Øfjords syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Eyjafjarðarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Øfjords syssel
Eyjafjarðar sýsla

[Indbyggerantal c. 5000]


Under Øfjords syssel hører nordenden af den mellem Skagefjorden og Øfjorden skillende halvø, hvis vestkyst i det nærmest foregående er beskrevet. Ude ved kysten, nordøst for Fljot-bygden, endnu inden nordspidsen er nåt, ligger en lille bygd Ulvsdalene (Úlfsdalir), der siden år 1826 også i verdslig henseende hører til Øfjords syssel. De tre her værende gårde, som tidligere regnedes til Skagefjords syssel, ligger i to smådale, indknebne mellem høje og stejle fjælde. — Bratte og utilgængelige fjælde afslutte i det hele halvøen mod nord, skarpere udprægede, jo nærmere man kommer søen. Bebyggelsen samler sig i denne den nordvestligste del af Øfjords syssel om de tre små fjorde Siglufjord, Hedinsfjord og Olavsfjord, der i retning fra nordøst til sydvest skære sig ind i landet. Nordøstligst, kun ved en enkelt fjældpynt skilt fra Ulvsdalene, ligger Siglufjord (Siglufjörðr), der omtrent i retning fra nord til syd skærer sig ind fra det åbne hav. På vestsiden af Siglufjord, omtrent midtvejs, ligger præstegården Hvannøre (Hvanneyri). Neden for gården skærer sig frem i fjorden en øre, på sydsiden af hvilken handelspladsen Siglufjord står, inden for øren findes nemlig en rummelig og god havn. Øren antager man er den i Ldn. (s. 202) nævnte Tormodsøre (Þormóðseyrr). Omkring fjordbunden ligger flere gårde, og fra dalen oven for udgår den til Fljot i Skagefjorden førende vej over Siglufjordsskard (Siglufjarðarskarð). Fra vestsiden af fjorden fører også veje, men rigtignok næsten kun for fodgængere, til Ulvsdalene. Øst for fjorden strækker sig længst ude fra Siglunæsmule (Siglunessmúli) en pynt frem, under hvilken gården Siglunes står. Ved Siglunæs skal endnu de i Svarfd. (s. 137) nævnte Svarthövdestene (Svarthöfðasteinar) påvises; om oprindelsen til navnene Siglunæs og Siglufjord beretter i øvrigt Svarfd. på det anførte sted noget forskelligt fra Ldn. — Siglufjord er en hovedstation for håkarlefiskeriet, der med stor iver drives herfra fra det tidlige forår til ud på somren.


Ved et stejlt affaldende næs er Siglufjord adskilt fra den smalle lille Hedinsfjord (Héðinsfjörðr), der kan regnes som en forgrening eller bifjord af Øfjorden (Eyjafjörðr), i det denne lange, forholdsvis smalle fjord, der i en længde af 7 mil skærer sig i sydøstlig retning ind i landet, sædvanlig antages at begynde ved Siglunæs. Oven for Hedinsfjord, kun adskilt fra jordbunden ved et smalt sandrev, ligger en lille indsø, hvorigennem den fjorddalen gennemløbende å falder ud i fjorden. Under tidligere tiders ugunstigere forhold lå Hedinsfjordens gårde ofte for største delen øde på grund af de her herskende hårde vintre.


Mellem Hedinsfjord og Olavsfjord skiller et noget bredere, ligeledes af fjælde ganske opfyldt næs. Mod nordøst, ud imod søen, åbner dog fjældet plads for et par små dalstrøg Hvanndalene (Hvanndalir), af hvilke det største indeslutter en gård af samme navn, der står næsten aldeles afskåret fra forbindelse med omverdenen. Olavius (s. 288) beretter, at man her viste ham en »Ódáinsakr« (Udødelighedsager), således kaldet, fordi man antog, at der her voksede urter, som skærmede mod døden. Om Hvanndalene opkom strid mellem de to landnamsmænd, hvis besiddelser her stødte sammen; herom minder måske navnet »Trætteskær« (Þrætusker), hvor sogne- og hreppsgrænsen netop falder.


Olavsfjord (Ólafsfjörðr) er ligesom Hedinsfjord kun en halv mil lang; men dalstrøgene oven for er langt betydeligere, på hen ved et par mils længde. Også oven for Olavsfjord ligger en kun ved sandrev fra fjorden adskilt indsø, der gennemløbes af en bygden gennemstrømmende å. Uagtet denne indsø har færskt vand, er der dog den mærkelighed ved det, at man her fanger jævnlig og i stor mængde forskellige arter af saltvandsfisk, der antages som små unger at gå op i søen gennem osen (udløbet). De således fangede fisk skal have en ejendommelig behagelig smag. Vest for fjorden ligger gården Gunnolvså (Gunnólfsá, nu sædvanlig Ytri Á). Denne nævnes besynderlig nok i Ldn. (s. 203) som bolig for landnamsmanden på østsiden af fjorden. I ÞH. (II, s. 61) nævnes samme gård Gunnulvsstad (Gunnúlfsstaðir). Omtrent midsvejs i fjorddalen, vest for åen, ligger præstegården Kviabekk (Kvíabekkr).


Herfra udgår en dog mindre benyttet fjældvej (Ólafsfjarðarskarð) til FIjot. Fra dalbunden længst inde ligger derimod en både kortere og bekvemmere vej til Stivla i Skagefjorden, — øst for åen kan mærkes den i Svarfd. (s. 192) nævnte gård Karlsstad (Karl(s)ststaðir) nord for Reykir[1]. — Gennem forskellige fra sidedalene mod sydøst udgående fjældveje står bygden i forbindelse med den sydligere liggende Svarvadardal.


Med mulen, der afslutter Olavsfjordens stejle fjældbegrænsning mod øst, ender denne bygd. Den såkaldte Upsastrand (Upsaströnd), som kysten syd efter indtil Svarvadardalens munding kaldes, regnes til Svarvadardals hrepp. Denne kyststrækning, vel henved 1½ mil med retning omtrent fra nord til syd, er, næsten aldeles ufarbar selv for gående mænd, i den grad strække fjældene sig umiddelbart ud til søen. Dog findes her langs kysten en række gårde, i reglen stående hvor fjældet giver plads for et lille dalstrøg. Blandt disse er Karlså (Karlsá), en mils vej syd for Olavsfjordsmulen, nord for en lille fra Karlsådalen kommende å. Sydlig på Upsastranden ligger præstegården Upsir, hvorefter bygden benævnes. I følge Svarfd. boede høvdingen Karl den røde på Upsir, men da han aner sin nær forestående død, befaler han, at man skal føre hans lig ud på »Stranden« hinsides den derværende å: derfra var der en god udsigt til de ind og ud gennem fjorden sejlende skibe. Dette sker også; han og nogle med ham faldne Nordmænd lægges i skib her, og stedet kaldtes derefter Karlså. I en nyere udfyldning til Svarvdæla saga (Svarfd. s. 197) siges derimod, at Karl den røde boede på Karlså, således som også Ldn. (s. 208) angiver. Den antkv. indb. (1818—20) beretter, at i en uanselig høj Bygghóll ude ved kysten i Karlsås land skal i følge ældgammel tradition en bonde fra Karlså ved navn »Rød« (Rauðr) i den hedenske tid være højlagt, for at han kunde se sejladsen ud og ind gennem Øfjord.

Upsastrand set fra Hrísey - (W.G. Collingwood, 1897)

Upsastranden går mod syd over i Svarvadardalen, således at Upsasognets sydligste gårde stå i mundingen af denne dal, nord for åen. Herhen må vel allerede den syd for Upsir stående gård Brimnes regnes. Oven for Upsir og Brimnæs åbner fjældet plads for en lille dal, Upsadal, hvorfra en efter Brimnæs benævnt å (Brimnessá) løber i søen mellem de to gårde. Håndskrifternes læsemåder Gervinessá og Gumnessá (Svarfd. s. 175) er øjensynlig en fordanskning for Brimnesså, da ingen anden end den nys omtalte Brimnæså kan være ment. Ved Hyltinga naust (flt.) her falder Karl den røde[2]. — Sydøst for Brimnæs ligger Böggestad (Böggistaðir, Svarfd. s. 192, eller — s. 171 — Böggstaðir; nu sædvanlig Böggustaðir eller — med den nøjagtige form — Böggvisstaðir). Den til gården hørende, nord for Svarvadardalsåens munding liggende, kyststrækning, den såkaldte Böggestadasand, frembyder gode landingspladser og er rig på drivtømmer; det må være denne strækning, der i Svarfd; (s. 171) benævnes Sand (Sandr), medens det forangående Strönd vel må kunne omfatte hele Upsastranden. — Gejravolde (Geiravellir) ved Böggestad, således benævnt efter et her begået drab, kendes næppe længer under dette navn. — Ganske kort fra Böggestad følger Hrappstad (Hrappstaðir); egenlig hedder gården, som det ses af Svarfd. s. 192, Hravnsstad (Hrafnsstaðir).


Den alt oftere nævnte Svarvadardal (Svarfaðardalr) er en af en middelstor å gennemløbet dal, der i en længde af henved 3 mil strækker sig i sydvestlig retning fra kysten ind i landet. Sit navn skylder den landnamsmanden Torsten »svörfr« eller »svarfaðr«. Åen, Svarvadardalså (Svarfaðardalsá), tager navn efter dalen; dens munding, Svarvadardalsos (Svarfaðardalsóss), findes omtalt som landingssted for skibe.


Øst for Svarvadardalsos, kort fra søen, findes en højde Melshorn, som i de nys anførte topografiske optegnelser angives som svarende til Melshövde' (Melshöfði, Svarfd. s. 147), der i sagaen angives som landingssted for skibe.


Selve Svarvadardalen er både frodig og tæt bebygget, men til bægge sider begrænses den af høje, stejle fjælde, der navnlig i den øvre del af dalen vise sig som pyramideformede tinder, den ene ved siden af den anden, skilte ved næppe bemærkelige smådale. Fra dalbunden farer korte, om end besværlige fjældveje til Kolbénsdalen og Dejldardalen i Skagefjord[3]. Mest befaret er den til Kolbénsdalen førende Heljardalshede. Nederst i denne farer vejen ad en kamformig ås Kamb (Kambr), der må være det i Svarfd. omtalte Kamb(r), en af ydergrænserne for Torstens landnam. Blandt Svarvadardalens sidedale mod syd må først — kun skilt fra den op fra dalbunden liggende hede ved den ubebyggede Vivilsdal (Vifilsdalr) — mærkes den lille Vatnsdal(r), der i følge Svarfd. oprindelig synes at have været brugt som en art almenning (eller som sætersted fra Brekka), men som nu tilhører de to nærmest neden for liggende gårde: Kot (øverste gård) og Skejd (Skeið, Laxd. s. 348), Svarvadardalens øverste gårde syd for åen. Vatnsdalen har sit navn af en i den liggende sø, fra hvilken en lille å Vatnsdalså (), der falder i Svarvadardalsåen, har sit udspring. I søen er ingen holme [Svarfd. s. 139 taler om de Vatnsdals holme, der kaldes Víðihólmar], men nord for søen i dalmundingen er nogle banker, der kaldes Vatnsdalshólar; her skal findes en Viðivallalág.


Øst for Skejd følger syd for Svarvadardalså gårdene Hæringsstad (Hæringsstaðir), Búrfell og Melar, alle tre kendte fra Svarfd. Ud for Burfell, ned mod åen, findes grusbanker (Búrfellsmelar), der så vel efter form som beliggenhed svare til Svarfd.'s Krókamelar et navn, der næppe nu er bevaret. Klauve har i ifølge sagaen (s. 156) en kamp ved Krokamelar lige over for Burfellshusene ɔ: Burfellsgårdens huse; at Klauve for at komme hertil rider — efter en samtale med den længre ude i dalen boende Karl den røde — ud efter dalen, kan ikke forholde sig rigtig, — her må læses »op« (upp).


Smådalene, som strækker sig mod syd, henholdsvis fra Burfell og Melar, skilles ved det stejle Tejgarfjæld (Teigarfjall). Under fjældet vil man påvise sporene af en gård, der antages at svare til den i Svarfd. (s. 149) nævnte gård Teigsfjall. Det i samme saga (s. 155) nævnte Tejgarhøfde (Teigarhöfði) må også søges her i nærheden, måske hvor der ud mod åen ikke langt herfra findes en højde benævnt »höfði«.


Ud for Melars nabogård mod øst danner der sig mellem Svarvadardalså og den syd fra kommende Skidadalså en »tunge«, en ikke ubetydelig til dels kvistgrot strækning (nu af de nærmest boende sædvanlig benævnt i flt. túngurnar); hustomter påvises her flere steder, og tværs over tungen ligger en indhegning (þvergarðr). Dette må være den i Svarfd. omtalte Tunge (Tunga). Her skal der i følge sagaen (s. 141) være bygget et skib. Skov findes nu lige så lidt her som andetsteds i dalen — om den ellers nogensinde har været her; beretningen om skibsbygningen bærer i hvert fald præg af udsmykning eller opdigtelse. I denne tunge holdtes i følge Svarfd. (s. 149) den årlige fordeling af de fra fjældgræsgangene sammendrevne får, og det i sagaen nævnte Tungagerde (Tungugerði, s. 176), hvor der holdtes hestekamp, må vel også søges her.


Vest (eller nord) for Svarvadardalså skærer sig ligeledes små sidedale ind mellem høje, stejle fjælde; fremfor alle udmærker sig et anseligt, rødligt, kileformet trapfjæld, ud for hvilket de øverste gårde ligge. Øst for dette skærer sig en sådan mindre dal ind; derefter begrænses hoveddalen på en strækning af en høj, stejlt affaldende fjældterrasse, der her danner den nedre del af fjældet. Blandt de neden under liggende gårde er Klauvabrekka (Klaufabrekka eller -brekkur), vel bekendt fra Svarfd. som den urolige Klauves bolig. Efter gården (eller rettere den oven for liggende li) har en til Olavsfjorden og Stivla i Skagefjorden førende fjældvej fået navn. Svarfd. fortæller (s. 150), at Klauve efter at have bot en tid på Melar blev nødt til at flytte til Klauvabrekkur neden (!) for åen oppe i dalen; først hed gården Klauvanæs (Klaufanes) og stod nede ved åen[4]. Den flade engstrækning foran Klauvabrekka ned mod åen kaldes stadig »nes«, og man vil påvise tomterne af den gamle gård her. Navnet »Klaufabrekkur« må jo oprindelig betegne fjældskråningen oven for gården, altså vel ganske den samme strækning som i Svarfd. (s. 157) benævnes Klanvahlid (Klaufahlið). — I Svarfd. (s. 191) fortælles, at man for at få ende på Klauves gengang brændte hans lig og sænkede asken i en kogende kilde (hverr) syd for gårdens tungærde. Nogen »hver« findes her ikke, men i udkanten af tunet sydvest for gården er en sænkning, hvis bund optages af en dyb, her forsvindende mosebæk; stedet kaldes »Klaufapollr«, og her siges Klauves aske at være nedsænket. — Også i VL. omtales Klauvabrekka, og der berettes, hvorledes den her boende mand, Halle, på hjemvejen fra et besøg længre ude i dalen, ved hvilken lejlighed han havde lagt vejen over Hörðabrekka dræbtes i nærheden af sin gård. Dette stedsnavn kendes ikke nu, men må vel søges i selve Svarvadardal, lidt uden for Klauvabrekka.


