Norder-Mule syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Norður-Múlasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Norder-Mule syssel
Norðr-Múla sýsla
[Indbyggerantal c. 4000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Hvor på sydsiden af Langanæsset Gunnolvsvigsfjældet (Gunnólfsvíkrfjall) danner grænsen mellem det egenlige Langanæs og den følgende bygd Strandene (Strandir), falder nu grænsen mellem Nordlandet og Østlandet. Indtil år 1841 hørte derimod, som tidligere (s. 191) nævnt, hele sydsiden af næsset med til Østlandets nordligste syssel Norder-Mule syssel. Dette er den gamle fordeling, i følge hvilken Helkunduhede (Hák. s. kap. 311) skilte mellem Nordlændingefjærdingen og Østtjordingefjærdingen. Ved Helkunduhede (sml. s. 191) må sikkert forstås højdedragene op gennem næsset, der skille dettes vestlige del omkring Saudanæs fra den nordøstligere; ydergrænsen har Sköruvíkrbjarg da rimeligvis været Østfjordingefjærdingen (Austfirðinga fjórðungr) omfattede oprindelig hele strækningen ned til Rangåvolde syssels østgrænse; år 1770 dannedes af Nord- og Øst-fjærdingen et eget amt, men allerede år 1783 udskiltes af østfjærdingen dennes sydlige del (Skaftafellssyslerne) og henlagdes til Sønder- og Vesteramtet. Østlandet når altså nu kun fra Langanæs til grænsen mellem Sønder-Mule syssel og Vester-Skaftafells syssel. Denne strækning, der, navnlig for den østligste dels vedkommende, indskæres af en uafbrudt række — dog forholdsvis korte — fjorde, benævnedes i ældre tid Østfjordene (Austfirðir), og efter beboerne her tog hele fjærdingen navn. Østlandets nordligste hrepp, de oven nævnte Strande, er en afsides bygd, der ordner sig om de tre småfjorde Finnafjord (Finnafjörðr), Midfjord (Midfjörðr) og Bakkefjord (Bakkafjörðr), fordum Sandvík. Med bygderne nord på står den i forbindelse ved flere over roden af Langanæs førende fjældveje, mod vest begrænses den af de ørkenstrækninger, der skille mellem Norder-Tingø og Norder-Mule syssel (se s. 185); mod syd, hvor højlandet slutter med et fremløbende næs, (fordum Digranes, nu Viðvíkrbjörg), fører en fjældvej over heden (Sandvíkrheiði) til Vopnafjordsbygden. Af de tre småfjorde kan særlig mærkes Midfjord, der i Ldn. (s. 237) urigtig kaldes Vidfjord (Viðfjörðr); Sig. Gunnarssön antager — hvad der dog vistnok kan være tvivlsomt —, at denne Midfjord findes nævnt i Þorst. hv. (s. 44). Ved Bakkefjord ligger egnens præstegård Skeggjastad (Skeggjastaðir, sognebeskr. vekselvis ekt. og flt); som en tradition omtaler præsten, at der tidligere til sognet skal have hørt to annekskirker, bægge på østsiden af Langanæs. Beboerne af den her omhandlede bygd, der er fugtig og lavtliggende, drive ved siden af kvægavl vel noget fiskeri, men dette antages ikke nær nu at være af den betydning som fordum, da talrige fiskerhytter, hvis tomter endnu ses, beboedes i fisketiden.

Vopnafjordsbygden, der mod nord begrænses af Sandvighede og det vest for denne liggende højland, består — foruden gårdrækken langs strandkanten — væsenlig af tre bebyggede dale, der alle udmunde i nordøstlig retning, ud mod den temlig store og forholdsvis brede Vopnafjord (Vopnafjörðr, også: Vápnafjörðr). Længere inde afsætter denne mod vest Nypsfjorden (Nýpsfjörðr, sognebeskr.: Núpsflói), der afsluttes med to fra havet næsten helt afskårne vandsamlinger eller »lón«; selv fortsætter den sig derefter videre i sydvestlig retning ind mod bygden. Af Ldn. kan sluttes, at fjordens navn ikke ligefrem kommer af ordet »vápn« (våben), men af landnamsmanden Eyvind vopnes tilnavn »vopni«. Nordligst af bygdens tre lange smalle dale er Selådalen (Selárdalr), der åbner sig ud mod Nypsfjord; fra Selådalsmundingen langs kysten op til Viðvíkrbjörg, mod nordvest begrænset af Sandvighede, ligger bygdens nordligste del, den såkaldte Strand (Strönd), denne egn, samt den oven for liggende hede er det rimeligvis, der omtales Vápnf. s. 24 — skov findes nu ikke her, men denne er i det hele så godt som forsvundet fra bygden. — Omtrent parallelt med Selådal strækker sig den smalle, men græsrige og tæt bebyggede Vesterdal (Vestradalr, eller Vestrárdalr); den dalen gennemstrømmende å — Vesterdalså (Vestrdalsá, Þorst. hv.) — falder ud i det indre af de to oven nævnte lon. Fra Vesterdalen udgår en af de mest benyttede fjældveje for dem, der agter sig vester over til Fjældbygden og videre til Myvatnsegnen eller andetsteds i Tingøsyslerne. Den del af heden, man her kommer til at gøre bekendtskab