Sønder-Mule syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Suður-Múlasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Sønder-Mule syssel
Suðr-Múla sýsla
[Indbyggerantal c. 3500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Hvor fra Lagarfljots sydøstlige hjørne den kløftlignende Gilsådal (Gilsárdalr) strækker sig op mod syd, falder grænsen mellem Norder- og Sønder-Mule syssel. Den smalle ubeboede, af Gilså (Gilsá) gennemstrømmede dal skiller den Fljotsdalen mod øst begrænsende hals fra en tilsvarende, men længere og bredere fjældstrækning, hvis ydre og laveste del, der fra Gilså ligger mod nord langs Fljotet, bærer navnet Hallormstaðaháls. Gennem et partis Budlungavallahede (Buðlúngavallaheiði), sker overgangen til den indre del, den såkaldte Hraungard (-garðr), der står i forbindelse med udstrakte sydligere højlandsstrækninger, som under den fælles benævnelse »Hraun« når helt ind mod Vatnajøkel. Egenlige lavastrækninger skal dog ikke findes her, men kun ufrugtbare sten- og grusbanker.

Den omtalte Hallormstadahals er en ret anselig fjældryg, der mod øst begrænser Lagarfljot-søen for dennes sydlige halvdels vedkommende, altså i en længde af omtrent 1½ mil. Den lille bygd i halsens vestskråning, der således afskæres fra nabobygderne, bærer navnet Skovene (Skógar), og ikke med urette. På dette strøg, måske Fljotsdalsherredets smukkeste, finder man overalt i den jævnt skrånende hals omspredt birkekrat og småskov, undertiden med træer eller buske af henved 10 alens højde. Som midtpunktet, hvorom alt samler sig, ligger — over for Arnejdarstad — den anselige, velbygte præstegård Hallormstad (Hallormstaðr, ældre: -staðir) med tilhørende kirke: nærmest gården græsklædte liflader, til bægge sider og ned mod Fljotet birkeskov — alt omhyggelig udviklet og plejet af den samme provst Sig. Gunnarssön, der ved sine skrifter har bidraget så meget til belysning af sit fædrelands og særlig denne egns geografisk-antikvariske forhold. Hallormstad synes efterhånden at have opslugt flere af nabogårdene. Nær Gilså ligger således ud mod Fljotet et indhegnet tun med tilhørende fårehus; pladsen, der benævnes Buðlúngavellir, drives nu fra et i Gilsådalsmundingen liggende afbyggersted fra Hallormstad; tidligere skal her have ligget en gård af samme navn. Her har man tydelig nok stedet for det i sagaerne (Hrk., Drpl., Þorst. hv.) nævnte Bulungarvellir, Bolungarvöllr, Buðlungavellir, hvor der dog i følge de nævnte kilder ikke den gang synes at have været nogen bebyggelse. Nærmere Hallormstad, kun en kort spaseretur fra gården, ligger den smukke lille Atlavig (Atlavík) omgivet af en skovbevokset kedeldal, der som en svag sænkning fortsætter sig op gennem halsens lavere del; oven for vigen findes ikke få tomter og spor af et anseligt tungærde. Her mener man den i Drpl. nævnte gård Atlavig, anlagt af landnamsmanden Graut-Atle, har stået; allerede på sagaens tid var dog her kun fårehustomter. Også i Þorst. hv. nævnes gården, men siges her fejlagtig at ligge vest for søen. Af provst Sig. Gunnarssöns »Örnefni« (s. 439) ses, at der har dannet sig adskillige sagn om Atle, således at han som fredløs måtte leve i skovene her; dette passer dog ikke vel med Þorst. hv., i følge hvilken også Atles søn Tore boede her.

Fra Hallormstad fører veje over halsen til den østligere Skriddal; også i oldtiden førte flere veje over den, således som det fremgår af dens omtale både i Hrk. og Drpl., hvor den forekommer simpelt hen benævnt Háls.

