængte nemlig den kgl. befalingsmand Laurids Kruse Orm Narvessön — med hvis moder og tre brødre mageskiftet 1616 foretoges — fra en part af gården Reykjavig.</ref>. Da der i året 1752 indstiftedes et islandsk interessentskab, ''»de nye indretninger«'' kaldet, der som alt omtalt i forskellige retninger skulde ophjælpe landet, gav kongen blandt andet Reykjavig til dette, hvor der så anlagdes klædefabrikker med tilhørende uldspinderier, væverstole o. s. v. Dette anlæg kunde imidlertid ikke bestå, allerede få år efter begyndte det at hensygne, og efterhånden døde fabrikvirksomheden helt hen. — Imidlertid begyndte Reykjavig tillige at få betydning som ''købstad''; allerede fra gammel tid havde umiddelbart ved Reykjavig været et handelssted '''»Holmenshavn«'''. I det 18de århundrede stod handelshusene på en lille ø '''Effersø''' (''Effersey'', egl. ''Örfirisey'' ɔ: en ø, der ved ebbetid er i forbindelse med det faste land); der danner en del af den vestlige begrænsning af Reykjavigs havn; således nævner E. O. (s. 854) blandt øerne ved Seltjarnarnæs »''Örfarsø'', almindelig kaldet ''Effersey'', og af de farende ''Holmen''; thi her står handelshusene, og havnen er der inden for midt mellem den og Reykjavig«. Der fra flyttedes de c. 1780 til Reykjavig, der i året 1786 ved handelens frigivelse for alle danske undersåtter tillige med nogle andre handelspladser erholdt købstadsret <ref>Til handelsstedets forestående flytning fra Effersø til det faste land henvises i en toldkammerskrivelse (af 22/1 1780) til den islandske handelsdirektion — se »Lovsamling for Island« — angående de ulæmper, der befrygtes herved at ville opstå for falkevæsenet i Reylgavig. — At handelshusenes flytning allerede var begyndt året i forvejen, ses af forskellige skrivelser falkonervæsenet vedrørende, hvortil senere vil blive henvist — Om Reylgavigs ophøjelse til købstad se »Lovsamling for Island« V 301 ffg.</ref>. Imidlertid er det en almindelig tradition, der støttes ved flere meddelelser fra forrige århundrede, at handelshusene oprindelig stod på en endnu lidt vestligere liggende holm, der nu ikke er andet end et skær, som kun ved flodtid rager op af søen, og at havnen da har været vestligere end nu, mellem denne holm og det faste land; efter denne holm skulde da handelsstedet have fået sit navn, den benævntes nemlig kun '''Holm''' (''Hólmr'') eller ''Grandholm''. Jærnringene, hvorved skibene blev bundne, skal endnu kunne ses i klipperne paa skæret, vil man påstå. I Espolins årbøger findes Holm et par gange nævnt, idet der fortælles, at mænd (i årene 1619 og 1702) er druknede ved uforsigtig at begive sig ud på ''»Holms grande«''; denne ''»grande«'' er et stenrev, der straks udenfor byen strækker sig ud i fjorden og danner havnens vestlige begrænsning, idet det deler sig i to arme, hvoraf den ene, den nærmere og anseligere, løber ud til Eflfersø, den anden til det omtalte skær eller »holmen«; dette rev ser man altså har været benyttet som den næmmeste vej ud til handelsstedet<ref>At handelsstedet virkelig oprindelig har stået på bemældte lille nu næsten overskyllede holm, synes utvivlsomt efter den bestemthed, hvormed det angives i forskellige pålidelige kilder. — Således udtaler landfoged ''Skule Magnussön'' sig på følgende måde i en af ham forfattet, hidtil udtrykt, prisbelønnet ”''Beskrivelse over Gulbringe og Kjose Sysseler'' 1785, nu i landbohøjskolens bibliotek, der indeholder udførlige og værdifulde oplysninger om de pågældende dele af landet: ”I de ældste tider har handelshavnen været mellem gården ''Eyde'' og den i nord derfra liggende ø ''Akerø'', og handelshusene stået på den der liggende ''Grandholm'' (rettere ''Gammelholm''); denne havn