Brage den Gamles kvad om Ragnar Lodbrogs skjold

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Gísli Brynjúlfsson (1827-1888)


Brage den Gamles kvad
om Ragnar Lodbrogs skjold


Af Gísli Brynjúlfsson


Annaler for nordisk oldkyndighed
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1860


Blandt alle Oldtidens Skjalde er intet Navn mere berömt end Brage den Gamles. Han omtales ikke alene i Hálfssaga, Landnáma og Sturlunga, der alle have öst af een og den samme Kilde, og for saa vidt ere mindre vigtige med Hensyn til ham, som de kun gjentage det samme Sagn om den gamle Skjalds venskabelige Forhold til to af de ældste og berömteste Landnamsmænds Slægt. Men Egilssaga, sammenholdt med Landnáma , Skáldatal og fornemmelig den prosaiske Edda, give derimod værdifulde Bidrag til yderligere Kundskab saavel om ham selv som om hans Poesi, idet de to förste oplyse noget om hans Slægt og den sidste har opbevaret betydelige Brudstykker af idetmindste eet af hans större Digte. Det er disse Brudstykker, jeg her har samlet, og, idet jeg tillige meddeler dem i en dansk Oversættelse, forelöbig kun skal ledsage med enkelte Bemærkninger, idet jeg med Hensyn til en udförlig Commentar og historisk Undersögelse om Brage selv forresten maa henvise til min paabegyndte Samling af alle opbevarede Skjaldekvad, hvoraf Begyndelsen snart vil udkomme.


Vi vide fra "Skáldatal", at Brage den Gamle var Skjald hos den svenske Konge "Björn at Haugi", der efter Genealogierne var en Sönnesön af Ragnar Lodbrog. Men efter de samme Genealogier og Skáldatal selv maa dette dog vistnok have været i Brages ældre Dage, da han ogsaa siges at have været Eystein Beles Skjald, der efter Sagaen var en Samtidig af Ragnar Lodbrog. Og dette fremgaaer ogsaa end yderligere af de i Edda opbevarede og her samlede Fragmenter af et af Brages egne Kvad, idet det tydelig sees af det paa to Stæder opbevarede Omkvæd, samt ogsaa af eet Sted i Indledningen, at Brage netop har digtet dette Kvad om et Skjold, som Ragnar Sigurdsson, altsaa netop efter den traditionelle Antagelse Ragnar Lodbrog selv, havde foræret ham og hvorpaa der fandtes Afbildninger af Gudernes og Heroernes mythiske Bedrifter. Dette bliver her altsaa Hovedsagen, og jeg skal nu kortelig, förend jeg meddeler Brudstykkerne og Oversættelsen, angive Digtets Form og Indhold, saaledes som disse maa antages oprindelig at have været.


Det er bekjendt, at enhver "Drápa" bestod af en Indledning, derpaa den egentlige Hoveddeel i Midten, der atter ved Omkvæd (stef) inddeltes i lige lange mindre Afsnit, hvert bestaaende af en tre, fire eller fem Stropher, sjelden flere, samt endelig Slutningen eller Udgangen (slœmr), der atter omtrent var ligesaa lang som Indledningen, til hvilken den svarede. I de almindelige Drapaer vare Indledning og Udgang ofte ligesaa lange som det midterste Hovedafsnit (stefjamál), men i Skjoldkvadene derimod, eller de Kvad, der vare digtede efter billedlige Fremstillinger paa Skjolde eller prægtige Haller o. s. v., og hvoraf vi, foruden Thjodolfs bekjendte "Haustlöng", ogsaa fra Egilssaga kjende Begyndelselstopherne af to Skjoldkvad af Egil Skallagrimsson, samt endelig Brudstykkerne af Ulf Uggasons "Husdrápa", hvilke jeg för har samlet og med Oversættelse udgivet i "Nord og Syd" for 1858 — i disse Kvad derimod, der forresten aldeles ere som andre Drapaer, synes Indledning og Udgang, undertiden idetmindste, at have været meget kortere end ellers. Istedenfor "stefjamál" kaldes i "Husdrápa" de enkelte Afsnit "skeið", og jeg har herefter ogsaa beholdt denne Benævnelse for Afsnittene i Brages Kvad, uden at jeg dog vil paastaae at de oprindelig netop have været kaldte saaledes; men dette er ogsaa mindre vigtigt, og Hovedsagen er Digtets Indhold, som vi nu strax skulle see.


