Norder-Mule syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Norður-Múlasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Norder-Mule syssel
Norðr-Múla sýsla
[Indbyggerantal c. 4000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Hvor på sydsiden af Langanæsset Gunnolvsvigsfjældet (Gunnólfsvíkrfjall) danner grænsen mellem det egenlige Langanæs og den følgende bygd Strandene (Strandir), falder nu grænsen mellem Nordlandet og Østlandet. Indtil år 1841 hørte derimod, som tidligere (s. 191) nævnt, hele sydsiden af næsset med til Østlandets nordligste syssel Norder-Mule syssel. Dette er den gamle fordeling, i følge hvilken Helkunduhede (Hák. s. kap. 311) skilte mellem Nordlændingefjærdingen og Østtjordingefjærdingen. Ved Helkunduhede (sml. s. 191) må sikkert forstås højdedragene op gennem næsset, der skille dettes vestlige del omkring Saudanæs fra den nordøstligere; ydergrænsen har Sköruvíkrbjarg da rimeligvis været Østfjordingefjærdingen (Austfirðinga fjórðungr) omfattede oprindelig hele strækningen ned til Rangåvolde syssels østgrænse; år 1770 dannedes af Nord- og Øst-fjærdingen et eget amt, men allerede år 1783 udskiltes af østfjærdingen dennes sydlige del (Skaftafellssyslerne) og henlagdes til Sønder- og Vesteramtet. Østlandet når altså nu kun fra Langanæs til grænsen mellem Sønder-Mule syssel og Vester-Skaftafells syssel. Denne strækning, der, navnlig for den østligste dels vedkommende, indskæres af en uafbrudt række — dog forholdsvis korte — fjorde, benævnedes i ældre tid Østfjordene (Austfirðir), og efter beboerne her tog hele fjærdingen navn. Østlandets nordligste hrepp, de oven nævnte Strande, er en afsides bygd, der ordner sig om de tre småfjorde Finnafjord (Finnafjörðr), Midfjord (Midfjörðr) og Bakkefjord (Bakkafjörðr), fordum Sandvík. Med bygderne nord på står den i forbindelse ved flere over roden af Langanæs førende fjældveje, mod vest begrænses den af de ørkenstrækninger, der skille mellem Norder-Tingø og Norder-Mule syssel (se s. 185); mod syd, hvor højlandet slutter med et fremløbende næs, (fordum Digranes, nu Viðvíkrbjörg), fører en fjældvej over heden (Sandvíkrheiði) til Vopnafjordsbygden. Af de tre småfjorde kan særlig mærkes Midfjord, der i Ldn. (s. 237) urigtig kaldes Vidfjord (Viðfjörðr); Sig. Gunnarssön antager — hvad der dog vistnok kan være tvivlsomt —, at denne Midfjord findes nævnt i Þorst. hv. (s. 44). Ved Bakkefjord ligger egnens præstegård Skeggjastad (Skeggjastaðir, sognebeskr. vekselvis ekt. og flt); som en tradition omtaler præsten, at der tidligere til sognet skal have hørt to annekskirker, bægge på østsiden af Langanæs. Beboerne af den her omhandlede bygd, der er fugtig og lavtliggende, drive ved siden af kvægavl vel noget fiskeri, men dette antages ikke nær nu at være af den betydning som fordum, da talrige fiskerhytter, hvis tomter endnu ses, beboedes i fisketiden.