har vel ikke været sikker i vestlig storm, desuden er den hele jordsvær bortblæst af bemældte Gammelholm, som nu ej rækker over vandskorpen uden med lavt vande". — Og i en af det kgl. søkortarkiv 1788 udgiven beretning om ''Islands kyst og havne'' ved ''P. de Løwenörn'' hedder det om Reykjavigs havn: ”Havnen beholder endnu navn af ''Holmens-havn'', fra den tid at handelshusene stod på nogle små holme, der ligge her, som kaldes ''Granholmene'', men da søen ofte overskyllede disse, hvilket nu dagligen sker, så bragte man dem først på Örfarsø; på denne kan og imellem i meget hårdt vejr søen stå højt, den er dog bebot af et par islandske fiskerfamilier. Både af denne årsag, og fordi det i andre henseender var bekvemmere, bleve magasinerne flyttede lige overfor på det faste land, og stedet var kaldet Rejlgavik”. Hvor tidlig denne flytning fra ”holmen” til Effersø er gået for sig, er derimod ikke så let at se. ''Arne Magnussöns jordebog'' (i det efterfølgende citeret som A. M.; for denne egns vedk. fra 1703) omtaler vel ikke ligefrem beliggenheden af handelsstedet; men af den måde, hvorpå Effersø udførlig beskrives - en ø, der nu er ubebot, men som lige til dens afståelse til ”de nye indretninger” 1752 udgjorde en ikke så ganske ubetydelig landejendom, hvor der foruden en gård stod flere dertil hørende huse (hjålejer) — uden at der med et ord nævnes den ulæmpe for beboerne, som nødvendig synes at måtte følge af et handelshus' beliggenhed der; samt når hensyn tages til den bestemthed, hvormed handelsstedet oftere umiddelbart derefter benævnes som ”Hólmr” eller ”Hólms kaupstaðr” (der påhvilede adskillige af de omkring Reykjavig liggende gårde en høafgift til falkekvæget ”síðan fálkar sigldu í Hólmi”, og beboeren af Reykjavig gård skulde ”láta bera fálkana af Víkr sandi fram i Hólms kaupstað”), — skulde man snarest formode, at handelsstedet endnu den gang stod på sit oprindelige sted. — At det oprindelige sted har været ”holmen”, bekræftes jo også allerede ved handelsstedets navn; ti medens det er let at forstå, at handelsstedet, når det først engang havde erholdt navnet ”Holmens havn", kunde hos handelsmændene og regeringen beholde dette efter at være flyttet til Effersø, er det ikke rimeligt, at det skulde have erholdt denne farveløse benævnelse — endog blandt islænderne — hvis det oprindelig havde været anlagt på Effersø. — ”Holmen” findes det allerede benævnt i Kr. IV.s oktroj angående de islandske havne 1602. — I en fortegnelse over de islandske havne frti c. 1600 (Addit 48,e. foL) findes det besynderlig nok benævnt ''”Bremer holmen”'', hvad der dog måske kan have hensyn til, at holmen oprindelig er bleven benyttet som handelsstation af de nordtyske købmænd, der før handelen monopoliseredes, hyppig besøgte Island. |
</ref>. | </ref>. | ||
Revisjonen fra 9. aug. 2013 kl. 23:03
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Gullbríngu sýsla
[Indbyggerantal c. 6000, Reykjavig indbefattet; uden denne by c. 4000]
Guldbringe syssel, som er navnet på det sydvestligste af Islands 22 sysler, indtager den store, støvleformede halvø, der skyder sig ud længst i sydvest, samt to mindre næs, Alvtanæs og Seltjarnarnæs, nord for denne. Alt længe har det dog i forbindelse med det langt mindre, nordligere liggende Kjos' syssel (Kjósar sýsla) dannet én jurisdiktion — hvorfra landets i Guldbringe syssel beliggende hovedstad Reykjavig imidlertid er udskilt. Dette landområde udgjorde den væsenligste del af de strækninger, som den første og berømteste landnamsmand, Ingolv, tog i besiddelse; selv bosatte han sig i Reykjavig, og det omkring den her anlagte gård nærmest liggende land kom altså til at udgøre hans umiddelbare ejendom.