Alle de opbevarede og her meddelte Brudstykker, med Undtagelse af Strophen om Gefjon, der dog öiensynlig hörer til samme Digt, men ogsaa anföres i Heimskringla, ere tagne af Snorres Edda, hvor de alene findes spredte paa forskjellige Steder, og Udgiverens Arbeide maa derfor fornemmelig bestaae i at samle og sammenföie hvad der öiensynlig hörer sammen. Dette har jeg da ogsaa gjort, og Resultatet er blevet, at fem Halvstropher ere befundne at höre til Indledningen, blandt hvilke den förste öiensynlig tillige er Digtets oprindelige Begyndelse, der ogsaa er mærkværdig derved at den nævner en Hrafnkel, (Hrafnketill, den gamle oprindelige Form), som den der af Brage opfordres til at höre paa Digtet, og om hvilken man derfor maaskee ogsaa kan antage, at han har været Overbringeren af Skjoldet fra Ragnar til Brage. Forresten er der med Hensyn til Indledningen endnu kun at bemærke, at Skjalden her i sidste Halvstrophe kalder Skjoldets Forærer, som senere i Omkvædene benævnes ved sit rette Navn, Ragnar, for Sigurds Sön, som alt omtalt.


Hvad nu det förste Afsnit af den egentlige midterste Hovedafdeling af Digtet angaaer, saa har jeg tilsat Overskriften "Um Þór", da dette Afsnit öiensynlig handler om Thors berömte Fisken efter Midgaardsormen. Forresten har jeg samlet de spredte Brudstykker hist og her; dog findes de hovedsagligen anförte under Afsnittet i Edda om Thors Benævnelser, og Opgaven var fornemmelig kun at ordne og sammenföie dem. Dette troer jeg ogsaa er lykkedes saa omtrent, idet dette Afsnit nu næsten ganske svarer til de to sidste, der hovedsagligen findes fuldstændige i selve Edda og foruden Omkvædet netop indeholde fire Stropher. Dog er det öiensynligt at ogsaa ved dem mangler der noget, vistnok kun een Strophe i Begyndelsen; og sammenholder man nu hermed, at försle Afsnit, saaledes som det nu er samlet, og uden Omkvædet netop indeholder fire og en halv Strophe, saa bliver det meget sandsynligt, at hvert Afsnit oprindelig netop har bestaaet af fem hele Stropher, Strophen om Gefjon antage vi sikkert har henhört til det andet Afsnit, der vistnok har omhandlet Sagnet om Gefjons Plöining og Sjællands mythiske Tilblivelse; og hertil slutter da ogsaa det tredje Afsnit, om Hjadningernes berömte Kamp, sig ypperlig, saavel i local som chronologisk Henseende: Högne antages jo altid for at have været en Konge i Danmark , og hans Tid tænktes utvivlsomt langt senere end Gefjons Plöining, ligesom denne utvivlsomt igjen ansaaes for yngre i Tiden end Thors Fisken efter Midgaardsormen. Hertil slutter sig da ogsaa det fjerde Afsnit om Jörmunreks Död eller Hamders og Sörles Hevn, thi denne tænktes altid foregaaet i Slutningen af den mythiske Tid, og Brage sætter ogsaa Jörmunrek, der havde ægtet den mythiske Sigurd Fofnersbanes Datter Svanhild, og hvis Sön ogsaa hed Randver, öiensynlig i Forbindelse med Ragnar, hvis Bedstefader ogsaa hed Randver og som selv troedes at have ægtet en ikke mindre mythisk Datter af Sigurd, Aslaug eller Kráka , ved at kalde ham "Randvers Hovedætling". Man seer altsaa at der er et gjennemtænkt System i det Hele: Skjoldet har været deelt i fire Dele — omtrent som Ridderskjoldene senere? — af hvilke den överste indeholdt den ældste og mest guddommelige Begivenhed, den anden Rigernes Begyndelseshistorie med Gefjons Udplöining af Sjælland, der i den nordiske Sagnhistorie spiller omtrent samme Rolle, som hos Grækerne Athenes Kamp med Poseidon om Attika; paa den tredie fremstilledes Sagnhistoriens Culminationspunkt i den berömte Hjadningekamp , og den fjerde endelig indeholdt den mythiske Tidsalders Afslutning med den berömte og grumme Goterkonges Undergang som Fölge af Gudruns Sönners Hevn. Men det vigtigste bliver dog altid at have alt dette fortalt i et ægte nordisk Skjaldekvad fra maaskee det 8de Aarhundrede, og uden at der kan være Tanke om fremmed Indflydelse — thi hvortil blive nu vel med dette for Öie alle de forvirrede Theorier om Volsunge- og Gjukunge-Sagnenes og saa mange andre nordisk-germaniske Sagns oprindelig historiske Grundlag? Jörmunrek, og alt som slutter sig til ham, kan herefter ikke skilles fra Ragnar, og Ragnar kan ikke uden ved Vold udsondres fra den övrige nordiske Sagnhistorie.


