Hunavatns syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Húnavatnssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Hunavatns syssel
Húnavatns sýsla
[Indbyggerantal c. 5000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Hrutafjorden (Hrútafjörðr), grænseskellet mellem Hunavatns og Stranda syssel, har tillige fra gammel tid dannet grænsen mellem Nordlandet og Vestlandet. Alt i fristatstiden fremhæves den udtrykkelig i loven som fjærdingsgrænse, i det Grg. (§ 83) undtagelsesvis indrømmer den mand ret til at forblive i sit gamle tinglag, uagtet han forlader fjærdingen, som indskrænker sig til at flytte tværs over Hrutafjord. Lige som Hrutafjorden nu skiller mellem Nord- og Vestamtet, må den altså den gang have dannet skellet mellem Nord og Vestfjærdingen. Den anførte bestemmelse i Grågås har været hensigtsmæssig, ikke alene på grund af fjordens smalhed, navnlig for den indre dels vedkommende, men også fordi det er den sydligste af alle Nordlandets fjorde, og således den, der skærer sig dybest ind i landet. Om fjordens navn giver Vd. oplysning, i det sagaen fortæller, hvorledes to vædre (hrútar), der kom løbende den syd fra ankommende landnamsmand Ingemund i møde, gav anledning til den endnu ubeboede fjords benævnelse. Dens navn møder jævnlig i sagaerne, mest i forbindelse med beretninger om skibes ankomst eller afsejling, — anløbsstedet for disse har vistnok altid været det på fjordens vestside, i Stranda syssel liggende Bordøre (IB. I, 635).

Det jævne sletteland, der strækker sig op fra fjordbunden, får kun ringe lejlighed til at brede sig. Vest fra strækker sig forskellige høje grusbanker frem, mod syd begynder snart Holtavardehede (IB. I), og mod øst begrænses den lille dalslette, ligesom selve fjorden, af hedens fortsættelse, den forholdsvis lave Hrutafjords hals. Over den flade dalgrund kan den fra Holtavardehede kommende Hrutafjordså (Hrútafjarðará) uden hindring brede sig i foranderligt løb; sin vej ned fra heden må den derimod søge sig gennem et dybt kløftleje. Denne å, langs hvilken amtsgrænsen ligger, hører til de middelstore, men kan dog af kyndige uden synderlig vanskelighed passeres ved sin munding på det såkaldte Nordlingevad (Norðlíngavað). Mellem den lille dalsænkning, hvorigennem Hrutafjordsåen søger ned fra heden, og en tilsvarende lidt østligere indesluttes — som den yderste spids af heden her — et lille højdedrag, kaldet Túnga; her står nordligst i »tungen« en gård Hrútatúnga, i Grt. (s. 71) benævnt Tunga. — Nord for Hrutatunge, hinsides en lille å, omtrent hvor Hrutafjordens dalslette begynder at forgrene sig i to dalstrøg op mod højlandet, ligger gården Balkastad (Bálkastaðir). Når der i Grt. (s. 8) siges om landnams manden Balke, at han tog land i Hrutafjord og boede på bægge gårdene Balkastad, tænkes der utvivlsomt ved den ene af disse på den oven nævnte gård Balkastad, uagtet rigtignok den anden gård af samme navn ligger aller længst ude ved Hrutafjordens østkyst; den store afstand mellem de to gårde forklarer sagnet ved at lade den indre gård oprindelig have været sæter fra den ydre. — Nord for Balkastad, i halseskråningen og ikke langt fra Hrutafjordså, står præstegården Stad (Staðr); kaldet har dog i den senere tid jævnlig været forenet med Prestbakke sognekald i Stranda syssel. Den omtalte hals Hrutafjordshals (Hrútafjarðarháls), i eller under hvilken så vel Stad som sognets følgende gårde står, danner grænsen mellem bygderne Hrutafjord og Midfjord. Halsen, der strækker sig umiddelbart ned til Hrutafjordens kyst, er vel hverken synderlig høj eller bred, men har ikke desto mindre indtil den sidste tid været berygtet for sin uvejbarhed. Den har nemlig aldeles beskaffenhed til fælles med højlandet, af hvilket den er en ligefrem fortsættelse. Den består således af lave højdedrag og banker, idelig afbrudte af og vekslende med mosestrøg, engdrag og dyndede partier, hvorover det har kostet megen anstrængelse at lægge en brugelig vej.

Følger man vejen langs Hrutafjordens østkyst en mils vej mod nord, kommer man til den kort fra jorden under halsen liggende gård Toroddstad (Þódrodd(s)staðir), hvorfra overfart sædvanlig finder sted til det omtrent lige over for liggende Bordøre. På Toroddstad boede i følge Grt (s. 69) Torbjörn öksnamegin, hvis fader havde taget som landnam østsiden af Hrutafjord ud til lige over for Bakke (Prestbakke), en grænse, der netop svarer til nordgrænsen for Stadar sogn og hrepp. Torbjørn bliver dræbt af Grette til hævn for et drab paa dennes broder Atle, og sagaen fortæller (s. 108 — 110) udførlig de nærmere omstændigheder herved. Da Grette kom til Toroddstad, var Torbjörn ude paa engene for at binde hø. Grette red så frem ad vejen til Reykir. Der går en mose (mýrr) ned fra halsen, og her arbejder Torbjörn. Grette slynger sit spyd efter ham, men spydbladet falder af skaftet; derefter dræber han ham med sværdet. Spydbladet fandtes først flere århundreder efter, i Sturla Tordssöns dage, i mosen, som deraf fik navnet Spjotsmyr (Spjótsmyrr ɔ: spydmose); efter en anden fortælling skulde derimod Torbjörn være bleven dræbt paa Miðfitjar (Grt. s. 111—12). Ved at ride et par skridt ud på grusbanken hinsides gården ser man ud over den nordfor liggende Spjotsmyre, en lille mose, som strækker sig fra liens fod ned mod fjorden, og som fortsættes af grønne strøg oppe i halseskråningen. Hvor Midfitjar skal søges, er ikke let at sige — holmene i Hrutafjordsåens munding skal hedde Fitjar, samme navn skal forekomme mellem Balkastad og Hrutatunge foruden flere steder uden for sognet. Hinsides Spjotsmyre ses Reykir, en gård, der ligeledes ligger nær fjorden og, som navnet antyder, ved en varm kilde.

