Erqilhlit (Erqilikkerne)

Inuitisk maske, Østgrønland

Inuitisk maske, Østgrønland

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912


V. Erqilhlit (Erqilikkerne)

"De stormer løs på os!" med dette udråb kunde man endnu århundreder efter at Eskimoerne havde forladt de egne, der grænsede op til Erqilikfolkets højlande, vække panik på de små bopladser, som de efter indvandringen havde indrettet sig i Grønland. Traditioner om overfald fra indlandets Erqilikker holdt sig i live i det nye hjemland på Grønlands kyster. Erqilikkerne er — derom taler sagnene tydeligt — Eskimoernes gamle arvefjende (ligesom Tyrkerne var det for det kristne Europa i det 16:de århundrede).

Langt borte i indlandet ligger deres land (oppe i bjærgene?). Sagnet overdriver vel, når det taler om, at det varer flere år, inden man på rejsen når dertil. Menneskenes redskaber og skikke synes at være endnu en grad forskelligere fra Innuiternes end Tornitfolkets. Erqilikkerne har metalredskaber; de har knive af metal og blinkende våben, og gryder af kobber med kobberhanke. De er velhavende, dertil hurtige og behændige. De lever i telte langs indsøerne. De går underligt klædt og ser underlige ud, ja der tales om, at de hyler som hunde og har hundebagkrop med haler bagtil. Deres huse har ligesom Tornits huse et hul midt i taget. De har en egen slags både (sing. umiariaq, plur. umiarissæt), der ligner Innuiternes store skindbåde (umiaq). I kampen bærer de pilene på ryggen, men mændene tar dem fra siden, kvinderne over skulderen.

I RINKS samling er der særlig to med hinanden beslægtede sagn, som har betydning ved direkte at nævne Erqilikkerne, nemlig sagnene om "Kumagdlat og Asaloq" og "Brødrene". Hvad det sidstnævnte angår, kaldes indlandsfolket kun i den ene af sagnets versioner for Erqilikker (nemlig i opskriften fra Julianehåbs distrikt); men i en anden af opskrifterne (en variant fra Sukkertoppens distrikt) betegnes indlandsboerne som "de, der blinker pålangs" (d. e. skeler?), hvad der, som det senere skal vises, passer godt om Erqilikkerne. Disses navn nævnes endvidere i sagnet om "Inuarudligak (Bjærgtrolden), i dåben kaldet Peter Ranthol", en fortælling fra Nordgrønland af et æventyrligt præg; men omtalen af Erqilikkerne som "hundemennesker" netop i denne del af Grønland (fjærnt fra Ammassalik i Østgrønland) er af interesse, ligesom flere andre enkeltheder i sagnet tyder på, at det har et "historisk" udspring.

Kumalhlat og Asaloq

Der var tre søskendebørn, Kumalhlat, Asaloq og Mêraq ("barnet"), der levede sammen og hjalp hinanden og morede sig med indbyrdes styrkeprøver. Men en gammel kælling, som tjente hos Kumalhlat, og som ofte blev arrig, satte splid imellem dem. Hun indbildte nemlig Kumalhlat, at hans venner tragtede ham efter livet. Hen på foråret rejste han derfor fra dem med konebåd og kajak. Asaloq og Méraq besluttede at følge efter ham for at finde ham. Nogle fortæller nu, at Kumalhlat havde hovedskallen af en spraglet sæl til amulet, og hvergang han nærmede sig en boplads, satte han den forude på båden, så kunde stedets beboere ikke se andet end en spraglet sæl, som dukkede op af vandet. Men på en af disse pladser fandtes der en tosse, som vidste besked om alt. Han kunde da også mærke, at båden nærmede sig og gav sig til at råbe: "båd!" Bopladsens folk, der spejdede, kunde dog ikke se andet end den spraglede sæl, som dukkede op og gik forbi. Men da Asaloq hørte om dette, forstod han, at Kumalhlat måtte være dragen forbi; thi han vidste, at han havde en spraglet sæl til amulet.