Dog, jeg vil ikke gaae videre ind paa disse vigtige Spörgsmaal her, men kun meddele det gamle Digt. At jeg har kaldt det "Loðbrókar Drápa" kommer deraf, at det virkelig benævnes saa paa eet Sted i Snorres Edda. Men dog maa det paa ingen Maade forvexles med "Lodbrókarkviða" der kun er en anden Benævnelse paa det berömte "Krákumál".



Loðbrókardrápa (?)


Vilit, Hrafnketill, heyra,
hve hreingróit steini
Þrúðar skal ek ok þengil
þjófs iljablað leyfa!


Eld of þá'k af jöfri
ölnabekks við drykkju,
þat gaf fjölnis fjalla
með fylli mer stillir.


Þann átta ek vin verstan
vaströdd, en mér baztan,
ála undirkúlu
óniðradan þridja.


Nema svo at góð hins gjalla
gjöld baugnafaðs vildi
meyjarhjóls hinn mæri
mögr Sigurðar Högna.



[l. Skeið: Um Þór]


Þat erumk sént, at snemma
sonr aldaföðrs vildi
afls við úri þafðan
jarðar-reist of freista;
hinn er varp á víða
vinda öndurdísar
yfir manna sjöt margra
munnlaug föður augum.


Hamri fórsk í hægri
bönd þá er allra landa
ægir öflugbarða
endiskeiðs of kendi;
vaðr lá Viðris arfa
vilgi slakr, er rakðist,
á Eynefis öndri,
jörmungandr at sandi.


Þá er forns litar flotna
á fangboða öngli
hrökkviáll of hrokkinn
hékk Volsunga drekku;
ok borðróins barða
brautar hringr hinn ljóti
á haussprengi Hrungnis
harðgeðr neðan starði.


Þjokkvöxnum kvað þikkja
þikling firing mikla
hafranjóts at höfgum
hætting megindrætti;
vildit vröngum ofra
vágs hyrsendir ægi,
hinn er mjótýgil máva
mörar skar fyrir þóri.


Vel hafit yðrum eykjum
aptr, Þrívalda, haldit —
simbli sumbls of mærum —
sundrkljúfr níu höfda!



[II Skeið: Um Gefjon].