Fra Toroddstad fører en nu ypperlig udbedret vej over Hrutafjordshals til Stadarbakke i Midfjord, en strækning, som det vel kan tage c. 3 timer at passere. At allerede i oldtiden hovedsagelig samme vej er bleven benyttet, ses af Grt. s. 70 — 71. Der fortælles her, at nogle af Grettes fjender — hjemmehørende i Midfjord — en gang rider til Burfell (en gård i Midfjorden) og derfra over Hrutafjordshals til Melar, hvorfra de agter sig til Norderådal (M.). Da Grette får at vide, at de er på hjemvejen, red han op på Hrutafjordshals, vest for Burfell; der tilbragte han en stor del af dagen med at løfte (ɔ: opstille) en sten, som står dér, og som kaldes Gretteshav (Grettishaf). Hermed fordriver han tiden, indtil fjenderne kommer, hvorefter en kamp påfølger. Det her omtalte »Grettestag« (Grettistak) er endnu at se, kort fra den fra Toroddstad over halsen førende vej. Når man kommende fra Hrutafjord har passeret omtrent en tredjedel af halsen, har man den pågældende klippeblok til højre for sig, noget fra vejen, og således, at den for den vejfarende skjules af mellemliggende holt. Den med større eller mindre sten eller klippebrokker oversåede strækning her hedder Sandhólahraun; noget inde i dette ses i skråningen en aflang flad klippe, der ikke hæver sig synderlig over grunden: denne bærer en omtrent firkantet klippeblok, på vel hen ved en kubikfavn i indhold. Da stenen med de to hjørner hviler på den underliggende klippe, men under det tredje har en lille tærningformet sten (godt og vel et kubikkvarter — eller fod? — stor), hvorved den støttes, får den ganske udseende af at være rejst og opstillet således af menneske hænder. På grund af sin beliggenhed besøges dette Grettestag af mange, så meget mere som interessen forøges ved, at man her utvivlsomt har for sig, om end ikke en af Grette rejst sten, så dog en sten, til hvilken traditionen om Grette allerede fra sagatiden har været knyttet. — Burfell, der ligger en del østligere, ses ikke herfra.

Viser det sig således, at vej — og som det synes en hovedvej — allerede fra gammel tid har ligget over halsen ved Toroddstad, ligger det nærmest at antage, at det er samme vej, som i følge Krm. (s. 56 — 70) først Berse fra Saurbæ efter at have holdt bryllup med Stengerd i Midfjordsdalene vælger, og dernæst Kormak, fra den nordligere i Midfjord liggende gård Melstad, under sin forfølgelse af brudgommen. Begge komme ned fra halsen ved »Torvejgs gård«. Torvejg er en fjende af Kormak, der har fordrevet hende fra Midfjord, derimod en ven af Berse, der har skaftet hende land »nord for« — må rettes til »vest for« — Midfjord, hvor hun senere boede. Derfor skaffer hun Berse lykkelig over Hrutafjord, giver derimod Kormak et ubrugeligt fartøj. Torvejgs gård skulde man efter sammenhængen snarest antage måtte være Toroddstad; dog synes der rigtignok i følge andre kilder (se således Ldn.) ikke at være plads til hende her.

Hrutafjordshalsen fortsætter sig mod nord i et ret anseligt næs, der skiller mellem Hrutafjordens ydre del og Midfjorden. Det benævnes nu sædvanlig Balkastadanæs eller Heggstadanæs efter de her værende yderste gårde. Balkastad (Bálkastaðir), der ligger på næssets vestkyst, ved Hrutafjorden, må være den ene af de to Grt. s. 8 nævnte gårde Balkastad. Samtlige her liggende gårde regnes til Midfjordsbygden. I ældre tid benævntes også næsset Midfjordsnæs (Miðfjarðarnes); således omtales det i ÞH. I følge sagaen (s. 51) kunde kvæget (fårene) ernære sig selv året rundt i skovene ude på Midfjordsnæs, og virkelig skal endnu forholdene yderst ude på næsset være særdeles gunstige i denne henseende.

Den allerede oftere nævnte Midfjord (Miðfjörðr), der mod vest begrænses af Balkastadanæs, har til sin østlige begrænsning en sammenhængende, i et næs udløbende landmasse, Vatnsnes. For den ydre dels vedkommende beskylles denne kyst af Hunafloe, Midfjorden selv er en lille, kun 1 — 2 mile lang fjord. Op fra Midfjorden strækker sig en af lave halse begrænset dal, der gennemstrømmes af den middelstore Midfjordså (Miðfjarðará). Ved sin munding danner åen en bred, af sandflader begrænset os, der nærmest jorden indsnævres noget; foran udløbet findes sandbanker, der bevirke, at knap nok islandske skibe (ɔ: større både) kan komme ind i osen. ÞH. fortæller rigtignok om landing af havskibe i Midfjordsos (Miðfjarðaróss), men det fremgår dog af fortællingen (II, s. 60), at da sagaen forfattedes, var der ikke havn for havskibe i Midfjord. I sit nedre løb er åen foranderlig, og navnlig landet nærmest vest for åen, det såkaldte Melsnæs, bærer spor heraf. Ved roden af Heggstadanæs — som det fjorden mod vest begrænsende næs sædvanlig her benævnes — ses omtrent i linje med fjordbunden gården Sandar, der på grund af sandflugt har måttet flyttes højere og højere op i lien. Gården, hvorefter Melsnæs bærer navn, er præstegården Melstad (Melstaðr), der står vest for åen, vel omtrent en mils vej fra dennes udløb. Præstekaldet hører til de største på Island, hvorfor også gårdens bygninger, samt kirken, er langt anseligere, end man plejer at træffe dem på landet her, ja præstegården tilsyneladende opført ganske som et købstadshus, kun med græstørvstag. Det er denne gård, der i sagaerne omtales som Mel (Melr) i Midfjord, i følge Bdm. bolig for Odd Ufejgssön, som her opretter Melmanna godord (Bdm. s. 7, sml. Nj. s. 505—6). I følge fortællingen om Heming Aslaksson skal kirken på Mel være bygget af denne samme Odd (Söguþættir, Rkv. 1855, s. 67). Navnets forandring til »Melstad« hænger sammen med gårdens overgang til kirkeejendom.

På Mel boede i en tidligere periode den urolige Kormak, om hvem den efter ham benævnte saga fortæller. Sagaen lader ham sluttelig falde i Skotland; imidlertid påviser man i Melsnæs, temlig langt ude, en høj kaldet Kormakshøj. Denne høj skal man have gjort forskellige mislykkede forsøg på at udgrave .

Omtrent nord for Melstad — noget sydvest for Kormakshøj, dog ikke i selve Melsnæs, men i underlandet nærmest lien (det såkaldte Melsbugr), ses tomterne af en ødejord Stensstad (Steinsstaðir), om hvilken A. M. siger, at landet, så længe man mindedes, havde hørt til Melstad, og at kun indhegninger der på stedet støttede sagnet om, at her oprindelig havde stået en egen gård. En sådan har dog utvivlsomt stået her, nemlig den i Krm. og ÞH. nævnte gård Stensstad. Ved Stensstad har man tidligere vist lævningerne af et hov; senere har man imidlertid, ved en misforståelse, der synes at skrive sig fra E. O. , i nogle tomter ved Stensstad (måske selve hovtomterne ?) villet påvise sporene af en ødegård Hov (Hof), som dog jordebøgerne aldeles ikke kender noget til .

I forbindelse med Stensstad kan passende nævnes den nordvest for Melstad liggende gård Svertingsstad (Svertingsstaðir), hvis navn kendes fra ÞH. (II, s. 59). Gården ligger straks vest for en fra Hrutafjordshals kommende lille å, der på dette strøg kaldes Svertingstadaå; længere nede, hvor den løber syd for Stenstada-tomterne, bærer den navnet Stenstadaå; sluttelig falder den ud i Midfjordså kort oven for osen.

I Midfjordsbygden finder den ejendommelighed sted, at egnens to præstegårde ligge i hinandens umiddelbare nærhed. Til Melstad hører gårdene nærmest søen, til Stadarbakke (Staðarbakki), nabogården imod syd, hele den øvre del af bygden. Stadarbakke ligger på jævn grund, nær åen, hvis bred dog her som en lodret til dels undergravet væg luder ud over åen og den flade østlige åbred. Det er formodenlig denne gård, der tænkes på, når der i ÞH. (s. 58) fortælles, at den i sagaen så meget omtalte Asbjörn køber sig Bakkaland i Midfjord og bor der. Stadarbakkes nabogård mod syd er Krokstad (Krókstaðir); syd for denne strækker de ejendommelige Krókstaðamelar, ÞH.'s Króksmelar, sig ud imod åen: høje, bratte, for oven jævne melholt, hvori enkelte kedelformige fordybninger. Hinsides disse åbner udsigten sig til den indre del af dalen, og øjet kan nu frit svæve ud over forholdsvis vide, temlig flade strækninger. Hoveddalen begynder nu at forgrene sig: nærmest til højre (vestligst) ses Vesterådalen (Vestrárdalr) skille sig ud fra hoveddalen op mellem lave højder, lige ud (mod syd) fortsætte hoveddalen af Nupsdal (Núpsdalr), øst for denne ligger igen Østerådal(Austrárdalr) næsten skjult af foranliggende højdedrag; længst ude i horisonten ses hedelandet, svagt højnende sig. Til sammen kaldes de tre dale Midfjordsdalene (Miðfjarðardalir). — Blandt gårdene i hoveddalen vest for åen må endnu mærkes Búrfell, der står oppe i Hrutafjordshals under et fjæld af samme navn, omtrent i linje med Vesterådalens munding; gården er allerede tidligere nævnt i anledning af Grettes styrkeprøve på Hrutafjordshals.

Heden oven for dalene, i hvilken disse, lange og smalle, ligge højt op, er den såkaldte Tvídægra, et højland, der strækker sig mellem Hvitåsiden i Myre syssel og den sydvestligste del af Hunavatns syssel. Fra hver af Midfjordsdalene ligger en vej op på heden, der højere oppe forene sig, men heden anses for så godt som ufarbar undtagen i særlig tørre somre. Gennem hver af dalene strømmer et tilløb til Midfjordsåen , alle med udspring på det oven for liggende højland. Det betydeligste af disse er Østerå (Austrá) med udspring fra Arnarvatn (IB. I, 344), der i nordvestlig retning gennemstrømmer Østerådal, derefter optager den syd fra, fra Nupsdal, kommende Nupså (Núpsá), vender sig mod nord, optager vest fra Vesterå (fra Vesterådal) og antager nu navnet Midfjordså.

I Vesterådal er ingen gård af historisk betydning. Nupsdal i den ældre form Gnupsdal (Gnúpsdalr) nævnes foruden i Sturl. i et par sagaer (Heid., Krm.) på en sådan måde, at man kunde være tilbøjelig til at opfatte Gnupsdal som navnet på en gård. I Heid. (s. 343), hvor Bardes fosterfader underretter ham om, at han på det forestående tog til Hvitåside (M.) har skaffet ham natteherberge i Gnupsdal hos en bonde ved Navn Njål, er det ikke just nødvendigt at forstå Gnupsdal som gårdsnavn. Når det derimod i Krm. hedder, at Stengerd fra Tunge var til opfostring i Gnupsdal, og der gen tagne gange fortælles, at Kormak for hendes skyld aflægger beseg i Gnupsdal (s. 10, 32), synes navnet naturlig at måtte forstås om en enkelt gård. Nogen gård Nupsdal findes imidlertid nu ikke i dalen, og en sådan synes aldrig at have ligget her. Den gård, der efter forholdene nærmest kunde synes at svare til Krm.'s Gnupsdal, er Øvre Nup (Efri Núpr), en anselig ejendom med tilhørende kirke, oprindelig, som det synes, dalens øverste (længst op mod heden liggende) gård. Tillægget »øvre« har den til adskillelse fra gården Nedre Nup, der ligger nordvest for Øvre Nup, hinsides (vest for) Nupsdalså. Øvre Nup bærer imidlertid fra gammel tid sit navn, således som det fremgår af vedkommende kirkemåldage, hvor det forekommer i formen Gnup uden videre tillæg, uagtet vel også den gang Nedre Nup har bestået som en særlig gård. Øvre Nup har imidlertid til alle tider været den anseligste af de to gårde; når derfor Grt. (s. 15) nævner Gnup (Gnúpr) i Midfjord — ganske med den samme betegnelse, som kirkemåldagen bruger — er det utvivlsomt Øvre Nup, der menes. Hvad Nedre Nup angår, kan det lige så lidt for denne gårds som for Øvre Nups vedkommende antages, at den har skiftet navn, da den står den »nup« (fjældtop), hvorefter bægge gårde bære navn, endnu nærmere end Øvre Nup. Om andre gårde som oprindelig indehavere af navnet Gnupsdal kan der, hvad den øvre del af dalen angår, næppe være tale. Hvor vidt det er mere end et tilfælde, at en gammel ødehjåleje fra Øvre Nup, længst oppe i dalen, hedder Njålsstad (Njálsstaðir, A. M.), altså er benævnt efter en mand med samme navn som Bardes vært i Gnupsdal, er ikke godt at sige .

I den nedre del af Nupsdal er der lige så lidt nogen gård, der kan antages at have båret dalens navn. Krm.’s Gnupsdal om det sted, hvor Stengerd opfostredes, har derfor utvivlsomt fra først af kun skullet betegne dalen; gårdsnavnet er imidlertid glemt, og den, der nedskrev sagaen, har vel endog opfattet dalens navn som også gældende gården, en misforståelse, der ikke kan overraske i en saga, der er så unøjagtig angående det topografiske som Kormaks saga (se IB. I , beskrivelsen af Saurbæ, D.). — Den betydeligste gård i Nupsdalens nedre del er Nupsdalstunge (Núpsdalstúnga) , der ligger øst for åen, en tre fjærdingvej nord for Øvre Nup. Det er formodenlig denne gård, som svarer til Krm.’s Tunge (Tunga), hvor Stengerds fader Torkel boede. Rigtignok vilde det passe bedre til sagaens fremstilling, om gården Tunge ikke lå i Gnupsdal, og virkelig findes en gård Lille Tunge (Litla Túnga) noget nordligere i den ved sammenløbet af Østerå og Vesterå dannede tunge; men det er kun en højst ubetydelig ejendom, og der er næppe nogen grund til af hensyn til fremstillingen i Krm. at afvige fra, hvad der ellers vilde være den sandsynligste antagelse, da sagaskriveren øjensynlig enten ikke har haft rede på eller ikke bestræbt sig for at oplyse stedforholdene her.

Den tredje af Midfjordsdalene Øterådal (Austrárdalr) nævnes i ÞH. i det der (II, s. 59) siges, at en af Tords hemmelige fjender boede på Skarastad (Skarastaðir) i Østerådal. Sidst nævnte gård, nu Skárastaðir, er den nederste af de to gårde øst for åen. — Nordvest for Skarastad, en lang »bæarleið« ɔ: c. ¾ mil, står Barkarstad (Barkarstaðir), omtrent ud for hvor Østerå optager Nupså; også denne gårds navn et bekendt fra ÞH..

En mils vej nord for Barkarstad ligger Bjarg, vel bekendt som Grettes barndomshjem. Ud for gården findes et vadested over Midfjordsåen syd for Krokstadamelerne. Gården ligger temlig højt oppe i den for resten lave li. Sit navn skylder gården en nord for gården i lien fremspringende klippeknude. Bjarg er en stor og god jord, men beliggenheden halv kedelig i den lave jævne Midfjordshals (Miðfjarðarháls), der nærmest omkring gården er stenet, men ellers opfyldt med idelige mose- og engdrag. Gården nævnes mangfoldige gange i Grt. Grettes bedstefader købte gården Bjarg, som efter hans død gik over til sønnen Asmund, hvis sønner Atle og Grette fødtes her. Den sidste, sagaens helt, viste allerede i barndommen sit ustyrlige sind. Blandt de puds, han spiller faderen, er et i anledning af at han skal vogte hestene; om vinteren skulde han drive dem nord på i halsen — i nordøstlig retning fra Bjarg ses netop til vintergræsning egnede mosedrag i Midfjordshals. Åt der ved Bjarg findes »Grettestag«, må synes selvfølgeligt; i virkeligheden påvises endog ikke mindre end syv sådanne — til dels af en latterlig størrelse, således et i lien oven for gården. Sagaen omtaler en kirke på Bjarg, opført af Asmund, som jordedes her; kirken er for længst nedlagt, men til ind i dette århundrede førte en af gårdens bygninger navnet bønhus (bænhús). Grettes hoved blev også i følge sagaen sluttelig begravet ved kirken på Bjarg: i tunet nord for gården påvises nu en stor tue, hvor Grettes hoved skal være jordet.

Den allerede nævnte Midfjordshals danner Midfjordsbygdens østlige begrænsning; udgående fra det indre højland strækker den sig mod nord til omtrent i linje med fjordbunden. Den er endnu lavere og fladere end Hrutafjordshals, næsten kun som en noget højere slette med afvekslende mosedrag og lave holt. — Nordligere i lien end Bjarg, nordøst for Stadarbakke, ligger Torvustad (Torfustadir, ÞH., Grt., Finnb.). Omtrent ved Torvustad udgår den sædvanlige vej over Midfjordshals til Videdal. Nordligst i halsen står et forholdsvis højt, til dels brat klippeholt Bessaborg (ÞH.), om hvilket sognebeskrivelsen siger, at det skal tage navn efter den i Grt. nævnte Besse Skaldtorvassön. Lige nord for Bessaborg er igen omtrent midt på halsen — på grænsen mellem forskellige bygdelag — en lille langagtig sø Midfjarðarvatn, hvor omegnens beboere i følge Grt. (s. 27) holdt boldleg på isen om vinteren.

Omtrent over for Melstad står øst for åen, temlig højt oppe i lien, gården Reykir — af forskellige sagaer bekendt som høvdingen Midfjords-Skegges bolig. Den varme kilde (laugen), hvorefter gården har navn, omtales især hyppig i ÞH. Den ligger i lien noget neden for gården, skjult ved den mellemliggende bakkeskråning; laugen selv er kun lille og svag, men neden for er udgravet et temlig stort, bassin (som en lille dam), hvori man bekvemt kan bade, — en indretning, der skal skrive sig fra gammel tid. — Grt. omtaler en hestekamp på Langafit neden for Reykir, ved åbredden. Navnet er ikke bevaret, men forholdene øst for åen på strækningen nærmest Reykir svarer til sagaens beskrivelse. — Den nordligste gård øst for Midfjordså og den anden gård fra Reykir er Os (Stóri Ós, ÞH.: Óss), der hyppig kommer til omtale i Tord hredes saga; som sagaen angiver, står den i linje med Sandar. Tord får ved sin ankomst til landet den der boende bonde til at overlade sig gården, og her har han nu for en tid sin bolig. Sagaen fortæller blandt andet (s. 26), hvorledes en Nordmand Orm, der efterstræber Tords søster Sigrid, overraskes og dræbes af broderen, da han er hos hende i en dalsænkning (hvamm), hvor hun befinder sig for efter sædvane at to sine lærreder »i den bæk, der løber forbi tungærdet på Os«. Straks nord for tunet på Os løber der en lille bæk Krokså (Króksá), som formodenlig er det i sagaen omtalte vandløb. Op fra bredderne strækker sig til bægge sider flere små hvammer; en af de største ligger syd for åen, således at den både er skjult fra gården og fra strøget nede ved åen; dette antager man er den i sagaen omtalte hvamm. Nede ved åmundingen (osen) opholdt Tord sig jævnlig om dagen, beskæftiget med at arbejde på et fragtskib (færge), han var ved at bygge. Ud mod åen, lidt syd for gården ved foden af lien, findes tre gamle skibsskurtomter (naust), hvoriblandt et stort nu til dels af åen afbrudt; særlig til dette er navnet Tords-naust (Þórðar naust) knyttet . — Den omtalte lille Krokså, der danner hreppsgrænse mod nord, gennemstrømmer Linakradal (Línakradalr), der således kan siges at skille mellem Midfjordsbygden og Vatnsnæsset. Denne lille dal, der ikke når tværs over højderyggen, men kun til op imod Midfjardarvatn, er nu bebygget med et par gårde; efter omtalen i ÞH. (s. 27) kunde man antage den for avretsdal. Navnet tyder, som flere lignende på Island, på tidligere tids høravl .

