Samiske fortællinger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Johan Turi og Per Turi
Samiske fortællinger
Uddrag af
Lappish Texts (1918-19)
Redigeret af Emilie Demant-Hatt
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter,
7. R. Historisk og filosofisk Afd. IV, 2
Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023
Forord til den danske udgave
I 1918 udgav den danske etnograf, billedkunstner og sameforsker Emilie Demant-Hatt en samling samiske småfortællinger. Fortællingernes ophavsmænd var den svenske same Johan Turi og dennes nevø Per Turi. Demant-Hatt havde under et af sine ophold i Lapland boet hos Johan Turi i Torneträsk, Sverige, hvorved der opstod et varigt venskab mellem de to. Demant-Hatt havde opmuntret Johan Turi til at skrive en bog om samerne og deres kultur. Selv hjalp hun med udgivelsen og i 1910 udkom Muittalus samid birra med dansk oversættelse af Demant-Hatt En Bog om Lappernes Liv i ét og samme bind. Dette var den første bog om samerne, som var skrevet på samisk.
Da de etnografiske fortællinger udkom i 1918, var det med parallelle tekster på henholdsvis samisk og engelsk. Johan og Per Turi havde skrevet teksterne på samisk. Emilie Demant-Hatt, der havde læst samisk sprog, oversatte dem til dansk, hvorefter hendes mand – arkæologen Gudmund Hatt – oversatte den danske tekst til engelsk. Den svenske sprogprofessor K. B. Wiklund var involveret i arbejdet med såvel den samiske tekst som med oversættelsen.
Emilie Demant-Hatts danske oversættelse blev aldrig publiceret og dens videre skæbne er ukendt. Den nærværende oversættelse er foretaget efter Gudmund Hatts engelske. Sproget er lettere bearbejdet. Noter og indskud i kantede parenteser er tilføjelser af Emilie Demant-Hatt. Almindelige parenteser er oversætterens anmærkninger.
Carsten Lyngdrup Madsen
____________________________________
MAGI OG MEDICIN
I.
Om ofring i gamle dage
Folk i gamle dage havde tanke for, at man skulle ofre et eller andet til offerstederne. De kunne enten have deres offersted ved en sprække i en flækket klippe, på en bakke på en jævn græseng eller alleryderst på et næs tæt ved deres vandresti. De kunne også have det på en stejl fjeldside. Navnet på sådan et offersted er seite.[1]
De ofrede til seiten, for at det skulle gå dem, som de ønskede, eller for at de måtte have lykke og held i hele deres levetid. De har ofret til seiterne på mange forskellige måder. En same kunne i gamle dage have en sådan seite tæt på sin sti, og når han gik forbi den, faldt der altid noget af til seiten. Nogle gange var det penge, andre gange en flaske brændevin eller en rensdyrost eller en rensdyrmave fyldt med mælk eller et stykke et stykke rensdyrkød, en kniv, en smuk sten [et stykke hvid kvarts eller bjergkrystal], et sølvspænde, en knap, en ske eller et bæltespænde og nogle gange ting af guld – ja, hvad som helst. Så snart han kom indenfor synsvidde af seiten, tog han sin hat af hovedet, og når han igen var udenfor synsvidde, tog han den atter på. Nogle gange gik han til seiten før han havde spist eller drukket, bøjede sig ned og tilbad. [P. T.]
II.
Om et offersted nedenfor en klippeskrænt
Der har været sådan et offersted nedenfor en lille klippeskrænt for enden af Nissondal, hvortil der er blevet ofret rener, penge og brændevin. Jeg har nu ikke hørt noget præcist herom, bortset fra, at det var den bedste ren i hjorden, som skulle ofres. Denne ren skulle være hel og perfekt, så den var helt fejlfri. Den skulle anbringes der hel, og næste gang man kom forbi seiten, var renen allerede forsvundet. Herefter skulle endnu en ren ofres på samme måde og så fremdeles, når man kom til dette sted.