Alene denne omstændighed taler i høj grad for ved en historisk-topografisk beskrivelse af Island at begynde med Guldbringe syssel, udgående herfra. Men også hensyn til forholdene, som de senere har udviklet sig, må opfordre til det samme. Reykjavig er bleven ligesom den port, hvorigennem adgangen til landet sker, og det midtpunkt, hvorom de andre landsdele, nærmere eller fjærnere, ordne sig. Derved vil man rigtignok — ifg. Ldns angivelse — komme til at begynde beskrivelsen midt i en af landets fire gamle fjærdinger (Sønderlands fjærdingen); men, som det senere nærmere skal udvikles, er den oprindelige grænse mellem Sønder- og Vestlandet meget usikker. Andre kilder give grund til at formode, at den oprindelige grænse mellem de to fjærdinger netop er falden sammen med den nuværende grænse mellem Kjos' syssel og det nordfor liggende Borgefjords syssel — og i hvert fald vilde det være meget ubekvemt at begynde landets beskrivelse med Borgefjords syssel, der står i så mangfoldig og nøje forbindelse med det ovenfor liggende Myre syssel.
Det billede, Guldbringe syssel frembyder for den søvejs fra ankommende, er ikke lysteligt: et vildt bjærglandskab, goldt og øde, uden spor af vegetation, hvor kuppelformige banker, kegler, skråninger, stærkt sønderrevne klippepartier og enkeltstående fjældblokke veksle mellem hinanden — alt af en forunderlig mat grågul eller blålig farve. Et enkelt sted ses oppe i fjældskrænten et skarptfarvet rødgult lille parti, det er svovlminerne ved Krisevig. — Efterhånden som man nærmer sig halvøens yderste pynt Reykjanæs, bliver landet lavt, bedækket med sort, vulkansk sand, hvoraf sortebrune, forbrændte klippeblokke hæver sig op; og idet man drejer om pynten, ses omtrent et stenkast fra land en klippeblok, et uregelmæssig kantet stenspir, rage op af søen — det er Karlen, som i en klippepynt lige over for på næsset har sin tilsvarende »Kerling« (ifølge sagnet begge oprindelig trolde, der røvede de rejsende); til venstre hæver sig udenfor i havet et par mile fra land en foroven flad, stejl klippe Eldø, af de danske sømænd på grund af dens udseende kaldet Melsækken. Lige så uvenlig forbliver foden i støvlen, som man nu sejler op langs med, for, forbi spidsen af den, at dreje ind i den store Faksefjord (Faxafjörðr) — Faxaós (Faksemunding), som den ifølge Ldn. (s. 29) skæmtevis kaldtes, fordi en syderøisk mand Fakse, der var ombord hos Islands tredje opdager, vikingen Ravne-Floke, antog den 18 mile brede fjordåbning for en flodmunding, da han så Snefjældsjøklen lige over for hinsides fjorden; i klart vejr ser man ikke alene dennes majestætiske snekegle, men også fjældrækken indenfor, der strækker sig langs den fjorden mod nord begrænsende halvø —; kysterne af næsset frembyder kun nøgne øde strækninger, hvor en enkelt gang en gård eller en kirke hæver sig op af sandet. Den, som efter at være kommen ind i fjorden har Reykjavig til mål, styrer nu mod øst; halvøens fjælde viser sig nu sete fra nord længere borte og lavere, men snart tiltrækker sig forude Esjas og Akrafjælds blålige, kompakte fjældmasser opmærksomheden, indtil man med disse på venstre hånd løber ind mellem et par små flade øer og derefter befinder sig på hovedstadens red eller havn med en nøgen og skaldet kyst for sine øjne, og byens huse lige for i en lille sænkning og op ad bakkerne til begge sider. — Reykjavig by er beliggende omtrent midt på den nordlige kyst af det forholdsvis smalle Seltjarnarnæs (Seltjarnarnes); fra et ophøjet standpunkt, f. eks. højderne øst for byen, der viser næsset næsten i fugleperspektiv, ser man tydelig, hvorledes det fra øst til vest skyder sig ud i den inderste del af Faksefjorden, svagt hvælvet og bølgeformigt, til alle sider omgivet af hav. For sine fødder har man da Reykjavig, der aldeles bedækker en lille flad slette mellem to banker, og til dels disses sider, mod nord begrænset af fjorden, mod syd af en lille indsø eller — som den på islandsk kaldes — »tjörn«. Fra dennes nordøstlige hjørne løber en lille bæk (lækr) i nordlig retning gennem byen til kysten.