Noget østligere end Klauvabrekka, lige over for Tejgarfjæld, ligger Urðir (ÞH., Svarfd.), en gård, om hvis bygninger der i Svarfd. s. 155 bruges betegnelsen Urðarhús.


Omtrent ud for Skidadalens munding afsættes mod nord en noget større sidedal, Bakkadalen (Bakkadalr)[5]; derefter antager Svarvadardalen, som for den øverste dels vedkommende har haft en retning nærmest fra vest til øst, en mere nordlig retning. Bakkadalen, der egenlig kun for den østlige halvdels vedkommende bærer dette navn, gennemstrømmes af en lille å. Ud for dalmundingen øst for åen ligger gården Sténdör (Steindyr); længre ud efter og nær Svarvadardalsåens bred følger Bakke (Bakki)[6]. På Stendör boede i følge Svarfd. den mellem bægge partier vaklende Gris, der sluttelig dræbes her af Karl den røde. I den anledning kommer det til kamp mellem Karl og Ljotolv gode, der omtrent samtidig er gået over åen på Bakkavað og nu nærmer sig. De mødes på Kumlatejg (Kumlateigr), og da det begynder at gå Ljotolv uheldig, vil denne først trække sig tilbage ad Blejkjudal (Bleikjudalr) øst for Bakke-gærdet (fyrir utan Bakkagarð), derpå ud gennem Navarsdal (Nafarsdalr) øst for kampstedet (fyrir utan teiginn) — men bægge steder står den døde Klauve ham i vejen; efter en fornyet kamp, hvor Klauve viser sig blandt fjenderne, flygter derpå Ljotolv. Navnet Kumlatejg (ɔ: høj-marken) er næppe bevaret, men stedet må have været i nærheden af Bakke[7]. Fra tunet ned mod åen skal der her ligge tre sænkninger eller pas (skörð), hvoraf det ene endnu siges at hedde Navarsdal; også Bleikjudal påvises blandt disse (nordligst, nu benævnt Bakkadal(r)). Et efter gården benævnt vad skal endnu findes ud for Bakke, lige som i det hele så vel angivelserne af vadestederne over åen som sagaens øvrige fremstilling vidner om detailleret lokalkundskab.


Følges gårdrækken videre nord efter i dalen, vest for åen, kommer man forbi de to gårde Garðshorn til Grund, en af de i Svarfd. hyppigst nævnte gårde[8]. På Grund boede landnamsmanden Torsten svarvad og hans søn Karl den røde; Karl flytter vel efter faderens død til Upsir, men efter hans sidste ønske flytter enken tilbage til Grund, og her har også sønnen, den yngre Karl en tid sit hjem. I Svarfd. (s. 141) fortælles, at der til køl for det skib, som byggedes oppe i »tungen«, anvendtes et træ (eyk), som stod nede i Egebrekka (Eykibrekka) oven for Bladsgerde (Blaðsgerði); denne »eg« førtes ud i vandløbet (síki) syd for og neden for Grund, hvorefter stedet kaldtes Egesik (Eykisík). De her nævnte steder må søges i omegnen af Grund. Navnene Eykebrekka og Eykesik er vel ikke bevarede, men i følge egnens naturlige beskaffenhed kan de pågældende lokaliteter, hvorpå der i sagaen er tænkt, med temlig sikkerhed påpeges[9]. — Senere i sagaen (s. 166) omtales et sted Blakksgerde (Blakksgerði — eller Blaðsgerði, som ét håndskrift har) — nede på molerne lige over for Blakksgerde blev nemlig Torsten svarvad begravet — , som utvivlsomt må være samme lokalitet som Bladsgerde. Blakksgerde synes dog at være den rigtigere form; nu hedder stedet nemlig Blakksgerde eller Blængsgerde (— gerði). Således benævnes et lille græsgrot stykke land sydvest for Grund. A. M. omtaler det som et lille indhegnet landstykke med en hustomt, men så ubetydelig, at man ikke antog, at her nogen sinde havde været bebyggelse. Man taler nu om, at her skal have været tingsted eller »lögrétta« i ældre tid. Hvorledes dette end forholder sig, ses det virkelig af Svarfd., at Svarvadardal har haft sit eget tingsted — ja, kan man tro sagaen, endog sit eget vårting. S. 137 omtales en »lovmand« Höskuld i dalen; dér holdtes jævnlig ting, siger sagaen, og man kan endnu se sporene dér. S. 148 omtales et vårting på Höskuldsstad (Höskuldsstaðir), hvoraf det ses, at sagaen tænker sig lovmandens bolig som tingstedet, og det sted, hvor sporene (ɔ: bodtomterne) endnu da skulde kunne ses. Men uheldigvis kendes ingen gård eller ødegård af dette navn i Svarvadardalen. Da der senere hen i sagaen (s. 183) omtales et Tingvad (Þingavað) ganske nær ved (rigtignok lidt uden for) den lige over for Grund stående gård Hov, kunde man måske deri se et vink om, at traditionen ikke havde så ganske uret ved at ville henlægge tingstedet til omegnen af Blængsgerde. Vadet anses for at svare til det nuværende Gravarvad (Grafarvað) ud for gården Grund (benævnt efter den omtrent lige over for liggende gård Gröf)[10].


Eyjafjord ud for Látrastrand - (W.G. Collingwood, 1897)
Straks nord for Grund, så at tunene kun er skilte ved et fjældskred, står gården Brekka, hjemstedet for en af Svarvdælasagas hovedpersoner, den ulykkelige Ingveld fagerkind. Hendes fader, gårdens ejer, er Asgejr rødfeld, en af hendes brødre den senere så berømte Torlejv jarleskjald.


Noget nord for Brekka følger det i VLj. nævnte Tjörn, nu præstegård. Nord for Tjörn ligger Ingvarastad (Ingvarastaðir, nu alm. Ingvarir); gården, der nævnes i Svarfd. s. 192, synes at bære navn efter en Ingveld. Hinsides Ingvarastad skærer sig den lille Holtsdal(r) ind mod vest. Dalen gennemstrømmes af en lille å, syd for hvilken står gården Sydre (Syðra) Holt; nord for åen ligger den i Svarfd. nævnte gård Ydre Holt (Ytra Holt). Ydre Holt er den nordligste gård i Tjörn-sogn, nofd for denne begynder Upsa sogn.


Af Svarvadardalens sidedale er ubetinget den betydeligste Skidadal (Skíðadalr). Udgående fra østsiden af hoveddalen, omtrent hvor denne begynder at antage en mere nordlig retning, strækker den sig først imod syd, så imod vest et par mil ind mellem fjældene. Dalen, der nu, navnlig øst for åen, indeslutter adskillige gårde, skal i følge Svarfd. (s. 171) af den Svarvdælske høvding Ljotolv være overdraget hans tro mand Skide, efter hvilken dalen bærer navn, og den gang skal der have været tæt skov op fra »tungen«. Skide boede i følge sagaen på Mödruvold (Möðruvellir); nogen sådan gård kendes nu ikke, men den svarer utvivlsomt til ødegården Skidastad (Skíðastaðir), hvis tomter påvises vest for den dalen gennemstrømmende å. Der står her, langs dalens vestside, tre gårde; den midterste af dem er Mårstad (Márstaðir); ved grænseskellet mod nord påvises stedet for Skidastad, som allerede A. M. omtaler som en gammel af fjældskred tilintetgjort ødegård, og som i følge traditionen har været grundet af Skide[11]. — Blandt de øvre gårde øst for Skidadalså er Hnuk (Hnjúkr), i hvis land ødegården Håvardssted (Hávarðsstaðir) skal kunne påvises — den omtales dog ikke i A. M., Olavius derimod har den — . Det er vistnok på denne gård, der tænkes, når der i Håv. (s. 52) fortælles, at den gamle Håvard efter at have solgt sine ejendomme i Vestfjordene begiver sig med sin hustru til Svarvadardalen og flytter op i den dal, der hedder Oksedal (Oxadalr), hvor de nogle år boede på den af Håvard anlagte gård Håvardsstad. Navnet Oksedal er utvivlsomt tabt; sandsynligvis har en af sidedalene fra Skidadal været benævnt således. At navnet ikke, hvad man ellers let kunde formode, er opstået ved fejlskrivning for Skidadal, ses af Sturl. (gl. udg. 3 þ. s. 144), hvor det fremgår, at Oksedal (Uxadalr) har været en sidedal (eller sidedals forgrening) fra Svarvadardal.


Neden for (nord for) Skidadal bliver dalbegrænsningen lavere og mindre vild. Blandt de første gårde her, øst for Svarvadardalså, er Skeggstaðir — der i den nyere tid er bleven genopbygget på tomterne af en gammel ødegård af samme navn, og som formodenlig svarer til det i Svarfd. nævnte Skeggjastad (Skeggjastaðir) — og Hovså (Hofsá). Den sidste tager navn efter en Hovsdalen gennemstrømmende å, syd (vest) for hvilken den ligger. Hovsdalen (Hofsdalr), en lille sidedal, der mod syd strækker sig op mellem fjældene, benævnes igen efter den hinsides åen, nord for dalmundingen stående gård Hov (Hof). Gården, der ligger lige over for Grund, og som i følge Svarfd. beboedes af Ljotolv gode, hører til en af de i sagaen oftest nævnte gårde. Dens navn tyder på, at her i oldtiden har stået et tempel. Som stedet for gudehuset påviser man i tunet, kort nord for gården, en lav høj, hvis kant for oven er omgiven med et græstørvsgærde, inden for dette ses igen en mindre kredsrund tomt »goðatópt« ; diametren af de to indhegninger eller tomter er 10 og 5 fv. Oppe i Hovsåen findes desuden en lille foss Goðafoss. I.VLj. nævnes s. 207 Hov, men s. 218 Hovså som bolig for den i sagaen optrædende Björn Torgrimssön. — Da det i »tungen« og af »egen« fra Egebrekka byggede skib er helt færdigt, føres det om vinteren ad isen til lige over for Hov, hvor det bliver stående, indtil det benyttes til en udenlandsrejse, støttet af med skibsstolper, på et sted, som heraf fik navnet Skordumyre (Skorðumýrr). At dette sted har ligget øst for åen, lige neden for Hov, ses af s. 169, hvor der fortælles om Skides mishandling, hvorledes han efter at være greben på Hov slæbes bunden til halen på en hest ned over Skordumyre, hvor skoven da var hugget om, så at kun stubbene stode tilbage[12].


Nord for Hov ligger (foruden endnu en gård) Gröv (Gröf; Svarfd. s. 172: Grafarhús); derpå kommer Vellir (ɔ: Vold), bolig for Valla-Ljot, benævnt efter gården og hovedperson i den efter ham benævnte saga. — Den udmaling af lokaliteterne, der findes i VLj. (s. 223: fårehuset oven for gården nær en tunge mellem to gil i skoven) synes virkelig at svare til de virkelige forhold. På Vellir findes en lav høj med stor firkantet tomt, kaldet »lögrétta«.


I VLj. (s. 219) omtales en Saudadal (Sauðadalr), der må være en således benævnt lille dal i fjældet oven for Vellir, da den er den eneste dal af dette navn i hele Svarvadardal. I følge sagaen skulde man vel snarest søge denne dal vest for åen i nærheden af Tjörn, men netop her findes ikke en gang den mindste dalsænkning[13].


Fra det höje og stejle fjæld, hvorunder Vellir ligger, strækker sig mod nord en lille hals kaldet hamren (hamar); denne er igen ved en mindre dal (Halsdalen) skilt fra en noget større hals, der går fra fjældene helt ud mod søen, og som kan siges at danne Svarvadardalens østgrænse længst imod nord. Efter at være kommen over hamren har man udsigt over den nederste, bredere og fladere del af Svarvadardalen, samt åens udløb i fjorden. På denne side åen, på flad mark, ses gården Hrísar (nu: Hrísir, opr. Hrís); hvis det er denne gård, som er ment med VL's »á Rísum« (s. 219), synes beliggenheden noget uklart opfattet. — I Laxd. (s. 358—60) fortælles om en kamp, Bolle den yngre havde i Hestanes ved Svarvadardalså; dette viser sig i følge sammenhængen at svare til den nu såkaldte Hestnæstange (Hestnesstángi), der strækker sig ud i åen inden for Hrisar; tæt her ved er der — hvad der stemmer med sagaens fremstilling - vad over åen. Den oven nævnte større hals (efter en gård hinsides halsen benævnt Hámundarstaðaháls) ender ud mod fjorden med en højde Halshøvde (Hálshöfði), der af nogle antages at svare til den i Svarfd. (s. 147) nævnte Melshøvde. Vestlig i denne hals ligger den derefter benævnte gård Hals (Háls). Straks efter at man er kommen over halsens ryg, viser sig tomter af et ødested (Hálskot). Neden for disse nær søen er store tomter og et godt tunsted; her mener man, at den i VLj. (s. 219) nævnte gård Dalsbæ(r) har stået.


Ud for Svarvadardalen, men i henseende til kirkesogn og hrepp sluttende sig til bygden hinsides halsen, ligger Hrisø (Hrisey), en ¾ mil lang, men, hvor den er bredest, knap halv så bred ø, der i retning fra nordvest til sydøst ligger tilsyneladende midt i fjorden, dog i virkeligheden noget nærmere vestkysten, fra hvilken den er skilt ved et omtrent ½ mil bredt stræde, øen har nu to gårde, tidligere skal den have haft 2—3 flere. Dette er Øfjordens eneste ø, hvad der efter fjordens navn falder noget besynderligt; man må antage, enten, at fjorden er bleven benævnt efter denne i forbindelse med de to temlig langt uden for beliggende øer (Grimsø og Flatø), eller, og dette måske snarere, efter de i mundingen af Øfjordså liggende flade holme.


Den oven nævnte hals, Hámundarstaðaháls, har navn efter Håmundarstad (Hámundarstaðir), som er den nærmeste gård øst for halsen. Her tilbragte den Øfjordske landnamsmand Helge den magre sin første vinter; efter hans svigersdn Håmund heljarskind er gården benævnt. — øst for Håmnndarstad er gårdene Krossar (Laxd. s. 356, nu ofte Krossir) og Hella, den sidste nordligst og nærmest kysten. En fjærdingvej øst for Hella, hinsides en å, står ude ved kysten Birnunes (på kortet fejlagtig benævnt Brimnes). I Svarfd. (s. 143—44) fortælles det, hvorledes bonden på Birnunæs forulæmper sin nabo på Hella, indtil Klauve dræber ham, en gang da han efter sædvane lader sit kvæg græsse på Hellas marker. Stedet, hvor han dræbtes, der herefter fik navnet Hranarek, må søges i Hellas land.


Fortsætter man fra Krossar vejen mod øst, passerer man snart åen, syd for hvis munding Birnunæs ligger; det er Torvaldsdalså (Þorvaldsdalsá), en vel ikke stor, men temlig urolig å, hvorfor den er forsynet med en bro. Åen kommer fra en mindre dal Torvaldsdal (Þorvaldsdalr), der i en længde af omtrent en mil her strækker sig mod syd ind mellem fjældene. Dalen bærer ved siden af Torvaldsdal i A. M. navnet Torhallsdal (Þórhallsdalr), og under dette navn forekommer den i Håvards saga. Efter at Håvard nogle år har bot på Håvardsstad i Skidadal rejser han med sin hustru Bjargø og en slægtning Torhall til Norge, hvor de bliver døbte. Her dør Bjargø, Håvard og Torhall vender derimod tilbage til Island, hvor Håvard bosætter sig i den nedre del af Torhallsdal. Efter hans død flytter Torhall højere op i dalen, hvor gården Torhallsstad (Þórhallsstaðir) anlægges, og her bygges en kirke. I dalen findes flere gårde, desuden påvises som ødegårde de to her nævnte, der nu benævnes Håvardsstad (Hávarðsstaðir) og Torhallekot (Þórhallakot — i følge Olavius i sin tid præstegård — ), bægge øst for åen, ikke langt fra hinanden.