Kumalhlat rejste imidlertid dag og nat uden at lægge op, og når roerskerne i konebåden blev altfor trætte, fortøjede de blot båden lidt; således vedblev de at rejse og rejse, indtil tilsidst fødemidlerne slap op. Da de så kom til en stærkt befolket plads, lagde de op. På dette sted var der en ældgammel mand, som byggede på en båd. Han var ganske hvidhåret som et kajaksælskind, og ved hans side stod der en skægget ung mand. Da Kumalhlat havde været der lidt, sagde den gamle bådebygger: "Allerede førend denne unge karl var født, begyndte jeg på denne båd, og nu først har jeg fået den rejst". Ved siden af ham lå der hele dynger af muslingeskaller eller stykker af dem; han havde nemlig ikke haft andre redskaber end muslingeskaller. Derpå vedblev den gamle: "Her ejer man ikke engang en kniv, men hist inde i landet gives der folk, som har nok af knive". Da Kumalhlat spurgte ham videre, svarede han:

"Derinde i landet bor de mange Erqilikker. De er meget velhavende; men når nogen af kystboerne kommer til dem, kommer der ingen af dem tilbage igen; de plejer alle at blive dræbt". Kumalhlat sagde: "jeg havde lyst til at opsøge dem". Den gamle svarede: "jeg frygter for, at du alene intet vilde udrette; thi selvom mange i forening er gåede til dem, er de dog blevne dræbte. Erqilikkerne har nemlig ikke deres lige i hurtighed og behændighed".

Kumalhlat gik hjem til sit telt og lavede sig en lille bue, pile og et pilekogger af hovedstykket af et sortsideskind, idet han bukkede lalleme sammen. Derpå drog han ud for ene at opsøge Erqilikkerne.

Da Asaloq og Méraq var komne langt ind i landet, så de nedenfor sig en slette, på denne boede Erqilikkerne i mange telte, og en indsø var deres hav. Her skjulte de sig og oppebiede aftenen. Mens de lå og spejdede efter Erqilikkerne, der vendte tilbage fra jagten, opdagede de hen under aftenskæret en stor mand, som bar noget på ryggen. Allerede havde de spændt buerne mod hverandre, da udbrød de: "Men se! det er jo som om det kunde være Kumalhat", og da de kom nærmere, opdagede de, at det virkelig var deres forsvundne ven. "Er du Kumalhlat?" råbte de. "Ja", svarede han. "Så skal en af de lumpne Erqilikker falde, da vi nu er mødtes". Kumalhlat fortalte, hvad den gamle kælling i hans hjem havde talt om dem. Da det nu var blevet mørkt, og der var blevet ganske stille i Erqilikkernes lejr, søgte de først et tilflugtssted. Nede ved indresiden af indsøen stod der mange telte og lige over for dem var der i indsøen en lille ø; den udså de til tilflugtssted. Da de kom derned, opdagede de, at den lå omtrent et stenkast ude. Først sprang Kumalhlat over med sin byrde på ryggen, så Asaloq, men Méraq slap kun med nød og næppe over, strejfende henad vandfladen. Derpå lagde de alle deres pile på øen og vendte så tilbage, bevæbnede hver med blot to pile. De nærmede sig teltene, hvor beboerne havde lagt sig, og standsede udenfor det største. "Nu springer jeg op på tværtræet over dørstolperne, sagde Kumalhlat, så kan I gå ind gennem forteltet". Da de var krøbne ind i forteltet, kiggede de under forhænget og så et par gamle ægtefolk, som endnu var vågne. Konen, som var frugtsommelig, sad overende; manden lå forover med hodet støttet på albuerne.

I det samme gav manden sig til at hyle som en hund, og konen rejste sig op, hvorpå han slikkede hende på maven, og hun gav ham renstælg. Kumalhlat hviskede: "når han næste gang slikker konen således, vil jeg skyde hende". Da den gamle mand havde spist, hylede han atter; konen rejste sig op, men i det samme som han vilde til at slikke hende, skød Kumalhlat hende midt igennem livet.