Nord for Hallormstad bliver halsen bestandig lavere, og efterhånden taber også skoven sig. Endnu i skovrige omgivelser ligger to småvige, der kort nord før Hallormstad skærer sig ind, adskilte ved en lille pynt, med nogle mindre klippehøjder (kletter) til yderbegrænsning. Det er Trællevig (Þrælavík) og Ormsvig (Ormsvík). Den første kendes fra Drpl. som stedet, hvor Helge Asbjørnssöns hustru Droplaug med de hende ledsagende trælle druknede; oven for Ormsvig ligger Ormstad (Ormstaðir), nu afbyggersted fra Hallormstad, tidligere, som det fremgår af Drpl., en selvstændig gård. Gården, hvis navn udtales »Orstaðir«, er nemlig tydelig nok den i sagaen vekselvis Odd-, Orms- eller Auðstaðir benævnte gård, hvor Helge Asbjørnssön og Droplaug boede. — Fortsættes vejen nordefter, passeres snart den lille Havrså (Hafrsá); hinsides denne, noget oppe i lien, findes den efter åen benævnte gård; navnet, der forekommer i Drpl., findes her også skrevet Hafsá. Derefter har man for øje et større næs Mjovanæs (Mjófanes), der skyder sig frem i Fljotet; oven for dette ligger gården Mjovanæs, i længere tid bolig for Helge Asbjørnssön efter Droplaugs død. Nordvest for Mjovanæs ligger Gunnnlaugstad (Gunnlaug-, ældre Gunnlaugar-, staðir); her — omtr. tre fjærdingvej fra Hallormstad — regnes halsen, der nu er ganske lav, for at høre op. Antydninger af den når dog endnu en halv mils vej nord efter, og som de sidste spor i denne henseende regnes de såkaldte »halse«, nogle banker (holt), i hvis skråning præstegården Vallanæs ligger.

Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — Vellir ɔ: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård Vallanæs (Vallanes). - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs Ketilstad (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken Unulæk (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte Unalækr, sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger Høvde (Höfði), der dels med dette navn, dels under benævnelsen Öngulså (Öngulsá) forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá). Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]

Hvor mellem Hat-fjældet og Hallormstadahals lavlandet indsnævres noget, dannes overgangen fra »Voldene« til Skriddalen (Skriðdalr, ældre: Skriðudalr). Denne dal er neden til forholdsvis bred, men snart deles den ved en lang, smal, mod nord fremløbende fjældryg Mule (Múli) i to smalle dale Gejtdal (Geitdalr) og Skriddalen eller, som denne sidste også kaldes, Syddalen (Suðrdalr). Skriddalbygdens vestlige begrænsning er Hallormstadahals med dens sydlige fortsættelser, mod øst begrænses den af den anselige, fra bægge sider stærkt indskårne fjældmasse, der til helt ned mod Vatnajøkel skiller mellem østfjordene og det indenfor liggende land. Fra Gejtdal kommer Gejtdalså (Geitdalsá), fra Syddalen Muleå (Mulaá); ved deres sammenløb nedenfor den stejle Mule danne de et lavt næs, hvori gården Tingmule (Þíngmúli) står. Efter sammenløbet benævnes de forenede åer vekselvis Skriddalså (Skriðdalsá, ældre: Skriðudalsá) eller Grimså, indtil det sidste navn ude i Valla-svejten sejrer. — For den smalle Gejtdals vedkommende er kun den ydre del bebot. Mærkes kan her — vest for åen, nord for den efter dalen benævnte gård — Torvaldstad (Þorvaldstaðir); oven for denne gård ses nemlig i fjældet en sænkning, hvorfra en gang i fordums tid et fjældskred er styrtet ned, hvis spor endnu kan forfølges helt ned mod åen. Dette fjældskred antages at være det i Hrk. (s. 1) omtalte, der ramte Hallfreds gård, efter at han selv advaret ved en drøm var flyttet bort, men som dræbte et par af hans geder, som så kom til at give dalen navn. Den anden gård fra Torvaldstad i nordlig retning er Mýrar, nord for denne følger Gejrulvstad (GeiruIfstaðir); bægge disse gårde, der ligge i Skriddal, vest for åen, høre til Hallormstad sogn og tilhore Hallormstad kirke, der ejer land tværs over halsen helt til åen (Grimså eller Skriddalså). Myrar, der nævnes i Drpl., siges dér at ligge vest for Gejrdalså (Geirdalsá), hvormed kun Gejtdalså kan menes; angivelsen falder dog mindre naturlig, da Skriddalsåen allerede oven for denne gård er opstået ved foreningen af Gejtdalså og Muleå. Til Gejrulvstad må svare den gård Gejrulvsør (Geirúlfseyrr), der omtales i Drpl. (s. 13—14).

