Uddrag af Njals saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Uddrag af Njals saga

Njáls saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947



Gunnars fredløshed og død

Fra kap. 74-77


— — Folk red da hjem.[1]

Njal og Gunnar red sammen fra tinget. Da sagde Njal til Gunnar: »Se nu til — min ven! — at du holder dette forlig, og husk, hvad vi har talt om. Og ligesom du vandt megen hæder på din første udenlandsfærd, så vil denne blive dig til endnu større hæder. Du vil komme hjem med stor anseelse og blive en gammel mand, og da vil ingen overgå dig her. Men hvis du ikke drager udenlands, og bryder forliget, så vil du blive dræbt her i landet, og det er ondt at vide for dem, der er dine venner.« Gunnar sagde, at han ikke agtede at bryde forliget. Gunnar red hjem og fortalte om forliget. Rannveig[2] sagde, at det var godt, at han tog udenlands, så kunne de folk trættes med en anden så længe.

Traen Sigfusson sagde til sin kone, at han agtede at drage udenlands den sommer. Hun sagde, at det var fint. Han fik sig da overfart med Høgne den Hvide. Gunnar og Kolskeg fik overfart med Arnfinn fra Viken. Grim og Helge — Njals sønner — bad deres far om lov til at drage udenlands. Njal sagde: »Jeres udenlandsfærd vil blive så stræbsom, at der vil være tvivl om, hvorvidt I beholder livet, men I vil dog opnå hæder og anseelse blandt nogle, men det er slet ikke udelukket, at der vil følge vanskeligheder deraf, når I kommer hjem.« De bad til stadighed om at komme af sted, og det endte med, at han bad dem tage af sted, hvis de ønskede det. Så skaffede de sig skibslejlighed ved Bård den Sorte og Olav — søn af Ketil fra Elda. Da talte man meget om, at mange af de bedste mænd forlod egnen.

Gunnars sønner — Høgne og Grane — var da netop blevet voksne. De to var hinandens ulige. Grane havde meget af sin mors[3] sindelag, men Høgne var god af sig.

Gunnar lod sine og sin brors varer føre til skibet. Da alle Gunnars ting var kommet ombord, og skibet var klar til at sejle, red Gunnar til Bergtorsbakke og andre gårde for at opsøge folk og takke dem for al den støtte, de havde ydet ham. Dagen efter gjorde han klar til at tage til skibet, og han fortalte da alle sine folk, at han ville tage væk for altid, hvilket de syntes var meget, men de håbede dog, at han ville komme tilbage engang. Gunnar tog afsked med dem alle, da han var klar. Alle folkene gik med ham ud. Han satte hugspyddet i jorden og steg i sadlen, og han og Kolskeg red væk. De red frem imod Markfloden. Da snublede Gunnars hest, så han gled af ryggen på den. Så kom han til at se op på Lien og gården på Liens Ende og sagde: »Lien er så smuk, at jeg aldrig har set den smukkere — med det lyse korn og græsmarken slået. Jeg vil ride hjem igen og ikke tage nogen steder hen.« »Gør ikke dine uvenner den tjeneste,« sagde Kolskeg, »— at du bryder forliget, for det skulle ingen tro om dig, og du må huske på, at så vil alt gå, som Njal har sagt.« »Jeg skal ingen steder,« sagde Gunnar, »— og jeg ville ønske, at du gjorde det samme.« »Det vil jeg ikke,« sagde Kolskeg, »— for jeg vil hverken i dette eller andre tilfælde svigte den tillid, folk har til mig, men det er også den eneste grund til, at vi må skilles. Men sig til mine slægtninge og min mor, at jeg ikke agter at se Island igen, for da vil jeg erfare din død — min bror! — og så vil jeg hellere ikke komme herud.« Så skiltes de. Gunnar red hjem til Liens Ende, mens Kolskeg red til skibet og drog af sted.

Halgerd tog med glæde imod Gunnar, da han kom hjem, men hans mor sagde ikke meget. Gunnar sad nu hjemme dette efterår og denne vinter og havde ikke mange folk hos sig. Olav Påfugl indbød Gunnar og Halgerd til at komme til sig, men overlade gården til Høgne — deres søn — og Gunnars mor. Gunnar fandt det først tillokkende og takkede ja, men da det kom til stykket, ville han ikke alligevel.

På sommertinget tinglyste Gissur[4] og de andre Gunnars fredløshed på Lovbjerget. Før tinget opløstes, sammenkaldte Gissur alle Gunnars uvenner i Allemandskløften: Starkad under Trehorn og Torgeir — hans søn, Mård og Valgard den Grå, Geir Gode og Hjalte Skeggeson, Torbrand og Asbrand Torleiksønner, Eilif og Ønund — hans søn, Ønund under Troldeskov og Torgrim fra Sandkløften. Gissur sagde: »Jeg vil foreslå jer, at vi her i sommer går imod Gunnar og dræber ham.« Hjalte sagde: »Jeg lovede Gunnar her på tinget — da han rettede sig mest efter mine ord — at jeg ikke ville deltage i angreb imod ham. Og sådan bliver det.« Derpå gik Hjalte væk, mens de, der var tilbage, aftalte angreb på Gunnar, og de gav hinanden håndslag og undergav sig strafansvar, ifald nogle sprang fra. Mård skulle holde øje med, hvornår den bedste mulighed for angreb mod Gunnar bød sig, og de var 40 mand i denne sammenslutning. De mente, at det ville være en enkel sag, at fælde Gunnar, når nu Kolskeg og Traen og mange andre af Gunnars venner var andetsteds. Så red folk hjem fra tinget.

Njal opsøgte Gunnar og fortalte ham om hans fredløshed og beslutningen om angreb på ham. »Jeg et taknemmelig for,« sagde Gunnar, »— at du advarer mig om det.« »Nu vil jeg,« sagde Njal, »— at Skarphedin og Høskuld — mine sønner — kommer hen til dig, så vil de forsvare dit liv med deres.« »Jeg ønsker ikke,« sagde Gunnar, »— at dine sønner bliver dræbt for noget, jeg har begået — du fortjente andet fra min side.« »Det gør ingen forskel,« sagde Njal, »— for når du er død, vil vanskelighederne vende sig derhen, hvor mine sønner er.« »Det er ikke utænkeligt,« sagde Gunnar, »— men jeg ønsker ikke, at det skal være på grund af mig. Jeg vil dog bede om, at I ser efter Høgne — min søn. Jeg taler ikke om Grane, for han gør ikke meget, som er efter mit sind.« Njal lovede det og red hjem.

Det siges, at Gunnar red til alle forsamlinger og lovting, men hans uvenner turde aldrig at gøre ham noget. Sådan forløb nogen tid, hvor han var som en mand, der ikke var fredløs.

Om efteråret gav Mård Valgardson besked om, at Gunnar skulle være alene hjemme, mens alle folkene ville være nede på Øerne for at afslutte høslætten. Gissur den Hvide og Geir Gode red, så snart de erfarede dette, østpå over åerne og over sandene til Hov.[5] Så sendte de bud efter Starkad under Trehorn, og alle de, som skulle gå imod Gunnar, mødtes dér og aftalte, hvordan de skulle gå frem. Mård sagde, at de ikke kunne falde uventet over Gunnar, med mindre de tog bonden fra den nærmeste gård — han hed Torkel — og tvang ham til at gå med sig, så han ene kunne få fat i hunden Sam[6] og føre den med sig hjem til sin gård. Derefter drog de østpå mod Liens Ende og sendte folk hen efter Torkel. De pågreb ham og forelagde ham to vilkår: Enten ville de dræbe ham, eller også skulle han fange hunden. Han valgte hellere at redde sit liv og gik med dem. Neden for gården på Liens Ende fandtes en adgangsvej mellem gærderne, og dér slog de sig ned med flokken. Torkel Bonde gik hen til gården, hvor hunden lå oppe på huset, og han lokkede hunden med sig væk imellem gærderne. I det samme så hunden, at der var kommet folk, og den sprang på Torkel og bed ham i lysken. Ønund fra Troldeskov huggede hunden i hovedet med øksen, så den gik helt ned i hjernen. Hunden hylede derved så højt, at det forekom dem at være helt utroligt.

