Hunavatns syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Húnavatnssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Hunavatns syssel
Húnavatns sýsla

[Indbyggerantal c. 5000]



Hrutafjorden (Hrútafjörðr), grænseskellet mellem Hunavatns og Stranda syssel, har tillige fra gammel tid dannet grænsen mellem Nordlandet og Vestlandet[1]. Alt i fristatstiden fremhæves den udtrykkelig i loven som fjærdingsgrænse, i det Grg. (§ 83) undtagelsesvis indrømmer den mand ret til at forblive i sit gamle tinglag, uagtet han forlader fjærdingen, som indskrænker sig til at flytte tværs over Hrutafjord. Lige som Hrutafjorden nu skiller mellem Nord- og Vestamtet, må den altså den gang have dannet skellet mellem Nord og Vestfjærdingen. Den anførte bestemmelse i Grågås har været hensigtsmæssig, ikke alene på grund af fjordens smalhed, navnlig for den indre dels vedkommende, men også fordi det er den sydligste af alle Nordlandets fjorde, og således den, der skærer sig dybest ind i landet. Om fjordens navn giver Vd. oplysning, i det sagaen fortæller, hvorledes to vædre (hrútar), der kom løbende den syd fra ankommende landnamsmand Ingemund i møde, gav anledning til den endnu ubeboede fjords benævnelse. Dens navn møder jævnlig i sagaerne, mest i forbindelse med beretninger om skibes ankomst eller afsejling, — anløbsstedet for disse har vistnok altid været det på fjordens vestside, i Stranda syssel liggende Bordøre (IB. I, 635).


Det jævne sletteland, der strækker sig op fra fjordbunden, får kun ringe lejlighed til at brede sig. Vest fra strækker sig forskellige høje grusbanker frem, mod syd begynder snart Holtavardehede (IB. I), og mod øst begrænses den lille dalslette, ligesom selve fjorden, af hedens fortsættelse, den forholdsvis lave Hrutafjords hals. Over den flade dalgrund kan den fra Holtavardehede kommende Hrutafjordså (Hrútafjarðará) uden hindring brede sig i foranderligt løb; sin vej ned fra heden må den derimod søge sig gennem et dybt kløftleje. Denne å, langs hvilken amtsgrænsen ligger, hører til de middelstore, men kan dog af kyndige uden synderlig vanskelighed passeres ved sin munding på det såkaldte Nordlingevad (Norðlíngavað). Mellem den lille dalsænkning, hvorigennem Hrutafjordsåen søger ned fra heden, og en tilsvarende lidt østligere indesluttes — som den yderste spids af heden her — et lille højdedrag, kaldet Túnga; her står nordligst i »tungen« en gård Hrútatúnga, i Grt. (s. 71) benævnt Tunga. — Nord for Hrutatunge, hinsides en lille å, omtrent hvor Hrutafjordens dalslette begynder at forgrene sig i to dalstrøg op mod højlandet, ligger gården Balkastad (Bálkastaðir). Når der i Grt. (s. 8) siges om landnams manden Balke, at han tog land i Hrutafjord og boede på bægge gårdene Balkastad, tænkes der utvivlsomt ved den ene af disse på den oven nævnte gård Balkastad, uagtet rigtignok den anden gård af samme navn ligger aller længst ude ved Hrutafjordens østkyst; den store afstand mellem de to gårde forklarer sagnet ved at lade den indre gård oprindelig have været sæter fra den ydre. — Nord for Balkastad, i halseskråningen og ikke langt fra Hrutafjordså, står præstegården Stad (Staðr); kaldet har dog i den senere tid jævnlig været forenet med Prestbakke sognekald i Stranda syssel[2]. Den omtalte hals Hrutafjordshals (Hrútafjarðarháls), i eller under hvilken så vel Stad som sognets følgende gårde står, danner grænsen mellem bygderne Hrutafjord og Midfjord. Halsen, der strækker sig umiddelbart ned til Hrutafjordens kyst, er vel hverken synderlig høj eller bred, men har ikke desto mindre indtil den sidste tid været berygtet for sin uvejbarhed. Den har nemlig aldeles beskaffenhed til fælles med højlandet, af hvilket den er en ligefrem fortsættelse. Den består således af lave højdedrag og banker, idelig afbrudte af og vekslende med mosestrøg, engdrag og dyndede partier, hvorover det har kostet megen anstrængelse at lægge en brugelig vej.


Þóroddsstaðir i Hrútafjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Følger man vejen langs Hrutafjordens østkyst en mils vej mod nord, kommer man til den kort fra jorden under halsen liggende gård Toroddstad (Þódrodd(s)staðir), hvorfra overfart sædvanlig finder sted til det omtrent lige over for liggende Bordøre. På Toroddstad boede i følge Grt (s. 69) Torbjörn öksnamegin, hvis fader havde taget som landnam østsiden af Hrutafjord ud til lige over for Bakke (Prestbakke), en grænse, der netop svarer til nordgrænsen for Stadar sogn og hrepp. Torbjørn bliver dræbt af Grette til hævn for et drab paa dennes broder Atle, og sagaen fortæller (s. 108 — 110) udførlig de nærmere omstændigheder herved. Da Grette kom til Toroddstad, var Torbjörn ude paa engene for at binde hø. Grette red så frem ad vejen til Reykir. Der går en mose (mýrr) ned fra halsen, og her arbejder Torbjörn. Grette slynger sit spyd efter ham, men spydbladet falder af skaftet; derefter dræber han ham med sværdet. Spydbladet fandtes først flere århundreder efter, i Sturla Tordssöns dage, i mosen, som deraf fik navnet Spjotsmyr (Spjótsmyrr ɔ: spydmose); efter en anden fortælling skulde derimod Torbjörn være bleven dræbt paa Miðfitjar (Grt. s. 111—12). Ved at ride et par skridt ud på grusbanken hinsides gården ser man ud over den nordfor liggende Spjotsmyre, en lille mose, som strækker sig fra liens fod ned mod fjorden, og som fortsættes af grønne strøg oppe i halseskråningen. Hvor Midfitjar skal søges, er ikke let at sige — holmene i Hrutafjordsåens munding skal hedde Fitjar, samme navn skal forekomme mellem Balkastad og Hrutatunge foruden flere steder uden for sognet. Hinsides Spjotsmyre ses Reykir, en gård, der ligeledes ligger nær fjorden og, som navnet antyder, ved en varm kilde.


Fra Toroddstad fører en nu ypperlig udbedret vej over Hrutafjordshals til Stadarbakke i Midfjord, en strækning, som det vel kan tage c. 3 timer at passere. At allerede i oldtiden hovedsagelig samme vej er bleven benyttet, ses af Grt. s. 70 — 71. Der fortælles her, at nogle af Grettes fjender — hjemmehørende i Midfjord — en gang rider til Burfell (en gård i Midfjorden) og derfra over Hrutafjordshals til Melar, hvorfra de agter sig til Norderådal (M.). Da Grette får at vide, at de er på hjemvejen, red han op på Hrutafjordshals, vest for Burfell; der tilbragte han en stor del af dagen med at løfte (ɔ: opstille) en sten, som står dér, og som kaldes Gretteshav (Grettishaf). Hermed fordriver han tiden, indtil fjenderne kommer, hvorefter en kamp påfølger. Det her omtalte »Grettestag« (Grettistak) er endnu at se, kort fra den fra Toroddstad over halsen førende vej. Når man kommende fra Hrutafjord har passeret omtrent en tredjedel af halsen, har man den pågældende klippeblok til højre for sig, noget fra vejen, og således, at den for den vejfarende skjules af mellemliggende holt. Den med større eller mindre sten eller klippebrokker oversåede strækning her hedder Sandhólahraun; noget inde i dette ses i skråningen en aflang flad klippe, der ikke hæver sig synderlig over grunden: denne bærer en omtrent firkantet klippeblok, på vel hen ved en kubikfavn i indhold. Da stenen med de to hjørner hviler på den underliggende klippe, men under det tredje har en lille tærningformet sten (godt og vel et kubikkvarter — eller fod? — stor), hvorved den støttes, får den ganske udseende af at være rejst og opstillet således af menneske hænder. På grund af sin beliggenhed besøges dette Grettestag af mange, så meget mere som interessen forøges ved, at man her utvivlsomt har for sig, om end ikke en af Grette rejst sten, så dog en sten, til hvilken traditionen om Grette allerede fra sagatiden har været knyttet[3]. — Burfell, der ligger en del østligere, ses ikke herfra.


Viser det sig således, at vej — og som det synes en hovedvej — allerede fra gammel tid har ligget over halsen ved Toroddstad, ligger det nærmest at antage, at det er samme vej, som i følge Krm. (s. 56 — 70) først Berse fra Saurbæ efter at have holdt bryllup med Stengerd i Midfjordsdalene vælger, og dernæst Kormak, fra den nordligere i Midfjord liggende gård Melstad, under sin forfølgelse af brudgommen. Begge komme ned fra halsen ved »Torvejgs gård«. Torvejg er en fjende af Kormak, der har fordrevet hende fra Midfjord, derimod en ven af Berse, der har skaftet hende land »nord for« — må rettes til »vest for« — Midfjord, hvor hun senere boede. Derfor skaffer hun Berse lykkelig over Hrutafjord, giver derimod Kormak et ubrugeligt fartøj. Torvejgs gård skulde man efter sammenhængen snarest antage måtte være Toroddstad; dog synes der rigtignok i følge andre kilder (se således Ldn.) ikke at være plads til hende her[4].


Miðfjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Hrutafjordshalsen fortsætter sig mod nord i et ret anseligt næs, der skiller mellem Hrutafjordens ydre del og Midfjorden. Det benævnes nu sædvanlig Balkastadanæs eller Heggstadanæs efter de her værende yderste gårde. Balkastad (Bálkastaðir), der ligger på næssets vestkyst, ved Hrutafjorden, må være den ene af de to Grt. s. 8 nævnte gårde Balkastad. Samtlige her liggende gårde regnes til Midfjordsbygden. I ældre tid benævntes også næsset Midfjordsnæs (Miðfjarðarnes); således omtales det i ÞH. I følge sagaen (s. 51) kunde kvæget (fårene) ernære sig selv året rundt i skovene ude på Midfjordsnæs, og virkelig skal endnu forholdene yderst ude på næsset være særdeles gunstige i denne henseende.


Den allerede oftere nævnte Midfjord (Miðfjörðr), der mod vest begrænses af Balkastadanæs, har til sin østlige begrænsning en sammenhængende, i et næs udløbende landmasse, Vatnsnes. For den ydre dels vedkommende beskylles denne kyst af Hunafloe, Midfjorden selv er en lille, kun 1 — 2 mile lang fjord. Op fra Midfjorden strækker sig en af lave halse begrænset dal, der gennemstrømmes af den middelstore Midfjordså (Miðfjarðará). Ved sin munding danner åen en bred, af sandflader begrænset os, der nærmest jorden indsnævres noget; foran udløbet findes sandbanker, der bevirke, at knap nok islandske skibe (ɔ: større både) kan komme ind i osen. ÞH. fortæller rigtignok om landing af havskibe i Midfjordsos (Miðfjarðaróss), men det fremgår dog af fortællingen (II, s. 60), at da sagaen forfattedes, var der ikke havn for havskibe i Midfjord. I sit nedre løb er åen foranderlig, og navnlig landet nærmest vest for åen, det såkaldte Melsnæs, bærer spor heraf. Ved roden af Heggstadanæs — som det fjorden mod vest begrænsende næs sædvanlig her benævnes — ses omtrent i linje med fjordbunden gården Sandar, der på grund af sandflugt har måttet flyttes højere og højere op i lien. Gården, hvorefter Melsnæs bærer navn, er præstegården Melstad (Melstaðr), der står vest for åen, vel omtrent en mils vej fra dennes udløb. Præstekaldet hører til de største på Island, hvorfor også gårdens bygninger, samt kirken, er langt anseligere, end man plejer at træffe dem på landet her, ja præstegården tilsyneladende opført ganske som et købstadshus, kun med græstørvstag. Det er denne gård, der i sagaerne omtales som Mel (Melr) i Midfjord, i følge Bdm. bolig for Odd Ufejgssön, som her opretter Melmanna godord (Bdm. s. 7, sml. Nj. s. 505—6). I følge fortællingen om Heming Aslaksson skal kirken på Mel være bygget af denne samme Odd (Söguþættir, Rkv. 1855, s. 67). Navnets forandring til »Melstad« hænger sammen med gårdens overgang til kirkeejendom[5].


Melstaður i Miðfjörður. - (W.G. Collingwood, 1897)
På Mel boede i en tidligere periode den urolige Kormak, om hvem den efter ham benævnte saga fortæller. Sagaen lader ham sluttelig falde i Skotland; imidlertid påviser man i Melsnæs, temlig langt ude, en høj kaldet Kormakshøj. Denne høj skal man have gjort forskellige mislykkede forsøg på at udgrave [6].


Omtrent nord for Melstad — noget sydvest for Kormakshøj, dog ikke i selve Melsnæs, men i underlandet nærmest lien (det såkaldte Melsbugr), ses tomterne af en ødejord Stensstad (Steinsstaðir), om hvilken A. M. siger, at landet, så længe man mindedes, havde hørt til Melstad, og at kun indhegninger der på stedet støttede sagnet om, at her oprindelig havde stået en egen gård. En sådan har dog utvivlsomt stået her, nemlig den i Krm. og ÞH. nævnte gård Stensstad. Ved Stensstad har man tidligere vist lævningerne af et hov; senere har man imidlertid, ved en misforståelse, der synes at skrive sig fra E. O. , i nogle tomter ved Stensstad (måske selve hovtomterne ?) villet påvise sporene af en ødegård Hov (Hof), som dog jordebøgerne aldeles ikke kender noget til [7].


I forbindelse med Stensstad kan passende nævnes den nordvest for Melstad liggende gård Svertingsstad (Svertingsstaðir), hvis navn kendes fra ÞH. (II, s. 59). Gården ligger straks vest for en fra Hrutafjordshals kommende lille å, der på dette strøg kaldes Svertingstadaå; længere nede, hvor den løber syd for Stenstada-tomterne, bærer den navnet Stenstadaå; sluttelig falder den ud i Midfjordså kort oven for osen.


I Midfjordsbygden finder den ejendommelighed sted, at egnens to præstegårde ligge i hinandens umiddelbare nærhed. Til Melstad hører gårdene nærmest søen, til Stadarbakke (Staðarbakki), nabogården imod syd, hele den øvre del af bygden. Stadarbakke ligger på jævn grund, nær åen, hvis bred dog her som en lodret til dels undergravet væg luder ud over åen og den flade østlige åbred. Det er formodenlig denne gård, der tænkes på, når der i ÞH. (s. 58) fortælles, at den i sagaen så meget omtalte Asbjörn køber sig Bakkaland i Midfjord og bor der. Stadarbakkes nabogård mod syd er Krokstad (Krókstaðir); syd for denne strækker de ejendommelige Krókstaðamelar, ÞH.'s Króksmelar, sig ud imod åen: høje, bratte, for oven jævne melholt, hvori enkelte kedelformige fordybninger. Hinsides disse åbner udsigten sig til den indre del af dalen, og øjet kan nu frit svæve ud over forholdsvis vide, temlig flade strækninger. Hoveddalen begynder nu at forgrene sig: nærmest til højre (vestligst) ses Vesterådalen (Vestrárdalr) skille sig ud fra hoveddalen op mellem lave højder, lige ud (mod syd) fortsætte hoveddalen af Nupsdal (Núpsdalr), øst for denne ligger igen Østerådal(Austrárdalr) næsten skjult af foranliggende højdedrag; længst ude i horisonten ses hedelandet, svagt højnende sig. Til sammen kaldes de tre dale Midfjordsdalene (Miðfjarðardalir). — Blandt gårdene i hoveddalen vest for åen må endnu mærkes Búrfell, der står oppe i Hrutafjordshals under et fjæld af samme navn, omtrent i linje med Vesterådalens munding; gården er allerede tidligere nævnt i anledning af Grettes styrkeprøve på Hrutafjordshals.


Heden oven for dalene, i hvilken disse, lange og smalle, ligge højt op, er den såkaldte Tvídægra, et højland, der strækker sig mellem Hvitåsiden i Myre syssel og den sydvestligste del af Hunavatns syssel[8]. Fra hver af Midfjordsdalene ligger en vej op på heden, der højere oppe forene sig, men heden anses for så godt som ufarbar undtagen i særlig tørre somre. Gennem hver af dalene strømmer et tilløb til Midfjordsåen , alle med udspring på det oven for liggende højland. Det betydeligste af disse er Østerå (Austrá) med udspring fra Arnarvatn (IB. I, 344), der i nordvestlig retning gennemstrømmer Østerådal, derefter optager den syd fra, fra Nupsdal, kommende Nupså (Núpsá), vender sig mod nord, optager vest fra Vesterå (fra Vesterådal) og antager nu navnet Midfjordså.


I Vesterådal er ingen gård af historisk betydning. Nupsdal i den ældre form Gnupsdal (Gnúpsdalr) nævnes foruden i Sturl. i et par sagaer (Heid., Krm.) på en sådan måde, at man kunde være tilbøjelig til at opfatte Gnupsdal som navnet på en gård. I Heid. (s. 343), hvor Bardes fosterfader underretter ham om, at han på det forestående tog til Hvitåside (M.) har skaffet ham natteherberge i Gnupsdal hos en bonde ved Navn Njål, er det ikke just nødvendigt at forstå Gnupsdal som gårdsnavn. Når det derimod i Krm. hedder, at Stengerd fra Tunge var til opfostring i Gnupsdal, og der gen tagne gange fortælles, at Kormak for hendes skyld aflægger beseg i Gnupsdal (s. 10, 32), synes navnet naturlig at måtte forstås om en enkelt gård. Nogen gård Nupsdal findes imidlertid nu ikke i dalen, og en sådan synes aldrig at have ligget her. Den gård, der efter forholdene nærmest kunde synes at svare til Krm.'s Gnupsdal, er Øvre Nup (Efri Núpr), en anselig ejendom med tilhørende kirke, oprindelig, som det synes, dalens øverste (længst op mod heden liggende) gård. Tillægget »øvre« har den til adskillelse fra gården Nedre Nup, der ligger nordvest for Øvre Nup, hinsides (vest for) Nupsdalså. Øvre Nup bærer imidlertid fra gammel tid sit navn, således som det fremgår af vedkommende kirkemåldage[9], hvor det forekommer i formen Gnup uden videre tillæg, uagtet vel også den gang Nedre Nup har bestået som en særlig gård. Øvre Nup har imidlertid til alle tider været den anseligste af de to gårde; når derfor Grt. (s. 15) nævner Gnup (Gnúpr) i Midfjord — ganske med den samme betegnelse, som kirkemåldagen bruger — er det utvivlsomt Øvre Nup, der menes. Hvad Nedre Nup angår, kan det lige så lidt for denne gårds som for Øvre Nups vedkommende antages, at den har skiftet navn, da den står den »nup« (fjældtop), hvorefter bægge gårde bære navn, endnu nærmere end Øvre Nup. Om andre gårde som oprindelig indehavere af navnet Gnupsdal kan der, hvad den øvre del af dalen angår, næppe være tale. Hvor vidt det er mere end et tilfælde, at en gammel ødehjåleje fra Øvre Nup, længst oppe i dalen, hedder Njålsstad (Njálsstaðir, A. M.), altså er benævnt efter en mand med samme navn som Bardes vært i Gnupsdal, er ikke godt at sige [10].


I den nedre del af Nupsdal er der lige så lidt nogen gård, der kan antages at have båret dalens navn. Krm.’s Gnupsdal om det sted, hvor Stengerd opfostredes, har derfor utvivlsomt fra først af kun skullet betegne dalen; gårdsnavnet er imidlertid glemt, og den, der nedskrev sagaen, har vel endog opfattet dalens navn som også gældende gården, en misforståelse, der ikke kan overraske i en saga, der er så unøjagtig angående det topografiske som Kormaks saga (se IB. I , beskrivelsen af Saurbæ, D.). — Den betydeligste gård i Nupsdalens nedre del er Nupsdalstunge (Núpsdalstúnga) , der ligger øst for åen, en tre fjærdingvej nord for Øvre Nup. Det er formodenlig denne gård, som svarer til Krm.’s Tunge (Tunga), hvor Stengerds fader Torkel boede. Rigtignok vilde det passe bedre til sagaens fremstilling, om gården Tunge ikke lå i Gnupsdal, og virkelig findes en gård Lille Tunge (Litla Túnga) noget nordligere i den ved sammenløbet af Østerå og Vesterå dannede tunge; men det er kun en højst ubetydelig ejendom, og der er næppe nogen grund til af hensyn til fremstillingen i Krm. at afvige fra, hvad der ellers vilde være den sandsynligste antagelse, da sagaskriveren øjensynlig enten ikke har haft rede på eller ikke bestræbt sig for at oplyse stedforholdene her.


