Uddrag af Njals saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Uddrag af Njals saga

Njáls saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

Gunnars fredløshed og død

Fra kap. 74-77

— — Folk red da hjem.

Njal og Gunnar red sammen fra tinget. Da sagde Njal til Gunnar: »Se nu til — min ven! — at du holder dette forlig, og husk, hvad vi har talt om. Og ligesom du vandt megen hæder på din første udenlandsfærd, så vil denne blive dig til endnu større hæder. Du vil komme hjem med stor anseelse og blive en gammel mand, og da vil ingen overgå dig her. Men hvis du ikke drager udenlands, og bryder forliget, så vil du blive dræbt her i landet, og det er ondt at vide for dem, der er dine venner.« Gunnar sagde, at han ikke agtede at bryde forliget. Gunnar red hjem og fortalte om forliget. Rannveig sagde, at det var godt, at han tog udenlands, så kunne de folk trættes med en anden så længe.

Traen Sigfusson sagde til sin kone, at han agtede at drage udenlands den sommer. Hun sagde, at det var fint. Han fik sig da overfart med Høgne den Hvide. Gunnar og Kolskeg fik overfart med Arnfinn fra Viken. Grim og Helge — Njals sønner — bad deres far om lov til at drage udenlands. Njal sagde: »Jeres udenlandsfærd vil blive så stræbsom, at der vil være tvivl om, hvorvidt I beholder livet, men I vil dog opnå hæder og anseelse blandt nogle, men det er slet ikke udelukket, at der vil følge vanskeligheder deraf, når I kommer hjem.« De bad til stadighed om at komme af sted, og det endte med, at han bad dem tage af sted, hvis de ønskede det. Så skaffede de sig skibslejlighed ved Bård den Sorte og Olav — søn af Ketil fra Elda. Da talte man meget om, at mange af de bedste mænd forlod egnen.

Gunnars sønner — Høgne og Grane — var da netop blevet voksne. De to var hinandens ulige. Grane havde meget af sin mors sindelag, men Høgne var god af sig.

Gunnar lod sine og sin brors varer føre til skibet. Da alle Gunnars ting var kommet ombord, og skibet var klar til at sejle, red Gunnar til Bergtorsvold og andre gårde for at opsøge folk og takke dem for al den støtte, de havde ydet ham. Dagen efter gjorde han klar til at tage til skibet, og han fortalte da alle sine folk, at han ville tage væk for altid, hvilket de syntes var meget, men de håbede dog, at han ville komme tilbage en gang. Gunnar tog afsked med dem alle, da han var klar. Alle folkene gik med ham ud. Han satte hugspyddet i jorden og steg i sadlen, og han og Kolskeg red væk. De red frem imod Markfloden. Da snublede Gunnars hest, så han gled af ryggen på den. Så kom han til at se op på Lien og gården på Liens Ende og sagde: »Lien er så smuk, at jeg aldrig har set den smukkere — med det lyse korn og græsmarken slået. Jeg vil ride hjem igen og ikke tage nogen steder hen.« »Gør ikke dine uvenner den tjeneste,« sagde Kolskeg, »— at du bryder forliget, for det skulle ingen tro om dig, og du må huske på, at så vil alt gå, som Njal har sagt.« »Jeg skal ingen steder,« sagde Gunnar, »— og jeg ville ønske, at du gjorde det samme.« »Det vil jeg ikke,« sagde Kolskeg, »— for jeg vil hverken i dette eller andre tilfælde svigte den tillid, folk har til mig, men det er også den eneste grund til, at vi må skilles. Men sig til mine slægtninge og min mor, at jeg ikke agter at se Island igen, for da vil jeg erfare din død — min bror! — og så vil jeg hellere ikke komme herud.« Så skiltes de. Gunnar red hjem til Liens Ende, mens Kolskeg red til skibet og drog af sted.

Halgerd tog med glæde imod Gunnar, da han kom hjem, men hans mor sagde ikke meget. Gunnar sad nu hjemme dette efterår og denne vinter og havde ikke mange folk hos sig. Olav Påfugl indbød Gunnar og Halgerd til at komme til sig, men overlade gården til Høgne — deres søn — og Gunnars mor. Gunnar fandt det først tillokkende og takkede ja, men da det kom til stykket, ville han ikke alligevel.

På sommertinget tinglyste Gissur og de andre Gunnars fredløshed på Lovbjerget. Før tinget opløstes, sammenkaldte Gissur alle Gunnars uvenner i Allemandskløften: Starkad under Trehorn og Torgeir — hans søn, Mård og Valgard den Grå, Geir Gode og Hjalte Skeggeson, Torbrand og Asbrand Torleiksønner, Eilif og Ønund — hans søn, Ønund under Troldeskov og Torgrim fra Sandkløften. Gissur sagde: »Jeg vil foreslå jer, at vi her i sommer går imod Gunnar og dræber ham.« Hjalte sagde: »Jeg lovede Gunnar her på tinget — da han rettede sig mest efter mine ord — at jeg ikke ville deltage i angreb imod ham. Og sådan bliver det.« Derpå gik Hjalte væk, mens de, der var tilbage, aftalte angreb på Gunnar, og de gav hinanden håndslag og undergav sig strafansvar, ifald nogle sprang fra. Mård skulle holde øje med, hvornår den bedste mulighed for angreb mod Gunnar bød sig, og de var 40 mand i denne sammenslutning. De mente, at det ville være en enkel sag, at fælde Gunnar, når nu Kolskeg og Traen og mange andre af Gunnars venner var andetsteds. Så red folk hjem fra tinget.