Vopnafjordsbygden, der mod nord begrænses af Sandvighede og det vest for denne liggende højland, består — foruden gårdrækken langs strandkanten — væsenlig af tre bebyggede dale, der alle udmunde i nordøstlig retning, ud mod den temlig store og forholdsvis brede Vopnafjord (Vopnafjörðr, også: Vápnafjörðr). Længere inde afsætter denne mod vest Nypsfjorden (Nýpsfjörðr, sognebeskr.: Núpsflói), der afsluttes med to fra havet næsten helt afskårne vandsamlinger eller »lón«; selv fortsætter den sig derefter videre i sydvestlig retning ind mod bygden. Af Ldn. kan sluttes, at fjordens navn ikke ligefrem kommer af ordet »vápn« (våben), men af landnamsmanden Eyvind vopnes tilnavn »vopni«. Nordligst af bygdens tre lange smalle dale er Selådalen (Selárdalr), der åbner sig ud mod Nypsfjord; fra Selådalsmundingen langs kysten op til Viðvíkrbjörg, mod nordvest begrænset af Sandvighede, ligger bygdens nordligste del, den såkaldte Strand (Strönd), denne egn, samt den oven for liggende hede er det rimeligvis, der omtales Vápnf. s. 24 — skov findes nu ikke her, men denne er i det hele så godt som forsvundet fra bygden. — Omtrent parallelt med Selådal strækker sig den smalle, men græsrige og tæt bebyggede Vesterdal (Vestradalr, eller Vestrárdalr); den dalen gennemstrømmende å — Vesterdalså (Vestrdalsá, Þorst. hv.) — falder ud i det indre af de to oven nævnte lon. Fra Vesterdalen udgår en af de mest benyttede fjældveje for dem, der agter sig vester over til Fjældbygden og videre til Myvatnsegnen eller andetsteds i Tingøsyslerne. Den del af heden, man her kommer til at gøre bekendtskab med, bærer det betegnende navn Dimmefjallgard (Dimmifjallgarðr) ɔ: Mørkefjældene: efter en dags rejse over græsløse, sorte flader, mellem lige saa mørke banker og fjælde, når man Grimstad, hvorfra færgen fører den rejsende over Jøkelså. Den Vesterdal mod sydøst begrænsende hals ender i en klippetange, der skiller mellem Nypsfjord og Vopnafjord; lidt inden for roden af det således dannede næs oppe under halsen ligger gården Buastad (Búastaðir, Vápnf.) — den og en ved roden af næsset liggende i følge sognebeskrivelsen de eneste gårde øst for åen — ; blandt gårdene vest for åen kan mærkes Torvastad (Torfastaðir, Vápnf.), temlig langt ude i dalen, skrås over for Buastad. På østsiden af næsset ligger handelspladsen Vopnafjord ved en lille, men ret god havn. Selve halsen skiller mellem Vesterdal og Hovsådal (Hofsárdalr), bygdens vigtigste del. Denne temlig lange og anselige dal, der ligger i retningen nordøst-sydvest med mundingen vendt mod Vopnafjordens bund, tager navn efter den dalen gennemstrømmende å, der imidlertid ikke oprindelig bar navnet Hovså (Hofsá), men benævnedes Vopnafjordså (Vopnafjarðará, Vápnafj— á). Hovsådalen med de nærmeste sidedale og Vopnafjordens sydkyst er hovedskuepladsen for den lille kreds af sagaer — Torsten hvides saga, Vopnfjordinge saga, fortællingen om Torsten stanghug, samt til dels æventyret om Torsten oksefod — , der er knyttede til denne del af landet. Mod syd og øst begrænses Vopnafjordsbygden af heder og højland, der længst ude mod søen (mod nordøst) hæver sig til stejle fjælde Krossavigfjældene (Krossavíkrfjöll); derefter følger i sydvestlig retning Hellishede (— heiði), Smørvatnshede (Smjörvatnsheiði, ældre: — heiðr) og Tungehede (Túnguheiði). Mod sydvest begrænses bygden af Mödrudalshede, der mod nord går over i Dimmefjallgard. Af gårdene i Hovsådalen må først og fremmest mærkes Hov (Hóf), bygdens præstegård, der ligger vest for åen, omtrent midtvejs i dalen, hvor denne begynder at brede sig og udsigten åbner sig ud over den foranliggende fjord. Denne anselige gård har fra gammel tid været egnens høvdingesæde; i de nævnte sagaer spiller den en rolle som sæde for Vopnafjordens anseteste slægt: først den sent indvandrede høvdingesøn Torsten hvide, dernæst dennes sønnesøn Brodd-Helge og endelig Brodd-Helges søn Bjarne. På Hov findes en del foregivne oldtidslævninger: i kirken en fra alvefolket stammende alterdug (sml. Ísl. Þjóðs. I, 13); endvidere en gammel dør, der udgives for gudehusdøren; og endelig, i og omkring tunet, adskillige tomter. Gudehusdøren, som der gøres meget væsen af, er aldeles prunkløs og, som det synes, kun af liden interesse. Den er nu omtrent 3 al. høj og 1½ al. bred; dog kan måske her 1 fjæl mangle, så at den opr. har været 2 al. bred. De tre fjæle, hvoraf den nu består, er umalede, plumpt sammenføjede; af de foregivne runeinscriptioner, som døren efter sigende skal bære, viser sig — i al fald for en flygtigere betragtning — intet spor. Tomterne, der samtlige findes vest for gården, op mod lien, hvor største delen af tunet er beliggende, er dels ringformige, dels aflangfirkantede. Således kan mærkes en stor kredsformig tomt i tunet, der sættes i forbindelse med gudehuset — måske på grund af sit navn; den benævnes »Skollahríngr«. (Det er vel navnet — djævlering — som nu bringer enkelte til at gætte på, at hovet har stået her, men på den anden side antyder selve navnet en ældre tradition herom.) Noget vestligere, uden for tunet, findes også et par tomter, hvoriblandt en ringformig. Langt vestligere og højere oppe i lien, dog inden for det ældre tungærde, der ses at have haft en langt større udstrækning end det nuværende, ligger en hel række besynderlige, sammenhængende tomter, firkantede, med retning langs lien omtrent fra nord til syd; her vil traditionen nu med størst bestemthed henlægge gudehuset. Lidt oven for (og nordligere end) denne samling findes en meget gammel, langagtig-firkantet tomt af betydelig udstrækning; måske er det denne, som sognebeskr. sigter til, når den nævner, at på Hov ses endnu spor til den skåle, som Bjarne huslang først byggede i Krossavig og senere flyttede til Hov (sml. Ldn. s. 324); andre tomter på Hov anføres ikke her. — Længere inde i Hovsådal (der højere oppe antager navnet Fossdal) findes adskillige gårde, af hvilke dog kun én nævnes i de her omhandlede sagaer; dette er Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir, Vápnf.), der ligger øst for åen, en halv mils vej mod syd.