Andreas Bloch: Gunnar stikker Torgrim
Gunnar vågnede i huset og sagde: »Du får en hårdhændet behandling — Sam, min fostersøn! — og det er nok bestemt, at der skal være kort imellem os.« Gunnars hus var opført udelukkende af træ og tækket med brædder udenpå, og der var glugger med spjæld for ved remmene.[7] Gunnar sov på husets loft, ligesom Halgerd og Gunnars mor. Da mændene kom frem, vidste de ikke, hvorvidt Gunnar ville være hjemme, og man bad om, at én gik op til gården og fandt ud af det, mens de andre satte sig på jorden. Torgrim Nordmand steg op på hustaget. Gunnar så en rød kjortel dukke op ved gluggen og stak med sit hugspyd midt på manden. Torgrim mistede fodfæstet og tabte skjoldet, og han styrtede ned fra taget. Derpå gik han hen, hvor Gissur og de andre sad på jorden. Gissur så på ham og sagde: »Er Gunnar så hjemme?« Torgrim svarede: »Det må I finde ud af. Jeg véd dog, at hans hugspyd er hjemme.« Så faldt han død om. De angreb da huset. Gunnar skød pile ud mod dem og forsvarede sig godt, så de fik ikke udrettet noget. Så sprang nogle op på husene og agtede at angribe derfra. Gunnar nåede dem også dér med pilene, så de kom ikke videre, og såden gik en tid. De holdt et hvil og angreb for anden gang. Gunnar skød stadig ud, så de kom ingen vegne og trak sig for anden gang tilbage. Da sagde Gissur den Hvide: »Vi må angribe hårdere! Dette nytter ikke.« Så gjorde de stormløb for tredje gang og holdt ved længe. Derefter trak de sig tilbage. Gunnar sagde: »Der ligger en pil ude på taget, og det er én af deres. Jeg skal skyde på dem med deres eget, og det vil være skændigt for dem, hvis de såres af egne våben.« Hans mor sagde: »Det skal du ikke gøre — at opildne dem, når de allerede har trukket sig tilbage.« Gunnar greb pilen og skød imod dem og ramte Eilif Ønundson, så han derved blev hårdt såret. Han havde stået for sig selv, og ingen af de andre vidste, at han var blevet såret. »Der kom en arm ud,« sagde Gissur, »— med en guldring på og tog en pil, der lå på taget. Man leder ikke efter forsyninger ude, hvis der er nok inde, og nu bør vi angribe.« Mård sagde: »Lad os brænde ham inde!« »Det skal aldrig ske,« sagde Gissur, »— om så mit liv afhang af det. Kom hellere med nogle råd, der gavner — du, som går for at være så snedig.« Der lå noget tovværk på jorden, som man ofte brugte til at forstærke huset med.[8] Mård sagde: »Lad os tage tovene og binde om remenderne — og så fæstne de andre tovender til sten. Så kan vi bruge en bjælke som vinde og trække taget af huset.« De tog tovene og udførte dette arbejde, og Gunnar bemærkede ingenting, før de havde trukket hele taget af huset. Da skød Gunner med buen, så de overhovedet ikke kunne komme i nærheden af ham. Så sagde Mård for anden gang, at de skulle indebrænde Gunnar. Gissur sagde: »Jeg véd ikke, hvorfor du foreslår det, som ingen andre vil være med til. Det skal aldrig ske!« I samme øjeblik sprang Torbrand Torleikson op på ydervæggen og huggede Gunnars buestreng over. Gunnar greb hugspyddet med begge hænder, vendte sig hurtigt imod ham og drev det igennem ham og kastede ham ned på jorden. Da sprang Asbrand — hans bror — til. Gunnar stak efter ham med hugspyddet, men han holdt skjoldet for. Spyddet gik igennem skjoldet og ind mellem underarmsknoglerne. Gunnar vred spyddet så hårdt rundt, at skjoldet kløvedes og begge underarmsknoglerne splintredes, og han faldt ned fra ydervæggen. Gunnar havde i forvejen såret otte mand og dræbt to. Så fik Gunnar to sår, men alle folk sagde, at han hverken ænsede sår eller død. Han sagde til Halgerd: »Giv mig to lokker af dit hår, så du og min mor kan sno dem sammen til en buestreng til mig.« »Gælder det noget?« spurgte hun. »Det gælder mit liv,« sagde han, »— for de skal aldrig få ram på mig, så længe jeg kan bruge buen.« »Da skal jeg nu,« sagde hun, »— huske dig for kindhesten,[9] og det rager mig ikke, om du forsvarer dig kort eller længe.« »Hver henter hæder på sin måde,« sagde Gunnar, »— og jeg skal ikke tigge dig længe om dette.« Rannveig sagde: »Du er led, og din skændsel skal huskes længe.« Gunnar forsvarede sig godt og modigt og gav yderligere otte mænd så svære sår, at mange af dem nær døde. Gunnar værgede sig, til han faldt af udmattelse. De gav ham mange store sår, men han slap fra dem alligevel og forsvarede sig igen længe. Det endte dog med, at de dræbte ham. Torkel Elvefarerskjald digtede dette vers om hans forsvar:


Gunnars spydværn spurgtes;
spantehjortes rorsmænd
stædigt holdt han stangen
— stridstræt — syd for Kølen.
Guldets deler dræbte
dér i Vidurs skjoldstorm
to og såred’ seksten
sværdstridsvante mandfolk.


Gissur sagde: »Vi har her strakt en vældig kæmpe til jorden, og det har kostet os anstrengelser. Hans forsvar vil blive husket, så længe landet er beboet.« Derpå opsøgte han Rannveig og sagde: »Vil du lade de to af vores folk, som er døde, få jord, så de kan blive højlagte her?« »Hvorfor ikke til to, når jeg helst ville lade jer alle få?« »Det er kun rimeligt, at du siger sådan,« sagde han, »— for du har lidt et stort tab.« Og han sagde, at der hverken skulle røves eller ødelægges noget og tog derefter væk. Da sagde Torgeir Starkadson: »Vi vil ikke kunne være hjemme på vores gårde for Sigfussønnerne, med mindre du — Gissur! — eller Geir opholder sig her sydpå nogen tid.« »Det forekommer rigtigt,« sagde Gissur, og de trak lod, og den lod at skulle blive tilbage faldt på Geir. Han drog derpå til Odde og slog sig ned dér. Han havde en søn, der hed Roald. Han var uægtefødt, og hans mor hed Bjartey og var søster til Torvald den Skrantende, som blev dræbt ved Hestebæk i Grimsnæs. Roald pralede med, at han havde givet Gunnar dødsstødet. Han opholdt sig hos sin far. Torgeir Starkadson pralede med at have givet Gunnar et andet sår. Gissur sad hjemme på Mosfjeld. Drabet på Gunnar blev ilde omtalt alle steder, og mange folk sørgede over hans død.




Drabet på Traen Sigfusson

Kap. 92


Deres[10] tvistigheder blev nu meget omtalt, og alle mente at vide, at dette ikke ville gå i sig selv.

Runulv — Ulv Ørgodes søn fra Dal østpå — var en god ven af Traen og havde budt ham hjem til sig, og det var blevet aftalt, at han skulle komme østpå, når der var gået tre uger eller en måned af vinteren. Med Traen fulgte Dræber-Hrapp, Grane Gunnarson, Gunnar Lambeson, Lambe Sigurdson og Lodin og Tjørve. De var otte.[11] Også Torgerd og Halgerd skulle med. Traen oplyste også, at han agtede at besøge Ketil — sin bror — på Mark, og han fastsatte, hvor mange nætter han agtede at være hjemmefra. De var alle fuldt bevæbnede.

Så red de østpå over Markfloden og mødte dér nogle fattigkoner, der bad dem hjælpe sig vestpå over flodløbet. Det gjorde de. Så red de til Dal, hvor de blev godt modtaget. Dér var Ketil fra Mark til stede. De opholdt sig dér tre nætter. Runulv og Ketil bad Traen om at forlige sig med Njalsønnerne, men han sagde, at han aldrig ville betale noget og svarede grimt og sagde, at han var forberedt på Njalsønnerne, hvor end de måtte mødes. »Det kan godt være,« sagde Runulv, »— men jeg ser sådan på det, at ingen er deres lige, nu da Gunnar på Liens Ende er død, og det virker sandsynligt, at den ene her trækker den anden med sig i døden.« Traen sagde, at det skræmte ham ikke.

Så drog Traen op til Mark og var dér i to nætter. Derpå red han ned til Dal og begge steder fik han passende gaver ved afskeden. Markfloden løb imellem nogle store isdannelser, men her og dér fandtes der små isbroer. Traen sagde, at han agtede at ride hjem om aftenen. Runulv sagde, at han ikke skulle ride hjem, men at det var mere sikkert ikke at tage af sted på den tid, han forud havde bestemt. Traen sagde: »Det er fejhed! Det vil jeg ikke!«

De fattigkoner, som de havde skaffet over flodløbet, kom til Bergtorsbakke, og Bergtora spurgte, hvor de var fra, og de sagde, at de kom fra under Øfjeld østpå. »Hvem skaffede jer over Markfloden?« spurgte Bergtora. »De mest stormodige mennesker,« sagde de. »Hvem var de?« spurgte Bergtora. »Traen Sigfusson,« sagde de, »— og hans følgesvende. Men det oprørte os særligt, at de havde så mange og onde bemærkninger om din mand og hans sønner.« Bergtora sagde: »Kun få bestemmer, hvad der siges om dem.« Derefter drog de væk, men Bergtora gav dem gaver og spurgte dem, hvornår Traen ville komme hjem. De sagde, at han ville være hjemmefra fire eller fem nætter. Dette fortalte Bergtora derpå sine sønner og Kåre — sin svigersøn — og de talte længe fortroligt sammen.

Andreas Bloch:
Skarphedin dræber Traen Sigfusson
Den samme morgen, som Traen red østfra, vågnede Njal tidligt og hørte, at Skarphedins økse skurrede imod vægbeklædningen. Njal stod derfor op og gik ud, hvor han så, at hans sønner og ligeledes Kåre — hans svigersøn — var fuldt bevæbnede. Skarphedin gik forrest. Han bar en blå kofte og et let skjold og havde sin økse over skulderen. Ved siden af ham gik Kåre. Han bar silketrøje og en forgyldt hjelm og et skjold, hvorpå der var malet en løve. Ved siden af ham gik Helge. Han var i en rød kjortel, havde hjelm på hovedet og bar et rødt skjold med en hjort som mærke. Alle bar de farvet tøj. Njal råbte til Skarphedin: »Hvor skal I hen — min søn?« »Ud at lede efter får!« svarede han. »Sådan var det også engang før,« sagde Njal, »— men da fangede I mennesker.« Skarphedin lo og sagde: »Hører I, hvad den gamle siger? Han er ikke så godtroende endda.« »Hvornår har du sagt det før?« spurgte Kåre. »Da jeg dræbte Sigmund den Hvide — Gunnars slægtning,« sagde Skarphedin. »Af hvilken grund?« spurgte Kåre. »Han havde dræbt Tord Den frigivnes Søn — min fosterfar,« sagde Skarphedin. Njal gik hjem, og de drog op til Rødeskred og ventede dér. Derfra ville de kunne se, så snart de andre red fra Dal østpå. Det var en solskinsdag og klart i vejret.

Så red Traen og de andre fra Dal ned imod øren. Lambe Sigurdson sagde: »Det blinker i skjolde ved Rødeskred, når solen skinner på dem, og der må ligge nogle i baghold.« »Så skulle vi i stedet ride ned langs med flodløbet,« sagde Traen, »— så kan de møde os dér, hvis de vil os noget.« Så drejede de ned langs flodløbet. Skarphedin sagde: »Nu har de set os, for de skiftede retning, og nu er der ikke andet for os at gøre, end at løbe ned imod dem.« Kåre sagde: »Mange lægger sig i baghold uden at være i undertal på den måde, som vi er. De er otte, og vi er fem.« Så gik de ned langs med flodløbet, og fik øje på en isbro længere nede, hvor de agtede sig over. Traen og de andre gjorde holdt på isen oven for isbroen. Traen sagde: »Hvad kan disse mænd ville? De er fem, og vi er otte.« Lambe Sigurdson sagde: »Jeg tror nu, at de ville angribe alligevel, selv om endnu flere folk var imod.« Traen trak af kappen og tog sin hjelm af.