Njal opsøgte Gunnar og fortalte ham om hans fredløshed og beslutningen om angreb på ham. »Jeg et taknemmelig for,« sagde Gunnar, »— at du advarer mig om det.« »Nu vil jeg,« sagde Njal, »— at Skarphedin og Høskuld — mine sønner — kommer hen til dig, så vil de forsvare dit liv med deres.« »Jeg ønsker ikke,« sagde Gunnar, »— at dine sønner bliver dræbt for noget, jeg har begået — du fortjente andet fra min side.« »Det gør ingen forskel,« sagde Njal, »— for når du er død, vil vanskelighederne vende sig derhen, hvor mine sønner er.« »Det er ikke utænkeligt,« sagde Gunnar, »— men jeg ønsker ikke, at det skal være på grund af mig. Jeg vil dog bede om, at I ser efter Høgne — min søn. Jeg taler ikke om Grane, for han gør ikke meget, som er efter mit sind.« Njal lovede det og red hjem.

Det siges, at Gunnar red til alle forsamlinger og lovting, men hans uvenner turde aldrig at gøre ham noget. Sådan forløb nogen tid, hvor han var som en mand, der ikke var fredløs.

Om efteråret gav Mård Valgardson besked om, at Gunnar skulle være alene hjemme, mens alle folkene ville være nede på Øerne for at afslutte høslætten. Gissur den Hvide og Geir Gode red, så snart de erfarede dette, østpå over åerne og over sandene til Hov. Så sendte de bud efter Starkad under Trehorn, og alle de, som skulle gå imod Gunnar, mødtes dér og aftalte, hvordan de skulle gå frem. Mård sagde, at de ikke kunne falde uventet over Gunnar, med mindre de tog bonden fra den nærmeste gård — han hed Torkel — og tvang ham til at gå med sig, så han ene kunne få fat i hunden Sam og føre den med sig hjem til sin gård. Derefter drog de østpå mod Liens Ende og sendte folk hen efter Torkel. De pågreb ham og forelagde ham to vilkår: Enten ville de dræbe ham, eller også skulle han fange hunden. Han valgte hellere at redde sit liv og gik med dem. Neden for gården på Liens Ende fandtes en adgangsvej mellem gærderne, og dér slog de sig ned med flokken. Torkel Bonde gik hen til gården, hvor hunden lå oppe på huset, og han lokkede hunden med sig væk imellem gærderne. I det samme så hunden, at der var kommet folk, og den sprang på Torkel og bed ham i lysken. Ønund fra Troldeskov huggede hunden i hovedet med øksen, så den gik helt ned i hjernen. Hunden hylede derved så højt, at det forekom dem at være helt utroligt.

Andreas Bloch: Gunnar stikker Torgrim

Gunnar vågnede i huset og sagde: »Du får en hårdhændet behandling — Sam, min fostersøn! — og det er nok bestemt, at der skal være kort imellem os.« Gunnars hus var opført udelukkende af træ og tækket med brædder udenpå, og der var glugger med spjæld for ved remmene. Gunnar sov på husets loft, ligesom Halgerd og Gunnars mor. Da mændene kom frem, vidste de ikke, hvorvidt Gunnar ville være hjemme, og man bad om, at én gik op til gården og fandt ud af det, mens de andre satte sig på jorden. Torgrim Nordmand steg op på hustaget. Gunnar så en rød kjortel dukke op ved gluggen og stak med sit hugspyd midt på manden. Torgrim mistede fodfæstet og tabte skjoldet, og han styrtede ned fra taget. Derpå gik han hen, hvor Gissur og de andre sad på jorden. Gissur så på ham og sagde: »Er Gunnar så hjemme?« Torgrim svarede: »Det må I finde ud af. Jeg véd dog, at hans hugspyd er hjemme.« Så faldt han død om. De angreb da huset. Gunnar skød pile ud mod dem og forsvarede sig godt, så de fik ikke udrettet noget. Så sprang nogle op på husene og agtede at angribe derfra. Gunnar nåede dem også dér med pilene, så de kom ikke videre, og såden gik en tid. De holdt et hvil og angreb for anden gang. Gunnar skød stadig ud, så de kom ingen vegne og trak sig for anden gang tilbage. Da sagde Gissur den Hvide: »Vi må angribe hårdere! Dette nytter ikke.« Så gjorde de stormløb for tredje gang og holdt ved længe. Derefter trak de sig tilbage. Gunnar sagde: »Der ligger en pil ude på taget, og det er én af deres. Jeg skal skyde på dem med deres eget, og det vil være skændigt for dem, hvis de såres af egne våben.« Hans mor sagde: »Det skal du ikke gøre — at opildne dem, når de allerede har trukket sig tilbage.« Gunnar greb pilen og skød imod dem og ramte Eilif Ønundson, så han derved blev hårdt såret. Han havde stået for sig selv, og ingen af de andre vidste, at han var blevet såret. »Der kom en arm ud,« sagde Gissur, »— med en guldring på og tog en pil, der lå på taget. Man leder ikke efter forsyninger ude, hvis der er nok inde, og nu bør vi angribe.« Mård sagde: »Lad os brænde ham inde!« »Det skal aldrig ske,« sagde Gissur, »— om så mit liv afhang af det. Kom hellere med nogle råd, der gavner — du, som går for at være så snedig.« Der lå noget tovværk på jorden, som man ofte brugte til at forstærke huset med. Mård sagde: »Lad os tage tovene og binde om remenderne — og så fæstne de andre tovender til sten. Så kan vi bruge en bjælke som vinde og trække taget af huset.« De tog tovene og udførte dette arbejde, og Gunnar bemærkede ingenting, før de havde trukket hele taget af huset. Da skød Gunner med buen, så de overhovedet ikke kunne komme i nærheden af ham. Så sagde Mård for anden gang, at de skulle indebrænde Gunnar. Gissur sagde: »Jeg véd ikke, hvorfor du foreslår det, som ingen andre vil være med til. Det skal aldrig ske!« I samme øjeblik sprang Torbrand Torleikson op på ydervæggen og huggede Gunnars buestreng over. Gunnar greb hugspyddet med begge hænder, vendte sig hurtigt imod ham og drev det igennem ham og kastede ham ned på jorden. Da sprang Asbrand — hans bror — til. Gunnar stak efter ham med hugspyddet, men han holdt skjoldet for. Spyddet gik igennem skjoldet og ind mellem underarmsknoglerne. Gunnar vred spyddet så hårdt rundt, at skjoldet kløvedes og begge underarmsknoglerne splintredes, og han faldt ned fra ydervæggen. Gunnar havde i forvejen såret otte mand og dræbt to. Så fik Gunnar to sår, men alle folk sagde, at han hverken ænsede sår eller død. Han sagde til Halgerd: »Giv mig to lokker af dit hår, så du og min mor kan sno dem sammen til en buestreng til mig.« »Gælder det noget?« spurgte hun. »Det gælder mit liv,« sagde han, »— for de skal aldrig få ram på mig, så længe jeg kan bruge buen.« »Da skal jeg nu,« sagde hun, »— huske dig for kindhesten, og det rager mig ikke, om du forsvarer dig kort eller længe.« »Hver henter hæder på sin måde,« sagde Gunnar, »— og jeg skal ikke tigge dig længe om dette.« Rannveig sagde: »Du er led, og din skændsel skal huskes længe.« Gunnar forsvarede sig godt og modigt og gav yderligere otte mænd så svære sår, at mange af dem nær døde. Gunnar værgede sig, til han faldt af udmattelse. De gav ham mange store sår, men han slap fra dem alligevel og forsvarede sig igen længe. Det endte dog med, at de dræbte ham. Torkel Elvefarerskjald digtede dette vers om hans forsvar:

