Brage den Gamles kvad om Ragnar Lodbrogs skjold

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gísli Brynjúlfsson (1827-1888)

Brage den Gamles kvad
om Ragnar Lodbrogs skjold

Af Gísli Brynjúlfsson

Annaler for nordisk oldkyndighed
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1860

Blandt alle Oldtidens Skjalde er intet Navn mere berömt end Brage den Gamles. Han omtales ikke alene i Hálfssaga, Landnáma og Sturlunga, der alle have öst af een og den samme Kilde, og for saa vidt ere mindre vigtige med Hensyn til ham, som de kun gjentage det samme Sagn om den gamle Skjalds venskabelige Forhold til to af de ældste og berömteste Landnamsmænds Slægt. Men Egilssaga, sammenholdt med Landnáma , Skáldatal og fornemmelig den prosaiske Edda, give derimod værdifulde Bidrag til yderligere Kundskab saavel om ham selv som om hans Poesi, idet de to förste oplyse noget om hans Slægt og den sidste har opbevaret betydelige Brudstykker af idetmindste eet af hans större Digte. Det er disse Brudstykker, jeg her har samlet, og, idet jeg tillige meddeler dem i en dansk Oversættelse, forelöbig kun skal ledsage med enkelte Bemærkninger, idet jeg med Hensyn til en udförlig Commentar og historisk Undersögelse om Brage selv forresten maa henvise til min paabegyndte Samling af alle opbevarede Skjaldekvad, hvoraf Begyndelsen snart vil udkomme.

Vi vide fra "Skáldatal", at Brage den Gamle var Skjald hos den svenske Konge "Björn at Haugi", der efter Genealogierne var en Sönnesön af Ragnar Lodbrog. Men efter de samme Genealogier og Skáldatal selv maa dette dog vistnok have været i Brages ældre Dage, da han ogsaa siges at have været Eystein Beles Skjald, der efter Sagaen var en Samtidig af Ragnar Lodbrog. Og dette fremgaaer ogsaa end yderligere af de i Edda opbevarede og her samlede Fragmenter af et af Brages egne Kvad, idet det tydelig sees af det paa to Stæder opbevarede Omkvæd, samt ogsaa af eet Sted i Indledningen, at Brage netop har digtet dette Kvad om et Skjold, som Ragnar Sigurdsson, altsaa netop efter den traditionelle Antagelse Ragnar Lodbrog selv, havde foræret ham og hvorpaa der fandtes Afbildninger af Gudernes og Heroernes mythiske Bedrifter. Dette bliver her altsaa Hovedsagen, og jeg skal nu kortelig, förend jeg meddeler Brudstykkerne og Oversættelsen, angive Digtets Form og Indhold, saaledes som disse maa antages oprindelig at have været.

Det er bekjendt, at enhver "Drápa" bestod af en Indledning, derpaa den egentlige Hoveddeel i Midten, der atter ved Omkvæd (stef) inddeltes i lige lange mindre Afsnit, hvert bestaaende af en tre, fire eller fem Stropher, sjelden flere, samt endelig Slutningen eller Udgangen (slœmr), der atter omtrent var ligesaa lang som Indledningen, til hvilken den svarede. I de almindelige Drapaer vare Indledning og Udgang ofte ligesaa lange som det midterste Hovedafsnit (stefjamál), men i Skjoldkvadene derimod, eller de Kvad, der vare digtede efter billedlige Fremstillinger paa Skjolde eller prægtige Haller o. s. v., og hvoraf vi, foruden Thjodolfs bekjendte "Haustlöng", ogsaa fra Egilssaga kjende Begyndelselstopherne af to Skjoldkvad af Egil Skallagrimsson, samt endelig Brudstykkerne af Ulf Uggasons "Husdrápa", hvilke jeg för har samlet og med Oversættelse udgivet i "Nord og Syd" for 1858 — i disse Kvad derimod, der forresten aldeles ere som andre Drapaer, synes Indledning og Udgang, undertiden idetmindste, at have været meget kortere end ellers. Istedenfor "stefjamál" kaldes i "Husdrápa" de enkelte Afsnit "skeið", og jeg har herefter ogsaa beholdt denne Benævnelse for Afsnittene i Brages Kvad, uden at jeg dog vil paastaae at de oprindelig netop have været kaldte saaledes; men dette er ogsaa mindre vigtigt, og Hovedsagen er Digtets Indhold, som vi nu strax skulle see.