Da de løb ned langs med flodløbet, skete det for Skarphedin, at hans skorem gik i stykker, og han sakkede bagud. »Hvad nøler du sådan for — Skarphedin?« sagde Grim. »Jeg snører min sko,« svarede han. »Vi løber i forvejen,« sagde Kåre, »— det aner mig, at han ikke vil komme senere frem, end vi gør.« De drejede ned imod isbroen, og der var fart på. Skarphedin sprang op, så snart han havde snøret skoen — og han havde øksen klar. Han løb ret frem mod flodløbet, men floden var så dyb, at et langt stykke var ufarbart. Et stort islag havde dannet sig på den anden side af floden, og det var spejlblankt, og Traen og de andre stod midt på isen. Skarphedin satte i vejret og sprang over flodløbet mellem de store isdannelser, og han holdt sig på benene og strøg straks videre frem skridende på fødderne. Islaget var meget glat, og han fór så hurtigt af sted som en fugl i flugten. Traen agtede i det samme at tage hjelmen på. Skarphedin kom da til og huggede til Traen med øksen Rimmugyge[12], som traf i hovedet og kløvede det ned til kindtænderne, så de raslede ned på isen. Dette skete i så rask en håndevending, at ingen nåede at hugge efter ham. Han strøg straks derfra i flyvende fart. Tjørve kastede et skjold foran ham, men han sprang over det og landede alligevel på fødderne og nåede til enden af isen. Dér kom Kåre og de andre imod ham. »Det var en mandig fremfærd,« sagde Kåre. »Jeres del står endnu tilbage,« svarede Skarphedin.

Så gik de op imod dem. Grim og Helge så, hvor Hrapp var, og vendte sig straks imod ham. Hrapp huggede med det samme efter Grim med øksen, men Helge så det og huggede Hrapp over armen, så den gik af, og øksen faldt ned. Hrapp sagde: »Dér gjorde du noget ganske tiltrængt, for den hånd har voldt mange folk skade og død.« »Men nu skal det være slut,« sagde Grim og borede spyddet igennem ham. Hrapp faldt død til jorden. Tjørve vendte sig imod Kåre og kastede et spyd efter ham. Kåre sprang i vejret, så spyddet fløj under fødderne på ham. Kåre løb imod ham og huggede ham i brystet med sværdet, så det straks trængte ind. Han døde øjeblikkelig. Skarphedin greb da fat i både Gunnar Lambeson og Grane Gunnarson og sagde: »Her har jeg fanget to hvalpe, men hvad skal vi stille op med dem?« »Det står dig frit for,« sagde Helge, »— at dræbe begge, hvis du ønsker dem døde.« »Jeg nænner ikke,« sagde Skarphedin, »— at støtte Høgne og så samtidig dræbe hans bror.« »Der kan komme engang,« sagde Helge, »— hvor du ville ønske, at du havde dræbt ham, for han vil aldrig blive tro imod dig eller andre af dem, som er her nu.« »Jeg er ikke bange for dem,« sagde Skarphedin. Derpå gav de fred til Grane Gunnarson, Gunnar Lambeson, Lambe Sigurdson og Lodin.

Derefter vendte de hjem, og Njal spurgte, hvad der var sket. De fortalte ham alt, hvad der var foregået. Njal sagde: »Det er store tildragelser, og det er mest sandsynligt, at dette fører til en af mine sønners død, hvis ikke endnu mere.«

Gunnar Lambeson førte Traens lig med sig til Stenå, hvor han blev højlagt.




Asgrim og Njalsønnerne søger støtte på tinget

Fra kap. 119 og 120


— — En dag talte Njal og Asgrim længe lavmælt sammen. Så sprang Asgrim op og sagde til Njalsønnerne: »Vi skulle gå ud og skaffe os nogle forbundsfæller, så vi ikke kommer i undertal, for denne sag vil blive ført med eftertrykkelighed.« Asgrim gik ud og efter ham fulgte Helge Njalson, så Kåre Sølmundson, så Grim Njalson, så Skarphedin, så Torhal, så Torgrim den Store, så Torleif Ravn. De gik hen til Gissur den Hvides bod og gik ind i boden. Gissur rejste sig for at møde dem og bad dem sidde ned og drikke. Asgrim sagde: »Det er ikke det, det drejer sig om, og jeg skal ikke lægge skjul på det: Hvilken støtte kan jeg forvente at få fra din side — slægtning?« Gissur sagde: »Min søster — Jorun — ville nok mene, at jeg ikke kan unddrage mig fra at hjælpe dig. Sådan skal det også være nu og sidenhen, at ét og det samme skal overgå os.« Asgrim takkede ham, hvorefter de gik.

Skarphedin spurgte: »Hvor skal vi så hen?« Asgrim svarede: »Til ølfusfolkenes bod.« Så gik de derhen. Asgrim spurgte, hvorvidt Skafte Toroddson var i boden. Han fik at vide, at det var han. Så gik de ind i boden. Skafte sad på bænken og bød Asgrim velkommen. Denne takkede. Skafte bød Asgrim at sidde ved siden ad sig. Asgrim sagde, at han ikke kunne blive længe, »— men jeg har dog et ærinde hos dig.« »Lad os høre,« sagde Skafte. »Jeg vil bede om din hjælp — at du yder støtte til mig og mine besvogrede.« »Jeg havde ikke tænkt mig,« sagde Skafte, »— at skulle have jeres genvordigheder indenfor i mit hus.« Asgrim sagde: »Det var ringe sagt — sådan til sidst at yde de folk hjælp, som trænger mest.« »Hvem er den mand,« sagde Skafte, »— som fire mand går foran? Han er en stor og bleg mand, ser uheldsvanger og barsk ud og ligner en trold.« Han svarede: »Jeg hedder Skarphedin, og du har tit set mig på tinget. Men jeg må være noget klogere end dig, siden jeg ikke behøver spørge, hvad du hedder. Du hedder Skafte Toroddson, men tidligere kaldte du dig Børsteknold, da du havde dræbt Ketil fra Elda. Dengang gjorde du dig skaldet og smurte tjære i hovedet. Så betalte du nogle trælle for at løsne græstørven, som du kravlede under om natten. Derefter tog du ud til Torolf Loftson på Øre, og han tog imod dig og bar dig ombord i sin melsæk.« Derpå gik Asgrim og de andre ud.

Skarphedin sagde: »Hvor skal vi så gå hen?« »Til Snorre Godes bod.« Derpå gik de til Snorres bod. Der stod en mand uden for boden. Asgrim spurgte, om Snorre var i boden. Manden sagde, at det var han. Asgrim og alle de andre gik ind i boden. Snore sad på bænken. Asgrim gik for ham og hilste værdigt på ham. Snorre tog venligt imod ham og bad ham sidde. Asgrim sagde, at han ikke kunne bliver længe dér, »— men jeg har dog et ærinde hos dig.« Snorre bad ham sige frem. Asgrim sagde: »Jeg kunne tænke mig, at du går med mig for retten og yder mig støtte, for du er indsigtsfuld og kan få meget gennemført.« »Vi har det svært med retssager for tiden,« sagde Snorre, »— for der er mange, som går hårdt imod os, og derfor påtager vi os nødigt vanskelige sager for folk fra andre fjerdinger.« »Det er kun rimeligt,« sagde Asgrim, »— og du skylder os heller ikke noget.« »Jeg véd, at du er en god mand,« sagde Snorre, »— og jeg vil derfor love dig, at jeg hverken skal gå imod dig eller yde dine uvenner støtte.« Asgrim takkede ham. Snorre sagde: »Hvem er den mand, som fire går foran? Han er bleg og skarpskåren og viser tænder og bærer øksen på skulderen.« »Jeg hedder Hedin,« svarede han, »— men nogle bruger Skarphedin som mit fulde navn. Har du andet, du vil fortælle mig?« Snorre sagde: »Kun det, at du forekommer mig meget barsk og uforfærdet, men jeg gætter dog på, at det er ude med din største lykke, og at din tid snart er forbi.« »Det er udmærket,« sagde Skarphedin, »— for den gæld må vi alle betale. Det var imidlertid mere nødvendigt, at du hævnede din far, fremfor at komme med sådanne spådomme om mig.« »Det har mange sagt før,« sagde Snorre, »— men sådan noget vil jeg ikke hidse mig op over.« Efter det gik de ud og fik således ingen støtte dér.

