Knytlingernes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Knytlingernes saga

Knýtlinga saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015-2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Knytlinga saga udgivet af Carl af Petersens og Emil Olson, København 1919-25 [1]


Her indledes Knytlingernes saga.jpg


Innhold


Om Harald Gormsøn

1. Harald Gormsøn blev taget til konge i Danmark efter sin far; han var en mægtig konge og en stor kriger. Han underlagde sig Holseteland i Saxland, og han besad et stort jarledømme i Vendland; dér lod han Jomsborg anlægge, hvor han indsatte en stor hærstyrke. Han fastlagde lov og ret for dem, og de vandt landet til ham. De var ude på hærtogt om sommeren, men sad hjemme om vinteren. De blev kaldt Jomsvikinger.

Kong Harald Gormsøn stod bag sviget mod kong Harald Gunhildson — Norges konge — og dennes død, da han faldt ved Hals i Limfjorden, som det er skrevet i Norske kongers levned. Derefter tog kong Harald til Norge med sin hær og underlagde sig hele landet og satte jarl Håkon Sigurdson til at styre det, men danekongen indkrævede skatter i hele landet.

I kong Harald Gormsøns dage var Otto den Røde kejser i Saxland; han lå i strid med danekongen og påbød danskerne kristendommen, men danekongen satte hæren ind imod ham og ønskede på ingen måde at antage kristendommen.

Kong Harald Gormsøn mødte kejser Otto i et stort slag sydpå ved Danevirke; jarl Håkon af Norge var da på danekongens side. Kejseren led nederlag dér, men ikke desto mindre vandt han noget senere landet og jog kong Harald og jarl Håkon på flugt til Limfjorden og helt ud på øen Mors. Herefter antog kong Harald kristendommen, og kejseren stod fadder til hans søn — Svend — og gav denne sit navn, så han blev døbt således, at han hed Otto-Svend. Så blev hele Danmark kristnet, og først da tog kejseren derfra.


Styrbjørn den Stærkes fald

2. I kong Harald Gormsøns dage var Styrbjørn den Stærke på hærtogt i Østersølandene. Styrbjørn var søn af svenskekongen Olaf Bjørnson. Styrbjørn kom med sin hær til Danmark og fik taget kong Harald til fange; så giftede Harald sin datter — Tyra — med ham og drog selv til Sverige med Styrbjørn. Styrbjørn brændte alle sine skibe, før han gik op i landet. Men da kong Harald ser, at Styrbjørn er uden skibe, styrer han sine skibe ud på Lågen og derefter væk og tilbage til Danmark. Styrbjørn kæmpede mod sin farbror — svenskekongen Erik den Sejrrige — på Fyrissletten; dér faldt Styrbjørn og størstedelen af hans hær, mens andre flygtede. Dette kalder svenskerne Fyrisforfølgelsen.


Om kong Haralds hærtogt

3. Da kong Harald Gormsøn havde ladet sig døbe — som det tidligere blev fortalt — tvang han jarl Håkon Sigurdson til at antage troen, og han blev døbt sammen med alle de mænd, der havde fulgt ham fra Norge. Så forsynede kong Harald ham med præster og andre lærde mænd og påbød ham at lade hele folket i Norge døbe, og det lovede og svor jarl Håkon. Men da de skiltes — kongen og jarlen — drog Håkon til Norge, men satte de viede mænd i land ved Hals i Limfjorden, og han forkastede kristendommen og iværksatte siden de største ofringer i Norge. Da kong Harald erfarede, at Håkon havde forkastet kristendommen, og at han desuden havde hærget i danekongens land, tog kong Harald med sin hær til Norge og ødelagde hele kystlandet, så alt var brændt mellem Lindesnes og Stad på nær fem gårde i Lærdal i Sogn, og alle folk flygtede til fjelds og ud i skoven med alt det løsøre, de kunne få med sig.

Kong Harald lå en tid med sin hær ved Solund og agtede at tage på hærtogt til Island med den styrke, han havde, for han ville hævne det nid, som islændinge havde digtet om ham for at håne ham. Kong Harald bad en troldkyndig mand skifte skikkelse og tage til Island og finde ud af, hvad han kunne fortælle kongen derfra; han drog rundt om landet i skikkelse af en hval og fortalte siden kongen, at det land var beboet af mange overnaturlige skabninger, og at havet mellem landene var så stort, at det ikke var farbart med langskibe. Da kong Harald blev klar over dette, mente han at forstå, at dette ville være alt for voveligt og ikke kunne lade sig gøre. Efter denne hærgen, som Harald Gormsøn havde forvoldt i Norge, vendte han hjem til Danmark med sit følge. Jarl Håkon lod hele landet genopbygge i Norge, men betalte ikke siden skat til danekongen.


Kong Haralds fald

4. Svend — søn af kong Harald Gormsøn — krævede en del af sin fars — kong Haralds — rige, men kong Harald holdt ikke meget af ham, for Svend var frillesøn, og han ville ikke give ham et rige at bestemme over. Men da Svend blev en fuldvoksen mand, skaffede han sig skibe og mandskab og hærgede vidt omkring — både udenlands og indenlands. Så blev kong Harald vred på ham og samlede en hær imod ham. Da havde Svend fået følge af sin fosterfar — Palnatoke, som der fortælles om i Jomsvikingernes saga — og de styrede da til Sjælland og ind i Isefjorden; dér blev de mødt af kong Harald og dennes skibe. Svend lagde straks an til kamp imod ham, og det blev et vældigt slag. Nu strømmede der støtte til kong Harald, så Svend kom i undertal, og han flygtede. I denne kamp blev kong Harald dødeligt såret, og det var et pileskud, der forvoldte hans død. Han blev som den første danske konge begravet i indviet jord. Han havde da været konge i 80 år; 30 år mens hans far — kong Gorm — levede og derefter 50 år.


Om kong Svend

5. Svend tog kongemagten i Danmark efter sin far — kong Harald. Han blev kaldt Svend Tveskæg. Han var en mægtig konge. I hans dage drog jarl Sigvald og de andre Jomsvikinger til Norge og kæmpede mod jarl Håkon i Hjørungavåg i Møre; dér faldt Bue den Digre, mens jarl Sigvald flygtede. Efter dette mistede de danske konger herredømmet i Norge, og kort tid efter kom Olav Tryggvason til Norge og tog magten.

Kong Svend var gift med Gunhild — datter af venderkongen Burislav — og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende — datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf. Hun havde tidligere været gift med svenskekongen Erik den Sejrrige. Kong Svends og Sigrids datter var Astrid, som var gift med jarl Ulf — søn af Torgils Knageben — og deres sønner hed Svend og Bjørn. En anden datter af Svend Tveskæg hed Gyda; hun var gift med jarl Erik Håkonson i Norge, og deres søn var jarl Håkon, som Olav den Hellige tog til fange i Saudungsund.

Kong Svend Tveskæg bragte sammen med sin stedsøn — Olaf den Svenske — og sin svigersøn — jarl Erik — kong Olav Tryggvason til fald, da de kæmpede ved Svold, og efter kong Olav Tryggvasons fald tilegnede de tre sig Norge: Én tredjedel til Svend Danekonge, en anden til Olaf Svenskekonge og en tredje til jarl Erik.


Den hellige Edmund dræber kong Svend

Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg
(Fra håndskriftet Life of St Edward the Confessor, ca. 1250)

6. Kong Svend var en stor kriger og den mægtigste konge; han hærgede vidt omkring — både i Østersølandene og sydpå omkring Saxland. Til sidst drog han med sin hær vestpå til England, hvor han hærgede vidt omkring og deltog i mange kampe. Dengang var Adelråd Edgarson konge dér. Han og kong Svend havde mange kampe og skiftedes til at sejre. Kong Svend vandt størstedelen af England; han opholdt sig da mange år i England og hærgede og brændte landet vidt omkring. Man kaldte ham Englændernes Fanden. I denne ufred flygtede kong Adelråd ud af landet fra kong Svend, men kong Svend døde pludseligt i sin seng om natten, og englænderne siger, at Edmund den Hellige skulle have dræbt ham på samme måde, som den hellige Merkurius dræbte Julian Nidding.


Om tingmandshæren

7. Efter kong Svends død fastholdt de danske høvdinge det rige i England, som de havde erobret; kampene begyndte da på ny, for så snart kong Svend var død, kom Adelråd hjem til landet og satte sig i sit rige med støtte fra Olav den Hellige, sådan som det fortælles i dennes saga med skjalden Ottar den Sortes ord. Han siger således:


Adelråd du yded’
hjælp og førte derved
mænd’nes ven til magten
— mægtige land-værner!
Over eget fredland
Edmunds far kan råde;
nu styrer slægts-støtten
(striden var hård!) atter.


På denne tid oprettede danskerne tingmandshæren; den bestod af lejesvende, og det var en yderst frygtløs styrke, og det var særligt tingmændene, som på danskernes vegne kæmpede mod englænderne.


Kong Knud underlægger sig England

8. Knud — kong Svend Tveskægs søn — var 10 år gammel, da hans far døde; han blev da taget til konge i Danmark over hele Danevældet, fordi hans bror — Harald — var død. De danske høvdinge, som da sad i England og dér holdt landet, som kong Svend havde erobret, sendte da bud til Danmark, at kong Knud skulle komme vestpå til England med den danske hær for at støtte dem. Da kong Knud imidlertid endnu var et barn af alder og ikke var vant til at anføre en hær, tog hans venner den beslutning for ham, at han skulle sende en hærstyrke til England og dér sætte høvdinge over den, men ikke selv tage af sted, så længe han ikke var ældre. Og det blev da sådan, at kongen sad i Danmark i 3 år, efter han overtog kongemagten, men efter forløbet af den tid udbød han en hærstyrke i Danmark; han sendte også bud til sin svoger — jarl Erik — i Norge, at denne skulle samle en styrke og tage til England med ham, for jarl Erik var blevet meget berømt for sit mandsmod og sine kampevner, siden han hentede sejr i de to mest navnkundige slag, der har fundet sted i de nordiske lande — det ene var, da kong Svend Tveskæg og svenskekongen Olaf den Svenske og jarl Erik kæmpede mod Olav Tryggvason ved Svold, og det andet var, da jarl Håkon og jarl Erik kæmpede mod Jomsvikingerne i Hjørungavåg. Kong Knud førte sin hær vestpå til England, og han havde en meget stor styrke. Således sagde Ottar den Sorte i Knudsdrapaen:


Som ung skød du skibe
— skader af havvogne! —
frem; ingen hær-fylker
før har stridt så tidligt.
Jernstyrket var stævnen
— stridsmand! — vredt du røde
skjolde førte; faren
fristed’ — Knud! — du gerne.


Og desuden siger han således:


Du stagrenens styrer! —
stovt dig jyder fulgte;
hærskaren fra Skåne
skarpt du lod bevæbne.
Fyrste! — sejlet fyldtes;
frem på havet vestpå
styred’ alle stavne —
straks dit navn dér spurgtes.


Kong Knud blev fulgt til England af mange høvdinge; det var først og fremmest hans svoger — jarl Ulf Knagebensøn. Han var da gift med kong Knuds søster — Astrid Svendsdatter. Jarl Strud-Haralds sønner — brødrene Hemming og Torkel den Høje — var også dér og mange andre høvdinge. Kong Knud kom til England og landede i England på det sted, der hedder Fljot. Således siger Hallvard Håreksblis i Knudsdrapaen:


Stridsklar — Knud! — du styred’
stålbeklædte skibe;
Hild-lynets behersker
havet til Fljot krydsed’.
Ellas arv du nåed’
— Ulls sundgangers hærder! —
og sværdmøens måges
mad du snart beredte.


Og så snart kong Knud kom til England, gik han i land og hærgede, dræbte indbyggerne og afbrændte al bebyggelse. Således siger Ottar den Sorte:


Hærskjold bar og holdt du
— herre, af sligt mægtig!
Sjældent fandt du — fyrste! —
fred ved stillesidden.
Edgars æt du dræbte
— jyders drot! — på togtet;
hårde hug du gav dem
— hersker! — streng du kaldes.


Og desuden kvad han dette:


Du brændte folks bygder;
bønder lod du — fyrste! —
som ung ofte varsle
ufredsstyrkens komme.


Landets befolkning samlede en hær og drog imod danskerne og fortsatte kampene. Således siger Tord Kolbeinson:


I land fra langskibe
ledtes ravnens støtter
(ilde lidt af angler);
op i land de søgte.
Bønder bød dem modstand,
byens værn de samled’;
til hjaltets skærs uvejr
iled’ fyrstehæren.


Kong Knuds første kamp i England stod i Lindisø, hvor der blev et stort mandefald; derpå vandt han også Hemmingsborg i England og dræbte mange folk dér.[2] Derpå havde han nogle store kampe i Nordimbraland ved Tesa; han dræbte dér en mængde mennesker, mens andre flygtede og gik til i stedlige moser og vandløb. Siden førte kong Knud sin hær længere sydpå i landet og lagde alt under sig, hvor han kom frem.


Kong Knud bliver gift med Emma

9. Den engelske kong Adelråd døde af sygdom samme efterår eller sommer, som kong Knud kom med sin hær til England; han havde da været konge i England i 38 år, og hans kone — dronning Emma — gjorde straks efter hans død klar til at forlade landet. Hun havde til hensigt at tage vestpå til Valland for at opsøge sine brødre — Vilhelm og Robert — som var jarler i Valland; deres far var Rikard Rudejarl, søn af Rikard, søn af Vilhelm Langspyd, og han var søn af Ganger-Rolf — ham der vandt Normandiet — og han var søn af Ragnvald Mørejarl. Kong Knuds folk fik kendskab til, hvad dronning Emma var i færd med. Da hun og hendes folk var klar til at stå til havs, ankom kong Knuds folk og tog skibet og alt, hvad der var ombord. De førte dronningen til kong Knud, og høvdingene aftalte med kongen, at kong Knud skulle giftes med dronning Emma, og dette blev gennemført.


Om kong Edmund

10. Efter kong Adelråds død blev hans og dronning Emmas sønner taget til konger. Edmund den Stærke var den ældste, den næste var Egdar, den tredje Edvig og den fjerde Edvard den Gode. Kong Edmund samlede nu en stor hær og drog derefter imod kong Knud, og de mødtes på det sted, der hedder Skorsten, og det blev det mest berømte slag, der har stået på den tid; der var det største mandefald i begge styrker. Kong Edmund red frem midt i den danske hær og kom så tæt på sin stedfar — kong Knud — at han kunne nå ham med et sværdhug. Kong Knud skød skjoldet frem over halsen på den hest, han sad på, og hugget traf skjoldet lidt under håndgrebet, men hugget var så kraftigt, at skjoldet brast, og han kløvede hesten i boven foran sadlen. Men da gik danskerne så hårdt frem imod kong Edmund, at han vendte om og tilbage til sine folk; forinden havde han dog dræbt mange danskere, mens kongen kun blev lidt såret eller slet ikke. Da kongen var redet frem og helt væk fra sin hær, troede hans folk imidlertid, at han kunne være faldet, siden de ikke kunne se ham nogen steder, og så begyndte folk i hæren at flygte. Men nogle så, at han red væk fra danskerne; da flygtede alle, der så det, mens kongen råbte højt og bad hæren vende tilbage og kæmpe, men alle lod, som om de ikke hørte det. Så flygtede hele hæren, og der blev et meget stort mandefald, og danskerne forfulgte de flygtende helt til det blev nat. Således siger Ottar den Sorte:


Fjender — unge fyrste! —
fælded’ du nær Tesa;
den dybe elv over
anglernes lig strømmed’.
Sorte ravnes slumren
— slagfremmer! — blev afbrudt,
da — Svends søn! — ved Skorsten
sydpå kamp du voldte.


Om jarl Ulf

11. Jarl Ulf var da igen — som så ofte før — blandt de forreste af kong Knuds folk, og han forfulgte de flygtende længst; han var da kommet ind i så tæt en skov, at han ikke fandt vej ud af den hele natten, men først da det lysnede. Da så han, at der blev drevet får på et fladt stykke foran ham, og at en stor dreng drev dyrene. Jarl Ulf gik hen til drengen og hilste på ham og spurgte om hans navn. Han svarede: »Jeg hedder Gudine. Men er du en af Knuds folk?« Jarl Ulf svarer: »Jeg er rigtignok en af hans ledingsfolk. Men hvor langt er der nu til vores skibe?« »Jeg mener ikke,« siger drengen, »— at I danskere skulle forvente at få hjælp fra os. Der tilkommer snarere jer danskere noget andet.« Jarl Ulf svarer: »Jeg vil dog — unge mand! — bede dig vise mig vej til vores skibe.« Drengen svarer: »Du er gået i stik modsat retning af skibene og langt op i landet gennem ødeskov. Men I Knudsmænd er ikke videre afholdte af landets indbyggere, og det er der alligevel ikke noget at sige til; efterretninger om det mandefald, der skete ved Skorsten i går, er kommet til bygden, og hverken du eller andre af Knuds folk kan forvente fred, hvis bønderne finder jer — og det samme gælder for dem, der hjælper jer. Men der forekommer mig at være et godt bytte i dig, og jeg tror, at du er en anden, end du udgiver dig for.« Jarl Ulf tog da en guldring af sin arm og siger: »Jeg vil give dig denne ring, hvis du vil følge mig til vores folk.« Gudine så op på ham en tid og sagde omsider: »Jeg vil ikke have ringen, men jeg vil nu prøve, om jeg kan få dig hen til dine folk, og jeg vil hellere have belønningen til gode hos dig, hvis jeg får hjulpet dig, for hvis dette ikke gavner dig, er det ingen løn værd. Nu skal du først gå med mig hjem til min far.« Det gjorde de, og da de kom til gården, gik de ind i en lille stue, og dér lod Gudine et bord sætte frem, og der blev skænket en god drik. Jarl Ulf så, at det var en god og velholdt gård. Så kom bonden og husfruen ind til dem, og de var begge smukke og velklædte folk; de tog godt imod gæsten, og han opholdt sig dér den dag og blev beværtet på det bedste. Hen under aften blev to gode heste gjort klar med det bedste udstyr. Da sagde de til Ulf: »Far du nu vel! Her overlader jeg dig min søn — den eneste jeg har — og nu beder jeg om, at hvis du kommer til kongen, og såfremt dine ord dér har nogen værdi, så skaffer du ham tjeneste dér, for han kan ikke længere være hos mig, hvis vores landsmænd skulle finde ud af, at han har fulgt dig herfra — hvordan jeg så end styrer igennem det.« Jarl Ulf lovede at skaffe Gudine i tjeneste dér. Gudine var den smukkeste mand at se på og meget veltalende. Bonden hed Ulfnad.

Jarl Ulf og Gudine ridder så hele natten, og om morgenen, da det var blevet lyst, kommer de til kong Knuds skibe. Folkene var oppe i land, men da de fik øje på jarlen og genkendte ham, samledes de alle straks omkring ham og tog godt imod ham og mente, at de havde fået ham tilbage fra de døde, for han var så afholdt, at alle elskede ham hjerteligt. Først da blev Gudine klar over, hvem han havde ledsaget. Jarlen satte Gudine hos sig i højsædet og holdt ham på alle måder som sig selv eller sin søn, og kort fortalt giftede jarlen ham med sin søster — Gyda — og på jarl Ulfs foranledning gav kongen for sin svogers — jarl Ulfs — skyld Gudine jarledømme. Gudine og Gyda havde disse sønner: Den engelske kong Harald og jarl Toste — som blev kaldt Træspyd — og jarl Mørukåre og jarl Valtjof og jarl Svend. Derfra stammer mange stormænd i England og i Danmark og i Sverige og østpå i Gardarige — de er en del af kongeslægten i Danevældet. Kong Harald Gudinesons datter hed Gyda; hun var gift med kong Valdemar i Holmgård, og deres søn var kong Harald. Han havde to døtre, som skal omtales senere.


Om kong Knud

12. Kong Knud var også i kamp ved den borg, der hedder Brandford; dér stod også et stort slag, og kong Knud sejrede, mens Adelrådsønnerne flygtede og led store tab. Danskerne brød borgen ned. Således siger Ottar den Sorte:


Skjoldets fjende! — friser
faldt for din hånd, véd jeg;
Brandfords borg og huse
brød du dengang sønder.
Edmunds gæve ætling
udstod blodig møje;
den danske hær dræbte
drottens mænd, der flygted’.


Kong Knud kæmpede for tredje gang mod Adelrådsønnerne på det sted, der hedder Assatun; det ligger nord for Daneskovene. Igen blev det et stort slag. Således siger Ottar:


Skjoldklædt — stærke skjoldung! —
skred du frem til sejren,
da I bød blodtranen
brad ved Assatunet.
Det store sværd sikred’
snart dit ry dér nord for
Daneskov; i dynger
dræbte lå, fandt hærfolk.


Kong Knud kæmpede for fjerde gang mod kong Edmund og dennes brødre i Nordvig. Det blev igen et stort slag med betydeligt mandefald, og kong Knud sejrede, mens Adelrådsønnerne flygtede. Således siger Ottar den Sorte:


Brynjer lod du blive
blodindsmurt i Nordvig;
støt til din død står du
— storgavernes skænker!


Edmund den Stærke møder Knud den Mægtige
(Fra Matthew Paris: Chronica Majora)


Om kong Knud

13. Siden leder kong Knud hele hæren til Tempsen, for han erfarede, at kong Edmund og dennes brødre var flygtet til Londonborg, og da kong Knud kom til Tempsens munding, kom hans svoger — jarl Erik Håkonson — sejlende ind fra havet, og de mødtes dér og sejlede derefter med hæren op ad floden. Således siger Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:


Sværdstormsfærden fremmed’
fyrstesvogerskabet;
i elvens løb lagdes
langskibe i mængder.
På sorte havdyr sejled’
sværdets Ull nær landet;
ombord øjned’ alle
Englands flade sletter.


Og endvidere kvad han:


Knud da fordum førtes
frem til øregrunden;
den skjoldungs langskibe
skred ad kølens farvej.
Hjelmklædt mødte jarlen
uden møje fyrsten;
begge bragte årens
bakkes dyr til landet.


Ude i floden Temps var der bygget et stort kastel, som man havde bemandet med folk til at forsvare landet, således at en flåde ikke skulle kunne sejle op ad floden. Kong Knud sejlede uden videre op ad floden og lagde til ved kastellet og kæmpede mod dem, men englænderne sendte en flåde ud fra London og ned ad floden; de lagde til kamp mod danskerne. Således siger Ottar den Sorte:


Siden, hvor malm sløved’
sværdet, stred du atter;
forsvarsværket vandt du
(vældigt buer smælded’).
Ved Tempsens bred brød du
— bølgeøgets herre! —
(ulvens gummer glædtes)
ganske anglerflåden.


Kong Knuds fremstød

14. Kong Knud førte hele hæren op til Londonborg. Han slog lejr rundt om borgen, og derefter angreb de den, mens borgmændene forsvarede sig. Således siges det i den flokk, som da blev digtet af hærfolkene:


Hornets Hløk ved Tempsens
(hængegudens måge —)
bred ser brynjens skade,
blodsmurt (— sulter ikke).
Danedrotten skrider
djærvt mod borgens mandskab,
og sår-isen smælder
snart mod bretske hjelme.


Og endvidere:


I dag mangen modig
malmstrids-Ull skal bære
den selv samme gamle
særk, hvori vi fødtes.
Skjorten skabt med hammer
skjalden raskt sig iklæ’r;
Yggs ørn vi nu skænker
engelske mænds blodstrøm.


Kong Knud havde mange kampe dér, men fik ikke indtaget borgen.


Om jarl Erik

15. Jarl Erik drog med en del af hæren op i landet, og tingmændene fulgte ham imod den engelske hær, der blev ledet af Ulfkel den Tapre — en stor høvding. Det kom til kamp, og Erik sejrede, mens Ulfkel flygtede. Således siger Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:


Guldets vægter voldte
vest for London kampen;
ved strid vandt havhestens
hædrede Tund lande.
Ulfkel — rask i Røkkves
randstorm — døjed’ skrappe
hug; de sorte slagsværd
sitred’ over tingmænd.


Den næste kamp mellem jarl Erik og englænderne stod på Ringmar Hede. Således siger Tord Kolbeinson:


Skjoldets Frej lod fjenden
føle våbenspidsen,
og bulne lig bød han
blodmågerne ofte.
Tapre Erik anglers
antal stærkt formindsked’;
raskt blev Ringmar Hede
rødfarvet af hæren.


Jarl Erik sejrede dér. I Eriksdrapaen beretter Tord Kolbeinson videre om hans hærtogt:


I land fra langskibe
ledtes ravnens støtter
(ilde lidt af angler);
op i land de søgte.
Bønder bød dem modstand,
byens værn de samled’;
til hjaltets skærs uvejr
iled’ fyrstehæren.[3]


Kongernes forlig

16. Kong Knud omringede Londonborg, mens kong Edmund og hans brødre forsvarede borgen. Så gik folk imellem dem for at mægle. Kong Knud var gift med deres mor — Emma — og det endte med, at de udvekslede gidsler, og der blev aftalt våbenhvile, så man kunne forhandle og søge et egentligt forlig. Og på dette møde blev der aftalt fred mellem parterne således, at landet skulle deles i to, og de skulle hver have halvdelen af riget, så længe de levede, men hvis en af dem døde barnløs, da skulle den, der levede længst, frit overtage hele riget. Og man bandt sig til dette forlig med eder.

Edrik Strjona var navnet på en mægtig mand, som modtog penge af kong Knud for at forråde kong Edmund og myrde ham, og dette blev dennes død. Edrik var tilmed kong Edmunds fosterfar, og denne havde samme tillid til ham som til sig selv. Derefter jog kong Knud alle kong Adelråds sønner ud af England; dette afstedkom mange kampe, men efter drabet på kong Edmund fik de aldrig samlet en talstærk styrke imod kong Knud. Således siger Sigvat Skjald i Knudsdrapaen:


Adelråds afkom
under ét blev dræbt
eller jaget
ud af Knud.


Kong Adelråds sønner tog da ophold vestpå i Normandiet i Valland, hvor de længe var hos deres morbrødre — Robert og Vilhelm — således som det fortælles i Den hellige Olavs saga.

Jarl Erik Håkonson døde i England, mens han var rede til at drage til Rom; han blev skåret i drøbelen, men blødningen lod sig ikke standse, og dette blev hans død.

Kong Knud og dronning Emma havde tre børn: Harald var ældst, så kom Hardeknud; deres datter var Gunhild, som siden blev gift med kejser Heinrek den Milde, der var den tredje i slægten med dette navn. En tredje søn af kong Knud hed Svend; hans mor var Alfifa den Mægtige — en datter af jarl Alfrun.


Kong Svend kommer til Norge

17. På den tid, da kong Knud herskede over England og Danmark, herskede Olav Haraldson over Norge. Da kong Olav kom til magten dér, flygtede jarl Svend Håkonson og jarl Håkon Erikson — kong Knuds søstersøn — ud af landet. Jarl Håkon tog til England og opsøgte sin slægtning — kong Knud — og denne tog vel imod ham. Siden kom det til ufred mellem kong Olav og kong Knud. Kong Knud og jarl Håkon kom til Norge med en umådelig hær; det var mod slutningen af kong Olavs dage, og de underlagde sig hele landet. Kong Knud satte da sin slægtning — Håkon — til magten i Norge og tog selv derfra til Danmark. Kong Olav flygtede da ud af landet og tog østpå til Gardarige, men to år efter kom han tilbage til Norge, og på Stiklestad udkæmpede han et stort slag mod sine lendermænd, som da havde forrådt ham og var blevet hans modtandere. Dér faldt kong Olav, som det er almindeligt kendt, og han er hellig og skrinlagt i Nidaros.

Jarl Håkon Erikson mistede livet i Englandshavet ét år før den hellige kong Olavs fald; så kom Svend — en søn af kong Knud og Alfifa — til Norge, og han blev da på sin fars — kong Knuds — befaling taget til konge over hele landet. Kong Knud satte sin søn — Hardeknud — til at regere Danevældet, og dér skulle han være konge. Kong Knud rådede også over en stor del af Skotland, og dér satte han sin søn — Harald — til at være konge, men kong Knud var dog overkonge over dem alle; han blev kaldt Knud den Mægtige eller Gamle-Knud, og hvor man taler dansk tunge, har han været den mægtigste konge med det største rige.

Kong Knud indledte sin rejse ud af landet, og han drog sydpå til Rom, og på denne rejse gav han så mange penge ud, at ingen vidste, hvor mange mark — endsige hvor mange pund — det drejede sig om. Han medbragte en stor mængde løsøre fra sit rige, men brugte frit af kejserens midler, hvor han ville. Mens kong Knud var på vej til Rom, behøvede ingen mand, der opnåede at træffe ham, bede om mad, for han gav alle rigelige tærepenge. Kong Knud gik fra Flæmingeland til Romaborg; således siger Sigvat Skjald:


Sjældent er sådan
sydpå en ringens
giver gået
den gæveste konge.[4]


Kong Knud grundlagde et herberg, som skulle give mad og nattely til alle vejfarende, der talte dansk tunge; vidt omkring, hvor der fandtes klostre eller andre store kirker, uddelte han desuden store summer.


Knuds død

18. Men da kong Knud kom tilbage til sit rige i England, blev han ramt af sygdom, og det var først af den slags, der kaldes gulsot. Han lå længe om sommeren, og om efteråret døde han idus Novembris. Det skete i den borg, der hedder Morstr; det er en stor hovedstad, og dér er han begravet. Han var dengang 37 år gammel; han havde da været konge over Danmark i 27 år og regeret England i 24 år og Norge i 7 år. Alle er enige om, at kong Knud har været den mægtigste konge i de nordiske lande og haft det største rige.


Om kong Knud

19. Kong Knud har været den mest gavmilde konge i de nordiske lande, for det siges — som sandt er — at han ikke stod tilbage for andre konger med hensyn til, hvor store summer han hvert år gav i vennegaver, og desforuden opkrævede han hvert år mere i skatter og afgifter af tre store lande end enhver anden, der rådede over ét kongerige. Og dertil kommer, at England er det pengerigeste af alle de nordiske lande.

Som et bevis på hans gavmildhed omtales en mand ved navn Torarin Lovtunge — en islænding. Han var en stor skjald og havde gennem et langt liv tjent konger og andre mægtige mænd, men han var gammel nu, da han opsøgte kong Knud og havde digtet et kvad om ham. Han gik for kongen og hilste på ham og spurgte, om han ville høre det kvad, han havde digtet om ham, men kongen sad da ved bordet, og forplejningen var stillet frem. Nogle mænd stod ved bordet og forelagde deres sag, og kongen hørte først på dem, men da de afsluttede samtalen, sagde Torarin, for han var en kongedjærv mand, der ofte havde henvendt sig til høvdinge: »Herre!« siger han, »— jeg vil stadig bede om, at du påhører mit kvad, og det skal ikke tage meget af din tid, for det drejer sig om få vers.« Knud så noget vredt på ham og svarer: »Ingen mand før dig har budt mig dette: At digte småkvad om mig. Nu kommer du her i morgen ved davretid og fremfører en drapa på 30 vers eller mere, som du i mellemtiden har digtet om mig — og i modsat fald skal du dø.« Så gik Torarin derfra og begyndte at digte en drapa om kong Knud, og denne drapa kaldes Hovedløsning, og han brugte alt, hvad han kunne, fra sin flokk. Dagen efter fremførte han kvadet ved kongens bord, og det blev meget godt modtaget. Kongen belønnede ham for kvadet og gav ham 50 mark rent sølv. Siden digtede Torarin en anden drapa om kong Knud, og den kaldes Tøgdrapa; deri siges dette:


Jeg for femti mark
malmdønets løn
med vers for vist
viste min tak,
dengang jeg mødte
menneske-Balder;
stridens forstærker
støtted’ min digtning.


Kong Knud gav Berse Skjald-Torvason to guldringe, som tilsammen vejede en mark, og dertil et guldprydet sværd. Således siger Sigvat Skjald:


Guld vi begge — Bamse![5]
bær᾿ hos Knud på armen.
Den kampkække fyrste
kostbar pynt os skænked᾿:
Du fik en mark og mere
(modtog et sværd tilmed);
jeg erholdt det halve —
Herre Gud alt råder.


Da kong Knud døde i England, betød det enden på det store herredømme, som slægtsrækken af danekonger havde haft, hvor hver efterfølger havde større magt end sin far.


Om Knud og Svend

20. Knud var meget stor af vækst og havde mange kræfter. Han var den flotteste mand, bortset fra at hans næse var tynd og lang og noget kroget. Han var lys i huden og havde smukt hår og brede skuldre. Han havde bedre øjne end alle andre, og de var både smukke og skarpe. Han var gavmild, en stor kriger og meget våbendjærv, sejrrig og en lykkemand i alt, hvad der drejede sig om magt. Han var ikke en meget klog mand, og tilsvarende kan man sige om kong Svend og før ham Harald og Gorm: De var ikke vise mænd.


Om Hardeknud

21. Hardeknud — Gamle-Knuds søn — tog magten i hele Danmark efter sin far, mens Harald — Gamle-Knuds anden søn — tog magten i England efter sin far. Da kom Haralds og Hardeknuds bror — Edvard den Gode Adelrådson — til England. Dér nød han — som fortjent — stor agtelse. To år efter Gamle-Knuds død døde kong Knuds datter — dronning Gunhild i Saxland, som kejser Heinrek havde været gift med — og tre år efter døde den engelske kong Harald Knudsøn, og han er begravet hos sin far i Morstr; derefter havde hans bror — Hardeknud — magten i både England og Danmark, mens Magnus — Olav den Helliges søn og Hardeknuds edsvorne bror — styrede Norge, som det er skrevet i Norske kongers levned. Men to år efter Harald Knudsøns død døde Hardeknud, og han blev ligeledes begravet i Morstr hos sin far — Gamle-Knud.

Efter Hardeknuds død var den gamle danske kongeslægt ganske uddød. Så blev Edvard Adelrådson taget til konge over England; han var længe konge dér, og danekongerne satte sig aldrig siden i besiddelse af England. Og så tog Magnus — Olav den Helliges søn — magten i Danmark, og han var da konge derover, som det berettes i Norske kongers levned. Han herskede over Danmark i ét år, inden Svend — som tillige hed Magnus, siges det — gjorde rejsning imod ham. Han var søn af jarl Ulf — Torgils Knagebens søn. Svends mor var Astrid — datter af kong Svend Tveskæg; hun var en søster til kong Knud den Gamle, og Astrids mor var Sigrid Storråde — Skøgul-Tostes datter; hun var også mor til Olaf den Svenske.


Om den danske konge

22. Svend Ulfsøn blev af kong Magnus Olavson udnævnt til jarl og fik dermed rådighed og herredømme over Danevældet, da de mødtes på Götaelven, og Svend bandt sig til deres forlig med ed; derpå drog kong Magnus nordpå til Norge, mens Svend tog til Danmark. Det samme efterår tog danskerne Svend Ulfsøn til konge, og han lagde da hele landet under sig og gjorde sig til konge over det. Dette erfarede kong Magnus, og foråret efter drog han til Danmark med en stor hær. Den sommer kæmpede kong Magnus ved Jomsborg i Vendland og sejrede; han brændte borgen og vidt omkring andre steder i landet. Dagen før Mikkelsmesse om efteråret var kong Magnus igen i kamp i Jylland ikke langt nord for Hedeby på Lyrskov Hede ved Skodborg Å; dér kæmpede han mod venderne, og dér sejrede kong Magnus ved hjælp af sin fars — kong Olavs — hellighed og mirakler, og han dræbte dér en umådelig mængde hedninger. Det siges af nogle, at Svend Ulfsøn deltog i dette slag på kong Magnus’ side, og at deres forlig da endnu blev holdt. Således siger Torleik den Smukke i den flokk, han digtede om Svend Ulfsøn:


Høgegrundens gløders
giver ødsled’ fjenders
liv i våbenlarmen
(længe åd da ravnen).
Valens våger over
venderhalse gabte;
ved Hedeby hærfolk
hobevis lå faldne.


Det samme efterår kæmpede de — kong Magnus og kong Svend Ulfsøn — ved vinterens begyndelse mod hinanden ved Ærø; dér sejrede kong Magnus, mens Svend flygtede til Jylland. Kort før jul kæmpede de igen ud for Jylland syd for Åros; det var en hård kamp med stort mandefald. Kong Svend flygtede og mistede dér syv skibe, som det fortælles i Magnus den Godes saga. Svend flygtede først til Sjælland med de folk, der var undkommet og ville følge ham, men kong Magnus sejlede straks efter ham og traf Svend på det sted, der hedder Havn; dér lå han med et fåtal af skibe. De ydede ikke modstand længe, og Svend flygtede i land; dér faldt atter mange af hans folk. Så flygtede Svend til Fyn, men kong Magnus satte efter ham, og igen gik det hårdt ud over Svends mænd, selv om det ikke var store kampe, men i Magnusdrapaen siger Arnor Jarleskjald dog:


Én vinter du frejdigt — fyrste! —
fire pilestorme voldte;
rig på sejre ret du kaldes
— randens stængels sædes øder!


Kong Svend tog et skib og sejlede østpå langs Skåne og gik dér i land og tog videre østpå til Sverige, hvor han opsøgte sin slægtning — kong Ønund Olafson — og dér tog han ophold til det blev forår. Kong Magnus tog om foråret til Norge og blev længe dér om sommeren, men da Svend erfarede dette, fór han straks til Danmark og lagde landet under sig. Da kong Magnus fik dette at vide i Norge, drog han om efteråret til Danmark med sin hær, og han og Svend traf hinanden på det sted, der hedder Helgenæs; det kom dér til et mægtigt slag, og til sidst flygtede Svend i land og mistede alle skibene. Således siger Arnor i Magnusdrapaen:


Ivrigt stred du i Yggs stormvejr
— evigt husker folk nu dette —
ved Helgenæs, hvor val-vågens
vingefjer med blod var stænket.
Yngve, kendt af folket! — fjendens
flåde vandt du ganske dengang;
endnu mere agtes sejren;
jarlen så, han tabte landet.