Den tredje af Midfjordsdalene Øterådal (Austrárdalr) nævnes i ÞH. i det der (II, s. 59) siges, at en af Tords hemmelige fjender boede på Skarastad (Skarastaðir) i Østerådal. Sidst nævnte gård, nu Skárastaðir, er den nederste af de to gårde øst for åen. — Nordvest for Skarastad, en lang »bæarleið« ɔ: c. ¾ mil, står Barkarstad (Barkarstaðir), omtrent ud for hvor Østerå optager Nupså; også denne gårds navn et bekendt fra ÞH.[11].


Víðidalsfjall. - (W.G. Collingwood, 1897)
En mils vej nord for Barkarstad ligger Bjarg, vel bekendt som Grettes barndomshjem. Ud for gården findes et vadested over Midfjordsåen syd for Krokstadamelerne. Gården ligger temlig højt oppe i den for resten lave li. Sit navn skylder gården en nord for gården i lien fremspringende klippeknude. Bjarg er en stor og god jord, men beliggenheden halv kedelig i den lave jævne Midfjordshals (Miðfjarðarháls), der nærmest omkring gården er stenet, men ellers opfyldt med idelige mose- og engdrag. Gården nævnes mangfoldige gange i Grt. Grettes bedstefader købte gården Bjarg, som efter hans død gik over til sønnen Asmund, hvis sønner Atle og Grette fødtes her. Den sidste, sagaens helt, viste allerede i barndommen sit ustyrlige sind. Blandt de puds, han spiller faderen, er et i anledning af at han skal vogte hestene; om vinteren skulde han drive dem nord på i halsen — i nordøstlig retning fra Bjarg ses netop til vintergræsning egnede mosedrag i Midfjordshals. Åt der ved Bjarg findes »Grettestag«, må synes selvfølgeligt; i virkeligheden påvises endog ikke mindre end syv sådanne — til dels af en latterlig størrelse, således et i lien oven for gården. Sagaen omtaler en kirke på Bjarg, opført af Asmund, som jordedes her; kirken er for længst nedlagt, men til ind i dette århundrede førte en af gårdens bygninger navnet bønhus (bænhús). Grettes hoved blev også i følge sagaen sluttelig begravet ved kirken på Bjarg: i tunet nord for gården påvises nu en stor tue, hvor Grettes hoved skal være jordet.


Den allerede nævnte Midfjordshals danner Midfjordsbygdens østlige begrænsning; udgående fra det indre højland strækker den sig mod nord til omtrent i linje med fjordbunden. Den er endnu lavere og fladere end Hrutafjordshals, næsten kun som en noget højere slette med afvekslende mosedrag og lave holt. — Nordligere i lien end Bjarg, nordøst for Stadarbakke, ligger Torvustad (Torfustadir, ÞH., Grt., Finnb.). Omtrent ved Torvustad udgår den sædvanlige vej over Midfjordshals til Videdal. Nordligst i halsen står et forholdsvis højt, til dels brat klippeholt Bessaborg (ÞH.), om hvilket sognebeskrivelsen siger, at det skal tage navn efter den i Grt. nævnte Besse Skaldtorvassön. Lige nord for Bessaborg er igen omtrent midt på halsen — på grænsen mellem forskellige bygdelag — en lille langagtig sø Midfjarðarvatn, hvor omegnens beboere i følge Grt. (s. 27) holdt boldleg på isen om vinteren.


Omtrent over for Melstad står øst for åen, temlig højt oppe i lien, gården Reykir — af forskellige sagaer bekendt som høvdingen Midfjords-Skegges bolig. Den varme kilde (laugen), hvorefter gården har navn, omtales især hyppig i ÞH. Den ligger i lien noget neden for gården, skjult ved den mellemliggende bakkeskråning; laugen selv er kun lille og svag, men neden for er udgravet et temlig stort, bassin (som en lille dam), hvori man bekvemt kan bade, — en indretning, der skal skrive sig fra gammel tid. — Grt. omtaler en hestekamp på Langafit neden for Reykir, ved åbredden. Navnet er ikke bevaret, men forholdene øst for åen på strækningen nærmest Reykir svarer til sagaens beskrivelse. — Den nordligste gård øst for Midfjordså og den anden gård fra Reykir er Os (Stóri Ós, ÞH.: Óss), der hyppig kommer til omtale i Tord hredes saga; som sagaen angiver, står den i linje med Sandar. Tord får ved sin ankomst til landet den der boende bonde til at overlade sig gården, og her har han nu for en tid sin bolig. Sagaen fortæller blandt andet (s. 26), hvorledes en Nordmand Orm, der efterstræber Tords søster Sigrid, overraskes og dræbes af broderen, da han er hos hende i en dalsænkning (hvamm), hvor hun befinder sig for efter sædvane at to sine lærreder »i den bæk, der løber forbi tungærdet på Os«. Straks nord for tunet på Os løber der en lille bæk Krokså (Króksá), som formodenlig er det i sagaen omtalte vandløb. Op fra bredderne strækker sig til bægge sider flere små hvammer; en af de største ligger syd for åen, således at den både er skjult fra gården og fra strøget nede ved åen; dette antager man er den i sagaen omtalte hvamm. Nede ved åmundingen (osen) opholdt Tord sig jævnlig om dagen, beskæftiget med at arbejde på et fragtskib (færge), han var ved at bygge. Ud mod åen, lidt syd for gården ved foden af lien, findes tre gamle skibsskurtomter (naust), hvoriblandt et stort nu til dels af åen afbrudt; særlig til dette er navnet Tords-naust (Þórðar naust) knyttet [12]. — Den omtalte lille Krokså, der danner hreppsgrænse mod nord, gennemstrømmer Linakradal (Línakradalr), der således kan siges at skille mellem Midfjordsbygden og Vatnsnæsset. Denne lille dal, der ikke når tværs over højderyggen, men kun til op imod Midfjardarvatn, er nu bebygget med et par gårde; efter omtalen i ÞH. (s. 27) kunde man antage den for avretsdal. Navnet tyder, som flere lignende på Island, på tidligere tids høravl [13].


Under navnet Vatnsnæs (Vatnsnes) — der i det foregående allerede flere gange er anført — indbefattes landet øst for Midfjord fra Linakradal og nord efter, en strækning, der væsenlig optages af en sammenhængende fjældmasse, Vatnsnæsfjældet eller Vatnsnæs fjældene, der kan betragtes som Midfjordshalsens nordlige fortsættelse: længre nord på blive disse fjælde lavere og svinde efterhånden ind til en enkelt hals. Kun for den nordligste dels ved kommende er Vatnsnæsset et virkeligt, i havet fremskydende næs: for den øvrige, større dels vedkommende begrænses det vel mod vest af havet (Midfjord og Hunafloe), men mod øst af sammenhængende lavland. Den ydre del af Vatnsnæsset danner et eget kirkesogn, med præstegården Tjörn nordvestlig på næsset[14]. Den forbi Tjörn løbende å får sit tilløb fra to dale, der her strække sig op i Vatnsnæsfjældet: en østligere Katadal(r) — rettere end som på kortet Kattardal(r) — og en vestligere Torgrimsstadadal (Þorgrímsstaðadalr); en vestlig forgrening af sidst nævnte er Ambåttardal (Ambáttardalr) med tilhørende Ambåtterå (Ambáttará). Det er utvivlsomt denne dal, der sigtes til i Heið. (s. 330), hvor der fortælles om det overvættes arbejde, som Barde Gudmundssön fra Asbjarnarnes i Vesterhop (bygden øst for Vatnsnæsfjældet), da han er ved at forberede toget mod Borgfjordingerne, pålægger en af gårdens folk; blandt de forskellige arbejder, der i løbet af en aften og den påfølgende dag skal udføres, er det sidste og vidtløftigste at hente en okse i Ambárdal, slagte den og føre kødet med tilbage, — den pågældende når ridende dertil ved daggry. Man må antage, at i den for udgaven til grund liggende membran er de midterste bogstaver i ordet oversprungne: nogen Ambárdalr kendes nemlig ikke, hvorimod Ambáttardalr med omliggende dalstrøg netop er Vesterhopsgårdenes vigtigste avrett (fjældalminding). Ambåttarå nævnes i Grt. (s. 100, sml. Ldn. s. 170) som vestgrænsen for et landnam, der indbefattede den ydre del af Vatnsnæsset og en tilsvarende del af bygden øst for dette.


Stóra-Borg i Vesturhóp. - (W.G. Collingwood, 1897)
Imellem Vatnsnæssets nordligste del og landet øst for skærer sig en forholdsvis kort og bred fjord ind; denne, der nu benævnes Hunafjord (Húnafjörðr), kaldtes tidligere Vatnafjord (Vatnafjörðr, Vd. s. 26) — efter de mange vande (ɔ: indsøer), der bedække det indenfor liggende land. I første række ligger her de tre i forbindelse med havet stående søer Sigridarstadaos (Sigríðarstaðaós), Hóp (Hóp) og Hunavatn; en halv mils vej oven for (syd for) den først nævnte og vestligste af disse ligger igen en ret anselig sø Vesterhopsvatn (Vestrhópsvatn). Sigridarstadavatn er et forholdsvis meget smalt vand, der i en længde af hen ved en mil strækker sig fra syd til nord for så gennem en munding eller »os« at falde ud i det sydvestligste hjørne af Hunafjord, så at det altså ligesom afskærer Vatnsnæssets ydre del (og hele det egentlige næs) fra landet øst for. Et »lon« kunde man egentlig efter islandsk sprogbrug snarere kalde det end en sø, da det ligesom en sædvanlig indskæring af havet har regelmæssig ebbe og flod. Den smalle strækning under Vatnsnæsfjældet langs Hunafjorden og Sigridarstadavatns vestside, der er besat med en enkelt gårdrække, bærer navnet Siden (Siða); øst for Sigridarstadavatn, mellem dette og Hopets afløb Hópsós (Hópsós(s)) ligger en smal ubebot strækning Sigridarstadasand (Sigriðarstaðasandr). Til det ovenfor liggende, Vesterhopsvatn omgivende land er derimod navnet Vesterhóp (Vestrhóp) særlig knyttet, der således omfatter den øvre (ind mod landet liggende) del af bygden øst for Vatnsnæs — til Hopet og Videdalen mod øst, Midfjordshalsen mod syd — om end Vesterhops bygden sædvanlig tages under ét helt ud til kysten [15]. Vesterhop er altså, som anført, navnet på en bygd og bruges nu kun i denne betydning, hvad der i og for sig er besynderligt, da ordet »hóp« ellers bruges med omtrent samme betydning som »lón« om en større i umiddelbar forbindelse med havet stående vandsamling. »Vestrhóp« må utvivlsomt oprindelig, ligesom endnu »Hóp«, betegne et vand, efter hvilket da den oven for liggende bygd kan være bleven benævnt »at Vestrhópi«, hvoraf da den nuværende benævnelse har udviklet sig. Det er næppe for dristigt at antage[16], at Vester hop — ɔ: det vestre Hop — har været den oprindelige benævnelse på Sigridarstadavatn , i modsætning til det langt betydeligere, østligere Hop, hvad enten det også da har været benævnt simpelthen Hop, eller måske Østre Hop, eller — efter sin beliggenhed i bygden — Midhop (således som nu en gård syd for Hopet hedder)[17].


Ldn. (s. 170) beretter om en landnamsmand Harald ring, at han landede med sit skib i Vesterhop og tilbragte den første vinter nær ved hvor han var landet, på et sted som derefter kaldtes Ringstad (Hríngsstaðir). Her synes det, som Vesterhop er benyttet som navn på et vand, så meget mere som det næppe kan betvivles, at Harald ring netop er landet i det nu så kaldte Sigridarstadavatn. I følge sognebeskrivelsen er indsejlingen her vel noget besværlig, men er man først kommet ind i »osen«, skal der findes en god havn, endog for større skibe (nu brugelige handelsskibe)[18]; for Harald rings skib har det vel næppe været vanskeligt at nå endog temlig langt ind; ved sydenden af søen må i det mindste hans første bosted søges. Ved det sydøstligste hjørne af »vatn«et ligger gården Sigridarstad (Sigríðarstaðir), hvorefter det har taget navn; ganske kort syd for denne gård ligger en gammel ødegård Ringstad (Hríngstaðir), som ved sit navn i forbindelse med de øvrige omstændigheder tilstrækkelig vidner om sin oprindelse[19]. — Ldn. siger om Harald ring, at han tog hele den ydre del af Vatnsnæs til Ambåttarå mod vest, men mod øst ind til Tværå (Þverá) og der tværs over til Bjargaós (Bjargaóss) og alt på den side af bjærgene (bjarga) ud til søen og boede på Hólar. Grt. (s. 100) har samme angivelse af hans landnamsgrænser, kun med den forskel, at her forekommer Bjargaås (Bjargaáss) for Bjargaós. Uagtet det ligger nær at antage, at der i en af kilderne må have indsneget sig en unøjagtighed, er i og for sig bægge læsemåder forståelige, og landnamsgrænserne tilmed efter bægge de samme. Gården Hólar, som Ldn. ved denne lejlighed nævner, er den omtrent en fjærding vej sydvest for Sigridarstadavatn stående gård Hólar eller Vestrhópshólar (indtil sognet for en snes år siden forenedes med Tjörn på Vatnsnæs sæde for stedets præst). En halv mils vej sydligere falder Tværå ned fra Vatnsnæsfjældet. Efter at være kommen ned fra fjældet optager den tilløb fra syd, får selv en nordlig retning og løber under navn af Holaå (Hólaá) ud i Sigridarstadavatn. Så vel i Bjargaos som Bjargaås ligger ordet Björg (ɔ: bjærge), der må opfattes som et egennavn; Bjærgene (Björg) omfatter måske (eller har måske omfattet) i udstrakteste betydning hele den klipperyg eller ås, der gennemstryger eller begrænser den østlige del af Vesterhops bygden, dog ligesom afbrudt eller sønderdelt ved en større vig, som Vesterhopsvatn skyder frem mod nordøst. Ved nordsiden af denne sø tage de egenlige »Bjærge« deres begyndelse; herfra går denne klippeås mod nord, til den når vestsiden af Hopet, og følger så denne indsøs afløb videre mod nord, lige til søen[20]. Afløbet, den før nævnte Hopsos, udgår fra søen ved dennes nordvestlige hjørne og løber herfra nord efter, parallelt med og omtrent af længde som Sigridarstadavatn (med tilhørende os). »Bjærgene«, som så vel Ldn. som Grt. nævner som grænse for Harald rings landnam, er øjensynlig klippeåsen fra Vesterhopsvatn ud til Hopsos; samme klippestrøg er det, der i Heið. (s. 331) nævnes Bjærgene (Björg). Bjargaos (ɔ: Bjærgosen) i Ldn. må da være Hopsos; rigtignok forekommer navnet ikke andre steder i oldskrifterne, hvorimod benævnelsen Hopsos kendes fra Heid. (s. 331), men det støttes tilstrækkelig ved, at den dag i dag benævnelserne Bjargaos og Hopsos af egnens folk bruges i flæng. Med Grt.'s Bjargaås kan der ikke menes andet end de alt nævnte »Bjærge«, der også nu nærmest opfattes som en ås, om end sammensætningen »Bjargaáss« egenlig ikke er brugelig som benævnelse på dem. Da imidlertid Grt. næppe oprindelig kan have haft en fra Ldn. forskellig læsemåde, og da Ldn.'s Bjargaóss er et endnu kendt og i sammenhængen vel passende stedsnavn, er det naturligst at antage, at Grt. fra først af også har haft denne læsemåde[21].


Allerede i sagaerne bruges Vesterhop gennemgående (med undtagelse af det oven anførte sted af Ldn.) som navnet på den nu således benævnte bygd; denne er kun smal og stærkt indkneben mellem de begrænsende højdedrag, så at det langstrakte fra sydvest til nordøst gående Vesterhopsvatn — der allerede i Heið. benævnes således — næsten helt optager bygdens midtparti. Mod vest danner Vatnsnæsfjældet, lige til hvor det mod syd skiller sig ud fra Midfjordshals, bygdens grænse; den lille sænkning mellem højdedragene her, hvor Midfjordsvatn finder plads, kan anses som bygdens øverste del, — under Vatnsnæsfjældet, nord for Midfjordsvatn står nemlig Vesterhopsbygdens sydligste gårde. Herfra strækker Vesterhopsbygden sig som et smalt dalstrøg mod nord, mod øst adskilt fra Videdalen ved en karakteristisk, lav klipperyg, der udgår fra Midfjordshalsen nord efter. En fortsættelse af denne klipperyg, der længre nord efter begrænser Vesterhopsvatn, strygende umiddelbart langs dette, er det, som sluttelig ved en fra denne sø mod nordøst udgående vig er skilt fra de egentlige »Bjærge«. Da også navnet »Björg« forekommer for et parti af denne sydligere klipperyg, må det vel antages rimeligst, at dette navn oprindelig har omfattet hele højdedraget fra Midfjordshals ud til Hopsos (Bjargaos); nu benævnes imidlertid midtpartiet, øst for Vesterhopsvatn, Borgarås (Borgarás), og flere andre navne forekomme sydligere. Den omtalte smalle dal mellem Vatnsnæsset og det nys beskrevne højdedrag (de sydlige »Bjærge« — om man så tør udtrykke sig), der gennemstrømmes af et afløb fra Midfjordsvatn til Vesterhopsvatn (Reyðarlækr), har nu intet særligt navn. Blandt gårdene her kan vest for det nævnte vandløb mærkes Toreyjar(g)núp (Þóreyjargnúpr, i Grt. uden j, nu uden g), en af de øverste gårde i bygden, benævnt efter en fjældspids sydøstlig i Vatnsnæsfjældet. En mils vej nordligere møder Bödvarsholar (Böðvarshólar). Heller ikke i ældre tid synes denne dal at have haft noget særligt navn, da Melabog (Vd. s. 194) f. eks. bruger betegnelsen »i Vesterhop« om Toreyjarnup. Dog finder en tradition om, at benævnelsen Linakradal oprindelig ikke skulde have indskrænket sig til dalstrøget fra østsiden af Midfjorden og op til Midfjordsvatn, men tillige have omfattet dalen herfra og nord på til Vesterhopsvatn, nogen bekræftelse ved fremstillingen i den ældre recension af Bandamanna saga (Bdm. C. s. 17), hvor der fortælles, at voldsmanden Ospak sluttelig findes død i en klippehule i Linakradal. Óspakshellir er nemlig navnet på en klippehule østlig i »Reydarlæks«-dalen , lige over for Bödvarsholar. Den yngre recension af sagaen indskrænker sig til at sige, at Ospak fandtes død i en klippehule, da man om høsten søgte efter får. Men unægtelig behøver Ospakshulen, selv om navnet er gammelt, ikke nødvendigvis at være benævnt efter Ospak til minde om, at han er bleven funden død her; måske har han kun for en tid haft sit tilhold her, medens han øvede sine ugærninger i omegnen (således forsøgte han et overfald på bonden på Bödvarsholar og dræbte nogle af hans kreaturer).


En halv mils vej nord for Bödvarsholar begynder lavlandet i Vesterhopsbygden at blive noget bredere, men optages til gengæld næsten helt af Vesterhopsvatn. Mod øst stryger som anført Borgarås umiddelbart langs denne sø, mod vest er der derimod noget underland mellem Vatnsnæsfjældet og søen. I linje med Vesterhopsvatnets sydlige del ligger her præstegården Bredebolstad (Breiðabólstaðr, Heið.). Gården står under et fjæld Sótafell, hvis navn forekommer i Ldn., i det landnamsmanden i Vesterhop siges at have bot »under Sotafell«[22]. En halv mils vej nord for Bredebolstad, nordvest for Vesterhopsvatn og vest for den herfra udgående nordre afdeling af Bjærgene ligger Tærnemyre (Þernumýri, ældre -mýrr: Heið.).