Øst for Skriddalså eller — som den snart begynder at kaldes — Grimså når den Skriddal omfattende hrepp noget længere ud efter end vest for åen; grænsen mod Vallasvejten er her en fra en fjælddal kommende å Gilså (Gilsá), der i Ldn. (s. 244) nævnes som Skriddalens grænse. Blandt de mange snævre dale, der i den østlige del af Skriddalen skærer sig ind mellem fjældene, må mærkes Toru- eller, som man mener, retter Jorudalen (Þórudalr, Jórudalr), gennem hvilken vejen ligger op på den korte Tordalshede (Þórdalsheiði, ældre Þórsdalsheiðr), der afgiver den bekvemmeste forbindelse med den store øst for liggende Reyðarfjord (Rødefjord). Skriddalens øvre del (Syddalen), der ud for Torudal tager sin begyndelse, strækker sig et par mil syd efter, mod vest begrænset af »Mulen«. Oppe i dalen ligger en lille sø Skriðuvatn, nord for hvilken ses et stort fjældskred, der har fyldt hele den østlige dalskråning her med stenbunker og høje. I fjældet oven for ses ganske rigtig en stor kløft, hvorfra skredet formodenlig er kommet. Dette fjældskred har øjensynlig givet søen og da vel også dalen navn. Nærmest ligger det at antage, at det er dette skred, som Ldn. sigter til, hvor der (s. 245) om Ravnkels frelse fra et fjældskred i Skridudal fortælles det tilsvarende til hvad Hrk. fortæller om Ravnkels fader Hallfred, hvem Ldn. ikke kender. Traditionen ved dog ikke noget herom, men knytter til skredet et sagn om en biskop, der en gang bedede her, men, som advaret af en ravn, hvis røst han forstod, i rette tid flyttede sit tælt hinsides åen. Længst oppe fører fra Skriddal to veje til nabobygderne mod sydøst: mod øst fører en kort hedevej over Breddalsheden (Breiðdalsheiði, ældre: -heiðr) til Breddalens øvre del, mod syd ligger en længere (3 mil) og besværligere vej over højheden Økse (Öxi) til Berufjorden . Denne sidste vej over Øksarhede (Öxarheiðr, nu sædv. Axarheiði) forekommer Hrk. s. 11; vest for økse strækker sig det tidligere omtalte højland »hraun«, der under navnet Öxarhraun forekommer i Nj., hvor talen er om Floses rundrejse til de Østfjordske høvdinger; herover lå nemlig en vej fra Fljotsdalen til den syd for Berufjorden liggende Hamarsfjord. Om tingrejserne enten ad denne vej eller over selve Økse minder vel navnet Tingmannanup (Þíngmannanúpr), der bæres af et fjæld i højlandet sydvest for Økse. Den almindelige anskuelse er, at Øksehraunsvejen nemlig er bleven benyttet af tingmænd, der drog til »Kidjafellsting« i Fljotsdalen, et ting, der nu omfattes med forkærlighed af traditionen, skønt et således benævnt tingsted, hvis beliggenhed endda i følge sagaen er usikker, først nævnes i den yngre (længere) Droplaugarsonasaga . Rimeligere er det at antage, at navne som Tingmannanup på Økse-hraun kan skyldes de til Mule ting (Múlaþing) rejsende. Dette ting, der holdtes i Skriddalen under nordenden af fjældryggen Mule, hvor nu gården Tingmule (Þíngmúli), der ved sit navn minder om de ældre forhold, står i næsset mellem de to her sammenløbende åer, var nemlig i ældre tid et af Østfjærdingens regelmæssige ting. Medens ellers i fristatstiden hver fjærding havde tre regelmæssige vårting, synes Østfjærdingen for den længste tids vedkommende kun at have haft to. Først i de efter underkastelsen vedtagne lovbøger