Alle de opbevarede og her meddelte Brudstykker, med Undtagelse af Strophen om Gefjon, der dog öiensynlig hörer til samme Digt, men ogsaa anföres i Heimskringla, ere tagne af Snorres Edda, hvor de alene findes spredte paa forskjellige Steder, og Udgiverens Arbeide maa derfor fornemmelig bestaae i at samle og sammenföie hvad der öiensynlig hörer sammen. Dette har jeg da ogsaa gjort, og Resultatet er blevet, at fem Halvstropher ere befundne at höre til Indledningen, blandt hvilke den förste öiensynlig tillige er Digtets oprindelige Begyndelse, der ogsaa er mærkværdig derved at den nævner en Hrafnkel, (Hrafnketill, den gamle oprindelige Form), som den der af Brage opfordres til at höre paa Digtet, og om hvilken man derfor maaskee ogsaa kan antage, at han har været Overbringeren af Skjoldet fra Ragnar til Brage. Forresten er der med Hensyn til Indledningen endnu kun at bemærke, at Skjalden her i sidste Halvstrophe kalder Skjoldets Forærer, som senere i Omkvædene benævnes ved sit rette Navn, Ragnar, for Sigurds Sön, som alt omtalt.

Hvad nu det förste Afsnit af den egentlige midterste Hovedafdeling af Digtet angaaer, saa har jeg tilsat Overskriften "Um Þór", da dette Afsnit öiensynlig handler om Thors berömte Fisken efter Midgaardsormen. Forresten har jeg samlet de spredte Brudstykker hist og her; dog findes de hovedsagligen anförte under Afsnittet i Edda om Thors Benævnelser, og Opgaven var fornemmelig kun at ordne og sammenföie dem. Dette troer jeg ogsaa er lykkedes saa omtrent, idet dette Afsnit nu næsten ganske svarer til de to sidste, der hovedsagligen findes fuldstændige i selve Edda og foruden Omkvædet netop indeholde fire Stropher. Dog er det öiensynligt at ogsaa ved dem mangler der noget, vistnok kun een Strophe i Begyndelsen; og sammenholder man nu hermed, at försle Afsnit, saaledes som det nu er samlet, og uden Omkvædet netop indeholder fire og en halv Strophe, saa bliver det meget sandsynligt, at hvert Afsnit oprindelig netop har bestaaet af fem hele Stropher, Strophen om Gefjon antage vi sikkert har henhört til det andet Afsnit, der vistnok har omhandlet Sagnet om Gefjons Plöining og Sjællands mythiske Tilblivelse; og hertil slutter da ogsaa det tredje Afsnit, om Hjadningernes berömte Kamp, sig ypperlig, saavel i local som chronologisk Henseende: Högne antages jo altid for at have været en Konge i Danmark , og hans Tid tænktes utvivlsomt langt senere end Gefjons Plöining, ligesom denne utvivlsomt igjen ansaaes for yngre i Tiden end Thors Fisken efter Midgaardsormen. Hertil slutter sig da ogsaa det fjerde Afsnit om Jörmunreks Död eller Hamders og Sörles Hevn, thi denne tænktes altid foregaaet i Slutningen af den mythiske Tid, og Brage sætter ogsaa Jörmunrek, der havde ægtet den mythiske Sigurd Fofnersbanes Datter Svanhild, og hvis Sön ogsaa hed Randver, öiensynlig i Forbindelse med Ragnar, hvis Bedstefader ogsaa hed Randver og som selv troedes at have ægtet en ikke mindre mythisk Datter af Sigurd, Aslaug eller Kráka , ved at kalde ham "Randvers Hovedætling". Man seer altsaa at der er et gjennemtænkt System i det Hele: Skjoldet har været deelt i fire Dele — omtrent som Ridderskjoldene senere? — af hvilke den överste indeholdt den ældste og mest guddommelige Begivenhed, den anden Rigernes Begyndelseshistorie med Gefjons Udplöining af Sjælland, der i den nordiske Sagnhistorie spiller omtrent samme Rolle, som hos Grækerne Athenes Kamp med Poseidon om Attika; paa den tredie fremstilledes Sagnhistoriens Culminationspunkt i den berömte Hjadningekamp , og den fjerde endelig indeholdt den mythiske Tidsalders Afslutning med den berömte og grumme Goterkonges Undergang som Fölge af Gudruns Sönners Hevn. Men det vigtigste bliver dog altid at have alt dette fortalt i et ægte nordisk Skjaldekvad fra maaskee det 8de Aarhundrede, og uden at der kan være Tanke om fremmed Indflydelse — thi hvortil blive nu vel med dette for Öie alle de forvirrede Theorier om Volsunge- og Gjukunge-Sagnenes og saa mange andre nordisk-germaniske Sagns oprindelig historiske Grundlag? Jörmunrek, og alt som slutter sig til ham, kan herefter ikke skilles fra Ragnar, og Ragnar kan ikke uden ved Vold udsondres fra den övrige nordiske Sagnhistorie.

Dog, jeg vil ikke gaae videre ind paa disse vigtige Spörgsmaal her, men kun meddele det gamle Digt. At jeg har kaldt det "Loðbrókar Drápa" kommer deraf, at det virkelig benævnes saa paa eet Sted i Snorres Edda. Men dog maa det paa ingen Maade forvexles med "Lodbrókarkviða" der kun er en anden Benævnelse paa det berömte "Krákumál".

Loðbrókardrápa (?)

Vilit, Hrafnketill, heyra, hve hreingróit steini Þrúðar skal ek ok þengil þjófs iljablað leyfa! Eld of þá'k af jöfri ölnabekks við drykkju, þat gaf fjölnis fjalla með fylli mer stillir. Þann átta ek vin verstan vaströdd, en mér baztan, ála undirkúlu óniðradan þridja. Nema svo at góð hins gjalla gjöld baugnafaðs vildi meyjarhjóls hinn mæri mögr Sigurðar Högna. [l. Skeið: Um Þór] Þat erumk sént, at snemma sonr aldaföðrs vildi afls við úri þafðan jarðar-reist of freista; hinn er varp á víða vinda öndurdísar yfir manna sjöt margra munnlaug föður augum. Hamri fórsk í hægri bönd þá er allra landa ægir öflugbarða endiskeiðs of kendi; vaðr lá Viðris arfa vilgi slakr, er rakðist, á Eynefis öndri, jörmungandr at sandi. Þá er forns litar flotna á fangboða öngli hrökkviáll of hrokkinn hékk Volsunga drekku; ok borðróins barða brautar hringr hinn ljóti á haussprengi Hrungnis harðgeðr neðan starði. Þjokkvöxnum kvað þikkja þikling firing mikla hafranjóts at höfgum hætting megindrætti; vildit vröngum ofra vágs hyrsendir ægi, hinn er mjótýgil máva mörar skar fyrir þóri. Vel hafit yðrum eykjum aptr, Þrívalda, haldit — simbli sumbls of mærum — sundrkljúfr níu höfda! [II Skeið: Um Gefjon]. Gefjon dro frá Gylfa glöð djúprödul-auðla, svá at af renniröknum rauk, Danmarkar auka; báru öxn ok átta ennitungl, þar er gingu fyrir víneyjar víðri valröf, fjögur höfud. [III Skeid: Um Hjaðningavíg]. Þars er lofðar líta lung váfaðar gungnis. Ok um þeris æða óskrán-, at þat sínum til fárhuga færi feðr, -veðrboða hugði; þá er hristisif hringa háls-, hin böls of fylda, bar til byrjar drösla -baug örlýgis draugi. Bauð-a sú til bleyði bætiþruðr at móti málma mætum hilmi men dreyrugra benja; svo lét æ, þótt etti, sem orrustu letti, jöfrum úlfs at sinna með algífris lifru. Letr-a lýða stillir landavanr á sandi, þá svall heipt í Högna höð, Glamma man stöðva; en þrymregin þremja þróttig Héðins sóttu, heldr enn Hildar svíra hringa þeir of fingu. Ok fyrir hönd á hólmi hveðru brynju viðris fengeyðandi fljóða forðæða nam ráða; allr gekk herr und hurðir Hjarranda fram kyrrar reiðr at Reifnis skeiði Ráðálfs af mar bráðum. Þó má sókn á Svölnis salpenningi kenna, Rés gafumk reiðar mána Ragnarr, ok fjöld sagna.		