Gunnars spydværn spurgtes;

spantehjortes rorsmænd

stædigt holdt han stangen

— stridstræt — syd for Kølen.

Guldets deler dræbte

dér i Vidurs skjoldstorm

to og såred’ seksten

sværdstridsvante mandfolk.

Gissur sagde: »Vi har her strakt en vældig kæmpe til jorden, og det har kostet os anstrengelser. Hans forsvar vil blive husket, så længe landet er beboet.« Derpå opsøgte han Rannveig og sagde: »Vil du lade de to af vores folk, som er døde, få jord, så de kan blive højlagte her?« »Hvorfor ikke til to, når jeg helst ville lade jer alle få?« »Det er kun rimeligt, at du siger sådan,« sagde han, »— for du har lidt et stort tab.« Og han sagde, at der hverken skulle røves eller ødelægges noget og tog derefter væk. Da sagde Torgeir Starkadson: »Vi vil ikke kunne være hjemme på vores gårde for Sigfussønnerne, med mindre du — Gissur! — eller Geir opholder sig her sydpå nogen tid.« »Det forekommer rigtigt,« sagde Gissur, og de trak lod, og den lod at skulle blive tilbage faldt på Geir. Han drog derpå til Odde og slog sig ned dér. Han havde en søn, der hed Roald. Han var uægtefødt, og hans mor hed Bjartey og var søster til Torvald den Skrantende, som blev dræbt ved Hestebæk i Grimsnæs. Roald pralede med, at han havde givet Gunnar dødsstødet. Han opholdt sig hos sin far. Torgeir Starkadson pralede med at have givet Gunnar et andet sår. Gissur sad hjemme på Mosfjeld. Drabet på Gunnar blev ilde omtalt alle steder, og mange folk sørgede over hans død.

---

Drabet på Traen Sigfusson

Kap. 92

Deres tvistigheder blev nu meget omtalt, og alle mente at vide, at dette ikke ville gå i sig selv.

Runulv — Ulv Ørgodes søn fra Dal østpå — var en god ven af Traen og havde budt ham hjem til sig, og det var blevet aftalt, at han skulle komme østpå, når der var gået tre uger eller en måned af vinteren. Med Traen fulgte Dræber-Hrapp, Grane Gunnarson, Gunnar Lambeson, Lambe Sigurdson og Lodin og Tjørve. De var otte. Også Torgerd og Halgerd skulle med. Traen oplyste også, at han agtede at besøge Ketil — sin bror — på Mark, og han fastsatte, hvor mange nætter han agtede at være hjemmefra. De var alle fuldt bevæbnede.

Så red de østpå over Markfloden og mødte dér nogle fattigkoner, der bad dem hjælpe sig vestpå over flodløbet. Det gjorde de. Så red de til Dal, hvor de blev godt modtaget. Dér var Ketil fra Mark til stede. De opholdt sig dér tre nætter. Runulv og Ketil bad Traen om at forlige sig med Njalsønnerne, men han sagde, at han aldrig ville betale noget og svarede grimt og sagde, at han var forberedt på Njalsønnerne, hvor end de måtte mødes. »Det kan godt være,« sagde Runulv, »— men jeg ser sådan på det, at ingen er deres lige, nu da Gunnar på Liens Ende er død, og det virker sandsynligt, at den ene her trækker den anden med sig i døden.« Traen sagde, at det skræmte ham ikke.