Omtrent ud for Hov falder den lille Sunnudalså (— á) i Hovså; ved sammenløbet dannes brede ører (den i Vápnf. s. 21 omtalte »sandr«); åen kommer fra en lille sidedal Sunnudalen (Sunnudalr), som Hovsådalen udsender mod sydøst Denne dal, hvis vestlige del nu i øvrigt bærer navnet Hraunfellsdalr, indeholder et par gårde, hvoriblandt Sunnudal(r), der ligger øst for åen, yderlig i dalen. Gården Sunnudal kommer især til omtale i fortællingen om Torsten stanghug. Her bor Torsten med sin gamle fader; her kæmper han med Bjarne fra Hov i tunet —, efter at have pådraget sig dennes fjendskab ved, rigtignok tvungen dertil, at have dræbt flere af hans huskarle — , og efter at kampen er endt med forsoning, flytter han herfra med Bjarne til Hov. Lokaliteterne omtales på en måde, der lader formode kendskab til stedet. Gården ligger på en større græsgrot bakke; i tunet er mange småhøje; ned gennem tunet løber syd for gården en lille bæk tæt inden for den største høj, der meget passende kan antages for den »hóll«, hvor kampen i følge fortællingen stod. I Vopnfjordinge saga nævnes et vårting i Sunnudal, som bønderne senere nedlagde, efter at et heftigt fjendskab mellem egnens to mægtigste familier havde udviklet sig (Vápnf. s. 13, sml. s. 22); om stedet for dette véd man nu intet nærmere. Vest for Sunnudalså ligger, lidt sydligere end Sunnudal, gården Sireksstad (Síreksstaðir, nu sædv.: Síringstaðir), der i Vápnf. anføres under den fejlagtige benævnelse »Eireksstaðir« (sml. Ldn. og G. Vigfussöns oplysninger i Ný félagsrit 21. årg.); i omtalen af denne gård er der i Vápnf. (s. 23) en unøjagtighed, i det husbonden her, Torvard læge, på hjemvejen fra et besøg på »nabogården« er ladet træffe sammen med en mand, der er på rejse mellem nogle gårde østligere i bygden; men det hele viser blot, at sagaskriveren i øjeblikket ikke har været fuldstændig på det rene med alle de pågældende gårdes indbyrdes beliggenhed. — Uden for (ɔ: nord for) den nævnte gård lå i følge Ldn. og Vápnf. gården Toftevold (Tóptavellir), hvor Torsten hvide boede, inden han erhvervede sig Hov; nogen sådan gård kendes nu ikke, men den antages at have ligget omtrent over for Sunnudalsgården, hvad der også kan stemme med den rækkefølge, hvori Olavius nævner ødegården »Toppvelle«. Når fortællingen om Torsten hvide lader Torsten erhverve sig Toftevold af Hovs tidligere ejer — hvorefter man måtte antage, at gården havde ligget vest for Hovså — , er dette sikkert kun en unøjagtighed (sml. Ldn. og Vápnf.). Strækningen mellem Hovsa og Sunnudalså, med undtagelse af den allernederste lave del nærmest åernes sammenløb optages af et fjæld, den såkaldte »højtunge« (hátunga). Her antager man, at den i Vápnf. (s. 13) nævnte gård Tunga har stået; om denne siges der i sagaen, at den lå i Sunnudal, på den side af åen, hvor »Hovsgården« (Hofsbær) står. Disse ord synes at indeholde en fejl, da Hov jo ikke ligger i Sunnudal eller ved Sunnudalså; meget fristende var det i steden for »Hofsbær« her at læse »Hofsborg« — således hed et afbyggersted (hjáleiga) fra Hov, der lå i tungen, ud mod Sunnudal — når man blot turde antage, at stedsnavnet var gammelt— Den del af tungen, der vender ud mod Hovså, bærer endnu lidt krat og antages i ældre tid at have været skovgrot. De »skove lige over for Hov«, hvorigennem en flok folk ubemærket sendes mod Hov (se Vápnf. s. 16), har utvivlsomt været her; er man først kommen noget ind i denne del af tungen, kan man bag om forskellige højdedrag ubemærket nå til den sydlige del af tunet på Hov.