Jordlaget på dette offersted er blevet så tykt, at der ikke ses andet end ben og rensdyrgevir. Og græsset har vokset sig meget tyk på denne seite.
Mange år efter den tid, hvor man ofrede, flyttede engang en af vore dages sidaer til nabolaget af denne seite. Så skete det en aften i skumringen, hvor fire unge mænd gik omkring [fra deres telte], at de hørte stemmer. De lyttede efter, og kunne høre, at stemmerne kom fra offerstedet. De gik nærmere og lyttede. De kunne høre, at der var helt utroligt mange, som talte ved seiten. Det lød, som var det været en hel forsamling, der talte. Så ville de gå nærmere for at høre, hvad der blev talt om, men de turde ikke at komme for tæt, for stedet begyndte at virke uhyggeligt. De fik end ikke fat på et eneste af spøgelsernes ord. Så gik de derfra og vendte hjem. Næste aften ved skumringstid gik de atter ud for at lytte, om de igen kunne høre noget. Det var fuldstændigt som aftenen før. Heller ikke denne gang turde de gå tættere på for at undersøge, om man kunne se noget. Selv om de var indenfor synsvidde, var de dog for langt væk. De kunne intet se, men stemmerne hørte de stadig. Dette kunne kun høres om aftenen ved skumringstid. Men en dag var de mange, som gik til seiten, og da de kom til stedet, var der ikke andet at se, end det, som er beskrevet ovenfor [dvs. ben, rensdyrgevir og tykt græs.] Slut. [P. T.]
III.
En mand ved navn Kumme
Der var en mand ved navn Kumme, han flyttede gennem Vassevagge fra syd til nord [dvs. han havde sin vandresti gennem Vassedal], og der plejede han at opholde sig [dvs. han slog sit telt op og lod renerne græsse der]. Og han var en noaide – næsten en "træ-rådner"-noaide[2], og han havde et offersted på en stejl fjeldside. Der var kun en snæver passage mellem klipperne, som man kunne gå på for at komme dertil. Deroppe havde han en seite på en lille forhøjning. Ingen måtte komme der, undtagen når han selv gik derop, da måtte andre følge med, hvis han gav dem lov. Han havde en søn og to døtre, som var gift og altså to svigersønner. Disse gik med ham, men kun når han gav dem lov.
Kumme boede langt fra seiten. I bunden af Vassedal var der et græsningsområde og her var hans kåte og hans hjord. En dag kom hjorden til hans kåte, og det var offertid. [3] Han gik ind i flokken og fangede en hvid rentyr, som han dekorerede den med al slags pynt, rødt, gult, blåt, grønt, rødbrunt, hvidt og sort silkebånd, overalt, hvor der kunne fastgøres pynt, dekorerede han den – på benene, på geviret, på hovedet, på ryggen, og alle steder. Og da han havde gjort rentyren klar, lod han den gå sin vej alene væk fra flokken[4]. Selv fulgte han efter den. Det samme gjorde hans to svigersønner, hans hustru, hans søn og hans to døtre[5]. Rentyren ledte an lige op til offerstedet, hvor den standsede og stod stille, indtil de begyndte med slagtningen. De dræbte den og fjernede al pynten. Så flåede de den og parterede den med største omhu. De havde en forfærdelig stor kedel deroppe, og i den lagde de hele tyren og kogte den, indtil kødet løsnede sig fra benene. Og da kødet havde løsnet sig, spiste de selv alt kødet og samlede benene sammen. Man havde den regel, at alle benene skulle samles omhyggeligt lige til det mindste lille ben. Og hvis bare et enkelt ben manglede, var renen uegnet til offer, for alle ben skulle bringes som et offer[6]. Hvis der manglede ét ben når de var færdige med at spise kødet, og de umuligt kunne finde det, var dette ben fakka-njuolla[7]. Og da de ikke kunne finde fakka-njuollaen, var hele den hvide rentyr uegnet som offer. Så måtte man gå tilbage og finde en anden rentyr og gøre med den, som man gjorde med den forrige. Og når den tyr er blevet afmærket [dvs. pyntet], gik også den afsted mod seiten og igen fulgte de efter den helt op til seiten, hvor de gjorde som før. Og når de var færdige med at spise[8], talte de benene, om de alle var der, og de var der alle, hvert eneste ben helt og i god behold. Så blev benene lagt på seiten, men ingen undtagen Kumme var tilstede, når benene blev anbragt [til ofring]. Herefter var de færdige og kunne gå hjem.