Möðruvellir í Hörgárdal. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Efter at være passeret Torvaldsdalså har man for sig en smal kyststrækning, mod øst begrænset af fjorden, mod vest af en anselig fjældmasse, hvis nordlige del skiller Torvaldsdalen fra kystlandet, medens den mod syd er forbunden med fjældene mod vest. Fjældmassens nordligste pynt er Kötlufjall (Svarfd. s. 143); om den Katla, som fjældet bærer navn efter, fortæller sagnet, at hun var en troldkvinde, der boede i en gennem hele fjældet gående hule, og at hun ligger begravet i højen Kötluhóll ved fjældets fod. Kötlufjall antages i almindelighed at være det samme som det i Ldn. (s. 206) nævnte Sólarfjall[14]). — Nord for Kötlufjall står præstegården Større Åskog (Stærri Árskógr), Vemundar sagas Åskog Askógr, andre hdskr.: Árskógr). Kysten fra Større Åskog til hen mod Hørgå mod syd (til Reistará) benævntes i ældre tid Galmastrand (Gálmaströnd, eller hyppigere Gálmarströnd), nu benævnes den sædvanlig efter Åskog (eller Skog).


Ved et lille højdedrag er Større Åskog adskilt fra det sydøstligere Kalvskind (Kálfskinn) — nu delt i to gårde. Kalvskind må tidligere have været en mindst jævnt god gård; i de norske kongesagaer omtales den vel som lille og fattig, men øjensynlig for at gøre virkningen af det fortalte desto større: at den fra det norske hof bortsendte kong Hrærek, der forgæves havde søgt at leve hos to af de største islandske høvdinger, først her følte sig tilfreds, — ti her æredes han højest af alle. Den omtalte kong Hrærek, den eneste konge, der hviler i Islands jord, var en af Olav den helliges uforsonligste fjender, der efter at være bleven blindet af kongen flere gange stræbte ham efter livet, hvorfor kong Olav lod ham føre til Island. Efter et års ophold på Kalvskind døde Hrærek. Hans gravhøj vises nordvest for tunet på Kalvskind; den antkv. indb. (1821) omtaler et forgæves forsøg på at udgrave den. Nærmere søen, neden for Kalvskind, står det i VGl. nævnte Hage (Hagi), nu ligeledes delt i to gårde[15]. — Syd efter fortsættes vejen, aldrig langt fra stranden, — fiskeriet er for denne egns beboere, så vel som for hele Svarvadardalens , af ikke ringe betydning — indtil gården Arnarnes (Vem.) passeres. Syd for denne følger en mindre ås. Dog snart har man foran sig Hørgåens sletter og enge, og mod vest de Hørgådalen begrænsende fjælde.


Hørgåen (Hörgá) er en ikke ubetydelig å, der i roligt, men dog strømkraftigt løb søger ud mod fjorden i nordøstlig retning. Til helt ud mod fjorden bevarer det åen omgivende parti karakteren af en samlet dal, og hele denne strækning benævnes også i sagaerne Hørgådal (Hörgárdalr), et navn, der nu sædvanlig er indskrænket til en af de to største af sidedalene, hvorfra Hørgåen får sit tilløb.


Nord for åen, uden for dalmundingen, står gården Hov (Hof), der ved sit navn vidner om, at her i oldtiden må have været et tempel; syd for gården skal nu en strækning være benævnt goðavöllr[16]. Sydvestligere, omtrent i dalmundingen, ligger egnens bekendteste gård Mødruvold (Möðruvellir) — til forskel fra andre gårde af samme navn, navnlig den længre inde i Øfjordsbygden beliggende, benævnt Mødruvold i Hørgådal. I de ældre sagaer nævnes dog gården kun sjælden (vistnok kun VGl. s. 392), først i Sturlungetiden begynder den at spille nogen rolle, men især det her oprettede kloster har givet den betydning. Klosteret (et avgustinerkloster) grundlagdes 1296 af den daværende biskop på Holar; det skulde forestås af en prior, der skulde erkende biskoppen på Holar som klostrets abbed og rette overhoved. Denne bestemmelse medførte for klosteret en ejendommelig afhængighed af den Nordlandske biskop, hvorom dets historie i flere henseender vidner. Ved reformationen kom også dette kloster med sine ejendomme under kronen[17]. År 1783 bestemtes Mødruvolde kloster til bolig for amtmanden over Nord- og Øst-amtet. Efter en brand år 1826 byggedes der ved siden af den på islandsk vis opførte gård, der har beholdt sit navn, for amtmanden et stenhus, som efter den daværende konge kaldtes Frederiksgave (Friðriksgáfa). Denne bygning brændte i foråret 1874, og det tillodes da amtmanden fremtidig at tage ophold på handelspladsen Akerøre. Af bygningen står kun murene tilbage, men man tænker på at gøre stedet til sæde for en skole (real-, landbrugs-, eller med tiden vel endog latinskole?), hvorved man vilde imødekomme et længe næret ønske hos Nordlændingerne. Foreløbig er en lov om oprettelse af en realskole her vedtaget.


Eyjafjord ud for Hörgá - (W.G. Collingwood, 1897)
Af lævninger fra ældre tid findes her ingen; i denne henseende er forholdene endog særlig uheldige, da Mødruvolde-kloster påfaldende ofte har været hjemsøgt af ildsvåde. To sådanne fra den nyere tid ere alt nævnte. Allerede år 1316 afbrændte imidlertid — ved de beskænkede munkes uforsigtighed — klosteret og kirken fuldstændig. År 1712 brændte næsten hele gården, den gang bebot af egnens sysselmand. Endelig, år 1865, brændte hele den nyrestavrerede kirke med så godt som alt inventar; den var nemlig tiUige ulykkeligvis bleven forsynet med en kakkelovn, og dennes benyttelse foranledigede ilden. Kirken, der hurtig genopbyggedes, led ingen skade ved den amtmandsboligen 1874 overgåede brand og står nu tilbage som et minde om stedets svundne herlighed, idet den både efter sin størrelse og hele udstyring må regnes blandt landets anseligste tømmerkirker.


Hørgådalen er for den ydre dels vedkommende en forholdsvis bred dal, hvis side enggrund af Hørgåen sønderdeles i flade øer; til bægge sider hæver sig høje fjælde, længre ind i mod dalbunden ses talrige af kløfter og tværdale sønderskårne fjælde; hist og her krones fjældtoppene af sne. Efterhånden som man kommer ind efter i dalen, ser man tydeligere den fremspringende forside af et fjæld, hvorom hoveddalen ligesom forgrener sig i to sidedale i sydvestlig retning. Fra den vestligste af disse, Hørgådalen i snævrere forstand, kommer Hørgåen, den sydligste, Øksnadalen (Öxnadalr), gennemløbes af Øksnadalså (Öxnadalsá), Hørgås vigtigste tilløb. Oplivende er det hist og her at se træer plantede ved gårdene, af hvilke navnlig rønnebærtræerne ofte opnå en ret anselig størrelse. — Blandt de under lierne stående gårde kan nord for Hørgå mærkes det en lille mil sydvest for Mødruvold stående Fornhage (Fornhagi), hvor i følge VGl. Hørgådalens ældste kirke i sin tid var, ved hvilken blandt andet Viga-Glum jordedes. I følge den antkv. indb. (1821) vil man ved Fornhage påvise en Glumshøj (Glumshóll), hvor Glum skal være højlagt. — En fjærdingvej længre mod sydvest findes den fra Sturl. bekendte gård Langehlid (Lönguhlíð), og endnu en fjærdingvej længre inde i dalen Øksnhôl (Öxnhóll, Vem.)[18]. Bægge de sidst nævnte gårde skal i følge sognebeskrivelsen i sin tid være blevne ødelagte af fjældskred.


Omtrent ved Øksnhol forgrener hoveddalen sig i de to sidedale, af hvilke Hørgådalen igen udsender mod nordvest og vest to smådale. Barkådalen (Barkárdalr) og Mørkådalen (Myrkárdalr). I Mørkådalen, måske på selve den således benævnte gård, bosatte sig for en tid Viga-Glum, en gang Øfjordens mægtigste høvding, men sluttelig overvældet af sine fjender; fordreven af et fjældskred herfra flyttede han til en gård i Øksnadalen. På Mørkå (Myrká) — i Hørgådalen, som fortællingen om Orm Storolvssön udtrykker sig — havde den for sin styrke bekendte Toralv Skolmssøn hjemme. — Efter afsættelsen af disse sidedale fortsætter Hørgådalen sig endnu en mils vej eller mere mod sydvest og går da over i fjældvejen Hørgådalshede (Hörgárdalsheiðr, nu — heiði), der — af samme længde som Øksnadalshedevejen — ligesom denne udmunder i Norderådalen i Skagefjord. Mod nordvest udgår fra Hörgådalens bund en besværligere og mindre benyttet vej til Hjaltadalen (Skg.).


Hoveddalens anden større forgrening Øksnadalen er for de fleste rejsende ulige mere bekendt, da den sædvanlige vej mellem Øfjords og Skagefjords sysler falder her igennem. Den et par mile lange, smalle dal gør et mere mørkt og ensformigt indtryk, begrænset så vel mod nord som mod syd af ubrudte fjældmasser, der dog hist og her hæve sig i karakteristiske former (tinder, spir). Især nord (eller: vest) for åen står under fjældene en tæt række af gårde; blandt disse kan noget inde i dalen mærkes Bakke (Bakki), i Sturlungetiden Gudmund dyres befæstede gård. En mils vej længre inde står Tværbrekka (Þverbrekka), hvor Viga-Glum tilbragte slutningen af sit liv. Længst inde forgrener Øksnadalen sig i flere smådale, hvoraf den ene er den allerede tidligere (under Skg.) omtalte Øksnadalshede (Öxnadalsheiðr, nu: — heiði), der som en smal dal med vandløb i bunden eller kroget kløft mellem fjældene forbinder Øksnadalen og Norderådalen. Længden af selve heden overstiger næppe 1½ mil, og da den ingen særlige vanskeligheder frembyder, har den fra gammel tid afgivet hovedforbindelsen mellem Nordlandets østlige og vestlige del; ja det ses endog af flere sagaer (VGl. Vem.), at Øfjordingernes sædvanlige vej til og fra altinget lå over Øksnadalshede. Hededalens munding skjules af holt eller højdeskråninger, hvorover vejen ligger. Forrest i højderne står en klippeblok, kaldet Lurkasten (Lurkasteinn), med en varde, der får sin tilvækst af enhver for første gang forbirejsende. Tord hredes saga fortæller (s. 56—57) om en kamp, som Tord består ved Lurkasten; hans modstander Sørle skulde i følge sagaen være højlagt på selve kampstedet i en af bankerne. Denne høj vil man påvise i nærheden af Lurkasten (antkv. indb.).


Syd (ɔ: øst) for Øksnadalså står omtrent midtvejs i dalen Tværå (Þverá, ÞH. s. 57); nord for denne gård kommer Stenstad (Steinstaðir), dalens anseligste gård, lige over for Bakke[19].


Straks uden for Øksnadalens munding, hinsides — på kortet fejlagtig vest for — en rivende lille å ligger den derefter benævnte præstegård Bægeså (Bægisá), som vel er den i Ljósv. nævnte gård Bæså ɔ: Bægisá, uagtet der også vest for åen ligger en gård af dette navn — Syðri Bægisá kaldt i modsætning til præstegården Ytri Bægisá. — Fra Bægeså af og ud efter kaldes strækningen syd for Hørgå Telemarken (Þelamörk). Blandt gårdene her kan mærkes Vindhejmar (Vindheimar, Vem), ved et par gårde skilt fra Bægeså. En del længre ude følger Laugaland, og snart taber fjældskråningen sig i en lav hals, der afslutter Hørgådalens sydlige begrænsning[20].


Hvor Hørgåen på den sidste strækning før sit udløb til bægge sider er begrænset af lavland, ligger syd for åen gården Lón (VGl.), nu sædvanlig benævnt Skipalón, hvis driftige beboer, en ualmindelig dygtig håndværker, har indrettet den næsten som en købstadgård. Sydøst for Skipalon, nær ved fjorden, ligger gården Gæsir, lidt nord for denne ligger Gåsøre (Gáseyri, nu sædvanlig Toppeyri), hvor talrige bodtomter findes, — minder om den tid, da handelen ved Gåsar (Gásar, Gásir, senere Gæsir) stod i sin fulde flor. Gåsar eller Gåsøre var gennem hele middelalderen eller i al fald til ind i det 15de århundrede Nordlandets mest besøgte handelsplads; skibes ankomst hertil eller afgang herfra og de her stående boder omtales hyppig i kilderne — boderne har dog vel kun været beboede, så længe skibene lå her. Et besøg af munkene i boderne her har det vel været, som foranledigede Mødruvolde klosters brand i midten af september 1316; det fortælles nemlig, at klosterbrødrene var komne drukne hjem fra Gåsere om natten, da de ved uforsigtig omgang med lys antændte kirken. Af bodtomter ses der ved Gåsøre en overordenlig mængde, så mange at man efter dette at dømme ubetinget burde antage Gåsar for den i sin tid mest besøgte handelsplads på hele Island. Her strækker sig frem i fjorden et lille stumpt næs Krogsøre (Krókseyri), foran dette ligger en grusbanke (øre) af samme form, hvortil navnet Gåsøre, for så vidt det bruges, er knyttet. Mellem Gåsøre og Kroksøre er flad lerstrand, som ved ebbetid næsten er tør; kun lidt fra Hørgå kommende vand søger sig da en udvej gennem en os (munding) ved ørens sydlige ende. Midt for ender næsset Kroksøre med en lav klippeknude (Skipaklett(r), og det synes ikke urimeligt, at skibene fordum ved højvande har kunnet lægge sig her og i det hele overalt i lerstranden. Bodtomterne bedække hele den øvre del af det lille næs Kroksøre; desuden findes de hist og her i det lavere land til bægge sider, samt i en enkelt række langs strandbredden nærmest osen. Egenlig kun de to sidste afdelinger har udseende af de sædvanlige enkelte, firkantede tomter. Midtpartiet, hvor væggene er langt tykkere og større, gør mere indtrykket af at være lævningerne af 4 — 5 umiddelbart ved siden af hinanden stående gårde: hver tomt er meget stor, uregelmæssig firkantet og ligesom indvendig afdelt i 4—5 småhuse eller mindre tomter. Kan gården Gæsir antages oprindelig at have stået her? Oven for disse sidst omtalte tomter findes en kredsrund indhegning med en aflang firkantet tomt, der almindelig — og vistnok med rette — betegnes som kirke og kirkegård. At der har været kirke her ses af annalernes bemærkning ved år 1359 »kirken på Gåsøre brødes« (ɔ: af uvejr). — Vil man gøre ajle småtomter til særlige boder, får man mindst 50[21].


Syd for Gæsir ved gården Dagverdarøre (Dagverðareyri) står — på en højde, Grettisklöpp kaldet — et »Grettestag«, en klippeblok med nævestore fordybninger øverst på to af siderne; de antages indhuggede af menneskehånd, for at man ((ɔ: Grette) således lettere kunde tumle med stenen.


Strækningen fra Hørgådalens munding syd efter langs kysten indtil Gleråen bærer navnet Kræklingahlíð. Landnamsmanden her boede på Hanatún, som må søges syd for præstegården Glæsebæ (Glæsibær, sydøst for Dagverdarøre)[22]; hans søn var Snorre »Hlidmændenes gode« (Hlíðmanna- eller Hlíðarmanna-goði), hvis tilnavn naturligvis er dannet af Kræklinga»hliden«[23]. I Vemunds & Viga-Skutas saga nævnes gården Hol (Hóll) i Kræklingahlid; hermed kan enten være ment Brennihóll, der nu er delt mellem to gårde, eller Sólborgarhóll, dog vel snarest den første som den anseligere jord[24]. — Til de sydlige gårde i Kræklingahlid hører den oppe i lien liggende Lögmannshlíð, som vel er den i Ljósv. s. 98 nævnte gård Hlíð. — Efter den lille Glerå (Glerá) bærer en nord for åen liggende jord navn, om hvilken A. M. angiver, at den vel bærer to gårde, men som dog ligge inden for samme tungærde og bægge benævnes med samme navn (Glerá eller, sædvanligere, Á; nu hedde de Neðri og Efri Glerá). Besynderlig nok taler allerede Grt. (s. 13, og Ldn.) om to Glerå-gårde og kalder den ene Nordre (Nyrðri), den anden Sydre (Syðri) Glerå.


Akureyri. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Hvor Glerå falder i fjorden, har syd for udløbet dannet sig et fladt næs Oddøre (Oddeyri; ældre: Oddeyrr eller Oddaeyrr), der afgrænser fjordens inderste del, den såkaldte Poll (pollr), som ved denne beskyttelse bliver en sikker og god havn. På det smalle kystland vest for fjordens inderste del har købstaden Akerøre (Akreyri) eller Øfjord reist sig. Oddøre tilhører nu det bekendte Grånefjelag (Gránufélag), et indenlandsk handelsselskab, der i få år har svunget sig op til en betydelig højde, og på næsset er nu dets herværende handelsbygninger opførte. En tid i middelalderen var Oddøre tingsted; således omtaler annalerne ved år 1305. en begivenhed, der forefaldt på Oddøreting (Oddeyrarþing). I Ljósv, (s. 37) omtales et »hesteting« på Oddøre, men ved en unøjagtighed kaldes det dér »Oddøre i Hørgådal«[25]. — Mellem Oddøre og købstaden ligger et stort transmelteri. Akerøre er nemlig hovedstationen for Nordlandets anselige flåde af håkarleskibe, og man har her til gensidig sikring fået indrettet et søforsikringsselskab, hvorved tabet af et sådant efter islandske forhold kostbart dækfartøj bliver mindre føleligt for ejeren, — Akerøre, der bærer navn efter den smalle kyststrimmel, på hvilken handelshusene stå, hørte til de handelspladser, som 1786 fik købstadsret. Først år 1862 blev dog Akerøre en virkelig købstad med særlig forvaltning. Byen, der nu har omtrent 400 indbyggere, har fire større handelsetablissementer, et respektabelt værtshus, to bogtrykkerier, et hospital, et apotek, en forberedelsesskole og er sæde for forskellige embedsmænd, deriblandt amtmanden over Nord- og Østerlandet. Også en ganske net tømmerkirke findes; byens præst har imidlertid hidtil bot på præstegården i landsognet. Akerøre optræder som Nordlandets hovedstad og kan også med en vis ret gøre fordring på dette navn; den danner i virkeligheden foreningspunktet for denne landsdels livlige befolkning, og der rører sig her en ikke ringe alménånd. Byen har kun snæver plads at udvide sig på; bygningerne ligger væsenlig i to rækker, af hvilke de i anden række allerede til dels ligge oppe i skrænten. Akerøre er et af de få steder på Nordlandet, hvor kartoffelavl har nåt nogen betydelig udvikling; byen er også mærkelig af enkelte meget store rønnebærtræer, der findes her.


Akureyri, Laxdalshús. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Hvor købstaden nu breder sig, har oprindelig gårdene Eyrarlands og Nausts land stødt sammen, og på denne sidste, syd for Akerøre liggende, jords grund antages handelshusene oprindelig at være byggede[26].


Gården Naust (Ljósv. Fbr.) ligger, temlig højt i skråningen, omtrent ud for hvor Øfjordså (Eyjafjarðará) falder i søen. Ved sit udløb er denne middelstore å, der udspringer længst oppe i Øfjordsdalen, og som derefter i et roligt løb fra syd til nord gennemstrømmer hele Øfjordsbygden, meget bred, i det den deler sig i en mængde arme, de såkaldte »vaðlar«, som omslutte flade, græsgroede øer eller holme. I Ljósv. (s. 68—69), hvor vadlerne nærmere omtales, berettes, at en på Naust boende kone kaldtes »Vadlaenken«[27]. Efter vadlerne er herredets tingsted (og senere selve herredet) blevet benævnt Vadlating, uagtet tinget ikke har været holdt på en af holmene i selve vadlerne, men øst for disse. Over vadlerne ligger den sædvanligst benyttede vej mellem landet øst og vest for åen, og hovedvejen fører netop over den sydligste og største af vadal-holmene, den såkaldte Stadarø (Staðarey), tidligere Toronnarø (Þórunnarey), så at fortællingen i Ldn. (s. 207) om, at der her fødtes landnamsmanden Helge den magre en datter, da han var ved at flytte vest over åen, falder meget naturlig. Efter denne lille pige Torunn bærer øen navn.


Den egenlige Øfjordsbygd (Eyjafjörðr), landet, der fra fjordbunden strækker sig op mod syd, til hvor hoveddalen opløser sig i forgreninger, er et ualmindelig smukt landskab, og måske den smukkeste af alle Islands fjordbygder. Midt gennem den forholdsvis brede dalslette glider åen frem, til bægge sider indfattet af et grønt engbælte. Så vel forude som til bægge sider åbner udsigten sig til mindre sidedale, og desuden er de bygden begrænsende fjælde idelig gennemskårne af tværdale, hvorved de næsten alle mere eller mindre får kegle- eller pyramideform, — ofte er de stejle, svære fjældmasser, men dog med et grønligt skær af græsvækst hist og her. Alt dette giver Øfjordsbygden et mere afvekslende og livligt udseende end sædvanlig er tilfældet. Egnen er stærkt bebygget , da koholdet her kan være forholdsvis stort. Til bægge sider af åen ligger i tæt række historisk bekendte gårde. Næsten hele egnen bebyggedes oprindelig af Helge den magres slægt, og flere berømte høvdinger havde i den følgende tid hjemme her. Et bevis på den betydning, man i ældre tid tillagde dette herred, kan man måske finde i, at hos Are (Islb. s. 17) Nordlændingefjærdingen benævnes Øfjordingefjærding (Ayfirþínga fjórþungr).


Vest for åen, omtrent en halv mil fra mundingen, ligger Helge den magres gård Kristnes, der desuden omtales i adskillige andre sagaer. — Syd for Kristnæs, og noget højere, følger Kropp(r), bekendt fra Vemunds saga. Skilt fra Kropp ved en enkelt gård ligger Ravnegil (Hrafnagil), hidtil bolig for præsten på Akerøre. I Tord hredes saga omtales en af Tord bygget skåle på Ravnegil, som endnu den gang stod. Hovedgårdene i Øfjord synes i det hele taget langt ned i tiden at have bevaret den slags store bygninger (sovehuse ɔ: sængestuer); nu er de dog alle forsvundne. Fælles for dem alle skal have været, at de vendte bredsiden ud mod gårdspladsen; træværkets konstruktion var ejendommelig og sængene ofte lukkede sænge; størrelsen synes ellers at have været det eneste, som disse skåler — med vinduer i taget og uden panelbeklædning — har haft forud for de sædvanlige islandske huse. Dog skal træværket ofte have været rigt udskåret, og skålerne har måske i bedre dage været indvendig helt panelede. Af skålen på Ravnegil er nu kun enkelte udskårne stolper tilbage.


Så vel Ravnegil som de nærmest foregående gårde og næsten alle de i det følgende i Øfjorden nævnte forekommer i den kreds af sagaer, for hvilke det nordøstlige Island er skuepladsen, og af hvilke først og fremmest Viga-Glums saga og Ljosvetninga saga, men også Vemunds saga og Valla-Ljots saga angår Øfjorden. — I VGl. omtales nogle gange Ravnegilslaug (Hrafnagilslaug); herved tænkes måske snarest på en lille lunken kilde syd for tunet; dog findes en anden og hedere noget nord for Ravnegil, og flere andre fremdeles på strækningen nord for langs dalskråningen.


Fortsættes vejen fra Ravnegil syd efter, kommer man først forbi gården Stokkalade (Stokkahlaða, — hlöður; nu Stokkahlaðir); derefter møder de to gårde Espehol (Espihóll), af hvilke den sydligste, som nu er den mindste, er den oprindelige. Gårdene ligger tæt ved siden af hinanden adskilte ved — og i sin tid benævnte efter — en langagtig, mod siderne og navnlig mod østenden temlig brat affaldende sten- og grusbakke, der strækker sig frem mod åen. I Viga-Glums saga, hvor de fra Håmund heljarskind nedstammende Espeholsfolk spille en vigtig rolle som modstandere af Glum, omtales en kamp ved denne høj (»hól«en), i det Espeholsfolkene vil forhindre Glums parti fra at passere åen på et derværende vad, som i følge sagaen imidlertid senere skulde være aflagt Nu er forholdene dog ikke meget forskellige fra på Viga-Glums tid. Langs nordsiden af holen strækker sig en mængde gamle ridestier ned mod åen; ud for holen ligger i åen en lille flad sandholm, og over denne er endnu et godt vad over mod den lige over for liggende gård. — Den næste mærkelige gård, der syd efter møder, er den kun kort herfra liggende Grund, fra gammel tid en af egnens hovedgårde, der ligger under fjældet med et stort, svagt hvælvet tun foran sig og der neden for igen brede engstrækninger langs åen. Uden at spille nogen rolle i de ældre sagaer kommer gården først til nærmere omtale i Sturl. Der var et virke her, hvorom dog nu intet nærmere vides, og i en årrække var gården sæde for Sighvat Sturlassön. Også Grund har haft sin skåle, som nu er forsvunden, men om hvis størrelse man endnu véd at fortælle. Til den knytter sig mindet om en større kamp, da Øfjordingerne nemlig ved midten af det 14de årh. her overfaldt og dræbte de ilde lidte landstyrere hirdstyreren Smed Andressön og lovmanden Jon »skråvejva« (ɔ: skræmsel) efter en hård kamp, under hvilken hirdstyreren forsvarede sig i skålen til det yderste[28]. Om Grundar-Helga — moder til den tidligere omtalte, berømte Vestlandske høvding Bjørn jorsalafar — den mandige kvinde, som den gang boede på Grund, og som var den, der samlede Øfjordingerne til overfaldet, bevares en levende erindring, og til hende har fornemlig traditionen knyttet sig. I Helguhóll, en høj bag ved gården, skal hun have ladet sig højlægge[29]. Blandt de senere besiddere af Grund kan fremhæves Loft den riges søn Erik, i første halvdel af det 15de årh., — og, fra det 16de årh., den bekendte Nordlandske biskop Jon Aressöns datter Torun, sædvanlig kaldet hustru Torun. Den antk. indb. beretter, at der i tunet ved Grund skal findes en høj »Danski hóll«, således benævnt, fordi Torun dér skulde have ladet dysse nogle danske, som hun havde ladet dræbe til hævn for sin henrettede fader. Herom vides dog ellers intet; derimod er det bekendt, at hun omfatttede sin faders minde med stor kærlighed, og sagnet lader hende have særlig del i den hævn, der af Nordlænderne på Sydlandet tages over de henrettede[30].


Búðargil, Akureyri. - (W.G. Collingwood, 1897)
Lidt syd for tunet ved Grund ligger i engen en langagtig, lav høj Spjaldhage (Spjaldhagi), der mindes som et fordums tingsted. Af tomter ses her intet spor; dog vil sognebekr. vide, at her skal have været en »domring«. Den antkv. indb. beretter, at her har været holdt tre hreppers ting og eksekveret dødsstraffe. De dømte er rimeligvis blevne aflivede ikke langt herfra, ved gården Möðrufell, hvor en Gálghamar forefindes og et halshugningssted har været påvist. Disse omstændigheder tyder på, at der her er tale om et tingsted fra nyere tid; at der i frihedstiden har været holdt ting her, vides derimod ikke. År 1372 omtale annalerne et stort ting på Spjaldhage; også ved årene 1491 og 1569 nævnes Spjaldhage som tingsted, — 1553 som »almindeligt tre hreppers ting« (se den Arnamagnæanske diplomsamling LIII, 3).


Lidt syd for Grund skærer sig mod vest ind mellem fjældene en sidedal Skjalgdal (Skjálgdalr, nu sædv: Skjóldalr); fra den ligger en vej over fjældene til Øksnadalen. Nær dalmundingen ligger nord for Skjalgdalsåen Mødrufell, en gård, der i sin tid var et af landets fire hospitaler for spedalske; i øvrigt findes den nævnt i et par sagaer (VGl. Ljósv.). — Lidt længre oppe i bygden skærer en noget større sidedal med mange små tværdale sig ind i højlandet i sydvestlig retning; dette er Djupedal (Djúpidalr), et navn, der dog nu ikke bruges om dalen i sin helhed. Dalen gennemløbes af den i Øfjordsåen faldende Djupedalså (Djúpadalsá, VGl. s. 356). Nord for åen står blandt andre gårde Storedal (Stóridalr), sagaens Djúpedal (Djúpidalr), hvor i følge VGl. et af de tre gudehuse (hov) fandtes, i hvilke Glum skulde aflægge ed på ikke at have begået et drab, hvorfor han mistænktes. Fårehusene yderst i tunet på Storedal kaldes »goðahús«, og her skal hovet i følge traditionen have stået — man vil påvise en mængde gamle ridestier fra dalmundingen til dette punkt. Ellers er al erindring her knyttet til »Dalskegg(r)«; således benævntes i følge annalerne en af de ivrigste deltagere i Nordlændingernes overfald på den forargelige Skålholtsbiskop Jon Gerrikssön i første halvdel af det 15de årh. Her på gården, hvor Dalskegg boede, har der dannet sig et sagn om, at han skal være bleven dræbt til hævn for bispens drab; ja man vil endog i en af de gammeldags bygninger vise stedet, hvor drabet foregik.


