|
|
| Linje 1: |
Linje 1: |
| − | {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
| + | #REDIRECT [[Knytlingernes saga]] |
| − | |- style="background-color:#e9e9e9"
| |
| − | !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
| |
| − | |-
| |
| − | ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Knytlinga saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlinga Saga (C.C.Rafn)]] !! !!
| |
| − | |-
| |
| − | ! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Slaget ved Fotevik]] !! !!
| |
| − | |-
| |
| − | |}
| |
| − | | |
| − | | |
| − | <center>[[Kongesagaer]]
| |
| − | | |
| − | '''[[Uddrag af Knytlingernes saga]]'''
| |
| − | | |
| − | | |
| − | <big><big>'''Slaget ved Fotevik'''</big></big>
| |
| − | | |
| − | ''(Knýtlinga saga'', kap. 95-98)
| |
| − | | |
| − | | |
| − | oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]
| |
| − | | |
| − | Heimskringla.no
| |
| − | | |
| − | © 2015</center>
| |
| − | | |
| − | | |
| − | ----
| |
| − | <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons'' [[Knytlinga saga]], ''København 1919-25''</center>
| |
| − | ----
| |
| − | | |
| − | | |
| − | [1134]
| |
| − | | |
| − | [[Fil:Kong niels.jpg|thumb|right|250px|<center>'''Kong Niels af Danmark'''</center>]]Det står skrevet i oplysende, danske bøger, at kong Niels og Erik<ref>ɔ: Erik Emune, søn af Erik Ejegod.</ref> mødtes i en række kampe; vi er ikke i stand til at fortælle, hvordan udfaldet af disse blev, men det skrives, at Erik året efter sin brors — den hellige Knud Lavards — død mødte kong Niels i kamp på Jelling Hede, og derefter sloges de — eller deres folk — igen i Fotevik i Skåne; det er tæt på Lund.
| |
| − | | |
| − | To år efter den hellige Knud Lavards fald kom Erik til Sjælland, hvor han hærgede vidt omkring, og han indtog da sin brors — Harald Spyds — borg i Roskilde og dræbte dér mange folk. Han lod hele borgen rive ned, men Harald Spyd var ikke i byen dengang. Året efter ødelagde Erik hele byen i Roskilde, og da gik mange folk på Sjælland ham til hånde og viste ham lydighed. Han drog derfra med en stor hær nordpå til Skåne, og så gav hele befolkningen sig under ham — både i Skåne og i Halland — og viste ham lydighed.
| |
| − | | |
| − | På denne tid var Asser ærkebiskop i Lund; han tog godt og hædrende imod Erik og overdrog ham hele den styrke, han havde til rådighed, for ærkebiskoppen havde været den bedste ven af hans far — kong Erik. Det var også sådan — som det tidligere blev fortalt — at på grund af drabet på Knud Lavard herskede der i befolkningen en stor modvilje mod kong Niels og dennes søn — Magnus — og jo mere Eriks styrke voksede, des mindre vellidte blev Niels og Magnus, og så vendte mange sig til Erik med lydighed og tjeneste.
| |
| − | | |
| − | Kong Niels drog med flåden nordpå til Skåne, og han havde en stor styrke; med ham i hæren var hans søn — Magnus — og Henrik den Halte og Harald Spyd og mange andre stormænd. I hans hær var der seks biskopper: Den ene var oppe fra Svitjod, den anden fra Sjælland, den tredje fra det sydlige Jylland, biskop Peter af Sjælland fra Roskilde, biskop Tore af Ribe, biskop Ketil af Vendel fra Hjørring.
| |
| − | | |
| − | Erik havde samlet en stor styrke i Skåne, og han førte sin hær til Fotevik — det ligger syd for Lund — for at møde kong Niels. Ærkebiskop Asser var i Eriks hær; også en stor flok af hans slægtninge var til stede og ligeledes de øvrige folk, som fulgte ham. Dér hos Erik fandt man skåninger og hallændere og den styrke, der havde fulgt ham fra Sjælland, og mange andre folk; det var en stor hærskare, og der var også mange høvdinge i flokken. Det var i hvidedagene<ref>ɔ: pinsen</ref>, at hele hæren samledes i Fotevik, og på begge sider stillede man da styrken i slagorden og gjorde klar til kamp. Ærkebiskoppen fulgtes af en stor mængde præster. Ærkebiskoppen talte, mens hæren forberedte sig til kampen: »Nu skal de lærde mænd gøre sig klar og modtage folks skriftemål, for man kan ikke vente andet, end at dette møde vil afstedkomme betydelige hændelser, så mange ikke vil kunne berette om det. Nu må enhver tage vare på sig, for det er ikke givet, at han herefter får mulighed for at bekende sine synder for nogen præst. Nu er det ''mit'' skriftemål, at jeg i Guds navn byder jer at gå frem som mandfolk og kæmpe tappert. Husk hvordan det er: Gud synes ikke bedre om modløse mænd end om raske svende — og alle skal jo dø engang.« Derpå talte Erik til sine folk og sagde således: »Alle her i landet véd, hvilket niddingsdrab og skændigt værk kong Niels og hans søn — Magnus — har begået i drabet på hertug Knud — min bror — og således gengældt kong Erik — min far — alt det gode, han har gjort imod dem. Vi må erindre, hvem der skal hævnes!« Han opildnede hæren meget.