Disse ofringer skulle sikre, at alting gik nøjagtigt, som Kumme ønskede. Når han havde ofret, kunne han foretage sig alt det onde, han ville, hvis det var det, han havde lyst til, eller alt det gode, han ville, hvis det var det, han var stemt for. Han havde dog ikke lov til at gøre ondt mod nogen, medmindre han havde en god grund til det. Selv om man måske var i stand til det, havde man ikke lov til at handle ondt mod en person, som ikke selv først havde handlet ondt. Ej heller havde man ret til at gøre godt mod nogen, hvis vedkommende ikke behøvede det. Han var således underlagt mange forbud, fordi han havde lovet sig selv til djævelen. For djævelen var det, han ofrede til og som beskyttede hans seite. Og djævelens engle var det, som skulle beskytte ham i alle hans sager og yde ham hjælp, når han havde brug for det[9]. Og når han skulle dø, blev han selv en djævelens engel, hvilket han må være nu.
Denne Kumme havde endnu en seite på den anden side af dalen og til den havde han engang lovet det barn, som hans kvinde ventede, hvis det blev en dreng. Hans kvinde vidste godt, at Kumme havde lovet at give barnet til seiten. Da hun så fødte en dreng, var de uenige og vrede på hinanden en kort tid på grund af dette, [moderen gav dog ikke slip på drengen]. Men en dag, mens hun sov, tog Kumme drengen med til seiten. Da hun vågnede, vidste kvinden ikke, hvad der var blevet af drengen, men hun havde sin mistanke, for hun havde jo hørt Kumme love barnet til seiten.
Da Kumme havde drukket sin brændevin, gik han til sin seite og joikede[?][10]: "Åh, min stakkels kvindes grædebarn, hvor er han nu henne?" – Så forstod kvinden, hvor hendes dreng var. [P. T.]
IV.
Fortælling om noaide-lærdom
Hvis nogen ønsker at blive noaide, må han gøre det alene. Han må søge et sted, hvor tre stier mødes fra forskellige retninger. Men det må være et øde sted, hvor ingen har deres bolig, end ikke en eneste må være der, kun de tre stier[11]. Han skal gå ud julenat til den tregrenede sti [hvor de tre stier mødes] og blive der, indtil [den onde] kommer og adspørger ham: "Hvad ønsker du?" Og så må han fortælle, hvad han ønsker. Hvis han ønsker kundskab, bliver han vis [dvs. noaide]; ønsker han rigdomme [dvs. rensdyr-lykke], så får han det. Men ingen får mere end én gave der [dvs. kun ét ønske opfyldt]. [J. T.]
V.
Endnu et trick
Hvis nogen lige er død, som du var i familie med, eller du var nær ven af, mens han levede, og han fortsat skal være din ven, må du købe et silkebånd, tre gange seks tommer langt, og når du kommer til den afdøde, skal du afdække ham og derpå trække silkebåndet frem og tilbage over hans mund [dvs. mellem hans læber]. Så må du tage ham i dine arme og dreje dig omkring tre gange mod solens gang [dvs. mod urets retning] idet du siger: "Du skal hjælpe mig når som helst, jeg kalder dit navn!" Derefter må du anbringe ham nøjagtigt, som han lå før. Herefter vil dette være hans opgave [at være noaidens hjælpeånd]. Men det, som her er beskrevet, må ske nøjagtigt ved midnat.[12] [J. T.]
VI.