Ligesom Skagefjorden i sin øvre del forgrener sig i Skagefjordsdalene, kunde man for Øfjordens vedkommende tale om en lignende forgrening i dale. Djupedalen måtte da betragtes som den vestligste, Øfjordsdalen er Øfjordens fortsættelse mod syd, mod sydøst afsættes Sølvadalen. — Under det mellem Djupedalsåen og Øfjordsåen afskårne fjælds østende ligger præstegården Saurbæ(r). Om gården, der omtales i VGl. og Ljósv., er ellers i følge kilderne intet særligt at mærke. Ikke des mindre vil man ved Saurbæ påvise tomterne af et hedensk gudehus, som skal have tilhørt Hlenne den gamle. Tomten har form af en aflang kreds (30 X 22 al.) med temlig brede, stærkt sammensunkne vægge, måske med indgang fra den østlige, ud mod åen vendende side. Hlenne har imidlertid næppe bot på Saurbæ som hedning. Kristne-saga nævner ham som en af de allerførste, der lod sig døbe, nemlig allerede ved biskop Frederiks og Torvald vidførles kristendomsforkyndelse, henved 20 år før kristendommens vedtagelse på altinget (år 1000). Om hans bolig anføres her intet. VGl. nævner derimod udtrykkelig Hlenne som boende på en anden gård i Øfjorden (Víðines), Saurbæ derimod som bebot af en ætling af landnamsslægten (den i øvrigt allerede da til Mødruvellir hinsides åen overflyttede familie). Ljósv., der kalder ham Hlenne den spage, lader ham vel bo på Saurbæ, men i hans alderdom og efter at gården var opgiven af den sidste herboende ætling af landnamsslægten. Tilbage bliver således kun fortællingen om Torvald vidførle, der allerede på et tidligere tidspunkt kalder ham »Hlenne i Saurbæ«, men vel kun ved en unøjagtighed.[31]


Ud for Saurbæ skiller Sølvadalen sig ud fra hovedbygden, og Øfjordsbygdens fortsættelse kaldes herefter Øfjordsdalen (Eyjafjarðardalr). Denne temlig tæt bebyggede dal strækker sig endnu et par mil mod syd, omgiven af høje fjælde, med enkelte sidedale, især mod vest. Efterhånden aftager fjældenes højde, og de gå nu gradvis over i det indre højland, i hvilket også dalen sluttelig taber sig som en ubetydelig sænkning. Fra Øfjordsdalens største sidedal, den mod vest udgående Villingedal, ligger en forholdsvis kort, men vanskelig fjældvej (over Nyjabæjarfjall) til Østerdalen i Skagefjordssyssel. Sydligere, fra en af Øfjordsdalens sydvestligste forgreninger, udgår den lange og besværlige Vatnahjallavej, ad hvilken man efter en anstrængende tre dages rejse nord om Hovsjøkel og sluttelig ad Kølvejen når ned til de øverste hrepper i Ånæssyssel. Men denne Vej, der kun kan befares i den bedste sommertid, og som fører over tre jøkelåer, benyttes kun sjælden.


Blandt gårdene vest for åen kan mærkes »Lejregård« (Hleiðrargardr, Nj.; nu Hleiðargarðr). Sydligere er Skaldstad (Skáldstaðir, VGl. — den nordligste gård i Hola sogn vest for åen — ); syd for Skaldstad følger Jorunnarstad (Jórunnarstaðir, VGl.) og derefter, ved mundingen af Villingadal, Leyning(r). Blandt ødehjålejerne fra Leyning er en benævnt Tjarnargerði. Her kunde man muligvis søge den i VGl. s. 364 nævnte gård Tjørn, der næppe er den samme som det i sagaen tidligere nævnte Tjarnir[32]. Syd for Villingadalen ligger Torvufell (Torfufell, VGl., VLj.). — Blandt gårdene øst for åen er Tjarnir (VGl. s. 349) den sydligste; i følge mundtlig meddelelse skal der over for Tjarnir findes tomter af en gammel ødegård Granastad (Granastaðir), hvor vel så den i Vem. nævnte gård af samme navn måtte søges, — nogen sådan nævnes imidlertid ikke i A. M. Omtrent midtvejs i dalen øst for åen ligger den anselige gård Hólar (VGl., lige over for Skaldstad). Nord for Holar følger Arnarstad (Arnarstaðir, Ljósv.); derefter kommer, med overspringelse af én gård, Æsustad (Æsustaðir, VGl.), og, igen med forbigaaelse af én gård, Gnúpufell; denne sidste betragtes dog som liggende uden for Øfjordsdalen.


Gnupufell, i VGL kaldet Gnúpafell, nu Núpafell, står tæt under den fremskudte hals fra det mellem Øfjordsåen og Nupåen (Núpá) — VLj.'s Gnupufellså (Gnúpufellsá) — afgrænsede fjæld, der mod nord løber til i en karakteristisk, stejl tinde. Dalen, hvorfra Nupå kommer, er den oftere nævnte Sølvadal(r), der bevarer dette navn lige til dalmundingen. Nord for Sølvadalen ligger den fra sagatiden berømte gård MödruvoId (Möðruvellir). De to gårde ligge så nær ved hinanden, og bægge i så kort afstand fra det vestligere Saurbæ, hinsides Øfjordså, at man tydelig ser fra den ene til den anden, og åerne er så små, at de ingen hindring lægger i vejen for samfærdslen. På Gnupafell omtaler Ldn. et stort hov; i følge VGl. (s. 388) var hovet på Gnupufell et af de tre templer i Øfjord, hvor Glum skulde aflægge ed for at rense sig for beskyldningen for at have dræbt Torvald krók. Om hovets plads ved man nu ingen besked. I den antkv. indb. (1817) fortælles, at på et sted oven for gården Nupufell, benævnt Goðasund antoges det i Ldn. omtalte store hov at have stået, men af tomter sås intet spor. I Ljósv. fortælles, hvorledes to på Gnupufell boende brødre havde pådraget sig den på Mødravold boende høvding Gudmund den riges fjendskab ved at dræbe en af hans mænd. Han satte straks efter gerningsmændene, der søgte tilflugt på Saurbæ. Beboeren af denne gård måtte forpligte sig til at sende drabsmændene over i Øreskov (Eyrarskógr). Denne benytter imidlertid en list. Han var netop i begreb med at sende en huskarl op i Seljadal(r) med kalve; nu bliver de to forfulgte skjulte hver i sin tremmekasse og tildækkede med hø, øverst i hver kasse lægges en kalv, og således føres de på en lasthest over åen til skoven, hvorfra de undkommer til Gnupufell. Da Gudmund mærker dette, truer han med at indebrænde alle på Gnupufell og lader sig først bevæge til at afstå fra sit forsæt, da han ser, at hans hustru og søn har sluttet sig til de med dem beslægtede beboere af Gnupufell. Den her omtalte skov må have stået på ørerne mellem Øfjordså og Gnupufellså, dog ses det af sagaen, at der også nord for åen har været skov, som må have strakt sig helt nord for Mødruvold. Øreskov må vel være den samme som de i Sturl. omtalte Gnupufellsskove (Gnúpufellsskógar); hvor store de har været, ses af beretningen om, at det rygte en gang var udspredt, at en fra Sønderlandet ankommen høvding med hundrede mand opholdt sig i Gnupufellsskovene. Traditionen om, at denne skov, hvoraf nu ikke mindste spor findes, skal have været bevaret temlig langt ned i tiden og være bleven ødelagt i en enkelt storm- og frostnat, bekræftes af E. O. (s. 734), der henfører denne begivenhed til begyndelsen af det 17de årh. — I den nyere tid er gården Nupufell bleven bekendt af, at det oprindelig af biskop Jon Aressön oprettede bogtrykkeri en tid lang i slutningen af det 16de årh. havde sit sæde her. Pladsen for den dertil anvendte bygning vil man endnu påvise.


Seljadalen, hvorhen kalvene fra Saurbæ skulde føres, antages utvivlsomt at have været Sølvadal; i denne af flere gårde bebyggede dal findes også en ved navn Seljahlíð. Enten er da »Seljadal« en fordrejelse for »Sølvadal«, eller, hvad rimeligere er, varianten »sel« (sæter) for »Seljadal« — nogen sådan kendes nemlig ikke — er at foretrække. Sølvadal omtales i Ldn. (s. 206) som det sted, hvor Helge den magre fandt sine forvildede svin, hvoriblandt galten Sølve.


Den alt nævnte gård Mødruvold, til forskel fra »Möðruvellir i Hørgárdal« ofte benævnt »Möðruvellir i Eyjafirði«[33] ligger smukt på en svagt skrånende græsflade under det her Øfjordsbygden mod øst begrænsende fjæld, med Gnupufellsfjældet syd for, og Sølvadalen, hvis bund og sider begrænses af flere fjælde, i sydøst. Sin Berømmelse skylder gården især Gudmund »den rige« (ɔ: den mægtige). Denne omkring år 1000 levende høvding, den bekendteste af Mødruvolds ejere, berøres i en stor mængde sagaer, spiller selv en hovedrolle i flere, navnlig i Ljosvetninga saga, og var utvivlsomt på sin tid den anseteste af Nordlandets høvdinger. Fra først af kan vel i øvrigt slægten ikke have hørt til de anseligste, stamfaderen var nemlig Ravne-Flokes ledsager Torolv »smør«; men hans søn blev gift med en af Helge den magres døtre og fik land i Øfjorden, hvor Saurbæ nu en tid blev slægtens hjem. Om Gudmunds fader Eyjolv, der i følge Ldn. (s. 222: E.) havde købt Mødruvold af Gnupufells-landnamsmanden, fortæller VLj. (s. 205), at han druknede i Gnupufellså og blev jordet i tunet på Mødruvold. I følge den antkv. indb. vises hans høj (Eyjólfs haugr eller hóll) endnu nær gården. Om Gudmunds magt og rigdom nærede man allerede tidlig overdrevne forestillinger, som det ses af Ljósv. (s. 13), hvor der fortælles, at han havde 100 tjænestefolk og 100 kør. Senere sammensmeltede traditionen om Gudmund til dels med den om Loft den rige, Mødruvolds ejer i første del af det 15de årh. (fader til Oløv den rige), så at det om dem begge fortælles, at der, hvor tre nærliggende mindre gårde Kálfagerði, Fjósakot, Stekkjarflatir (eller — kot?) nu findes, lå tidligere udhuse fra Mødruvold af den ved navnene antydede art. Tidligere skal mange minder om den fordums pragt og herlighed have været at se på Mødruvold. Nu er kun at mærke i kirken en altertavle fra den katolske tid, af forgyldt og til dels malet alabast med forskellige billeder af Kristi liv m. m. i ophøjet arbejde; nylig er den dog bleven til dels ødelagt ved jordskælv. Over tavlen hænger et mærkeligt, vistnok meget gammelt maleri, (kalkmaleri?) med forskellige scener af gudeligt indhold[34].


Eyjafjordsdalen set fra Akureyri. - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra Mødrevold ligger vejen nord efter langs fjældskråningens nedre del øst for åen; fjældene er her ikke høje, men sønderdelte ved flere smådale; engstrækningen langs åen og i det hele lavlandet bliver fugtigere og mere moseartet, jo længre man kommer ud efter. — Omtrent ud for Djupedalsåens udløb i Øfjordså ligger øst for åen en større græs- og stenhøj Arnarhóll, der i Ldn. (s. 221-22) er nævnt som grænseskel; syd for denne høj vises tomterne af Videnæs (Víðines), hvor Hlenne den gamle i følge VGl. boede. I A. M. anføres Videnæs som ødehjåleje fra Øxnafell (VGl.) i en gård, som ligger lidt østligere, højere oppe i skrænten. Efter at på vejen nord efter tre nær ved hinanden liggende gårde er passerede møder man, omtrent lige over for Grund, de to gårde Hamar(r) med den mellemliggende og noget højere i skrænten stående gård Kamb(r), VGl.'s Hanakamb(r), hvor Gudmund den riges og broderen Ejnars moder boede, den gang sønnerne fortrængte Glum fra hans fædrenegård Tværå; sydligst ligger Store Hamar, — hvilken af de to gårde Hamar der er det i VGl. nævnte Hamar, er ikke let at se[35]. — Nord for Lille Hamar følger Hripkelsstad (Hripkelsstaðir, nu Refkelstaðir), ved Tværåens sydlige bred, og lige over for, nord for åen, den bekendte gård Munketværå. På Hripkelsstad var der i følge VGl. (s. 335) et hov for guden Frey. Pladsen for dette vil man endnu påvise i tunet nord for gården, hvor en høj skyder sig frem mod det lavere foran liggende land. I dennes vestligste del ses en ikke stor firkantet tomt; tidligere har fjoset (kostalden) stået her, og traditionen vil, at fjoset netop skal være bleven sat på gudehusets plads. — Den nævnte lille å Tværå (Þverá) har sit udspring fra en lille dal i fjældstrækningen øst for gården Munketværå; fra sydøst får den et større tilløb fra Mjadmådalen ved foreningen med den dalen gennemstrømmende Mjadmå (Mjaðmá). Lidt øst for Munketværå forene de to åer sig, idet Tværå umiddelbart før sammenløbet danner en temlig høj foss Goðafoss (som man i følge sagnet skal have ofret til), hvorefter de forenede åer under navnet Tværå fortsætter løbet langs sydsiden af gårdens tun og videre mod vest ud mod Øfjordså, hvor Tværå inden sit udløb i åen forgrener sig vidt over sletten i sten- og grusleje (ører). Den oven nævnte gård Munketværå (Múnkaþverá), i sagaerne alene Tværå (Þverá) eller bestemtere Øvre (Efri) Tværå, der naturligvis har taget navn af den forbiflydende å, hører til egnens bekendteste gårde. Viga-Glums saga handler for en stor om, hvorledes Glum, der var født arving til denne gård, må stride for at komme i uomtvistet besiddelse af denne sin fædrenearv, og så senere igen bliver fortrængt af Gudmund den mægtiges broder Ejnar, der hidtil havde bot på Saurbæ, men som efter denne gård sædvanlig benævnes Ejnar »Tværæing«. Hans sønnesøn Ejnar Jærnskeggessön, der spiller en rolle i den sidste del af Ljosvetninga saga, benævnes også med dette tilnavn. — År 1155 oprettedes på Tværå et benediktinermunkekloster, som bestod til reformationen, da det inddroges under kronen, men hvorom gårdens senere benævnelse endnu minder. Blandt klosterets abbeder kan bemærkes den ved sine literære arbejder bekendte Berg Sokkessön (munk fra Tingøre) i begyndelsen af det 14de århundrede. År 1429 opbrændte under en heftig ildløs kirken og klosteret med alt inventarium; rimeligvis er det da også gået stærkt ud over håndskrifter og brevskaber, af hvilke sidste her i følge sagnet skal have været en rig samling. — Gården ligger på skråningens nederste og laveste del med engstrækninger foran sig. Kirken er ny og ret pyntelig, gården så ny, at intet gammelt er tilbage; og også traditionen er for største delen tabt[36]. — Ved Munketværå vil man påvise en hovtomt, ja oven i købet tillige en »blótkelda«; tomten ser imidlertid noget mistænkelig ud, og hele traditionen er vistnok opstået ved en misforståelse af kilderne. Ldn. fortæller vel, at der på øvre Tverå byggedes et stort hov, men af VGl. (s. 335) fremgår det tydelig, at dette, til Frey indviede, hov stod syd for åen på [det senere] Hripkelsstad, der vel da ikke var nogen selvstændig gård. I dette hov må det være, at Glums medbejler Torkel den høje ved sin fordrivelse fra Tværå ofrer en okse til Frey for at få hævn (VGl. s. 348); dette hov gjorde stedet så helligt, at ingen fredløs måtte opholde sig på Tværå (VGl. s. 371). Dette samme hov, der her kaldes hovet på Tværå, er et af de tre templer, hvori Glum aflægger sin bekendte renselsesed (VGl. s. 388)[37].


Det er tidligere nævnt, at Tværå får et væsenligt tilløb fra den Mjadmådalen gennemstrømmende å. Denne Mjadmådal (Mjaðmárdalr) omtales udførligere ved en både i Vem. (ɔ: Vemunds og Viga-Skutas saga) og VGl. optagen enslydende beretning om et baghold, som Glum lokkes i her[38]. Dalen er lang og smal, og noget bugtet, så at man langtfra kan overse den i sin hele længde ; nu findes her ingen skov. Langs gennem dalen ligger en dyb og stejl kløft, hvori åen løber, bredderne er stejle klippeskrænter med småafsatser. I dalens begyndelse findes to tomter, der bægge benævnes Glumstad (Ytri og Fremri Glúmstaðir), og som antages at være sætertomter. I de to oven nævnte sagaer berettes, hvorledes en af Glums fjende Skuta udsendt fredsløs fik lokket Glum til på en bestemt tid at indfinde sig i Mjadmådalen, hvor Glum havde sine sæter. Ved sin ankomst til sæteret træffer nu den ubevæbnede Glum Skuta og må frelse sig ved at springe i åkløften. Da Skuta ser Glums kappe drive i åen, gennemborer han den, men opdager nu, at Glum ikke er her, men derimod har frelst sig ved at springe ned på en afsats. At Skuta har kunnet tro at have Glum for sig svømmende i den rivende mellem klippestykker og sten løbende, ikke dybe å, er i øvrigt ikke meget troligt. Glum priser nu i et vers buskene syd for åen, der har frelst ham.


I VGl. (s. 340-43) omtales som Tværå-lands største fortrin en ager Vitadsgjave (Vitaðsgjafi ɔ: det sikres giver, i følge Jon Torkelssöns ordsamling), som aldrig var gold; den vakte derfor. også andres begærlighed så meget, at Glum ved drab måtte hævde den for sin moder. Denne ager antages i almindelighed for at være en i Øfjordså ud for Hripkelsstad liggende holm Stángarhólmi, som til dels er bevokset med »mel«, så kaldet »vildt korn«[39]. En sådan opfattelse af agrens beliggenhed bar allerede E. O. (s. 681) haft. Men herimod strider rigtignok, at man i følge VGl. skulde syd over åen for fra Tværå at komme til Vitadsgjave.


Tæt nord for Munketværå ligger den tilhørende husmandsplads (hjáleiga) Borgarhóll; her måtte Glums moder som enke opslå sin bolig, da hovmodige slægtninge fortrængte hende fra Tværå og hendes søn Glum endnu var for ung til at hjælpe hende.


Blandt Glums kampe var den betydningsfuldeste en han holdt med Esphælingerne (Espeholsmændene) på Hrisatejg (Hrísateigr ɔ: Rismarken). Fra Espehol går de over åen på Knarrarvað for at foretage en stævning på den nordøst for Tværå liggende gård Uppsalir; men Glum, der fra sin gård har set dem gå over åen, søger at forhale deres ridt og begynder sluttelig en kamp med dem, hvorved 10 mand i det hele faldt; denne kamp siges at være holdt på Hrisatejg. Det sædvanlige vad over Øfjordså på denne strækning er Maríugerðivað (således kaldet efter en ødehjåleje her) lidt nord for Munketværå; her må vel snarest Knarrarvad søges. Få engen ud for vadet, i retning af Uppsalir, må sandsynligvis Hrisatejg have ligget, — »ris« søges nu forgæves her.


På strækningen nord for Munketværå ligger gårdene ganske overordenlig tæt. Blandt disse er allerede nævnt Uppsalir, som fra Tværå ses temlig højt oppe i skråningen. Fra Uppsalir en fjærdingvej mod nord til henimod gården Öngulstad strækker sig i fjældskråningen en afsats, som antages at være den Rødehjalle (Rauðahjalli), hvor den fra Tingøsyssel kommende Skuta lader sine folk blive tilbage, medens han selv fortsætter vejen ind langs lien (formodenlig højere oppe end sædvanlig) for at overraske Glum i Mjadmådal. — Rødehjalles beliggenhed ses i øvrigt af Sturl., hvor der i anledning af forhandlingerne forud for kampen på Tværå-ører nævnes, at det ene parti opholder sig på »Rødehjalle oven for Kauppang« (K. ligger lidt nordligere). Nord for Uppsalir følger de to gårde Laugaland (VGl.)[40].


Igen lidt nordligere, men dog med adskillige gårdes mellemrum ligger Öngulstad (Öngul [eller Aungul-] staðir, VGl.). Lige over for Öngulstad står hinsides åen Kropp. I Vem. (s. 277-78) fortælles om en kamp ved åen mellem folkene fra Kropp og nogle øst for åen værende Tingøinger. En af mændene fra Kropp slipper over den islagte å og skjuler sig på et sted, som benævntes Kårapoll (Kárapollr), indtil han fik lejlighed til at tilføje en af modparten et sår, hvorefter det lykkes ham at slippe tilbage over åen. Kårapoll er nu navnet på en fordybning i engen øst for åen lige over for Kropp; ud for denne gård er åen temlig bred og deler sig om en flad sandholm.


Fra en dal, der noget nord for Öngulstad i sydøstlig retning skærer sig ind i fjældet, kommer en lille å Tværå (Þverá), der efter at være trådt ned på sletten vender sig mod vest og gennem en bred ved åen frembragt grus- og stenstrækning i mange arme søger ud mod Øfjordså. Syd for åen står i brinken ud mod det flade land den efter åen benævnte gård Tværå (Þverá), til forskel fra den for omtalte benævnt Ydre (Ytri) Tværå. På disse grusstrækninger, Tværåører (Þveráreyrar) stod en af Sturlungetidens vigtigere kampe, mellem Ravn Oddssön og Eyjolv Torstenssön på den ene side, Torvald Torarinssön, Torgils skarde og Sturla Tordssön på den anden.


Akureyri set fra fjorden. - (W.G. Collingwood, 1897)
Den nævnte lille å Tværå danner grænsen mellem to sogne (dog bægge forenede med Ravnegilssogn vest for åen) og to småbygder; strækningen syd for til noget syd for Munketværå kaldes Stadarbygd (Staðarbygð), stykket nord for Tværå ud til fjorden Kaupangssvejt (Kaupángssveit). Kaupangssvejten, der er sid og fugtig, må svare til det i VGl. (og Vem.) nævnte Fiskilækjarhverve (Fiskilækjarhverfi), navnene Fiskilækr og et derefter benævnt fjæld Fiskilækarfjall er endnu bevarede. Fjældstrækningen, som begrænser denne bygd mod øst, kaldes Vadlahede (Vaðla-, Vöðla- og Vöðluheiðr, nu — heiði). Over fjældet eller fjældheden fører to veje, bægge til Fnjoskadal i Sønder-Tingø syssel. Den ene. Tingmannavej (Þíngmannavegr), udgår omtrent ved fjordens sydøstlige hjørne og ligger herfra i nordøstlig retning over heden. Den anden, Bildsåkardsvejen, (Bíldsárskarðsvegr) går tæt forbi den noget sydligere stående gård Kaupang. Bildsåen (Bíldsá), hvorefter denne vej benævnes, er en lille, fra en kløft i fjældet kommende å, der forbi nordsiden af Kaupangs tun søger sig vej ned til Øfjordså. I følge Ldn. (s. 207) sad Helge den magre efter sin ankomst til Island en vinter ved Bildså. Om der nogen sinde har været en gård af dette navn er uvist; nu findes i alt fald ingen. Lidt sydligere end Bildsåkløften ses en anden noget større kløft (i fjældet, som her kaldes Fiskilækjarfjall), hvorigennem vandløbet Fiskilæk (Fiskilækr) løber ned og søger udløb i Øfjordså lidt syd for Kaupang. Ikke heller af dette navn findes nogen gård, hvad man i følge Ldn. kunde tro. Den temlig lavt i skråningen under Vadlahede liggende gård Kaupang (Kaupángr ɔ: Købing) får ved den omtale, stedet er genstand for i flere sagaer, en særlig betydning. I VGl. (s. 394 ffg.) fortælles om en kamp på selve tinget, som Glum en gang havde at bestå, da han skulde indvie høsttinget, og der siges der, at tingstedet er øst for fjorden kort fra Kaupang. At dette tingsted har været egnens vårtingssted Vadla-ting (Vöðla-, Vöðluþing), fremgår ikke alene af Ldn. (E. s. 209-10), der omtaler samme begivenhed som foregået på Vadlating, men ogsaa af en beretning i Vem., hvoraf det ses, at Vadlating lå ved eller »i« Kaupang, — ti Kaupang synes virkelig her at tages som navnet på mere end en gård. Der fortælles (Vem. s. 274) om en mand fra Tingø syssel, der optræder forklædt (selve sagaens hovedperson Vemund), at han agter sig til Vadlating; han rejser nu, til han kommer »i Kaupang« til en mand, som hed Tord, en velstående bonde, der boede på Vellir; her vil han afvænte tingets begyndelse og beder bonden om arbejde. Han bliver nu sat til at bygge et gærde om tunet, for at forhindre tingmændenes heste i at græsse på tunet. Men den fremmede benytter lejligheden til at ødelægge en af sine uvenners bodtomter og narre hans folk til at skære græstørv til istandsættelsen på bondens tun, — for således at kunne få en retssag ud af det hele. — Ved siden af den oplysning om Vadlatings beliggenhed, som dette sted giver, medfører beretningen ved den måde, hvorpå Vellir og Kaupang omtales, nye vanskeligheder. Nogen gård Vellir kendes ikke her omkring. I tunet ved Kaupang findes vel et par ødehjålejer; men at Vellir skulde have været en husmandsplads, passer kun dårlig med sagaens omtale af den dér boende bonde. Endvidere ligger det fordums tingsted (altså Vadlating), der er vel kendt, ikke umiddelbart ved Kaupang, hvor der ikke er spor af bodtomter, men noget nordligere. Vil man holde sig til fremstillingen i Vem., må man derfor snarest antage, at ordet »kaupángr«, der betyder »købstad«, »handelsplads«, her ikke oprindelig har betegnet nogen enkelt gård, men den nærmeste strækning sydøst for fjorden. Men rimeligere er det vel, at fremstillingen i Vem. grunder sig på en fejllæsning af eller fejlskrift i det til grund liggende håndskrift; oprindelig har der formodenlig i teksten stået, at Tord boede »i Kaupang på volden (ɔ: tingvolden, tingstedet)«, en beretning, som da måtte skyldes en forfatter, som ikke personlig kendte de særlige forhold. Også i Ljosv. (s. 76) nævnes Kaupang, men på en måde, der intet afgør; der angives, at et forårsmøde, som i ældre tid var ved Hals (ST.), nu (på sagaens affattelsestid) er i Kaupang.


Mellem Kaupang og fjordbunden er ikke nogen lang strækning; dog står her ikke mindre end fire gårde. Nordligst af dem er den omtrent i linje med jordbunden stående Lille (Litla) Eyrarland. Noget sydvest for denne gård, mellem den og Kaupang (de andre gårde ligge nemlig noget højere oppe), strækker sig op gennem skråningen i retning fra sydvest til nordøst en smal og stejl »hvamm« eller dalfure, kaldet »Búðarlág« (ɔ: boddalen), og her findes de eneste bodtomter, man kender til i Øfjorden. At man her har stedet for Vadlating, kan vel altså ikke betvivles. Forholdene her passer godt til beskrivelsen i VGl. (s. 394-95). Glum, der den gang bor i Øksnadalen, sejler på et fartøj ind gennem fjorden, går i land og begiver sig til boderne. Mellem jorden og boderne var der stejle grusbanker (melar brattir ok lausgrýttir). Da Glum kom lige over for sin modstanders Ejnar Eyjolvssöns bod, løb folk til og stødte ham og hans folk ned fra melerne, så at Glum rullede ned på øren. En af Glums parti springer nu i land, løber op ad grusskrænten og slynger en åre mod Gudmund den mægtige, og nu begynder en hård kamp. » Boddalen« åbner sig ud mod åen, men ikke bredere, end at der netop bliver plads for udladningen af det lille bækkedrag, som den dølger i sig; til bægge sider af mundingen er høje, stejle banker af løse sten eller grus. Nu er ud for dalmundingen en »ôs« ɔ: et bredt udløb for forskellige vanddrag i engene; da vadal-holmene bestandig skal tiltage nord efter, er det ikke umuligt, at man fra først af har kunnet sejle til tingstedet. Nu ligger det i linje med vadal-holmenes ydre del. Noget oppe i »boddalen« findes bodtomterne, mest på den nordlige skråning; her ses først et par isolerede, dernæst et stort kompleks temlig anselige tomter, mindst 5-6, dernæst flere mindre tydelige, og øverst oppe påny et kompleks af til dels meget utydelige og ved senere gravninger ødelagte tomter; de anseligste af disse sidste tomter synes at have været omgivne af et fælles gærde. På den sydlige skråning ses to sikre tomter foruden spor til flere; i alt findes nu 10-12 tomter. Lidt syd for »Boddalen« ligger Tingmannavejen op på Vadlahede.


At Vadla-tingsted — således benævnt naturligvis efter de nærliggende vaðlar — tillige har været stedet for Vadlalejd (Vöðluleið, Vem.) og Øfjordslejd (Eyjafjarðarleið, Vem.) eller Øfjordingelejd (Eyfirðingaleið, Ljósv.) kan ikke betvivles. — Fra Sturlungetiden haves en beretning om, at den Øksnadalske høvding Gudmund dyre havde nedlagt Vadlating, så at retssager der ikke længer kunde forfølges, på grund af de mange stridigheder, som her foranledigedes. Ikke meget senere er det, at i samme kilde »Tværålejd i Øfjord« nævnes. Skulde Tværålejd være, hvad der efter ophævelsen af Vadlating var bleven tilbage? I hvert fald må det vel have navn efter den noget sydligere Ydre Tværå, og tinget kan næppe antages at have bestået samtidig med Vadla ting eller være noget fra dette helt forskjelligt ting (Sml. oven for s. 122, anm. 1).


Efter Islands underkastelse under den norske konge optræder Vadla-ting som et af landets tingdistrikter eller herreder, omtrent svarende til det nuværende Øfjords syssel.


Ljosvetninga saga, der som de andre kilder går ud fra betragtningen af Vadlating som Øfjordens hovedting (Ljósv. s. 45, 56), behandler på det eneste sted i sagaen, hvor Vadlating nærmere omtales, de stedlige forhold på en besynderlig måde. End mere forvirret bliver fremstillingen ved udgavens tekst, i det øjensynlig de i noterne efter håndskriftet B. anførte læsemåder overalt er at foretrække. Men selv når dette håndskrift (AM. s. 514, 4to) lægges til grund, er sammenhængen ikke let at forstå. Gudmund den mægtige har fået sig overdraget søgsmålet i anledning af et i Tingø syssel foretaget overfald og stævner nu den pågældende til Vadlating, uden at betænke at denne ikke længer hører hjemme i Nordlændingefjærdingen. Heraf beslutter modparten at benytte sig og, om fornødent med magt, at forhindre domfældelsen. Den Østfjordske høvding Torkel Gejtessön, der har antaget sig den sagsøgte, udkaster nu en plan til hemmelig at møde op på tinget med en betydelig styrke. Selv femte vælger han den sædvanlige vej til tinget, men hele den øvrige styrke sendes ad afsides fjældveje til den skovrige, øst for Vadlahede liggende Fnjoskadal. Torkel ankommer til Akerøre (Akreyrr); han har et møde med sine mænd, uden at nogen mærker det. Selv rider han så med sine få ledsagere til tings; med sine folk gør han aftale om, at han, hvis han behøver hjælp, vil gå op på den mellem dem og tinget værende høj og svinge sin økse, — til tegn på at de skal styrte frem. På tinget vækker det megen opsigt, at Torkel kommer kun selv femte; Gudmund den mægtige fatter mistanke og søger underretning på de gårde, hvor Torkel har gæstet, men ingensteds har de været flere end fem i følge. Gudmund bereder sig nu til at drive sagen igennem[41], men i det afgørende øjeblik svinger Torkel sin økse oppe på højen, og hans talrige flok styrter nu frem på tinget og splitter domstolen. Derefter stævner bægge parter sagen til altinget. Beskrivelsen så vel af Torkels og hans mænds tingrejse som af forholdene omkring selve tingstedet passer unægtelig langt bedre, forudsat at tinget havde været holdt i selve Fnjoskadalen; med Vadlatings beliggenhed og omgivelser lader skildringen sig næppe bringe i overensstemmelse. Rigtignok nævnes der i fortællingen et Akerøre, men uagtet det kan have sin vanskelighed at godtgøre tilstedeværelsen af et Åkerøre i eller ved Fnjoskadalen, medens derimod Akerøre i Øfjorden er velbekendt, hjælper dette dog ikke meget, da det er uforståeligt, hvad Torkel skulde have at gøre på Akerøre vest for Øfjorden, og da en hemmelig forbindelse med hans mænd derfra vilde være næsten umulig for ham. Et skjulested vilde de vel også vanskelig kunne finde i nærheden af Vadlå ting. Når nu hertil kommer, at der et sted tidligere i sagaen (s. 10-12) sikkert er tale om et vårtingsted i Fnjoskadal, er det måske ikke for dristigt at antage, at fortællingen også her (s. 29) oprindelig har lydt om begivenheder på et Fnjoskadals-vårting. — Hvad ellers kan synes at bestyrke dette, vil ved beskrivelsen af Fnjoskadalen blive anført.


Indtil år 1852 var Lille Eyrarland den nordligste gård i Øfjords syssels vestlige del, så at altså fjorden i hele sin længde skilte mellem Øfjords syssel og Sønder Tingø syssel. Men da rykkedes grænsen her et lille stykke mod nord, så at de to nærmest nord for Lille Eyrarland liggende gårde, der alt tidligere i gejstlig henseende havde hørt til Øfjords syssel, nu også i verdslig henseende henlagdes under dette. Fra kysten går grænsen imod øst indtil Vadlahede; derefter danner denne og dens fortsættelser syd efter grænsen, indtil hvor det indre uskiftede højland breder sig.


Grimsø (Grímsey). Til Øfjords syssel regnes den langt i nordøst under polarkredsen liggende a Grimsø, uagtet denne i følge sin beliggenhed nærmest slutter sig til Sønder Tingø syssel, navnlig til dette syssels vestlige del, fra hvis nordkyst øen er skilt ved et 6 mile bredt hav, Vem.'s Grimsøsund (Grímseyjarsund). Grimsø, der er henved ½ mil lang og — på det bredeste sted — omtrent ¼ mil bred, ligger i retning fra nordvest til sydøst, mod bægge ender spidst tilløbende. Mod søen falder øen stejlt af, navnlig består hele østkysten af stejle, nogle hundrede fod høje klipper; mod vest er den derimod lavere, og her findes flere landingspladser, hvoraf den bedste er vigen længst mod sydvest. På øen findes 10 gårde, af hvilke præstegården er den ene. Beboernes tal er først i de sidste år begyndt at nærme sig hundrede. Deres væsenligste erhvervskildor er fiskeri og fuglefangst (i fuglebjærgene på øens østkyst); nogle får holdes også, derimod er desværre koholdet på øen i de senere år aldeles ophørt. Idelige storme og så at sige årlige besøg af havisen hjemsøge den. Dog er havets temperatur forholdsvis høj, da øens kyster beskylles af Golstrømmen (Se herom de interessante meddelelser i Geogr. tidsskrift II, 1878). — De ejendommelige livsvilkår på øen gør, at en egen slags skørbug (»Grímseyjarvatn«) hersker her, nu dog ikke så almindelig som tidligere. — Af Grimsøs afsides beliggenhed følger, at beboerne kun sjælden har nogen forbindelse med det faste land; to rejser i løbet af hver sommer ind til Akerøre er det for Grimsøbønderne sædvanlige. Til ulæmperne ved øen hører også vanskeligheden ved at få eller i længre tid beholde nogen præst, skønt det lille kald ved forskellige begunstigelser og læmpelser søges gjort mere tillokkende.


Om Grimsøs første besættelse vides intet; i Heimskr. (s. 370-71), hvor der fortælles om Olav den helliges mislykkede forsøg på at få fast fod på Island, omtales Grimsø som en art fælleseje (almenning) for Nordlandet. At øen dog allerede tidlig har været bebot, ses så vel af Ljósv. (s. 73), hvor beboere af Grimsø omtales, som af Vem. (s. 250); af dette sidste sted fremgår imidlertid tillige, at forskellige beboere af det lige over for liggende fastland (Sønder-Tingø syssel) havde forstrandsreftigheder her[42]. — I Sturlungetiden spiller øen en noget større rolle. Her søger biskop Gudmund med sin skare tilflugt, efter at biskopsmændene fra Malmø af har overfaldet de egenmægtige bestyrere af Hola bispestol. Den Øfjordske høvding Sighvat Sturlassön, hvis søn Tume var bleven dræbt af biskopsmændene, samlede imidlertid snart efter en hel lille hær, med hvilken han drog til Grimsø; det kom til en hård kamp ved landstigningen, men biskoppens mænd blev overvundne, og han selv førtes fangen bort. Senere dræbes en af mordbrænderne fra Flugumyre her på øen.


På Grimsø har der dannet sig sagn om, at landnamsmanden Grim skal have bot i Grenevig (Grenivík — øens sydligste gård) og bygget et hov på klippekanten dér, på et sted, som senere benævntes Kirkehól (Kirkjuhóll); bygningen kastedes senere af en storm i søen, og et hov byggedes derefter på Miðgarðar (præstegården). Dette hov forandredes senere efter til en kirke, som længe efter indviedes af biskop Gudmund under dennes ophold på øen; et fartøj, der skal have forfulgt ham, gik under midt i sundet (ɔ: »Grímseyjarsund«, nu Flateyjarleið), på et sted, som derefter benævnes »Sturlungaboðar«.


Endnu langt nordligere end Grimsø, 12 mil nordvest for denne siges der, ligger Kolbénsø (Kolbeinsey) eller — med en hollandsk benævnelse — Mewenklint, der dog er så godt som ubekendt, og som, i det mindste nu, heller ikke regnes til Island, hvorimod øen i ældre tid omtales som nærmest hørende til dette land. Ldn. (s. 26) nævner den; i Svarfd. (s. 156) fortælles oprindelsen til navnet. I følge denne sidste kilde skulde øen have taget navn efter landnamsmanden i Kolbensdal (Skg.), som forbitret over udfaldet af en strid, som han havde med sin frænde Une, gik om bord på sit skib og sejlede ud på havet, hvor han led skibbrud og druknede ved den efter ham benævnte ø — et skær nordvest for Grimsø. I slutningen af det 16de århundrede skal øen være bleven besøgt af nogle unge mænd fra Hvanndalene (Ef.) efter tilskyndelse af den ihærdige Nordlandske biskop Gudbrand Torlakssön; den beskrives som en nøgen klippe, hvor der vrimlede af fugle, som rolig lod sig gribe[43]. Noget senere skal øen i en årrække regelmæssig være bleven besøgt af en bonde fra Grimsø Jon Stolpe. — For den følgende tid er det kun de hollandske sømænd, der har vidst noget om Kolbensø at fortælle, indtil i løbet af den sidste menneskealder vel også islandske håkarleskibe har haft lejlighed til at komme øen på nært hold.


I følge sagnet skulde den Kolben, efter hvem Kolbensø benævntes, have været en broder til Grim i Grimsø, og sognebeskrivelsen (b.) for Grimsø véd efter sagnet at berette noget om disse brødres mellemværende. Sognebeskr. anfører også, at der, efter hvad man formoder, skal findes gejrfugle ved et skær her i nærheden.


På grund af den temlig forskelligartede beliggenhed bliver forholdene i den nordvestlige del af Øfjords syssel noget ulige fra dem i syslets hoveddel, den egentlige Øfjords bygd. Hist er vejrliget fugtigere, råere og hårdere — navnlig når havisen gør sin indflydelse gældende; ti ellers kan kulden inde i herredet blive fuldt så stærk. Men her har man dog selv da et langt behageligere vejrlig, og Øfjordsbygdens klima er i det hele taget måske fuldt så tiltalende som Sydlandets. Om vinteren har man vel en forholdsvis stærk kulde, men tillige roligere og klarere vejr; om somren har man talrige smukke, varme dage. Havisen er ikke alene for de nordvestligste egne, men for hele syslet en stor plage. Ofte kommer den adskillige år i rad, men kan da også til gengæld blive lige så længe borte; når den — sædvanlig ud på foråret — ankommer, ligger den snart nogle uger, snart flere måneder, inden den går. Den fylder ofte hele den lange fjord og medfører i det hele alle sine skadelige virkninger. I det hele må dog Øfjorden anses for en af landets begunstigede egne. — Fiskeri (ɔ: torskefangst) har indtil den nyeste tid ikke været drevet i noget stort omfang, da fisken mest indtraf i sommertiden, hvor høbjærgningen lagde beslag på alles kræfter. Og medens der endnu fra Skagefjorden ganske almindelig sendes folk til Sydlandet for at deltage i vinter- og vårfiskeriet dér, er det kun ganske undtagelsesvis, at mænd fra Øfjorden begiver sig derhen. Landbruget er derfor — hvad der kun kan være til held for dette — bøndernes vigtigste beskæftigelse. [At håkarlefangsten drives med iver fra Øfjorden, er allerede tidligere nævnt; sælfangst og sildefangst er der undertiden anledning til i fjorden.] — Øfjorden har længe været bekendt for sin husflid, i det kvinderne her i modsætning til de fleste andre egne af landet for en del tilvirke ulden til udførselsgenstande (strikkede). Til kvindernes beskæftigelse hører også her — som i andre egne — i sommertiden at drage til fjælds for at samle det nærende islandske mos (fjallagras).