Under navnet Vatnsnæs (Vatnsnes) — der i det foregående allerede flere gange er anført — indbefattes landet øst for Midfjord fra Linakradal og nord efter, en strækning, der væsenlig optages af en sammenhængende fjældmasse, Vatnsnæsfjældet eller Vatnsnæs fjældene, der kan betragtes som Midfjordshalsens nordlige fortsættelse: længre nord på blive disse fjælde lavere og svinde efterhånden ind til en enkelt hals. Kun for den nordligste dels ved kommende er Vatnsnæsset et virkeligt, i havet fremskydende næs: for den øvrige, større dels vedkommende begrænses det vel mod vest af havet (Midfjord og Hunafloe), men mod øst af sammenhængende lavland. Den ydre del af Vatnsnæsset danner et eget kirkesogn, med præstegården Tjörn nordvestlig på næsset. Den forbi Tjörn løbende å får sit tilløb fra to dale, der her strække sig op i Vatnsnæsfjældet: en østligere Katadal(r) — rettere end som på kortet Kattardal(r) — og en vestligere Torgrimsstadadal (Þorgrímsstaðadalr); en vestlig forgrening af sidst nævnte er Ambåttardal (Ambáttardalr) med tilhørende Ambåtterå (Ambáttará). Det er utvivlsomt denne dal, der sigtes til i Heið. (s. 330), hvor der fortælles om det overvættes arbejde, som Barde Gudmundssön fra Asbjarnarnes i Vesterhop (bygden øst for Vatnsnæsfjældet), da han er ved at forberede toget mod Borgfjordingerne, pålægger en af gårdens folk; blandt de forskellige arbejder, der i løbet af en aften og den påfølgende dag skal udføres, er det sidste og vidtløftigste at hente en okse i Ambárdal, slagte den og føre kødet med tilbage, — den pågældende når ridende dertil ved daggry. Man må antage, at i den for udgaven til grund liggende membran er de midterste bogstaver i ordet oversprungne: nogen Ambárdalr kendes nemlig ikke, hvorimod Ambáttardalr med omliggende dalstrøg netop er Vesterhopsgårdenes vigtigste avrett (fjældalminding). Ambåttarå nævnes i Grt. (s. 100, sml. Ldn. s. 170) som vestgrænsen for et landnam, der indbefattede den ydre del af Vatnsnæsset og en tilsvarende del af bygden øst for dette.

Imellem Vatnsnæssets nordligste del og landet øst for skærer sig en forholdsvis kort og bred fjord ind; denne, der nu benævnes Hunafjord (Húnafjörðr), kaldtes tidligere Vatnafjord (Vatnafjörðr, Vd. s. 26) — efter de mange vande (ɔ: indsøer), der bedække det indenfor liggende land. I første række ligger her de tre i forbindelse med havet stående søer Sigridarstadaos (Sigríðarstaðaós), Hóp (Hóp) og Hunavatn; en halv mils vej oven for (syd for) den først nævnte og vestligste af disse ligger igen en ret anselig sø Vesterhopsvatn (Vestrhópsvatn). Sigridarstadavatn er et forholdsvis meget smalt vand, der i en længde af hen ved en mil strækker sig fra syd til nord for så gennem en munding eller »os« at falde ud i det sydvestligste hjørne af Hunafjord, så at det altså ligesom afskærer Vatnsnæssets ydre del (og hele det egentlige næs) fra landet øst for. Et »lon« kunde man egentlig efter islandsk sprogbrug snarere kalde det end en sø, da det ligesom en sædvanlig indskæring af havet har regelmæssig ebbe og flod. Den smalle strækning under Vatnsnæsfjældet langs Hunafjorden og Sigridarstadavatns vestside, der er besat med en enkelt gårdrække, bærer navnet Siden (Siða); øst for Sigridarstadavatn, mellem dette og Hopets afløb Hópsós (Hópsós(s)) ligger en smal ubebot strækning Sigridarstadasand (Sigriðarstaðasandr). Til det ovenfor liggende, Vesterhopsvatn omgivende land er derimod navnet Vesterhóp (Vestrhóp) særlig knyttet, der således omfatter den øvre (ind mod landet liggende) del af bygden øst for Vatnsnæs — til Hopet og Videdalen mod øst, Midfjordshalsen mod syd — om end Vesterhops bygden sædvanlig tages under ét helt ud til kysten . Vesterhop er altså, som anført, navnet på en bygd og bruges nu kun i denne betydning, hvad der i og for sig er besynderligt, da ordet »hóp« ellers bruges med omtrent samme betydning som »lón« om en større i umiddelbar forbindelse med havet stående vandsamling. »Vestrhóp« må utvivlsomt oprindelig, ligesom endnu »Hóp«, betegne et vand, efter hvilket da den oven for liggende bygd kan være bleven benævnt »at Vestrhópi«, hvoraf da den nuværende benævnelse har udviklet sig. Det er næppe for dristigt at antage, at Vester hop — ɔ: det vestre Hop — har været den oprindelige benævnelse på Sigridarstadavatn , i modsætning til det langt betydeligere, østligere Hop, hvad enten det også da har været benævnt simpelthen Hop, eller måske Østre Hop, eller — efter sin beliggenhed i bygden — Midhop (således som nu en gård syd for Hopet hedder).

Ldn. (s. 170) beretter om en landnamsmand Harald ring, at han landede med sit skib i Vesterhop og tilbragte den første vinter nær ved hvor han var landet, på et sted som derefter kaldtes Ringstad (Hríngsstaðir). Her synes det, som Vesterhop er benyttet som navn på et vand, så meget mere som det næppe kan betvivles, at Harald ring netop er landet i det nu så kaldte Sigridarstadavatn. I følge sognebeskrivelsen er indsejlingen her vel noget besværlig, men er man først kommet ind i »osen«, skal der findes en god havn, endog for større skibe (nu brugelige handelsskibe); for Harald rings skib har det vel næppe været vanskeligt at nå endog temlig langt ind; ved sydenden af søen må i det mindste hans første bosted søges. Ved det sydøstligste hjørne af »vatn«et ligger gården Sigridarstad (Sigríðarstaðir), hvorefter det har taget navn; ganske kort syd for denne gård ligger en gammel ødegård Ringstad (Hríngstaðir), som ved sit navn i forbindelse med de øvrige omstændigheder tilstrækkelig vidner om sin oprindelse. — Ldn. siger om Harald ring, at han tog hele den ydre del af Vatnsnæs til Ambåttarå mod vest, men mod øst ind til Tværå (Þverá) og der tværs over til Bjargaós (Bjargaóss) og alt på den side af bjærgene (bjarga) ud til søen og boede på Hólar. Grt. (s. 100) har samme angivelse af hans landnamsgrænser, kun med den forskel, at her forekommer Bjargaås (Bjargaáss) for Bjargaós. Uagtet det ligger nær at antage, at der i en af kilderne må have indsneget sig en unøjagtighed, er i og for sig bægge læsemåder forståelige, og landnamsgrænserne tilmed efter bægge de samme. Gården Hólar, som Ldn. ved denne lejlighed nævner, er den omtrent en fjærding vej sydvest for Sigridarstadavatn stående gård Hólar eller Vestrhópshólar (indtil sognet for en snes år siden forenedes med Tjörn på Vatnsnæs sæde for stedets præst). En halv mils vej sydligere falder Tværå ned fra Vatnsnæsfjældet. Efter at være kommen ned fra fjældet optager den tilløb fra syd, får selv en nordlig retning og løber under navn af Holaå (Hólaá) ud i Sigridarstadavatn. Så vel i Bjargaos som Bjargaås ligger ordet Björg (ɔ: bjærge), der må opfattes som et egennavn; Bjærgene (Björg) omfatter måske (eller har måske omfattet) i udstrakteste betydning hele den klipperyg eller ås, der gennemstryger eller begrænser den østlige del af Vesterhops bygden, dog ligesom afbrudt eller sønderdelt ved en større vig, som Vesterhopsvatn skyder frem mod nordøst. Ved nordsiden af denne sø tage de egenlige »Bjærge« deres begyndelse; herfra går denne klippeås mod nord, til den når vestsiden af Hopet, og følger så denne indsøs afløb videre mod nord, lige til søen. Afløbet, den før nævnte Hopsos, udgår fra søen ved dennes nordvestlige hjørne og løber herfra nord efter, parallelt med og omtrent af længde som Sigridarstadavatn (med tilhørende os). »Bjærgene«, som så vel Ldn. som Grt. nævner som grænse for Harald rings landnam, er øjensynlig klippeåsen fra Vesterhopsvatn ud til Hopsos; samme klippestrøg er det, der i Heið. (s. 331) nævnes Bjærgene (Björg). Bjargaos (ɔ: Bjærgosen) i Ldn. må da være Hopsos; rigtignok forekommer navnet ikke andre steder i oldskrifterne, hvorimod benævnelsen Hopsos kendes fra Heid. (s. 331), men det støttes tilstrækkelig ved, at den dag i dag benævnelserne Bjargaos og Hopsos af egnens folk bruges i flæng. Med Grt.'s Bjargaås kan der ikke menes andet end de alt nævnte »Bjærge«, der også nu nærmest opfattes som en ås, om end sammensætningen »Bjargaáss« egenlig ikke er brugelig som benævnelse på dem. Da imidlertid Grt. næppe oprindelig kan have haft en fra Ldn. forskellig læsemåde, og da Ldn.'s Bjargaóss er et endnu kendt og i sammenhængen vel passende stedsnavn, er det naturligst at antage, at Grt. fra først af også har haft denne læsemåde.

Allerede i sagaerne bruges Vesterhop gennemgående (med undtagelse af det oven anførte sted af Ldn.) som navnet på den nu således benævnte bygd; denne er kun smal og stærkt indkneben mellem de begrænsende højdedrag, så at det langstrakte fra sydvest til nordøst gående Vesterhopsvatn — der allerede i Heið. benævnes således — næsten helt optager bygdens midtparti. Mod vest danner Vatnsnæsfjældet, lige til hvor det mod syd skiller sig ud fra Midfjordshals, bygdens grænse; den lille sænkning mellem højdedragene her, hvor Midfjordsvatn finder plads, kan anses som bygdens øverste del, — under Vatnsnæsfjældet, nord for Midfjordsvatn står nemlig Vesterhopsbygdens sydligste gårde. Herfra strækker Vesterhopsbygden sig som et smalt dalstrøg mod nord, mod øst adskilt fra Videdalen ved en karakteristisk, lav klipperyg, der udgår fra Midfjordshalsen nord efter. En fortsættelse af denne klipperyg, der længre nord efter begrænser Vesterhopsvatn, strygende umiddelbart langs dette, er det, som sluttelig ved en fra denne sø mod nordøst udgående vig er skilt fra de egentlige »Bjærge«. Da også navnet »Björg« forekommer for et parti af denne sydligere klipperyg, må det vel antages rimeligst, at dette navn oprindelig har omfattet hele højdedraget fra Midfjordshals ud til Hopsos (Bjargaos); nu benævnes imidlertid midtpartiet, øst for Vesterhopsvatn, Borgarås (Borgarás), og flere andre navne forekomme sydligere. Den omtalte smalle dal mellem Vatnsnæsset og det nys beskrevne højdedrag (de sydlige »Bjærge« — om man så tør udtrykke sig), der gennemstrømmes af et afløb fra Midfjordsvatn til Vesterhopsvatn (Reyðarlækr), har nu intet særligt navn. Blandt gårdene her kan vest for det nævnte vandløb mærkes Toreyjar(g)núp (Þóreyjargnúpr, i Grt. uden j, nu uden g), en af de øverste gårde i bygden, benævnt efter en fjældspids sydøstlig i Vatnsnæsfjældet. En mils vej nordligere møder Bödvarsholar (Böðvarshólar). Heller ikke i ældre tid synes denne dal at have haft noget særligt navn, da Melabog (Vd. s. 194) f. eks. bruger betegnelsen »i Vesterhop« om Toreyjarnup. Dog finder en tradition om, at benævnelsen Linakradal oprindelig ikke skulde have indskrænket sig til dalstrøget fra østsiden af Midfjorden og op til Midfjordsvatn, men tillige have omfattet dalen herfra og nord på til Vesterhopsvatn, nogen bekræftelse ved fremstillingen i den ældre recension af Bandamanna saga (Bdm. C. s. 17), hvor der fortælles, at voldsmanden Ospak sluttelig findes død i en klippehule i Linakradal. Óspakshellir er nemlig navnet på en klippehule østlig i »Reydarlæks«-dalen , lige over for Bödvarsholar. Den yngre recension af sagaen indskrænker sig til at sige, at Ospak fandtes død i en klippehule, da man om høsten søgte efter får. Men unægtelig behøver Ospakshulen, selv om navnet er gammelt, ikke nødvendigvis at være benævnt efter Ospak til minde om, at han er bleven funden død her; måske har han kun for en tid haft sit tilhold her, medens han øvede sine ugærninger i omegnen (således forsøgte han et overfald på bonden på Bödvarsholar og dræbte nogle af hans kreaturer).