Endnu et optrin
Hvis man ønsker at påføre nogen ondt, skal man gå til kirkegården og sige: "Jeg behøver hjælp, hjælp mig nu!" Derpå skal du tage sand fra kirkegården og fylde det i et hvidt klæde. Så skal du sige, hvad du ønsker skal ske, og hvad den, [du ønsker at skade], har gjort imod dig, og du skal nævne vedkommende ved navn. Efter dette skal du give et eller andet [dvs. et offer] til kirkegården, hvorefter du skal gå til vedkommende [som du ønsker at skade] og sige [ganske stille], hvad du ønsker skal ske med vedkommende [om spøgelserne skal slå vedkommende ihjel eller blot pine ham en tid], og i samme øjeblik skal du hælde [kirkegårdssandet] på ham. Men vogt dig for, at du ikke ved ved et uheld får noget af sandet på dig selv.
Når du har gjort dette, har du sat spøgelser på vedkommende. [13] [J. T.]
VII.
Om en noaide, som har visdom og stadig har sine tænder i behold
Så længe han (noaiden) har sine tænder i behold, har han al sin kraft. Og når han har brug for at øve trolddom, går han ind på kirkegården og råber: "Rejs jer, alle i syndige sjæle lige fra Adams tid og til den gode moders![14]" Og så begynder de at banke kisterne op og de rejser sig som en tågesværm. Og han fortæller [dem], hvem han ønsker [de skal gå til] og hvad han [hans fjende] har gjort ham. Og han siger, om han vil have, at de kun skal pine ham eller de skal slå ham ihjel. Og straks styrter de afsted for at udføre, hvad de har fået befalet. [J. T.]
VIII.
Om flyvende noaider
De dygtigste noaider har været dem, som kunne flyve. Andre har kørt til kirke med en ulv [spændt for deres slæde], og når de nåede frem til kirkestedet, spændte de den fra, hvorefter den forsvandt. Men når han skulle køre derfra, kom den samme ulv tilbage – og han kørte langt hurtigere nogen af de andre.
Den slags noaider har også været dem, som, når de øvede deres trolddom, efterlod deres krop som død, mens ånden sammen med djævelens engle arbejdede på at gøre skade på nogen. Men hvis nogen [under trancen] flytter på hans krop, går den sin vej, og så vil de to [ånd og krop] aldrig mere blive genforenet[15]. Den slags personer kaldes "træ-rådner-noaider"[16]. [J. T.]
IX.
Hvordan man bliver noaide
Den perfekte noaide-kunst er den, som gøres på følgende måde: personen lægger en bibel omvendt under sine knæ, hvorefter han frasværger sig Gud, og han lover sin sjæl til djævelen, når han er død, mod at djævelen lover at gøre alt, hvad han ønsker. Herved bliver han en fuldkommen noaide, men en kristen bliver han aldrig igen og det gør heller ikke de, som øver trolddom ved hjælp af sådanne noaider.
Når noaiderne øver trolddom, varmer de pottekæden [dvs. den kæde, som er udspændt over ildstedet] op til den bliver rødglødende. Derefter slår de af al kraft omkring sig med den og de skærer tænder det bedste de har lært. Deres inderste skindpels og deres hat må vende vrangen ud. En inderpels af fåreskind er en frygtelig ting, når vrangen er vendt ud på den, og dette er netop noaidens vigtigste beklædning. [J. T.]
X.
Om den magiske tromme
Den magiske tromme var et noaide-instrument, og de [noaiderne] fremstillede den på følgende måde: de lagde ringe og Accisænes rensdyr-ren-bunke ind i den[17] og slog på den med en hammer og fløjtede og nogle gange skar de også tænder. På denne måde udførte de deres noaide-kunster. [J. T.]
XI.