Jærnside og Jonsbog forekommer en fuldstændig opregning af vårtingene, der imidlertid her tages i ren territorial betydning; i følge disse omfattede Østlandet kun Mule-ting og Skaftafells-ting, Jonsbog skelner mellem Muleting nord og syd for Økse-hede. Oprindelig havde vel Vopnafjordsbygden, som det ses af Vápnf., sit eget vårting Sunnudalsting, men dette nedlagdes i følge sagaen tidlig (i følge Tímatal år 988), og senere hører man intet om, at det afløses af noget andet, lige så lidt som noget ting i selve fjordene øst og syd for Fljotdalsherredet er kendt. Fra bægge kanter synes man at have søgt til centralbygden omkring Lagarfljot. Om forholdene her få vi så at sige al vor oplysning fra det par små her hjemmehørende sagaer, og kun Droplaugarsonasaga meddeler noget nærmere om tingforholdene; men her møder til gengæld en sådan rigdom af tingstedsnavne, at forståelsen af disse tingsteders indbyrdes forhold har sine vanskeligheder. Allerede i denne saga, hvis hovedbegivenheder henføres til omkring år 1000, nævnes Mule-ting (Drpl. s. 18); det var et vårting, hvortil også folk fra Østfjordene kom. Måske ogsaa det vårting i Fljotsdalsherred, der besøgtes af Vopnafjordens høvdinger umiddelbart før den berømte kamp i Bödvarsdal (år 989) — Vápnf. s. 26 —, har været Mule-ting, det synes i al fald at have ligget øst for Fljotet; øst for Fljotet synes også det Drpl. s. 16 nævnte høstting at have ligget. Men desforuden nævnes i sagaen et Krakalækjar-vårting, der vel tør antages (se s. 206) at have været holdt vest for Fljotet ved Tinghøvde, der i sagaen nævnes som stedet for et høstting; endelig nævnes i Drpl. et Lambanæsting, måske øst for Fljotet, og som det af sammenhængen fremgår et vårting. I sagaen siges intet om, hvorvidt disse tingsteder har svaret til lige så mange tingkredse, eller om egnens vårting til forskellig tid har været holdt på forskelligt sted. Den sidste antagelse er dog måske den sandsynligste. At noget af de ovennævnte ting særlig skulde repræsentere det oprindelig efter Sunnudal benævnte ting, er der ingen grund til at formode; rimeligere er det, at man allerede på Droplaugarsonasagas tid her har benyttet sig af Grågås' tilladelse til at holde to vårting (Sunnudals og Múla) på samme sted — stedet for sidstnævnte. At dette forhold i den følgende tid regelmæssig har fortsat sig, tør måske også sluttes af, at Grågås gentagne gange ved sine bestemmelsers ordlyd antyder, at den nævnte tilladelse til vårtingssammenlægning virkelig var benyttet. — Den gængse opfattelse blandt egnens folk er, at Mule-ting er opstået ved, at Sunnudalsting og »Kidjafellsting« flyttedes til det nuværende Tingmule. Hvorledes den længere Droplaugarsona-saga er kommet til navnet Kidjafell om Fljotsdalsherredets vårting, er vanskeligt at sige, og lige så uklart, hvor i egnen dette stednavn oprindelig har hørt hjemme. Men sikkert synes det, at denne sagabearbejdelse — Kidjafellstings eneste hjemmel — ved sin omtale af Kidjafellsting [eller Kidafellsting som det egenlig her kaldes] ikke tænker på noget andet ting end Mule-ting; herpå tyder retningsangivelserne, der ere forståelige i forhold til dette, men ikke lade sig forlige med den almindelig antagne beliggenhed af Kidjafell i Fljotsdalens Syddal .