Op fra Sunnudal strækker sig den tidligere nævnte Smørvatnshede. Over den fører den almindelig benyttede vej til Jøkeldalen sydligere i syslet. Heden er berygtet for slet vejr og kun i den egenlige sommertid farbar; men under gunstige forhold frembyder den halve dags rejse over den ingen vanskeligheder. Hverken op- eller nedstigning er synderlig besværlig; heden selv er jævn, men ufrugtbar, og store strækninger består kun af større og mindre vandslidte sten; enkelte steder ligger sneen hele somren over. Oppe på heden hæver sig et større, brungult, med snepletter rigt udstyret fjæld, Smørfjældene (Smjörfjöll — hen mod 4000 f.), i linje med dette ligger den lille indsø Smørvandet (Smjörvötnin), der har givet heden navn; i Vápnf. omtales heden som tilholdssted for en fredløs.

Fra Sunnudal af står gårdene i en linje ud efter under fjældet (hedeskråningen). Omtrent ud for dalmundingen og lige over for Hov møder først Gudmundarstad (Guðmundarstaðir, Vápnf.). Derefter følger de ligeledes i Vápnf. nævnte gårde Hage (Hagi), Egilsstad (Egilsstadir) og Rævsstad (Refsstaðir). Nærmest denne gård, omtrent ud for fjordbunden, følger Svínabakkar, der måske er Vopnfjordinge-sagas Fáskrúðsbakki, som i sagaen (s. 23) siges at ligge midt i herredet, og hvorom ellers intet vides.

Vejen går nu videre, langs sydsiden (egl.: sydøstsiden) af fjorden, forbi Sydre-Vig (Syðri Vík), der er den i Ldn. og Dropl. nævnte gård Indre Krossavig (Krossavík en innri, iðri; Brand-Kr.: Vík hin innri); derefter følger — med et par mellemliggende hjålejer, hvoriblandt det nybyggede Fremri Krossavík — Krossavig (Krossavík, sagaernes K. hin ytri). I Krossavig boede Brodd-Helges svoger Gejte; deres venskab omskiftes til fjendskab, og efter at have lidt mange ydmygelser dræber tilsidst Gejte Brodd-Helge — hvorledes ses ikke af sagaen, der her har et hul. Til hævn herfor fælder Helges søn Bjarne sin frænde og fosterfader Gejte, til trods for afsluttet forlig, hvad han også i høj grad selv angrer. Mellem Bjarne og Gejtes søn Torkel hersker der nu i lang tid fjendskab, en heftig kamp imellem dem leveres, men endelig bevirker Bjarnes ædelmodighed og Torkels hustru Joruns højsindethed en oprigtig forsoning. Hos Torkel Gejtessön i Krossavig opholdt i følge Dropl. hans frænde Grim Droplaugssön sig efter at have hævnet sin broder Helge. Sagaen fortæller (s. 33), at han boede i et tælt »i det fjæld, som hedder Snefjæld (Snæfell), op fra Krossavig«, og at han ud på høsten flyttede sit tælt ned på en afsats i fjældskråningen, som senere kaldtes Grimsbygd (Grímsbyggðir). Navnet Snefjæld er ikke bevaret, men må have udgjort en del af Krossavigfjældene (Krossavíkrfjöll), en til dels snedækket, brungul fjældmasse, hvormed heden fortsætter sig mod nordøst ud mod havet. Oven for gården Krossavig, der står tæt under fjældet, påvises i fjældskrænten »Grímsgjá«, hvor Grim skal have haft sit tilhold; dette parti (en ikke dyb og temlig stejl skrænt) ligger imidlertid så åbent for udsigten fra gården, at sagaens fortælling om, at Grim skjult kunde have sit tælt her, bliver noget usandsynlig. I fjældene, der afgrænse Vopnafjorden mod sydøst (Krossavigfjældene med deres fortsættelse), skærer to smådale sig ind: Bödvarsdalen en mils vej øst for Krossavig og Fagredalen endnu en halv mil østligere. Fra Bödvarsdal (Böðvarsdalr) ligger en noget besværlig, men kort og forholdsvis tidlig farbar fjældvej — over Hellishede — til Jøkelsåegnens yderste del. På hjemrejsen over denne hede efter en tingfærd sker sammenstødet mellem Torkel Gejtessön og Bjarne. I den lille dal er nu kun to gårde: Bödvarsdal øst for den dalen gennemstrømmende å, længst ude, og Eyvindarstad (Eyvindarstaðir) vest for åen, lidt sydligere; efter denne gård benævnes ofte den vestlige halvdel af dalen. Tidligere synes der at have været en gård ovenfor Eyvindarstad. I Vápnf. (s. 26—27) fortælles nemlig, hvorledes Torkel ved nedstigningen i Bödvarsdal først kommer til en bonde. Kåre, hos hvem han får nattely. Om morgenen tidlig passerer Bjarne forbi denne gård, men indhentes af Torkel yderlig i dalen, hvor der står en lille gård Eyvindarstad. Hvis gården Bödvarsdal i en senere tid var flyttet ud efter i dalen, vilde det hele passe meget vel. — I Bödvarsdal skal findes en i»Bödvarshøj« (B— haugr), hvortil sagn om en B.s højlægning i skib er knyttet.