Hvad noaiderne ser i brændevinen
Noaiderne ser også i brændevin[18], og [der] kan de se alle ting og afsløre, hvem der har stjålet en genstand. Hvis nogen har fået påført spøgelser, og han går til noaiden for at få hjælp, så spørger [noaiden] ham: "Har du brændevin?" Og hvis han har, giver han det til noaiden. Denne ser ned [i glasset ned brændevin] og kan se, hvordan de er kommet [dvs. noaiden kan se, ved hvilken slags trolddom og hvorfor han har fået påført spøgelserne.] Så begynder han [at uddrive spøgelserne]; og hvis han har set, hvordan de er kommet, kan han klare dem på én gang, men hvis den, [som har påført dem], er meget stærkere [end noaiden], vil han påføre dem igen. Men i et sådant tilfælde, vil de ofte angribe et andet familiemedlem af den person [som først blev besat]. Og bliver de igen uddrevet, vil de på ny angribe en person i samme familie. Men hvis den, [som står for uddrivelsen], er meget stærkere [end den, som først påførte dem], vil disse angribe personen, som først påførte dem, eller den, som fik ham til at gøre det. Og er han endnu stærkere, kan han sende dem tilbage til kirkegården. Men skal nogen have magt til at gøre dette, skal han være en Guds noaide, eller en som øver sine gerninger med Guds kraft[19]. Og han [dvs. Guds noaide], vil tale i tunger og opføre sig, som var han beruset og være helt exalteret[20], og han ser da alle noaide-budbringerne [dvs. sværmen af spøgelser, som noaiden sendte ud til deres opgave]. Og han er sikker på at vinde, uanset hvor stærke noaider, der har sendt dem [spøgelserne], for disse blev sendt ud med djævelens kraft. [J. T.]
XII.
Djævelens engle
Disse djævle [noaidens hjælpeånder] sendes ud med en levende fugl, og fuglen går direkte til den person, den bliver sendt til. Og det er ravnen, som er djævelens fugl, og den bringer den besked, som djævelens engle har sendt den med. De mennesker [som efter deres død er gået i noaidernes tjeneste], er ikke andet end djævelens engle. Og hvis de ikke kender nogen fugl [som de kan flyve med], følger de stien; men det er meget svært for dem at komme over bjergrygge og vandskel, men kommer de over, går de direkte til den person [som de skal besætte]. Når de kommer frem til personen, skræmmer de ham [giver ham et nervøst chok]. Og når de har skræmt ham, kan de straks besætte ham, men er han så modig, at han ikke lader sig skræmme, kan de ikke besætte ham. Så besætter de en uskyldig og begynder at pine ham, de dræber ham ikke men nøjes med at pine ham. Det er dog nemt at uddrive dem igen. [J. T.]
FORTÆLLINGER OM ULDAERNE M. M.
LVI.
Her er beviset på uldaerne
Olof Nilsson Svonni, som stadig lever, har set og hørt uldaerne (= saivofolket) helt udtrykkeligt. Engang i forsommeren opholdt de [sidaens samer] sig syd for Abisko i Baddos ikke langt fra trægrænsen. Helt fra gammel tid havde dette sted været en teltplads for samerne, og her var også en offerplads. Stedets navn er Baddos-bakte, og der havde samerne sine ting. Der var udhængende klipper eller åbninger i klipperne og her opbevarede de de ting, som ikke måtte blive våde.
Nu var der så kommet en sida til pladsen og havde slået deres telte op. Men to unge drenge kunne ikke sove der om natten, mens alle de andre sov. Det var O. Nilsson [Svonni] og Per Henrik Kuhmoinen. De ville nu foretage sig noget i natten, skyde fugle eller et og andet. Men da kunne de høre mennesker tale inde i den store offerklippe – Baddos-bakte. De gik nærmere for at lytte og høre, hvad der blev sagt. Og de kom ganske nær og lyttede halvdelen af natten. De kunne tydeligt høre, at der var mennesker, som talte. Men de forstod ikke klart, hvad der blev sagt. Men så meget vidste de, at det var uldaerne, som talte, for alle andre sov. Og dette er så sikkert, at de var villige til at bevidne det med ed, om nødvendigt.
Det pågældende sted er også kendetegnet ved store bunker af rensdyrgevir, men jordlaget er nu vokset op over disse bunker af gevir. [J. T.]
LVII.