Derfra gik de til skagfjordingernes bod. Den bod ejede Hafr den Rige. Han var søn af Torkel Erikson fra Goddalene, søn af Geirmund, søn af Roald, søn af Erik Stritskæg, som fældede Grjotgard i Sogndal i Norge. Hafrs mor hed Torunn og var datter af Asbjørn Mørkåskalle Hestebjørnson. Asgrim og de andre gik ind i boden. Hafr sad midt i boden og talte med en mand. Asgrim gik hen til ham og hilste på ham. Han optog det godt og bad ham sidde. Asgrim sagde: »Jeg vil bede dig om, at du støtter mig og mine besvogrede.« Hafr svarede hurtigt og sagde, at han ikke kunne tage sig af deres vanskeligheder, »— men jeg vil alligevel spørge, hvem ham den blege er, som fire mand går foran, og som ser så ond ud, som kom han ude fra, hvor havtroldene holder til.« Skarphedin sagde: »Du skal ikke bryde dig om, hvem jeg er — dit pattebarn! For jeg tør nok gå dér, hvor du ligger på lur, og jeg skulle ikke være det mindste ræd, selv om sådan en knægt skulle komme i vejen for mig. Du skulle hellere finde Svanløg — din søster — som Eydis Jernsakse og Ambolt-Kol bortførte fra dit hjem, mens du ikke turde foretage dig noget. Asgrim sagde: »Lad os gå ud — her er der ingen håb om støtte.«

Derefter gik de til boden for mødrevoldsfolkene og spurgte, om Gudmund den Mægtige var i boden, og de fik at vide, at det var han. Så gik de ind i boden. Højsædet stod midt i boden, og dér sad mægtige Gudmund. Asgrim gik for ham og hilste på ham. Gudmund tog godt imod ham og bad ham sidde. Asgrim sagde: »Jeg vil ikke sidde, men jeg vil bede dig om støtte, for du har gåpåmod og er en stor høvding.« Gudmund sagde: »Jeg skal ikke være imod dig, men hvis jeg skulle blive til sinds at yde dig støtte, så kan vi gerne tale om det senere« — og optog i det hele sagen godt. Asgrim takkede ham for hans ord. Gudmund sagde: »Der er en mand i din flok, som jeg har betragtet en tid, og han forekommer mig ulig de fleste andre mænd, jeg har set.« »Hvem er det?« sagde Asgrim. »Fire mand går foran ham,« sagde Gudmund, »— og han er brunhåret og bleg, meget stor af vækst, og han ser stærk ud og ligner så rask et mandfolk, at jeg hellere ville følges med ham end med ti andre. Alligevel ser manden ikke ud til at være fulgt af lykken.« Skarphedin sagde: »Jeg forstår, at du hentyder til mig, og vi er ramt af forskellig ulykke. Jeg er anklaget for drabet på Høskuld Hvidenæsgode, hvilket er rimeligt, men Torkel Flab og Tore Helgeson bagvaskede dig, hvilket har skaffet dig den største forbitrelse.« Så gik de ud.

Skarphedin sagde: »Hvor skal vi nu gå hen?« »Til ljosevandsfolkenes bod,« sagde Asgrim. Den bod havde Torkel Flab rejst telt over. Han var søn af Torgeir Gode, søn af Tjørve, som var Torkel den Langes søn. Torgeirs mor var Torunn — datter af Torstein, søn af Sigmund, søn af Gnupa-Bård. Torkel Flabs mor hed Gudrid. Hun var datter af Torkel den Sorte fra Lejregård, søn af Tore Flip, søn af Ketil Sæl, søn af Ørnulf, søn af Bjørnulf, søn af Grim Loddenkind, søn af Ketil Høng, søn af Halbjørn Halvtrold. Torkel Flab var draget udenlands og havde udmærket sig i andre lande. Han havde dræbt en ugerningsmand østpå i Jämtlandsskoven. Derpå var han draget østpå til Svitjod, hvor han havde slået sig sammen med Sverker Karl, og de hærgede i østersølandene. Østen for Bålegårdssiden skulle Torkel en aften hente vand til dem. Da mødte han en fingalk[13] og kæmpede længe imod den, og det endte sådan mellem dem, at han dræbte fingalken. Derfra drog han østpå til Adalsyssel. Dér dræbte han en flyvende drage. Derefter drog han tilbage til Svitjod og derfra til Norge og siden ud til Island, og han lod disse storbedrifter indskære over sit sovekammer og på stolen foran sit højsæde. Han og hans brødre kæmpede på herredstinget ved Ljosevand imod Gudmund den Mægtige, og ljosevandsfolkene sejrede. Da var det, at Tore Helgeson og Torkel Flab bagvaskede Gudmund. Torkel sagde gerne, at der ikke var nogen på Island, som han ikke ville gå i tvekamp mod, eller som han ville vige tilbage for. Han blev kaldt Torkel Flab, fordi han hverken i ord eller gerning sparede nogen — lige meget hvem han havde med at gøre.

Asgrim og kammeraterne gik hen til Torkels bod. Da sagde Asgrim til sine kammerater: »Denne bod ejes af Torkel Flab — en vældig kæmpe — og det ville betyde meget for os, om vi kunne få hans støtte. Vi må her på alle måder passe på, for han er selvrådig og stridbar. Jeg vil nu bede dig om — Skarphedin! — at du ikke blander dig i vores samtale.« Skarphedin smilte hånligt ad det. Han var klædt sådan, at han bar en blå kjortel og blåstribede benklæder og sorte sko, der gik højt op på læggen. Han havde et sølvbælte om livet og i hånden den økse, som han havde dræbt Traen med, og som han kaldte Rimmugyge. Han bar et rundskjold og et silkebånd om hovedet, idet han havde strøget håret om bag ørerne. Han så meget krigerisk ud, og alle genkendte ham uden at have set ham før. Han gik dér, hvor det var bestemt — hverken længere fremme eller længere bagude. De gik ind i boden og ind i det inderste. Torkel sad midt på bænken med sine folk ud fra sig til alle sider. Asgrim hilste på ham. Torkel tog godt imod. Asgrim sagde til ham: »Vi er kommet hertil for at bede dig om støtte, ved at du går for retten sammen med os.« Torkel sagde: »Hvad skal I med min støtte, når I allerede har været hos Gudmund? For han lovede jer vel sin støtte.« »Vi fik ikke hans støtte,« sagde Asgrim. Torkel sagde: »Så har Gudmund ikke anset sagen for kærkommen, og det er den heller ikke, for det værk er det værste, der er udøvet. Og jeg véd, hvad der har fået dig til at fare herhen, nemlig at du troede, at jeg ville være mindre nøjeregnende end Gudmund, og at jeg ville forfølge en uretfærdig sag.« Asgrim tav og syntes, det så sort ud. Da sagde Torkel: »Hvem er ham den store med fælt udseende, som fire mand går foran? Han er bleg og skarpskåren og ser uheldsvanger og ondskabsfuld ud.« Skarphedin sagde: »Jeg hedder Skarphedin, og du har ingen grund til at rette hånsord mod en sagesløs mand som mig. Det er aldrig overgået mig, at jeg har kuet min far og kæmpet imod ham, sådan som du har gjort med din. Det er heller ikke ofte, du er redet til Altinget eller har anstrengt dig med retstvister, for det passer bedre for dig at sidde alene hjemme på din gård — Økseå[14] — og sysle med mejeriet. Du skulle i øvrigt også stange dine tænder for resterne af den hoppeendetarm, som du åd, før du red til tings. Din fårepasser så det, og han undrede sig over, at du kunne gøre noget så ækelt.« Torkel sprang op i voldsom vrede og trak sit sakssværd og sagde: »Dette sakssværd fik jeg i Svitjod, da jeg gjorde det af med den største kæmpe, og siden har jeg dræbt mange mænd med det, og så snart jeg når hen til dig, skal jeg drive det igennem dig, og det skal du få for dine fornærmende ord.« Skarphedin stod med hævet økse, mens han smilte koldt og sagde: »Denne økse havde jeg i hånden, da jeg sprang 12 alen over Markfloden for at dræbe Traen Sigfusson, og der stod otte mand foran mig uden at kunne fange mig, og jeg har aldrig rettet våben imod en mand uden at ramme.« Derpå skubbede han sine brødre og Kåre — sin svoger — til side og skred frem imod Torkel. Så sagde Skarphedin: »Vælg nu ét af to — Torkel Flab! Enten stikker du sværdet i skeden og sætter dig ned, eller også driver jeg øksen i hovedet på dig og kløver dig ned til skuldrene.« Torkel satte sig og stak sværdet i skeden, og hverken før eller siden var han udsat for noget lignende.

Asgrim og de andre gik ud. Skarphedin sagde: »Hvor skal vi så gå hen?« Asgrim sagde: »Hjem til vores bod.« »Så går vi tiggergang til teltet,« sagde Skarphedin. Asgrim vendte sig imod ham og sagde: »Mange steder var du rigelig skarptunget, men her — i Torkels tilfælde — forekommer det mig, at du gav ham lige, hvad han havde fortjent.« Så gik de hjem til deres bod og fortalte Njal alt, hvad der var sket. Han sagde: »Nu må skæbnen gå sin gang — hvad der så end vil ske.« — —



Öxaráfoss, Þingvellir



Forliget efter Høskuld Hvidenæsgode falder til jorden

Kap. 123


Snorre Gode talte således: »Nu er vi her tolv dommere, under hvem denne sag er henskudt. Jeg vil bede jer alle om, at der ikke lægges vanskeligheder i vejen for denne sag, som kan bevirke, at parterne ikke bliver forligte.« Gudmund sagde: »Vil I dømme nogen til herredsflygtighed eller landsforvisning?« »Ingen,« sagde Snorre, »— for den slags er ofte blevet slet overholdt, og derved er mænd blevet dræbt og uforligte, men jeg vil gøre pengeboden så stor, at ingen mand her i landet vil have været dyrere end Høskuld.« Der blev taget godt imod hans ord.

Derefter talte de om sagen, men blev ikke enige om, hvem der først skulle foreslå, hvor stor pengeboden skulle være, og det endte med, at de trak lod om det, og loddet faldt på Snorre. Snorre sagde: »Jeg skal ikke dvæle længe ved dette. Jeg vil nu sige jer, hvad min bestemmelse er: Jeg vil have, at Høskuld bødes med tredobbelt mandebod — og det er seks hundreder i sølv. Det er nu, I skal sige til, hvis I mener, at det er for meget eller for lidt.« De svarede, at de ikke ville ændre noget. »Det skal også følge, at hele beløbet skal betales her på tinget.« Da sagde Gissur den Hvide: »Dette forekommer mig knapt at kunne lade sig gøre, for de har nok kun lidt med til at betale for sig.« Gudmund sagde: »Jeg ved, hvad Snorre ønsker. Han ønsker, at alle vi voldgiftsmænd skyder til, som vores ædelmodighed er til, og så vil mange gøre det samme.« Hall på Sida takkede ham og erklærede gerne at ville give så meget som den, der gav mest. Alle voldgiftsmændene samtykkede da heri.

Derefter gik de hver til sit, men aftalte at Hall skulle fremlægge kendelsen på Lovbjerget. Derpå blev der ringet, og alle gik til Lovbjerget. Hall rejste sig og sagde: »I denne sag, som vi har behandlet, er vi blevet enige, og vi har fastsat seks hundreder i sølv. Vi voldgiftsmænd skal udrede halvdelen, og alt skal betales her på tinget. Det er min opfordring til alle, at de skyder en del til for Guds skyld.« Alle modtog det godt. Hall tog da vidner på kendelsen, så ingen skulle kunne anfægte den. Njal takkede dem for afgørelsen. Skarphedin stod tavs ved siden af og smilede.

Folk gik da fra Lovbjerget til deres boder. Voldgiftsmændene samlede det beløb, de havde lovet at indskyde, på bondens kirkegård. Njals sønner afleverede det beløb, de havde, og ligeledes Kåre, og det var ét hundrede i sølv. Njal gav det beløb, han havde, og det var yderligere ét hundrede. Derpå blev hele dette beløb ført til lovretten, og da gav folk så meget til, at ikke én penning manglede. Njal tog et silkeslæb og et par støvler og lagde øverst i dyngen. Derpå sagde Hall til Njal, at denne skulle hente sine sønner, »— og så skal jeg gå hen efter Flose, så de hver især kan love frit lejde.« Njal gik da hjem til sin bod og sagde til sine sønner: »Nu står vores sag godt. Vi er forligte folk, og hele beløbet er samlet ind. Nu skulle begge parter stå frem og love hinanden fred og frit lejde. Jeg vil nu bede jer om, at I ikke forspilder dette.« Skarphedin strøg sig over panden, mens han smilede. Så gik de alle til lovretten.

Hall gik til møde med Flose og sagde: »Gå du nu til lovretten, for nu er hele beløbet blevet vel udredet og samlet ét sted.« Flose bad Sigfussønnerne gå med sig. Så gik de alle ud. De kom østfra til lovretten. Njal og hans sønner kom vestfra. Skarphedin gik hen til midterbænken og stillede sig dér.

Flose gik til lovretten for se på værdierne og sagde: »Dette beløb er stort og godt, og rundhåndet udredet, som man kunne vente.« Derpå holdt han slæbet i vejret og spurgte, hvem der mon havde bidraget med det, men ingen svarede ham. For anden gang viftede han med slæbet og spurgte, mens han lo, hvem der havde givet det, men igen var der ingen, der svarede. Flose sagde: »Hvad er den af? Véd ingen af jer, hvem der har ejet dette udstyr, eller tør I ikke fortælle mig det?« Skarphedin sagde: »Hvem tror du, har bidraget med den?« Flose sagde: »Hvis du gerne vil vide det, så skal jeg fortælle dig, at jeg tror, at din far — den skægløse gamling — har bidraget med den, for mange, der ser ham, er i tvivl om, hvorvidt han er et mandfolk eller en kone.« Skarphedin sagde: »Det er usselt gjort, at håne en så gammel mand — det har ingen agtværdig mand gjort før. I må også vide, at han er en mand, for han har fået sønner med sin kone. Det er få af vores slægtninge, der har ligget ubødede ved vores gærde, som vi ikke har hævnet. Derpå tog Skarphedin slæbet til sig, men kastede et par blå benklæder hen til Flose og sagde, at dem havde han nok mere brug for. Flose sagde: »Hvorfor skulle jeg have mere brug for dem?« Skarphedin sagde: »Fordi det siges, at du står brud for Svinefjeldstrolden hver niende nat, hvor han gør dig til sin kone.« Flose sparkede til pengene og sagde, at han ikke ville have én penning af dem og sagde, at enten skulle Høskuld ligge ubødet, eller også ville de hævne ham. Flose ville da hverken give eller modtage fred og sagde til Sigfussønnerne: »Lad os gå hjem. Ét og det samme skal nu overgå os alle!« Derpå gik de hjem til boden. Hall sagde: »Alt for store ulykkesmænd har del i dette.«

Njal og hans sønner gik hjem til boden. Njal sagde: »Nu sker det, som jeg længe har anet — at denne sag kommer til at ramme os hårdt.« »Sådan er det ikke,« sagde Skarphedin, »— de kan aldrig sagsøge os efter landsloven.« »Så vil det ske,« sagde Njal, »— som vil være værst for alle.«

De folk, der havde skudt penge til, talte om, at de ville tage dem igen. Gudmund sagde: »Jeg vil ikke have den skam siddende på mig, at tage det tilbage, som jeg gav — hverken denne eller andre gange.« »Det er vel talt,« sagde de, og de ville da heller ikke tage noget igen. Snorre Gode sagde: »Det er mit råd, at Gissur den Hvide og Hjalte Skeggeson varetager værdierne til næste altingssamling. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke vil vare længe, før vi kan få behov for at bruge af disse penge.« Hjalte tog halvdelen af pengene i sin varetægt, Gissur resten. Så gik folk til deres boder.




Branden på Bergtorsbakke

Kap. 125-132


Varsler

Andreas Bloch: Troldridtet på Reykjar
Runolf Torsteinson boede på Reykjar i Skeid. Hans søn hed Hildeglum, og denne gik ud søndag nat, da der var 12 uger til vinter. Han hørte et stort brag, så det forekom ham, at både jorden og himlen skælvede. Derpå så han mod vest. Han syntes dér at se en brændende ring, og i ringen var der en mand på en grå hest. Manden fór af sted, og han red hårdt til. Han havde en flammende brand i hånden. Han red så nær Hildeglum, at denne tydeligt kunne se ham. Han var sort som beg. Han kvad dette vers med kraftig stemme:


Jeg farer på hesten
med fråde om mulen
og våd manke
— jeg volder ondt.
Ild i enderne,
edder i midten:
Som kævlen i flugt
er Floses plan,
som kævlen i flugt
er Floses plan.


Da forekom det ham, at manden kastede branden østpå til fjeldene, og han syntes at se en voldsom ild skyde op, så han ikke kunne se fjeldene for den. Det forekom ham, at denne mand red østpå ind i flammerne, hvor han forsvandt. Derefter gik Hildeglum ind på sin plads og lå længe sanseløs, men kom til sig selv. Han huskede alt det, der havde vist sig for ham, og han fortalte det til sin far, men denne bad ham sige det til Hjalte Skeggeson. Han tog hen og fortalte ham det. »Du har set et troldridt,« sagde Hjalte, »— og det følges altid af store begivenheder.«


Flose samler folk og rider østfra

Flose gjorde sig klar til at drage østfra, da der var to måneder til vinter, og han indkaldte alle sine folk, der havde lovet at følge ham på færden. Hver af dem havde to heste og gode våben. De kom alle til Svinefjeld og var dér om natten. Flose lod afholde gudstjeneste tidligt om søndagen, hvorefter han gik til bords. Han fortalte alle sine arbejdsfolk, hvad de hver især skulle lave, mens han var væk. Derpå gik han til sine heste. Flose og de andre red først vestpå til Sand. Flose bad dem først ikke ride alt for hurtigt og sagde, at de nok skulle nå frem alligevel. Han bad alle vente, såfremt nogen trængte til hvile. De red vestpå til Skogahverfe og kom til Kirkebø. Flose bad alle mand komme i kirke og bede. Det gjorde folk. Derefter steg de til hest og red til fjelds og så til Fiskevandene og et stykke vesten for søerne og derpå i vestlig retning over Sandet, så de havde Øfjeldsjøkelen på venstre hånd. Så kom de ned i Godeland og derfra til Markfloden, og de kom ved nontid på ugens anden dag[15] til Trehyrningshalse, hvor de ventede til midt på aftenen. Alle kom dertil undtagen Ingjald fra Kelda. Sigfussønnerne bebrejdede ham meget, men Flose bad dem ikke anklage Ingjald, når han ikke var til stede, »— men vi skal nok give ham gengæld sidenhen.«


Hvad der skete på Bergtorsbakke

Nu skal der fortælles, hvad der skete på Bergtorsbakke, da Grim og Helge drog til Hole, hvor de havde børn til opfostring. De sagde til deres far, at de ikke kom hjem om aftenen. De var på Hole hele dagen. Nogle fattigkoner ankom dertil og sagde, at de var kommet langvejs fra. De blev spurgt, om de havde noget at berette, men de sagde, at der ikke var hændt noget, »— men vi kan da fortælle en nyhed.« De andre spurgte, hvilken nyhed de havde og bad dem ikke holde den tilbage. De sagde, at det ville de heller ikke: »Vi kom ned fra Fljotshlid, og dér så vi alle Sigfussønnerne ride fuldt bevæbnede, og de havde retning mod Trehyrningshalse og var 15 mand i flokken. Vi så også Grane Gunnarson og Gunnar Lambeson, og de var fem i alt, og de red alle samme vej. Så man må sige, at alle nu farer og flyver.« Helge Njalson sagde: »Så må Flose være kommet østfra, og de skal nok alle mødes med ham. Nu skulle Grim og jeg være dér, hvor Skarphedin er.« Grim sagde, at sådan skulle det være, og de tog hjem.

Denne samme aften sagde Bergtora til sine husfolk: »Nu skal I tage det til aftensmad, som I hver især har mest lyst til, for denne aften er den sidste, jeg sætter mad frem til mine folk.« »Det kan ikke passe,« sagde de folk, der var til stede. »Sådan er det dog,« sagde hun, »— og jeg kunne fortælle meget mere, hvis jeg ville, og det skal bevises ved, at Grim og Helge vil komme hjem, førend folk er mætte i aften, og hvis det sker, da vil mere af det, jeg siger, indtræffe.« Derefter satte hun maden på bordet. Njal sagde: »Det forekommer mig underligt nu. Jeg synes, at jeg kan se hele stuen, og det forekommer mig, at begge gavlvægge er væk, og at alt — bordet og maden — er blodigt.« Alle blev meget påvirkede af dette, men ikke Skarphedin. Han bad folk om ikke at sørge eller komme med elendige udbrud, for at folk ikke skulle få noget at snakke om, »— for man forventer af os frem for andre, at vi tåler den slags bedre, hvilket også er rimeligt.« Grim og Helge kom hjem, før der var taget af bordet, og det gjorde et stort indtryk på folk. Njal spurgte, hvorfor de kom så pludseligt, og de sagde, hvad de havde hørt. Njal bad alle om at forblive vågne og at tage sig i agt.


Flose ankommer til Bergtorsbakke

Nu talte Flose til sine folk: »Nu skal vi ride til Bergtorsbakke og komme dertil før sengetid.« Det gjorde de så. Der var en sænkning i bakken, og dér red de hen og tøjrede deres heste og blev dér til langt ud på aftenen. Flose sagde: »Nu skal vi gå hjem til gården, men holde os samlet og gå langsomt og se, hvad de foretager sig.«

Njal og hans sønner og Kåre stod ude sammen med alle folkene på gården, og de tog opstilling foran bygningerne, og de var nærved 30 mand. Flose standsede og sagde: »Nu må vi finde ud af, hvad de beslutter, for jeg tænker, at vi aldrig får angrebet dem, hvis de bliver stående ude.« »Så er vores færd spildt,« sagde Grane Gunnarson, »— hvis vi ikke tør angribe.« »Det vil heller ikke ske,« sagde Flose, »— for vi angriber, selv om de står ude, men vi kommer da til at lide det tab, at mange ikke vil kunne berette om, hvem der sejrede.« Njal sagde til sine folk: »Hvad mener I? Hvor mange er de?« »De har både mange og hårdføre folk,« sagde Skarphedin, »— men nu står de dog stille, fordi de tænker, at det vil blive vanskeligt for dem at angribe os.« »Sådan er det ikke,« sagde Njal, »— og jeg ønsker, at folk går ind, for de havde svært ved at angribe Gunnar på Liens Ende, og han var alene imod dem, men her er husene stærke, som de var dér, og de vil ikke kunne erobre dem.« »Det kan man ikke sammenligne på den måde,« sagde Skarphedin, »— for de høvdinge, der angreb Gunnar, var så ordentlige folk, at de hellere ville vende om end brænde ham inde, mens disse her straks vil bruge ild imod os, hvis de ikke ser anden udvej, for de vil bruge alle midler for at besejre os. De tænker nok — hvilket ikke er urimeligt — at det vil blive deres død, hvis vi slipper fra det. Jeg har heller ikke lyst til at lade mig ryge inde som en ræv i sin hule.« Njal sagde: »Nu går det som ofte før, at I — mine sønner — ikke agter mig, men bestemmer over mig. Det gjorde I ikke, da I var yngre, og da gik det bedre for jer.« Helge sagde: »Lad os gøre, som far ønsker. Det vil gavne os mest.« »Det er jeg ikke sikker på,« sagde Skarphedin, »— for han er nu bestemt til at dø. Men jeg skal da gerne opfylde min fars ønske om at brænde inde sammen med ham, for jeg frygter ikke min død.« Han sagde da til Kåre: »Lad os nu følges ad — svoger! — så vi ikke kommer væk fra hinanden.« »Det havde jeg også tænkt mig,« sagde Kåre, »— men hvis andet er bestemt, så må det blive sådan, og det kan der ikke gøres noget ved.« »Hævn du os, så hævner vi dig,« sagde Skarphedin, »— hvis vi overlever.« Kåre sagde, at sådan skulle det være. De gik alle ind og tog opstilling ved døren.

Flose sagde: »Nu er de dødsens, når de er gået ind. Nu går vi hurtigst muligt op til huset og stiller os meget tæt foran døren og passer på, at ingen kommer derfra, hverken Kåre eller Njals sønner, for det vil blive vores død.« Flose og de andre kom nu hen til husene og omringede dem i det tilfælde, at der skulle være en hemmelig udgang. Flose og hans flok gik hen foran husene. Hroald Øssurson sprang hen, hvor Skarphedin stod, og stak efter ham. Skarpedin huggede spydspidsen af skaftet og huggede efter ham, og øksen traf skjoldet og drev straks hele skjoldet ind imod Hroald, men det forreste hjørne på øksebladet ramte ham i ansigtet, og han faldt baglæns og var straks død. Kåre sagde: »Igen var der en, der slap dårligt fra dig — Skarphedin! — og du er den gæveste af os.« »Det véd jeg nu ikke,« svarede Skarphedin og fortrak læberne til et smil. Kåre og Grim og Helge stak meget ud med spyd og sårede mange folk, og Flose og de andre fik intet udrettet. Flose sagde: »Vores folk har fået mange skader; mange er sårede, og den, som vi sidst ville have troet, er død. Nu er det klart, at vi ikke kan besejre dem med våben. Der er mange, der ikke går så djærvt frem nu, som de sagde, de ville, og nu må vi finde på et andet råd. Der er to muligheder for hånden, og ingen af dem er gode: Den ene er at vende om, og det bliver vores død; den anden er at tænde ild og brænde dem inde, men det er meget ansvarspådragende over for Gud, siden vi er kristne mænd. Men lad os tænde ild i en fart!«


Njal indebrændes, men Kåre undslipper

De tændte nu ild og lavede et stort bål foran døren. Da sagde Skarphedin: »I tænder ild — gutter! Skal I nu til at lave mad?« Grane Gunnarson svarede: »Det skal vi, og du skal ikke mangle varme til at bage.« Skarphedin sagde: »Du lønner mig, som du er mand til, fordi jeg hævnede din far, og lægger mere vægt på det, som du ikke føler dig forpligtet til.« Da kastede kvinderne valle på ilden, så den blev slukket. Kol Torsteinson sagde til Flose: »Jeg kommer i tanker om noget. Jeg så, der var et loft på tværbjælkerne over stuen, og dér skulle vi tænde ild og fyre op med den høstak, der står her bag ved huset.« De tog derpå høstakken og satte ind til den. De folk, der var i huset, blev ikke klar over det, før hele stuen stod i flammer. Så tændte Floses folk bål foran alle dørene. Kvindfolkene, som var inde, begyndte da at beklage sig. Njal sagde til dem: »Tag det nu roligt og vær ikke bange, for dette er nok et uvejr, men der vil gå lang tid, før der kommer et tilsvarende. Tro også på, at Gud er nådig, og han vil ikke lade os brænde både i denne verden og i den næste.« Med sådanne og andre, mere tapre ord talte han til dem.

Nu begyndte hele huset at brænde. Njal gik hen til døren og sagde: »Er Flose så nær, at han kan høre, hvad jeg siger?« Flose sagde, at han kunne høre det. Njal sagde: »Vil du indgå forlig med mine sønner eller tillade nogle folk at gå ud?« Flose svarede: »Jeg vil ikke indgå forlig med dine sønner, for nu skal sagen mellem os afsluttes, og jeg går ikke herfra, før alle er døde, men jeg vil lade kvinder og børn og huskarle gå ud.« Njal gik da ind og sagde til folkene: »Nu skal de folk, der har fået lov, gå ud, og gå du også ud — Torhalla Asgrimsdatter! — sammen med alle dem, der har fået lov.« Torhalla sagde: »Min afsked med Helge bliver nu en anden, end jeg havde tænkt mig, men jeg skal dog opildne min far og mine brødre til at hævne det tab, der sker her.« Njal sagde: »Det skal gå dig godt, for du er en god kone.« Derpå gik hun ud sammen med mange folk. Astrid fra Djupåbakke sagde til Helge Njalson: »Gå du ud sammen med mig, så skal jeg kaste en kvindekappe over dig og skjule dit hoved under et klæde.« Først ville han ikke, men han gjorde det dog, fordi de bad ham. Astrid viklede et hovedklæde om hans hoved, og Torhild lagde kappen over ham, og han gik ud imellem dem. Da gik Torgerd Njalsdatter og Helga — hendes søster — ud sammen med mange andre. Da Helge kom ud, sagde Flose: »Den kvinde, der går dér, er høj og bredskuldret. Grib hende og hold hende!« Da Helge hørte dette, kastede han kappen. Han havde haft sværdet under armen, og han huggede efter en mand og traf hans skjold, så spidsen gik af skjoldet og foden af manden. Da kom Flose til og huggede Helge på halsen, så hovedet straks gik af. Så gik Flose hen til døren og sagde, at han ville tale med Njal og Bergtora. Njal kom. Flose sagde: »Jeg vil tilbyde dig at gå ud, for det er urimeligt, at du skal brænde inde.« Njal sagde: »Jeg vil ikke gå ud, for jeg er en gammel mand, og jeg er dårligt i stand til at hævne mine sønner, men jeg vil ikke leve med skammen.« Flose sagde til Bergtora: »Gå du ud — husfrue! — for jeg har på ingen måde i sinde at indebrænde dig.« Bergtora sagde: »Jeg var ung, da jeg blev givet til Njal, og jeg har lovet ham, at det samme skal overgå os begge.« Derpå gik de begge ind.

Bergtora sagde: »Hvad skal vi nu foretage os?« »Vi skulle gå i seng og lægge os,« sagde Njal. Hun sagde til drengen Tord Kåreson: »Du skal bæres ud, for du skal ikke indebrændes.« »Du har lovet mig — bedstemor!« sagde drengen, »— at vi aldrig skulle skilles, og sådan skal det være. Jeg vil meget hellere dø sammen med jer end at overleve.« Hun bar derefter drengen til sengen. Njal sagde til sin forvalter: »Nu skal du bemærke, hvor vi lægger os, og hvordan jeg indretter det omkring os, for jeg agter ikke at flytte mig herfra, hvad enten røgen eller heden plager mig. Nu kan du fortælle omtrent, hvor man skal finde vores knogler.« Han sagde, at det skulle han gøre. En okse var blevet slagtet, og dér lå huden. Njal sagde til forvalteren, at denne skulle lægge huden over dem, og det lovede han. De lagde sig nu begge på lejet med drengen imellem sig. Så signede de sig selv og drengen og gav deres sjæl i hænderne på Gud, og det var det sidste, man hørte dem sige. Forvalteren tog derpå huden og lagde den over dem og gik ud. Ketil fra Mark tog imod ham og hjalp ham ud. Han spurgte indgående til Njal — sin svigerfar — og forvalteren fortalte ham alt, som det var. Ketil sagde: »Det er en stor sorg, der er blevet tildelt os, når vi sammen skulle rammes af så megen ulykke.«