Så drog Traen op til Mark og var dér i to nætter. Derpå red han ned til Dal og begge steder fik han passende gaver ved afskeden. Markfloden løb imellem nogle store isdannelser, men her og dér fandtes der små isbroer. Traen sagde, at han agtede at ride hjem om aftenen. Runulv sagde, at han ikke skulle ride hjem, men at det var mere sikkert ikke at tage af sted på den tid, han forud havde bestemt. Traen sagde: »Det er fejhed! Det vil jeg ikke!«

De fattigkoner, som de havde skaffet over flodløbet, kom til Bergtorsvold, og Bergtora spurgte, hvor de var fra, og de sagde, at de kom fra under Øfjeld østpå. »Hvem skaffede jer over Markfloden?« spurgte Bergtora. »De mest stormodige mennesker,« sagde de. »Hvem var de?« spurgte Bergtora. »Traen Sigfusson,« sagde de, »— og hans følgesvende. Men det oprørte os særligt, at de havde så mange og onde bemærkninger om din mand og hans sønner.« Bergtora sagde: »Kun få bestemmer, hvad der siges om dem.« Derefter drog de væk, men Bergtora gav dem gaver og spurgte dem, hvornår Traen ville komme hjem. De sagde, at han ville være hjemmefra fire eller fem nætter. Dette fortalte Bergtora derpå sine sønner og Kåre — sin svigersøn — og de talte længe fortroligt sammen.

Den samme morgen, som Traen red østfra, vågnede Njal tidligt og hørte, at Skarphedins økse skurrede imod vægbeklædningen. Njal stod derfor op og gik ud, hvor han så, at hans sønner og ligeledes Kåre — hans svigersøn — var fuldt bevæbnede. Skarphedin gik forrest. Han bar en blå kofte og et let skjold og havde sin økse over skulderen. Ved siden af ham gik Kåre. Han bar silketrøje og en forgyldt hjelm og et skjold, hvorpå der var malet en løve. Ved siden af ham gik Helge. Han var i en rød kjortel, havde hjelm på hovedet og bar et rødt skjold med en hjort som mærke. Alle bar de farvet tøj. Njal råbte til Skarphedin: »Hvor skal I hen — min søn?« »Ud at lede efter får!« svarede han. »Sådan var det også en gang før,« sagde Njal, »— men da fangede I mennesker.« Skarphedin lo og sagde: »Hører I, hvad den gamle siger? Han er ikke så godtroende endda.« »Hvornår har du sagt det før?« spurgte Kåre. »Da jeg dræbte Sigmund den Hvide — Gunnars slægtning,« sagde Skarphedin. »Af hvilken grund?« spurgte Kåre. »Han havde dræbt Tord Den frigivnes Søn — min fosterfar,« sagde Skarphedin. Njal gik hjem, og de drog op til Rødeskred og ventede dér. Derfra ville de kunne se, så snart de andre red fra Dal østpå. Det var en solskinsdag og klart i vejret.

Så red Traen og de andre fra Dal ned imod øren. Lambe Sigurdson sagde: »Det blinker i skjolde ved Rødeskred, når solen skinner på dem, og der må ligge nogle i baghold.« »Så skulle vi i stedet ride ned langs med flodløbet,« sagde Traen, »— så kan de møde os dér, hvis de vil os noget.« Så drejede de ned langs flodløbet. Skarphedin sagde: »Nu har de set os, for de skiftede retning, og nu er der ikke andet for os at gøre, end at løbe ned imod dem.« Kåre sagde: »Mange lægger sig i baghold uden at være i undertal på den måde, som vi er. De er otte, og vi er fem.« Så gik de ned langs med flodløbet, og fik øje på en isbro længere nede, hvor de agtede sig over. Traen og de andre gjorde holdt på isen oven for isbroen. Traen sagde: »Hvad kan disse mænd ville? De er fem, og vi er otte.« Lambe Sigurdson sagde: »Jeg tror nu, at de ville angribe alligevel, selv om endnu flere folk var imod.« Traen trak af kappen og tog sin hjelm af.

Da de løb ned langs med flodløbet, skete det for Skarphedin, at hans skorem gik i stykker, og han sakkede bagud. »Hvad nøler du sådan for — Skarphedin?« sagde Grim. »Jeg snører min sko,« svarede han. »Vi løber i forvejen,« sagde Kåre, »— det aner mig, at han ikke vil komme senere frem, end vi gør.« De drejede ned imod isbroen, og der var fart på. Skarphedin sprang op, så snart han havde snøret skoen — og han havde øksen klar. Han løb ret frem mod flodløbet, men floden var så dyb, at et langt stykke var ufarbart. Et stort islag havde dannet sig på den anden side af floden, og det var spejlblankt, og Traen og de andre stod midt på isen. Skarphedin satte i vejret og sprang over flodløbet mellem de store isdannelser, og han holdt sig på benene og strøg straks videre frem skridende på fødderne. Islaget var meget glat, og han fór så hurtigt af sted som en fugl i flugten. Traen agtede i det samme at tage hjelmen på. Skarphedin kom da til og huggede til Traen med øksen Rimmugyge, som traf i hovedet og kløvede det ned til kindtænderne, så de raslede ned på isen. Dette skete i så rask en håndevending, at ingen nåede at hugge efter ham. Han strøg straks derfra i flyvende fart. Tjørve kastede et skjold foran ham, men han sprang over det og landede alligevel på fødderne og nåede til enden af isen. Dér kom Kåre og de andre imod ham. »Det var en mandig fremfærd,« sagde Kåre. »Jeres del står endnu tilbage,« svarede Skarphedin.