Hvad selve stedet Tingmule angår, vidner ikke meget andet end selve navnet om det fordums tingsted. Bodtomter findes her ikke, hvorimod en høj i tunet stundum skal kaldes Tinghol (Þínghóll). Uden forklaring står det, at en del af tunet hedder »Goðatún« og to herværende gamle tomter »Goðatóptir«, ligesom en stor klippeblok i nærheden »Goðasteinn«.

Mod nord går, som for omtalt, Skriddalen over i Valla-svejt (»Voldene«), som hvis fortsættelse den kan betragtes. Nord for »Voldene«, hinsides Eyvindarå, følger — i en længde af 2-3 mil — Ejda-tinghå (Eiða þínghá ɔ: Ejda sogn, sml. »Hjaltastaða þínghá«), der i mere end én betydning danner overgangen til Norder-Mule syssel; mod nord begrænses den nemlig af Hjaltastada-tinghå, og selv hører bygden i gejstlig henseende til Norder-Mule syssel, i verdslig derimod til Sønder-Mule syssel. Mod øst skilles den omtrent 1 mil brede bygd fra de øst for liggende fjorde ved en fjældmasse, hvis sydlige del benævnes Gagnhede (-heiði), den nordlige »Halsene« (Hálsar). Mod vest begrænses Ejda-tinghå selvfølgelig af Lagarfljot, der her mere har karakteren af en bred elv end en sø. Den mellem Valla-svejt og Ejda-tinghå skillende Eyvindarå (Eyvindará) gennemløber i sit øvre løb en fjælddal, der mod øst skærer sig ind mellem fjældene; fra denne ses den gennem en kløft bane sig vej ud til slettelandet, hvor den i flade omgivelser munder ud i Fljotet. På strækningerne omkring åen, navnlig syd for denne, findes en del kratskov. Ellers er egnen her mindre smuk end længere ind efter, man ser mest tuet mose eller ufrugtbare bakkedrag. Af bygdens gårde er særlig nogle af de i rækken nærmest Lagarfljot at mærke. Nord for åen, ikke langt fra dens udløb i Lagarfljot, dog heller ikke umiddelbart ved dette, ligger den efter åen benævnte gård Eyvindarå (Eyvindará), der ofte omtales i Drpl. som bolig for Droplaugssönnernes faster Groa. Ved denne gård højlagdes Helge Droplaugssön og en med ham samtidig falden; denne høj skal man have kunnet se, indtil for nogle år siden et tungærde byggedes tværs over den. Nord for Eyvindarå følger Finnstaðir og derefter, i nordøstlig retning, Mynæs (Mýnes) eller, som gården nu kaldes, Mýrnes. Paa Mynæs opholdt sig den bagtaleriske Torgrim tordyvel, hvem Droplaugssönnerne allerede som drenge dræbte. Torgrim var den gang ved at læsse hø »ude i øen«. Ved denne ø må forstås det nuværende »Finnstaðanes«,et bredt engdrag, der nordfor Eyvindaråen skyder sig frem i Fljotet; ved en arm af Eyvindaråen, hvis halvtudtørrede leje endnu påvises, har dette stykke land tidligere været helt afskåret. Først i en senere tid skal dette landstykke være kommet under Finnstad. Bækken Jærnsidelæk (Járnsiðulækr) ved Mynæs, som ved samme lejlighed omtales i Drpl., skal endnu bære sit navn, den er et ubetydeligt vandløb under åsen neden for gården og falder ud i vandsamlingen, der minder om Eyvindaråens førnævnte arm. Omtrent en halv mil nordvest for Mynæs ligger umiddelbart ved Fljotet Fljotsbakke (Fljótsbakki), hvorfra der er færgefart til gården Rangå i Tungesvejt; Fljotet er dog her ikke dybere, end at hestene kun sjælden behøve at svømme, og ikke langt herfra skal endog findes et brugeligt vadested. Fljotsbakke er den gård Bakke (Bakki), der nævnes Drpl. s. 28, hvor der fortælles om Grim Droplaugssöns rejse til Ejdar for at hævne sin broder; men gården siges der fejlagtig at ligge »firir vestan fljótit« i steden for »firir austan«, og den å, hvorover Glum og hans ledsagere svømme, må være selve fljotet. Kort fra Fljotsbakke, i nordøstlig retning, ligger bygdens kirkested Ejdar (Eiðar, nu sædv. skrevet: Eyðar, opr. vel: Eið), hvorefter denne bærer navn, en gård, der skønt ikke bebot af nogen embedsmand ved sin gennemførte købstadsforfinelse i sin tid (i begyndelsen af 70erne) måtte vække enhver fremmeds forbavselse. Til Ejdar flyttede Helge Asbjørnssön efter sin navnes, Helge Droplaugssöns, drab, da han her havde sine tingmænd omkring sig; en mangel ved stedet var det derimod, at alle omgivelserne var skovbevoksede, og at man ubemærket kunde nærme sig gården. Særlig nævnes senere i sagaen Ejdaskov (Eiðaskógr), formodenlig sydvest for gården. Skovene omkring Ejdar er nu forsvundne, men endnu ind i dette århundrede skal her have været betydelig skov. Da gården står lavt mellem banker, gælder det endnu, at man uset kan nærme sig den. Da Grim Droplaugssön har fattet planen om at hævne sin broder ved at dræbe Helge Asbjørnssön, graver han sig et »jordhus« ved Oddmarslæk (Oddmarslækr) vest for Ejdaskov, og derfra begiver han sig en aften ubemærket hjem til Ejdar og gennemborer Helge i hans sæng. Navnet Oddmarslæk er ikke bevaret; Sig. Gunnarssön antager denne bæk for den samme som den nuværende »Hesteyrarlækr«, medens traditionen lader Oddmarslæk være den samme som den Ejdar endnu nærmere Grundarlæk(r). Fra Grundarlæk til en fjostomt syd for gården vil man tværs over et højdedrag vise sporene af en af Grim anlagt løngang, og hvad man nu véd at fortælle om Grims fremgangsmaade ved angrebet, synes væsenlig hentet fra, hvad sagaen senere hen fortæller om hans hemmelige ophold i jordhuset ved Arnejdarstad, eller er måske en efterklang af sagnet om Vestfjorde-Grim, der igen synes bygget på erindringer fra Drpl. (Se Ísl. Þjóðs. I., 167—68) .