| |
| − | | |
| − | Efter dette blev der blæst i lurer overalt i begge hære. Der var en mand, der hed Sigurd den Stærke; han var fostbror til Magnus den Stærke — kongens søn — og bar dennes banner. Så indledtes en voldsom kamp dér, og der skete mange betydelige hændelser, men vi kan dog ikke berette nøje om, hvilke stormænd der faldt. Der faldt seks biskopper i kong Niels’ hær. Sigurd den Stærke befandt sig hele tiden forrest, dér hvor det gik hårdest for sig, og han kæmpede yderst djærvt, så hans værn er blevet meget anerkendt. Kong Niels blev såret i kampen, men ikke meget, før han flygtede. Det samme gjorde Harald Spyd; han opløste straks slagordenen, da han så, at kongen flygtede, og så trak han sig også væk. Derefter fortsatte de kampen — Magnus og Henrik den Halte — med den styrke, der var tilbage. Nu blev der gået kraftigt frem mod Magnus’ bannere; da brød hærens slagordenen sammen overalt. Magnus bar en ringbrynje, som intet våben bed på, og han kæmpede tappert som ingen anden og bad folkene holde stand og ikke tage flugten. Men da Sigurd den Stærke så, at det tyndede ud omkring Magnus’ banner, og at dette ikke var holdbart, kastede han banneret, men greb Magnus i sin favn og vendte om mod skibene og ville ud på skibet. Da Eriks folk så dette, søgte de straks efter ham og forfulgte de flygtende, for da tog alle Magnus’ mænd flugten. Erik og hans mænd gik imellem skibene og Sigurds folk, så disse måtte standse. Så begyndte kampen for anden gang, og det endte med, at både Magnus og Sigurd og størstedelen af de folk, der havde fulgt dem, faldt, mens nogle flygtede, hvis de kunne komme til det. Der blev et stort mandefald i kong Niels’ og hans søns — Magnus’ — hær ved Fotevik; dér faldt Henrik den Halte og mange andre stormænd, som det tidligere blev fortalt. Der var da gået 4 år fra Knud Lavards død.<ref>Slaget ved Fotevik fandt sted 4. juni 1134.</ref>
| |
| − | | |
| − | Kong Niels flygtede fra slaget ved Fotevik, som det før blev fortalt; han kom ombord på et skib sammen med nogle mænd og sejlede sydpå til Jylland. Siden tog han til Hedeby med kun få folk i sit følge. Da han red ind imod byen, hørte de lyd fra lurer og desuden alskens strengeleg og klokkeklang. Da sagde kong Niels: »Her vil folk nok tage både godt og værdigt imod os, siden vi både ringes i møde og hører strengeleg, og man vil nok ikke spare på noget for at yde os al den gæstfrihed, man formår.« En mand svarede kongen: »Du har mistet forstanden for længe siden, og det fremgår også nu, hvor du tror, du skal hædres her, hvor man finder Knud Lavards kæreste venner. Jeg tror snarere, at du kommer til at møde noget andet her.« De red ikke desto mindre ind i byen. Der var mange folk samlet i Hedeby, og mange af de mænd, der havde været venner af Knud Lavard, var også til stede. Da de erfarede, at kong Niels ville komme til Hedeby, bad de alle de folk, der var i byen, om støtte. Der var en stor saxisk hær dér, og fordi der blandt mange i Danmark herskede en stor modvilje mod kong Niels, angreb de ham, da han kom ind i byen. Kong Niels blev da pågrebet, og man tillod ham at tale med en præst, men siden tog man livet af ham. Han havde da været konge i 30 år.<ref>Kong Niels’ dødsdag er 25. juni 1134.</ref>
| |
| − | | |
| − | | |
| − | ----
| |
| − | | |
| − | '''Noter:'''
| |
| − | | |
| − | <references />
| |
| − | | |
| − | [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
| |
| − | [[Kategori:Tekster på dansk]]
| |
| − | [[Kategori:Kongesagaer]]
| |
| − | [[Kategori:Jesper Lauridsen]]
| |