I Reykjavig (Reykjavík, ældre: Reykjarvík, Islb.: Raikjarvic; Vík — Vig — nævnes stedet med den afkortede, endnu hyppig brugte form i den opdigtede Kjln.) betræder man et af de mest klassiske steder i landet, kan man sige, og dog et af de i landets ældre historie sjældnest omtalte. Ved gudernes førelse troede Islands første landnamsmand Ingolv at være bleven ledet til at fæste bo her. Så snart han fik land i sigte, formodenlig langt ude i havet sydøst for Island, kastede han sine højsædesstøtter over bord, med løftet om at bygge hvor de drev i land. Selv landede han i den sydøstligste del af landet, vel 40 — 50 mil fra Reykjavig, men sendte strax folk vester på langs søen for at finde støtterne; og selv fortsatte han trøstig rejsen mod vest, indtil endelig hans trælle i det tredje år efter hans ankomst til landet fandt højsædesstøtterne »ved Arnarhvål — Arnarhváll, yngre: Arnarhóll — neden for heden« (Ldn. s. 37). Dette var signalet for ham til selv næste år at drage »ned over heden« og vælge sig sin bolig, hvor støtterne vare drevne i land, i Reykjavig, og der var i følge Ldn. (s. 37) endnu da de samme højsædesstøtter i ildhuset. — Ethvert sagn om højsædesstøtterne er for længst forsvundet men navnet på stedet, hvor de drev i land, er blevet bevaret. Arnarhol var nemlig indtil efter midten af forrige århundrede navnet på en selvstændig gård i eller umiddelbart ved Reykjavig, men hvis land da henlagdes til det tugthus, der her skulde oprettes, hvoraf senere landshøvdingegården er opstået. Det store Arnarholstun[1] begynder øst for den ovennævnte lille bæk ved dennes nedre løb og strækker sig derfra mod nordøst, med tiltagende højde, ud mod kysten. Sydvestlig i tunet byggedes det senere til stiftamtmandsbolig omdannede tugthus (den nuværende landshøvdingsgård); nordøstligere i tunet stod imidlertid endnu ved begyndelsen af dette århundrede en islandsk gård benævnt Arnarhol. — Fra hvor tunet er højest, strækker en lille pynt sig frem østlig i Reykjavigs havn, hvorpå nu lævningerne af en forfalden skanse står, og her er da vel støtterne drevne op[2]. — Med Ingolvs hjem kan i en vis forstand intet sted i landet måle sig i historisk interesse, og det er, som Eggert Olavssön og Bjarne Povlssön udtrykker sig i deres islandske rejsebeskrivelse[3], hvor de (s. 1040 — 41) fortæller om de ny indretninger, der af Frederik den femte anlagdes her for at ophjælpe fabrikker og manufakturer, »truffet artig ind, at valget faldt på Reykevig, uden at nogen tænkte derpå«, og unægtelig endnu »artigere«, at her efterhånden har udviklet sig landets eneste virkelige by, hovedsædet for hvad det ejer af dannelse og intelligens. Men på den anden side gælder det ikke alene om Reykjavig, men om hele syslet, hvori byen ligger, at disse egne hele den bevægede fristatstid igennem ikke har været skuepladsen for en eneste historisk mærkelig begivenhed.