Fagredalen (Fagridalr) har kun én gård, af samme navn som dalen. Til gården Fagredal flytter Gejte for en tid for at undgå Brodd-Helges overgreb. Til de to gårde Krossavig er æventyret om oksen Brandkrosse knyttet.

Til samme egn må også æventyret om Torsten oksefod henføres. Denne lille i Flatøbogen optagne fortælling frembyder en ejendommelig interesse, i det den afgiver et eksempel på den sejhed, hvormed stedsnavne bevares uden hensyn til den skrevne literatur, ja endog til trods for afvigende skriftlig fremstilling. Den i Flatøbogen opbevarede recension af fortællingen om Torsten oksefod, den eneste, som haves, henfører nemlig tydelig nok de heri omtalte begivenheder til helt andre bygder. Først berettes i en indledning til fortællingen om et par landnamsmænd i østfjordene, deriblandt »Tore den høje«, som »tog land i Krossavig nord for Reyðarfjord; derfra er Krossvikingerne komne.« Derefter begynder selve fortællingen med en beretning om Torkel Gejtessön i Krossavig (der antages at være det ved Reyðarfjord liggende), om hans træl Freystén og om bonden Krum i Krumshollt — »den gård er nu øde« tilføjes der —, en ætling af landnamsmanden Krum i Reyðarfjord. Torkel Gejtessön rider en gang til skibs i Gautavík i Østfjordene og indbyder Nordmanden Ivar ljome til vinterophold hos sig. En uægte søn af Ivar ljome og Torkels stumme søster Orny er fortællingens helt, der som nyfødt udsættes, men findes og opdrages af bonden Krum, indtil hans morbroder senere tager ham hjem til sig. En gang, da Torsten på hjemvejen fra at søge efter får på fjældene kommer med Freystén ned i en dyb dal, lægger han sig til hvile på en stor høj og har her et æventyr med de derværende underjordiske, der skaffer ham rigdomme og hans moder mælet. »Den høj står i Jøkelsdal (Jökulsdalr) og kaldes Brynjarshøj (Bryniarshaugr — efter den her boende underjordiske), og ses endnu i dag« slutter beretningen om dette optrin. Freystén får nu frihed og bosætter sig ved Reyðarfjord (netop på samme plads hvor Ldn. har landnamsmanden Freystén). Torsten sejler ud fra Gaulavig og udfører senere i Norge mange bedrifter, indtil han tilsidst falder med kong Olav Tryggvessön paa Ormen den lange.

Denne lille fortælling, der med undtagelse af navnene Freystén og Krum mangler ethvert tilknytningspunkt til Reydarfjord, har — som alt bemærket — i sin oprindelige form utvivlsomt Vopnafjorden til skueplads. På Krossavig i Vopnafjord boede Torkel Gejtessön. I denne bygd, hvor æventyret om Torsten oksefod omfattes med større interesse end nogen saga, genfindes også de i fortællingen omtalte stedsnavne. Således påvises ødegården Krumsholt noget udenfor Krossavig (navnet anføres også hos Olavius), men af den sammesteds anførte skov ved Krumsholt ses intet spor. Jøkeldal (Jökuldalr) er en sydvestlig forgrening af Fagredal, og her ses tæt ved den over Hellishede forende vej en banke endnu benævnt Brynjarshøj (Brynjarshaugr). — Bearbejderen af fortællingen om Torsten oksefod, som vi have den i Flatøbogen, må have været aldeles ubekendt med forholdene på Østlandet og uden kendskab til denne landsdels sagaer; men, dette forudsat, er det ret forståeligt, hvorledes den hos ham indløbne misforståelse med hensyn til fortællingens skueplads har kunnet opstå. Han har ved hjælp af Ldn. villet berige fortællingen med forskellige oplysninger af genealogisk og topografisk natur. Et tilknytningspunkt for fortællingen til en bestemt del af landet har han trot at finde i angivelsen af Krossavig som bolig for Torkel Gejtessön. I Ldn. findes et Krossavig i det hele tre gange nævnt. På de to første steder er det Krossavig i Vopnafjord, der anføres, men bægge gange kun ganske kort og for B.s vedkommende uden at Torkel Gejtessön nævnes som hjemmehørende i Krossavig. På det tredje sted omtales Krossavig i Reydarfjord. Her boede også i følge Ldn. »Tore den høje«, og også Ldn. har angivelsen »derfra er Krossvikingerne komne.« Bemærkningen om Krossvikingerne har utvivlsomt bragt bearbejderen til at tro, at »Torkel Gejtessön fra Krossavig« måtte nedstamme fra Tore — hvad der særlig måtte ligge nær, hvis hans eksemplar ligesom B. ikke har indeholdt nogen oplysning om Torkel Gejtessöns herkomt. Han bar derfor optaget Ldn.’s ord om Tore i sin indledning og henlagt Torkel Gejtessöns bolig til Krossavig i Reydarfjord. Endnu en grund til at henføre fortællingen til Reydarfjorden har han vistnok fundet i den tilfældige omstændighed, at navnet Krum — efter hvad der med størst sandsynlighed lader sig formode — foruden om en landnamsmand i Reydarfjord også oprindelig har forekommet i fortællingen om Torsten oksefod, idet han så satte de to mænd af samme navn i forbindelse med hinanden. Hvorvidt også navnet Freystén er oprindeligt i fortællingen, eller om Flatb.’s bearbejder på egen hånd har tillagt Torkels træl dette på grund af det i Ldn. mødende navn Freystén på en af Reydarfjordens beboere, er vanskeligere at afgøre. Gautavik (sikkert det ved Berufjord forekommende) har næppe oprindelig hørt til fortællingen, men dette har bearbejderen utvivlsomt hentet fra Flateyjarannal, hvor Gautavik et par gange nævnes som havn, — med samme ugenerthed, hvormed han fra nysnævnte kilde har taget den c. 1200 levende Asmund kastanrasse og gjort ham til skibsfører på det skib, hvormed Torsten oksefod sejler fra Island.

De udstrakte fjældheder, som optage Islands nordøstligste del, kun hist og her åbnende plads for en lavere kystrand eller nogle smalle dalstrøg (som Vopnafjordsbygdens), afskæres fra det øvrige land ved to store elve af navnet Jøkelså, bægge udspringende fra den store Vatnajøkels nordrand, men under deres løb fjærnende sig mere og mere fra hinanden. Den ene er den alt omtalte »Jøkelså på fjældene«, der i et nordvestligt løb søger gennem Tingø syssel ud i Aksarfjord. Den anden elv, ligeledes en af Islands betydeligste rindende vande, er Jøkelså med broen (Jökulsá »á brú«; »á brú« er da vistnok en forkortning for »farin á brú.« Ellers måtte man antage »J. á brú« omdannet af »J. at brú« ɔ: hjá brú); sin benævnelse skylder den en over denne førende bro, i lang tid så godt som den eneste på Island. Jøkelså med broen falder i nordøstlig retning ud i Herredsfloen (Héraðsflói), en bred bugt, der ind mod land med en bredde af flere mil begrænses af en flad sandsbrækning Herredssanden (Héraðssandr), til bægge sider derimod af fremløbende fjælde; mod nordvest skilles Herredsfloen fra Vopnafjorden ved de alt tidligere nævnte fra Hellishede fremløbende fjælde, hvis sydlige affald benævnes Hlidarfjældene (Hlíðarfjöll), mod sydøst strækker sig det lavere Osfjæld (Ósfjall, ogsaa: Ófjöll) frem. Flodsængens begrænsning bliver således på den ene side de syd for Vopnafjordsbygden liggende fjældheder, der nå mod sydvest helt op under Vatnajøkel; mod sydøst begrænses den også for den indre dels vedkommende af fortsættelser af det indre højland, men ud efter taber disse sig i lavland. Fra Vatnajøkels nordøstlige hjørne udspringer igen kilder til en storelv, der nede i bygden får navnet Lagarfljót; medens de to Jøkelsåer bestandig mere fjærne sig fra hinanden, nærmer Jøkelså med broen og Lagarfljot sig efterhånden hinanden, så at de ved deres udløb stundum endog tildels forene sig. Det ualmindelig vidtstrakte lavland omkring Lagarfljot og Jøkelåens nedre del kaldes med en fælles benævnelse Fljotsdalsherred (Fljótsdalshérað) og bør også naturlig behandles under ét, men da bygden for en stor dél efter sin længde gennemskæres af sysselgrænsen, må her — hvor hvert syssel behandles for sig — i denne henseende ske nogen indskrænkning, og bekvemmest vil det da falde af den tilbagestående del af Norder-Mule syssel først at behandle den nærmest kysten liggende del.