Fra Ejda-tinghå ligger veje til flere af de østfor liggende fjorde, således også til Seydisfjord; men ubetinget den mest befærdede og vigtigste af disse er den gennem Eyvindardalen (Eyvindardalr) til handelspladsen Eskefjord ved Reyðar-fjord. Den af Eyvindarå gennemstrømmede smalle dal, nu almindelig kaldet Eyvindarárdalr, ligger i sydøstlig retning op mellem fjældene; højere oppe forgrener den sig i flere sidedale, hvorigennem veje ligger til forskellige fjorde. Dalen får i Drpl. en udførlig omtale, i det sagaens hovedbegivenhed, den afgørende kamp mellem de to navner — Helge Asbjørnssön og Helge Droplaugssön — foregår her, og de fleste af de i sagaen ved denne lejlighed omtalte lokaliteter lade sig endnu påvise. Helge Droplaugssön er på tilbagerejsen fra Nordfjord, hvorfra vej ligger til en af Eyvindardalens yderste forgreninger, da Helge Asbjørnssön beslutter at passe ham op i Eyvindardal. Selv attende begiver han sig op i dalen og lægger sig i baghold ved Knútusel (ɔ: Knudesæteret). Knúta eller Hnúta, som navnet nu lyder, er en klippe, som skyder sig frem i Eyvindardal vest for åen, i den nedre del af dalen; under fjældpynten ses lævninger af sætere, der benyttedes af et par gårde i Vallasvejten; til denne bygd hører nemlig den vest for Eyvindarå liggende del af dalen. Udsigten herfra og indefter i dalen afsuttes af det anselige, fremløbende Skagafell, hvorunder der i følge Drpl. i ældre tid må have stået en gård; bonden fra Skagafell i Eyvindardal og hans sön skulde nemlig være spejdere for Helge Asbjørnssön, da man fra deres gård hurtigere end fra bagholdsstedet kunde få øje på de ankommende. Denne side af Eyvindardalen (den sydvestlige) er nu aldeles ubebot Hinsides åen står længst oppe i dalen et »sælehus «, til hjælp for rejsende. Noget længere nede, lige over for Skagafell, ligger nu dalens eneste gård Turidarstad (Þuriðarstaðir), der først i de senere år er genopbygget efter tidligere at have ligget øde. Man gætter på, at her har bot den Tordis, hvem Helge Droplaugssön besøger på sin hjemrejse gennem Eyvindardal, og som han er så uheldig at fornærme, så at han ingen efterretninger får hos hende. Fra Tordis' gård drager Helge Droplaugssön videre til Valagilså (Valagilsá), en lille tværå, der noget nedenfor Turidarstad ses styrte sig ned fra hedeskrænten. Herfra fortsættes vejen til Kalvsvadsøre (Kálfsvaðseyrr), men her ser de fjenderne løbe imod sig, og nu går det, som Helge Droplaugssön har drømt: han og hans folk når ikke op på Kalvshol (Kálfshváll), og de må nu trække sig op på kløftranden ved Eyrargilså (Eyrargilsá), hvor den ulige kamp står, der ender med Helge Droplaugssöns fald. Eyrargilsåen har vel skiftet navn, men må være en lille tværå, der — parallelt med Valagilså — falder i Eyvindaråen ud for Hnuta. Lidt neden for denne tværå ses umiddelbart ved Eyvindarå en mindre høj, der står i forbindelse med en større bagved liggende højde, dette er Kalvshol. Kalvsvadsøre må være de af Eyrargilsåen udskyllede grusflader, særlig vel den flade, nu dog græsgroede strækning mellem åen og Kalvshol.