Gefjon dro frá Gylfa
glöð djúprödul-auðla,
svá at af renniröknum
rauk, Danmarkar auka;
báru öxn ok átta
ennitungl, þar er gingu
fyrir víneyjar víðri
valröf, fjögur höfud.



[III Skeid: Um Hjaðningavíg].


Þars er lofðar líta
lung váfaðar gungnis.


Ok um þeris æða
óskrán-, at þat sínum
til fárhuga færi
feðr, -veðrboða hugði;
þá er hristisif hringa
háls-, hin böls of fylda,
bar til byrjar drösla
-baug örlýgis draugi.


Bauð-a sú til bleyði
bætiþruðr at móti
málma mætum hilmi
men dreyrugra benja;
svo lét æ, þótt etti,
sem orrustu letti,
jöfrum úlfs at sinna
með algífris lifru.


Letr-a lýða stillir
landavanr á sandi,
þá svall heipt í Högna
höð, Glamma man stöðva;
en þrymregin þremja
þróttig Héðins sóttu,
heldr enn Hildar svíra
hringa þeir of fingu.


Ok fyrir hönd á hólmi
hveðru brynju viðris
fengeyðandi fljóða
forðæða nam ráða;
allr gekk herr und hurðir
Hjarranda fram kyrrar
reiðr at Reifnis skeiði
Ráðálfs af mar bráðum.


Þó má sókn á Svölnis
salpenningi kenna,
Rés gafumk reiðar mána
Ragnarr, ok fjöld sagna.



[IV Skeid : Um Hamði ok Sörla]


Knátti eðr við illan
Jörmunrekr at vakna
með dreyrfár dróttir
draum í sverðaflaumi ;
rósta varð í ranni
Randvés höfuðniðja,
þá er hrafn blá’r hefndu
harma Erps of barmar.


Flaut of set við sveita
sóknarálfs á gólfi
hræfadögg, þars höggnar
hendr sem fætr of kendust;
féll i blóði brunninn
brunn ölskakki runna,
þat's á leifa landa
laufi fátt, at höfði.


Þar svo at gjörðu girðan
gólvhölkvi-sá fylkis
segls naglfara siglur
saums andvanar standa;
urðu snemst ok Sörli
samráþa þeir Hamðir
hörðum herðimýlum
Hergauts vinu barðir.


Mjök lét stálastökkvir
styðja Gjúka niðja
flaums, þá er fjörvi næma
fólghildar mun vildu;
ok bláserkjar birkis
böll fagrgötu allir
ennihögg ok eggjar
Jónakrs sonum launa.


Þat sék fall á fögrum
flotna randar botni,
Rés gafumk reiðar mána
Ragnarr, ok fjöld sagna.

                        


Vil I höre, Rafnkel! hvorledes jeg skal prise Kongen
og Thrude-tyvens (Jættens) herligt farvede Fodstykke
(Skjoldet).


Jeg modtog af Herskeren ved Drikkelaget Aalebækkens
Ild (Guld), den gav Kongen mig for mit Fjeldkonge-
Bæger (Digt).


Han var af Venner imod mig den bedste, men imod Steen-
konge-Landets klingende Stemme (Guldet) den værste.



For at Sigurds berömte Sön vilde modtage en god Lön
for Högnes Mö’s gjaldende ringomgivne Hjul (Skjoldet).




I. Om Thor.


Det vises mig, at Alfaders Sön i Tidens Ophav
vilde pröve sin Styrke mod Alverdens iskolde
Slange; ham som kastede Skigudindens Faders
(Thjasses) Öine paa Vindenes vidtstrakte Hvæl-
ving, höit over de mange Menneskers Boliger.




De stærke Jætters Rædsel tog Hammeren i sin
höire Haand, da han mærkede alle Landes Ende
(ɔ: Ormen); Örnegudens Arvings Garn laa
ikke slap paa Snækkens Kant, da den uhyre
Slange droges hen ad Havets Bund.




