Stranda syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stranda syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Stranda syssel
(Stranda sýsla)
[Indbyggerantal c. 1700]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Stranda syssel omfatter den lange, men smalle og tyndt befolkede kyststrækning, som fra Gejrolvagnup når, i sydøstlig og sydlig retning, lige til bunden af Hrutafjord. Det udgør kun seks hrepper og er nu delt mellem fire præster. Af sognene har det nordligste, Ånæs (Árness) sogn, uden sammenligning den betydeligste udstrækning. Dette, der tillige udgør én hrepp, vil det måske være passende at betragte for sig først. For dette sogns større nordlige halvdels vedkommende er forholdene omtrent de samme som på de hidtil omtalte «Strande«; der findes her kun ganske enkelte gårde med lang afstand mellem hver og uden nogen indbyrdes forbindelse, da de mellemliggende fjælde er så at sige ufremkommelige — nord for Trekyllisvigen, siger sognebeskrivelsen, kan man selv om somren næppe komme med heste fra den ene gård til den anden. Af gårdene er Skjalda- (nu Skjaldar-)bjarnarvig (— vík) den nordligste; den ligger ved vigen af samme navn, som skærer sig ind straks østen for Gejrolvsgnup; i sognebeskrivelsen roses gårdens land overordenlig, fårene f. eks. skal her malke vidunderlig meget og længe. I Skjaldabjarnarvig bosatte sig den tidligere omtalte Skjalda-Bjørn; han var en vældig viking ved navn Hellu-Bjørn, der fik benævnelsen Skjalda-Bjørn, fordi han på sin landnamsfærd førte et aldeles skjoldbesat skib til Island, med hvilket han landede i Bjarnarfjord (— fjörðr). Bjarnarfjord er en smal, lille fjord sydøst for Skjaldabjarnarvig. Vigens østlige begrænsning udgøres af en tange, hvorpå der ligger tre banker eller høje, kaldte »Þúfur« (ɔ: tuer), i den ene af disse ligger i følge sagnet hans skib, i den anden hans gods, i den tredje han selv. — En mils vej øst for Bjarnarfjord ligger Drángar; fra denne gård ligger en vej i sydvestlig retning over østerenden af Drangajøkel ned til Skjaldfannardal på Langadalsstranden (Isf.); den skal kun kunne befares midt om somren, og benyttes som tidligere anført mest af folk fra Isefjordsdybet, når de hente drivtømmer. Om Erik den røde, Grønlands senere opdager og bebygger, og hans fader Torvald siges det, at de ved ankomsten til Island fra Norge tog land på Hornstrandene og boede på Drangar, hvorfra så Erik senere efter faderens død flyttede til Haukadal (D.). — Sydøst for gården Drangar strækker Drangafjæld, et af denne egns højeste og værste fjælde, sig frem mod søen; længst ude mod søen hæver sig i en række op fra fjældet de syv dranger, den ene bag ved den anden. Det er høje fjældtinder, der aftage i størrelse undtagen den yderste, som er megei høj; på to steder kan de mellemliggende kløfter eller pas (skörð) passeres; også længere inde fører en vej over fjældet .

Syd for Drangafjæld kommer Drángavík med en gård af samme navn; den derpå følgende Eyvindarfjord ( —fjörðr) er derimod ubebot. Syd for Evvindarfjord ligger den betydelig større Ufejgsfjord (Ú- eller Ó-feigsfjörðr); øst for denne skærer Ingolvsfjord (Íngólfsfjörðr) sig ind; hver af disse sidste to indeholde et par gårde. Disse tre fjorde bærer navn efter tre brødre, der tog land på Strandene og hver besatte sin af disse fjorde (Ldn., Grt.). Fra Ofejgsfjord ligger en vej mod vest til Isefjordssyssel .

Hvad rigdom på drivtømmer og i det hele naturforholdene angår, finder naturligvis også en gennemgående overensstemmelse særlig sted mellem Isefjords-Strandene og den nu beskrevne nordligste strækning af Ånæs sogn. Dog nævner sognebeskrivelsen drivtømmer som en vigtig indtægtskilde for sognet i det hele taget og fremhæver den dygtighed, som disse egnes beboere have i at forfærdige trækar, som afsættes vidt omkring — en kunst, som allerede E. O. roser dem for (s. 500). Også gælder det om sognet i dets helhed, at det fugtige og tågefulde vejr om somren, så snart nordenvinden hersker, er til stor skade for høhøsten; havis er vel en jævnlig gæst her, dog synes den i den senere tid (i følge sognebesk. 1852) både at være kommen sjældnere og i mindre mængde end tidligere; jo senere den kommer, desto senere går den bort — man har således eksempel på, at den først er kommen i slutningen af april og ikke været helt borte før midt i avgust.

---