En halv mils vej nord for Bödvarsholar begynder lavlandet i Vesterhopsbygden at blive noget bredere, men optages til gengæld næsten helt af Vesterhopsvatn. Mod øst stryger som anført Borgarås umiddelbart langs denne sø, mod vest er der derimod noget underland mellem Vatnsnæsfjældet og søen. I linje med Vesterhopsvatnets sydlige del ligger her præstegården Bredebolstad (Breiðabólstaðr, Heið.). Gården står under et fjæld Sótafell, hvis navn forekommer i Ldn., i det landnamsmanden i Vesterhop siges at have bot »under Sotafell«. En halv mils vej nord for Bredebolstad, nordvest for Vesterhopsvatn og vest for den herfra udgående nordre afdeling af Bjærgene ligger Tærnemyre (Þernumýri, ældre -mýrr: Heið.).

Foruden de her nævnte gårde regnes også et par, øst for de egentlige »Bjærge« (eller den nordre afdeling af »Bjærgene« i videste betydning) liggende, til Vesterhop. Blandt disse må mærkes Asbjarnarnæs (Ásbjarnarnes), der som bolig for Barde Gudmundssön spiller så stor en rolle i Hejdarviga saga. Gården ligger vest for Hopet, lidt sydligere end hvor osen skiller sig ud fra dette. Gården står nu noget fra søbredden, temlig højt, så at man herfra har en smuk udsigt over Hopet og videre; men stedet, hvor gården tidligere har stået, påvises noget herfra, i sydøstlig retning, umiddelbart ved Hopets bred . Denne store indsø er allerede flere gange nævnt; den er af rundagtig form, vel omtrent ½ — 1 mil i tværmål; lige så langt, men derimod meget smalt er det ved søens nordvestlige del udgående afløb, »osen«, der strækker sig mod nord og under navnet Hopsos eller Bjargaos falder i Hunafjord. I Heið. (s. 387) fortælles det, at for at lette Barde en forestående udenlandsrejse lader en af hans venner efter at have losset sit handelsskib dette føre op i Hopet ud for Bardes gård, hvorefter han forærer ham det. Nu vilde det ikke være let at føre noget større skib ind i denne sø; indløbet eller osen skal endog ved flodtid næppe nok have tilstrækkelig dybde for en seksåret båd. Gården Asbjarnarnæs blev i sin tid (slutningen af 17. årh.) købt af lovmanden Lavrits Gettrup, men lagdes ikke længe efter øde af sandfog (på Arne Magnnssöns tid var gården således ubebot). Da man kunde forudse, at gården måtte opgives, lod ovennævnte ejer i følge A. M. gårdbygningerne opføre på tomtene af en ødegård Tordisarstad (Þórdísarstaðir); denne gård kaldtes efter ejeren Gottrup eller Gottorp. »Gottorp«, hvis navn således skyldes enkeltmands indfald i en senere tid, består endnu som en selvstændig gård; den ligger sydøst for Asbjaniarnæs , vest for Videdalså, nær dennes udløb i Hopet. A. M. fortæller, at i følge sagn var Asbjarnarnæs oprindelig en meget stor ejendom, så at den senere kunde deles i fem middelstore gårde, hvoraf den ene beholdt det oprinde lige navn. Af disse fem er nu de to (Asbjarnarnes og Þórdísarstaðir ɔ: Gottorp) bebyggede, de tre andre havde alt på jordebogens tid så længe man mindedes ligget øde.

Når Jon Olavssön i den af ham genfortalte del af Hejdarviga saga nævner Asbjarnarnæs »A. på Vatnsnæs«, er det utvivlsomt en unøjagtighed, der skyldes ham selv. Derimod forholder det sig sikkert rigtig, når Laxd. (s. 118) angiver Asbjarnarnæs som liggende i Videdal. Ti, omendskønt Videdalen nu sædvanlig ikke regnes at strække sig længre nord på end til åens udløb i Hopet og gårdene ved Hopets vestside som følge deraf regnes til Vesterhop (hvor de i gejstlig henseende høre hen), er der dog omstændigheder, der tyde på, at man oprindelig har indbefattet hele strækningen mellem Hopet og Bjærgene — så langt bebyggelsen nåede nord efter — i Videdalen.

Videdalen (Víðidalr) bærer, som Vd. (s. 25) fortæller, navn efter den vidjevækst, der ved landnamsmanden Ingemunds ankomst i dalen bedækkede den. Den efter længden ikke ubetydelige dal udmærker sig i det hele ikke ved nogen ejendommelig skønhed. Fra Vesterhopssvejten mod vest er dalens nedre del skilt ved den for nævnte fjældås, der udgør den sydlige afdeling af »Bjærgene« i ordets mere omfattende betydning; mod øst begrænses dalens midtparti af det langstrakte, temlig høje og ranke, i mange spidse fjælde og fjældtoppe delte Videdalsfjæld (Víðidalsfjall). Men ellers er omgivelserne lave, bølgeformige højdedrag, indtil dalen mod syd går over i højlandet. Fra dalstrøgene oppe i heden kommer Videdalså (Viðidalsá), der under sit løb gennem dalen vest fra optager et ligeledes fra højlandet kommende tilløb og derefter som nævnt falder ud i Hopet. Ubetinget det mest karakteristiske for dalen, men virkelig også i forskellige henseender opmærksomhed værd, er det såkaldte. Borgarvirke (-virki), der nordvestlig i dalen hæver sig — alle vegne fra synligt — som et kækt, firsidet kastel, båret af en betydelig, jævnt hvælvet fjældhøjde. Inden der her fandtes noget »virke« (hvorom mere senere), har denne klippe vel, som så mange andre, alene været kaldt »borg« og har da givet navn til de to gårde Borg, af hvilke Store Borg (Stóra Borg) ligger nord for Borgarvirke, Lille Borg syd for dette. Bægge gårde forekomme i sagaerne. Store Borg, der er den langt betydeligste af disse to ejendomme, er øjensynlig den gård Borg, som i følge Vd. og Finnb. var Finnboge den rammes bolig . På Store Borg har der dannet sig en temlig levende tradition vedrørende de i Finnb. fortalte begivenheder. Sagaen fortæller om en mand Torvald Modskegg, der boede ganske nær ved Borg på Gardshorn (Gardshorn); Finnboges små sønner more sig med jævnlig at drille ham, men en dag griber han i sin forbitrelse drengene og slår dem ned mod stenene, så at deres hoved knuses. Til dels af sorg herover dør hans hustru Ragnhild. I tunet øst for gårdbygningerne på Store Borg vil man i en tilsyneladende naturlig banke påvise Ragnhilds grav (Ragnhildarleiði); sydligere og noget længere borte, nærmere udkanten af tunet, findes Modskeggstomter (Moðskeggstóptir), hvor Torvald Modskegg siges at have bot; endel herfra, højere oppe og vestligere, findes et klettestrøg Sveinaklettar (ɔ: Drengekletterne) , hvor Torvald siges at have dræbt Finnboges sønner ved at knuse deres hoved mod klipperne. Fra Borg ses i nordlig retning ud over Videdalsåens nedre løb. Ved sit udløb deler den sig om en bred, jævn, englignende holm, kaldet Borgarø (Borgarey); det er denne ø, der omtales i Vd. som udset til stedet for en holmgang .