Så gik de op imod dem. Grim og Helge så, hvor Hrapp var, og vendte sig straks imod ham. Hrapp huggede med det samme efter Grim med øksen, men Helge så det og huggede Hrapp over armen, så den gik af, og øksen faldt ned. Hrapp sagde: »Dér gjorde du noget ganske tiltrængt, for den hånd har voldt mange folk skade og død.« »Men nu skal det være slut,« sagde Grim og borede spyddet igennem ham. Hrapp faldt død til jorden. Tjørve vendte sig imod Kåre og kastede et spyd efter ham. Kåre sprang i vejret, så spyddet fløj under fødderne på ham. Kåre løb imod ham og huggede ham i brystet med sværdet, så det straks trængte ind. Han døde øjeblikkelig. Skarphedin greb da fat i både Gunnar Lambeson og Grane Gunnarson og sagde: »Her har jeg fanget to hvalpe, men hvad skal vi stille op med dem?« »Det står dig frit for,« sagde Helge, »— at dræbe begge, hvis du ønsker dem døde.« »Jeg nænner ikke,« sagde Skarphedin, »— at støtte Høgne og så samtidig dræbe hans bror.« »Der kan komme en gang,« sagde Helge, »— hvor du ville ønske, at du havde dræbt ham, for han vil aldrig blive tro imod dig eller andre af dem, som er her nu.« »Jeg er ikke bange for dem,« sagde Skarphedin. Derpå gav de fred til Grane Gunnarson, Gunnar Lambeson, Lambe Sigurdson og Lodin.

Derefter vendte de hjem, og Njal spurgte, hvad der var sket. De fortalte ham alt, hvad der var foregået. Njal sagde: »Det er store tildragelser, og det er mest sandsynligt, at dette fører til en af mine sønners død, hvis ikke endnu mere.«

Gunnar Lambeson førte Traens lig med sig til Stenå, hvor han blev højlagt.

---

Asgrim og Njalsønnerne søger støtte på tinget

Fra kap. 119 og 120

— — En dag talte Njal og Asgrim længe lavmælt sammen. Så sprang Asgrim op og sagde til Njalsønnerne: »Vi skulle gå ud og skaffe os nogle forbundsfæller, så vi ikke kommer i undertal, for denne sag vil blive ført med eftertrykkelighed.« Asgrim gik ud og efter ham fulgte Helge Njalson, så Kåre Sølmundson, så Grim Njalson, så Skarphedin, så Torhal, så Torgrim den Store, så Torleif Ravn. De gik hen til Gssur den Hvides bod og gik ind i boden. Gissur rejste sig for at møde dem og bad dem sidde ned og drikke. Asgrim sagde: »Det er ikke det, det drejer sig om, og jeg skal ikke lægge skjul på det: Hvilken støtte kan jeg forvente at få fra din side — slægtning?« Gissur sagde: »Min søster — Jorun — ville nok mene, at jeg ikke kan unddrage mig fra at hjælpe dig. Sådan skal det også være nu og sidenhen, at ét og det samme skal overgå os.« Asgrim takkede ham, hvorefter de gik.

Skarphedin spurgte: »Hvor skal vi så hen?« Asgrim svarede: »Til ølfusfolkenes bod.« Så gik de derhen. Asgrim spurgte, hvorvidt Skafte Toroddson var i boden. Han fik at vide, at det var han. Så gik de ind i boden. Skafte sad på bænken og bød Asgrim velkommen. Denne takkede. Skafte bød Asgrim at sidde ved siden ad sig. Asgrim sagde, at han ikke kunne blive længe, »— men jeg har dog et ærinde hos dig.« »Lad os høre,« sagde Skafte. »Jeg vil bede om din hjælp — at du yder støtte til mig og mine besvogrede.« »Jeg havde ikke tænkt mig,« sagde Skafte, »— at skulle have jeres genvordigheder indenfor i mit hus.« Asgrim sagde: »Det var ringe sagt — sådan til sidst at yde de folk hjælp, som trænger mest.« »Hvem er den mand,« sagde Skafte, »— som fire mand går foran? Han er en stor og bleg mand, ser uheldsvanger og barsk ud og ligner en trold.« Han svarede: »Jeg hedder Skarphedin, og du har tit set mig på tinget. Men jeg må være noget klogere end dig, siden jeg ikke behøver spørge, hvad du hedder. Du hedder Skafte Toroddson, men tidligere kaldte du dig Børsteknold, da du havde dræbt Ketil fra Elda. Dengang gjorde du dig skaldet og smurte tjære i hovedet. Så betalte du nogle trælle for at løsne græstørven, som du kravlede under om natten. Derefter tog du ud til Torolf Loftson på Øre, og han tog imod dig og bar dig ombord i sin melsæk.« Derpå gik Asgrim og de andre ud.

Skarphedin sagde: »Hvor skal vi så gå hen?« »Til Snorre Godes bod.« Derpå gik de til Snorres bod. Der stod en mand uden for boden. Asgrim spurgte, om Snorre var i boden. Manden sagde, at det var han. Asgrim og alle de andre gik ind i boden. Snore sad på bænken. Asgrim gik for ham og hilste værdigt på ham. Snorre tog venligt imod ham og bad ham sidde. Asgrim sagde, at han ikke kunne bliver længe dér, »— men jeg har dog et ærinde hos dig.« Snorre bad ham sige frem. Asgrim sagde: »Jeg kunne tænke mig, at du går med mig for retten og yder mig støtte, for du er indsigtsfuld og kan få meget gennemført.« »Vi har det svært med retssager for tiden,« sagde Snorre, »— for der er mange, som går hårdt imod os, og derfor påtager vi os nødigt vanskelige sager for folk fra andre fjerdinger.« »Det er kun rimeligt,« sagde Asgrim, »— og du skylder os heller ikke noget.« »Jeg véd, at du er en god mand,« sagde Snorre, »— og jeg vil derfor love dig, at jeg hverken skal gå imod dig eller yde dine uvenner støtte.« Asgrim takkede ham. Snorre sagde: »Hvem er den mand, som fire går foran? Han er bleg og skarpskåren og viser tænder og bærer øksen på skulderen.« »Jeg hedder Hedin,« svarede han, »— men nogle bruger Skarphedin som mit fulde navn. Har du andet, du vil fortælle mig?« Snorre sagde: »Kun det, at du forekommer mig meget barsk og uforfærdet, men jeg gætter dog på, at det er ude med din største lykke, og at din tid snart er forbi.« »Det er udmærket,« sagde Skarphedin, »— for den gæld må vi alle betale. Det var imidlertid mere nødvendigt, at du hævnede din far, fremfor at komme med sådanne spådomme om mig.« »Det har mange sagt før,« sagde Snorre, »— men sådan noget vil jeg ikke hidse mig op over.« Efter det gik de ud og fik således ingen støtte dér.