Hvad Jøkelåens dalfure angår, betragtes den øvre del, der alene bærer navnet Jøkeldalen, i almindelighed som en bygd for sig, uagtet dog vel også denne kan indbefattes under Fljotsdalsherredet i videre forstand. Af den ydre del tages igen strækningen nord for åen som et særligt strøg, der benævnes Jøkelsålien (Jökulsárhlíð). Syd for åen indesluttes mellem Jøkelsåen og Lagarfljot i deres nedre løb en lav, tætbebygget strækning, den såkaldte Tunge. Grænsen mellem Jøkeldalen og de her nævnte, ud efter liggende bygder langs åen falder, hvor den over åen førende træbro ligger. Jøkelså er et ejendommeligt vandløb, over hvilken der i en særlig grad trænges til bro, ligesom også forholdene for en sådans anlæggelse her er ualmindelig gunstige. Fra sin indtrædelse i bygden til hen mod udløbet løber nemlig denne elv i et snævert kløftleje med stejle bredder. Hvor broen er slået, er elvelejet 24 al. bredt, kløften, hvori den løber, har her vægge så lodrette som Almannagjås; vandstandens højde er sædvanlig c. 15 al. under kløftbredderne, men om foråret, eller når jøklen smelter, kan den stige betydelig, så at broen endog en gang skal være revet bort af den opsvulmede å. Fra meget gammel tid synes her at have været bro over åen; således omtaler Þorst. hv. (s. 40) en bro over Jøkelså, der efter sammenhængen må have ligget omtrent på samme sted som nu. Også i Hrk. (s. 3) nævnes en bro over Jøkelså, den må imidlertid have ligget højere oppe, hvor der nu findes en derefter benævnt gård (Brú), og i følge tradition skal denne bro have været en naturlig klippehvælving (steinbogi) over åen. Bægge disse broer sigtes der formodenlig til i Drpl. (s. 30), hvor der fortælles, at man i anledning af et drab i Fljotsdalsherred beslutter at holde vagt ved broerne over Jøkelså. Man vil påstå, at den naturlige bro (steinbogi) over Jøkelså først i løbet af forrige århundrede styrtede sammen, men hvorledes det end forholder sig hermed, træbroen over Jøkelså har altid været anset for så at sige nødvendig for egnen; — kun for åens nedre del kan der nemlig til nød være tale om vad eller færgesteder. Ikke des mindre var det dog under den almindelige forarmelse i forrige århundrede vanskeligt nok at få broen holdt vedlige; nu er imidlertid dens beståen sikret, i det der til dens vedligeholdelse svares en ringe årlig afgift af bægge Mule syslers beboere. Om end smal, så at man ikke kan føre belæssede heste over den, og med galgeporte hist og her for at forhindre, at man ridende passerer den, er den nuværende bro (bygget 1819), der er forsynet med et forsvarligt gitterrækværk, dog forholdsvis anselig og tilfredsstillende.

Gårdrækken under Jøkelsålien står under fjældhedens skråning, Hlidarfjældene; ud efter tiltager efterhånden underlandet mellem fjæld og å, samtidig skifter elvelejet karakter og får flade sandige bredder. Den sydligste af Jøkelsåliens gårde er Fossvold (Fossvöllr), der ligger nær ved broen, hvorover hovedvejen fører op på Smörvatnshede. Gården har navn efter en foss i en forbiflydende å Lakså (Laxá), og ovenover, på heden, findes et fjæld Laxárdalsfjall; kan det i Hrk. (s. 4) nævnte »Laxárdalr« stå i forbindelse hermed? (Forsvöllr forekommer imidlertid i Ldn). Den anden gård nord efter fra Fossvold er Hallgeir- (eller Hallgils-) staðir. Her skal findes »en ødegård Krakastaðir (i følge Olavius: kirkested) med en bæk Krakalækr. Muligvis man også her har den i Þorst. hv. (s. 37) nævnte gård Krakalæk(r); dog findes også i Tungen en bæk Krakalækr med en ødegård. Af gårdene i Jøkelsålien er ellers kun at fremhæve den næst yderste, Torvastad (Torfastaðir, Drpl.).