Borgarvirki - (W.G. Collingwood, 1897)
Borgarvirki - Grundplan - (W.G. Collingwood, 1897)
Foruden de her nævnte gårde regnes også et par, øst for de egentlige »Bjærge« (eller den nordre afdeling af »Bjærgene« i videste betydning) liggende, til Vesterhop. Blandt disse må mærkes Asbjarnarnæs (Ásbjarnarnes), der som bolig for Barde Gudmundssön spiller så stor en rolle i Hejdarviga saga. Gården ligger vest for Hopet, lidt sydligere end hvor osen skiller sig ud fra dette. Gården står nu noget fra søbredden, temlig højt, så at man herfra har en smuk udsigt over Hopet og videre; men stedet, hvor gården tidligere har stået, påvises noget herfra, i sydøstlig retning, umiddelbart ved Hopets bred [23]. Denne store indsø er allerede flere gange nævnt; den er af rundagtig form, vel omtrent ½ — 1 mil i tværmål; lige så langt, men derimod meget smalt er det ved søens nordvestlige del udgående afløb, »osen«, der strækker sig mod nord og under navnet Hopsos eller Bjargaos falder i Hunafjord. I Heið. (s. 387) fortælles det, at for at lette Barde en forestående udenlandsrejse lader en af hans venner efter at have losset sit handelsskib dette føre op i Hopet ud for Bardes gård, hvorefter han forærer ham det. Nu vilde det ikke være let at føre noget større skib ind i denne sø; indløbet eller osen skal endog ved flodtid næppe nok have tilstrækkelig dybde for en seksåret båd. Gården Asbjarnarnæs blev i sin tid (slutningen af 17. årh.) købt af lovmanden Lavrits Gettrup, men lagdes ikke længe efter øde af sandfog (på Arne Magnnssöns tid var gården således ubebot). Da man kunde forudse, at gården måtte opgives, lod ovennævnte ejer i følge A. M. gårdbygningerne opføre på tomtene af en ødegård Tordisarstad (Þórdísarstaðir); denne gård kaldtes efter ejeren Gottrup eller Gottorp. »Gottorp«, hvis navn således skyldes enkeltmands indfald i en senere tid, består endnu som en selvstændig gård; den ligger sydøst for Asbjaniarnæs, vest for Videdalså, nær dennes udløb i Hopet. A. M. fortæller, at i følge sagn var Asbjarnarnæs oprindelig en meget stor ejendom, så at den senere kunde deles i fem middelstore gårde, hvoraf den ene beholdt det oprinde lige navn. Af disse fem er nu de to (Asbjarnarnes og Þórdísarstaðir ɔ: Gottorp) bebyggede, de tre andre havde alt på jordebogens tid så længe man mindedes ligget øde.


Når Jon Olavssön i den af ham genfortalte del af Hejdarviga saga nævner Asbjarnarnæs »A. på Vatnsnæs«, er det utvivlsomt en unøjagtighed, der skyldes ham selv. Derimod forholder det sig sikkert rigtig, når Laxd. (s. 118) angiver Asbjarnarnæs som liggende i Videdal. Ti, omendskønt Videdalen nu sædvanlig ikke regnes at strække sig længre nord på end til åens udløb i Hopet og gårdene ved Hopets vestside som følge deraf regnes til Vesterhop (hvor de i gejstlig henseende høre hen), er der dog omstændigheder, der tyde på, at man oprindelig har indbefattet hele strækningen mellem Hopet og Bjærgene — så langt bebyggelsen nåede nord efter — i Videdalen.


Videdalen (Víðidalr) bærer, som Vd. (s. 25) fortæller, navn efter den vidjevækst, der ved landnamsmanden Ingemunds ankomst i dalen bedækkede den. Den efter længden ikke ubetydelige dal udmærker sig i det hele ikke ved nogen ejendommelig skønhed. Fra Vesterhopssvejten mod vest er dalens nedre del skilt ved den for nævnte fjældås, der udgør den sydlige afdeling af »Bjærgene« i ordets mere omfattende betydning; mod øst begrænses dalens midtparti af det langstrakte, temlig høje og ranke, i mange spidse fjælde og fjældtoppe delte Videdalsfjæld (Víðidalsfjall). Men ellers er omgivelserne lave, bølgeformige højdedrag, indtil dalen mod syd går over i højlandet. Fra dalstrøgene oppe i heden kommer Videdalså (Viðidalsá), der under sit løb gennem dalen vest fra optager et ligeledes fra højlandet kommende tilløb og derefter som nævnt falder ud i Hopet. Ubetinget det mest karakteristiske for dalen, men virkelig også i forskellige henseender opmærksomhed værd, er det såkaldte. Borgarvirke (-virki), der nordvestlig i dalen hæver sig — alle vegne fra synligt — som et kækt, firsidet kastel, båret af en betydelig, jævnt hvælvet fjældhøjde. Inden der her fandtes noget »virke« (hvorom mere senere), har denne klippe vel, som så mange andre, alene været kaldt »borg« og har da givet navn til de to gårde Borg, af hvilke Store Borg (Stóra Borg) ligger nord for Borgarvirke, Lille Borg syd for dette. Bægge gårde forekomme i sagaerne. Store Borg, der er den langt betydeligste af disse to ejendomme, er øjensynlig den gård Borg, som i følge Vd. og Finnb. var Finnboge den rammes bolig [24]. På Store Borg har der dannet sig en temlig levende tradition vedrørende de i Finnb. fortalte begivenheder. Sagaen fortæller om en mand Torvald Modskegg, der boede ganske nær ved Borg på Gardshorn (Gardshorn); Finnboges små sønner more sig med jævnlig at drille ham, men en dag griber han i sin forbitrelse drengene og slår dem ned mod stenene, så at deres hoved knuses. Til dels af sorg herover dør hans hustru Ragnhild. I tunet øst for gårdbygningerne på Store Borg vil man i en tilsyneladende naturlig banke påvise Ragnhilds grav (Ragnhildarleiði); sydligere og noget længere borte, nærmere udkanten af tunet, findes Modskeggstomter (Moðskeggstóptir), hvor Torvald Modskegg siges at have bot; endel herfra, højere oppe og vestligere, findes et klettestrøg Sveinaklettar (ɔ: Drengekletterne) , hvor Torvald siges at have dræbt Finnboges sønner ved at knuse deres hoved mod klipperne. Fra Borg ses i nordlig retning ud over Videdalsåens nedre løb. Ved sit udløb deler den sig om en bred, jævn, englignende holm, kaldet Borgarø (Borgarey); det er denne ø, der omtales i Vd. som udset til stedet for en holmgang [25].


Foruden Borg nævnes også i Vd. Mindre Borg (Borg hin minni) ɔ: Lille Borg; besynderlig nok synes ved den i Heið. oftere forekommende gård Borg, hvor Bardes måg Eyjolv boede, kun denne sidste, ikke meget betydelige ejendom at være ment — s. 392 siges nemlig Eyjolv at bo på Sydre Borg (Borg in syðri) — hvorimod den langt anseligere Store Borg slet ikke nævnes.


Borgarvirki - (W.G. Collingwood, 1897)
Til det omtrent midtvejs mellem de to gårde liggende Borgarvirke knytter sig en, som det synes temlig rodfæstet, tradition om, at Barde Gudmundssön efter toget til Hvitåside (M.) herfra har forsvaret sig mod sine Borgfjordske fjender. Desværre er det eneste tilbageværende håndskrift af sagaen på de afgørende steder defekt eller ulæseligt. Dog tyder et og andet på, at Barde virkelig efter sin tilbagekomst fra toget har holdt folk samlede; således synes udtrykket »seta« (besætning, samling af krigsfolk) at forekomme s. 376, og i det følgende ses Barde at tage løfte af forskellige om proviant; hvor man derefter netop kunde vænte at få underretning om, hvorledes forholdene videre havde udviklet sig, er et blad for længst tabt eller udskåret af oldskriftet (se Heið. s. 383). — At Borgarvirke en gang har været brugt som fæstning, kan imidlertid ikke betvivles; dertil bærer stedet for tydelige spor af de arbejder, der ved den lejlighed er bleven udførte for at styrke forsvaret. Nærmer man sig de højder, som øverst krones af Borgarvirket, ser man, at disse bærer den tilsyneladende firkantede borg, således at denne hæver sig op fra et navnlig mod vest og nord stejlt pyramideformigt grundlag; den består af regelmæssige, lodrette, noget udludende basaltsøjler, der på de fleste steder gør adgang næsten umulig; kun imod øst, hvor ligesom en dalformig fordybning strækker sig op i borgen, og på et enkelt sted imod syd ligger en jævnere skrånende urd (stenskred) op imod borgen. Fra syd bestiges denne sædvanlig; efter at være kommen op på borgen ser man, at denne egenlig er hesteskoformig, kun således at »skoen« er meget bred i forhold til det indesluttede rum — dalsænkningen. Denne åbner sig mod øst, ud imod den noget bortliggende å og dal. For oven er den hesteskoformige klippe flad og jævn; hvor klippeskrænten ikke er aldeles lodret, har man opstablet anselige stengærder, c. 1½ al. brede og udad til flere alen høje — indad til derimod temlig lave — , hvoraf betydelige rester endnu er tilbage. Navnlig hvor skråningen mod syd ligger op til klippeborgens kant, har man måttet have en betydelig sten væg; den er dog nu faldet sammen, men de svære stendynger her vidne om dens fordums tilværelse, — tæt ved, lidt længere tilbage, findes derimod endnu smukke rester af det på klippevæggen hvilende stengærde. Hele vestervæggen er så lodret, at man her næppe har behøvet nogen tilbygning.
Borgarvirki, set indefra - (W.G. Collingwood, 1897)
På nordsiden igen findes derimod den dog ellers temlig lodrette klippevæg styrket ved et betydeligt, udad til højt stengærde, der navnlig udmærker sig ved de anselige flade klippeblokke, hvoraf det består. Den af klippeborgen på de tre sider indesluttede lavning er en lille dalformig sænkning, der mod øst har måttet forsvares ved en betydelig stenvæg, da — som mod syd — en jævnere skråning fører herop til; væggen er for største delen nedfalden, men stendyngerne her vidner om den. I dalsænkningen, der til dels er mos- og græsbegrot, findes længst tilbage to langagtig firkantede af sten opførte tomter (c. 5 × 7 fv.), hvor man antager, at forsvarerne have haft deres tilhold; foran er en fordybning i jorden, som udgives for at have været brønd. Virkets udstrækning fra vest til øst. er c. 40 fv., fra nord til syd c. 70 fv. Denne størrelse, der kan synes at have måttet vanskeliggøre et forsvar her, har dog været mindre hinderlig, ved at man kunde lade store partier så godt som ubesatte. — Det nu gængse sagn om Borgarvirke er i alt væsenligt overenstemmende med hvad Povl Vidalin — der, som hjemmehørende her i egnen og til dels opdragen her, må anses for særlig vel underrettet — for tæller[26], og som efter traditionen skulde stemme med indholdet af Heið. I følge denne beretning skulde Barde, da han efter toget til Borgefjord kunde vænte ufred syd fra, have ladet virket indrette. Samtidig hermed lod han holde udkig fra to af de højeste tinder i omegnen, hvorfra man kunde se, hvem der nærmede sig over Tvidægra eller Arnarvatnshede. Så snart fjendens nærmelse forkyndtes ham, begav han sig op i virket med sine folk. Her udholdt han med held et par ugers belejring; sluttelig, fortæller nogle, fik han, da hans proviant næsten helt var sluppet op, fjenden til at tro, at han endnu havde rigeligt forraad, i det han slyngede den sidste rest ud iblandt dem, så at de mistvivlende om at udrette noget drog bort [27]. — Fra Borgarvirke, der kan betragtes som det højeste punkt i Borgarås — det særlige navn på det oftnævnte, på overgangen mellem Vesterhop og Videdal liggende, klippehøjdedrags midtparti — har man naturligvis en vid og smuk udsigt: mod nord ud over havet, mod syd helt ind til jøkelrækken syd for heden med Eriks jøkel forrest.


Følger man forbi Litla Borg vejen langs Videdalså, kommer man inden lang tid til en temlig dybt nedgravet bæk Faksalæk (Faxalækr), der her først ved sit udløb i Videdalså bliver passabel. Bækken, der er afløb fra Vesterhopsvatn, forekommer med samme benævnelse i A. M. (hvor den omtales for laksefangstens skyld). Det kan ikke være noget andet vandløb end dette, som i Heið. (s. 339 — 40) benævnes Saxalæk(r), og utroligt er det vel heller ikke, at membranen virkelig kan have F eller at i al fald grundhåndskriftet har haft F og ikke S. En besynderlighed bliver dog tilbage, nemlig at bækken i følge sagaen skal have ligget mellem Asbjarnarnæs og Borg, medens den derimod i virkehgheden ligger en del syd for Borg. Da der imidlertid på hele strækningen kun er dette ene vandløb, nødes man til at antage, at der i den forhåndenværende redaktion af sagaen med hensyn til oftnævnte bæks beliggenhed har indsneget sig en unøjagtighed[28]. — Hinsides Faksalæk afskæres mellem denne bæk og åen en bred trekant kaldet Siðunes (efter den lidt længere oppe i dalen liggende gård Siða). Næsset er fladt og ikke særlig stort; omtrent midt i det står en til dels nøgen (opblæst) bakke kaldet Ingemundshöl (Ínghóll eller Íngimundarhóll). Under denne, i nordøstlig retning, findes tomter (en mere ligesidig firkantet, samt to langagtig-firkantede, c. 8 fv. lange, stående i retning med dalen). At man her har Vd.’s »Ingimundarhóll«, som udgaven (s. 25) læser, kan næppe betvivles. Landnamsmanden Ingemund gjorde sig i følge sagaen en skåle her den vinter han opholdt sig i Videdal Ldn. (s. 175) fortæller ligeledes om hans ophold i denne dal, en kalder stedet Íngimundarholt [29].


Vejen over Auðunarstaðarháls til Víðidalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Vest for åen følger nu tre under klippehøjdedraget stående gårde, af hvilke den sydligste er Audunarstad (Auðunarstaðir); forbi denne gård ligger den før omtalte, forbi Midfjardarvatn og Bessaborg førende vej, ned fra Midfjardarhals. — Noget højere oppe (sydligere) i dalen forener sig Videdalså, der i sit øvre løb har en mere nordvestlig retning, med den syd fra kommende Fitjaå. Vest for Videdalsåen står, en fjærdingsvej oven for åernes foreningspunkt (»åmødet«), Videdalstunge (Víðidalstúnga), dalens bekendteste gård. Uagtet navnet ikke møder i sagaerne, er dette vistnok kun en tilfældighed; af kirkemåldagene ses det nemlig, at gården allerede c. 1300 havde sin kirke og udgjorde en betydelig ejendom. Imidlertid er det et sagn, at gården oprindelig kun skal have været en ubetydelig lille afbyggergård ligesom de mange dels ubeboede, dels beboede smågårde, der nu høre under Videdalstunge; på den tid skal derimod Svölustad (Svölustaðir), der nu længe har ligget øde, have været hovedgården. Om denne gård, hvoraf tomter endnu ses et lille stykke vest for Videdalstunge, i tungen mellem de to åer, fortæller A. M., at den havde ligget, hvor der nu var »stekk« fra hovedgården, at den i senere tid havde været bebygget i 6 år, men ellers i lange tider havde ligget øde. Svölustad nævnes oftere i Bdm.; der fortælles der (s. 42) om den voldsomme Uspak, at han efter at have dræbt bonden på Svölustad »går til den gård, der hedder Borgarhol (Borgarhóll) og tillyser drabet der«, hvorefter han drager bort og forsvinder for en tid. Det er af dette tydeligt, at Borgarhol må være nabogård til Svölustad; nu kendes imidlertid ingen gård af dette navn; rimeligst er det måske at antage, at der ved Borgarhol menes Storhol eller Dejldarhol, en afbyggergård fra Audnnarstad, der skal stå hinsides Fitjaå oven for åernes sammenløb, altså omtrent i linje med Svölustad [30]. — Blandt Videdalstunges tidligere ejere kan den bekendte lovmand og lærde, Povl Vidalin, nævnes, der var fedt her og også senere som voksen boede her. Navnet Vidalin stammer fra hans morfader, den ved sine latinske arbejder over Island så ansete Arngrim Jonssön, »den lærde«, der havde dannet det af »Videdal«; i Videdalen var han nemlig opfostret.


I den øvre del af dalen står de fleste gårde øst for åen, for største delen afbyggergårde (hjålejer) fra Videdalstunge, der ligledes ejer hedelandet oven for den bebyggede dal, der bruges som avrett for hele bygden. Fra Videdal ligger en vej op på heden, der noget oven for bygden forener sig med en østligere fra Vatnsdal kommende, hvorefter retningen ligger i syd forbi Arnarvatn til Kalmanstunge (M.).


Af gårdene øst for Videdalså kan i den nedre del af dalen mærkes gården Asgejrså (Ásgeirsá), der står omtrent over for Audunarstad [31]. En halv mils vej nordligere ligger Lækjamót, ved lave grusbanker skilt fra åen — »bækkene« (lækir), der har givet gården navn, kan kun være ubetydelige mosedrag. Her boede i følge Heið. Bardes fosterfader Torarin, men gården er vel i øvrigt mest bekendt som bolig for kristendommens første forkyndere på Island, Torvald vidførle og biskop Frederik.


Med Videdalsåens udløb i Hopet ender Videdalen; som bygdens østlige begrænsning kan den lille Gljuvrå (Gljúfrá) regnes, der udspringer på den østlige side af Videdalsfjældet og derefter løber i nordvestlig retning ud i Hopet, noget østligere end Videdalså; på den måde kommer man da til at regne med til Videdalen nogle gårde, f. eks. Miðhóp, der står syd for Hopet, mellem Hopet og Videdalsfjældets nordende, men egenlig ikke i selve dalen[32]. Videdalsfjældets nordligste tinde er en stejl bjærgtop Ásmundarnúp(r); navnet forekommer i ældre tid anvendt som gårdsnavn, således siges det i Heið. (s. 323) om en mand Eyjolv, at han boede på Asmundargnup (Ásmundargnúpr), »det er mellem Vatn[33] og Videdal«. Også i Grt. forekommer Asmundargnup som gårdnavn; i Vd. (s. 28, sml. Ldn. s. 176) nævnes gården alene Gnup (Gnúpr). Den har sandsynligvis ligget hvor ødegården Ásmundskot påvises, i vesterskråningen af fjældpynten; gården, der allerede af A. M. omtales som for længst opgivet, synes at være opslugt af gårdene Gröv (Gröf) og Midhop. Denne beliggenhed passer også med hvad der fortælles Heið. s. 335 om Barde, der på vejen øster fra, da han nærmer sig Gljuvrå, ser Eyjolv ride ud fra gården og derefter møder ham ved vadet ɔ: det over Gljuvrå førende vad — åen passeres sædvanlig omtrent i linje med Midhop.


Víðidalsfjall set fra Gljúfurá. - (W.G. Collingwood, 1897)
Hvad der i det nærmest følgende (s. 335—36) beretles i Heið. volder, navnlig sammenholdt med forskellige udtryk senere i sagaen (s. 393) adskillig vanskelighed i topografisk henseende[34]. Sagaen fortæller, at Barde med sit følge, efter at have truffet Eyjolv fra Asmundargnup ved Gljuvrå, fortsatte vejen, til de kom til det sted, som hedder Ask (Askr: þar sem heitir á Ask); der rider tre mænd imod dem, det er Bardes to søstersønner, med hvem en tredje, »en Vatnsdølsk«, var i følge; de var landede (höfðu komit út) vester på i Videdal, og deres fader Gudbrand og moderen boede ude i Videdal, hvor det siden hedder Gudbrandsstad (Gudbrandsstaðir); de to søstersønner slutter sig til Barde, men deres ledsager tager til Videdal (ferr í Víðidal). Barde fortsætter vejen til Lækjamot, hvor han træffer aftale med sin fosterfader og begiver sig derefter hjem til Asbjarnarnæs. — Herimod står, hvad der s. 393 fortælles om Barde, da han, efter udløbet af den ved Hejdarvigene pådragne treårige fredløshed er vendt tilbage til Island, at han begiver sig til Vatnsdal til sine måge, og at han senere hen på året, efter at have holdt bryllup med Snorre godes datter på Vestlandet, igen begiver sig nord på til Vatnsdal og opholder sig hos sin måg Gudbrand.