Derfra gik de til skagfjordingernes bod. Den bod ejede Hafr den Rige. Han var søn af Torkel Erikson fra Goddalene, søn af Geirmund, søn af Roald, søn af Erik Stritskæg, som fældede Grjotgard i Sogndal i Norge. Hafrs mor hed Torunn og var datter af Asbjørn Mørkåskalle Hestebjørnson. Asgrim og de andre gik ind i boden. Hafr sad midt i boden og talte med en mand. Asgrim gik hen til ham og hilste på ham. Han optog det godt og bad ham sidde. Asgrim sagde: »Jeg vil bede dig om, at du støtter mig og mine besvogrede.« Hafr svarede hurtigt og sagde, at han ikke kunne tage sig af deres vanskeligheder, »— men jeg vil alligevel spørge, hvem ham den blege er, som fire mand går foran, og som ser så ond ud, som kom han ude fra, hvor havtroldene holder til.« Skarphedin sagde: »Du ikke bryde dig om, hvem jeg er — dit pattebarn! For jeg tør nok gå dér, hvor du ligger på lur, og jeg skulle ikke være det mindste ræd, selv om sådan en knægt skulle komme i vejen for mig. Du skulle hellere finde Svanløg — din søster — som Eydis Jernsakse og Ambolt-Kol bortførte fra dit hjem, mens du ikke turde foretage dig noget. Asgrim sagde: »Lad os gå ud — her er der ingen håb om støtte.«

Derefter gik de til boden for mødrevoldsfolkene og spurgte, om Gudmund den Mægtige var i boden, og de fik at vide, at det var han. Så gik de ind i boden. Højsædet stod midt i boden, og dér sad mægtige Gudmund. Asgrim gik for ham og hilste på ham. Gudmund tog godt imod ham og bad ham sidde. Asgrim sagde: »Jeg vil ikke sidde, men jeg vil bede dig om støtte, for du har gåpåmod og er en stor høvding.« Gudmund sagde: »Jeg skal ikke være imod dig, men hvis jeg skulle blive til sinds at yde dig støtte, så kan vi gerne tale om det senere« — og optog i det hele sagen godt. Asgrim takkede ham for hans ord. Gudmund sagde: »Der er en mand i din flok, som jeg har betragtet en tid, og han forekommer mig ulig de fleste andre mænd, jeg har set.« »Hvem er det?« sagde Asgrim. »Fire mand går foran ham,« sagde Gudmund, »— og han er brunhåret og bleg, meget stor af vækst, og han ser stærk ud og ligner så rask et mandfolk, at jeg hellere ville følges med ham end med ti andre. Alligevel ser manden ikke ud til at være fulgt af lykken.« Skarphedin sagde: »Jeg forstår, at du hentyder til mig, og vi er ramt af forskellig ulykke. Jeg er anklaget for drabet på Høskuld Hvidenæsgode, hvilket er rimeligt, men Torkel Flab og Tore Helgeson bagvaskede dig, hvilket har skaffet dig den største forbitrelse.« Så gik de ud.

Skarphedin sagde: »Hvor skal vi nu gå hen?« »Til ljosevandsfolkenes bod,« sagde Asgrim. Den bod havde Torkel Flab rejst telt over. Han var søn af Torgeir Gode, søn af Tjørve, som var Torkel den Langes søn. Torgeirs mor var Torunn — datter af Torstein, søn af Sigmund, søn af Gnupa-Bård. Torkel Flabs mor hed Gudrid. Hun var datter af Torkel den Sorte fra Lejregård, søn af Tore Flip, søn af Ketil Sæl, søn af Ørnulf, søn af Bjørnulf, søn af Grim Loddenkind, søn af Ketil Høng, søn af Halbjørn Halvtrold. Torkel Flab var draget udenlands og havde udmærket sig i andre lande. Han havde dræbt en ugerningsmand østpå i Jämtlandsskoven. Derpå var han draget østpå til Svitjod, hvor han havde slået sig sammen med Sverker Karl, og de hærgede i østersølandene. Østen for Bålegårdssiden skulle Torkel en aften hente vand til dem. Da mødte han en fingalk og kæmpede længe imod den, og det endte sådan mellem dem, at han dræbte fingalken. Derfra drog han østpå til Adalsyssel. Dér dræbte han en flyvende drage. Derefter drog han tilbage til Svitjod og derfra til Norge og siden ud til Island, og han lod disse storbedrifter indskære over sit sovekammer og på stolen foran sit højsæde. Han og hans brødre kæmpede på herredstinget ved Ljosevand imod Gudmund den Mægtige, og ljosevandsfolkene sejrede. Da var det, at Tore Helgeson og Torkel Flab bagvaskede Gudmund. Torkel sagde gerne, at der ikke var nogen på Island, som han ikke ville gå i tvekamp mod, eller som han ville vige tilbage for. Han blev kaldt Torkel Flab, fordi han hverken i ord eller gerning sparede nogen — lige meget hvem han havde med at gøre.