Så hørtes der et frygteligt hyl. Kumalhlat sprang ned, og de ilede alle tre over til deres tilflugtssted, mens Erqilikkerne mylrede ud af teltene. De lagde sig på rad ned på jorden, forrest Kumalhlat, derpå Asaloq og bagest. Méraq. Erqilikkerne gav sig til at beskyde dem; alle bar de pile på ryggen, kvinderne tog dem ovenfra, og derfor skød de hurtigere end mændene, som tog pilene fra siden. Mens søskendebørnene holdt øje med de skydende og dukkede ned for deres pile, hørtes der en pil komme susende ; den strejfede de forreste og gav et knald bagved dem. Da de så sig om, var Méraq dødelig truffet i struben, fordi han havde prøvet på at rejse sig. Asaloq sagde til Kumalhlat: "Har du intet middel til at genoplive?" — «Jo, jeg tror nok", og derpå begyndte Kumalhlat at fremsige trylleord. Da han havde endt og så sig om, var pilen allerede af sig selv krbbet ud til midten. Atter fremsagde han noget, og så sad blot spidsen af pilen endnu lidt fast. Da han havde talt tredje gang, var Méraq atter levende. Imidlertid vedblev Erqilikkerne at beskyde dem. Da Kumalhlat havde fået huden skrabet af tindingerne alene af de strejfende pile, begyndte pilene endelig at slippe op for Erqilikkerne. Da rejste søskendebørnerne sig for at gøre gengæld med deres buer. De dræbte en mængde af Erqilikkerne og forfulgte resten opad elven, indtil de kom til et vandfald, hvor de havde et skjulested. Der dræbte Kumalhlat resten af dem med stenkast, idet de kom frem. Derpå gik de tilbage til teltene og fandt børnene, som lå ubevægelige af skræk og lod som om de var døde. Men de tog dem op og stak dem gennem ørene, så de straks døde. Kun en dreng og en pige lod de leve.

Derpå undersøgte de Erqilikkernes bohave; de fandt gryder af kobber med kobberhanke. Ingen fornødenheder manglede. Da de åbnede kisterne, sprang de halvt op af sig selv, sådan bugnede de af klædningsstykker. Dem lukkede de igen, men andre fandtes fulde af knive med smukke skafter, og af dem alene tog de så mange, de kunde bære, og drog derpå ned til kysten igen.

"De som drager til Erqilikkerne, bringer mange sager, bringer smukke knive", således hed det dernede. Engang, da det blev råbt, vendte den gamle bådebygger sig om, og han så da Kumalhlat, som han holdt for død, komme slæbende med en byrde på nakken (som han plejede); det var lutter knive med smukke skafter, som han bar. Kumalhlat trådte ind i teltet, hvor hans gamle mor og hans hustru sad i sorg, men dog levende. "Jeg tænkte, jeg skulde finde jeres lamper slukkede", sagde han. De svarede: "den gamle ungkarl har sørget for, at vi ikke kom til at slukke, han har fisket for os og ikke ladet os sulte". Kumalhlat sendte bud efter den gamle: "lad ham komme og hente sig en kniv". Men den gamle vilde ikke komme; han bad om, at man vilde bringe ham kniven udenfor teltet. Kumalhlat sagde: "jeg har grund til at takke ham, derfor skal han selv komme". Den gamle, som var bange for, at han skulde tilføje ham noget ondt, blev stående udenfor og vilde stadig, at de skulde bringe ham kniven ud. Men da Kumalhlat vedblev at råbe til dem, der stod i forteltet, at den gamle skulde komme ind, skrævede denne over dørtærskelen og sagde: "lad mig da få den". — "Kom helt herind", sagde Kumalhlat "og sid ned; du har sørget for, att disse stakler ikke kom i nød, derfor takker jeg dig, og disse knive skal du ha". Derpå rakte han ham to knive med smukke skafter.

Brødrene

To brødre boede ved mundingen af en fjord, den ældre på solsiden, den yngre på skyggesiden. Engang om natten, da de andre sov, gik den yngres tjenestekvinde ud og om bag teltet for at gøre sin nødtørft. Ligesom hun havde sat sig, så hun det blinke, fik øje på en båd, som nærmede sig og så, at det var en umiariak. Hun vilde rejse sig, men mærkede pludselig, at hun var ganske stiv; da vilde hun råbe, men kunde ikke frembringe en lyd, derfor blev hun siddende ganske stille. Derefter så hun folk stige i land, de bar alle blinkende våben, gik op til teltet og stak i det fra alle sider, der hørtes skrig, og derpå løb de alle ned til stranden igen; hun så vandet skumme, og derpå en flok sælhunde drage udefter. Da de var ganske af sigte, kunde hun først rejse sig igen, gik ind i teltet og fandt alle beboerne dræbte og gulvet fuldt af blod. Midt i natten flygter hun til den ældre bror på den anden side af fjorden, der først tvivler om sandheden af hendes ulykkesbudskab. Men da han med egne øjne har forvisset sig om rigtigheden, fatter han en plan om at øve hævn mod drabsmændene. Han henvender sig først til en angakok, der forstår besværgelser og under visionen udbryder: "se der, se hist oppe, der inderst i landet ser jeg dem." Dagen efter begir den ældre bror sig afsted på togtet mod fjenderne. Han træffer i indlandet den enøjede mand, "som sad og snittede noget ud af træ". Den enøjede byder sine tykmavede kvinder (narrajut), hvis latter høres under briksen, at bringe den fremmende mad, og de kommer da ind med en rigelig mængde af renskød og tælg. Hans vært lover ham sin hjælp med fjenderne. Næste dag drager de sammen afsted, vel forsynede med pile i et stort skindkogger, og da de møder tre bjørne (forklædte fjender?), nedlægger den enøjede dem alle. Derefter viser der sig en mængde mennesker, bevæbnede med buer og pile. Den enøjede, der syntes at være usårlig, stiller sig op som skjold for kystboen, indtil fjenderne har afskudt alle deres pile. Derpå greb han selv sin bue og hans ledsager sit spyd, forfulgte fjenderne og tilintetgjorde dem. — På hjemvejen så den enøjede på sin ledsagers våben og spurgte ham, hvad det var for et slags, han havde aldrig set et sådant før og vilde derfor købe det. De blev enige om salget; indlandsboen betalte med en sjælden art rensdyrskind og bød en af sine tykmavede kvinder at bære det for den fremmede. Hun tog pakken og lagde den på maven og løb så rask, at kystboen ikke kunde følge hende. Da han nåede sit hjem, havde hun lagt skindene på taget af hans hus. "Efter den tid blev hans sind beroliget."

Om Erqilikkerne handler kun disse sagn. Men det er nødvendigt i denne sammenhæng at nævne det i Sydgrønland udbredte sagn om Kunuk, fordi det synes beslægtet ialtfald i sin begyndelse, med sagnet om brødrene. Man kan jævnstille følgende elementer i disse to sagn som omtrent identiske: 1) i en fjordmunding bor der to brødre; 2) den ene brors tjenestekvinde opdager udenfor huset de ankommende fjender, hvis ankomst skildres med frygtindgydende enkeltheder; i Kunuk er der ingen tjenstekvinde, men de to brødre (unge drenge) er selv i tjeneste i Innuiternes hus og opdager selv fjenderne; 3) efterretningen mødes i huset med vantro; 4) derpå følger det natlige blodbad i huset, under skrig og hyl; 5) brødrene forfølger fjenderne; 6) de får til forbundsfælle en enøjet mand, der sidder i et hus og snitter i træ og følger ud med mod fjenderne; i Kunuk træffes denne mand ude på isen ved siden af et oprejst træstykke (stang), og han blir deres plejefar; motivet med denne forbundsfælle, der mødes undervejs, gentas i slutningen af Kunuk, da denne drager ud mod Ungilagtaqé.

Slutningen handler om Kunuks tvekampe med Ungilagtaqé og med dennes endnu frygteligere medhjælpere. Her synes andre sagnelementer at gøre sig gældende. Måske danner i virkeligheden disse den oprindelige kærne i Kunuksagnet. Det ender således: "Da jublede hele mængden og råbte: takket være du, nu har vi ingen herre over os mere! og alle de, hvis kvinder var røvede, fik dem nu tilbage". Kunuk optræder altså som befrieren af en af fremmede eller tyranniske høvdinger underkuet nation.

"Høvdinger" eller "herrer" omtales ellers næsten aldrig i de eskimoiske sagn; folkebefrieren Kunuk virker påfaldende inden for eskimoiske samfundsforhold. Men sagnets begyndelse kan jo meget vel have tilknytningspunkter til Erqiliksagnene, selvom slutningen hører andetsteds hen.