Skarphedin havde set, da hans far lagde sig, og hvordan han havde indrettet sig. Da sagde han: »Vores far går tidligt til ro. Det kunne man forvente; han er jo en gammel mand.« Så tog Skarphedin og Kåre og Grim det brændende træ lige så hurtigt, som det faldt ned, og kastede det ud mod de andre, og dette stod på en tid. Så kastede de spyd ind imod dem, men de greb dem alle i luften og sendte dem tilbage igen. Flose bad folkene indstille skydningen, »— for al våbenskifte med dem, vil ramme os tungt. I kan lige så godt vente på, at ilden vinder over dem.« Det gjorde de så. Nu faldt de store bjælker ned fra taget. Skarphedin sagde: »Nu må min far være død, og man har hverken hørt ham stønne eller hoste.« De gik da hen til enden af stuen. Dér var en tværbjælke faldet ned, og den var meget forbrændt midtpå. Kåre sagde til Skarphedin: »Spring du ud her, så skal jeg hjælpe dig og springe lige efter dig, og hvis vi gør sådan, kan vi begge slippe ud, for al røgen driver herhen.« Skarphedin sagde: »Du løber først, så skal jeg følge lige i hælene af dig.« »Det er ikke tilrådeligt,« sagde Kåre, »— for jeg skal nok komme ud et andet sted, selv om det ikke lykkes her.« »Det vil jeg ikke,« sagde Skarphedin, »— løb du ud først, så følger jeg straks efter.« Kåre sagde: »Det er enhvers pligt, at redde sit liv, mens der er mulighed for det, og det vil jeg også gøre. Men nu må vi så skilles på den måde, at vi aldrig ses igen, for hvis jeg springer ud af ilden, er jeg næppe til sinds at springe ind i den til dig igen, og nu må vi tage hver vores vej.« »Det vil glæde mig — svoger!« sagde Skarphedin, »— hvis du slipper væk, så du kan hævne os.« Så tog Kåre en brændende stok i hånden og løb hen over tværbjælken ud. Han slyngede stokken ud fra taget, så den faldt ned på dem, der stod udenfor. De sprang da til side. Da stod alt tøjet på Kåre og ligeledes håret i flammer. Han kastede sig ud fra taget og spænede langs med røgen. Da sagde en mand, der stod i nærheden: »Var det ikke en mand, der sprang ned fra taget?« »Slet ikke,« sagde en anden, »— det var Skarphedin, der kastede en brændende stok efter os.« Derefter tænkte de ikke mere over det. Kåre løb, til han kom til en bæk, som han sprang i og slukkede ilden. Derfra løb han med røgen til en grube, hvor han hvilte sig, og den har siden heddet Kåregruben.


Skarphedins død

Nu er der det at fortælle om Skarphedin, at han løb ud på tværbjælken straks efter Kåre, men da han nåede til det sted på bjælken, som var brændt mest, brast den under ham. Skarphedin landede på fødderne og forsøgte med det samme for anden gang at springe op på muren. Da væltede murremmen over ham, så han faldt ind i huset. Da sagde Skarphedin: »Der ser man, hvordan det vil gå.« Han gik derpå frem langs sidevæggen. Gunnar Lambeson sprang op på muren og så Skarphedin. Han sagde: »Græder du nu — Skarphedin?« »Det gør jeg ikke,« svarede han. »— men det er sandt, at det svider i øjnene. Men hvad er det, jeg ser — ler du?« »Vel gør jeg så,« sagde Gunnar, »— og jeg har ikke leet, siden du dræbte Traen på Markfloden.« Skarphedin sagde: »Så er der her en mindegave.« Han tog fra sin pung en kindtand, som han havde hugget af Traen, og kastede den efter Gunnar, og den traf ham i øjet, så det straks faldt ud på kinden. Gunnar faldt ned fra taget. Skarphedin gik derpå hen til sin bror — Grim. De tog hinandens hænder og trampede på ilden, men da de var midt i stuen, faldt Grim død om. Skarphedin gik da hen til husgavlen. Da lød der et stort brag. Taget brast da sammen, og Skarphedin var imellem det og gavlvæggen. Han kunne ikke røre sig nogen vegne.

Flose og de andre blev ved branden, til det næsten blev morgen. Da kom en mand ridende imod dem. Flose spurgte om hans navn. Han sagde, at han hed Geirmund, og at han var en slægtning af Sigfussønnerne. »I har begået et storværk,« sagde han. Flose svarede: »Folk vil både kalde dette et storværk og en ugerning, men nu er der ikke noget at gøre ved det.« »Hvor mange stormænd er gået til her?« spurgte Geirmund. Flose svarede: »Her har Njal og Bergtora mistet livet, og alle deres sønner, Tord Kåreson, Kåre Sølmundson og Tord den Frigivne. Geirmund sagde: »Nu kalder du en død, som er undsluppet, og som vi har talt med her til morgen.« »Hvem er det?« spurgte Flose. »Bård — min nabo — og jeg mødte Kåre Sølmundson,« sagde Geirmund, »— og Bård gav ham sin hest, men håret og tøjet var brændt af ham.« »Var han bevæbnet?« spurgte Flose. »Han havde sværdet Fjørsvafner,« sagde Geirmund, »— men dets ene æg var blevet blå, og vi sagde, at sværdet sikkert var blevet blødt, men han svarede, at han skulle hærde det i blodet fra Sigfussønnerne og andre brandstiftere. Flose sagde: »Hvad sagde han om Skarphedin og Grim?« Geirmund svarede: »Han sagde, at de begge var i live, da de skiltes, men at de nok var døde nu.« Flose sagde: »Nu har du fortalt os noget, der ikke skaffer os forlig, for den mand, som her er sluppet væk, er på alle måder den, der er mest lig Gunnar på Liens Ende. Det skal I vide — Sigfussønner og andre! — at denne brandsag får så stort et efterspil, at mange vil miste deres hoved, mens andre må gå fra hus og hjem. Jeg tænker nu, at ingen af jer Sigfussønner vil turde blive på jeres gårde, hvilket er yderst rimeligt. Jeg vil nu byde jer alle østpå til mig og lade det samme overgå os alle.« De takkede ham. Da kvad Modolf Ketilson et vers:


Stadigt står en enkelt
støtte i Njalsætten
(branden snilde Sigfus-
sønner her forvoldte).
Flammers blussen brændte
bølgeildens træer;
gæld for gæve Høskuld
Goldnirs søn har bødet.


Flose sagde: »Vi skulle prale med noget andet end det, at Njal er blevet brændt inde, for det giver os ingen hæder.« Så gik Flose op på gavlvæggen sammen med Glum Hildeson og nogle andre mænd. Glum sagde: »Er Skarphedin mon død?« De andre sagde, at han måtte være død for længst. Ilden blussede indimellem op, og til tider gik den ud. Da hørte de et vers blive kvædet fra ilden foran dem:


Gerne Idjes galders
Gunn sin øjenvippe-
(manden stred i stålets
storm) -byge kan spare;
ligskarven vil skrige
(skønt nu lyder verset)
ved blodsprøjt fra spidse
spyds larmende uvejr.


Grane Gunnarson sagde: »Mon Skarpehedin kvad det vers levende eller død?« »Det agter jeg ikke at gætte på,« sagde Flose. »Lad os lede,« sagde Grane, »— efter Skarphedin og de andre mænd, som er indebrændt her.« »Det skal vi ikke,« sagde Flose, »— og det vil kun folk, der er lige så tåbelige som dig, gøre, samtidig med at man måske samler folk i hele herredet. Den, der dvæler nu, vil måske blive så skræmt, at han ikke vil vide, hvor han skal rende hen, og det er mit råd, at vi alle rider væk herfra så hurtigt som muligt.« Flose og alle hans folk gik da hastigt hen til deres heste. Flose sagde til Geirmund: »Er Ingjald mon hjemme på Kelda?« Geirmund sagde, at han troede han ville være hjemme. »Den mand,« sagde Flose, »— har brudt alle løfter og al troskab imod os.« Flose sagde da til Sigfussønnerne: »Hvilke vilkår vil I nu give Ingjald? Vil I lade ham slippe, eller skal vi gå imod ham nu og dræbe ham?« De svarede alle, at de ville gå imod ham nu og dræbe ham. Så sprang Flose på sin hest, og de red allesammen væk.


Flose og Ingjald

Flose førte an og red op til Rangå og op langs med åen. Da så han en mand ride ned på den anden side af åen, og han så, at det var Ingjald fra Kelda. Flose kaldte på ham. Ingjaldt gjorde holdt og vendte sig imod åen. Flose sagde til ham: »Du har tilsidesat vores aftale, og du har derfor fortabt liv og ejendom. Her er Sigfussønnerne, og de vil gerne dræbe dig, men jeg mener, du har været vanskeligt stillet, og jeg vil skænke dig livet, hvis du tilstår mig selvdømme.« Ingjald svarede: »Jeg skal ride til møde med Kåre, før jeg tilstår dig selvdømme. Og til Sigfussønnerne vil jeg sige, at jeg ikke er mere bange for dem, end de er for mig.« »Vent du da,« sagde Flose, »— hvis du ikke er ræd, for jeg har noget til dig.« Torstein Kolbeinson — Floses brorsøn — red frem til ham med et spyd i hånden. Han var den djærveste mand i Floses flok og meget afholdt. Flose greb spyddet fra ham og kastede det efter Ingjald, og det traf ham på venstre side og brød gennem skjoldet under grebet og kløvede det i stykker og fortsatte ind i låret oven for knæskallen og stod fast i sadelbommen. Flose spurgte Ingjald: »Blev du ramt?« »Jeg blev godt nok ramt,« sagde Ingjald, »— men dette kalder jeg en rift og ikke et sår.« Ingjald trak spyddet ud af såret og sagde til Flose: »Vent du nu, hvis ellers du ikke er fej.« Han kastede derpå spyddet tilbage over åen. Flose så, at spyddet havde retning midt imod ham. Han bakkede med hesten, og spyddet fløj foran hesten og ramte ikke Flose. Spyddet traf Torstein midt på livet, og han faldt død af hesten. Ingjald fór ind i skoven, og de fik ikke fat i ham. Flose sagde til sine folk: »Nu har vi lidt et stort tab, og nu — da dette er sket — kan vi også forstå, hvor lidt lykken bistår os. Det er nu mit råd, at vi rider til Trehyrningshalse. Derfra kan vi overskue hele herredet og se, om folk rider omkring, for de må nu have samlet mange folk, og de vil sikkert mene, at vi er redet fra Trehyrningshalse østpå til Fljotshlid, og de vil tænke, at vi er redet østpå til fjeldet og videre til herrederne østpå. Den største flok vil ride efter den vej, men andre vil ride østpå ned til Seljalandsmule, selv om de vil have mindre forventning om, at vi har taget den vej. Nu vil jeg råde til, at vi rider op på fjeldet Trehyrning og bliver dér, til den tredje sol har forladt himlen.« Dette gjorde de.