Asgrim og kammeraterne gik hen til Torkels bod. Da sagde Asgrim til sine kammerater: »Denne bod ejes af Torkel Flab — en vældig kæmpe — og det ville betyde meget for os, om vi kunne få hans støtte. Vi må her på alle måder passe på, for han er selvrådig og stridbar. Jeg vil nu bede dig om — Skarphedin! — at du ikke blander dig i vores samtale.« Skarphedin smilte hånligt ad det. Han var klædt sådan, at han bar en blå kjortel og blåstribede benklæder og sorte sko, der gik højt op på læggen. Han havde et sølvbælte om livet og i hånden den økse, som han havde dræbt Traen med, og som han kaldte Rimmugyge. Han bar et rundskjold og et silkebånd om hovedet, idet han havde strøget håret om bag ørerne. Han så meget krigerisk ud, og alle genkendte ham uden at have set ham før. Han gik dér, hvor det var bestemt — hverken længere fremme eller længere bagude. De gik ind i boden og ind i det inderste. Torkel sad midt på bænken med sine folk ud fra sig til alle sider. Asgrim hilste på ham. Torkel tog godt imod. Asgrim sagde til ham: »Vi er kommet hertil for at bede dig om støtte, ved at du går for retten sammen med os.« Torkel sagde: »Hvad skal I med min støtte, når I allerede har været hos Gudmund? For han lovede jer vel sin støtte.« »Vi fik ikke hans støtte,« sagde Asgrim. Torkel sagde: »Så har Gudmund ikke anset sagen for kærkommen, og det er den heller ikke, for det værk, er det værste, der er udøvet. Og jeg véd, hvad der har fået dig til at fare herhen, nemlig at du troede, at jeg ville være mindre nøjeregnende end Gudmund, og at jeg ville forfølge en uretfærdig sag.« Asgrim tav og syntes, det så sort ud. Da sagde Torkel: »Hvem er ham den store med fælt udseende, som fire mand går foran? Han er bleg og skarpskåren og ser uheldsvanger og ondskabsfuld ud.« Skarphedin sagde: »Jeg hedder Skarphedin, og du har ingen grund til at rette hånsord mod en sagesløs mand som mig. Det er aldrig overgået mig, at jeg har kuet min far og kæmpet imod ham, sådan som du har gjort med din. Det er heller ikke ofte, du er redet til Altinget eller har anstrengt dig med retstvister, for det passer bedre for dig at sidde alene hjemme på din gård — Økseå — og sysle med mejeriet. Du skulle i øvrigt også stange dine tænder for resterne af den hoppeendetarm, som du åd, før du red til tings. Din fårepasser så det, og han undrede sig over, at du kunne gøre noget så ækelt.« Torkel sprang op i voldsom vrede og trak sit sakssværd og sagde: »Dette sakssværd fik jeg i Svitjod, da jeg gjorde det af med den største kæmpe, og siden har jeg dræbt mange mænd med det, og så snart jeg når hen til dig, skal jeg drive det igennem dig, og det skal du få for dine fornærmende ord.« Skarphedin stod med hævet økse, mens han smilte koldt og sagde: »Denne økse havde jeg i hånden, da jeg sprang 12 alen over Markfloden for at dræbe Traen Sigfusson, og der stod otte mand foran mig uden at kunne fange mig, og jeg har aldrig rettet våben imod en mand uden at ramme.« Derpå skubbede han sine brødre og Kåre — sin svoger — til side og skred frem imod Torkel. Så sagde Skarphedin: »Vælg nu ét af to — Torkel Flab! Enten stikker du sværdet i skeden og sætter dig ned, eller også driver jeg øksen i hovedet på dig og kløver dig ned til skuldrene.« Torkel satte sig og stak sværdet i skeden, og hverken før eller siden var han udsat for noget lignende.

Asgrim og de andre gik ud. Skarphedin sagde: »Hvor skal vi så gå hen?« Asgrim sagde: »Hjem til vores bod.« »Så går vi tiggergang til teltet,« sagde Skarphedin. Asgrim vendte sig imod ham og sagde: »Mange steder var du rigelig skarptunget, men her — i Torkels tilfælde — forekommer det mig, at du gav ham lige, hvad han havde fortjent.« Så gik de hjem til deres bod og fortalte Njal alt, hvad der var sket. Han sagde: »Nu må skæbnen gå sin gang — hvad der så end vil ske.« — —

Öxaráfoss, Þingvellir

Forliget efter Høskuld Hvidenæsgode falder til jorden

Kap. 123

Snorre Gode talte således: »Nu er vi her tolv dommere, under hvem denne sag er henskudt. Jeg vil bede jer alle om, at der ikke lægges vanskeligheder i vejen for denne sag, som kan bevirke, at parterne ikke bliver forligte.« Gudmund sagde: »Vil I dømme nogen til herredsflygtighed eller landsforvisning?« »Ingen,« sagde Snorre, »— for den slags er ofte blevet slet overholdt, og derved er mænd blevet dræbt og uforligte, men jeg vil gøre pengeboden så stor, at ingen mand her i landet vil have været dyrere end Høskuld.« Der blev taget godt imod hans ord.