Så flygtede Svend igen til Sverige og opholdt sig dér endnu en vinter, mens kong Magnus tog til Norge. Dette forår kom Svends svoger — Harald Sigurdson — vestpå til Sverige fra Gardarige. Harald var dengang gift med Ellisiv — en datter af kong Jarislav i Holmgård — og hendes mor var Olaf Svenskes datter — Ingegerd — og Olaf var Svend Ulfsøns morbror. Svend og Harald sluttede sig sammen og samlede en hær og drog til Danmark, hvor de overalt fór med hærskjold og underlagde sig hele landet. Da kong Magnus erfarede dette, drog han imod dem med en hær fra Norge; da opsøgte Hallkel — Olav den Helliges og Harald Sigurdsons morbror — fra Magnus’ følge Harald Sigurdson og stiftede forlig mellem denne og kong Magnus. Så tog Harald til Norge og fik dér det halve rige af sin slægtning — kong Magnus — mens Svend atter flygtede til Sverige, men vendte tilbage til Danmark, så snart kongerne var draget nordpå. Han opholdt sig i Danmark om vinteren, men sommeren efter tog kong Magnus og Harald til Danmark; Svend var da i Skåne.

Dette efterår døde kong Magnus af sygdom i Jylland, og hele den norske hær førte hans lig nordpå til Norge; Svend kunne da frit blive konge i Danmark, og han havde magten længe siden. Harald var da konge i Norge, og der herskede længe ufred imellem dem, og Harald hærgede hver sommer i Danmark, og der findes lange beretninger om det i Kong Haralds saga.

Da Harald havde været ved magten i Norge i 16 år, mødte han kong Svend i et stort slag ved Nissan i Lofufjorden ud for Halland; dér sejrede kong Harald, mens kong Svend flygtede. Tre år senere blev de forligte — Harald og Svend — og der blev fred mellem landene; ét år senere faldt kong Harald i England. Kong Svend havde også ufred med Steinkel Svenskekonge, og denne drog med sin hær imod kong Svend, men vandt ikke noget af hans land. Således siger Torleik den Smukke:


Svends uvenner indlod
ofte sig på fare;
de tre konger kæmped’
— kun med liden fremgang.
Han holdt hele Jylland
— hærens raske fører —
derhos Danmark; tapper
denne fyrste kaldes.


Om kong Svends børn

23. Kong Svend Ulfsøn var gift med jarl Svend Håkonsons datter — Gunhild — og deres søn hed Svend. Kong Svend havde mange frillebørn; han havde 14 sønner, der overlevede barnealderen: Den ældste hed Knud, men han døde på en Romfærd i sin fars levetid; den næste hed Harald; den tredje Knud den Hellige; den fjerde Oluf; den femte Svend; den sjette Erik den Gode; den syvende Torgisl; den ottende Sigurd; den niende Benedikt; den tiende Bjørn; den ellevte Guttorm; den tolvte Ømund; den trettende Niels; den fjortende Ulf — som blev kaldt Ubbe. Kong Svends døtre var: Ingrid, som siden blev gift med den norske kong Olav den Fredelige Haraldson; den anden var Ragnhild, som var gift med Askel Erlingsons søn — Svend — og deres søn var Knud på Sola.

Svend Ulfsøn var en så god og vellidt konge, at ingen danekonge har været mere afholdt af hele landets befolkning; han var længe konge over Danmark. Torgisl — kong Svends søn — drog østpå til Gardarige; han havde dér en fornem slægt på sin mors side, og dér voksede han op og blev taget til konge og kom ikke siden til Danmark. Sigurd — kong Svends søn — faldt i Vendland.


Om kong Svend

24. Da kong Svend havde regeret Danmark i 29 år efter kong Magnus den Godes død, var han østpå i Jylland; han lod da indkalde til ting, og der kom mange mennesker. Da tinget var sat, tog kong Svend ordet og sagde: »Må Gud lønne og takke jer danskere for den kærlighed og lydighed, som I længe har vist mig; jeg forventer, at det også i fremtiden vil forholde sig sådan med hensyn til de sager, som jeg anser for meget vigtige. Jeg har holdt den gamle lov over for jer danskere, men nu er der tale om en sag, hvor I vil mene, at jeg bevæger mig ud over loven. Sådan er det også. Jeg vil bede om det, at I lader mig vælge kongen efter mig; jeg beder om dette af den grund, at jeg har mange og velskikkede sønner, og jeg vil hellere skifte riget og kongemagten mellem dem, end at de afgør sagen med indbyrdes ufred, som vil medføre stridigheder og hærgen i landet.« Kongen talte ikke længe, men da han sluttede talen, blev hans sag mødt med gode tilråb, og fordi han var så elsket og afholdt, samtykkede alle i hans bøn. Det blev da fastsat ved lov og stadfæstet ved våbentag, at kong Svend blandt sine sønner skulle vælge, som han ønskede, hvem der skulle være konge i Danmark efter ham. Da tog kong Svend ordet og sagde dette: »Harald er — som I véd — min ældste søn, men af alle mine sønner er Knud mest moden af sind og bedst øvet i idrætter, og nu er han også øvet i at lede hæren, og det forekommer mig, at blandt mine sønner er han den bedst skikkede til at være konge. Jeg ønsker at kåre ham til konge efter mig.« Dermed sluttede tinget.


Svends død

25. Kong Svend tog herefter tilbage til den landsby, hvor han forinden havde taget ophold; den hedder Søderup. Da kongen kom til sit herberg, lod han sin seng gøre klar og lagde sig syg, og denne sygdom blev hans død. Hans lig blev ført til Ringsted, og dér blev han begravet. Kalv Måneson fortæller i det kvad[6], han digtede om Knud den Hellige — kong Svends søn — at kong Svends lig på 13 dage blev ført fra Jylland i syd og nordpå til Ringsted med megen pragt og et værdigt ligfølge. Kong Svend døde tredje kal. Maii; da havde han været konge i Danmark i 29 år, siden kong Magnus døde, men forud været i krig med kong Magnus i 2 år. Kong Svend døde 10 år efter Harald’ernes fald i England; der var da forløbet 40 år siden Gamle-Knuds død.

Kong Svend var den smukkeste mand; han var også større og stærkere end andre, ydmyg og venlig i tale, yderst gavmild, veltalende, myndig og retsindig, tålmodig og særligt rask og våbendjærv. Han var ikke sejrrig i kamp, således som det allerede er blevet fortalt her. Således siger Stein Herdisson i Nissanviserne, som han digtede om kong Harald Sigurdson:


Ros jeg byder ravnens
raske hungerstiller;
den anden ormelejets
yder dog jeg hylder:
Aldrig — han, som ytrer
andet, lyver — så man
til oddeting to så
tapre fyrster mødes.


Og fremdeles kvad han:


Daners drot var næppe
dengang fra strid veget
(sandt jeg helst den snilde
søn af jarlen skildrer),
havde syd for havet
hærskjoldes bærere
(sværd blev svungne) ravne-
sultens stiller hjulpet.


Harald tages til konge

26. Efter kong Svends død opstod der straks stor uenighed mellem hans sønner, og de samlede hver især deres venner for at få støtte. Asbjørn Ødanejarl havde gift sin datter med kong Svends søn — Harald — og han søgte med den største kraft at gøre Harald til konge, og han fik mange andre høvdinge med sig; de påpegede det, som var gammel lov: At den ældste kongesøn skulle være konge. De lagde ingen vægt på, hvad kong Svend havde sagt, eller hvad de havde lovet ham. Knud — kong Svends søn — havde forinden været på hærtogt i Østersølandene, og han havde en stor hær og en god flåde. Kalv Måneson fortæller i sit kvad, at Knud havde besejret ti konger, da han hærgede i Østersølandene. Begge brødre — Knud og Harald — søgte nu til Jylland, for dér skulle kongen vælges på Viborgtinget; der var en stor menneskemængde til stede.

Da tinget var sat, og de høvdinge, som man kunne forvente, var ankommet, talte den ene efter den anden, og det stod da klart, hvem der støttede hvem. Således gik hele den dag, indtil det blev nat, men da var man ikke nærmere en løsning end før. Dagen efter, da folk var mødt på tinget, og nogle mænd havde talt, rejste en mand sig i bondeflokken og sagde således: »Vi jyder har længe haft magten til at vælge kongen over Danevældet; vi danskere har altid haft gode konger, og den konge, som vi lige har haft, besad alt, hvad der tjener en konge til ære, det vil sige kraft og myndighed til at tage vare på landet, for vort land er meget udsat for vikingers hærgen. Vi har brug for en konge, som allerede er erfaren i kamp og forstår at styre en hær og dermed landet og loven; han skal også besidde både kløgt og snilde til at være høvding. En konge må være veltalende og behersket, men dog hård med retfærdige straffe, og gavmild med gods, for han modtager af mange og skal derfor også givet meget. Det er også til hans pryd at være flot og smuk og hæderfuldt klædt i det bedste udstyr. Lad os nu tage den til konge, der som den eneste besidder alle disse egenskaber, som her blev nævnt, for en god konge er bedre og mere gavnlig for os end alle vores gamle love. Alene Knud lever op til det, som her blev nævnt, og ham vil vi tage til konge. Kong Svend traf også så gode beslutninger for sine landsfolk, at det vil gavne alle bedst at følge hans råd i sådanne sager, som betyder meget for os.« Hans tale fik et stort bifald, og alle fandt, at det var vel talt. Der var en mægtig mand, der hed Ejvind Bifra[7], som var en god ven af jarl Asbjørn; han rejste sig og talte, så snart han kunne få ørenlyd, og han sagde: »Det er en meget vanskelig sag, vi har til behandling her, men ikke desto mindre byder nødvendigheden, at vi vælger, hvem der skal være konge over os. Alle kan se, at Knud besidder de fleste egenskaber, der kræves for at være konge over Danmark, selv om vores gamle lov snarere peger på en anden. Jeg vil ikke tale imod ham, men hvis vi skal bryde loven, var det dog passende, at alle landets styrere og høvdinge gav deres samtykke og alle blev enige om det samme. Bjørn — kongens bror — er ikke til stede her på tinget, og han er den ypperste mand i landet og har mest at skulle have sagt. Dette er en ikke ubetydelig vanskelighed, for det forekommer mig tilrådeligt, at alle de bedste mænd, der har noget at skulle have sagt, bør være med i dette. Lad os mødes her i morgen, og så vælger vi os en konge i henhold til loven, selv om det meste lige nu peger på Knud.« Således sluttede tinget, og Knud tog ned til sine skibe.

Samme nat holdt høvdingene møde for at tale sammen; til stede var Harald Svendsøn og hans svigerfar — jarl Asbjørn — og Bjørn — kongens bror — og Ejvind Bifra og mange andre af deres venner, som ville have Harald som konge. Da talte Ejvind Bifra og sagde: »Vi holdt i dag ting med Knud, og det gik dér — som jeg tidligere fortalte jer — således at Knud fremlagde sin sag godt; han havde en ulovlig sag, men han fik den alligevel fremmet så meget, at alle syntes om det. Det kom af hans snilde og den listighed, som han havde lagt i munden på den mand, der talte sådan i vores flok, at hele forsamlingen bruste op i enighed om at ville have Knud til konge. Af den grund afbrød jeg tinget. Nu er der ikke andet for os at gøre — hvis vi fortsat vil sætte kræfterne ind på få Harald til konge — end at fuldbyrde det, uden at Knud er til stede. Nu skulle vi få nogle listige og lumske folk til at holde ting med Knud, men samtidig skulle nogle holde et hemmeligt ting, hvor de tager Harald til konge.« Alle fandt dette råd godt, og det blev gjort sådan. Ejvind Bifra — og med ham en stor skare bønder — blev sendt til tinget med Knud. Og da tinget var sat, ankom Knud. Han rejste sig op og talte godt og længe og bad bønderne give sig kongenavn, som man tidligere havde drøftet. Da svarede Ejvind Bifra og bad bønderne afvente ankomsten af jarlen eller andre høvdinge, som man måtte formode kom til tinget, »— for jeg finder det mest passende, at de fleste af de mænd, der har noget at sige, skal være til stede, og jeg forventer ikke, at nogen har noget at indvende imod dette.« Han drejede derpå sin tale derhen, at han opregnede Knuds egenskaber, og han talte længe og godt om, at af alle Svends sønner ville Knud være bedst egnet til at blive konge; han brugte mange sande ord om dette, og han talte længe, men inden han havde afsluttet talen, kom der folk til tinget og fortalte den nyhed, at Harald Svendsøn var blevet taget til konge over hele Danevældet. Da Knud hørte dette blive fortalt, rejste han sig straks og gik derfra til sine skibe, og da han kom ombord, undrede det alle, der så ham, hvordan han så ud; nogle troede, at han var blevet såret, for hans ansigt var rødt som blod. Han satte sig uden et ord på højsædekisten; ingen vovede at tale til ham, og sådan stod det på en stor del af dagen.

Ejvind Bifra opsøgte straks Harald og jarl Asbjørn og de andre høvdinge, der havde deltaget i denne plan; han fortalte disse nyheder og tilføjede, at man efter hans mening nu måtte vente ufred i landet. De siger, at det ikke kan være anderledes, og at de må sørge for, at den konge, de har valgt, beholder landet. Ejvind sagde: »Det skal være mit råd at tilbyde Knud forlig, for han vil være hård for jer at tage ved hornene, hvis han vælger ufred.« Jarlen svarer: »Nu kender vi Knuds stolthed, og han kan ikke formildes med forligsbod.« Ejvind svarer: »Knud er streng og stormodig, klog og gudfrygtig, og han kan se alle de vanskeligheder, denne sag frembyder, hvis han skal kæmpe imod sin bror og ikke tage andet fra ham end kongemagten, såfremt det skal gå an.« Jarlen svarer: »Hvad mener du, han skal tilbydes?« Ejvind sagde: »Tilbyd I ham jarledømme og Sjælland og tilmed, at alle danske høvdinge vil sværge på, at Knud skal være konge, såfremt han lever længere end sin bror — Harald — hvem der så end stadig er i live af kong Svends sønner.« Jarlen svarer: »Knud ønsker ikke andet end at blive konge.« Ejvind svarer: »Det véd man ikke, før man har prøvet det; jeg vil tage hen til Knud igen med dette tilbud, såfremt I ønsker det.« Dette gav de alle samtykke til. Ejvind opsøger Knud og fandt ham på skibet og gik for ham og forelagde dette ærinde. Det varede noget, inden Knud svarede, og da han tog til orde, sagde han: »Jeg vælger det, som I måske vil finde mindre stormandsagtigt: Jeg vil hellere opgive kongenavnet end at kæmpe med min bror — Harald — om magten. Så må Gud skifte imellem os.« Ejvind tog derpå imod dette forlig fra Knud og kyssede ham på hånden og fik hans tilladelse til at forelægge dette for kong Harald. Forliget kom i stand og blev stadfæstet med eder.


Kong Haralds død

27. Kong Harald Svendsøn overtog kongemagten i Danmark efter sin far, som det lige blev fortalt. Så blev Knud Svendsøn jarl over Sjælland, og deres forlig og broderskab holdt sig vel, så længe de levede. De øvrige sønner af Svend, som ikke havde et rige at råde over, var utilfredse med deres lod, og der var megen uro i landet, således som det siges her:


Kom og hør mig kvæde:
En kamp har ramt Danmark;
Svends sønner har stredes,
siden fa’rens bortgang.
Harald holder riget;
hårdt vil han bekæmpe
(snart vil visen slutte)
sine elleve brødre.


Kong Harald var en stilfærdig og tilbageholdende mand; han var ordknap og talte ikke på tinget, så andre førte for det meste ordet for ham. Han var heller ikke videre beslutsom i sager, hvor det var påkrævet; han var ingen kriger, rolig og fredelig over for folket og der var ikke megen myndighed over ham; alle i landet gjorde nærmest, som de ville. Danskerne kaldte ham Harald Hén, men da han havde været konge i 4 år, døde han af sygdom.


Her indledes kong Knuds saga

28. Efter kong Haralds død holdt danskerne Viborgting; de skulle altid vælge kongen på dette ting. Dér blev Knud Svendsøn nu taget til konge over hele Danevældet efter alle indbyggernes beslutning; han blev snart en magtfuld og myndig konge. Han talte på et ting, hvor han da sagde: »I danskere lønnede min bror — kong Harald — den godvilje, han viste jer ved at være mild og venlig imod jer, på den måde, at I kaldte jeres konge for Harald Hén, og det gjorde I for at spotte ham. Nu skal jeg til gengæld lønne jer på en måde, så I får ondt ved at tage det; jeg skal nu være jer en hård hvæssesten[8]

Kong Knud drog gennem landet, og da han kom til Halland, holdt han ting dér, og han taler selv på tinget og bad bønderne låne sig rideheste, mens han gennemrejser landet dér, for han var ankommet dertil på skib. En bonde — ham, der var mest veltalende og gerne stod i spidsen for bønderne — rejste sig og talte og sagde, at bønderne ikke ville tåle strengere pålæg af kongen, end hvad der var gældende efter gammel lov. Da han havde talt, gav bønderne hans tale et stort bifald og sagde, at de ville have det sådan, at de ikke fik nogle pålæg eller pligter af kongen. Da denne knurren ophørte, sagde kongen: »I har gjort vel — bønder! — når I siger, at I vil yde mig i henhold til loven, men ikke mere end det; jeg véd også, at I vil lade mig opnå min lovlige ret fra jer. Jeg vil da have min ejendom i fred for jer.« Heri samtykkede alle. Da sagde kongen: »Så vil jeg forbyde jer hallændere at lade den skov, som jeg ejer og som ligger her tæt på, udnytte eller afgræsse, og det gælder både jeres svin og øvrige husdyr.« Dette fik bønderne til at miste mælet, og de indså, at dette ikke duede for dem, for der findes kongsskov overalt i Halland, og hallænderne har en stor mængde svin, som går i bøgeskov eller egeskov. Bønderne tog nu den beslutning at rette sig efter alt, hvad kongen krævede; dette indgik de en aftale om, for bønderne kunne ikke være tjent med det andet. Samtidig blev den bonde dræbt, som særligt havde ført ordet imod kongen.

Derefter drog kong Knud gennem Halland, således som han havde haft til hensigt, og dømte folk efter landsloven. Og da kong Knud kom ud til Skåne, holdt han dér ting med mange fremmødte. Bønderne fandt hans krav rigeligt strenge, og de råber nu alle på én gang og afviste det, som kongen forlangte, og de sagde, at de aldrig ville yde kongen flere skatter eller afgifter, end hvad der fremgik af loven. Da man igen fik ørenlyd, sagde kongen: »I skåninger er kloge folk! Jeg kan forstå på jeres fremgangsmåde, at I har erfaret, hvordan det gik i mit mellemværende med hallænderne; på en meget snildere måde afviser I det, jeg kræver af jer, for her kan jeg ikke anklage en enkelt mand for svarene. Men det, jeg tidligere krævede af hallænderne, vil jeg tilsvarende kræve af jer: At I lader mig have min ejendom i fred for jer.« Heri samtykkede alle. Da sagde kongen: »Alle må vide, hvad der her i Danmark er kongens ejendom, og hvad der er bøndernes ejendom; kongen ejer al ødemark her i landet, er I ikke enige i det?« Alle bekræftede, at sådan forholdt det sig. Han erklærede da søen og andre ubebyggede områder for ødemark. Derpå sagde kongen: »Så påstår jeg at eje Øresund; jeg vil forbyde jer alt det fiskeri, som I hidtil har haft dér, når ikke I vil rette jer efter mine ord og yde mig det, som jeg behøver.« Men da kongen havde sagt dette, indså alle, at det ville være umuligt for dem ikke at have sildefiskeriet i Øresund. Man traf den beslutning, som også hallænderne havde truffet, at lade kongen råde alene og sige ja til alt, hvad han krævede. Og således sluttede det ting.


Om kong Knud

29. Kong Knud var en mægtig mand, som straffede strengt og gjorde meget for at bekæmpe forbrydelser. Mens Harald Hén havde været konge, var der ikke blevet gjort meget for at bekæmpe forbrydelser, hverken indenlandske folks eller de vikingers, som dengang hærgede i Danmark — det var både kurer og andre folk fra Østersølandene. Men da Knud var blevet konge, forsvarede han landet hårdhændet og jog alle hedninger bort fra sit land såvel som fra havet, således at ingen på grund af kong Knuds magt og hærformåen vovede at hærge i Danmark. Han lod enhver dræbe, som blev fundet skyldig i tyveri, og ligeledes lod han alle drabsmænd og røvere dræbe — indenlandske som udenlandske. Den, der lemlæstede en mand på hånd eller fod eller på anden måde mishandlede ham, måtte selv udstå en tilsvarende straf. Der stod en så vældig rædsel om ham og hans magt og straffe, at ingen vovede at stjæle i hans rige. Kong Knud sagde således om den mand, der forlod sin ulåste bolig, eller ham, der havde en hest, som ikke stod lænket og som blev stjålet, og hvad han end mistede, fordi det blev stjålet fra ham, at vedkommende skulle komme til ham, og få godtgørelse dér, og han sagde, at han så skulle straffe dem, der havde stjålet. Han gjorde ingen forskel på rig og fattig i sine domme, men folk, der mistede ansete slægtninge ved kongens dom, lagde ham det meget til last, selv om anklagerne havde været sande.


Knuds giftermål

30. Kong Knud satte sin bror — Erik — til at være jarl over Sjælland og gav ham den magt, han selv havde haft, inden han blev konge. Og deres broderskab gik godt, så længe de begge levede. Knuds bror — Benedikt — var altid hos ham i livvagten; han var den smukkeste mand og større og stærkere end alle andre. Oluf Svendsøn var jævnaldrende med sin bror — kong Knud; han var en lille, uskøn mand med et hæsligt udseende, veltalende og en stor kriger. Kong Knud var gift med Edla — en datter af hertug Baldvin af Flæmingeland — og deres søn hed Karl. Torgisl Svendsøn blev — som det tidligere blev skrevet — taget til konge østpå i Gardarige, og han gjorde ikke krav på magten i Danmark.


Om kong Knud og en præst

31. Det skete engang, da kong Knud drog gennem landet på gæsteri med sin livvagt, at han kom til et flot gilde. Dér på gildets første aften så kongen en så skøn kvinde, at han næppe havde set en kvinde, der var skønnere. Hun var gift med en indflydelsesrig præst. Kongen så forelsket på hende; han tilkaldte sin talsmand og sagde, at denne skulle ordne det, således at kvinden her befandt sig i sengen hos kongen om natten. Og da ingen vovede at sige kongen imod — og da slet ikke at handle imod hans vilje — blev der gjort, som kongen havde beordret. Om aftenen blev kongen fulgt til sengs, og i denne samme seng lå kvinden, som før blev omtalt, allerede. Da kongen var klædt af, anbringer han sig i sengen, og da folk havde gået ham til hånde, således som det er skik, forlod de stedet, mens kongen lægger sig ned og vender sig blidt imod hende. Hun sagde til ham: »Må Gud beskytte dig — herre! — nu og altid. Gør nu så vel, som er passende for din værdighed, men tilføj ikke mig skade eller dig selv mén. Så godt og smukt som du leder andre folk i dette land til ærbarhed, var det dog tilsvarende passende, at du udviste den største anstændighed, for du er den fremmeste af alle mænd her i landet. Nu vil jeg bede om det, at når du står foran den konge, som er almægtig, da vil han lytte til din bøn, som du nu lytter til min.« Kongen svarer: »Jeg tilstår dig, hvad du beder om, for jeg ser, at du beder om dette af stor godvilje, og det er mere sømmeligt at gøre, som du ønsker. Det kræver lige nu en vis selvbeherskelse ikke at gøre, som man lyster, men dette er dog en lille ting sammenlignet med de store ting, som vor herre Jesus Kristus har udholdt for vores skyld.« Derpå stod kongen op og gik væk og fandt sig et andet leje for natten.

Om morgenen tilkaldte kongen den præst, der var gift med denne kvinde, og sagde til ham: »Du har en god kone — præst! — og vær god ved hende, for jeg tror, at der her i vores land kun findes få, der er tilsvarende gæve.« Kongen trak da en guldring, som både var god og stor, af fingeren. Så sagde kongen: »Denne guldfingerring skal du have af mig i vennegave — præst! — og hvis nogen behandler dig dårligt eller foruretter dig, så kom til mig, så skal jeg gøre noget ved det.« Præsten takkede med smukke ord for gaven og venskabet, der fulgte med. Kongen bad ham ikke takke så meget for dette, »— for til at begynde med ville jeg gøre mig til din uven, men nu beder jeg dig om at tilgive mig det.« Præsten sagde, at det gjorde han gerne. Siden skiltes de, præsten og kongen. Kongen var ved dette gæstebud en tid, men drog derfra til andre gæstebud.


Beskrivelse af Danmark

Danmark satellit.jpg

32. Danmark er et stort rige, men det ligger meget spredt. Den største del af Danevældet hedder Jylland; det ligger mod syd langs havet. Dér findes den sydligste bispestol i Danmark — i Hedeby — og i det bispedømme er der 350 kirker og 130 skibe til kongens ledingsudbud. Den anden bispestol i Jylland findes i Ribe; i det bispedømme er der 324 kirker og 120 skibe til kongens ledingsudbud. Den tredje bispestol i Jylland findes i Århus; i det bispedømme er der 210 kirker og 90 skibe til kongens ledingsudbud. Den fjerde bispestol i Jylland findes i Viborg; i det bispedømme er der 250 kirker og 100 skibe til kongens ledingsudbud.

I Jylland finder man Limfjorden; det er en stor og berømt fjord; den går fra nord til syd. Nord for Limfjorden findes en smal tange mod havet vestpå, som kaldes Haraldstangen; kong Harald Sigurdson lod sine skibe trække over dér, da han flygtede fra kong Svend Ulfsøns ufred, således som det fortælles i Kong Haralds saga. Vest for Limfjorden ligger det rige, der hedder Vendelskagen og som strækker sig nordpå; dér findes den femte bispestol i Danmark på det sted, der hedder Hjørring; i det bispedømme er der 150 kirker og 50 skibe til kongens ledningsudbud. Helt fra Vendelskagen i vest og sydpå til Ribe kaldes det for Jyllands Side.

Mellem Jylland og Fyn løber Middelfartsund. På Fyn findes den sjette bispestol i Danmark i den by, der hedder Odense; i det bispedømme er der 300 kirker og 100 skibe til kongen. Mellem Fyn og Sjælland løber Bæltsund. På Sjælland findes den syvende bispestol i Danmark — i Roskilde; i Sjællands bispedømme er der 411 kirker og 120 skibe til kongen. Nord for Sjælland løber Øresund, og nord for Øresund ligger Skåne og Halland. I Skåne findes ærkebispestolen i Lund; det er den ottende bispestol i Danmark; i det bispedømme er der 353 kirker og 150 skibe til kongen; dette er den mægtigste bispestol i hele den danske konges rige.

Mellem disse lande, der her blev omtalt — Jylland og Skåne — findes mange store øer, som ikke tidligere blev nævnt. Samsø hører under Århusbispen og Læsø hører under Viborgbispen — og de ligger vest for Fyn. Als hører under Hedeby; Lolland, Ærø og Torslund og Langeland — disse fem[9] øer hører under bispen på Fyn. Møn og Falster hører under bispen på Sjælland. Bornholm ligger i havet øst for Skåne; det er et stort rige, som hører under ærkebispestolen i Lund; dér findes 12 kongsgårde og 14 kirker.

Alle disse lande, som her er omtalt, hører til den danske konges rige, og de er både store og folkerige. Disse lande udgjorde i gamle dage mange kongeriger.


Her begynder fortællingen om Blod-Egil

33. Der var en mand, der hed Ragnar. Han var dansker og stammede fra det sydlige Jylland. Han var en mægtig mand og boede på det sted, der kaldes Ragnarssted — det er i Ribe bispedømme. Dér findes også den sø, der er opkaldt efter ham og hedder Ragnarssø. Ragnar havde været en kær ven af kong Svend Ulfsøn, og han havde altid tjent denne, så længe de begge var i live. Ragnars søn hed Egil. Han var en særligt fremragende mand, stor og stærk, mere våbenduelig end andre og en meget stor kriger.


Om Egil

34. Det skete i Danmark, at en mægtig mand, der hed Åge, døde på Bornholm. Dér havde han rådet for de tolv kongsgårde, som kongen ejede på Bornholm. Nu henlå det rige ubesat og høvdingeløst. Der blev da sendt folk til kong Knud, for at han skulle gøre noget, og de fortalte ham, hvad der var sket, og bad ham om at sætte en anden mand til magten.

På samme tid kom Egil Ragnarsøn til kong Knud og tilbød ham at blive hans mand og tjene ham trofast. »Mine slægtninge har også tidligere haft en lignende beskæftigelse«, sagde han, »— som du véd — herre!« Kongen svarer: »Du er en stor og fremtrædende mand, og du mangler ikke mandsmod, men du har ikke på alle måder lykken med dig. Da du imidlertid er meget driftig, som vi véd, skal jeg overlade dig styrelsen på Bornholm. Du skal være skyldig til al leding og alle kongelige forpligtelser, og jeg vil udtage tre af de gårde, som jeg ejer dér, men du skal dog råde over de øvrige kongsgårde, som jeg ejer på Bornholm.«

Egil gik ind på disse vilkår og blev tildelt magten over dette rige. Han blev snart mægtig og omgav sig med mange folk, og han havde en stor hærstyrke. Han var gavmild med penge og levede på stormandsvis og var altid på hærtogt om sommeren og skaffede sig store værdier, som han brugte på sine folks underhold om vinteren. Han var vellidt blandt sine folk. Han forsvarede også landet hårdhændet og djærvt. Da dette havde stået på en tid, blev mange af hans værdier brugt til de udgifter, han havde, idet han modtog færre midler fra kongen end de folk, som førhen havde haft de kongelige forpligtelser dér, men han havde større udgifter. Dette syntes Knud ikke godt om, og han bad Egil skære ned på sine mange folk og sagde, at han havde forbudt hærgen indenlands.


Da Egil drak blod

35. En sommer drog Egil fra landet med sit hærfølge. Han havde 18 skibe og drog til Vendland, og da han kom frem, hærgede han. Venderne samlede sig og fik en umådelig hær og drog derpå imod Egil med denne styrke, og da de mødtes, blev det et stort slag, hvor der faldt mange folk på begge sider. Egil går godt og mandigt frem og kæmper på krigervis. De sloges på skibene, og ved siden af Egils skib lå det skib, som vendernes høvding var på. Da kampen var på sit højeste, og man ikke kunne forudse, hvem der måtte bøje sig, sprang Egil fra sit skib over på vendersnekken og huggede efter høvdingen og sårede ham dødeligt, og straks efter sprang Egil baglæns og lige så hurtigt tilbage på sit eget skib. Efter dette tog venderne flugten, og Egil vandt en strålende sejr og mange værdier. Han var så træt, at han næsten mistede bevidstheden, og da han satte sig op på sit skib, bad han om at få noget at drikke. Tjeneren sagde: »Der har her i dag været et sådant slagsmål på skibene, at alle vores tønder er slået i stykker, og al drikken er løbet ud i bunden af skibet.« Egil svarede: »Jeg kan nok drikke den alligevel.« Tjeneren svarede: »Gør det ikke — herre!« sagde han, »— for det er mest menneskeblod.« Egil rejste sig og tog hjelmen af hovedet og stak den ned i bunden af skibet og drak tre store slurke. Efter dette vendte Egil sejrrig om, og han kom om efteråret tilbage til Danmark og drog siden hjem til Bornholm. Nu var der ingen mangel på penge til underhold af hans folk om vinteren. Dette rygtedes vidt omkring, og det kom for kong Knud. Kongen roste — som andre — Egils stordåd og sejr, men han talte kun lidt om det, man fortalte ham om Egils drik. Egil fik et tilnavn af denne hændelse og blev kaldt for Blod-Egil.


Om Egil

36. Da Egil havde opholdt sig hjemme en kort tid, opsøgte han kong Knud. Kongen tog på passende vis imod Egil og spurgte til hans rejser. Egil svarede på det, som kongen spurgte om, for han talte gerne om dette. Siden kaldte kongen ham til samtale under fire øjne og spurgte, om det var sandt, som det var blevet ham fortalt, at Egil havde drukket menneskeblod. Egil svarede: »Der ligger meget til grund for det« — men sagde dog, at han ikke havde tænkt særligt over det før. »Hvordan kunne det gå så galt?« sagde kongen. Egil sagde, at han var blevet så voldsomt tørstig af træthed og udmattelse, at han næsten ikke kunne udholde det, og der var ikke andet at drikke. Kongen svarede: »Denne sag er blevet ganske alvorlig, for det er meget ukristeligt gjort. Det siges, at jeg plejer at straffe forseelser, der er mindre, men fordi jeg bryder mig godt om dig, som det er gået hidtil, og på mange måder finder din tjeneste god, så vil jeg ikke for denne gang fælde så hård en dom, som mange nok forventer. Jeg vil give dig det gode råd, at du gør bod over for Gud og snarest fortæller det til præsterne og bekender dine synder. For så vidt min ret er blevet krænket i denne sag, ønsker jeg at tilgive dig, men denne gerning — at du har drukket menneskeblod — forekommer mig ikke mindre, end hvis du havde spist kogt menneskekød.« Egil lovede kongen, at gøre dette. Derpå opholdt Egil sig nogle dage hos kongen, og inden han og kongen skiltes, indbød Egil kongen til gæstebud hos sig: »Jeg forventer — herre!« sagde han, »— at det skal bringe mig lykke, at du kommer for at se min bolig.« Han talte meget til kongen, for at denne skulle takke ja til at besøge ham. Kongen lovede, at han ville tage af sted, når vinteren var slut. Efter dette drog Egil hjem, og han sad hjemme på Bornholm den vinter.


Om kongen og Egil

37. Om foråret gjorde kong Knud klar til sin rejse til Bornholm. Egil havde dér forberedt et storslået gæstebud for ham. Kong Knud drog til gæstebuddet med et meget stort følge. Der var et stort hus — som en kongshal — som var fuldstændig beklædt med skjolde. Kongen opholdt sig dér på gæstebud i tre dage, og han var særdeles glad og i godt humør. Egil tog afsked med kongen med stormandsgaver. Da sagde kongen til Egil: »Hvordan er det nu — Egil!« sagde han, »— har du gjort, som jeg sagde til dig sidst og fortalt præsterne om din ugerning og forsonet dig med Gud?« Egil svarede: »Det har jeg ikke — herre!« sagde han, »— for jeg har glemt det igen.« Kongen bad ham ikke udsætte det længere. Egil sagde, at det skulle ske, og de skiltes da i venskab. Egil drog på hærtogt om sommeren og skaffede sig igen mange penge. Han kom hjem til efteråret, men han opsøgte da ikke kongen.


Om Egil

38. Kongen erfarede, at Egil igen havde være på hærtogt om sommeren, og han syntes ikke godt om dette, fordi han forbød folk at stjæle og anstifte uroligheder i sit rige. Kongen indkaldte Egil til møde med sig om vinteren. Egil opsøgte kongen, og kongen tog godt imod ham. Kongen og Egil indledte straks deres samtale, og kongen spurgte: »Har du hærget igen i sommer — Egil?« Egil sagde, at det havde han. Kongen svarede: »Du handler ondt, når du gør dig til viking — det er hedenske folks vane, og jeg vil forbyde dig det. Jeg har også fået at vide, at du omgiver dig med så mange folk, som konger gør, og på alle måder anlægger deres skikke, hvorved du øder dine værdier væk, og forgriber dig på andres ejendom, når du selv mangler. Der kommer mange til mig, der klager over sådant, og mener at være udsat for angreb og afstraffelse af dig. Jeg ønsker,« fortsatte han, »— at du skærer ned på dit folkehold og ikke gør dig større, end din slægt og afstamning berettiger til. Jeg vil, at du på alle måder udviser mådehold, såfremt du ønsker at tjene mig. Men hvordan forholder det sig nu — Egil!« sagde kongen, »— med den sag, som jeg et par gange har mindet dig om, og som du nok erindrer? Har du gjort bod for det?« Da svarede Egil vredt: »Jeg mener — herre!« sagde han, »— at selv om du ofte minder mig om den sag, så må det dog først og fremmest være op til mig selv, at træffe mine beslutninger.« Da svarede kongen: »Nu forventer jeg, at det vil vise sig — som jeg sagde til dig den første gang, jeg mødte dig — at du ikke i alle henseender ville have lykken med dig. Så meget, som du her forsømmer hensynet til dit bedste i denne sag, vil jeg på ingen måde længere have dig i min tjeneste, og du skal fra nu af ikke længere varetage mine ejendomme.« Egil svarede: »Du bestemmer over dine ydelser til mig — herre! — og det vil måske undre dig,« sagde han, »— at jeg ikke skal optræde mindre stormandsagtigt, selv om jeg kun har mine egne indtægter. Jeg skal ikke bede dig om flere tjenester, end du selv bryder dig om.« Kongen svarede: »Du behøver ikke, at gøre dig så stor — Egil!« sagde han, »— jeg har bøjet nakken på federe bukke end dig. Jeg forventer, at det vil være værre for dig end for mig, at vores venskab ophører. Jeg tænker, at der vil overgå dig noget, som er endnu større end det, der allerede er kendt om dine forhold.« Derpå skiltes kongen og Egil uden særlig blidhed. Kong Knud satte herefter en anden mand til magten på Bornholm, og Egil afstod fra styrelsen af riget. Egil opholdt sig da hjemme på sin gård, men mindskede ikke sit folkehold — nu havde han snarere endnu mere pragt og noget flere folk, end før han gav magten fra sig.


Et skib går tabt

39. På denne tid blev Norge regeret af kong Harald Sigurdsons søn — Olav den Fredelige. Han var gift med Ingrid, der var en datter af kong Svend Ulfsøn og søster til kong Knud. Der bestod et nært venskab mellem de to svogre.

En sommer skete det, at et skib, der både var stort og rigt lastet, blev gjort klar til udfærd fra Norge. Skibet var ejet af købmænd, der agtede sig til Estland eller et andet sted langs Østersøkysten. De sejlede først til Danmark og derefter østpå gennem Øresund og således østpå til Bornholm. Derefter forsvandt dette skib, uden at man fik efterretninger om det, og man fandt intet fra skibet — hverken folk eller last. Dette forekom folk meget underligt, og der blev gættet meget på, hvad der var sket. Olav Norskekonge sendte bud til sin svoger — Knud Danekonge — og bad ham eftersøge skibet og finde ud af, hvad der var sket, og det lovede han.