Her er øjensynlig en delvis forveksling mellem Videdal og den østligere Vatnsdal[35]. Desuden er flere af sagaens udtryk i andre henseender påfaldende. At udrede det rette forhold vanskeliggøres ved, at foruden det her nævnte »Gudbrandsstad i Videdal« kendes fra Vd. et »Gudbrandsstad i Vatnsdal«, medens ingen af de to gårde eller nogen tradition om deres beliggenhed har bevaret sig til nutiden. Hvad sagaens fremstilling på ovennævnte steder angår, antyde udtrykkene »vester på« og — måske — »ude« i forbindelse med Videdal vel, at sagaskriveren har opholdt sig i østligere egne af Nordlandet. Besynderligt er det, at der tales om en landing i Videdal. Op i selve Videdalsåen har sikkert intet skib kunnet nå på grund af Hopets lave vandstand; snarere har man her et eksempel på, at Videdalen er opfattet som strækkende sig helt ud til kysten (Hopsos), men selv da vilde det rigtignok ligge langt nærmere at betegne landingsstedet her efter osen eller Hopet end efter dalen. Imidlertid nogen åbenbar fejl indeholder sagaens udtryksmåde ikke, og forvansket er stedet næppe. — Hvad beliggenheden af Gudbrandsstad angår, kunde den omstændighed, at et Gudbrandsstad i Vatnsdal er kendt fra en anden saga (Vd.) let vække mistanke om, at Heið.'s angivelse af Videdal som stedet for gården måtte bero på en forveksling, — så meget mere, som Bardes på denne gård boende svoger Gudbrand øjensynlig er den samme som den senere (s. 393) nævnte »måg« Gudbrand, som Barde aflægger besøg hos »nord på i Vatnsdal«. Den samme Gudbrand er øjensynlig en af de to måge, som Barde tidligere på somren (se s. 393) har besøgt »i Vatnsdal«. Men da den bekendte Eyjolv på Borg i Videdalen, som i sagaen spiller en stor rolle, er den eneste »måg« af Barde, som der i den foregående del af sagaen har været tale om foruden Gudbrand, ligger den slutning nærmest, at sagaen vel har ret i, at bægge måge boede i samme dal, men at hjemstedet for bægge har været Videdal, hvilket ord altså må indsættes for Vatnsdal to gange s. 393. Denne opfattelse bestyrkes også ved sagaens fremstilling s. 335, hvor ledsageren af Bardes fra udlandet nys ankomne søstersønner netop i modsætning til dem synes at være benævnt »Vatnsdølsk«. Om denne »Vatnsdølske« siges der kort efter, hvor han i selve Videdalen skiller sig fra sine to rejsefæller, at han drager til Videdal. Her må nødvendigvis for Videdal læses Vatnsdal[36].


Hvor i Videdalen Gudbrandsstad har ligget, lader sig næppe afgøre. Vil man lægge vægt på sagaens udtryk (s. 336), at Bardes søstersønner boede ude i Videdal, må man snarest antage, at gården har ligget nord for Asbjarnarnæs, vest for Hopets afløb. Det kan i den henseende fremhæves, at Asbjarnarnæs i en senere tid har været kendt som en usædvanlig stor ejendom med mange ødehjålejer, af hvilke en har ligget nord på i Bjærgene, og at man mener, at osen før har haft et mere østligt udløb end nu. På den anden side kan der i sagaens beretning synes at ligge en antydning af, at søstersønnerne er på vejen fra skibet til deres hjem, da Barde møder dem; i så fald måtte Gudbrandsstad antages at ligge højere oppe i Videdal. Videdalen synes virkelig fra gammel tid at være usædvanlig rig på ødegårde, hvor det oprindelige navn — for så vidt i det hele noget navn er bevaret — vel næppe for alles vedkommende er kendt.


Det i Heið. (s. 335) nævnte stedsnavn Ask, der vel næppe er noget gårdsnavn, kendes ikke og nævnes heller ikke andensteds; efter sammenhængen må det søges mellem Asmundargnup og Lækjamot.


I det man passerer Gljuvrå, betræder man en hel ny bygd Tingøresvejt (Þingeyrasveit, Vd., Grt.) eller Tinget (Þíngið), som den nu almindelig benævnes. Det er det neden for Videdalen og Vatnsdalen, nærmest Hunafjorden liggende land. Mod vest begrænses det af Hopet og Hopsos, mod øst af Hunavatn og den sydøst fra kommende Giljå, som falder ud i sidst nævnte sø[37]. En stor del af dette lille landskab er imidlertid optaget af Hopets udstrakte vandflade, og af den øvrige del er igen en betydelig strækning, den såkaldte Tingøresand Þíngeyrasandr) helt uskikket til bebyggelse. Denne sandstrækning indtager hele kyststrækningen fra Hopsos til Hunavatnsos og når helt op til Hopet, med en længde af vel omtrent en mil og en bredde knap halv så stor. Først med den smalle landstrimmel, der ligger mellem den nordøstlige del af Hopet og Hunavatnets sydlige del, begynder det dyrkelige land.


Vatnsdalsá - (W.G. Collingwood, 1897)
Guðbrandur Þorláksson - (1542-1627) Biskop i Holar
Den oftere nævnte sø Hunavatn (Húnavatn) ligner i form og ejendommeligheder meget Sigridarstadavatn i Vesterbop, men er ikke slet så lang; dens længde kan vel anslås til hen ved en halv mil. Syd fra optager den den middelstore Vatnsdalså (Vatnsdalsá); selv har den mere karakter af en bred, rolig flydende flod; mod nord står den gennem en munding (os) i forbindelse med havet. Om navnets oprindelse — af de isbjørneunger (húnar), som Vatnsdalens landnamsmand Ingemund fandt på isen her — fortæller Ldn. og Vd. I oldtiden benyttedes Hunavatn og Hunavatnsóss oftere som landingssted for havskibe; således nævner de to nys anførte kilder, at det sted, hvor Ingemunds udmærkede skib Stigande stod oppe, når det var trukket på land, hed Stígandahróf (ɔ: Stigandes skur). Ldn. angiver beliggenheden nøjere: Stigandahrov ved Tingøre (Þíngeyrar). Tingøre er nu en anselig gård, der ligger på det østlige affald af den brede banke, der skiller mellem Hop og Hunavatn, omtrent ud for hvor Vatnsdalså falder i sidstnævnte sø. Nordøst for gården ved Hunavatnets bred vil man endnu påvise Stigandahrov, det ser ud som en aflang, temlig stor, græsgrot skibsskurs-tomt. — Tingøre var oprindelig navnet på tingstedet for Hunavatns ting (Húnavatns þing), et af Nordlandsfjærdingens fire ting. Som det sædvanlige sted for egnens offenlige sammenkomster omtales det Heið. s. 322 og siges dér at ligge mellem Hop og Hunavatn. I Bsk. s. 171 (Jóns saga helga) nævnes Tingøre som vårtingssted, i det måden, hvorpå stedet først bebyggedes, fortælles. Under et uår i begyndelsen af det 12te år hundrede drog nemlig den senere som helgen ansete Jon Ögmundssön, Nordlandets første biskop, til det vårting, som var på Tingøre, og fik folk til at love opbyggelsen af en kirke og en gård dér, samt at alle skulde støtte denne stiftelses fremgang. Biskoppen afmærkede så straks på stedet kirkens grundvold, hvorefter vejret bedredes. En af hans venner, en præst, blev så gårdens første beboer; dog har det rimeligvis straks fra begyndelsen været bestemt, at der her skulde oprettes et kloster. Klostret kom også i stand, men indviedes først 1133, en del år efter biskoppens død. Tingøre kloster, det ældste af Islands klostre, var et benediktinerkloster; det erhvervede sig i tidens løb betydelige ejendomme, som ved reformationens indførelse kom under kronen. Blandt klostrets abbeder må forfatteren af Sverres saga Karl Jonssön nævnes; på hans tid, i den sidste halvdel af det 12te århundrede, synes klosterbrødrene her at have udmærket sig ved boglig sans; således var blandt munkene den gang de bekendte forfattere af Olav Trygvessöns saga Odd og Gunnlaug. Også begyndelsen af det 14de årh., da den senere biskop Lavrentius Kalvssön og hans ven, den lærde sagabearbejder Berg Sokkessön, levede som munke her, var en berømmelig tid for klosteret. I den sidste tid er der på Tingøre med stort besvær og bekostning blevet opført en kirke af hugne sten (omtrent som en lille dansk landsbykirke); denne hæver sig øverst på den brede banke mellem søerne og ses i vid omkreds. Den ældre kirke har ligget øst for gården, midt i kirkegården, og var en temlig uanselig græstørvskirke fra begyndelsen af dette år hundrede. Ved kirkegårdsindgangen viser man to såkaldte Munkegrave (Múnkaleiði) og i kirken nogle lævninger fra den katolske tid; ellers er næsten al tradition her knyttet til lovmanden Lavrits Gottrup, der omkring år 1700 boede her og efter islandske forhold prægtig opbyggede og udstyrede gård og kirke. I kirken har hidtil befundet sig portræter af den Gottrupske familie og (i følge oldsagsbeskrivelserne) af den nordlandske biskop Gudbrand Torlakssön. Gården Tingøre skal i følge sagn allerførst have stået noget nordvestligere på et sted, der hedder Trumsalir, hvor en del tomter og indhegninger findes. — Om tingstedets plads vides ikke meget; af sagaerne ses heller ikke meget, sædvanlig nævnes det blot Hunavatnsting (Húnavatnsþing) eller, som i Krm. Hunavatnslejd (Hunavatnsleið)[38]. Den almindelige mening er, at tinget har været holdt vest for Tingøre ved Hopets nordvestlige bred, men da »ørerne« her har lidt ved sandfog, er det forklarligt, at bodtomter o. d. l. ikke lader sig påvise her. I Hallfr., hvor tingstedet får den udførligste omtale, nævnes et holt ved tingstedet, hvor vejene mødes; det er formodenlig den oftere omtalte banke mellem de to søer, hvor der tæt vest for Tingøregården går en almindelig benyttet vej fra nord til syd, lodret på denne går en anden straks nord for gården (i det der rides tværs over Hunavatn og op over bankerne)[39].


I Heið. (s. 322—23) nævnes en gård Bakke (Bakki) vest for Hunavatn; om denne vides nu intet. Nord for Tingøre ligger kun én gård, Gejrastad (Geirastaðir), og denne nævnes allerede i Ldn. (s. 233). Tingøresand er som sagt ubebot, og om ødegårde her vides intet bestemt. Præstens oldsagsberetning nævner, at man i Tingøresand ser sporene af en myremalmsmedje (rauðasmiðja), og at der der i nærheden skal have været en husmandsgård (kot) i gammel tid (í fornöld), som han giver det rigtignok ikke om høj alder vidnende navn Danmörk.


Vatnsdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Tager man fra Tingøre retningen syd på langs Vatnsdalsåen, kommer man — navnlig øst for åen — til at passere smukke, flade engstrækninger; vender man sig her og ser ud over engene og åen op mod den, på den svagt hvælvede banke ved søen liggende kirke og Tingøre-gård, har man et aldeles dansk landskab for sig. Øst for åen har man tæt til venstre det smukke, mørke blålig-grønlige Vatnsdalsfjæld; til højre hinsides åen ses længre i syd Videdalsfjældet. Først en mils vej syd for Tingøre, hvor man kommer i linje med dette fjæld, så at dalen nu er til bægge sider indesluttet af fjældstrøg, begynder efter den almindelige opfattelse Vatnsdalen (Vatnsdalr); hvad der ligger nordligere hører, som før nævnt, til Tingøresvejten. Til dels har vel også i ældre tid opfattelsen været den samme; dog findes i forskellige kilder gårdene på bægge sider af åen helt op til Tingøre, endog denne medindbefattet, angivet som liggende i Vatnsdal. Vatnsdal betyder sødal. Den sø, som har givet dalen navn, er dog ingenlunde, som man måske kunde tro, Hunavatn, men en lille sø i mundingen af Vatnsdal i mere indskrænket betydning. Dog er forholdene her ikke uden vanskelighed, da strækningen langs Vatnsdalså har været store ved fjældskred foranledigede omvæltninger underkastet, så at bemældte sø endog efter de sædvanlige angivelser skylder et sådant skred sin oprindelse. Efter at man kommende nord fra har passeret en halv mils vej langs Vatnsdalsfjældet, når man til gården Hnausar. Denne ligger på forholdsvis flad grund noget fra lien, med engstrækninger foran nærmere åen. Lige over for, hinsides Vatnsdalså, ligger gården Svensstad (Sveinsstaðir); noget nordligere ses — skrås over for — Stennæs (Steinnes) [40]. Gården Hnausars tilblivelse står i forbindelse med et sådant fjældskred, måske det største af dem, der i den historiske tid har hjemsøgt denne egn. Om dette fjældskred, der fandt sted år 1545, findes i topografisk henseende nøjagtig underretning især i A. M. (fra året 1713). Før den tid stod — i linje med hvor nu gården Hnausar er - i lien en gård Skidastad (Skíðastaðir, Ldn. 181, Vd. 193; sml. Vd. s. 52, hvor gården ikke er nævnt); men denne begravedes ved et frygteligt fjældskred, hvorved hele tunet styrtede ned over det underliggende flade land. Her løb den gang tæt under lien Vatnsdalså, denne fyldtes og jordmassen bredtes over engene nærmest vest for det gamle leje. Den opdæmmede å brød sig derefter en ny vej, vestligere, hvor den nu løber, hvorved Svensstad og Stennæs mistede en del af deres enge. Med denne angivelse har det vistnok sin rigtighed. Den nedre del af Vatnsdalså i sit nuværende løb benævnes nemlig »Kvisl« (ɔ: arm), hvorimod afløbet fra det under lien liggende Hnausatjörn, der ved denne lejlighed skal være blevet dannet, hedder »Árfar« (ɔ: ålejet). Dette står ud for Stennæs ved en tværarm (Þverkvísl kaldet) i forbindelse med »Kvislen«, men fortsætter i øvrigt sin vej under Vatnsdalsfjældet, til det, lidt østligere end Kvislen, falder ud i Hunavatn i nordvestlig retning. Mellem gården Hnausar og »åfaret« er landet bedækket med ejendommelige store græsvoksede knuder; denne strækning, der kaldes »hnausar«’ne (ɔ: jordklumperne), og som har givet gården navn, er lævningerne af det gamle jordskred. — Det nu beskrevne fjældskred sammenblandes imidlertid jævnlig med et andet, der fandt sted her i nærheden år 1720. Denne gang gik det ud over nabogården mod syd Bjarnastad (Bjarnastaðir), som begravedes; gården er vel bleven genopbygget, men står nu lidt sydligere i lien. Dette fjældskred skal have opdæmmet åen, så at de på bægge sider liggende enge forvandledes til en sø, det såkaldte »Flóð« (ɔ: oversvømmelse), som breder sig i dalmundingen her. At en opdæmning af åen ved denne lejlighed fandt sted, er sikkert nok, en mængde af de oven for (ɔ: sydligere) liggende gårde led ved den deraf foran ledigede oversvømmelse betydelig skade på marker og enge; dog begyndte allerede få år efter oversvømmelsen at falde, efter som åen brød sig nye veje gennem de nedstyrtede masser, og endnu den dag i dag formindskes »flodet« bestandig for den sydlige dels vedkommende. Denne i og for sig rimelige antagelse, at bemældte lille indsø skulde være fuldstændig dannet ved fjældskredet 1720, kunde synes at vinde bestyrkelse ved at A. M. ikke nævner den; imidlertid anfører A. M., hvor omtale af søen måtte væntes, tre småsøer eller kær, som nu ikke skal findes: Hólatjörn (således benævnt efter gården Vatnsdalshólar nordvest for Flodet), samt Körtjörn og Breiðabólstaðartjörn (ved Bredebolstad lidt syd for Vatnsdalsholar) [41]. Dette får betydning ved, at ældre kilder næppe lade tvivl om, at en sø her må have været til allerede ved landets bebyggelse. Når således Melabók (recensionen E. af Ldn.) fortæller, at landnamsmanden Ingemunds hustru Vigdis fødte sin datter, da de på vejen fra Videdal til Vatnsdal var komne til Vatnsende, så kan hermed ikke menes andet end nordenden af denne lille sø. Den har rimeligvis ikke båret andet navn end Vatn; således findes den i det mindste benævnt Heið. s. 323, hvor der om gården Asmundargnups beliggenhed siges »det er mellem Vatn og Videdal«; ti at her ved Vatn skulde være ment Hunavatn synes lidet troligt, da oplysningen herved vilde blive langt mindre nøjagtig. At der virkelig lige indtil dannelsen af »Flodet« har været en lille indsø sammesteds, lader den omstændelige skildring i Eggert Olavssöns og Bjarne Povlssöns dagbog (1755) formode, i det der nemlig siges, at efter fjældskredet 1720 tog forelfangsten til i søen, som kaldes Flod; derimod udtaler Horrebow[42] og Olavius[43] sig bestemt, som om ingen sø forud havde været dér, hvor »flodet« dannedes. Måske kunde man opstille den formodning, at endnu langt tidligere et uhyre forhistorisk fjældskred havde dannet Vatnsdalsvatn , og at dette i tidernes løb var blevet stærkt formindsket — eller endog, på nær de i A. M. nævnte kær, helt bortledet? — ved åens gradvise bortskylning af jordmasserne, da skredet 1720 tilbageførte en tidligere tilstand [44]. At dette samme strøg af Vatnsdalen også før landets bebyggelse har været hjemsøgt af voldsomme fjældskred er nemlig tydeligt nok; derom vidne de ejendommelige Vatnsdals hólar, der stående vest for åen når fra Flodet helt op mod Svensstad. Kommende nord fra passerer man sædvanlig Vatnsdalsåen på Skriðuvað (ɔ: fjældskredsvad) neden for (nord for) Flodet og man er da midt i blandt dem. Som Bredefjordsøerne og Tvidægrasøerne siges de at være utallige; det er større og mindre, kegleformige grus- og sandhøje, de står så tæt, at den enes fod næsten berører den andens, og til den ud for vadet liggende gård Vatnsdalsholar med tilhørende tun bliver der næppe plads, indknebet som den ligger mellem holerne. Da man lige over for i Vatnsdalsfjældet ser en større indsænkning, er det måske ikke for dristigt at gætte på, at de skylder et fjældskred deres oprindelse; men at det skulde være et af de to anførte, som man kan se angivet, er ikke muligt — holerne nævnes allerede i sagatiden. I Sturl. omtales både Hólar i Vatnsdal og Hólavað, og bostedet for den Fakse-Brand, der i Melabok nævnes boende »oven for Hólerne« (fyrir ofan Hóla, sml. Vd. s. 55 ffg., hvor gården ikke er nævnt), må være benævnt efter Vatnsdalsholerne[45].


Jörundarfell i Vatnsdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Fortsætter man vejen mod syd gennem holerne, passerer man, syd for disse, en lille bæk Tordisarlæk (Þórdisarlækr), der løber ud i Flodet. At man her har den i Vd. (s. 26) nævnte Tordisarlæk kan ikke betvivles, og det »vatn« , der i sagaen omtales i forbindelse med Tordisarlæk, kan da ikke være noget andet end det nuværende Flod[46]. Da Ingemund med sit følge kom til Vatnsdalså — eller til Vatnsende som Melabók siger — , fødte hans hustru Vigdis en datter Tordis på et sted, som derefter kaldtes Tordisarholt (Þórdísarholt); dette navn er ikke bevaret, men må utvivlsomt søges ved Tordisarlæk; ti at samme begivenhed har givet denne navn, kan vel anses som selvfølgeligt. En bekræftelse på navnets ælde kan vel ses i, at der ved bækkens udløb i Flodet findes en Tordisarøre (Þórdísareyri). — Uagtet oprindelsen til navnet Vatnsdal intetsteds angives, kan det vel næppe betvivles, at det er dette nu oftnævnte »vatn«, hvorefter dalen er bleven benævnt, da Vatnsdalen i strængere forstand jo begynder med strøget på bægge sider Flodet, og da Ingemund jo straks ved sin ankomst fra Videdalen stødte på dette og langs dette passerede ind i dalen.


Syd for Tordisarlæk har man endnu at passere en lille, i Flodet løbende bæk, hvorefter man kommer til de tæt ved hinanden, i linje med Flodet stående gårde Miðhús og Bredebolstad (Breiðabólstaðr, Vd.). Straks oven for (ɔ: syd for) Flodet hæver sig umiddelbart ved åen et karakteristisk lille fjæld eller klippeknude — en »hnjuk« (hnjúkr); syd for »hnjuken« står den efter fjældknuden benævnte gård, Hallfr.’s Knjuk (Knjúkr)[47]. Knjuks nabogård mod syd er Helgavatn, der bærer navn efter et mosekær (en vandsamling) nordøst for gården med et ubetydeligt afløb til åen. Helgavatn forekommer i Vd. dels som navnet på en gård, dels som benævnelse på den lille sø, der var et af grænseskellene for Ingemunds landnam. Vest for åen besatte han nemlig hele den del af Vatnsdalen, der lå oven for Helgavatn. Melabók (Vd. s. 191) tilføjer »men Tormodslæk (Þormóðslækr) falder fra vandet — ɔ: søen — i åen«; er denne angivelse rigtig, må Helgavatns afløb (os) i ældre tid have båret navnet Tormodslæk — derom vides dog intet nu. — I nærheden af Helgavatn skal i følge Vd. en gård Sleggjustad (Sleggjustaðir) have ligget; om den vides nu intet.