Derefter talte de om sagen, men blev ikke enige om, hvem der først skulle foreslå, hvor stor pengeboden skulle være, og det endte med, at de trak lod om det, og loddet faldt på Snorre. Snorre sagde: »Jeg skal ikke dvæle længe ved dette. Jeg vil nu sige jer, hvad min bestemmelse er: Jeg vil have, at Høskuld bødes med tredobbelt mandebod — og det er seks hundreder i sølv. Det er nu, I skal sige til, hvis I mener, at det er for meget eller for lidt.« De svarede, at de ikke ville ændre noget. »Det skal også følge, at hele beløbet skal betales her på tinget.« Da sagde Gissur den Hvide: »Dette forekommer mig knapt at kunne lade sig gøre, for de har nok kun lidt med til at betale for sig.« Gudmund sagde: »Jeg ved, hvad Snorre ønsker. Han ønsker, at alle vi voldgiftsmænd skyder til, som vores ædelmodighed er til, og så vil mange gøre det samme.« Hall på Sida takkede ham og erklærede gerne at ville give så meget som den, der gav mest. Alle voldgiftsmændene samtykkede da heri.

Derefter gik de hver til sit, men aftalte at Hall skulle fremlægge kendelsen på Lovbjerget. Derpå blev der ringet, og alle gik til Lovbjerget. Hall rejste sig og sagde: »I denne sag, som vi har behandlet, er vi blevet enige, og vi har fastsat seks hundreder i sølv. Vi voldgiftsmænd skal udrede halvdelen, og alt skal betales her på tinget. Det er min opfordring til alle, at de skyder en del til for Guds skyld.« Alle modtog det godt. Hall tog da vidner på kendelsen, så ingen skulle kunne anfægte den. Njal takkede dem for afgørelsen. Skarphedin stod tavs ved siden af og smilede.

Folk gik da fra Lovbjerget til deres boder. Voldgiftsmændene samlede det beløb, de havde lovet at indskyde, på bondens kirkegård. Njals sønner afleverede det beløb, de havde, og ligeledes Kåre, og det var ét hundrede i sølv. Njal gav det beløb, han havde, og det var yderligere ét hundrede. Derpå blev hele dette beløb ført til lovretten, og da gav folk så meget til, at ikke én penning manglede. Njal tog et silkeslæb og et par støvler og lagde øverst i dyngen. Derpå sagde Hall til Njal, at denne skulle hente sine sønner, »— og så skal jeg gå hen efter Flose, så de hver især kan love frit lejde.« Njal gik da hjem til sin bod og sagde til sine sønner: »Nu står vores sag godt. Vi er forligte folk, og hele beløbet er samlet ind. Nu skulle begge parter stå frem og love hinanden fred og frit lejde. Jeg vil nu bede jer om, at I ikke forspilder dette.« Skarphedin strøg sig over panden, mens han smilede. Så gik de alle til lovretten.

Hall gik til møde med Flose og sagde: »Gå du nu til lovretten, for nu er hele beløbet blevet vel udredet og samlet ét sted.« Flose bad Sigfussønnerne gå med sig. Så gik de alle ud. De kom østfra til lovretten. Njal og hans sønner kom vestfra. Skarphedin gik hen til midterbænken og stillede sig dér.

Flose gik til lovretten for se på værdierne og sagde: »Dette beløb er stort og godt, og rundhåndet udredet, som man kunne vente.« Derpå holdt han slæbet i vejret og spurgte, hvem der mon havde bidraget med det, men ingen svarede ham. For anden gang viftede han med slæbet og spurgte, mens han lo, hvem der havde givet det, men igen var der ingen, der svarede. Flose sagde: »Hvad er den af? Véd ingen af jer, hvem der har ejet dette udstyr, eller tør I ikke fortælle mig det?« Skarphedin sagde: »Hvem tror du, har bidraget med den?« Flose sagde: »Hvis du gerne vil vide det, så skal jeg fortælle dig, at jeg tror, at din far — den skægløse gamling — har bidraget med den, for mange, der ser ham, er i tvivl om, hvorvidt han er et mandfolk eller en kone.« Skarphedin sagde: »Det er usselt gjort, at håne en så gammel mand — det har ingen agtværdig mand gjort før. I må også vide, at han er en mand, for han har fået sønner med sin kone. Det er få af vores slægtninge, der har ligget ubødede ved vores gærde, som vi ikke har hævnet. Derpå tog Skarphedin slæbet til sig, men kastede et par blå benklæder hen til Flose og sagde, at dem havde han nok mere brug for. Flose sagde: »Hvorfor skulle jeg have mere brug for dem?« Skarphedin sagde: »Fordi det siges, at du står brud for Svinefjeldstrolden hver niende nat, hvor han gør dig til sin kone.« Flose sparkede til pengene og sagde, at han ikke ville have én penning af dem og sagde, at enten skulle Høskuld ligge ubødet, eller også ville de hævne ham. Flose ville da hverken give eller modtage fred og sagde til Sigfussønnerne: »Lad os gå hjem. Ét og det samme skal nu overgå os alle!« Derpå gik de hjem til boden. Hall sagde: »Alt for store ulykkesmænd har del i dette.«

Njal og hans sønner gik hjem til boden. Njal sagde: »Nu sker det, som jeg længe har anet — at denne sag kommer til at ramme os hårdt.« »Sådan er det ikke,« sagde Skarphedin, »— de kan aldrig sagsøge os efter landsloven.« »Så vil det ske,« sagde Njal, »— som vil være værst for alle.«

De folk, der havde skudt penge til, talte om, at de ville tage dem igen. Gudmund sagde: »Jeg vil ikke have den skam siddende på mig, at tage det tilbage, som jeg gav — hverken denne eller andre gange.« »Det er vel talt,« sagde de, og de ville da heller ikke tage noget igen. Snorre Gode sagde: »Det er mit råd, at Gissur den Hvide og Hjalte Skeggeson varetager værdierne til næste altingssamling. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke vil vare længe, før vi kan få behov for at bruge af disse penge.« Hjalte tog halvdelen af pengene i sin varetægt, Gissur resten. Så gik folk til deres boder.

---

Noter: