Rangåvolde syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
[Indbyggerantal c. 5000.]
Hinsides (sydøst for) Tjorså strækker sig Rangåvolde syssels vestligste del, de to anselige landskaber Holterne (Holt) og Landet (Land), eller, som man også finder dem benævnte, da de hver indeholder én hrepp, Holtamannahreppr og Landmannahreppr. For dem begge danner Ydre Rangå (Ytri Rangå) under hele sit løb den østlige (ɔ: sydøstlige) grænse. Til det øverste af disse landskaber, Landsvejten, fører alle Tjorsåvadene; dog ligger det sydligste af disse (Eyjarvað) omtrent på hreppsgrænsen, der dog kun dannes af nogle mosestrøg, i det de to landskaber i øvrigt gå umærkelig over i hinanden. — Landsvejten er til dels en smuk bygd med bølgeformige eller flade græssletter, hist og her afbrudt af en lille hraun- eller sandstrækning; men længere nord på tiltager disse, de øde strækninger få overhånd og flyvesandet ødelægger mere og mere de tidligere her ikke ubetydelige skove. Bygden selv har kun et enkelt ubetydeligt fjæld, men i nordøst hæver sig Burfell (i A.) og Hekla.
Oppe i ubygden (avretten) flere mile nord for Hekla udspringer Rangå, knap en halv fjærdingvej fra Tjorså, og samme ringe afstand vedligeholder den endnu en mils vej sydligere ud for det under Tjorsådal (i A.) omtalte Burfell. Åen kan ikke sammenlignes med de langt større vandløb Ölveså og Tjorså, men i følge J. C. Schythe[1] vokser den på grund af særlige forhold kort efter sit udspring til en vandrighed, der ikke står meget under dens vandmængde flere mile længere nede i bygden, hvad der gør fortællingen om Hjaltes sejlads noget mindre usandsynlig. At han kunde ønske at foretrække Rangå for Tjorså kan forklares af hin ås roligere og jævnere løb og mere lige retning.
I den nærmeste egn syd for Burfell på denne side Tjorså har indtil ind i dette århundrede været betydelige skove, disse skal fordum ligeledes have bedækket den smalle strækning mellem Tjorså ved Burfell og Rangå, de såkaldte Kjøldragatunger (Kjöldragatungur, var: Kjölreka-, Kjallraka-túngur); her, fortæller nogle, skal Hjalte Skeggessön have hugget en del af tømret til sit skib; almindelig berettes, at han herover trak sit skib til Rangå, — og navnet afledes da af, at han her mistede kølen, eller man forsøger andre etymologiske gætninger (af sporet efter kølen «kjölrák»)[2]. Skibets flytning tænker man sig udført på den måde, at det over is er bleven ført over Tjorså og ligeledes på is over de ofte om vinteren oversvømmede tunger til Rangå.
Lidt nord for gården Flagbjarnarholt[3], lige ud for øen Ånæs ligger en langagtig (nyre- eller halvmåneformet) græsgrot bakke Tingholt (Þíngholt); den lille dal, der dannes mellem bakkens to udgående hjørner, beskyttet mod nord- og østenvinden, indeslutter en del tomter, der må betragtes som hørende til de mærkeligere oldtidslevninger, øjensynlig resterne af et gammelt tingsted. Man påviser her stedet for i alt 8 bodtomter (hvoraf 2 nu er ødelagte), alle anbragte således, at de løber ud fra bakkeskråningen og vender den anden gavlende, hvor indgangen synes at have været, ind imod dalen. De er gennemgående meget store, fra 10 — 13 fv. lange (en nu ødelagt undtagelsesvis kun 8), bredden omtrent 3 fv. Flere synes at have haft en slags udbygning eller at have været afdelte i en større og mindre afdeling. Først kommer yderst imod sydvest en stor bodtomt, der synes inderst imod bakken at have haft en mindre og snævrere; fra den flade slette neden under synes en skrå, ophøjet vej at have ført op til boden. Tæt ved siden af denne findes en cirkelrund kreds, indvendig 9 fv. i diameter; den særdeles kendelige græstørvsvæg er desuden én favn tyk; denne kreds er vistnok med rette antaget for en domring[4]. Noget mere imod øst har ligget en større og en mindre bod, der nu begge ere ødelagte ved de for en 30 år siden her anlagte fårehuse. Lidt herfra ses største delen af en stor bodtomt, hvis inderste del nu er ødelagt af et lille der opbygget høhus. Længst imod nordøst findes endelig fire store bodtomter, hvoraf to synes at have haft en mindre indre afdeling, en tredje synes endog at være delt i tre afdelinger. — Dette hensigtsmæssige, ualmindelig vel bevarede og upåtvivlelig fra oldtiden stammende tingsted omtales ikke i nogen saga, heller ikke traditionen ved noget om, naar eller af hvem det er bleven benyttet. Fra »domringen« i Ånæs ligger det ikke meget længere borte end tingstedet ved Budafoss (A.), og Ånæs er som omtalt kun tilgængelig fra denne side. — Straks sydvest for den første bod ser man de tidligere nævnte spor af gamle ridestier, vejene til det fordums over Ånæs farende vad; nu rider man over i øen lidt højere oppe. — Fra Eyjarvad strækker hreppsgrænsen sig i sydøstlig retning ned mod Rangå; i Landsvejtens sydøstlige hjørne står gården Snjallstenshövde (Snjallsteinshöfði eller Snjallshöfði) under en lille højde tæt ved Rangå. Det er her, at Snjallsten ifølge Ldn. (s. 286) fanges og dræbes af Önund til hævn for et ved Sandhólaferja begået drab, hvad der igen drager begivenhederne i Vælugerde (A.) efter sig. Ellers er denne egn meget fattig på historisk mærkelige steder; man kan indskrænke sig til at minde om den omtrent midt i hreppen liggende gård Skard (Skarð), nærmest for at gjøre opmærksom på, at dette er de ældre kilders (Bsk.s og Sturl.s) Ydre Skard (»Skarð it ytra« eller »vestra«)» tidligere ofte forvekslet med det i den tilstødende hrepp nærmere Hekla liggende, men nu forsvundne Østre Skard. Ogsaa kan det lidt sydvestligere Store Klove (Stóri Klofi) nævnes, som bolig for den i den senere tids annaler (c. 1500) meget omtalte »Torve rike». Et meget langt gærde eller en ophøjet vej, der ligger oven for Store Klove og når næsten tværs over hreppen (omtr. ½ mil) henføres til ham som den mest bekendte mand her; rimeligvis har man her for sig en af de betydelige, ofte ligefrem forbavsende gærdelægninger fra oldtiden, der træffes på så mange steder på Island, og som må forklares som grænseskel mellem de forskellige jorder eller kommuner; ofte gætter man også på, at de har været »göngugarðar», ophøjede veje for mennesker og kreaturer[5]. Omtrent svarende til Landmannasvejten bruger Ldn. betegnelsen de ydre Rangåvolde (Rangávellir enir ytri); en del af eller måske hele den svejt, som nu kaldes Holterne (Holt), har derimod været indbefattet under navnet Tjorsåholterne (Þjórsárholt)[6].
Neden for Landmannahrep strækker sig som omtalt Holtamannahrepp, større end den forrige, mellem Tjorså og Rangå, helt ned til søen. Det er et ikke ufrugtbart, men fugtigt landskab bestående af mosestrøg og en mængde smådale adskilte ved mellemliggende holter, der har givet disse egne deres navn (» Holterne »). Tjorsåen danner en del af hreppens nordlige og hele dens vestlige grænse. Ved sit udløb danner den ligesom Ölveså en stor af sandrevler og grunde opfyldt bredning, der stadig udvider sig; dog synes åen nu mest tilbøjelig til at kaste sig mod den vestlige bred, i sydvest ligger også åens nuværende munding. Det er tidligere omtalt, at Tjorsåens udløb formodes fordum at have været en del østligere; dette, der er en almindelig antagelse, bekræftes, som bemærket, ved den ret, som den sydøstligste gård i Ånæs syssel har til en stump forstrand øst for åmundingen, og gør tillige beretningerne om, at Tjorsåos (Þjórsáróss) i oldtiden har været brugt som landingssted for skibe, noget sandsynligere; medens der nemlig uden for åens nuværende munding ligger skær, findes længere øst på ren sandbund.[7]. Dette landingssted nævnes kun i Ldn. én gang, i det der fortælles, at landnamsmanden Torarin Torkelsson landede i Tjorsåos; efter det på hans skibsstavn værende tyrehoved fik åen navn. Desuden fortæller Eg. (s. 44 — 45)[8], at landnamsmanden Ketil hæng sejlede gennem Tjorsåmundingen op i åen, Ldn. siger derimod, at han landede i Rangåos; og den forklaring, som Eg. tilføjer, at åen da løb i meget snævrere leje og var dybere end nu, viser, at forholdene i al fald på forfatterens tid (d. 13de århundrede) ikke var gunstige for skibsfarten. Endnu kan anføres, at i følge Flatb. I, 213 landede Torlejv jarleskjald i Tjorså, og i året 1342 led i følge samme annal den nordlandske biskop Orm ved sin hjemkomst til landet skibbrud ved Tjorsåsand (braut skipit við Þjórsársand).
Fotnoter
- ↑ Hekla, 1847.
- ↑ Disse former af navnet med det dertil knyttede sagn synes dog at være af temlig ny oprindelse, da A. M. har Kiarlaka-túngur (navn på en af de fire skove, hvor man fra gården Klove har ret til hugst— itak).
- ↑ Eller som den i daglig tale kaldes Flagvelta, at forkorte gårdes navne er nemlig i disse egne ikke ualmindeligt.
- ↑ ”Domringen” må vel rettest opfattes som dommernes sæde (bænk), hvad også synes bedst at stemme med de oldtidsminder, der antages for lævninger af domringe. I Oxforderordbogen tages derimod ”dómhringr' omtrent i samme betydning som ”vébönd”. —
- ↑ For den, der udtømmende kunde beskæftige sig med landnamsforholdene i dette distrikt, vilde egnen frembyde større interesse; der er nemlig den besynderlighed, at om Flose Torbjörnssön, der ifg. Ldn. skulde have besat Rangåvoldene øst for Vestre Rangå, beretter C. og E., at han boede i Skarfanes og havde alt landet mellem Tjorså og Engå. Skarvanæs er den øverste gård i Landmannahrepp; Engå kendes slet ikke. Brynjolv Jonssön (Tímarit II, 95) antager derfor, at meningen har været, at Flose har besat den øvre del af alle Rangåvoldene, mellem Tjorså og Östre Rangå. Povl i Åkværn (Safn t s. Í. II, 515) går derimod ud fra, at der ved de forskellige oven nævnte angivelser må være betegnet en flytning for Floses vedkommende fra hans første bosættelsessted til Skarvanæs.
- ↑ Dog strække i følge Ldn. (s. 296-97) de ydre Rangåvolde sig ikke fuldt saa langt i syd som Landsvejten nu; således siges om Thorsten lunan og hans søn, der boede på den en mils vej sydøst for Flagbjranarholt, men dog endnu i Landsvejten liggende gård Lunansholt, at de ”námu enn efra hlut Þjórsárholta”; derimod begyndte først ”Rángárvellir enir ytri” oven for Ljækjarbotnar, navnet på en gård lidt nord for Lunansholt. — Angående Torstens høj — ifg. Ldn. højlagdes han nemlig på Lunansholt — gør sig forskellige gætninger gældende; den antikv. indberetn. (1821 ) siger, at han med sit skib ligger i ”Skrokkhóll”. Arngr. Jonssön (Spec. Isl. s. 24) omtaler gravhøjen som en høj af vældig størrelse nær gården.
- ↑ Sv. Povlssön, der dog ikke selv har beset Tjorsåens udløb, fortæller besynderlig nok, at der skal være 8 fv. dybt vand i ebbetiden (dagb. I, 95).
- ↑ Og overensstemmende hermed OSto. (Flatb. I, 521) der tillige lader Össurr den hördske have skib stående oppe i Tjorså (Flatb. I, 525).