Egils død

40. Kong Knud gjorde sig engang klar til at drage til Bornholm med nogle skibe. Med ham på turen var hans bror — Benedikt — og to andre brødre — Svend og Astråd. De var danske mænd, mægtige og af fornem slægt, og de blev benævnt efter deres mor og kaldt Torgunnasønnerne. Deres mor — Torgunna — var en datter af Vagn Ågesøn. Brødrene var berømte folk og kære venner af kong Knud. I kong Knuds færd deltog endvidere flere høvdinge, som ikke er nævnte ved navn.

Kong Knud sejlede til Bornholm med sin hær, da han fik gunstig vind. Det var især kongens ærinde at forsøge at finde ud af noget om det skib fra Norge, der var gået tabt, for kong Knud lagde meget vægt på dette og ville gerne vide, hvad der var sket. Da de var tæt på Bornholm, sejlede de ind til nogle øer, og kongen beordrede at lægge til land dér, hvilket de gjorde. Derpå gik de i land. Kong Knud gik langs med stranden, og dér fandtes mange, store sten. Kongen betragtede stenene og så, at de var meget røde. Kongen spurgte sine folk, hvordan det kunne være. De svarede: »Den slags kan du nok bedst afgøre — herre!« Kongen svarede: »Jeg tror, at der her engang har været et stort bål. Det kan være, at det, som jeg længe har formodet vedrørende Egil og mig, nu kommer frem. Det er ikke til at skjule,« sagde kongen, »— at jeg tror, at dette er forvoldt af mennesker, men det vil snart vise sig. Nu skal vi ikke opholde os længere her for denne gang.«

Kongen drog nu videre. Han tog ophold ikke langt fra Blod-Egils gård. Egil havde på denne tid overordentlig mange folk hos sig, således at han havde en livvagt næsten som en konge, og det undrede folk meget, at han kunne ernære så stor en flok, når der ikke var de samme indtægter til rådighed, for Egil havde indstillet hærtogterne, men manglede dog ikke midler til folkenes underhold. Folk fortalte kongen meget om Egils og hans folks skikke, og man kunne mærke på kongen, at han ikke var tilfreds med det, han fik at høre.

Denne samme aften lod kong Knud folk drage hen til Egil, og de var anført af Benedikt — kongens bror — og med ham var brødrene Svend og Astråd. De var i alt hundrede mand. De drog af sted, indtil de om natten kom til Egils gård. Egil og hans folk plejede at drikke til midnat eller senere, og da Benedikt og de andre kom til gården, gik de ind i drikkestuen. Egil og nogle folk sad da endnu og drak, men de fleste mænd var gået til ro. Benedikt og de andre omringede stuen, men da Egil og hans folk blev klar over ufreden, sprang de efter deres våben og agtede at forsvare sig. Benedikt sagde, at deres bedste vilkår var at overgive sig, og da Egil indså, at de var i undertal, gik han ud og overgav sig til dem. Derpå blev han pågrebet, og Benedikt førte ham med til kong Knud, mens Torgunnasønnerne blev tilbage med en del af styrken for at påse, at ingen af Egils folk slap væk.

Da Egil kom for kongen, sagde kongen: »Der går længe imellem, at vi mødes nu — Egil! — og jeg skal ikke skjule for dig, at jeg ønsker, at dette skal være den sidste gang.« Egil svarede: »Det har du også magten til denne gang — herre! Jeg forventer dog ikke,« sagde han, »— at nogen vil kalde dig en bedre høvding eller en større konge, selv om du dræber sagesløse folk.« Da svarede kong Knud ganske roligt: »Jeg må bære ansvaret for min del — Egil!« sagde han, »— såfremt jeg dræber sagesløse mænd, og så må jeg svare for Gud. Men nu er det dog kommet så vidt med dig — Egil! — at det ikke nytter dig at fare frem med djærvhed og trodsighed. Nu har vi taget dig til fange, og nu må du fortælle, hvad der er foregået, selv om jeg ikke forventer, det bliver kønt. Nu vil vi undersøge sagen grundigt, og du skal fortælle om det skibsmandskab, som vi tror, at du og dine folk har myrdet for at tage deres værdier. Dette har nu været skjult længe nok. Vi har også,« sagde kongen, »— været dér, hvor vi mener, dette har fundet sted.« Egil indså da, at der ikke var andre vilkår, end at fortælle det, som det var foregået, for han vidste, at så mange af hans folk var medvidende om sagen, at nogle af dem nok skulle fortælle om det, hvis sagen blev grundigt undersøgt. Egil sagde da: »Da dette skib, som I spørger til, var sejlet ind under de samme øer, som I kom til, holdt vi øje med deres færden. Det er meget lavvandet dér, men det vidste de ikke — nordmændene — fordi de ikke kendte stedet, og vandet forsvandt under skibet ved nattens ebbe. Så tog vi fæller af sted,« sagde Egil, »— og kom sidst på natten til købmandsskibet. Kort fortalt greb vi først alle folkene om bord på skibet og bandt dem og røvede alle værdierne. Så trak vi skibet op på klipperne og satte ild til og brændte det hele op — folkene og skibet — så der ikke var nogle spor tilbage at se, bortset fra at stenene var blevet røde.« Da Egil havde berettet dette, sagde kong Knud: »Nu kom det frem, som jeg anede, at du er en ugerningsmand. Se nu — gode mænd!« sagde kongen, »— hvordan vi vil straffe et sådant niddingsværk.« Der var mange af Egils slægtninge til stede, som var ansete folk, og de tilbød at løskøbe ham. Kongen svarede: »Det skal ikke hedde sig, at jeg sådan fornægter min tro og modtager penge eller folks venskab for at dømme uretfærdigt. Er sådan noget ikke til dødsstraf, om det så bare var én mand, der var blevet myrdet? Men her er det mange! Og siden har han tillige levet næsten udelukkende af det, som blev stjålet.« Det var svært at modsige, og desuden turde ingen sige kongen imod. Derpå førte man Egil til skoven, hvor der blev rejst en galge, og dér blev Egil hængt.

Siden drog kongen hen til den gård, Egil havde ejet, hvor han lod Egils mænd afstraffe. Nogle lod han dræbe, andre lemlæste. Nogle jog han ud af landet, men ingen, der havde haft del i dette foretagende, lod han gå ustraffet, og således udryddede han denne røverflok. Denne handling tog man dog meget ilde op, for Egil var både af en stor slægt og havde mange frænder. Efter dette blev høvdingene uvenner med kongen, og de begyndte i høj grad at trodse ham, hvilket befolkningen derpå også gjorde. De fandt ham hård og straffelysten, mens de før var vant til selv at bestemme.


Om kong Olav og kong Knud

41. Engang aftalte de at mødes — kong Knud af Danmark og kong Olav af Norge — og de træffes i Elven og tager godt imod hinanden. Siden holdt de møde og talte sammen, og alle samtaler forløb godt imellem dem.

Ved et af deres møder skete det, at kong Knud sagde til kong Olav: »Jeg har tænkt på — min svoger, Olav!« sagde han, »— hvis du da ikke anser det for et håbløst forehavende — at udbyde leding fra landet og ihukomme et rige, som vi slægtninge må anses for at have et stort krav på — og det er riget i England. Dér har vores forfædre — som du nok ikke er uvidende om — haft stor indflydelse, og de har dér vundet sig stor magt og fremgang, for Knud den Mægtige — min slægtning — underlagde sig hele riget i England og styrede selv det rige til sin dødsdag, og hans sønner efter ham. Nu kunne jeg tænke mig — min svoger, Olav! — at få din støtte til dette, og jeg vil byde dig det vilkår, at du bliver anfører for denne færd, for du har meget ondt at gengælde englænderne, og så vil jeg støtte med mandskab fra mit rige. Eller også skal jeg være leder af togtet på vores begges vegne — selv om det vil være mindre gunstigt — og så få hjælp og en talstærk hær fra dig.« Da svarede kong Olav: »Denne sag, som du nu har talt om nogen tid — kong Knud! — forekommer mig lovende; der findes beviser på, at din slægt har haft held til at vinde stor hæder dér. Det forholder sig meget anderledes med mine slægtninge, for vi har lidt så stor mandskade dér, at vi aldrig venter at få den bødet. Nu kan vi se og forstå, at da min far — kong Harald — forlod landet, da sagde alle, at aldrig var en djærvere flok rejst ud fra Norge på nogen færd. Dengang passede alt også meget bedre til en sådan færd, end de vilkår landet byder nu; nu kan man ikke skaffe sådanne mænd, som han havde med sig, selv om man leder efter dem. Men endnu større forskel er der dog på høvdingen, når man ser på kong Harald, som dengang stod i spidsen for færden, og sammenligner med mig, og så uheldigt som færden forløb dengang, så vover jeg ikke at friste lykken så meget at skulle kæmpe om magten i England. Men — kong Knud! — eftersom du i sådant ikke varetager min hæder og mine tarv mindre end dine egne, så vil jeg til denne færd give dig 60 storskibe og udvælge mandskab blandt mine livvagter — alle dem, som er de modigste og på alle måder bedst rustede. Og intet — hverken med hensyn til skibe eller mandskab — skal være mindre udvalgt, end hvis jeg selv stod i spidsen.« Kong Knud svarede: »Dette var, som jeg havde ventet, et tilbud fra en stormand! Disse vilkår tager jeg imod, så må Gud råde for udfaldet.« De talte om mange andre emner, og hvordan magten havde skiftet mellem Norge og Danmark, men alle samtaler mellem dem skete i venskabelighed. Det bliver nu besluttet, at kong Knud skal drage på hærfærd til England. Der var mange meninger om, hvordan denne færd skulle falde ud.

Efter dette skiltes kongerne i venskab og udvekslede gaver; kong Olav drog nordpå til sit rige i Norge, mens kong Knud drog sydpå til sit rige i Danmark.


Om kong Knud

42. Kong Knud udsendte straks hærbud i hele sit rige og fastsætter, hvor mange mænd der skal komme fra hvert herred, og han siger, at der skal være almindeligt udbud til foråret — både hvad angår mandskab og skibe. Man gjorde store forberedelser i landet om vinteren, og hver en høvding udruster sin flok, som der er midler til. Jarl Erik gør sig klar til færden med sin bror — kong Knud — og det samme gør alle de andre stormænd, som var i landet, og som var udset til denne færd.

Tidligt om foråret lod kong Knud hæren samle og hele flokken sende til Limfjorden. Samtidig ankom den norske hær, som kong Olav havde sendt kong Knud, således som det var aftalt, og det var en yderst slagkraftig hær, som i alle dele var veludrustet; de sejlede også til Limfjorden, for de erfarede, at danskerne allerede havde samlet sig dér. Nu samlede også den danske hær sig, og det var en umådelig skare. Kong Knud var da endnu ikke kommet, men han sendte dog folk til dem for at mønstre hæren, og han beder ledingsfolkene afvente hans ankomst og siger, at det ikke vil vare længe.

Således forløber hen ved syv dage, hvor kongen ikke kommer, og folkene er utilfredse med, at han ikke kommer. Grunden til, at han ikke kom som planlagt, var, at han blev opsøgt af nogle mænd, som fortalte ham, at venderne havde en hær ude, og at de om sommeren agtede at hærge i Danmark for at hævne den ufred, som Blod-Egil havde forvoldt dem.

Kongen overvejer denne sag, og det bliver besluttet, at han sender folk til venderne med forligsbud og anmoder dem om ikke at hærge i hans rige; han sagde, at venderne ikke ville kunne holde til ufred med ham, »— men det vil dog give mange folk mén og føre til uro,« sagde kongen, »— så jeg ønsker, at vi stifter fred mellem vore lande, således at ingen af parterne hærger i den andens rige.« Udsendingene opsøgte derpå venderne, og kongen sagde, at han ville vente på dem i syv dage, for han ville ikke forlade landet, før han vidste, hvorvidt denne ufred lod sig standse.

Nu går denne uge, men udsendingene vendte ikke tilbage. Nu finder danskerne, at det er længe at vente på kongen, dér hvor de ligger samlet, og mandskabet holder det ikke ud; de synes, at det er en stor skade at holde så stor en hær samlet til ingen nytte, og høvdingene taler længe om det, og de blev enige om at lade nogen opsøge kongen, og de beder Oluf — kongens bror — om at påtage sig opgaven. Han havde ikke lyst til at tage af sted, idet han sagde, at kongen efter hans mening selv ønskede at råde for sin færden, »— hvordan I danskere så end knurrer. Jeg tror heller ikke, at han vil rette sig meget efter mine ord; kongen hører ikke efter, hvad der så end bliver sagt til ham, og han er meget enerådende. Men I danskere står sjældent fast, og det er på det jævne med jeres trofasthed.«

Men selv om Oluf sagde sådan, fulgte han alligevel sine venners anmodning og lovede at tage af sted. Han opsøgte sin bror — kong Knud — i følge med nogle folk, men så snart kong Knud fik øje på sin bror — Oluf — sagde han til sine folk: »Grib Oluf!« siger han, »— og giv ham lænker på fødderne og også på hænderne, og før ham væk og hold øje med ham, så han ikke slipper væk, for jeg vil ikke høre et ord af det, han siger.« Mange undrede sig over, hvorfor kongen gjorde dette, men der stod dog så vældig en rædsel om hans ord, at ingen vovede at afslå hans ordre.

Dagen efter får kong Knud nogle mænd til at føre Oluf vestpå til Flæmingeland til sin svoger — hertug Baldvin. Kong Knud var gift med hertugens datter, der hed Edla; de havde en søn, der hed Karl. Kong Knud bad dem sige til Baldvin, at han skulle tage Oluf i sin varetægt og bevogte ham og aldrig lade ham slippe ud af de lænker, han bar, medmindre kongen selv gav ordre dertil. Mange folk svarede på det, kongen sagde, og de sagde således: »Den dom — herre! — som du idømmer denne mand, forekommer os vel hård, for vi kan ikke se, at hans skyld er så indlysende, at han skal fængsles sådan.« Kongen svarede: »Jeg fremsætter ikke anklager imod Oluf for almenheden, men den almægtige Gud må vide, om der er noget om sagen. Det kan være,« siger han, »— at I bedre end jeg véd, hvilken mand Oluf er, men jeg tænker,« sagde kongen, »— at det ikke vil vare længe, før Oluf selv tilkendegiver, hvem han er.«

Disse mænd drog vestpå til Flæmingeland med Oluf, som kongen havde beordret, og opsøgte hertug Baldvin og forelagde ham kong Knuds besked og de kendetegn, som skulle få ham til at tage imod Oluf Svendsøn. Hertugen gjorde, hvad kong Knud havde givet besked om; han anbragte Oluf i et højt tårn og satte mænd til at bevogte ham; der blev holdt godt vagt. Dér sidder Oluf nogen tid.


Om Knuds hær

43. Nu skal der fortælles om de mænd, som sammen med Oluf Svendsøn havde opsøgt kong Knud; de blev meget skræmte ved den ufærd, der overgik Oluf. De sørgede for at komme væk i en fart og kom tilbage til ledingshæren og fortalte folkene, hvad der var sket på deres færd; de sagde også, at kongen aldrig ville komme, »— og nu har han bevist,« sagde de, »— hvad han er for en mand. Han har begået noget så oprørende, at det er godt, man sjældent hører om den slags; nu greb han sin bror, som var sagesløs og vel skikket som høvding, og lagde ham i lænker. Vi tror, han gjorde det, fordi han frygter, at høvdingene hellere vil have Oluf til konge end ham — da ville det også stå bedre til med magten i Danmark, og så skulle folk ikke tåle den slags krænkelser.« Det gjorde et stort indtryk på folk, hvad de fortalte, og høvdingene holdt ting og møder og talte om dette, som kong Knud havde begået, og hver mand sagde, hvad han mente. Der var nogle høvdinge, som rent ud sagde, at det danske rige aldrig ville trives, så længe Knud var konge over det, men der var dog mange flere, som ikke udtrykte fjendskab mod kong Knud så åbenlyst, at almuen kunne opfatte det — selv om de dog havde samme opfattelse som de andre. Det blev nu drøftet indgående i hæren, hvad de skulle stille op med denne styrke, som var samlet dér, når kongen ikke ville indfinde sig. Der blev talt længe om dette, og der var flere høvdinge, der havde lyst til at opløse samlingen og den store ledingshær, som var bragt sammen dér, og give mændene hjemlov. Hele bondeflokken sprang op i enighed og bad den, der ville ligge dér længere, aldrig at trives; mange sagde også, at de kun nødigt havde roet denne leding. Nordmændene bad dem vente og holde ud og ikke gøre deres konges ordre til grin; de sagde, at han snart ville komme. Danskerne råbte efter dem og sagde, at nordmændene kunne blive liggende i denne sultekrog så længe, de havde lyst.

Herefter opløstes ledingen, og alle danskerne sejlede derfra og hjem, hvor de hver især hørte til; den befandt sig bedst, som kom først hjem. Men så snart ledingen var opløst, ankom kong Knud til Limfjorden, hvor han blev mødt af den norske hær; de drog straks kongen i møde og tager rigtig godt imod ham. Kongen blev meget vred på danskerne, fordi de havde opløst ledingen, og han sagde: »Nu har danskerne igen bevist deres trofasthed. Så må vi se, hvornår jeg får givet dem gengæld.« Og kongen var voldsomt vred, men talte roligt, som han altid plejede at gøre, selv om der skete ting, som han var meget utilfreds med. Nordmændene tilbød at ledsage kongen, hvor end han ville hen. Kongen svarede, at de teede sig godt og mandigt, og at de havde overholdt deres herre og høvdings ordre vel. Han bad dem drage hjem til Norge og have tak, fordi de var kommet, »— men vi danskere er endnu ikke helt færdige med hinanden.« Derefter sejlede nordmændene hjem til Norge.

Efter dette vender Knud sig mod Sjælland; han havde da mange folk i sit følge, og dér blev han mødt af de mænd, han havde sendt til Vendland. De fortalte ham den nyhed, at venderne med tak tog imod fred og forlig med kong Knud; de havde samlet en stor hær i landet af den grund, at de ikke mente at kunne stole på ham, og de havde fået at vide, at han agtede sig til Vendland med den store hær, han efter sigende havde samlet; de agtede at være beredte og forsvare deres land, såfremt det skulle blive hærget. Nu sendte de venskabsbud til Knud og lod hædrende gaver følge, og kong Knud blev glad og lettet over disse nyheder.


Om kong Knud

44. Efter dette drog kong Knud sydpå til Fyn, hvor han holder ting med bønderne og klager voldsomt over den vanære, som han påstår, de har tilføjet ham; han siger, at de herfor vil blive udsat for hårde vilkår. Jarl Erik tog fra Sjælland sammen med sin bror — kong Knud — og jarlen talte bøndernes sag for kongen og sagde, at bønderne ikke havde handlet så meget af modvilje mod kongen, »— men det er sådan, som du véd — herre!« sagde han, »— at almuen altid lytter til det, som lige bliver sagt, og finder, at den beslutning, der lige er truffet, er den bedste. Nu var det eneste, de fik at vide — herre! — at du ikke ville indfinde dig i den hær, der var samlet.« Jarlen taler længe og mandigt om dette på bøndernes vegne. Kongen var ganske harmfuld, og det var ikke nemt at få ham i tale; han sagde dog, at bønderne kunne opnå forlig, men at han alene skulle afgøre deres sag. De folk, som han særligt havde anklaget, gik til kongen og tilstod ham selvdømme. Kongen gav store bøder til dem, han havde de største anklager imod; mange mistede af den grund store værdier, og mange fandt, at dette var meget hårde vilkår, men det forekom dem alligevel bedst at lade kongen alene råde og regere i deres mellemværende, således som sagerne stod. Kong Knud sparede dem ikke, for han lod enhver få den dom, som han fandt passende til anklagerne, hvad enten vedkommende var rig eller fattig. Høvdingene fandt dette hensynsløst og blev meget forbitrede, men alligevel havde ingen modet til at tale kongen imod.


Om kong Knud

45. Efter dette drog kong Knud sydpå til Jylland, og dér kom mange folk til ham. Kongen drager nu med stor magt gennem landet, og han har et væsentligt større følge, end danekongerne før har haft. Han lader gæstebud afholde for sig, hvor end han ønsker at gøre ophold, og han overlader alle omkostningerne til bønderne; nogle steder opholder kongen sig kun i kort tid, men alle steder, hvor nødvendigheden efter hans mening byder det, bliver han længere. I hvert herred holdt han ting med bønderne, og han kommer med den samme sag og påstår, at de har vanæret ham ved ikke at udvise ham den lydighed, som de var forpligtede til. Kongen taler længe og klogt og strengt til bønderne, og mange af hans ord bestod af anklager imod dem. Bønderne forsvarede sig og afviste alle anklager, men på den anden side indså de, at det ikke kunne nytte noget at strides med kong Knud; han havde desuden et vældigt opbud af mandskab, for han havde tilkaldt mange høvdinge. Dér hos kong Knud var jarl Erik — hans bror — og Benedikt — kongens bror — og Svend og Astråd Torgunnasønner. Der var endvidere to brødre sammen med kong Knud; den ene hed Palmar, den anden Blakmar. De var opfostret sammen med dronning Edla, som kong Knud var gift med; de var store og stærke og de raskeste mænd, og de var vel agtede af kong Knud. Man fandt også mange andre ansete folk hos kongen.


Om Tord Skærer

46. En mand hed Tord Skærer[10], og en anden Tolar Dunk. De var kong Knuds sysselmænd vestpå i Vendelskagen på det sted, som hedder Hjørringsyssel; det er et udnæs vestpå i Jylland. Denne egn er fattig sammenlignet med andre egne i Danmark. Derfra stammede jarl Asbjørn og Ejvind Bifra; det kaldes Asbjørnsboder og Ejvindsboder, hvor de blev født.

Tord og Tolar erfarede, at kong Knud var i Jylland, og også at han, hvor han kom frem, holdt ting og møder og pålagde folk store bøder. De erfarede desuden, at han agtede at byde vendelboerne samme vilkår som folk i øvrigt, og at han er på vej dertil med den store styrke, han har kaldt sammen. Ved denne underretning lader Tord Skærer indkalde til ting og beder alle de mænd komme, som nød anseelse og gerne traf beslutningerne dér, og da tinget var sat, var der mødt en stor menneskemængde.

Da rejste Tord Skærer sig og talte og sagde således: »I har nok hørt om denne konge, som her drager gennem landet med ran og plyndring; han har også skrabet en ordentlig flok sammen til skade for mange, men det må dog forventes, at det bliver værst for ham selv, for jeg har fået at vide — og det er sandt — at han kun har få duelige folk med sig. Det virker også sandsynligt, for der er kun få duelige mænd, som gerne vil vise sig som mandfolk, der vil tjene ham. Det skyldes, at han er så svigefuld og begærlig, at han ikke kender til mådehold, og han kan med rette snarere kaldes en viking end konge. Nu har han taget livet af en række høvding og gjort dem til ubodsmænd, for at deres slægtninge ikke skulle få nogen oprejsning, og andre har han jaget ud af landet for ingenting. Alle øvrige har han påført tvang og trældom, og denne tvang og trældom bliver aldrig afskaffet i dette land, så længe han er i live. Og det er svært, som ingen er djærv eller dristig nok til ikke at ville tåle alle de uhyrligheder, han hitter på. Nu skal jeg gøre det klart, hvad jeg mener: Jeg vil ikke længere tåle hans overgreb. Jeg kan se, at det ikke er holdbart for folk, der er så fattige som her hos os, såfremt de skal udstå sådanne plager af ham, som det er foregået andre steder. Nu er stedet her — som I véd — vanskeligt at komme til på grund af udstrakte moser og vanddrag, og hvis I mener som jeg, så vil vi ikke vente hjemme på denne uret. Nu ønsker jeg, at I siger, hvad I vil gøre her. Siger I ja til det, som jeg vil iværksætte, eller vil I finde på noget andet?« De sagde, at de i denne vanskelige sag ville stole på hans klogskab, »— for vi har længe set beviser på, at din klogskab har hjulpet os godt.« Tord svarede: »I denne — som jeg ser det — meget vanskelige sag, vil jeg ikke have jeres fælles samtykke, for jeg begriber, at hvis kong Knud kommer her og taler med jer, så vil det lykkes for ham at dreje sagen derhen, at I anser det, han siger, for rigtigst, for han er veltalende og snu og meget svigefuld. Han vil være lumsk og bringe jer i knibe, hvis I lytter til, hvad han siger. Nu ønsker jeg, at I giver mig troskabsed på den måde, at enhver mand, der ejer noget, overlader mig alle sine rede værdier, for dem vil jeg varetage, indtil der kommer en afgørelse på denne sag. Jeg vil ikke forlange anden troskab af jer end dette vilkår, og hvis I sammen med mig står fast ved dette, som vi nu har talt om — og det tror jeg, I gør — så får I jeres værdier igen. Men hvis I svigter mig, og kongen erfarer om denne plan, er det nok indlysende, hvad der sker med mig. Og selv om I beholder livet, vil I blive straffet hårdt af ham — og det med god grund, kan man vel sige.« Da svarede Tolar Dunk: »Vi kender almuens indstilling til dette: Ingen her vil give sin sag i kongens vold, selv om han skulle gøre sig så stor, at han påtænker at drage omkring i hele landet med ufred. Det er vores ønske, at vi nu finder på et godt og hurtigt råd. Vi ønsker, at du — Tord! — forpligter dig særligt til at være hovedmanden, for du er den klogeste, vi har.« Da sagde Tord: »Er det hvad alle, som nu er samlede her, ønsker og vil?« De bekræftede, at det forholdt sig sådan. »Min første beslutning er,« sagde Tord, »— at vi holder os samlede, således at vi ikke lader nogen, der nu er kommet her, drage væk; vi skulle hellere samle flere folk. Så tager vi siden hen til den å, som ligger på kong Knuds vej, såfremt han søger hertil. Og hvis de kommer her til os, så skal vi forsvare vadestedet imod dem.«

Efter dette sluttede tinget, og de drog af sted med hele denne hær, til de kom til åen. Dér erfarede de, at kong Knud var på gæsteri ikke langt derfra på det sted, som hedder Sjørring — det ligger i det inderste af Limfjorden. De sendte spejdere af sted for at finde ud af, hvor mange folk kong Knud havde, og hvad han besluttede sig for at gøre.


Om kong Knud

47. Kong Knud var på gæsteri i Sjørring, som det tidligere blev fortalt, og han agter at sende folk vestpå til vendelboerne i den hensigt at pålægge dem bøder, som det er sket andre steder. Han ville dog ikke selv tage af sted, for han havde hørt, at vejen dertil var meget vanskelig. Kongen udpegede Svend og Astråd Torgunnasønner til denne færd; de havde 60 mand med sig. De havde da ikke erfaret noget om vendelboernes hærsamling.

Brødrene drog af sted, til de kom til en stor å; en mængde mennesker var samlet på den anden side af åen. Alle disse folk var bevæbnede og syntes noget stridbare, og de stillede sig i slagorden på åbrinken ved vadestedet, da de så de andre ride hen imod åen. Da sagde Svend Torgunnasøn: »Disse folk kommer os jo pænt i møde med bøderne; de må vide, at vi ikke er stedkendte her, og de bærer sig meget bedre ad, end folk havde tiltænkt dem. Vi burde fremme deres sag, når vi kommer tilbage til kongen.« »Det véd jeg nu snart ikke,« sagde Astråd, »— jeg synes ikke, de virker så troværdige, som du siger.« Tord og de andre hørte nu, hvad de talte om. Da sagde Tord Skærer: »I skal ikke glæde jer for tidligt, for jeg forventer, at I kommer herfra med den betaling, som er mest passende. Det er ganske uhyrligt, at I vil lægge trælleåg på hele folket; man må håbe, at det rammer jer selv, men folk er mere tilbageholdende med det, end det forekommer rimeligt. I og jeres urimeligheder vil nok have mere fremgang andre steder end her. Kom nu an! Hvis I tør.« Da sagde Svend Torgunnasøn: »De bruger store ord. Men hvad synes du, vi skal gøre? Skal vi krydse åen?« Astråd svarede: »Nu gik det, som jeg anede, at de ikke agter at betale os på en måde, som vi vil modtage med glæde, og det forekommer mig ikke tilrådeligt at ride over åen, for de udgør jo en hel hær; nu lader det sig ikke skjule, hvad det er, de vil.« Svend sagde: »Da vil kongen ikke mene, at hans ærinde er blevet røgtet, hvilket også er sandt, såfremt vi ikke gør mere ved sagen. Vi skal ikke uden videre flygte, fordi de er store i munden; de bliver nok mindre, når de møder modstand. Selvfølgelig skal vi gå frem!« De siger, at han må bestemme. Derpå rider Svend og hans flok ud i åen, men de andre skyder straks på dem og kaster med sten. De kunne kun ride langsomt frem; deres skjolde blev knust af stenene, og de selv blev sårede af skud. Da sagde Astråd: »Så vender vi om!« sagde han, »— og det skulle vi have gjort noget tidligere.« Svend sagde, at det aldrig skulle ske, at de trak sig tilbage med en sådan vanære, og han drev hesten frem med sporerne. Astråd lod ham ikke bestemme dette, men greb i tømmen og vendte hesten under ham, for han indså, at dette slet ikke lod sig gøre; han var en meget stærk mand, og Svends ansporing nyttede intet. Da vendte også alle i deres følge om.

Svend var aldeles rasende, og de red nu tilbage ad den samme vej, de var kommet, og de opsøgte kong Knud og fortalte ham, hvordan det var gået. Kongen var da klar til at ride fra Sjørring. Kongen blev vred, da han hørte dette. Svend var meget ophidset og bad kongen sende pilebud gennem de nærmeste herreder og indkalde en hær og gå imod disse folk og slås med dem og skille sig af med den slags uduelige mennesker, »— for det er dog ganske uhørt,« sagde han, »— at sådanne, som må regnes for intet, anstifter ufred og gør oprør imod dig. De skulle have en omgang, som de sent ville glemme!« Kongen svarede: »Du er godt vred nu — Svend! — og det ville slet ikke have været urimeligt, men her vil vi finde på noget andet, end at slås med vores egne folk. Vi sender igen nogle folk hen til dem, og så vil denne ufred blive bragt til ophør. Men jeg vil tage nordpå til Fyn, sådan som jeg havde planlagt.«

Kongen tilkaldte den høvding, der hed Tole; han kom af en fornem slægt og var meget beleven trods sin unge alder. Kongen sagde til ham: »Du skal opsøge disse folk, som efter forlydende vil gøre oprør imod mig. Fortæl dem, at de skal opløse flokken og tage hjem. Siden kan deres ledere komme til mig, og så kan vi blive enige om et forlig.« Herefter skiltes de; kongen drog af sted, til han kom nordpå til Fyn, hvor han tog på gæsteri. Tole drog også af sted på sin færd, og han havde 60 mand med sig.


Om Tord Skærer

48. Det kan fortælles om Tord Skærers færd, at han og hans flok tager den samme vej, som Svend og de andre havde fulgt efter deres sammenstød, og de gør det nu klart for enhver, at de agter at møde kong Knud med denne hær, og flokken fór voldsomt frem. Og efterhånden som man erfarede denne nyhed og disse folks oprør, kom alle løbende til, som før havde holdt sig tilbage, og sagde, at de ville med i flokken; det blev snart til en mægtig skare, og de fik alt, hvad de ville, hvor de kom frem.

Dette erfarede kongsmændene — Tole og hans folk; de var kommet til en landsby, da de så hæren, og det var en stor by. Tole gik da op i byen, for folk rådede ham til at fare varsomt frem og passe på sig selv; de sagde, at der efter deres opfattelse kun var få ting, som flokkens høvdinge ville være tilbageholdende med at gøre. Tole gik sammen med nogle mænd op i et tårn, som var dér i byen, for at betragte hæren, når den drog forbi; han ønskede at få et nøje overblik over, hvor stor denne hær var. Han agter også at tale kongens sag derfra.

Tord og hans flok havde forinden erfaret, at kongen havde sendt folk ud for at møde dem, og de vidste også, hvor langt disse nu var kommet. De drager nu frem imod byen og lader så hæren gøre holdt. Tord spurgte, hvorvidt kongens udsendinge befandt i byen; han fik at vide, at de var dér, og at de ville møde ham. Så gik Tord op i byen med et stort følge og derhen, hvor Tole stod i tårnet, og spurgte ham, hvad han ønskede at sige. Tole begyndte med at sige: »Hvor skal I hen med denne hær? Der er mange, som gerne vil vide, hvorfor I sådan er begyndt at skabe ufred her i landet. Du er vel så ærlig, at du vil fortælle, hvilken hensigt I har.« Tord svarede: »Dér gættede du rigtigt — Tole! Jeg besidder mod og mandighed nok til at fortælle dig det, selv om du er en af kongens meget gode venner. Vi agter ikke at indstille denne færd, før vi træffer kongen, hvis ellers han tør vente på os, og hvis vi kan bestemme, hvordan det møde går, så ønsker vi ikke, at han vil være i stand til at berette om hændelserne.« Da svarede Tole: »Disse hensigter er meget uheldige, og det vil — som rimeligt er — blive jer til skade, såfremt I fortsætter. Gør hellere, som det anstod sig bedre for jer: Vend hurtigst muligt om fra dette onde foretagende! Det er ganske upassende at være så hadefuld imod en så fortræffelig herre og høvding, som vi har. Lad os hellere tjene ham så godt, som vi formår; det er vores pligt, for vi har en mægtig og myndig konge, som er tro og dannet, klog og gavmild og i alle henseender bedst oplært. Da vil det vise sig om kongen, at de, der taler godt om ham, vil have mere ret end dem, der taler ondt. Nu er det kong Knuds budskab til alle de folk, der bor i hans rige og har gjort noget ulovligt imod ham, at han vil skænke dem forlig; han ønsker, at folk vil overlade deres sag til hans nåde og afgørelse. Han vil behandle jer danskere efter lov og gammel landsret, men til gengæld have jeres lydighed og trofaste støtte. Gør nu som det sømmer sig for jer, og selv om I nu synes at besidde en stor styrke ved at være mange, så vil I dog mangle meget i lykke imod kong Knud, for sådan er det gået mænd, som var både større og mægtigere, end I er. For Guds skyld — gode mænd!« sagde han, »— og jeres eget vel: Stands denne voldsomhed og søg forlig med jeres konge! Det vil I let kunne opnå, så snart han finder ud af, at I har indset, at dette er gået for vidt, for han er desto mere nådig mod en mand, jo værre vedkommende har forbrudt sig imod ham. Jeg vil også tale jeres sag, så godt jeg kan, hvis I nu retter jer efter mine ord.« Da Tole endte sin tale, svarede Tord Skærer: »Denne mand har talt meget en tid, og det meste er usandt; han er virkelig en løgner, og I skal ikke tro hans ord. Kongen har sat ham til at tale sin sag, og han vil, at folk skal tro på den slags. Lad os nu ikke lægge nogen vægt på det, han siger.« Men mange sagde, at de mente, Tole havde talt godt, og at det ville være mere rigtigt at rette sig efter ham og forlige sig med kongen. Da Tord så en vis vaklen i sin flok, greb han et spyd ud af hånden på en mand, der stod ved siden af ham; han kastede spyddet op i tårnet, hvor Tole stod, og det ramte ham midt på livet, så han døde på stedet. Mange fandt, at dette var et stort tab.


Om Tord Skærer

49. Efter dette fortsatte Tord og de andre færden, til de kom til Sjørring, som kong Knud havde gæstet. Dér findes en mægtig kongsgård, som blev bestyret af kongens årmand. De dræbte straks årmanden og stjal alle værdier. De erfarede, at kong Knud var draget nordpå til Fyn og ikke havde flere folk omkring sig, end han tidligere havde haft. De sendte nu bud til de høvdinge, som var dér i nærheden, og til mægtige bønder og lod fortælle, hvor langt det var kommet med denne plan; de bad nu folk komme af sted i en fart, så kongen ikke fik samlet en større styrke, inden de traf ham. Alle fandt det meget bemærkelsesværdigt, at disse folk havde iværksat sådan et storværk, når de nærmest måtte regnes for ubetydelige. Nu kom det frem, som det før blev skrevet, at mange høvdinge havde en fjendtlig indstilling til kong Knud, for de tålte ikke hans form for retfærd; de fleste vendte sig derfor snart til oprør imod ham, og man behøvede ikke opildne dem noget videre. Enhver, som hørte disse efterretninger, gjorde sig klar, og på få dage blev der samlet så stor en hær, at man dårligt kunne få tal på den. Der var mange store høvdinge i den hær. Asbjørn Ødanejarl og Ejvind Bifra var kommet til, for mange af deres slægtninge, venner og bekendte, som var kommet vestfra fra Vendelskagen, befandt sig i forvejen i Tords flok. De talte derpå sammen og besluttede, at denne hær skulle tage nordpå til Fyn for at møde kong Knud og tage livet af ham. Jarl Asbjørn overtog da ledelsen af hæren. De drog siden nordpå til Randers med hæren og opholdt sig dér nogle dage; også dér sluttede mange folk sig til dem.


Om kong Knud

50. Kong Knud var nordpå på Fyn, da han hørte om Toles død og den hær, som høvdingene havde samlet imod ham, og tilmed, at de havde en umådelig styrke, og at det eneste, de sagde, var, at de agtede at gå imod ham. Han sendte da folk ud for at indhente støtte fra herrederne; han truede med straffe, men alle gav det samme svar: At de ikke ville støtte nogen — hverken kongen eller bønderne. Kong Knud satte folk til at opsøge dronning Edla — hans kone — for at bede hende forlade landet hurtigst muligt og søge til sin far — hertug Baldvin — i Flæmingeland og tage Karl — hendes og kong Knuds søn — med sig foruden alt det løsøre, hun formåede, og alle de kostbarheder, hun kunne få fat i.