med, bærer det betegnende navn Dimmefjallgard (Dimmifjallgarðr) ɔ: Mørkefjældene: efter en dags rejse over græsløse, sorte flader, mellem lige saa mørke banker og fjælde, når man Grimstad, hvorfra færgen fører den rejsende over Jøkelså. Den Vesterdal mod sydøst begrænsende hals ender i en klippetange, der skiller mellem Nypsfjord og Vopnafjord; lidt inden for roden af det således dannede næs oppe under halsen ligger gården Buastad (Búastaðir, Vápnf.) — den og en ved roden af næsset liggende i følge sognebeskrivelsen de eneste gårde øst for åen — ; blandt gårdene vest for åen kan mærkes Torvastad (Torfastaðir, Vápnf.), temlig langt ude i dalen, skrås over for Buastad. På østsiden af næsset ligger handelspladsen Vopnafjord ved en lille, men ret god havn. Selve halsen skiller mellem Vesterdal og Hovsådal (Hofsárdalr), bygdens vigtigste del. Denne temlig lange og anselige dal, der ligger i retningen nordøst-sydvest med mundingen vendt mod Vopnafjordens bund, tager navn efter den dalen gennemstrømmende å, der imidlertid ikke oprindelig bar navnet Hovså (Hofsá), men benævnedes Vopnafjordså (Vopnafjarðará, Vápnafj— á). Hovsådalen med de nærmeste sidedale og Vopnafjordens sydkyst er hovedskuepladsen for den lille kreds af sagaer — Torsten hvides saga, Vopnfjordinge saga, fortællingen om Torsten stanghug, samt til dels æventyret om Torsten oksefod — , der er knyttede til denne del af landet. Mod syd og øst begrænses Vopnafjordsbygden af heder og højland, der længst ude mod søen (mod nordøst) hæver sig til stejle fjælde Krossavigfjældene (Krossavíkrfjöll); derefter følger i sydvestlig retning Hellishede (— heiði), Smørvatnshede (Smjörvatnsheiði, ældre: — heiðr) og Tungehede (Túnguheiði). Mod sydvest begrænses bygden af Mödrudalshede, der mod nord går over i Dimmefjallgard. Af gårdene i Hovsådalen må først og fremmest mærkes Hov (Hóf), bygdens præstegård, der ligger vest for åen, omtrent midtvejs i dalen, hvor denne begynder at brede sig og udsigten åbner sig ud over den foranliggende fjord. Denne anselige gård har fra gammel tid været egnens høvdingesæde; i de nævnte sagaer spiller den en rolle som sæde for Vopnafjordens anseteste slægt: først den sent indvandrede høvdingesøn Torsten hvide, dernæst dennes sønnesøn Brodd-Helge og endelig Brodd-Helges søn Bjarne. På Hov findes en del foregivne oldtidslævninger: i kirken en fra alvefolket stammende alterdug (sml. Ísl. Þjóðs. I, 13); endvidere en gammel dør, der udgives for gudehusdøren; og endelig, i og omkring tunet, adskillige tomter. Gudehusdøren, som der gøres meget væsen af, er aldeles prunkløs og, som det synes, kun af liden interesse. Den er nu omtrent 3 al. høj og 1½ al. bred; dog kan måske her 1 fjæl mangle, så at den opr. har været 2 al. bred. De tre fjæle, hvoraf den nu består, er umalede, plumpt sammenføjede; af de foregivne runeinscriptioner, som døren efter sigende skal bære, viser sig — i al fald for en flygtigere betragtning — intet spor. Tomterne, der samtlige findes vest for gården, op mod lien, hvor største delen af tunet er beliggende, er dels ringformige, dels aflangfirkantede. Således kan mærkes en stor kredsformig tomt i tunet, der sættes i forbindelse med gudehuset — måske på grund af sit navn; den benævnes »Skollahríngr«. (Det er vel navnet — djævlering — som nu bringer enkelte til at gætte på, at hovet har stået her, men på den anden side antyder selve navnet en ældre tradition herom.) Noget vestligere, uden for tunet, findes også et par tomter, hvoriblandt en ringformig. Langt vestligere og højere oppe i lien, dog inden for det ældre tungærde, der ses at have haft en langt større udstrækning end det nuværende, ligger en hel række besynderlige, sammenhængende tomter, firkantede, med retning langs lien omtrent fra nord til syd; her vil traditionen nu med størst bestemthed henlægge gudehuset. Lidt oven for (og nordligere end) denne samling findes en meget gammel, langagtig-firkantet tomt af betydelig udstrækning; måske er det denne, som sognebeskr. sigter til, når den nævner, at på Hov ses endnu spor til den skåle, som Bjarne huslang først byggede i Krossavig og senere flyttede til Hov (sml. Ldn. s. 324); andre tomter på Hov anføres ikke her. — Længere inde i Hovsådal (der højere oppe antager navnet Fossdal) findes adskillige gårde, af hvilke dog kun én nævnes i de her omhandlede sagaer; dette er Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir, Vápnf.), der ligger øst for åen, en halv mils vej mod syd.