Vil I höre, Rafnkel! hvorledes jeg skal prise Kongen og Thrude-tyvens (Jættens) herligt farvede Fodstykke (Skjoldet). Jeg modtog af Herskeren ved Drikkelaget Aalebækkens Ild (Guld), den gav Kongen mig for mit Fjeldkonge-Bæger (Digt). Han var af Venner imod mig den bedste, men imod Steenkonge-Landets klingende Stemme (Guldet) den værste. For at Sigurds berömte Sön vilde modtage en god Lön for Högnes Mö’s gjaldende ringomgivne Hjul (Skjoldet). I. Om Thor. Det vises mig, at Alfaders Sön i Tidens Ophav vilde pröve sin Styrke mod Alverdens iskolde Slange; ham som kastede Skigudindens Faders (Thjasses) Öine paa Vindenes vidtstrakte Hvælving, höit over de mange Menneskers Boliger. De stærke Jætters Rædsel tog Hammeren i sin höire Haand, da han mærkede alle Landes Ende (ɔ: Ormen); Örnegudens Arvings Garn laa ikke slap paa Snækkens Kant, da den uhyre Slange droges hen ad Havets Bund. Da Volsunge-Drikkens rædsomme Aal (den giftige Orm) hang sprællende paa de gamle, mörke Steenmænds stærke Banes Fiskerkrog, og den stærkbefarne Sö’s stygge Uhyre stirrede trodsig nede fra Dybet paa Hrungners Hovedknuser. Da siger man, at selv den vældige Jætte begyndte at finde Bukkegudens (Thors) forunderlig storartede Fiskeri altfor farligt; og han, som vovede at overskjære Tordengudens Fiskesnor, vovede ikke længer at tirre den vrede Sö. Heel og holden kom du tilbage med dine Bukke — vi prise höit den Gjæstebudets Giver — Sönderknuser af Thrivaldes Hoveder ni! II. Om Gefjon. Glad trak Gefjon Danmarks Forögelse bort fra den guldrige Gylve, saaledes at Ögene dampede af Sved; fire Hoveder og otte Öine havde de Oxer, der hvor de gik foran Gudindens store udvalgte Perle. III. Om Hjadningekampen. Der hvor Krigerne skue Spydsvingerens Blad (ɔ: Skjoldet?). Og Valkyriestormens Bebuderske tænkte ved sin Optræden at bringe det dertil, at hendes Faders Sind opæggedes til Kampen; da den ringsmykkede ulykkeforvoldende Kvinde bragte Kampens Bærer Halskjeden ned til Stormens Heste (Skibene). Og den Lægerske af de blodige Saar böd ikke den ædle Konge Guldkjeden, for at formilde hans Sind med Hensyn til Kampen; hun lod kun stedse, som om hun vilde forhindre den, skjöndt hun netop opmuntrede til den, for saaledes at före Kongerne ned til Ulvens altopslugende Söster. Mændenes landlöse Konge fraraadede ikke at standse Sökongens Hest ved Stranden, da svulmede den blinde Vrede i Högnes Bryst; men de trodsige Krigere önskede heller et Angreb af Högne end at modtage Hildes Halssmykke. Og saaledes fik da den storartede, al Kvindelighed bortkastende Kvinde at raade for Brynjetroldens Herre paa Holmen (Valpladsen, Kampens Mark); vred gik hele Hæren henimod de tætsluttede Skjolde fra Stormgudens Ganger. Det Angreb er at see og mange andre Sagn paa Odins Saldække (Skjoldet), mig forærede Ragnar Sökarmens Maane (Skjoldet).