Om bønderne

51. Nu kan det fortælles om bondehæren, at de var i Randers, hvor de skaffede sig skibe og agtede at føre hæren nordpå over Middelfartsund til Fyn. Da indkaldte jarl Asbjørn til ting, og han taler for hæren og sagde således: »Hvilke forestillinger gør I jer om det møde, som I ønsker med kong Knud? Selv om han kun har en lille flok sammenlignet med den stor hær, som I har, vil det dog være nødvendigt at lægge en plan, hvis det skal lykkes, for hans mænd er udvalgte og kampvante, og I vil finde, at Knud er lusket og svigefuld. Jeg véd med sikkerhed, at han har fået nys om vores færd; det forekommer mig tilrådeligt, at en klog mand fra vores kreds opsøger ham med forligstilbud, så man kan finde ud af, hvor mange folk han råder over, og hvad han agter at foretage sig.« De fleste fandt, at dette var en god plan, men de havde dog ikke lyst til at påtage sig turen. Da sagde jarlen: »Måske skulle vi beslutte at lade mig opsøge kong Knud? Vi har ofte prøvet hinanden.« Jarlen sejlede derpå over sundet i følge med nogle mænd, og resten af hæren blev siden fragtet over sundet. Ejvind Bifra var leder af den flok, og ingen var værre eller mere ondsindet i sine råd end ham, og som ingen anden ønskede han, at dette skulle gennemføres hurtigst muligt. Planen var, at jarl Asbjørn skulle komme tilbage til hæren, når han først havde været hos kong Knud og fundet ud af, hvad denne havde til hensigt, og hvor stor en styrke, han havde. Da hæren gjorde klar til at sejle fra Randers, sagde Tord Skærer til sin fælle — Tolar Dunk: »Lad os nu vende om med vores folk, for nu er der kommet så mange mægtige mænd og store høvdinge til, at man kun vil bryde sig lidt om vores mening, men vi har dog bidraget med meget, for det lader nu mest til, at denne hær ikke standser, før det, som alle har størst glæde af, er gennemført: At kong Knud bliver dræbt.« De forlod derpå hæren med deres følgesvende, og ingen bemærkede det; dertil var der alt for megen råben og uro i hele hæren.


Om jarl Asbjørn

52. Jarl Asbjørn opsøgte nu kong Knud sammen med sine ledsagere; han havde et stort følge af mænd. Da han kom til kongen, gik han for ham og hilste, men kongen besvarede ikke hans hilsen. Da sagde jarlen: »Du må have hørt den nyhed — herre! — at der er opstået ufred imod dig her i landet, og styrken tiltager, da også mange stormænd tager del i det. Det er efter min mening blevet det værste uråd og niddingskab, hvad disse folk har til hensigt. Jeg kan ikke sige mig fri for — herre! — at jeg har været i deres flok, men disse mennesker er så vilde og gale, at de ikke vil lytte til fornuft. Jeg sluttede mig til flokken af den grund, at jeg ville vide, hvilke hensigter de havde, og hvor mange de var. Det forekom mig, at jeg bedst kunne opnå deres tillid, hvis jeg gav dem det indtryk, at jeg ville være en del af deres flok, men jeg huskede på, hvad der var sømmeligt for mig, og jeg vidste, at det var min pligt aldrig at svigte dig, men straks at opsøge dig og fortælle dig, hvordan sagerne står, og ligeledes at hjælpe dig med alt, hvad jeg har til rådighed, såfremt du trænger til mandskab. Gør nu noget — herre! — og træf en god beslutning i en fart.« Kongen takkede ham og sagde, at jarlen i denne sag havde optrådt bedre, end hvad han havde fået at vide, og som mange havde mistanke om, »— men hvad finder du mest tilrådeligt — jarl? Du er en klog mand, så kom nu med et råd, hvis du er mig så hengiven, som du lader.« Jarlen svarede: »Jeg kan ikke bestemme for dig — herre! — men det er min pligt at sige, hvad jeg finder mest tilrådeligt. Du har et lille, men meget udvalgt mandskab, og jeg foreslår, at du med det søger væk og derhen, hvor landets hovedstyrke findes; dér vil du snart få en tilstrækkelig styrke, som du siden kan føre imod bønderne, så de niddinger kan blive banket til bedring.« Jarl Erik var enig i denne plan, og mange andre høvdinge erklærede, at det var et godt råd. Da svarede Benedikt — kongens bror: »Vi skal aldrig begive os på flugt for danskere! Jeg vil først og fremmest råde til, at denne jarl bliver pågrebet, så han ikke kommer herfra med livet i behold. Det er virkelig underligt — herre! — at du overhovedet hører på, hvad han siger, for jeg ser tydeligt, at han alene vil bedrage og forråde sin konge.« Kongen svarede: »Jeg vil følge dit råd — Benedikt! — og ikke flygte fra mødet med mine uvenner. Gud må råde for, hvad der sker. Og du — jarl Asbjørn! — skal tage den samme vej tilbage til bønderne og fortælle dem, at vi kan forliges. Jeg vil for min del tilbyde, at de på alle måder skal nyde deres fulde ret, som det fremgår af gammel lov her i Danmark; sådan har de tidligere landshøvdinge gjort. Men i de tilfælde, hvor jeg mener at have berettigede anklager imod dem, vil jeg dømme dem, men jeg ønsker ikke, at bønderne skal dømme i min sag. Nu skal du forelægge bønderne dette og straks underrette mig, såfremt de afslår fred. Vær mig nu tro, for det er din pligt; du er min underordnede og har din magt fra mig. Men hvis du handler på anden vis, vil Gud straffe dig, og der er mange, som ikke stoler på dig. Kom nu straks til mig, hvis bønderne ikke ønsker forlig. Jeg venter på dig her.« »Ja — herre!« sagde jarlen, »— jeg skal straks komme tilbage til dig, hvis de ikke vil lytte til mig, og støtte dig — så godt jeg formår — med alle dem, der vil følge mig, for du har behov for mandskab nu.« Så bukkede han for kongen og forlod derpå stedet og gik hen til sine folk og bad dem ride. Det var sent på dagen, da de skiltes — kong Knud og jarl Asbjørn — og det skete i den by på Fyn, som danskerne kalder Odense, og dér var kongen på gæsteri om natten.


Om forræderiet

53. Jarl Asbjørn drog af sted med sine folk, til han traf bondehæren; der blev taget godt imod ham. Hele styrken var da kommet over Middelfartsund og havde forladt skibene, og de spurgte nu om kong Knuds planer, og hvor mange folk han havde. Jarlen fortalte alt, hvad han havde fundet ud af, »— men en overgang,« sagde han, »— vidste jeg ikke rigtig, hvordan mit ærinde skulle falde ud.« Siden fortalte jarlen, hvor han og kongen var skiltes, og hvor kongen ville være om natten, og han sagde, at de skulle opsøge ham dér, og bad dem ikke tøve nu. Nu ville de sikkert få overtaget, hvis lykken stod på deres side, mente han.

Bønderne var nu så ophidsede, at de straks ville af sted mod kongen, og de fører nu hæren frem, lige til de kommer til den å, som hedder Kalvå og som løber nær ved købstaden i Odense, hvor kong Knud, som det tidligere blev fortalt, var på gæsteri. De ankommer tidligt om morgenen, og solen var lige stået op. Da bad jarl Asbjørn hæren gøre holdt, og så indkaldte de til husting og drøftede, hvad de skulle gøre. Så rejste jarl Asbjørn sig og sagde: »Jeg opsøgte som bekendt kong Knud for at finde ud af, hvad han havde til hensigt, og hvor stor en styrke han havde. Jeg kan om det fortælle, at jeg talte med kongen, og hans ord efterlod mig med det indtryk, at han ikke agter at tilstå nogen sin ret, hvis ellers det står til ham; han anser også dette, at folk har anstiftet ufred imod ham, for det værste djævelskab, og han lovede at gengælde folk med den strengeste medfart, så snart han kunne komme til det. Han har aldrig talt mere hårdt til folk end nu, og alligevel påstår han, at han finder grund til det. Jeg kan til gengæld sige jer, at jeg tror, at kongen er dødsviet; sådan forekom han mig. Han var ganske rådvild, og det har han aldrig før været, for han er en klog mand. Han havde også kun få folk hos sig, men hele tiden sagde han, at han alene kunne klare alt. Nu kunne det vel blive sådan, at dette snart får en ende, og så kan han finde ud af, hvorvidt han har nok i sig selv, når han ikke vil lægge vægt på, hvad andre mener. Nu er der efter min mening kun ét at gøre: Angrebet på kongen må ikke udsættes, og jeg og mine folk skal gå forrest, for dette her kalder jeg en tvingende nødvendighed. Den, der skræmmes ved denne gerning at tage livet af kong Knud, regner jeg ikke for en mand. Og hvor mange høvdinge er der ikke her, som han har forurettet meget ved at dræbe deres slægtninge eller besvogrede? Nogle har han frataget deres værdier eller påført anden skam. Nu nytter ansporende ord jer kun lidt, hvis ikke I vil mindes den slags. Folk her i landet vil aldrig opnå frihed, så længe kong Knud er i live. Tænk også på, hvilke vilkår kong Knud vil byde jer, hvis han nu skulle undslippe, såfremt I fandt ham grum, dengang I havde forbrudt jer mindre; det er sandt, når jeg siger jer, at hvis kong Knud igen får magt over Danmark, vil han hævne sig grusomt på nogle af dem, der nu iværksætter denne ufred. Denne fare vil vi nu gerne undgå; det er vores ønske at have en til høvding over os, som er mådeholden, og som vi ikke finder overmodig og som ikke fører sig frem med en sådan strenghed, som denne konge gør.« Da jarlen endte sin tale, rejste Ejvind Bifra sig og sagde: »Nu har vi en tid hørt på denne mand, som både er klog og retsindig og i høj grad foregangsmand for denne flok, som er samlet her; han har også her talt mange folks sag — og det ikke i mindre grad end sin egen — og det eneste rigtige er derfor at følge hans gode råd og ikke lade denne sag falde til jorden, når vi nu er kommet så langt, at denne plan snart kan blive fuldført. Folk har også allerede udtrykt et så klart fjendskab mod kong Knud, at det vil være ondt at sætte sin lid til hans nåde. Jeg vil ikke skjule for jer, at jeg selv agter at bære våben på kongen og ikke vil overlade det til andre; det aner mig, at skæbnen vil unde mig dette.« Og da Ejvind havde sagt dette, rejste den ene efter den anden sig og talte længe, men det hele gik dog ud på det samme, som jarlen først havde sagt, og da led danskerne ikke mangel på store ord, og alle var meget ivrige efter at tage livet af kong Knud; hele almuen trængte sig nu frem i denne hensigt.


Om kong Knud

54. Nu går dagen, indtil det bliver messetid; kong Knud gik da til kirken for at høre messe. Han spurgte, om man havde set noget til bondehæren. De svarede og sagde, at bønderne holdt ting på den anden side af åen, og at forskellige folk havde rejst sig, »— og vi tænker, at de vil holde tale.« De var da kommet så tæt på, at man kunne se, hvad de foretog sig. Kongen sagde: »Vores ven — jarl Asbjørn — er ikke kommet endnu; han kan fortælle os, hvis der ikke er udsigt til fred.« Da svarede Benedikt — kongens bror: »Han vil aldrig fortælle os noget godt; det var — som jeg sagde dengang — en meget uklog beslutning, at vi lod ham tage af sted.« Kongen svarede, at det havde været en udmærket beslutning, og at jarlen ville vise sig at være dem tro.

Derefter gik kong Knud til messe, og da messen var sunget, fik kongen at vide, at bondehæren havde krydset åen og myldrede op mod byen. Da sagde kongen til sine folk: »Hvad gør vi nu? Nu kan det ikke skjules, at bønderne ikke har til hensigt at tilbyde os fred, og det er forståeligt, eftersom jeg hidtil har været alt for ublid imod dem; nu står det klart, hvad disse folk ønsker.« Hans bror — jarl Erik — svarede: »Jeg foreslår — konge! — at du stiger til hest og rider væk, for det kan endnu gå, hvis Gud vil. Alt er vel, når du er.« Kongen svarede: »Den udvej vælger jeg ikke; selv om jeg redder mit liv derved, så vil de dog forvolde så stor mandskade her, at den sent bliver bødet. Jeg ville meget hellere ofre mig selv for os alle, for jeg véd, at hvis de får mig dræbt uden besvær, så vil de fleste af mine folk blive tilstået fred.« Da svarede Benedikt: »Den skam skal aldrig overgå os, at vi skulle overgive dig til dine fjenders våben, selv om vi så kunne være sikre på fred selv. Man skulle hellere kunne fortælle de danske piger, at vi forstod at lade sværdene bide og at forsvare vores konge. Jeg skal ikke have noget af, at de hugger dig ned for øjnene af mig, mens jeg bare står ved siden af — det er helt sikkert! Jeg har heller aldrig hørt, at Gud bedre kunne lide feje uslinge end raske og tapre mandfolk. Vi vil meget hellere dø som mænd sammen med dig end at overleve dig med vanære.« Og han hævdede, at den, som nu frygtede noget eller blev slået af rædsel, aldrig skulle regnes for en duelig mand. Han bad dem alle udvise mod og mandighed, »— for vi har en god høvding, som vi skal yde støtte.« Alle bifaldt hans tale, og de opildnede da hinanden.

Der var mange mænd hos kong Knud, som var højt ansete. Først og fremmest kong Knuds brødre — jarl Erik og Benedikt — og Svend og Astråd Torgunnasønner. Også brødrene Palmar og Blakmar var dér sammen med mange andre gode mænd, selv om det er disse, der bliver nævnt. De fordelte sig nu rundt i kirken og agtede at forsvare dørene; det var en stor trækirke med mange store glasvinduer.


Om kong Knud

55. Kong Knud var inderst i koret, og han knælede i bøn foran alteret, og med tårer bad han til Gud for sig, at Gud lod det ske, som tjente ham bedst. Da han rejste sig fra bønnen, tog han den skarlagenskjortel af, som han havde haft på. Den var meget flot pyntet. Derpå tilkalder kongen den præst, der forestod gudstjenesten dér i kirken, og sagde: »Du skal have denne kjortel — præst!« sagde kongen, »— og det er mit ønske, at du beder for de mænd, som falder her i dag — både for mine folk og ikke mindst for dem, der falder blandt bønderne.« Siden gik kongen til skrifte og bekendte alt, hvad han havde gjort imod Gud, for præsten, og han tilgav sine fjender den modgang, som de udsatte ham for. Så satte han sig ved alteret og lagde en skarlagenskappe over sine skuldre, og under den var han iklædt en silketrøje. Kongen tilkalder derpå Svend Torgunnasøn, og så tog han et forsiret bælte, som han havde haft om sig. Det var en stor kostbarhed, og der hørte en smuk kniv til. Da sagde kongen til Svend: »Dette bælte skal du have — Svend!« sagde han, »— og giv det ikke fra dig, medmindre du lader det komme i gode hænder, for det ser ikke ud til, at du skal modtage flere gaver fra mig.« Svend takkede ham for gaven og spændte straks bæltet om sig og sagde, at med det ville han værne sit liv den dag. Kongen bad Gud værne hans liv, »— og det forekommer mig sandsynligt — Svend! — at du ikke mister livet i dette opgør.« Derpå tog kongen salmebogen og sang derfra.


Kong Knuds mandskab

56. Samtidig ankom bondehæren, og de gik straks under råben og skrigen mod kirken og spurgte, hvor han var, »— den ukristelige mand — Knud.« Og de bad ham komme frem og ikke skjule sig, »— for han har længe været årsag til rædsel blandt os danskere, men nu skal det også være slut.« Da svarede Benedikt: »I bønder behøver ikke bruge så store ord, selv om I nu har en stor styrke. I kan endnu ikke være sikre på sejren, for de småbønder, der er stukket af fra smørkærnen derhjemme, skal få at føle, at det på denne dag var bedre at være hjemme for at slå korn end at skifte hug med os kongsmænd.« Benedikt var således udrustet, at han bar en rød skarlagenskjortel med brynje over, og yderst havde han en ærmeløs silketrøje på. Han havde en forgyldt hjelm på hovedet og et forsiret sværd i hånden, og han bar et rødt skjold, hvorpå der med guld var malet en ridder. Han var den raskeste mand, og han stod lige midt i kirkedøren og bad bønderne komme ind i kirken, såfremt de ville træffe kongen. På den ene side af kirkedøren stod hans bror — jarl Erik — og de to Torgunnasønner, på den anden side stod brødrene Palmar og Blakmar.


Her begynder kampen

57. Herefter gik bønderne til angreb på kirken, men kongsmændene forsvarede sig så mandigt, at der længe den dag ikke skete mandefald blandt kongsmændene, mens mange af bønderne faldt; disse deltog i angrebet på skift, når de var blevet udhvilede og friske, for der var svært mange af dem. Bønderne brugte disse slagord, når de søgte frem i kampen: »Nu skal du få for koen — kong Knud!« — »Nu skal du få for tyren!« — »Nu skal du få for hesten!« Men det trak ud med deres angreb på kirken, og da sagde jarl Asbjørn: »Det er yderst skammeligt, som der angribes her i dag, hvor der kun er få mænd til at forsvare. Og vi har mistet mange folk, men de ingen. De her mænd er ynkelige og rådvilde, og det forekommer sandsynligt, at de må give op inden længe. Men lad nu folk gå rundt om kirken,« sagde jarlen, »— og brække glasruderne ud, og skyd så ind på dem dér og kast med sten.«

Dette blev derpå udført, og det var let gjort. Så blev der kastet sten og skudt ind på dem, og da blev folk sårede, og nogle blev skamslået af stenene, mens andre blev slået helt ihjel. Benedikt og de andre indså da, at dette ikke kunne gå, og han sagde da, at de skulle søge ind i koret og forsvare sig derfra, så længe det blev dem forundt. Og det gjorde de. Bønderne fulgte da efter dem ind i kirken, men Benedikt og de andre forsvarede nu døren til koret. Nogle af bønderne angreb kirken udefra, som det tidligere blev berettet, og nogle af kongsmændene fik til opgave at tage sig af dem. Nu begyndte kampen for anden gang, og den var meget hårdere end det første stormløb. Nu tog mandefaldet til blandt kongsmændene, men der faldt dog mange flere bønder, og det siges, at blodet stod ankelhøjt inde i kirken. Hele tiden gik jarl Asbjørn med et stort følge rundt om kirken og opildnede flokken og fortalte, hvor man skulle angribe, og han sagde, at det var dem til stor skam, at så få mænd kunne holde stand imod dem så længe. Så tiltog angrebet på ny. Benedikt — kongens bror — stod midt i døren til koret og forsvarede sig mandigt. Han både stak og huggede og blev årsag til manges død, og han bad de andre gå hårdt til gudsniddingerne, og det gjorde alle hans mænd, og de ønskede, at det aldrig måtte gå den mand godt, som viste sig skånsom mod bønderne. Da kampen var på sit højeste, blev kong Knud ramt af en sten, som kom ind gennem et vindue; den traf ham på øjenbrynet, og det blødte meget. Han tog et fad, som han anbragte i sit skød, for at det ikke skulle bløde på tøjet, og han sang fra salmebogen som før. Nu blev kampen meget voldsom, og mange af kongsmændene faldt, men vandt sig et godt ry. Men endnu var alle kongens høvdinge uskadte.


Kong Knuds fald

Knud den Helliges død (C. A. von Benzon)

58. Nu blev der et ophold i kampen, og bønderne indstillede angrebet. Da tog også kongsmændene et hvil. Benedikt stod i døren til koret og støttede sig til sit skjold; han var da endnu ikke såret, men umådeligt udmattet af kampen, for alle siger samstemmende, at aldrig har så få mænd forsvaret sig så dygtigt som disse mod en sådan overmagt, men ingen er dog mere navnkundig end ham.

Nu så Benedikt og de andre, at en mand gik ind i kirken, og han var svøbt i en kappe af gudvæv. Han var ubevæbnet. De genkendte uden videre manden, og det var Ejvind Bifra. Han sagde: »Hvad skal vi nu finde på, som vil gavne alle mest? For det er nu ganske nødvendigt, så betydeligt vanskelige som forholdene er, at der gøres noget for at bedre dem. Disse folk er faret frem med stort raseri, men de har ikke tænkt meget over, hvad der var passende, og de ville ikke høre tale om andet end at angribe kong Knud og tage ham fra magten. Men nu, hvor de har pådraget sig nogle rifter i mellemværendet med jer kongsmænd, forekommer det mig, at de er klar til at indgå forlig med kongen. Jeg opsøgte straks dig — Benedikt!« sagde han, »— fordi dette glæder mig meget. Alle må også kunne se, at det er tvingende nødvendigt, at der indgås forlig. Jeg går ikke ud fra, at bønderne bliver vanskelige at forhandle med, nu hvor de har forsøgt sig mod jer kongsmænd. Det forholder sig nu, som man kunne forvente: De mangler meget i lykke i forhold til kong Knud. Selv om det nu er kommet så vidt — gode mænd!« sagde han, »— så vil det medføre langt større skade, hvis kongen kommer noget til, for man kan aldrig vide, når så mange er samlede, som man ikke rigtig kan stole på, om nogen vil begå en sådan forbrydelse. Lad os nu alle overveje, hvad der er bedst at gøre, og lad imens vreden fortage sig, for ingen ser, hvad der er rigtigt, så længe den hersker. Nu beder jeg jer — i Guds navn!« sagde Ejvind, »— at I lader mig træffe kongen, for jeg tror, at han håber på fred.« Benedikt svarede: »Du skal aldrig få lov at træffe kongen, for alle véd, at du er den mindst pålidelige af alle, og var det ikke fordi, du nu sådan gav dig i vores vold, så skulle du ikke nå mange skridt herfra. Jeg synes, det ville være skammeligt at dræbe dig, siden du nu er ubevæbnet, men jeg mener ikke, at det ville være en ond gerning.« Kongen hørte deres samtale og sagde: »Lad ham gå, som han vil. Ejvind har ofte tjent mig godt. Jeg og mine venner har givet ham magt, og for det vil han give os godt igen. Han må således have et ærinde her hos os, som er godt og nyttigt for os.« Benedikt svarer: »Du skal bestemme — herre! — men det skulle ikke undre mig, om jeg snart kommer til at fortryde dette.«

Benedikt lod derpå Ejvind gå forbi sig ind i koret, og da Ejvind kom for kongen, sagde han, mens han bukkede for ham: »Hil dig — herre!« sagde han. Kongen så på ham, men svarede ikke. Så lod Ejvind kappen falde af sine skuldre, og han havde et blottet sværd under tøjet. Han stak med sværdet til kongen og gennemborede ham. Kongen faldt hen imod panelvæggen og bad Gud tage vare på sig. I det samme døde kongen. Ejvind sprang straks op på alteret, for over alteret var der et stort vindue, hvor glasruden var brudt ud; dér agtede Ejvind at springe ud. Da Benedikt og de andre så, hvad der var sket, fór de alle nærmest samtidig ind i koret, men Palmar var en anelse hurtigere end de andre, og da han nåede hen til alteret, huggede han til Ejvind. Hugget traf i Ejvind i ryggen, da han forsøgte at smyge sig ud gennem vinduet. Ejvind bar brynje, men der blev dog hugget med en sådan kraft, at han gik midt over; overkroppen faldt ud gennem vinduet, mens underkroppen faldt ind i kirken.

Herefter blev der en vældig uro i flokken, og mange sagde, at man burde forsøge at slippe væk og frelse sig, som man bedst kunne. Dette bifaldt jarl Erik, og han søgte ud gennem det søndre sidekapel. Han kaldte da på sin bror — Benedikt — og bad denne følge efter, »— for ingen mands sorger bliver dulmet af, at alle duelige mænd bliver dræbt her.« Benedikt svarede: »Enhver må nu gøre, som han finder bedst; man kan søge væk, hvis man ønsker det, eller man kan kæmpe, hvis man finder det mere passende. Farvel nu og hav det godt — min bror! — og vi ses i himmerige.« Jarl Erik slap væk sammen med nogle andre mænd, og det både fordi man ikke hæftede sig videre ved nogle få mænd, og fordi at selv om nogle genkendte jarl Erik, så var han så vellidt af mange, at ingen ønskede at volde ham skade.


Kongsmændenes fald

59. Efter disse hændelser blev Benedikt så rasende, at han løb ud fra koret og kastede skjoldet; han greb sværdet med begge hænder og huggede til begge sider, hvad end der var foran ham. Alle, der mødte ham, sprang til side, men ikke desto mindre lå der mange tilbage i kirken, som ikke kunne berette om, hvad der var foregået. Han ryddede sig vej til kirkedøren, så ingen kunne stå imod. Brødrene Palmar og Blakmar fulgte ham uden at vige tilbage. Men da de kom til kirkedøren, mødte de forhindringer og kom ikke længere, for dér stod bondeflokken, så de andre ikke kunne komme ud. Da blev Benedikt og de andre angrebet fra alle sider. Selv om de var vældige krigere, blev de overmandede, og det gik, som man siger, at én ikke kan klare mange. Dér faldt nu Benedikt og alle de andre med stor ære, således at deres kæmpen og mod for evigt vil være berømt. Da de var døde, gik kampen i stå. Bønderne drøftede nu, om de kongsmænd, der endnu levede, skulle tilstås fred. Torgunnasønnerne — Svend og Astråd — og de af kongsmændene, der var tilbage, tog da imod fred og frit lejde.


Om jarl Asbjørn

60. Da kampen var slut, gjorde bønderne sig klar til at tage af sted, for mange længtes hjem. Jarl Asbjørn sagde, at de skulle være påpasselige — dem, som mest havde deltaget i det værk, der var blevet forøvet — og for det første få at vide, hvad der blev besluttet af de af Knuds folk, der var sluppet derfra, »— og dette siger jeg ikke, fordi jeg frygter for mit eget eller mine mænds liv. Jeg tænker, at de fleste vil sige, at ingen anden mand har haft større andel i dette, end jeg har. Men det står jeg ved, og jeg angrer det ikke, for jeg mener ikke, at der her er gået for vidt. Og nu vil jeg tage hjem.« Herefter opløstes samlingen, og flokken spredtes, og alle drog hen, hvor de havde hjemme.


Jarl Asbjørns død

61. Jarl Asbjørn drog nordpå til Øresund straks efter træfningen, og han fandt sig logi i en landsby, hvor han om natten sov på et loft. Der skete det ejendommelige, at der kom mange vælske mus[11] derind, og de var meget større, end man tidligere havde set. De angreb jarlen så voldsomt, at han straks måtte stå op og forsvare sig imod dem, men ikke desto mindre angreb de ham. Der var mange andre mænd inde på loftet, men musene brød sig ikke om nogen anden; da sprang jarlen ud fra loftet, men de fór straks efter ham, og da han kom ud, angriber de ham endnu mere. Så løb han ned til vandet og kom ud på et skib og lagde fra land; de sprang straks ud i vandet og op på skibet til ham og røg på jarlen og gik i ansigtet og næsen på ham. Det endte med, at de dræbte jarlen, og straks derefter forsvandt disse udyr.

Dette under — jarl Asbjørns død — rygtedes vidt omkring, og de folk, som særligt havde haft del i oprøret mod kong Knud, blev meget skræmte af denne hændelse, og mange mænd overvejede, om den gerning, at de havde taget livet af kong Knud, nu også havde været så meget efter Guds vilje, som de ofte havde fået at vide, og mange mente, at denne hævn nok var sendt fra Gud.


Tord Skærers død

62. Nu skal vi tage fat, hvor vi slap før, da Tord Skærer og Tolar Dunk skilte sig ud fra bøndernes hær, da denne gik imod kong Knud. Tord og de andre agtede at tage hjem, men de kom til en stor å, som krydsede vejen, og en plankebro førte over åen. Så red folk over, efterhånden som de kom frem, og de fleste var kommet over, da Tord Skærer sagde: »Her opfører folk sig tåbeligt, når de rider over, som var det på flad jord.« De folk, der var kommet over, svarede og sagde, at han skulle ride til, »— for du har den hest, som siges at være bedst, og det vil også gå for dig, når nu næsten alle er redet over. Vi synes dog, at dette må være en mindre manddomsprøve end det, du havde til hensigt før: At føre strid med kong Knud. Der er også dem, der mener, at du ikke mente det helhjertet.« Tord hidsede sig meget op over dette og drev på hesten med sporerne, men hesten var ivrig og kornfed, og den begynder at lege, da den kommer ud på broen, som genlød vældigt under hovene. Hesten stejlede under ham på broen, og så faldt Tord baglæns af sadlen og ned i åen og døde på stedet. Tords følgesvende blev meget påvirkede af denne hændelse, og de syntes, at det var gået underligt til, og dermed drog de hjem.

Troværdige folk siger, at også Tolar Dunk led en skammelig død, da han rådnede op levende og var fyldt af maddiker. Med disse mænds død viste Gud, hvor forkastelig og ansvarspådragende denne gerning var for dem, der begik den.


Om begravelsen af kongsmændene

63. Da bondehæren havde forladt Fyn, samledes de mænd, der havde været kong Knuds venner, og de drog til Odense og gik hen, hvor kong Knuds lig befandt sig. De så på det en tid og blev med ét opmærksomme på, at hans sår var helet, og at liget var lyst og pænt. De sørgede nu for det på sømmelig vis. Benedikts lig blev vasket og sørget for, og det samme skete med de øvrige mænd, som havde mistet livet dér. Siden blev kirken ryddet og de døde båret ud og begravet. Der blev lavet en flot kiste til kong Knuds lig, og liget af Benedikt — kongens bror — blev lagt i en anden kiste. Og denne ligfærd var meget ærefuld. Kong Knud blev begravet dér i Odense på Fyn, og det samme blev hans bror — Benedikt.

Denne kamp, der foregik på Fyn, hvor kong Knud faldt og lod sit liv, skete lørdag VI. idus Julii; den dag falder to dage efter Seljemændsmesse. Da havde han været konge i Danmark i 7 år, og han havde styret riget med beslutsomhed og stor myndighed. Der var da forløbet 1087 år fra vor herre Jesu Kristi legemliggørelse.


Om Torgunnasønnerne

64. Efter kong Knuds fald mente danskerne, at det var nødvendigt at vælge en konge, men den nærmeste til kongemagten var Oluf Svendsøn, da gammel lov bestemte, at kong Svends ældste søn skulle være konge. Danskerne holdt da ofte ting og drøftede denne vanskelige sag. Det var mange folks ønske at tildele Oluf kongemagten, men man fandt det ikke så let gennemførligt, dér hvor han sad nu; man forventede heller ikke megen venskabelighed fra hertug Baldvins side på grund af de hændelser, som kort forinden havde fundet sted.

Siden forsøgte man den udvej at bede Torgunnasønnerne om at drage vestpå til Flæmingeland og opsøge hertug Baldvin for at prøve, om de kunne få Oluf frigivet mod en løsesum. Man mente at have størst forhåbning om at få ham ud på denne måde, når det var folk, som havde nydt anseelse hos kong Knud, der stod for færden. Brødrene svarede: »I danske høvdinge fortjener ikke, at vi drager ud som jeres sendebude og taler jeres sag, men denne rejse er dog ikke længere, end at den vel kan lade sig gøre; vi forventer også at blive godt modtaget, selv om vi skulle komme til Flæmingeland.« Selv om de sagde sådan, så samtykkede de dog efter deres venners råd i dette. Brødrene gjorde sig siden klar til rejsen og tog af sted, så snart de var færdige, og kom til Flæmingeland.

De opsøger straks hertug Baldvin og hans datter — dronning Edla — og de bliver godt modtaget dér, og dronningen blev meget glad for at se dem og udspurgte dem nøje om de hændelser, som for nylig havde fundet sted i Danmark; de fortalte hende alt, hvad hun ønskede at vide. Siden forelagde de hertugen deres ærinde og overbragte ham budskabet fra høvdingene i Danmark foruden hele almuens bøn: Om han ville frigive Oluf Svendsøn og lade ham rejse hjem. De tilbød også penge, for at han kunne blive løskøbt, »— så mange, som du ønsker — herre!« »Vi forventer også — herre!« sagde Svend, »— at du her lægger stor vægt på vores ord.« Hertugen svarede: »Danskerne fortjener noget fra os, som er dem til både skam og skade for det niddingsværk, de har udført; måtte de blive ramt af alt det onde, som de fortjener! Og dog var det på den anden side ikke urimeligt, at I danskere fik sådan en høvding som Oluf over jer. Han er imidlertid kommet i min varetægt på en måde som gør, at det vil vare længe, før han frigives herfra, for jeg har aldrig hørt, at det skulle være forkert, hvad kong Knud sagde, da han for sidste gang sendte mig besked: At denne mand skulle jeg aldrig løslade.« Da svarede begge brødre på én gang: »Folk siger — herre! — at kongen helst skulle have holdt sig fra dette, og det samme siger hans venner, og Oluf anses for at have tjent kongen trofast. Ingen har mere end vi brødre pligt til at udbedre det, såfremt kongen skulle have begået en fejl, og vi vil fra vor side tilbyde alt, hvad du ønsker og vil forlange, for at vi må tage denne mand med herfra.« Hertugen svarede: »Jeg forventer ikke, at det bliver bevist, at det var en fejltagelse, at Oluf skulle tilbageholdes efter kong Knuds ordre, men jeg forstår, at I henvender jer af godhed og kærlighed til kong Knud. Nu, fordi jeg altid har set det bevist, at I er gode mænd, og da jeg med sikkerhed véd, at I har fulgt kong Knud — jeres høvding — godt, og at han satte stor pris på jer, da skal jeg stille jer visse betingelser for dette. Oluf skal blive frigivet for 30 mærker guld, men dog på det vilkår, at I skal sidde i lænker her, mens Oluf udreder det beløb, som nu blev bestemt. Det er mit ønske, at I således får bevis for, hvor god en mand Oluf er, eller om nogen snarere har indset, hvad han er for en mand. I kan også se således på sagen, at såfremt Oluf ikke udreder den aftalte sum, så undslipper I aldrig dette fangenskab i fængsel. Nu sætter I mest på spil her,« sagde hertugen, »— men jeg tror ikke på Oluf, og det vil jeg heller ikke tilråde jer at gøre.«

Og da hertugen havde stillet disse betingelser, sagde brødrene, at de ville træffe Oluf. De blev derpå ført til det fængsel, hvor Oluf sad. De fortæller ham det hele, og giver ham budskabet fra høvdingene i Danmark: At det var deres ønske, at han bliver taget til konge over hele Danevældet. »Vi har også drøftet dette med hertugen, og først afslog han det blankt, men efter vores indsats og bøn vil han dog unde dig frigivelse.« Derpå fortæller de, hvor stor en sum hertugen forlangte for at løslade ham, og ligeledes at brødrene skulle lægges i de samme lænker, som han allerede bar, indtil denne sum var udredet. »De fleste vil nok sige, at vi overlader meget til din magt og nåde, hvis vi går med til dette; vi regner med, at det vil gå os vel, og at du vil lønne os det godt, siden det gælder så meget, for jeg tror kun, at et fåtal ville gøre dette for din skyld.« Oluf svarede: »Jeg finder disse vilkår rigtig gode,« sagde han, »— og jeg skal ikke bede om andre. Dette beløb skræmmer mig ikke, og hvis jeg kommer til magten i Danmark, skal jeg ikke have båret kongenavn i mere end tre dage, før jeg kan indfri denne gæld. Dette skal I have for den mandighed, som I viser mig nu, når man ser, hvad jeg vinder ved det; det kan også være, at der bliver et vederlag til jer, hvis min magtovertagelse bliver til noget.«

Siden talte hertugen med dem, og denne beslutning blev da bragt til udførelse; Oluf lover ved sin tro, at han vil løskøbe disse mænd, så snart han kan komme til det, og han svor for hertugen at udrede summen i henhold til det, som han nu har lovet. På disse vilkår bliver Oluf nu løsladt fra fængslet, mens Svend og Astråd bliver sat fast; de får lænker på hænder og fødder, og de fik kun lige føde nok til at opretholde livet.


Oluf tages til konge

65. Efter dette får Oluf sig et følge og drager til Danmark, og så snart han kom dertil, samles folk omkring ham; han drog til Jylland, og der blev indkaldt til Viborgting, og dér blev Oluf taget til konge over hele Danevældet. Han fik sig siden en livvagt og gennemrejste landet og dømte folk efter loven og styrede alle kongens anliggender. Der fortælles ikke noget om, at han foretog sig noget angående den sum, som han havde lovet hertugen for sin løskøbelse, men der gik dog ikke længe, før nogle folk, som var Torgunnasønnernes slægtninge eller venner, mindede ham om, at han skulle agte på denne sag. Kongen svarede dem vredt og bad dem ikke nævne den slags for ham, »— og de brødre bliver nok behandlet godt i Flæmingeland, som de har fortjent, for de har længe tjent kong Knud og dennes svigerfar — hertug Baldvin — ydmygt; de bekymrer sig sikkert heller ikke om denne betaling.« Kongen gjorde ikke noget ved denne sag.


Om en præst

66. Da kong Oluf drog på gæsteri på Fyn, blev han opsøgt af den præst, som sang i kirken, hvor kong Knud lå. Præsten ville tale med kongen og fortalte ham afdæmpet, at han ofte om natten så et kraftigt lys ved hans brors — Kong Knuds — gravsted, »— og der sker mange andre ting,« sagde han, »— som vi anser for betydningsfulde; vi tror i sandhed, at kongen er hellig. Nu ønsker jeg dit råd — herre! — om hvorvidt denne sag skal omtales yderligere.« Kongen svarede og bad ham ikke være så dristig at fremføre den slags løgne, »— for jeg véd mange ting, Knud har gjort, som hver for sig vil være rigeligt til, at han aldrig bliver en hellig mand. Og du kan med sikkerhed vide, at hvis nogen herefter nævner dette, mens jeg hører det, så bliver det enden på vedkommendes liv.« Præsten var meget glad for, at denne samtale hurtigt blev bragt til ophør, siden kongen tog det så tungt, men ikke desto mindre begyndte man i Danmark at tale om, at kong Knud var en sandhellig mand, men man sagde det ikke åbenlyst, så længe kong Oluf levede, for ingen vovede at sige den slags af frygt for kong Olufs overgreb.