Med Eyvindardal er efter den valgte rækkefølge beskrivelsen af Fljotsdalsherred afsluttet. Om end sognene omkring Lagarfljot, herredets kærne, er ligesom den del, hvem navnet særlig tilkommer, må dog til Fljotsdalsherred i videre forstand regnes både Jøkeldal og Skriddal. Hele dette landskab gælder det også, at det i henseende til velstand og oplysning ikke mindre end i folketal står over de fleste andre landsdele. Men særlig for Lagarfljotsegnens vedkommende viser sig noget ualmindeligt i retning af samlet bebyggelse, og man har her ret lejlighed til at få den gamle sætning bekræftet, at vandet ikke alene adskiller, men også forbinder. Hist og her er, som det af det foregaaende vil ses, skoven endnu en stor pryd. Tidligere skal den have været rigelig tilstede overalt i herredet, selv i Jøkeldalen, hvor der nu næppe ses nogen rest. Tør man tro sognebeskrivelserne, skal ødelæggelsen på sine steder først i begyndelsen af dette århundrede have grebet om sig ved en uforklarlig henvisnen af skovene. At denne tilbagegang lader sig modvirke, synes dog skoven på Hallormstad at vise, der i den sidste menneskealder ved skønsom behandling har vundet særdeles.

Lagarfljot, der så aldeles giver landskabet sin karakter, spiller som naturligt er en stor rolle for omegnens beboere. Dets betydning for samfærdslen er ikke ringe — om somren nå bådene hurtig fra den ene bred til den anden, om vinteren danner isen en bro derover—; nogen forellefangst drives her også. Men desuden har folketroen villet befolke det med forskellige uhyrer, af hvilke vel »ormen i Lagarfljot« er det bekendteste. Om denne sag findes en udførlig udtalelse i Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns Islandsrejse (s. 793— 97), og forfatterne komme her til det resultat, at disse uhyrer, der viste sig under mangehånde skikkelser, oftest dog som et slags »søslange«, måtte skyldes vanddampes og skyers indvirkning på indbildningskraften. Sognepræsten på Valtjovstad udtaler sig i en særlig indberetning til det isl. lit. selskab (1841) udførlig om samme æmne, beskriver hvilke overraskende fremtoninger på fljotet han selv har været vidne til, men erklærer ligeledes, at fænomenet skyldes skydannelser, vanddampe o. d. l. Dog kan han ikke ganske løsrive sig fra forestillingen om, at Lagarfljot må huse gådefulde vanddyr .

Se Tillæg og rettelser

---