Øfjords syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Øfjords syssel
Eyjafjarðar sýsla
[Indbyggerantal c. 5000]
Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!
Under Øfjords syssel hører nordenden af den mellem Skagefjorden og Øfjorden skillende halvø, hvis vestkyst i det nærmest foregående er beskrevet. Ude ved kysten, nordøst for Fljot-bygden, endnu inden nordspidsen er nåt, ligger en lille bygd Ulvsdalene (Úlfsdalir), der siden år 1826 også i verdslig henseende hører til Øfjords syssel. De tre her værende gårde, som tidligere regnedes til Skagefjords syssel, ligger i to smådale, indknebne mellem høje og stejle fjælde. — Bratte og utilgængelige fjælde afslutte i det hele halvøen mod nord, skarpere udprægede, jo nærmere man kommer søen. Bebyggelsen samler sig i denne den nordvestligste del af Øfjords syssel om de tre små fjorde Siglufjord, Hedinsfjord og Olavsfjord, der i retning fra nordøst til sydvest skære sig ind i landet. Nordøstligst, kun ved en enkelt fjældpynt skilt fra Ulvsdalene, ligger Siglufjord (Siglufjörðr), der omtrent i retning fra nord til syd skærer sig ind fra det åbne hav. På vestsiden af Siglufjord, omtrent midtvejs, ligger præstegården Hvannøre (Hvanneyri). Neden for gården skærer sig frem i fjorden en øre, på sydsiden af hvilken handelspladsen Siglufjord står, inden for øren findes nemlig en rummelig og god havn. Øren antager man er den i Ldn. (s. 202) nævnte Tormodsøre (Þormóðseyrr). Omkring fjordbunden ligger flere gårde, og fra dalen oven for udgår den til Fljot i Skagefjorden førende vej over Siglufjordsskard (Siglufjarðarskarð). Fra vestsiden af fjorden fører også veje, men rigtignok næsten kun for fodgængere, til Ulvsdalene. Øst for fjorden strækker sig længst ude fra Siglunæsmule (Siglunessmúli) en pynt frem, under hvilken gården Siglunes står. Ved Siglunæs skal endnu de i Svarfd. (s. 137) nævnte Svarthövdestene (Svarthöfðasteinar) påvises; om oprindelsen til navnene Siglunæs og Siglufjord beretter i øvrigt Svarfd. på det anførte sted noget forskelligt fra Ldn. — Siglufjord er en hovedstation for håkarlefiskeriet, der med stor iver drives herfra fra det tidlige forår til ud på somren.
Ved et stejlt affaldende næs er Siglufjord adskilt fra den smalle lille Hedinsfjord (Héðinsfjörðr), der kan regnes som en forgrening eller bifjord af Øfjorden (Eyjafjörðr), i det denne lange, forholdsvis smalle fjord, der i en længde af 7 mil skærer sig i sydøstlig retning ind i landet, sædvanlig antages at begynde ved Siglunæs. Oven for Hedinsfjord, kun adskilt fra jordbunden ved et smalt sandrev, ligger en lille indsø, hvorigennem den fjorddalen gennemløbende å falder ud i fjorden. Under tidligere tiders ugunstigere forhold lå Hedinsfjordens gårde ofte for største delen øde på grund af de her herskende hårde vintre.
Mellem Hedinsfjord og Olavsfjord skiller et noget bredere, ligeledes af fjælde ganske opfyldt næs. Mod nordøst, ud imod søen, åbner dog fjældet plads for et par små dalstrøg Hvanndalene (Hvanndalir), af hvilke det største indeslutter en gård af samme navn, der står næsten aldeles afskåret fra forbindelse med omverdenen. Olavius (s. 288) beretter, at man her viste ham en »Ódáinsakr« (Udødelighedsager), således kaldet, fordi man antog, at der her voksede urter, som skærmede mod døden. Om Hvanndalene opkom strid mellem de to landnamsmænd, hvis besiddelser her stødte sammen; herom minder måske navnet »Trætteskær« (Þrætusker), hvor sogne- og hreppsgrænsen netop falder.
Olavsfjord (Ólafsfjörðr) er ligesom Hedinsfjord kun en halv mil lang; men dalstrøgene oven for er langt betydeligere, på hen ved et par mils længde. Også oven for Olavsfjord ligger en kun ved sandrev fra fjorden adskilt indsø, der gennemløbes af en bygden gennemstrømmende å. Uagtet denne indsø har færskt vand, er der dog den mærkelighed ved det, at man her fanger jævnlig og i stor mængde forskellige arter af saltvandsfisk, der antages som små unger at gå op i søen gennem osen (udløbet). De således fangede fisk skal have en ejendommelig behagelig smag. Vest for fjorden ligger gården Gunnolvså (Gunnólfsá, nu sædvanlig Ytri Á). Denne nævnes besynderlig nok i Ldn. (s. 203) som bolig for landnamsmanden på østsiden af fjorden. I ÞH. (II, s. 61) nævnes samme gård Gunnulvsstad (Gunnúlfsstaðir). Omtrent midsvejs i fjorddalen, vest for åen, ligger præstegården Kviabekk (Kvíabekkr).