Reykjavig er vistnok temlig længe forbleven i Ingolvs familie. Ingolvs søn Torsten var indstifteren af Kjalarnæsting, og dennes søn Torkel måne, den mand, der ifølge sagaernes vidnesbyrd af alle i den hedenske tid var rigest på kristelige dyder og klarest forudanede kristendommen, nævnes i HGrk. som boende her. Derefter tier i lang tid alle kilder om Reykjavig. I året 1616 tilbyttede Kristian den fjærde sig den dengang temlig betydelige gård med tilhørende kirke for flere andre jorder[4]. Da der i året 1752 indstiftedes et islandsk interessentskab, »de nye indretninger« kaldet, der som alt omtalt i forskellige retninger skulde ophjælpe landet, gav kongen blandt andet Reykjavig til dette, hvor der så anlagdes klædefabrikker med tilhørende uldspinderier, væverstole o. s. v. Dette anlæg kunde imidlertid ikke bestå, allerede få år efter begyndte det at hensygne, og efterhånden døde fabrikvirksomheden helt hen. — Imidlertid begyndte Reykjavig tillige at få betydning som købstad; allerede fra gammel tid havde umiddelbart ved Reykjavig været et handelssted »Holmenshavn«. I det 18de århundrede stod handelshusene på en lille ø Effersø (Effersey, egl. Örfirisey ɔ: en ø, der ved ebbetid er i forbindelse med det faste land); der danner en del af den vestlige begrænsning af Reykjavigs havn; således nævner E. O. (s. 854) blandt øerne ved Seltjarnarnæs »Örfarsø, almindelig kaldet Effersey, og af de farende Holmen; thi her står handelshusene, og havnen er der inden for midt mellem den og Reykjavig«. Der fra flyttedes de c. 1780 til Reykjavig, der i året 1786 ved handelens frigivelse for alle danske undersåtter tillige med nogle andre handelspladser erholdt købstadsret [5]. Imidlertid er det en almindelig tradition, der støttes ved flere meddelelser fra forrige århundrede, at handelshusene oprindelig stod på en endnu lidt vestligere liggende holm, der nu ikke er andet end et skær, som kun ved flodtid rager op af søen, og at havnen da har været vestligere end nu, mellem denne holm og det faste land; efter denne holm skulde da handelsstedet have fået sit navn, den benævntes nemlig kun Holm (Hólmr) eller Grandholm. Jærnringene, hvorved skibene blev bundne, skal endnu kunne ses i klipperne paa skæret, vil man påstå. I Espolins årbøger findes Holm et par gange nævnt, idet der fortælles, at mænd (i årene 1619 og 1702) er druknede ved uforsigtig at begive sig ud på »Holms grande«; denne »grande« er et stenrev, der straks udenfor byen strækker sig ud i fjorden og danner havnens vestlige begrænsning, idet det deler sig i to arme, hvoraf den ene, den nærmere og anseligere, løber ud til Eflfersø, den anden til det omtalte skær eller »holmen«; dette rev ser man altså har været benyttet som den næmmeste vej ud til handelsstedet[6].
Efterat Reykjavig var bleven sædet for de ny indretninger, fremtræder bestandig klarere regeringens hensigt at gøre denne plads til landets vigtigste by og til sædet for den øverste administration. Allerede 1759 besluttedes anlæggelsen af et tugthus her, og 1764 henlagdes til dette gården Arnarhol, i hvis tun virkelig også tugthuset blev opført; senere nedlagdes det dog atter, og først i de sidste år har Island igen fået et eget tugthus.[7] — År 1785 flyttedes Skålholts lærde Skole til Reykjavig; denne by bestemtes til sæde for biskoppen over Skålholts stift, der snart ved dette bispedømmes sammensmeltning med nordlandets blev biskop over hele Island; og den ny kirke, der nu opførtes i Reykjavig, fik titel af domkirke.[8]
Fodnoter
- ↑ tun ɔ: den dyrkede græsmark, den gården omgivende hjemmemark.
- ↑ Er dette tilfælde, mødes gamle og ny minder her på en underlig måde. Skansen anlagdes nemlig af den såkaldte »Kong Jørgensen«, en dansk æventyrer, der, under krigen mellem Danmark og England i begyndelsen af århundredet, i året 1809 med bistand af et engelsk bevæbnet handelsskib i seks uger opkastede sig til Islands behersker, indtil ankomsten af et engelsk krigsskib igen bragte orden til veje.
- ↑ Reise igiennem Island. Sorøe 1772; her citeret som E. O.
- ↑ Magn. Ketilssöns Forordninger II, 265; en del af ejendommen synes dog kronen at have besiddet siden 1590 (se Finn. Johannæus: Hist. eccl. III, 35), i dette år fortrængte nemlig den kgl. befalingsmand Laurids Kruse Orm Narvessön — med hvis moder og tre brødre mageskiftet 1616 foretoges — fra en part af gården Reykjavig.
- ↑ Til handelsstedets forestående flytning fra Effersø til det faste land henvises i en toldkammerskrivelse (af 22/1 1780) til den islandske handelsdirektion — se »Lovsamling for Island« — angående de ulæmper, der befrygtes herved at ville opstå for falkevæsenet i Reylgavig. — At handelshusenes flytning allerede var begyndt året i forvejen, ses af forskellige skrivelser falkonervæsenet vedrørende, hvortil senere vil blive henvist — Om Reylgavigs ophøjelse til købstad se »Lovsamling for Island« V 301 ffg.