Uldaernes køer
Samme mand [Svonni, som havde fortalt dette til Turi] har i fuldt dagslys set uldaernes køer. Dette skete også [på] en af samernes græsbevoksede lejrpladser i Vassevagge på Barta-engen. Der boede samerne og det var sommer, og de havde også køer. Engen var således, at der midt på den var en hulning. – Engang da disse to, O. Nilsson og P. Kuhmoinen, kom hjem til kåten fra vildmarken [dvs. fra rensdyrflokken], så de mange køer græsse på engen, og da de kom nærmere, gik det op for dem, at det ikke var sidaens køer. Og det bedste bevis herpå var, at de alle var hvide.[21] Da de nu helt klart ser, at det ikke er samernes køer, forstår de, at det må være uldaernes. Og de vidste også, hvordan de fik fat på uldaernes køer. De taler sammen om, at de ikke skal tage øjnene fra dem, så de ikke skal forsvinde. Og de ser, at de græsser nede i hulningen af engen, men så taber de dem af syne og løber derhen for at nå over til dem, inden de alle når at forsvinde. Men drengene nåede ikke derhen, før hver og en var forsvundet i hulningen, og før de overhovedet kunne nå at kaste stål over dem – for de havde selvfølgelig hørt, at hvis man kunne kaste stål over en, så ville man få denne som sin ejendom. De kom dog ikke nær nok, for de [køerne] gik ned i hulningen. Da drengene nåede kanten af hulningen, var der overhovedet intet at se, skønt det var en temmelig blød hulning [dvs. let at overskue]. Da forstod de endnu bedre, at det virkelig havde været uldaernes køer. Og de regnede det for et stort tab, at de ikke havde været i stand til at få fat på dem, når de nu havde været så tætte på dem. [J. T.]
Fodnoter
- ↑ Seite er navnet på idoler (gudefigurer), som bestod af naturlige sten, som havde en mærkelig form, eller af træ, som fandtes på offerstedet, hvortil offeret blev givet. Her bruges ordet dog om selve offerstedet.
- ↑ "Træ-rådner" se No. VIII.
- ↑ Offertid. Den underliggende tanke, som Per Turi dog næppe selv har forstået, er nok denne: De guder eller usynlige magter, som Kumme dyrkede, ledte selv renen frem til kåten (samernes bolig) på den tid, hvor de ønskede et offer. Jeg har af samer i Västerbotten fået fortalt – som et levn fra den tid, hvor man ofrede – at "saivo-folket" (en kategori af overnaturlige væsener) selv ledte det rensdyr frem til kåten, som de ønskede at få som et offer.
- ↑ Ifølge Johan Turi pegede Kumme med sin finger og viste, hvor renen skulle gå, hvorefter dyret gik direkte til offerstedet.
- ↑ Det er helt usandsynligt, at hustruen og døtrene var til stede under ofringen. Johan Turi sagde engang, da jeg læste hans nevøs manuskript op for ham, at kvinder aldrig kom til seiten – den slags sker aldrig (se Turis fortælling om Polno seite, som frygtede en kvindes nærvær, No. LXX). P. Turi er en ung mand fra en generation, som ikke har nogen som helst erfaring med de gamle offerriter, hvilket er forklaringen på hans fejl.
- ↑ Alle dyrets ben skulle blive på offerpladsen. Bag denne tradition var troen på, at dyret skulle genoplives og benene igen iklædes kød af de magter, man havde ofret til. (cf. J. A. Friis: Lappisk Mythologi, p. 149 og J. Qvigstad, Kildeskrifter til den Lappiske Mythologi, Det Kgl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter, 1903, No. 1, pp. 15 og 37, fodnote). Tanken om, at et slagtet rensdyr bliver genoplivet efter sin død, kan stadig ses i samernes skikke omkring benene.
- ↑ Det aktuelle bens navn (fibula rudiment?) er ikke fakka-njuolla men gumpe-njuolla eller "ulve-pil" ifølge J. Turi; cf. J. A. Friis: Lappiske Eventyr og Folkesagn, p. 6.