Om Torgunnasønnerne

67. Samtidig var Svend og Astråd vestpå i Flæmingeland, hvor de sad lænket i fangenskab og blev dårligt behandlet, og hertug Baldvin skånede dem ikke, for det var ham meget imod, at Oluf var blevet løsladt, selv om han dog var blevet det på deres bøn. Dette syntes dronning Edla ikke om, og hun siger ofte til sin far, at han hellere end at gengælde Olufs æreløse optræden skulle lade dem nyde godt af, at de havde været nære venner af kong Knud. Hertugen svarer vredt og sagde: »De skal her i Flæmingeland afvente den dag, hvor Oluf — deres ven — løskøber dem, og i modsat fald skal de sidde her, til de dør. Selv om hans køben dem fri lader vente på sig, så er det kun rimeligt, at de lider, for de bad inderligt om det og havde så mange bevæggrunde, at det ikke anstod sig for mig at nægte dem det. Nu må de også klart indse, hvad de sled for, dengang de lagde den største vægt på, at Oluf skulle løslades. Det gik, som jeg anede: At man dårligt kunne stole på ham.« Da hun indså, at det ikke nyttede at forfølge sagen længere, holdt hun inde. Således gik den første vinter efter kong Knuds fald med, at brødrene sad i lænker dér hos hertugen.


Hellig-Knud åbenbarer sig

68. Om foråret — påskenat — skete dette i fængslet, hvor Svend og Astråd sad. De havde forud nærmest ingen føde fået, og der havde ikke været nogen hos dem for nylig; de var udmattede både af mangel på mad og lænkernes gnaven, for jernet skar dem meget i benene, som var betændte. Sidst på natten døsede Svend hen, men det forekom ham nærmest, at han var vågen, og han så, at en mand kom ind til dem. Denne var prægtigt klædt og strålede sådan, at Svend knapt kunne se hen på ham. Det forekom ham, at han genkendte kong Knud, og denne gik hen imod Svend og sagde: »Du har fået en slem medfart — Svend, min ven! — og det har du ikke fortjent; nu skal jeg befri dig fra dette fængsel, og du skal fortælle hertug Baldvin, hvad jeg har sagt, så han vil være nådig imod dig fra nu af.« Han tog da fat i lænken, som var på Svends fødder og vred den itu, som var det en gåsepotentil, og det samme gjorde han med lænken, han havde om hænderne. Da sagde kongen: »Nu er du blevet fri, og nu skal du berette om denne hændelse, når mange mennesker er til stede. Jeg venter, at når folk påkalder mig godvilligt, vil Gud nu vise mig den nåde, at de bliver helbredt for deres mén.« Det forekom nu Svend, at fangehullet blev oplyst, og samtidig fornemmede han en herlig duft. Efter dette forsvandt kongen ud af syne, og Svend vågnede — hvis han havde sovet — og var løst fra lænkerne; han fortalte da sin bror — Astråd — hvad der havde vist sig for ham, og Astråd sagde, at det samme havde vist sig for ham, og de var nu begge fri. Astråd mente, at de straks skulle se at komme væk, hvis de kunne. Svend sagde, at de ikke skulle af sted før om dagen, når hertugen sad ved bordet, for han mente, at da ville der være flest mennesker til stede.

De gjorde så det, at de søgte til hallen på den tid, da hertugen var gået til bords; de var så afkræftede, at de kravlede snarere end gik, men da de nåede ind i hallen, så hertugen dem med det samme, og han beordrede, at man greb fangerne og førte dem derhen, hvor de kom fra. Svend svarede da: »Det ville du ikke gøre — herre! — såfremt du vidste, hvem der har befriet os.« Hertugen mente, at de folk, der var sat til at bevogte dem, havde gjort det dårligt. Svend svarede, at det skulle de ikke have skyld for, »— for kong Knud kom i nat,« sagde han, »— og brød lænkerne af os, og det bevises — herre!« sagde han, »— ved det, at de ødelagte lænker ligger dér i fangehullet.« Hertugen sagde, at han ikke anede, hvad de talte om. Da sagde dronning Edla: »De skal vel have fred i helligdagene — herre! — og lov til at hvile sig, hvordan det så end går med deres sag bagefter. Jeg ville ønske, at du undersøgte, om det er sandt, hvad de siger. Det ville glæde mig meget, hvis dette var sandt, og det kommer ikke uventet, for jeg véd, at Knud gjorde meget, som var ulig de fleste andres vis.« Hertugen bad hende bestemme i denne sag.

De blev herefter henvist til et behageligt leje, og man tog sig på alle måder af dem, så godt man kunne. Drengen Karl — kong Knuds og dronning Edlas søn — kom til sengen, hvor de lå. Svend Torgunnasøn havde spændt sit bælte af og lagt det hos sig på puden. Karl tager bæltet op, da han ser, at det er smukt, og leger med det. Svend sagde: »Hvad synes du om denne kostbarhed — Karl?« »Godt,« sagde drengen. »Vil du have bæltet?« sagde Svend, »— det vil jeg anse for at være mest rimeligt, for kong Knud — din far — gav mig det; så gør jeg, som han sagde til mig, når jeg skiller mig af med det på en god måde.« Drengen opsøgte straks hertugen og viste ham denne kostbarhed, som han havde fået. »Nu forventer jeg — morfar!« sagde Karl, »— at du vil tilstå mig, at disse mænd på den ene eller anden måde opnår forlig med dig.« Dronningen talte også deres sag og lagde som tidligere mange gode ord ind for deres fred. Hertugen svarede: »Det bliver svært for mig at modstå jer begge; nu vil jeg først tale med dem.«

Siden gik hertugen til samtale med dem og spurgte, hvordan de var sluppet ud. De fortæller ham alt, hvad der er sket, og tilmed at kong Knud havde sendt hertugen bud om, at denne skulle frigive dem, foruden sådanne beviser, som gjorde, at han ikke kunne afvise, at det var sandt, hvad de sagde. Hertugen lovede da at gøre det. Herefter genfinder de snart deres styrke, og jarlen gjorde det godt for dem, så der ikke manglede noget, og lod i alle dele stille an, for at de kunne komme sig. Og da de var kommet til kræfter, bad de om orlov til at vende hjem til Danmark. Hertugen sagde, at det måtte de, »— og jeg vil nu bekendtgøre det forlig, som jeg vil stifte imellem os: I skal først opsøge kong Oluf og forlange af ham, at han betaler det beløb, som han lovede for at blive frigivet, og overlader summen til jer. Hvis han — som jeg venter — ikke vil udrede summen, da skal I betale mig dette beløb, og I skal sværge på, at I vil gøre dette.« Brødrene gav deres samtykke til dette.

Herefter gjorde de klar til at forlade Flæmingeland, og hertugen skaffede folk til deres følge. Da de kom til Danmark, opsøgte de straks kong Oluf og forlangte, at han overlod dem den sum, som han havde lovet for at blive frigivet, »— og det har du ikke gjort — herre! — som du lovede, og som vi troede. Nu vil du sikkert gøre det endnu bedre,« sagde Svend, »— ved at udrede summen godt og hurtigt; det har vi også brug for, for vi har med ed lovet hertug Baldvin, at han ikke skal gå glip af dette beløb.« Kongen svarede: »De flamlændere havde fortjent andet fra mig, end at jeg skulle betale dem for den skam og vanære, de har påført mig. Og det skal de også få, for så snart jeg har opnået troskab fra høvdingene her i Danmark, så skal jeg udbyde en hær fra hele mit rige og hærge hos hertug Baldvin og øve så meget hærværk, at de aldrig siden kommer til at trives.« Kongen blev nu så vred og gal, at ingen kunne være i nærheden af ham, og Svend var derfor glad for, at han kom væk.

Efter dette tog brødrene hjem til deres gårde og samlede alle deres rede værdier, men de måtte låne noget af deres venner og slægtninge; de solgte også af deres jorder, og en del pantsatte de. Da de havde samlet det beløb, der var aftalt, gjorde de sig klar og drog vestpå til Flæmingeland, og de opsøger hertug Baldvin, og han tager godt imod dem. De har ikke været der længe, før de udreder summen; og det var i ene guld og brændt sølv, og de gav tilmed hertugen gaver: Gode heste og høge og andre ting, som var sjældne i deres land. Da sagde hertugen: »I har håndteret denne sag godt og mandigt; jeg véd også, at I ikke er meget velhavende, så dette må have kostet jer store dele af jeres ejendom, for det er dog et anseeligt beløb. Nu vil jeg overlade jer denne sum, og derfor skal I desuden have min tak og mit venskab, men disse gaver tager jeg gerne imod.« De takkede ham mange gange for hans storsind.

Brødrene opholdt sig dér hos hertugen, så længe de havde lyst, og da de tog af sted, gav hertugen dem hædrende gaver, og de skiltes som de bedste venner. Da brødrene kom hjem til Danmark, slog de sig stilfærdigt ned på deres gårde, og de tjente ikke kong Oluf. Man anså stadig Torgunnasønnerne for at være raske mænd og gode karlfolk.


Oluf Svendsøns død

69. Kong Oluf Svendsøn var gift med Ingrid, som var datter af kong Harald Sigurdson — Norges konge — og søster til kong Olav den Fredelige. Kong Oluf Svendsøn var en mægtig og ond, men ikke videre afholdt mand; han var både selvglad og pengebegærlig, og i hans dage herskede der stor hungersnød og lovløshed i Danmark. Mange af de, som ikke havde været kong Knuds modstandere, sagde da, at de havde truffet en uheldig beslutning, og det havde også medført ulykke for dem, »— for denne konge tilstår ingen mand frihed, og han er i alle dele mere stridbar, end det før har været tilfældet.« Dette indså alle da. Oluf var konge af Danmark i 8 år. Han døde af sygdom, og almuen sørgede ikke meget over hans død.


Om jarl Erik Svendsøn

70. Erik Svendsøn var da stadig jarl over Sjælland, og han havde beholdt den magt, som hans bror — kong Knud — havde overdraget ham. Jarl Erik var en mægtig og vellidt høvding; han havde altid en betragtelig livvagt omkring sig. Han var på togt i Østersølandene og hærgede hos hedningerne, men lod alle kristne folk og ligeledes købmænd være i fred, så de kunne tage hen, hvor de helst ville; på denne vis blev han navnkundig og afholdt i alle Østersølandene, således at enhver, der blev anset for noget, kendte hans navn dengang. Han drog helt østpå til Gardarige og opsøgte dér høvdinge og stormænd, og de tog alle godt og hæderfuldt imod ham; han modtog dér store gaver af magtfulde folk. Således siger Markus Skeggeson i Eriksdrapaen:[12]


Vældigt jarlen vandt sig hæder,
hvor han drog langs Østerleden.
Alle vegne hørtes hyldest;
højt lod hvermand fyrsten prise.


Jarl Erik gjorde tidligt om foråret klar til at rejse vestpå fra Gardarige, og han lod sit skib sætte frem, så snart isen løsnede, og udrustede det på alle måder så godt, han formåede; i sommerens begyndelse sejlede han østfra og hjem til sit rige i Danmark. Således siger Markus Skeggeson:


Knuds bror førte skvætbordsskærmet
skibet gennem heftigt uvejr;
siden kunne svigfolks straffer
snildt ende færden i Danmark.


Jarl Erik får kongenavn

71. Efter kong Oluf Svendsøns død blev jarl Erik Svendsøn taget til konge over hele Danevældet, således som loven bestemte, eftersom han var den ældste af kong Svends sønner, som endnu levede, og det skete med samtykke fra alle høvdingene og hele folket i Danmark. Da Erik var blevet konge genskabte han lov og ret i Danmark og ledte folk til de rette skikke, for mange uvaner og uskikke havde bredt sig over landet, mens Oluf var konge. Kong Erik oplærte folket i gode skikke og blev gode venner med alle de bedste mænd i sit rige. Han var gavmild mod både høvdingene og sin livvagt, og han gav værdifulde vennegaver til alle, der opsøgte ham, og mest til dem, der kom længst væk fra. Han var også rundhåndet mod fattigfolk, hvis de kom til ham. Han blev snart afholdt af folket, og han blev kaldt Erik den Gode, og de fleste siger, at det var et træffende navn, for alle, der kom til ham, mente, at han gjorde noget godt for dem.


Om en præst

72. Kong Erik havde ikke været konge længe, før han blev opsøgt af den samme præst, som tidligere havde udtalt sig til kong Oluf om kong Knuds hellighed, og så snart kong Erik så ham, talte han med ham under fire øjne og spurgte, hvad han kunne fortælle ham om de tegn, der var på kong Knuds hellighed, »— for jeg har længe håbet på,« sagde kongen, »— at dette var tilfældet. Jeg vil vide det ganske nøje, for jeg mener, at det ville være den største glæde for alle, såfremt det kan siges med sandhed, men vær dog varsom med det, som betyder mest, så det ikke bliver fortalt, inden man med sikkerhed véd, hvad der skal siges.« Præsten svarede: »Ja — herre!« sagde han, »— det er smukt og rigtigt at berette om det, for det kan med sandhed siges, at næsten alle, der påkalder hans navn, hurtigt får helbredt deres mén, hvad de så end hidtil har fejlet.« Dette bevidnede mange pålidelige folk sammen med præsten. Mange folk begyndte da at påkalde kong Knud, og der indtraf mange smukke mirakler ved hans hellighed; da blev alle i hele Danmark klar over hans hellighed.


Om kong Erik

73. Kong Erik blev en mægtig og navnkundig høvding; han var den mest afholdte af alle konger. Han satte i høj grad en stopper for uskik og udryddede vikinger og forbrydere; han lod tyve og ransmænd dræbe eller lemlæste på hænder eller fødder eller gav dem andre hårde straffe, så ingen forbrydere kunne trives for ham i riget. Han dømte retfærdigt og overholdt Guds love strengt. Således siger Markus:


Kongen hindred’ vikingevoldsfærd,
venders kuer straffed’ ransmænd;
tyvens hånd lod fyrsten fjerne;
folkets uskik vel han standsed’.


Kong Erik var en klog og kyndig mand, og han talte mange sprog; han havde den bedste hukommelse og var veltalende.


Om kong Erik

74. Kong Erik forberedte en udlandsrejse og overlod styrelsen af landet til sine venner, så længe han var væk; han bekendtgjorde, at han agtede at tage sydpå til Rom, og han havde et prægtigt, men dog ikke stort følge. Han gik hele vejen sydpå til Rom. Siden drog han derfra ud til Venedig og Bari og besøgte mange helligsteder og gik hele vejen. På denne rejse besøgte Erik mange høvdinge og hovedstæder, og han uddelte store summer vidt omkring, hvor der fandtes klostre eller andre hellige steder. Han vendte siden hjemad og kom igen til Rom, da han drog nordpå. Erik opholdt sig en tid i Rom og opnåede venskab med mange høvdinge dér i borgen og vidt omkring i øvrigt og nød deres største fortrolighed. Hvor han end kom, behøvede han ingen tolk, som det tidligere blev fortalt.

På denne tid var Paskalis — den anden som bar dette navn — pave i Rom; han tog hæderfuldt imod kong Erik og gjorde ham til sin nære ven. Kong Erik fik da pave Paskalis’ tilladelse til, at der skulle være et ærkebispesæde i Danmark, mens der tidligere ikke fandtes en ærkestol nordligere end i Bremen i Saxland. Paven gav kong Erik mange andre ting, som har været til gavn i de nordiske lande; paven gav ham dengang også lov til at tage kong Knuds hellige levninger op af jorden. De skiltes siden — paven og kong Erik — i venskab og fortrolighed, og kong Erik vendte derfra hjemad. Da han kom til den borg, der hedder Placencia, grundlagde han et herberg ikke langt fra borgen, og da han kom nordpå til den borg, der hedder Luka, skænkede han dér midler til det, at alle pilgrimme, som talte dansk tunge, skulle få vin nok at drikke og have fri ret til overnatning i det herberg, han havde grundlagt, og som før blev nævnt. Efter dette drog kong Erik hjem til sit rige i Danmark; han vandt megen berømmelse ved denne færd.


Om kejser Heinrek

75. På denne tid var Heinrek — søn af kejser Heinrek den Milde — kejser i Saxland; han var en mægtig høvding og en stor kriger. Da han erfarede, at kong Erik af Danmark havde forladt landet, kaldte han en stor hær sammen i sit rige og drog siden til Vendland med den hær og hærgede dér meget i det rige, som danekongerne længe havde haft. Kejseren underlagde sig riget, og hele folket dér gav ham tilsagn om lydighed, selv om alle i Vendland var hedninger på denne tid.

Kejser Heinrek satte mange høvdinge til at tage vare på det rige, han havde vundet dér, og en af dem — ham der var mægtigst — hed Bjørn. Han henvendte sig til kejseren: »Herre!« sagde han, »— med sådan et storværk, som vi har udført i danekongens rige, har vi meget brug for din styrke og fulde støtte; jeg vil kræve, at du under mig slægtskabsbånd med dig, så derfor vil jeg have lovning på din søster — fru Bodil — for det forekommer mig ikke ufarligt at sidde her og være udsat for danskere. Du kender også min slægt og véd, hvad jeg har udrettet.« Kejseren sagde, at han ville tilstå ham dette og lignende hædersbevisninger, som han måtte kræve, hvis han satte sig selv og sin kraft ind på at opretholde denne ære, som de havde vundet, og ville forsvare dette rige imod danskerne og andre, som ville gøre krav på det. Siden fik kejseren ham gift med fru Bodil. Det fortælles om hendes slægt, at hun var kejser Heinreks sammødre søster, og hendes far hed Torgøt, og han stammede fra Danmark. Han var kong Svend Ulfsøns hofjarl, og han var en meget smuk mand; kong Harald Sigurdson kaldte ham Fagerskind. Hans far hed Ulf; han var jarl i Danmark og en stor kriger. Han drog i vesterviking og erobrede Galizeland og lagde det øde og hærgede meget dér; han blev derfor kaldt Galizie-Ulf. Han var gift med Bodil — en datter af jarl Håkon Erikson — og hun var mor til Torgøt Fagerskind. Da kejser Heinrek havde underlagt sig danekongens rige i Vendland, satte han sin svoger — Bjørn — til magten dér. Kejseren drog da hjem til Saxland, mens Bjørn og hans folk slog sig ned i danekongens rige i Vendland og agtede at forsvare riget mod danskerne.

Kong Erik kom nordpå fra Rom på denne tid, da venderne havde vendt sig fra lydighed imod ham, og således beviste de deres mangel på troskab, hvorom der også senere skal berettes.


Om kong Erik

76. Da kong Erik kom hjem i sit rige og erfarede, hvilken ufred kejseren havde forvoldt i hans rige i Vendland, holdt han ting og rådslagning med høvdingene og bønderne, og på et ting, hvor han talte, sagde han således: »Alle kender til sydmændenes[13] angreb på det rige, som danekongerne — mine slægtninge — længe har haft i Vendland. Nu skal alle mine mænd vide, at jeg agter at sætte en stopper for denne ufred — eller at dø i modsat fald.« Han sendte derefter bud rundt i hele Danevældet og samlede en stor hær og skaffede sig hærskibe og sejlede siden med hæren til Vendland. Således siger Markus:


Yngve trodsed’ stride storme,
styred’ flåden gennem søgang;
ved Vendlands kyst skælved’ skvætbord,
skumsprøjt slog mod kolde planker.


Og da de vendiske høvdinge, som kejseren havde sat til at vogte landet dér, fandt ud af, at den danske hær var på vej imod dem, da samlede de styrken og gjorde klar til kamp. Kong Erik erfarede, at de havde samlet en hær, og at venderne ville forsvare deres land imod ham; da forberedte han også sin hær på kamp og gik derpå i land og stillede hæren i slagorden. Han havde en stor hær, som var veludrustet; han havde svinefylket sin hær, således at trynen var fremme i spidsen af slagordenen, og alt var omsluttet af en skjoldborg på ydersiden. Derpå lod kong Erik sit banner bære frem, og herefter begyndte kampen. Kong Erik befandt sig forrest i slagordenen og kæmpede meget djærvt; han var klædt i brynje og bar hjelm på hovedet. Venderne tog siden flugten og forsvarede sig forskellige steder i borge eller kasteller, men danskerne søgte efter dem og gik i kamp med dem og dræbte mange af deres folk. Således siger Markus:


I våbens larm bristed’ brynjer,
blodet drev fra røde skjolde;
fyrsten vandt sig herlig hæder,
hobe faldt for stridens tøjler.


Kong Erik gik hårdt til de hedninger, som var flygtet fra ham ind i borge og kasteller, og de indså da, at det bedste vilkår var at overgive sig til kong Erik og forlade sig på hans nåde. Mandefaldet var så stort, at ingen kunne sætte tal på det. Bjørn — kejserens svoger — og næsten hele hans følge mistede livet dér. Kong Erik vandt sig et stort bytte, men han fordelte det hele mellem sine folk og ville ikke have noget af det selv. Kong Erik lod beboede områder afbrænde vidt omkring i landet, og befolkningen blev så skræmt, at hedningerne tog flugten, og mange dér, som havde svigtet deres lydighed mod kong Erik, måtte udstå strenge straffe. Således siger Markus:


Ilden flammed’ højt i huse,
haller vidt omkring da styrted’;
endnu så man ud på natten
elletræets skade blusse.


Det var sådan, som Markus sagde, at både ild og våben berøvede mange livet i denne hærfærd og ufred, mens andre flygtede, hvis de kunne komme til det. Siden opsøgte de kong Erik og skyndte sig hen til ham. Kongen pålagde dem store bøder og erklærede det for sin arvtagne ejendom, hvad danekongerne havde besiddet i Vendland, siden kong Svend Tveskæg lagde det under sig.

Efter dette satte kong Erik folk til at føre tilsyn med landet i Vendland, og de bevarede dette rige under kong Erik. Kong Erik drog siden til sine skibe og sejlede derpå hjem til Danmark med en stor sejr. Han kom først forbi Öland med sine skibe, da han drog nordpå fra Vendland, som Markus siger:


Kongen bød at kranse landets
kyst med spyd og svale rande;
skred da krigerskarens glæder
skjoldklædt over våde strande.


Efter dette slog kong Erik sig til ro hjemme i sit rige, men denne færd gjorde ham navnkundig og skaffede ham et stort ry.


Knuds hellige levninger tages op af graven

77. Kong Erik samler alle de bedste og klogeste mænd i sit rige — både lærde og ulærde — og holdt møde med dem; kongen siger, at han ønsker, at kong Knuds grav bliver undersøgt, såfremt det ikke er imod præsternes vilje, men han siger, at det dog skal ske under deres tilsyn. Alle bad kongen bestemme, og der var ingen, der talte imod. Med biskoppernes og hele folkets samtykke og efter kongens ordre drog man da i en stor flok til Fyn; alle de bedste mænd i Danmark var da sammen med kongen dér.

De gik siden til stedet, hvor kong Knud lå. Man gravede dér og tog kisten op, og hans hellige levninger blev til ophøjet lovsang båret rundt om kirken. Østen for kirken sad en mand, som længe havde været krøbling; de mænd, som bar de hellige levninger, kom forbi ham, og da de skred forbi med helligdommen, rejste han sig og var helbredt og fulgte med de andre mænd rundt om kirken, mens han priste Gud og dennes blodvidne — den hellige kong Knud. Kong Knuds hellige levninger blev derpå båret ind i kirken og stillet midt på kirkegulvet. Herpå gik kongen og præsterne frem, og kong Knuds kiste blev åbnet, og hans legeme var ufordærvet, som var han død for nylig, og det fandt alle bemærkelsesværdigt. Kong Knuds legeme blev da taget ud af kisten og lagt på en båre.

Folk sagde da, at man burde prøve kong Knuds hellighed, og alle overlader til kong Erik at afgøre sagen. Kongen svarede: »Jeg er mest tilbøjelig til, at helligheden bliver prøvet, for det kan være — hvis den ikke bliver prøvet — at man vil mene, at dette er snyd og bedrag fra danskernes side. Men jeg forventer, at Gud for sin vens skyld — den hellige kong Knud — vil bevise hans hellighed jo mere tydeligt og sikkert, desto mere den bliver prøvet, så der ikke vil være nogen tvivl om sagen.« Kong Erik lod da tage blår og vikle sammen til en pølle, som hverken var smallere eller kortere end kong Knuds legeme; denne pølle blev derpå lagt oven på liget. Man tog da viet ild, og satte det til pøllen, og pøllen brændte op, så der kun var aske tilbage, men den hellige kong Knuds legeme forblev ubrændt og så ganske uskadt, at ikke et hår var svedet, og liget var da langt mere lyst end før. De lærde mænd istemte da Te Deum, og alle priste den almægtige Gud og dette hans blodvidne — den hellige kong Knud. Man begyndte da straks at helligholde hans dødsdag, og i hele Danmark holder man hans messedag som de største højtider.

Derpå blev den kiste, som indeholdt liget af Benedikt — kongens bror — taget op af jorden, og alle hans sår, som havde vendt hen mod kong Knuds hellige levninger, var lægte. Kong Erik fik siden fremstillet et prægtigt skrin, hvori man lagde kong Knuds hellige levninger, som blev anbragt over alteret. I et andet skrin hviler Benedikt — kongens bror — i Odense på Fyn.

I denne samme kirke, som nu er viet til kong Knud, skænker Gud stor nåde og mange mirakler til dem, som påkalder og beder til ham[14]: Dér får blinde synet, halte kan gå, spedalske renses, og djælve flygter fra besatte. Denne hjælp ydes, dér hvor denne ven af Gud — den hellige kong Knud — hviler og vidt omkring i øvrigt, hvor han påkaldes og anråbes i den rette tro, i fælles virke med vor herre Jesus Kristus, som lever og hersker, én Gud til evig tid.


Om kong Eriks sønner

78. Kong Erik havde taget fru Bodil som krigsbytte — kejser Heinreks søster, som kejseren havde giftet med Bjørn i Vendland, som det tidligere blev skrevet — og han tog hende med sig hjem til Danmark. Kong Erik fik en søn med hende; den dreng blev opkaldt efter Knud den Hellige — kong Eriks bror — og han blev tidligt lovende og så godt ud. Mens han endnu var ung, sagde kong Erik til fru Bodil: »Dit ophold her har varet nogen tid, men nu må det ophøre; jeg vil nu lade dig følge hjem til dine slægtninge.« Hun svarede: »Jeg tænker, at det ikke blev os synderligt til del at mødes i kærlighed, og det var snarere had end hengivenhed, der fik dig til at være sammen med mig. Så vil du vel unde mig — herre!« sagde hun, »— at Knud — vores søn — må komme med til trøst for mig?« Kongen sagde: »Jeg skylder ikke dine slægtninge det gode, at jeg under dem, at denne mand vokser op dér, for det aner mig, at han vil blive til hæder for sine slægtninge og mange andre.« Hun blev siden fulgt hjem til sine slægtninge, og kong Erik gav hende et hæderfuldt rejsefølge. Kejseren tog godt imod hende, og det samme gjorde hendes øvrige slægtninge. Knud — kong Eriks søn — voksede op ved sin fars hof; han blev snart afholdt og på alle måder vel oplært. Kongen holdt meget af ham, og han var elsket af hele folket.

Kong Erik havde to andre sønner, som var ældre: Den ene hed Erik, den anden Harald Kesja[15]; de var begge lovende mænd. Kong Erik havde en datter; hun var gift med den mand, der hed Håkon den Norske. Han blev også kaldt Håkon Sunnivason; Sunniva var datter af jarl Håkon Ivarson og Ragnhild, som var datter af kong Magnus den Gode — Olav den Helliges søn. Håkon den Norske og kong Eriks datters søn hed Erik Lam, som der skal fortælles mere om senere.

Kong Erik var meget foretagsom, mens han regerede Danmark; han lagde stor vægt på at bestyre både land og love. Det var ham også magtpåliggende at styrke de kirker, som var nedlagte eller forfaldt. Han betalte af egne midler for opførelsen af fem stenkirker og lagde siden penge oveni.


Om kong Erik

79. Engang, da kong Erik holdt ting med mange mennesker til stede, talte han og sagde således: »Må Gud takke jer danskere for den kærlighed og lydighed og mange andre godt ting, som I har skænket mig, så længe vores samvælde har varet. Men nu agter jeg at drage ud af landet og til Jorsal, og det er ikke til at vide, hvorvidt det bliver mig beskåret at komme tilbage her til Danmark. Min søn Erik skal med mig på rejsen foruden andre høvdinge, som jeg skal nævne, men min søn Harald skal blive hjemme, og ham sætter jeg til at styre landet og varetage mit rige, mens jeg væk. Og min søn Knud vil jeg give hertugdømme i Hedeby med dertil hørende magt. Alle véd, at Niels — min bror — i henhold til loven er nærmest til kongemagten, når min tid er omme, og jeg agter heller ikke at tage æren og magten fra ham; jeg forventer, at han vil lønne mig dette vel. Jeg mener, at han skylder mig det gode broderskab, at han giver Knud — min søn — sit venskab og sin støtte til, at denne kan beholde det rige, som jeg overlader ham, for han er selv kun et barn af alder, og jeg finder, at det er af den allerstørste vigtighed, at de to slægtninge kommer vel overens. Jeg vil også bede alle mine venner om at behandle drengen godt og behørigt.« Siden forberedte kong Erik uden hastværk sin bekostelige rejse, og det rygtedes vidt omkring i landene, hvad han havde til hensigt, og mange stormænd — både indenlandske og fra andre lande — gjorde klar til at rejse med ham, og mange høvdinge, der erfarede, hvad han havde for, støttede ham med pengegaver til turen.

På samme tid sendte frankerkongen hædrende gaver til kong Erik, før denne drog udenlands. De fleste siger, at der da var indgået forlig mellem kejser Heinrek og kong Erik, således at de selv sendte gaver til hinanden, og kejseren sendte kong Erik store gaver og forsynede ham fra sit rige med hærfolk og vejvisere hele vejen ud til Miklagård.


Asser vælges til ærkebiskop

80. På denne tid var Asser — søn af Svend Torgunnason — biskop i Lund i Skåne; han var mægtig og af en betydelig slægt og den største høvding, og hans afstamning gav ham en stor styrke. Mange fandt ham velegnet til at blive ærkebiskop, og på kong Eriks tilskyndelse og med de øvrige høvdinges gode vilje og med samtykke fra hele folket i Danmark blev det bestemt, at Asser skulle være ærkebiskop i Danmark, og desuden at ærkesædet, som alle folk af dansk tunge skulle tjene, skulle være i Lund. Selv om kong Erik iværksatte dette, inden han forlod landet, varede det dog nogle år, inden Asser opnåede ærkebispeværdigheden.


Om kong Erik

81. Da kong Erik havde udstyret sine ledsagere, som han ønskede, forlod han landet med et smukt rejsefølge; han havde en stor skare ryttere og mange mænd, som færdedes til fods. Kong Erik rejste på stormandsvis og med megen pragt, og han blev hædret i hver en borg, hvor han kom; præsterne gik i procession og mødte ham med helligdomme.

Kong Erik drog af sted, til han kom til Miklagård. Alexis var på denne tid grækernes konge; han tog hæderfuldt imod kong Erik og holdt et pragtfuldt gilde for ham. Det fortælles, at Alexis Grækerkonge bad kong Erik vælge, hvorvidt han ville have en halv læst guld af ham, eller om han skulle lade den leg afholde for ham, som grækerne kalder padreimsleg, og som kongen plejede at lade afholde i Padreim på det sted, som kaldes sådan. Og alle sagde, at legen ikke kostede kongen mindre end det guld, han tilbød kong Erik. Da kong Erik havde mange udgifter til underhold af sit store følge, hvilket tærede meget på hans rede midler, og da der endnu ventede en lang rejse, valgte han hellere at tage guldet. Den samme Alexis Grækerkonge tilbød siden den norske kong Sigurd Jorsalfarer de samme vilkår, og fordi kong Sigurd da var på vej hjem og havde afholdt de fleste af sine rejseudgifter, valgte han legen. Folk er ikke enige om, hvorvidt dette valg anstod sig mere for en høvding. Alexis Grækerkonge gav kong Erik sin klædedragt, og den var meget værdifuld, og han gav ham 14 hærskibe, og desuden gav han ham mange andre gaver, som var en stormand værdig.

Kong Alexis hjalp kong Erik med alt, hvad denne havde brug for til at sejle ud fra hans rige, og kong Alexis og kong Erik skiltes i fortrolighed og venskab. Kong Erik sejlede fra Miklagård med en stor flåde og agtede at tage derfra til Jorsalaland, men da han kom til den ø i Grækenlandshavet, som nordboer kalder Kipr, ramtes han dér af den sygdom, som førte til hans død. Han døde i den borg, der hedder Basta, og det afstedkom stor sorg blandt hans folk og viden om, hvor man erfarede, hvad der var sket. Således siger Markus:


Udenlands den kloge konge
kaldtes væk af altings styrer;
fyrsten bortgik ej af ælde,
ude spørges folkets kummer.


Alle, der kendte kong Erik, sørgede meget over hans død, og det siges med sandhed, at ingen danekonge på den tid var mere elsket af almuen. Han var Danmarks konge i 8 år og styrede da riget med stor styrke og myndighed; ingen høvding angreb hans rige, således at hans ære eller magt mindskedes ved det. Han var hård mod sine uvenner, og derfor var de bange for ham, men han var altid mild og glad over for sine venner, og derfor blev han vellidt og mægtig.


Om kong Harald

82. Da kong Erik havde forladt Danmark, overtog Harald Kesja styringen og magten over hele Danevældet, således som kong Erik havde bestemt det. Han var da en fuldvoksen mand; han var afholdt af mange, men han nød dog her godt af, at hans far — kong Erik — var så vellidt. Harald Kesja havde en søn, der hed Bjørn Jernside; han var gift med den svenske kong Inge Steinkelsons datter, der hed Katrin, og deres datter hed Kristin og var gift med den svenske kong Erik den Hellige Edvardson. Deres børn var Knud Svenskekonge og dronning Margrete — som var gift med den norske kong Sverre — og Katrin, som var gift med Nikolas Blake; deres datter var fru Kristin, som var gift med jarl Håkon den Ustyrlige i Norge; deres søn var jarl Stunpa-Knud i Norge. Harald Kesja Eriksøn var gift med Ragnhild, som var datter af den norske kong Magnus Barfod, og deres sønner var Magnus og Olaf — som der siden skal fortælles mere om — og Harald og Knud.


Om kong Niels

83. Niels Svendsøn tog nu kongemagten i Danmark efter sin bror — kong Erik — og da var alle kong Svend Ulfsøns øvrige sønner døde. Han blev taget til konge året efter kong Eriks død. Det samme år sendte pave Paskalis palliet til biskop Asser, således som kong Erik havde bedt om og bragt i orden, som det tidligere blev fortalt. Asser var længe herefter ærkebiskop i Lund; han var en mægtig høvding.

Niels blev snart en stor høvding. Han blev gift med Margrete Ingedatter; hun havde tidligere været gift med Magnus Barfod af Norge. Harald Kesja Eriksøn var en kær ven af sin slægtning — kong Niels — og opholdt sig længe ved dennes hof, men undertiden var han i Roskilde på Sjælland, hvor han havde mange folk omkring sig og gjorde meget godt for den by. Erik — kong Eriks søn — var ikke nær så afholdt af kong Niels.


Her begynder fortællingen om Knud Lavard

Knud Lavard
(Kalkmaleri i Vigersted Kirke)

84. Knud — kong Eriks søn — var hertug og havde et sådant rige i Hedeby, som kong Erik — hans far — havde givet ham; han var en meget vellidt mand og yderst gavmild, og folket syntes bedst om ham, selv om kong Niels og dennes søn — Magnus — havde større magt. Han blev derfor kaldt Knud Lavard[16]. Det, som særligt gjorde ham vellidt, var, at han stillede alle sine midler til rådighed for dem, der manglede, men de, som tog imod, udviste ingen mådehold, og hans indtægter blev mindre, end nødvendigheden krævede, og hans formue svandt meget ind. Der var ikke noget godt forhold mellem slægtningene kong Niels og Knud Lavard; kongen og hans søn var meget misundelige over, at han var så vellidt, og de fandt, at han tiltrak folk i højere grad, end de selv gjorde; det forholdt sig også sådan, for næsten alle ønskede at gøre, som Knud fandt bedst. Det var særligt Magnus, som altid tog afstand fra ham.

Nogle år efter kong Eriks død døde kejser Heinrek i Saxland, og derefter blev hans søn — Heinrek — kejser. Da Knud Lavard erfarede, at kejser Heinrek — hans morbror — var død, og at dennes søn — Heinrek — var blevet kejser, fik han lyst til at opsøge ham for slægtskabs skyld, og han drog af sted dertil med et prægtigt følge. Da kejseren erfarede, at han var på vej, lod han et fornemt gilde anstille for ham og tog vel imod ham, da de mødtes, og Knud Lavard opholdt sig en tid hos kejseren i den største venskabelighed.


Om Knud Lavard

85. Engang mens de talte sammen — kejser Heinrek og Knud Lavard — sagde hertugen til kejseren: »Herre!« sagde han, »— jeg har opsøgt dig og er kommet her for at få et godt råd for slægtskabs skyld, og jeg forventer din agtelse, og at du vil lægge større vægt på vores slægtskab end på de tidligere overhoveders mellemværende. Mit rige er i stor fare for at blive ødelagt, men jeg lægger dog stor vægt på at bevare min værdighed, og jeg vil så vidt muligt ikke opgive den magt, som min far overdrog mig, og derfor tager jeg gerne imod et godt råd fra dig om, hvad jeg kan gøre. Min formue bliver ikke just større.« Kejseren svarede: »Jeg har hørt, at du er vellidt, og at du roses af alle, og det er tvingende nødvendigt, at du beholder magten og din værdighed. Det er skik,« sagde kejseren, »— både her i Saxland og vidt omkring andetsteds — at spærre havnene og opkræve told dér og ikke lade noget skib lægge til i havnen, medmindre der betales leje. Nu kan det være, at dette forekommer noget hårdt, når folk i forvejen er uvante med den slags tvang, men du nyder allerede så stor anerkendelse, at den ikke vil aftage på grund af dette. Det er vidt omkring i landene nemlig skik blandt mægtige mænd at spærre deres lands havne, og derved tjener de store summer, og det er et godt værn mod ufred i landet. Jeg skal tilmed støtte dig med midler, så du på den måde kan bevare din værdighed.« Hertugen takkede kejseren meget for dennes bidrag og sagde, at det var vel gennemførligt at spærre havnene i landet, og han mente, at landet havde en sådan beskaffenhed, at det mange steder var let gjort. Siden drog hertugen hjem til sit rige med en pengesum, der var en stormand værdig, og mange prægtige gaver, som han havde fået af kejseren.