- ↑ At handelsstedet virkelig oprindelig har stået på bemældte lille nu næsten overskyllede holm, synes utvivlsomt efter den bestemthed, hvormed det angives i forskellige pålidelige kilder. — Således udtaler landfoged Skule Magnussön sig på følgende måde i en af ham forfattet, hidtil udtrykt, prisbelønnet ”Beskrivelse over Gulbringe og Kjose Sysseler 1785, nu i landbohøjskolens bibliotek, der indeholder udførlige og værdifulde oplysninger om de pågældende dele af landet: ”I de ældste tider har handelshavnen været mellem gården Eyde og den i nord derfra liggende ø Akerø, og handelshusene stået på den der liggende Grandholm (rettere Gammelholm); denne havn har vel ikke været sikker i vestlig storm, desuden er den hele jordsvær bortblæst af bemældte Gammelholm, som nu ej rækker over vandskorpen uden med lavt vande". — Og i en af det kgl. søkortarkiv 1788 udgiven beretning om Islands kyst og havne ved P. de Løwenörn hedder det om Reykjavigs havn: ”Havnen beholder endnu navn af Holmens-havn, fra den tid at handelshusene stod på nogle små holme, der ligge her, som kaldes Granholmene, men da søen ofte overskyllede disse, hvilket nu dagligen sker, så bragte man dem først på Örfarsø; på denne kan og imellem i meget hårdt vejr søen stå højt, den er dog bebot af et par islandske fiskerfamilier. Både af denne årsag, og fordi det i andre henseender var bekvemmere, bleve magasinerne flyttede lige overfor på det faste land, og stedet var kaldet Rejlgavik”. Hvor tidlig denne flytning fra ”holmen” til Effersø er gået for sig, er derimod ikke så let at se. Arne Magnussöns jordebog (i det efterfølgende citeret som A. M.; for denne egns vedk. fra 1703) omtaler vel ikke ligefrem beliggenheden af handelsstedet; men af den måde, hvorpå Effersø udførlig beskrives - en ø, der nu er ubebot, men som lige til dens afståelse til ”de nye indretninger” 1752 udgjorde en ikke så ganske ubetydelig landejendom, hvor der foruden en gård stod flere dertil hørende huse (hjålejer) — uden at der med et ord nævnes den ulæmpe for beboerne, som nødvendig synes at måtte følge af et handelshus' beliggenhed der; samt når hensyn tages til den bestemthed, hvormed handelsstedet oftere umiddelbart derefter benævnes som ”Hólmr” eller ”Hólms kaupstaðr” (der påhvilede adskillige af de omkring Reykjavig liggende gårde en høafgift til falkekvæget ”síðan fálkar sigldu í Hólmi”, og beboeren af Reykjavig gård skulde ”láta bera fálkana af Víkr sandi fram i Hólms kaupstað”), — skulde man snarest formode, at handelsstedet endnu den gang stod på sit oprindelige sted. — At det oprindelige sted har været ”holmen”, bekræftes jo også allerede ved handelsstedets navn; ti medens det er let at forstå, at handelsstedet, når det først engang havde erholdt navnet ”Holmens havn", kunde hos handelsmændene og regeringen beholde dette efter at være flyttet til Effersø, er det ikke rimeligt, at det skulde have erholdt denne farveløse benævnelse — endog blandt islænderne — hvis det oprindelig havde været anlagt på Effersø. — ”Holmen” findes det allerede benævnt i Kr. IV.s oktroj angående de islandske havne 1602. — I en fortegnelse over de islandske havne frti c. 1600 (Addit 48,e. foL) findes det besynderlig nok benævnt ”Bremer holmen”, hvad der dog måske kan have hensyn til, at holmen oprindelig er bleven benyttet som handelsstation af de nordtyske købmænd, der før handelen monopoliseredes, hyppig besøgte Island.
- ↑ Se Lovsamling for Island.
- ↑ Den har nu — efter at den i året 1847 er bleven ombygget — et ret anseligt ydre og i det hele en til navnet nogenlunde svarende udstyrelse. Hertil henflyttedes forskellige ældre sager fra de tidligere domkirker i Skålholt og Holar; den mærkeligste af disse er en pragtfuld bispekåbe (brugt af biskoppen ved præsteindvielse) af rødt fløjel med rigt broderi og mange udsyede figurer, der oprindelig skal være en gave fra paven til den bekendte nordlandske bisp Jon Aressön til belønning for hans troskab mod den katolske tro.