Brandstifterne eftersøges

Nu kan det fortælles om Kåre, at han forlod den grube, hvor han havde hvilet sig, og mødte Bård, og det gik for sig mellem dem, som Geirmund havde fortalt. Derfra red Kåre hen til Mård Valgardson og fortalte ham, hvad der var sket. Mård blev meget berørt. Kåre sagde, at der var mere mandige ting at tage sig til end at græde over de døde, og han bad ham hellere samle folk og føre dem alle til Holtsvad. Derpå red han til Tjorsådal til Hjalte Skeggeson. Da han kom op langs Tjorså, så han en mand ride hastigt efter sig. Kåre ventede på manden og så, at det var Ingjald fra Kelda. Han så, at Ingjald var aldeles blodig på låret. Han spurgte ham, hvem der havde såret ham, og han fortalte det. »Hvor mødtes I?« sagde Kåre. »Ved Rangå,« sagde Ingjald, »— og han skød på mig over åen.« »Gjorde du noget til gengæld?« spurgte Kåre. »Jeg kastede spyddet tilbage,« sagde Ingjald, »— og de sagde, at en mand blev ramt, så han straks døde.« »Véd du ikke, hvem det var?« sagde Kåre. »Det forekommer mig, at han lignede Torstein — Floses brorsøn,« sagde Ingjald. »Dér havde du en heldig hånd!« sagde Kåre. Så red de sammen hen for at træffe Hjalte Skeggeson, og de fortalte ham, hvad der var sket. Han blev meget vred over denne gerning og sagde, at det var af største vigtighed at ride efter dem og dræbe dem alle. Derefter samlede han folk og kaldte alle til våben.

Kåre og de andre red nu med denne flok til møde med Mård Valgardson, og de traf hinanden ved Holtsvad. Mård var ankommet med en meget stor flok. De fordelte eftersøgningen imellem sig. Nogle drog østpå ned til Seljalandsmule, andre op til Fljotshlid og andre igen over Trehyrningshalse og derfra ned i Godeland. Så red de nordpå helt til Sand, men nogle til Fiskesøerne, hvor de vendte om. Nogle red østpå ned til Holt og fortalte Torgeir, hvad der var sket, og spurgte, om de var redet forbi dér. Torgeir sagde: »Selv om jeg ikke er nogen stor høvding, ville Flose nok tage en anden beslutning end at ride lige forbi mig efter at have dræbt Njal — min farbror — og mine fætre. Der er ikke andet for jer at gøre end at vende om, for I har vist søgt langt væk efter noget, der er tættere på. Men sig til Kåre, at han kan ride herhen til mig og være her sammen med mig, hvis han ønsker det. Og selv om han ikke vil være her østpå, så skal jeg nok tage vare på hans gård ved Dyrholmene, hvis han ønsker det. Fortæl ham, at jeg vil hjælpe ham, som jeg formår, og ride til Altinget med ham. Han skal også vide, at vi brødre er nærmest til at forfølge sagen. Vi agter tilmed at gå sådan til sagen, at der bliver tale om fredløshed, hvis vi må bestemme, og derefter mandehævn. Jeg tager ikke med jer nu, for jeg véd, at det ikke vil gavne, for de vil nu være meget agtpågivende.«

De red nu tilbage og mødtes alle på Hov og talte sammen om, at det var skammeligt for dem, at de ikke havde fundet dem. Mård sagde, at det var det ikke. Så opildnede mange til, at man skulle fare til Fljotshlid og ødelægge alle de gårde, som tilhørte folk, der havde deltaget i dette værk, men beslutningen blev dog henskudt under Mård. Han sagde, at det var et meget dårligt råd. De spurgte, hvorfor han mente det. »Fordi,« sagde han, »— hvis deres gårde forbliver stående, vil de komme for at se til dem og til deres koner, og så kan de pågribes dér, når der er gået en tid. I må ikke tvivle på, at jeg skal være Kåre tro i alle beslutninger, for jeg har mig selv at svare for.« Hjalte bad ham gøre, som han lovede. Så bød Hjalte Kåre hjem til sig, og denne sagde, at han først ville ride derhen. De fortalte ham, hvad Torgeir havde tilbudt ham. Kåre sagde, at han siden ville gøre brug af tilbuddet, og han mente, at det lovede godt, hvis der kom mange sådanne. De opløste da hele forsamlingen.

Flose og de andre så alt, hvad der forgik, fra deres sted på fjeldet. Flose sagde: »Nu skal vi tage hestene og ride væk, for nu har vi god mulighed for det. Sigfussønnerne spurgte, om det var tilrådeligt for dem at tage hjem og se til deres gårde. »Mård har nok regnet med,« sagde Flose, »— at I vil besøge jeres koner, og jeg gætter på, at det er hans beslutning, at jeres gårde får lov til at stå uden at blive plyndret. Det er mit råd, at ingen forlader de andre, og at I alle rider med mig østpå.« De fulgte alle det råd. Så red de samlet væk og nord om jøkelen og derefter østpå til Svinefjeld. Flose sendte straks folk ud for at skaffe forråd, så der ikke blev mangel på noget. Flose roste sig aldrig for gerningen, men han udviste heller ikke frygt, og han blev hjemme hele vinteren hen over julen.


Njals knogler bliver fundet

Kåre bad Hjalte om at finde Njals knogler, »— for alle vil tro på det, du siger og synes.« Hjalte sagde, at han gerne ville føre Njals knogler til kirken. De red 15 mand af sted. De red østpå over Tjorså og opfordrede folk til at tage med, indtil de var hundrede mand, herunder Njals naboer. De ankom til Bergtorsbakke midt på dagen. Hjalte spurgte Kåre, hvor Njal kunne ligge, og Kåre viste ham derhen, men der var meget aske, der måtte fjernes. Derunder fandt de oksehuden, og den var nærmest skrumpet på grund af ilden. De fjernede huden, og de lå begge ubrændte derunder. Alle takkede Gud for det og fandt, at det var et stort mirakel. Så fandt de drengen, der havde ligget imellem dem, og på ham var der brændt en finger, som han havde stukket ud fra under huden. Njal blev båret ud og ligeledes Bergtora. Derefter gik alle hen for at se deres lig. Hjalte sagde: »Hvad mener I om disse lig?« De svarede: »Vi afventer din mening.« Hjalte sagde: »Det skal jeg sige lige ud. Bergtoras lig ser ud som forventeligt, men dog godt, men Njals lig og ansigt forekommer mig så klart, at jeg aldrig har set tilsvarende på en død mand.« Alle sagde, at det var rigtigt.

Så ledte de efter Skarphedin. Nogle folk fra stedet viste, hvorfra Flose og de andre havde hørt verset blive kvædet. Taget var dér faldet af gavlvæggen, og Hjalte sagde, at man skulle grave dér. Det gjorde de, og de fandt Skarphedins lig dér. Han havde stået op imod gavlvæggen, og hans ben var brændt næsten op til knæene, men alt andet på ham var ikke brændt. Han havde bidt i sit skæg. Hans øjne var åbne, men ikke opsvulmede. Han havde drevet øksen så hårdt ind i gavlvæggen, at den var gået i helt til midten af bladet, og den havde bevaret hærdningen. Øksen blev siden taget ud. Hjalte tog øksen og sagde: »Dette er et sjældent våben, og kun få vil kunne bære det.« Kåre sagde: »Jeg kender den mand, der skal have øksen.« »Hvem er det?« spurgte Hjalte. »Torgeir Skorargeir,« sagde Kåre, »— som jeg nu anser for at være den fremmeste mand i denne slægt.« Man trak da tøjet af Skarphedin, for det var ikke brændt. Han havde lagt armene over kors og den højre arm øverst. De fandt to mærker på ham; det ene mellem skuldrene og det andet på brystet, og begge var brændt i kors, og folk mente, at han havde brændt sig selv. Alle folk sagde, at de fandt det bedre at være hos den døde Skarphedin, end de havde forestillet sig, for der var ingen, der var bange for ham. De søgte efter Grim og fandt hans knogler midt i stuen. Lige over for ham under sidevæggen fandt de Tord den Frigivne, og i vævestuen fandt de gamle Sæun og tre andre. I alt fandt de dér knogler fra elleve mennesker. Derefter førte de ligene til kirken.

Så red Hjalte hjem, og Kåre fulgte med ham. — —




Noter:

  1. Fra Altinget, hvor Gunnar med Njals mellemkomst indgik forlig efter drabet på Torgeir Otkelson. Gunnar og dennes bror — Kolskeg — skulle ifølge forliget forlade Island i tre år.
  2. Gunnars mor.
  3. Halgerd.
  4. Gissur den Hvide.
  5. Mård Valgardsons gård.
  6. Gunnars hund.
  7. Rem = den tømmerstok øverst på vægkonstruktionen, hvorpå taget hviler.
  8. — i stormvejr.
  9. Gunnar stak ved en tidligere lejlighed sin kone en lussing, hvortil hun svarede, at det slag skulle hun huske og gengælde, hvis hun fik mulighed for det.
  10. Traen Sigfusson og Njals sønner.
  11. — men sagaen er tavs med hensyn til navnet på den sidste mand.
  12. ≈ Stridstroldinden.
  13. En art fabeldyr med menneskehoved og dyrekrop.
  14. Beliggende på Nordisland — ikke ved den Økseå, der løber ved Þingvellir.
  15. ɔ: mandag.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.