I den østgrønlandske version af Kunuksagnet er der talrige overensstemmelser med det vestgrønlandske sagn. Her skal jeg blot nævne, at de to drenge efter blodbadet i huset rejser afsted midt om natten ind i landet: "den næste dag så de en mand stå på fangst med sin ituarteen i hånden". Dette træk forklarer det vestgrønlandske træk med manden ude på isen, der har et træstykke ved siden og fanger sæler ved hjælp af det. Ti en ituarteen er den lange træstang, hvorved en viss gammeldags art sælfangst ude på vinterisen blev foretat; jægerne selv kaldes ituartit. Det østgrønlandske Kunuksagn omtaler ikke udtrykkelig Erqilikkerne, men disse nævnes i sagnet om Inurudsiaq, og her optræder de netop som ituartit-fangere ude på isen.

Inurudsiaq (= Inorutsiaq "den lille Inoruseq") hed en dreng, der havde tre Erqilikker til plejesøskende. Når Erqilikkerne kom inde fra landet, lavede de hul i hjørnet af huset og skød alle husfællerne med buer. Da de således havde dræbt alle undtagen Inurudsiaq og hans søster, blev to Erqilikker tilbage, mens de andre tog ind i landet igen. De to Erqilikker hængte Inurudsiaq og hans søster op ved benene over en dyb afgrund og rejste derpå bort. Inurudsiaq slap løs, men hans søster døde. En forbiroende konebåd reddede ham, og han blev plejesøn i mandens hus. Her øvede han sin kræfter op.

Et forår, da sneen smeltede, men det dog frøs om nætterne, kørte Inurudsiaq i slæde ind i fjorden. Det var på den tid at Erqilikkerne plejede at komme ned til huset. Han fik nu øje på to Erqilikker, som stod og fangede med ituartit. Han, der lå ved hullet, råbte: "kæ! kæ!". Den anden sagde: "Hvordan er den (sælen)? er den sort? pas godt på!". De var så ivrige, at de ikke så slæden, førend den var lige ved dem. Da de så Inurudsiaq, sagde den ene: "Når er han bleven voksen?" De talte derefter sammen og sagde til Inurudsiaq, at han skulde blive der og vente, mens de gik hen efter deres fangst.

Inurudsiaq forfulgte dem op på indlandisen. Snart løb de, snart blev de trætte og stod stille; derefter løb de igen og sprang ligesom hunde. Han forfulgte deres spor, indtil de kom til hel glat is. . . Han sprang op, kiggede ned gennem et hul (i hustaget) og så, at Erqilikkerne boede dernede. Han sprang ned gennem hullet og lod, som om han vilde lyske en af Erqilikkerne; men med et medtaget bor borede han ham ind i øret, så at han døde. Således dræbte han alle dem, som var dernede.

På hjemvejen spændte han Erqilikker for sin slæde sammen med hundene og piskede løs på dem. "Kan I huske, dengang jeg var lille, hængte I mig som en hund?" Mens de trak ham, piskede han dem ihjel. Han kørte derefter hjem og fortalte, at han havde hævnet sig godt ved at dræbe sine plejesøskende. —

Erqilikfolkets betydning i Eskimoernes historie er indlysende. Det er et af verdens tre hovedfolk i det grønlandske sagn om nationernes oprindelse (se s. 11). I fortællingen om Kumalhlat og Asaloq stilles det op som lykkefolket i modsætning til det fattige kystfolk. Man fristes næsten til at se et symbol på en svunden tid i den gamle mand, som Kumalhlat møder på sin rejse. Han bor nærved havet og taler eskimoisk; han har ingen knive, men bruger muslingeskaller til redskaber, og det har taget ham 20 år at bygge en båd. Men han veed god besked om det folk i indlandet, der bruger knive og selv laver dem i mængde; en indsø er deres hav. Det er Erqilikfolket, men den gamle selv er Eskimofolkets levende minde om deres histories morgengry, da deres forfædres redskaber var primitivere end andres og da de — allerede dengang — måtte hente fremmede værdier hos de lykkeligere og fremmeligere indlandsboer sydpå, hvem de på engang frygtede, hadede og misundte.

Fodnoter