Omtrent ud for Hov falder den lille Sunnudalså (— á) i Hovså; ved sammenløbet dannes brede ører (den i Vápnf. s. 21 omtalte »sandr«); åen kommer fra en lille sidedal Sunnudalen (Sunnudalr), som Hovsådalen udsender mod sydøst Denne dal, hvis vestlige del nu i øvrigt bærer navnet Hraunfellsdalr, indeholder et par gårde, hvoriblandt Sunnudal(r), der ligger øst for åen, yderlig i dalen. Gården Sunnudal kommer især til omtale i fortællingen om Torsten stanghug. Her bor Torsten med sin gamle fader; her kæmper han med Bjarne fra Hov i tunet —, efter at have pådraget sig dennes fjendskab ved, rigtignok tvungen dertil, at have dræbt flere af hans huskarle — , og efter at kampen er endt med forsoning, flytter han herfra med Bjarne til Hov. Lokaliteterne omtales på en måde, der lader formode kendskab til stedet. Gården ligger på en større græsgrot bakke; i tunet er mange småhøje; ned gennem tunet løber syd for gården en lille bæk tæt inden for den største høj, der meget passende kan antages for den »hóll«, hvor kampen i følge fortællingen stod. I Vopnfjordinge saga nævnes et vårting i Sunnudal, som bønderne senere nedlagde, efter at et heftigt fjendskab mellem egnens to mægtigste familier havde udviklet sig (Vápnf. s. 13, sml. s. 22); om stedet for dette véd man nu intet nærmere. Vest for Sunnudalså ligger, lidt sydligere end Sunnudal, gården Sireksstad (Síreksstaðir, nu sædv.: Síringstaðir), der i Vápnf. anføres under den fejlagtige benævnelse »Eireksstaðir« (sml. Ldn. og G. Vigfussöns oplysninger i Ný félagsrit 21. årg.); i omtalen af denne gård er der i Vápnf. (s. 23) en unøjagtighed, i det husbonden her, Torvard læge, på hjemvejen fra et besøg på »nabogården« er ladet træffe sammen med en mand, der er på rejse mellem nogle gårde østligere i bygden; men det hele viser blot, at sagaskriveren i øjeblikket ikke har været fuldstændig på det rene med alle de pågældende gårdes indbyrdes beliggenhed. — Uden for (ɔ: nord for) den nævnte gård lå i følge Ldn. og Vápnf. gården Toftevold (Tóptavellir), hvor Torsten hvide boede, inden han erhvervede sig Hov; nogen sådan gård kendes nu ikke, men den antages at have ligget omtrent over for Sunnudalsgården, hvad der også kan stemme med den rækkefølge, hvori Olavius nævner ødegården »Toppvelle«. Når fortællingen om Torsten hvide lader Torsten erhverve sig Toftevold af Hovs tidligere ejer — hvorefter man måtte antage, at gården havde ligget vest for Hovså — , er dette sikkert kun en unøjagtighed (sml. Ldn. og Vápnf.). Strækningen mellem Hovsa og Sunnudalså, med undtagelse af den allernederste lave del nærmest åernes sammenløb optages af et fjæld, den såkaldte »højtunge« (hátunga). Her antager man, at den i Vápnf. (s. 13) nævnte gård Tunga har stået; om denne siges der i sagaen, at den lå i Sunnudal, på den side af åen, hvor »Hovsgården« (Hofsbær) står. Disse ord synes at indeholde en fejl, da Hov jo ikke ligger i Sunnudal eller ved Sunnudalså; meget fristende var det i steden for »Hofsbær« her at læse »Hofsborg« — således hed et afbyggersted (hjáleiga) fra Hov, der lå i tungen, ud mod Sunnudal — når man blot turde antage, at stedsnavnet var gammelt— Den del af tungen, der vender ud mod Hovså, bærer endnu lidt krat og antages i ældre tid at have været skovgrot. De »skove lige over for Hov«, hvorigennem en flok folk ubemærket sendes mod Hov (se Vápnf. s. 16), har utvivlsomt været her; er man først kommen noget ind i denne del af tungen, kan man bag om forskellige højdedrag ubemærket nå til den sydlige del af tunet på Hov.

Se Tillæg og rettelser

---