Hinsides Jøkelså i dens nedre løb, mellem denne og Lagarfljot, ligger, som allerede tidligere nævnt, bygden Tunge (Tunga, Túngusveit). Sit navn skylder den selvfølgelig sin beliggenhed mellem de to konvergerende elve, og dermed er jo også formen af landet givet: bredest mod syd, smallere nordefter; bygdens længde er henved 3 mil. Mod syd dannes grænsen mod nabobygden Fell af den lille Rangå (Rangá, nu: Rángá); en del af landet er her optaget af den såkaldte »lavhede« (lágheiði), den yderste afslutning af den mellem Jøkelså og Lagarfljot fremskydende forgrening af højlandet. I det hele taget er Tungen for den sydlige dels vedkommende gennemskåret af banker og åse, nordligere bliver landet fladere og fugtigere; tidligere skal bygden have været forholdsvis skovrig. Midt i bygden omtrent ligger Hallfredarstad (Hallfreðarstaðir), grundet af Ravnkel godes fader Hallfred. Af gårdene langs Jøkelså er ingen at mærke; derimod fortjæner flere af de nær Lagarfljot liggende eller deres nærmeste omgivelser at fremhæves. Sydligst ligger her Rangå, som vistnok — snarere end den således benævnte å — nævnes i Droplaugarsønnernes saga (s. 28); ud for Rangågården er færgefart over Lagarfljot. Omtrent ud for den anden gård fra Rangå nord efter (Vífilsstaðir) findes ved Lagarfljot interessante lævninger af et tingsted, der under forskellige navne forekommer i sagaerne. På vejen passerer man en bæk Krakalæk(r), og i forvejen er man kommen forbi hustomter og tungærde af et gammelt ødested; måske snarest den i Þorst. hv. omtalte gård Krakalæk(r) kan antages at have været her. Efter at være passeret Krakalæk ser man mange gamle ridestier, der ligge mellem bakkerne ned mod fljotet (Lagarfljot), og ved at følge retningen befinder man sig snart på en lille halvrund slette, der åbner sig mod øst ud mod fljotet. Mod nord begrænses denne slette af en kort, smal og noget brat ryg Tinghøvde (Þínghöfði), neden til græsklædt, men bestående af sten og grus oven til; mod vest strækker sig lavere hedeskråninger ned mod den lille dalsænkning, der således bagtil får sin begrænsnings og disse fortsætter sig ligeledes syd for denne ned mod fljotet. Fljotet udvider sig på dette strøg og sender en smal vig ind i mod dalen; højder ved roden af det således afskårne næs danner dalslettens nærmeste begrænsning mod syd. På skråningerne ned imod dalen findes i alt nogle og tyve bodtomter, de fleste af ret anselig størrelse (indtil 6 fv. lange), indgangen synes i almindelighed at have vendt ud mod dalen — eller mod den side, hvorfra den bekvemmeste adgang neden fra var. Kun ved enkelte tomter fandtes der spor af, at de havde været delte i flere afdelinger. I selve Tinghøvdeskråningen fandtes 8 tomter, i hedeskråningen mod vest 5 og på bakkerne syd for dalen 4 — 6. Stedet er både smukt og karakteristisk: afsondret og med vid udsigt fra Tinghøvden. I Drpl. nævnes flere gange (s. 18—21) et høstting på Tinghøvde (at Þinghöfða Þinghöfðum); at dette har været holdt her kan næppe betvivles. Men også det i Drpl. (s. 11) omtalte »Korkalækjar vårting« i »Forsdal« synes at være holdt her; for Forsdal må nemlig læses »Fljotsdal« og for Korkalækjar »Krakalækjar« . Fljotsdal har tidligere i det hele betegnet Lagarfljotsdalen (herom senere), og Krakalækjar ting (Krakalækjarþing) kan have været en meget passende betegnelse for det så nær ved bækken Krakalæk holdte Tinghøvdeting, hvad enten der da har bestået en gård Krakalæk eller ej. Tinget kan jo også til forskellig tid være holdt på lidt forskelligt sted. — Endnu et ting nævnes i Drpl. (s. 28), som vel snarest må søges i denne egn, nemlig Lambanæsting (Lambaness Þing); man kender imidlertid ikke stedet for det. I Sig. Gunnarssöns »Örnefni« (Safn. II) nævnes et par med »lamb« sammensatte navne her i nærheden.

Den anden gård fra Vivilsstad nord efter er Strøm (Straumr, Drpl.); herfra er færgefart over fljotet. Det samme gælder om den noget nordligere i Tungen stående præstegård Kirkjubæ(r); her så vel som flere steder i bygden skal der være fundet spor til gamle »myrejærnssmedjer« (rauðasmiðjur).

Af bredde omtrent som Jøkelsåhlid og Tungen ligger øst for Lagarfljot i dets nedre løb bygden Utmannasvejt (Útmannasveit) eller, som den ofte efter præstegården Hjaltastaðr (eller -ir) kaldes, Hjaltastad tinghå (Hjaltastaðar Þinghá). Det sidste navn er for så vidt noget besynderligt, »þinghá« må nemlig vel her tages i samme betydning som ellers »þing«, der bruges for at betegne de præstekald, hvortil der ikke hører nogen præstegård, medens »þinghá« sædvanlig er indskrænket til at betegne tingkreds. Bygden begrænses mod øst af den yderste del af de fjælde, der skille Fljotsdalsherred fra de talrige hinsides liggende fjorde, Østfjordene i snævrere forstand. Disse fjælde kaldes her, i modsætning til de mellem Vopnafjord og jøkelsålien skillende, Østerfjældene (Austrfjöll); fra disse hæver sig flere højere tinder, således de ejendommelige, for oven tvedelte Dörfjælde (Dyrfjöll, sædv. udtalt Dýrfj.). Mod nord afsluttes Østerfjældene med det lavere Osfjæld, der skyder sig frem i havet og således skiller Herredsfloen fra den lille Njardvig. Bygden gennemløbes af den ikke ubetydelige å Selfljót, der dannes af to mindre åer; hvor disse forener sig, falder bygdens sydgrænse, der tillige er sysselgrænse. Selfljot har først et nordligt, derefter et nordøstligt løb, indtil den falder i søen tæt vest for Osfjæld. Her antages Ldn.’s Unaos (Unaóss) at måtte søges. I Unaos landede Uno den danske og tilegnede sig omtrent det halve Fljotsdalsherred på denne side fljotet, men da indbyggerne erfarede, hvad han havde påtaget sig, nemlig at bringe Island under Harald hårfagre, drev de ham bort.

Se Tillæg og rettelser

---