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. To omtrent midtvejs i bygden på hver sin side af åen stående store høje (melhólar) benævnes — i følge den antkv. indb. 1817 — Karl og Vemunde, efter to af de i Svarfd. nævnte personer, Karl og Vemund(r), af hvilke den første er den fra sagaen velbekendte Karl »den unge«, der i slutningen af sit liv flyttede til Olavsfjorden, og efter hvem den oven nævnte gård Karlsstad i følge sagaen skal være benævnt. Vemund er i sagaen kun kortelig omtalt som hjemmehørende i Olavsfjord; efter ham skal i følge traditionen gården Vemundarstad (-staðir) have fået navn. De siges at ligge begravede i de nævnte høje i deres skibe. — Højene er dog utvivlsomt dannede af natnren.
  2. I følge nogle håndskrevne samlinger til Svarvadardalens topografi (i pastor Povl Jonssöns besiddelse) kendes og påvises Hyltinga-nausterne endnu, kort syd for Brimnæså ved strandbredden. Og en sænkning (lág) aldeles svarende til den »dæl«, hvori Ljotolv lurede på Karl, skal kunne påvises fra Brimnæsgårdens tun ned mod søen.
  3. Kortets angivelser for Svarvadardalens vedkommende er næppe rigtige med hensyn til alle enkeltheder; således er utvivlsomt syd for åen, på strækningen mellem Skidadal og dalbunden, afsat én sidedal for meget og ét gårdmærke for meget.
  4. Hvis sagaens »fyrir neðan ána« ikke er forvansket, må det vel have hensyn til, at dalens vestside ligger lavere end østsiden.
  5. eller Tværådalen (Þverárdalr). Overordenlig forvirrende er det, at sidedalene i Svarradardalen have med få undtagelser to navne hver, et for hver side af dalen.
  6. De to gårdes beliggenhed er vistnok på kortet unøjagtig angivet.
  7. I de før nævnte samlinger til Svarvadardalens topografi siges dog rigtignok Kumlatejg at ligge nord for gården Bakke ved tunet.
  8. Mellem højderne oven for Grund ligger en lille sø (tjörn), mærkelig i følge sognebeskr. af den voldsomhed, hvormed den hvert forår (i juni eller før) sprænger isen af sig. — På Grund var der i følge VL. kirke; at dette er rigtigt, ses af Auduns måldage.
  9. I følge de håndskrevne samlinger til Svarvadardalens topografi skal navnet Eykisíki virkelig bruges om Svarvadardalsås vestligste forgrening ud for Grund.
  10. Om Blængsgerde beretter Olavius, at det skal have tjænt til trællebolig; altså har man også her et af de i Skagefjorden så almindelige »Trællegerder«.
  11. Blandt navnene i Skidadal kan for dets ejendommeligheds skyld mærkes »Heiðinna manna dalr«; således benævnes en lille sidedal, der afslutter mod syd den østlige del af Skidadal. — Den antkv. indb. (1818) fortæller, at der ved Skidadalens nordøstre hjørne findes spor af mange gærder, som skære hinanden (agerfurer?), og at man vilde vide, at sådanne gærder havde været brugte i fordums tid til dyrkning af de vækster, man bryggede øl eller mundgåt af.
  12. I følge de oftere nævnte samlinger til Svarvadardalens topografi skulde Skordumyre endnu påvises under benævnelse Skriðumýri, neden for Hov, lige overfor Grund.
  13. Nord for Vellir ligger Sakka; mellem denne og nabogården mod nord på bredden af Svarvadardalså findes en højde Ingolvshøvde (Íngólfshöfði), hvori sagnet har villet lade en Ingolv være skiblagt. At denne Ingolv, som Olavius (s. 292—93) beretter, skulde være omtalt i Svarfd., stemmer ikke med, hvad man nu kender til sagaen, og må vel grunde sig på en forveksling. I en nærliggende høj, Hausholl, hvor Ingolvs folk efter sagnet vare begravede, skal man i følge Olavius på hans tid have fundet adskillige oldsager (hesteben, et sværd, en sølvnål, nogle messingdopper), som vandet havde blottet, - efter den antkv. indb. dog kun et spydblad. Derimod ved den antkv. indb. at fortælle om Ingolvshøvde et af de ikke ualmindelige sagn om kirkelige genstande opgravede af høje. — Med hensyn til sagnet om Ingolv fortjæner dog måske opmærksomhed hvad Olavius beretter om Ingolvsnaust ved åen, at det forekommer i gården Sakkas gamle landemærke-dokument, og at tomterne af dette skibsskur til kort før hans tid skal have været at se. I Svarfd. (s. 138) nævnes en gård Hraun der i følge sammenhængen må antages at have ligget i Svarvadardalen. Nu findes ingen gård af dette navn her. Imidlertid kan det bemærkes, at sognebeskrivelsen fra Tjörn, der omfatter den største del af dalen, meget hyppig om fjældskråningerne bruger udtrykket hraun omtrent i betydning af urð. Er denne brug af ordet sædvanlig i dalen, kan det let antages, at en af de under fjældskråningerne stående gårde tidligere har båret navnet Hraun.
  14. Pastor Povl Jonssön, indtil for nylig præst på Vellir, hvem jeg skylder mange gode oplysninger om Svarvadardalens topografi, erklærer dog, at han efter anstillet undersøgelse er kommen til den overbevisning, at det nordligere Hámundarstaðafjall er Sólarfjall. Herfra, men ikke fra Kötlufjall er en fortrinlig udsigt indefter Øfjord; på Håmundarstadafjæld skinner desuden solen først om morgenen og senest om aftenen.
  15. Sognebeskr. for Større Åskog fremhæver de mange og forbavsende vidtløftige landemærke- og »göngu« -gærder fra ældre tid.
  16. Sognebeskrivelsen (for Möðruvalla sogn) anfører, at der mellem gårdene Brekkugerði og Hvamm(r) er en mark (reitur) Brennla, hvor fordum ligene efter en der holdt kamp blev brændte på et sted som kaldes Svardela (sic!). — A. M. nævner ved gården Ytri Bakki et »þrælsgerði«. Oven nævnte sted Brennla, eller »Svardela«, er det rimeligvis, som hr. docent G. Brynjólfssön (i følge velvillig meddelelse) af ejeren af gården Hof har hørt benævne Svarfdælagröf; han mener, at navnet sigter til en her forefalden kamp mellem Svarvdælerne og Hørgdælerne, der snarest må henføres til den tid, da Viga-Glum boede i Hørgådalen.
  17. Antkv. Annaler IV, s. 350 omtale en runesten fra dette kloster.
  18. Den antkv. indb. (1821) beretter, at der kort fra Øksnhol findes en indhegnet plads kaldet »lögrétta«, hvor der efter nogles mening skal have været herredsting fordum, medens andre antage, at stedet har været benævnt »lögrétt«; og at her kan have været fåresamlingssted synes både i følge beliggenheden og stedets udseende rimeligt.
  19. Den antkv. indb. (1820) omtaler en mængde høje ved Gloppa, den everste gård i Øksnadal øst for åen, der antoges for gravhøje, og fortæller et dertil hørende sagn om, at her skal have stået en kamp mellem Skagigordingerne, der havde røvet på Kalvskind, og bonden Kalv på Kalvskind, der faldt her, men hævnedes af sin senere ankomne frænde Øssur på Arnarnæs. Også på Hørgådalshede vil man ifg. den antkv. indb. påvise gravhøje stammende fra et slag.
  20. I en fra de øvrige håndskrifter meget afvigende bearbejdelse af Ljosv., AM. 561 C. 4to, nævnes to nær Laugaland liggende gårde, Steði og Skúta. Den første af disse gårde, der nu sædvanligvis skrives »Stedji«, ligger lidt længre inde i dalen end Laugaland; den sidste, der må svare til den måske lidt nærmere dalmundingen liggende gård »Skútar«, benævnes i håndskriftet »á Skútu fyrir ofan Laugaland«. Samme håndskrift, der benævner »Akra-Tore« Þorgils akrakarl, siger, at han boede »at Ökrum í Hörgardal«. Uagtet ingen gård Akrar nu findes i Hørgådal og jordebøgerne heller ikke her omtale nogen ødegård af dette navn, er sagaens angivelse dog utvivlsomt rigtig, da der i en fortegnelse (AM. 276, 4to) over Modruvold-klosters ejendomme 1447 blandt klostrets ødegårde opføres »avkrom«, som efter rækkefølgen med stor sandsynlighed kan antages at have ligget i den ydre del af Hørgådal nord for åen. — At min opmærksomhed er bleven henledet på disse — og flere i det følgende nævnte - ejendommeligheder ved dette håndskrift, skyldes hr. stud. mag. Gudm. Torlakssöns velvilje. Hvor der i Vem. s. 266 forekommer udtrykket »fyri utan Laugaland á Melunum«, må »Melar« ikke opfattes som noget egennavn.
  21. I følge Olavius' beskrivelse af Gåseyri (s. 353) fandtes her 36 tomter.
  22. A. M. omtaler her en gammel ødegård Hanatún, almindelig kaldet Hanastaðir.
  23. Snorri Hliðarmannagoði deltager i tinget på »Fjosatange« ting (ST.) , se Ljosv. 8. 13.
  24. I Tímarit II, 43 nævnes (1540) Hóll i Kræklingahlið fyrir ofan Skjaldarvík.
  25. År 1551 holdtes en art »fjærdingsting« på Oddøre, i det de af kongen i anledning af reformattonsurolighederne på Island udsendte befalingsmænd stævnede folk fra hele Nordlandet herhen for at sværge kongen lydighed.
  26. Ved gården Eyrarland fandtes c. år 1815 ved gravning i jorden en lille broncefigur, forestillende en skægget mand med spids hue, siddende på en stol. Denne, der oprindelig antoges for et Torsbillede (se det svenske tidsskr. »Idunna«, 8de h. tab. II, fig. 3, hvor den er afbildet), anses nu for en middelalderlig kunstgenstand (skakbrik?).
  27. I Ljosv. s. 111 fortælles det, at den dræbte Torgejr Håvar(d)ssöns hoved begravedes ved Vaðilshorn; af Fostbr. (s. 51) ses, at hovedet nedgravedes ved en tue kort fra Naust. Vadilshorn betegner vel altså et punkt ved fjordens inderste del (på vestsiden), hvor vadlerne går over i denne. Dette passer også med bemærkningen i Ljósv., at stedet var meget befærdet; fra Naust rides nemlig over vadlerne på det almindelige vadested over åen.
  28. P. Vidalin, Fornyrði s. 38—39, beskriver to sværd »der sagdes fra den kamp at have været opbevarede på Grund.
  29. Om Grundar-Helga findes adskilligt i den på latin skrevne antkv. indb. 1817. I Isl. Þjóðs. II, s. 110-12, fortælles sagnene om hende noget forskellig. Et »Grettistak« findes i Grundarfjæld.
  30. Næppe er fra nogen islandsk kirke eller gård nedsendt så mange genstande til Oldnordisk museum i København som fra Grund. Også betragtningen af disse lader formode, at denne gård gennem vekslende tider længe har været sæde for slægter, der både har haft ævne og vilje til at værne om ejendommens nedarvede anseelse. Dog at museet er kommet i besiddelse af så meget af de ved denne gård opbevarede genstande af antikvarisk interesse, skyldes en af gårdens beboere i dette århundrede, tømmermester Olav Briem, der ved sit nære forhold til Finn Magnussön fandt sig opfordret til at sende hvad han kunde. Mærkeligst af alle de i museet værende genstande fra Grund er de to bekendte, rigt udskårne armstole, der tillige med flere andre sager — hvilket alt var købt af O. Briem ved en avktion over den nys ombygte Grund-kirkes gamle inventarium — nedsendtes i året 1843. Disse, der, blandt andre steder, er afbildede i Antkv. tidsskrift 1843-45, er på forskellig måde prydede med udskårne drager og alskens slyngeværk, løvværk o. d. l., samt med billedlige fremstillinger for største delen i runde medailloner. Således fremstilles på den ene stol en konge, en kriger, gejstlige m. m.; den anden stol bærer blandt andet de tolv himmeltegn med indristet forklaring dels med runer, dels med bogstaver. Denne stol bærer désuden øverst på rygstykkets forside på en med rosetter prydet liste, følgende runeindskrift fordelt i mellemrammene mellem rosetterne: HVSTRV ÞORVNN A STOLEN EN BENEDICTT NARFA, hvilken indskrift synes at være ufuldstændig; formodenlig mangler »son gaf« (eller »son risti«), der da må være udeladt af mangel på plads. Jon Sigurdssön (i en note til beskrivelsen af brudstykkerne af en meget lignende stol: Forngripasafn Islands I, s. 63) har sikkert ret i den antagelse, at »hustru Torun« er biskop Jon Aressöns datter Torun, husfrue på Grund i en årrække og netop særlig kendt under denne benævnelse. På grund af stolenes alderdomlige udseende kunde man fristes til at antage denne linje for senere indskåret, dog taler runetegnenes form og udførelse næppe herfor. Hvis virkelig stolene først skriver sig fra katholicismens aller sidste tid, har vi her et forbavsende eksempel på uforandret vedligeholdelse af smag og stil på et afsides sted længe efter, at nye former anden steds var komne i brug. Dog fortjænte sagen sikkert nærmere undersøgelse, og en nøjere betragtning, foruden af selve ornamenterne, af våben og dragter samt de øvrige fremstillinger måtte vel kunne bringe spørgsmålet til afgørelse. — Stolene er først beskrevne i Antkv. Tidsskr. 1843-45; nøjagtig oplysning om indskrifterne (deriblandt også et senere i et stykke af bagklædningen fundet runealfabet) findes i Stephens' Runehal. Mærkes kan, at i følge et inventarieregtster af år 1613 (AM. s. 272, 4to) var den gang i Grund kirke »stolar 3 skornir«. År 1461 var her »einn stoll«, for de ældre måldagers vedkommende (fra 14de årh.) nævnes ingen sådan. Samtidig med stolene nedsendtes år 1843 to alterbordsbilleder (antemensale og predella), malede for Grund kirke og bægge med indskrift »Erikir lopts son han eigar«, altså fra midten af det 15de årh., — men temlig råt udførte. Fra Grund må også de år 1852 fra tømmermester Briem nedsendte sager være komne, nemlig: to emallierede tavler (12 X 7 t, kobberplader på egetræs bund), nogle udskårne helgenbilleder samt to store processions lysestager af træ, næsten tre alen høje. De to emaillerede og forgyldte tavler er ret interessante, de har oprindelig været bestemte til bind for en evangeliebog, dog har de rimeligvis aldrig været anvendte således, men derimod som en art kortavler eller stående på alteret (på hver af dem er fremstillet en kristusfigur i ophøjet arbejde, desuden ses helgene, engle, evangelistsymbolerne). Det er utvivlsomt disse, der i Auduns måldage (år 1318) er nævnt som »texta spiolld II, af messing smellt«; i en inventariefortegnelse fra år 1613 (AM. s. 272, 4to) beskrives de ganske tydelig, de stod da på alteret og regnedes til kirkens gamle inventarium. År 1858 kom en ny sending, deriblandt et med slyngninger udskåret træstykke (fjæl), der findes betegnet som »den ene side af gavlen af et gammelt hus ved Grund kirke«.
  31. Om Hlenne se i øvrigt Gudbr. Vigfussöns »Timatal«. Finn Jonssön anfører i sin kirkehistorie (Hist. eccl. IV, 28), at der i Saurbæ c. år 1200 grundedes et kloster, men at det kun førte en kortvarig tilværelse, omtrent som Hitardals kloster (M.).
  32. I de såkaldte Leyníngshólar i nærheden af Leyning har man villet påvise en gammel begravelse, et såkaldt »völvuleiði«; graven kendes dog kun i forstyrret tilstand, og den kisteformige overligger, på hvilken nogle ulæselige runetegn skal findes, er sønderbrudt. Nærmere herom kan i øvrigt ses Nordisk Tidsskr. for Oldk. II, s. 312-13; se også Årb. for nord. Oldk. 1876, s. 99-100. Jonas Hallgrimssön, som besøgte stedet 1839, erklærer i et brev til Finn Magnussön runerne for ulæselige; oven for indskriften skal imidlertid findes et lille kors. — Præsten fra Sanrbæ angiver i et brev til F. M. 1833, at graven også kaldtes »nunnuleiði«. — Mærkes kan, at en ødehjåleje fra Jorunarstad bærer navnet Nunnugerði.
  33. Navnet, der er fælles for mange gårde på Island, kommer af »maðra«, en lille hvidgul markblomst.
  34. Som det af den antkv. indb. og én bemærkning i sognebeskrivelsen for Saurbæ sogn ses, skal der være en tradition om, at man fra Mødruvold oprindelig har haft sætersted ved Lauga(r)fell, 6-7 mil fra gården, oven for Tormodstadadal (en sidedal fra Sølvadal). Da der tillige fortaltes, at der ved Laugafell fandtes et kunstig udhugget bad med ukendte skrifttegn omkring, lod den kgL kommission til oldsagers bevaring 1819 gennem amtmanden på Nordlandet foretage en undersøgelse af stedet, der dog ikke førte til noget resultat På Bj. Gunnlaugssöns kort findes imidlertid Laugafell (fejlagtig?) afsat i nærheden af Vatnahjallavejen.
  35. Pastor Thorlacius i Saurbæ omtaler i et brev til Finn Magnussön (12/6 1828), at der hidtil på gården Store Hamar på hver side af hovedindgangen (karldyrr) havde stået en »højsædesstøtte« (öndvegissúla); de var runde og forsynede med en knap. — Navn af »højsædessøjler« kan dog næppe med rette have tilkommet dem; snarere har de vel svaret til hvad man i ældre tid kaldte »brandar«. — Sådanne »højsædesstøtter« i Øfjords syssel omtales nærmere i E. O. s. 690—91.
  36. På Munketværå fandtes (og findes vel endnu?) en runeligsten, som i følge sagnet var lagt over Elin »blåhose«, moder til biskop Jon Aressön, der var født, af fattig slægt, på en gård her i nærheden. Af stenens indskrift fremgår det imidlertid, at den vel er lagt i den katolske tid, men over en kvinde ved navn Vigdis Arnesdatter. — Indskriften er meddelt i Antkv. Ann. IV, s. 350-51.
  37. Medens ellers herredets hovedting og som det synes Øfjordsbygdens (»Øfjordens«) eneste ting har været det ikke meget nordligere Vadlatlng, nævnes i Sturl. (I s. 146, gl. udg. s. 151) Tværålejd (Þverárleið) i Øfjord. Hvorledes det end forholder sig hermed, efter denne gård, den gang kloster, kan det næppe have taget navn.
  38. I VGl. kaldes dalen i teksten fejlagtig Miðardalr; det samme gælder et senere sted (s. 368) , hvor Mjadmådal er omtalt.
  39. »Melr« er intet andet end vor almindelige marhalm (elymus arenarius), hvis ruggræslignende blomsterstand indeslutter frø, der endnu i visse egne af landet (Vester-Skaftafells syssel) — tørret og malet til mel — bruges som surrogat for korn.
  40. I VGl. s. 369 er nævnt en Laugardal(r), som i følge sammenhængen snarest må søges sydøst for Munketværå; men hverken nord eller syd for gården findes nogen Laugardal, og navnet er vistnok fejlskrevet (for Tværådal eller Mjadmådal?). I anledning af den sammesteds nævnte laug kan mærkes, at der ikke langt fra Munketværå findes et par varme kilder.
  41. »i Norðlendíngadom« har sagaen fejlagtig, som om talen var om en retssag på altinget.
  42. Hvor i VLj. s. 225-26 talen er om Grimsø, synes en delvis forveksling med Hrisø i Øfjorden at være tilstede. Der tales således om, at øens fiskere ser et fartøj komme på fjorden (ɔ: Øfjord) [inn eptir firðinum må i hvert fald rettes til út e. f.], hvad der kun kan passe på fiskere i nærheden af Hrisø, ikke på Grimsøfiskerne, hvis sædvanlige stade er en mils vej syd for øen. — Også hvor i Vem. s. 267 Grimsø nævnes, kønde man fristes til at tro på en forveksling, så at denne øs navn her fejlaglig var indkommet for Hrisø (Hrisey), som er nævnt kort i forvejen, og hvor den her omhandlede begivenhed foregår.
  43. Se isl. Þjoðs. II, s. 125-27. - Om Mewenklint og dens beliggenhed sml. Löwenörns -Beskrivelse over den iislandske Kyst og de derværende Havne«, 3die H., Kbh. 1821 — hvor også en afbildning af denne klippeholms omrids findes.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.