Havnene spærres

86. På denne tid blev Danmark hjemsøgt meget af hedninger og andre folk fra Østersølandene, og de hærgede længe om sommeren og plyndrede købmænd og landets indbyggere. Knud Lavard havde ikke været hjemme i sit rige i lang tid, før han fik fat i håndværkere og lod opføre kasteller på begge sider af Slesvig, dér hvor sundet, der går ind til Hedeby, er smallest. Han lod siden jernkæder anbringe over sundet — og nogle steder tømmer — så sundet kunne spærres af, og han satte derpå folk til at holde vagt i kastellerne og kun lade de skibe, de ønskede, lægge til dér, men de opkrævede dog told af alle skibe, der lagde til.

Hertug Knud sad nu længe i Hedeby, hvor han var sikret mod al ufred, og fra nu af tiltog hans styrke — både angående formue og folks velvilje. Det gik, som kejser Heinrek forudsagde: At han havde opnået så stor en anerkendelse, at dette tiltag ikke kunne forringe den.


Om Vidgøt

87. Der var en mand, der hed Vidgøt; han stammede fra Samland. Han var hedning på denne tid. Han var købmand og meget velhavende og havde god forstand på mange ting. Han plejede altid at sejle på handelsrejse til Østersølandene.

Det skete en sommer, da han sejlede østfra og agtede at drage hjemad, at han blev sent færdig, og da han kom vestpå til Kurland, blev han mødt af kurer på hærskibe, og de angreb ham med det samme og agtede at dræbe ham og bemægtige sig hans værdier. Da han kun havde det samme skib, mens kurerne havde en stor flåde, så han sig ikke i stand til at yde modstand, så han ville forsøge at slippe væk og sejle hjem til Samland. Men kurerne sejlede straks efter ham og afskar ham vejen hjem og tragtede efter hans liv og løsøre. Han indså nu, at der var to muligheder for hånden: At vove mødet og se, hvad der skete, eller at flygte til havs og søge mod kristne lande — og ingen af delene huede ham. Han valgte dog at sejle til havs og vestpå til Danmark. Han havde hørt om Knud Lavard og det med, at alle, der opsøgte ham, fik en god behandling. Han ventede at få en ordentlig modtagelse dér, som mange andre fik. Han traf da den beslutning at sejle til Hedeby. Da han kom til sundet, som var spærret, råbte han til vagterne, der var i kastellerne, og sagde, at han ønskede at lægge sit skib ind i sundet. Vagtmanden spurgte: »Hvem er du?« sagde han. Han svarede: »Jeg hedder Vidgøt.« Vagtmanden svarede: »Knud Lavard har forbudt os at lukke havnen op for folk, som vi ikke kender noget til.« Vidgøt svarede: »Jeg ville ønske — gode mænd!« sagde han, »— at I åbnede ind til havnen, for jeg vil besøge ham; jeg skal også nok svare for jer, såfremt hertugen bebrejder jer noget for dette.« Vagtmanden svarede: »Det er vel talt!« sagde han. Derefter åbnede de sundet, og Vidgøt og hans mandskab lagde deres skib ind og opsøgte siden Knud. Hertugen spurgte, hvem de var. Vidgøt sagde, hvad han hed, og fortalte, at de var fra Samland. Knud svarede: »Jeg har hørt dig omtalt, og jeg har fået at vide, at I skulle være hedninger.« Vidgøt svarede: »Vel er vi hedninger.« Hertugen svarede: »Der er to muligheder: At I antager kristendommen og lader jer døbe — og så skal I alle være velkomne her — eller også må I udsætte jer for det, der kommer.« Vidgøt svarede: »Der er vel kun ét at gøre — herre!« sagde han, »— nemlig at vælge den bedste lod, hvis den er forhåndenværende. Jeg vil gerne antage troen og siden nyde hæder fra dig.« De blev derpå døbt og opholdt sig om vinteren hos Knud Lavard og blev behandlet godt.

Vidgøt havde lange samtaler med hertugen, og hertugen satte stor pris på det, han fortalte. Han kunne berette om mange forhold, for han var en klog og vidt berejst mand. Hertugen spurgte om mange ting vedrørende Østersølandene, og Vidgøt kunne fortælle ham meget derfra, som han ønskede at vide.


Knud Lavards giftermål

88. På denne tid hed kongen østpå i Holmgård Harald; han var søn af kong Valdemar, søn af Jarislav, søn af Valdemar, som var Olav Tryggvasons fosterfar. Kong Haralds mor var Gyda — datter af den engelske kong Harald Gudineson. Kong Harald var gift med Kristina — datter af den svensk kong Inge Steinkelson og søster til dronning Margrete, som da var gift med Niels Danekonge. Kong Harald i Holmgård og Kristinas døtre var Malmfrid — som var gift med den norske kong Sigurd Jorsalfarer — og Engilborg.

Da Vidgøt havde tilbragt vinteren hos Knud Lavard i stor venskabelighed, bad hertugen ham drage på en sendefærd østpå til Holmgård for på hans vegne at fri til Engilborg — kong Haralds datter. Vidgøt svarede: »Herre!« sagde han, »— der er én ting, der sætter mig i stand til at kunne udføre dette ærinde: At jeg ikke mangler midler. Og selv om jeg på mange måder er uskikket til at forfølge en så vanskelig sag, så er jeg dog stadig forpligtet til at følge din vilje i alt, hvor du ønsker at gøre brug af mig.« Hertugen takkede ham og sagde, at han havde henvendt sig til ham med denne sag, fordi han forekom ham at være bedst egnet af de folk, han bestemte over — både med hensyn til kløgt og snilde. Han sagde, at han stolede mest på ham til at forfølge denne sag. Der blev siden gjort klar til hans færd, men inden Vidgøt tog af sted, sagde han til hertugen: »Herre!« sagde han, »— du har givet os en hæderfuld behandling i vinter og beværtet os på stormandsvis, og min modydelse vil nok være mindre end behørigt er; jeg vil give dig 40 særke gråskind, og der er 5 timmer i en særk, men 40 skind i et timmer.« Hertugen takkede ham for gaven og erklærede, at han aldrig havde fået en bedre gave.

Da Vidgøt var klar, sejlede han af sted med sit mandskab, og der fortælles ikke noget om hans rejse, før han kom østpå til kong Harald i Holmgård, og ved hjælp af pengegaver fik han snart adgang til kongen. Kong Harald tog behørigt imod ham, for Vidgøt var en navnkundig mand, og han var djærv i sin tale og beherskede mange sprog og behøvede ingen tolk. Han forelagde kongen sit ærinde og gjorde det dygtigt og fortalte om Knud Lavard, at »— alle vil sige det samme om ham: At han ikke har sin lige i Danmark og endnu videre omkring, og hans slægt er yderst fornem — som du allerede véd — og det er indlysende, at dette giftermål vil skaffe dig hæder.« Kongen sagde: »Du yder ham stor støtte med dine ord, og hvis din anbefaling fik fremgang, var denne sag snart afsluttet.« »Ja — herre!« sagde han, »— men du vil på ingen måde finde det overdrevet, hvad jeg har fortalt dig om ham, for alle véd, at Knud Lavard er den fremmeste af de mænd, som nu vokser op i de nordiske lande.« Kongen svarede: »Jeg véd, at du er en pålidelig mand, og jeg har alene hørt godt om dig — og Knud Lavard har jeg også hørt noget om før — så derfor vil jeg give et godt svar i denne sag. Men det forekommer mig, at han kun har et lille rige at råde over, selv om han har et hertugdømme i Danmark.« Vidgøt svarede: »Så har han til gengæld — herre! — noget, som er langt vigtigere.« »Hvad er det?« sagde kongen. Vidgøt svarede: »Han siges at besidde mandighed frem for de fleste andre — og det er mere værd end rigdom og magt.«

Kongen talte derpå med sin datter — Engilborg — og med sine øvrige rådgivere og forelagde dem denne sag. Alle anbefalede dette giftermål og fandt, at dette var vel gjort, og med samtykke fra Engilborg — kongens datter — blev det besluttet, at hun skulle giftes med Knud Lavard. Så drog Vidgøt til Danmark med denne besked, og han mødte Knud Lavard og fortalte ham, hvad han havde udrettet. Hertugen takkede ham for indsatsen. Herefter gjorde Knud Lavard klar til sit bryllup, og Harald sendte til den aftalte tid sin datter — Engilborg — vestpå fra Holmgård med et smukt følge. Da hun kom til Danmark, tog hertugen vel imod hende, og det samme gjorde hele folket. Han holdt siden sit bryllup med megen pragt. De fik nogle børn, som skal omtales senere.


Om Magnus den Stærke

89. Magnus — kong Niels’ søn — voksede op ved sin fars hof, og han var den største af alle i hele Danmark og ganske vellidt, men Knud Lavard var dog allermest vellidt og særlig skattet af folket, selv om kong Niels og dennes søn — Magnus — havde større magt. Dette bevirkede, at der herskede et køligt forhold mellem dem, da far og søn blev stadig mere misundelige over, at han var så vellidt, og de fandt, at hans venner blev for mange. Magnus Nielssøn blev gift med Rikiza — datter af venderkongen Burislav; deres sønner var Knud og Niels. Magnus var altid omgivet af en stor skare mænd; han opholdt sig for det meste ved sin fars — kong Niels’ — hof, men indimellem var de hver for sig. Han var en stærk og på alle måder rask mand. Han blev kaldt Magnus den Stærke.


Om Knud Lavard

90. Knud Lavard gjorde for anden gang klar til at drage udenlands, og han opsøgte igen sin slægtning — kejser Heinrek — og da kejseren erfarede, at han var på vej, lod han anstille et prægtigt gilde for ham og tog vel imod ham.

Engang sagde kejseren til hertugen: »Det glæder mig — min frænde!« sagde han, »— at alle priser dig på samme vis, for alle, der ejer forstand og hører dit navn nævnt, roser dig, så ingen er lige så vellidt, som du er.« Hertugen svarer: »Jeg har haft det held — herre!« sagde han, »— at du har bidraget dertil med din støtte og dine råd.« Derpå lod hertugen de gråvarer, som Vidgøt havde givet ham, bære frem, og han sagde til kejseren: »Jeg ønsker, at du skal have disse varer af mig — herre! — selv om det er en mindre påskønnelse, end hvad der var tilbørligt.« Kejseren betragtede denne gave og takkede ham og sagde: »Jeg har fået større gaver,« sagde han, »— men ikke mange, som jeg har fundet bedre.«

Hertugen blev behandlet godt og opholdt sig en tid hos kejseren i stor venskabelighed. Da hertugen gjorde sig klar til at drage hjem, forærede kejseren ham mange kostbarheder og sagde, at han ikke skulle mangle midler, så længe de begge var i live, »— men de gaver, du bragte mig, vil jeg gengælde derudover. Du skal få en klædedragt af mig, hvis lige man ikke kender til i dit land eller endnu videre omkring, og jeg forventer, at når du får klædedragten, så følger din lykke og dit riges fremgang dermed. Jeg vil bede dig om — min frænde!« sagde han, »— at du ikke afhænder dragten, for jeg er bange for, at hvis du skiller dig af med den, da bliver glæden ikke lang i din værdighed.« Dette var kejserens hædersdragt, og den var guldbroderet overalt og den største kostbarhed. Hertugen takkede ham for gaverne og al den ære, han havde vist ham. Derpå tog hertugen hjem til sit rige, og han blev stadig anset for den ypperligste mand.

Ikke længe efter døde kejseren, og man siger, at hædersdragten, som kejseren gav sin slægtning — Knud Lavard — havde den egenskab, at de fleste kun fik et kort liv derefter, hvis de skilte sig af med dragten. Siden overtog Lodgeir — en saxisk hertug — kejserdømmet; han blev derefter kaldt Lotarius.


Om Knud Lavard

91. Knud Lavard var — som det tidligere blev fortalt — så vellidt, at alle de bedste mænd i Danmark var hans venner ikke mindre, end de var venner af kong Niels og denne søn — Magnus. Men det var — som tidligere fortalt — sådan, at far og søn på grund af misundelse havde så svært ved at affinde sig med dette, at de af samme grund nærede modvilje mod hertugen og mange af dennes venner. Da Knud Lavard bemærkede dette, gennemtænkte han sagen, men fandt sig aldeles uden skyld over for kongen og dennes søn.

Engang, da kong Niels og dennes søn — Magnus — var i det sydlige Jylland, skete det, at Knud Lavard opsøgte dem med nogle mænd, og da de mødtes, tog de vel imod hertugen. Da sagde Knud: »Det er mit ærinde her, at jeg vil indbyde jer — far og søn — til gilde; jeg ville ønske, at vi kunne have mange gode ting sammen — som det var passende for os for slægtskabs skyld — og ikke lade folk ødelægge vores venskab med grundløs bagtalelse.« De svarede og sagde, at det ville de gerne, og de sagde, at de ikke mente, der var noget imellem dem, som kunne forhindre deres venskab i at være godt.

Derefter red Knud Lavard hjem til Hedeby, hvor han lod forberede gildet for kong Niels og dennes søn — Magnus. De kom til gildet til den aftalte tid, og der blev holdt et prægtigt gilde. Da den dag kom, hvor de skulle ride derfra, takkede hertugen kong Niels for den ære, de havde vist ham ved at komme dér, og han gav kongen mange herlige kostbarheder. Derpå gik han hen til Magnus og sagde: »Magnus — min frænde!« sagde han, »— her er den klædedragt, som kejser Heinrek — min slægtning — gav mig, men nu vil jeg give dig dragten som tegn på venskab og godt slægtskab. Og jeg giver dig den største kostbarhed, jeg ejer, fordi du er værdig til at bære den. Desuden under jeg dig at have glæde af den, for jeg véd, at du vil give mig godt igen for den.« Magnus tog straks klædedragten på, og alle, der så ham, sagde, at der næppe fandtes en smukkere eller mere værdig mand, og de sagde — som sandt var — at dette var megen ære værd. Kong Niels og hans søn — Magnus — takkede hertugen for den hæder, han havde vist dem med sin indbydelse og de prægtige gaver, og inden de skiltes, indbød de ham til julegilde om vinteren. Han tog imod det med tak, og slægtningene skiltes da i det bedste venskab.


Knuds fald

92. Denne vinter skulle kong Niels holde julegilde i Ringsted på det nordlige Sjælland, og Knud Lavard kom som planlagt til dette gilde sammen med nogle mænd, og han var hos kong Niels julen over, og der blev holdt et prægtigt gilde, og der var det bedste venskab mellem kong Niels og dennes søn — Magnus — og deres slægtning — Knud Lavard.

Da dagen kom, hvor gildet skulle slutte, siger hertugen, at han nu vil gøre klar til afrejse. Denne dag var gildet ganske heftigt, og hertugens folk var meget berusede. Da henvendte Magnus sig til hertugen: »Herre!« sagde han, »— selv om du får mindre gaver, end behørigt er, så vil jeg dog ihukomme din gave; jeg vil give dig 40 riddere med fuld udrustning, og man siger, at én ridders udrustning koster 8 mark guld.« Hertugen takker Magnus for gaven og siger, at denne gave var både god og en stormand værdig. Nu gik dagen, men det ridderfølge, som Magnus ville give hertugen, kom ikke, for de kunne ikke alle skaffes på ét sted. Da sagde hertugen: »Magnus — min frænde!« sagde han, »— nu vil vi ride i forvejen og afvente følget dér, hvor du finder det hensigtsmæssigt.« Magnus svarede: »Det gør vi,« sagde han, »— og jeg skal følge dig på vej — min frænde! — og ikke forlade dig, før det løfte, jeg har givet dig, er indfriet.« »Ja — herre!« sagde hertugen, »— alt skal ske således, som du har ordnet det, og jeg finder det altid ærefuldt at følges med dig.« Derpå kyssede Knud Lavard sin slægtning — kong Niels — og ligeledes andre udvalgte mænd til afsked.

Efter dette stiger de på deres heste og rider af sted. De red gennem en skov og kom til en rydning; da bad Magnus dem sidde af og vente på ridderne, og han sagde, at han forventede, at de ville være der inden længe. De gjorde nu det, at folkene steg af hestene og satte sig ned i rydningen, og mange faldt i søvn, straks da de var steget af, for de havde drukket tæt dagen igennem. Knud Lavard sad på en træstamme med sin slægtning — Magnus — ved siden af sig, og Magnus bar en blå kappe. Da så de, hvordan en mand løb frem fra skoven, der hvor de var, og da han kom til rydningen, hvor de sad, smed han kappen, som han havde på, og rev det ene ærme af; han sagde ikke noget til dem, men løb derpå ind i skoven igen. Hertugen spurgte: »Magnus — min frænde!« sagde han, »— hvad tror du, det betød? Det virkede som et eller andet tegn til nogen.« »Jeg véd det ikke — herre!« sagde Magnus, »— og jeg lægger ikke stor vægt på sådan noget. Men mener du, at der stikker noget under her?« Hertugen svarede: »Jeg tænker, at dette måske var et vink til nogen, der er i nærheden, og at en flok er kommet imod os i skoven.« »Det sker ikke — min frænde!« sagde Magnus, »— for du er så vellidt, at ingen vil dig noget ondt.« Da lagde hertugen sin hånd på Magnus’ skulder og spurgte: »Hvorfor følger du mig således på vej — min frænde!« sagde han, »— at du bærer brynje?« Magnus svarede: »Fordi jeg ikke er nær så vellidt, som du er — min frænde!«

I det samme, mens de talte, blev der blæst i lurer i skoven på alle sider af dem, og straks vrimlede folk ud af skoven og imod dem. Denne styrke blev anført af en mand, der hed Henrik den Halte; han var søn af Svend — kong Svend Ulfsøns søn — og således Knud Lavards fætter[17]. Men dette var dog planlagt af kong Niels og dennes søn — Magnus. Da hertugen så, at flokken stormede frem imod dem fra skoven, og da han indså, at dette var ufredsmænd, sagde han: »Hvad nu — Magnus, min frænde!« sagde han, »— er det dig, der bestemmer over denne store flok?« Magnus vendte sig imod ham og sagde: »Det angår ikke dig, hvem der bestemmer; nu skal du få for alvor!« Derpå sluttede han sig til Henrik den Haltes flok. Hertugen sagde: »Gud må tilgive dig — min frænde!« sagde han, »— hvis I her går for vidt, men jeg vil tilgive dig.« Magnus og Henrik den Halte og de andre gik hårdt til angreb på Knud Lavard, men hertugen og dennes folk forsvarede sig. Det blev en hård strid, men den var meget ulige, for der var mange mod få, og hertugens folk var heller ikke forberedte, for de havde på ingen måde nogen anelse om ufred den dag. Mange var også så døddrukne, at de ikke vågnede før spyddene slog imod dem eller stod igennem dem, som var faldet i søvn. Dér faldt Knud Lavard, og de fleste siger, at det var Henrik den Halte, der brugte våben imod ham og slog ham ihjel. De fleste af hertugens mænd faldt også dér, men han selv fik dog, inden han døde, fremsagt en bøn, der gav ham størst håb om frelse[18]. Der faldt kun få eller ingen af Magnus’ og Henriks mænd.

Da forlydender om det skete bredte sig i Danmark, sørgede alle over Knud Lavard, og på grund af denne gerning opstod der så stor en modvilje mod kong Niels og dennes søn — Magnus — at så godt som ingen i Danmark ønskede dem noget godt, og tilmed de folk, som tidligere havde været deres venner, sagde — som sandt var — at dette var det værste niddingsværk, og efter dette ønskede ingen anstændig mand at tjene dem.

Knud Lavard blev ført til Ringsted og begravet dér, og han er i sandhed en hellig mand, som udvirker mange smukke og herlige mirakler. Hans dødsdag er én dag efter trettende juledag, men nu holdes hans messedag dagen efter Johannes Døberens messedag om sommeren, for da blev hans hellige levninger taget op af jorden. Det sted, hvor han faldt, kaldes nu siden Lavardsskov. Danskerne siger, at i den rydning, hvor den hellige Knud Lavard faldt, er grunden stedse smukt grøn, hvad enten det er vinter eller sommer.


Knud Lavards kapel ved Haraldsted Skov


Om Knud Lavards børn

93. Den hellige Knud Lavard og Engilborg havde tre døtre: Margrete, Kristina og Katrina, som var gift østpå, mens Kristina var gift med den norske kong Magnus den Blinde — Sigurd Jorsalfarers søn — og Margrete var gift med Stig Hvidlæder i Skåne; deres børn var Nikolas og Kristin, som var gift med den svenske kong Karl Sverkerson; deres søn var Sverker Svenskekonge, som var gift med Ingegerd — datter af jarl Birger den Smilende — og deres søn var Jon Svenskekonge. Men da den hellige Knud Lavard faldt, var hans kone — Engilborg — med barn. Hun opholdt sig denne vinter østpå i Gardarige hos sin far — kong Harald — og hun fødte et drengebarn, og den dreng hed Valdemar; han blev født 7 dage efter sin fars — den hellige Knud Lavards — død. Han blev tidligt både smuk og stor og udmærkede sig i de fleste henseender. Han voksede op østpå i Gardarige hos sin mors slægt, mens han var i barndommen, og han blev snart vellidt blandt almuens folk.


Om Erik

94. Erik — kong Erik den Gode Svendsøns søn — opholdt sig ikke i landet, da han erfarede sin brors — Knud Lavards — død, men da han fik at vide, hvad der var sket, samler han hele den styrke, han kunne få, og som ville følge ham. Han drog derpå til Danmark, og da han kom til landet, fordrede han støtte, og da mange fandt, at han havde meget at hævne på kong Niels og dennes søn — Magnus — fik Erik mange folk; han nød i den forbindelse godt af, at hans far — kong Erik — og hans bror — Knud Lavard — havde været så vellidte, og mange, som havde været deres venner, sluttede sig nu til Erik. Så snart han fik en vis styrke, hærgede han vidt omkring i Danmark og øvede omfattende hærværk i kong Niels’ rige og tilføjede dennes folk store tab, og heraf opstod der megen strid indenlands.

Kong Niels satte folk til at værne landet imod denne hær. De mægtigste mænd i kong Niels’ rige var dengang Magnus — hans søn — og Henrik den Halte og Harald Kesja — den hellige Knud Lavards bror — og Harald stod på god fod med sine slægtninge — kong Niels og dennes søn, Magnus — og af den grund var mange på nakken af ham, og han blev meget fordømt for det. Han havde magten på Sjælland, og han sad længe i Roskilde som landeværn imod sin brors — Eriks — hær, og han omgav sig med en stor styrke og befæstede den by meget. Han lod opføre et stort og stærkt kastel, og han satte mange folk til at værne stedet, når han ikke selv var der. Siden denne ufred blev indledt, omgav Kong Niels sig bestandigt med mange folk,.


Om kong Niels og Magnus

95. Det står skrevet i oplysende, danske bøger, at kong Niels og Erik mødtes i en række kampe; vi er ikke i stand til at fortælle, hvordan udfaldet af disse blev, men det skrives, at Erik året efter sin brors — den hellige Knud Lavards — død mødte kong Niels i kamp på Jelling Hede, og derefter sloges de — eller deres folk — igen i Fotevik i Skåne; det er tæt på Lund.

To år efter den hellige Knud Lavards fald kom Erik til Sjælland, hvor han hærgede vidt omkring, og han indtog da sin brors — Harald Kesjas — borg i Roskilde og dræbte dér mange folk. Han lod hele borgen rive ned, men Harald Kesja var ikke i byen dengang. Året efter ødelagde Erik hele byen i Roskilde, og da gik mange folk på Sjælland ham til hånde og viste ham lydighed. Han drog derfra med en stor hær nordpå til Skåne, og så gav hele befolkningen sig under ham — både i Skåne og i Halland — og viste ham lydighed.

På denne tid var Asser ærkebiskop i Lund; han tog godt og hædrende imod Erik og overdrog ham hele den styrke, han havde til rådighed, for ærkebiskoppen havde været den bedste ven af hans far — kong Erik. Det var også sådan — som det tidligere blev fortalt — at på grund af drabet på Knud Lavard herskede der i befolkningen en stor modvilje mod kong Niels og dennes søn — Magnus — og jo mere Eriks styrke voksede, des mindre vellidte blev Niels og Magnus, og så vendte mange sig til Erik med lydighed og tjeneste.

Kong Niels drog med flåden nordpå til Skåne, og han havde en stor styrke; med ham i hæren var hans søn — Magnus — og Henrik den Halte og Harald Kesja og mange andre stormænd. I hans hær var der seks biskopper: Den ene var oppe fra Sverige, den anden fra Sjælland, den tredje fra det sydlige Jylland, biskop Peter af Sjælland fra Roskilde, biskop Tore af Ribe, biskop Ketil af Vendel fra Hjørring.


Kongens og ærkebiskoppens taler

96. Erik havde samlet en stor styrke i Skåne, og han førte sin hær til Fotevik — det ligger syd for Lund — for at møde kong Niels. Ærkebiskop Asser var i Eriks hær; også en stor flok af hans slægtninge var til stede og ligeledes de øvrige folk, som fulgte ham. Dér hos Erik fandt man skåninger og hallændere og den styrke, der havde fulgt ham fra Sjælland, og mange andre folk; det var en stor hærskare, og der var også mange høvdinge i flokken. Det var i hvidedagene, at hele hæren samledes i Fotevik, og på begge sider stillede man da styrken i slagorden og gjorde klar til kamp. Ærkebiskoppen fulgtes af en stor mængde præster. Ærkebiskoppen talte, mens hæren forberedte sig til kampen: »Nu skal de lærde mænd gøre sig klar og modtage folks skriftemål, for man kan ikke vente andet, end at dette møde vil afstedkomme betydelige hændelser, så mange ikke vil kunne berette om det. Nu må enhver tage vare på sig, for det er ikke givet, at han herefter får mulighed for at bekende sine synder for nogen præst. Nu er det mit skriftemål, at jeg i Guds navn byder jer at gå frem som mandfolk og kæmpe tappert. Husk hvordan det er: Gud synes ikke bedre om modløse mænd end om raske svende — og alle skal jo dø engang.« Derpå talte Erik til sine folk og sagde således: »Alle her i landet véd, hvilket niddingsdrab og skændigt værk kong Niels og hans søn — Magnus — har begået ved at dræbe min bror — hertug Knud — og således har de gengældt min far — kong Erik — alt det gode, han har gjort imod dem. Vi må erindre, hvem der skal hævnes!« Han opildnede hæren meget.


Magnus Nielssøns fald

97. Efter dette blev der blæst i lurer overalt i begge hære. Der var en mand, der hed Sigurd den Stærke; han var fostbror til kongens søn — Magnus den Stærke — og bar dennes banner. Så indledtes en voldsom kamp dér, og der skete mange betydelige hændelser, men vi kan dog ikke berette nøje om, hvilke stormænd der faldt. Der faldt seks biskopper i kong Niels’ hær. Sigurd den Stærke befandt sig hele tiden forrest, dér hvor det gik hårdest for sig, og han kæmpede yderst djærvt, så hans værn er blevet meget anerkendt. Kong Niels blev såret i kampen, men ikke meget, før han flygtede. Det samme gjorde Harald Kesja; han opløste straks slagordenen, da han så, at kongen flygtede, og så trak han sig også væk. Derefter fortsatte de kampen — Magnus og Henrik den Halte — med den styrke, der var tilbage. Nu blev der gået kraftigt frem mod Magnus’ bannere; da brød hærens slagordenen sammen overalt. Magnus bar en ringbrynje, som intet våben bed på, og han kæmpede tappert som ingen anden og bad folkene holde stand og ikke tage flugten. Men da Sigurd den Stærke så, at det tyndede ud omkring Magnus’ banner, og at dette ikke var holdbart, kastede han banneret, men greb Magnus i sin favn og vendte om mod skibene og ville ud på skibet. Da Eriks folk så dette, søgte de straks efter ham og forfulgte de flygtende, for da tog alle Magnus’ mænd flugten. Erik og hans mænd gik imellem skibene og Sigurds folk, så disse måtte standse. Så begyndte kampen for anden gang, og det endte med, at både Magnus og Sigurd og størstedelen af de folk, der havde fulgt dem, faldt, mens nogle flygtede, hvis de kunne komme til det. Der blev et stort mandefald i kong Niels’ og hans søns — Magnus’ — hær ved Fotevik; dér faldt Henrik den Halte og mange andre stormænd, som det tidligere blev fortalt. Der var da gået 4 år fra Knud Lavards død.


Kong Niels bliver dræbt

98. Kong Niels flygtede fra slaget ved Fotevik, som det før blev fortalt; han kom ombord på et skib sammen med nogle mænd og sejlede sydpå til Jylland. Siden tog han til Hedeby med kun få folk i sit følge. Da han red ind mod byen, hørte de lyd fra lurer og desuden alskens strengeleg og klokkeklang. Da sagde kong Niels: »Her vil folk nok tage både godt og værdigt imod os, siden vi både ringes i møde og hører strengeleg, og man vil nok ikke spare på noget for at yde os al den gæstfrihed, man formår.« En mand svarede kongen: »Du har mistet forstanden for længe siden, og det fremgår også nu, hvor du tror, du skal hædres her, hvor man finder Knud Lavards kæreste venner. Jeg tror snarere, at du kommer til at møde noget andet her.« De red ikke desto mindre ind i byen. Der var mange folk samlet i Hedeby, og mange af de mænd, der havde været venner af Knud Lavard, var også til stede. Da de erfarede, at kong Niels ville komme til Hedeby, bad de alle de folk, der var i byen, om støtte. Der var en stor saxisk hær dér, og fordi der blandt mange i Danmark herskede en stor modvilje mod kong Niels, angreb de ham, da han kom ind i byen. Kong Niels blev da pågrebet, og man tillod ham at tale med en præst, men siden tog man livet af ham. Han havde da været konge i 30 år.


Erik Emune tages til konge

Erik Emune (Fra Ribe Domkirke)

99. Efter kong Niels’ fald tog man over hele landet Erik Eriksøn til konge i Danmark; det skete efter folkets vilje og med dets samtykke. Han var mægtig og tildelte strenge straffe til de folk, som han mente at have alvorlige anklager imod, og mest grusom var han mod dem, der særligt havde været venner af kong Niels eller dennes søn — Magnus — således at de dårlig nok mente at kunne bære hans vælde. Og fordi mange mente, at der ville gå meget længe, før man kunne glemme hans grusomheder, blev han kaldt Erik Emune[19]. Han var gift med dronning Malmfrid fra Holmgård østpå; hun var datter af kong Harald — søn af Valdemar Jarisleifson — og søster til Engilborg, som hans bror — Knud Lavard — var gift med. Malmfrid havde tidligere været gift med den norske kong Sigurd Jorsalfarer.


Om de norske konger

100. På denne tid var kong Magnus — Sigurd Jorsalfarers søn — og Harald Gille[20] — kong Sigurds bror — konger i Norge. De stredes indbyrdes om magten; de kæmpede ved Fyrileiv den samme sommer, som kong Niels og hans søn — Magnus — og blev dræbt i Danmark, og hvor andre stormænd mistede livet ved Fotevik. Kong Harald Gille flygtede fra deres strid sydpå til Danmark, hvor han opsøgte kong Erik Emune, mens kong Magnus underlagde sig hele riget i Norge.

Kong Erik tog godt imod kong Harald og tilbød ham en sådan del af sit rige, som han behøvede til underhold af sit mandskab, for kong Erik og Harald Gille havde svoret hinanden fostbroderskab. Kong Harald anmodede kong Erik om mandskab og hjælp til at drage tilbage til Norge, for han ville genvinde den magt, han sommeren forinden havde mistet til kong Magnus. Da kong Erik imidlertid var ganske ny ved magten i Danmark og endnu kun nød begrænset tillid hos folket, mente han ikke at kunne yde Harald en stor støtte fra sit rige, men han gav ham dog styringen af Halland og ydede ham nogen støtte med både skibe og mandskab. Kongerne skiltes i venskab, og det holdt sig, så længe de begge levede.

Harald drog siden det samme efterår tilbage til Norge med den styrke, som kong Erik havde givet ham, og den vinter vandt han hele magten i Norge, mens kong Magnus blev blindet og derpå sendt i kloster, som det berettes i Norske kongers levned.


Kong Eriks hærfærd

101. Erik Emune blev hård og streng mod folket i hele Danmark, så snart han mente at have befæstet sin magt; han lod sin bror — Harald Kesja — og dennes to sønner og mange andre venner af kong Niels dræbe. Harald Kesja blev dræbt året efter kong Niels’ fald.

Året efter drog kong Erik til Vendland med sin hær og hærgede vidt omkring dér og øvede et stort hærværk. Han indtog dér den by, der heder Arkona; det var hedenske folk, som boede i den by. Kong Erik forlod ikke byen, før de hedninger, som ikke var blevet dræbt, havde antaget kristendommen, og kongen lod alle indbyggerne i byen kristne. Han tog derpå hjem til Danmark, men så snart kongen havde forladt stedet, forkastede de kristendommen og bekendte sig til ofringer og hedenske skikke.


Om kong Erik

102. Magnus, som var blevet blindet, forlod klosteret efter drabet på Harald Gille[21] og samlede en flok imod kong Haralds sønner — Inge og Sigurd — og mødte dem i nogle kampe, men de sejrede hver gang, og Magnus flygtede.

Magnus tog siden til Danmark og opsøgte Erik Emune og søgte støtte hos ham, idet han sagde, at det ville være et stormandstiltag for ham at fare til Norge med hæren og underlægge sig landet; han sagde, at kongerne dér kun var børn, og at de lendermænd, man havde taget som rådgivere, alle var uenige med hinanden på grund af misundelse. Hvor han end kom, sagde han det samme til høvdingene: At magten i Norge lå frit tilgængelig, hvis ellers nogle store høvdinge ville søge den, og ikke et eneste våben ville blive vendt imod dem. Og da kong Erik var begærlig efter endnu mere ære og værdighed, end han allerede havde, passede dette ham godt, og på Magnus den Blindes tilskyndelse drog han siden med danehæren hær til Norge; Magnus den Blinde var også med på færden sammen med den flok, der havde fulgt ham til Danmark.

De kom til Viken østpå i fjorden og sejlede roligt vestpå, for dér befandt kong Magnus’ venner sig. Da de kom til Tønsberg, erfarede de, at lendermanden Tjostolv Åleson befandt sig i Oslo som kong Inges styrke i øvrigt. Kong Erik sejlede da til Oslo, så snart han fik gunstig vind. Da bymændene så, at kong Eriks flåde sejlede ind imod Hovedøen, ville de bære den hellige Hallvards skrin ud af byen, og så mange mænd, som overhovedet kunne komme til, løftede, men skrinet blev så tungt, at de ikke formåede at bære det længere end ud midt på kirkegulvet. Kong Erik lå om natten ude ved Hovedøen, men om morgenen, da det var blevet lyst, sejlede de ind til byen. Bymændene gik til skrinet, mens flåden sejlede ind imod byen, for de ønskede ikke, at danskerne skulle tage skrinet med derfra, og det blev da så let, at seks mand kunne bære det ud af byen og helt op til Romerike, og de næste tre måneder stod den hellige Hallvards skrin dér i Foss. Kongen brændte byen i Oslo og ligeledes Hallvardskirken, men Tjostolv samlede en styrke imod dem og drog i kamp; han var da leder af alle lendermændene i Norge, for kongerne var så unge, at Tjostolv bar kong Inge i sin kjortel under kampen. Danskerne trak sig med det samme tilbage til skibene og lagde straks fra land og sejlede tilbage til Danmark, og man siger, at der aldrig med en tilsvarende styrke er blevet gennemført et værre togt i en anden konges rige. Kong Erik syntes ikke at have fået det indtryk, at magten i Norge lå frit tilgængelig, og at ingen ville vende våben imod dem, som kong Magnus havde sagt til ham, og han sagde, at han aldrig kunne være så gode venner med ham som før.

Kong Eriks grusomheder og overgreb tiltog så meget i Danmark, at stormændene dårligt mente at kunne udholde det, men ingen vovede dog at modsige hans vilje; hvis der var nogen, som ikke straks samtykkede i hans ønsker, truede han dem med en hård medfart, og mange i landet syntes dårligt om, at de var draget til Norge på hærtogt uden at vinde hæder derved, og mange var taget af sted nødtvunget og havde haft omkostninger, men ikke vundet noget ved færden. Men kong Erik lagde tilsyneladende ingen vægt på noget, som ville være til nytte for befolkningen og til fremgang for riget.


Kong Eriks død

103. Der var en mand, der hed Plov den Sorte. Han var en mægtig mand i Danmark. Han stammede fra det sted i Jylland, der hedder Plovsyssel — det er i Ribe bispedømme. Kong Erik lod hans far dræbe uden anden årsag, end at han talte imod ham på et ting. Plov tog dette tungt, men så dog ikke andre muligheder end at lade sket være sket og forholde sig roligt. Plov var endnu ung af alder, da hans far blev dræbt. Kong Erik gav ham ingen godtgørelse, selv om han havde forvoldt ham sorg.

Engang da kong Erik var i det sydlige Danmark, holdt han ting med bønderne, og da Plov fandt ud af det, opsøgte han en præst og bad denne berette sig. Præsten svarer: »Hvorfor skal jeg gøre det? Du forekommer mig ikke syg.« Da sagde Plov: »Gør som jeg siger, eller jeg dræber dig!« Præsten svarer: »Af hvilken grund beder du om dette?« Plov sagde, at det ville han ikke fortælle ham, for det kom ikke ham ved, mente han. Derefter gav præsten ham corpus Christi. Så tog Plov en guldring af sin finger og gav den til præsten og bad ham tilgive, at han havde truet ham.