Herfra udgår en dog mindre benyttet fjældvej (Ólafsfjarðarskarð) til FIjot. Fra dalbunden længst inde ligger derimod en både kortere og bekvemmere vej til Stivla i Skagefjorden, — øst for åen kan mærkes den i Svarfd. (s. 192) nævnte gård Karlsstad (Karl(s)ststaðir) nord for Reykir[1]. — Gennem forskellige fra sidedalene mod sydøst udgående fjældveje står bygden i forbindelse med den sydligere liggende Svarvadardal.
Med mulen, der afslutter Olavsfjordens stejle fjældbegrænsning mod øst, ender denne bygd. Den såkaldte Upsastrand (Upsaströnd), som kysten syd efter indtil Svarvadardalens munding kaldes, regnes til Svarvadardals hrepp. Denne kyststrækning, vel henved 1½ mil med retning omtrent fra nord til syd, er, næsten aldeles ufarbar selv for gående mænd, i den grad strække fjældene sig umiddelbart ud til søen. Dog findes her langs kysten en række gårde, i reglen stående hvor fjældet giver plads for et lille dalstrøg. Blandt disse er Karlså (Karlsá), en mils vej syd for Olavsfjordsmulen, nord for en lille fra Karlsådalen kommende å. Sydlig på Upsastranden ligger præstegården Upsir, hvorefter bygden benævnes. I følge Svarfd. boede høvdingen Karl den røde på Upsir, men da han aner sin nær forestående død, befaler han, at man skal føre hans lig ud på »Stranden« hinsides den derværende å: derfra var der en god udsigt til de ind og ud gennem fjorden sejlende skibe. Dette sker også; han og nogle med ham faldne Nordmænd lægges i skib her, og stedet kaldtes derefter Karlså. I en nyere udfyldning til Svarvdæla saga (Svarfd. s. 197) siges derimod, at Karl den røde boede på Karlså, således som også Ldn. (s. 208) angiver. Den antkv. indb. (1818—20) beretter, at i en uanselig høj Bygghóll ude ved kysten i Karlsås land skal i følge ældgammel tradition en bonde fra Karlså ved navn »Rød« (Rauðr) i den hedenske tid være højlagt, for at han kunde se sejladsen ud og ind gennem Øfjord.
Upsastranden går mod syd over i Svarvadardalen, således at Upsasognets sydligste gårde stå i mundingen af denne dal, nord for åen. Herhen må vel allerede den syd for Upsir stående gård Brimnes regnes. Oven for Upsir og Brimnæs åbner fjældet plads for en lille dal, Upsadal, hvorfra en efter Brimnæs benævnt å (Brimnessá) løber i søen mellem de to gårde. Håndskrifternes læsemåder Gervinessá og Gumnessá (Svarfd. s. 175) er øjensynlig en fordanskning for Brimnesså, da ingen anden end den nys omtalte Brimnæså kan være ment. Ved Hyltinga naust (flt.) her falder Karl den røde[2]. — Sydøst for Brimnæs ligger Böggestad (Böggistaðir, Svarfd. s. 192, eller — s. 171 — Böggstaðir; nu sædvanlig Böggustaðir eller — med den nøjagtige form — Böggvisstaðir). Den til gården hørende, nord for Svarvadardalsåens munding liggende, kyststrækning, den såkaldte Böggestadasand, frembyder gode landingspladser og er rig på drivtømmer; det må være denne strækning, der i Svarfd; (s. 171) benævnes Sand (Sandr), medens det forangående Strönd vel må kunne omfatte hele Upsastranden. — Gejravolde (Geiravellir) ved Böggestad, således benævnt efter et her begået drab, kendes næppe længer under dette navn. — Ganske kort fra Böggestad følger Hrappstad (Hrappstaðir); egenlig hedder gården, som det ses af Svarfd. s. 192, Hravnsstad (Hrafnsstaðir).
Den alt oftere nævnte Svarvadardal (Svarfaðardalr) er en af en middelstor å gennemløbet dal, der i en længde af henved 3 mil strækker sig i sydvestlig retning fra kysten ind i landet. Sit navn skylder den landnamsmanden Torsten »svörfr« eller »svarfaðr«. Åen, Svarvadardalså (Svarfaðardalsá), tager navn efter dalen; dens munding, Svarvadardalsos (Svarfaðardalsóss), findes omtalt som landingssted for skibe.
Øst for Svarvadardalsos, kort fra søen, findes en højde Melshorn, som i de nys anførte topografiske optegnelser angives som svarende til Melshövde' (Melshöfði, Svarfd. s. 147), der i sagaen angives som landingssted for skibe.