Den bedste oversigt over en større del af Vatnsdalen får man, i det man øst for Flodet bevæger sig ind efter. Den viser sig da som en langagtig, noget bugtet dal, mod vest begrænset af højdedrag, der hist og her hæve sig til eller afsluttes med en lille fjældknude; bag ved disse hæver sig igen Videdalsfjældet. Som dalens østlige begrænsning har man bestandig umiddelbart ved sig på venstre hånd det mørke Vatnsdalsfjæld. Skoven, som Vd. omtaler i dalen, er forsvunden. Først møder man her {ɔ: øst for åen) gårdene Mårstad (Márstaðir), Grundarkot og Hjallaland, med en kun kort indbyrdes afstand — men alle på kortet afsatte noget for sydlig, så at de vistnok kan rykkes en »bæjarleid« mod nord. A. M. angiver, at Grundarkot oprindelig hed Grund, og at gårdens land fra først af har hørt under Mårstad. Om Hjallaland bemærkes sammesteds, at gården er truet af fjældskred, og at den tre gange har været flyttet for sådanne; en af disse gange er formodenlig år 1390, da gården i følge annalerne begravedes under et fjældskred. — Efter Vd. at dømme synes endog alle tre ovennævnte gårde oprindelig at have hørt sammen, men fremstillingen i sagaen er noget uklar, da Hjallaland både bruges som benævnelse på en gård og på en græsrig »hjalle« (fjældafsats), som først noget efter bebyggelsen opdages og da giver anledning til en strid. I følge sagaen var Grund, der vel med sandsynlighed kan antages at svare til det nuværende Grundarkot, den først bebyggede af de tre gårde; her boede Ingemunds svoger Jörund hals, der tog land fra Urdarvatn til Mogilslæk og rejste sin gård vest for Jörundarfjæld. Først hans søn Mår (eller Måv) flyttede til Mårstad. Mogilslæk (Mógilslækr) må søges nordligere end Mårstad, men navnet på denne bæk er næppe nu bevaret. Jörundarfjæld (Jörundarfjall, nu — fell) er navnet på det højeste parti i Vatnsdalsfjældet (ikke, som på kortet indskrænket til en enkelt knude sydlig i dette). — Medens Mår boede på Mårstad, boede i følge Vd. på gården Hjallaland Torgrim skindhue, der synes at have været Mårs fæster eller at have stået i lignende afhængighedsforhold til ham. Mårs fårehyrde finder en gang nogle af sin herres får, som man længe havde savnet, i en tidligere ukendt, god og skovrig landstrækning, som vel stødte op til Ingemundssønnernes land, men som Mår dog tilegnede sig, da man alene fra hans land havde adgang til den. Den strid, som herved foranlediges mellem Ingemundssønnerne og deres frænde Mår, ender dog med, at Mår får lov til at beholde det omstridte landstykke, fordi man kun fra hans land kunde komme op til det. Denne landstrækning er åbenbart den »hjalle« eller af sats i fjældsiden, som man, midtvejs i lien, ser åbne sig ud imod landet mellem Mårstad og Hjallaland, hvorfra den så strækker sig imod syd, indtagende en jævn, højtliggende strækning mellem højfjældet og et lavere, men stejlt fjældparti; først omtrent ud for Hvamm, der ligger en god halv mils vej længere oppe i dalen, ender den.


Hvammur i Vatnsdalur. - (W.G. Collingwood, 1897)
Vejen fra gården Hjallaland ind efter i dalen fører langs Vatnsdalsfjæld, der her bliver stejlt, med lodrette fjældknuder for oven, og fjældsiden ellers bedækket med en karakteristisk ophobning (»urd«) af klippeblokke og store sten. Lidt højere oppe i dalen, end hvor Helgavatn ligger vest for åen, er vejen lagt mellem fjældskråningen (urden) og en lille sø eller stort kær Urdarpoll (Urðarpollr); ud for kæret falder fra fjældkanten , gennembrydende i»hjallen«s nedre væg, en lille bæk Fosslæk(r), der først går i en bugtning i sydlig retning i mosen, men derpå falder i Urdarpoll. I denne lille sø har man selvfølgelig Vd.'s Urðarvatn, og i bækken Melabóks Forslæk(r). Urdarvatn var nordgrænsen for Ingemunds landnam øst for Vatnsdalså, og i Melabók siges netop Forslæk at falde øst fra ud i denne sø; noget egentligt afløb til åen har Urdarvatn ikke. — Hvamm (Hvammr, Finnb., Sturl.), som er Hjallalands nabogård mod syd, er ved en lang »bæjarleið« skilt fra denne. Gården står på græsklædt hvælvet grund med foranliggende enge ved enden af Vatnsdalsfjældets højere, nordlige del.


Hvamm er ved to mellemliggende gårde skilt fra Hov (Hof), dalens i historisk henseende mærkeligste gård, Vatnsdælehøvdingen Ingemund den gamles sæde. Nærmer man sig stedet, hvor gården skal søges, møder øjet først ikke andet end store grusbanker (melholt), og man bliver noget forbavset over den plads, Ingemund har valgt sig: men i det man passerer en hals af disse, overraskes man af en hel ny udsigt. I en lille, men forholdsvis bred, jævn dalflade ved foden af lien og til dels skrånende ned fra denne ligger Hov omgiven af to store, stejle, fra lien fremløbende melholt, med den grønne, aldeles jævne dalgrund (tunet) foran, der fortsætter sig helt ned til åen. Fra den af holtene næsten som en ramme indesluttede, luntliggende gård med sine grønne omgivelser fortsættes udsigten forbi karakteristiske i dalen fra bægge sider fremskydende grusbanker til dalbunden — afvekslende ved den her fremskydende høje »tunge« med sidedale til bægge sider, høje lier o. s. v. — Op over gården viser sig et noget mindre, til dels græsgrot holt, kaldet »goðhóll«; her skal Ingemunds store hov (tempel) have stået [48]. — I Vd. (s. 51) siges, at noget af det bedste, der hørte til Hovs land, var Eyjarenge (Eyjarengi ɔ: øengen); dette kan næppe være andet end den nu såkaldte Bakkeø (Bakkaey), således benævnt efter den nord for Hov liggende gård Bakke. Denne engstrækning ligger vel øst for Vatnsdalså, men ved en sumpig rende (síki) næsten helt askåret også mod øst[49]. — Vd. fortæller om Ingemund kun ganske i almindelighed, at han efter sin død blev lagt i skib, uden nærmere at angive stedet, hvor han begravedes; derimod siges der senere (s. 67) om Ingemunds sønnesøn, den smukke Ingolv, at han forlangte at lade sig begrave i et andet holt, end der hvor hans frænder var begravne, i det han mente, at Vatnsdalsmøerne vilde snarere mindes ham, når han lå så meget nærmere vejen. Traditionen vil lade Ingemund være begravet i Ingimundarholt, i lien mellem Hvamm og nabogården mod syd Eyjolvsstad (Eyjólfsstaðir). Stedet, hvor Ingolv i følge Vd. blev begravet, påvises derimod vest for åen. Vel er det i og for sig heller ikke utroligt, at vejen vest for åen tidligere har været den mest benyttede ; den er meget god, og måtte navnlig, ved ikke at have nogen tilsvarende »urd« til den under Vatnsdalsfjældet , have et fortrin. Men på den anden side giver sagaens udtryk ikke anledning til at formode, at hans grav har været så betydelig fjærnet fra familiens gravplads. Stedet, hvor Ingolv jordedes, hedder Ingolvsholt (Ingólfsholt), siger sagaen. Dette navn er vel ikke bevaret, men som Ingolvs grav (Íngólfsleiði) angives en nu til dels opbrudt stendysse sydvest for Hvamm, hinsides åen (tæt syd for gården Gilstaðir). Af den antkv. indb. fra Undirfell 1820 ses, at Ingolvslejde netop da i henhold til den fra oldsagskommissionen udgåede rundskrivelse var bleven undersøgt, men uden at man fandt noget spor til begravelse her[50].


Kornsá i Vatnsdalur. - (W.G. Collingwood, 1897)
Kort syd for Gilstad ligger gården Kornså (Kornsá); denne, der nu er en smule flyttet, har før stået umiddelbart, ved den nordre bred af den lille Kornså, noget før dennes udløb i Vatnsdalså. Gården (og åen), der i Vd. nævnes Karnså (Karnsá)[51], forekommer oftere i sagaen, dog ikke uden at en vis vaklen i beretningen om begivenhederne her og den her hjemmehørende slægt hist og her er umiskendelig. Den bekendte Vatnsdælehøvding Torkel kravlas fader Torgrim boede her og bar efter denne gård navnet Karnsågode (Karnsárgoði). I forbindelse med Karnså ligger det nær at sætte det nogle gange i sagaen forekommende Karnsnæs (Karnsnes), hvis bestemmelse dog frembyder flere vanskeligheder. Kampen om hjalle-landet mellem Mår og Torgrim skindhue på den ene side, Ingemundssønneme på den anden fandt således sted i Karnsnæs, der imidlertid næsten med nødvendighed må antages at have ligget øst for Vatnsdalså, uagtet der er noget påfaldende ved et Karnsnæs øst for åen, et Karnså vest for samme. Mår og Torgrim støder nemlig på fjenden her ved med deres folk at drage Ingemundssønnerne i møde (fra Mårstad af), efter at de har erfaret, at disse er på vejen imod dem (utvivlsomt udgående fra Hov), Efter at kampen har varet nogen tid, kommer folk til fra de omliggende gårde, først og fremmest Ingemundssønnernes frænde Torgrim fra Karnså. Denne sidste beretning lader formode, at man fra Karnså har måttet kunne se, hvad der foregik i Karnsnæs. Hvor Karnsnæs skal søges, er dog ikke let at afgøre; nu forekommer navnet intetsteds. Gående ud fra, at man fra Karnså har kunnet være vidne til kampen, kan man måske med mest sandsynlighed henlægge det til næsset syd for Hvamm. Senere hen i sagaen (s. 56) nævnes en Eyjolv fra Karnsnæs; tør man måske sætte denne mands navn i forbindelse med Hvamms nabogård mod syd Eyjolvsstad? Når der (Vd. s. 35) fortælles, at Torgrim Karnsågodes fader ved giftermålet med Ingemunds datter fik Karsnesland, må det vel rettest anses for en skrivfejl (hvoraf denne sagaredaktion har flere) for Kornsárland. — Under kampen i Karnsnæs styrter Torgrim sig såret i åen — stedet hed derefter Huvuhyl (Húfuhylr ɔ: Huehøll, Huehulning); navnet er ikke bevaret.


Kornsárfoss i Vatnsdalur. - (W.G. Collingwood, 1897)
Syd for Kornså, hinsides den lille å, ligger præstegården Undirfell, sædvanlig kaldet Undunfell. Mærkelig nok forekommer gårdsnavnet under denne forvanskede form allerede i Vd., i det der siges, at Ingemunds søn Tore boede på Nautabú, »som nu hedder Undunfell«. Gården, der har sit navn efter et »fell« oppe over lien her, er simpelt hen blevet betegnet som liggende »under fjældet«, og derved har forbindelserne »undir fell«, »undir felli« og »undan felli« måttet danne sig, af hvilken sidste et navn Undan- eller Undunfell igen er opstået. — Om Nautabú minder endnu benævnelsen Nautabúsmóar, der er knyttet til en strækning nord for gården.


Syd for Undirfell, adskilt herfra ved et par mellemliggende gårde, følger Ås (Áss), hvor Ingemund i følge Vd. gav den onde Hrollejv og hans tryldekyndige moder Ljot bolig. Gården ligger skrås over for det nordøstligere Hov, dog bag ved store melholt, nær vesterlien. De store fra bægge sider fremskydende grusbanker spærre i det hele næsten dalen her. En af disse lange banker vest for åen kaldes Ljótunarmel(r), dens sydlige mere græsbevoksede del Ljótunarkinn; nogle tomter her — der allerede af A. M. omtales som meget gamle gårdlævninger — udgives for resterne af Ljots gård, der altså således ikke skulde have ligget, hvor gården Ås nu ligger, men betydelig nærmere åen, og nærmere Hov.


Omtrent til i linje med Ås strækker sig øst for åen Vatnsdalsfjældet; ved fjældets sydlige ende står gården Marðarnúp(r), fra hvilken en i begyndelsen temlig stejl vej ligger op over fjældheden til den østligere Svinadal. Under det par timers ridt, som vejen medtager, har man mod nord udsigt først til »hjallen«, derpå over det ved en dalsænkning tvedelte fjæld, mod syd over udstrakte heder. Mardarnup må være den i Finnb. oftere omtalte gård Gnup (Gnúpr), hvor en af Finnboge beskyttet, men af Ingemundssønneme forulæmpet familie bor.


Ud for Mardarnup forgrener Vatnsdalen sig; mod øst udsendes den mindre Gudrunarstadadal (Guðrúnarstaðadalr), mod syd den længere Forsæludal(r) — som dog vel almindelig antages først at begynde oven for Grímstúngur — . Mellem de to dale med tilhørende vandløb indesluttes et højdedrag, der mod nord udformer sig til en »tunge«. Forrest i tungen på det flade land står gården Torormstunge (Þórormstúnga), det må være denne gård, der i Vd. (s. 35) er omtalt som »den nedre Tunge (Tunga in neðri) i Videdal, som siden kaldtes Torormstunge«. Videdal må da antages ved en fejlskrift at være indkommet for Vatnsdal, »den nedre Tunge« er gården vel bleven kaldt til forskel fra Grimstunge [52]. Oven for Torormstunge i tungens fjældskråning ses tomterne af en gård Jökulstad (Jökulsstaðir), som allerede i A. M. omtales som en gammel ødegård under hovedjorden. Her skal Jökul Ingemundssön have bot. Om ham fortæller Vd. (s. 44), at han boede i Tunge[53].


Udsigt fra Vatnsdalur ind mod Haukagil og Grímstunga. - (W.G. Collingwood, 1897)
Sydvest for Torormstunge ligger Haukagil, der er den anden gård syd for Ås, ligesom den liggende vest for åen. Gården ligger under lien, kort nord for ses en stor, bred og brat fjældkløft Haukagil, hvorefter gården har taget navn. Efter Krstn. og Vd. skulde kløften have fået sit navn af, at de to bersærker Hauk, som biskop Frederik fik dræbt ved hestgildet på Haukagil, jordedes her. — Mellem Haukagil og nabogården mod syd Grimstunge får Vatnsdalså et betydeligere tilløb (Álptaskálará) fra en stor og dyb fjældkløft i lien. Afstanden mellem de to gårde er kun kort. Grimstunger (Grímstúngur) eller Grimstunge, som gården nu ofte kaldes, ligger ret smukt under lien ved indgangen til den smalle Forsæludal. Her boede Hallfred vandrådeskjalds fader Ottar, og Vd. fortæller om, hvorledes den smukke Ingolv Torstenssön ved en boldleg her gør Valgerd Ottarsdatters bekendtskab, da bolden flyver op til hende i brekken (skråningen), hvor hun sad. Gården står på en jævn grøn terrasse — som tunet optager — , der falder af med en græsgrot bakke mod den neden for liggende slettegrund, der navnlig mod sydøst, ind mod Forsæludal, er ualmindelig jævn og af en smuk ind mod bakkeskråningen (brekken) buet form; dette sted må særlig have egnet sig til plads for boldleg eller lignende øvelser.


Fra Grimstunge udgår den meget benyttede Grimstungehede-vej — om hvilken til dels allerede tidligere er talt — , som fører over Grimstunge og Arnarvatns heder til Kalmanstunge i Myre syssel. Opstigningen finder sted oven for gården; heden er forholdsvis jævn og selv i begyndelsen uden stærk skråning; de i begyndelsen forholdsvis frodige strækninger afløses længere inde af magrere, afvekslende med små mosedrag, enkelte vandsamlinger, og i øvrigt stenede, lave holt. Efter en halvanden times vej når man en lille sletteflade, hvor man vil vide, at en gård Skute (Skúti) skal have stået, oven til begrænset af Skútabrekka; her »undir Skúta« tilbringe mange rejsende den første nat. Herefter når man op på den egenlige højhede. Længe går udsigten væsenlig nord efter, over Videdals og Vatnsdals fjældene, enkelte fjældtoppe hæve sig længre ude, i nordøst, svagt over højderanden. Efterhånden begynder større partier af heden syd over at vise sig, og enkelte højder her dukke op, indtil den store jøkelklynge møder øjet: Langjøkel tæt øst for Eriksjøklen og strækkende sig frem forbi denne, Strut hæver sig bag ved Eriksjøklen, og i sydvest træder endelig Baula med tilhørende fjælde frem. Flere vandløb passeres, ved et af disse (Hólmakvísl, nær Danðsmannskvísl) er det sædvanlige bedested og hvilested for natten for rejsende. Heden er nemlig i det hele kun sparsomt bevokset, og kun de forskellige bækkes nærmeste omgivelser frembyde en noget frodigere græsvegetation. Hedevejen, der i skarpt ridt kan tilbagelægges i c. 15 timer, forlænges meget ved de idelige bugter, den slår.


Forsæludalen (Forsæludalr ɔ: skyggedalen) svarer til sit navn: både på grund af dens retning og endnu mere på grund af dens smalhed, med høje hvælvede lier til bægge sider, når her nemlig mindst tre måneder af vinteren ingen solstråle ned; men i øvrigt er det en ret smuk og græsrig dal. Dalens to gårde: Kot, tidligere Torfastaðir, og Forsæludal(r) — den sidste med en tilhørende hjåleje — ligge bægge øst for åen. Vest for åen findes imidlertid tomterne af det i Grettes saga omtalte Torhallsstad (Þórhallsstaðir), hvor Grette måtte bestå sin hårde kamp med gengangeren Glåm, der ved sit spøgeri havde lagt alle gårdene øde oven for Tunge (ɔ: Torormstunge). Allerede i A. M. omtales Þórhallastaðir som almindelig bekendte gårdstomter, hvis forbindelse med Grt. man mindedes, men hvor der i mindst 200 år ingen bebyggelse havde været. Derimod omtales gården i Auduns måldage som endnu bebygget. Tomterne, der ligger en lille halv mil fra Grimstunge, omtrent over for gården Kot, er temlig ubetydelige (bestå af en større og en mindre, langagtige, sammenbyggede). Fra Torhallsstad ses tydelig, oven for (ɔ: syd for) Kot, den ikke langt borte liggende gård Forsæludal. I Vd. nævnes Forsæludal oftere, uden at man dog altid med bestemthed kan se, om det er gården eller blot i almindelighed dalen, der tænkes på. I Forsæludal boede således den for menneskeofringer mistænkte Torolv heljarskæg, indtil han må fortrække. Forsæludal, og som det synes selve den således benævnte gård, var endvidere bolig for Klakka-Orm, der pludselig dukker op i sagaen (Vd., s. 67), hvor talen er om godevalget efter Ingolv Torstenssöns død. Her er tydelig nok på dette sted opstået nogen forvirring i fortællingen, ved at godordsmødet først er tænkt holdt på Karnså, men dog umiddelbart efter berettes at gå for sig i Forsæludal; ved denne lejlighed dræber den 12årige Torkel kravla storbonden Torkel silvre, en begivenhed, som Melabog netop lader foregå på Karnså. Et par sider længre henne (s. 70) forveksles Klakka-Orm med Torkel kravlas farfader Hallorm. Sagaen går derefter over til at fortælle om et gilde i Forsæludal, hvor Torkel kravla hårdt udæsket dræbte den mundkåde Glæde(r), der blandt andet spottede ham, fordi han under festforberedelserne havde hjulpet arbejdsfolkene på gården. I og for sig falder det naturligere med Melabog at tænke sig gildet holdt i Torormstunge, hvor Torkel netop på den tid havde hjemme og altså lettelig kunde føle sig opfordret til at give tjænestefolkene en håndsrækning; men andre i forbindelse med denne begivenhed nævnte lokaliteter må snarest søges højere oppe i dalen. Efter at Torkel havde dræbt Glæde(r), løb han ned til åen og skjulte sig i en hule Kravla-hule (Kröfluhellir), der af denne begivenhed skulde have fået sit navn, — under en foss i Vatnsdalså, føjer Melabog til. Nogen efter Torkel kravla benævnt hule skal nu ikke findes. Lidt oven for gården Forsæludal skal der findes en foss i åen, men nogen hule er egenlig ikke her; en slags hule eller grotte skal findes noget længre nede vest for åen.