- ↑ Ifølge J. Turi plejede man at blive på offerstedet, indtil alt offerkødet var spist, selvom dette kunne tage flere dage. De festede, sov og spiste, indtil kødet var spist op.
- ↑ Onde noaiders hjælpeånder er djævelens engle (Bærgalak, Birru)
- ↑ Angående joiking, den karakteristiske samesang se: Armas Launis: Lappische Juoigos-Melodien, Mém. Soc. Finno-Ougrienne XXVI, Helsingfors 1908, Cf. også Das Buch des Lappen, Johan Turi, pp. 209 seq. Ordet njuokkadij kender jeg ikke, men jeg antager, at ordet betyder "joike", da den citerede tekst er en typisk joike-tekst. Jeg kunne forestille mig, at det mærkelige ord njuokkadij kunne være opstået på denne måde: Per Turi var meget religiøs på det tidspunkt, da han skrev dette og har kviet sig ved at skrive om noget så uhelligt som joiking. Derfor kamuflerede han så at sige ordet muligvis ved at kombinere juoigadet (joike) og njurgadet (fløjte). Begge dele praktiseredes af noaiden. Cf. note 106.
- ↑ J. Turi tilføjede, at det skal være stier, som bruges hyppigt ligesom veje. Enkle skispor i tre retninger var ikke tilstrækkelige. Og ingen menneskebolig måtte findes, hvor stierne delte sig. Og den, som går dertil, skal kun tænke på den onde, som skal vise sig, og på sit ønske.
- ↑ J. Turi tilføjede, at før nogen trådte ind i det rum, hvor liget befandt sig, måtte vedkommende tælle alle husets åbninger, døre, vinduer og skorstene, eller hvis det var en kåte: røghullet, døren og kåtens åbning bagtil. Og når man gik derfra, skulle man igen tælle åbningerne.
- ↑ "Ved at strø kirkegårdsjord i en stald, kan man slå kreaturerne ihjel. Hvis man anbringer kirkegårdsjord på loftet, vil ingen i det pågældende hus få fred til at sove." (J. Turi)
- ↑ "Den gode moder". Hermed menes noaidens egen moder. "God" har dobbelt betydning og signalerer, at kvinden hører til noaidens selskab. (J. Turi).
- ↑ Cf. No. XLI, Fortællingen om Piilijärvi-noaiden.
- ↑ En "træ-rådner" er den stærkeste form for noaide. "Den slags noaide kan få et træ til at rådne op ved at kikke på det." (J. T.)
- ↑ Vedrørende accisœne eller haccis-œdne, se J. A. Friis, Lappiske Eventyr og Folkesagn, s. 13f. og J. Qvigstad og G. Sandberg, Lappiske Eventyr og Folkesagn, s. 67. Accisænes rensdyr-ren-bunke er navnet på de filtrede vækster på birken forårsaget af svampen taphrina betulina (heksekost) – Den magiske tromme er for længst forsvundet fuldstændigt fra Lapland. I det nordlige Lapland har ingen af de nulevende samer set dette instrument. Blandt de sydlige samer har nogle få ældre stadig et svagt minde om den
- ↑ Noaiden hælder brændevin i en kop, og deri kan han se skjulte ting, ligesom troldmæmd fra andre nationer kan bruge et forstørrelsesglas eller en krystal til samme formål.
- ↑ Samerne mener, at nogle noaider har deres kraft fra Gud, og som følge deraf er meget stærkere end dem, som har deres kraft fra djævelen. Det lader dog til, at Guds noaider er relativt få.
- ↑ Turi sammenligner her noaidens ekstase med den tilstand af nervøs ophidselse, som rammer læstadianerne hen mod slutningen af deres religiøse møder. Cf. note 41 og 51 i "Das Buch des Lappen Johan Turi."
- ↑ Uldaernes dyr – rener eller køer – er hvide og altid i god stand. Samerne er glade for hvide dyr, og en same med mange hvide rener i sin flok, menes at være på god fod med uldaerne.
