Jens Andreas Friis
Læibolmai. Et Folk som Lapperne, der for en stor Del levede af Jagt, maatte naturligvis ogsaa have en Guddom for denne Bedrift. Læibolmai var Jagtens Gud. Læibbe betyder Oldertræ, og Læibolmai altsaa Olderskov-Manden. Oldertræet, der voxer yppigt paa mange Steder i Finmarken, synes af Lapperne at have været betragtet som et helligt Træ. Med en Dekokt af Barken malede Lapperne Figurerne paa Runebommen. Barken benyttedes ogsaa til at berede Skind med og i enkelte Tilfælde ogsaa som Medicin.
Læibolmai havde Raadighed over alle Skovens vilde Dyr, der betragtedes som en ham tilhørende stor Hjord. Held eller Uheld paa Jagt eller ved Dyre- og Fuglefangst afhang af ham. Især stod Bjørnen, der ikke blot var Skovenes Konge, men i Lappernes, som i de fleste beslægtede Folkeslags Øine, et helligt Dyr, særlig under Læibolmai’s Beskyttelse. Bjørnen holder gjerne til i Olderskoven, da den ynder et Slags Græs, som der voxer, og dette har maaske været den nærmeste Grund til, at man lod Jagtens Gud ogsaa faa sit Opholdssted i Olderskoven og et Navn, der karakteriserede ham som saadan. For at have Lykke paa Jagt eller ved Dyre- og Fuglefangst ofrede man, efter Nærø-Manuskriptet, til Læibolmai "Bue og Pil".
Især var det af stor Vigtighed at forsikre sig denne Guddoms Hjælp, naar man skulde paa Jagt efter Bjørnen. Dersom man ikke ved Offer og Raadførsel med Runebommen havde forsikret sig om Læibolmai’s Bistand, var det ganske-sikkert, at man vilde blive ihjelrevet af Bjørnen. Men var det lykkes Lappen ved Offer at unddrage Bjørnen Beskyttelse af Læibolmai, da faldt den som et let Bytte for hans Pile og Spyd. Læibolmai’s Yndest ansaaes for at være saa vigtig, at man ihukom ham i den daglige Gudstjeneste, idet man, efter Leem, "hver Morgen og Aften gjorde Knæfald, Offer og Bøn til ham". Hans Billede findes paa Runebommene No. 1, 2, 3 og 7. Jessen bruger (Pag. 65) Udtrykket Læibolmak, (Plur.), Skovguder, og siger udtrykkeligt, at der var flere, men nævner ingen af disse med særegne Navne. Besynderligt nok, omtales ikke af nogen Forfatter, at Læibolmai havde Hustru, hvilket dog er Tilfældet med saagodtsom alle de lappisk-finske Guder. Derimod omtales et Væsen, der godt kunde passe som saadan, nemlig Barbmo-akka. Th. v. Westen fortæller, at en Noaide havde denne Gudinde aftegnet paa en Runebom, og at hun raadede over alle Trækfugle, ligesom Læibolmai raadede over alle andre Dyr. De gamle Lapper har havt en dunkel Forestilling eller maaske Traditioner om, at der langt Syd paa Jorden fandtes et Land, hvor Solen skinnede hele Aaret, og hvor alle Trækfugle opholdt sig, naar der var Vinter i Norden. De kaldte dette Land Barbmo-rika eller Barbmo alene, et Udtryk, der endnu forekommer, f. Ex. i Talemaader som Barbmo-lodde, Trækfugl, (der ellers ogsaa benævnes jotte-lodde, ɔ: Flytte-Fugl); Lodde læ barbmoi mannam, Fuglen er reist til Barbmo-Landet; Loddek bottek barmost, Fuglene komme fra B., o. s. v. Denne Barbmo-Gudinde raadede, som sagt, over alle Trækfugle og "kunde skaffe dem frem fra de varme Lande". "Den samme Noaide", siger Th. v. Westen, "havde paa sin Runebom ogsaa en Figur, som han kaldte Guorga, og som skulde være Fuglenes Konge".
Kilde: Jens Andreas Friis, 1871: Lappisk Mythologi, ss. 94-96.