Grímstunga - (W.G. Collingwood, 1897)
Efter at være fordreven fra sin første bolig i Forsæludal byggede Torolv heljarskæg (eller heljarskind, som han også og vel rettere kaldes) sig et virke syd på ved Fredmundarå (Friðmundará, Vd. s. 49), hvor Ingemundssønnerne senere må angribe ham og hans fæller. Det er omgivet af elvekløfter (árgljúfr), som man kun med besvær kommer over; Torolv flygter, men indhentes og nedhugges grædende på et sted, som derefter benævntes Gråtsmyr (Grátsmyrr ɔ: Grådsmose). Længst oppe i Forsæludal ser man to overordenlig store, bratte klippegil, et omtrent i syd, hvorfra Vatnsdalså kommer, et mere i øst, hvor Fredmundarå har sit løb. Den mellemliggende tunge består af stejl klippe eller klippeskred; her antager man, at virket har været. Navnet Gråtsmyr er ikke bevaret [54].


Mellem den nord for Forsæludal-gården liggende gård Kot og Torormstunge omtaler A. M. et stedsnavn Smedshol (Smiðshóll) i lien, og der tilføjes, at dér mener man har været bebyggelse fordum, men at et fjældskred har ødelagt den. Det synes rimeligt at antage, at den i Vd. (s. 44) omtalte gård Smedsstad (Smiðsstaðir), hvor Ingemunds søn Smed boede, har stået her [55].


I Vd. er omtalt en gård Gudbrandsstad (Guðbrandsstaðir) i Vatnsdal, hvor Ingolv Torstenssöns broder Gudbrand boede. Om dennes beliggenhed vides intet. Der fortælles i sagaen (s. 62—65) om to snigmordsforsøg, der gøres mod Gudbrand, hvoraf det sidste også medfører hans død. Første gang forsøger snigmorderen Tore at dræbe Gudbrand, i det han går ud af sit hus, men denne undgår hugget, og nu løber Tore ud af gården forfulgt af Gudbrand. Tore sprang over åkløften (árgljúfrin) straks da han kom dertil, men faldt; Gudbrand slynger sværdet efter ham og springer så selv bagefter; han finder ham gennemboret af sværdet og dysser ham der. Senere kommer snigmorderen Svart til Gudbrand, efter forgæves at have søgt at få adgang til broderen Ingolv, og fortæller ham, at hans heste — som han på rejsen syd fra over heden har sluppet løs i Hvanndalene (Hvanndalir), hvorefter han har fortsat vejen gående — er blevne borte på heden, og beder Gudbrand lade hans oppakning hente. Denne lader virkelig også Svarts sager og de sammesteds fundne heste fare hjem, og Svart bliver nu hos ham vinteren over. Men om foråret, da Gudbrand med sine folk er undervejs til sæteret, ser Svart lejlighed til at gennembore Gudbrand med et spyd, dog undgår han heller ikke dennes sværd, og bægge dø. Stedet hedder Svartfellsmýrar eller Svartsmýrr (Melabog). Hvad Gudbrandsstad angår, da må gården, hvis man vil lægge vægt på sagaens omtale af »árgljúfr«, søges uden for selve Vatnsdalen, ti her løber åen ingenlunde i noget klippeleje, — enten i en af Vatnsdalens to større sidedale længst imod syd, eller, og dette måske snarest, ved den gennem en fjældkløft ned mod Vatnsdalså strømmende Alftarskålarå nord for Grimstunge. Det eneste navn i Vatnsdals egnen, der kan minde om Gudbrandsstad er et i A. M. forekommende stedsnavn Gullberustaðir eller Gullbergsskriða nordvestlig under Vatnsdalsfjældet (ved gården Öxl). Pastor Jon Kristjanssön (Bredebolstad i Vesterhop) fremsætter den formodning, at Vatnsdæla sagas Gudbrandsstad har været den nu Mardarnup benævnte gård i Vatnsdal, da denne gård længe har vedligeholdt sæterfærd øster på til fjælds, i en retning, hvor på vejen navnet Svartsfell, og mosestrøg om det således benævnte fjæld, skal forekomme. Herimod er dog at indvende, at Mardarnup utvivlsomt omtales i Finnb. under navnet Gnup. — At gården Gudbrandsstad har været til under dette navn, er der dog næppe grund til at betvivle; det kan vel tilmed antages, at bevidstheden herom hos sagaskriveren har foranlediget forvirringen i Hejdarviga saga.


Om beliggenheden af Svart[fell]smýr[a]r har intet kunnet bringes i erfaring med undtagelse af oven nævnte vink.


Hvanndalene må, som det ses af sagaen, søges inde på højheden. I en til sognebeskrivelsen for Audkula (1873) knyttet beskrivelse af de oven for bygden liggende hedestrækninger nævnes i fjældene ved Langjøklens nordøstende to Hvannavallagil. Ellers synes intet om »Hvanndalir« mindende stedsnavn at være bevaret.


Ganske uden tilknytningspunkt er man med hensyn til bestemmelsen af Hrutastad (Hrútastaðir), hvor i følge Vd. (s. 28) Hrute boede; mon denne alene her nævnte Hrute med samt hans gård ikke kunde være indkommet ved en fejllæsning for Hvate og Hvatastad (Hvatastaðir) ? Hvate og Asmund var, beretter Vd., Ingemunds trælle. Disse to omtales også, hvor der er tale om deres landnam, parallelt; Hvate tog land fra Mogilslæk til Giljå — og boede på Hvatastad, føjer Ldn. til — , Asmund fra Helgavatn ud omkring Tingøresvejt. Næsten umiddelbart herefter er det, at Vd. angiver »Hrutastad« som »Hrutes« bolig, Gnup som Asmunds. Ldn. (Melabog indbefattet) kender derimod kun Hvate, og Melabog anfører netop Hvates og Asmunds bolig samtidig. Stedet for Hvatastad kendes i øvrigt heller ikke; den må søges nord for Hnausar, under Vatnsdalsfjældet; hvor der nu findes gårdene Öxl og Brekka.


Giljå (Giljá), nordgrænsen for Hvates landnam, er alt tidligere nævnt som Vatnsdal-Tingøre bygdens ydergrænse mod nordøst. Den lille å kommer fra Saudadalen (Sauðadalr, Vd. s. 26, 28), en smal, som sætersted benyttet dal, der strækker sig i sydlig retning op i Vatnsdalsfjældet. I nordvestlig retning søger åen efter sit udløb fra dalen ud mod Hunavatn, i et smalt af stejle grusbanker indesluttet kløftleje. Nær åens udløb står gården Giljå, Store Giljå (Stóra Giljá) nord for åen. Lille Giljå (Litla Giljá) syd for samme. Den nærmest »gilet« (åkløften) stående Store Giljå, der er den betydeligste af de to gårde, anses for at være den i Kristne-saga og fortællingen om Torvald vidførle omtalte gård Giljå, hvor Torvalds fader Kodran boede. Den store sten, hvorfra biskop Frederik fordrev Kodrans skytsånd, vil man påvise nord for gården, hvor der i temlig afstand fra denne i grusbankeskrænten står en stor klippeblok [56].


Forbi nordenden af Vatnsdalsfjældet ligger øster ud en vej, benævnt Reykjabraut (Reykjavejen) efter en gård Reykir, der står ud for vestenden af den omtrent en mil lange, men forholdsvis meget smalle sø Svinavatn, der skiller mellem de syd for liggende dale og bygden nord for søen. Ud for Reykir hæver sig den pyramideformede fjældtinde Reykjanýpa (eller -nybba), hvormed Vatnsdalsfjældets østre del, det såkaldte Svinadalsfjæld ender; højt oppe i fjældskråningen ses her tre lyse, gulrøde, langagtige pletter, i farven af slående lighed med solskinspletter; det lyse parti i fjældet bærer navnet »Grettesskjorte« (Grettisskyrta), og sagnet lader det være fremkommet ved, at Grette her en gang har tørret sin skjorte[57]. — Øst for Svinadalsfjæld strækker sig Svinadalen (Svínadalr)i sydøstlig retning op mod hederne. Dalen er forholdsvis kort, sumpig og uvejsom, gennemstrømmet af den lille Svinadalså og mod øst begrænset af et lavere højdedrag Audkulahals, under hvis nordre ende præstegården Audkula (Auðkúla) står. Der er noget trist ved Audkulas omgivelser, der gør det ganske naturligt, at sagn om spøgeri længe har været knyttet til gården, for hvis beboere Svinavatns is tit viste sig troløs. — Svinavatn siges i Vd. at ligge i Svinadal. Som det fremgår af Vd. og ligefrem siges i Ldn., tog dalen navn af Ingemunds forvildede svin, som her formerede sig så stærkt. I Krm. nævnes én gang (s. 226) i en vise Svinadal og omtales her som bolig for Kormaks nu med Torvald tintén gifte elskede Stengerd. Ellers i sagaen (s. 190, 192) nævnes Sunnudal(r) som Torvalds og Stengerds bolig; men sagaens fuldstændige forvirring med hensyn til alt topografisk — eller, måske rettere sagt, den gennem sagaen gående fuldstændige ligegyldighed for alle stedsbestemmelser - fornægter sig heller ikke her. Den lader ideligt samkvem og tilfældige sammenstød finde sted mellem Kormak i Midfjord, Torvald & Stengerd, samt Torvalds broder Torvard i Fljot (længst mod nordøst i Skagefjord). Noget Sunnudal i disse egne kendes slet ikke; og det er vel næppe for dristigt at antage, at Sunnudal i den prosaiske tekst er en forvanskning af Svinadal, så meget meget mere, som man vel kan antage, at viserne er den kærne, hvorom den på mange steder forvirrede prosaiske tekst har dannet sig.


Mellem Audkuluhals og den østligere Storedalshals strækker sig den mindre betydelige Slettådal (Sléttárdalr) i samme retning som Svinadal. I dalen findes kun to gårde, vest for åen Lille Dal (Litli Dalr), der i følge A. M. næppe oprindelig havde været nogen selvstændig ejendom, øst for åen Store Dal (Stóri Dalr), der står i dalmundingen højt oppe i halsen. Det er utvivlsomt denne dals navn, der i Heið. forekommer i formen Slettedal (Sléttidalr, í Sléttadal); der siges nemlig (s. 323) om en mand, at han boede i Slettedal »op fra Svinavatn, hvor der er to gårde af dette navn«. Da »Slettedal« (ɔ: den jævne dal) giver god mening, tør man vel ikke antage »Slettådal« for dalbenævnelsens oprindelige form.


Øst for Storedalshals løber den store jøkelelv Blanda, der i et nordvestligt løb søger ud mod havet. Den ikke store, omtrent firkantede strækning, der indesluttes mellem Giljå & Hunavatn i vest, Blandas nedre løb i øst, Vatnsdalsfjældet og Svinavatn i syd, samt havet mod nord, benævnes Åsene (Ásar). Landskabet er sumpigt og vandfyldt, gennemstrøget af lave, bakkeformige højdedrag. Det synes omtrent at svare til oldskrifternes Kolkumyrar (Kólkumýrar, eller: Kólgumýrar, Heið., Þorv. víðf.), et navn, som vel endnu skal forekomme, men, som det synes, indskrænket til et enkelt nordøstligt strøg i bygden, hvorimod benævnelsen Hálsar (ɔ: Halsene) i Heið., der i betydning jo omtrent svarer til »åsene«, den gang synes at have været indskrænket til en del af Åse-bygden. Mod nord har Svinavatn et afløb i den lille Lakså (Laxá), der til adskillelse fra den nordøstlige å af samme navn stundum kaldes Indre Lakså eller Fremre Lakså. Lakså i Åsene har sit udløb fra søen ikke langt fra dennes nordvestlige hjørne, løber så først imod nord og nordvest — på denne strækning gennemløbende en mindre sø Laksåvatn (Laxárvatn) og gør derefter en pludselig bøjning mod sydvest for sluttelig at falde ud i Hunavatnsos. I landet vest for åen ligger omtrent midt i bygden den i Heið. nævnte gård Medalhejm (Moðalheimr), som dér (s. 322) siges at ligge på Kólgumýrar. Længre imod nord, hvor Lakså gør sin stærke bugtning mod syd, ligger Holt, der i Vd. omtales som liggende på Kólkumýrar, og hvor mosestrækningerne endnu skal have bevaret deres gamle navn. Þorv. víðf. (s. 46), der kalder gården Holt på Kólgumýrar, fortæller om den her boende fromme Måne den kristne, der byggede en kirke ved gården efter at være bleven døbt af biskop Frederik. I den nærliggende å (Lakså) fik han, da en hungersnød truede, rigelig laksefangst, som senere vedblev, i en »hyl« (vandsamling, fordybning) under fossen, som efter ham kaldtes Månefoss (Mánafors). I nærheden af kirken levede han som eneboer. Et minde herom var en efter ham Månegerde (Mánagerði) benævnt indhegning ved kirkegården, hvor han slog det hø, der behøvedes for hans eneste ko. — På A. M.'s tid (1706) synes man endnu at have vidst lidt besked med Månegerde. I jordebogen omtales nemlig nogle gærdelævninger kort fra gården Holt, hvor der længe havde været stekk; efter en enkelt mands udsagn bar stedet navnet Mánagerði. Nu benævnes en ødegård hinsides (øst for) åen Mánakot. »Hylen« beskriver A. M. som »et af gud dannet stenkar« i en foss i Lakså, hvori laksen falder, når den søger at springe op over fossen; når man da stemmer for det tilløb af åen, der flyder i karret, kommer fisken til at ligge på tør grund. Fossen må være Mánafoss, Laksås eneste foss, der i følge sognebeskrivelsen endnu bærer dette navn [58].


Også øst for åen omtale sagaerne flere gårde. Omtrent ud for midten af Svinavatn, men noget længre i nord, vel en fjærdingvej borte, hæver sig det lille borgformige Burfell, under hvilket to derefter benævnte gårde stå. Burfell nævnes i Heið. som en gård, liggende »mellem Svinavatn og Blanda, ude på Halsene«; her boede Erik vidsjå, hvis møde med Barde (s. 335) skildres på en om kendskab til egnen vidnende måde. — I den lave hals nord for Svinavatn står sydøst for Burfell gården Sólheimar; ved bredden af søen findes her en klippeknude eller høj Bejgul (Beigull), der også tydelig ses fra Svinadalens munding syd for søen, navnlig fra Audkula, over for hvilken gård den omtrent står. Bejgul antages at svare til den i Vd. (s. 27, 28) nævnte Bejgadarhol (Beigaðarhóll), hvor den Ingemund tilhørende galt Bejgad død af udmattelse efter at have svømmet over søen. Svinavatn ser i øvrigt her ud til kun at være hen ved en halv fjærdingvej bredt. — Smallest er søen for den østlige dels vedkommende; længst imod øst står nord for søen den efter denne benævnte gård Svinavatn (Heið. s. 323).


Østgrænsen så vel for bygden syd for Svinavatn (Svinavatnshrepp) som for Åse-svejten dannes af åen Blanda. Dette også i oldskrifterne flere gange omtalte anselige rindende vand er en jøkelelv, hvad allerede navnet antyder [59]. Dog nærmer den sig i henseender noget til en almindelig storå; således løber den uden forgreninger i et regelmæssigt leje og har sine bestemte, faste vadesteder, som ikke er jøkelelv-vadenes idelige omvekslinger underkastede. Blanda udspringer på vestsiden af Hovsjøkel (Hofsjökull), en høj jøkel af lignende art som Langjøkel, øst for hvilken den ligger. Derfra løber elven i nordnordveøtlig retning til bygden, gennem hedestrækninger af lignende beskaffenhed som Arnarvatns-Grimstunge heden og ligesom denne udgørende en del af det store indre højland.


Jøkelsyn - Eiríksjökul og Langjökul - (W.G. Collingwood, 1897)
Langs Blanda og videre mellem Langjøkel og Hovsjøkel til de øvre bygder i Ånæs syssel på Sydlandet fører en af landets længste fjældveje, den såkaldte Kølvej (Kjalvegr). Trods sin længde — den medtager mindst to døgn — benyttedes den dog i ældre tid jævnlig. Senere blev den, ligesom flere af landets udstrakteste eller farligste hedeveje, næsten helt opgivet; og særlig bidrog for denne vejs ved kommende en sørgelig begivenhed i slutningen af forrige århundrede, da fem mennesker med en stor drift får under en efterårsrejse til Nordlandet her omkom, til at afskrække folk fra dens benyttelse[60]. Den nærmeste strækning syd for Blandas kilder, mellem Langjøklen (eller — som den nordre del kaldes — Baldjøklen) og Hovsjøklen, der for største delen bedækkes af det fra Langjøklen fremvældende Kølhraun (Kjalhraun), danner på dette strøg ligesom skellet mellem Nordlandet og Sydlandet. Denne strækning kaldtes i ældre tid — og kaldes vel til dels endnu — Kølen (Kjölr), og efter den har hraunet (så vel som et i dette stående fjæld) og selve hedevejen fået navn. Nordlig i Kølhraunet står fjældet Duvufell (Dúfufell), der ved sit navn minder om Grettes sagas Dúfunesskeið eller, som navnet oprindelig må have lydt, Dúfunefsskeið (Duvunevsskejd) [61].


Ved Langjøklens nordøstre hjørne, mod syd og øst begrænset af Kølhraunet, ligger en lille, græsrig dal med en ved sin vulkanske virksomhed højst mærkværdig slette Hvéravellir (ɔ: Hverevold). De forbavsende dampudstødninger her og de her værende stærkt kogende hverer, til dels springkilder, beskrives både af Eggert Olavssön og Henderson[62] og navnlig den sidste giver en udførlig skildring af stedets mærkværdigheder. Mest forbavsende er en lille høj af kiselsinter, hvorfra dampskyer udstødes [63] med en frygtelig larm og kraft og med en lyd som en hvislende brølen. I kort afstand fra denne Brølehøj (Öskrhóll) findes fire springkilder, af hvilke navnlig den fjærneste har larmende med stærk dampudvikling forbundne udbrud, hvorunder vandet sendes adskillige fod i vejret. Henderson beskriver det som højst overraskende at se den regelmæssighed, hvormed de idelig gentagne udbrud finder sted. Først giver Brølehøjen signal, straks svarer den store springkilde ved den anden ende af pladsen, og nu kommer også turen til de andre. — Desforuden nævnes en mængde kildebassiner med kogende vand — hvoriblandt et dobbelt så stort som den store Geysers — og talrige, dampskyer udsendende kløfter i den nærmest liggende del af hraunet.


Den oven nævnte græsrige dal kaldtes i ældre tid Hvinverjadal (Hvinverjadalr, også skrevet Vinverjadalr), selve stedet for de varme kilder er det formodenlig, der forekommer under benævnelsen Reykjavellir, (Vd. s. 77—78). Hvinverjadal, der i Sturlungetiden, da Kølvejen hyppig befores, var et jævnlig benyttet bedested, har vel aldrig til stadighed været bebot, dog omtaler Ldn. (s. 217—18), at Torgejr den hvinverske — efter hvem dalen tydelig nok har fået navn — på landnamstiden opholdt sig en vinter her. I Vd. (s. 78) omtales en Tjovadal (Þjófadalr ɔ: Tyvedal) kort fra Reykjavellir; Sv. Povlssön har vist ret, når han formoder, at der hermed intet andet menes end Hvinverjadal, da navnet tit udtales »Hvinnverjadalr« og da forstås som »Þjófa-dalr« [64]. — I E. O. omtales lævninger af et stort hus i dalen, som dog måske kan have været et »sæle« hus; Henderson omtaler derimod en hule i lavaen, tydelig nok af misdædere indrettet til beboelse i en nyere tid[65].


Kort oven for Kølhraunet passeres over Blandas kildefloder, man kommer derefter forbi de to bakker (hólar) Vekelshøjene (Vekelshaugar) og følger endnu en tid elvens løb, hvorefter man enten kan dreje mod øst for at komme ned i den øvre del af Skagefjordssyssel, eller fortsætte vejen mod nord, indtil den bebyggede del af Blandas floddal, hvortil elven baner sig vej gennem en smal kløft, begynder.


Skønt den nordre del af Kølvejen med de nu nævnte steder omkring Blandas kilder naturligst beskrives under Hunavatns syssel, er dog denne hedevej fra gammel tid bleven mest benyttet fra Skagefjorden af, ligesom også Ldn. tilskriver Skagfjordingerne dens opdagelse, hvorfor den også dér særlig kommer til omtale sammen med de øvre egne i Skagefjords syssel.