Foruden Borg nævnes også i Vd. Mindre Borg (Borg hin minni) ɔ: Lille Borg; besynderlig nok synes ved den i Heið. oftere forekommende gård Borg, hvor Bardes måg Eyjolv boede, kun denne sidste, ikke meget betydelige ejendom at være ment — s. 392 siges nemlig Eyjolv at bo på Sydre Borg (Borg in syðri) — hvorimod den langt anseligere Store Borg slet ikke nævnes.

Til det omtrent midtvejs mellem de to gårde liggende Borgarvirke knytter sig en, som det synes temlig rodfæstet, tradition om, at Barde Gudmundssön efter toget til Hvitåside (M.) herfra har forsvaret sig mod sine Borgfjordske fjender. Desværre er det eneste tilbageværende håndskrift af sagaen på de afgørende steder defekt eller ulæseligt. Dog tyder et og andet på, at Barde virkelig efter sin tilbagekomst fra toget har holdt folk samlede; således synes udtrykket »seta« (besætning, samling af krigsfolk) at forekomme s. 376, og i det følgende ses Barde at tage løfte af forskellige om proviant; hvor man derefter netop kunde vænte at få underretning om, hvorledes forholdene videre havde udviklet sig, er et blad for længst tabt eller udskåret af oldskriftet (se Heið. s. 383). — At Borgarvirke en gang har været brugt som fæstning, kan imidlertid ikke betvivles; dertil bærer stedet for tydelige spor af de arbejder, der ved den lejlighed er bleven udførte for at styrke forsvaret. Nærmer man sig de højder, som øverst krones af Borgarvirket, ser man, at disse bærer den tilsyneladende firkantede borg, således at denne hæver sig op fra et navnlig mod vest og nord stejlt pyramideformigt grundlag; den består af regelmæssige, lodrette, noget udludende basaltsøjler, der på de fleste steder gør adgang næsten umulig; kun imod øst, hvor ligesom en dalformig fordybning strækker sig op i borgen, og på et enkelt sted imod syd ligger en jævnere skrånende urd (stenskred) op imod borgen. Fra syd bestiges denne sædvanlig; efter at være kommen op på borgen ser man, at denne egenlig er hesteskoformig, kun således at »skoen« er meget bred i forhold til det indesluttede rum — dalsænkningen. Denne åbner sig mod øst, ud imod den noget bortliggende å og dal. For oven er den hesteskoformige klippe flad og jævn; hvor klippeskrænten ikke er aldeles lodret, har man opstablet anselige stengærder, c. 1½ al. brede og udad til flere alen høje — indad til derimod temlig lave — , hvoraf betydelige rester endnu er tilbage. Navnlig hvor skråningen mod syd ligger op til klippeborgens kant, har man måttet have en betydelig sten væg; den er dog nu faldet sammen, men de svære stendynger her vidne om dens fordums tilværelse, — tæt ved, lidt længere tilbage, findes derimod endnu smukke rester af det på klippevæggen hvilende stengærde. Hele vestervæggen er så lodret, at man her næppe har behøvet nogen tilbygning. På nordsiden igen findes derimod den dog ellers temlig lodrette klippevæg styrket ved et betydeligt, udad til højt stengærde, der navnlig udmærker sig ved de anselige flade klippeblokke, hvoraf det består. Den af klippeborgen på de tre sider indesluttede lavning er en lille dalformig sænkning, der mod øst har måttet forsvares ved en betydelig stenvæg, da — som mod syd — en jævnere skråning fører herop til; væggen er for største delen nedfalden, men stendyngerne her vidner om den. I dalsænkningen, der til dels er mos- og græsbegrot, findes længst tilbage to langagtig firkantede af sten opførte tomter (c. 5 × 7 fv.), hvor man antager, at forsvarerne have haft deres tilhold; foran er en fordybning i jorden, som udgives for at have været brønd. Virkets udstrækning fra vest til øst. er c. 40 fv., fra nord til syd c. 70 fv. Denne størrelse, der kan synes at have måttet vanskeliggøre et forsvar her, har dog været mindre hinderlig, ved at man kunde lade store partier så godt som ubesatte. — Det nu gængse sagn om Borgarvirke er i alt væsenligt overenstemmende med hvad Povl Vidalin — der, som hjemmehørende her i egnen og til dels opdragen her, må anses for særlig vel underrettet — for tæller, og som efter traditionen skulde stemme med indholdet af Heið. I følge denne beretning skulde Barde, da han efter toget til Borgefjord kunde vænte ufred syd fra, have ladet virket indrette. Samtidig hermed lod han holde udkig fra to af de højeste tinder i omegnen, hvorfra man kunde se, hvem der nærmede sig over Tvidægra eller Arnarvatnshede. Så snart fjendens nærmelse forkyndtes ham, begav han sig op i virket med sine folk. Her udholdt han med held et par ugers belejring; sluttelig, fortæller nogle, fik han, da hans proviant næsten helt var sluppet op, fjenden til at tro, at han endnu havde rigeligt forraad, i det han slyngede den sidste rest ud iblandt dem, så at de mistvivlende om at udrette noget drog bort . — Fra Borgarvirke, der kan betragtes som det højeste punkt i Borgarås — det særlige navn på det oftnævnte, på overgangen mellem Vesterhop og Videdal liggende, klippehøjdedrags midtparti — har man naturligvis en vid og smuk udsigt: mod nord ud over havet, mod syd helt ind til jøkelrækken syd for heden med Eriks jøkel forrest.

---