Selve Svarvadardalen er både frodig og tæt bebygget, men til bægge sider begrænses den af høje, stejle fjælde, der navnlig i den øvre del af dalen vise sig som pyramideformede tinder, den ene ved siden af den anden, skilte ved næppe bemærkelige smådale. Fra dalbunden farer korte, om end besværlige fjældveje til Kolbénsdalen og Dejldardalen i Skagefjord[3]. Mest befaret er den til Kolbénsdalen førende Heljardalshede. Nederst i denne farer vejen ad en kamformig ås Kamb (Kambr), der må være det i Svarfd. omtalte Kamb(r), en af ydergrænserne for Torstens landnam. Blandt Svarvadardalens sidedale mod syd må først — kun skilt fra den op fra dalbunden liggende hede ved den ubebyggede Vivilsdal (Vifilsdalr) — mærkes den lille Vatnsdal(r), der i følge Svarfd. oprindelig synes at have været brugt som en art almenning (eller som sætersted fra Brekka), men som nu tilhører de to nærmest neden for liggende gårde: Kot (øverste gård) og Skejd (Skeið, Laxd. s. 348), Svarvadardalens øverste gårde syd for åen. Vatnsdalen har sit navn af en i den liggende sø, fra hvilken en lille å Vatnsdalså (-á), der falder i Svarvadardalsåen, har sit udspring. I søen er ingen holme [Svarfd. s. 139 taler om de Vatnsdals holme, der kaldes Víðihólmar], men nord for søen i dalmundingen er nogle banker, der kaldes Vatnsdalshólar; her skal findes en Viðivallalág.
Øst for Skejd følger syd for Svarvadardalså gårdene Hæringsstad (Hæringsstaðir), Búrfell og Melar, alle tre kendte fra Svarfd. Ud for Burfell, ned mod åen, findes grusbanker (Búrfellsmelar), der så vel efter form som beliggenhed svare til Svarfd.'s Krókamelar et navn, der næppe nu er bevaret. Klauve har i ifølge sagaen (s. 156) en kamp ved Krokamelar lige over for Burfellshusene ɔ: Burfellsgårdens huse; at Klauve for at komme hertil rider — efter en samtale med den længre ude i dalen boende Karl den røde — ud efter dalen, kan ikke forholde sig rigtig, — her må læses »op« (upp).
Smådalene, som strækker sig mod syd, henholdsvis fra Burfell og Melar, skilles ved det stejle Tejgarfjæld (Teigarfjall). Under fjældet vil man påvise sporene af en gård, der antages at svare til den i Svarfd. (s. 149) nævnte gård Teigsfjall. Det i samme saga (s. 155) nævnte Tejgarhøfde (Teigarhöfði) må også søges her i nærheden, måske hvor der ud mod åen ikke langt herfra findes en højde benævnt »höfði«.
Ud for Melars nabogård mod øst danner der sig mellem Svarvadardalså og den syd fra kommende Skidadalså en »tunge«, en ikke ubetydelig til dels kvistgrot strækning (nu af de nærmest boende sædvanlig benævnt i flt. túngurnar); hustomter påvises her flere steder, og tværs over tungen ligger en indhegning (þvergarðr). Dette må være den i Svarfd. omtalte Tunge (Tunga). Her skal der i følge sagaen (s. 141) være bygget et skib. Skov findes nu lige så lidt her som andetsteds i dalen — om den ellers nogensinde har været her; beretningen om skibsbygningen bærer i hvert fald præg af udsmykning eller opdigtelse. I denne tunge holdtes i følge Svarfd. (s. 149) den årlige fordeling af de fra fjældgræsgangene sammendrevne får, og det i sagaen nævnte Tungagerde (Tungugerði, s. 176), hvor der holdtes hestekamp, må vel også søges her.
Fodnoter
- ↑ To omtrent midtvejs i bygden på hver sin side af åen stående store høje (melhólar) benævnes — i følge den antkv. indb. 1817 — Karl og Vemunde, efter to af de i Svarfd. nævnte personer, Karl og Vemund(r), af hvilke den første er den fra sagaen velbekendte Karl »den unge«, der i slutningen af sit liv flyttede til Olavsfjorden, og efter hvem den oven nævnte gård Karlsstad i følge sagaen skal være benævnt. Vemund er i sagaen kun kortelig omtalt som hjemmehørende i Olavsfjord; efter ham skal i følge traditionen gården Vemundarstad (-staðir) have fået navn. De siges at ligge begravede i de nævnte høje i deres skibe. — Højene er dog utvivlsomt dannede af natnren.
- ↑ I følge nogle håndskrevne samlinger til Svarvadardalens topografi (i pastor Povl Jonssöns besiddelse) kendes og påvises Hyltinga-nausterne endnu, kort syd for Brimnæså ved strandbredden. Og en sænkning (lág) aldeles svarende til den »dæl«, hvori Ljotolv lurede på Karl, skal kunne påvises fra Brimnæsgårdens tun ned mod søen.
- ↑ Kortets angivelser for Svarvadardalens vedkommende er næppe rigtige med hensyn til alle enkeltheder; således er utvivlsomt syd for åen, på strækningen mellem Skidadal og dalbunden, afsat én sidedal for meget og ét gårdmærke for meget.