Da Volsunge-Drikkens rædsomme Aal (den giftige
Orm) hang sprællende paa de gamle, mörke
Steenmænds stærke Banes Fiskerkrog, og den
stærkbefarne Sö’s stygge Uhyre stirrede trodsig
nede fra Dybet paa Hrungners Hovedknuser.




Da siger man, at selv den vældige Jætte begyndte
at finde Bukkegudens (Thors) forunderlig stor-
artede Fiskeri altfor farligt; og han, som
vovede at overskjære Tordengudens Fiskesnor,
vovede ikke længer at tirre den vrede Sö.




Heel og holden kom du tilbage med dine Bukke —
vi prise höit den Gjæstebudets Giver — Sönder-
knuser af Thrivaldes Hoveder ni!



II. Om Gefjon.


Glad trak Gefjon Danmarks Forögelse bort fra den
guldrige Gylve, saaledes at Ögene dampede af Sved;
fire Hoveder og otte Öine havde de Oxer, der hvor
de gik foran Gudindens store udvalgte Perle.






III. Om Hjadningekampen.


Der hvor Krigerne skue Spydsvingerens Blad (ɔ: Skjoldet?).


Og Valkyriestormens Bebuderske tænkte ved sin Optræden
at bringe det dertil, at hendes Faders Sind opæggedes
til Kampen; da den ringsmykkede ulykkeforvoldende
Kvinde bragte Kampens Bærer Halskjeden ned til
Stormens Heste (Skibene).




Og den Lægerske af de blodige Saar böd ikke den ædle
Konge Guldkjeden, for at formilde hans Sind med Hensyn til
Kampen; hun lod kun stedse, som om hun vilde forhindre
den, skjöndt hun netop opmuntrede til den, for saaledes at
före Kongerne ned til Ulvens altopslugende Söster.




Mændenes landlöse Konge fraraadede ikke at standse
Sökongens Hest ved Stranden, da svulmede den blinde Vrede
i Högnes Bryst; men de trodsige Krigere önskede heller et
Angreb af Högne end at modtage Hildes Halssmykke.





Og saaledes fik da den storartede, al Kvindelighed bort-
kastende Kvinde at raade for Brynjetroldens Herre paa Holmen
(Valpladsen, Kampens Mark); vred gik hele Hæren henimod
de tætsluttede Skjolde fra Stormgudens Ganger.





Det Angreb er at see og mange andre Sagn paa Odins Saldække
(Skjoldet), mig forærede Ragnar Sökarmens Maane (Skjoldet).



IV. Om Hamder og Sörle.


Ved en ond Dröm monne Jörmunrek vaagne i fordums Dage blandt
sine blodbestænkte Mænd i Sværdegnyen; der blev Rummel i
Hallen hos Randvers Hovedætling, da Erps ravnesorte Brödre
hevnede deres Smerte.





Ligdug og Blod flöd om Bænkene paa Gulvet, der hvor man grant
kunde kjende Kampalfens afhuggede Hænder og Födder; Heltenes
Herre styrtede hovedkulds i en brændende Blodpöl — det er
malet paa Sværdlandets (Skjoldets) Fod.





Saaledes stode der de Tappre, viede til Döden, rundtom
Herskerens Leie; i en meget tidlig Tid bleve de begge, de
enige Brödre, Hamder og Sörle, slaaede med Jordens haarde
Knokler.





Kraftigen lod Staalgnyens Styrer slaae paa Gjukes Ætlinger,
dem som vilde have berövet Kampgudindens Yndling Livet; og
Jörmunrek lod godt betale Jonakers Sönner de trodsige Hug
og haarde Sværdslag.





Det Heltefald og mange andre Sagn skuer jeg paa Skjoldets
fagre Grund — mig forærede Ragnar Sökarmens Maane (Skjoldet).



Anmærkninger.