Herefter gik Plov til tinget. Han havde et stort spyd i hånden og et stort træhylster yderst på spyddet; han vendte spidsen nedad. Han bad om at få adgang til kongen og sagde, at han havde et ærinde hos denne. Han bar ikke andre våben end spyddet, men da han nåede frem, trådte han træhylsteret af spydspidsen; derpå stak han spyddet igennem kongen og sårede ham til døden. Plov stak så grundigt til, at kongen faldt forover ved stikket, da det gennemborede ham. Der opstod da en stor trængsel, og man vidste knapt, hvem der havde begået dette, for det skete så hurtigt. Der var en mand, der hed Erik Lam; han var — som det før blev skrevet — søn af Håkon den Norske Sunnivasøn og dattersøn af Erik den Gode og søstersøn til Erik Emune. Han var til stede dér på tinget; han sprang op og trak sit sværd. Da sagde Plov: »Far ikke sådan op — Erik Lam! — og stik dit sværd væk! Fedt flæsk faldt i din gryde, hvis ellers du forstår at søbe.« Plov sagde sådan til ham, fordi han anså ham for at være nærmest til kongemagten og en afholdt mand — som det siden skulle vise sig. Der blev da en vældig sammenstimlen på tinget, for det stod ikke straks klart, hvem der havde dræbt kongen, og dermed opløstes tinget.

Men Plov bevarede livet længe herefter og var en mægtig mand. Erik Emune var konge over Danmark i 4 år.


Erik Lam bliver konge

104. Der var på denne tid mange mænd i Danmark, som var af kongeslægt, men de var alle nærmest kun børn. De mente alle at være nærmest til kongemagten, men stormændene kunne ikke blive enige; nogle ville yde dem støtte, mens andre talte imod — for det går gerne sådan, at alle ikke kan blive enige om ét. Valdemar — den hellige Knud Lavards søn — var da kommet til Danmark; han var 8 år gammel, da hans farbror — kong Erik Emune — blev dræbt. Erik Emunes søn hed Svend. Magnus den Stærke Nielssøns søn hed Knud; Knuds mor var Rikiza — datter af venderkongen Burislav. Harald Kesjas søn hed Olaf; hans mor var Ragnhild — den norske kong Magnus Barfods datter. De var alle unge og lovende mænd, men på grund af modvilje mod kong Niels og ligeledes Erik Emune var folk utilbøjelige til at tjene deres afkom. Flertallet sagde, at de ønskede at tage Valdemar Knudsøn til konge, da hans far havde været vellidt, men idet han var så ung, skete det efter råd fra hans mor og andre af deres venner, at Erik Lam blev taget til konge; han skulle varetage riget på Valdemars vegne, indtil denne selv var i stand til det. Erik Lam var en klog mand og afholdt af danskerne; han blev kaldt Erik den Vise.


Ærkebiskop Asser dør

105. Ærkebiskop Asser i Lund døde året efter Erik Emunes fald; mange sørgede over hans død. Han havde da været ærkebiskop i 37 år. Assers brorsøn hed Eskil, og han blev den næste ærkebiskop i Danmark; han var ligeledes en mægtig høvding og en klog mand og sad længe på sin bispestol i Danmark.


Erik den Vises død

106. Olaf — Harald Kesjas søn — gjorde oprør mod Erik den Vise i Eriks første regeringsår, og det tredje år mødtes kong Erik og Olaf i otte kampe — heraf tre den samme vinter — og Erik sejrede i dem alle. I tre år var de begge Danmarks overhoveder, men det fjerde år mødtes de atter i kamp, og i denne kamp faldt Harald Kesjas søn — Olaf.

Efter Olafs — Harals Kesjas søns — fald, styrede Erik den Vise alene riget i Danmark med kongenavn; han var en magtfuld konge indenlands, men fredsommelig, og ingen høvdinge gjorde rejsning imod ham. Han sad længe i Lund, og han støttede den by så meget, at der i hans dage ikke fandtes en mægtigere by i hele Danmark. Han lod en stenmur opføre rundt om byen, så denne var helt indesluttet af den samme mur; den har længe derefter stået på stedet. Erik den Vise var Danmarks konge i 8 år; han gav selv afkald på magten og gik i kloster og døde som munk i Odense, og man sørgede meget over hans død.


Her begynder fortællingen om Svend Eriksøn

107. Svend — kong Erik Emunes søn — blev taget til konge i Skåne efter kong Erik den Vise, mens jyderne tog Knud — søn af Magnus den Stærke Nielssøn — til konge. Valdemar Knudsøn var da 17 år gammel; han var odelsarving. Han var mere tilbøjelig til venskab med kong Svend end med kong Knud, for Knuds far — Magnus — havde forrådt Valdemars far — den hellige Knud Lavard. Der herskede stor ufred mellem kong Svend og kong Knud; de holdt det første slag ved Slangerup, og kong Svend sejrede i den kamp, mens kong Knud flygtede til Jylland.


Om kongerne

108. På denne tid var Jorsalaborg blevet indtaget af hedenske folk, og der kom da bud fra pave Eugenius, at man skulle tage på korstog til Jorsal for at bekæmpe hedningerne folk, og kejser Konrad deltog i denne færd.

Da disse efterretninger kom til Danmark, ville begge konger deltage i dette togt, for det havde paven bestemt, og han havde på Guds vegne lovet, at enhver mand skulle være befriet for samtlige de synder, han havde båret til skrifte — hvad der end var hændt — så snart han blev signet til udfærden, og hvis han skulle dø på dette togt, da ville hans sjæl komme i himlen, inden hans blod blev koldt på jorden. Kongerne aftalte nu forlig med råd fra de bedste mænd, og de udvekslede gidsler som sikkerhed; kong Svend stillede med Olaf Glug, og kong Knud med Nikolas Rokke. Siden drog begge kongerne til Dubbin, og kong Knud kom først med sin hær til Vismarhavn, mens kong Svend kom med fynboer, sjællændere, hallændinge og skåninger. Sydmænd, som ønskede at kæmpe mod de hedenske folk for Guds skyld, sluttede sig til dem dér. Kong Svend havde mistet et af sine skibe med alt ombordværende — både folk og gods — og da tilbød kong Knud ham et andet skib med alt udstyr, men uden besætning. Det ville kong Svend ikke modtage, og så opløstes kongernes togt. De tog derpå hjem, for ingen af dem ville forlade landet, mens den anden blev hjemme, og gidslerne blev da løsladt. Kong Svend var da i Skåne, mens kong Knud drog fra Jylland til Sjælland. Da kong Svend var i Skåne greb han ærkebiskop Eskil med magt og holdt ham som gidsel en tid.

Da kong Svend erfarede, at kong Knud var kommet til Sjælland med hæren, førte han en hær fra Skåne til Sjælland og imod kong Knud, og de mødtes ved Torstenstrup og kæmpede dér, og kong Svend sejrede, mens kong Knud flygtede til Jylland. Valdemar Knudsøn var — som tidligere bemærket — odelsarving og herskede i Jylland; han kom kong Svend til hjælp, men han kom først frem, da kampen var slut.

Kong Svend tog derpå efter kong Knud til Fyn og tilbød ham forlig, men da han kom til Odense døde hans rådgiver dér — det var en farbror til Absalon, som siden blev ærkebiskop — og af den grund vendte Svend om og forholdt sig den vinter roligt på Sjælland. Herefter blev Ribe-Ulf kong Svends rådgiver sammen med Ditlev Edlarsøn og Ingvar Byld, og herved tiltog fjendskabet mod ham meget. Danskerne sagde, at kong Erik Emune truede med at gøre danskerne alt muligt ondt, mens hans søn — kong Svend — gjorde det. Danskerne kaldte ham Svend den Sviende, fordi han var hård og grusom mod alle. Han fik taget livet af sin fars banemand — Sorte-Plov — og det var Ingvar Byld, der dræbte ham.

På denne tid kom præsten Einar Skuleson til Danmark; han digtede et kvad om kong Svend, men modtog ingen løn for det. Da kvad Einar dette vers:


Ædle Svend kun Einar
uløn gav for kvadet
(folk den danske fyrstes
flothed priser); drotten
— for hans rigdom råder
Ribe-Ulf — kun pibens
gjald og gigens lyde
(gavnligt vel knapt) savner.


Da Svend havde overvintret på Sjælland — som det tidligere blev fortalt — udbød han hæren om foråret og drog til Jylland for at møde kong Knud. Valdemar fulgtes da med kong Svend. Kong Knud var da i Hedeby, og han samlede folk fra Jylland, så snart han hørte, hvad kong Svend havde for. De mødtes ved Viborg, og det kom til kamp, og kong Svend og Valdemar sejrede, mens kong Knud flygtede til Ålborg og derefter nordpå til Kongshelle i Norge, og derfra op til Lödöse. I Götaland mødte han sin stedfar — Sverker Karlson — som var gift med kong Knuds mor — Rikiza — og bad ham om støtte. Kong Sverker tilbød ham et rige i Sverige, som kunne give ham gode indtægter, og så ville han overtage det rige, som kong Knud havde i Danmark, men det ønskede kong Knud ikke.

Kong Knud drog siden østpå til Gardarige og derfra vestpå; så tog han sydpå til sin mors brødre i Rotstok, men de ville ikke have ham dér, for de mente, at han ville tage magten fra dem. Siden drog kong Knud sydpå til Bremen og opsøgte ærkebiskop Hartvig, og denne fulgte ham til Brunsvig og til kejser Konrads søn — hertug Heinrek — og han tog imod kong Knud. Kejser Konrad var da død, og Fridrek var nu kejser. Kong Knud samlede en styrke i Saxland og drog med denne hær af sydmænd til Jylland.

Da kong Svend og Ulf og de andre erfarede, at kong Knud var kommet til Jylland, samlede de en hær imod ham, og de stødte sammen ved Gedsbæk; det var sumpet, dér hvor de mødtes, og de kunne ikke nå hinanden. Valdemar var stedkendt, og han vidste, hvor der fandtes et vadested, og red derhen. Da løb fire sydmænd imod ham, og de stak alle efter ham samtidig. Hesten gav efter, da to af dem stak den forfra i bringen; så stak de to andre den bagfra i krydset, og da rejste hesten sig. Da kom Valdemars mænd til og også flere sydmænd; så huggede Valdemar til grev Folkråd, så denne faldt af hesten, og da kom Valdemars mænd til og dræbte greven. Der blev herefter en hård, men ikke langvarig kamp, inden kong Knud flygtede, mens kong Svend og Valdemar fik sejr.

Kong Knud tog da atter tilbage til Saxland og opholdt sig dér en tid; så tog han til Friesland og eftergav dér hver mand en halv vejet ørtug af den skat, som de havde pligt til at betale til kongemagten i Danmark, såfremt de ville beskytte ham dér imod kong Svend. Det gik de ind på, og dér ved åen, der hedder Mildin, byggede de en stor borg og kaldte den Mildinborg. Da kong Svend erfarede dette, samlede han straks en hær og drog til Hedeby; han havde en flåde og trak dér skibene fra Slette over til Hyllingstad i Friesland. Det blev et vældigt slag, før han vandt Mildinborg; der var så stort et mandefald, at folk gik tørskoet over åen Mildin på menneskekroppe. Kong Svend sejrede dér, mens kong Knud atter flygtede sydpå til Saxland og til hertug Heinrek i Brunsvig, hvor han opholdt sig en tid.


Om kejseren og kong Svend

109. På denne tid sendte kejser Fridrek bud til kong Svend og indbød ham til sig med venskab. Da kong Svend kom til kejseren, holdt kejseren ikke sine ord til ham, men tvang kong Svend til at blive sin håndgangne mand. Så kom hertug Heinrek og kong Knud til kejseren; da stiftede kejseren og hertugen forlig mellem kong Svend og kong Knud, og kong Knud skulle være kong Svends undergivne, men have styret på Sjælland. Så bad kong Svend om, at Valdemar skulle indestå for, at dette forlig blev holdt, for kong Knud fæstede ingen lid til kong Svends løfter, men sagde, at denne ikke ville holde, hvad han lovede, og kongerne ville ikke forliges, medmindre Valdemar således indestod for kong Svend. Da sagde Valdemar: »Jeg så helst ikke, at du bad mig om dette — frænde! — for jeg er ingen ven af kong Knud, og jeg vil dog synes dårligt om, at du bryder et forlig, som jeg er bundet til; i så fald vil jeg omgående være skilt fra din sag.« Kong Svend bad ham indestå for sig og sagde, at han fuldt ud ville holde forliget, og han erklærede, at Valdemar ville være i sin ret til ikke at støtte ham, såfremt han brød forliget. Det endte med, at Valdemar indestod for kong Svend, og derpå drog de hjem til Danmark.

Men da de kom hjem, brød kong Svend straks forliget med kong Knud og erklærede alle de kongsgårde, der fandtes på Sjælland, for sin ejendom. Kong Knud krævede da, at Valdemar sikrede, at det aftalte blev overholdt. Valdemar bad kong Svend være så god at holde det forlig, han havde bundet sig til over for kong Knud, men kong Svend mente, at det forlig ikke kunne holdes og bad om, at de nu skulle stifte et andet forlig, hvilket skete. Så fik kong Knud Åbosyssel i Jylland og seks herreder på Sjælland og seks herreder i Skåne, og Valdemar indestod igen for kong Svend, for kong Knud sagde, at dette forlig ikke ville blive holdt stort bedre end det foregående. Kong Svend bad da atter Valdemar forpligte sig og sagde, at han ville kunne holde dette forlig, som var stiftet med hans samtykke, mens han nødtvunget havde måttet samtykke i alt, hvad kejseren ønskede, »— da jeg stod ved hans knæ.« Omsider blev de igen forligte på det vilkår, at Valdemar ikke skulle være forpligtet over for kong Svend, såfremt han også brød dette forlig. Dette forligsmøde fandt sted i Viborg.

Efter dette fik kong Knud Valdemar gift med sin sammødre søster — Sofie — som var datter af kong Valadar af Polen. Kong Knud gav hermed Valdemar en tredjedel af al sin ejendom for venskab og godt forlig. Valdemar havde en søn, der hed Kristoffer; han var frillesøn, og hans mor hed Tove.


Om kong Svend

110. Vinteren efter forliget mellem kong Knud og Valdemar udbød kong Svend leding og agtede at hærge i Sverige. Han sendte bud til kong Knud og Valdemar, at de skulle tage med ham, men de ville ikke af sted, for kong Sverker var gift med Rikiza — kong Knuds og Sofies mor. Derefter drog kong Svend til Sverige og erobrede det rige under svenskekongens herredømme, der hedder Värend; det er fem herreder, men ét bispedømme, og i det bispedømme findes der 56 kirker. Han vandt også et andet rige, som hedder Finnveden, og det er tre herreder, der hedder Østbo, Søndbo og Vestbo. Dette rige og disse herreder grænser til danekongens rige. På dette togt blev Nikolas Fald dræbt. Kong Svend drog siden hjem, men hans folk blev tilbage i Fardhuse i Halland, og deres høvdinge var Karl og Knud. Da göterne erfarede dette, stormede de husene og dræbte kertesvendene med det samme, disse kom ud. De øvrige folk blev siden pågrebet; så huggede göterne en våge i isen og sænkede dem i dér. Men freden mellem kong Svend og kong Knud bestod den vinter.

Da det blev sommer drog kong Knud og Valdemar med en flåde til Sjælland, og de lå ved Sundby, og kong Svend var da i Roskilde, og han syntes ikke om deres færd, for han havde kun en lille styrke. Men de forholdt sig på alle måder roligt og havde tilsyneladende ikke ufredelige hensigter. Så sendte kong Svend folk ud til dem, og det blev aftalt, at de skulle mødes. Kong Svend red da ud til dem og vedstod igen, hvad han havde lovet og det forlig, som hidtil havde bestået, og de skiltes forligte. Kong Knud og Valdemar drog den samme dag til Jylland, mens kong Svend tog tilbage til Roskilde. Morgenen efter kæmpede kong Svend mod venderne ved Kalvslunde, og han sejrede og dræbte mange. Og forliget mellem kong Svend og kong Knud bestod endnu dette år.

Det pinte kong Svend meget, at kong Knud og Valdemar var så godt forligte, og Ditlev Edlarsøn og Ribe-Ulf foreslog hele tiden kong Svend, at han skulle finde på noget, så han ved et eller andet svigråd kunne få taget livet af dem begge på én gang, såfremt han ikke kunne få ram på dem på anden vis, og kun sådan — sagde de — kunne han frit regere hele Danevældet alene. Dette lød yderst tiltalende i Svends ører, og engang fik han at vide, at de to svogre — kong Knud og Valdemar — begge var i Ribe; da tog kong Svend i en fart af sted fra Skåne med et meget stort mandskab, og han erfarede, at de kun havde få folk, og nu agtede han at tage dem begge. Men de fik nys om hans færd og forehavende, og drog hver til sit. Kong Knud tog derfra til Viborg, mens Valdemar tog til Hedeby. Da kong Svend fik dette at vide, tog han tilbage ad den samme vej, og så snart de erfarede, at han var vendt om, udbød de hæren. Kong Svend samlede også en hær imod dem — det var skåninger og sjællændere, som ville følge ham — og han var da i Roskilde, mens de lå i Lyndby i Voldborg Herred, og således lå de dér i syv dage, uden at det kom til kamp. Så forlod skåningerne kong Svend, og da han fandt, at de flygtede fra ham, vovede han ikke at gå imod kong Knud og Valdemar, men tog om natten flugten sydpå til Falster, og han gjorde ikke holdt, før han kom til sin svoger — markgreve Konrad — i Landsberg, hvor han blev i tre måneder.


Kongernes forlig

111. Samtidig med at Svend var væk, lod Valdemar sig tage til konge, hvilket alle var med på, for han var en meget vellidt mand. De lod sig begge — Valdemar og kong Knud, hans svoger — vie til konger samtidig. Og på denne tid førte kong Knud sin fæstemø — kong Sverkers datter — ned fra Sverige.

Mens kong Knud var oppe i Sverige, kom kong Svend og hertug Heinrek til Danmark; de var i landet i 14 dage og kom så langt frem som til Sommersted i Jylland. Da kong Valdemar erfarede dette, drog han af sted med de folk, han kunne få på Sjælland, og kom til Fyn og drog over Fyn til Middelfartsund, men det lod sig dårligt gøre at krydse sundet dér på grund af is. Han kom dog over i en båd med 18 mand, og han tog straks nordpå i Jylland og samlede en styrke. Kong Svend og hertug Heinrek fik at vide, hvad han havde for, og de ønskede ikke at vente på ham, men flygtede og nåede på to dage tilbage ad den samme vej, hvor de havde brugt 14 dage på at komme frem. Da kong Valdemar erfarede dette, lod han sit mandskab tage hjem, men han blev i Jylland vinteren over og afventede således kong Knud. Kong Svend havde ikke opholdt sig længe i Saxland, før han blev led ved det, og han tog derfra til Vendland og betalte venderne for at sejle ham til Fyn. Men da kong Knud og Valdemar erfarede dette, udbød de straks leding og drog til Fyn. Fynboerne flygtede fra kong Svend og ønskede ikke at følge ham, men søgte straks til kong Knud og Valdemar med alle deres værdier og koner og børn, for hidtil var de kun nødtvunget gået under kong Svend.

Kong Svend så da intet andet rimeligt vilkår for hånden, end at søge forlig med kongerne, og han sendte derpå sine mænd til dem og bad om frit lejde til samtale og forhandling; der blev da aftalt et møde mellem dem. På mødet bad kong Svend om, at kong Valdemar alene skulle afgøre deres sag, som han ønskede, og han tilføjede, at han ville være tilfreds med, hvad han bestemte, og sagde at han udelukkende ventede godt fra hans side og bad ham skifte landet imellem dem, som han ønskede. Men kong Valdemar sagde, at han ville spørge de klogeste og bedste mænd i landet til råds om dette, og han sagde, at han ikke ville forhaste sig i sådan en sag, men bad Svend vente på Falster imens. Kong Svend spurgte, hvad der skulle ske med hans mænd så længe, for han mente ikke at kunne føde folkene på den smule land, og han bad kongerne om at tage imod hans folk og sørge for dem, indtil der blev indgået forlig. Det sagde de ja til. Kong Svend lovede med Gud og mennesker som vidner, at han ikke ville forlade Falster, før forliget mellem dem var indgået og fremlagt, og at han ikke ville samle folk omkring sig, før de var forligte.


Landets deling

112. Da indkaldte kong Valdemar og kong Knud alle de klogeste mænd i Danmark til møde for at drøfte delingen af landet. Men straks da kong Valdemar og kong Svend skiltes, søgte alle kong Svends folk til ham, og med det samme han opnåede deres støtte og mente at have en vis styrke, var han mindre tilbøjelig til at komme til det aftalte forligsmøde, og kong Svend var altså træg til at indgå det forlig, som han forud havde tilskyndet til, men han indså dog, at han igen ikke kunne gøre andet, end at lade det blive, som de ville, da han var i undertal. Det blev da aftalt, at Valdemar skulle dele landet imellem dem, hvilket kong Knud og kong Svend samtykkede i. Valdemar lod Jylland med tilhørende øer udgøre én del. En anden del lod han bestå af Skåne og Halland, Blekinge og Bornholm. Den tredje del lod han bestå af Sjælland og Fyn og Ærø og Falster og de øer, der hører til dér. Valdemar valgte Jylland, og kong Svend fik Skåne med de nævnte lande, mens kong Knud tildeltes Sjælland og Fyn. Alle fandt, at kong Valdemar udviste storsind overfor kong Svend med disse forligsvilkår, for man mente, at kong Svend havde forspildt sin ret til land og rige. Siden lagde kong Valdemar og kong Knud deres lande sammen, men alle kongerne svor ved Gud og alle helligdomme, at dette forlig skulle holdes, og at den, der brød forliget, skulle bandlyses af paven og alle biskopperne og præsterne.


Kongernes våbenhvile

113. Efter indgåelsen af dette forlig mellem kongerne bød kong Knud kong Svend med sig hjem til Roskilde, og kong Svend modtog indbydelsen. Alle kongerne gav udtryk for det største indbyrdes venskab. Kong Valdemar og kong Knud red begge i forvejen for at forberede gæstebuddet for kong Svend. Det blev aftalt, at de skulle ride til Ringsted for at møde kong Svend, og dér skulle alle kongerne samles. Nu sagde kong Valdemar til kong Knud, at de skulle ride kong Svend i møde og indbyde ham til det gæstebud, der var forberedt. Kong Knud svarede og sagde, at han ikke ville råde til, at de begge opsøgte kong Svend, således at denne havde dem i sin magt, og han sagde, at han stadig betvivlede kong Svends pålidelighed: »De rådgivere, der altid driver ham til det værre, er også hos ham nu — Ditlev Edlarsøn og Ribe-Ulf og Ingvar Byld — og jeg ville ikke føle mig særligt sikker hos ham. Jeg tror, at han synes dårligt om forliget, og at han ikke agter at holde det mere end de andre, han allerede har brudt. Jeg råder til,« sagde kong Knud, »— at du rider ham i møde med dine mænd, mens jeg holder en hær samlet for en sikkerheds skyld. Så forventer jeg, at det vil bevirke, at kong Svend ikke tør slå den ene af os ihjel, når den anden er tilbage til at hævne. Han vil snarere prøve at få ram på os begge på én gang.« Valdemar svarede: »Frænde! Så ond en mand kan kong Svend ikke være, at han planlægger forræderi imod os, hvorved han vil pådrage sig Guds og alle gode mænds vrede. Han vil helt sikkert overholde dette forlig og ikke svige nogen imod denne fred og den ed, den er bekræftet med. Men du — svoger! — skal dog bestemme dette, som du ønsker.« Og de gjorde sådan, at kong Valdemar red kong Svend i møde, og da han kom til Ringsted, var kong Svend der allerede med et meget stort følge. Hans folk var alle brynjeklædte og så dækkede af jern, at det hele lignede en isflade. Kong Svend havde truffet sin beslutning, og han havde haft i sinde at dræbe dem, hvis de begge var kommet. Da Valdemar så, hvad der var hensigten, tænke han, at kong Knud ikke havde gættet helt ved siden af. Han bad sine folk ride djærvt af sted og ikke give udtryk for nogen frygt. Da de mødtes, spurgte Valdemar, hvorfor de sådan var klædt i brynjer. Kong Svend sagde, at han havde hørt, at kong Knud og hans folk havde ondt i sinde mod ham: »— men hvorfor er han ikke her? Sådan ville jeg også beskytte mit og mine folks liv, hvis I pønsede på forræderi imod mig.« Valdemar svarede: »Vi vil ikke forråde dig — frænde! Lad nu hver passe på sig selv, så han ikke skader andre, for jeg vil langt hellere miste livet end at bryde mine eder, sådan som de gælder, og som vi har bundet os til.« Kong Svend sagde, at sådan skulle det være, og at han ikke kunne tro andet, selv om han havde fået noget andet at vide. Derefter red de begge til Roskilde, hvor kong Knud ventede, og der blev da holdt et storslået gilde, og alle kongerne befandt sig aftenen igennem i godt humør, og der var et meget venskabeligt forhold mellem dem. Kong Svend havde et meget stort følge med dertil, og alle hans rådgivere var også til stede.


Om forræderiet

»Blodgildet i Roskilde«
(Fra et 1200-tals håndskrift af Sächsische Weltchronik)

114. Dagen efter drak alle kongerne i samme rum og fornøjede sig. Kong Svends folk holdt torv med morskab og leg uden for husene, og folk drev dertil fra husene, da dagen gik på hæld, for de fandt det mere morsomt end at sidde over drikken hele tiden. Der var da få folk til stede i husene foruden kongerne. Da kom kong Svends folk ind — Ditlev Edlarsøn og nogle andre — og gav tegn til kong Svend. Han rejste sig og gik hen til dem, og de talte kort og lavmælt sammen. Derpå gik kong Svend ud sammen med dem. Han gik hen til et hus, hvor han lukkede sig ind, mens Ditlev og Tole Hemingsøn og Ingvar Byld og andre af kong Svends nærmeste folk vendte tilbage til huset, hvor kong Valdemar og kong Knud opholdt sig. Kong Valdemar spillede skak med en anden mand, mens kong Knud sad på bænken ved siden af ham, og da Ditlev og de andre kom ind ad døren, lænede kong Knud sig ind mod kong Valdemar og kyssede ham. Kong Valdemar så ikke op fra spillet, men spurgte: »Hvorfor er du nu så kærlig — svoger?« Kong Knud svarede: »Det vil du snart erfare.« Svends folk styrtede da ind den ene efter den anden, og alle var fuldt bevæbnede. De trak sværdene i det samme. Da kong Valdemar så det, sprang han op og viklede kappen, han havde over sig, om sin arm, for de sad ubevæbnede derinde, idet ingen forventede ufred. Kong Valdemar sprang op og løb frem på gulvet fulgt af alle sine folk. Han stødte så hårdt til Ditlev, at de begge faldt ud gennem døråbningen. Så huggede Tole Hemingsøn efter kong Valdemar, og hugget traf i låret og gav ham et strejfsår, der ikke var farligt. Han blev tillige såret i tommelfingeren. Da kong Valdemars folk så, at han faldt, kastede de sig hen over ham og tog huggene, hvorved kong Valdemar slap derfra. Så kom Ditlev på benene, og han huggede bagud imod kong Knud, og dette hug var så kraftigt, at hans hoved blev kløvet helt ned til halsen, og det blev hans banesår. En anden mand ved navn Hjelmsvidar sårede også kong Knud. Kong Knud faldt på et åbent ildsted. Danskerne anser ham for at være hellig.


Om Absalon

115. Absalon, der siden blev ærkebiskop, befandt sig ikke i huset, da dette skete. Han var kong Valdemars mand, og kongen holdt mere af ham end af alle andre mænd. Absalon var den raskeste og mest våbenduelige af alle. Da disse hændelser rygtedes, søgte alle folk, der havde været sammen med kongerne, derhen, hvor de anså sig for at være bedst sikrede, for man antog først, at kongerne havde mistet livet. Absalon ville ikke flygte, da han mente, at kong Valdemar måtte være faldet, og han ville ikke skilles fra ham. Han gik da ind i huset; da var Ditlev og de andre væk, men han ville se, om han kunne finde kong Valdemar — død eller levende. Men kong Valdemar var der ikke. Han tog da et skind, som han havde over skuldrene, og lagde det under hovedet på kong Knud, dér hvor denne lå på gulvet, og han spurgte, om der var håb for kongens liv, og sagde, at så kunne han slippe væk, men kongen formåede da ikke at tale og døde i skødet på ham.

Konstantin hed en mægtig mand i kong Valdemars og kong Knuds flok; han var inde i huset dér, og han bad Absalon hjælpe sig, hvis han kunne. Absalon svarede:»Hvordan kan jeg hjælpe dig mere, end du kan hjælpe mig?« Så bad Absalon Konstantin gå til den dør, hvor der ikke stod folk udenfor, »— men lad os nu gå ud samtidig.« Det gjorde de, men Absalon gik ud, hvor der stod flest af kong Svends folk, og de stod alle med trukne sværd og spærrede udgangen og agtede at dræbe ham. Men Asleif[22] — hans slægtning — var dér udenfor, og da han genkendte Absalon, sagde han, at i det samme nogen gjorde ham fortræd, ville han hugge den pågældende ned. Han var kong Svends mand, men på denne vis slap Absalon derfra. Ditlev og de andre fik øje på Konstantin, da denne løb ud, og de fór straks efter ham og dræbte ham.

Peter Spændt hed den mand, der støttede kong Valdemar mest efter kong Knuds død; han skaffede dem heste, og de red til Ramsø, og dér var Absalon og dennes svoger — Peter — og de mødtes med den største glæde. De red derfra alle samlet til Botorp og mødte dér endnu nogle af deres folk. Derfra red de til Frejsmose; dér blev de mødt af Absalons bror — Asbjørn Snare — og han tog meget godt imod dem og tilbød dem al den hjælp, han formåede. Han skaffede dem skibe ved Vikingevad, og dér krydsede de sundet og blev udsat for en voldsom storm, men kom dog uskadte i land; den samme aften forliste 600 vendiske skibe ved Joleholmene.


Om kong Valdemar

116. Kong Valdemar var nu kommet til Jylland, og han forelagde Viborgtinget sin vanskelige sag og drabet, som kong Svend havde begået på kong Knud; han fremviste også dér sine sår som vidnesbyrd om, at en lignende behandling var tiltænkt ham, hvis ikke Gud havde forhindret det. Han krævede støtte og gjorde det klart for folk, hvilken nød han var i. Hele forsamlingen sprang op under råben og sagde, at de alle ville følge ham, og kaldte det, som Svend havde ladet udføre, for den værste ugerning.

Kong Valdemar udbød siden leding og fik en stor hær; han forlod nu skibene og samlede derpå styrken i land. Så tog kong Svend til Viborg, hvor han bad om støtte, og han agtede at pågribe kong Valdemar dér, men denne var da i Randers, hvor han ventede på sin hær. Asbjørn Snare red efter Svends folk, da han hørte om deres færd, og traf nogle, som flygtede, men han tog tre mands våben fra dem, mens mændene selv slap derfra og opsøgte kong Svend ved Kvorning og fortalte ham om deres tab og sagde, at de var blevet forfulgt og kun med nød og næppe sluppet fra det. Kongen udtrykte sin utilfredshed med sagen, men blev dér om natten og bebrejdede sine folk meget og sagde, at de ikke turde hævne nogen skam, selv om de blev bankede eller forfulgte, og han mente, at de var nogle ringe folk at brødføde. Asbjørn Snare opsøgte kong Valdemar og fortalte ham, at kong Svend lå ved Kvorning. Så tog kong Valdemar over Randers Bro, men han ville ikke kæmpe endnu, for han afventede stadig den forstærkning, han havde udsigt til at få. Da kong Svend kom til Randers, havde kong Valdemar ladet broen tage væk, så han ikke kunne komme over åen, og derfor blev der ikke nogen kamp.


Kong Valdemars drøm

117. Efter Mikkelsmesse dette samme efterår kom kong Valdemar med sin hær til det sted, der hedder Grathe Hede; det ligger lidt syd for Viborg. Han vidste da, at kong Svend kunne ventes at komme dertil med en stor hærstyrke, og at de snart skulle mødes i kamp. Begge parter havde en stor og flot styrke. Kong Valdemar valgte stedet for deres kamp og slog sine telte op dér; herefter spiste folkene og hvilede sig, og kong Valdemar lagde sig til at sove, og da han var faldet i søvn, drømte han. Det forekom ham, at han så sin far — den hellige Knud Lavard — og denne talte til ham: »Her ligger du — min søn!« sagde han, »— og bekymrer dig meget om dit udestående med kong Svend, og hvordan udfaldet bliver. Fat kun mod!« sagde han, »— for du har en god sag i jeres mellemværende. Hør nu indgående efter, hvad jeg siger til dig — min søn! — for det er ikke et bedrag, som nu viser sig for dig. Når du vågner, vil du se en ravn komme flyvende, og du skal lægge nøje mærke til, hvor den lander, for dér, hvor ravnen sætter sig, skal du stille din hær i slagorden — så vil Gud skænke dig sejr.«


Slaget på Grathe Hede

118. Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvende, således som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spændt genkendte ham og sagde: »Hvorfor kryber du sådan — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Ingvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Edlarsøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.


Om togterne til Vendland

119. Efter dette slag blev kong Valdemar enehersker over hele Danevældet; det skete i samråd med alle landshøvdingene. Han var en meget afholdt konge. Der var da gået 9 år efter kong Erik den Vises død og 1 år efter drabet på kong Knud Magnussøn. På denne tid døde biskop Asser i Roskilde, og Absalon — Asbjørn Snares bror — blev viet til biskop i hans sted, for Absalon var den bedste klerk og en klog mand, og han blev siden den største høvding.

Den følgende vinter efter slaget på Grathe Hede sendte kong Valdemar bud over hele sit land, at der skal være leding ude om foråret, og at han agter at drage til Vendland for at kristne landet, såfremt Gud vil lade det ske. Mange høvdinge forberedte sig til denne færd sammen med kongen. Det var først ærkebiskop Eskil og Absalon — biskoppen af Roskilde — som er en af de største krigere, der er blevet født i Danevældet; det var Kristoffer — kong Valdemars søn — og Gvenmar Ketilsøn, Peter Spændt, Asbjørn Snare — biskop Absalons bror — og Ingemar. Hele denne hær blev samlet syd for Sjælland under øen, der hedder Møn; de fik voldsom modvind og lå af den grund dér, indtil der ikke var mere end syv dages forsyninger i behold til hele styrken. Kong Valdemar sammenkaldte da sine rådgivere og spurgte dem, hvad de skulle gøre. Biskop Absalon svarede på hans spørgsmål: »I går var det vejr til at sejle, og dagen før var det også fuldgodt vejr til at tage af sted, men da lå I her og ville ingen steder. Hvis I skal forholde jer i ro, når vejret egner sig til at sejle, og kun tage af sted, når I finder det mildest muligt, så hører I ikke til i en færd som denne, og så er det bare at sende denne ledingshær hjem.« Kongen blev vred over denne irettesættelse og sagde, at han ikke ville vende om, så længe han kunne få forsyninger til hæren. Morgenen efter sagde kongen, at man skulle sejle ud. De roede da ind i en vældig storm, og kongen var på langskibet med ærkebiskop Eskil, og det blev slidt i stykker i stormen, men kongen kastede sig med sværd og banner over på Ingemars skib, og alle mente, at det var godt gjort; folkene blev bjærget, men godset gik tabt. De sejlede til Hedinsø. Da gik kongen om bord på biskop Absalons skib og lagde sig til at sove, men han sendte Gvenmar Ketilsøn i land for at spejde om aftenen, og han fik pågrebet vendernes spejdere og vendte siden tilbage og mødte kongen på fjorden dér syd for Hedinsø. Gvenmar fortalte kongen, at han havde fået fat i vendernes spejdere. Derpå kom de til Vendland[23], hvor der var en stor flod; de fordelte styrken til landgang, og kongen gik op på den ene side af floden, biskop Absalon på den anden, og ingen af dem vidste, hvad de andre foretog sig. Så afbrændte de bebyggelser vidt omkring på begge sider af floden og tog dermed tilbage til deres skibe og lastede 60 fartøjer med de værdier, de havde fået som bytte. Efter dette tog kong Valdemar hjem til sit rige og sad hjemme den følgende vinter.

Om foråret sendte kong Inge af Norge kong Valdemar et smukt drageskib. Den sommer drog kong Valdemar igen til Vendland, og på denne færd beskadigede han drageskibet, men kongen sejlede op i Gudager Å og havde dér en kamp mod den venderhøvding, der hed Mjuklot. Hans søn hed Fridleif, og han var på det foregående ledingstogt blevet taget til fange af danskerne, og han var nu i kongens flok og var kristen. De kæmpede ved den borg, der hedder Urk; kong Valdemar sejrede, mens Mjuklot flygtede og siden faldt. Danskerne tog hans hoved og satte det på en stejle dér ved borgen; derpå drog kong Valdemar til sine skibe. Så spurgte han, om der var en høvding, der var modig nok til at ride i hans ærinde til Brunsvig til hertug Heinrek — kejser Konrads søn; han var gift med den engelske kong Heinreks datter; deres sønner var kejser Otto og borggreve Heinrek og Vilhelm den Digre, og deres datter var Gertrud. Folk var uvillige til at påtage sig denne færd, for det indebar at drage gennem Vendland mellem fjendefolk. Biskop Absalon tilbød kongen at tage af sted, og det sagde kongen ja til. Biskoppen drog ud med 60 mand og Fridleif Mjuklotsøn som vejviser. De rider nu forbi borgen, hvor Mjuklots hoved sad på stejlen; Fridleif fældede tårer, da han så dette, og sagde, at det var forventeligt for ham, når han ikke ønskede at tjene den sande gud. Så kom de frem til hertug Heinrek, hvor de blev godt modtaget. De blev dér en tid og fik fremført deres ærinde, og da de tog derfra, tilbød hertugen dem ledsagere; biskoppen sagde, at det behøvede de ikke. De red fra Brunsvig tidligt på dagen og var alle hærklædte; således red de frem over en slette, men de havde mistanke om, at der var samlet hærfolk i landsbyen. Da sagde Fridleif, at dér på stedet var hans far blevet dræbt, »— og hvis I bliver pågrebet, så bliver I danskere udsat for det samme, som I udsatte ham for, og nu må hver mand hellere sælge sig så dyrt som muligt.« Biskoppen takkede ham for ordene og sagde, at det var mandigt talt. De red ved højlys dag syngende gennem landsbyen og lod sig ikke syne med frygt, og da indbyggerne så, hvordan de førte sig frem, mente de, at dette måtte være hertugens folk, der red så muntre af sted. Biskoppen og de andre nåede til skibene med liv og helbred i behold; kong Valdemar sad da og læste i salmebogen og blev glad for at se biskoppen og dennes mænd.