Hvor man fra Kølvejen drejer af fra Blanda for at komme ned i Skagefjorden, findes et, rigtignok noget foranderligt vad over elven, der benyttes af alle, som på vejen mellem Hvitåsiden (M.) og Skagefjorden passere fjældstrækningen Store Sand (Stórisandr). Om denne gælder det også, at den, uagtet den ligger oven for Hunavatns syssel — nord for Langjøkel — nærmest er kendt og benyttet fra Skagefjorden af. Sv. Povlssön beskriver den (i sin dagbog) som en lang og flere mile bred højderyg, efter sigende landets højeste fjældvej. Nordøstlig på Storesand findes i følge samme en stejl grushøj Gretteshøjde (Grettishæð), hvor efter sagnet Grette en gang skulde have forsvaret sig. Herom ved dog sagaen intet. Snarere tør man måske i navnet se et minde om den i Grt. nævnte Grettestue (Grettisþúfa), hvor Grettes banemand Torbjørn angel på vejen til altinget nedgravede hans hoved. Fjældvejen, som Torbjørn angel ved denne lejlighed vælger, i sagaen nævnt Sand(r), må nemlig være Store Sand [66].


Eiríksjökul i måneskin - (W.G. Collingwood, 1897)
Efter at være trådt ned i bygden fortsætter Blanda endnu på en betydelig strækning sit nordnordvestlige løb, inden kysten nås. Skønt åen bestandig her gennemløber en forholdsvis snæver og skarpt begrænset dal, har denne dog besynderlig nok ingen fællesbenævnelse; for den øvre dels vedkommende bærer den navnet Blöndudal, for den nedre: Langedal — og disse navne er tilmed kun knyttede til strækningen øst for åen, medens den vestre bred har de tilsvarende: Bug og Bagåsene. Bug (Bugr ɔ: bugt) kaldes landet vest for Blanda med den der stående række gårde — ved en hals adskilt fra landet vest for — til omtrent ud for Svinavatn, hvor gennem en sænkning i terrænet en vej ligger vest fra ned til Blanda. Nord for hæver sig igen en lav hals, der stryger langs åen, med en række gårde i sin østerskråning; denne strækning, der i videre forstand dog må regnes med til Åsebygden, bærer som sagt navnet »Bag åsene« (Bakásar). — Kort før sit udløb vender Blanda sig lige mod vest og danner her den såkaldte Blönduos (Blönduós(s)), en langagtig udvidelse af åløbet, hvorefter igen selve udløbet indsnævres af en vest fra fremskydende tange. Denne os eller munding omtales ofte i sagaerne som landingssted for havskibe. I den nyeste tid er handelsskibene igen begyndt at søge til dette sted, efter at Blönduos fra begyndelsen af året 1876 har været avtoriseret som handelssted, handelsbygninger har rejst sig vest for osen, og handel drives nu her hele året rundt. Dog have skibene hidtil ikke benyttet selve osen som landingssted, men ligge uden for, under den så godt som åbne kyst. Lidt inden for osen indsnævres Blandas flodsæng af en klippesnævring, de såkaldte Klev (Klif), hvorefter utvivlsomt den i Heið. forekommende gård af samme navn har været benævnt; bonden på Klev (at Klifum) kommer nemlig i følge sagaen netop i strid med en i Blönduos landet Nordmand, og striden opstår under sådanne forhold (i anledning af nogle heste, som Nordmanden har mistet), at man ser, at bonden må have bot i nærheden af landingsstedet [67]. I det første af Jon Olavssön genfortalte stykke af Heið. siges (s. 320) den pågældende bonde at bo på Klejvar ved Blöndubakke (á Kleifum við Blöndubakka). Det med »klif« ofte ensbetydende »kleif« står selvfølgelig kun ved uagtsomhed i steden for sagaens »klif«; ved Blöndubakke er det næppe nødvendigt at tænke på gården Blöndubakke (Blöndubakki), der står nord for åen, men noget fra denne, ude ved kysten; det tilsvarende udtryk kan i sagaen have betegnet bredden af Blanda. — Angående beliggenheden af gården Klev er det måske vanskeligt nu at sige noget bestemt; ganske vist har der stået et afbyggersted (hjáleiga) Klevakot (Klifakot) ikke langt fra Blanda ud for Klevene, og det synes naturligt at antage, at dette har været stedet for den ældre gård Klev. Imidlertid nævner A. M. intet Klif eller Klifakot hverken som bebygget eller ubebygget, hvorved stedets alder bliver tvivlsom; sognebeskrivelsen (1873), der anfører det som liggende på præstegårdens grund, angiver, at det ikke har været bebygget siden begyndelsen af dette århundrede. Gården, hvorunder det har hørt, er Hjaltabakke (—i), Åse-svejtens præstegård, der ligger noget syd for Blönduos, og hvis land strækker sig op til åens bred[68].


Nord for Blanda har landet nærmest kysten, mellem denne å og den nordligere Lakså, navnet Rævesvejt (Refasveit); derefter begynder Langedalen (Lángidalr), landet langs Blanda på denne side, strækkende sig i sydøstlig retning op med åen, begrænset af det anselige og vildtformede Langedalsfjæld , hvorunder gårdene stå. Dalen ender hvor, omtrent ud for Svinavatn, en tværdal, Svartådalen, åbner sig ud mod Blanda; derefter begynder Blöndndalen (Blöndudalr), der fortsætter sig videre i samme retning til op mod det indre højland, ligeledes indesluttet mellem Blanda og sammenhængende højdedrag (en hals) tæt øst for.


Den nordligste gård i Langedalen Bredevad (Breiðavað) nævnes i Heið. og Vd. Noget højere oppe mod åen ligge Engehlid (Engihlíð), derefter, igen med et par gårdes mellemrum, Gedeskard (Geitaskarð), Móberg — og sluttelig, som den øverste (ɔ: sydligste) gård i dalen Audolvsstad (Auðólfsstaðir); alle disse gårde kendes, hver for sig, fra omtale i et par sagaer [69].


Spákonufell á Skagaströnd - (W.G. Collingwood, 1897)
Svartådalen (Svartárdalr), der — som sagt — hvor den munder ud i Blandas dal skiller mellem Langedalen og Blöndudalen, frembyder et meget ejendommeligt skue. Nærmest dalmundingen har den på en kort strækning en vest-østlig retning; derefter bøjer den pludselig imod syd. Allerede på det nederste strøg viser den sig som en smal af høje fjælde begrænset dal, men dog ingenlunde af noget uvenligt udseende. Fjældsiderne har et grønligt skær, dal grunden er ligeledes grøn og frodig; kun bredderne af den dalen gennemstrømmende å — Svartå (Svartá) — er sorte og stenige. I hjørnet mellem det dalen mod nord begrænsende fjæld og højlandet øst for står, særdeles smukt, på jævn grøn grund gården Bolstadarhlid (Bólstaðarhlið) [70]. Nu bøjer dalen sig med en skarp vending i sydsydøstlig retning, og bliver fra nu af så smal og indkneben mellem fjældene, at man næppe forstår, hvorledes der bliver plads til gårdrækken på bægge sider af åen, ja selve åen har ofte ondt nok ved at bane sig vej. Dalen fortsætter sig i en betydelig længde op mod det indre højland, hvor Svartå har sit udspring fra nogle indsøer på heden.


Fra en af de nærmeste gårde syd for Bolstadarhlid ligger en meget benyttet vej over den mellemliggende hede øster på til Skagefjords syssel. Det er vejen over det såkaldte Vatnsskard (Vatnsskarð) eller Store Vatnsskard (Stóra Vatnsskarð). Det er en henved tre mile lang hedevej, der dog kun højst uegenlig kan siges at gå gennem et skard eller pas. Hvor heden fra Svartådalen bestiges, har den karakter som en almindelig hals; derefter viser »skardet« sig som en bred, svag sænkning i heden, noget borte, navnlig i nord, hæver sig fjælddrag. Vejen ligger langs sydsiden af et lille dalstrøg, med en sø (vatn), hvorefter skardet må have taget navn. Nu benævnes den dog Vatnshlíðarvatn, efter en nord for søen stående gård Vatnshlid (Vatnshlíð, Finnb.).


Fra Bolstadarhlid ligger en lille dal i nordlig retning, som forbinder Svartådalen med Laksådalens bund. Laksådalen (Laxárdalr) er en ikke ubetydelig dal, som fra kysten en mils vej nord for Blönduos i sydøstlig retning strækker sig op mellem Langedalsfjældet og de fjældhøjder, der danne affaldet fra højlandet mellem Hunavatns og Skagefjords syssel; navnet skyldes den dalen gennemstrømmende Lakså (Laxá). Laksådalen omtales i Hallfreds saga som sætersted, særlig fra Langedal; den almindelige mening er også, at Laksådalen først sent er bleven bebygget, da den ligger højt og her hersker ublidt vejrlig. Dog nævnes en gård Gautsdal (Gautsdalr), som nu regnes til Laksådalen, allerede i Vatnsdæla saga: denne ligger imidlertid så sydlig, at den måske rettere kunde siges at ligge uden for dalen og nærmere sluttende sig til egnen om Bolstadarhlid.


Mellem Lakså og Blanda nå fjældene ikke helt ud til kysten. Ligesom Blanda antager også Langå før sit udløb en vestlig retning: det lave land nærmest kysten mellem de to åer bærer, som anført, navnet Rævesvejt (Refasveit). — Allerede fra Blönduos af har kysten antaget en nordlig retning, og i en skarpt udpræget nordlig retning fortsætter den sig nu i en betydelig længde, i det en stor halvø her skyder sig ud. Halvøen har, som det sædvanlig er tilfældet på Island med sådanne større ved havet afdelte landstykker, intet fælles navn; Skagestrandshalvøen kunde man måske kalde den efter benævnelsen på dens vestlige kyst. Navnet Skagestrand (Skagaströnd) omfatter nemlig hele kystlandet fra Laksåens nordlige bred helt op til halvøens nordende, mod vest beskyllet af Hunafloe (Hunaflói), mod øst begrænset af anselige fjælde — selve kystlandet efter islandske forhold ikke ubetydeligt. Så vel fra Laksådalen som fra flere af Skagestrandens sidedale går hedeveje til halvøens under Skagefjord syssel hørende østkyst. I det hele har vestkysten vel en længde af 4—5 mil.


Drivis i Hunaflói - (W.G. Collingwood, 1897)
Nord for Lakså ligger præstegården Höskuldsstad (Höskuldsstaðir) [71]. En mils vej nordligere skærer en af de større sidedale sig ind, mod nord begrænset af sammenhængende fjældstrøg. Hinsides disse er en mindre dal, ligeledes mod nord begrænset af fjældhøjder, hvoraf den mærkelige Spåkonefellsborg (Spákonufellsborg) er den vestligste. Det er et højt bjærg med et firkantet, på de tre sider aldeles stejlt, og foroven fladt »hoved« (kun mod øst har dette jævnere skråninger). Sydvest for fjældet står gården Spåkonefell (Spákonufell), der endnu til dels er, men navnlig tidligere skal have været en i alle henseender fremragende ejendom. Gården omtales i adskillige sagaer som bolig for Tordis spåkone[72]. — Omtrent i linje med Spåkonefell står nede ved kysten handelsstedet Holanæs (Hólanes). Nord for afgrænses en lille vig ved en klippeknude eller høvde (höfði), der skyder sig frem i søen; ved vigens bund ligger et andet handelssted, som sædvanlig benævnes Skagestrands handelssted (Skagastrandar verzlunarstaðr), stundum også Hövde købsted (Höfða kaupstaðr) efter høvden der tæt ved. Med havne står det sig kun dårlig her, skibene ligge næsten uden be skyttelse under den åbne kyst.


Nord for Spåkonefellsborg fører et skard (Brandaskarð) op til en nu ubebot dal (Hrafndalr), der strækker sig nord på mellem fjældene. I følge sagnet skal her fordum, før den sorte død, have været et helt kirkesogn[73]. — En mils vej nordligere ligger Skagestrandens anden Præstegård Hov (Hof). Den antkv. indb. (1821) fortæller, at der kort fra gården ved den forbiløbende Hovså (Hofsá) i skråningen findes en tomt kaldet Goðatópt, det er en aflang-firkantet hustomt omgivet af en kredsrund gærdeindhegning[74].


Med strækningen oven for Hov, hvor landet i det hele bliver lavere, begynder den såkaldte Skage (Skagi), halvøens nordligste del, der omtrent i samme bredde strækker sig endnu en halvanden mils vej mod nord. Derefter antager kysten på omtrent lige så lang en strækning en østlig retning for så at bøje mod syd. Skagastrandshalvøen får således form af et bredt og stumpt næs. Medens dens vestlige, noget større del regnes til Hunavatns syssel, hører den østlige del til Skagefjords syssel. Sysselgrænsen, der bestemmes ved de fjældheder, som opfylde halvøens indre, bøjer dog efterhånden noget imod øst, så at den længst imod nord falder ved Dejldarhamar (Deildarhamar) nordøstlig, på halvøen.


Skagestrandens klima er, som man kan vænte sig, hårdt og barskt, med stærke storme, stræng kulde og næsten årlige besøg af havis. Denne, den grønlandske drivis, hjemsøger i det hele taget samtlige kyststrækninger i Hunavatns syssel — enten landfast, eller drivende om i havet udenfor. Virkningerne er de sædvanlige: husdyrene lider, græsvæksten hæmmes, vejrliget forværres; jo senere den kommer, desto værre[75].