Med Hensyn til det förste Afsnit om Thors Fisken efter Midgaardsormen, maa jeg henlede Opmærksomheden paa det virkelig Storartede i den saa kortfattede Fremstilling af Begivenhederne, der naturligviis forudsattes som bekjendte for alle. Den gamle Skjald har her ganske sikkert ikke manglet Bevidsthed om det uhyre og overmenneskelige i denne Kamp "i Tidens Ophav" med hin frygtelige og for Menneskene ubekjendte Orm, som han saa slaaende men kort kalder "alle Landes Ende", og derved bedre, end det ofte gjöres i vidltöftige mythologiske Afhandlinger, udtrykker Oldtidens egentlige Forestillinger om Sagen selv. Det morer ham desuden öiensynlig paa en Maade at fortælle den ene Mythe igjennem den anden; og naar han saaledes kalder Midgaardsormen "Volsunge-Drikkens Aal", fordi det troedes om de aldeles mythiske Volsunger, der vare Idealet for al kongelig Heltestyrke og Kraft til ufordærvet at kunne gjennemgaae enhver Skjærsild og Plage, — Ordet "að volsa" betyder nu paa Islandsk omtrent, at slaae stort paa — , at de tillig vare i Stand til at taale Gift, hvorfor denne ogsaa kaldtes "Volsungernes Drik" — saa er dette ikke alene interessant i sig selv, men fornemmelig fordi vi nu see, at denne Forestilling ogsaa har været almindelig i Norden i det 8de Aarhundrede i det mindste. Jeg tænker mig, at hvis vi nu havde Archilochs bekjendte Seiersang om Herakles i Olympia og andre saadanne græske lyriske Oldtidskvad om mythiske Heroer fra den forpeisistratiske Tid, saa vilde vi snarest have et Sidestykke til Brages og de ældste Skjaldes Kvad om mythiske Begivenheder i Norden.


Men jeg skal ikke fortsætte dette videre, og kun tilföie at jeg, som paa flere andre Steder, saaledes fornemmelig i Udtydningen af den förste Strophe i det 3die Afsnit, om Hjadningerne, har maattet afvige fra Dr. Egilssons Forklaringer, der kunne eftersees saavel i den Arna-Magnæanke Udgave af Snorres Edda, som ogsaa noget anderledes i hans „Lexicon poetieum". Efter min Opfatning er det kun Ordene "umþeris" der kunne volde nogen Vanskelighed, da Formen rimeligviis er antiqueret, maaskee beslægtet med det danske "deres" istedenfor "þeira" paa Islandsk; "æða" er derimod et Gjerningsord, der styres af "hugði": hun besluttede at "fare saaledes frem (mage det saaledes) med Hensyn til dem, at" o. s. v. "Oskrán", betyder egentlig en Valkyrie, aldeles som "fólkrán" i Thorleif Jarleskjalds Digt om Hákon Jarl, men slutter sig her til "veðrboða", saa at "óskrán veðrboða" efter Ordene "Valkyriestormens (d. e. Krigens) Bebuderske" atter kun kommer til at betyde "en Krigsgudinde", her nalurligviis Kongedatteren Hilde, der jo ogsaa havde Valkyriens Navn; paa denne Maade bliver Ordstillingen den simpleste og Meningen ogsaa den bedste. Forresten skal jeg med Hensyn til Sagnet selv kun gjöre opmærksom paa, at Brages Ord om Halssmykket öiensynlig henpege til den samme Fortælling, der endnu haves i "Sörlaþáttr", om end maaskee noget forvansket; og jeg kan i det Hele taget slutte med den Bemærkning, at störsle Delen af de saakaldte "Fornaldarsögur", der nu af mange kun ansees for den senere Middelalders Opdigtelser, skal ved nærmere Undersögelse som oftest, i det mindste hvad Indholdet angaaer, der fra Begyndelsen af aldrig har været andet end mythisk, netop vise sig at stamme fra den mest ægte og oprindelige Oldtid.