Om togterne til Vendland

120. Om morgenen sejlede kongen østpå i Vendland til Svold; dér lå venderne med en stor flåde, men de flygtede, så snart de fik øje på danskernes sejl. Kongen lagde sig da ved Byr. Kongen sendte sin søn — Kristoffer — ud for at afbrænde det herred i Vendland, der hedder Valung, og han bad ham om ikke at ride op i landet, før hele hæren var kommet i land. Kristoffer og de andre fór noget hastigt til afbrændingen, og da de vendere, som var på skibene og som tidligere var flygtet, så branden, roede de hurtigst muligt dertil og agtede at komme uventet over danskerne, men i det samme så de, hvordan kong Valdemar kom med en del af hæren; da trak de sig tilbage igen hurtigst muligt, således at danskerne ikke fik tag i dem. Danskerne lagde sig siden i havn og slog teltene op, og da teltet var rejst på kongeskibet, kom ærkebiskop Eskil og sagde: »I arbejder hurtigt — danskere! — når I begraver dem, før de er døde.« Kongen spørger, hvorfor han sagde sådan. Ærkebiskoppen svarer: »Fordi jeg ser, at vi skal ligge længe her mellem øer og skær, før vi vinder så stor en sejr, som vi forspildte ved denne ubesindighed — og man har sjældent held af hastværk.« De fór da efter ærkebiskoppens ansporing til skibene og roede over en flod, som var dér, og styrtede dér op i land til hest og afbrændte hele området, som ligger oven for Stræla, og lå dér om natten. Morgenen efter fór de over Falong og afsved herredet, hvorefter de agtede at tage hjem. Men allerede den næste nat ved Masnæs kom rygerne[24] efter dem; de holder til i det herred i Vendland, der hedder Rügen, og det er et stort og mægtigt rige. Deres høvding hed Domabur; han talte med danskerne om forlig, men ærkebiskoppen forlangte, at de skulle give sig under kong Valdemar og lade ham tage gidsler. Da belærte Domabur ærkebiskoppen og sagde: »Du er en ung mand med begrænset erfaring. Kræv ikke gidsler af os, og hærg ikke i vores land! Drag hellere hjem og bevar til stadighed freden mellem os, indtil jeres lande er lige så vel bebyggede som vores er nu; jeres lande henligger meget øde og ubebyggede, så det passer bedre for jer at have fred end ufred.« Da svarede ærkebiskoppen: »Jeg véd, at kong Valdemar gerne vil følge dit råd, og det passer mig godt; drag nu hjem,« sagde ærkebiskoppen, »— og fortæl rygerne, at vi ikke forlanger gidsler af dem, før de tilbyder os det.« Derpå drog Domabur hjem, mens kong Valdemar førte sin hær til den havn på Rügen, der hedder Skaparød, og tog med hele styrken til den by, der hedder Arkona; den by havde Erik Emune indtaget, som det tidligere blev skrevet i bogen. Dér kom rygerne imod kong Valdemar med en umådeligt stor hær og gik i kamp mod ham; i denne kamp sejrede kong Valdemar, og der faldt 300.000 af rygerne, mens de, der overlevede, flygtede. Så tog danskerne til Hedinsø, og mens de var dér, kom rygerne til dem og stillede fire gidsler og samtykkede i alt, hvad man forlangte. Efter denne sejr drog kong Valdemar hjem til sit rige.

I den følgende ledning, som kong Valdemar roede efter denne, styrede han til Stræla. Da red biskop Absalon op i landet og holdt ting med bønderne; biskoppen bød dem at tage til Valagust med kongen og yde ham støtte, og rygerne gjorde, som han bød, og drog med kongen, og de havde en stor hær og lagde sig ved Kuaviz. Dér kom folkene fra Valagust imod dem og stillede kongen gidsler og lovede ham lydighed, og derefter drog hæren hjem.

Og på det næste togt, som kong Valdemar foretog, drog han til Grønsund, for rygerne agtede da at bryde det forlig, som tidligere var blevet indgået med kong Valdemar. Dette kom af, at de på denne tid var gået under hertug Heinrek af Brunsvig og stillet ham gidsler, for Heinrek gjorde krav på magten i hele Valagust; han havde også hærget blandt rygerne. Men da rygerne erfarede, at kong Valdemar var kommet til Grønsund og agtede at hærge hos dem, opsøgte de kongen og gav sig på ny i hans vold, og dermed drog kong Valdemar hjem. Da hertug Heinrek imidlertid erfarede dette, anklagede han kongen for, at denne havde taget gidsler i Valagust og hærget blandt rygerne, for han kaldte disse for sine folk. Han lod derpå sine mænd opsøge kong Valdemar og bad denne bøde for dette, at han havde hærget i hans land, og i modsat fald — sagde han — ville han hævne det og komme til Danmark med en hær. Men mens udsendingene var undervejs, havde østvenderne en vældig hær ude, og de angreb det rige, som hertugen havde i Vendland, og brændte det af og slog alle folk ihjel. Hertug Heinrek beskyldte biskop Absalon for at stå bag, men denne havde dog ikke noget med sagen at gøre, og da hertugen fik vished for dette, sendte han for anden gang straks sine mænd nordpå til Danmark for at opsøge kong Valdemar og tilbød ham forlig, og desuden at de skulle hærge i Vendland sammen. Kong Valdemar takkede ja til dette, for dem fra Valagust havde igen brudt forliget med ham.

Det følgende forår udbød de ledning — kong Valdemar i Danmark og hertug Heinrek i Saxland — og hærgede i Vendland, og hertugen kom med sin hær til det sted, der hedder Dimin, og omringede dér en borg. Men indbyggerne samlede sig og ville forsvare deres land og red en nat imod hertugens folk og dræbte dér om natten to af hertugens grever — den ene hed Adalbrikt, den anden Heinrek — og mange andre ansete mænd; dér faldt 450 mand i hertugens hær, og mange blev sårede, mens resten flygtede, som de kunne. Venderne forfulgte de flygtende, men vendte snart tilbage til de faldne og plyndrede folk og berøvede dem både våben og klæder. Da det blev lyst, og sydmændene så, hvad venderne foretog sig, red de tilbage og kæmpede imod dem og sendte dem på flugt. Efter dette indtog hertug Heinrek borgen, hvor han dræbte et utal vendere. Kong Valdemar drog for det første med sin hær til Valagust og omringede borgen dér, og venderne bad kongen om forlig og gav sig i hans vold og stillede gidsler, men natten efter flygtede de fra borgen, uden at kongen blev klar over det. Men da kong Valdemar fandt ud af det, satte han sine folk i borgen og drog derpå ad en flod til den bro over floden, som hedder Dunzebro. Den følgende morgen ankom hertug Heinrek fra Grozvin, og han kom straks med på kong Valdemars skib, og hertugen var forundret over, hvor vældigt kongens folk formåede at sejle. Nu var alt godt mellem dem, og så foreslog kong Valdemar hertugen svogerskab på sin søns vegne, og hertugen gav sit samtykke. Da blev deres børn, som endnu lå i deres vugge, lovet hinanden; drengen — kong Valdemars søn — hed Knud, pigen fru Gertrud. Morgenen efter roede kong Valdemar til Stolpe, mens Heinrek tog til Dimin og nedbrød og brændte borgen helt. Så tog kong Valdemar tilbage til broen, og dér kom Kasimir, som da var herre i Vendland, til ham og stillede gidsler og blev hans mand. Og kong Valdemar gav ham to dele af Valagust til opsyn, og den tredje del gav han rygerne. Derpå drog kongen til Stræla, hvor han holdt møde med sine støtter. Han gav da efter råd fra biskop Absalon og de øvrige høvdinge sin søn — Knud — kongenavn; denne var da 1 år gammel. Så tog han hjem til Danmark.

I den næste leding, som kong Valdemar roede, tog han først til Rügen, og da blev der brændt i Valung; da var biskop Absalon og øboerne atter de hurtigste, så de ventede syv dage på kongen ved Hedinsø og drog derfra hjem.


Om kong Valdemar

121. Da vinteren sluttede, udbød Valdemar igen ledning og drog til Rügen og lagde til ved Stræla ved en offerlund, der hedder Bøku, hvor han afsved og brændte alt og tog folk og værdier og førte dem til skibene. Så gik de op på modsatte side af Valung og afbrændte dér og drog derfra til Vik og afsved hele landet lige til deres torveplads. Derfra roede de til Hedinsø, hvor de lå to dage og hvilede sig. Så bad kongen biskop Absalon sejle først, mens kongen og jyderne lagde til ved Stræla, og da det blev mørkt, roede biskoppen forbi kongen med sin styrke og frem til Parez, og han red siden op til den borg, der hedder Gardz, men dér kom venderne imod dem og gik straks til kamp mod biskoppen, og de kæmpede ved en sø; det blev en voldsom kamp med stort mandefald, men biskoppen sejrede, og der faldt 1100 af venderne, men kun én af biskoppens mænd. To af biskoppens mænd gik tabt, da de svømmede om kap i vandet. Biskoppen red derefter ud til sine skibe, og da de førte hestene ombord, ankom kong Valdemar og spurgte, hvad de havde bedrevet, og biskoppen fortalte ham det. Kongen takkede med smukke ord for denne sejr, og de drog siden samlet til Stræla. Øboerne havde nu vundet et stort bytte til fordeling, og jyderne blev misundelige og sagde, at øboerne fik det hele og jyderne intet, men de vovede dog ikke at sige dette, så kongen hørte det. Herefter drog kongen med hæren til Åsund og hærgede dér; de dræbte dér den høvding, der hed Dalemar, og tog alle folk og værdier og sejlede siden til Hedinsø. Dér kom rygerne til kongen og bad om nåde og stillede gidsler og ydede ham de skatter, han forlangte, og lovede kongen lydighed. Kongen tog efter dette hjem til Danmark.


Rügen bliver kristnet

122. Kong Valdemar gav sin søn — Kristoffer — magt i Jylland; han fik hertugdømme i Hedeby og det rige, som hører dertil. Han var en mægtig mand. Kong Valdemar var hele tiden virksom, mens han styrede riget; han førte otte ledingsflåder til Rügen, før han vandt landet. En vinter i fasten tog hertug Kristoffer og biskop Absalon til Svold og brændte af helt op til Tribuzis, så landet dér henlå øde mange år siden; de lå dengang vejrfast i 20 dage i floden Svold i voldsomt uvejr, men fik siden gavnlig vind og drog hjem.

Efter dette var der fred i 3 år, før rygerne igen brød det forlig, man tidligere havde indgået. Så udbød kong Valdemar igen leding og drog til Rügen og ankom dér hvidesøndag og indtog borgen Arkona, som tidligere blev omtalt. Så blev kong Valdemar opsøgt af Tetislav, som var deres konge, og hans bror — Jarmar — og alle de bedste rygere, og de gav landet og sig selv i kong Valdemars vold og bad ham gøre med dem, som han ønskede. Da påbød kongen dem at antage kristendommen, for de havde til stadighed været hedninger dér, siden de forkastede den kristne tro, som kong Erik Emune døbte dem til, dengang han erobrede borgen Arkona, som det tidligere blev berettet. De sagde, at de nu ville gøre, som kongen og biskop Absalon forlangte. Da beordrede kongen Sune Ebbesøn og nogle mænd med ham til at gå til borgen Arkona og til det gudehov, der fandtes dér, og han bad dem hugge guden, der hed Svanraviz, ned og slæbe den ud af borgen og plyndre hovet for alt af værdi. Men folkene, der var i borgen, turde ikke at slæbe ham ud, og de var meget bange for hans vrede. Da trådte biskop Svend og Sune Ebbesøn frem og huggede guden ned; de lagde derpå reb om halsen på ham og tvang rygerne til selv at slæbe ham ud. Da han kom ud, undrede det alle hedningerne, at han ikke formåede at hjælpe sig selv, og de troede da mindre på ham end før. Så gik mænd frem og kløvede ham i stykker og fyrede op under deres gryder med ham. Rygerne indså da, at de havde været udsat for bedrag, og de troede herefter ikke på ham. Men biskop Absalon og alle de lærde mænd kristnede folket og døbte 1300 mand på én dag, og disse gik derfra på den måde, at de lovede kongen og også biskoppen lydighed. Morgenen derpå drog kongen med sine folk til den by, der hedder Karenz, og dér lod han de tre gudebilleder nedhugge, som hedder Rinvit, Turupid og Porevit. Disse gudebilleder afstedkom det store under, at så snart en mand havde samleje med en kvinde inde i borgen, så hang de sammen som hunde, og de kom ikke fri af hinanden, før de havde forladt borgen. Og den dag, da disse gudebilleder blev brændt, kristnede de 900 mand og viede 11 kirkegårde. De tog dér mange værdier fra guderne, både guld og sølv, silke og peld og gudvæv, hjelme og sværd, brynjer og våben af alle slags. En femte gud hed Pizamar; han befandt sig i Åsund — sådan hedder en by — og han blev også brændt. Han kaldtes også Tjørneglove og var deres sejrsgud, og han drog med dem på hærtogt; han havde et overskæg af sølv. Han holdt stand længst, men de fik dog fat i ham tre år senere, og de kristnede i alt 5000 mand i landet på dette togt. Herefter drog kong Valdemar og biskop Absalon og hele hæren hjem.


Valdemar den Store og Absalon indtager Arkona (Laurits Tuxen)


Kurerne dræbes

123. Der blev opført 11 kirker på Rügen i kong Valdemars levetid, og biskop Absalon viede dem. Der findes nu en bispestol i den by, der hedder Usna, og der er nu 130 kirker i det bispedømme. Og siden Rügen blev kristnet, kom kong Valdemar ikke dér på ledingstogt. Men der opstod uenighed mellem danekongen og hertug Heinrek på grund af de værdier, som kong Valdemar tog med fra Rügen, for hertugen kaldte Rügen sit land og påstod at være ejer af værdierne; han bød da østvenderne at hærge i Danmark. Da kong Valdemar erfarede det, gav han sin søn — Kristoffer — og biskop Absalon ordre om, at de skulle forsvare landet, men de ønskede ikke at møde fjenden i land, så de udbød leding: Ét skib fra hvert herred i Danmark. Men da de lå ude på hærskibene, hørte de, at kurerne havde en hær ude og hærgede i Blekinge. De vidste dog ikke ganske, hvorvidt dette var sandt, og de mente, at der her var behov for en plan, og de traf den beslutning, at Kristoffer og biskop Absalon og Asbjørn tog af sted og sejlede til Öland. De tog dér mange værdier og også mennesker, men da de kom tilbage til deres skibe, erfarede de, at kurerne var ved Møn. De løslod da de folk, de havde taget til fange dér, og styrede straks derhen, hvor kurerne var, og de traf dem ved en havn, der hedder Jernlukke. Da kurerne blev klar over, at der kom en hær imod dem, trak de deres skibe op på land og forberedte sig til forsvar dér, og de mente, at det måtte være svenskere. En gammel mand blandt kurerne sagde, at det var danskere, »— og det er ikke klogt at blive her,« sagde han. Så roede den gamle mand væk på sit skib, mens de øvrige kurer lå tilbage med ni skibe. Så ankom Kristoffer og de andre med deres hær, og de lagde straks an til kamp mod dem, og dér faldt alle kurerne, så ikke et menneskebarn slap derfra, mens der faldt to danskere. Danskerne tog da kurernes skibe og værdier dér og førte dem med hjem og havde nu vundet en stor sejr.


Den hellige Knud tages op af graven

124. Samme sommer, ved midsommer, blev kong Valdemars far — den hellige Knud Lavard — taget op af graven i Ringsted, og hans hellighed afstedkom da igen skønne mirakler. Kong Knud — kong Valdemars søn — blev da viet til konge efter sin fars beslutning og med samtykke fra hele folket i Danmark; han var da få år gammel. Da blev der også indgået forlig mellem kong Valdemar og den norske konge — Magnus Erlingson. Kong Magnus’ far — Erling Skakke — kom dengang til Danmark og traf kong Valdemar i Randers, og de talte længe om norskekongens og danekongens mellemværende; kong Valdemar mente at have krav på magten i Viken i Norge, for det var blevet aftalt mellem Valdemar og Erling, dengang kong Valdemar fra sit rige ydede far og søn støtte til at opnå Norge, at han skulle have det østlige Viken. Men der var tætte slægtsbånd mellem kong Magnus og kong Valdemar; kong Valdemars mor var Engilborg — datter af kong Harald Valdemarsøn, som det tidligere blev fortalt — og hendes søster var Malmfrid, som var gift med Sigurd Jorsalfarer, og deres datter var Kristina — kong Magnus Erlingsons mor, og der fortælles om mellemværendet mellem kong Valdemar og nordmændene i sagaerne om de norske konger. Men nu — da Erling kom til Danmark og opsøgte kong Valdemar — gjorde kong Valdemar Erling til jarl og gav ham herredømmet i det rige, han mente at have krav på i Norge; de skiltes da forligte og i venskab og holdt det vel, så længe de levede.

Dette efterår udbød kong Valdemar leding og drog til Jomsborg og Stenborg; det ligger østpå i Vendland. Kongen sejlede ind i et smalt sund i den hensigt at komme den vej ud; da sagde danskerne, at de vist var kommet i en sæk, og mente, at dette igen var noget biskop Absalon havde bestemt og forvoldt, og de påstod, at han havde puttet dem i en sæk og anbragt dem et sted, hvorfra ingen af dem ville undslippe, »— for nu er der en hær i landet her og en flåde udenfor, men dette er dog ikke indtruffet, før man kunne forvente det, siden du ikke tænker på andet end bare fremgang og berømmelse, og du mener altid, at alt vil lykkes for dig, og uagtet at du er en stor kæmpe og kriger, så er det dog ikke sikkert, at du kan afgøre alt selv og andre intet, selv om det nu en tid har været sådan med dig.« Da svarede Absalon ganske roligt: »Hvis jeg har bragt jer i vanskeligheder, så skal jeg også frelse jer fra vanskelighederne, men sådanne ord ønsker jeg ikke at høre igen, for vi skal være modige som mandfolk, ikke som kvinder, og vi skal ikke være bange og ikke beklage os, selv om det ikke altid ser lyst ud. Nu skal jeg og mit mandskab føre an, og I skal stadig følge mit råd, og hvis I ser, at vi kommer gennem sundet, så skal I handle hurtigt og føre hestene i land og ride i samlet flok mod landhæren, og så må vi se, hvad der sker.« Og man gjorde, som biskoppen rådede til. Venderne mødte dem med en mægtig hær både i land og på skibene, men inden man i vendernes flåde var rede til kamp, roede biskoppen ud imod dem og råbte hærråb i det samme; og hele den flåde, der lå foran dem, flygtede og vovede ikke at gå i kamp mod ham. De folk, som var til hest, red til borgen og traf venderne dér og indledte kamp mod dem; da kom også biskop Absalon dem til hjælp, da han ikke mødte nogen modstand fra flåden. Der skete snart mandefald blandt venderne, således at der på kort tid blev dræbt 6000 mand, mens de øvrige flygtede. De tog mange fanger dér og førte dem til deres skibe. Morgenen derpå kom en mand ridende til dem fra oppe i landet og sagde, at han ville søge forlig på vegne af sine landsmænd, men det viste sig, at han var fuld af falsk og bedrag, og biskop Absalon lod ham pågribe og fik sandheden ud af ham. Biskoppen havde ham derefter i sin varetægt i fire dage, men så løskøbte mandens søn ham for 100 mark sølv. Herefter drog danskerne hjem, og da biskop Absalon sejlede nordpå til Øresund, lå han med seks skibe i Hylleminde; det var syv dage før Allehelgensmesse. Biskoppen lå med tre skibe i åens udløb, mens de øvrige tre var trukket op på forstranden. Tidligt om morgenen, mens biskoppen læste ottesang, kom der ni venderskibe imod dem — alle vældigt store — som straks lagde an til kamp imod dem. Da de havde kæmpet en kort tid, tog venderne flugten; danskerne tog ét skib fra dem, mens otte undslap. Biskoppen drog siden hjemad og kom hjem syv dage senere.

Sommeren efter blev der igen udbudt leding, og styrken skulle samles i Grønsund; ærkebiskop Eskil mødte dér med skåningerne, og biskop Absalon kom med sjællænderne og Kristoffer med sine folk. De drog siden til Bramnæs, hvor de brændte alt. Dér kom en greve, der hed Hyrming, imod dem for at kæmpe med dem; han havde en stor hær og var en vældig kriger, men han måtte alligevel snart flygte, og mange af hans folk blev dræbt, mens andre blev pågrebet. Danskerne gik derpå til skibene og traf kong Valdemar ved Gedesø og fortalte ham om deres færd; så blev jyderne misundelige og sagde, at sjællænderne fik hele byttet, mens de ikke selv syntes at få noget. Kongen drog da til Stræla med sin hær og red dér op til Tribuzis og Tripeden og afsved landet vidt omkring og indtog borgen, men dræbte folkene dér og fik bytte og vendte herefter hjem.


Om kong Valdemar

125. På denne tid forberedte hertug Heinrek sin udlandsfærd til Jorsal, men før han tog af sted, sendte han bud til biskop Absalon, at denne skulle rejse hans datter i møde — fru Gertrud, som kong Valdemars søn — Knud — skulle have; biskop Absalon var imidlertid syg og formåede da ikke at tage af sted, hvilket ærgrede hertugen. Om vinteren — hen under jul — sendte hertugen hende til Hedeby og sendte et brev til biskop Absalon og sagde, at han stolede mere ham end på nogen anden mand i Danmark. Kong Valdemar sendte siden folk ud efter hende og tog behørigt imod hende, mens hertug Heinrek drog ud til Jorsal og hjem igen.

Ved denne vinters ophør udbød kong Valdemar igen hæren og drog til Vendland og ind ad Plazmynne til Gorgasiam, hvor han brændte alt. Herefter drog kong Valdemar til Bursteborg, som han belejrede længe, og det endte med, at folkene i borgen gav sig i kongens vold og betalte ham for forlig og stillede gidsler. Efter dette tog kongen hjem til sit rige; der var da ro en tid.

Den følgende vinter blev kong Knud gift med hertug Heinreks datter — fru Gertrud — og på samme tid døde kong Valdemars søn — Kristoffer — og på den tid indstillede ærkebiskop Eskil sit virke og bad biskop Absalon overtage ærkebispedømmet, men denne ville på ingen måde påtage sig det, men derefter tog kong Valdemar og ærkebiskop Eskil fat i ham og halvvejs tvang ham til at tage plads i ærkebispesædet og gav ham navn af ærkebiskop. Det følgende forår — i fasten — drog ærkebiskop Eskil til den by, der hedder Klerivas; det er et mægtigt munkekloster, og han døde som munk. Han beklædte bispestolen i Lund i en række år.

Kong Valdemar erfarede, at venderne opførte to borge i Plazmynne, mens de var forligte og der herskede fred mellem dem; dette harmede kongen og alle danskerne, for de mente da at forstå, at venderne igen agtede at bryde forliget. Der blev da sendt bud mellem kong Valdemar og hertug Heinrek af Brunsvig, om at de begge skulle have hær ude og drage til Vendland og mødes dér. Hertugen drog med sin hær til Dimin. Kong Valdemar udbød igen hær i Danmark og drog over Valagust til Fuznon og hærgede, mens hele befolkningen flygtede. Han afbrændte tre borge: Fuznon og Vinborg og Fuir. Der blev da igen sendt bud mellem kong Valdemar og hertug Heinrek, om at de skulle træffes i Grozvin. Kong Valdemar ankom til det sted, de havde aftalt, men hertugen kom ikke. Kong Valdemar omringede siden den borg, der hedder Kotskovborg; han belejrede borgen om natten, men natten efter brændte han den og drog derpå til sine skibe og skiltes dér fra ufreden. Derefter tog kong Valdemar til Plazmynne og sejlede den vej ud. Men de to borge, som venderne havde opført, var om vinteren blevet taget af tidevandet og ganske ødelagt. Herefter drog kongen hjem.


Pavens ordsending

126. Den følgende vinter sendte pave Alexander palliet til ærkebiskop Absalon og udnævnte ham til legat over Danmark og Sverige og over begge Götalande; han fik det uden betaling, hvilket ingen havde opnået før, og han blev viet i fasten.

Da vinteren var forbi, udbød kong Valdemar leding i hele Danmark, og styrken blev samlet i Grønsund. Da ønskede Valdemar ikke at tage længere selv, men påbød hærfolkene, at de skulle rette sig efter hans søn — kong Knud — og ærkebiskop Absalon og gjorde dem til høvdinge over hæren, siden han ikke selv ville forlade landet. De drog derpå til Valagust, hvor de afbrændte alt. Derfra tog de til Usna og brændte alt dér, både selve borgen og al bebyggelse. Da opsøgte Burislav og Kasimir, som var hertug østpå i Vendland, kong Knud og ærkebiskop Absalon og bad dem om nåde og stillede gidsler fra alle deres lande og gav kongen 1500 mark og biskoppen 500 mark for at opretholde det forlig, som på kong Valdemars vegne tidligere var blevet indgået med venderne, og som venderne selv havde brudt. De lovede da fred i alle de lande, hvor kongen ikke ønskede, at de hærgede. De vendte tilbage på niendedagen efter deres afrejse og traf kongen på Møn. Han undrede sig over, hvor hurtigt det var gået, men de fortalte ham, hvad der var sket på deres togt, og hjemførte kostbarheder og gidsler til ham. Og kongen takkede dem for deres færd.


Valdemars død

127. Der forløb fem år efter dette, hvor der ikke blev udbudt leding, men i løbet af den fred, som da herskede, opførte venderne borge og kasteller i deres land og anlagde mange fæstningsværker, som skulle tjene til landeværn. Da Valdemar erfarede dette, vidste han, at venderne ikke agtede at overholde dette forlig bedre end det foregående; tidligt om foråret udbød han leding, men da styrken mødtes i Grønsund, blev kong Valdemar syg. Han talte da med sine støtter og bad dem fortsætte togtet som hidtil og satte igen sin søn — kong Knud — og biskop Absalon til at lede hæren, men de ville ikke skilles fra ham, før de vidste, hvordan det gik med hans sygdom. Kong Knud gav da hele styrken hjemlov efter biskop Absalons råd. Kong Valdemar døde af denne sygdom II. nonas Maii; han blev ført til Ringsted og begravet dér, og almuen sørgede meget over hans død i hele Danmark. Han havde da været eneherskende konge i hele Danmark i 26 år, og han havde kæmpet 28 gange i de hedenske lande og bekriget hedenske folk i hele sin levetid og ønsket at fremme Guds kristendom.

Kong Valdemars og dronning Sofies børn var kong Knud og Valdemar den Gamle, som siden blev konge i Danmark og har været den mest ansete af alle konger her i de nordiske lande. Olaf Tordson opholdt sig hos ham og skaffede sig megen lærdom fra ham, og han fik mange berømte fortællinger fra ham. Kong Valdemar Knudsøn havde også en datter — Engilborg — som var gift med Filip Frankerkonge — far til Ludvig Frankerkonge, som indtog Damiad. Kong Valdemars anden datter var Rikiza, som var gift med den svenske kong Erik Knutson; deres børn var Erik Svenskekonge og Engilborg, som var gift med jarl Birger i Sverige; deres børn var Valdemar Svenskekonge og Erik og Rikiza, som var gift med den norske kong Håkon den Unge. Kong Valdemars tredje datter var gift med Vilhelm den Digre, som var søn af hertug Heinrek i Brunsvig og bror til kejser Otto. Hertug Kristoffer var — som tidligere fortalt — kong Valdemars søn med Tove; han var født uden for ægteskab, og han døde 10 år før sin far — kong Valdemar.


Knud tager kongemagten

128. Efter kong Valdemar Knudsøns død tog hans søn — Knud — magten i hele Danevældet, og alle danskerne tjente ham. Men da kejser Fridrek hørte om kong Valdemars død, sendte han straks folk til kong Knud og bad denne blive hans mand og varetage magten i Danmark på vegne af ham. Så drøftede kong Knud med ærkebiskop Absalon og andre rådgivere, hvordan han skulle svare; de rådede ham til at svare velovervejet og sige, at kejseren gerne kunne give ham så megen magt, at han blev hans mand, men hvad Danmark angik, behøvede han ikke at blive hans mand. Kejserens udsendinge drog da hjem med dette svar fra kong Knud.

Mens disse mænd var på vej, sendte Burislav af Vendland sin mand, der hed Prida, til kejseren og sendte ham sin hilsen og sagde, at han snart kunne afstedkomme, at kong Knud af Danmark senest samme tid næste år var blevet kejserens mand. Kejseren takkede ham for ordene og kyssede budbringeren og gav ham en god hest og brynje, skjold og hjelm og ene udvalgte våben; han gav ham et godt skind og klædte ham godt på og lod ham siden rejse hjem og bad ham sige til hertug Burislav — hans kæreste mand — at denne vel skulle holde, hvad han havde lovet kejseren. Efter dette udbød Burislav en stor hær og agtede at drage til Rügen og underlægge sig det rige. Men da rygerne erfarede dette, sendte Jarizmar folk til ærkebiskop Absalon for at fortælle ham, at østvenderne var ude med en stor hær og ventede på vestvenderne og agtede at hærge hos dem; han bad ærkebiskoppen hjælpe dem, såfremt han ønskede at beholde landet. Ærkebiskoppen bad dem forsvare sig djærvt og sagde, at han ville komme dem til hjælp.

Efter dette udbød ærkebiskoppen leding og sejlede til Vendland imod Burislav. Burislav havde 500 skibe og ventede da stadig på vestvendene. Det blev en hård kamp, da ærkebiskoppen traf Burislav, og det endte med, at Burislav flygtede med 50 skibe, mens ærkebiskoppens folk tog alle de andre, og en del af styrken nåede i land, mens andre druknede, men de fleste blev dræbt. Dette slag stod om foråret i pinsedagene. Danskerne fordelte derpå hele det bytte, de havde vundet, og tog hjem.


Om Knuds leding

129. Den samme sommer udbød kong Knud leding i Danmark og drog først til Rügen og påbød rygerne at følge med dem til Valagust. Kong Knud tog derfra med en stor styrke og sejlede derpå til Valagust og hærgede dér og lod alt nedbrænde; de omringede borgen længe. Ærkebiskop Absalon drog op i landet med sine folk; han afbrændte to borge, som var opført i Plazmynne, og som de kom forbi, og da de var brændt ned, tog han tilbage til kongen. Da gik Burislav i land; han sendte folk til ærkebiskoppen og bad denne om et møde. Ærkebiskoppen var da på skibene, men Burislav havde til hensigt at svige ærkebiskoppen ved dette møde, for han mente at have vundet alt, såfremt ærkebiskoppen blev ryddet af vejen; han bad ærkebiskoppen komme i land og mødes med ham dér, og han hævdede at nære megen tiltro til dennes indsigt angående et forlig med kong Knud. Men ærkebiskoppen ville ikke gå i land, for han havde — med god grund — mistanke om, at Burislav planlagde svig, og deres møde blev ikke til noget. Men Burislav havde hjulpet sin borg, således at han lod forråd føre dertil, mens der pågik forhandlinger med danskerne. Petersmessedag angreb kong Knud borgen og kæmpede, men han fik ikke indtaget den og forhold sig derpå roligt i seks dage. Derefter forlod de stedet, fordi de da havde stor mangel på levnedsmidler, men venderne satte efter dem og dræbte 60 danske mænd. Kong Knud tog herefter hjem med hele sin hær.

Dette efterår udbød kong Knud leding syv dage før Mikkelsmesse og drog til Rügen og førte en stor styrke med derfra og tog til Tribuzis og så op i Tripiden og hærgede dér og afsved landet fuldstændig; han angreb deres købstad og nedbrændte den. Så mødtes hele kong Knuds styrke dér og lå der i tre dage, mens deres skibe lå ved Stræla; den følgende morgen tog de til Tikarø og agtede at afbrænde oppe i Voztrosa, men vejret ugunstigt, og de kunne derfor ikke brænde af. Dette erfarede Burislav og kom til dem på to skibe og ville indgå forlig med kong Knud, men der stak svig under. Kong Knud havde da ikke flere levnedsmidler til sin hær og drog dermed hjem til Danmark.

Da det blev forår, udbød kong Knud leding i Danmark; da var ærkebiskop Absalon og biskop Asbjørn og mange andre stormænd igen med i flokken. De havde en stor hær og drog til Valagust og brændte på begge sider af floden og kom således frem til Stenborg og afsved hele landet. Burislav slap med nød og næppe væk; han kastede sig af hestens ryg og ind over et gærde og kom dermed ind i borgen. Så kom kong Knud og ærkebiskop Absalon ridende til, og da gjorde Burislav tegn til dem og bad om fred og lov til at tale med dem, men de bad ham sende folk til dem med de sager, som han ønskede at forelægge dem. Og da hans budbringere kom til biskop Asbjørn, bad de ham om at tale Burislavs sag for kongen og ærkebiskoppen, så disse ville give ham lov til at komme ud af borgen for at tale med dem; de sagde, at de ville tale ærligt med ham, og at de ikke var så uhæderlige som ham. Burislav siger, at han gerne vil holde sine løfter til dem og bad om et møde mellem kongen og ham, og han sagde, at han ville opsøge kong Knud, når der var gået tre dage. Kong Knud sagde, at han da ville aftale et møde med ham, men i mellemtiden agter han dog at afbrænde landet og den gård, der lå foran borgen, således som det hidtil har været hans plan. Burislav bad kongen afbrænde, som denne ville, og alligevel — sagde han — ville han opsøge kongen, men han bad kongen spare deres gårde og de hellige huse, som fandtes dér. Så kom kvinderne fra gårdene og kastede sig for kongens fødder og bad ham om ikke at lade gårdene afbrænde, og det tilstod kongen dem. Efter dette drog kongen op i landet for at afbrænde, og han var oppe i landet om natten og afbrændte vidt omkring, men den følgende morgen tog kongen til skibene; da opsøgte Burislav kong Knud og ærkebiskoppen og bad om nåde og stillede kongen sønnerne af de bedste mænd, der fandtes i landet, som gidsler, og han gav kongen 300 mark og ærkebiskoppen 800 mark. Så tog kong Knud magten og hele Vendland i sin varetægt og drog derpå hjem til Danmark.


Burislavs død

130. Om foråret før påske opsøgte Burislav kong Knud i Roskilde og opholdt sig hos ham i det bedste venskab påsken over og bar sværdet for kongen, og da Burislav drog hjem, gav kong Knud ham gode gaver; de skiltes som venner.

Det følgende forår blev Burislav syg i fasten; han sendte da bud efter sine rådgivere og holdt møde med dem og sagde, at han ønskede at træffe kong Knud, såfremt han kom sig af denne sygdom. Men hvis dette ikke blev ham til del, da bad han kongen skifte landet, som han ønskede; han bad også kongen for Guds skyld at skænke hans børn venskab og skifte alt imellem dem, som han ønskede, for han indså, at hans bror — Jarizmar — havde nydt godt af, at han hele tiden havde været tro imod kong Knud. Hertug Burislav døde af denne samme sygdom i fasten. Derefter opsøgte Burislavs mænd kong Knud og fortalte ham om Burislavs død og afleverede det budskab, han havde sendt til kong Knud, og bad kongen hjælpe hans sønner og skifte alt imellem dem, som han ønskede. De aftalte siden at mødes ved Vordingborg, og dér kom Burislavs sønner — Nikolas og Heinrek — og kongen skiftede da landet imellem dem og satte folk til at styre sammen med dem.

Kong Knud havde nu med råd fra ærkebiskop Absalon hele Vendland under opsyn og i sin forvaring, og nu er landet ganske underlagt deres magt. Og i alle de kampe, som de havde med venderne, siden kong Valdemar Knudsøn døde, var ærkebiskop Absalon kong Knuds førstemand og rådgiver, og de havde ikke vundet en sådan sejr, hvis han ikke havde være med, for han har så at sige været den største hærmand og kriger her i de nordiske lande.

Og hermed slutter beretningen om de danske konger.




Kongerne i Knytlingernes saga
Noter:
  1. Kapiteloverskrifterne er tilføjet af oversætteren fsva. kapitlerne 50, 89, 103-106, 115, 117-120 og 122.
  2. Her er der udeladt et vers fra Ottar den Sortes Knudsdrapa.
  3. Verset er en gentagelse fra sagaens kap. 8.
  4. Sidste verslinje er en del af et »omkvæd«: Knud var den allerypperste konge under himlen. (Finnur Jónsson)
  5. Berse (norrønt: Bersi) = bjørn.
  6. Der er desværre intet bevaret af Kalv Månesons digtning.
  7. Tilnavnet betyder muligvis bævrende/skælvende.
  8. Modsat Hén (norrønt: hein) = en blød slibesten.
  9. Der opregnes imidlertid kun fire i teksten.
  10. Tords tilnavn er overleveret i varianterne dorri og skori. Her er sidstnævnte valgt.
  11. ɔ: rotter. Vælsk = fra Valland.
  12. I sagaens beretning om Erik den Gode citeres Markus Skeggesons Eriksdrapa meget flittigt. I det følgende er dog kun et mindre udsnit af disse vers medtaget.
  13. Norrønt: suðrmaðr = »tysker«.
  14. ɔ: til den hellige kong Knud.
  15. Kesja er en slags spyd.
  16. Fra gl. engelsk hláford = herre.
  17. Teksten har egentlig manni firnari en brœðrungr ɔ: de skulle være næstsøskendebørn, men kong Svend Ulfsøn er dog farfar til både Knud Lavard og Henrik den Halte.
  18. Hos Gud.
  19. Norrønt: eymuni = som altid vil mindes.
  20. Ordet er keltisk og betyder tjener (Finnur Jónsson).
  21. Se fx Magnus den Blindes og Harald Gilles saga.
  22. Forlægget har Asley.
  23. Forlægget har Kurland, hvilket må være en fejl.
  24. Skal udtales med kort -y-.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.