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Sammenlign 1ste dél (der i det følgende citeres som IB. I.) s. 634.
  2. Ved beskrivelsen af Hotavardehede ytrer sognebeskrivelsen lejlighedsvis, i anledning af BSnf, at nogen Kolbjarnarhellir ikke kendes.
  3. Foruden denne sten nævner sognebeskrivelsen (fra Stad) endnu et par andre »Grettestag«.
  4. Om grundene for, at den gård, der i sagaen omtales som »Valastad kort fra Hrutafjord«, ikke kan have ligget ved denne fjord, men må søges i Saurbæ i Dala syssel, se IB. I, s. 500.
  5. Blandt de tidligere indehavere af Melstad præstekald kan den af literaturen om Island så fortjænte Arngrim Jonssön »den lærde« nævnes, der levede her i 50 år (1596-1648). Jon Olavssön fra Grunnavig fortæller, at man ved begyndelsen af forrige århundrede på Melstad mente i kirken at opbevare en lævning af den i Hemings-tåt omtalte S.t Stephani dug; om denne og den til dugen knyttede overtro beretter han (Addit. 21 fol., s. 105—6), at der nu næsten intet var til overs af den, da stadig noget afreves til brug ved rygninger for at bevirke helbredelse af syge.
  6. En beretning af Jon Olavssön fra Grunnavig om Kormakshøj findes Antkv. Ann. II, s. 171, hvor også Olavii omtale (Olavii rejse s. 200) af højen er anført. De til højen knyttede sagn, dog noget ændrede, berettes ligeledes i den antkv. indb. 1817. — Nu vil nogle, i en mindre høj længere inde i næsset og nærmere Melstad, påvise Orms høj, hvori den af Tord dræbte Orm skulde ligge, om hvem det i sagaen (ÞH. s. 28) siges, at han blev højlagt i Midfjordsnæs. Da imidlertid nogen Ormshøj intet steds nævnes og navnlig ikke synes at have været kendt på Olavii tid, eftersom han gætter på, at den såkaldte Kormakshøj i virkeligheden kan være Orms høj, er oven nævnte angivelse vel kun grundet på enkeltmands løse indfald.
  7. E. O. (s. 736) nævner på Hof i Midfjord »toften af det gamle afgudstempel og offerstenen der uden for«. — Jon Olavssön angiver i sin beskrivelse af oldtidslævninger (Antkv. Ann. II, s. 171), at afgudshuset har været på Stensstad; når han ikke desmindre anden steds (Addit 21 fol.) kalder Hof prædium, kan det måske tyde på, at traditionen angående gårdsnavnet da var vaklende. Bemældte hov har han aftegnet i sit lexicon under »hof« som en aflang-firkantet bygning (tomt) med indgang midt på den sydlige langvæg og en blotsten ud for den vestlige gavlvæg.
  8. Om Tvidægra, dens sumpige og vandrige beskaffenhed, med en rigdom af småsøer (utallige, plejer man at sige), og dens navn, der i Heið. sættes i forbindelse med en bestemt begivenhed, men som i hvert fald synes at indeholde en angivelse af den tid, rejsen over heden sædvanlig krævede, - se IB. I, 344, 348-49.
  9. Auduns måldage, se Jon Pjeturbsöns Tímarit 4. B., s. 52.
  10. Om kirken på Gnup siges det udtrykkelig i en kirkemåldage fra slutningen af det 14de årh. (Péturs måld.), at den må have folk i skåle ved Arnarvatn, hvor den har ret til brændsel for to mand og til at holde to kroge i søen.
  11. Nabogården nordvest for Barkarstad er Lille Bakke (Litli Bakki); det i ÞH. forekommende Bakkaland kunde lige så vel stå i forbindelse med denne gårds navn som med Stadarbakke. På grund af Lille Bakkes ringe betydning ligger det dog nærmere at tænke på Stadarbakke.
  12. Se om dette navn Antkv. Ann. II, s. 106; sml. Olavius, Reise s. 201. - I ÞH. (s. 10) fortælles det, at Tord efter sin bosættelse på Os om vinteren holdt lege, hvori han og hans brødre, samt beboerne af gården Bæ (Bæjarmenn) deltog. Da der imidlertid ikke i omegnen findes nogen gård Bæ, må der vistnok her skrives »bæjarmenn« og dette forstås simpelt hen »gårdens folk«.
  13. Af navnet Linakradal muligvis i sin tid kan have haft en mere omfattende betydning, vil senere, i anledning af ordets forekomst i Bdm. C, s. 17, blive omtalt.
  14. Noget sydvestligere end Tjörn ligger, ved kysten, gården Illugastaðir. Sognebeskrivelsen nævner forskellige stedsnavne her, sammensatte med ordet »kirke-« (sml. A. M.), og omtaler, at der på gårdspladsen findes en gammel »døbefont« af sten med en fordybning af godt og vel et menneskehoveds størrelse, hvori der skulde være døbt i den ældste kristelige tid. Man har formodenlig her et af de stenfade, der ellers udgives for »blótbollar«, og som vel snarest må antages for vievandskar. — Af Audnns måldage ses, at der på Illugastad må have været et kapel. — Vatnsnæs nævnes blandt andre steder i Eb, (s. 110); der tales dér både om at sejle fra »Strandene« nord på til Vatnsnæs, og fra Vatnsnæs nord på til Bitra (Str.). Udtrykket er besynderligt — så meget mere som retningen er fra vest til øst eller omvendt — , men behøver dog næppe at indeholde nogen unøjagtighed, da det efter islandsk sprogbrug er fuldt berettiget at betegne retningen fra Vestlandet til Nordlandet ved nord, og da der desuden haves flere eksempler på, at man også benyttede udtrykket nord om en rejse til Strandene.
  15. Den naturlige og utvivlsomt oprindelige begrænsning for Vesterhopsbygden mod øst er i øvrigt ikke Hopet, men højderne vest for dette.
  16. således sognebeskrivelsen for Vestrhopshóla sogn 1858.
  17. Dog kunde man også gætte på, at man havde tænkt sig Hunavatn som det østligste »hop«, Vesterhóp som det vestlige, det mellemliggende store Hóp som Mid-hopet (Mið-hóp). Húnavatn forekommer imidlertid ikke under benævnelsen »hop«.
  18. Sml. Olavius (rejse, s. 237), hvor flere om besejling af osen mindende stedsnavne tillige anføres.
  19. Allerede A. M. (1705) omtaler gården som forlængst opgivet, kun med undtagelse af et kortvarigt mislykket forsøg på dens bebyggelse påny en menneskealder forud.
  20. Disse »Bjærges« nordlige, og ikke som på kortet den sydlige, del benævnes Nesbjörg.
  21. Denne antagelse bliver endnu sandsynligere ved, at håndskrifterne ingenlunde gennemgående have »Bjargaáss«. Således synes der vel at måtte læses i den til grund for udgaven lagte (næsten ulæselige) membran AM. 551 A, 4to; men AM. 556 A, 4to har »Bjarga óss«. AM. 152 fol. og papirshåndskrifterne har slet ikke noget tilsvarende ord.
  22. A. M. (1705) beretter om et stedsnavn Sotastad (Sótastaðir) oppe i Bredebolstads græsningsland, hvor der efter sagn havde været bebyggelse fordum, og hvor man 35 år forud havde fundet en skakbrik af hvalben; der sås dog nu kun nogle få gærdelævninger. I følge sagnet skulde gården »under Sotafell«, Bredebolstads forgænger, have ligget her; for længst var dog bebyggelsen ophørt; når, vidste ingen. I anledning af den Ldn. s. 173 nævnte Ormsdal(r), som landnamsmanden Orm besatte, kan mærkes, at Bredebolstad sognebeskr. nævner Ormsdal som en ubebygget dal bag ved Sotafell, tilhørende Bredebolstad. På Bredebolstad boede i Sturlungetiden høvdingen Havlide Måvssön, efter hvem det i Sturl. (I, s. 313) forekommende godord »Hafliðanautr« må være benævnt. En tid, ved midten af det 16de årh., var gården sæde for det første islandske bogtrykkeri.
  23. Ásbjarnarnes ligger inderst på et lille næs, der skærer sig frem i Hopet, og hvorefter gården har taget navn; efter denne gård er det vel, at de egenlige Bjærges nordligste parti benævnes Nesbjörg.
  24. Finnboges saga udtrykker sig (s. 48), tankeløst nok, som om Videdal ikke lå i Nordlændinge fjærding!
  25. Øen havde, som det ses af A. M., den gang en kort tid været bebot, og bygningerne havde været opførte på et gammelt »heygarðsstædi« (sml. Vd. s. 53: »við stakkgarð þann, er stendr i eyjunni«). De tomter, som man vil påvise som rester af det i Vd. (s. 55) nævnte »sauðahús«, er vel derfor snarest sporene af ovennævnte bebyggelse.
  26. Fornyrði lögbókar s. 625.
  27. Borgarvirke er oftere beskrevet. Af forfattere fra forrige årh. omtales det foruden hos P. Vidalin, udførligere af Jon Olavssön fra Grunnavig (Antk. Ann. II , s. 173) og Egg. Olavssön (E. O. s. 736) ; i følge denne sidste forf. var også nogle tilbøjelige til at sætte virket i forbindelse med Finnboges ophold på gården Borg, hvad der er let forklarligt efter de stærke til Store Borg knyttede Finnbogetraditioner. — Om Borgarvirke og de til det knyttede sagn kan i øvrigt efterses Ísl. Þjóðs, II, s. 87— 88. En beskrivelse af virket findes endvidere i »Norðanfari« 1876, Nr. 43—44, — E. O. angiver basaltvæggens højde mod nord til 10 fv. I følge E. O, og Jon Olavssön fandtes der endnu den gang vand i kilden i Borgarvirket. — Finn Magnussön meddeler i en håndskreven udsigt over islandske oldtidslævninger (Antkv.-top. arkiv), at nordmanden kaptajn Frisak på en opmålingsrejse på Island har aftegnet denne oldtidslævning.
  28. Der fortælles i sagaen, hvorledes Barde, da han ved afrejsen fra Asbjarnarnæs ser, at hans moder vil følge med på toget til Borgefjorden, forpurrer dette, i det han sørger for, at hun styrter af hesten i »Saxalæk« endnu inden ankomsten til Borg. Omendskønt de stedlige forhold som bemærket medføre, at denne begivenhed må antages at være foregået på den anden side Borg, kan dog, som det let vil ses, en tilsvarende forandring i teksten ikke foretages uden at medføre en hel omredaktion af det nærmest tilhørende parti af fortællingen, hvad der altså viser, at sagaen er ført i pennen af en med forholdene i Videdalen just ikke særlig vel kendt for fatter.
  29. Formerne Ingimundarhóll og Ingimundarholt synes at veksle. Den sidste forekommer således - dog måske påvirket af Ldn. - i en mig af pastor Jon Kristjanssön til Bredebolstad i Vetsterhop meddelt genfortælling af et i egnen velkendt sagn om Ingemund. I følge dette skulde landnamsmanden med sit følge på sin vej vest fra først være kommen til Vesterhop, hvor en høj, Tjaldhóll, neden for tunet på Bredebolstad, ved sit navn skulde minde om, at Ingemund havde opslået sit tælt her. Derfra drog han over åsen til Videdal, idet han fulgte afløbet fra Vesterhopsvatn til Videdalså. En høj (hóll) i åsen ud mod Videdal, hvor han byggede sin vinterskåle, bærer derefter navnet Ingimundarholt. En mose ved højen, hvor Ingemunds hest Faxi græssede om vinteren, benævnes efter ham Ingimundarmýrr (»mýrr«, der er en forældet form, må være forsætlig indsat i den mig meddelte sagnredaktion). Om våren, da isen blev usikker, druknede hesten i bækken, der efter den benævntes Faxalækr. Før sin afrejse udtalte Ingemund, at i den mose, hvor hans hest havde gået, skulde græsgang aldrig svigte om vinteren, og i den bæk, hvor hans hest var druknet, skulde intet kreatur omkomme, — spådomme, der efter den almindelige mening har holdt godt stik. De menneskevenlige ønsker danne en ejendommelig modsætning til de forbandelser, sagnene lægge andre af den gamle tids mænd i munden.
  30. Ingen »Stórhóll« eller »Deildarholl« findes dog opført i jordebøgerne. — Efter disse og tilsvarende ældre kilder ligger det nærmest at tænke på Kambhóll; denne gård er det utvivlsomt, der i Peters måldage (1394) nævnes Hóll; den omtales som liggende øde, men ellers hørende under Videdalstunge-kirkesogn. I følge A M. (1706) havde Kambhol da ligget meget over 200 år øde, og tunstedet var ødelagt af Kambå. Mellem denne gård og Svölustad ligger dog én gård, Valdarás. Et i Grl.’s hist M. I, s. 479 citeret håndskrift af Björn Jonssön på Skardså: »Undirétting um eyði jarðir i Viðidal« 1654 er desværre sporløst forsvundet.
  31. Til Asgejrså henfører »Tímatal« (s. 377, sml. rettelserne) det i Sturl. I, s. 213, sml. s. 230 (gl. udg. I a, s. 227, sml. I b, s. 39—40) forekommende Ávellinga-goðorð. Det er dog ikke let at se, hvorledes »Ávellinga-« skulde være afledet af »Ásgeirs-á«; til grund for denne orddannelse ligger snarere stedsnavnet »Vellir« eller en af dets sammensætninger. I en af Fr. Meidell 1873 udgivet prøve af en »Stedviser på Islandskortet« sættes også navnet i forbindelse med »Vellir« i Svarvadardalen (Ef.), og Ávellinga goðorð foreslås, uvist af hvad grund, rettet til »Eyvellinga goðorð«. Som det af Sturl. ses — stedet er meget interessant, som et af dem, der vise, at selv om det enkelte godord ikke havde bestemte grænser, kunde der dog også for godordenes vedkommende gøre sig en topografisk forestilling gældende, formodenlig derigennem, at der til tingkredsene altid har været knyttet forestillingen om et vist, naturlig afgrænset område, uagtet ganske vist en til et godord hørende tingmand kunde bo uden for tinget, når han blot boede inden for fjærdingen — , må Ávellinga-godordet imidlertid søges vest for grænselinjen mellem Øfjords og Skagefjords sysler, ja, som det synes, endog netop i Hunavatns syssel; men at finde noget stedsnavn her, hvor efter godordet kan være bleven benævnt, er ikke let.
  32. Hos Sig. Gudmundssön: Skýrsla um forngripasafn Íslands, II, s. 46—47, findes en beretning om en dysse ved Gljuvrås udløb i Hopet, hvori der fandtes benene af en hest og en mand.
  33. en lille sø i Vatnsdal, se det følgende.
  34. At det her er lykkedes at fremstille et bestemt resultat, skyldes for en stor del værdifulde oplysninger fra pastor Jon Kristianssön på Bredebolstad om denne egns topografi.
  35. En sådan, vel under nedskrivningen foranlediget, forveksling af Videdal og Vatnsdal er ikke enestående; i Vd. (s. 35) er således Torormstunge (Þórormstunga) angivet som liggende i Videdal i steden for i Vatnsdal. Omvendt har et håndskrift af Finnb. (A. M. 510, 4to) en gang (kap. 38) »Vatnsdal« for Videdal.
  36. Til de oven anførte grunde mod opfattelsen af Heið.'s og Vd.’ Gudbrandsstad som samme gård kommer endnu følgende. Både Heið.’s og Vd.’s Gudbrandsstad skulde være benævnt efter den i vedkommende saga omtalte Gudbrand — i følge Heið. Bardes svoger Gudbrand, i følge Vd. Torsten Ingemundssöns søn Gudbrand. Denne sidste kan ikke godt være den i Heið. omtalte Gudbrand; efter den almindelig antagne kronologi må Gudbrand Torstenssön på Hejdarvigenes tid være død. Om hans sønner vides intet. Han og Barde var søskendebørn; at de var svogre, siges intetsteds.
  37. For vestgrænsens vedkommende ses da bort fra den indskrænkning, som en oprindeligere, mere omfattende betydning af navnet Videdal kan have medført. At et særligt navn for Tingøresvejten først forholdsvis sent er opstået og da har udbredt sig på bekostning af ældre benævnelser (Videdal, Vatnsdal), synes i det hele ikke usandsynligt.
  38. Sandsynligt er det vel også, at det Vd. s. 75 nævnte »leiðmót i Vatnsdal« har været her.
  39. Præstens oldsagsbeskrivelse taler om et ejendommeligt dobbelt tungærde på Tingøre og formoder, at det mellem gærderne indesluttede rum har været benyttet til de heste, som man ofte skulde benytte; snarere betegner dog vel gærderne tunets udstrækning til forskellige tider. — Endvidere skal gårdens drikkevand med kunst være ledet til. - En »domring« i tunet nordvest for gården har vel ikke længe båret sit navn, da præsten ikke nævner den. — Sig. Gudmundssön går dog ud fra dens ægthed i sin afhandling »Alþingisstaður hinn forni« Kph. 1878. S. 49.
  40. I Hungrv. (Krstn. s. 65) er blandt de udenlandske biskopper, der i det 11te årh. kom til Island, nævnt en saksisk biskop Bernhard, der opholdt sig 20 år på Island og viede mange genstande og steder, som senere skal have båret vidne om hans fromheds kraft. Han havde to boliger i Vatnsdal: på Giljå og Stensstad (Steinsstaðir). Nogen gård af dette sidste navn findes ikke på dette strøg. Forfatteren af tillægene til Ldn. (Ldn. s. 333) gætter på, at der med Stensstad er ment Stennæs; men er det dog ikke rimeligere at antage, at her skal læses Svensstad? — Skulde det stå i forbindelse med denne fromme biskops ophold, hvad præsten i en antikvarisk indberetning 1817 fortæller, at på grænseskellet mellem Stennæs og Svensstad land findes en højde, kaldet Syngende (Sýngjandi), med spor efter tre tomter, hvor der skal have været rejst boder af kristendomsforkynderne til en tid at synge messe i?
  41. I følge mundtlig meddelelse skal der virkelig være en tradition om, at Flodet har optaget i sig et ældre til Hólatjörn svarende kær; Flodet skal på det tilsvarende sted også være dybere end ellers. Men om, hvorvidt der i sin tid har været nogen forbindelse mellem dette kær og åen vides intet.
  42. Tilforladelige Efterretninger om Island, Kbh. 1752, s. 20—21.
  43. Oeconomisk Reise igiennem . . Island, Kbh. 1780, s. 206.
  44. Om sagnets opfattelse af fjældskredene på dette strøg og deres virkninger: se fortællingen om undergangen af Skíðastaðir, Ísl. Þjóðs. II, s. 42— 44.
  45. Det kunde ligge nær at antage Fakse-Brands gård for den sydlig mellem holerne liggende gård Vatnsdalshólar; men noget højere oppe i dalen, mellem Bredebolstad og nabogården mod syd, Knjuk, vises — noget højere oppe i lien end disse to gårde — tomter og tunsted af en ødegård Faxastaðir, hvor Faksa-Brand siges at have bot.
  46. Sætningen: »Þórdisarlækr fellr vestan í miðju vatni« kan ganske vist ikke være rigtig; og selv om man retter til: »Þ. fellr vestan i mitt vatn«, får den noget besynderligt ved sig som den står dér, uden at dette »vatn« i forvejen er nævnt, men lige efter at to småsøer længre inde i dalen er nævnte. Det bliver heller ikke bedre ved med nogle håndskrifter at læse »Smiðjuvatn« for »í midju vatni«, så meget mindre som det her omhandlede »vatn« utvivlsomt aldrig har haft nogen særlig benævnelse. Det er meget troligt, at Melabók, hvor denne sætning ikke findes, (men i steden for bemærkningerne om Tormodslæk og Forslæk — se det følgende) har en rigtigere tekst; men den, for hvem sætningen er løbet i pennen, har åbenbart haft forholdene ved den også nu Tordisarlæk benævnte bæk i hovedet. Angående dens udløb i Flodet er ellers at bemærke, at efter den størrelse, dette nu har, falder Tordisarlæk ikke ud midt i søen, men i dennes nordlige del.
  47. På Knjuk boede i følge Hallfr. Skegg-Åvalde; Melabók, der kalder denne mand Skeggjavald lader ham bo på 'Ø (at Eyju), nogen gård af dette navn har der næppe ligget i Vatnsdal — med mindre »hnjuken« kan have været opfattet (billedlig betegnet) som en ø. Ved Hnjuk skal påvises et Grettistak.
  48. Den tryllekyndige Groa, som omtales i Vd. (s. 58—59), siges i Melabog (Vd. 194) at bo på Groustad (Gróustaðir) ved Hov. Groustad omtales i A. M. som en hjåleje fra Hov, der c. 1700 var opbygget på en gammel gårdtomt (á fornu gerði).
  49. A. M. kalder Bakkaø en holm i åen, der vel benyttedes af beboerne på Bakke, men mod betaling til præsten på Undenfell vest for åen, hvor hen landet hørte.
  50. Om Ingolvslejde fortælles i en antikv. indb. fra Tingøre 1817, at enhver, der drager forbi, skal kaste en sten på graven »sér til fararheilla«. Egg. Olavssön og Bj. Povlssön omtaler i deres dagbog slet ikke denne grav, men nævne derimod i Vatnsdalen et Þrándarleiði, »en af sten opkastet tumulus«. — Dog kendes og beskrives Ingolvslejde af Jon Olavssön, Antkv. Ann. II, 175.
  51. Skulde dette noget besynderlige navn stå i forbindelse med fuglenavnet »kárn« SE. II, s. 489. — Udgavens Karnsá, Karnsnes o. s. v. skrives vistnok rettere med á. Papirshåndskriftet AM. 559, 4to, som er lagt til grund for udgaven, har afvekslende Karnsnes, Kársnes (hvor dog vel et n er udfaldet), Kárnsnes, Karnsá og Kárnsá. Fragmentet AM. 445 b. 4to, det eneste bevarede membranblad af sagaen — dog vel ikke ældre end fra 15de årh. — , har på det eneste sted, hvor noget af de pågældende ord forekomme, utvivlsomt Kornsnes; Melabók har Kornsá og Kárnsá, Ldn. Karnsá. Ordet burde herefter i dansk gengives ved Kårnså og Kårnsnæs.
  52. I A. M. kaldes gården Þóroddstunga eller Vatnsdalstunga.
  53. I følge sognebeskrivelsen findes i Torormstunge-tun en rund kreds kaldet Lögrétta.
  54. Vestlig i gilet, hvorfra Vatnsdalså kommer, strækker en høvde sig frem, og her skal påvises en tue Glåmstue (Glámsþúfa), hvor den af en uvætte dræbte Glåm siges først at være fundet — navnet kunde dog snarere tyde på, at hans dysse måtte være her. — Kort oven for skal findes en foss Skessufoss, som da tænkes som bemældte uvættes hjem. — Jon Olavssön nævner (Antkv. Ann. II, s. 176) en Glåmshøj på Grimstungehede nord for Sandfell.
  55. Dette gætter man også på nu, på grund af et stedsnavn Smiðssteinn, som endnu er bevaret her.
  56. Stenen med dens rævner beskrives af Jon Olavssön, Addit 44, fol. Ved denne lejlighed kan det måske bemærkes, at en af de antikvariske indberetninger fra Tingøre 1817 — ligesom flere andre — fortæller om græspletter omkring enkeltstående store stene eller klippeblokke, som man undgår at slå for ikke at vække deres vrede, som bo i vedkommende stene.
  57. Nærmere om sagnet kan efterses Ísl. þjóðs. II, s. 95, hvor flere lignende sagn om Grette er meddelte.
  58. Ved gården Sauðanes nordvest for søen Laxárvatn fandtes år 1834 sammen med lævningerne af et menneskeligt skelet et skålformigt spænde, der nu befinder sig i oldnordisk museum i Købenbavn.
  59. Blanda ɔ: blanding, blandingsdrik (nu navnlig om en blanding af sur valle og vand; men ved at give åen dette navn har man vel navnlig tænkt på mælkevandsblanding, hvis farve det grumsede jøkelvand nærmer sig til).
  60. Se herom Espolin, XIte D., s. 26 og 29, samt Ísl. þjóds. I, s. 228—30.
  61. Af Ldn. s. 194 ses, at stedet har fået navn efter en mand Þórir dúfunef.
  62. E. O. s. 637-89. — Henderson: Iceland, II, s. 203 ffg.
  63. E. O. siger af 3 åbninger, Henderson af 1 åbning.
  64. Se Sv. Povlssöns utrykte beskr. af de isl. Isbjæige § 17 (ny kgl. saml. nr. 1094 b-c). Således opfattes forholdet mellem Hvinverjadal og Tjovadal også i Ísl þjóð. II, s. 198. Efter den tidligere (s. 45) omtalte, til sognebeskrivelsen fra Audkula 1873 knyttede beskrivelse af ubygden, kunde det synes, som fandtes der længre mod syd, mellem Kjalhraun og Langjøkel nogle Tjovadale, men beskrivelsen er i denne henseende uklar.
  65. E. O. (s. 659) nævner også i Kølhraunet en Gretteshule (Grettishellir), af lignende dannelse som Surtshulen, henved 30 fv. lang.
  66. Om stedsnavnet Grettishlaup ved et dybt og bredt kløftleje (Blöndugil), som Blanda gennemløber inden sin indtrædelse i bygden, se Isl. þjóðs.
  67. Se Heið. s. 320-21, 327-28, 375.
  68. Sognebeskrivelsen fra Höskuldstad (hvorunder Blöndubakke hører) gør en anden opfattelse gældende. Da Blöndubakkes land intetsteds når ned til åen, antager man, at den nærmest mundingen nord for åen liggende gård, Enni, er afbygget fra Blöndubakke, og Blöndubakke oprindelig har stået nærmere åen. Da vilde Jon Olavssöns ord kunde opfattes bogstavelig, og Klifgården måtte da søges inden for jorden Ennes enemærker, hvor klippeindsnævringen også hinsides åen bærer navnet Klif. Dog heller ikke her ved man om nogen gård af dette navn.
  69. Med hensyn til Langedal bør det måske bemærkes, at man oftere i sagaerne (således Bdm. og Laxd.) finder udtryk som »ud til Langedal«, »ude fra Langedal«, hvor der ved »ud« (»ude fra«) ikke som på Vestlandet og Sydlandet betegnes nogen vestlig retning, men blot en retning ud mod (ude fra) kysten. Denne brug har holdt sig; dog vilde man nu ikke lettelig kunne sige »ud i Vatnsdal«, »ude i Videdal«— sml. Bdm. s. 12, Bdm. C. s. 5. Heið. s. 336.
  70. På Bolstadarhlid skal en firkantet tomt bære navnet »lögrétta«.
  71. Den antkr. indb. (1820) omtaler, at der i kirkegården her er fundet en runeligsten. Dennes indskrift — hér hvílir sira Marteinn prestr — anføres i Antk. Ann. IV, s. 353. Martin var præst på Höskuldsstad i første halvdel af det 14de årh. I følge sognebeskrivelsen er i en dysse nær ved Höskuldsstad fundet en hvæssesten, samt et srærd (eller spydsblad), som med liden rimelighed tilskrives nogle spanske sørøvere, der skal være begravede her (Sml. Ísl. þjóðs. II, s. 103).
  72. Mærkelig er den benævnelse Spákonuarfr, som allerede i de middelalderlige vragretsfortegnelser (rekaskrár) forekommer om forstrandsstrækninger i Hunavatns syssel, tilhørende forskellige gejstlige stiftelser. Om hvorledes sagnet vil sætte navnet i forbindelse med Tordis spåkone, se Ísl. þjóðs. II, s. 88 ffg.
  73. Sognebeskrivelsen fra Hof fortæller, at det omtalte kirkesogn skal være blevet betjænt af præsten fra Hof; de fleste gårdnavne skal nu være glemte, dog nævner han Þúfnavellir, Önstaðir, Ölduhólar.
  74. Hustomten angives til 4 × 3 fv. indvendig længde, det forlængst nedfaldne gærde til 24 fv.’s omkreds i udvendigt mål. Mellem tomten og gærdet skal være en afstand af 2 fv.
  75. Sognebeskrivelsen fra Hof omtaler, at halvøens nordkyst bærer spor af at være senere hævet land. Nogle skær ud for halvøens nordvestligste punkt skal først skyldes et jordskælv 1838. — Den antkv. indb. har sagn om en under julefesten sunken gård og om en ved svartedøden ødelagt gård med kirke, bægge længst mod nordvest.